SOL OVER INDRE BY

Selvom det regner 179 dage om året, kan man altid få øje på Sol i det gamle, skæve hus i indre by. Her bor hun nemlig med sin mor.

Sols far bor der ikke, for hun har ingen. Hun er lavet i et glas. Af mor og en, som hedder Donor. Sol ved faktisk ingenting om ham bortset fra, at han får skyld for en del. Ligesom vejret.

Mor vil for eksempel helst ikke kendes ved, at Sol har for vane at lyve (meget) og stjæle (lidt.) Sol synes selvfølgelig bare, at hun har en god fantasi og tendens til at låne (længe.)

Solen har gemt sig bag skyerne. Det er én af de dage. Men Sol er for længst oppe. Hun venter bare på mor.

»Skulle vi ikke i zoologisk have?« spørger hun.

Mor ryster på hovedet og peger ud ad vinduet. »Nej, det regner.«

»Og hvad så?« spørger Sol.

Mor smider sig i sofaen og tænder for tv’et. »Lad os hellere blive her og hygge.«

»Jamen her er ingen løver, man kan klappe!«

»Det er der heller ikke i zoologisk have,« svarer mor. Sol stiller sig foran tv’et. »Hvad så med at tage i cirkus?« Mor sukker.

»Er det et måske, jeg hører?« Sol holder vejret.

»Nej, Sol. Det er et nej.«

Sol pruster. Og fnyser. Og tramper ud af stuen.

For hun har det med nej, som hun har det med at blive friseret. Og nye sko, der klemmer. Og lakrids. Hun er helst fri.