Skolerne fremtid i strukturreformens slipvind

Skolernes fremtid i strukturreformens slipvind

Michael Bjørnbak Martensen Journalist og fotograf (DJ)

Forord Bogen ’Skolernes fremtid i strukturreformens slipvind’ er økonomisk støttet af Indenrigsministeriets Landdistriktspulje og er gennemført i perioden 1. november 2005 til 2. oktober 2006.

Bogen beskriver skoleområdet, med afsæt i kommunernes faktiske oplevelser med processen, når skolestruktur og skolenedlæggelser er på dagsordenen - skolernes historie i Danmark, mål, opgaver, vilkår og forudsætninger - og hvad vi som borgere forventer os af skolerne, hvor fokus er ’de små skoler’, som mange har sagt, vil få det uhyre svært de kommende år.

Med de mange informationer bogen giver, vil læseren få inspiration til ideer til skolernes udviklingsmuligheder i den enkelte kommune – og ved at læseren får indblik i hvordan andre interessenter på skoleområdet tænker, vil læseren blive udfordret på sine egne ideer og holdninger.

Derfor – vil bogen kunne bidrage til en mere kvalificeret debat, så interessenterne i fællesskab vil kunne nå frem til mere kvalificerede og holdbare løsninger, når en debat om skolestruktur eller skolenedlæggelse er aktuel i den enkelte kommune.

Om det betyder, at den lille skole lukker, får lov til at fortsætte – eller om den lille skole fortsætter i en ændret form er for så vidt ligegyldigt.

Det vigtigste er, at interessenterne - hvad enten det er skolebestyrelsesmedlemmet, skolelederen, læreren, borgeren, embedsmanden eller politikeren – er nået frem til en forståelse og enighed hhv. er klar over, hvor man er uenige.

Jeg har som forfatter forsøgt at være neutral ved loyalt at benytte de journalistiske dyder, der kort og godt går ud på at belyse sagen fra så mange relevante vinkler som muligt, hvor alle synspunkter høres – hvad enten synspunkter er ’for’ eller ’imod’ at bevare de små skoler.

En tak til de involverede i kommunerne, der har accepteret den særlige journalistiske vinkel, jeg har ønsket at beskrive deres kommune med – hvor jeg især vil fremhæve Hadsund Kommune, som i bogen optræder med en noget barsk historie.

Hver kommunehistorie er fortalt ved at sætte fokus på en særlig vinkel, og hver historie rummer ligeledes et perspektiv for udviklingen i årene fremover.

Jeg ville gerne have belyst ’betydningen af afstanden til en ungdomsuddannelse, når unge forlader folkeskolen’, idet en af regeringens målsætninger drejer sig om, at unge i højere grad får en ungdomsuddannelse – og her kommer små skoler på landet jo til kort, såfremt det viser sig, at afstanden, i sig selv, er afgørende for det videre forløb.

Ligeledes ville jeg gerne have belyst, hvorledes tilgangen til landdistrikterne har foregået de seneste 10 år. Billedet der tegnes af medierne er, at landdistrikterne er under afvikling, hvor sandheden også indeholder, at familier flytter udenfor byerne, fordi boligpriser i byerne er for høje. At der i dag er gode veje og offentlig transport, så problemer med at komme til og fra et landdistrikt ikke er aktuelle. Og at det er særlige grupper, f.eks. børnefamilierne, der efterspørger roen på landet.

Disse vinkler fik jeg desværre ikke med.

Indledning Den 1. januar 2007 fik Danmark nye og større kommuner og amterne er væk til fordel for større enheder, der fremover hedder regioner.

Kommunerne har fået flere opgaver, fordi en række opgaver overgik fra amterne – hvilket også gælder skoleområdet.

Mange har kommenteret, hvad der vil ske på skoleområdet fra den 1. januar 2007. Generelt set lyder det samstemmende, at der vil blive nedlagt mange skoler – op til 10 procent. Og at det er de små skoler, der i stort tal ligger i landdistrikterne, det handler om.

Men vil det ske – eller vil udviklingen blot fortsætte stille og roligt, hvor faktum er, at skolerne siden 1997/98 havde 307 elever i gennemsnit og i 2001/02 havde 343 elever i gennemsnit. (Kilde: www.uvm.dk) 1 Til fremtiden hører også det antal børn, der skal undervises – hvor fremskrivningen ifølge Danmarks Statistik, kort og godt fortæller, at der vil være cirka 7 procent færre børn. I 2026 vil der være 664.099 børn i forhold til 2006, hvor det tilsvarende tal er 713.204 børn.

Så lægger man udviklingen for folkeskolestørrelserne de sidste mange år sammen med prognosen i børnetallet fra Danmarks Statistik, er skønnet, de 10 % af skolerne, der forventes lukket de kommende år, måske ikke så urealistisk.

Men, vil det ske – og hvis det sker: vil det alene være som uinteressant statistik. Folkeskolen dækker nemlig alene 87 procent af skoleområdet, når friskolerne også regnes med, hvor faktum er, at friskolernes andel af skoleområdet stiger. Også i tider med stigende elevtal samlet set. 2 Lovgiverne, forsøger inden kommunalreformen træder i kraft, at sikre folkeskolerne en stabil udvikling, bl.a. ved at gøre det vanskeligere at starte en friskole og ved at tillade sammenlægninger af skolerne, hvor små skoler lægges ind under en stor.

Hvad folkeskolens udvikling de seneste år, fremskrivningerne og de seneste lovgivningstiltag, vil betyde for antallet af skolenedlæggelser er svært at sige; især i en tid, hvor folkeskolerne - gennem de såkaldte PISA-undersøgelser - er kommet på anklagebænken for at levere for ringe kvalitet.

Bogen forsøger at tegne et billede af de små skolers fremtid, når kommunerne i praksis skal forholde sig fremtiden: Udviklingen, elevgrundlag, undervisningskvalitet, nye opgaver til kommunerne fra amterne, friskolerne – og skolens mange interessenter bl.a. forældrene og borgerne.

1

Der er i 2001/02 i alt 1700 folkeskoler, 460 friskoler og 240 efterskoler i Danmark. 2 pct. af folkeskolerne har mindre end 100 elever, mens 17 pct. har mere end 600 elever. (Kilde: www.uvm.dk) 2

I perioden 2001/02 til 2005/06 er andelen af elever i Frie Grundskoler steget fra 12,2 til 13,1 procent – hvor elevtallet i Danmark endog er steget fra 655.725 til 690.825 elever ekskl. efterskolerne. (Kilde: www.uvm.dk)

Samlet set er det bogens formål at kvalificere de mange interessenter på skoleområdet til at kunne gå aktivt ind i skoledebatten i årene fremover med afsæt i viden og ideer som bogens informationer bibringer den enkelte.

Bogens vigtigste bidrag er besøg i fjorten kommuner. De første tretten beretninger fortæller hvordan det gik efter kommunen har udmeldt nedlæggelse af skoler hhv. at ville ændre skolestrukturen og den sidste historie er fra en kommune, der ikke nedlægger skoler i den første byrådsperiode efter kommunalreformen.

Bogen indeholder desuden en spørgeskemaundersøgelse til kommunerne, hvor der er spurgt til planerne for den nærmeste fremtid. Interviews med en række eksperter, der beskæftiger sig med folkeskoleområdet og interviews med formændene for de store organisationer på skoleområdet.

Fremtiden behandles også, hvor budskabet er, at fremtiden ikke kommer af sig selv. Vi er alle med til at præge fremtiden med de valg, vi træffer nu og i årene fremover.

Michael Bjørnbak Martensen Journalist og fotograf (DJ), 2. oktober 2006

KAPITEL 1

Kommuner med mange små skoler har små skoleudgifter – og kvaliteten på små skoler er store skoler i det store hele er den samme: Analysefirmaet eco-analyse har lavet et Danmarks-kort, hvor farverne giver en idé om, hvor det er dyrt henholdsvis ’mere overskueligt’ at drive folkeskole for kommunerne (budget 2006), der er målt i nettodriftsudgifter3 pr. 6-16 årige elever.

Heraf fremgår det, at skoledriften i udkantsområderne – helt generelt – er billigere for kommunerne sammenlignet med tættere befolkede områder, hvor Københavnsområdet topper.

3

Nettoudgifterne indeholder også kommunernes udgifter til 20,1 og 20,2 – undervisning, skolekørsel og bidrag til privat- og efterskoler.

Kilde: www.eco.dk

Direktør cand. scient. pol. Kurt Houlberg, ECO Analyse A/S, siger om materialet:

”Lang afstand til skolen med dertilhørende store udgifter til skoletransport samt små klassekvotienter forklarer altså ikke kommunernes udgifter til folkeskoleområdet fuldt ud. Der er ganske mange andre udgiftsområder, der ligeledes vejer tungt i det samlede skolebudget.”

Professor Per Fibæk Laursen, DPU, slår ydermere fast, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for at sige, at store skoler er bedre end små – hvor han i dette interview om fremtidens skolestruktur peger på engagementet hos lærere og forældre, som centralt for kvaliteten. Diskussionen om skolestruktur handler derfor mest om økonomi, mener han. ”Der er politiske ønsker om større skoler med begrundelsen, at større skoler giver mere kvalitet. Med afsæt i den forskning, vi netop har lavet, kan jeg sige ’at der synes at være en sådan sammenhæng’, men at den ikke er signifikant. Forklaringen på den bedre kvalitet, er formentlig, at lærerne på større skoler har bedre vilkår for at udvikle deres specialer, hvilket man ikke har på en lille skole, hvor man skal kunne lidt af hvert. Det, der virkelig betyder noget, er det engagement, læreren udviser med sin dygtighed og sit engagement - det er helt centralt.

De politiske ønsker til en strukturændring på skoleområdet, som jeg vil kalde et politisk projekt, drejer sig – for mig at se - om økonomi og kvalitet, med økonomi som det aller-, allervigtigste. Den mest effektive måde at nå disse mål, er: 1) Større klassekvotienter 2) Flere timer pr. lærer og 3) Bedre uddannelse og efteruddannelse af lærerne. I OECD-sammenhæng ligger Danmark på et lavere niveau med klassekvotienterne, lærerne underviser færre timer og kigger vi på Sverige, viser forskningen klart, at bedre kvalitet mest effektivt opnås ved at få dygtigere lærere. De to første forslag handler om at spare penge; mange penge. Det tredje handler om at bruge flere penge. Forslagene er lige stik modsat de prioriteringer, folkeskolen har i dag – og derfor vil der være behov for at ændre prioriteringerne, som jeg det.

Test er ikke dårlige i folkeskolen, hvor gode test drejer sig om flere muligheder for at bedømme det enkelte barn. Selvom jeg ikke synes de nationale test - der nu bliver hverdag - er de allerbedste, er de nu ikke så dårlige endda. Og i alt fald langt bedre end det rygte, de har fået i offentligheden.

Såvel lærerne, eleverne og forældrene har nemlig brug for et billede af, hvad eleven kan, så man støtte op om barnet – og til det formål er test udmærkede for at få en indsigt, et udgangspunkt, for den vigtige dialog mellem skole og hjem.

Selvom læreren er helt central, tæller andres engagement også meget. Og derfor vil en lille skole med et stærkt engagement fra forældre og borgere i en landsby også vægte i en bedømmelse af kvaliteten. Det er vigtigt at fremhæve i en tid, hvor der er et politisk pres til fordel for de større enheder. Anholt skole f.eks., der jo er en meget lille skole, leverede det højeste karaktergennemsnit i 2004. F.eks. blev læseproblemerne først i 90-erne ikke løst med metoder og teknikker, men fordi man fokuserede på problemet. Metoder og teknikker dyrkes meget i danske folkeskoler, med støtte fra politikere og erhvervslivet. Selvom de har meget ringe betydning for kvaliteten – så det er også noget, der skal ses på i fremtiden.

Der er en udpræget frygt for at protestskoler skal dukke op, med en meget ringe undervisningskvalitet til følge - men det er jeg slet, slet ikke nervøs for. Jeg ser derimod meget positivt på det forældreengagement og enorme arbejde fra skolens ansatte, der fører til, at en lille

skole bliver til en friskole. Engagementet betyder nemlig så uendeligt meget for kvaliteten i den sidste ende.

Nogle af Grundtvigs tanker på skoleområdet er stadigvæk vigtige, f.eks. samtalen med afsæt i elevens verden, men de stærkt nationale synspunkter, mener jeg ikke hører hjemme i nutidens undervisning, hvor verden jo i den grad åbner sig op. Samtalen, dialogen, feed back, undervisningsklimaet, klarhed og struktur i undervisningen er nogle af de grundlæggende kvaliteter, der er bevist forskningsmæssigt som gode, og det skal den danske folkeskole skal tage til sig i fremtiden.

Der er ikke evidens for om klasseundervisning er hverken bedre eller ringere end gruppearbejde, og det er heller ikke det afgørende for kvalitet. Det drejer sig om mangfoldighed af muligheder, så eleverne gennem variationen ikke keder sig, men føler sig engagerede. Teorierne om barnets mange intelligenser, udtrykker også i sin holdning ’variation’ og ikke metode. På det punkt er jeg meget enig med disse teorier, men stadigvæk: det er de grundlæggende værdier i samspillet mellem lærer og elev, der virkelig betyder noget.

Teorierne kan lyde banale, men er det ikke – for, når læreren står overfor en flok elever, kommer teorierne virkelig på prøve og så er de ikke banale mere. Nogen fast opskrift på, hvordan man gør det, har jeg ikke. Derfor drejer det sig om, at se på hver enkelt opgave, og hvorledes praksis skal udfolde sig. Men man kan sagtens undervise i principperne for ’god undervisning’, men det er endnu ikke praktiseret. Det er mit håb, at det kommer.

Folkeskolen klarer sig så nogenlunde set med de internationale briller, altså med et kig på PISA. Jeg ser derfor ikke noget alarmerende i det kvalitetsniveau, vi har her i landet. Men vi har et meget stort problem med de cirka 20 procent af en ungdomsårgang, der forlader folkeskolen uden de helt basale skolekundskaber på plads - såsom dansk og regning. Også lav selvtillid og manglende lyst til at videreuddanne sig er en del af de problem, vi skal have styr på. Men hvordan og hvorledes, har jeg ikke opskriften på, selvom jeg stadig mener, at dygtige lærere med engagement, skal være grundbestanddelene. Også teamsamarbejdet vil givet betyde noget, hvis det ikke foregår årgangsopdelt, men teamsamarbejde med flere klasseniveauer, så den enkelte lærers særlige fagkundskaber kan udfolde sig. Men løsningen skal findes meget individuelt og med mange forskellige redskaber, det er der ingen tvivl om.

En del af løsningen kan også findes i skole-hjem samarbejdet og i SFO-en, som jeg mener skal have lektielæsning ind som en fast programdel. Det drejer sig alene om en holdningsændring og måske en tanke på, hvorledes man kan indrette lokalerne til lektier. Ikke større personaleressourcer.

Skoleledelse betyder også meget for præstationerne på skolen, hvor en ledelsesholdning om at ’være de bedste’ vil smitte af på lærerne, ligesom en mere passiv holdning, lønmodtagerholdningen, ’at vi skal gøre det vi kan og passe på vi ikke bliver fyret’ vil betyde en hel del for lærernes måde at undervise på i negativ retning. Det er mit indtryk, at ledelsen bliver stadigt bedre, med mere og mere vægt på det pædagogiske arbejde. Derfor er jeg bestemt meget positiv i min bedømmelse af udviklingen på ledelsesområdet, helt generelt. De undersøgelser, der er lavet, peger desuden på, at lærerne - i stigende grad - bliver mere og mere positive overfor pædagogisk ledelse, så jeg synes, det ser lyst ud.

Vi ved desværre ikke ret meget om problemerne med de 20 % af unge. Vi kan se, at problemerne i Sverige er langt, langt mindre – og med den viden, kan vi jo konstatere, at folkeskolen ikke er gode nok til at tage hånd om de svageste. Men, når det er sagt, så ligger problemerne altså også i ungdomsuddannelserne, fordi de unge starter og kort tid efter dropper ud.”

KAPITEL 2 De 6 formænd for organisationerne med tilknytning til grundskolerne i Danmark ser alle for sig, at de små skoler vil komme under pres i årene fremover og der vil dukke nye friskoler op, når en lille skole lukker. Samtlige formænd på folkeskoleområdet er positive for større skoler, og det samme synspunkt gælder mange små skoler – herunder små friskoler.

1) Ebbe Lilliendal Jørgensen, formand for Dansk Friskoleforening Skolen i nærmiljøet ”Jeg er sikker på, at nogle forældre og borgere i øvrigt, gerne vil have en skole i nærmiljøet, fordi skolen betyder en forskel, men tror jeg ikke, der vil komme ganske mange nye friskoler – fordi jeg tror meget mere på, at de små skoler fremover vil få en funktion ift en eksisterende skole, som satellitskole med nogle særlige funktioner. Undervisningsministeriet, mener, at der er cirka 500 folkeskoler som kan betegnes som ”små”. Min egen vurdering er, at der måske reelt er et par hundrede, der reelt vil blive set på som ”for små” i forbindelse med strukturreformen og dermed er lukningstruede i et eller andet omfang, hvis altså, den politiske agenda fortsætter.”

Afkræftede folkeskoler kan godt blive gode friskoler ”Vi kender godt situationen, at en folkeskole er skåret ned, ned og ned og at det er en sådan skole, der nu skal fungere som friskole. Erfaringen viser imidlertid, at det går ganske godt for den nye friskole - og det hænger sammen med, at den nye skole sammensætter et lærerkorps, der har kvalifikationer til at undervise bredt. Det er ikke ualmindeligt, at cirka halvdelen af lærerne fra den oprindelige skole fortsætter og der ansættes en ny halvdel, som netop matcher den lille skoles behov.”

2) Erik Lorenzen, formand for Danmarks Skolelederforening ”Der er en udvikling i gang med faseopdelte skoler med tilhørende lærerteams, der betyder en enorm faglig udvikling, og i forhold til denne udvikling kommer de små skoler til kort – men når man taler om, at 200 skoler bliver nedlagt, tror jeg ikke det kommer til at passe. Der vil være skoler, der fortsat er bæredygtige, og der vil være skoler, der, sammen med det lokale samfund, har en berettigelse.

At sige, at en skole under 80 elever ikke er bæredygtig, kan man ikke, for det vil afhænge af en konkret vurdering. Der kan sagtens være skoler, der

har f.eks. fra bh-klassen til 3. klasse med 80 elever, der er ganske udmærket, men tallet på en bæredygtig skole er nok deromkring. En skole med 15-40 elever er i alt fald ikke bæredygtig – selvom jeg er helt klar over, fagligheden er ikke belyst.”

3) Jens Færk, formand for skolelederne i Danmarks Lærerforening ”Problemet er, for mig at se, at antallet af børn i de kommende år vil falde og at flere flytter fra landdistrikterne. Og her er det jo helt rigtigt at se på de små skoler, der i forvejen koster meget mere end en stor skole. Plus, at de små skoler vil få det svært fremover, også fordi de større enheder har et langt større udviklingspotentiale, hvilket der bliver brug for i rigelige mængder. Drejer det sig alene om at opfylde minimumskravene, kan de mindre skoler godt være med, men det er altså ikke minimum vi skal stræbe efter.

Men i den snak, vil jeg ikke sætte antal elever på, hvad en lille skole er – for ikke to skoler ligner hinanden, og de tjener forskellige formål, så man må se individuelt på skolerne i diskussionen om bæredygtighed.

Der vil komme eksempler på skolelukninger, hvor diskussionerne bliver voldsomme, fordi forældrene gerne vil bevare den lille skole i den lille landsby, hvor min grundholdning er, at kvaliteten skal være i orden – og at jeg har forståelse for kommunens økonomi. Jeg ser eksempler på landsbyer, hvor ressourcestærke familier erstattes af ressourcesvage, og i de tilfælde holder argumenterne med skolens værdi i nærmiljøet ikke en meter, for her vil en stor skole være langt bedre i stand til at støtte de svage elever og give de stærke elever en udviklende skoleuddannelse.

Dermed har jeg også sagt, at jeg beklager de friskoler, der dukker op i disse situationer.

Jeg håber naturligvis på, at vi får en ordentlig tone i det arbejde, der forestår, hvor jeg meget vil beklage Bertel Haarder´s hårde retorik, og Niels Egelund´s luftkasteller, som jeg vil betegne som ”helt urealistiske”. Tiden er præget af for meget bestilt politisk arbejde, hvor Bertel Haarder optræder som loyal embedsmand og Niels Egelund har lagt sin professortitel til side, for at kaste brænde på regerings politik.”

4) Thomas Damkjær, formand for Skole og Samfund ”Jeg forudser, at der stadigvæk vil være skoler på omkring 200 elever og de helt små skoler på øerne, også stadig vil bestå. Og, at endnu mindre skoler vil være levedygtige, hvis de går sammen med børnehave og SFO. Man vil indse, at den lokale skole har nogle helt unikke kvaliteter, og at de vil komme frem, når der gå en diskussion i gang om skolestrukturen. Også selv om en lille skole er lidt dyrere pr. elev, vil argumenterne for bevarelse være så tydelige, at man accepterer den lidt dårligere økonomi.

Som udgangspunkt er jeg helt enig i, at en skolestørrelse på 400-600 elever er rigtig god. Vores holdning til fremtidens skole ligger helt i tråd med de anbefalinger Undervisningsministeriets Tænketank: at de nære relationer er vigtige, og man derfor skal værne om lokalsamfundene herunder den lokale skole – der altså blot ikke er på 400-600 elever. Kvaliteten bygger så på det nære, hvor familien og den opbakning familierne giver den lokale skole, er kvalitetsgivende.

20 % af eleverne forlader folkeskolen med for dårlige forudsætninger – hvor nøglen til at løse problemet, er, at forældrene i højere grad forstår problemet og motiveres til at støtte op om deres barns skolegang – og i det arbejde har skolen og kommunens socialforvaltning et særligt ansvar, der nok løses bedst i en børneforvaltning, så informationerne kan deles mere frit på tværs af de traditionelle forvaltninger skole og socialforvaltning.

Debat om skolestruktur skal have tid. En god debat vil give få tabere og en dårlig debat eller ingen debat vil give mange, og dermed et rigtig dårligt klima for sammenholdet i kommunen – også i andre diskussioner på det kommunale område. Derfor er en ordentlig behandling og diskussion hamrende vigtig, når skolestruktur er på dagsordenen.”

5) Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks lærerforening (DLF)

”De små skoler skal væk og de skal bygges nye med 400-600 elever, der gør det bedre og billigere. Sådan lyder det. Men så let er det søreme ikke, og er alene blot et udtryk for en fuldstændig dyrkelse af tallenes magi.

Regeringen har fået det til at se ud som om, at det drejer sig om besparelser og kvalitet - men der er tale om værdikamp på folkeskoleområdet. En kamp, der står mellem, på den ene side, hele den danske skoletradition, der startede med Grundtvig og Kolds tanker, hvor eleven støttes bedst muligt, for derefter at folde sig ud i det samfund, den enkelte er en del af – og på den anden side, økonomi og tal, hvor regnedrengene sidder og kigger på, hvordan verden kunne skrues sammen mest effektivt og billigst. Værdier, der handler om, at den enkelte skal indpasses i samfundet.

Men jeg indgår gerne i en diskussion om økonomien, hvor jeg er enig med professor Per Fibæk Laursen i, at man godt kan se på klassekvotienten, med en idealklasse på cirka 22 elever. Og det projekt lykkes naturligvis ved at nedlægge små skoler og fremme større – det er klart.

Men giver man sig i kast med at nedlægge mange skoler på en gang, vil der bare opstå private skoler i kølvandet – et slag på tasken, vil det være 70 procent af skolerne, der vil genopstå som private skoler – og hvor bliver besparelsen så af?

I årene fremover skal vi blive dygtigere til at tale med regnedrengene – og måden at gøre det på er akkurat det samme, som man gør i erhvervslivet: der skal være sammenhæng mellem det, der forlanges – og det, der forventes.”

6) Arne Pedersen, formand for Frie Skolers Lærerforening ”Jeg kan sagtens forestille mig, at der nu vil komme en ny bølge af private skoler – såfremt kommunerne følger de råd, der er kommet med den ideelle skolestørrelse på 400-600 elever, der jo uvægerligt vil betyde, at der vil blive nedlagt ganske mange små skoler.

Historisk, er det sådan, at de private skoler fra 1958-1970 havde varetaget store dele af overbygningsdelen for sognene. Efter kommunalreformen i 1970 begyndte de nye kommuner selv at varetage denne opgave. Og det betød en voldsom nedgang i aktiviteterne for de private skoler, som dog lige så stille og roligt blev vendt igen i løbet af tiåret 1970-80.

De frie skoler blev flere og flere og fik en stadig større andel af den samlede grundskole. En vækst der er sket i hop.

Første gang i 70´erne, da der i folkeskolen skete ændringer i kristendomsundervisningen og da der blev indført seksualundervisning i alle fag på alle klassetrin. Det betød oprettelse af mange kristne friskoler.

Så begyndte købstæderne at nedlægge skoler i centrum og lægge dem i periferien af byen, hvilket også betød, at der blev oprettet en række frie skoler.

Indvandrerne begyndte også at oprette frie skoler. Og i landkommunerne blev der nedlagt kommunale skoler, der blev overtaget af forældrene. Økonomien har muliggjort denne udvikling: De private skoler fik i 1969 en ny tilskudslovgivning, der betød, at det ikke var så voldsomt dyrt for den almindelige familie at sende deres børn i en privat skole – og i dag er der ikke den helt store forskel, fordi det blot koster 300-400 kr. mere om måneden, når man sammenligner med alternativet: den kommunale skole med den tilhørende fritidsordning.

Hvis de private skoler bliver flere i yderområderne, kunne der teoretisk set godt komme et rekrutteringsproblem mht. lærere, men jeg tror ikke på, at det sker. Vi har indtil nu evnet at tiltrække lærere med en traditionel læreruddannelse med en andel på cirka 87-88 procent. Resten – dvs. 12-13 procent af lærerne - har haft en baggrund som læreruddannede fra ’Den fri Lærerskole’ i Ollerup, der retter sig mod vore skoler, fra et Rudolph Steiner Seminarium, er kandidater fra universitetet eller har anden relevant uddannelse. Det tror jeg fortsat vil gælde. Opstår der flaskehalse – skal der måske skrues lidt på løn og arbejdsvilkår.”

KAPITEL 3 Spørgeskema-undersøgelse I efteråret 2005 blev nedenstående spørgeskema sendt til samtlige Danmarks 271 kommuner pr. mail.

Formålet var at tegne et billede af kommunernes planer på skoleområdet, hvilket ikke er lykkes til fulde. Men de afgivne svar - sammen med opgørelsen af kommunernes ansøgte beløb til opførelse af nye skoler til Indenrigsministeriet (2003-2007)4 - giver dog en fornemmelse, der ikke tyder på, at kommunerne har planer om mange og store strukturændringer på skoleområdet.

Der kom 59 besvarelser retur, heraf 11 med forskellige forklaringer på, at man ikke ønskede at deltage – altså i alt 48 besvarelser svarende til 18 procent af landets kommuner.

Hvorvidt kommunalbestyrelsen er socialdemokratisk eller borgerlig blev ikke medtaget i spørgeskemaet ud fra en research, hvor konklusionen var, at det politiske afsæt ikke har betydning for holdningen til at bevare små skoler – overhovedet.

Henrik Christoffersen, forsker ved Amternes og kommunernes forskningsinstitut (AKF), siger kort om dette forhold: ”Jeg har undersøgt det, og der er ingen sammenhæng. Ja, selv planlovgivningen - hvor man vil forvente, at en borgerlig dominans vil give landbruget gode kår og lov til at muligt, passer overhovedet heller ikke. Min egen tanke er, at borgere i kommuner - der lever af offentlige ydelser er mere tilbøjelige til at acceptere en ineffektiv offentlig service, og borgere i kommuner, der lever i det private, forventer høj effektivitet. (Velfærds-korrelationen)” Spørgeskemaet: Til kommunaldirektøren: Et par hurtige spørgsmål vedrørende planer om ændringer i skolestrukturen Deadline: Fredag den 16. december 2005 Spørgsmål: 1) Er der i det sidste år eller to arbejdet med ’større planer’ - på skoleområdet (skolenedlæggelser, opførelse af større skoler, oa, der forventes gennemført i 2006-2011 i den nye kommune?) (sæt kryds) Sæt kryds Ja Nej Måske/ved ikke 4

Oversigt over skolelån incl. ansøgte beløb Puljens størrelse 2007 800 mio. kr.

(50 pct. låneadgang) 2006 800 mio. kr.

(50 pct. låneadgang) 2005 800 mio. kr.

(50 pct. låneadgang) 2004 1,1 mia. kr.

(50 pct. låneadgang) 2003 automatisk låneadgang på 40 pct. af anlægsudgiften Kilde: Indenrigsministeriet

Ansøgt beløb 1,4 mia. kr.

1,3 mia. kr.

1,4 mia. kr.

1,6 mia. kr.

2) Hvor store investeringer på er der tale om fordelt på årene 2006-2011 (samlet set i den nye kommune, altså ikke i Jeres nuværende kommune)?

Kr. i mill.

2006 2007 2008 2009 2010 2011 3) Hvad er begrundelsen for de planlagte investeringer? (skrive gerne flere muligheder – sæt kryds) Sæt kryds (gerne flere kryds) Små skoler – for dyre i drift Små skoler – med behov for fagligt løft ’Selvstyrende grupper’ for lærerne Stigende børnetal Faldende børnetal Sociale udfordringer, herunder 2 sprogede Nedslidt skole i midtbyen

4) Hvilke forventninger har I til omkostningerne på skoleområdet i perioden 2006-2011?

Sæt kryds Vil stige Status quo Vil falde 5) Hvad hedder Jeres kommune i dag?

Varde Kommune

6) Hvad hedder Jeres kommune i fremtiden?

Varde Kommune 7) Hvor ligger Jeres fremtidige kommune? (sæt kryds) Sæt kryds

Sjælland Fyn Jylland Øerne 8) Hvordan vil I betegne Jeres fremtidige kommune i fremtiden? (sæt kryds) Sæt kryds Storbykommune Købstadskommune Landkommune Landdistriktskommune 9) Hvor mange skoler vil der blive nedlagt I Jeres nuværende kommune, som det ser ud nu? (20062011) Navn på kommune i dag: Antal 10) Med det kendskab I har til Jeres nuværende kommune, hvor sandsynligt er det så, at en eller flere af de små skoler der forventes nedlagt, vil ’genopstå’ som en privat skole? (sæt kryds) Sæt kryds Meget sandsynligt Sandsynligt Ikke sandsynligt 11) Med det kendskab I har til Jeres nuværende kommune, hvor sandsynligt er det så, at en eller flere af de små skoler ’vil gå fri’ for nedlæggelse, fordi skolen har en ’særlig værdi’ for det område skolen ligger i?

Sæt kryds Meget sandsynligt Sandsynligt Ikke sandsynligt

Besvarelserne på spørgsmålene 3, 9, 10 og 11 tegner et billede af, at kommunerne først og fremmest forholder sig til økonomi og det fremtidige behov (børnetallet) – og når der skal ske ændringer, kigger mange sig over skulderen, om der skulle dukke en friskole op.

Ad 3: Hvad er begrundelsen for de planlagte investeringer?

Små skoler – for dyre i drift Små skoler – med behov for fagligt løft ’Selvstyrende grupper’ for lærerne Stigende børnetal Faldende børnetal Sociale udfordringer, herunder 2 sprogede Nedslidt skole i midtbyen Modernisering Udvidelse

7 7 8 7 1 14 5

Ad 9: Hvor mange skoler vil der blive nedlagt I Jeres nuværende kommune, som det ser ud nu?

(2006-2011) 31 skoler forventes nedlagt. En kommune har svaret, at 7-8 skoler sammenlægges og den samme kommune fortæller, at de ikke forventer, at der vil blive etableret friskoler.

Ad 10: Med det kendskab I har til Jeres nuværende kommune, hvor sandsynligt er det så, at en eller flere af de små skoler der forventes nedlagt, vil ’genopstå’ som en privat skole? (sæt kryds) Meget sandsynligt 4 Sandsynligt 4 Ikke sandsynligt 11 Kommentar: Det afhænger af politikernes format

Ad 11: Med det kendskab I har til Jeres nuværende kommune, hvor sandsynligt er det så, at en eller flere af de små skoler ’vil gå fri’ for nedlæggelse, fordi skolen har en ’særlig værdi’ for det område skolen ligger i?

Meget sandsynligt Sandsynligt Ikke sandsynligt

10 11 5 Kommentar: Ud fra en udkantsbetragtning/egnsudviklingsstøtte vil skoler bestå, men der er heri ikke taget en indholdsmæssig vurdering.

KAPITEL 4 For at få et billede af, hvordan beslutningerne om ændringer i skolestrukturen foregår, er der aflagt besøg i 13 kommuner i Danmark, der ifølge fagbladet Folkeskolen varslede skolelukninger i 2003 – plus et besøg i Herning Kommune, der klart har meldt ud, at der ikke lukkes skoler i den første byrådsperiode efter kommunalreformens gennemførelse.

I de 13 kommuner, ses på, hvordan det gik med de varslede skolelukninger – fortalt med en særlig vinkel i hver enkelt kommune. I Herning Kommune – den 14. historie - ses på en række små skolers forsøg på at synliggøre deres kvaliteter, for at sikre deres eksistens ud over første byrådsperiode.

De 13 kommuner omtalt i fagbladet Folkeskolen i 2003. I parentes ( ) fremgår den plan om lukninger af folkeskoler, som kommunerne havde udmeldt.

1 2 3 4 5

6 7 8 9 10 11

12 13

Brædstrup Kommune (Grædstrup Skole nedlægges) Lundtoft Kommune (Søgård Skole nedlægges) Vissenbjerg Kommune (Bred Skole, Gadsbølle Skole og Skalbjerg Skole nedlægges til sommer, hvis forældre er klar med friskoler. Ellers lukker de i 2004) Nordborg Kommune (Østerlundskolen nedlægges, og Hjortspringskolen lægges ind under Guderup Skole) Korsør Kommune (Birkemoseskolen, Halskovskolen, Korsør Byskole og Skolen ved Noret nedlægges.I stedet åbnes to skoler med nye navne i de bygninger, hvor to af skolerne ligger i dag.)

Hadsund Kommune (Øster Hurup Skole og Als Skole lægges sammen under en fælles ledelse. I 2004 nedlægges Hadsund Skole og Visborg Skole til fordel for en helt ny skole) Sydals Kommune (Kegnæs Skole og Tandslet Skole nedlægges) Give Kommune (Karlskovskolen og Langelund Skole nedlægges og eleverne samles på en nybygget skole) Aarup Kommune (Rørupskolen nedlægges) Vordingborg Kommune (Sværdborg Sogneskole nedlægges) Lemvig Kommune (Flynder Centralskole og Møborg Hovedskole lægges ind under Bøvling Skole, Lomborg Skole og Ramme Centralskole kommer ind under Klinkeby Skole, og Gudom Skole og Fabjerg Skole slås sammen med Nr. Nissum Skole) Rødby Kommune (Rødby Byskole og Brandstrup Skole nedlægges og genopstår som Rødby Skole med fælles ledelse for de to afdelinger) Faaborg Kommune (Aastrup Skole nedlægges)

1. Brædstrup Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Grædstrup Skole nedlægges.”

Renoveringstung skole overtaget - noget uventet - af friskole Afsæt for interview, mandag den 6. marts 2006: Grædstrup Skole blev nedlagt, med begrundelserne - at der skulle bekostes mange penge på renovering af skolen, børnetallet var faldende og der også var noget galt med det faglige niveau.

Skolen blev imidlertid overtaget af en friskole, som kunne se en idé i at fortsætte som ’en lille skole’.

Kilderne er Skolechef Kjeld Kristensen i Brørup Kommune, lærer Karen Nyvang på Brædstrup Skole (konstitueret leder på Grædstrup Skole i 2003) og skoleleder Jane Sand Amtoft på den nye friskole, Bakkelandets Friskole.

Vi får et indblik i processen og baggrunden for at ændre på skolestrukturen, der – noget uventet førte til etableringen af Bakkelandets Friskole – og vi får at vide, hvorfor friskolen mener at kunne tilbyde en god skole, når kommunen ikke kunne.

Reportage Skolechefen: Skolen lukket efter mange års debat ”Historien er, at vi har set på skolestrukturen i flere omgange i årenes løb. Grædstrup Skole var i fokus, fordi vi skulle se på det faglige niveau og fordi vi kunne se, at børnetallet var vigende i området,” fortæller Kjeld Kristensen. ”Da vi begyndte at se nærmere på skolens fremtid, fik vi et bud på hvad det ville koste at renovere skolen, hvilket var 5-6 millioner kroner, oveni i 3 millioner, vi havde brugt et par år forinden. Den sum opfattede politikerne som ganske mange penge.” ”Efter denne udredning, blev beslutningen taget: at nedlægge Grædstrup Skole - hvor børnene herefter skulle fordeles på de skoler, der lå tæt på,” siger Kjeld Kristensen, der supplerer med, at grænsen for hvad en bæredygtig skole er i den kommunale verden er 8-9 lærere, der også har at gøre med en række administrative hensyn, bl.a. minimums-timetildelingen.

Kjeld Kristensen fortæller også, at Grædstrup Skole nok ville være fortsat, hvis beslutningen havde afventet til efter kommunalreformen, fordi en del af kommunen omkring Voerladegård skiftede fra Brædstrup til Skanderborg Kommune. ”Med den ændring får skolen i Grædstrup et større opland, men det kunne vi jo altså bare ikke vide på det tidspunkt,” siger Kjeld Kristensen.

Der er en lille diskussion om, hvilken type friskole, Bakkelandets Friskole tegnede til at blive og faktiske endte med at være.

Kjeld Kristensen mener, at præsteparret og en meget lille borgergruppe i Grædstrup førte an, som den helt afgørende drivkraft. ”Jeg tror ikke, der ville være kommet en privatskole, hvis præsteparret ikke havde arbejdet så hårdt for det. Der var ikke på det tidspunkt en folkelig opbakning til projektet – og som jeg ser det, ønskede initiativtagerne noget mere end blot et lokalt skoletilbud,” siger Kjeld Kristensen.

Der er enighed om, at Bakkelandets Friskole ikke blev etableret som en protestskole og heller ikke blev det. Men – om der var folkelig opbakning til projektet med de særlige værdier præsteparret og initiativtagerne ønskede, er Kjeld Kristensen ikke helt så sikker på.

Kjeld Kristensen understreger, at han ser meget positivt på friskolerne som skoletilbud til kommunens børn, med henvisning til de gode erfaringer med den anden friskole i kommunen, Thyrsting Friskole, der blev videreført med lærerne fra den tidligere folkeskole – sammen med en lidt eftertænksom kommentar: ”Friskolerne kan jo noget som vi ikke kan, nemlig, at få forældrene til at hjælpe med renoveringer og andre praktiske ting. Det giver kommunalfuldmagten ikke os mulighed for at gøre.”

Karen Nyvang: Kommunen handlede på økonomi - alene Med retning mod Bakkelandets Friskole kommenterer Karen Nyvang de oplysninger Kjeld Kristensen er kommet med plus lidt baggrund: ”Som jeg opfatter politikernes tankegang, drejede det sig mere om økonomi end om pædagogik – og for så vidt ikke helt så underligt ikke er så mærkeligt, fordi, det er det, de kender noget til. Skolen havde i de senere år været inde i en utrolig positiv pædagogisk udvikling. Som konstitueret leder havde jeg det rigtigt godt med det faglige niveau – og var jeg ikke et minut i tvivl om, at vi med den nye leder og den pædagogik, vi i fællesskab med hende udviklede i løbet af nogle få år, sagtens kunne tiltrække elever fra et større område.” ”Og det var den oplevelse, borgerne i området, også, havde. Så initiativtagerne på præstegården der var ildsjæle - fik stor opbakning af skolens forældrekreds, som virkelig foldede sig ud, da skolen skulle renoveres. De arbejdede mange, mange timer - ulønnet. Jeg synes, ærligt talt, at det er rigtigt flot.”

Lappeløsninger ”Set over en årrække, har kommunens tankegang alt for ofte været præget af lappeløsninger på skoleområdet. Der var godt nok, i processen, ideer oppe om en ny skole, der blot ikke kunne skabes flertal for, hvilket også gjaldt forældrene. Jeg mener, at kommunen burde have haft en mere langsigtet planlægning på skoleområdet, hvor man havde overvejet antal af skoler, beliggenhed, klassekvotienter osv. og evt. også have set på skoledistrikterne. På den måde kunne man have opnået en løsning som både pædagogisk og økonomisk havde været holdbar i mange år.” ”Men sådan skulle det altså ikke gå, og derfor gav det forældrene den fornødne energi til at starte friskolen,” mener Karen Nyvang.

Jane Sand Amtoft: Friskolens formål og min tilgang stemte overens Jane Sand Amtoft havde ikke været en del af hele processen, fordi hun først blev ansat som skoleleder, da skolen var klar til drift.

Hendes egen historie er fyldt op med Grundtvig og Kold, fordi hun i 1993 havde nogle helt personlige oplevelser med en friskole i Nordjylland: Hendes egen søn trivedes dårligt i den lokale folkeskole, og kort tid efter skiftet til friskolen, blomstrede datteren op. ”De kan et eller andet, helt specielt,” var Jane Sand Amtofts reaktion på sine oplevelser. Herefter søger hun over på skolen som lærer, og involverer sig nu mere og mere i friskole-bevægelsen.

Jane Sand Amtoft søgte jobbet ud fra den formulering skolen havde lavet om skolens værdier, der lyder som følger: ’Vi prioriterer overskuelige rammer, hvor oplevelse, engagement og respekt mellem børn og voksne er grundlaget for en god skoledag. Vi ønsker at fremme elementer som skaber hele mennesker gennem læring. Vi vil fremme og støtte elevernes nysgerrighed, kreativitet, initiativ og spontanitet.

Vi vil styrke deres evne til dialog i trygge og nære rammer, hvor fællesskab, ansvar og indflydelse prioriteres højt.’

Jane Sand Amtoft oplevede, at formuleringen ’ramte plet’ i forhold til sin egen tilgang til den Grundtvig-Koldske tankegang, som hun selv var optaget af. ”Men jeg ved da godt, at en skolebestyrelse måske ikke er helt bevidst om, hvad ordene vil sige i en skolehverdag, og derfor gjorde jeg mig også umage for at fortælle om, hvad jeg lagde i ordene ved ansættelsessamtalen,” siger Jane Sand Amtoft.

Friskolerne bruger mange ord Karen Nyvang er ikke uenig, men mindre imponeret over alle disse ord. ”Kernen i alt det her, drejer sig fundamentalt set om, at lederen på en skole skal være meget synlig – og det gælder også på en privat skole,” siger Karen Nyvang.

Jane Sand Amtoft er ikke helt uenig i denne udlægning. ”At jeg har den Grundtvig-Koldske skoletradition i rygsækken betyder nok mere for mig som leder end for lærerne – i starten. Men med tiden, kommer hele tankegodset til at præge skolen mere og mere – og derfor kan man sagtens opdele friskolerne i protestskoler med et ikke-tydeligt værdigrundlag, de Grundtvig-Koldske friskoler med det særlige holistiske skolesyn og privatskolerne, der går meget op i målbar viden,” mener Jane Sand Amtoft.

Karen Nyvang vurderinger af skolens værdier er lidt anderledes: ”Friskolen i Grædstrup er en lille skole, og nogle børn har fordel af at have en overskuelig og forudsigelig hverdag, hvor alle kender alle - børn som voksne. De fleste børn klarer sig godt på både små- og store skoler. Ser jeg på de elever vi får på Brædstrup Skole, typisk fra 8. klasse, så er de på fuld højde fagligt med vore egne. De adskiller sig heller ikke på andre områder. Det er helt almindelige børn,” siger Karen Nyvang.

Tryghed i ansættelsen

Karen Nyvangs personlige forhold til folkeskole ctr. friskole er, at hun ’falder godt til overalt’, men der kunne være en risiko for at skolen i Grædstrup måtte lukke, hvor det så var noget usikkert, om der er job at få efterfølgende. ”Som tjenestemand kender man jo fremtiden, hvad er jo er mere usikkert som lærer på en friskole.

Og da jeg jo ikke helt ung mere, kan jeg godt tænke: Hvem vil ansætte sådan en gammel kone,” siger Karen Nyvang.

Jane Sand Amtofts udgangspunkt er et andet, hvor lysten til at lave ’lige netop denne skole’ er drivkraften, og hun tænker ikke nervøst på fremtiden, overhovedet.

En lærer på lærerværelset på friskolen svarer noget forundret over spørgsmålet om fremtiden, og Jane Sand Amtoft fortæller efterfølgende, at læreren er uddannet på Ollerup Lærerhøjskole, ”[..] og derfor kun tænker på friskoler, med de vilkår friskoleområdet har.”

Forældreopbakning og dialog Forældreopbakningen til den nye friskole er ikke 100 procent. Både Jane Sand Amtoft og skolebestyrelsens formand, Bjarne Larsen, finder det ’helt normalt’ i en opstartsfase - og begge understreger, at friskolen har god kontakt til børnefamilier med børn, der skal starte i børnehaveklassen, så fremtiden derfor tegner lys.

I 2003 var der 80 elever med børn fra børnehaveklassen til 8. klasse. Skolen har i dag 63 elever fra børnehaveklassen til 7. klasse.

Jane Sand Amtoft oplever i sin dagligdag stadig diskussioner med forældrene om, hvad skolen handler om. Forældrene hælder ganske meget til den skole de selv har kendt: hvor man lærer at læse og skrive, så hun bruger til stadighed mange kræfter på hendes skolesyn: at det er vigtigste for børnene er, at finde sig selv og derefter gribe fagligheden. ”Jeg troede, måske lidt naivt, at skolesynet drejede sig om en enkelt aften med forældrene. Men jeg kan se, at det er et budskab, der skal gentages og gentages. Og, det, selvom forældrene er meget begejstrede for ’alt det børnene kan fortælle’, som de overraskes over gang-på-gang,” siger Jane Sand Amtoft.

Hårdt at være leder Jane Sand Amtoft ser stadig sig selv som leder af en friskole om 10 år: ”Men jeg starter altså ikke en skole op igen, det er simpelt hen et kæmpe-job, fra morgen til aften og weekenderne med. Det gør an kun en gang.”

Fælles opråb: Plads til både små og store skoler i Danmark Jane Sand Amtoft og Karen Nyvang kommer med et opråb til kommunerne i Danmark, der i de kommende år skal se på deres skolestruktur: ”Pas på, at I ikke laver store skoler, alene. Mange forskellige typer skoler, betyder meget for både ansatte, til gensidig inspiration, og i forhold til børnene, der har muligheder, de kan vælge imellem.”

Fakta: Bakkelandets Friskole betalte 1,4 millioner kr. for skolen.

2. Lundtoft Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Søgård Skole nedlægges.”

Fik friskole – men fremtiden totalt uforudsigelig Afsæt for interview, fredag den 10. marts 2006: Søgård Skole blev nedlagt og blev overtaget af Søgård Friskole.

Kilderne er Afdelingsleder for Børne- og Familieafdelingen, Tommy Haastrup og leder af Søgård Friskole, Lis Harboe (der tidligere var skoleleder af Søgård skole) – samt Tillidsmand på Søgård Friskole Else Holt, ny lærer på Per Wilhelmsen Søgård Friskole, Skoleleder Thorkil Dahl-Sørensen og Viceinspektør Jørn Enig på Kliplev Skole.

Vi får et indblik i nogle store frustrationer i Lundtoft Kommune. Deltagerne er nemlig fælles om synspunktet om, at de har leveret og også i dag leverer en god skole - og derfor er oplevelserne samstemmende, frustrationer, når der skal ske ændringer pga. den kommunale økonomi – og de røster, der kommer fra Christiansborg, der varsler nye krav til deres ellers velfungerende skole.

Lis Harboes frustrationer handler også om en unfair behandling fra kommunens side, da politikerne besluttede, at Søgård Skole skulle lukke.

Reportage Skolechefen: Beskeden fra politikerne klokkeklar – vi skulle spare! ”Beskeden fra politikerne i 2002 var meget klar, nemlig, at kommunen skulle spare penge, og der skulle findes en vedvarende 1-million-besparelse på skolebudgettet. Og derfor gik jeg straks i gang med mit regneark, og regnede på mange, mange modeller – hvoraf de fleste af regnestykkerne ville bevare samtlige skoler. Men, meget tidligt i processen, viste det med tydelighed, at en nedlæggelse af Søgård Skole ’var svaret’ – som samtidig løste et problem med at en del forældre søgte om at få deres børn optaget i en skole, de skulle køre forbi for at komme til Søgård skole,” fortæller Tommy Haastrup, som fortsætter: ”Jeg forstår fuldt og helt forældrene i Søgård, som jo gerne vil bevare deres skole – og alt i alt synes jeg, at det hele er landet udmærket inklusiv den nye Søgård Friskole, som blev solgt for 3,5 mill.kr på papiret – men som afdrags- og rentefrit lån ikke har betydning for friskolens økonomi.”

Den gunstige økonomiske aftale med kommunen indebærer dog det krav, at Søgård Skole skal stille faciliteter til rådighed for borgerforeninger og andre aktiviteter. ”Økonomisk endte vi op med en besparelse på lidt mere end 2 mill.kr., hvilket var væsentlig mere end kravet til besparelse. Den større besparelse fremkom ved, at oprettelsen af friskolen fjernede et forventet behov for oprettelse af nogle klasser og bygning af klasselokaler på Kliplev skole,” siger Tommy Haastrup.

Lis Harboe: Vi har i dag en god skole, men kommunen var ikke fair Kursen sættes mod Søgård Friskole, hvor Lis Harboe er skoleleder. ”Jeg er meget tilfreds og stolt af den skole vi har i dag, men jeg oplevede planerne om nedlæggelse som noget af et slag i ansigtet på mig personligt,” fortæller Lis Harboe.

Ved ansættelsessamtalen i 2001 spurgte hun aktivt til planerne om en evt. nedlæggelse. Det blev tydeligt sagt – også af politikerne – at skolen ikke skulle nedlægges, og blot et år senere stod det klart, at løfterne ikke holdt.

Men Tommy Haastrup afviser den påstand, der ligger bag opfattelsen – ud fra sit kendskab til processen - med tilføjelsen: ”Du er jo glad for dit valg. Og jeg er helt sikker på, at jeg også selv ville have fulgt med over i en privatskole, hvis Varnæs skole, da jeg var skoleleder dernede, stod til lukning. Alle skoler i vores kommune er gode skoler, og vi er jo skolefolk, der brænder for at lære børnene noget, og skabe gode børneliv. Så vi følger med skolen og ikke trygheden. Er det ikke sådan?”

Det viser sig, at Lis Harboe faktisk er enig, men hun vil gerne have denne oplevelse med i fortællingen. Det viser sig hurtigt, at de to – der på mange måder kunne være rygende uenige - har meget mere til fælles.

Indhold vs. struktur Tommy Haastrup ser nemlig meget positivt på friskolerne, helt generelt, med begrundelsen: ”Landspolitikerne gør efterhånden livet for kommunerne meget surt på folkeskole-området.” - med adresse til de mange test, der nu skal finde en hverdag. ”Testene siger jo intet i sig selv. Så hvordan skal kommunalpolitikerne - der jo skal kontrollere kvaliteten i folkeskolerne - så sætte ind? Skolerne vil som udgangspunkt altid kunne forklare tallene og også altid kunne fortælle, hvad man gør - hvor man så er fremme ved min pointe: at vi rent faktisk gør det rigtigt godt i dag, uden at skulle have værktøjer trukket ned over hovedet fra Christiansborg,” siger Tommy Haastrup, der supplerer: ”Skolestrukturdebatten i Lundtoft Kommune var oprindeligt startet som en indholdsdebat.

Imidlertid blev det hurtigt strukturen, der kom til at fylde, hvilket fik politikerne til at beslutte, at man i første omgang skulle få strukturen på plads og så vente til året efter med den oprindelige indholdsdebat.”

”Indholdsdebatten resulterede i et ønske om en videreudvikling af det teamsamarbejde, der har været i gang i flere år – plus, som noget nyt, at ændre skolernes økonomiske tildeling, så de fremover får tilskud pr. elev, ud fra et ønske om at sikre de små skoler i fremtiden. Deres opgave er fremover at holde budgettet,” fortæller Tommy Haastrup med tilføjelsen, at ”[..] bygningerne er holdt ude af regnskabet – og således vil det kun være bygningsudgifterne, der kan spares ved en skolelukning.”

Lis Harboe sekunderer Tommy Haastrup vedrørende karaktererne: ”Stilles en skoleleder overfor krav om højere karakterer, kan alle levere varen. Problemet er bare de andre ting, der går tabt i jagten på bedre gennemsnit.”

Friskolen – er højt til loftet På Søgård Friskole er der frokostpause, hvor indtrykket af tilfredshed og glæde over deres skole dominerer på lærerværelset.

Else Holt, der er tillidsmand på skolen – og en af de fire lærere, der fulgte med over på friskolen, siger: ”Jeg var også tillidsmand på Søgård Skole, og jeg oplever tillidshvervet meget mere overkommeligt i dag. Der er langt højere til loftet – såvel på skolen, som i den nye forening, Dansk Friskoleforening.”

Målrettede lærer-kvalifikationer Lis Harboe fortæller, at der blev sagt farvel til 11 lærere i 2003. ”Ikke pga. af manglende kvalifikationer, men fordi den nye skole skulle sammensættes med et hold, der matchede nye krav og forventninger fra forældrene.” – som drejer sig om en grundlæggende holdning til Grundtvigs tanker om ’det hele menneske’ og fortællingen. ”Vi startede på mange måder som en protestskole, med en lille kontakt til Grundtvigs tanker – men vi var bevidste om, at det var ad den vej, vi ønskede at udvikle skolen, og vi er så småt begyndt at formulere os til et eller andet, der kan bringe os videre ad den tangent,” siger Lis Harboe.

Ligefrem forældrekontakt En af de nye lærere, Per Wilhelmsen, der er nyuddannet merit-lærer, fra Haderslev Seminarium - og tidligere chauffør oplever skolen som meget befordrende for sit virke. ”Jeg har som sådan ikke den store erfaring med folkeskolen, men fra praktikperioderne har jeg fået en oplevelse af folkeskolen som meget mainstream, hvor kontakten til forældrene ofte var præget af mindre god kontakt.” ”Her oplever jeg en ligefremhed og at være tæt på beslutningerne med forældrene på sidelinien som utroligt interesserede i alt hvad skolen står for, lige fra bygninger, undervisning, aktiviteter osv. – og når det drejer sig om deres eget barn, er der en meget åben indstilling.”

Fagligt niveau – uden problemer

”Jeg oplever ingen problemer med det faglige niveau. I 9 klasse er der krav om eksamen, så derfor skruer vi op for fagligheden i 9., så der bliver fokus på karaktererne. Det er der ingen-som-helst problemer i,” siger Per Wilhelmsen.

Forældre tilgange Lis Harboe supplerer med, at det også er forældre, der er gået ind for etableringen af friskolen, ud fra ”[..] at sikre prisen på deres ejendom, som et meget vægtigt argument.” – men ikke noget negativt i det som sådan, mener hun: ”Erfaringen viser, at det tager tid at blive friskoleforældre – men erfaringen er også, at det det lykkes, lige så langsomt. Lidt efter lidt.”

Udgiften pr. skolebarn på Søgård friskole er 1050 kr. for skole+SFO (SFO indtil 4. klasse) Andet barn koster 700 kr. og tredje barn er gratis. Derfor er det billigere for forældrene at sende børnene til Søgård Friskole de første 4 år, mens det er dyrere fra 4. til 9. klasse. Søgård Friskole udvidede skoletilbuddet med 9. klasse ved starten.

Lis Harboe oplever ikke problemer med forældrebetalingen, selvom ”[..] det ikke er en rig egn vi bor på,” som hun diplomatisk betegner den. Men, der er noget bekymring i stemmen over fremtiden, for dagen forinden har Mærsk meldt ud, at der skal afskediges 250 medarbejdere på containerfabrikken i Tinglev, som også vil berøre familier i Lundtoft Kommune.

Elever: Her mobbes ikke I 8-9 klasse er der også frokost, som eleverne indtages ved bordene. På spørgsmålet om, hvad der er specielt ved deres skole siger de samstemmende. ”Her er ingen mobning, og det er godt.”

På turen mod Kliplev Skole går samtalen på mobning i skolerne. Det er ikke helt nemt at få styr på, for på folkeskolerne laves der også en masse arbejde, og ”[..] der er såmænd ikke den helt store forskel på os og folkeskolen, når det kommer til stykket. Men der er en forskel – og skal jeg forsøge med en forklaring, handler det om den særlige forældre-kontakt, vi har på en friskole,” mener Lis Harboe.

Tommy Haastrup er ikke helt sikker på om, der er forskel på de to skoletyper, for han har helt tilsvarende oplevelser fra sin dagligdag – hvor det ofte handler om børn, der skal have ”en særlig opbakning”.

Søgård Friskole tog presset Skoleleder Thorkil Dahl-Sørensen på Kliplev Skole tager venligt imod sammen med Viceinspektør Jørn Enig. ”Jeg er faktisk helt godt tilfreds med, hvad der kom ud af skolestuktur-debatten i 2003. Vi har fået cirka 20 elever mere, som er indgået i dagligdagen fuldstændigt uden problemer. Var Søgård Friskole ikke startet, skulle vi til at bygge til – og så er der jo en masse bøvl med nyt byggeri, en masse nye elever og tilsvarende nye lærere,” siger Thorkil Dahl-Sørensen.

Nervøse for fremtiden De to ledere langer ud efter regeringen og folketingets medlemmer. ”De lovgiver fuldstændigt uden kontakt med folkeskolens virkelighed. Det er styret af nogle ting, der intet har med os at gøre,” siger Thorkil Dahl-Sørensen og Jørn Enig samstemmende.

F.eks. går folketinget meget op i indskolingen i øjeblikket, hvor situationen i Kliplev er, at pædagogerne er med i teamarbejdet på to niveauer fra 0-4 klasse: på klasseniveau og på områdeniveau for de 4 årgange. ”Vi har faktisk arbejdet med teams i de sidste 4 år, som yderligere er forstærket sidste år med indholdsdebatten, så vi er altså bare ikke godt med, men altså forud,” siger Thorkil Dahl-Sørensen.

På spørgsmålet om skolen nu også matcher fremtidens udfordringer, lyder det kontant fra Thorkil Dahl-Sørensen: ”Ja – men om vi eksisterer om 3-6 år, ved jeg ikke. Det afgør politikerne – og vi retter bare ind som de ønsker. Rent fagligt, er der ikke grundlag for ændringer her. Jeg mener nu heller ikke, at vi er i farezonen.”

Skoler i Lundtoft Kommune Skole

Årgange

Antal elever

Felsted Skole Lundtoft Kommune Kliplev Skole Varnæs Skole Søgård Friskole

0. - 6.

7. - 9.

0. - 6.

0. - 6.

0. - 9.

212 171 183 121 99

3. Vissenbjerg Kommune

Fagbladet ’Folkeskolen’: ” Bred Skole, Gadsbølle Skole og Skalbjerg Skole nedlægges til sommer, hvis forældre er klar med friskoler. Ellers lukker de i 2004.”

Opskriften på skolenedlæggelser: rettidig omhu Afsæt for interview, onsdag den 15. marts 2006: Tre små skoler blev nedlagt uden større dramatik.

Kilderne er borgmester Lene Due (S) og skoleleder på Vissenbjerg Skole Per Helding Madsen.

Reportage

Borgmesteren: kun positive oplevelser ”De tre små skoler i Bred, Gadsbølle og Skalbjerg Skole lukkede, stille og roligt - efter et langt forløb, hvor vi har talt sammen med forældre og borgere om den nye skolestruktur. En meget positiv oplevelse for os som politikere, fordi forældre og borgere, i det store hele, har bakket helt fantastisk op vore planer,” fortæller Lene Due. Forklaringen, som Lene Due oplever det, er, at skolerne havde en stærkt faldende kvalitet – der langt hen ad vejen var begrundet i faldende børnetal. Den økonomiske elevafhængige tildelingsmodel, gjorde det ganske vanskeligt at opretholde en kvalitet på skoler. ”De havde ganske enkelt svært ved at opretholde kvaliteten, fordi de økonomisk blev mere og mere trængt,” siger Lene Due, hvilket også er det helt klare indtryk Per Helding Madsen havde af situationen. Han havde selv været skoleleder på Skallebølle skole, og ”jeg ved derfor godt, hvad kvalitet handler om, når man mangler midler,” som han udtrykker det.

Problemer og muligheder anerkendt ”Sagen i en nøddeskal er, at vi ikke er en rig kommune – ja, man kan sagtens kalde os en fattig kommune - og derfor var der ikke mulighed for, at ændre tildelingsmodellen, der ville kunne sikre kvaliteten på de små skoler. Borgerne var meget bevidste om dette faktum, og det var grunden til, at de støttede så massivt op,” mener Lene Due. En anden grund, ifølge Lene Due, var, at der ikke er langt mellem byerne, så de fleste børn kun har 4-6 km til skole. ”Så den massive modstand vi oplevede i 1980-erne så vi overhovedet ikke i 2002, da processen startede, hvortil det også skal siges, at en skolenedlæggelse i 80-erne var sværere at gennemføre, fordi kravet var, at beslutningen skulle gå hen over to valgperioder. I årene, der er gået er det jo også gået sådan, at folk er blevet mere mobile - og jeg oplever desuden, at de nye generationer har et andet syn på hvad et godt skoletilbud handler om. Forældres bevidsthed om kvalitet i folkeskolen er mere tydelig i dag,” mener Lene Due. Men også en bro over den stærkt befærdede landevej, der skiller Vissenbjerg skole og Gadsbølle, der ligger 4 km fra Vissenbjerg, har efter Lene Dues opfattelse betydet en del for, at forældrene i Gadsbølle har indstillet sig på en ny tid, der er mere knyttet til Vissenbjerg.

Skolerne med fra start Efter Per Helding Madsens opfattelse skal svaret på den meget uproblematiske proces også findes ved skolernes forberedelse. ”Vi har alle været bekendt med de trange faglige kvaliteter på de små skoler, og vi vidste jo også, hvad politikerne ønskede. Derfor arrangerede vi - sideløbende med den politiske proces og den folkelige dialog - kollegiale weekender og arrangementer, hvor alle ansatte fra kommunens skoler deltog; lærere, pædagoger og teknisk personale. Emnet var ’værdier’ og hvorledes vi hver især forholdt os til dem for at nå hen til et ’fælles grundlag’ – og det lidt overraskende for os alle betød det, forventningerne og lysten til at komme i gang var helt overvældende. Vi havde jo nærmere

forestillet os, at vi skulle forholde os til ’det nye ukendte’ og folks usikkerhed,” siger Per Helding Madsen og fortsætter: ”Derfor er mit bud til kolleger rundt i landet, som nu skal gennem en strukturændring: Lav arrangementer, hvor alle ansatte i kommunen deltager, tag fat på visioner og værdier - og hvordan de sammen kan skabe et bedre tilbud til børnene.”

Erfaringerne skal bruges fremover Erfaringerne fra processen er allerede ved at blive taget i anvendelse i forhold til Ny Assens Kommune, hvor Vissenbjerg Kommune kommer sammen med kommunerne: Assens, Tommerup, Haarby, Glamsbjerg og Aarup. ”Vi har allerede haft et par møder på lederplan, hvor vi har følt hinanden på tænderne. Selvom vi har en meget forskellig historik, er der allerede nu opnået et kvantespring i selvforståelserne, så derfor ser jeg allerede nu meget frem til et frugtbart samarbejde i den nye Assens Kommune på skoleområdet – ligesom jeg sagtens kan se ’rolige processer’ fremover – når og hvis – skolestrukturen skal have et vrid,” siger Per Helding Madsen.

Åbenhed og ærlighed tæller For borgmester Lene Due, der er genvalgt i den ny storkommune, Assens Kommune, handler det om at være ærlig, redelig og ligefrem: ”Vi har i byrådet været igennem mange, mange diskussioner og var politisk enige om, hvad der skulle ske. Derfor var det nemt at møde borgerne med en åben indstilling, hvor alt kunne diskuteres – også de kritiske forhold. Så det ligefremme og ærlige møde mener jeg, er vejen frem – og sådan mener jeg også det skal være i den nye storkommune,” siger Lene Due, der skal tilbage til sit job som leder af en børnehave i Vissenbjerg den 1. januar 2007, når hun lægger borgmesterkæden.

Større skole – og nu i balance ”Bortset fra cirka 20 elever fra Gadsbølle, der valgte friskolen i nabokommunen Frøbjerg Orte Friskole – har vi i det store hele overtaget samtlige børn fra de tre skoler. Vi er derfor gået fra cirka 380 til 700 elever, og jeg er meget, meget godt tilfreds med det, der er sket,” fortæller Per Helding Madsen. ”Vi har i mange år været en skole med en et-sporet underskole og tresporet overbygning. Og det har gjort skolen ’sidetung’ med overvægt af ’store elever’. Nu er der tre spor hele vejen op, og det giver mere ligevægt på en skole.”

Ombygningerne er endnu ikke helt på plads og skolens opbygning vidner om flere knopskydninger – meget langt fra Koldske skoletanker om ’skolen og hjemmet’, der skulle ligne hinanden. Men Per Helding Madsen mener godt, man kan finde skoletankerne fra den fynske skolemands tanker i en 2006-version.

”I dag handler det om, at børnene har deres dagligdag i rammer de trives i – og nok så meget: at de to fagligheder, lærere og pædagog, samarbejder aktivt,” – og det er netop disse moderne tanker, der nu folder sig ud på Vissenbjerg skole. ”Vi har nu en skole, hvor børnene orienterer sig godt i tre grupper - indskoling, mellemtrin og overbygning – hvor de kender bygningerne, indretningen og området. Og i den mindste gruppe fungerer samarbejdet mellem lærere og pædagoger allerede fortrinligt, og det er det samarbejde – og den forståelse for hvad man kan tillægge værdierne i praksis - vi nu skal have overført til mellemtrinnet, og senere i overgruppen. Så Kolds skoletanker er såmænd sprællevende,” siger Per Helding Madsen med et skævt smil og fortsætter: ”Basis er nu på plads, for nu er der så meget personale på alle tre trin, så der kan udvikles teamsamarbejde på ganske mange måder – hvor vi har meget øje for, at børnene har brug for både specifikke aktiviteter og mere generelle, hvor det første kalder på fagligheder og det sidste på mere sociale - hvor børnene samarbejder mere på tværs i større grupper på tværs af flere årgange.”

Nye elever faldet godt på plads Med hensyn til integration af de nye – cirka 300 elever fra de tre skoler, der nu er lukket – og samarbejdet med de nye forældre, er det gået ”forholdsvis problemløst” efter Per Helding Madsens opfattelse. ”Der har været nogle eksempler på forældre, der har haft ønsker om, at deres barn skulle gå i klasse med deres ’meget gode kammerat’ – men antallet af sådanne eksempler har været under 10 og i langt de fleste tilfælde gik ønskerne i sig selv igen, efterhånden som forældrene oplevede, at venskabet sagtens kunne fortsætte – og de nye kammerater også var meget spændende.”

Fritiden Fremover er blikket derfor rettet mod fritiden, hvor såvel Per Helding Madsen og Lene Due mener, der skal gøres en særlig indsats. ”Vi har i årevis oplevet, at forskellige hold i f.eks. fodbold, håndbold og gymnastik havde svært ved at samle deltagere nok, så vi tror meget på, at den nye skole – hvor børnene kender hinanden og har deres daglige gang – vil betyde, at vi kan få deltagere fra hele kommunen, uanset hvor holdet oprettes. Og det skal også nok gå, stille og roligt – for i foreningerne er der gode trænere, der er meget du´s med den tanke. Men, det er noget vi skal have helt styr på,” siger de to samstemmende.

Besøg i byerne Gadsbølle, Bred og Skalbjerg (lukkede skoler) og Skallebølle (bevaret skole) Turen gik til Gadsbølle, hvor det kan synes ganske forfærdeligt, for den lille by har mistet både skole og børnehave. Men med 4 km til Vissenbjerg og med en ny bro over landevejen, er den lille by nu blevet mere en del af Vissenbjerg og den gamle skole er overtaget af DSU (Danmarks socialdemokratiske Ungdom), er der stadig aktiviteter hele året rundt. ”Specielt om sommeren, hvor der er sommermøde, og der slås telte op på de gamle boldbaner,” fortæller Lene Due,

der fortsætter: ”Skallebølle, Bred og Skalbjerg har bevaret deres børnehaver, så der er stadig liv i byerne på børneområdet. Skolerne bruges fremover til kulturelle aktiviteter, som kommunen har været fødselshjælper til. I Bred har børnehaven taget den ene halvdel i brug, og den anden halvdel skal være forsamlingshus.”

Skallebølle Skole, der også er en lille skole, er bevaret, fordi den skiller sig lidt ud ved at ligge tæt op af motorvejen – ”..og det er da også her der er mest interesse for de private byggegrunde,” siger Lene Due. Den lille skole – god for enkelte elever Skallebølle skole fik i forbindelse med strukturændringen i 2003 cirka 30 nye elever, så den i dag har cirka 140 elever fra 0-6 klasse. Skolen forventer, at elevtallet vil stige en smule, både fordi den nu fungerer godt ift elever, der har et ønske om at gå på en mindre skole og fordi, tilflytningen også betyder flere elever.

Lene Due undrer sig meget over, at kommunen ikke får en større andel af den tilvækst som omegnskommunerne oplever, men tror, det er et spørgsmål om tid. ”Vi ligger utroligt central i forhold til både Odense og Trekantsområdet – og så har egnen jo nogle helt unikke naturværdier.”

Fakta: Vissenbjerg skole blev ombygget for cirka 35 millioner kr.

Strukturændringen har betydet et fald på 3 skolelederjob, 3 viceskoleinspektørstillinger og 5 lærerstillinger.

4. Nordborg Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Østerlundskolen nedlægges, og Hjortspringskolen lægges ind under Guderup Skole.”

Skolevisioner med fuld kraft frem, efter studietur til New Zealand Afsæt for interview, onsdag den 23. marts 2006: Planerne blev gennemført – og som trold af en æske blev en splinterny friskole etableret på den grund, Østerlundskolen tidligere havde ligget.

Kilderne er borgmester Jan Prokopek Jensen (S), Nordborg kommune (og kommende borgmester i Ny Sønderborg Kommune), skoleleder Anton Duus, Nordborg Skole og skoleleder Anne Grethe Jensen, Friskolen Østerlund.

Vi får et indblik i en kommune, hvor borgmesteren for alvor har kastet sig over skoleområdet, efter en studietur til New Zealand.

Reportage I bagklogskabens klare lys ”Set i bagklogskabens lys, skulle vi måske have overhørt de konsulenter, der rådede os til at rive skolen ned,” siger Jan Prokopek Jensen. Østerlund Skole (318 elever fra 0-10 klasse) blev opført i 1972 som nr. 2 skole i Nordborg. Man valgte at jævne skolen med jorden ved udgangen af skoleåret 2003, og overføre eleverne til Nordborg skole.

Frustrationen Anton Duus husker tydeligt frustrationen i august 2003. ”Da jeg sagde velkommen til eleverne i august 2003, anede jeg ganske enkelt ikke hvor mange elever jeg stod over for, og det var en meget, meget underlig situation,” husker Anton Duus.

Fuld opbakning I tiden op til sommerferien 2003 var det lykkedes for en lille gruppe af forældre, at samle 130 børn til den nye friskole, hvor undervisningen startede i AGJ-skurvogne og frikvarterer foregik udenfor på en mark.

Stort set samtlige børn fra den nedlagte Østerlund Skole var indskrevet på den nye friskole (cirka 115 elever), og årsagen, som den nye Skoleleder på Friskolen Østerlund, Anne Grethe Jensen, Jan Prokopek Jensen og Anton Duus forklarer, handlede det om nærhed og den sikre skolevej som ”de væsentligste grunde”.

Sekskantet bygget i træ Friskolen Østerlund har i dag en nyopført skole – bygget af træ – efter inspiration fra Karlskov Friskole i Give Kommune, der selv samme måde er opbygget i sekskanter.

Skolen har kostet omkring 20 mill. kroner. ”Mange penge, men sidste år havde vi et overskud på 600.000 kr. og vi får hele tiden flere elever – så vi nu er oppe på 170 elever. Og nye kommer til stadighed til,” lyder de optimistiske toner fra Anne Grethe Jensen.

Elevtilgangen skal også forklares med, at skolen har udvidet med 8. og 9. klasse de to seneste år.

Skolen har i dag lærere med en jævn alders- og kønsfordeling. De fleste er tidligere folkeskolelærere fra kommunens skoler, men der er også kommet nye til: nyuddannede fra fastlandet og en enkelt akademiker fra København.

Startede som protestskole ”Vi startede nok som en protestskole, og derfor kan vi godt betragtes som en tro kopi af en folkeskole. Men vi er medlem af Dansk Friskoleforening, som har de bærende værdier i den Grundtvig-Koldske skoletradition,” siger Anne Grethe Jensen, som henviser til, at skolens formålsparagraf også beskriver tilhørsforholdet til den Grundtvig-Koldske skoletradition.

Skolens værdier udtrykkes som nærvær med børnene, korte kommandoveje og at forældrene vægter kundskaber i de grundlæggende fag, dansk, engelsk og regning, så det er den skole Anne Grethe Jensen står for - om end hun er klar over, at store dele af friskoleforeningens medlemskreds er langt mere orienteret mod nogle meget dybe rødder, der er nogle andre end blot ”folkeoplysning og livslang læring”, som hun selv oversætter friskoletanken med.

Borgmesterens tanker Den historie Jan Prokopek Jensens fortæller, ligger ikke langt fra grundsubstansen på den nye friskole: En tættere lærer/elev- og skole/forældre-kontakt – om end der er divergens mht. vigtigheden af dansk og regning.

Jan Prokopek Jensen taler hurtigt og engageret med afsæt i sine oplevelser i 2001, hvor han var på New Zealand for at studere skoler og pædagogik. ”Efter den tur, stod lysende klart for mig, at vi skulle se børnene som en talentmasse, hvor vi som voksne – pædagoger, lærere, forældre – os alle sammen, skulle støtte hvert enkelt barns helt unikke talenter,” siger Jan Prokopek Jensen og lader forstå, at snakken ikke skal dreje sig om skolelukninger, men om indhold og kvalitet og dernæst hvorledes det så lader sig gøre i praksis i anden omgang.

Det videre forløb var, at Jan Prokopek Jensen forelagde sine tanker for det samlede byråd i begejstrede vendinger om, hvordan børn lærer utroligt meget allerede fra de er helt små: i dagplejen, i børnehaven – og altså ikke blot lærer noget i skolen.

Børn lærer fra helt små ”Faktisk suger børnene i førskolealderen meget mere til sig end i skolealderen, men det flytter ikke ved den grundlæggende tanke: at vi som voksne skal hjælpe og støtte og fylde på i forhold til børnenes helt utrolige lyst til at lære mange forskellige ting, i barndommen og i ungdomsårene,” siger Jan Prokopek Jensen, der tager sig til hovedet over, at regeringen nu vil til at teste eleverne for eksakte kundskaber. ”Det er helt forrykt,” lyder kommentaren. ”Jeg solgte ideen til det samlede byråd, fordi vi har et problem med cirka 20 procent af en ungdomsårgang, der ikke får en ungdomsuddannelse – hvor problemet, for mig at se, er, at vi har tæsket løs på eleverne med eksakte fag og ikke har haft tilstrækkeligt øje for eleverne helt særlige talenter.”

Lærerne skal ned fra podiet

”Sådan lidt firkantet handler det her om, at lærerne skal ned fra podiet og i stedet være sammen, ja helt tæt på eleverne. Og forældrenes forhold til børnene på skolen skal være meget bedre,” siger Jan Prokopek Jensen – og for at føre visionerne ud, havde kommunen vedtaget en samlet udgiftsramme til nytiltag, renoveringer og ombygninger på hele institutionsområdet på 76 mio. kr. – heraf 51 mio. kr. til skoleombygninger og renoveringer.

Visioner overalt i kommunen Overalt ses virkeliggørelsen af det samlede byråds beslutning om en ny børnevision: Børnehaver, der har fået skurvogne til at stille ud i naturen. Musikskole, med alt det man kan ønske sig af lokaler og instrumenter. En naturskole. En nyopført hal, der bruges af elever på skolen, Nordborg efterskole (på Nordborg slot) og af borgerne om aftenen.

Skolen for livet Jan Prokopek Jensen lader forstå, at det gode liv handler om arbejde og fritid, hele livet: ”Skolen skal også forberede os til et godt menneskeligt liv, for hvad er alle kundskaberne værd, hvis man går og røvkeder sig? Det moderne samfund har et kæmpeproblem med at vi alle ræser af sted, men mangler indhold og noget at være sammen om,” siger han.

På Nordborg Skole er der investeret i nye bygninger med et helt nyt Mediatek, der i dag fungerer som en ny pædagogisk mulighed og samlingspunkt for eleverne på mellemtrinnet og de ældste elever.

Skoleleder: Loyalitet overfor politikerne, vigtig Anton Duus har lyttet til borgmesterens fortælling – og siger kort: ”Jeg ved jo godt hvad jeg – og mine skolelederkolleger her i kommunen - er ansat til, så når byrådet har besluttet så vidtgående pædagogiske ændringer, er der kun én vej frem for os, nemlig at få beslutningerne og de visioner, der ligger bag, til at virke i vores dagligdag.”

Som sådan synes Anton Duus, at byrådets udmeldinger har virket uretfærdige overfor kommunens lærere ”fordi der sker rigtigt meget godt, og der også til stadighed har været spændende og gode pædagogiske udviklinger, som politikerne måske ikke helt havde øje for. Men et ’spark udefra’ i ny og næ, er nu ikke er så helt ringe endda,” siger Anton Duus.

Den svære omstilling Anton Duus fortæller nu om tiden efter den forskrækkelse lærerne fik, efter ”sådan at have fået at vide, at der var en overensstemmelse mellem det de gjorde, og det, byrådet ønskede.”: Med byrådets beslutning fulgte der i tre år 2,9 millioner kr. til efteruddannelse, der havde til hensigt at få sporet samtlige medarbejdere i kommunen ind på en ny pædagogisk tankegang, som også drejede sig om, at lærere fra to skoler nu skulle til at arbejde sammen. ”Byrådet imødekom skoleledernes ønske om, at få strukturen helt på plads, inden vi gik i gang med det pædagogiske arbejde. Det lykkedes ikke helt, for der var stadig uafklarede forhold om

sammenlægninger og at nogle klasser skulle flyttes over på andre skoler – men efter noget uro og mange diskussioner kom vi faktisk helt godt i gang.” ”På et tidspunkt kunne jeg mærke, at stemningen begyndte at vende, og fra det tidspunkt begyndte det faktisk at gå hurtigt, hvor lærerne næsten ikke kunne ’få nok’ af de mange muligheder, den nye pædagogiske tankegang, giver af muligheder.”

Omstilling tager tid ”Men at tro, at tre års efteruddannelse, ændrer en hel masse, er for vidt. Det her handler om mennesker - lærere, elever og forældre – og når man arbejder med mennesker, tager alting altså tid,” siger Anton Duus.

Den nye vision har betydet, at skolerne nu arbejder som faseopdelte skoler med tilhørende teamsamarbejde.

Borgmesteren: Fortryder ikke Når Jan Prokopek Jensen ser tilbage på forløbet fortryder han ikke noget. ”Jeg er kendt for, at være en borgmester med mange ideer – og denne idé var god og fik også helt retfærdigvis et helt byråds opbakning, fordi argumenterne - om de 20 procent unge, der skulle motiveres til at tage en ungdomsuddannelse og det generelle, at få unge til at finde ud af hvad de ville med livet – var gode.”

Skolernes udvikling – med Danfoss som følgesvend At komme helt ind til en sandhed i historien på Nordals er svær, men som Jan Prokopek Jensen og Anton Duus beretter om kommunens historie, fylder Danfoss ganske meget.

For Danfoss tiltrak i årtier mange borgere til Nordals Kommune, hvor krise og udflytningen i 1980erne gav et voldsomt knæk i kurven med tilhørende lavere elevtilgang og nye lærere. De nye vilkår for Danfoss og virksomhederne helt generelt i 2006, drejer sig om udvikling og nytænkning – ”Og det er de unge mennesker, vi som kommune, har en forpligtelse til at levere,” som Jan Prokopek Jensen beskriver tænkningen, der som sit ypperste gerne ser, at de unge og de to store lokale virksomheder – Danfoss og Linak – finder sammen, så mange af de unge bliver i kommunen.

Sandheden skal måske også søges i tildelingen til folkeskoleområdet, hvor Nordborg ligger betydeligt under landsgennemsnittet, cirka 10 procent. (kilde: Netborger 2004/2005 tal), hvor statistikken også afslører at der i Nordborg ikke er brugt penge til skolebiblioteker med et landsgennemsnit på 308 kr/elev (Kilde: Netborger 2004). Andelen af tosprogede i Nordborg Kommune er ikke tyngende med 5,5 procent sammenlignet med et landsgennemsnit på 8,2 procent.

(Kilde: Netborger 2003) Ingen skolenedlæggelser i den nye storkommune

Som borgmester i den ny Sønderborg Kommune, ser Jan Prokopek Jensen sig selv som den samme person, ”ideernes mand”, som han har været i Nordborg Kommune - og han tror også stadig på, at han vil ”kaste nogle bomber, der får folk op af stolene,” som han kalder metoden. ”Men skolenedlæggelser i ’Ny Sønderborg Kommune’ bliver der ikke nogen af de næste fire år. Det har vi politisk lovet borgerne,” slutter Jan Prokopek Jensen.

Hjortspringskolen blev lagt ind under Guderup Skole.

Kommunen sparer hvert år 5,8 mill.kr. på strukturændringen på skoleområdet.

Skoler og antal elever i Nordborg Kommune 2005/2006 Skole Antal elever Nørreskovskolen (m. 2 afdelinger) 615 1. Guderup 0. – 9. klasse 110 2. Svenstrup 0. – 6. klasse Havnbjerg skole 0-10. klasse 445 Nordborg skole 0 – 9. klasse 495

5. Korsør Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Birkemoseskolen, Halskovskolen, Korsør Byskole og Skolen ved Noret nedlægges. I stedet åbnes to skoler med nye navne i de bygninger, hvor to af skolerne ligger i dag.”

Massive nedskæringer og flytning af tosprogede elever fra byskole til landsbyskole - men alle er glade Afsæt for interviews, mandag den 14. november 2005 og mandag den 4. april 2006: Korsør Kommunes plan blev gennemført, idet seks skoler blev til fire. To skoler blev sammenlagt.

(Birkemoseskolen og Halsskovskolen, der stort set blev samlet på Broskolen i renoverede lokaler på det tidligere Birkemoseskolen). To andre skoler blev sammenlagt (Byskolen og Skolen ved Noret, der stort set blev samlet på Baggesensskole i renoverede lokaler på den tidligere Byskolen).

Halsskovskolen og Skolen ved Noret er i dag hhv. Kulturcenter og administration for ældreplejen.

Kilderne er Skolechef Erik Werner Hansen, fællestillidsrepræsentant lærer Birgit Hvitnov (14. november 2005), skoleleder Marianne Stentebjerg, Broskolen, psykolog Birgitte Øbirk, PPR og skoleleder Bent Frederiksen, Tårnborg Skole (4. april 2006).

Vi får et indblik i hvordan skolechefen – sammen med skolerne - arbejdede med opdraget fra politikerne om at finde 16 mill. kroner på skoleområdet - og hvordan skolelederne på to skoler har taget opgaven med flere to-sprogede elever.

Krav: Besparelser

Skolechef Erik Werner Hansen havde fået til opgave at finde besparelser på skoleområdet i lighed med andre af kommunens driftsområder. Der var kun én vej at gå, nemlig, ”..at beskrive nogle realistiske alternativer med tilhørende økonomiske fremskrivninger og forelægge dem for politikerne til politisk afgørelse,” fortæller Erik Werner Hansen, der foregik i et samspil med skolerne og fællestillidsrepræsentant lærer Birgit Hvitnov, der fremhæver, ”..at skolerne har fået mulighed for at udvikle sig i det tempo og på den måde, der passede den enkelte skole bedst – der konkret handlede om deres ønsker til at indføre lærerteams for at fremme udviklingskulturen.”

Erik Werner Hansen er meget godt tilfreds med fremgangsmåden, hvor han også finder forklaringen på, at omstruktureringen er gået så uproblematisk igennem – også i forhold til forældrene og borgerne. ”Der forelå til sidst et gennemarbejdet forslag, hvilket betød tillid til administrationen og politikerne fra borgernes side. Da den tillid først er etableret, er selv store forandringer mulige – og her i Korsør var der tale om meget store forandringer,” siger Erik Werner Hansen.

23 færre lærere Forandringer betød noget for lærerne, eleverne og forældrene. ”Der blev sparet cirka 16 mill. kr. pr. år på skoledriften, der bl.a. betød 23 færre lærere. Eleverne fra den lukkede Halsskovskolen med mange tosprogede elever blev fordelt på to skoler (Broskolen og Tårnborg Skole) – ligesom der også skete en ny fordeling af eleverne på Broskolen som konsekvens af en helt ny skoledistriktsinddeling, så skolen fik en mindre andel 2-sprogede elever. (24 % af eleverne var tidligere 2-sprogede - nu er andelen 5 %. I 2002 havde skolen 377 elever på – nu er der 594.),” siger Erik Werner Hansen.

Undgå salamimetoden Set i bakspejlet er Erik Werner Hansen meget godt tilfreds med året 2003, fordi strukturændringen var meget radikal – og det er da også hans råd til andre kommuner: ”Gennemfør en gennemgribende strukturændring, der kan holde nogle år. Salamimetoden, hvor kommunen lukker den ene lille skole efter den anden, fører alene til angst og usikkerhed.”

Besparelserne størst - på store skoler Et andet af Erik Werner Hansens råd til andre kommuner er, at de skal koncentrere indsatsen på de store skoler: ”Rent økonomisk er der mest at hente ved at se på store skoler. De små skoler i landdistrikterne vejer ikke så tungt i det kommunale skolebudget. Sådan ser de i alt fald ud i ganske mange kommuner med landdistriktsskoler, ” mener Erik Werner Hansen, der også peger på nogle ”åbenlyse ideer” for de små skoler i landdistrikterne, nemlig ændringer ud fra pædagogiske overvejelser:

”Målret planerne og gennemfør dem 100 procent, f.eks. som indskolingsskoler eller som skoler til børn med særlige behov - for PPR peger jo konstant på behovet for stille og overskuelige rammer for disse børn, og her har de små skoler en mission,” fortsætter Erik Werner Hansen.

Fremtiden efter 2007 - usikker Men – når de gode og velmente råd er sagt, er Erik Werner Hansen alligevel noget usikker på om den netop overståede forandring holder. ”Korsør Kommune hedder jo fra den 1. januar 2007 Slagelse Kommune, og så ved man jo ikke, hvad der sker. Jeg ved det i alt fald ikke,” tilføjer han.

Broskolen: Den dyre skoleløsning valgt Skoleleder Marianne Stentebjerg forklarer strukturændringen, som hun har oplevet den. ”Der var mange muligheder fremme, bl.a. om at nedlægge Birkemoseskolen og bevare Halsskovsskolen. Der var også tanker fremme om at lave en meget stor ny skole, der dog hurtigt faldt til jorden, fordi det var for dyrt. Pludseligt blev vore argumenter hørt, fordi vi har en etplansskole og meget store klasselokaler, hvor også vore pædagogiske ideer blev hørt – og derfor blev Halsskovskolen – der godt nok var en nyere skole end vores – nedlagt.”

Marianne Stentebjerg har været byrådsmedlem i Pandrup Kommune, folketingsmedlem for Det radikale Venstre og har taget en speciallæreruddannelse og senere en kandidatuddannelse på Ålborg universitetscenter. Med den baggrund følte hun ’et kald’ til et job som skoleleder, hvor udfordringen med mange to-sprogede børn ”var meget passende,” som hun omtaler den udfordring, hun påtog sig.

Pædagogisk vitamin-indsprøjtning ”Jeg blev skoleleder på Birkemoseskolen i august 2001, og var begyndt at tage fat på en pædagogisk vitaminindsprøjtning overfor den det-plejer-vi-at-gøre kultur hos lærerne. Men med den nye skolestruktur kom der ekstra fart under arbejdet, idet alle skoleledere skulle ’sælge’ deres skole til lærerne, som derefter kunne søge et job.”

Det betød, at Broskolen den 1. august 2003 startede med lærere fra fire forskellige skoler (586 elever) – dog med en overvægt af de tidligere lærere fra Birkemoseskolen.

Marianne Stentebjerg fortæller hurtigt og meget engageret om det pædagogiske løft, der drejer sig om lærernes faglighed, engagement og at forstå de unges udgangspunkt - hvor opgaven dog ikke er blevet mindre, fordi de danske elever, der er kommet til, kommer fra ’et tungt område’.

Integration gennem accept ”Integrationen til det danske samfund for de to-sprogede, har fået et fantastisk løft, alene, fordi de nu har danskere at sammenligne sig med,” siger Marianne Stentebjerg – og hun er meget godt tilfreds med den pædagogiske udvikling, hvor næste skridt nu er, at få lærerne til at ikke blot at ’forstå de unge’, men at motivere og udvikle de unge, gennem en accepterende indstilling – og at få forældrene i tale.

OK, til træk i kontanthjælpen ”Historierne for en række elever er meget forfærdelige, og bunder i en meget dårlig forældrekontakt og forståelse for børns behov og udvikling. Og selv om det lyder helt forkert ift min baggrund som radikal politiker, går jeg ind for en ændring i loven, så vi får mulighed for at trække forældrene i kontanthjælpen, hvis de ikke deltager i de møder, skolen indkalder dem til,” siger Marianne Stentebjerg, som uddyber den stærke udmelding: ”Vi arbejder også meget seriøst sammen med socialforvaltningen, politiet, PPR – der startede med et projekt, SIBU (støttet af Socialministeriet) – men selv om vi arbejder seriøst sammen med alle de bedste viljer og kompetencer vi hver især tilbyder, er forældrene erkendelse og medvirken helt afgørende.”

PPR: Skolen gør det godt Psykolog Birgitte Øbirk har oplevet skolens arbejde som meget positivt – og er derfor alene involveret i de tungeste sager. ”Og selv om sagerne er meget vanskelige, ser jeg altid skolen som en ressource, der med naturlighed påtager sig relevante opgaver til gavn for det enkelte barn,” siger Birgitte Øbirk.

Birkemoseskolen havde en gennemsnitlig klassekvotient på 19,95 elever før 2003 – efter 2003 steg klassekvotienten til 20,96 elever. Under interviewet med Marianne Stentebjerg og Birgitte Øbirk har dette forhold eller skolens økonomi ikke været nævnt. Ej heller et direkte spørgsmål om kommunens besparelser på §20,1 undervisningen.

Tårnborg skole: De to-sprogede elever er faldet godt til Tårnborg skole – der ligger 7 km. fra Korsør - fik med den nye skolestruktur to-sprogede elever fra Korsør – og det var noget ganske nyt, fordi skolen ikke havde tosprogede elever i forvejen.

Skoleleder Bent Frederiksen fremstiller det pædagogiske arbejde med de nye to-sprogede elever fra Korsør, der nu er blevet hverdag, på en ganske anden måde. ”Vi havde – på det tidspunkt beslutningen skulle tages en skolebestyrelse, der bakkede op om, at skolen skulle afspejle befolkningen i resten af samfundet – og vi gik i gang med forberedelserne, med særligt fokus på områderne, idræt, badning, deltagelse i kristendomsundervisning og lejrskole, hvor der kunne opstå konfliktmuligheder. Så da skoleåret startede, var vi derfor ikke nervøse for, om vi kunne magte den skole vi nu havde fået. Og der opstod da heller ikke problemer – måske fordi vi havde forberedt os så godt.” ”De nye elever faldt forbavsende hurtigt til. Så bortset fra en enkelt periode, hvor eleverne begyndte at opdele sig i arabiske/danske i frikvartererne, når de spillede fodbold – og et enkelt forældrepar, ikke ønskede at deres pige skulle bade med de andre børn, har der ikke været – hvad man kan kalde

for problemer,” siger Bent Frederiksen, med tilføjelsen: ”Vi fik sat en stopper for drengenes fodboldhold og pigen fik en badedragt. Dermed var det løst.”

Fritiden og skolen Birgitte Øbirk peger dog på fritiden, der ikke ser helt så lyserød ud, og som man derfor godt kunne gøre noget ved – for når de to-sprogede elever tager hjem til Motalavej i Korsør, så foregår fritiden ikke sammen med skolekammeraterne – men med kvarterets børn, hvor efternavnene f.eks. er Abdulrahman, Samanci og Hassan.

Bent Frederiksen er godt klar over, at fritiden ikke hænger sammen med skolen, men anser ikke opgaven som primær ift de opgaver skolen skal varetage.

Fakta: Tosprogede elever pr 100 elever Korsør Landsgennemsnit

1,5 8,2

Årstal 2003 2003

Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig Korsør Landsgennemsnit

kr.

36.308 43.121

Årstal 2005 2004

14,9 18,5 12,7

Årstal 2002 2005 2004

Privatskoleelever pr. 100 elever Korsør Korsør Landsgennemsnit

Gennemsnitlig klassekvotient Årstal Korsør (note 1) 18,89 2002 Korsør 21,76 2005 Landsgennemsnit 20,03 2004 Kilde: www.netborger.dk – med undtagelse af (note 1), der er oplyst af Korsør Kommune

Efterskrift: Interviewet blev fulgt op den 13. juni 2006, hvor Hassna Abdullatif (med tørklæde) og Faten Zaim fortæller om deres oplevelser med flytning fra Broskolen ’i byen’ til Tårnborg skole ’på landet’ i august 2003. De går i 9. klasse – og efter sommerferien skal de starte på Handelsskolen i Slagelse.

De fortæller, at elever, der ikke havde søskende, kunne vælge at fortsætte på skolen i byen, mens elever med søskende, skulle skifte skole. Hassna har to søskende, tvillinger, der går i 2. klasse på Tårnborg skole, mens Faten har en lillebror i 8. klasse.

De husker begge, meget tydeligt, hvordan de kom ud til Tårnborg skole den allerførste gang, hvor skolens elever stod med flag, stående i klasseopdelte rækker. Især, husker de, at de blev taget ”godt imod”.

Når de skal fortælle om ulemperne ved at gå på skolen, siger de begge, at turen på ¾ time til Tårnborg skole er noget længere end turen til Broskolen, der kunne klares på 15 minutter ”når vi går”. Og det gør de ret ofte, fordi det tit er for varmt i bussen og det derfor er rarere at gå.

Begge har det rigtigt fint på Tårnborg skole, men Faten synes, at ”der er for langt til en kiosk”, mens Hassna gerne vil anbefale en landskole, fordi ”vi taler mere sammen i frikvartererne” og ”der er mere stille og roligt, herude.”

Med et smil siger de afsluttende: ”Vi har jo kun 14 dage tilbage inden vi skal til Slagelse på handelsskole, og vi skal jo også tale pænt om vores skole.”

6. Hadsund Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Øster Hurup Skole og Als Skole lægges sammen under en fælles ledelse.

I 2004 nedlægges Hadsund Skole og Visborg Skole til fordel for en helt ny skole.”

Stort skoleprojekt med hård retorik Afsæt for interview, onsdag den 5. april 2006: I Hadsund var det et meget tydeligt billede af et meget stort projekt, og en skarp skillelinie mellem skolerne og administration/’det politiske niveau’.

Formand for ’Mariagerfjord Lærerkreds’ Flemming Bohn Skafte udtrykker det følgende måde: ”Hverken ledere eller lærere har haft indflydelse på projektet, og de får ord med på vejen af borgmesteren som: Kan de ikke lide lugten i bageriet, må de jo søge et andet job.”

Borgmester Karl Christensen (S) siger: ”Jeg udtrykker mig altid i gulvhøjde, og når der er truffet en politisk beslutning, har lærerne bare at følge den, hvis de ellers fortsat vil have deres løn fra kommunen.”

Den første skoleleder på den nye skole, Hadsund skole, Lars Roest – der som en meget vægtig del af sit job skulle sikre det pædagogiske fundament på den nye Hadsund skole med lærere fra to skoler - sagde sit job op efter 6 måneders ansættelse.

Visborg Skole fortsatte som friskole.

Kilderne er skoleleder Allan Krone Kristensen (Hadsund skole), skoleleder Jens Laurids Pedersen (Havbakkeskolen, det nye fælles skolenavn for Als Skole og Øster Hurup Skole) og skoleleder Keld Pagel, Visborg Friskole.

Vi får et indblik i en skole-hverdag efter en større strukturændring, som skoleledere og ansatte på skolerne ikke har haft væsentlig andel i at udforme – efter en lang periode med et anspændt forhold mellem skolerne og politikerne/administration.

Medarbejdernes ønsker ikke hørt ”Desværre oplevede vore medarbejdere, at deres ønsker – breve der blev sendt til kommunen - ikke blev hørt. De mente, at papirerne ganske enkelt forsvandt på kommunen,” siger Allan Krone Kristensen om processen for den nye Hadsund skole – og derfor stod de til sidst tilbage med håbet om, at de ville stå med et godt skoletilbud, når den nye skole stod klar.

Begge oplever derimod et perfekt samarbejde med kommunen mht. til processen omkring renoveringer af skolerne i Als og Øster Hurup.

Ordentlig tone ønskelig Om den retorik, der ind imellem blev set i dagspressen fra kommunens side, siger Jens Laurids Pedersen: ”Jeg tager ad notam, hvordan de udtrykker sig - men i en skolehverdag fylder det ikke så meget, selvom det på den anden side ikke ligefrem bidrager i den positive retning, som man jo kunne ønske sig.” – og fortsætter: ”Hvis jeg skal give andre kommuner et godt og velment råd er det, at processer tager tid, hvor jeg desværre - kan iagttage, at der presses mere og mere. Denne generelle udvikling i samfundet er specielt uheldig på skoleområdet.”

Processen ift. Hadsund skole tilblivelse kan godt have et skær af et problematisk samarbejde mellem skolerne og forvaltningen, og derfor understreger begge skoleledere, at ”..samarbejdet - i det daglige - foregår let og fuldt ud tilfredsstillende.”

Ingen lærere ønsker sig tilbage Allan Krone Kristensen udtrykker i dag status på tilfredsheden på følgende måde: ”Ingen lærere her på skolen ønsker sig tilbage til de skoler de kom fra.”

Den nye Hadsund skole er bygget i Hadsunds udkant med plads til cirka 800 elever – og er opbygget efter inspiration fra Hellerup Skole, dog ikke som et hel-åbent skolemiljø, men som et ’halv-åbent’ skolemiljø, hvor undervisningen skulle kunne foregå i klasselokaler eller i de store fælleslokaler. Men især lyden giver problemer i både klasselokaler og i de åbne miljøer.

Problemerne er så store, at mange elever sygemelder sig.

Strukturændringen betød, at lærere fra to skoler skulle arbejde sammen i en spritny pædagogisk tænkning – en faseopdelt skole og med lærerteams - som Allan Krone Kristensen måtte tage fat på, på førstedagen. Opgaven som Lars Roest var løst fra.

Besparelser – ikke kvalitet ”Som jeg ser det, drejer det her sig alene om, at kommunen skulle spare nogle penge på skoleområdet, hvor summa summarum er, at der er sparet 14 lærerstillinger, der i dagligdagen opleves ved at vi har fået betydeligt større klassekvotienter,” siger Allan Krone Kristensen, hvor status i 2005 er, at der er 22,29 elever/klasse i skolerne i Hadsund Kommune (2005) sammenholdt med landsgennemsnittet på 20,03. (Kilde: Netborger.dk) Og Allan Krone Kristensen priser sig da også lykkelig for, at lærere ”er sådan nogle praktiske mennesker, der hurtigt fagligt orienterer sig, og hurtigt begynder at se fremad. Der er så meget godt at fortælle om den nye Hadsund skole,” mener han.

En imponerende skole En rundgang på Hadsund skole vidner da også om meget store visioner, og noget af det fremmeste dansk skolevæsen – overhovedet – kan mestre.

SFO-en er integreret med skolen, der er veludstyrede faglokaler – bl.a. med læsetræningslokaler for børn med læseproblemer - og på første sal kigger man ind i svømmehallen, der er et af flere tilbud til børnene, når der står idræt på skemaet. Skolen kan på mange måder, i sit udtryk, sammenlignes med Syddansk Universitetscenter i Odense.

Svage børn svigtet Men på negativlisten hører også, at kommunens idé om at skolen ville kunne favne flere børn med særlige behov. Det er ikke lykkedes, hvor behovet for rolige og overskuelige rammer ikke tilfredsstilles på den nye skole med store rum og den megen støj – og hvorvidt skolen, helt generelt, giver børnene et bedre uddannelsesfundament, garanterer Allan Krone Kristensen heller ikke, men siger: ”Vi har nu et nyt og spændende udgangspunkt, en ny skole, en ny pædagogik og en ny samarbejdsmodel. Nu arbejder vi fremad, støt og roligt, og så må vi senere evaluere resultaterne.

Men der sker altså noget hele tiden i en skolehverdag. Så, selvfølgelig reagerer vi, når og hvis, der er nogle erkendte uhensigtsmæssigheder – og sådan har det jo i øvrigt altid været. Når jeg ser på mine lærere, trives de og de er begejstrede, og derfor er jeg meget sikker på, at de gode resultater vil vise sig.”

Visborg Skole købt af 5 forældre

På Visborg Friskole møder vi skoleleder Keld Pagel, der fortæller, at friskolen blev etableret i den nedlagte folkeskole, som det alle kalder en ”protestskole”. Fem forældrepar købte skolen for 1,5 millioner kroner og udlejede den til den nye friskole, der åbnede de 1. august 2004.

Skolen har i dag 47 elever (0. til 7. klasse), omkring 1/3 af børnene er fra den oprindelige skole, men skoleleder Keld Pagel, der har sine erfaringer fra Tårnhøj Skole med 1100 elever i Ålborg og fra Friskolen ”Solhverv” i Arden Kommune (240 elever), er fortrøstningsfuld: En friskole skal tilbyde mere ”Skolen har en fornuftig økonomi og der kommer til stadighed nye elever til. Vi er i dag en kopi af folkeskolens tilbud, hvor den personlige kontakt mellem lærer og elev er meget afgørende, engagementet – men vi skal mere end det. En friskole skal tilbyde noget mere end folkeskolen, og det er det lille plus, vi nu skal til at finde frem til,” siger Keld Pagel.

De to skoleledere, Allan Krone Kristensen og Jens Laurids Pedersen, er fuldstændig tråd med Keld Pagel. ”Lærerens engagement er alfa og omega, og det har som udgangspunkt intet med en stor eller lille skole at gøre,” siger Allan Krone Kristensen og Jens Laurids Pedersen sekunderer: ”Friskoletilbuddet her er godt – både for forældre, der her har en mulighed for et alternativ i kommunen og for lærere, der ønsker at udvikle deres faglighed på en anden måde.”

Havbakkeskolen: Ved ankomst til Øster Hurup understeger Jens Laurids Pedersen, at skolen har fået nyt navn. ”Det er nemlig vigtigt, at vi nu er én enhed, overfor alle,” understreger han – og Jens Laurids Pedersen fortæller herefter om at skolebestyrelsen ”heldigvis” er ligeligt fordelt mellem forældre fra Als og Øster Hurup, og ”at de særlige interesser hver by har haft, er blevet godt forenet”. Også at afdelingerne er opbygget så de ligner hinanden, hvorved børnene fra Øster Hurup (0-4 klasse) genkender indretningen, når de fortsætter i 5-7 klasse i Als. ”Ud fra et lærersynspunkt, er det klart, at vi helst ville være fortsat med en eller to selvstændige skoler, fordi det kræver en betydelig opmærksomhed at fastholde den indre sammenhængskraft med to afdelinger. Men som debatten i 2002 udviklede sig, var skolen i Øster Hurup lukningstruet, og derfor er vi alle glade for, hvad det er blevet til,” siger Laurids Pedersen og fortsætter: ”Jeg er ligeledes meget glad for at integrationen er gået så godt. Man kunne frygte en ’vi-de’ kultur blandt lærerne, men ret hurtigt fik vi en opfattelse af at være én skole. Og vi oplever nu også, at foreningerne i de to byer, arbejder langt mere sammen end tidligere,” siger Jens Laurids Pedersen.

Men der er også minusser med to geografisk opdelte enheder. ”En af vore ældste elever sagde til mig i Als, at han savnede de mindre årgange med ordene: ”Hvad er en skole uden de små – det er så dejligt at sige hej og hjælpe på samme måde, som vi engang blev hjulpet,” – og det kan der jo godt være noget om,” siger Jens Laurids Pedersen.

Lokalt fodslaw Allan Krone Kristensen var tidligere afdelingsleder i Øster Hurup, viser med stor stolthed hele byggeriet frem, der i dag omfatter et tæt samarbejde med byens hal, der er en selvejende institution – og det nye skud på stammen: en sammenbygning af skolen og hallen, der ligeledes er en selvejende institution, hvor der er forsamlingslokaler og mange små mødelokaler til byens kulturliv. ”I 2002 kunne alt være lukket og slukket, og se alt det, der nu er kommet. Det er virkelig en vitaminindsprøjtning til hele området herude det tyndt befolkede område i øst,” siger de to skoleledere samstemmende.

Lille skole bedst til forældre-samarbejde Allan Krone Kristensen bemærker, at der er meget stor forskel på at være leder på den nye Hadsund skole og i Øster Hurup: ”I Hadsund leverer vi mere, hvad man kan kalde ’en skoleydelse’, hvor skolerne herude i øst er en integreret del af hele samfundet, og hvor forældre og borgere føler sig dybt involveret i skolen i døgnets 24 timer. Men jeg har en klar oplevelse af, at forældrene føler sig trygge ved skolen og føler sig godt informerede,” slutter Allan Krone Kristensen.

Fakta: Den nye Hadsund skole har kostet omkring 100 millioner kroner. En stor del af finansieringen er kommet gennem salg af den gamle Hadsund skole, hvor der nu indrettes boliger, butikker og et kommunalt kulturcenter. Øster Hurup Skole og Als Skole (nu Havbakkeskolen) er ombygget for hhv. 3 og 10 mill. kr.

Skelund skole blev ombygget i 1999, som i dag - i det store hele - kan bruges efter kommunens pædagogiske ideer med faseinddeling, lærerteams og de åbne læringsmiljøer.

Skoler i Hadsund Kommune Hadsund skole Visborg skole (privat skole) Skelund skole Havbakkeskolen • Øster Hurup afdeling (0-4 klasse) • Als (5-9 klasse) Vindblæs skole (privat skole)

7. Sydals Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Kegnæs Skole og Tandslet Skole nedlægges.”

Skolenedlæggelser på enmandshånd Afsæt for interview, onsdag den 4.maj 2006: De to skoler, Kegnæs Skole og Tandslet Skole, blev nedlagt som kommunale skoler – begge fortsatte som private.

Skolerne på Sydals havde i ganske mange år været i politikernes søgelys, men ingen havde haft mod til at tage konfrontationen, indtil Jakob K. Haunstrup (K) meldte sig med kandidatur til formandsposten for Undervisnings- og kulturudvalget med det klare mål, at se på skolerne, hvor han som betingelse krævede, at der kunne blive tale om at nedlægge skoler. Jakob K. Haunstrup fik politisk opbakning – men ikke aktivt støtte - til de planer han forelagde byrådet.

Kilderne er formand for Undervisnings- og kulturudvalget Jakob K. Haunstrup (K) og fire elever: To fra Hørup Centralskole, Rikke Hansen og Natacha Petersen (7. klasse) og to fra Tandslet Friskole, René M. Paulsen og Tue Thusbøll Holst (8. klasse) – samt viceskoleinspektør Helle Als og tidligere skolebestyrelsesformand på Tandslet Friskole, Anders Vestergaard.

Vi får et indblik i debatten og processen med at lukke to skoler og vi får et indblik i hvordan skoleelever og en tidligere formand for en skolebestyrelse oplevede strukturændringerne.

Skolerne – et kildent politisk emne Jakob K. Haunstrup forklarer først den virkelighed han oplevede, hvor ”[skolestruktur] i mange år havde været et varmt emne i kommunalbestyrelsen, men at ingen rigtigt havde haft modet til at gøre noget ved den.”

Diskussionen blev meget intens op til sidste byrådsvalg, hvilket sprængte ’fælleslisten’, som han selv var en del af. Listen var enig om, at man skulle have ’det bedst mulige skolevæsen’, men medlemmerne var ikke enige om, ’hvordan målet skulle nås’. Det betød, at Jakob K. Haunstrup forlod den liste, han havde været medlem af i 14 år, og blev konservativ.

Og da det nye byråd skulle sammensættes blev Jakob K. Haunstrup spurgt af borgmester Jens Peter Kock (L), om han ønskede at fortsætte som formand for Undervisnings- og kulturudvalget, hvilket han accepterede på betingelse af, at skolerne ikke var fredet. ”Og det sagde borgmesteren ok til,” fortæller Jakob K. Haunstrup.

Flere modeller til debat I et år blev emnet ’skolestruktur’ nu diskuteret, politisk og i offentligheden. Flere modeller var fremme, bl.a. en ’Kegnæs-model’ og en ’Tandslet-model’, altså ikke blot én stor skole i Hørup, som forslaget endte med at blive.

”Men, jeg var meget fortaler for én stor skole, fordi der var behov for betydelige forandrings- og renoveringsarbejder på skolerne, hvor det var naturligt at se på, hvordan vi kunne sikre kvaliteten af undervisningen i en lang periode frem i tiden,” siger Jakob K. Haunstrup, som uddyber forklaringen med, at holdningen også havde at gøre med, at det i flere år havde været svært at få uddannede lærere, så ”[..] der var behov for at gøre noget drastisk, når nu de ikke selv reagerede på den situation, som de var havnet i.”

Jakob K. Haunstrup betegner dog Tandslet Skole som velfungerende, hvor lærerkollegiet da også bestod af uddannede lærere. Både Kegnæs og Tandslet Friskole startede op med nye lærerkræfter med undtagelse af Helle Als, som fortsatte som viceskoleleder i Tandslet.

Om man ikke kunne have valgt en anden måde at løse problemerne på, f.eks. med efteruddannelse af lærerne, siger Jakob K. Haunstrup: ”Jo, man kunne have gjort så meget – men nu blev det altså det. Og selvom debatten var utrolig barsk i 2002/2003, og beslutningen – som hele byrådet stod bag med undtagelse af tre medlemmer også haft nogle meget store personlige konsekvenser for mig og min kone, fordi det var mig der blev fremstillet som ’manden med kniven’, så har jeg ikke fortrudt beslutningen et eneste sekund.”

Konsulenthjælp manglede ”Men jeg fortryder bittert, at vi ikke fik en ekstern proceskonsulent til at hjælpe os med debatten i forhold til borgerne, fordi vi simpelt hen ikke var gode nok til det selv. Og jeg fortryder, at vi ikke fik en ekstern proceskonsulent til at hjælpe os med at sammenføre lærerne fra Kegnæs og Tandslet til Hørup.”, hvilket da også er det råd Jakob K. Haunstrup giver til andre kommuner.

I dag er Jakob K. Haunstrup – samlet set – meget tilfreds med det skoletilbud, der findes i Sydals Kommune: ”Jeg fornemmer, at de to friskoler fungerer godt nu – og glæder mig over, at Hørup skole med sine cirka 600 elever, hører til en af landets bedste skoler mht. eksamenskarakterer. Også, at vi sætter målrettede ressourcer ind på de elever, der har behov for ekstra støtte med 20,1 undervisning.”

Rart på landet, men byen udfordrer Efter en time støder Rikke Hansen og Natacha Petersen til - og de får en lille opgave, der består af to spørgsmål: 1) Hvor vil du helst bo – i Sydals Kommune, i Sønderborg eller i Århus?

Begge svarer: I Sydals Kommune.

2) Hvor er bedst at bo, hvis man skal have de bedste forudsætninger, for at blive voksen - i Sydals Kommune, i Sønderborg eller i Århus?

Rikke svarer Sydals Kommune, mens Natacha mener, at en opvækst i Sønderborg, vil betyde et bedre voksenliv. Natacha forklarer sit svar med, at der er flere tilbud udenfor skolen - dels med flere kammerater dels med flere aktiviteter, der også betyder meget i opvæksten. Rikke bor på en gård, hvor hun er helt tæt på sine forældres hverdag, og også selv udfører selvstændige opgaver.

I den efterfølgende snak om svarene forklarer pigerne, at de ikke kender hverken Sønderborg eller Århus ”særligt godt”. Dog kan Natacha huske en lille smule fra Sønderborg, hvor hun boede indtil hun var 5 år. Deres kendskab i dag er primært gennem ture på strøget i Sønderborg, hvor især Natacha synes det er rart ”at kigge og se på varer”.

Glade for gode karakterer Samtalen runder også hverdagen på Hørup skole, hvor de begge er glade for at gå. De er glade for, at gå på en skole, der ligger i top med karaktererne – og de mener begge, at det har noget at gøre med Sydals med ’natur’ og ’et sted, der inviterer til kreativitet og mange selvstændige tanker’. De føler sig i alt fald ikke pressede af lærerne.

Blot mener Rikke, at hjælpen til bogligt svage børn skulle strikkes anderledes sammen: Dels handler det om, at forældrene skal tage mere ansvar – og dels handler det om, at lærerne skal gøre tingene anderledes, hvor den skrappe tone, og den megen service med dobbeltlærere, bør udnyttes bedre. Den skal tilpasses en facon, hvor lærerne aktiverer den enkelte elevs egen samvittighed. ”Hvad nytter det, at lærerne bruger en masse tid, hvor eleven bare sidder og griner og synes det er sjovt at blive irettesat,” lyder det fra 13-årige Rikke Hansen.

Folkeskole vs. friskole Efter en kort gåtur på havnen, hvor Rikke og Natasha fortæller, at stort set alle de store elever taler og forstår tysk og at man sagtens kan bruge sprogfærdighederne, når man bliver voksen – går turen til Tandslet, hvor vi møder René og Tue samt viceskoleinspektør Helle Als. Her uddeles ligeledes en lille opgave, der består af to spørgsmål: 1) Hvilken skole, vil du helst gå på – en lille skole som i Kegnæs eller Tandslet, en skole som i Hørup eller en større skole med f.eks.

800 elever?

Samtlige fire elever svarer, at de helst vil gå på den type skole, de går på nu. Eleverne lader forstå, at de kender deres egen skole bedst, så det er svært at forholde sig til noget man i grunden ikke kender. Rikke og Natasha har begge også gået på Kegnæs Skole, hvor Rikke har det fint med, at der er flere elever i klasserne, ”[..] der fremmer elevernes selvstændighed.”, mens Natasha vægter meget, at der er ”[..] flere kammerater og flere tilbud.”

Rikke har også gået på Kegnæs Friskole, hvorfor hun også aktivt vægter den mere fagopdelte skole, der tilbydes på Hørup Skole.

Alle elever kommer ind på lærerens særlige kompetencer, hvor de alle har det rigtigt godt med en ”[..] god, engageret og spændende lærer.” René og Tue er glade for den ikke-fagopdelte undervisning, der tilbydes på Tandslet Friskole, fordi fagene alligevel dækkes ind ”blot på en anden måde”. Begge giver udtryk for, at ’matematik er meget spændende’, med begrundelsen: ”Det er en god lærer, der gør matematik utroligt spændende.” I flere sammenhænge i snakken, dukker denne spændende lærer op i samtalen: han kommer fra Island.

