Forord

Af Per Schultz Jørgensen

Det er et tilbagevende tema i den offentlige diskurs: Mange børn og unge i Danmark trives ikke. Vi får det dokumenteret i undersøgelse efter undersøgelse. Selv børn i grundskolen kan sætte kryds ud for påstanden: ’Jeg er ikke glad for livet for øjeblikket’. Og går vi til aldersgruppen 16-34-årige svarer næsten en tredjedel af kvinderne, at de i perioder mistrives. Vi ved det også fra ventelisterne til hjælp i psykiatrien, der er måned- eller årelange. Eller fra køen foran psykologkontoret –det er gratis for unge ’at gå til psykolog’, men svært at få en aftale om en tid hos en psykolog.

Kort sagt: Fra mange kanter får vi meldinger om alt for mange børns og unges dårlige trivsel og mangel på hjælp. Vi ved godt, at de mange beretninger dækker over nuancer, grader af alvorlighed og forskellige diagnoser. Derfor er det et øjebliksbillede over sundhedstilstanden i et velfærdssamfund, og det må i sig selv give anledning til undren. Hvordan kan så stor en andel af børn og unge mistrives i et af de bedste velfærdssamfund i verden? For det er jo det, der er tale om. Og da det ikke er et nyt spørgsmål, må det følges op med en slags mistrøstig konstatering: Hvorfor er der ikke fundet veje til løsning, hvorfor er andelen af unge i mistrivsel snarere stigende? Er det, fordi problemet ikke ’bare’ lader sig løse som et af den slags problemer, hvor der træffes politiske beslutninger og bevilges flere ressourcer?

Det tror jeg er tilfældet. Vi løser ikke problemet ved at ansætte flere psykiatere eller gennemføre flere undersøgelser. Vi står med det, der kaldes en strukturel udfordring. Det betyder, at problemerne med manglende trivsel hos store grupper af børn og unge hænger sammen med måden, vi har indrettet samfundet på, og måden vi lever livet på. Vores livsform har dysfunktionelle konsekvenser, der måske især rammer unge i den periode af livet, hvor de for alvor skal finde sig selv som ansvarlige mennesker, der kan indgå i tætte forhold til andre. Det er deres sigtepunkt, og vi må se dem som hjælpsomme, selvom deres symptomer rejser afgørende temaer, både helt konkret og samfundsmæssigt. Også når der es symptomer ser alt andet end hjælpsomme ud.

Det er også en forståelse, som Jørn Nielsens bog skriver sig ind i. Den ser manglende trivsel som et resultat af systemer, der ikke hænger sammen eller måske direkte modarbejder hinanden. Et barns symptom er et signal, et budskab, eller som bogen siger: ’en invitation’ til dialog og til nyorientering. Men vi giver i dag ikke de svar på invitationen, som kunne løfte den unge ud af ensomheden. Måske fordi systemerne modarbejder eller blokerer. Vi siger, at den unge ’har en depression’ og forsøger så at hjælpe den enkelte, hvor det i stedet skulle være systemerne, der kom i kontakt og bragte kommunikationen op på et mere konstruktivt niveau –altså tænke i relationer og netværk. Vi står med en faglig og etisk opgave, som vi kan løse bedre. Vores ansvar rækker ud over behandling af de enkeltes symptomer. Det handler bogen om.

Systemtilgangen lægger også op til at inddrage et samfundssyn. Men dermed stilles også spørgsmålet, hvorfor det er kommet så vidt i dag, at systemerne er ude af balance – og at det enkelte menneske risikerer at blive mast mellem dem? Eller er så meget i opbrud, at den enkelte ikke kan navigere? Jeg tror, vi skal forstå det sådan, at vi historisk set er langt inde i en ny måde at være menneske på. Idealet er det individualiserede menneske, der er i ’kontakt med hele verden’, men som også er mere sårbart – og samtidig er stillet over for store udfordringer med hensyn til at klare sig i konkurrencen med alle andre.

Tager vi historiske briller på og støtter os til den forskning, der studerer historiske perioders mentale prægning af mennesker, kan vi sige, at en tidsperiodes sociale, kulturelle og materielle vilkår udvikler sin egen særlige mennesketype eller ’socialkarakter’. Vilkårene er de rammer, der skaber en særlig nyttig, ’dygtig’ og kompetent måde at være menneske på. Ud af middelalderen udvikledes en mennesketype, der var traditionsbevidst – verden og hverdagen skulle ligge i faste rammer. Her lå sikkerheden og erfaringen. Det skiftede med industrialiseringen og den begyndende erobring af verden. Nu udvikles det mere indrestyrede menneske, der kan bære sine værdier med sig som en ballast på rejser ud i verden og samtidig sikre loyaliteten over for de hjemlige sociale og religiøse ritualer. Alt det ændrede sig i starten af 1900-tallet, især i de store bysamfund, hvor mennesker ustandselig skal ’være på’, og hvor kontakterne bliver hurtige og flygtige. Det er det ’gruppeorienterede’ eller ydrestyrede menneske, der tager bestik af sine samtidige og reagerer på budskaber fra nær og fjern. Sådan er den amerikanske sociolog David Riesmans historiske forståelse i korte træk, og i dag kan vi, med den som grundmodel, sige, at den ydrestyrede mennesketype op mod årtusindskiftet er accelereret i en helt ekstrem grad sammen med en individualisering og udviklingen af de sociale medier. Derfor står vi i dag over for den kæmpe udfordring, at vi i virkeligheden er oppe imod kræfter, der ligger indbygget i selve den kultur, som skaber mennesketypen. Vores viden om udviklingsfremmende forhold må i spil.

Tidens mennesketype er i permanent kontakt med den sociale omverden – og har deponeret en større eller mindre del af sit væsen i disse kontakter. At ’dele sig selv’ med andre skaber en ny følelse af tryghed, men det skaber også en dyb afhængighed af bekræftelse og anerkendelse fra andre. Det er en styrke at leve med fornemmelsen af et socialt netværk, men også en sårbarhed – over for svigt, krænkelse og udlevering, hvor den enkelte selv står med ansvaret.

Det er denne nye mennesketype, vi i dag ser i uddannelsesinstitutionerne, på efterskoler og højskoler, de flokkes omkring spillestederne, sportspladserne og ikke mindst er de på sociale medier, ofte med flere profiler på det samme medie. De er alle vegne og er altid ’på’ og parate til at formidle sig selv – inklusiv egen sårbarhed.

Tidens internationale sociologiske analyser peger ind i samme problemforståelse. De ser det enorme pres, den enkelte er udsat for i vores individualiserede samfund. Der tales om ’selvets udmattelse’, om ’handlingslammelse’ og om ’depression’. Altså individets given op over for det uophørlige krav om selvrealisering og autenticitet – samtidig med at mulighederne for at leve op til kravet bliver stadig sværere. Det er et samfund med stigende acceleration og påfølgende oplevelse af meningsløshed og fremmedgørelse, siger den tyske sociolog Hartmut Rosa. Den enkelte giver op eller bryder sammen under et pres, der ikke giver plads til mange lyspunkter forude. Eller finder sig modsat til rette i en ADHD-diagnose, med symptomer som uafbrudt rastløshed uden evne til fokusering. Der er stor risiko for, at social uorden gøres til individuel uorden.

Hvis denne forståelse af samspillet mellem vigtige træk i det moderne samfund og udviklingen af en sårbar mennesketype er holdbar, så er det klart, at vi ikke ’bare’ ændrer på vilkårene og samspillene. Sådan fungerer et hyperindividualistisk samfund i højeste gear åbenbart: Nogen betaler en pris – det er blandt andet andelen af børn og unge, der mistrives.

Men – kan man hævde – de andre samfundsperioder havde også grupper, der betalte en høj pris. I traditionssamfundet var det de fattige og udstødte, i det indrestyrede samfund var det de undertrykte, der aldrig var i nærheden af friheden til at vælge deres eget liv. I dag er det de sårbare, der presses fra alle sider og for en dels vedkommende får et dårligt liv – trods et stort felt af muligheder.

Systemtilgangen, som er den, der primært anlægges i Jørn Nielsens bog, erkender disse samfundsmæssigt og kulturelt skabte vilkår – og ser dem som den kæmpe udfordring, vi er stillet over for. Samtidig forbinder den på solidarisk og engageret vis forståelsen heraf med praktiske tilgange, hvor de mennesker, vi møder, kan føle sig mødt med værdighed og tro på udvikling; på at de hører til og har en plads i et udviklende fællesskab. Med cases og praksiseksempler vises, hvordan børn og unge i udsatte positioner inviterer til anderledes hverdagserfaringer, og hvordan disse kan skabes. Ændringer har altid grundlag i et samspil med omgivelserne.

Vi kan og skal få systemerne til at fungere bedre, og vi skal finde fælles veje ud af afmagten og fastlåsheden. Det er her, bogen giver sit eget gode bidrag ved at vise, hvordan vi skal have konteksten i spil. Som det siges med henvisning til hele systemteorien: uden kontekst – ingen mening. Når et barns ’invitation’ skal forstås, skal det ske i en kontekst, der igen er placeret i en eller flere andre kontekster. Vi skal forstå, og vi skal lirke de fastlåste strukturer op, så der kan skabes nødvendige processer og en kommunikation, der virker udviklingsfremmende på børns og unges invitationer. Hvis opgaven skal lykkes, må vi på forskellige niveauer rykke tættere sammen. Vi må bygge bro mellem fag og discipliner, arenaer i børns livsverdener og mellem professionelle og børn, unge og familier. Når voksne kommer til kort, er de ofte for langt fra hinanden. Det ændrer ikke på tidens generelle mennesketype, men det giver energi til systemiske sikkerhedsnet, der begynder at kommunikere med hinanden og dermed giver de mange børn og unge i mistrivsel et svar.

Jørn Nielsens bog er et nyttigt og indsigtsfuldt grundlag for at udvikle gode svar til børn og unge, der slås med mistrivsel.