Alex Schulman MALMA STATION

Lindhardt Og Ringhof

Malma station er oversat fra svensk efter Malma station

Copyright © Alex Schulman, 2022

All rights reserved

Dansk copyright © 2023 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København

Published by agreement with Ahlander Agency

Omslag: Sara R. Acedo

Dansk versionering: eyelab.dk Bogen er trykt hos Livonia Print

ISBN 978-87-27-00801-1

1. udgave, 1. oplag, 2023

Citatet på side 7 fra Rock ’n’ roll suicide © David Bowie, 1972

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne oversættelse er udgivet med støtte fra Nordisk Ministerråd

FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.

Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Til Amanda

Oh no love! you’re not alone

You’re watching yourself but you’re too unfair

You got your head all tangled up but if I could only make you care

Oh no love! you’re not alone

Rock ‘n’ roll suicide, David Bowie

Kapitel 1 Harriet

hun står i sin fars skygge på perronen og betragter ham, mens han står og misser mod den lave morgensol. De venter. Hun leder efter tegn på irritation i hans blik og bevægelser. Hun er særligt opmærksom i dag, fordi de foretager rejsen for hendes skyld, og det får hende til at føle, at hun står i gæld til ham. Det er på grund af hende, at faren står her nu, hun bærer varmen, bærer den tidlige morgen, bærer togets forsinkelse, hun er ansvarlig for alt, hvad han fra og med dette øjeblik må udholde, og han er tavs og umulig at læse.

Asfaltens varme trænger op gennem skosålerne. Harriet er klædt helt i sort, for det er man til begravelser. Hun har sin fars kamerataske over skulderen og sætter den ikke ned på jorden. Ikke engang da hun hører, at toget er forsinket, og at de måske skal stå der et godt stykke tid endnu, stiller hun den fra sig. I tasken er der objektiver for flere tusind kroner. Hun ved, at udstyret er vigtigt for faren. Hun ved også, at det er hendes fremtid, hun bærer over skulderen, for en dag skal hun arve det hele, og hver gang han siger det til hende, er det, som om der bliver lagt noget tungt på hendes skuldre. Faren renser sit udstyr en gang om ugen, og der vil han altid have, at hun er med. De sidder under det gule skær fra køkkenlampen, og han lægger objektiverne op ved siden af hinanden på køkkenbordet, og indimellem rækker han hende et af dem. ”Mærk lige den her fyr,” siger han. Og hun vejer det i hånden, objektivet er massivt og tungt, får hånden til at synke ned mod bordet. ”Og den her,” siger han. Han rækker hende et nyt. ”Kig lige ind i den fyr.” Faren kalder mange forskellige ting for ”fyre”. Især ting, han har købt og sætter pris på, men også andre ting; i bilen, for eksempel, kan han pludselig standse op, hvis han får øje på et rådyr, og pege: ”Se lige den fyr der.” Et væltet træ i skoven kan også være en fyr, hvis det er et stort træ. Men han bruger det mest om ejendele, ikke kun sine egne, han er også generøs med at rose andres ting. Han kan fløjte imponeret i bilen, hvis han havner bag en Porsche. ”Sikke en flot fyr.” Det er et fint træk, hun kan godt lide sin far, når han siger sådan.

Måske vil faren gerne sidde lidt ned? Hun ser sig om, men bænkene er allerede optaget af andre passagerer, de ser fjollede ud, strakte halse på række, der uroligt leder efter tegn på et tog, der aldrig kommer. En togkontrollør går med hurtige skridt forbi dem på perronen, og nogen spørger, hvad der sker, og så peger manden bare ud på baneterrænet, som om svaret findes et sted derude, og at han var på vej ud for at lede efter det. Og så pludselig opstår en hektisk bevægelse, da en stemme meddeler togets ankomst, alle får så travlt, som om de er sikre på, at toget kun vil standse på stationen et kort øjeblik. Men faren har ikke travlt. Det har han aldrig. Der er noget ved hans bevægelser, det er, som om han gør alt i halvt tempo. Der er intet, der sker lige pludselig, intet er impulsivt, Harriet har fornemmelsen af, at alt er udtænkt på forhånd. Nogle gange forestiller hun sig, at han allerede om morgenen beslutter sig for, hvordan han skal bevæge sig rundt hele dagen, fra morgen til aften, og bagefter går dagen, nøjagtig som han havde tænkt sig. Måske er det derfor, han aldrig viser følelser, for intet kan nogensinde overraske ham, han er aldrig uden svar. Nu står han og ser på dem, der skynder sig frem mod togvognene, han lader dem gøre det, og til sidst sætter han langsomt i bevægelse, og hun følger efter ham. Der er lige så varmt i kupéen som udenfor, hun går gennem togvognen og ser, at folk sidder og ser utilpasse ud.

