2 minute read

Kombinationen af det praktiske med det æstetiske

Klimasikring kræver sammenhængende løsninger, hvor flere elementer tilpasses hinanden. Hos Faunus Anlægsgartner og Kloakfirma tænker man derfor i helheder fra starten og leverer samlede løsninger, der omfatter alt fra kloak og dræn til belægninger og beplantning.

Tekst af Martin Fogt Pollas Rønberg

Grundvandet stiger gennemsnitligt 3 cm om året i Danmark og sætter vores bygninger under pres nedefra, samtidig med at øget nedbør øger presset på bygningerne fra oven. Fremtiden står med andre ord skrevet med vand – og masser af det – der skal håndteres effektivt, hvis vi vil undgå skader og gener de kommende år.

SKYBRUDDET I 2011 BLEV EN GAMECHANGER

– Det voldsomme skybrud i København i 2011 var nok det, der fik folks øjne op for udfordringerne. Kloakkerne er fra en anden tid og slet ikke i stand til at håndtere de vandmængder, vi skal forholde os til. Der er derfor kommet meget mere fokus på sådan noget som lokal afledning af regnvand, fortæller Sonny Giersing, der er indehaver af Faunus Anlægsgartner og Kloakfirma i Rødovre.

– Vi leverer samlede løsninger til de udfordringer, kunderne står med. Ofte hænger tingene sammen, så du for eksempel ikke bare kan installere et højvandslukke, hvis du samtidig har regnvand fra tagrenden løbende ned i kloakken. Vi ser derfor altid på de helt specifikke forhold, der gælder for bygningen og grunden. Det er spændende, fordi hvert enkelt projekt er unikt, fortsætter han.

VÆLG LEVERANDØR MED GARANTIORDNING

Faunus Anlægsgartner og Kloakfirma arbejder for en række kommuner, boligforeninger, erhvervskunder og private. Lige nu er de blandt andet i gang med at etablere dræn omkring en større fugtramt Vesterbro-ejendom i København. Firmaet rummer både anlægs- og kloakkompetencer, og Sonny Giersing sidder selv i bestyrelsen i Danske Anlægsgartnere, ligesom firmaet er medlem af Danske Kloakmestre.

– Vi oplever mange løsninger fra folk, som ikke har baggrunden i orden, og det skaber udfordringer, når vandet kommer. Derfor er vores anbefaling altid, at man skal vælge et firma, der er medlem af en garantiordning, understreger Sonny Giersing og fortsætter:

– Det er en kæmpe fordel for vores kunder, at vi både kan tilbyde kloak og anlæg, og derudover samarbejder fast med rådgivende ingeniører, el- og vvs-firmaer. Det gør, at vi kan se løsningerne i det store billede og sikre, at alt både fungerer i praksis og bliver smukt at se på. Vi laver alt fra dræn, højvandslukke, regnvandsbede osv., så vi relativt nemt kan lede vandet lige derhen, hvor vi gerne vil have det.

This article is from: