Det poetiske og stilfærdige kan også råbe højt

– Vi lever i en tid hvor vi bliver bombarderet med billeder, der prøver at råbe højere end det andet i håb om at fange vores opmæ rksomhed. Jeg har valgt at tro på, at det stilfærdige og poetiske har så stærk en kvalitet, at det kan råbe lige så højt, siger Laura Stamer.

Tekst af Malene K.Holm Fotos: Laura Stamer

Vi besøger Laura Stamer i sit studie i Tullinsgade på Vesterbro i København. Kvarterets nære format synes at passe perfekt til fotografen, som er kendt for sine poetiske billeder, der fortæller historier om menneskers interaktion med rum og arkitektur.

– Det poetiske forbinder jeg med noget sanseligt og stilfærdigt. Vi lever i en tid, hvor vi bliver bombarderet med billeder. Det ene billede prøver at råbe højere end det andet i håb om at fange vores opmærksomhed. Jeg har valgt at tro på, at det stilfærdige og poetiske har så stærk en kvalitet, at det kan råbe lige så højt, siger Laura Stamer:

– Vi har brug for også at blive mindet om den stille verden. Jeg er i hvert fald selv et menneske, der godt kan lide at trække mig fra larmen, også den visuelle larm, og finde ro. Nærværet og evnen til at se den større fortælling er efterspurgt, og Laura Stamer samarbejder med et bredt spektrum af kunder fra store offentlige institutioner, museer og fonde til et hav af tegnestuer i alle størrelser, samt designerne og kunstnerne selv. – Mit ønske er, at billederne kan vække en nysgerrighed og formidle en oplevelse.

Mange af stederne kommer de fleste mennesker måske ikke til at opleve. Det kan være et hjem, en ikke offentlig tilgængelig skole eller bygninger, der ligger geografisk langt væk. SAMMENHÆNGE OG BEVÆGELSER

– Hvor nogle fotografer tænker mere todimensionalt i billedet, tænker jeg i rumlighed, sammenhænge og bevægelser. Min inspiration kommer både fra billedkunsten - Vilhelm Hammershøi og Skagensmalerne, men også fra eksperimenterende fotografi som David Hockney, Cindy Sherman eller den svenske fotograf Miriam Bäckström. Blandt andet Bäckstöms fotoserie af filmscenografier, hvor hun lige træder et skridt tilbage, så hun afslører kulissen bag scenografien. ORDRUPGAARD & SNØHETTA

I nogle opgaver ligger en dobbelthed eller to virkeligheder, der fletter ind i hinanden. Her kan Laura Stamer kan mærke, at hendes mangeårige erfaring og metode går op i et.

– I dokumentationen af kunstmuseet Ordrupgaards nye tilbygning var det to ligeværdige partnere, deskal bruge de samme billeder. Men to parallelle historier som skal fortælles. Den ene handler om arkitekturen, der er tegnet af Snøhetta. Den anden om museet, dets genåbning og de udvalgte franske værker, som de gerne vil have fokus på. Det var spændende at kunne forene de to ønsker og lave en samlet serie af billeder, der evner begge dele.

Ugen inden fotograferede hun Fritz Hansens pavillon i Designmuseum Danmarks gård, som Henning Larsen har tegnet til fejringen af Fritz Hansens 150 års jubilæum.

– Det er Fritz Hansen, som er kunden, og der skal leveres pressebilleder inden for 24 timer. Henning Larsen har designet pavillonen, B&O har leveret lydsystem og Kvadrat gardinerne. Alle fire virksomheder skal kunne bruge billederne. I sådan en opgave trækker jeg på min evne til at være i øjeblikket og hurtigt beslutte, hvor det gode billede er. Ligeledes er jeg god til at samarbejde med mennesker og have en konstruktiv dialog på stedet. Der føles det som at have trænet til et maraton og nå i mål.

EN STÆRK GRAD AF SANSELIGHED

– Når jeg fotograferer arkitektur, handler det for mig om at sanse og tage indtryk ind, så jeg formidler arkitekternes drømme og visioner.

Man er i høj grad præget af ens interesse, som for mit vedkommende er en stærk grad af sanselighed. Når vi træder ind i et rum, bruger vi alle sanser. Det svære er bare at formidle den stemning, fordi det, du umiddelbart ser, og når du tager billedet, kan være to vidt forskellige oplevelser. Jeg ser det som mit ypperste mål at ramme den sansning og formidle arkitekternes intentioner. >

Ordrupgaard

Fritz Hansens pavillon i Designmuseum Danmarks gård

Ofte skal arkitekturfotografiet favne hele fortællingen om et projekt i få billeder, der kommer hele vejen omkring:

– Men en god dokumentation skal også rumme et antal billeder, som er værker i sig selv - billeder som bliver så genkendelige, at man husker projektet.

MAN SKAL IKKE ALTID KUNNE SE HELE RUMMET

– Nogle gange er der en forventning om, at man skal kunne se det hele for at kunne forstå et rum. Men det kan give nogle utrolig kedelige billeder. Når du tør gå lidt tættere på eller skære væk, bliver du faktisk mere præcis i fortællingen. Det gælder selvfølgelig ikke altid, for et billede kan godt være komplekst og vise mange ting på samme tid.

– Jeg tænkte over det forleden, da jeg fotograferede lejlighederne i Tuborg Strandeng, tegnet af Lundgaard & Tranberg. Når jeg flyttede mig, og det kan være ganske få centimeter, ramte skyggerne nogle søjler på en bestemt måde. Om det giver et åbent eller lukket rum, det er meget få centimeter, der afgør det.

Lys og kontrast er væsentlige for hendes metode. Hun viser et foto af arkitekt Peter Kjærs hus, hvor lyset skinner skarpt ind gennem de lette gardiner, så fotoet netop fanger letheden og luftigheden i huset. Derefter kigger vi på et fotografi af Skuespilshusets foyer – der henligger i nærmest helt mørke, fordi rummet opleves sådan og er en effekt, Lundgaard & Tranberg har arbejdet med. FORMIDLER ARKITEKTURHISTORIEN

Laura Stamer er oprindelig uddannet arkitekt, men gik sideløbende hos portrætfotograf Suste Bonnén og på arkitektstudiet arbejdede hun mest med fotografi, scenografi og performancekunst. Efter sin afgang arbejdede hun i nogle år med opgaver inden for både scenografi, lysdesign og fotografi, men til sidst valgte hun fotografiet, og det åbnede vejen for både at arbejde kommercielt og kunstnerisk som fotograf. Fotobogen Reflecting Home er hendes personlige fortælling om hjemligheden.

Laura Stamer er bevidst om, at hun er med til at formidle vores samtid og arkitekturhistorie og vil gerne lave billeder, som folk i fremtiden vil huske:

– Der ligger i tiden en interesse for det menneskelige blik på arkitekturen. Vi er optaget af, at byrum er skabt til, at mennesker kan tage ophold i vores pulserende by og rumme os. Tidligere har der været store armbevægelser med ikoniske byggerier og måder at tænke offentlige rum på, som mere var statements. Der er det den humanistiske tilgang, jeg er optaget af, siger Laura Stamer. Hun kan lide fordybelsen og kunne få lov til at fotografere et byggeri både inde og i samspil med området omkring det, som til bogen om Bellahøj. – Det er også rigtig skønt at komme ud og fotografere de gennemarbejdede renoveringer og se, hvilke tanker arkitekterne har om, at vi har nogle kvaliteter i vores arkitekturhistorie, som vi kan arbejde videre på. DTU er et godt eksempel på en modernisering af studiemiljøer og ombygning af auditorier af Rørbæk & Møller i samarbejde med billedkunstner Malene Bach og lysdesigner Iben Winther Orton. Også Friluftsskolen, som Nøhr & Sigsgaard har renoveret, er et godt eksempel på at man kan løfte byggerier op i nutiden.

– Omvendt kan jeg godt være ude for at have svært ved at forbinde mig med noget af det nyere byggeri, der skyder hurtigt op rundt omkring i København. Hvor jeg har svært ved at finde sjælen i det. Her savner jeg det menneskelige, og at skalaen kommer ned i gadeplan.