Glasfacader og gårdhaver med en dobbeltfunktion

Det nye Sct. Hans Retspsykiatrisk Center i Roskilde skal danne en sund og sikker ramme for patienterne. Ved at skabe udsigt og grønne gårdhaver fjernes fokus fra sikkerhedsforanstaltningerne og ledes hen på naturen.

Tekst af Nicholas Jungblut. Foto: Adam Mørk

På en skrånende eng ved siden af det gamle psykiatriske hospital i Roskilde, ligger det nye Sct. Hans Retspsykiatrisk Center – et lukket behandlingssted for psykiatriske patienter, der typisk er dømt for at have begået personfarlig kriminalitet.

Den nye bygning er tegnet i et samarbejde mellem KHR Architecture, Rubow Arkitekter og Opland Landskabsarkitekter, som sammen vandt en dialogkonkurrence udstedt af Region Hovedstadens Psykiatri.

I konkurrenceoplægget var et af de væsentligste ønsker fra bygherrens side at skabe et retspsykiatrisk center uden hegn. I stedet for at kopiere planen fra en klassisk lukket anstalt, hvor bygningen ligger i midten af en indhegnet gårdhave, er det nye center derfor vendt på vrangen; ud fra et gårdhavehusmotiv har arkitekterne lagt udeområderne i midten af bygningen, og facaden erstatter derfor hegnet.

Denne typologi opstod tidligt i processen som en reaktion på landskabets topografi, forklarer Mikkel Beedholm, kreativ direktør for KHR Architecture:

– Vi ville give alle muligheden for at opleve terrænfaldet igennem en udsigt. Det gik op for os, at det kunne lade sig gøre, ved at lægge gårdhaver i forlængelse af aksen fra det eksisterende, klassicistiske hospital. På den måde ligger gårdhaverne diagonalt med skråningen, og patientstuerne kommer ikke til at skygge for hinanden. Denne bygningstypologi gjorde egentlig, at hegnet forsvandt ret hurtigt.

Bygningen består af to symmetriske klynger af gårdhaver med en større park imellem. I den øverste ende af parken ligger ankomstbygningen op mod vejen, og i den lave ende ligger centrets eneste afgrænsende mur, som kun skærmer minimalt for udsigten pga. placeringen i bunden af landskabet. Faktisk er kontakten til landskabet blevet et så bærende greb, at Sct. Hans Retspsykiatrisk Center er blevet tildelt det mere mundrette navn af brugerne: ”Udsigten”.

VINDUER UD TIL NATUREN

Inde i bygningen er der altid en visuel forbindelse ud til noget grønt. Allerede i ankomstbygningen får man et direkte udsyn til den store park i midten af centret. Rundt langs parken ligger en gang, der ifølge Beedholm er inspireret af museumsforløbet på Louisiana. Gangen har udsigt til parken og forbinder ankomstbygningen med sengeafsnittene og de større fællesfunktioner, bl.a. et fitnesscenter, en spa og en sportsbane.

Når man går ind i et af sengeafsnittene, møder man ligeledes naturen som det første. Her ligger opholdszonerne op ad de mindre gårdhaver og glasgange leder ud til patientstuerne. Inde på patientstuerne vender et stort vindue på endevæggen ud mod landskabet, og ved siden af vinduet står et skrivebord ind mod et knækket hjørne. Selvom nogle af patienstuerne har udkik hen over bygningen, er det stadig lykkedes at få naturen helt tæt på, ved at lave grønne sedumtage.

Når de grønne udkik er blevet fremhævet, skyldes det især, at forbindelsen til naturen er tænkt som et terapeutisk element. Igennem brugerinddragelse opdagede arkitekterne desuden, at den store transparens kan have en anden vigtig effekt:

– Det er en arbejdsplads med et enormt sikkerhedsmæssigt pres. Igennem mange gode snakke med personalet lærte vi, at det er vigtigt, at de kan have visuel kontakt til hinanden. Hvis de skal have fat i nogen, kan de altid vinke hen over en gårdhave. Derfor er åbenheden også med til at skabe tryghed.

ET ARKITEKTONISK DILEMMA

At bruge glas til samtidig at skabe en æstetisk oplevelse for patienterne og en tryghedsfølelse hos personalet afspejler en dobbelthed i projektet. Bygningen huser nemlig patienter, der både er i behandling og i forvaring.

De arkitektoniske formsprog som imødekommer disse to behov, kan være svære at forene.

Dilemmaet var allerede tydeligt i bygherrens ønske om at undgå hegn – et element, som kan risikere at skabe en følelse af at være indespærret. Men fordi de praktiske foranstaltninger ikke kan undgås i denne type byggeri, har metoden i stedet været at fjerne fokusset fra dem, forklarer Beedholm:

– Bygningen er i virkeligheden en kompleks maskine, som ikke skal opleves som en maskine. Det har været interessant rent arkitektonisk, for funktionaliteten må ikke overskygge det menneskeligt helende opdrag. Nu har jeg været derude et par gange med forskellige grupper, og det, som gæsterne især lægger mærke til, er de lyse opholdsrum og den nærværende natur.

Vinduet i patientstuen opsummerer på en måde bygningens dobbelthed, for ved at vende det ud mod naturen, fjernes fokusset måske fra den fysiske barriere, og flyttes til gengæld hen på udsigten.