2) Hvilken skole mener du er bedst, hvis man skal have de bedste forudsætninger for at blive voksen - en lille skole som i Kegnæs eller Tandslet, en skole som i Hørup eller en større skole med f.eks. 800 elever?

Samtlige elever mener, at deres nuværende skole, giver dem de bedste forudsætninger som voksen, dog med den begrundelse, at de ”jo kender deres egen skole bedst”. I snakken, hvor Rikke sammenligner Kegnæs med Hørup Skole, finder vi frem til, at begge skoler har udviklet sig parallelt vedrørende pædagogik og holddannelse. Der er i dag ’mange elever’ på holdene, begge steder.

Uenighed om resultaterne På vej tilbage til Hørup får Jakob K. Haunstrup en snak om skolestrukturen med Helle Als, men snakken munder ikke ud i enighed om hverken hvad man kan kalde Tandslet Friskole, som Jakob K. Haunstrup betegner som en ’protestskole’ – eller om de kommunale budgetter nu også holdt.

Helle Als, der også tidligere var viceskolechef på skolen, mener, at Tandslet Skole er et ”Skoletilbud, der er godt på vej til at finde sine egne ben.” Og at skolen er ’godt på vej’, begrunder hun med, at der er et lærerkorps, ”[..] der måske ikke ligefrem er friskolefolk, men som ønsker at arbejde med og for at skolen bliver en rigtig god friskole med det idégrundlag, som skolen lægger op til.” - og at elevtilgangen og udvikling er i tråd med de ønsker de har, nemlig, at ”[..] tilgangen sker naturligt ved at børnene starter i børnehaveklassen.”

Om budgetterne er overholdt, siger Helle Als, ”[at], der er jo mange måde at regne på.” – så Jakob K. Haunstrups påstand om, at der blev sparet 4 mill. kr. i de oprindelige udregninger og det halve efter at kommunen vinkede farvel til bloktilskuddet for eleverne på de to friskoler, blev stående som åbne spørgsmål ved dagens afslutning.

Fakta: Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig 2000-2005 i Sydals Kommune (kroner): 2000 2001 41.681 44.325 Kilde: www.noegletal.dk

2002 46.550

2003 44.598

Efterskrift: Anders Vestergaard: Om skolen som ’Den lokale forankring’

2004 42.314

2005 46.886

”Vi havde en velfungerende skole, og vi har fået en velfungerende skole, som vi nu blot nu selv må betale til. Vi havde et samlingssted for borgerne om aftenen, og det har vi fortsat, som vi nu blot nu selv må betale til.”

Anders Vestergaards pointe er derfor, at det er blevet dyrere for familier med skolesøgende børn og for borgerne, at bo i Tandslet, hvor regnestykket er, at foreningerne nu betaler 23.000 kr. om året til Tandslet Skole - udgifter, der førhen blev dækket 100 procent af kommunen. ”Ja, selv med pengene fra foreningerne og tilskuddet fra kommunen på cirka 34.000 kr. er vi slet ikke dækket ind på skolen – fordi vi stiller lokaler til rådighed for flere små arrangementer uden at få betaling,” siger Anders Vestergaard.

Anders Vestergaard har på privat initiativ undersøgt 8 kommuner (Skælskør, Møn, Langeskov, Ringe, Gram, Thyholm, Løgstør og Sundved Kommune), hvor der er lukket skoler i perioden 1993 til 2002, fordi han ville undersøge hvad skolen betyder for et landdistrikt. ”I alle eksemplerne faldt huspriserne og de sociale udgifter steg,” siger Anders Vestergaard.

Historierne om skolelukningerne kan forklares med, at ressourcestærke familier flyttede og at det fik konsekvenser for skolen, erkender Anders Vestergaard. ”Men resultaterne skræmmer,” fastslår han.

8. Give Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ” Karlskovskolen og Langelund Skole nedlægges, og eleverne samles på en nybygget skole.”

Skoleplanlægning med vikingetidens principper Afsæt for interview, torsdag den 11.maj 2006: Karlskovskolen og Langelund Skole blev nedlagt og solgt til et islandsk konsortium, der vil bygge ferieboliger - og kommunen opførte en ny skole som planlagt, Elkjærskolen, der blev bygget i Grønbjerg. Men der blev samtidig bygget en privatskole i Karlskov, hvilket var ganske underligt – for kommunen havde lagt op til borgerne ’selv at finde ud af, hvad de ville’.

Borgmester Villy Dahl Sørensen (Lokallisten for Thyregod-Vester), henvendte sig efterfølgende til Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i september 2003 med en bøn om, at det skulle være sværere at oprette friskoler i Danmark, fordi et enigt byråd, ville kunne se frem til en besparelse på 3 millioner kroner, der pludselig var vendt til et underskud, fordi halvdelen af eleverne til den nye Elkjærskolen meldte sig ind hos den nye private konkurrent Karlskov friskole.

Kilderne er Borger- og kulturdirektør Juel Sørensen, Give Kommune, lærer Alan Anov, Karlskov Friskole og skoleleder Preben Panduro, Elkjærskolen.

Vi får et indblik i en kommune, der har ønsket at inddrage borgerne 100 procent i en ny skolestruktur, hvor det drejede sig om at placere en ny stor skole, der skulle erstatte to små skoler –

men hvor det gik helt galt, fordi politikerne bl.a. overså traditioner fra vikingetiden, der viste sig, stadig, at være sprællevende.

Skoleledere ønskede ændringer ”Historien startede da jeg var skoleleder på Langelund skole, hvor jeg havde haft flere samtaler med skolelederen, Peter Fischer, på Karlskovskolen om, hvor træls det var at blive beskåret hele tiden, og at smertegrænsen nu var ved at være nået. Vi mente begge, at tiden nu var inde til at slå de to skoler sammen, hvor vi havde 100 elever fra 0.-7. klasse og Karlskov skole havde 110 elever fra 0.

– 7. klasse. Begge skoler havde også behov for omfattende renoveringer,” fortæller Preben Panduro og fortsætter: ”På et møde med kommunen, der også handlede om skolestruktur, smed vi ’bomben’. Politikerne klappede i hænderne – alle var enige om, at den nuværende situation var uholdbar. Og politikerne sagde: Gå videre med planerne,” fortæller Preben Panduro.

Frie hænder til skolebestyrelsen Formanden for skolebestyrelsen, Thorkild Ljørring Pedersen på Karlskovskolen blev involveret, og da der senere blev holdt et dialogmøde med kulturudvalget opsummerede han mødet med at sige: ”Vi det så sige, at vi kan gå hjem og lave et forslag, som kommunen vil godtage?”

Både Juel Sørensen og Preben Panduro deltog i mødet – og i bagklogskabens lys, denne dag i maj, siger de samstemmende: ”Det var lige netop her, fejlen blev begået.”

For sagen var, at alle gik uden om ”den varme kartoffel”, der handlede om en tradition og nedfæstet tankegang, der går tilbage til vikingetiden i 800-tallet og op igennem 1800-tallet og også i starten af 1900-tallet havde vist sig at være sprællevende: Sognene var vant til at lægge skolerne ’lige midt imellem sig’.

Og den historie kender Alan Anov så udmærket, og han er ligeledes enig i, at der lige netop her blev begået en brøler ved, at politikerne ikke klart fik meldt ud, at en ny skole skulle ligge ”ved én af byerne.”

Princippet - lige afstand Alan Anov uddyber lokalhistorien tilbage i vikingetiden, hvorledes bønderne om foråret tilberedte jorden og såede, for så at sende karlene ud på skibe man var fælles om, som lå ved landsbyen Skibet i Vejle Fjord. ”Man var simpelt hen vant til at være fælles om skibe og arbejde sammen,” fortæller Alan Anov – og derfor så man da også alle tiltag på skoleområdet efter devisen: ’Skolen skal lige midt imellem.’

Og det blev da også resultatet på det arbejde skolebestyrelserne kom med: ’Midt imellem de to byer - ved 31 km.-stenen på hovedvejen.’

Juel Sørensen mener ikke, at han skulle have handlet anderledes som embedsmand, selvom han erkender, at han som embedsmand har en opgave i, både ’at handle i situationer’ – også at være proaktiv i forhold til den proces, som en debat om skolestrukturen er. ”Da Thorkild Ljørring Pedersen kom med spørgsmålet, vidste jeg udmærket, at der var en ’varm kartoffel’, men jeg sagde ikke noget, fordi politikerne vidste det jo også. Ja, alle vidste det jo – også Thorkild og skolebestyrelserne. Derfor sagde jeg ikke noget.”

Men Juel Sørensen er nu også ret sikker på, at mange andre forhold kunne have ført til uenighed og dermed oprettelsen af friskoler.

Skoler giver altid problemer ”Skolestrukturdebat er utroligt følsom, og derfor kan man slet ikke forudse hvad der giver problemer. Så selv med de erfaringer jeg har fået, vil jeg ikke kunne lave en plan. Hvis problemet ikke opstår et sted, kan det opstå et andet sted. Ingenting er til at forudse – og kæden er altså aldrig stærkere end det svageste led,” siger Juel Sørensen, der dog i den aktuelle situation godt kunne se en idé i en politisk udmelding: En fælles stor skole i Give eller en ny skole tæt ved en af byerne i lokalområdet.

Snakken om skolestruktur runder forskelligheder i Danmark, hvor både Juel Sørensen og Alan Anov giver udtryk for, ”[at] det nok er sværere at komme gnidningsfrit igennem med skolelukninger i Jylland, end det er i den øvrige del af landet.” ”Men stadigvæk handler det om at stikke en finger i jorden, det sted man er – og tage de diskussioner, der dukker op, med åben pande. Skolelukninger er altså et følsomt emne, og derfor vil jeg ikke kunne påtage mig et job som proceskonsulent i en kommune på Sjælland, med garantien for ’en vellykket proces uden friskoler’ i kølvandet,” siger Juel Sørensen, der også ser mange andre forhold spille ind, f.eks. befolkningstætheden, hvor Give Kommune med sine 14.000 indbyggere arealmæssigt er landets 6. største kommune med en befolkningstæthed på 35 borgere/km² - som godt kan sammenlignes med Bornholm, fordi kommunerne begge er store arealmæssigt og lav mht. befolkningstætheden.

Lærerne manglede Preben Panduro er ikke helt så enig i Juel Sørensens bud på en mulig politisk udmelding, for var alternativet en stor skole i Give, ville der opstå to friskoler, en i Karlskov og en i Langelund. ”Det er jeg helt sikker på,” siger Preben Panduro.

Knap så sikker er han dog ikke mht. den anden løsning med en skole ved en af byerne: ”Med et sådant afsæt kunne jeg have forberedt mine lærere på en sådan mulig udgang – og jeg tror meget på, at de ville gå ind for en sådan løsning med iver, fordi de kunne se ideen ud fra pædagogiske argumenter, og det ville styrke argumentationen overfor forældrene og bestyrelserne,” siger Preben Panduro, men tilføjer: ”Jeg er helt enig med Juel Sørensen vurdering. Skoler er et følsomt emne; alt kan ske.”

Private bakker op – begge steder Landdistriktet har fået to flotte nye skoler - Karlskov Friskole (153 elever fra 0-8 klasse) og Elkjærskolen (170 elever fra 0.-7.klasse), og efterfølgende har begge skoler udvidet med fritidsfaciliteter, begge steder finansieret af private midler.

Ydermere bygger en selvstændig forening ved Karlskov Friskole lige nu et foreningshus med en lille hal, opbygget i samme stil som skolen, nemlig ottekantede bygninger opført af træ. Også på Elkjærskolen har en selvejende institution opført en sportshal, der er bygget sammen med skolen.

I Karlskov ligger Idrætsforeningens sportsbaner på kommunal jord, mens friskolen og foreningshuset selv ejer jorden. Skolen lejer sig ind i foreningshuset, når hallen eller andre faciliteter benyttes.

Skoler gi´r problemer – børnehaver ikke Karlskovskolen blev nedlagt, og genopstod senere som børnehave, og den nye børnehave - Karla Grøn - blev herefter tilbuddet for forældrene i de to byer, Karlskov og Langelund – fordi Langelund Børnehave samtidig blev nedlagt. ”På sin vis kan man godt finde det ret underligt, at strukturforandringer med børnehaver går så uproblematisk, hvor følelserne kommer i kog, når det drejer sig om skolerne – men sådan er det altså,” lyder Juel Sørensens stille afsluttende kommentar.

Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig: 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 Give Kommune 33.382 33.574 34.122 35.511 36.940 39.050 40.248 40.213 39.097 37.827 Hele landet 34.641 35.780 36.912 37.973 39.566 41.453 42.653 43.616 44.599 44.265 Kilde: www.noegletal.dk Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig:

Vejle Tørring-Uldum Jelling Give Egtved Børkop Landsgennemsnit Kilde: www.netborger.dk

Kr. 44.995 46.106 54.709 37.827 43.717 46.959 43.121

Årstal 2005 2005 2005 2005 2005 2005 2004

9. Aarup Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Rørupskolen nedlægges.”

Institutioner skaber liv Afsæt for interview, onsdag den 15. maj 2006: Rørupskolen blev nedlagt, og overtaget af en privat specialskole med helt nye elever. (Lærkeskolen) På Landdistriktskonferencen den Lemvig den 29.-29. april 2006 understregede Leif Mikkelsen (V), at landdistrikterne og skolerne blev understøttet gennem udligningsreformen, hvorfor det var nærliggende at se på, hvorledes pengene blev forvaltet i Aarup Kommune, der hvert år modtager midler, der i 2006 drejer sig om 1,872 mill. kr. (Kilde: www.im.dk) Derfor blev kilderne sammensat for at fortælle om deres oplevelser med fokus på kommunens støtte til landsbyen 5- og forholdet til Lærkeskolen fra Middelfart – den nye specialskole - der nu flyttede ind på Rørupskolen, som efter 3 år uden skoleaktivitet, fik ’nyt liv’.

Kilderne er borger og kommunalpolitiker (DRV) Poul Poulsen, Rørup, der er genvalgt til byrådet i Nyassens Kommune. Til dagligt arbejder Poul Poulsen på Svovlhatten i Odense, et bosted for senhjerneskadede. Souschef, Jan Kaas, den nye private specialskole. Formand for støtteforeningen i Regnbuen/Solvognen, Connie Bonde Møller, mor til to børn, der går hhv. i børnehave og i SFO. Institutionsleder, Lisbeth Jakobsen den integrerede institution Regnbuen i Rørup, der ligger sammen med Rørupskolen og nu bor til leje hos den private specialskole. Desuden borgmester Lars Kristian Pedersen (V), der ikke kunne deltage og derfor kommenterede interviewet efterfølgende.

Vi få et indblik i en aktiv landsbys bestræbelser på at bevare det lokale engagement ved at kæmpe for byens institutioner, afsøge nye muligheder når beslutningerne går borgerne imod - og borgernes lyst til at samarbejde med nye tiltag, der kan betyde noget for landsbyens fremtid – alt sammen hjulpet godt på vej af en særdeles aktiv borger og byrådspolitiker, som imidlertid ikke har følt sig hjulpet af byrådskollegerne.

5

Andre økonomiske støttemuligheder for landsbyer som bilag bagest i bogen (Bilag 1)

Poul Poulsen: Kommunalpolitik handler om penge ”I mit daglige arbejde som politiker, taler vi ikke om penge fra udligningsreformen, der skal støtte landsbyerne - overhovedet. Derimod taler vi evindeligt meget om at spare. Det ord, der bruges for besparelser på skoleområdet, er ’rummelighed’,” siger Poul Poulsen, der heller ikke i relation til skolenedlæggelsen i Rørup har set kommunen som aktiv for at byen skulle klare sig fremover uden skole – overhovedet. Han beretter videre: ”Rørupskolen fik for nogle år siden et godt råd af politikerne om, at ’være spændende’ og ’vise faglige resultater’. Og det råd blev fulgt, men skolen fik så en over næsen på rådhuset, da Rørupskolen begyndte at skilte med deres kvaliteter for at tiltrække elever fra Aarup.

Lige efter sidste valg, lukkede de så skolen, selvom ingen politikere ønskede en lukning af Rørupskolen inden valget.

Da den så blev lukket kvitterede kommunen med, at borgerne kunne købe skolen for 400.000 kr. til borgerhus, hvor andre havde fået bygninger kvit og frit.

Nu Lærkeskolen starter, hedder tilskuddet fra kommunen ’lokaletilskud’, der kun gælder børn og unge op til 25 år – og ansøgningerne er så indviklede, så folk ikke får søgt rettidigt og på den rigtige måde. Hører man til den voksne del af befolkningen, er der ikke tilskud – eller så bliver man henvist til kommunens tilbud i Aarup.

Rørupskolen var den sidste lille skole i kommunen, som i 1998 fik lovning på at køre videre med en fast normering på en lærer til 6,5 elever, og rent faktisk var et alternativ for børn i hele kommunen, som havde brug for en mindre enhed.

Det var også argumenter, der blev fremført af borgerne, ligesom også børneprognoser og kritik overfor kommunens økonomiske beregninger, hvilket gav anledning til meget stor utilfredshed og enorm frustration.

Men kommunen havde taget beslutningen på forhånd – der måske havde at gøre med den tidligere skoledebat i 1999 om ’Folkeskolen 2000’, hvor indretningen af skolerne var et stort tema. Reultatet var ringe debat og borgerinddragelse.

Så både hvad angår økonomien og interessen for os, har kommunen ganske enkelt været elendig,” fastslår Poul Poulsen, som også vurderer fremtiden: ”Jeg er helt sikker på, at de få små skoler, der efterhånden er tilbage, får det hårdere efter 1. januar 2007. Også, at der ikke bliver givet flere kommunale kroner end højst nødvendigt til skolerne i landsbyerne.”

Connie Bonde Møller: Forargelse betaler sig ikke ”Vi var meget ophidsede over den måde kommunen behandlede os på. Den var ikke fair, men vi bærer også selv et ansvar, for vi var medvirkende til at dialogen med politikerne gik tabt.

Vi mærkede det også ved, at mange sagde nejtak til at fortsætte og bakke op om det videre arbejde for skolen og for byen som helhed.

Så efter beslutningen om nedlæggelsen af skolen reelt var taget, blev der meget stille i en 3-6 måneder, inden nye aktører kom på banen, mange var børnefamilier.

Vejen frem for dem – og også for mit vedkommende – blev vores integrerede institution med børnehave plus SFO. Dette fællesskab er også udgangspunktet for mange andre aktiviteter i byen, der ligeledes omfatter borgerhuset og skolens fremtid.

Vi er utroligt glad for Poul Poulsen, der er katalysator for, at ideer og ønsker – og problemer der opstår, bliver håndteret og løst,” siger Connie Bonde Møller.

Jan Kaas: Vi skal fungere med landsbyen og bakke den op

”På Rørupskolen kunne vi få mere plads end vi har i Middelfart, hvor vi bor i dag – og de cirka 6-7 millioner kroner det hele løber op i inklusive købet af skolen til 3 millioner kroner er et overskueligt beløb, med en placering tættere ved Odense også betyder sikkerhed mht. kundeunderlaget.

Vi er en selvejende institution med pt. 15 unge, der hver dag kommer til skolen fra området Vestfyn. Det er børn i skolealderen, som har mange historier bag sig. Nogle af børnenes historier er, at flere folkeskoler har afvist dem som u-underviselige – og nogle er, at børnene af forskellige omstændigheder bare har siddet derhjemme og blevet glemt.

Vi har oplevet en utrolig velvillighed fra alle i processen – lige fra den første henvendelse, hvor borgmesteren selv viste skolen frem, gennem sagsbehandlingen ift købet og dialogen med borgerne i Rørup.

Vi har stor forståelse for, at borgerne er meget glade for os som skole, fordi vore lokaler kan anvendes til kulturelle formål, hvor vi alene har det ønske, at få udgifterne dækket – og derfor er vi også meget optaget af, at borgerne får aftaler med kommunen, som stiller dem på samme måde, som da skolen var kommunal – hvor vi kan se, at der er begrænsninger ift deltagernes alder og besvær ansøgningsformularerne.

Vi har den indstilling, at der vil blive en overgangsordning inden tingene bliver hverdag. Dialogen med alle har været utrolig positiv og befordrende for en god fremtid her i Rørup, og jeg ser skolen som et aktiv; også i forhold at bevare den lokale købmand, hvor vi jo kan lægge en stor del af vore indkøb,” siger Jan Kaaes.

Lisbeth Jakobsen: Her fødes ideer til lokale aktiviteter ”Forældrene er glade for vores integrerede institution – først og fremmest børnehaven, men også fritidsklubben. Skolebørnene har på den måde et tilhørsforhold til de mindste i byen, de tager med skolebussen i samlet trop om morgenen, og de har nogle timer om eftermiddagen i fritidsklubben, inden de bliver hentet om eftermiddagen. Den daglige kontakt betyder jo også ganske meget for lokalsamfundet, fordi mange ideer fødes og organiseres her.”

Borgmester Lars Kristian Pedersen: Børnehaver og fritidshjem lige så vigtige som et forsamlingshus ”I processen er jeg blevet meget bevidst om, at det er vigtigt med offentlige tilbud i landsbyerne, for det er her borgerne mødes og snakker - og laver aftaler om aktiviteter. Institutioner har derfor stor betydning for landsbyernes vitalitet.

Og derfor opfatter jeg børnehaver og fritidshjem som ’lige så vigtige’ som et forsamlingshus, når det drejer sig om et fortsat aktivt liv i landsbyerne – og derfor er mit råd til andre kommuner: tænk på børnehaver og fritidshjem, når landsbyskolen lukkes.”

Fakta: Omkring 10 ud af de 75 elever fra Rørupskolen (2003) startede på privatskolerne i hhv. Brenderup og Nr. Åby.

Aarup Kommune har cirka 5.500 borgere. Afstanden til Aarup fra Rørup er cirka 5 km.

Skoletal for kommunerne, der indgår i den nye storkommune Ny Assens Kommune pr. 1. januar 2007: Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig Aarup Vissenbjerg Tommerup Haarby Glamsbjerg Assens Landsgennemsnit

kr.

34.323 39.885 46.751 41.230 46.705 42.883 43.121

Antal folkeskoler Aarup Vissenbjerg Tommerup Haarby Glamsbjerg Assens

Årstal 2005 2005 2005 2005 2005 2005 2004

Årstal 1 2 4 3 4 3

2005 2005 2005 2005 2005 2005

Kilde: www.netborger.dk Efterskrift: Kommunalekspert Roger Buch, DJH Vedrørende sammenhængen mellem udligningsreformen og støtte til landdistrikterne: ”I fremtiden skal pengene jo blot flyttes rundt til 98 kommuner mod førhen 271, og det vil alt andet lige betyde endnu større slagsmål om midlerne, og her får landdistrikterne får det endnu sværere,” siger Roger Buch.

10. Vordingborg Kommune: Fagbladet ’Folkeskolen’: Sværdborg Sogneskole nedlægges. (Kastrup skole skulle også nedlægges) Brug pressen – hvis din skole skal overleve Afsæt for interview, onsdag den 13. juni 2006: Sværdborg Sogneskole blev lukket og genopstod som friskole. Kastrup Skole fik lov at bestå, men mistede 7 klasse. Men også Ørslev skole og Vintersbølle skole mistede deres 7. klasser. Alle skoler i kommunen blev dermed berørt af strukturændringen.