Hun sætter sig på en vinduesplads over for sin far. Han gør tegn til, at han vil have kameratasken, og hun rækker den til ham. Hun ser ud gennem vinduet og be- tragter den langsomt affolkede perron. Lydene omkring hende kommer nærmere, den knitrende lyd af aviser, der bliver foldet ud, en dåsesodavand, der bliver åbnet, og samtaler, der begynder at tage form, små stumper af konversation. Da hun først er begyndt at lytte, kan hun ikke lukke af for lydene igen, samtalerne lyder som en svag nynnen, der danner melodier, fortællinger om deres liv. Og de fleste af dem, hun lytter til, lyder hverken triste eller tyngede af et uforklarligt pres. Og hun er hele tiden bange for at blive konfronteret af nogen, der får øje på hende – hvorfor sidder du og lytter?

Hun skal ikke sidde og lytte.

Hun husker den aften for to år siden, hvor hun og hendes søster skulle sove, og på den anden side af væggen var køkkenet, og der sad moren og faren. Hun kunne krystalklart høre hvert et ord. Det var næsten underligt –forstærkede væggen mellem køkkenet og pigernes værelse i virkeligheden lyden? Sådan måtte det have været, for det var, som om hun sad inde hos dem, og hun hørte sukkene, den skrabende lyd af stolene, køleskabets lave summen, der holdt op, da faren åbnede det. Han stod lidt for længe og kiggede ind. Moren brød sig ikke om, når nogen i familien lod køleskabsdøren stå åben for længe, hun brød sig ikke om ubeslutsomheden – ”så gør dog noget!” og hun var også bekymret for økonomien; hun havde fået den idé, at den åbne køleskabsdør var årsagen til de høje elregninger. Og derfor skete det, at hun pludselig råbte: ”Lad være med bare at stå der – luk døren!”

Men den aften fik faren lov at stå længe ved køleskabet og se ind på mulighederne på hylderne, uden at moren sagde noget.

Det gjorde Harriet opmærksom, noget var ikke, som det plejede at være. Raslende lyde af papir, faren tog en pakke skinke frem, stillede noget tungere på køkkenbordet – smørret? Han åbnede fryseren, tog isterninger. Faren drak mælk med is, det gjorde han altid. Hårde lyde og skramlen fra bestikskuffen, som om nogen gravede i en guldskat. Hun kunne høre, at moren tændte stearinlysene på bordet, og der blev sat tallerkener frem, så blev der stille, og det var der i lang tid, og Harriet lå der i sengen og lyttede til de ildevarslende lyde, da de satte sig over for hinanden ved vinduet.

”Hvordan gør vi det her?” spurgte moren.

Faren svarede ikke. Hvad foregik der på den anden side af væggen?

”Vil du have?” spurgte han.

”Ja, tak,” svarede hun.

Den venlige tone imellem dem. Deres bløde stemmer mellem bidderne. Betænksomheden, den næsten overdrevne velvilje. Vil du have noget at drikke? Jeg henter. De virkede mere enige end nogensinde.

”Jeg går ud fra, at du flytter op til ham,” sagde faren.

”Ja,” svarede moren. ”Han har god plads, også til børnene.”

”Du tager ikke dem begge to med.”

”Nej,” sagde moren. ”Jeg foreslår, at jeg tager Amelia, og du tager Harriet.”

Han lo, helt kort.

”Jeg havde tænkt mig at foreslå det modsatte,” sagde han.

”Du vil have Amelia?” spurgte moren.

”Ja.”

Og så tavsheden, mens de tyggede. Et glas blev fyldt op.

”Amelia og jeg står hinanden meget nær,” sagde moren. ”Og vi deler jo ridningen.”

”Det gør jeg også.”

”Du rider da ikke?”

”Nej, men Amelia og jeg står også hinanden meget nær.”

”Hvorfor vil du ikke have Harriet?” spurgte moren.

”Hvorfor vil du ikke have hende?”

”Nu spørger jeg dig,” sagde moren.

Harriet lå i sengen og stirrede op i loftet.

”Det ved du lige så godt som jeg,” sagde faren. Han drak af mælkeglasset. ”Jeg synes, det er svært med Harriet. Vi svinger ikke rigtigt.”

Sengen, Harriet lå i, var smal og havde høje trækanter, som en kiste uden låg, og det var holdt op med at regne udenfor, og uvejret var drevet over, ingen blæst, der ruskede i trækronerne i parken udenfor. Nu var der ingen andre lyde end hendes forældre, der sad og spiste i køkkenet og førte deres lavmælte samtale. De svingede ikke rigtigt.

Bagefter havde hun syntes, at det var så diffust, så svært at forholde sig til. Hvad skulle hun gøre for at forbedre sig? Hun ville så gerne have, at de svingede, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at opnå det. Hun vendte sig mod sin søster i sengen.

”Amelia,” hviskede hun. ”Hørte du det?”

Hendes søster svarede ikke, men i halvmørket kunne Harriet se, at hun var lysvågen, hun lå også på ryggen og så op i loftet.

”Amelia.”

”Det passer ikke,” hviskede søsteren langt om længe. ”Du skal ikke høre på dem.”

Forældrene talte ikke mere om det den aften, samtalen fortsatte formodentlig et andet sted, og et par dage senere, en eftermiddag, blev søstrene kaldt ind i køkkenet én efter én. Moren åbnede en cola og rakte den til Harriet, selv om det ikke var lørdag. Den var varm, og boblerne voksede i svælget, da hun drak. Hendes forældre smilede så underligt. De skulle skilles, sagde moren, og eftersom de skulle bo så langt fra hinanden, var det bedst at dele børnene, og Harriet skulle bo hos faren, og Amelia skulle bo hos moren. Harriet ventede på, at faren skulle sige noget, men han var tavs. Hun skævede til ham, og så hans udtryksløse ansigt, hun havde ondt af sin far, fordi han ikke havde fået det, som han ville.

De sidder over for hinanden ved vinduet i toget, og faren ser hele tiden hen over hendes hoved for at holde øje med dørene. Hun ved, hvad han venter på, og hun er parat, de har gennemgået det grundigt forinden –når han giver signal, må de være hurtige. Han åbner kameratasken, som han har på skødet. Blikket hviler på indgangen, han behøver ikke se ned, han kender sin kamerataske ud og ind. Brillerne gør hans øjne mindre, to sorte prikker bag glassene. Det er aldrig til at vide, hvad han tænker.

Hun ser ud ad vinduet, de kører på broer højt over vandet, toget kører hurtigt, blomsterne i grøftekanten ved sporet danner en blå fartstribe. De har forladt byen nu og passerer forstæder og siden gårde og grønne marker, og hun kører baglæns og ser mennesker glide forbi og svinde ind igen, deres liv bliver små felter, som opløser sig i landskabet. Så sætter toget farten ned – for så at standse helt. En stemme i højtaleren fortæller, at strækningen foran dem kun har et spor, og at de må vente på et tog, der kommer fra den modsatte retning. De holder i dalen på en eng, de har blomster op til hagen. Hvis sommeren stiger ti centimeter mere, så drukner de. Lidt længere ude på engen kan hun se to fugle med lange, tynde ben, som står og ser ud over dalen, og hun kommer til at tænke på dengang, hendes far viste hende et egern, han havde fået øje på i et træ. Se lige den lille fyr der. Dyret var helt ophørt med det, det ellers var i gang med, og stirrede nu fuldstændigt ubevægeligt ud over skoven. Som paralyseret, fastlåst i en tanke. ”Han sidder der og mindes,” havde faren sagt, og hun havde syntes, at det var en så forfærdelig tanke, uudholdelig. For det gjorde sorgen i verden større, byrden lå ikke kun hos mennesker, men også hos dyrene, og derfor måtte hun også tage ansvar for dem. Og da hun nu ser de to fugle ude på engen, tænker hun, at de mindes noget fra deres barndom, og det gør hende ked af det.

For et par måneder siden lærte de om hjernen i skolen og fik lektier for. Alle skulle skrive et minde ned så udførligt som muligt. Om aftenen fortalte hun faren om opgaven, og han lyttede interesseret.

”Hvilket minde vil du så skrive ned?” spurgte han.

”Det ved jeg ikke, noget, fra da jeg var barn.”

Faren lo og sagde: ”Du er otte år gammel. Du ER et barn.”

Senere sad hun på sit værelse og skrev om det krucifiks, faren havde hængende på væggen. Før havde det hængt over hans skrivebord, men efter skilsmissen havde han hængt det på væggen over hovedpuden. Hun har set faren falde ned på knæ ved siden af sengen og folde hænderne og bede. Når han ikke er i rummet, går hun nogle gange hen og ser på korset. Jesus i mørkt metal mod det sortmalede træ, klædet rundt om livet, som en ble. De store søm, der går gennem hans håndflader, og det enkelte søm, der er hamret gennem begge hans fødder, det ene knæ foran det andet, hvilket gør ham kvindelig på en måde. Guds søn ser med fast blik ud over sengetæppet, og hvis hun stiller sig lige foran korset og ser på ham, er det, som om han også ser på hende. Faren har fortalt, at det kunne tage de korsfæstede flere dage at dø, indimellem en hel uge, og når de endelig gav slip på livet, var det ikke på grund af sårene, men af sult eller tørst. Det skrev Harriet om, og bagefter beskrev hun et minde, der var et år gammelt, og som udspillede sig lige efter skilsmissen. Hun var på besøg hos sin farmor. Farmoren havde eksem på hænderne og brugte kartoffelmel for at lindre kløen, hun bar altid rundt på melet i en lille stofpose, og Harriet husker, hvordan det støvede og hvirvlede rundt i små partikler, når det blev oplyst af solen, der fandt ind gennem de store vinduer. Nogle gange tog farmoren gennemsigtige plastichandsker på, og så lod hun kartoffelmelet sive ned langs håndleddet, fyldte op, når det begyndte at klø igen, og ud på aftenen var de tynde handsker altid fulde, tunge af det hvide pulver.

Farmoren var bange for at dø, og var optaget af det, sad ofte tavs og fjern ved bordet. Og når frygten for at dø blev for stor, gik hun indimellem hen til klaveret og slog af fuld kraft mod tangenterne, så det føltes, som om hele verden styrtede sammen. Så blev hun siddende ved klaveret og gned hænderne så hårdt mod hinanden, at plastichandskerne knirkede.

Det var kun alkoholen, der kunne trække hende tilbage. Hun drak køleskabskold rødvin, og efter et par glas blev hun selskabelig og begyndte at stille spørgsmål. Engang fortalte Harriet hende, at en skolekammerat havde givet hende en fransk manchet, og farmoren spurgte, hvad en fransk manchet var for noget, og hun forklarede, at man vrider huden på armen i hver sin retning med sine hænder, som en karklud, og farmoren lo. ”Vis mig det,” sagde hun og trak ærmet på sin silkebluse op. Og Harriet vred sin farmors tynde arm, og det begyndte at bløde, og farmoren skreg højt og skingert, og blodet blev ved med at løbe ned over hendes arm, og hun begyndte at lede i skabene efter førstehjælpskassen, men kunne ikke finde den nogen steder. Skabe, der blev åbnet og lukket til farmorens jamren.

