![](https://assets.isu.pub/document-structure/220922135722-7bb6ea8fb6d84209455a2e8100505347/v1/c9b827e9c1fee2513220aa321181ae4b.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
Hvorfor tillader vi stadig, at vold er et tabu?
Partnervold er den mest udbredte form for vold i Danmark. Statens Institut for Folkesundhed vurderer, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd hvert år bliver udsat for fysisk vold af deres partner. Dertil kommer den psykiske, økonomiske, materielle, seksuelle og digitale vold. Yderligere vurderer de, at op mod hvert 6. barn lever med vold i familien. Alle eksperter er enige om, at vold i familien og parforholdet er langt mere udbredt, end statistikkerne viser. En forklaring på, hvorfor volden er så tabubelagt, er måske, at ofrene ikke fortæller om den. Når vold og kærlighed blandes sammen, medfører det hos mange følelser af skyld og skam, og der melder sig spørgsmål som: Hvordan kan jeg elske en person, der behandler mig på den måde? Hvorfor har jeg bragt børn ind i dette forhold? Og hvad tænker andre mon? Men hvorfor er det så svært at tale om? Og hvad skal der til for bryde tabuet og statistikkerne? På Danmarks Forsorgsmuseum har vi sammen med Ringsted Krisecenter samarbejdet om projektet ”Kvinder og børn på flugt fra vold” for at sætte fokus på problemerne med vold i hjemmet og hylde de stærke kræfter, der hver dag gør en forskel for ofrene. Projektet består af denne udgivelse samt en udstilling, en række film og et undervisningsmateriale til socialrådgiverstuderende, der skal klæde de kommende socialrådgivere på til mødet med fordomme, holdninger, følelser, muligheder og begrænsninger, når det kommer til vold i hjemmet.
Med projektet ønsker vi, med ord lånt fra Georg Brandes, ”at sætte problemerne under debat”. Vi ønsker at starte en etisk, demokratisk, konfronterende og socialt forpligtende debat omkring partnervold, dens konsekvenser og mulige løsninger. Vi ønsker at give et personligt og inkluderende indblik i survivorkvindernes historier, men først og fremmest ønsker vi at være med til at aftabuisere emnet partnervold både historisk og i vores samtid. Projektet ”Kvinder og børn på flugt fra vold” er blevet til i anledning af Ringsted Krisecenters 40-års jubilæum i 2018, og derfor er denne udgivelse også at betragte som et jubilæums- og hyldestskrift til de kvinder, der siden 1978 har kæmpet for at give voldsramte kvinder en bedre hverdag fri for vold og kontrol. Tak til jer for jeres modige og banebrydende indsats gennem 40 år.
Danmarks Forsorgsmuseum
Byens mørke gader, et sted hvor jeg vader, fordi min verden er slået i smadder, ænser ingenting ikke vejr eller vind, du har gjort det igen, hvor skal jeg nu gå hen, har ingen ven, de tænker jeg er dum, fordi jeg er stum, mener det er min fejl, fordi jeg ikke går min vej, når du mishandlede mig, er så træt kan ikke tænke klart, for tit har vi det rart, så jeg er ikke parat til at forlade dig, jeg vil nu gå hjem, i morgen har du nok alt glemt, så er du igen min ven, som ikke er så slem, for lige nu er du min eneste havn.
Tidligere beboer på Ringsted Krisecenter