Udkast3 hvorfor by Mai Hedvig Lyngby

sĞůŬŽŵŵĞŶ ŚŽƐ ĨƌĞŵƟĚĞŶƐ ƚƌǇŬŬĞƌŝ

^ƉĂƌ ŽƉ Ɵů ϰϬ й ƉĊ ďŽŐƚƌǇŬ Billigst ved 200 – 2.000 stk.

^ĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶ ŽŽŬ ƟůďǇĚĞƌ ĞŬƐŬůƵƐŝǀƚ ŝ ƵƌŽƉĂ ĚŝŐŝƚĂů ďŽŐƚƌǇŬŶŝŶŐ ŝ ĚĞŶ ŚĞůƚ ƌŝŐƟŐĞ ŬǀĂůŝƚĞƚ͘ Ğ ƐƚƆƌƐƚĞ ďĞƐƉĂƌĞůƐĞƌ Ğƌ ǀĞĚ ƚƌǇŬŶŝŶŐ ĂĨ ďƆŐĞƌ ŝ ƐŽƌƚͲ ŚǀŝĚ ŽŐ ĨĂƌǀĞ ŝ ŽƉůĂŐ ĨƌĂ ϮϬϬ ƐƚŬ͘ Ɵů Ϯ͘ϬϬϬ ƐƚŬ͘

Danske forlag handler hos os

sŝ ƚƌǇŬŬĞƌ ĨŽƌ ŇĞƌĞ ŚƵŶĚƌĞĚĞ ĚĂŶƐŬĞ ĨŽƌůĂŐ͕ ŚĞƌŝďůĂŶĚƚ ϭϱ ĂĨ ůĂŶĚĞƚƐ ϮϬ ƐƚƆƌƐƚĞ ĨŽƌůĂŐ͘ dĂŬ ĨŽƌ ŽƉďĂŬŶŝŶŐĞŶ͊ ͞ ŽŐĞŶ Ğƌ ďůĞǀĞƚ ƌŝŐƟŐ ŇŽƚ͘ 'ŽĚƚ ĂƌďĞũĚĞ͘͟

Beregn din egen pris

,ĞŶŶŝŶŐ͕ &ŽƌůĂŐĞƚ DŽĚƚƌǇŬ

WĊ ǁǁǁ͘ƐĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶďŽŽŬ͘ĚŬ ŬĂŶ ĚƵ ŵĞĚ ĨĊ ŬůŝŬ ƌĞŐŶĞ ŇĞƌĞ ĞŶĚ ϯ ŵŝŽ͘ ƚƌǇŬƉƌŝƐĞƌ ʹ ƐĞ͕ ŚǀŽƌ ŵĞŐĞƚ ĚƵ ƐƉĂƌĞƌ͘

͞,Ɔũ ŬǀĂůŝƚĞƚ ʹ ƐĂŵĂƌďĞũĚĞƚ ĨŽƌůƆďĞƌ ƐŵŝĚŝŐƚ ŽŐ ƉƌŽĨĞƐƐŝŽŶĞůƚ͘͟

Ƶ ŬĂŶ ƐĂŵƟĚŝŐ ďĞƐƟůůĞ ǀŽƌĞƐ ŐƌĂƟƐ ĚĞŵŽďŽŐ͕ ĚĞƌ ŽŐƐĊ ĨƵŶŐĞƌĞƌ ƐŽŵ ƉƌŝƐůŝƐƚĞ͘

͞^ƚŽƌ ƌŽƐ Ɵů ŚũĞŵŵĞƐŝĚĞŶ͘ ĞũůŝŐƚ͕ Ăƚ ŵĂŶ ŬĂŶ ĨƆůŐĞ ŽƉŐĂǀĞŶ͘͟

,ĞůůĞ͕ KZ' E

&ŽƌůĂŐĞƚ &ĂƌĨĂůůĂ

͞sŝ Ğƌ ŵĞŐĞƚ ƟůĨƌĞĚƐĞ ŵĞĚ ƐĂŵĂƌďĞũĚĞƚ͕ ŝŬŬĞ ŵŝŶĚƐƚ ŬǀĂůŝƚĞƚĞŶ͘͟

:ĞƐƉĞƌ dŽůƐƚƌƵƉ͕ dhZ /E ĨŽƌůĂŐĞƚ

͞ Ğƚ Ğƌ ŚĞůƚ ƐŝŬŬĞƌƚ ŝŬŬĞ ƐŝĚƐƚĞ ŐĂŶŐ͕ ǀŝ ĨĊƌ ƚƌǇŬƚ ŚŽƐ ũĞƌ͘͟

DĂŝ :ŽƌĚĞůů͕ &KZ> ' d ^d: ZE E/^

͞ ƌ ŝŵƉŽŶĞƌĞƚ ʹ ďĞĚƐƚĞ ĨŽƌŵ ĨŽƌ ƐĞůǀďĞƚũĞŶŝŶŐ͊͟

ŶĚĞƌƐ EƆƌŚĂǀĞŶ͕ ŽŽŬWĂƌƚŶĞƌDĞĚŝĂ Ɖ^

͞:ĞŐ Ğƌ ŵĞŐĞƚ ƟůĨƌĞĚƐ ŵĞĚ ƌĞƐƵůƚĂƚĞƚ ŽŐ ĚĞŶ ƐĞƌǀŝĐĞ͕ / ŚĂƌ ǇĚĞƚ͘͟

WŽƵů ,ĞŶŶŝŶŐ͕ ^ƉĞũĚĞƌůŝǀ

͞/ ƐŬĂů ŚĂǀĞ ƌŽƐ ĨŽƌ ŬŽŵŵƵŶŝŬĂƟŽŶĞŶ ƵŶĚĞƌǀĞũƐ͘ dĂŬ͘͞

<ĞŶŶĞƚŚ <čƌĞŐĂĂƌĚ͕ DĂƌŐŝŶ

Hør mere!

^Ŭƌŝǀ Ɵů ŝŶĨŽΛƐĐĂŶĚŝŶĂǀŝĂŶďŽŽŬ͘ĚŬ͕ ĞůůĞƌ ƌŝŶŐ ƉĊ ƚůĨ͘ ϴϳ ϯϭϬ ϯϱϬ͘ >ĂƐƐĞ DŽƌƚĞŶƐĞŶ͕ ĚŝƌĞŬƚƆƌ ScandinavianBook.dk A/S

P. O. Pedersens Vej 9 8200 Århus N

Tlf. 87 310 350 info@scandinavianbook.dk

Redaktør Michael Sveinbjørnsson Vice-Redaktør Martine Mengers Redaktion Ulrik Brorson Christian Jonasson Jeppe Nygaard Johansen Karl Henrik Bingen Rasmus Ulstrup Larsen Anne Sofie Engberg Amalie Ulrich Henriette Englev Maria Flora Andersen Emilie Todd-Moir Søren Rohmann-Sønderby Julie Grøn Jes Vinding Bay Sebastian Vincent Szabad Layout Mai Hedvig Lyngby Illustrationer Signe Heerfordt Bay Mai Hedvig Lyngby Studietidsskriftet Hvorfor Titel: On the Shoulders of Giants #13 Forår 2014 Website http://hvorfor-cbs.dk ISSN 1903-8127 (Trykt) 1903-8135 (Online) 4

Manifest Hvorfor er et studietidsskrift på Copenhagen Business School, der særligt henvender sig til studerende på kombinationsuddannelserne i det social- og human videnskabelige felt på institutionen. HVORFOR ønsker med tidsskriftet at skabe et debatmiljø, hvor studerende og forskere skriftligt kan udfolde og udvikle tanker og teser. Målet er at inspirere såvel læsere som skribenter til at udfordre sig selv på nye måder, og turde lade verden træde frem i et nyt og til tider skævt lys. Tidsskriftet udkommer to gange årligt og indeholder artikler i flere vægtklaser, fra den lette og underholdende til den tunge faglige. Fælles for dem alle er at de vil inspirere, være påtrængende og relevante. Læseren skal igennem artiklerne kunne se sit eget (studie)liv på ny. Manifest Hvorfor is a student journal at Copenhagen Business School that mainly focuses on students studying on interdisciplinary programs. Hvorfor wishes through the journal to create a platform for debate where both students and professors can express their thoughts and theses. The ambition is to inspire readers as well as writers to explore and challenge themselves in new ways and sometimes with twists not seen before. The journal is released twice a year and has articles that are strictly academic as well as more easily accessible and entertaining pieces. What they have in common is that they aspire to challenge viewpoints and opinions.

Henvendelse til redaktionen kan ske via hvorfor.studietidsskriftet@gmail.com Find os på facebook.com/studietidsskriftet Ris og ros modtages gerne, samt artikler, forslag til temaer, emner osv. Tidsskriftet er uafhængigt af politiskefilosofiske og økonomiske interesser. 5

Indholdfortegnelse

Leder 9 On the shoulders of Decapitated Giants - A capitalistic perspective on university practices 12 Martin Heidegger â&#x20AC;&#x201C; Den stĂ¸rste af alle tĂŚnkere, og det mindste af alle mennesker

Who, is really on the Shoulders of Who

A giant tale 28 3 korte om det moderne samfund

Virtuosos & Primadonnas

Akademia 39 A critical look on economic science and politics

Historien om Hvorfor 47 Nekrolog 50 Krelles Brevkasse 54 Mytteriet p책 LPF - En Brevkasse Special

Leder Michael Sveinbjørnsson, stud.ha.fil

Michael Laudrup is a legend and Aristotle is a giant. When you define what it means to be on the shoulders of a giant, it clarifies the distinction between Laudrup and Aristotle. One definition is “Someone who develops future greatness by understanding and building on the work created by notable thinkers of the past”. Michael Laudrup was great but did not exactly develop future greatness. Aristotle on the other hand used what he had learned and created ideas and understandings that until this day has been, and probably still will be, a major factor in the understanding of many things. Some might have the understanding that Aristotle actually is the giant to whom everybody is standing on. It is difficult to say to whom we can acknowledge to be the father of all future greatness and in my mind, no one is. Even though one thing is for sure, Aristotle changed his surroundings when he was alive and altered the future. There is many giants within different fields of work. A controversial one that actually was very influenced by Aristotle is Ayn Rand. A RussianAmerican novelist and philosopher who wrote

the book “Atlas Shrugged”. Even though her thinking was inspired by Aristotle’s work and that she used some of the same concepts, a lot for her views was very different. While she was standing on the shoulders of Aristotle many politicians and finance people have been standing on her shoulders after her novel were published. Among those who actively have used Ayn Rands philosophy are Paul Ryan, the vice-president candidate for Mitt Romney in 2012 and the owners of Saxo Bank, Lars Seier Christensen and Kim Fournais. Both, which like Ayn Rand have been criticized for their views and in Saxo Banks case for their way of doing business. Nevertheless, in the future we might look back on those people and think of them as giants. With those poor words of wisdom, I hope I have awakened a curiousness to read more about being on the shoulders of giants. Therefore, I will end on a quote from Isaac Newton in a letter to Robert Hooke “If I have seen further it is by standing on the shoulders of Giants”. Hope you enjoy this issue of Hvorfor.

â&#x20AC;&#x153;If I have seen a little further it is by standing on the shoulders of Giants.â&#x20AC;? -Isaac Newton

On the shoulders of Decapitated Giants - A capitalistic perspective on university practices Anne Sofie Engberg, stud.ha.fil. Humanity has an advantage when compared to any other living creature on earth. We have the ability to create giants on which to stand. The human capacity to express and preserve knowledge in cave paintings, rituals & stories, religions, books, etc. is one of the most distinctive differences between human beings and other mammals or every other living creature that we know of. It is this exact capacity that has made it possible for humans, over time, to create the sciences and societies we have today. Actually, this ability seems to be the very essence of what makes humans human. It also seems inevitable to stand on the shoulders of giants. Firstly - because the likeliness of surviving decreases dramatically when not using preexisting knowledge, that is when not standing on the shoulders of giants. Lets consider prehistoric times, where a good hunting method or ones knowledge of poisonous berries passed on from generation to generation through cave-paintings, rituals, weavings, and other ways of preserving knowledge, could make or break your possibility of surviving. Secondly - when thinking of contemporary developing societies, surviving should or could be understood in a more metaphorical way, the way with which this article is mostly concerned, as for example academic survival, ideological survival, economic survival in the market or career survival in the workplace. If we did not stand on the shoulders of giants, who from hard-earned experience and creative thought-processes, have created technological wonders, scientific theories & ideas (generally useful knowledge), survival, in the metaphorical sense, would all the sudden become much more difficult and arbitrary. In educational institutions like the university, it seems like the demand of students to learn, love and respect, or learn to love and respect, the 12

great academic giants they study in order to pass the exams and in order to become contributing members of society, is becoming much more present and paramount. Understandably, this requirement is imperative in order to pass the exams, and the demand to study and memorize the preexisting facts is indisputably at the foundation of the scholarly infrastructure, but have we forgotten the value and importance of thinking for ourselves, discovering our own ideas and opinions? Are we not permitting ourselves or being permitted by the institutions to do these discoveries? Are we not allowed to go out into the forest and taste all of the berries once again risking death by poisoning, but with the chance of in return to discover hitherto unfamiliar amazing and revolutionizing ones? The ability to create knowledge and pass it on is what secures, and what have always secured, our evolutionary development as a race, but the evolutionary part of it does not, in my opinion, imply only the need of standing on giants, but also the need of decapitating some of them - or at least it entails the need of considering the possibility and the possible necessity of doing so. It is necessary before proceeding to stress the point that it is seemingly inevitable to stand on the shoulders of giants, inter alia because of the fact that people who have tried explicitly not to stand on giantsâ&#x20AC;&#x2122; shoulders, people like Descartes or Husserl, have been somewhat unsuccessful. To clarify what is meant by decapitation of the giants, consider capitalism. It is capitalistic practice to decapitate giants, and capitalismâ&#x20AC;&#x2122;s continuous existence is mechanically based on this act. Capitalism serves as a great explanatory example of the mechanism I think needs revival in the university. A mechanism called creative destruction.

