3 minute read

Månedens sundhedsguru Mette Borre

METTE BORRE Hun er specialist i kræftforebyggende kost og livsstil

Ifølge klinisk diætist Mette Borre kan du spise forebyggende mod kræft ved blot at lave småjusteringer, så du indtager mere fuldkorn og mindre kød – og dyrker mere motion.

Advertisement

Tekst NANNA SKOUSBØLL

Kan kost have en forebyggende effekt mod kræft?

Ja, det kan den. Hvis der er en udvikling af kræftceller i kroppen, er fuldkorn særligt godt til at bekæmpe dem og få dem hurtigere ud af kroppen. Det er, fordi fuldkorn har en evne til at “pakke kræftcellerne ind”, hvilket gør, at du ikke optager dem gennem tarmen på samme måde, som du ellers ville. Fuldkorn sørger også for, at de sunde bakterier i tarmen får bedre næring, så de kan beskytte tarmen bedst muligt.

Er der andre gode madvarer, man også kan tilføje til sin kost for at forebygge kræft?

Kostforskning er enormt svært, fordi vi får så mange madvarer gennem kosten, så det kan være svært at bevise, hvilken virkning den enkelte fødevare har. Men vi formoder, at spiser du meget frugt og grønt, så har det en indirekte forebyggende effekt, fordi du får rigeligt med vitaminer, mineraler, antioxidanter og fytokemikalier. Vi formoder, at risikoen for kræft øges, hvis du spiser under 200 gram frugt og grønt om dagen, mens det har den positive effekt, hvis du spiser over 400 gram dagligt.

Hvilke madvarer bør man undgå eller minimere sit indtag af?

Vi formoder, at rødt kød fra firbenede dyr indeholder kræftfremkaldende stoffer, hvorfor du bør reducere dit indtag af kød, såsom okse, lam og svin. Derudover sker der nogle processer i kødet, når det bliver forarbejdet, og det gælder særligt pålæg, som vi ikke skal have for meget af. Du behøver ikke helt at undgå det eller være fanatisk, men bare have det for øje.

Hvordan ser et godt og sundt måltid ud?

Det består af et godt miks af mange forskellige elementer. Først og fremmest skal du have protein, gerne fra fjerkræ eller fisk, som du kan supplere med bønner og linser. Derudover sunde fedtstoffer, som raps- eller olivenolie, der er særligt gode, da de beskytter mod inflammation i kroppen i modsætning til fx smør. Og så gerne masser af grøntsager, som rodfrugter, og gerne noget fuldkorn i form af brød eller fuldkornsris.

Dit bedste råd til en livsstil, der minimerer risikoen for kræft?

Det er vigtigt at holde en stabil vægt og holde sig slank gennem livet. Det gør du bedst ved at motionere, spise maks. 500 gram kød om ugen og undgå forarbejdet mad. Derudover er det som kvinde en god idé maks. at drikke syv genstande om ugen, da alkohol med stor sikkerhed er kræftfremkaldende.

Er der andre faktorer, der spiller ind, ud over kosten?

Det gør din livsstil. Motion spiller en stor faktor og virker forebyggede, fordi det sætter gang i tarmsystemet og holder dig slank. Rygning er noget af det dårligste, du kan gøre mod din krop, fordi cigaretter indeholder så mange skadelige stoffer. Og det samme gælder selvfølgelig alkohol. Når det er sagt, behøver du hverken droppe alkohol eller særlige madvarer helt. Livet ville blive så frygtelig kedeligt, hvis der ikke var plads til et glas vin eller en god middag en gang imellem. Alt med måde.

MERE OM METTE BORRE

Mette er uddannet klinisk diætist ved Aarhus Universitet, hvor hun har specialiseret sig i mennesker med tarmsygdomme. Hun er forfatter til et hav af bøger om kost og sundhed, heriblandt ‘Kræft & ernæring’. Læs mere på diaetist-metteborre.dk

Vidste du, at ... 12 % af alle brystkræftstilfælde i Danmark skyldes alkohol? Det svarer til omkring 600 af de kvinder, der får konstateret brystkræft om året.

Kilde: Cancer.dk

METTES 5 SUNDE F’ER

1. Fisk: Spis gerne fisk til dine måltider, som et godt alternativ til rødt kød, da det kan indeholde kræftfremkaldende stoffer.

2. Fuldkorn: Indtag rigeligt med fuldkorn, da det fører kræftcellerne hurtigt gennem kroppen, før de optages.

3. Frugt og grønt: Når du spiser rigeligt med frugt og grønt, får du mange vigtige mineraler, antioxidanter og fytokemikalier og sørger for bedre gennemløb i tarmsystemet.

4. Fysisk aktivitet: Hold dig slank gennem motion, og styrk kroppens muskulatur, da det virker forebyggende og sætter gang i tarmsystemet.

5. Fedtstoffer: Brug sunde fedtstoffer i din madlavning, eller spis madvarer, som indeholder dem. De hjælper med at holde dig slank og beskytter mod inflammation i kroppen.

This article is from: