1 minute read

EXCLUDEREN PÅ FORSØGSFISKERI

AF BENT MIKKELSEN EXCLUDEREN PÅ FORSØGSFISKERI

Det er Skagen-fiskeskibet Themis, der i øjeblikket er i gang med de første prøver med den såkaldte excluder, der er udviklet til at undgå bifangster i tobis- og sperlingfiskeriet. De første resultater fra tobis er endnu ikke klar, men baseret på tidligere forsøg med sperling, lavet ombord på Rockall, er der grund til optimisme.

Advertisement

Skagen-fiskeskibet Themis, S 144, der ejes af Themis Fiske A/S, der har svensk baggrund, er med i forsøget der skal mindske bifangsterne i deres fiskerier og optimerer fangsten af den målart som skibene rent faktisk fisker efter. Det sker i et større udviklingsprojekt med deltagelse af Danmarks Pelagiske Producent Organisation (DPPO), Egersund Tor-Mo Trawl ApS, DTU Aqua og Themis Fiske A/S og som over en to-årig periode skal udvikle på denne type redskab. Det sker under GUDP-programmet (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram) under Miljø- og Fødevareministeriet. Projektet er endnu ikke bevilliget men erhvervet er for egen risiko gået i gang med de første forsøg, da man ikke rigtig kan rykke på tobissæsonen.

Hovedformålet med udviklingen er som nævnt at mindske bifangsten af f.eks. makrel når der fiskes efter tobis. Det sker ud fra et skarpt økonomisk synspunkt på den måde, at makrel har en værdi på to kroner pr. kilo, når den landes som industrifisk, mens den har en værdi på 10 kroner pr. kg, når den landes som konsumfisk. Et af de andre fokuspunkter i forsøget er tillige at mindske utilsigtet fangst af sæler.

”Bifangster af sæl er ikke nødvendigvis problematiske ud fra et økologisk perspektiv, idet gråsælen ikke er en truet art. Men vi lever af at fange fisk og vi har ingen interesse i at skade sælbestanden eller andre havpattedyr. Dynamikken i sælbestanden ser ud til at have ændret sig, så de nu dukker op på tobisfelterne. Det reagerer vi nu på med et projekt som skal minimere risikoen for bifangst i tobistrawl. Det handler også om at undgå driftsstop og nogle ubehagelige oplevelser for mandskabet om bord”, siger Esben Sverdrup-Jensen, DPPO.

Egersund Tor Mo-Trawl og Karsten Hjelm fra Greenline Fishing har stået for udviklingen af Excluderen til sperling og vil også drive arbejdet med at få designet en funktionsdygtig Excluder til tobisfiskeri som minimerer bifangsten men samtidig opretholder fangstraten på målarten.

This article is from: