JEG TRIVES BEDST I NATUREN

Naturen spiller en hovedrolle i Bettina Allers liv. Og selvom hun er glad sit job som overdirektør i mediekoncernen Aller, er det i naturen, at hun føler sig mest i live.

Af: Kristine Bindslev / Foto: Emilie Lærke/Ritzau Scanpix

Bettina åbner smilende døren i det gule træhus i Holte ved Furesøen og byder Helse indenfor til en snak om sin store kærlighed til naturen. På køkkenbordet ligger en T-shirt med et billede af Pippi Langstrømpe og teksten: I´m the strongest girl in the world. Det er en gave, som en kær veninde netop har foræret Bettina.

Den er spot on, griner Bettina, og fortsætter, for jeg er ligesom Pippi, der siger: ”Det har jeg aldrig prøvet, så det kan jeg sikkert godt”. Og det meste kan vi jo godt. I hvert fald kan vi da prøve. Og fejler vi, så har vi noget at grine af sammen.

At grine skulle give mindst et halvt år mere at leve i, har jeg hørt.

Bidt af en gal polarbacille Det bliver hurtigt tydeligt, at Bettina ikke kun har det ildrøde hår, fregnerne eller gåpåmodet tilfælles med Pippi. Som erklæret eventyrer har hun frygtløs vandret verden tynd og sejlet på og dykket i alverdens have. Det er også blevet til otte polarekspeditioner indtil videre, og som hun skriver flere steder i sine rejsebøger, er hun bidt af en gal polarbacille. De to længste og hårdeste ekspeditioner fandt sted i 2004, hvor Bettina som den første dansker gik fra Sibirien til Nordpolen på ski sammen med sin franske ægtemand, filmfotografen Jean-Gabriel Leynaud. Og i 2006 krydsede parret Polarhavet fra Sibirien til Canada. Her gennemlevede de 99 dage hen over den lumske arktihelse: ske drivis med mørke, isolation, isbjørne og ned til minus 47 grader.

Det er måske meget smart, at min mand, som jeg også kalder for mr. Safety, altid kommer efter mig med faldskærm og redningskrans, når jeg springer ud i nye, vilde eventyr. På den måde passer vi perfekt sammen, siger Bettina med kærligheden dansende i sine blå øjne.

De to mødtes netop på Nordpolen, og sød romantik opstod i det lille telt midt i kulden. 20 år senere har kærligheden mellem dem aldrig været større. Noget som de bekræftede over for hinanden ved at blive gift for anden gang sidste år i det idylliske Les Issambres i Saint Tropez bugten. Første gang Bettina sagde ja til sin franskmand var i 2009 midt på de barske klipper på halvøen Kullen i Sverige, hvor de ynder at klatre sammen med børnene.

Bettina har mange tanker og ideer og kan lide at tage chancer, når de byder sig. Meditation har hun prøvet for at få styr på tankemylderet, men det duede slet ikke. Hun bliver meget hurtigt urolig, hjernen begynder at ræse derudaf.

Men når jeg går i naturen, får jeg 100 procent ro helt ind i sjælen. Jeg går aldrig og lytter til noget musik eller podcast. Jeg lytter til naturen, når jeg er ude. Den ro, jeg oplever udenfor, kan jeg ikke finde indenfor, for så tænker jeg straks, jeg kan da lige rydde op i kælderen, eller hænge den hængekøje op, som jeg har planer om skal være her i stuen. Sådan begynder min hjerne at tænke: ”jeg kan lige, og så kan jeg også lige”.

Bettina bruger også naturen, når problemer skal løses, så hopper hun i løbeskoene og ud i al slags vejr.

Mens jeg løber, beslutter jeg mig for, at når jeg når ned til de store træer, så blæser det hele væk, og på den måde kan jeg slippe tankerne og få ro. Jeg har tænkt mange tanker i naturen, og jeg er kommet frem til mange løsninger. Jeg kan også sige til mig selv, når du når de træer, så kommer løsningen til dig. Og så kommer den faktisk. Du kan kalde det selv-suggestion, men jeg er ikke overtroisk. Det virker bare.

Bettina, der har det bedst, når hun har nye ekspeditioner under opsejling, begyndte ligeledes i 2007 at planlægge en jord-omsejling fra Frankrig til Tahiti med hele familien. Hun spurgte sine daværende teenagebørn fra sit første ægteskab, Emily og Christopher, om de ville med jorden rundt, og da de nævnte, at hun ikke havde forstand på at sejle, svarede hun i sand Pippi Langstrømpe-ånd, at det blot var detaljer, som kunne læres undervejs. Mens hun planlagde turen, havde hun ikke helt planlagt, at hendes to tvillingedrenge, Marco og Louis, skulle komme til verden. Men med 1000 bleer ombord, et par livlige 1-årige drenge, og et bekymringsfrit sind drog Bettina af afsted med sin mand, de fire børn og to af de store børns venner.

12 cylindre Vi sidder i stuen med store vinduer ud mod haven. På sofabordet, der er lavet af en antik indisk kamelkærre, ligger Kirsten Hastrups bog, Vinterens hjerte, der handler om Bettinas store forbillede, polarforskeren Knud Rasmussen og hans eventyr. Bettinas hjerte banker for al slags natur, dog helst den der er så langt væk fra asfaltveje som muligt. Kultiverede haver siger hende ikke så meget.

– Vi er lige kommet hjem fra en weekendtur i vores hus i Sverige, hvor haven i den grad var forsømt. Men hold nu op, hvor jeg ikke gider rode i haven, intet rager mig mindre. Om der er vildhave og ukrudt. Fint med mig. Det sjove er så, at selvom jeg altså virkelig ikke gad det havearbejde

i Sverige, blev jeg som en maskine, da jeg først gik i gang. Jeg skovlede, pløjede, hev og sled så sveden drev af mig. Min søde eksmand sagde en gang til mig, ”Bettina, du kan jo ikke gøre noget 50 procent. Du gør alting 200 procent”. Og han har ret. Jeg har bare meget energi og føler, at jeg har 12 cylindre. Jeg ved, at hvis ikke jeg udnytter dem alle, bliver jeg rastløs og utilfreds. Hjemme bruger jeg måske kun 3 cylindre, men når jeg kaster mig ud i en krævende og lidt umulig ekspedition, får jeg brugt alle 12 cylindre. Det kunne min første ægtemand forståeligt nok ikke være i, men heldigvis er vi stadig gode venner.

Bettina, der fyldte 60 år i sommer, har for længst opgivet at tæmme den vildskab, der driver hende ud i den allermest uspolerede og rå natur. Hun fejrede det runde hjørne med en rejse på to måneder til Sydamerika med planlagte stop i Peru, Ecuador og Amazonasjunglen i Brasilien sammen med ægtefællen og tvillingerne, der nu er 12 år. De store børn, der er voksne nu, kom ud i tre uger.

Kæmpe ro i naturen – Jeg ved ikke noget bedre end at pakke min hængekøje og min rygsæk og komme væk fra al luksus og væk fra civilisationen og ud i naturen, hvor jeg føler, at livet leves mere enkelt. Hjemme bliver jeg hurtigt fanget ind af et hamsterhjul, hvor

jeg stresser rundt og taber pusten. Ude i naturen oplever jeg en kæmpe ro. Jeg er frisk-lufts-narkoman og et stort legebarn, og i naturen kan jeg klatre, dykke, svømme og vandre. Og hver gang jeg er afsted, slår det mig, hvor lidt man egentlig behøver for at klare sig. I løbet af de to måneder i Amazonas, boede vi på meget lidt plads i en hytte og uden mange ting. Her bliver det tydeligt, hvor lidt man har brug for og at det, som fylder, er, at du som familie har det godt sammen og hygger sig sammen. Jeg ved godt, at jeg er heldig og privilegeret herhjemme og ikke mangler noget, og jeg behøver ikke sælge det hele for at rejse ud. Men altså jeg trives lige så godt i en lille hytte på en bjergskråning, hvor solen hver morgen trækker sig op over junglen. Og mens den får magt, vågner skovens dyr op og begynder at skræppe og kvidre.

Bettina har tidligere udtalt, at hun indimellem følte sig malplaceret i civilisationen. Eller sagt med andre ord, at hun havde svært ved at dele begejstringen for civilisationens værdier såsom tøj, slankekure, bil, hus, arbejde og materielle goder. Ydre værdier, som intet betyder ude i naturen. Som femte generation af familiedynastiet Aller er Bettina født ind i familievirksomheden, og sammen med sin fætter og kusine sidder hun som øverste direktør i Aller-koncernen, der blandt andet ejer Aller Media, den førende udgiver af uge- og månedsblade i Norden. Da Bettina den 7. januar 1992 trådte ind i direktionen på Aller, rappellede hun fra taget og ned langs muren for at understrege, at hun ikke kun er direktør i høje hæle, men i høj grad også eventyrer og friluftsmenneske af hjertet.

Jeg har i mange år skullet kæmpe med at være meget fin til noget cocktail-halløj,

og skulle gå rundt og sige goddag goddag og tag hatten af. Der har jeg tit tænkt, hvad laver jeg dog her? Men der hviler et stort ansvar på mine skuldre, fordi jeg har arvet, det jeg har, og jeg elsker mit arbejde og har skabet fuld af høje hæle. Det er bare nemmere for mig i naturen. Ude i naturen føles alting let og naturligt. Giv mig en orkan, jeg skal slå et telt op i. Her falder det mig nemt at tale med dem ved siden af, der også kæmper med deres telt, fordi vi har samme præmisser og kan nørde udstyr. Det handler i bund og grund om, hvilken verden man er interesseret i. Det interesserer mig ikke at snakke Gucci-tasker. Se bare mit hul på bukserne her og løbesokker, siger Bettina og peger ned af sig selv.

De korte sokker afslører en tatovering på Bettinas højre ankel. Den forestiller en havskildpadde, som Bettina fik foreviget i en lille bambushytte oppe i bjergene på Marquesas, en øgruppe i Fransk Polynesien i den sydlige del af Stillehavet.

Tatoveringen sammenfatter med marquesiske tegn det, der er vigtigst for mig i livet. Kærlighed, havet, familie, eventyr, venskab, beskyttelse og et tegn for hvert af mine fire børn. Jeg valgte den rolige skildpadde, fordi jeg søger roen. Men der er en stærk drift i mig efter at have et mål i det fjerne, lidt ligesom en sømand, der må til søs. Havde jeg levet tidligere, var jeg blevet en Marco Polo, der drog ud i verden for at gå på opdagelse. Jeg ved ikke, hvad det er, der trækker i mig. Selvfølgelig tænker jeg nu og da, hvorfor gør jeg det her? Men hvis der var en knap, man kunne trykke på, og så var trangen til ekstreme eventyr væk, ville jeg aldrig nogensinde trykke på den.

Bettina oplever indimellem, at folk spørger, om ikke hun er bange, når hun tager af sted på de vilde vover. Men hun er aldrig bange i naturen.

I naturen føler jeg mig hjemme, og jeg føler aldrig, naturen har forrådt mig. Man kan læse naturen. Specielt jo mere du befinder dig i den. Nu bliver det nok snart regn, nu trækker det sammen, så nu kommer der nok noget storm. Når det blæser herfra, ved jeg, at isen pakker sammen, og når det blæser herfra, så åbner den sig. I mit univers er naturen tilregnelig og ægte.