2 minute read

Respekt for ”hieu”

FOR NYLIGT lærte jeg et nyt ord. Det kom ud af munden på Dung Le, stifteren af foreningen Vi-Senior, som jeg har interviewet på side 6 og 7. Ordet, hun lærte mig, er ”hieu” –det er vietnamesisk og betyder, at man skal have respekt, ære og taknemmelighed overfor de ældre i samfundet, ligesom man har pligt og ansvar til at passe på dem. Ifølge Dung Le findes ”hieu” også på andre sprog.

MEN BEGREBET findes ikke på dansk, og det er en skam. For der er god grund til at passe bedre på de ældre for blandt andet at forebygge ensomhed.

Advertisement

NÅR MAN BLIVER GAMMEL, er det et vilkår i livet, at man mister sine nære og vidner til ens liv. Man kan også miste sin sociale identitet, når man ikke længere arbejder, ligesom tab af funktionsdygtighed og dårligt helbred går ud over evnen til at føre et selvstændigt og aktivt socialt liv. Nogle mister samtidig den fysiske kunnen.

HVIS MAN HAR en anden etnisk baggrund end dansk, kan der også være en sproglig begrænsning og en mangel af kulturel viden, som gør, at det kan være svært at navigere i det danske system.

HVIS MAN HAR MIGRERET til Danmark, oplever man et opbrud fra noget kendt og hjemligt. Man skal opbygge et nyt liv, og det kan have sine udfordringer – som for eksempel, at modersmålet skal erstattes med et nyt sprog, der skal læres fra bunden. Gamle relationer skal vedligeholdes, og nye skal skabes. Man mister måske den sociale og familiære status, som man har haft i sit hjemland.

DET GIVER NÆSTEN SIG SELV, at den slags vilkår kan skabe isolation og ensomhed. Og når ensomheden for alvor bider sig fast, kan den beskrives som en følelse af at være udenfor, at være nedtrykt, bange og usikker, en følelse af ikke at have nogen betydning for andre – og i værste fald, at livet har mistet sin mening. Det kan være ganske alvorligt.

HER KAN ENSOMHED både øge risiko for for tidlig død, føre til sygdomme som demens, depression og hjerte-karsygdomme, det kan sidestilles med rygning i forhold til sundhedsskadelige effekter.

DUNG LE UDDANNER Trivselsagenter, hvis mission er at modarbejde ensomhed blandt netop ældre med etniske minoritetsbaggrunde. Foreningen vil øge de ældres sundhed og livskvalitet ved at styrke deres sociale relationer og handlekompetencer ved at deltage aktivt i samfundet. Trivselsagenterne har med deres netværk, sprog og kulturforståelse mulighed for at nå ud til de etniske minoritetsældre, som ellers er svære at nå. Derudover er der i mange kulturer en naturlig tilgang til omsorg for ældre i familien, som har en betydning for Trivselsagenternes motivation og engagement.

DU KAN MØDE nogle af de frivillige Trivselsagenter i avisen på side 9. Her fortæller Ahmad og Bruce, at de har skabt et fællesskab for mænd for netop af bekæmpe ensomhed. Stor respekt for det.

VIL DU VÆRE EN DEL AF REDAKTIONEN?

Bor du i Vollsmose, og vil du blive bedre til at skrive og fotografere, styrke dit cv og være med i et fællesskab af beboere, som brænder for deres bydel?

Så bliv frivillig borgerjournalist eller -fotograf for Vollsmose Avisen.

Jørgen Gregersen borgerfotograf

- Jeg er borgerfotograf, fordi jeg så kan være med til at afbilde de positive historier i Vollsmose.

Elena Stefan borgerjournalist

- Jeg er borgerjournalist, fordi jeg gerne vil være med til at nedbryde fordomme ved at fortælle om bydelen på en konstruktiv måde.

Amina Keynan borgerjournalist

- Det er fedt at være med, for jeg har altid interesseret mig for at skrive. Jeg håber også, at jeg kan bruge det, når jeg skal videre på en uddannelse.

Kontakt redaktør Anna Stærbo på anst@boligsocialthus.dk for at høre mere.

This article is from: