4 minute read
SANS
Om sanser og sanseintegration i et relationelt perspektiv
Gitte Frost og Ida Skytte Jakobsen
Sans
Om sanser og sanseintegration i et relationelt perspektiv
SANS. Om sanser og sanseintegration i et relationelt perspektiv Gitte Frost og Ida Skytte Jakobsen
© 2023 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Denne bog er beskyttet i henhold til gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node, se: w ww.tekstognode.dk/undervisning.
Forlagsredaktion: Signe Hastrup ogJohan Davidsen
Omslag: Ulla Korgaard
Sats og illustrationer: Jakob Brandt-Pedersen
Bogen er sat med: Charter og Windlesham
Tryk: Livonia Print
Hvor intet andet er angivet, tilhører rettigheder til illustrationerne b ogens forfattere.
1. udgave, 1. oplag, 2023
ISBN: 978-87-500-5744-4 akademisk.dk
Akademisk Forlag støtter børn og unge
Akademisk Forlag er en del af Egmont, der som Danmarks største mediekoncern har bragt historier til live i mere end 100 år. Egmont er en dansk fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.
Det siges, at hvis mennesker skal have gunstigeforudsætninger for at blive klogere eller dygtigere, blive hele og udvikle sig, er det nødvendigt at føle sig relativt tryg i processen. Ofte bliver vi åbne for forandring, hvis den atmosfære, vi befinder os i, er venlig, empatisk og ikkedømmende. Hvis vi har lov til at være dem, vi er, både i mørket og i lyset. Det mærkes, at SANS helt tydeligt er opstået, tænkt og skrevet i en sådan atmosfære. Forfatterne formidler deres viden nænsomt og i afstemt kontakt med deres læser. Fleksibiliteten i deres fremstilling vidner ikke kun om en overbevisendefaglig indsigt, men også om, at denne viden er forbundet til deres praktiske erfaringer som mennesker, partnere, forældre og behandlere.
Vi har været så heldige, at vi, i en længere årrække efterhånden, har haft et fagligt og med tiden venskabeligt følgeskab med Gitte og Ida. Fagligt set udsprang vores kontakt af et fælles arbejdsmæssigt ståsted, hvor vi alle har været optaget af, hvordan kroppen og vores helt grundlæggende almenmenneskelige biologi spiller en fundamental rolle i forståelsen af følelsesmæssige og mentale processer. Gitte og Ida har nu med denne bog taget hul på at formidle deres brede og velfunderede viden på flere overlappende fagområder.
Uanset hvor forankrede vi er i vores biologi, vores krop og sanser, er vi altid allerede relationelle væsner. Med den forståelse tilbyder Gitte og Ida, hele bogen igennem, et brugbart og meningsfuldt alternativ til den traditionelle sygdomsmodel, hvor faren kan være, at hovedfokus bliver på isolerede enkeltdele snarere end helhed og samspil. De beskriver sanseudviklingen hos barnet, den unge og andre individer nuanceret og dynamisk med fokus på det trivselsfremmende, som i dette perspektiv bæres af relationer, her udmøntet i god, tryg kontakt mellem barnet og dets omsorgspersoner. Menneskelig udvikling foregår simpelthen bedst i velafstemt kontakt; når vi mødes, bliver set, bliver spejlet og guidet i overensstemmelse med øjeblikkets zone for nærmeste udvikling, har vi de bedste muligheder for at udfolde vores potentiale.
Læseren får, ved hjælp af forfatternes brede erfaring og eklektiske tilgang til området, lov at mærke, at det enkelte barn, det enkelte menneske, ikke kan reduceres til eller forklares alene ud fra sine enkeltdele. Ingen sans eller del af kroppen opererer isoleret og uafhængigt af andre dele af sanseapparatet og resten af kroppen. Ligeledes skal barnet altid forstås i verden. Ingen adfærd, synlig eller usynlig, finder sted isoleret; adfærd foregår altid i en kontinuerlig dynamisk udveksling og i samspil med andre mennesker og den fysiske verden. Forfatterne fanger således kompleksiteten i ethvert menneskes liv, men drukner ikke i denne kompleksitet. Bogen tilbyder overskuelige modeller, der indfanger det levede liv og anviser handlemuligheder. Læseren bliver venligt støttet af hverdagsnære eksempler, der gør, at man hele tiden bringes ind i det konkrete, ind i oplevelserne. Vi kommer med ind i den lille families dagligdag i hjemmet eller med barnet og dets pædagog i institutionen.
Gitte og Idas fine indlevelsesevne mærkes muligvis tydeligst i deres daglige virke, men som læser opleves deres venlige og milde formidling som en kontaktfuld støtte, der løber gennem denne bog som en form for usynlig rød tråd. Den mærkes nok snarere, end den findes i identificerbare sætninger, og understreger dermed bogens hovedbudskab, nemlig at det dyrebareste sker mellem mennesker i sårbare og komplekse – og på en måde usynlige – processer. Det afstemte og sanselige, alt det, øjet ikke kan se, beskrives bogen igennem uden på noget tidspunkt at blive ”mystisk” eller uforståeligt.
Forfatternes mod og evne til at skrive en bog, som i den grad undgår at gøre fænomener, adfærd og behandling op i ”rigtigt eller forkert”, gør det langt mere ufarligt for læsere at genkende sig selv og deres nærmeste i adfærdsbeskrivelserne. Bogen efterlader læseren indlevet i sine egne erfaringer og tilføjer en stemning af ro og håb. Der er nemlig altid noget at gøre. Selvom vi har forpasset det mest optimale tidspunkt at stimulere en specifik udvikling hos barnet, er der mulighed for at skabe forandring, som kan lette, lindre, bevæge og med tiden udvikle. Uanset hvem man er – forælder, pædagog, lærer eller behandler – har indsatsen betydning, og man vil ved læsning af SANS kunne se handlemuligheder, der kan oversættes til den virkelighed og hverdag, man nu engang måtte have.
Mange tak til Gitte og Ida for at invitere os indenfor i deres praksisrum, for at inspirere os med det relationelle perspektiv på sanseudvikling, for at minde os om, at al udvikling foregår i kontakt, og for at efterlade os opløftede og berigede.
Psykolog Anna Wejdemann og psykolog Lone Skrubbeltrang
Lone Skrubbeltrang er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet og autoriseret af Psykolognævnet. Lone er privatpraktiserende psykolog i Hjortshøj, hvor hun arbejder med børn, unge, voksne og familier. Lone er efteruddannet inden for psykodynamisk psykoterapi og biologisk relationel traumeterapi. Lone er særligt specialiseret i rådgivning og terapi til familier, der har adopteret.
Anna Wejdemann er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 1998, autoriseret af Psykolognævnet og godkendt specialist i psykoterapi. Anna er privatpraktiserende psykolog i Aarhus, hvor hun arbejder med unge og familier. Anna har videreuddannet sig inden for somatisk psykologi og biologisk relationel traumeterapi. Anna har i mange år arbejdet med kurser for forældre, der gerne vil adoptere, og har ligeledes herigennem arbejdet med adoptionsrådgivning.