Mellem krybbe og kors

I tiden mellem julens krybbe og påskens kors udfoldede hele Jesu menneskeliv sig. Om fødslen og den efterfølgende rejse til Egypten fortæller kun Lukas og Matthæus. Hvad alle fire evangelister har til fælles, er Jesu dåb, og hvordan dåben også er hans kaldelse til virke. Da er Jesus 30 år, og de næste tre år, frem mod sin korsfæstelse, er han at finde på veje og stræder og langs søen. Han kalder disciplene, forkynder Guds rige, helbreder, har dybe samtaler ved en brønd, ved en dam, langs en kornmark, han fortæller lignelser, beder, går for sig selv i bjergene, han diskuterer med de lærde, han peger på, hvad der er hans Faders vilje og på kærlighed. Hvad skete der mon i årene frem mod Jesu dåb? Der er ikke så meget at hente hos evangelisterne. Lukas skriver om omskærelsen, og at han fik navnet Jesus, og da han som tolvårig er at finde i templet, lyttende til de gamle og vise – ellers er der ingen vidner, ingen beretninger at læse om. Men i de skrifter, man kalder de apokryfe skrifter - de hemmelige eller skjulte skrifter, som ikke kom med i Det Ny Testamente, men gengiver en række overleverede fortællinger opstået i de tidlige kristne menigheder, kan man læse om Jesu barndom. I Thomas’ Barndomsevangelium kan man læse om barnet Jesus og hans evner til at levendegøre lerfugle og opvække døde. Holder man af Selma Lagerlöfs forfatterskab og har læst ”Kristuslegender”, er det tydeligt, hvordan hun har ladet sig inspirerer af fortællingerne i de apokryfe skrifter. Det er virkelig god fortællekunst, når hun i novellen ”I Nazareth” lader drengene Jesus og Judas sidde på en støvet gade i hjembyen i færd med at lave fugle ud af ler. Der opstår hurtigt problemer, fordi Jesus er så meget dygtigere til at modellere end Judas. Jesus, der jo er skaberen selv, maler først sine lerfugle med farver hentet i solens spil i en vandpyt, og dernæst puster han liv i sine fugle, så de kan flyve væk, inden Judas i misundelse når at træde dem i stykker. Det er smukt fortalt, hvordan Jesus får medynk med sine små ler-skabninger og ønsker, at de skal leve i frihed. Og så sker det.

Den kunstneriske frihed til at forme, fortolke og bygge videre på bibelsk stof er også udtalt i megen billedkunst. Jeg er stor fan af de såkaldte prærafaelitter. Prærafaelitterne opstod i England i midten af 1800-tallet som et arbejdsfællesskab af meget dygtige billedkunstnere: Millais, BurneJones, Rosetti, Waterhouse og Hunt. Tate Britain i London har en stor flot samling. Her hænger det berømte ”Ophelia” og ”The Lady of Sharlott”, og så hænger Millais mesterværk ”Christ in the House of his Parents” fra 1849. Det skulle være malet over Zakarias’ bog kap. 13 vers 6, hvor der profeteres om Frelserens sårmærker. Scenen er Kristus i tømrerværkstedet omgivet af Maria, Anna, Josef og to brødre. Maria knæler ved siden af Kristus, der viser sin blødende hånd frem. Omkring dem er der værktøj, søm, savspåner og brædder, alt sammen noget der sammen med Jesusbarnets blødende hånd leder tanken hen på korset. På en stige bagved sidder Helligånden i form af en due, sovende. Ventende. Det var den due, der kom til syne ved Jesu dåb: ”Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag” (Lukas kap. 3 vers 22). Men duen sover her på billedet. Tiden er endnu ikke kommet, og udenfor i folden ser flokken af utålmodige får ind i værkstedet. De bliver et spejl på os, der jo også betragter familien udefra – alle venter vi på hyrden, Frelseren, vores forløser.

Af alle de malerier, som prærafaelitterne udstillede, blev dette det mest udskældte. Kritikken var voldsom. Særligt Charles Dickens harcelerede og skrev omgående og i stor vrede til en avis, hvori han kaldte billedet ”ondt, frastødende og oprørende”. Det var billedets ordinære miljø, der skabte røre. Den hellige familie afbilledet som en ganske almindelig håndværkerfamilie fra Midtengland – det burde ikke finde sted, lød kritikken. Dickens skrev, at moderen i sin grimhed kunne sammenlignes med et monster; hvordan skulle dette dog være et billede på den hellige familie. Jeg synes, moderen er så smuk i sin almindelighed. Og dog er hun i blå, som altid, og hun omslutter sit barn med ømhed. Går på knæ foran