3 minute read

Arkitektens fiskerhus nyfortolket med langtidsholdbar træfacade

Struktur, patinering og minimal vedligeholdelse var de faktorer, der fik arkitekt Jakob Faaborg Hattesen til at pakke sit gamle fiskerhus ind i Kebony-træ. Resultatet vil fremover blive brugt som referenceprojekt i hans egen tegnestue.

Tekst af Frank Ulstrup

Hvad gør en arkitekt, når han selv skal bo i et gammelt, pudset fiskerhus, der trænger til en meget kærlig hånd?

Han går selvfølgelig æstetisk og radikalt til værks, og beklæder hele herligheden med det smukke og fremadstormende Kebony-træ.

HVAD ELLERS?

– Ja, hvad ellers, smiler Jakob Faaborg Hattesen og fortæller, at han dog overvejede en række forskellige facadeløsninger, før valget faldt på det skovfyr-baserede Kebony:

– Jeg kikkede meget på, hvordan de forskellige træsorter patinerede, og det var egentlig en restaurant i Oslo, der overbeviste mig, siger han og fortsætter:

– Den var beklædt med Kebony, som havde en helt speciel tekstur og en rigtig lækker sølvgrå overflade. Det havde jeg ikke set hos andre sorter - og så var patineringen desuden opnået på meget kort tid. Derefter var jeg ikke i tvivl længere, lyder det.

GENNEMGRIBENDE RENOVERING

Jakob Faaborg Hattesen boede med sin familie i en lille lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter, da de forelskede sig i det knapt 100 m2 store hus i Espergærde tæt på vand og skov. – Huset er fra 1898, og tiden havde mere eller mindre stået stille siden 1970’erne. Så der var meget, der skulle gøres. Så meget, at mange nok havde valgt at rive ned og bygge nyt. Men det var ikke et alternativ for os. Vi er ikke så glade for bare at smide væk og købe nyt, så vi valgte i stedet en gennemgribende renovering med udvendig isolering og en helt ny spændende facade, fortæller Jakob Faaborg Hattesen, der selv udførte en del af renoveringsarbejdet sammen med sin svigerfar.

NYFORTOLKNING MED HØJT TIL LOFTET

Og i den forbindelse passede Kebony’s æstetiske udtryk perfekt i konteksten med 150 meter til havet og skoven endnu tættere på:

– Ideen var at lave en nyfortolkning af det gamle fiskerhus, og bevare en masse af de originale detaljer fra 1898 indvendigt. Derud over ville vi etablere en atriumgård foran huset, som jeg nu benytter som tegnestue med meget højt til loftet og kik til både facade, skov og himmel, siger Jakob Faaborg Hattesen og tilføjer, at det forvandlede fiskerhus fremover vil blive brugt som referenceprojekt.

– Efter at have været ansat hos Kim Utzon Arkitekter i en årrække, startede jeg min egen tegnestue, Faaborg Arkitekter, ved årsskiftet. I den forbindelse regner jeg med bl.a. at skulle tegne en del enfamiliehuse og sommerhuse, og her vil min egen bolig selvfølgelig være en reference, lyder det. BASERET PÅ SKOVFYR

Hos Kebony, der leverer træ til projekter i over 30 lande, har man også noteret sig en stigende interesse fra privatkunder. Og spørger man country manager i Danmark, Mona Sørensen, om anledningen, peger hun på træets generelle kvaliteter:

– Ud over at produktet selvfølgelig er FSC-certificeret og Svanemærket, er det også ekstremt formstabilt og langtidsholdbart. Det betyder kort og godt, at det ikke slår sig, som andre træsorter, og at vi kan give en meget lang garanti mod råd og svamp, lyder det.

Hun tilføjer, at Kebony er skabt af helt almindelig skovfyr, som er imprægneret og modificeret med det biobaserede furfuryl-alkohol – et biobaseret restprodukt fra landbrugsaffald.

– Dermed forædler vi i realiteten hurtiggroet blødt træ, så det får alle de hårde træsorters fine karakteristika. Det er en løsning, der er attraktiv for alle – også privatkunder, smiler Mona Sørensen.

Carsten og Jens Martin: Foto: Bo Grünberger, FAOD

This article is from: