1 minute read

Forord

Kravene til folkeskolen er under konstant udvikling. I de seneste år har der især været fokus på faglighed – ikke mindst i matematik. Derudover har opmærksomheden specielt været rettet mod evalueringskultur, undervisningsdifferentiering og matematiske kompetencer. Fra skoleåret 2015/2016 indførtes Fælles Mål, hvor der desuden blev sat fokus på it i forbindelse med anvendelsen af digitale værktøjer samt eleverne som kreative producenter. Efter forenklingen indeholder Fælles Mål bindende kompetencemål, som beskriver, hvad eleverne skal kunne på de enkelte fags gældende trin, samt vejledende færdigheds- og vidensmål. Det øgede fokus på elevernes læring betyder, ud over tydeligere og mere synlige mål, en styrkelse af både evalueringskultur og undervisningsdifferentiering.

Forskning har vist, at børn kan lære mere og hurtigere, hvis der tages udgangspunkt i den enkelte elevs hverdag, forudsætninger og foretrukne måde at lære på. Fagets sproglige dimension tillægges stor betydning for læringen, og læringsteorier påpeger bl.a., hvordan hvert enkelt barn konstruerer sin viden sammen med andre. Format er udviklet med udgangspunkt i ovenstående pædagogiske strømninger og intentioner. Format sikrer gennem synligt faglige mål og varierede aktiviteter på forskellige niveauer inden for forskellige organisatoriske rammer, at undervisningen kan tilrettelægges med udgangspunkt i såvel fagets formål som den enkelte elevs behov.

Det har desuden været forfatternes intention at udvikle et materiale, der appellerer til de mange forskellige børn på mellemtrinnet. Materialet præsenterer faget som vedkommende og har mange koblinger til realistiske hverdagssituationer. Format bygger på et legende og undersøgende læringsmiljø, hvor eleverne i stor udstrækning arbejder i samspil med hinanden.

Ud over at alle elever skal udfordres, så de bliver så dygtige som muligt, er intentionen bag Format at give alle børn mulighed for gode oplevelser i forbindelse med at lære matematik, så de får lyst til at lære endnu mere.

Vi ønsker alle elever og lærere god fornøjelse med Format.

This article is from: