Et anbringelsesforløb

af en anbringelsessag, ikke beskrevet i detaljer her. De kan findes i juridiske grundbøger som Socialret: Børn og unge (Schultz m.fl. 2021) og Socialforvaltningsret (Andersen 2022).

Denne grundbog er blevet til, mens Barnets Lov er blevet udarbejdet og behandlet. Den socialpolitiske diskussion i den forbindelse har tydeliggjort en række stridspunkter vedrørende henholdsvis statens og forældrenes ansvar over for børn og unge samt retten til selvbestemmelse. Fra hvilken alder skal barnet selv kunne varetage partsrettigheder – f.eks. klage eller give samtykke til en anbringelse? Skal lovgivningen øge eller mindske myndighedernes muligheder for at træffe afgørelser uden samtykke fra forældre og børn? Skal lovgivningen sikre mere ensartede rettigheder og tilbud på tværs af kommuner, eller skal den åbne for mere forskellig praksis og måske innovation i kommunerne? Barnets Lov er blot den seneste i en række af reformer, f.eks. Barnets Reform, Anbringelsesreformen og Overgrebspakken, der har haft til formål at sikre barnets bedste og øge børns inddragelse i egen sag. Når Barnets Lov træder i kraft, vil denne bog blive opdateret med øget fokus på de lovgivningsmæssige rammer, herunder regler og afgørelser i henhold til den nye lov.

Anbringelsesforløb strækker sig oftest over en lang periode i et barns liv. En anbringelse kan starte med, at barnet og familien modtager rådgivning og forebyggende indsatser, som viser sig utilstrækkelige i forhold til at imødekomme barnets særlige behov. En anbringelse kan også starte med en underretning fra barnet eller forældrene, andre private eller professionelle omkring barnet, f.eks. en lærer eller en pædagog.

Socialrådgiveren skal i disse tilfælde foretage en helhedsorienteret børnefaglig undersøgelse, samarbejde og samtale med barnet og familien, indhente relevante oplysninger og på baggrund af denne viden og lovens kriterier, vurdere om barnets behov for særlig støtte gør, at anbringelse er det bedste for barnet. Der er tale om vægtning af risiko og beskyttelsesfaktorer baseret på et solidt fundament af teoretisk viden, praksiserfaring og socialfaglig systematik. Inden afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet skal der opstilles relevante mål for anbringelsen og udarbejdes en handleplan for barnet, der kan danne grundlag for afgørelser om

valg af konkret anbringelsessted, samvær, skolegang, fritid mv. Forældrene skal også tilbydes en plan, og der skal træffes afgørelse om støtte til dem.

I forbindelse med at barnet flytter fra sin familie og ind i en plejefamilie, institution eller andet anbringelsessted, skal barnet inddrages og følges tæt, ligesom der skal samarbejdes med forældremyndighedsindehaverne. Under anbringelsen skal socialrådgiveren føre tilsyn med anbringelsen, løbende følge op på barnets trivsel og udvikling og i den forbindelse afholde samtaler med børn og forældre. Såfremt kommunen ikke lever op til disse forpligtelser, kan den blive dømt til af betale godtgørelse. Det fremgår bl.a. af en nyere dom fra Østre Landsret, hvor en kommune blev dømt til at betale godtgørelse til tre søstre for krænkelse af deres rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) under deres anbringelse på et opholdssted3 .

Socialrådgivere skal være gode til at se og lytte til børn, der er anbragt. Anbragte børn kan være gode til at skjule det, der er svært. Det kræver indlevelse, særlige metoder og en særlig opmærksomhed at få øje på det, der ikke fungerer eller krænker et barn. Derfor er der også de senere år kommet fokus på barnets rettigheder under anbringelsen, bl.a. i kraft af reglerne i voksenansvarsloven og socialtilsynsloven, udvidelse af Ankestyrelsens kompetence, etablering af Ombudsmandens Børnekontor og tilførsel af midler til organisationer som Børns Vilkårs rådgivning og bisidderordning.

Socialrådgiveren skal være opmærksom på, hvordan barnet trives og mestrer hverdagen i sin anbringelse. Både ved skift af socialrådgiver og ved ændring af anbringelsessted er der væsentlig risiko for, at detailkendskab til barnet eller familien forsvinder. Dette øger risikoen for nye sammenbrud, fordi helhedsforståelsen af barnets behov og ønsker risikerer at gå tabt. Dansk og international forskning viser, at op mod halvdelen af anbringelser afsluttes uplanlagt eller kort tid efter de er iværksat (Egelund m.fl. 2010). Ændring af anbringelsesstedet er således en indgribende afgørelse, der stiller særlige krav til sagsbehandlingen.

Under anbringelsen skal målene i handleplanen genbesøges og evt. ændres. Der kan også være brug for at træffe nye afgørelser f.eks. om samvær, skolegang, støtte til forældrene, hjemgivelse eller indstilling til børn og unge-udvalget om videreført anbringelse pga. barnets stærke tilknytning til anbringelsesstedet mv. I visse situationer kan adoption efter adoptionsloven komme på tale. Når anbringelsen skal

3 Afgørelse U.2017.3272Ø.