Helse-2024-08

CHRISTINE ANTORINI:

Jeg har en lethed i hjertet som aldrig før

For godt et år siden valgte 58-årige Christine Antorini en helt ny retning for sit liv. Den tidligere minister og direktør valgte at sige farvel til sit højtprofilerede og prestigefyldte liv for at blive sygeplejestuderende. Og hun stortrives med sit ultimative sporskifte, som mange kun drømmer om.

AF JETTE WARRER KNUDSEN FOTO LARS H. LAURSEN

At forlade sin trygge og privilegerede hverdag for at kaste sig over noget helt nyt, og begynde i en helt ny virkelighed, det er noget, mange drømmer om og nok måske skræmmer endnu flere. Men sådan var det ikke for Christine Antorini, der for godt et år siden begyndte som sygeplejestuderende i Hillerød.

Sidst jeg mødte Christine Antorini, var hun undervisningsminister. Nu sidder jeg i en café midt i København, hvor vi har aftalt at mødes for at tale om, hvordan hun har det i sit nye liv her godt et år efter sit gennemgribende sporskifte.

Allerede da jeg spotter hende uden for cafevinduet i energisk gang mod indgangsdøren, iført afslappet tøj og rygsæk kan jeg

fornemme, at mødet med Christine Antorini bliver en vitaminfyldt, livgivende indsprøjtning til at forstå livets mange muligheder. Hvis vi ellers tør at gribe dem. Og det gjorde hun i høj grad.

Beslutning længe undervejs – Det var en beslutning, som var længe undervejs, men jeg var hurtigt klar over,

at hvis jeg skulle noget andet, så skulle det været noget helt andet, fortæller hun. – Det var Ikke fordi, jeg var utilfreds eller ked af mit tidligere liv og jobs. Slet ikke. Men jeg var grebet af tanken om, at det faktisk er muligt at uddanne sig hele livet igennem – og, at man ikke behøver at være fastlåst i den uddannelse, man tager som ung og i de jobs, man senere havner i.

Jeg mener, at sygeplejerskefaget er sindssygt vigtigt og et fedt fag, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Og derfor er det ærgerligt, at det så ofte bliver talt ned.

– Jeg mener, at sygeplejerskefaget er sindssygt vigtigt og et fedt fag, hvor man virkelig kan gøre en forskel. Og derfor er det ærgerligt, at det så ofte bliver talt ned. Jeg vil være med til at tale faget op og ser mig gerne som en rollemodel for, at flere uddanner sig til sygeplejerske, men også for, at man ikke skal være bange for et sporskifte midt i livet, siger Christine Antorini med lys i øjnene.

Lige nu er hun i praktik på en psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital og sideløbende som timelønnet på Rigshospitalets afdeling for blodsygdomme.

Grænseoverskridende spring

Selv om den tidligere minister og direktør var fast besluttet på sit nye liv, så havde hun da forbehold, inden hun tog springet, fortæller hun.

– For mine medstuderende er jo yngre end mine børn, og ville de kunne lide mig? Og brænder jeg nu

min bro? Det er jo grænseoverskridende og kræver mod at tage så afgørende et spring.

Men allerede på første dag på studiet i Hillerød blev hendes forbehold gjort til skamme.

– De var så søde. Ingen af dem kunne huske mig fra politik og som minister, viste det sig. Da det var min tur i præsentationsrunden, sagde jeg, at jeg havde været direktør for en fond. ”Cool” var kommentaren, husker hun.

Senere var der dog flere studiekammerater, der via deres forældre var blevet gjort opmærksomme på, hvem deres holdkammerat var.

– Og det gik op for andre, at de da vist havde set mig i fjernsynet, fortæller Christine Antorini med et smil.

At hendes sporskifte allerede har sat spor som rollemodel, kan afspejles i, at ansøgerfeltet på sygeplejestudiet i Hillerød er steget med hele 44 procent, siden Christine Antorini blev optaget.

– De kalder det for Antorinieffekten, siger hun lidt forlegent og dog stolt.

Genkendelsesfaktoren er i modsætning til hendes studiestart stor, når hun er ude på afdelingerne.

– Selvom jeg er i kittel, så er der ret mange, det genkender mig. Altid positivt. Og jeg har også været ude for, at en patient mente, at det var fra den lokale Netto, han kunne genkende mig.

Ny magisk verden

Selve kimen til Christine Antorinis sporskifte blev sået en kold vinteraften for år tilbage. Sammen med sine veninder, Ritt Bjerregaard, Anne Linnet og Hanne Vibeke Holst, havde hun skrevet en bog om at være livsmodig som kvinde efter at have rundet de første 50 år.

– Sammen havde vi været ude at spise på Ritts yndlingsrestaurant, og da jeg cyklede hjem om aftenen, væltede jeg på en isglat cykelsti og brækkede anklen. Og det var da jeg blev indlagt, at det faldt på plads for mig, at min nye retning i livet skulle være som sygeplejerske.

Jeg vidste jo også, at det skulle være nu, hvor jeg var sund og rask. Jeg ved jo, det ikke er nogen selvfølge, da jeg mistede min mor, da hun var midt i livet.

Det var nærmest en magisk verden, der dér åbenbarede sig for mig, fortæller hun. Hun fik stor opbakning af både sine børn og sin mand, som hun havde mødt et par år forinden, og som også selv havde planer om et jobmæssigt sporskifte. – Og jeg vidste jo også, at det skulle være nu, hvor jeg var sund og rask. Jeg ved jo, det ikke er nogen selvfølge, da jeg mistede min mor, da hun var midt i livet, fortæller Christine Antorini og tilføjer: – Og som Ritt sagde: ”Når du som kvinde har passeret 50-års-alderen uden at have fået brystkræft og 70-års-alderen uden at have fået alle de andre alvorlige sygdomme, så er du heldig.” Så det var bare om at komme i gang, siger Christine

Antorini, der også bemærker, at det at vælge en helt anden retning i livet, ikke er det samme som at begynde forfra, at nulstille med en helt renvasket tavle. – Du komme jo med dine erfaringer og bringer dem til bordet. Jeg oplever et rigtig dynamisk fællesskab med mine medstuderende. Selv kan jeg bidrage med god arbejdsdisciplin, og jeg er god til at organisere og skabe struktur i studiegruppen, mens de andre bidrager med nye vinkler og energi, der er guld værd.

Kropsvitalitet

Christine Antorini er fuldstændig overbevist om, at når hun står med sygeplejerskenålen som færdiguddannet om godt

og vel et par år, så venter der hende mange gode arbejdsår på landets hospitaler. Og, at hun glæder sig, er meget let at spore:

– Jeg oplever en lethed i hjertet som aldrig før, siger hun.

– Jeg har via mit studie fået viden om kroppen, samtidig med, at jeg mærker min egen krop på en helt anden måde. Og det er bare fantastisk. Når jeg har en vagt på afdelingen, går jeg mindst 10.000 skridt, og det kan virkelig mærkes. Jeg har fået en helt anden kropsvitalitet, der er meget livsopløftende, siger Christine Antorini, der i sit nye liv oplever en langt bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

-Når jeg har fri, så har jeg fri. Der ligger ingen sagsmapper og venter utålmodigt på mig. Og det er faktisk ret befriende. Før skulle jeg mase private aftaler ind i min kalender. Min båndbredde var fyldt ud. Nu er der god plads, så det vigtigste i livet har fundet sin plads i en harmonisk sammenhæng, siger hun.