DECAPITATION WITHIN CAPITALISM Creative destruction is a term created by the Austrian economist Joseph A. Schumpeter (18831950), and the term basically refers to the normal understanding of the phrase “to be standing on the shoulders of giants”, namely “one who discovers by building on previous discoveries.”1. But creative destruction refers to the decapitating nature of capitalism itself: “The fundamental impulse that sets and keeps the capitalist engine in motion comes from the new consumers’ goods, the new methods of production or transportation, the new markets, the new forms of industrial organization that capitalist enterprise creates.”2 And if that is not enough, capitalism: “[…] incessantly revolutionizes the economic structure from within, incessantly destroying the old one, incessantly creating a new one.”3 As it appears from the above, capitalism recreates itself continuously by continuously destroying itself. The recreating part of the mechanism of creative destruction, I believe, has the same meaning as the phrase “to be standing on the shoulders of giants” and the continuous destruction is, I find, the same as the decapitation of those giants on which we stand. The term creative destruction is best explained with Schumpeter’s term of creative response, whilst creative destruction is the name of his theory, the facilitation of creative destruction is conditioned by creative response. Creative response has three characteristics: “First […] it cannot be predicted by applying the ordinary rules of inference from the pre-existing facts.”4 “Secondly […] Creative response changes social and economic situations for good, or, to put it differently, it creates situations from which there is no bridge to those situations that might have emerged in its absence.”5 “Thirdly, creative response - the frequency of its occurrence in a group, its intensity and success or failure - has obviously something, be that much or little, to do (a) with quality of the personnel available in a society, (b) with relative quality of personnel, that

is, with quality available to a particular field of activity relative to quality available, at the same time, to others, and (c) with individual decisions, actions, and patterns of behavior.”6 As Schumpeter states, creative response cannot rely solely on pre-existing facts, that is, creative response cannot rely solely on the thoughts from former giants. In fact, the beheading of giants is necessary in order to change social situations i.e. social structures, or any other thing. Finally, and maybe most importantly, creative response relies on the quality and actions of the individuals in society, which in this case would be the quality of the individuals within the university, and our courage to speak up and act on our ideas, thought and criticisms. In turn, this demands that the universities encourage and allow its students to indeed speak up and act upon their individual reflectiveness. In Schumpeter’s terms, we should all act as, or be, entrepreneurs. Because: “Seen in the light, the entrepreneur and his function are not difficult to conceptualize: the defining characteristic is simply the doing of new things or the doing of things that are already being done in a new way (innovation).”7 Within capitalism, then, the entrepreneur is the giant, but the entrepreneur is also the executioner of the giant. The doing of new things makes you an aspiring giant. The doing of things that are already being done in a new way, makes you an executioner of giants, if in fact that new way of doing the specific thing proves to be a superior way of doing it. However, to become a giant or to execute one, also depends on various and varying criteria such as: peer recognition, the use of correct scientific methods, resulting in lasting scientific theories until falsified, proof of your gigantic nature through financial success in the market and/or lasting financial success in the market, the extensive use of and reference to your theories instead of the use of and reference to the theories of the giant before you etc. Again, it becomes imperative to accentuate that it is inevitable to stand on the shoulders of giants, just as it is for an entrepreneur, inevitable not to build upon former entrepreneurs’ thoughts, inventions, visions etc. You may decapitate him or her, but decapitation does 13

not mean complete annihilation of said giant. To clarify, imagine a giant standing with a lot of very small aspiring giants on his shoulders. Then imagine another giant on top of the first giant’s shoulders. With all of the small aspiring giants standing there as well, there would be no room for the second giant’s feet. The second giant would have to behead the first giant, whilst keeping him in an upright position after the decapitation - the first giant does not fall dead to the ground, he stays on his feet. Now, the second giant is the only giant. The former giant’s thoughts, inventions and theories do not disappear or become unimportant, but they become the new giant’s foundation from which he stably stands taller, until he himself gets beheaded. Fortunately, we very small and so far unimportant university students do not have to become giants immediately, if ever, but it is of acute importance that we practice the “art” of decapitation. Schumpeter writes: “It should be observed at once that the “new thing” need not be spectacular or of historic importance. It need not be Bessemer steel or the explosion motor. It can be the Deerfoot sausage.”8. To reiterate, the quote above pertains to the notion that a new thing is better than no new thing, even if the new thing is only a sausage. The crux is that the very mechanism of critical new-thinking is essential for the process of sophisticated development, both as it is for the modern man or woman and as it was to the ancient man or woman from the berry-picking days. Thus, it is crucial, whenever handing in a paper or stating something at an oral exam, to bring something new to the table, whether it is of great humanitarian importance or not, whether the new perspective is entirely correct or not. You have to do so, if not for the sake of humanity (which is highly recommended!), then at least for the sake of evolving as a student and as a human being. Schumpeter makes a significant distinction. He distinguishes between the “inventor” and the “entrepreneur”. “The inventor produces ideas, the entrepreneur “gets things done,” which may but need not embody 14

anything that is scientifically new. […] The fact that Greek science had probably produced all that is necessary in order to construct a steam engine did not help Greeks or Romans to build a steam engine; the fact that Leibniz suggested the idea of the Suez Canal exerted no influence whatever on economic history for two hundred years.”9 The inventor produces ideas whereas the entrepreneur invents and gets things done. The inventor might very well discover something new or think of something new, but the entrepreneur is the inventor that brings those ideas to life. The entrepreneur is the one that builds prototypes or, in a university context, the one that tests tangible ideas, plans and thoughts, by putting them forth to be judged by the public. In sum, the quote expresses that it is not only necessary to think like a giant or memorize all the giants’ thoughts and theories, additionally it is key to express your new-thinking, to publish it, to speak of it, to get an assessment of it from your peers etc. In fact, if we do not express our thoughts, even if they were of great humanitarian importance, they would have no influence and no change would happen because of them. We should not only think of ourselves as students of the great giants, we should think of ourselves as entrepreneurs. If we think of ourselves as entrepreneurs, then maybe one day, we would be seen and thought of as giants. There are great risks involved when being an entrepreneur: the risk of failing, the risk of humiliation, the risk of not being right and therefore being wrong. The list is horrible and endless, so why should we indeed go out and try to decapitate our giants? Why should we try to eat an unknown berry? Why should we be critical towards our books? What happens, besides nothing, if we do not practice our decapitation skills, our skepticism and our creativity? Why should we even bother trying? It is possible to shed some light upon these questions by referring once again to the term of creative destruction: “The impact of the new product or method spells losses to the “old” firms. The competition of the man with a significantly lower cost curve is, in

fact, the really effective competition that in the end revolutionizes the industry.”10 This can be explained in a simple and illustrative manor. In business, whenever a new product, a new production technology or a new managerial concept is developed (and other things alike), every entity that does not have the same product or method are at the risk of suffering from market death, at the risk of going out of business. Therefore, those entities without the competitive advantage become much more vigilant in the pursuit of gaining advantages, whether that results in inventing new products/methods/technologies of their own or the reinvention of others’. Think of the university as a market. When you are a university student, you have an incredibly low competitive advantage, because you do not have a great amount of knowledge – at least when compared to teachers and studied theorists, you have no knowledge worth speaking of, which makes you inferior. But, you have one thing they have not! You have the new mind, the new eyes on old subjects, the capability to conceive new ideas, where the giants might be locked inside their own minds, restrained by their old methods, being products of their own time, and to put it in “market-lingo”, restrained by old, traditional and loved products or methods, unable to conceive something new and revolutionizing. Finally, to put it in our berry-picking-”you better be building on pre-existing facts or die”-analogy: the professors know which berries to pick, and they have been picking away for a long time before we are even being given the chance of picking any. They have the competitive advantage in the university, and either we die of hunger, or we take the risk, of tasting some unidentified berries and see what happens. If we do not, we suffer from famine; we suffer from academic death. To really profit from our studies and our academic endeavors, we have to compete in the same way as one would in the capitalistic marketplace by responding creatively. The process of creative destruction, thus the process of decapitation of giants is of massive importance, it is what ensures individual survival in the long run. Furthermore, the really important thing to

reflect upon when talking about the decapitation of giants is to contemplate what would happen if we did not consider decapitation as a possibility at all. Ernst Freund Professor of Law and Ethics in the Philosophy Department at the University of Chicago, Martha C. Nussbaum, has similar concerns about the practices of liberal education in universities, the place that should be cultivating humanity by personal and educational enlightenment. By reference to the Greek philosophers, especially Socrates and the Stoics, her book Cultivating Humanity appeals to a reform of the educational practice into a shape of “Socratic self-examination”11. “Socratic education requires ensuring that books do not become authorities”12 because according to Socrates and Nussbaum: “[…] books could short-circuit the work of active critical understanding, producing a pupil who has “false conceit of wisdom.”13”. […] “Such pupils, having internalized a lot of culturally authoritative material, may come to believe that they are very wise. And this arrogance undercuts still further the motivations for real searching. Such people are even less likely than ignorant people to search themselves, looking for arguments for and against their culture’s ways of doing things.”14 If something is conceived as the ultimate truth, as the ultimate authoritative giant, then the praxis of standing on the shoulders of giants becomes implicit and treacherous. When the giant is something we consider fundamental or natural, humanity has a problem. When we do not consider the moral and ethical consequences of our giants’ thoughts, which would be the case if the act of decapitation were not an option we considered, standing on the shoulders of giants becomes dangerous. Luckily, humanity has a tendency to resent and to be skeptical of groundbreaking new knowledge and practices as well as historical knowledge when it interferes with our concept of morality and ethics. Unluckily, this tendency does not seem to be cultivated nor practiced sufficiently in the universities. To conclude, Schumpeter would say: “A great and profitable task awaits those who undertake it.”15. In addition: those individuals who are willing and have the entrepreneur’s 15

personal quality and courage in actions, those individuals that have great virt첫, and those individuals that are able to undertake this great and profitable task must also suffer the risk of decapitation.

reform in liberal education; published by Harvard University Press (1997) p. 34

15 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 159

Notes 1 http://en.wikipedia.org/wiki/Standing_on_the_shoulders_of_giants

2 Joseph A. Schumpeter: The Process of Creative Destruction; published

Journal

Economic

History

(1947)

3 Joseph A. Schumpeter: The Process of Creative Destruction; published

Journal

Economic

History

(1947)

4 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 150

5 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 150

6 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 150

7 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 151

8 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 151

9 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 152

10 Joseph A. Schumpeter: The Creative Response in Economic History; published in Capitalism, Socialism and Democracy (1944) p. 156

11 Martha C. Nussbaum: Cultivating Humanity: a classical defense of reform in liberal education; published by Harvard University Press (1997)

12 Martha C. Nussbaum: Cultivating Humanity: a classical defense of reform in liberal education; published by Harvard University Press (1997) p. 33

13 Martha C. Nussbaum: Cultivating Humanity: a classical defense of reform in liberal education; published by Harvard University Press (1997) p. 34

14 Martha C. Nussbaum: Cultivating Humanity: a classical defense of

artin Heidegger – Den største af alle tænkere, og det mindste af alle mennesker

Rasmus Rosenberg Larsen, ph.d. studerende i filosofi ved University of Buffalo Den tyske filosof Martin Heidegger (1889–1976) bliver af mange vurderet som det 20. århundredes største tænker. Men modsat de fleste store tænkere, så er Heideggers person indflettet i en underfundig melange af fascination, mystik og forargelse. Sammen med den danske filosof Søren Gosvig Olesen begiver vi os ud i en nuanceret samtale om især fascinationen af Heideggers tænkning – og dertil den foragt som i efterkrigsårene har omgivet Heideggers person, p.g.a. hans tilknytning til den nationalsocialistiske bevægelse fra 1933 til krigens afslutning. Det er netop Heideggers berøring med den tyske fascisme, der gør ham til genstand for populistisk kritik: ”Der er jo personer som Emmanuel Faye i Frankrig, som mener at Heideggers filosofiske skrifter bør fjernes fra de offentlige biblioteker,” fortæller Søren Gosvig Olesen, ”det er en uambitiøs og useriøs tilgang til Heideggers tænkning – og den fortæller mere om læseren end om Heidegger. Typisk er der et fjols, der får succes med denne tilgang hvert tiende år. Men det kan næppe være det mest interessante ved at studere Heideggers skrifter.” Dr. phil. Søren Gosvig Olesen er lektor på Københavns Universitet, hvor han bl.a. underviser i Heideggers hovedværk Sein und Zeit (Væren og tid) fra 1927. Et værk, der brød med den transcendentalfænomenologiske disciplin, som var grundlagt af Heideggers egen læremester Edmund Husserl (1859–1938). Det personlige forhold imellem Heidegger og Husserl har altid været et populært 18

diskussionsemne. Især Heideggers intellektuelle brud med Husserl, men også Heideggers tilknytning til datidens antisemitiske udvikling – en udvikling, som i sidste ende var årsag til, at Husserl (som havde jødisk baggrund) blev forment adgang til Universität Freiburg i 1933. En institution hvor han fire år forinden var fratrådt som professor. Heidegger dedikerede ellers sit hovedværk Sein und Zeit til sin læremester – og for de fleste udenforstående kan det se ud som om, deres forhold ophørte som et udfald af de antisemitiske bevægelser i samfundet. Men det er en alt for primitiv antagelse, fortæller Søren Gosvig Olesen: ”Vi kan sige meget lidt om deres personlige forhold. Hovedparten af deres brevkorrespondance er ganske enkelt gået tabt, da brevene aldrig nåede med over grænsen, dengang man smuglede Husserls arkiver til Leuven (Belgien) i 1939. Men sandheden er, at Heidegger og Husserl intellektuelt gik hver sin vej. Det ses tydeligt med Heideggers udgivelse af Sein und Zeit i 1927 – et værk som Husserl læste et år eller to efter udgivelsen. Husserls kopi af værket ligger faktisk i Leuven, og jeg har selv haft muligheden for at bladre det igennem og se Husserls egne noter – som mest består af små udråbstegn og spørgsmålstegn.” Søren Gosvig Olesen fortæller, at Husserl i sin dagbog skriver, at han nu har læst Sein und Zeit, og at han er kommet frem til, at han desværre må forkaste værkets filosofiske standpunkt. ”Der har simpelthen været et latent opgør mellem de to en hel del år før nationalsocialismens fremkomst. Man kan desuden se det fra Heideggers egen forelæsningsliste. Husserl ville jo gerne have, at Heidegger underviste i

læremesterens materiale. Og selvom Husserl i 1913 udgav en ny udgave af Logische Untersuchungen – et hovedværk, som var udkommet første gang i 1900 – ja, så vælger Heidegger altså fortsat at forelæse ud fra den gamle udgave. Det er jo noget af en torn i øjet på den kære professor som forventer, at assistenten nu skal undervise med begejstring i hans nye filosofiske opdagelser. Men Heidegger viser med denne handling indirekte, at han ikke mener, professoren havde udviklet sig til det bedre”, fortæller Søren Gosvig Olesen med åbenlys sans for det komiske i hændelsesforløbet. Det er i perioden fra 1919–23, mens han er under Husserls vinger, at Heideggers potentiale for alvor begynder at blive genstand for fascination. Heidegger blev af mange, allerede dengang, anset som potentiel tronfølger til Husserl, fænomenologiens fader. Og det talent Heidegger var i besiddelse af, forankrer sig altså i det tidlige opgør med sin læremester: ”Husserl skulle engang have sagt, at Heidegger var en dårlig assistent. Og det var Heidegger mildest talt også – han var jo slet ikke nogen assistent. Heidegger skulle noget mere end at gå i sin lærers fodspor – og tillod sig altså at udvælge, hvad der var bedst fra mesterens egne skrifter.” Forholdet imellem Husserl og Heidegger afbrydes totalt i 1933, og Søren Gosvig Olesen fortæller da også, at der er aspekter i den eksisterende korrespondance, der chokerer ham: ”Husserl og Heidegger var begge gift, og dengang var professoren den store mand, som hustruen stod bi. Men kvinden bestemte altså i hjemmet. Heidegger var en stor tøffelhelt – og hans hustru, Elfriede, blev entusiastisk nazist. Inden bruddet i 1933 er det Elfriede Heidegger og Edmund Husserls hustru, Malvine, som fører korrespondancen. Jeg var chokeret over at læse Elfriedes afslutning på nogle af de sidste breve ’mit deutschem Gruß von Haus zu Haus’ – ja men, en tysk hilsen er jo på det tidspunkt en nazihilsen. Til en jødisk familie! Det er jo yderst upassende – eller i det mindste total mangel på politisk bevidsthed.”

Søren Gosvig Olesen understreger dog, at historien om Heideggers hustru ikke skal forstås som et forsøg på at aflaste Heideggers skyld eller medvirken. For det var i sidste ende Heidegger, som havde den mest aktive rolle i forbindelse med nationalsocialismens bevægelse.

HEIDEGGERS TANKEVERDEN De fleste, som har læst eller studeret Heidegger, vil nok huske ham for den umiddelbare kompleksitet, han udsætter sin læser for: ”Heidegger er den der gør op med metafysikken i det 20. århundrede. Mange forveksler Heideggers tænkning med eksistensfilosofi – men der er i virkeligheden tale om et brud med den klassiske metafysik, som den har udfoldet sig fra Platon til Hegel. Heideggers opgør bliver en dekonstruktion – og dermed en ny tilgang til metafysikken.” Heidegger sættes som bekendt ofte i forbindelse med den danske filosof Søren Kierkegaard, som Heidegger uden tvivl var dybt inspireret af, og endnu oftere kædes Heidegger sammen med hans efterfølgere – filosoffer som Jean Paul Sartre, Albert Camus og Karl Jaspers. Men Søren Gosvig Olesen fremhæver, at Heideggers tænkning dog nærmere skal ses som påvirkning og inspirator i forhold til denne eksistentialistiske tradition — der er ikke noget direkte tilhørsforhold: ”Heidegger skelner imellem filosofi og tænkning. Filosofi er en tradition i sin helhed fra Platon til Hegel. Heidegger har ingen filosofi – det er der, ifølge Heidegger, ingen der har efter Hegel. Heidegger siger selv, at hvis der fandtes noget som hed Heideggers filosofi, så ville den ikke interessere ham. Hans projekt med filosofien er nærmere at løsrive tænkningen fra den filosofiske tradition.” Det er denne oprørske tilgang til filosofien, der for mange nuværende filosoffer virker både tiltalende og på sin vis også destruktiv. Der er nemlig tale om, at Heidegger har et projekt med filosofien som tradition. Der er tale om et drastisk brud med traditionen som helhed – men dermed også noget, der har gjort Heidegger til én af regenterne i den filosofiske kongekabale:

”For mig er de tre største Aristoteles (384–322 f.Kr., red.), Immanuel Kant (1724–1804, red.) og Martin Heidegger (1889–1976, red.). Aristoteles er den, som lægger grunden til hele traditionen ved at gøre metafysikken til grundlaget — til førstefilosofi. Aristoteles’ dagsorden formår at holde sig i hævd lige indtil, Immanuel Kant foretager sin såkaldte kopernikanske vending – som sådan set ’bare’ består i, at man anerkender erkendelsens betingelser som menneskelige – altså, at det er mennesket, som erkender, og at vi derfor ikke kan referere til absolutte instanser som Gud og Ideerne.” Denne grundlæggende anskuelse om, at tænkningen som sådan kun kan være, og altid er, menneskelig funderet – bliver Heideggers præmis. Skulle man tage konsekvensen af denne præmis, måtte det blive enden på metafysikken, og dermed enden på den filosofiske tradition: ”Heidegger er den, der tager konsekvensen af denne udvikling. Han viser simpelthen, at når vi gør op med metafysikken, så er det mest af alt et opgør med substanstænkning. Heidegger er den, der forstår, at metafysikken hele tiden vil forskyde sig imod en menneskelig ontologi – en forskydning hen imod de menneskelige betingelser. Når metafysikken gør denne bevægelse, ja så befinder vi os altså i endelighedens verden, og vi kan ikke gå ud fra noget evigt og urokkeligt. Nu er det vores opgave at forstå denne præmis”, fortæller Søren Gosvig Olesen. Det er særligt denne konsekvens, som Søren Gosvig Olesen refererer til, der deler lejrene i store dele af det filosofiske miljø – først og fremmest fordi det er en stor mundfuld at håndtere – men også fordi det har konsekvenser for ens profession og arbejdsgrundlag. Konsekvenser som stadig er ved at synke ind hos de fleste filosoffer: ”Ja, der er masser derude som endnu ikke har forstået det. Og det er, efter min mening, noget mere væsentligt at forsøge at forstå dette – end at bruge tiden på at finde ud af, om Heidegger var nazist eller antisemit.”

HEIDEGGER OG ANTISEMITISMEN Det er, som nævnt, netop spørgsmålet om antisemitisme som ofte vinder frem, når Heideggers person omtales. Og det hænder ofte, at dette emne overskygger den kompleksitet og filosofiske gevinst, som gemmer sig i Heideggers tankeverden. ”Man kan selvfølgelig godt se nærmere på Heideggers forhold til nationalsocialismen. Man skal ikke tale uden om. Der er meget i Heidegger som peger på antisemitisme, men det er ikke det, der har betydning i filosofiens historie.” En hurtig screening af den sekundære litteratur vidner om en integreret gruppe forfattere, som forsøger at vise, at Heideggers tankeverden har et antisemitisk element i sig. En sørgelig tilgang til Heideggers tankeverden, mener Søren Gosvig Olesen, men han påpeger, at det ikke kan forkastes fuldstændigt. Det vigtige er, at man forholder sig nuanceret til dette element: ”Heidegger har et aspekt i sin tænkning, som er forholdet til det han kalder hjemstavnen, til det at være rodfæstet. Med nogle af sine begreber siger han, at hvis man ikke har rod et sted, så er man ganske enkelt ikke til stede som menneske. Man er et tankeløst menneske. Det er et aspekt, som ikke rigtig siger mig noget. For det fører jo til, at hvis man (som eksempelvis det jødiske folk) ikke har en hjemstavn, så hører man ikke hjemme i Heideggers tankeverden. Heldigvis viser virkeligheden noget andet — og Heideggers skrifter er blevet mere rodfæstede andre steder end i Tyskland, f.eks. i Frankrig og Italien.” Søren Gosvig Olesen vil derfor hellere fremhæve, at antisemitisme-spørgsmålet ikke kan være det mest interessante. Han påpeger, at den endnu ikke afsluttede udgivelse af Heideggers samlede arkiver (noter, journaler, manuskripter, etc.) – i alt 102 bind – vidner om en enormt aktiv skribent. Og nazi-spørgsmålet er rent kvantitativt en meget lille del af det samlede hele: ”Jeg prøver at være åben over for det, jeg arbejder

med. Og selvfølgelig også nazi-spørgsmålet. Men det er ganske enkelt ikke noget, der tages seriøst blandt heideggerlæsere – på trods af, at der findes personer som Emmanuel Faye og Victor Farías.” De sidstnævnte er kendt for deres flittige arbejde, som primært går ud på at fremhæve betydningen af Heideggers forbindelse til antisemitismen.

DE SNART UDKOMMENDE ”SORTE HÆFTER” Den næstkommende udgivelse i Heidegger Gesamtausgabe indeholder de såkaldte sorte hæfter, hvori der efter sigende skulle findes meget konkrete antisemitiske udsagn fra Heidegger. Noget, der for nylig gav anledning til debat, både i Die Zeit i Tyskland og Le Monde i Frankrig. I Danmark var det også bemærket med Peter Wivels artikel i Politiken. Et element i debatten som Søren Gosvig Olesen står en smule uforstående over for: ”Først vil jeg sige, at det er lidt sært, at man har en debat som grunder i nogle hæfter, som ingen har læst endnu (de udgives til marts, red.). I sidste ende er der tale om nogle citater, som er frigivet af redaktøren Peter Trawny – som i øvrigt ikke er ude på at ramme Heidegger. De antisemitiske citater skal nok være der, det skal vi ikke så tvivl om, men man kan ikke se sammenhængen endnu. Derfor er det mere interessant at tage denne konkrete debat, når hæfterne udkommer til marts,” fortæller Søren Gosvig Olesen, hvor vi samtidig aftaler, at vi må fortsætte samtalen til den tid. ”De sorte hæfter er notesbøger. Der skulle også være en notesbog om Wittgenstein iblandt. Han er en af de få, der kan måle sig med Heidegger. Derfor er det interessant, hvis de hver især har læst hinanden. Normalt forbinder man jo ikke disse to tænkere. Men igen, det har næppe været så tidligt tror jeg (notesbøgerne er fra 1931, red.).” Søren Gosvig Olesen understreger dog, at antisemitisme-spørgsmålet er biografisk interessant – og ikke mindst i en politisk sammenhæng:

”Det er da beskæmmende at giganter som Heidegger kan have så primitive synspunkter.” Læsere som leder efter antisemitismen hos Heidegger er ofte beskyldt for at gemme deres kritik bag en manglende forståelse af det intellektuelle materiale: ”Jo, det kan man da godt sige. Eksempelvis er Emmanuel Faye ikke særlig god til tysk. Ordet ’Art’, som i ’Art und Weise’ – ’Art’ betyder som ’Weise’ egentlig bare’slags’ eller ’måde’ – har Faye fundet ud af kan betyde ’race’. Så han mener, at når Heidegger siger ’Leute dieser Art’ – altså, ’folk af denne slags’ – så taler Heidegger om race. Så er man altså både langt ude og snæversynet. Og hvorfor skulle man overhovedet gide læse Heidegger, hvis den slags var det centrale?” ”Et af de bedste argumenter imod denne opstandelse er vel, at Heidegger har mange jødiske og antifascistiske elever, Jacques Derrida eller Luigi Pareyson f.eks. Og det er snarere disse personer vi bør benytte som forbilleder. Ja, alting kan vel bremses af politisk korrekthed,” noterer Søren Gosvig Olesen, og giver samtidig udtryk for at læseren i stedet må møde Heidegger med generøsitet, for ikke at drage misforstående konklusioner.

ANTISEMITISMEN OG POLITIK Martin Heideggers forbindelse til det nationalsocialistiske parti er ofte begrundet ud fra hans ønske om at opnå en særlig politisk magtstatus inden for den akademiske og uddannelsespolitiske verden.

”Ja. Det var et magtmotiv. Altså, Heidegger ønskede fagpolitisk magt. Men det var dog i sidste ende andre personer, som fik lov at udforme den officielle naziideologi inden for uddannelsespolitik. Heidegger ville uden tvivl gerne have været den, som bestemte denne politik”, fastslår Søren Gosvig Olesen. Heidegger tiltræder d. 21. april 1933 som rektor for det prestigefulde universitet i Freiburg. Og få dage efter indmelder han sig ind i det 21

nationalsocialistiske parti. Han fratræder dog stillingen et år senere, men forbliver medlem af nazipartiet indtil krigens afslutning. Samlet set er disse begivenheder fremlagt på mange forskellige måder: ”Der er forskellige udlægninger af denne periode. De der forsvarer Heidegger siger, at han nægtede at hænge plakater op og fyre personer med jødisk ophav. Men der er også vidnesbyrd om, at Heidegger deltog i hetzen mod jøderne på universitetet. Så der er meget, der tyder på, at hans fratrædelse skal ses i lyset af, at hans ambitioner ikke kunne indfries. Man kan sige, at nazismen måske ikke levede op til hans forventninger,” fortæller Søren Gosvig Olesen, der i øvrigt også betoner, at han ikke finder noget bemærkelsesværdigt i, at Heidegger ikke meldte sig ud af partiet med fratrædelsen som rektor, da det i Det tredje Rige ikke just var velset at melde sig ud af nazipartiet.

PERSONEN MARTIN HEIDEGGER Igennem Heideggers akademiske karriere når han at være læremester for prominente tænkere som Hannah Arendt, Hans-Georg Gadamer, Karl Löwith og Herbert Marcuse. Og et hav af kendte filosoffer mødte op til hans forelæsninger. Fra disse personer er der en overordnet beskrivelse af Heidegger som værende autoritær og distancerende. Historier som alle har været medvirkende til at skabe den mystik, som omgiver Heideggers person: ”Det er et emne jeg naturligvis ikke ved særlig meget om. Jeg har jo aldrig mødt Heidegger. Men jeg har nu også hørt fra folk, at Heidegger var en meget varm og venlig person. Og at han var morsom – hvad jeg dog har svært ved at tro på”, smiler Søren Gosvig Olesen. ”Men ingen tvivl om, at han var autoritær. Uden demokratiske instinkter. Demokratiet sagde ham ikke en dyt.” ”Der er en sjov episode i interviewet i Spiegel i 1967, hvor intervieweren afbryder og vil fortælle Heidegger noget om moderne digtning, hvor Heidegger igen afbryder med ordene ’Ich lasse mich gern belehren’ – hvilket ret beset betyder det samme som ’Hold dog din kæft’,” og Søren Gosvig 22

Olesen fortsætter: ”En anden sjov historie har jeg fra en bekendt, som fortæller, at når man var hjemme hos Heidegger, så citerede han vidt og bredt fra alle mulige forskellige værker. Men hvis man ville imødegå Heidegger med et andet citat, så skulle man gå over på bogreolen og finde bogen og citatet – for dermed at føre bevis for sin viden. Det er jo historier, som alle vidner om en autoritær person.” Anekdoterne fremtvinger både smil og hovedrysten hos Søren Gosvig Olesen. ”Gadamer skulle engang have udtalt, at Heidegger er den største af alle tænkere, men det mindste af alle mennesker. Det ved jeg ikke rigtig. Men det er bestemt rigtigt, at Heidegger var en større tænker end menneske.” Gadamers udsagn er ifølge Søren Gosvig Olesen en lidt barsk konklusion, og understreger, at der i historiens løb findes mange eksempler på åndsarrogance. Han indrømmer, at Heidegger også i den henseende er i en klasse for sig: ”Eksempelvis citerer Heidegger digteren Friedrich Hölderlin i Die Technik und Die Kehre. Heidegger fortæller noget om den umådelige dybde i Hölderlins digtning, og siger derefter ’Denken wir jetzt dieses Wort noch wesentlicher als der Dichter es dichtete’ – altså lad os nu tænke dybere, end digteren digtede. Jamen dermed siger Heidegger vel også: Ja, Hölderlin er dyb, men jeg er dybere,” griner Søren Gosvig Olesen og tilføjer, at det er helt forståeligt, hvis man ind imellem bliver meget træt af Heidegger. Samtalen med Søren Gosvig Olesen slutter med en gensidig forhåbning om, at man i fremtiden vil se endnu mere til Heideggers tænkning: ”Det kunne være sjovt, hvis nogen kunne flyttes til at se mere i Heidegger, end blot en gammel nazist.”

Af Anna Sofie Kryger-Rump, volunteer at the TaxPower campaign for Mellemfolkeligt Samvirke ActionAid Denmark and a former CBS student, HA(fil.) and Cand.merc.(pol.).

This question is of course only interesting among the issues and cases, where there does not exist a clear chronology. And, it is precisely such type of question, which this article will concern. In our everyday life and in various media, concepts, which Nietzsche has described as ’unheimlich’ or ’uncanny’ are often used interchangeably. Especially, concepts within developmental discourses suffer from being deeply uncanny, or with another word, deeply anachronistic. Though, this need not be a problem in itself from a purely discursive point of view, as all terms in one way or another can be said to be “constructed and inscribed with meaning in discourse” , the consequences of this usage can be more or less harmful.

Illustration for MS ActionAid’s current TaxPower campaign

It is definitely uncanny, however harmless, that we e.g. soon will celebrate Midsummer Day in Denmark, happily by burning witch dolls at the stake. Likewise, thankfully we live in a time, where the widely used, yet colonial sounding concepts, such as ‘the Third World’ and ‘Developing Countries’ are used in an uncanny way, as few people today will accept the premises of a hierarchy between different parts of the world. Or at least they will not accept the kind of parameters that formed the ground for this kind of division. As other kinds of parameters such as e.g. where humanity probably arose from etc. could justify, why other parts of the world should be labeled the ‘First World’. Yet, unfortunately these latter concepts are rarely questioned outside of academia, which can make them quite harmful. As stated, inherent in the terms, the Third World- and Developing Countries is a clear notion of which countries that belong between the so-called giants, the First and Developed World, accordingly, and which countries that are on their shoulders. However, one of the reasons why we have 25

become so developed here in ’the Global North’ is unquestionable due to our former, but also current exploitation of many of the resources of developing countries in ’the Global South’ that in many ways reverse the causality of who is on the shoulders of who. By using the term current, I refer specifically to the lack of social responsibility, in terms of developing countries’ lost tax revenues, especially from Multinational Corporations (MNCs), which are absolutely crucial for every society, but in particular for developing countries (and another reason, why countries in the North have ‘developed’ their societies to become what they are today). Moreover, lost revenues due to tax evasion can also be regarded as a form of ‘corrupted money’, as it is also a ‘stolen public asset’. Yet as Alvin Mosioma, the Executive Director of the Tax Justice Network Africa (TJN-A) pointed out , hitherto it is only corruption in a narrow sense that has been problematized globally and not where the ‘corrupted money’ is placed, which ironically often is in countries that are supposed to be the least corrupted in the world (for more on this, see the Financial Secrecy Index (FSI) in ‘Tax Us If You Can - Why Africa should Stand up for Tax Justice’) . Mosioma further asserted “tax is the only sustainable way of financing development”, similarly emphasizing that “African countries are actually not poor” . However, as he noted, “for every dollar that flows into Africa in the form of Foreign Direct Investment (FDI), there are 10 dollars flowing out through illicit flows” . Here it is important to note that commercial tax evasion, (mainly through trade mispricing) constitute 60 to 65 percent of the global total of elicit flows, compared to e.g. corruption that comprises 3 percent . Moreover, to fight corruption resources are needed, which again bring forth the necessity of fair taxes. Another comparison between the total annual amount of development aid of around 700 billion DKK, with the total amount of developing countries’ annual lost tax opportunities of around 900 Billion DKK , reveals equally absurdly that these countries loses much more money due to tax evasion and tax dodging especially by MNCs, than they gain for development.

Illustration for MS ActionAid’s current TaxPower campaign

Similar inquiries have shown that it is not only developing countries who forego vast amounts of lost tax revenues, where e.g. the EU loses around KR 7.500 billion annually due to tax evasion and tax dodging, according to the European Commission . This exorbitant amount has got the European politicians on their feet. Yet, what are really needed is global rather than regional agreements. First of all, because the consequences of lost tax revenues are most fatal for developing countries and secondly because ‘races to the bottom’ and ‘Nash equilibriums’ only can be avoided through global cooperation . 26

As the non-profit organization ‘Economists Without Borders’ stresses, at present there are no economic incentives for an individual country to act against tax- havens, avoidance and evasion, as the risk of potential losses in the form of employment and low tax revenues totally outweighs solidarity. The recent Danish case, with the sale of Dong stakes to Goldman Sachs, can be seen as an example of this, where the Danish solidarity against tax havens and financial secrecy lost to a sober, economic rationale. Hence, as an alternative to our categorizations of who is ‘developed and developing’, we should give every country a chance to actually develop sustainably, which has been and still is through taxation, the real Giant, whose shoulders have born and bear “all civilizations” . Therefore, instead of letting large corporations stand on the shoulders of our societies, we should make sure, through global agreements that they bear, as everybody else, a proportional burden on their shoulders too. If you, dear reader, would like to show our politicians that there is public support for global agreements against tax evasion and tax dodging, please sign up for MS ActionAid’s TaxPower campaign at www.skattesnylter.dk and/or bring your mates to one of the bicycle demonstrations around in Denmark’s larger cities (23rd of May in Copenhagen), as well as voting for a European Parliament candidate that will work for this issue in the EU, after the 25th of May. Notes 1 Abrahamsen, R. (2000): Disciplining Democracy: Development Discourse and Good Governance in Africa. London and New York: Zed Books Ltd. 2 Lecture held at Mellemfolkeligt Samvirke (MS) ActionAid Denmark, the 8th of March, 2014. 3 Tax Us If You Can - Why Africa should Stand up for Tax Justice, by TJN-A (2011): http://taxjusticeafrica.net/sites/default/files/Tax%20Us%20If%20 You%20Can%20-%20Why%20Africa%20should%20Stand%20up%20for%20Tax%20Justice.pdf 4 Lecture held at Mellemfolkeligt Samvirke ActionAid Denmark, the 8th of March 2014. 5 Ibid. 6 Tax Us If You Can - Why Africa should Stand up for Tax Justice by TJN-A (2011) 7 Economists Without Borders, qouting the European Commission. 8 Economists Without Borders, lecture held at MS ActionAid Denmark, the 5th of April, 2014

9 Tax Us If You Can - Why Africa should Stand up for Tax Justice by TJN-A (2011)

nce upon a time there was a boy, who lived on the shoulders of a huge giant. Every morning he woke up and saw the world for exactly what it was, as one does, when one stands on the shoulders of giants. The first years the boy was impressed by the heights and the insight it offered, he could not get tired of watching the world and realising the truth of its wonders. But as the years passed the boy got bored of looking down and the giant simply could not grow fast enough. The boy grew restless on the giant’s shoulder and climbed up to the giant’s ear, and asked to be let down. The giant just laughed and said that there was nothing down there that the boy could possibly need. The boy could learn everything from where he was, not just what he needed to know, but everything! So the boy settled down. That night an owl flew up to the giant shoulder, as owls sometimes do at night, when they have fed and just seek to enhance their wisdom with knowledge. The owl approached the boy, wondering how it could be that he was still hanging around on a giant’s shoulder. The boy could not understand, and explained that this was the best place to be. He could get to know everything from here and not only what he needed to know, but everything! So why would he ever want to be anywhere else? The owl laughed and said, “From the shoulders of a giant you can indeed learn everything about the world, but do you know what you need to know? Or are you accepting the knowledge given to you as necessary? And what do you know about what you would have needed, if you had not been where you are?” In which the boy replied, “Why would I need to know what I would have needed to know had I not been here?” As the owl flew away she hooted, “Ohooo but you will need to know, ohooo ohooo!” The next morning the boy crawled up to the giant’s ear again and asked the giant how he could know what he needed to know. To the boy it seemed that from where he was, he did not really need to know anything. So how could he know what he would need to know in which situations? The giant responded with a laugh, “Someone seems to have spoken to Minerva! We giants have tried to smother that creature since she bore us out of her womb! She just won’t stop asking questions, even when she can sit on the shoulder of giants and know all there is to know. Well, to answer your question, the best way to know what you need to know, and to know what you would have needed to know, is simply to know everything! Would you not agree? Besides, the moment you step down from my shoulders, there are so many things you will not know!” It did not make all that much sense to the boy, how could he know less by stepping down from the giant’s shoulder? It seemed to him that from where he was, he only knew how to know. So that night he left his home and secretly climbed down from the shoulder and hit the ground running. As he disappeared into the woods he thought he could hear the giant mumble, “you remind me of a younger me.”

he boy’s adventure had begun. He roamed high and low beneath the branches. Explaining the things he saw to the creatures of the forest bottom. The creatures all listened very carefully and where all very impressed with all his knowledge. If he asked them their opinion, they all said that they knew nothing of the matter. To begin with the boy felt very clever, knowing everything and getting to explain it to everyone. All the other animals told him over and over, that in time he would be a giant, with all the things he knew! He was so happy he had left the altitudes of knowledge for his newfound glory; he thought he could feel how he grew, more and more for every passing day, certain of one day becoming a giant himself. But it didn’t take long before all the other animals started coming to him, asking him about every little thing and requesting stories about how the world was constructed. This was all well and good until they kept asking over and over, for the same stories. It really exhausted the boy explaining how everything was connected again and again, so he started to avoid the other animals. One night while he was sitting on his own, thinking about all the things he knew and all the things that need to be known, the owl landed on a branch above him. Frustrated as the boy was, he demanded to know why the owl had not taught the animals all the things that the owl knew! The owl replied that she did not know what it was the boy thought she knew and if it was that she knew anything, what good would it do to teach that to anyone? The response confused the boy. So he tried to explain to the owl how all the animals had embraced him as a teacher and a leader with all the things he knew! Sure it would be better if the owl had thought them all that herself! The owl looked at him, rolling her eyes, and after a bit of silence asking the boy what all his knowledge really had contributed with to their little society? Had it changed anything in the ways things where done? Could he prove that it was all for the better? “What do you mean all for the better?” the 30

boy exclaimed! “They all come to me, asking for my advice; they all come to ask me for reasons. How would it not be better if they knew the answers themselves?” In which the owl replied “Then who would they ask and for what?” This infuriated the boy and he decided to leave at first light. This little society was clearly not a place in which you could ever become a giant! They were more interested in listening than in learning. It would never truly evolve him. So he moved on, walked from hilltop to hilltop, roamed one valley after the other until he found himself on a beach, next to a beautiful lake. He spent some days there, philosophizing about how one could become a giant. What made giants what they where and how did they come to be? He asked the questions out loud to himself as he threw rocks in the lake and watched them bounce off the surface. As the fiftieth rock was about to fly out of his hand a voice said, “Wowowowow! Hold on there! You sure I got anything to do down in that water? It sure took me forever to get out of that lake, so I wasn’t planning on going back any time soon.” The boy and the stone sat down for a long time talking about ambitions. The boy had lots of questions, which was a new experience for him, as he was used to know everything. At long last the boy asked the stone: “Are you not frustrated by only being a little stone? Don’t you want to get big and one day be a mountain?” The stone took its time, as stones often do, before making its reply. “It’s every stone’s dream to one day end up as a mountain or be part of a rock-fall. It’s good on days like this, when the world stands still, to do nothing but lying on a beach, dreaming and planning on becoming a mountain. But not every stone can be a mountain and so becoming a mountain cannot be the purpose of a stones existence. As the day ends and the world starts spinning and the stone moves on from the beach, he can’t move around trying at every step to be a mountain. If he did he would not be able to see what was going on around him and all the alternatives that his journey had to offer, and if you don’t know what your alternatives are, how can you become anything? When the world spins you must spin with it, and when the world stands still, you can dream of the direction you want the world to be spinning towards.” The boy thought the stone sounded a lot like the owl, but this time it started to make sense. “I guess it’s like that sometimes,” the boy said to himself. “Sometimes you must hear wisdom from other than your tutor, in order to recognize the wisdom in it.” And so the boy moved on. For years and years he walked the earth, always in the direction it was spinning and only thinking about being a giant when the world stood still. And without realizing it, he grew and grew and grew until one day sitting down next to what seemed to him a stone, but to us normal creatures would be a huge mountain. He lent his back against it and saw a man of his same size resting toward the same mountain. It took a while before a voice said, “You again”

The End

Tre korte, om det moderne samfund.

Rasmus Ulstrup Larsen, stud.ha.fil

Frigørelsens sejr Frigørelsesprojektet som startede i slutningen af 60’erne har sejret stort i dag. Ensomheden blandt danskerne er enorm, skilsmisseraten er kritisk høj, fødselsraten er kritisk lav, og Danmark har verdensrekord i institutionaliseringen af børn. Vi sender vores gamle på plejehjem, og vi lader de dårligst uddannede pleje dem. Tillykke med sejren! Det interessante her er ikke, at det er endt sådan, for det er blot et udtryk for frigørelsens konsekvenser. Nej, det interessante er, at vi til stadighed reproducerer denne nedbrydning af kærlighed og nære relationer, og vi hylder det med henvisning til, at vi hver især nu kan gøre hvad der passer os. Hvis ægtefællen gør for meget krav på én, lader man sig skille, så man kan dyrke sin egen selvrealisering. Hvis vi bliver gravide før vi er 40 er det en skandale, da børn er en hindring for vores karriere, og når vi endelig får vores børn (hvis ikke kvindekroppen er blevet for gammel til at kunne) i en alder af 40 år, så sender vi dem raskt afsted til offentlig forplejning. Selvrealiseringen skal ikke stoppes på grund af forpligtelser over for de nære relationer, vi har til andre mennesker. Derfor går velfærdssamfundet også hånd i hånd med frigørelsesprojektet, hvor vi betaler skat for at det offentlige kan tage sig af de krav vi ikke selv gider, hvis kravene forhindrer os i at kunne koncentrere os om os selv. Det der i starten var en nobel velfærdstanke om at det offentlige skulle sørge for, at ingen måtte stå uden for fællesskabet, har gjort, at vi ikke længere har brug for hinanden, hvorfor at fællesskabet er blevet opløst indefra af sig selv.

Kærlighedens nederlag I takt med frigørelsens sejr, taber kærligheden. Frigørelsens fordring er, at frigøre sig fra normer, værdier og krav. Kærlighedens fordring er at indlade sig på at tage hensyn og leve op til den andens normer, værdier og krav. Kærlighed og frigørelse står derfor i diametral modsætning til hinanden, og det er derfor ingen overraskelse at kærligheden ikke trives i dag. Kærlighedens fordring er at have den anden i centrum, og selv være centrum for den anden. Det vil sige at vi lever for den anden, og den anden lever for os. Det er en symbiose som man skal lede langt efter at få øje på i dag. I stedet har vi vendt forståelsen af kærlighed helt om. Den der vil den anden, er den egoistiske, mens den der vil sig selv, ikke er. For at vinde kærligheden tilbage, er det derfor afgørende at vende udviklingen af den frigørelse, der stadig produceres. Det altafgørende bliver her, at skabe et samfund hvor vi kommer hinanden ved, og har et fællesskab hvor vi forpligter os på hinanden.

