3 minute read

Udendørsinteriør og møbelklassikere i nyt lys

Etablerede klassikere, moderne genanvendelse og nyt design går hånd i hånd i FRIIS & MOLTKEs nylige samarbejder med hhv. We Do Wood og Råt&Godt. En relanceret møbelserie fastholder DNA’et, men i et optimeret formsprog, og serien af udendørsmøbler sætter skarpt fokus på bæredygtighed via upcycling.

Tekst af Rune H. Jensen

FRIIS & MOLTKE lancerer i samarbejde med We Do Wood en bæredygtig møbelserie af opdaterede klassikere og udvikler med Råt&Godt en udendørsserie af borde, bænke og plantekasser skabt af overskudsmaterialer. Der er således afsat et markant grønt fingeraftryk på begge de to lanceringer:

– Serierne er gennemsyret af visionen om bæredygtighed og genanvendelse i praksis. I forhold til samarbejdet med We Do Wood tog Klaus Jorlet kontakt, og jeg var moden til at se idéen i en relancering af vores R. Randers-kollektion 600 fra 1970’erne. Det uopslidelige i den, historien, det grundlæggende bæredygtige element – selv dengang den blev skabt, selv om den ikke bevidst var tænkt sådan.

– Det var oprindelig en kæmpeserie, og nu har vi kurateret et lille fint udsnit, der fastholder den oprindelige identitet, men hvor møblerne samtidig også får en moderne, nænsom overhaling. Stolen var f.eks. oprindeligt en skolestol, men er nu rettet mere mod hjemmet eller kontoret. Spinklere, lettere, lidt højere og smallere, men stadig robust og genkendelig.

HVER EN SKRUE VEJET PÅ EN GULDVÆGT

Det fortæller Mikkel Bahr, partner, designchef og arkitekt hos FRIIS & MOLTE, om de relancerede møbelklassikere, der er blevet optimeret både design- og produktionsmæssigt. Serien omfatter foruden de polstrede stole også en mindre garderobeserie med bøjlemøbler og et særligt lille, utraditionelt og lavt sofabord med kraftige ben og et unikt udtryk – alt sammen under en bæredygtighedsramme:

– Bæredygtighedsaspektet går nøje gennem hvert eneste element. Træet er selvfølgelig FSC-certificeret, og der er bl.a. anvendt genbrugsstål, resttræ og havplast. Vi har vejet hver enkelt skrue på en guldvægt, og det er bare helt grundlæggende bæredygtigt. Det er ikke støbt, der er bare fire skruer, så efter endt livscyklus kan det hele genanvendes, selv spånpladerne, som kan granuleres på ny, siger Mikkel Bahr, og fortsætter:

– Det er en rent dansk produktion, og så er det jo bare superholdbart, ligesom den oprindelige serie nærmer sig klassikerstatus og har holdt i 50 år. Vi holder fast i DNA’et og traditionen, men i nye klæder og går back to basis i et mere spinkelt og optimeret design. Derfor er arbejdstitlen for serien også ”Anno” – som en henvisning til tid og holdbarhed, fortæller Mikkel Bahr.

UPCYCLING UDENDØRSMØBLER

Upcycling Forum med udendørsborde, bænke og plantekasser lavet af overskudsmaterialer, designet af FRIIS & MOLTKE og under produktion af det aalborgensiske møbelværksted Råt&Godt:

– Råt&Godt er ildsjæle, der hele vejen rundt fokuserer på social bæredygtighed og som f.eks. sourcer genbrugsmaterialer fra byggepladser. Sammen har vi skabt serien, hvor plantekummer m.v. er af genanvendte stilladsbrædder. Serien af upcycling møbeldesigns er bl.a. i moduler og har et lidt råt udtryk, der vil egne sig rigtig godt til det urbane rum, og foruden borde, bænke og plantekasser er der også en række børnemøbler på vej i serien.

Upcycling Forum står bag flere bæredygtige samarbejder med ambitionen om at bidrage til at nå FN’s 17 Verdensmål via upcycling-løsninger. Begge lanceringer fra FRIIS & MOLTKE og hhv. We Do Wood og Råt&Godt markerer netop et skarpt fokus på bæredygtighed, på fornuften i genanvendelse af byggematerialer til nye anvendelser – og troen på den langtidsholdbare styrke ved dansk designtradition.

Skab unikke facader med fiberbeton. Fleksibelt i geometri, farve og overflade. Vi hjælper arkitekt og bygherre med at bringe ideer til virkelighed.

Holdbart - Let - Formbart

Se mere på www.bbfiberbeton.dk eller ring på +45 56 16 80 08.

This article is from: