TRINE BUNDSGAARD

Kapitel 1

Viggo ser sig i spejlet og retter på skjorten. Han drejer sig og ser sig selv fra siden. Og så forfra igen. Skjorten skal syes lidt mere ind. Bare en lille smule. Viggo tager den af og sætter sig ved symaskinen. Han sætter ikke nåle i, han syr bare. Stoffet er blankt og granatæblerødt.

”Trappen,” siger Viggos mor. Hun står pludselig i døren. ”Trappen venter på dig.” Hun forsøger at få det til at lyde let og sjovt at vaske trapper. Hver uge.

”Jeg skal lige være færdig med den her,” siger Viggo og tager skjorten ud af symaskinen.

”Er det min gamle skjorte?” siger hans mor.

”Nu er den min.” Viggo tager skjorten på og ser sig i spejlet igen.

”Ja, den er da også pænere til dig,” siger hun, og Viggo er enig. Den er blevet god. Han slukker symaskinen og klipper en tråd af skjorten, som han har overset.

”Skal du ikke skifte til arbejdstøj?” Hans mor nikker til skjorten.

”Det er mit arbejdstøj,” siger Viggo og følger efter hende ud af lejligheden og ned ad trappen.

Vicevært står der på døren til det første rum til venstre, når man kommer ned i kælderen. Skrivebordet er næsten skjult bag et stort trommesæt, som står på et falmet, grønt tæppe midt i rummet.

”De nye lejere kommer i morgen,” siger Viggos mor.

”Tredje til højre. Du må godt lige løbe gulvet over derinde også. Døren er ikke låst.”

”Det er ikke med i aftalen,” siger Viggo. Han får 100 kroner pr. trappevask. Det er under en krone pr. trin.

Og det halve hver anden uge, hvor køkkentrappen også skal have en tur.

”Hold nu op,” siger hans mor. ”Vi hjælper hinanden.”

Viggo hiver spanden og moppen frem fra skabet bag døren. Hans mor sætter sig ved trommesættet. Hun tager trommestikkerne og lader dem danse i luften. Som en slags opvarmning.

”Jeg trænger til lønforhøjelse,” siger Viggo og hælder sæbe i spanden. Han skal bruge hætten som målebæger.

To hættefulde til en spand vand. Viggo hælder bare en god sjat i og tænder for vandet.

”Det kan du godt glemme,” siger Viggos mor. ”Du kender morfar.”

Det er Viggos morfar, som ejer huset. Det er derfor, Viggos mor er vicevært. Ellers var det nok ikke lige sådan et job, hun ville søge. Det er også derfor, Viggo vasker trapper.

Viggos mor giver sig til at tromme igen, og Viggo slæber af sted med sin spand og moppen, som minder ham om en paryk med håndtag.

Spanden er tung, og de sidste trin går langsomt. Viggos mor har vippet dørmåtterne, da hun støvsuge- de, og nu står de op ad dørene. Viggo dypper moppen i vandet, vrider den og går i gang.

Frem, tilbage, frem, tilbage, dyp, vrid.

Frem, tilbage, frem, tilbage, dyp, vrid. Viggo har en rytme kørende i hovedet, imens han vasker gulvet. Hans mor forstår ikke, at han ikke hører musik imens, men Viggo kan lide at høre lydene fra huset, musik og snak fra lejlighederne. Han kender ikke alle i huset lige godt, men han ved, hvem alle er.

”Lille Viggo vaskekone. Du har glemt noget der.” Det er Lucas, som kommer op ad trappen. Hans lillesøster, Emma, går i Viggos parallelklasse. Hun er fin nok. Men ikke Lucas. Han stiller sig foran Viggo og spærrer vejen. Han ser op og ned ad Viggo og smiler med sine perfekte, hvide tænder, mens han ryster på hovedet. Viggo siger ikke noget. Der er helt tomt i hans hoved.

”Der,” siger Lucas og peger på noget bag Viggo. ”Helt beskidt.”

Viggo vender sig ikke om for at kigge, og endelig træder Lucas til side, så Viggo kan komme ned ad trappen. Lucas smækker døren efter sig, og Viggo forsøger at vende tilbage til sin gulvvaskerytme. Han vil ikke lade sig provokere af Lucas. Han er bare et fjols. En nar. En idiot. Men han gør alligevel Viggo usikker.

Gulvet foran 3. t.v. er fyldt med sko. Mudrede gummistøvler og slidte sneakers. Der må ikke stå sko på trappen. Det er en af husets regler. Morfars regler.

Viggo åbner døren til 3. t.h., hvor familien Nguyen boede indtil i sidste uge. Der duftede altid krydret og rart hos dem, nu lugter der af maling i de tomme rum. Viggos skridt runger, og han standser i døren ind til stuen. Her ser fint nok ud. Han vasker bare gulvet i entreen med hurtige bevægelser. Han vil være færdig, så han kan komme tilbage og sy. Han har en ide til et par bukser, og måske har han også stof nok.

Frem, tilbage, frem, tilbage, dyp, vrid.

Viggo er hurtigt færdig med anden sal, hvor Balder bor. Han er sød nok, men også lidt barnlig. Hans mor er viking af en slags og går i tøj i mange farver. Lidt for mange. Slet ikke Viggos stil, men alligevel mere cool end de fleste voksne. Over for dem bor læreren

Simon, som slæber sin beskidte mountainbike hele vejen op ad trappen. Der står den lænet op ad væggen.

Fuld af indtørret mudder, som den også har efterladt på etagerne under. Viggos mor har ikke været særlig grundig med støvsugeren, og moppen kan ikke vaske alt grus og jord op. Viggo gør det så godt, han kan, og når endelig ned til hoveddøren.

”Hej.” En kvinde kommer ind i opgangen. To børn følger efter og standser bag hende. En pige på Viggos alder, og en dreng, som er lidt yngre. De ser alle tre på Viggo. ”Dørlåsen virker ikke. Vi gik bare ind.” Kvinden vender sig og peger imod døren.

”Nej, den driller lidt,” siger Viggo og prøver at lyde som en vicevært.

”Vi er her for at se på lejligheden på tredje sal,” siger kvinden. Hun ser forbi Viggo og op ad trappen. Som om hun kunne se igennem etagerne. Hun har en grøn frakke på. Velour. Hendes hår er krøllet på frisør-måden. Ikke ligesom Viggos mors store bunke, som hun aldrig gør andet ved end at samle med en elastik. Drengen har fodboldtrøje på og mørkt hår, som er redt til siden. Pigen har helt sort tøj på. Sneakers, hoodie, jeans. Ikke noget særligt, men alligevel cool nok. Hun har en ring med en gul sten på den ene pegefinger.

”Jeg troede, I kom i morgen,” siger Viggo.