Konservatisme Frigørelse for frigørelsens skyld er tom, og kan kun lade sig gøre dersom mennesket er fuldkomment til at kunne navigere i den. Det er mennesket bare ikke. Mennesket kan ikke, som Kant hævdede, transcendere sit empiriske jeg, og handle alene ved hjælp af fornuften. Hvis ikke vi har kulturelle pejlemærker vi kan navigere indenfor, ender vi i tomhed. Det er denne tomhed vi ser i det moderne samfund, hvor alt er lige gyldigt, og enhver står sig selv nærmest, da de menneskelige forpligtelser er forkastet til fordel for individuelle rettigheder.

Dette er præmisserne for den konservative tænkning, at mennesket hverken er moralsk eller intellektuelt fuldkomment og skal have pejlemærker at støtte sig opad, for at kunne navigere i livet. Problemet er nemlig, at hvis der er frit valg på alle hylder, og vi intet har at vælge ud fra, så kan vi ikke vælge noget. Den konservative tænkning bliver derfor afgørende for at bevare de grundlæggende præmisser for et velfungerende samfund, herunder fælles traditioner, kultur og værdier som grundlæggende pejlemærker, som vi ufuldkommene mennesker kan navigere efter. Det er forudsætningen for at sikre et stabilt samfund med tryghed, kærlighed og moral.

Ulrik Brorson, Cand.Merc.Soc January was an intense month for me; I was handing in my thesis on the 3rd of February and by New Years Eve I still hadn’t had a single word written down. On the other hand, I had all my empirical data ready and the theory locked more or less down, and on top of that, I had my very own and personal ‘advisory board’ to benefit from. Whenever I needed sparring on some of the theory, I would talk to one of them, whenever formulations were in question, I would consult with another of them. Everybody maintained a rather specific area of knowledge that I could utilize in my writing process, and besides this being a massive shout-out to those guys, it also became sort of an illustration of what I was actually arguing in my thesis. The following is a brief reflection over my last project at CBS as a student.

I wrote my thesis on Innovation and Motivation, and tried to examine the manager’s role in creating radical and big change and innovations. I had been introduced to an American management theory called Virtuoso Team Management, written by Andy Boynton and Bill Fischer who through their consultancy-work had experienced the same patterns of diminishing talent reoccurring in the majority of the corporations they had worked with. The corporation would poach the most talented students in order to improve the innovative capabilities of the company, but what Boynton & Fischer recognized, was that the company would continuously generate half-assed solutions and the poached students’ potential had stagnated. Virtuoso Team Management is Boynton & Fischer’s crusade against diminishing talent, an embracement of productive elitism.

At the beginning of the thesis-process, I was working under the assumption that American management literature has a tendency to steamroll over everything remotely resembling cultural differences. (I don’t believe I spoil anything for anyone when I disclose that during my years at CBS, I have come into contact with the first 10 American theories that wouldn’t work anywhere else, but in ‘God’s own country’.) Because of this assumption, it was obvious from the beginning that I needed a more Scandinavian theory to act as counterweight, and in July I stumbled upon Helle Hein’s “Primadonnaledelse” (Primadonna Management), which fitted the bill perfectly.

My thesis examined how a company could optimize the conditions for increased innovational capabilities, through the application of Virtuoso Team Management and Primadonna Management. My thesis also looked into what the manager could do, when it came to leading highly specialized workers and how you could get the most out of the individual employee. This was achieved by combining the innovation approach of Virtuoso Team Management and the motivational approach of Primadonna Management.

In short, Virtuoso Team Management is about letting the experts be experts, by granting them the required autonomy. Boynton & Fischer also argues that it is only within a team of virtuosos that a radically new solution can be created, and as such, they argue that the virtuoso team is best suited for solving critical issues or generating BIG changes. The theory also differentiates itself from more traditional theories on innovation management, like the one advocated by Tidd & Bessant in ‘Innovation Management’, by leveraging time pressure as a productive factor to reach a better result faster. Boynton & Fischer also implies that in order to gear the virtuosos on the team right, the virtuosos should be played out against each other (“Polite teams get polite results” (Boynton & Fischer, 2009) and “Leadership is a contact-sport” (Boynton & Fischer, 2009) springs to mind), in order to force the virtuosos

to elevate their skillsets to a new level. In the virtuoso team, everyone knows why they are there, everyone knows that they are there because they are the best within their field of expertise, and everyone knows what is expected of them.

The American theory is well written (at one point my supervisor characterized it as sexy…), but offers little to none insights into how the leader of a virtuoso team can actually manage the team. Enter Primadonna Management; Helle Hein’s motivational theory provides us with a framework for understanding how to motivate the single individual through the introduction of the four motivational archetypes. Hein borrows the Performancetripper, the Pragmatist and the Wageworker from Csikszentmihalyi and the positive psychology, but on top of those she also introduces the Primadonna as a motivational archetype and divides the Performance-tripper into the extrovert and introvert Performance-tripper. Understanding what gives the archetypes their kicks, is the key to keeping the employees motivated, and motivated employees is alpha and omega in the virtuoso team, as well as in regular teams.

The Primadonna is motivated by making a difference for a higher causer, and when he can observe the difference he has made, the sensation of euphoria will be enough to keep him doing what he is doing. Because the Primadonna is working for a higher cause, it is of the utmost importance to him that whatever he delivers is of the highest possible quality, as opposed to the extrovert Performancetripper who gets his kicks from winning over his competitors. To the extrovert, he only needs to deliver something that is better than his opponents, but not necessarily something of the highest possible quality. His kicks come from getting recognized by his peers as the best, and therefore his kicks are the most fleeing of the archetypes’. The introvert Performance-tripper gets his kicks from solving a particular difficult challenge for the sake of solving it, thus proving he could do it to himself. The pragmatist is motivated by doing a good job, but also by maintaining a good process 35

along the way, just as the social factor is important. Finally the Wageworker is only motivated by optimizing the balance between the efforts he puts into the job, contra how much he is paid. One could say that the Wageworker gets his kicks from cheating or playing the system, and as such is not an archetype you would want around your projects. It has to be said though; Hein argues that the Wageworker is usually one of the other archetypes who has regressed because of too few kicks.

My studies revealed that Virtuoso Team Management can be applied in a Danish context, but it needs to be adjusted slightly to match the cultural differences between Danish and American work culture. The study also reveals how Virtuoso Team Management is not a viable option as the only organizational structure, but is most beneficial when implemented in an organizational structure that can support it. From an organizational point of view, the structure has to be rooted in a strong and shared vision, it has to empower the experts to do their job, and it has to attract the very best talent in the industry.

On the managerial level, my studies revealed how employees with different motivational profiles require different managerial approaches. Each archetype needs different kinds of challenges in order to generate kicks for themselves; being aware of this helps the manager to help the employees to reach their full potential. w When writing my thesis, I picked my advisory board because they all had some particular skills or knowledge I could find a use for, while writing and reflecting on my thesis. Some of the best points in my thesis came to see the light of day, because I could spar with them, and they, to a certain degree, sparred with each other. My advisory board was, to some extent, my own personal virtuoso team, my giants.

Akademia Av Karl Henrik Bingen Den frie tanke fikk virkelig svi da jeg meldte meg inn i et akademi!

Jeg fremla mine tanker med egne ord for en storĂ¸yd, forskrekket professor.

Han skulle snart nok i meg banke, hva som egentlig menes med den frie tanke Tvunget i kne av karakterenes makt gjentok jeg hĂ¸flig det som ble sagt. Mulig jeg tidvis lot sannheten lide viktigere var det ĂĽ levere i tide.

A critical look on economic science and politics Jeppe Nygaard Johansen, stud.ha.fil Friedrich von Hayek was one of the founders of The Chicago School, which has been of major influence on the economic theory of today’s western society. Advocating the free market and as little power as possible for national governments, this school has influenced the liberalisation of rules on companies and freed them from moral responsibility. Here I will explore the relationship between economics and ethics. Focus will be on how the political agenda of The Chicago School and economists as Hayek and Milton Friedman have influenced modern economics and the political discourse to neglect the social factor in favour of the total freedom of the individual and the economic agenda and why this is not favourable.

BAD MANAGEMENT THEORY AND THE NEGATIVE PROBLEM In his article Bad Management Theories are Destroying Good Management Practices, Ghoshal questions what he calls the ‘paradigm-based gloomy vision’ or ‘ideology-based gloomy vision’ of economic science. This gloomy vision is based on the assumption of the homo economicus, which describes the human as a self-interested rational maximiser. With the application of the homo economicus to economics, organisational studies, management studies, and other fields, it is assumed that the human being is not to be trusted. Every opportunity a person is given he or she will try to increase its own utility. According to Ghoshal there are two reasons why this view is dominant in the above-mentioned fields. The first reason is almost purely scientific while the other is ideology-based. A scientific or logical model is an easier solution, while a model which takes ethics and morality into account is more complicated: “Management theories at present are overwhelmingly causal or functional in their 40

modes of explanation. Ethics, or morality, however, are mental phenomena. As a result, they have had to be excluded from our theory, and from the practices that such theories have shaped.” The ideology-based reason for the dominance of homo economicus primarily finds its roots in The Chicago School and especially in the theory of Friedrich von Hayek and Milton Friedman. Friedman’s political project was always a radical degree of freedom for the individual and the idea that every individual should pursue its own interest. An important notice in this respect is when Friedman talks about social responsibility. He formulates it this way: “the liberal conceives of men as imperfect beings [...] and regards the problem of social organization to be as much a negative problem of preventing bad people from doing harm as of enabling good people to do good.” This statement reveals a whole lot about the negative assumptions upon which modern economics are built. The relevant question is now what implications this gloomy vision has on the practical management of corporations. Here it is first noticed that theories in economics and management does not have the same relationship to reality as in fx physics. In the natural sciences it does not change reality if our theory on elementary particles is wrong. No matter how we interpret nature it will always act according to its own rules. This is not the case in management. Here we see that a certain theory actually can change how people act, which means, that treating people as self-interested maximisers will increase this opportunistic behaviour. As mentioned above the liberal view on social organisation is negative which means that one of the primary targets in an organisation is to prevent people from doing the wrong thing and pursue their own ends instead of the good of the shareholders. The focus in Corporate Governance

on agency theory and transaction cost theory is basically built on mistrust towards managers and workers in the quest to maximise shareholder value. They are believed to behave opportunistic and this calls for control and surveillance. The assumption of the homo economicus and freedom for the individual builds, as mentioned earlier, rather on ideology than on evidence. The neoliberal economist Lionel Robbins writes the following about freedom and economics: “The creation of a state of affairs offering the maximum freedom of choice may not be thought desirable, having regard to other social ends. To show that, in certain conditions, the maximum of freedom of this sort is achieved is not to show that those conditions should be sought after.” What Robbins reminds us is that while economics are great tools for objective analysis, they are not normative. They can tell us about the outcome of our actions, but they cannot tell us what to do. Therefore, an economic view, which advocates total freedom for the individual, must be political. The following case studies examine the relationship between economics and ethics. The theory of partial gift exchange, suggest that trust actually can be built between managers and employees, and that this trust benefits both parties. In Gneezy & Rustichinis A Fine is a Price it is suggested that social norms can direct actions and not always economic self-interest.

SOCIAL NORMS AND THE CONCEPT OF FAIRNESS In the article Labor Contracts as Partial Gift Exchange George Akerlof examines a study of an American utility company. In the company a group of women were doing a job of ‘cash posting’ where they were expected to do a minimum of 300 cash posts per hour. The study showed that in average the work done by the women were 15% above the standard required by the company and for some of the women as much as 50% above. All women were paid the same no matter how much work they did, and the possibility for promotion and higher wages was extremely limited. Two problems arise here if we are to explain this behaviour

from a neoclassical economic perspective. First of all it is curious that the women choose to work more than what is expected of them, and secondly it is curious that the company did not raise the amount of work expected of the women and that they paid the women more than the marked clearing wage. According to the neoclassical theory we would expect one of the following things to happen: 1) The women would slower their pace, so that they would just meet their requirement, or 2) the company would raise the standard requirements and pay the marked clearing wage. None of these scenarios happened and therefore the study turns to a sociological explanation of the behaviour. Here it is suggested that the company and the workers are participating in a partial gift exchange and that the relationship between the two parties is not based on company policy and economic rules but instead on social group norms and a concept of ‘fairness’. The concepts of a ‘fair day’s work’ and a ‘fair wage’ are based on the relationship between the company and the workers. The employees’ idea of a fair day’s work is not necessarily related to the company standard and therefore exceeds the requirements. In return the women expect to be compensated by the firm with a fair wage. The idea of fairness is reached by comparison with reference groups and reference individuals. Several factors are taken into account when the fair amount is decided such as effort, work rules, wage of other workers, benefits from unemployment, number of workers and past wages. In the neoclassical theory we would expect the wage to be determined by the marked (supply and demand) but here a whole series of other factors come into play. The ‘gift exchange’ appears when workers does not just deliver their required work but exceeds the standards. At the same time the company participates in the exchange by giving the workers a higher wage than they would expect in other companies. This exchange is related to the simple fact that humans have a tendency to develop relationships and sentiment both towards co-workers and institutions. The workers see the company 41

not just as a workplace, but also tend to anthropomorphise it and thereby seeing the organisation as a ‘friend’ and contributing to the wellbeing of the ‘other’. This is done by giving a gift of extra labour. Meanwhile the company is expected to return this gift by giving higher wages and showing leniency towards the less skilful women. This study is relevant because it seems to imply that some behaviour in companies cannot be explained entirely by the neoclassical economic theory. Both the company and the women don’t behave the way we would expect them to if they were simply self-interested rational maximisers. Something social is going on and Akerlof notes that both parties benefit from this relationship since satisfaction increases the performance. The relationship is built on trust and eliminates the negative problem raised by Friedman. Just as in the case with the utility company, Gneezy & Rustichini describes a behaviour which is difficult to explain with the economic model. Here a study of Israeli day-care centres for children was made to examine the effect of a fine in order to stop late-coming parents. Ten centres were studied and before the fine was introduced to six of the centres the number of late-coming parents was rather stable. However, after a fine of moderate size was introduced, the number of late-coming parents increased in all test-group centres. Just as surprisingly the number stayed fixed after the fine was removed again. The article presents a couple of different explanations for the behaviour of the parents. The most interesting is the explanation based on social norms. Here the assumption is that in the period before the fine is introduced there exist some social norms which means that the parents feel responsibility for collecting their children before closing hour and are only late on special occasions. When the fine is introduced on the other hand, the norm disappears and the parents now see the lateness as a service provided by the centre. The fine is simply the price for picking up their children later. In the mind of the parents the role of the teacher shifts from “a generous person” 42

to “a person that offers a service”. While in the beginning it was connected with guilt and shame to be late it is now seen as perfectly okay to arrive late. If we are to explain why the parents keep arriving late after the fine is once again removed we can assume that “once a commodity, always a commodity”. The shift from socially unacceptable lateness to commodity means that when the fine is removed the parents now see a commodity with the price of zero. Once again we have an example which is difficult to understand only from the purely neoclassical view. It seems there is a social relationship between the day-care centre and the parents, which could be explained by social norms. The parents only seem to act self-interested and maximising when the centre introduces the fine and changes the relationship from social to economic. In both cases we see social norms which seem to determine how to act in the relationship between the organisations and the individual, and in the interpersonal interaction. In this sense the two case studies exemplify why it is extremely limiting to view the relationship between organisations and stakeholders as purely economic and both parties as opportunistic. To come to an understanding of the two scenarios we have to look at theories of social norms, group norms and fairness. The need to explain other motivational factors then those of the economic models is becoming increasingly clear according to Ghoshal. If the theory of untrustworthy agents is rejected then so should the management practices.

THE PHILOSOPHICAL ANGLE To get a deeper understanding of the problems of the economic models and the observations in the two case studies, an influential philosophical work on ethics is here described shortly. The work is The Theory of Moral Sentiments by Adam Smith. The Theory of Moral Sentiments builds on the assumption that there is a fellow feeling between people and that we feel sympathy and sentiment towards others. Smith describes how we have an ability to put ourselves in the place of another

person if we see them in pain or in happiness. Even though we can never feel the feelings of others it seems that we somehow share the emotions that they experience. An important expression in Smith’s terminology is the impartial spectator or indifferent spectator. This indicates that even though we are not involved in a situation or confrontation we are able to derive feelings from it. Even though it is not you who are being robed you still have a feeling of injustice and sympathy for

the victim. The self-interested maximiser seems to be difficult to recognise in this theory, and Smith actually argues: “[…] there is a satisfaction in the consciousness of being loved, which, to a person of delicacy and sensibility, is of more importance to happiness, than all the advantage which he can expect to derive from it.” This indicates that we often do not consider our own utility in the relationship

with others but rather the social relationship. He writes about the social virtues: “Generosity, humanity, kindness, compassion, mutual friendship and esteem, all the social and benevolent affections, when expressed in the countenance or behaviour, even towards those who are not peculiarly connected with ourselves, please the indifferent spectator upon almost every occasion.”

CONCLUDING NOTES The Chicago School and Milton Friedman’s ‘negative problem’, seems to be an unsatisfying theory when we examine the different cases addressed above. According to Friedman, the individual is not to be trusted because he will always pursue his own ends and his own utility. Several studies indicate on the contrary that people act highly social 43

and that there is a strong feeling in people of right and wrong. In the two case studies examined, individuals act in a way that is difficult to explain according to neoclassical economic theory. Social norms and fairness seem to regulate how people act. We have also seen that relationships and compassion have often been describes as natural to the human being. Smith writes about distrust: “[…] how uneasy are we made when we go into a house in which jarring contention sets one half of those who dwell in it against the other; where amidst affected smoothness and complaisance, suspicious looks and sudden starts of passion betray the mutual jealousies which burn within them, and which are every moment ready to burst out through all the restraints which the presence of the company imposes?”. This is in direct opposition to the stance that modern economics take. As Ghoshal says, why should our management theory be based on assumptions of distrust, when common sense indicates that people in general are to be trusted? The real problem, according to Ghoshal, lies in the implications the theory has on practice: ”[…] by propagating ideologically inspired amoral theories, business schools have actively freed their students from any sense of moral responsibility.” The article by Ghoshal is from 2005 and the relevance of a revision of management theory has in no way been reduced in the aftermath of the financial crisis. Smith’s ideas of sympathy and sentiment are more relevant than ever. Despite this, the political discourse in the last 30 years has treated economics as a positive science on the same level as physics and mathematics. As I have tried to enlighten this is off course not fruitful and we should call for a new discourse where the privatisation of welfare is not legitimatised with arguments of economic necessity and where the general public are not seen as “not capable of understanding what is for their own best”. Just because modern economics have made it possible to economise on every aspect of the human life does not mean we have to do this or that it is preferable.

References

Akerlof, George A. (1982): Labor Contracts as Partial Gift Exchange, The Quarterly Journal of Economics, vol. 97, no. 4

Ghoshal, Sumantra (2005): Bad Management Theories are Destroying Good Management Practices, Academy of Management Learning & Education, 2005, Vol. 4, No. 1

Gneezy, Uri & Rustichini, Aldo (2000): A Fine is a Price, Journal of Legal Studies, vol. XXIX

Hayek, F. A. (2001): The Road to Serfdom, Routledge Classics

MacIntyre, Alasdair (2002): A Short History of Ethics, Routledge Classics

Robbins, Lionel (1945): An Essay on the Nature and Significance of Economic Science, Macmillan and Co., Limited, London

Smith, Adam (2007): The Theory of Moral Sentiments, Filiquarian Publishing

Ulrik Brorson, Cand.Soc.OIE De sidste par år har den samme historie lydt op til flere gange på en tilfældig sommerdag i august; til Tour de CBS for FLØK Intro er de nyoptagede studerende blevet introduceret for de fire vigtigste bygninger på CBS Campus og til en bred vifte af studenterinitiativer, der alle slås for at engagere the best and brightest på den nye årgang. For Hvorfors vedkommende har vi været en fast bestanddel af dette panel siden august 2008, og hvert år har vi formidlet den samme historie, hvert år har vi fået engageret nogle af bedste hoveder på årgangene. Historien om Hvorfor går tilbage til 1999, hvor det startede ud som et hyggeprojekt, der blev printet på CBS’ egne printere og klipset sammen i hånden. Det gør Studietidsskriftet Hvorfor til det ældst eksisterende studentertidsskrift på Copenhagen Business School. Siden den spæde start er der sket meget for Hvorfor; redaktører er kommet og gået, fokus har varieret kraftigt og formatet har ændret sig op til flere gange om året. Min første udgave lå tilbage efteråret 2007 og for første gang forsøgte redaktionen at fokusere semesterets udgivelse under et samlet tema, og min debut-udgave var tematiseret ”Indefra og Udefra”. Forsiden var designet med inspiration hentet fra Batman-skurken Twoface, komplet med slangeskinds-mønster og 3d-agtig grafik, og det så fremragende ud, når man så det i en pdf-fil på computeren. Men for første gang nogensinde skulle tidsskriftet trykkes på et trykkeri, og det var en helt ny verden af valgmuligheder, man skulle tage stilling til. Hele redaktionen endte derfor op med den helt forkerte papirtype og ”Indefra og Udefra” er til dags dato stadig det mest skinnende tidsskrift, bogstaveligt talt, vi har udgivet. At vi overhovedet

kunne udgive tidsskriftet på et trykkeri, kunne vi takke forgængeren for CBS Students (I ved, dengang der var åben krig mellem to studenterorganisationer på CBS, og det hele endte med et hostile takeover) for. Budgetforhandlingerne vil jeg aldrig glemme: vi gik tre mand høj ned på deres kontor hvor Gorm sad. Vi havde det hele store pitch parat om, hvor meget vi skulle bruge, men før vi nåede at åbne munden udbrød han: ”Gud, det er sgu da jer fra Hvorfor. Jeg er stor fan af det arbejde i laver der, så hvor meget skal I bruge?” Aldrig før har jeg fundet mig selv i en situation, hvor jeg er blevet tilbudt en blanco-check, men her stod en mand i ramme alvor og tilbød os en pose guld - og vel og mærke en pose guld vi selv kunne bestemme, hvor meget der skulle være i. At vi fik en aftale i land med et trykkeri viste sig at være startskuddet til en øget professionalisme. I 2008 kom der ny redaktør og som noget helt nyt startede vi i efterårs-semesteret traditionen med at afholde releasefester. Første releasefest blev afholdt på Rust, hvor vi havde hele underetagen for os selv, havde egne dj’s med og folk mødte op i hobetal. Da klokken slog 22 blev musikken dæmpet og Matias sagde et par ord, som blev efterfulgt af seks flasker champagne, der blev poppet, kasserne fra trykkeriet blev åbnet og de papirstimler, der lå i kasserne for at sikre bladene under transporten, skiftede funktion fra skrald til konfetti, bladene blev fordelt til stor glæde for alle, der var samlet og musikken satte i gang igen med ekstra power på. Aftenen på Rust var kulminationen på den proces det havde været at sætte tidsskriftet sammen, alting var faldet nydeligt på plads, men det er ikke altid tingene er gået så let.

Da temaet for dette semester blev bestemt, tog jeg kontakt til en række af de gamle redaktører for at høre dem om deres bedste anekdoter. Minna Nordahl Jørgensen, der var redaktør på ”Jagten på det Gyldne Skind” (Efterår 2009), ”Den Fagre nye Verden” (Forår 2010) og ”An Offer you Can’t Refuse” (Efterår 2010), tog udfordringen op:

”JAGTEN PÅ DEN GODE PROCES Med stolthed og en smule ærefrygt havde jeg takket ja til at overtaget rollen som redaktør på Hvorfor i første omgang i samarbejde med Thomas Klem Andersen og senere på egen hånd. Jeg havde mange ambitioner for Hvorfor. Og ikke mindst havde jeg måske mange ambitioner om et mere struktureret redaktionsarbejde. Jeg prøvede mig frem med faste møderækker, ansvarsfordeling, milepæle. Ja sågar oprettelse af en bankkonto. Ambitioner hvor der – som i så mange andre tilfælde- er et stykke vej fra teori til praksis. Den første udgivelse Thomas og jeg stod bag var ”Jagten på det gyldne skind” i efteråret 2009. Efter et intenst arbejde i løbet af efterårssemestret havde vi nået vores deadline og forventningsfulde inviteret vores medstuderende til releasefest på Sjus bar i det indre København, hvor vi glædede os til at kunne præsentere det nye nummer af Hvorfor. Alt var klart til den store release. Ølhanerne var i gang og taleren var på plads. Det eneste problem var, at det vi alle (principielt) var samlet om – nemlig den trykte udgave af ”Jagten på Det gyldne Skind” ikke var kommet. En fejl hos trykkeriet havde forsinket processen og trods et hav af forsikringer fra leverandøren, ja så stod vi i 11.time uden magasiner, vi kunne dele ud af. Vi havde talt om en plan B, der handlede om selv at printe nogle eksemplarer. Men med CBS priserne på print og et studenterbudget, ja så var det ikke rigtig en plan. Der var kun en plan A: Gode nerver og håbe på at bladet ville ankomme. Jeg er naturligvis klar over, at alle de glade uvidende fløkkere der nød en fadøl i baren nok havde tilgivet mig, hvis de bare at få bladet et par dage efter – de havde jo fået deres undskyldning for at gå ud en onsdag aften. Men mit strukturerede jeg var koldsvedende. En koldsved der først lettede da leverancen endelig 48

kom ganske kort tid før taleren skulle på og bladet offentliggøres. Tidsplanen for aftenen blev overholdt trods alle odds. Sjældent havde en øl smagt mig så godt!” Mit personligt bedste minde fra mit arbejde på redaktionen kom i foråret 2009: Temaet var ”Kill Your Darlings”. Det er til den dag i dag det tykkeste magasin, vi har udgivet, og Matias var redaktør. Korrekturdagene blev holdt i en stue på Gothersgade over to dage med intensivt arbejde, og da vi på førstedagen bestemte os for at det ville gøre os godt med noget frisk luft, endte vi med at tage en tur i Rundetårn for at se København fra en anden vinkel. På turen ned til Christian den 4. yndlings observatorium kom vi forbi Kultorvert, hvor Københavns ældste slagter ligger; i det sekund vi gik forbi deres lille butik så vi, hvordan en slagter kløvede en gris i halv, og vi havde fundet vores gimmick til release-festen. Dagen efter gik vi derned igen for at låne bowlerhatte, forklæder, knive, kødøkser og kød, hvorefter der blev taget redaktionsfotos og et par uger senere var vi tilbage for at optage en lille video-sekvens, hvor vi slagtede vores egen darling: den nyeste udgave af Studietidsskriftet Hvorfor. Releasefesten blev det semester afholdt på Oak Room og endnu engang var det (trods skyderier i Elmegade i dagene op til) en stor succes. Af andre releasefester kan vi nævne det semester, hvor der blev holdt release på en båd i Københavns Havn, forsøget på at skabe en mere receptions-agtig atmosfære på Det Elektriske Hjørne og de mange fester med redaktionen bag ølhanerne i 5e. I dag er Hvorfor en mindre institution på studiemiljøet omkring FLØK og LPF og ambitionen om at skabe en platform hvor studerende, undervisere og forskere kan dyste på lige fod lever i bedste velgående. Kigger man fremadrettet på tingene, så ligger der nye udfordringer, der skal overvindes og beslutninger der skal tages, men det er også udelukkende med nye udfordringer, at der er mulighed for at vokse.

Nekrolog

Flemming Juhl, cand.mag. i filosofi, ekstern lektor ved LPF

At få en opfordring fra sine studerende om at skrive en artikel er jo meget opmuntrende. At debutere med at skrive en nekrolog, er måske til gengæld ikke det mest oplagte, endsige det mest opløftende. Men, det er jo sådan, det er. Lad os imidlertid vente lidt med døden og dens årsag. Først bør jeg måske kort præsentere mig selv. Jeg er uddannet på Københavns Universitet som magister i filosofi (det svarer så nogenlunde til en Ph.d. i filosofi i dag). Da jeg blev færdiguddannet, var filosofi et helt og aldeles brødløst erhverv. Derfor måtte jeg hurtigt supplere med et bifag (en bachelor) i germansk filologi (tysk). Så var vejen åben for en fast stilling i gymnasiesektoren, hvor jeg nu igennem mange år har været lektor. Sideløbende med mit gymnasiejob har jeg temporært været ekstern lektor ved Københavns Universitet og fra dag ét ekstern lektor på den nyoprettede FLØKuddannelse på Handelshøjskolen i København – ja, sådan hed CBS, inden angloficeringsimperialismen tog over. Jeg har hvert eneste år kørt øvelsestimer i ”filosofiens og økonomiens teorihistorie”. Det har jeg været utrolig glad 50

for. Dels fordi netop læsningen af de klassiske værker bare bliver ved med at udfordre og berige den læsende og lærende, dels fordi jeg faktisk finder det at undervise sjovt og givende. – Tænk, at få lov til at ”åbne” de ”store tekster”, læse de ”store bøger” sammen med de studerende. Det er helt som at være på Harvard, hvor læsning af ”great books” er obligatorisk. – Og tilmed, at være underviser i et kursus, som i starten af uddannelsen strakte sig over 4 semestre, senere 3, og – nu kommer det bedste: med særskilte ”øvelsestimer” på mindre øvelseshold! – det er bare at være privilegeret! Bedre end på Universitetet! Nå, lad os ikke glemme anledningen: sorgen over den bortgåede. Hvorfor er det nødvendigt at kende sine klassikkere? For at svare kunne man måske først lidt tentativt udkaste en definition af, hvad filosofi er, nemlig: den stadige bestræbelse på ikke at være naiv. Vi står, vidende eller uvidende, på skuldrene af traditionen. Kender man den ikke, er man dømt til at gentage dens fejltagelser. Kender man den ikke, er man på forhånd bagud for sin tid, altså i ordets

fulde betydning, naiv. Jamen, kan man ikke bare læse en filosofihistorie, hvor man sådan orienterer sig alment om de centrale filosoffer? Eller hvad med et kursus i f.eks. etik, lidt videnskabsteori osv. Jo, det kan man godt, men det er ikke sagen selv, men allerede en kompilation og en fortolkning, som ikke egentlig er filosofi. Filosofi har det særlige ved sig, at den i sit væsen er ikke-refererbar. Det er her som med stor litteratur: Et godt referat af ”På sporet af den tabte tid” er et fattigt surrogat for at læse værket selv. Det er reduktion, sekundavare, højest: nyttigt affald. Således også med de store filosofiske værker. Når vi læser ”sagen selv”, taler tanken selv og direkte, og tankerne begynder selv receptivt/produktivt at yngle. Den tanke, der i værkerne træder op for læseren med krav på sandhed, udfordrer til medtænken og modsigelse. Kommer tanken ofte meningsmæssigt og tidsmæssigt langvejs fra, nøder den blot så meget mere til refleksion over ens egen tid, ens egen meningshorisont, der forbliver punktet, hvortil den taler, og hvorfra den læses, men som selv, hvis man er på højde med filosofien, er et resultat af deres (teksternes) og tidens egen bevægelse. Hvor filosofihistoriske fremstillinger er døde fra fødslen, lever selv de mest fjerntliggende originaltekster underligt nok nærmest uantastede af tid og sted. Derfor. Men der er mere. Med Hegels berømte diktum er filosofien ”sin tid udtrykt i tanker”. Altså, filosofien afspejler sit samfund, dets fysiognomi og spændinger, og egentlig transparent bliver derfor også dens problemer først på baggrund af dette. Betyder det så ikke en relativering af idéen om sandhed? Ingenlunde, derimod en differentiering og udvidelse af, hvad sandhed er for en størrelse. Filosofiens historie er ikke en samling totalt disparate udsagn, som stritter i øst og i vest uden anden forbindelse end den fattige samlebetegnelse, ”filosofi”. Derimod er der tale om en kontinuert samtale, en konstant med- og modsat-tænken i forhold til dels de umiddelbare forgængere, dels ofte fjernereliggende tankegange, der pludselig rykkes ind og får

fornyet interesse ud fra samtiden og dens presserende problemer. Men filosofien rummer naturligvis også store brud på denne kontinuitet: Overgangen fra den antikke til den kristne filosofi, eller fra middelalderen til den såkaldt ”moderne” filosofi (Descartes), eller overgangen fra en før-kritisk til en kritisk filosofi (Kant) – for nu at nævne nogle af de brud, som er ukontroversielle. Tidsafstanden har her gjort forholdene overskuelige. Anderledes forholder det sig, hvor vi er tættere på. Når vi i tredje semester kommer til det 20. århundredes filosofi, ser det for mange mere rodet og uoverskueligt ud. Det er også i den periode, der har været flest udskiftninger af tekster igennem fagets historie. Her er der langtfra enighed om, hvad der er stort og væsentligt, perifert og irrelevant. Disse forskelle er ofte så krasse, at både filosofferne og underviserne i filosofi – og der er stor forskel på de to størrelser! - de facto ikke kan tale sammen, men bekriger hinanden på det kraftigste. – Filosofien har også alle dage været en slagmark. Omvendt er det vel alene Hegel, der, som den, der først emfatisk satte historien på den filosofiske dagsorden, har villet hævde, at filosofihistorien er én stor kontinuert bevægelse imod et bestemt mål: at ånden skulle komme til erkendelse af sig selv som den, der hidtil har været på vej til denne selverkendelse, der netop nås med Hegels egen filosofi, hvis kerne er denne identitetsthævdelse. Inden jeg går videre i et nødvendigvis kursorisk forsøg på at indkredse, hvad filosofi og sandhed er, må jeg lige forudskikke en lille bekendelse: De to vigtigste filosoffer, når det gælder en sådan eksposition, er for mig ubetinget Kant og Hegel. De sætter rammerne og barren for enhver, også moderne tænkning, der ikke vil være naiv. Og begge deler ydermere vidtgående en enighed mht. hvilke begreber, der er de afgørende. Begreberne kritik og ånd er her selvfølgelige som ækvivalente med filosofi. Men filosofiens omfattende forsøg på at tyde virkeligheden kræver to yderligere begreber for at nå dens dybdedimension: Begreberne: natur og historie. 51

Det er Kant, der kommer først. I sit lille skrift ”Idé om en almen historie med begrebet om verdensborgerskab som endemål”, som er skrevet i 1784, indleder Kant med nogle særdeles afgørende refleksioner. Når vi betragter den menneskelige historie, indtræder vi i en mærkelig amfiboli: På den ene side går vi ud fra, at alle har mulighed for at handle, som de vil, eller lidt mere doktrinært, at vi har en fri vilje. Historien skulle så blot være summen af disse ”friheders” bevægelse. På den anden side synes et blot kursorisk bekendtskab med statistik at modsige denne frihed. Her møder vi konformitet, gentagelse og ufrihed som det genkommende. Kant tager i den grad denne ur-erfaring til sig, at han heraf udleder, at man alene vil kunne skrive en slags filosofisk universalhistorie, hvis man forstår historien som naturhistorie. Den forbliver principielt åben, vi kan ikke med nogen form for sikkerhed fremskrive en bestemt udvikling, men, omvendt er der allerede fra naturens side måske nedlagt en naturtvang i form af et bestemt mål for menneskehedens udvikling, som måske kan udfindes, og som måske vil blive realiseret. De to komponenter i begrebet naturhistorie, natur og historie, må fastholdes som radikalt forskellige og dog som visende uadskilleligt hen til hinanden. Filosofi som tydning og kritik er baseret på denne polaritet, som er garanten for, at denne tydning ikke bliver til noget vilkårligt og uforbindtligt. Den er garanten for, at stringens og levende erfaring lader sig koble til genuin filosofi. Under dette, tydende filosofiske blik, der vel er en sekularisering af det oprindelige melankolske blik på verden, åbenbarer natur sig som historie, og omvendt er det sådan, at historie på en vis måde, nemlig som permanent forgængelighed, viser sig som natur. Og dette, ihukommelsen af det forgangne, erindringen i fænomenet selv, er det skema, efter hvilket filosofisk tydning fuldbyrder sig. Og dette, at begribe det forgængelige i alt historisk, er også som melankolien selv en eminent kritisk refleksion. At læse historien ud af naturen og naturen ud af historien er tydningens åndedræt. Tydning lokker frem af fænomenerne, hidrørende fra den anden natur, ud af det formidlede, det igennem historie og samfund 52

formidlede, som omgiver os, deres tilblivelse, ligesom det tilblevne ikke kan forstås uden som en prolongeret umiddelbarhed, som således selv hidrører fra og er et naturforhold. Og, ja, nu må vi lige give tanken en sidste stigning: dette forhold mellem natur og historie må naturligvis også række ind i forståelsen selv, altså konkret i den forstående og dennes forhold til det fremmede, fænomenerne eller sagen. Og netop her, på dette punkt tog Hegel så grueligt fejl, idet han supponerede identiteten af identitet og ikke-identitet som fundament og resultat, altså ophævede filosofiens kritiske funktion i sin åndsmonisme. Nu er der, passende for lejligheden, i det foregående talt om melankoli vis a vis det forgængelige eller forgængelighed som sådan. Men filosofiens og tydningens lykke består i kraften til ikke at lade sig forblænde af det umiddelbare, men rykke det ind i den levende refleksion, åbne fænomenerne igennem begrebernes evne til at bringe dem til udtryk. Fænomenerne er i deres allermest konkrete form mere end fænomenerne selv, de betyder noget andet, end det, de blot er. Således gennembryder tydningen den blotte væren. Det dybeste, som ånden så at sige lover os, er at det blot værende ikke er alt, ikke er det sidste, eller det første. Denne kritiske filosofiske natur-historiske tydning frilægger, hvor den lykkes, ikke bare, hvad fænomenerne umiddelbart er, men i et hermed, hvad fænomenerne har været, hvad de måske vil kunne blive, og- hvad de ville kunne have været blevet til! Her er det tid til at bryde af. Anledningen til dette lille indlæg er en nær vens død: filosofihistoriens død på Fløk-uddannelsen. Denne gang er det alvor. Jeg er ikke bekendt med, at der forud for denne beslutning har været en grundig drøftelse på alle niveauer og med inddragelse af al tænkelig ekspertise, samt mange indgående diskussioner blandt alle involverede, også blandt de studerende. Man har i et lukket forum blot besluttet, at faget ”filosofiens teorihistorie” skal nedlægges. Juridisk er der sikkert ikke en finger at sætte på beslutningen.

Men, jeg har som fastansat til gode at blive informeret om den demokratiske proces, der er gået forud. Demokratiet, hvad enten det nu er i Hal Kochs, Løgstrups eller Habermas´ udgave, og mindre kan jeg ikke tænke mig, man vil byde os, har jeg ikke set noget til. Fra at være en kombinationsuddannelse bliver Fløk nu en fusionsuddannelse, hvor den grundigt gennemtyggede gryderet, de studerende fremover bliver budt på, tager al substans ud af uddannelsens ene ben: filosofien. Og, hvad der bliver tilbage? Tja, bum bum. Hvis jeg til sidst skal parafrasere meget frit over en berømt aforisme fra ”Enten-Eller” kunne man sige, at man i Fløks butik fra år 2014 skilter med, at man her kan få en kombination af to fag med alle de fordele, det medfører. Hvis en interesseret studerende så ville gå ind for at købe varen, ville han få at vide, at det kan han skam ikke få. Det var kun skiltet, der var til salg.

Årets første udgivelse har temaet On the Shoulders of Giants. Vi har på Brevkasseredaktionen modtaget intet mindre end 74 gode indlæg til under dette tema (der er klart bedre end alternativet Vi folder Drømmens Faner Ud), men har på grund af pladsmangel valgt de to bedste ud. De bringes her. God fornøjelse. -Krelle Kære Krelle, Jeg har i lang tid været en del af et spændende hold, hvor jeg har kunnet lære vildt meget af både dem, som var der før mig og dem, der er kommet sidenhen. Nu står jeg til gengæld ved en skillevej. Her vil det være naturligt for mig at forbindelsen til disse mennesker afbrydes eller i hvert fald minimeres. Men jeg er i tvivl. Kan jeg overhovedet stå på egne ben? Hvordan er det “virkelige” liv udenfor skolebænkens trygge rammer? Hvad er det dér arbejdsmarked overhovedet for en størrelse? Sagen er den, at jeg nu efter MANGE års studier kan kalde mig færdig kandidat fra Copenhagen Business School og derfor må tage et afgørende skridt ud i voksenlivet. Det er ikke som sådan studiet, jeg kommer til at savne mest. Det er de fantastiske mennesker på Hvorfor Redaktionen, jeg ikke helt kan forlige mig med tanke om at skulle sige farvel til. Det er simpelthen blevet så stor en del af mit liv at være med til at udgive bladet, at jeg ikke ved, hvad jeg nu skal tage mig til. Jeg har været med på bladet i noget, der synes som en menneskealder. Det er vel også et spørgsmål, om de nye kræfter, 54

der skal overtage bladet, kan fortsætte uden den store kapacitet, som undertegnede har udviklet sig til at være på redaktionen. Selvom et generationsskifte kommer som en naturlig del af bladets udvikling, er det ikke sikkert, at de unge mennesker er klar til at overtage. Du har sikkert set min artikel om Hvorfors Historie og som det tydeligt fremgår, har jeg mange år på bagen på Studietidsskriftet Hvorfor og vi to har da også arbejdet sammen længe. En særlig tak til dig, Krelle, for det gode samarbejde. De bedste hilsner Ulrik “Ulle-Bulle” Brorson aka. Den Knaldrøde Hævner

Kære Krelle, Jeg har oplevet, at en fortid på FLØK kan være ganske belastende, når jeg befinder mig på mit nye studie. Her er ingen diskussionslyst, ingen refleksion og (værst af alt) ingen modtagelighed for

kritisk tilgang til de ting, vores forelæsere prøver at indoktrinere os med. Jeg husker mine forelæsninger på FLØK, hvor vi kunne fortolke, diskutere og argumentere og derved opnå en dybere indsigt i materialet i pensum, men her er der kun plads til, at de studerende fremlægger de teorier og begreber, som er udtænkt af en eller anden økonomi professor fra Harvard eller Chicago. Det er en skam, at mine studiekammerater, som på alle måder er både godt begavede og flittige ikke har den samme trang til at stille sig kritisk ved de grundlæggende antagelser, teorierne er opstillet ud fra. Jeg bemærker endda en slet skjult irritation fra en del af mine kammerater. De himmelvendte øjne, som tydeligt siger, “kan han ikke bare holde kæft?”. Jeg savner mine fløkske og flyvske studiekammerater, og selvom jeg er glad for den nye akademiske retning, vil jeg gerne bringe en klage til mine kammerater og undervisere: I har simpelthen sat barren for højt! Og nu mit spørgsmål til dig, Krelle. Hvordan tilpasser jeg mig? Skal jeg efterlade FLØKKEREN, når jeg står op og går i skole, eller skal jeg bare acceptere, at jeg risikerer at blive upopulær? Med ærbødige hilsner fra en Ex-FLØKKER & Evig Patriot for den KritiskRefleksive Tænkning.

Normalerweize, bringer Kassen kun indlæg, som kan stå på egne ben, men vi har i dette ekstraordinære tilfælde gjort en undtagelse. Til den sidste, anonyme brevskriver kan vi kun sige, at popularitet er MEGET vigtigt! På den anden side, skal man jo også være sig selv tro, så held og lykke med det... Ulle, du har altid været en af de rødeste lejesvende, Brevkassen har kendt. Vi har været glade for dit gode humør, gavmilde sind og ikke mindst din knaldrøde hårpragt! Vi ses til Kassens næste fredagsbar - du er altid velkommen. -Krelle 55

Denne beretning er en førstehåndsfortælling, der er nedskrevet af en af Brevkasseredaktionens medlemmer. Historien har vist sig svær at verificere, da det pågældende medlem er forsvundet. Brevkassen fralægger sig ethvert ansvar og de subjektive holdninger i indlægget, er ikke et udtryk for holdninger hos Brevkassen eller Studietidsskriftet Hvorfor. EN SEN AFTEN EFTERFULGT AF EN ELENDIG MORGEN Endnu en sen aften, endnu en pakke Camel uden filter og endnu en flaske, hvis bund nådesløst kom nærmere mod indholdets overflade. Der var sket noget, men i øjeblikket gik det fuldstændig hen over hovedet på mig, hvad min drikkekammerat sagde. ”Det hele er på vej lige lukt i afløbet”, snøvlede drengen bag de metertykke brilleglas. Jeg hørte kun efter med at halvt øre og sad – som de fleste andre på stedet – blot og dagdrømte mig tilbage til bedre tider. Dagdrømte er muligvis ikke det helt korrekte udtryk eftersom klokken var hen ad 4 om morgenen, men under alle omstændigheder havde jeg ikke hørt ordentligt efter. Hvad værre var – jeg kunne se, der blev fordret et svar. Den monotone talestrøm, som havde haft nogenlunde samme frekvens over de sidste 20 minutter, blev afbrudt og de sidste ords stigende toneart kombineret med det spørgende ansigtsudtryk hos Henrik, gjorde mig pinligt opmærksom på, at jeg burde byde ind med et svar på det spørgsmål jeg ikke havde hørt. Jeg overvejede ganske kort at indrømme min forsømmelighed, før jeg svarede med en af de uforpligtende og intetsigende universalfraser, jeg holder allermest af. 56

”Sådan er der jo så meget”, brummede jeg medfølende, men Henrik lod sig ikke verfe af så let. ”Synes du ikke, det er fuldstændig forrykt, hvad der foregår?”, fortsatte han. ”Du kan alligevel ikke stoppe fremskridtet og/eller samfundsudviklingen, så hvorfor ikke bare tage den med ro?” sagde jeg, mens jeg trak langsomt på skuldrene. ”Men”, ivrede Henrik, ”det er sguda FLØK, vi taler om her, så du kan da ikke bare være ligeglad.” Jeg standsede midt i en slurk og spidsede ører. Selvfølgelig var jeg ikke som sådan ligeglad med FLØK, men efter nogle stormfulde år med både op og nedture var min personlige begejstring en anelse stækket – det var blevet et had/kærligheds-forhold og jeg vidste ikke længere, hvilken side dominerede. Med en kort, dårligt fortalt løgn om et tidligt møde næste morgen på Bladet begav jeg mig ud i regnen. På dette tidspunkt af året var det som om, det altid regnede og jeg gik derfor ikke forbi døren til Jernbanecaféen ved Hovedbanegården, men lige ind, og her blev jeg siddende til godt op ad næste formiddag, hvor jeg måtte ud i den virkelige verden og tilbage på CBS.

LIDT SENERE... Nogle timer senere (eller var det i virkelighede MEGET senere?) kom jeg ind på Brevkasseredaktionen. Jeg gik forbi postsorteringen, hvor Sussi som sædvanligt sad og nynnede, mens hun gennemgik de indsendte breve for at finde de bedste til næste udgivelse. Inde på redaktørens kontor sad Krelle og bed i en af sine evindelige cigarer mens en åben flaske single malt scotch bevidnede, at klokken havde passeret 12 middag (før klokken tolv plejede han at drikke bourbon). Krelle, det dumme svin. Selvom Studietidsskriftet Hvorfor altid har været en non-profit organisation er der vist ingen i bladets historie, som på den måde har forstået at malke successen. Flasken med Millstone whiskey fra Zuidam destilleriet i Holland, der var udstyret med både flaskenummer og dato for både destillering og påfyldning (og et prismærke langt over 800 kr. pr flaske), var et glimrende eksempel på den korrumperede livsstil, som havde floreret på Brevkasseredaktionens gange siden Krelle himself havde fået den forholdsvis simple idé at trykke alverdens indlæg fra læsere (ægte såvel som opdigtede) på bladets bagerste sider. Hele idéen udsprang vel nærmest af at Krelle himself (det sidste ord blev altid tilføjet med tryk af idioten selv, men aldrig af andre) var for doven til selv at skrive artikler, og i øvrigt ude af stand til at overholde en deadline. Derfor var konceptet med at andres indlæg blev trykt og Krelle selv kunne høste al rosen perfekt. Hvad ingen - heller ikke Krelle himself - havde regnet med, var at firmaer, politiske organer, institutioner og snart sagt alle typer interesseorganisation så Brevkassen som en mulighed for at bringe partiske indlæg forklædt som læserbreve. Derfor var Brevkassens fester også kendt for altid at have alt fra champagne og kaviar til dværge med bowlerhatte til sin fredagsbar - hele non-profit idéen bag Bladet betød blot, at Brevkassens udgifter skulle balancere med indbetalte bidrag og netop her var Brevkasseredaktionens medlemmer særdeles kreative. ”Jeg har et scoop til dig”, halvråbte Krelle og tyrede en krøllet CBS Observer i ansigtet på mig. Ordet scoop blev udtalt med fire-fem o’er for meget og jeg kunne straks se, at lige nu handlede det om at kommer ud, før klovnen, jeg aldrig har mødt i bare

tilnærmelsesvis ædru tilstand, gik helt op i limningen og igen ville spille dart med benzinvædede pile, som skulle kastes gennem en ring af ild. ”Hvad præcist handler det om?”, spurgte jeg, selvom jeg godt vidste at præcision og journalistisk integritet ikke fandtes i store mængder på denne del af Bladet. ”For helvede”, stønnede redaktøren ”kan du ikke se forsiden? Der er en KÆMPE artikel om refor-

men på FLØK og vi skal have nogle reaktioner fra studerende, lektorer, og hvem der nu ellers lige har noget at sige om den sag”. Som en eftertanke tilføjede han: ”Og hvis der nu er en af vores sædvanlige velgørere, der har noget at tilføje, må du hellere inddrage dem også.” Jeg lod mig falde ned i gæstestolen og tog imod den drink, Sussi lavede ovre ved globusbaren i hjørnet. Drink er vel egentlig så meget sagt, for det var bare whiskey (hvilket vil sige Wild Turkey, som koster cirka en fjerdedel af redaktørens) med to isterningener, men jeg var trods alt taknemmelig, for dette møde lod til at skulle strække sig ud over de toet-halvt minut, Krelle normalt afsatte til menige medlemmer på Brevkasseredaktionen. Efter at have styrket mig med en solid slurk, bladrede jeg ind midt i avisen og fandt den artikel, Krelle bestemt mente fandtes på forsiden. Den var skrevet af Kristoffer - en knægt fra Studenterforeningen og lejesvend i Observers tjeneste, jeg havde set nogle gange rundt omkring, men ikke rigtig vidste, hvem var - og handlede dybest set om de mange gode ting ved studiereformen (som jeg indtil nu aldrig havde hørt om) og fortalte en ganske simpel historie om, hvordan verdens bedste studie nu blev ENDNU bedre. På en måde mindede artiklen mig meget om nogle af de mere partiske indlæg i Brevkassen og jeg kom til at tænke på en forelæsning, hvor hovedbudskabet havde været, at 57

90% af materialet i dagbladene (både kulørte og såkaldt seriøse) var partsindlæg, som var købt og betalt op linje med de reklamer, de stod side om side med. Hele ideen med de såkaldte ”tænketanke”, som i bund og grund ikke var andet end ideologisk styrede maskiner, hvis kompetence var at spytte analyser ud, der flugtede med donorenes politiske dagsorden, var lige akkurat plat nok til, at Krelle selvfølgelig syntes, de var enormt smarte. Jeg kunne ikke se det. Hvorfor i alverden skulle jeg beskæftige mig med noget så trivielt som en reform fra studienævnet, der sikkert ikke indebar andet, end at et par fag skiftede navn og/eller blev flyttet til et andet semester? Jeg skimmede hurtigt artiklen fra Observer. Jeg fik indtrykket af, at det alligevel var en mere gennemgribende affære, end jeg lige umiddelbart havde regnet med. Jeg kunne yderligere forstå, at erhvervsøkonomi skulle styrkes, integrationsfagene styrkes og et større fokus på tværfagligt arbejde. Jeg fandt ingen tegn på, at den ansvarlige journalist havde stillet sig kritisk i sit interview. Til gengæld var salgstalen for reformen af FLØK temmelig overbevisende med overgangen til en engelsksproget overbygning og en dimittendledighed, som næsten er nul. Jeg vendte bunden i vejret på whiskyglasset og spekulerede over, om jeg ikke havde hørt om denne reform før?

MIDDAG I FILOSOFFERNES KLUB Pludselig fik jeg en varm fornemmelse i hovedet. Lyset begyndte at sejle rundt i mine øjne og jeg befandt mig til en middag i Filosoffernes Klub, jeg havde deltaget i cirka tre måneder tidligere. Vi sad cirka 15 personer fra FLØK årgang 2013 og spiste god italiensk mad og drak voldsomme mængder vin fra samme land på en lille restaurant i Njalsgade. Il Buco er et hyggeligt sted og traditionen med, at årgangen mødes og spiser sammen, er startet af en af drengene, som arbejder på stedet. Under middagen havde jeg bemærket en velkendt skikkelse, der sad med et mindre selskab ved et af de andre borde. Jeg prøvede flere gange at gøre mine kammerater opmærksomme på gæsten, men det var først nogle minutter efter jeg havde besluttet mig for at lade sagen ligge, at en af drengene pludselig udbrød: ”Hold kæft, det er sgu’ da’ Ole, der sidder derovre”. Mentalt lykønskede jeg Jesper - der havde opdaget 58

vores tidligere underviser, som spiste sin aftensmad cirka 10 meter væk - med hans usædvanligt skarpe observationsevne. I stedet sagde jeg, ”Vi skal da sende en flaske rødvin over til hans bord”. Jeg ved ikke hvorfor, men det mente jeg, var det rette at gøre og efter en smule diskussion rundt om bordet, blev vi enige om at sende husets dyreste flaske vin over til FLØKs Grand Ol’ Man. Mere tænkte jeg ikke over det, men pludselig stod han der: Ole T. var både berømt og berygtet blandt studerende og der var udpræget respekt om hans person. Han takkede os for vinen og svajede et øjeblik på benene, før han satte sig på en midlertidigt tom stol, hvis ejermand var gået på toilettet på det forkerte tidspunkt. Ole T. lignede sig selv fra dengang vi blev undervist i filosofihistorie af ham. Hans klæder var undseelige - ikke lapsede, men bestemt heller ikke prangende. Hele hans fremtræden bar sjældent præg af den pondus han trods alt besad i, når han deltog i debatten på DR2, skrev indlæg i danske dagblade og på Instituttet. Vurderede man kun hans ydre fremtræden, kunne han lige så godt have været bibliotikar, kommunal revisor eller ornitolog. Jeg vidste dog - fra et tidligere forsøg på at infiltrere det magtfulde Studienævn mens Ole var fungerende formand (endnu en af Krelles lyse idéer, vi Brevkasseskribenter jævnligt led under) at Ole var skarp som bare fanden. Skarp eller ej - Ole var godt bedugget. Jeg husker ikke, hvad samtalen drejede sig om, men ret hurtigt begyndte vi at tale om FLØK-reformen. Ole var ikke begejstret. Han talte længe og var tydeligvis stadig meget påvirket af hele affæren. Jeg havde i mit stille sind afskrevet smøren som uinteressant, men lyttede stadigvæk høfligt efter. Det var noget med, at reformprocessen havde været lidt anderledes, end Studienævnets sædvanlige arbejdsgang. Ifølge Ole var den sædvanlige diskussion blevet suspenderet af Nævnets formand og beslutningen gennemtrumfet med en hårdhed, jeg overhovedet ikke kunne forene med mine egne erfaringer. Jeg skrev mig bag øret, at her var måske en historie, som var lidt mere end det sædvanlige bras, jeg blev sat til langt de fleste dage.

GATEKEEPERS Jeg blinkede med øjnene og var tilbage på Krelles

kontor. Idioten var heldigvis godt optaget af at drikke af sit glas, slå aske af den store cubaner, læne sig tilbage i stolen og se umådeligt selvtilfredshed på én og samme gang, og havde derfor ikke opdaget, at jeg var faldet lidt ud af vores samtale. Jeg overvejede sagen. Nu var det en decembernat for længe siden og samtalen fandt sted efter en middag, hvor rødvinsflaskerne snildt var tre gange så mange i antal som de 6 retter, vi havde fået serveret. Derfor var hele scenen ikke ligefrem dugfrisk i erindringen, men jeg besluttede mig alligevel for at forsøge mig med den forhåndenværende opgave. Under alle omstændigheder var det den hurtigste vej ud fra det tilrøgede kontor. Jeg snuppede den krøllede avis fra bordet, tømte glasset og rejste mig i en samlet bevægelse. ”Den klarer jeg, boss”, sagde jeg og gjorde min til at gå. ”Men hør nu her,” begyndte Krelle. ”Vi har masser af muligheder med denne her historie. Emnet er naturligvis af interesse for nogen af Bladets faste støtter og...” Jeg vidste, han var ved at tale sig varm, så jeg afbrød. ”Bare rolig, chef,” sagde jeg mens jeg vendte mig og åbnede døren. ”Jeg har styr på det.” Jeg fik sat fart i fødderne og stoppede ikke, før jeg igen stod ude på gaden, hvor det igen regnede. Mens jeg skyndte mig ned mod Burma Bar, kom

jeg i tanke om, at en af mine kolleger, Ulrik, just havde afleveret sit speciale og med god sandsynlighed kunne forventes at have ikke så få åbne flasker rødvin på bordet. Jeg gav derfor fanden i at arbejde mere den dag og gik i retning af festen. Jeg købte en pakke cigaretter på Kassens kreditkort og retfærdiggjorde det med, at jeg jo kunne foretage noget research blandt nogle af Ulriks gæster. Ulrik arbejde på et af de mere respektable redaktionelle kontorer og når der nu var gratis sprut kendte jeg i hvert fald et medlem af Studienævnet eller to, som helt sikker ville være til stede - helt nøjagtigt tænkte jeg, at både Henriette og Sebastian ville være at finde til festen. I mit stille sind vidste jeg dog godt, hvad jeg nu skulle gøre. For det første, måtte jeg finde Ole T. og få genopfrisket vores samtale. For det andet måtte jeg få et anderledes perspektiv og jeg valgte Ole B., både fordi jeg havde mødt ham før og derfor nemmere kunne få ham i tale, og fordi det var nemmere at huske, at jeg skulle tale med Ole & Ole. For at give historien noget substans var der en sidste person, jeg gerne ville have i tale. The Man. Kurt overtog posten i Studienævnet efter Steen Valentin og havde i min optik fungeret strålende der. På den anden side havde jeg ikke sat mine ben på Porcelænshaven i mange år, men det var intet andet for. Jeg måtte vende tilbage til LPF og afdække denne affære 59

hurtigst muligt. Jeg havde lagt en plan for, hvordan jeg ville komme i gang, mens jeg krydsede Frederiksberg og ned mod søerne. Ulrik boede i den fjerne ende ved Østerbro siden og jeg var nået cirka halvvejs, da jeg igen mødte Henrik. Han dukkede frem, da jeg gik igennem tunellen ved Dronning Louises bro. Lige pludselig stod han bare foran mig. Han så lige på mig. Faktisk var hans blik rettet mod noget til højre for mit ansigt, men han så også godt fuld ud og jeg tænkte ikke mere over det. Jeg førte en kamel op til munden, men inden jeg kunne nå at tænde den, mærkede jeg en skarp smerte i venstre tinding. Mine ben eksede under mig og jeg faldt sammen som en sæk kartofler og nåede kun at se et mørkt omrids af min overfaldsmand, inden lyset gik ud.

To be

continued...

Tak fordi du læste med. Glæd dig til #14 Temaet er:

“The End of History” Udkommer efteråret 2014