”Så hjælp mig dog med at lede, menneske,” sagde hun, men Harriet kunne ikke. Hun stod paralyseret midt på køkkengulvet med farmorens blod på sine hænder. Faren måtte komme tidligere og hente hende, og da hun kom hjem den aften, gik hun forbi farens værelse, og der hang korset over sengen, og da hun så på Jesus, syntes hun, at han så på hende på en ny måde.

Hun afleverede opgaven, og så tænkte hun ikke mere på det, men en eftermiddag, da hun kom ind på sit værelse, sad faren ved hendes skrivebord og læste i hendes stilehæfte.

”Har du afleveret det her?” spurgte han.

”Ja,” svarede hun.

Han læste videre, mens hun stod tavs ved siden af ham, og så lukkede han bogen og så ned i gulvet.

”Du har en god hukommelse,” sagde han.

”Ja,” svarede hun.

”Men der er noget, du skal vide. Det, der sker i vores hjem, skal ikke videre.”

”Okay.”

”Jeg vil ikke have, at folk skal vide, hvad jeg har på væggene, om jeg beder bønner, eller om jeg er gift eller skilt. Det er respektløst af dig at skrive den slags. Forstår du det?”

Hun nikkede. Han blev siddende lidt med sit udtryksløse blik. Så gik han. Harriet tog stilehæftet og lagde det ned i en skuffe.

Toget holder stadig stille på engen, mens det venter på et modkørende tog. Varmen udenfor trænger ind i vognen, i takt med at toget bliver varmet op af solen. Hun ser de to fugle, der står helt stille og mindes, og pludselig hører hun den velkendte lyd af et foto, der bliver taget. Hun vender blikket mod sin far, ser ikke hans ansigt, for kameraet er i vejen. Han retter stadig linsen mod hende, stiller ind på hende, måske vil han tage et billede til. Hun kan godt lide, når han fotograferer hende, det føles godt. Harriet smiler til ham og laver V-tegn med den ene hånd.

”Nej,” siger faren. Han sænker kameraet. ”Hvorfor skal du skabe dig på den måde?”

Han lægger kameraet fra sig på bordet mellem dem og ser væk. Harriet vil så gerne have, at han skal give hende en chance mere, men øjeblikket er forpasset. Hun bliver ked af det igen, følelserne lægger sig under øjenlågene, uroen hamrer i brystkassen, hun ser ned i bordet. Hun vil ikke begynde at græde nu, hendes far kan ikke lide det. Så tager faren endnu et billede af hende.

Han fingerer ved kameraet, justerer på lyset. Hun ser ud ad vinduet. Den ene fugl letter og flyver lavt hen over det høje græs, den anden bliver stående og kigger. Lidt efter letter den også.

”Nu!” hvæser faren.

Det hele går så hurtigt. Han rejser sig, og hun er lige så hurtig, de træder et par skridt ud på midtergangen, og hun ser konturerne af konduktøren i den anden vogn, på vej ind i deres, og de går hurtigt ind på toilettet og lukker døren bag sig. Faren låser. Og Harriet låser straks op igen.

”Hvad laver du?” hvisker han, og øjnene er nu store og urolige.

”Hvis han ser, at der er nogen herude, så venter han måske udenfor, til vi kommer ud,” svarer hun.

Han tænker efter et øjeblik og nikker så. Han står med bøjet hoved lige ved døren. Hører konduktørens skridt, da han går forbi lige udenfor.

”Nye rejsende,” siger stemmen på den anden side af døren. ”Ja, det var nye rejsende fra Stockholm.”

De venter, og så åbner faren forsigtigt døren og kigger ud. De forlader hurtigt toilettet, sætter sig, smelter sammen med de betalende passagerer. Han nikker kort til hende, og hun nikker tilbage. Og hendes puls er høj, og hun har kvalme, føler trang til at kaste op, fordi hun gør noget, man ikke må, men noget stærkere breder sig inde i hende, en varme, en lille brand i brystkassen, da hun ser på ham, og han ser på hende, og de smiler til hinanden.

De svinger.