Erfaringsudveksling i Vandmiljøteknikken EVA
12
Byudviklingsprojektet Høje Taastrup C — Bæredygtig byudvikling og rekreativ klimatilpasning sender Høje Taastrup op i den urbane superliga
Af: Martin Christensen Senior Projektchef Rambøll
Et grønt og attraktivt parkområde med rum til både regnvand og verdens længste skaterende danner centrum i det nye, moderne og allerede superpopulære byområde Høje Taastrup C. Som totalrådgivende ingeniør har Rambøll ansvar for at realisere dette visionære projekt, der blandt andet har budt på en hyperkompleks ledningsomlægning.
Da det enorme indkøbscenter City 2 tilbage i 1975 slog dørene op, stod det tydeligt for alle, at den tidligere landsby Høje Taastrup nu havde udviklet sig til en hypermoderne forstad. Med masser af parkeringspladser, brede boulevarder, etagebyggeri i blokkevis og klar adskillelse mellem de forskellige transportformer, var Høje Taastrup klar til at give sine beboere – hvoraf mange var tilflyttere fra de små københavnske lejligheder alt det, der dengang ansås som kerneingredienser i ’det gode liv’. Det er nu alt sammen snart halvtreds år siden. Og som det er med så meget andet, så ændrer folks opfattelse af det gode byliv sig over tid. Nye tider og nye drømme om den ideelle by har indhentet byen og området råbte på byfornyelse. Desuden står Høje Taastrup, ligesom alle andre danske kommuner, overfor den store opgave det er at tilpasse sig til fremtidens større og kraftigere nedbørsmængder.
Fremtidens forstad
På den baggrund vedtog Høje Taastrup Kommune for år tilbage en byudviklingsplan, der skulle gøre byen mere sammenhængende, bæredygtig, mangfoldig og attraktiv, set ud fra nutidens parametre. Projektet, der har fået navnet Høje Taastrup C, skaber en helt ny central bydel i området mellem City2 og Høje Taastrup Station: