Pilgrimsvandring på Færøerne 1.-2. august 2013
PILGRIMSVANDRING PÅ FÆRØERNE Oplev det smukke og barske Færøerne til fods i 2 dage. Udgangspunktet for pilgrimsvandringerne er den smukke ø Sandoy med bygden Skálavik med det nybyggede hotel, hvor vi overnatter og spiser vores måltider. Vandringerne foregår oppe i fjeldene, med det duvende græs under vores støvler og Tjaldurens skrig over vores hoveder. Vi følger varderne og fårestierne og underlægger os det skiftende oceaniske klima med de voldsomme overgange imellem regn og sol og tåge. En spirituel vandring med færøske fortællinger og sagn, meditationer og refleksioner undervejs. Vi tager udgangspunkt i den keltiske kristendoms helhedssyn på mennesket og naturen. Kelterne opfattede universet som én stor sammenhængende væv. Gud viser sig i naturens storhed, som spejler livets under. Vi går "på hellig grund" og har medansvar for miljøet, for skaberværket. Den keltiske pilgrimsspiritualitet, der voksede frem i Irland og Skotland fra det femte århundrede, kendte de irske munke, som slog sig ned på disse afsidesliggende øer i 600-tallet. Den spiritualitet vil vi lade os udfordre og inspirere af undervejs, bl.a. med gamle rejsebønner:
Må Gud være med dig på hver snæver vej Må Jesus være med dig på hver højderyg Må englene være med dig i hver strøm, på hver ås og hede hvert hav og land, hver vej og eng hvert landskab, som ligger ned - eller rejser sig op, gennem bølgerne som falder eller knejser på hver eneste del af vejen, du går.
Rejselederne er cand. mag. Randi Meitil fra Færøerne og sognepræst Kristine Stricker Hestbech fra Danmark
INFO: PRIS, TILMELDING OG REJSE. VÆLG A ELLER B
A
1.-2. august 2013.
Pris: 1950,- der dækker hotelophold, morgenmad, frokost, aftensmåltid, transport af bagage, samt 2 pilgrimsledere. Transport: Man sørger selv for transport til Færøerne og videre ud til Sandoy, hvor vi mødes på havnen i Skopun. Detaljerede oplysninger kommer efter tilmeldingen. Tilmelding sker ved at maile til Kristine på strickerpraest@ gmail.com samt indbetale beløbet på kontonr: 9181 167 916 5 i Eik Bank med fulde navn, adresse, telefon samt mailadresse. Spørgsmål mailes til: strickerpraest@gmail.com
B
Du kan kombinere vandringen med et kortere eller længere ophold på Færøerne. Se www.greengate.fo/da/grupper/pilgrimsvandring
Priser fra: DKK 5195,- Pakkerejse med fly. Inklusiv: • 31. juli direkte fly fra Billund eller København med lufhavnsafgifter. • 31. juli -1. august, overnatning i delt dobbelt værelse i Tórshavn med morgenmad. • 1.-2. august: Pilgrimsvandring inkl. 1 overnatning, morgenmad, madpakker, aftensmåltid og 2 pilgrimsledere. • 2.-3. august: Overnatning i delt dobbelt værelse i Tórshavn med morgenmad. (• Tillæg for enkelt værelse i Tórshavn DKK 430,-) Bestilling af rejse og spørgsmål, kontakt venligst: info@greengate.fo NB: Der er plads til 25 vandrere pr. tur. Man skal være i god form for at få udbytte af turen. Vi går cirka 20 km om dagen i kuperet terræn.