Kilderne er viceborgmester Birthe Helth (S), redaktør Henning Gøtz, Sjællandske Tidende (Vordingborg-redaktionen), og forhenværende konstituerede leder af Sværdborg Sogneskole, Erik Alvin Madsen.

Vi får et indblik i hvad det betyder at bruge pressen og være aktive på bl.a. borgermøder, hvis borgere gerne vil bevare deres skole – og også indblik i, hvorledes kommuner kan forberede og forholde sig til borgerne. På Kastrup Skole var der meget stor iver for at bruge pressen, mens man på Sværdborg Skole ønskede at bruge kommando-vejen med høringssvar til kommunen. Kastrup Skoles strategi betød, at de bevarede deres skole. Ønsket: en ikke-kaotisk skoledebat ”I 1992 havde vi sidste debat om skolestrukturen – og den var fuldstændigt kaotisk. Der var så mange forslag i luften, og der var ingen hoved eller hale i debatten i byrådssalen. Derfor besluttede vi os for at gøre det på en helt anden måde. Ganske enkelt for at undgå et tilsvarende virvar,” forklarer Birthe Helth om optakten til skolestrukturdebatten i 2002.

I Børne- og Kulturudvalget var der tilslutning til at se på skolestrukturen af flere årsager.

Det faglige dårlige niveau på landsplan var alle dybt berørte over, hvor cirka 20 procent af landets skolelever ikke har faglige kvalifikationer til at gennemføre en kompetencegivende uddannelse. ”Og den situation havde vi også her i Vordingborg, der er karakteriseret ved at være en kommune med mange ufaglærte og få med akademisk uddannelse,” fastslår Birthe Helth.

Dernæst handlede det om økonomi, hvor situationen på skoleområdet var den, ”[at] der løbende var klager fra skolerne over, at de manglede ordentlige undervisningsmidler.”, så ”[derfor] kunne skolelukninger blive en del af den samlede løsning. Det var i alt fald udgangspunktet i Børne- og Kulturudvalget.”

Konsulent-rapport miskrediteret ”I Børne- og Kulturforvaltningen besluttede os for at udarbejde en rapport, der bl.a. skulle indeholde 1) beregninger af ændrede ressourcetildelingsmodeller, 2) analyse af behovet for skoler i byområdet 3) analyse af Vintersbølle og Ørslev skolers fremtidige struktur og 4) kvaliteten af undervisningen. Og resultatet var klart, hvilket mange politikere var enige i, nemlig, at Sværdborg

og Kastrup skoler, skulle lukkes, og at 7. klasserne i Ørslev og Vintersbølle skulle over på andre skoler. Og med denne politiske enighed gik vi i gang med borgermøder og med høringssvarene fra skolerne,” fortæller Birthe Helth og fortsætter: ”Men det skulle ikke gå, som vi forventede – og når det ikke gik sådan, var det ene og alene fordi, at politikerne blev påvirkede af Kastrup skoles ihærdighed, der startede med læserbreve, så høringssvar og til allersidst et sandt bombardement af spørgsmål på et borgermøde, hvor jeg også fik den lidt ærgerlige oplevelse af at blive buh-et ud, fordi jeg som dirigent forsøgte at forklare nogle meget enkle ting om elevernes transportvej, som der blev tærsket langhalm på. Mødet var kaos, uden hoved og hale – så jeg kan godt sætte spørgsmål ved værdien af borgermøder helt generelt. Men Kastrup Skole fik vendt ethvert lille ord, og satte spørgsmål ved hver lille ting i konsulentrapporten, overalt hvor de var – og det gav altså pote i sidste ende til fordel for Kastrup skole, der jo ikke blev nedlagt, der ellers var lagt op til i rapporten: beslutningsgrundlaget, vi var blevet enige om fra starten.”

Ihærdighed i pressen – betaler sig ”Jeg vil på ingen måde kritisere pressedækningen, selv om jeg jo også kunne se, at Vordingborg Dagblad forfordelte Kastrup skole, hvor f.eks. de udmærkede argumenter fra Sværdborg skoles høringssvar, måske godt kunne have nydt fremme – men hvor sagen jo er, at Sværdborg ikke gjorde noget som helst for at få deres argumenter frem i avisen. Jeg kan også godt se, at vore politiske udmeldinger om faglighed ift. Sværdborg skole ikke havde relevans, men jeg synes nu også, at vi gennem mange år har fortalt, at økonomien var et problem, så argumentet burde være kendt.

Derfor er min konklusion, at det betaler sig for forældre og skolens ansatte at bruge pressen, og især at få pressen til selv at tage nogle emner op, med det mål, at få politikerne til at ændre holdning. Og det er de i deres gode ret til at gøre - sådan skal det være i et demokrati. Borgerne er i deres gode ret til at fremføre deres synspunkter på de måder, de mener, der fremmer deres sag bedst. Vi ser tingene forskelligt: vi har hver især forskellige udgangspunkter. Politikere ser nok ret meget på økonomien, som forældre og de ansatte på skolerne vægter helt anderledes. Ja, ofte møder jeg en total resistens fra forældre og skolefolk overfor argumenter, der handler om penge,” siger Birthe Helth og hun mener ikke, at det vil blive anderledes i fremtiden: ”Ser jeg på fremtiden, tiden efter 1. januar 2007, mener jeg ikke det vil blive spor anderledes i den nye Vordingborg Kommune. Politikerne vil ikke blive mere professionelle eller helhedsorienterede.

De vil stadig være påvirkelige – ganske enkelt, fordi det er mennesker og nogen gange har de en særlig tilknytning til et bestemt område. Og det gælder i særlig grad børneområdet, fordi det er ’vore kære børn’ det drejer sig om. Det giver anderledes diskussioner end om f.eks. teknik og miljø.

Der er også det særlige ved skoleområdet, at vi selv kan fastsætte mange ting, f.eks. hvordan skoledistrikterne skal se ud, hvilket er langt mere lovreguleret på teknikområdet – eksempelvis med vindmølleområder. Dog fornemmer jeg, at forældrene vil organisere sig på nye måder i den nye storkommune, der vil blive alliancer mellem landsbyerne, hvor den enkelte skole tidligere har kæmpet for sig selv.”

Når Birthe Helth i dag vurderer skolesituationen, kommer hun da også frem til en anden konklusion end for 4 år siden, og derfor har borgerne måske mere ret i deres kritik end de selv er klar over.

”Hvis vi havde skolestrukturdebatten i år i stedet for i 2002, kan det måske godt være, at Sværdborg og Kastrup ikke skulle røres, fordi vi nu mere målrettet sigter på, at de små skoler har en vigtig funktion i forhold til de mindste elever - men også fordi, der er kommet en mulighed for at have fælles ledelse af flere skoler, der giver en rationaliseringsgevinst ift. ledelsesopgaven.

Så kunne Sværdborg og Kastrup måske være blevet til skoler for de mindste, fra 0. til 3. klasse, fordi vi nu vægter den faseopdelte skole meget, hvor faserne er 0-3 klasse, 4-6 klasse og 7-10 klasse, mener Birthe Helth. ”I de kommende år vil omkostningerne til renoveringer, skader og tilpasninger også blive inddraget, hvilket de ikke blev i 2002. Og her vil situationen være den, at den store skole, Iselingeskolen, skal have tilført hen ved 51 mill. kroner, hvis rådgivernes skøn står til troende. Et stort beløb sammenholdt med behovet på de øvrige skoler i det nuværende Vordingborg Kommune,” slutter Birthe Helt.

Presse-øjnene Vurderer redaktør Henning Gøtz avisens rolle og måde at formidle emnet på en 10-skala, var det udmærket ”.. oppe i den øverste tredjedel af skalaen.” ”Men den måde en redaktion fungerer på, betyder, at vi hverken søger fokuspunkter; ej heller forsøger at fastholde enkelte emner, der kommer frem. Derimod er vi meget optaget af, at skildre så mange vinkler som muligt, så vi ikke efterfølgende kan skydes i skoene, at ’avisen holder med en enkelt part. Jeg synes, vi har fået helheden med, og derfor står jeg ikke i dag i en situation, hvor jeg ærgrer mig over, at vi ikke gjorde det på en anden og bedre måde,” siger Henning Gøtz og fortsætter: ”Men, jeg kan sagtens se, at Kastrup Skole fik meget mediedækning gennem egne læserbreve, også gennem vore produkter. Det kan naturligvis godt ses som en skævvridning, men forklaringen er i grunden meget enkel – for når der ’rigtigt er gang i den’, som der jo var på Kastrup Skole, giver det en god læseroplevelse, og så kommer der meget i avisen.”

Sværdborg selv ud om ringe omtale ”Jeg kan sagtens se, at vi ikke i nær samme grad har dækket forholdene på Sværdborg Sogneskole, men de er jo også lidt selv skyld i det, for redaktionen modtog ikke deres høringssvar. Havde vi modtaget det, ville vi ’helt sikkert’ have skrevet om deres argumenter. Jeg ved godt, at vi selv kunne have gjort noget, for at få høringssvaret og andre dokumenter via vore muligheder for aktindsigt, men det gjorde vi ikke, nok fordi, der var så rigeligt at skrive om. Og som mediesituationen er, er det nok sådan, at de der kæfter mest op, kommer mest i avisen. Så rent mediemæssigt er det ikke en fordel at opføre sig så civiliseret og afdæmpet, som Sværdborg gjorde det, der også har den betydning, at vi ikke skriver så meget om dem.

Og jeg har helt klart den oplevelse, at vore egne journalistiske produkter flytter mere ift politikerne, både de faktuelle og mere følelsesmæssige.

Ud fra et samfundssynspunkt, burde de følelsesmæssige argumenter naturligvis have trangere kår, men rent avismæssigt er det langt mere underholdende med personer i spil. Og det gælder jo også

for læserbrevene, selvom det ind imellem kan blive ’for meget’, så vi begynder at redigere hårdt,” siger Henning Gøtz.

Sværdborgs situation var kendt ”Vi vidste for så vidt udmærket, hvor skoen trykkede for Sværdborg Sogneskoles vedkommende, hvor kommunens problematisering af fagligheden ikke var relevant ude ved dem. Derude var problemet var alene var økonomien. Denne problemstilling burde vi måske have fokuseret på, men der er det altså også sådan på en redaktion som vores, at der er ganske mange til at skrive – hvor folk har ferier, barsel, er på kurser og derfor bliver fokuseringer, helt generelt, svære at holde fast i,” siger Henning Gøtz.

Kommunen manglede professionalitet ”Men dertil vil jeg da gerne sige, at kommunen selv kunne have hjulpet på vej gennem information på deres hjemmeside og gennem pressemeddelelser - men Vordingborg Kommune har ikke en informationsmedarbejder, så det der kommer fra kommunen har ikke den kvalitet, man fra et pressesynspunkt, kunne ønske sig, ” siger Henning Gøtz.

Presse etiketter ”Jeg oplevede, at politikerne sagde det samme, blot på forskellige måder, hvor Birthe Helth fik etiketten ’det dumme svin’ godt hjulpet på vej af, at hun boede i Kastrup Skoles skoledistrikt – og det tilskriver jeg, at Birthe altid har haft en meget åben og diskuterende stil. Når jeg vurderer Birthe Helth i forhold til at formidle de politiske beslutninger, ser jeg en meget stor udvikling: Hun er nu blevet langt mere ’fast i kødet’ med klarere og fastere udmeldinger, som er lettere for folk at forholde sig til. En stil, der begynder at nærme sig borgmesterens – som i meget høj grad benytter sig af meget overordnede synspunkter hentet fra Kommunernes Landsforening måde at argumentere på - hvilket ikke giver de meget voldsomme borgerreaktioner om end budskaberne kan virke meget kontroversielle,” siger Henning Gøtz.

Kommunens dagsorden – også avisens ”Da debatten kørte i højeste gear i 2002, holdt vi os dækningsmæssigt til de skoler, der var lukningstruede dvs. Kastrup og Sværdborg skoler. Omkostningerne ved at renovere skolerne kunne sagtens være taget op, ligesom også en diskussion af om andre skoler var mere oplagte at lukke end f.eks. Kastrup Skole, f.eks. Marienbjerg Skole, der var i langt dårlige stand end Kastrup Skole – og jeg ved, at mange borgere, men også politikere, følte at denne vinkel skulle have været med. Men vi holdt os redaktionelt alene til det, der var bragt i spil fra kommunens side,” siger Henning Gøtz.

Lærer Erik Alvin Madsen: Man skal opføre sig ordentligt I dag arbejder Erik Alvin Madsen som lærer på Svend Gyngeskolen og han konfronteres med, at ’brug af pressen giver resultater’ og at de ikke have været så aktive, bl.a. ved ikke at have sendt Sværdborg skoles høringssvar til avisen.

”Vi brugte nu pressen en lille smule, ikke os som ledere og lærere fordi vi jo er embedsmænd og skal gøre hvad der bliver besluttet af politikerne, men af skolens bestyrelsesmedlemmer med formanden, Philip Grinder Pedersen, i spidsen.

Tonen, vi slog an, var nok noget pænere end den, de anvendte på Kastrup Skole – og det var da også noget vi snakkede om. Men vi valgte, at fastholde den sobre. Og forventningen var nok også, at det hele ville ende noget anderledes end det faktisk til komme til at gå. Vi regnede med en blød landing: at miste 7. klasse, som vi var helt indforståede med, fordi vi også kan se fordelen i den faseopdelte skole,” fortæller Erik Alvin Madsen.

Erik Alvin Madsens fremstilling giver Birthe Helth anledning til en kommentar: ”Jeg oplevede også Sværdborg Skole som de ’pæne mennesker’, men de havde nu også et sværere udgangspunkt, fordi økonomien på Sværdborg Sogneskole var et noget større problem end den var på Kastrup Skole.

Men jeg er helt overbevist om, at det politiske udgangspunkt var til forhandling. Også, at den mere gadedrengeagtige måde – som Kastrup Skole bl.a. brugte i avisen – ville have større effekt end den Sværdborg Skole benyttede. Men om resultatet i den sidste ende ville være blevet anderledes er jeg heller ikke overbevist om, for Sværdborg stod svagere end Kastrup.”

Set i bagklogskabens lys, mener Erik Alvin Madsen stadigvæk, at de gjorde det rigtige – også selv om en hårdere tone i avisen ville skabe et bedre resultat: ”Man skal opføre sig ordentligt.”

Fakta: Elevtal 2002-2003 Sværdborg Friskole Sværdborg Sogneskole Ørslev Skole Vintersbølle Skole Svend Gøngeskolen Marienberg Skole Kastrup Skole Iselingeskolen

0 120 190 (0-7. klasse) 296 (0-7. klasse) 401 (0-7. klasse) 419 (0-7. klasse) 315 (0-7. klasse) 515 (0-10. klasse)

Klasser 2002-2003

Elevtal Klasser 2002-2003 2003-2004 0ca. 42 ?

8 0 0 185 8 8 (0-6. klasse) 268 13 10 (0-6. klasse) 498 21 20 (0-7. klasse) 453 23 22 (0-7. klasse) 217 12 16 (0-6. klasse) 577 25 28 (0-10. klasse)

Kommunen sparede 4 mill. kroner om året ved skolestrukturændringen i 2003.

Efterskrift: Kommunalekspert Roger Buch, DJH ”For mig er det spændende spørgsmål: Hvordan bliver sådanne processer i fremtiden - og her tror jeg, at vi kan lære meget af Bornholm, hvor man straks gennemførte skolelukninger efter sammenlægningen.

Efter min opfattelse, handler det om simpel politisk matematik: I en lille kommune med 3-4 skoler lægger man sig ud med måske en femtedel eller sjettedel af børn og forældre ved at foreslå skolelukninger plus alle de andre omkring skolen der er imod lukningen, selv om de ikke har børn der, men fordi de ved skolen er vigtig for lokalsamfundet. I en stor kommune, dvs. efter sammenlægningen har man 13-14 skoler og så er den politiske matematik en anden - nu er det måske kun 1/10 af forældre/børn/borgere, som man lægger sig ud med - og hermed bliver beslutningerne meget nemmere. De politiske omkostninger bliver simpelt hen mindre.”

Roger Buch henviser til Bornholm, hvor både den tidligere borgmester Thomas Thors og den nuværende borgmester Bjarne Kristiansen, begge før sammenlægningen var skeptiske over skolelukninger, netop på grund af skolernes betydning for lokalsamfundene. Bjarne Kristiansen sagde eksempelvis i 2002: ”Det er, som om fordi vi laver én ø – én kommune, så skal vi bestemt i gang med at lukke skoler, men det mener jeg ikke. Formålet med sammenlægningen var at vende udviklingen på Bornholm.

Vi skal have levende lokalsamfund, så skal vi ikke starte med at slå dem ihjel ved at lukke skoler.”

Efter sammenlægningen støttede begge politikere skolelukninger.

Som forklaring på skiftet hos disse politikere henviser Roger Buch til Chefen for skoleområdet i regionskommunen, Tom Christensen, som til Fyens Stiftstidende den 6. februar 2005 er blevet citeret for at sige, at reformen gav politikerne modet til at lukke skoler: ”Vi kan godt mærke, at politikernes distance er ved at vokse til et mere overordnet niveau.” Den tidligere borgmester på Bornholm Thomas Thors siger noget tilsvarende i 2006: ”… kommunesammenlægningen skabte den indre beslutningskraft, som de små kommuner ikke havde. Der var i såvel Aakirkeby som i Allinge-Gudhjem kommuner forgæves gjort forsøg på at tilpasse skolestrukturen til det faldende børnetal, men beslutningskraften var ikke til stede. Det var der derimod hos Regionsrådets flertal.”

(Fokus-Nyt, nr. 30, april, 2006).

Roger Buch peger dog også på TV2 regionerne, der påvirkes af den nye kommunale struktur, så den enkelte station fremover alene dækker 10-12 kommuner, mod tidligere 25-45 kommuner. Det giver rent logisk en bedre mulighed for at dække hver enkelt kommune og blandt andet nedlægningsdiskussionerne. TV2’s regioner samt andre medier kan give mere omfattende og intens dækning af de nye storkommuner, men her er hans vurdering, at journalisterne – lige som borgerne - kommer til kort: ”De bliver politisk impotente på grund af den ændrede politiske matematik,” slutter Roger Buch.

11. Lemvig Kommune Fagbladet ’Folkeskolen’: ” Flynder Centralskole og Møborg Hovedskole lægges ind under Bøvling Skole, Lomborg Skole og Ramme Centralskole kommer ind under Klinkeby Skole, og Gudom Skole og Fabjerg Skole lægges ind under Nr. Nissum Skole.”

Skolelukninger i visionernes verden Afsæt for interview, tirsdag den 20. juni 2006: Den planlagte skolestrukturændring blev gennemført.

I researchen sprang især to forhold i øjnene: 1) Borgernes indædte kamp for at bevare deres små landdistriktsskoler, der stod til lukning og 2) Problemer med skoleledere, der fremover skulle være afdelingsledere.

Enden på historien i 2003 blev, at de små skoler blev bevaret – og at kommunen lavede en ny struktur, hvor skoledistrikter blev nedlagt og erstattet med et helt nyt ord i dansk folkeskolesammenhæng: Regioner.

En region i Lemvig-versionen er summen af en stor skole plus en række små skoler(under 150 elever) med en skoleleder på den store skole og afdelingsledere på hver af de tilknyttede små skoler plus børnehaver plus fritidsordninger, der alle refererer til skolelederen. Afdelingslederne refererer til skolelederen. 6 Kilderne er forvaltningschef Gunnar Nordestgaard, Lemvig Kommune og skoleleder Jan Vestergård, Harboøre Skole i Harboøre Kommune, der fra 1. januar 2007 er sammenlagt med Lemvig Kommune. 7 Vi få et indblik i meget store planer om forandringer i skolestrukturen og hvordan man opfatter problemerne og deres løsning, hvor lovgivning og kommunikation med alle på skoleområdet bliver udfordret ekstremt.

Tyste værdier eller vanskelig kommunikation

6

Lemvig Kommune fik kompensation fra folkeskolelovens §55, stk. 1., § 3, stk 4., §24 og §36 ud fra argumentationen: Lemvig Kommune hører arealmæssigt til blandt landets største kommuner. Det er også forklaringen på at der er 11 folkeskoler samt 27 dagtilbud i kommunen. Dette forhold ønsker Lemvig Byråd at ændre på, idet både befolkningsudviklingen og økonomien tilsiger at den nuværende struktur og organisering ikke kan fortsætte.

7 Karsten Vinther (skoleleder på Nørre Nissum skole og leder for Region øst), rektor for Nørre Nissum Seminarium Henrik Sommer (der er meget aktiv i debatten om landdistrikterne og samarbejder med Lemvig Kommune om praktikelever) og Vibeke Windfeld Lund (afdelingsleder på Fabjerg skole under Karsten Vinther - med 82 elever) blev først anmodet om at deltage, men interviewet endte med at blive et research-interview, hvor jeg stod tilbage med spørgsmålet om, hvad det alt sammen handlede om i Lemvig Kommune, fordi udtalelserne var både bastante og kryptiske på én og samme tid.

Var det sære mennesker i Lemvig Kommune eller var forklaringen, som en sagde, ”[at] heroppe går folk ind i en diskussion med en mening, og akkurat samme mening går de ud af diskussionen med, uanset hvilke argumenter, de præsenteres for.”? Eller var det blot journalisten, der ikke magtede fortællingen?

Faktum var, at jeg havde noget besvær med at få fortalt en sammenhængende historie i Lemvig Kommune – hvor jeg genkaldte mig et interview for et par år siden om ’tyste værdier’ – der knytter sig til kultur og almindelige mentaliteter i forskellige grupper i lokalsamfund - hvor værdierne både kan virke forenende og det modsatte.

De tyste værdier kan komme i spil i forhold til det konkrete (om skoler skal nedlægges), men også i forhold til dele af processen (f.eks. den måde, man informerer og diskuterer emnet på.).

Jeg hældte til den sidste antagelse, og efter en del søgen, dukkede forvaltningschef Gunnar Nordestgaard op. Hans navn blev nemlig nævnt igen og igen, hvor opgaven dernæst var at finde en, der kunne give forvaltningschefen et modspil.

Men ”Nej tak,” lød svaret fra skoleledere, når de blev spurgt – så enden blev, at skoleleder Jan Vestergård fra Harboøre Skole i nabokommunen indvilgede i at være modpart.

Fra regioner til områder At informationen og debatten i Lemvig er fyldt med faldgruber viste det sig hurtigt, fordi det næste skridt nu – ifølge Gunnar Nordestgaard - var under forberedelse: at begrebet ’Regioner’ fra årsskiftet 2006/07 skulle erstattes med begrebet ’Områder’ såfremt kommunens høringsoplæg blev vedtaget hvor et område skal opfattes som kommunens tilbud til børnene og deres familier fra børnene bliver født til de går ud af skolen i 10. klasse.’ ”Jeg har ikke hørt om disse planer – de er helt nye for mig,” kommenterer Jan Vestergård – hvilket ikke kan undre, fordi heller ikke andre i researchen har udtrykt kendskab til planerne med den nye ’område-model’. Heller ikke Lemvig Kommune fortæller om det nye begreb på sin hjemmeside. ”Men - målet er stadig at bevare skolebygningerne,” siger Gunnar Nordestgaard med tilføjelsen: ”I fremtiden som en del af det tilbud, der er i området, dvs. som f.eks. børnehave, fritidshjem eller noget femte.”

Baggrunden: Færre børn, flere aktører, udvikling af skolekvaliteten Om baggrunden for forslaget om de nye ’Områder’ siger Gunnar Nordestgaard, ”[at] den demografiske udvikling i området sammen med kravene til et tidssvarende tilbud til børnene og deres forældre, nu og i fremtiden, betyder, at der skal ske ændringer på hele området - der har med børn og deres forældre at gøre.”

Gunnar Nordestgaard tager Danmarks Statistiks oplysninger meget alvorligt: at der i 2030 kun vil være 1222 skolesøgende børn sammenlignet med 1811 skolesøgende børn i 2006. ”Den meget konstante udvikling siden 1993, synes brudt,” siger Gunnar Nordestgaard. Han ser for sig, at der i hvert ’område’ er én stor skole, og derfor vil samtlige små skoler om få år være fortid.

Skolen skal have hjælp i forhold til de svageste børn og deres forældre, så flere aktører end blot skolen, skal i fremtiden tage del i opgaveløsningen. ”Kommunen skal forholde sig til opgaven med de svageste børn langt mere aktivt og koordineret,” lyder det fra Gunnar Nordestgaard, som netop får dette arbejdsområde fra årsskiftet, hvor social- og skoleområdet kommer til at fungere sammen.

Det faglige afsæt for at inddrage socialområdet i forhold til skoleområdet, henter Gunnar Nordestgaard i sin forening, Børne- og Kulturchefforeningen, som sætter særligt fokus på børnene inden skolestart. 8 Også Socialforskningsinstituttet sætter fokus på den svageste gruppe af børn, der ligeledes bliver indholdet af de opgaver, der fremover skal løses i den nye struktur. 9 Gunnar Nordestgaard mener ligeledes, at de store skoler, der bliver tilbage, vil betyde et bedre skoletilbud for de stærke børn – og at de større skoler vil betyde større sikkerhed for at rekruttere lærere i fremtiden, hvor matchning af liniefag bliver meget vigtig..

Denne vurdering af fremtiden er Jan Vestergård helt enig i: ”[fordi det] kun lader sig gøre med tosporede skoler med minimum 450 elever.” – med forklaringen på, at der i dag ikke er de helt store problemer: ”Hvis Nørre Nissum seminarium ikke var heroppe i Lemvig, ville vi have haft endnu større problemer end vi i dag har med at tiltrække lærere. Der er en stigende tendens er, at lærerne søger til de større byer, når de er færdige.”

Degradering ok Når Gunnar Nordestgaard overtager sit nye job 1. januar 2007 er det en degradering fra det nuværende job som forvaltningschef, men han tager det med oprejst pande. ”Jeg er godt klar over, at degraderingen har at gøre med kommunikationen til de ansatte og borgerne på skoleområdet i forbindelse med strukturdebatten - men jeg fortryder intet. Jeg har været godt tilfreds med udviklingen på den måde, at vi beholdt de små skoler som egentlige skoler i perioden fra 2003, og dermed forhindret etablering af friskoler, som ville have delt landsbyerne i ’dem og os’. Den fare er ovre nu,” siger Gunnar Nordestgaard.

Om kritikken – at de nuværende skoler har gjort det for dårligt - der kan ligge i, at strukturen nu ønskes omdannet radikalt vedkender både Gunnar Nordestgaard og Jan Vestergård sig, ”[at] der ikke er belæg for at klandre de nuværende skoler for manglende kvalitet.” – ligesom begge vedkender, at skolerne i Lemvig Kommune ligger ”i den lave ende af landsgennemsnittet” mht. udgiften pr. elev og der ikke løbende er foretaget renoveringer af skolerne.

8 9

Se pressemeddelelse fra Børne- og Kulturchefforeningen bagest i bogen (Bilag 2) Se pressemeddelelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) bagest i bogen (Bilag 3)

Lemvig Kommune i Landsretten Regionsmodellen, hvor skoleledere fik tilbudt job som afdelingsledere, endte i Landsretten, hvor skoleleder Vibeke Windfeld Lunds sag blev behandlet.

Dommen betød, at Lemvig Kommune kunne gennemføre en større strukturændring, hvor skoleledere på de små skoler blev til afdelingsledere.

På den baggrund, blev tidligere tanker om at nedlægge små skoler skrinlagt, for i stedet at arbejde for at bevare de små skoler, men mistilliden til politikernes hensigter var vakt, og den videre dialog med borgerne og skolernes ansatte blev fuld af skepsis.

Der er noget uenighed om rækkevidden af afgørelsen i Landsretten, for mens Danmarks Lærerforening ikke mener, at dommen fra Vestre Landsret i Viborg skaber præcedens, idet den tager udgangspunkt i Vibeke Windfeld Lunds særlige arbejdssituation – mener Gunnar Nordestgaard, at sagen er principiel for andre kommuner i de kommende år: ”Dommens præmis gør netop det muligt at gennemføre større strukturforandringer på skoleområdet i den enkelte kommune, der helt kan sammenlignes med kommunalreformen, hvor tusinder jo har fået nyt job.”

Fakta: 2006: Lemvig Kommunes 11 folkeskoler opdelt i 4 regioner Region By: Lemtorpskolen (0.-9. klasse) Christinelystskolen (0.-10. klasse).

Der er skolebestyrelse på begge skole og der er ledelse på begge skoler.

Lemtorp (elevtal: 481), Christinelyst (elevtal: 432).

Region Øst: Der er fælles skolebestyrelse og ledelse for: Nr. Nissum Skole (0.-9. klasse), Fabjerg Skole (0.-6. klasse) og Gudum Skole (0.-6. klasse.

Nr. Nissum skole (elevtal: 414) Fabjerg Skole (elevtal: 86) og Gudum Skole (elevtal: 99).

Region Vest: Der er fælles skolebestyrelse og ledelse for: Klinkby Skole (0.-9. klasse), Lomborg Skole (0.-6. klasse) og Ramme Skole (0.-6. klasse) Klinkby skole (elevtal: 363) Lomborg Skole (elevtal: 95) og Ramme Skole (elevtal: 88).

Region Syd: Der er fælles skolebestyrelse og ledelse for: Bøvling Skole (0.-9. klasse), Møborg Skole (0.-3. klasse) og Flynder Skole (4.-8. klasse).

Bøvling skole (elevtal: 133) Møborg Skole (elevtal: 82) og Flynder Skole (elevtal: 111).

Skolerenoveringer i Lemvig: Oversigt vedr. behov hhv. det beløb, der er blevet vedtaget af Lemvig Kommune (2003)

Bøvling Skole Christinelystskolen Fabjerg Skole Flynder Skole Gudum Skole Klinkby Skole Lemtorpskolen Lomborg Skole Møborg Skole Nørre Nissum Skole Ramme Skole Akutte renoveringer Renovering Naturfagslokaler

Kr. i 2000priser 11.571.300 9.467.400 7.822.900 4.360.000 8.146.000 16.786.000 5.044.000 14.390.000 5.296.000 6.000.000 7.494.800

Vedtaget

Antal elever

1.735.000 8.171.000

2.230.000 3.218.000 15.217.000

140 429 89 115 99 356 497 105 84 404 91

1.179.000 377.000 96.378.400

32.127.000

2409

Befolkningstæthed: 39 indbyggere pr. kvm. (sml. Thisted Kommune: 52 indbyggere pr. kvm.)

Gns. skolestørrelse: 245 elever pr. skole (sml. Thisted Kommune: 245 elever pr. skole og landsgennemsnit: 354 elever pr. skole.)

Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig: 40.707 kr. pr. elev (sml. Thisted Kommune: 45.697 kr. pr. elev, Thyborøn-Harboøre 46.237 kr. pr.elev og landsgennemsnit: 43.121 kr. pr. elev.)

(Kilde: www.netborger.dk 2005) Udvikling i udgifter til Folkeskolen i Lemvig Kommune - brutto pr. elev 7-16 årige: (Kilde: www.noegletal.dk)

2000 38.647

2001 40.352

2002 39.735

2003 41.226

2004 41.860

2005 40.707

12. Rødby Kommune: Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Rødby Byskole og Brandstrup Skole nedlægges og genopstår som Rødby Skole med fælles ledelse for de to afdelinger.”

Vision: Enighed om fremtidens skole – med færre penge

Afsæt for interview, mandag den 7. august 2006: Historien fra Rødby ikke gav anledning til nogen selvstændig historie, fordi den var foregået uden dramatik: planen med fælles ledelse blev gennemført – og alle var meget tilfredse.

Men erfaringerne fra Rødby var interessante i forhold til den nye storkommune Lolland Kommune (Nakskov, Højreby, Ravnsborg, Maribo, Holeby og Rudbjerg Kommune), fordi skoleleder Lars Buhl på Rødby Skole havde deltaget i det forberedende arbejde vedr. skolestrukturen og gerne så erfaringerne herfra ført videre – der også havde fodfæste i Lollands historie. 10 I da borgerne i den nye Lolland Kommune blev inviteret til debat om skolestrukturen (Folketidende den 10. juni 2006) blev interviewet lavet som et mini-borgermøde om skolestrukturen.11 Kilderne er skoleleder Lars Buhl på Rødby Skole, borgmester i Rudbjerg Kommune (kommende politiske udvalgsformand for børn og ungeområdet i Lolland Kommune) Tom Larsen (V) og skolebestyrelsesmedlemmerne Dorte Friis Hansen på Halsted-Avnede skole i Højreby Kommune og Bente Juszczyk fra Danlund skole i Rudbjerg Kommune.

Vi får et indblik i hvad borgerinddragelse på et forberedende stade handler om: de gode intentioners møde med virkeligheden.

Borgermester: Landdistriktspolitik gennem dialog ”Jeg kommer fra en typisk landkommune, og derfor har jeg den fornødne respekt for landsbyernes argumenter,” lagde borgmester Tom Larsen ud. ”Jeg synes, at skolevæsenet i Lolland Kommune skal se på vores skole, som jeg betragter som en mønsterskole,” svarede Dorte Friis Hansen og lod forstå, at, der ikke skulle røres ved hendes skole – overhovedet.

10

Dagen før interviewet fortalte Lars Buhl om Lollands historie, der i 1700 tallet var en meget rig egn i Danmark grev Reventlow startede her skolevæsenet, som et af de første steder i Danmark. Lolland var helt op til 1960-erne præget af rigdom, med meget rige bønder – der omfattede cirka 15 større herregård samt 40 større gårde – havde fået følgeskab af Nakskov værft – men Lolland var også præget af meget stor afstand mellem rig og fattig. Landbrugets økonomi – og i særdeleshed roerne - kom under økonomisk pres, og værftet blev lukket – så den generelle afmatning i Danmark i 1980-erne betød, at Lolland så at sige gik i stå. En epoke, der stadig præger Lolland. Lolland har de senere år fået mange tilflyttere fra Storkøbenhavn, der er blevet tiltrukket af de lave boligpriser og bedre levebetingelser. En del af disse familier er børnefamilier, der udfordrer skolerne, ungeindsatsen og den kommunale økonomi.

11

Invitationen lød: ”Hvordan ser din idealskole ud om otte til ti år?” med tilføjelsen, at der skulle være besparelser på omkring 12 mill. kroner, 4 procent af det samlede budget på 310 mill. kr. i 2007 med pejlemærkerne: at man skulle se på de små klasser og at man godt kunne tænke sig egentlige lukninger, men nok mere, delinger med afsæt i en faseopdelt skole.

Bente Juszczyks reaktion var mere afdæmpet, der måske havde at gøre med, at hun også er kommunalpolitiker, valgt på partiet Venstres liste. ”Jeg har fået større indsigt gennem mit politiske arbejde og derfor kan godt kan se, at skolernes fremtid er til forhandling – men jeg kan sagtens se, hvorfor Dorte Friis Hansen svarer som hun gør.

Sådan har jeg også tænkt engang ” Dorte Friis Hansen meget markante udmelding blev derfor genstand for prøven, ´muligheden for at skabe dialog om ændringer´.

Det lykkedes til sidst, men om den samme argumentation kan benyttes overfor en større forsamling, kan der godt stilles spørgsmålstegn ved.

Skarpe skud Lars Buhl satte spørgsmålstegn ved forældreopbakningen og hvorvidt eleverne blev udfordret ”nok” i små klasser på Dorte Friis Hansen skole – hvorefter borgmester Tom Larsen tog over med informationen: ”[at] situationen jo er den, at Jeres skole har haft halvdelen af byrådet ansat som lærere på skolen.” og ”[at] vi jo har en anden politisk sammensætning i det nye byråd.”

Dorte Friis Hansen bøjede sig efter denne svada med ordene: ”Selvfølgelig vil vi lytte og forholde os til de argumenter, der kommer.”

Herefter gik diskussionen videre, om skolebestyrelsen mistede sine demokratiske værdier, hvor Lars Buhl svarede: ”Man sagtens kan forestille sig, at skolelederen i et skoledistrikt, kan tage ud til afdelingen og afholde møder med bestyrelsen.”

Kvalitet - kampmidlet mod friskolerne Spørgsmålet om hvordan deltagerne så på evt. friskoler, der kunne dukke op i den nærmeste fremtid blev forsøgt identificeret. ”Friskolerne har nået et mætningspunkt – så der kommer ikke flere,” lød det kort fra borgmester Tom Larsen, mens Bente Juszczyk var mere forbeholden: ”De stærke elever forsvinder til nærtliggende friskoler, hvis der ikke gives tilstrækkelige ressourcer til den lille skole – og med den konsekvens, at den kommer ind i en negativ spiral og til sidst må lukke, fordi den ikke mere er bæredygtig.”12 – en argumentation, som Lars Buhl ikke opfattede som relevant, når han så på målet for se større folkeskoler på Lolland, der fremover ville blive hverdag: ”Skoletilbuddet vil blive godt med tosporede skoler med minimum 450 elever, hvor lærerne har lyst til at virke og udfolde sig fagligt, modsat situationen på en lille skole, hvor få lærere har svært ved 12

I august 2005 åbnede en friskole, Stokkemarke Friskole, tæt ved Nakskov i konsekvens af kommunesammenlægningen. Ved generalforsamlingen den 29. april 2006 september 2005 kunne formanden konstatere, at der den 5. september 2005 var 124 elever, hvor tallet var steget til 135 elever den 29. april 2006 – og at der var en forventning om 141 elever ved skolestarten 2006/2007, med elever længere væk fra skolen. (kilde: www.stokkemarkefriskole.dk/)

at udfordre hinanden fagligt.” og Tom Larsen sekunderer med, at der bliver rigeligt plads til små skoler – også i fremtiden: ”At satse på de mindste klasser i landsbyerne er mere realistisk rent økonomisk på sigt, fordi det er langt lettere at normere de små klasser lærermæssigt, hvor kravene til lærernes fag-faglighed ikke er så stor, så de små skoler har en fremtid – blot ikke med samtlige årgange,” med den supplerende præcisering, at det især drejer sig om 0-4 klasse og i nogen grad om 5-7 klasse.

Her ser Tom Larsen til gengæld en væsentlig opgave: ”Her kan vi gøre en målrettet indsats overfor de urolige børn, så de sikres en plads i den almindelige undervisning, når de når de større klasser, hvor situationen i dag er, at mange urolige børn tilbydes særlige tilbud.” Tom Larsens vision for de små skoler på Lolland, indebar nye skoledistrikter med fælles skoleledelse – helt på linie med erfaringerne fra Rødby.13 Landdistrikternes værdi ”Vi skal finde ud af forholdet mellem land og by med ’en aktiv landdistriktspolitik’,” lød det inviterende fra Tom Larsen til deltagerne.14 Tom Larsen lod forstå, at landdistrikterne givet ville få det svært: ”Indtil nu er der en stigende interesse for at bo i Maribo”, men nuvel: det er svært at spå om, hvor nytilflyttere vil bo,” sagde Tom Larsen med en redegørelse om flere store projekter, der var nært forestående, bl.a. ’Forskerpark Lolland ’, Windpower Academy i tilknytning til Dong Energy – og motorvejen, der er ved at være færdig og med Femern-broen vil kunne understøtte den voksende iværksætterkultur, der langsomt er ved at finde sine egne ben efter lukningen af skibsværftet i Nakskov i 1986.

Hvorvidt Tom Larsens udgangspunkt om dialog med borgerne – der vil føre til fuldstændig enighed om skolestrukturen, på både kort og langt sigt - vil lykkedes, er uvist. ’For’ - at det vil lykkes, har Tom Larsen et enigt byråd. ’Imod’ – at det vil lykkes er tidsfristen, fordi større ændringer på skoleområdet skal udmeldes senest den 1. oktober året før ændringerne skal træde i kraft.

13

Tom Larsens synspunkter ligger helt i tråd med opfordringen fra Undervisningsminister Bertel Haarder (V), som i ”Det rådgivende udvalg på landdistriktsområdet” den 15. december 2005 sagde: ”..at en anden mulighed er at søge at inspirere kommunerne til at anvende de muligheder der allerede er i lovgivningen for fælles skoleledelse og lignende med henblik på at bevare kommuneskoler eventuelt i en ny form, frem for at lukke kommuneskolerne. En mulighed kunne være at opretholde drift af skoler med de små klassetrin samt børnehave i de mindre lokalsamfund og så centralisere skolernes større klassetrin i de større bysamfund.”

14

Der findes ikke meget litteratur eller forskning om skolernes værdi for landsbysamfundet. Professor Niels Egelund og cand.pæd.psych. Helen Laustsen udgav på Danmarks Pædagogiske Forlag i 2004 bogen ”Skolenedlæggelse – Hvilken betydning har det for lokalsamfundet”. Ultimo 2007 forventes en videnskabelig undersøgelse færdig, hvor det det overordnede formål er: ”Hvilken betydning har eksistensen af en skole for udviklingen i et lokalområde beliggende i et landdistrikt?”. Arbejdet er igangsat af ”Det rådgivende udvalg på landdistriktsområdet” under Indenrigsministeriet.

Og - konstateringen af dette lakmusprøve-borgermøde var, at der givet er mulighed for dialog, og igennem dialogen måske er mulighed for at nå frem til løsninger alle kunne være enige om – om end borgmesterens overvejelser omfattede store spørgsmål om forholdet mellem land og by, som deltagerne havde svært ved at kommentere.15

Fakta:

Antal folkeskoler Rødby Rudbjerg Ravnsborg Nakskov Maribo Højreby Holeby Landsgennemsnit

Årstal 2 2 2 4 3 3 2 -

Gennemsnitlig skolestørrelse Rødby Rudbjerg Ravnsborg Nakskov Maribo Højreby Holeby Landsgennemsnit

2005 2005 2005 2005 2005 2005 2005

Årstal 359 176 191 350 350 137 219 354

2005 2005 2005 2005 2005 2005 2005 2004

kr.

Årstal

Kilde: netborger.dk

Udg. til folkeskolen (brutto) pr. 7-16-årig Rødby Rudbjerg Ravnsborg Nakskov Maribo Højreby Holeby Landsgennemsnit

50.089 41.624 31.961 40.878 55.339 46.166 56.071 43.121

2005 2005 2005 2005 2005 2005 2005 2004

Kilde: netborger.dk 15

To dage efter interviewet var gennemført, dukkede der en artikel op i Folketidende, der kort fortalte, at borgmesteren i Nakskov, Stig Vestergård, på den nye kommunes vegne, søgte om midler – 180 mill. kr. - til at bygge en helt ny skole, der skulle samle tre skoler i Nakskov og lade en enkelt lille skole tilbage.

Tosprogede elever pr 100 elever Rødby Rudbjerg Ravnsborg Nakskov Maribo Højreby Holeby Landsgennemsnit

Årstal 8,4 3 2,5 3,3 4,9 3,6 2,4 8,2

Privatskoleelever pr. 100 elever Rødby Rudbjerg Ravnsborg Nakskov Maribo Højreby Holeby Landsgennemsnit

2003 2003 2003 2003 2003 2003 2003 2003 Årstal

10,9 13,1 36,2 13,3 17,3 14,6 6,4 12,7

2005 2005 2005 2005 2005 2005 2005 2004

Yderligere informationer om projekter på Lolland: http://www.erhverv-lolland-falster.dk/Projekter.asp Efterskrift: Niels Egelund: ”Argumentationen, der mødes, er den helt sædvanlige, og vi står over for modsatrettede synspunkter og udsagn, der vanskeligt kan forenes. Det er ubehageligt at skulle imødese en lokal skoles lukning, og derfor prøves en masse modeller af for at redde en sådan skole.

Fjernelse af 7 klasse er logisk, da den stiller større krav om særlige fag og faglokaler. Man kan også fjerne mellemtrinnet, men så bliver det tilbageværende elev- og lærertal meget tyndt, især når skolen oprindelig er bygget som en 7-klasses skole. Fælles ledelse giver også besparelser, men samtidig ulemper. Lærere pendler mellem skoler er også en løsning, der imidlertid også rummer store ulemper.

Man må imidlertid erkende, at den lille skole er relativt dyr, og at folkeskoleloven af i dag stiller store krav til faglig kunnen – at man ikke længere ”bare” kan undervise i alle fag. Man må også erkende, at de uden-om-skolelige lærerroller i den traditionelle landsbyskole ikke længere accepteres af et flertal af lærere. Lærere af i dag bor helst ikke i lokalsamfundet, og de er ikke kirkesangere/degne, de arrangerer ikke dilletant, juletræ, er kasserere i brugsforeningen og studerer lokalhistorie. Lokalsamfundene i dag har også brug for andre funktioner end i de små skolers tid frem til slutningen af 1950’erne. Der er brug for en børnehave, der er brug for at aktivitetscenter, hvor der også kan spilles fodbold og holdes møder – også ud over, hvad forsamlingshuset kan byde på. Så skulle man i dag starte forfra, ville man formentlig vælge at have et center for dagplejemødre, en børnehave en skole for de første 3 skoleår og et aktivitetscenter for alle borgere i lokalområdet, hvorefter børnene går i skole i en større skole i lokalsamfundenes hovedby.

Der er i øvrigt flere steder, hvor man har overvejet at lukke samtlige små- og større skoler i et område for at bygge en helt ny og tidssvarende stor skole, fx i Vissenbjerg, men det støder let imod kommunernes muligheder for at låne penge.”

Efterskrift: Om skolebiblioteker: Da skoleleder Lars Buhl viste Lolland frem på en totimers køretur dagen før interviewet, kom han ind på sit syn på de mange tiltag med store og flotte skolebiblioteker, der skyder op overalt i Danmark i disse år.

Lars Buhls opfattelse kan sammenfattes som følger: Skolebiblioteker skal i årene fremover fungere på en ny måde, hvor computerne får stadig større betydning i forhold til traditionelle bøger. Det ses allerede ved, at udbuddet af materiale på nettet er i meget kraftig stigning og udvikling. Derfor skal der satses mere og mere på computere koblet til Internettet. Rødby Skole er godt i gang ift denne udvikling, hvor der satses på bærbare computere i netværk – og at bibliotekaren tilpasser sit arbejde, så det dels foregår i det skolebibliotek, der har i eksisteret i 45 år og dels foregår sammen med eleverne i egne klasser.

Links: Grupper, der i særligt grad er optaget af at bevare små skoler i landdistrikterne www.landdistrikterne.dk - Landdistrikternes Fællesråd www.lal.dk – Landsforeningen af Landsbysamfund

13. Fåborg Kommune: Fagbladet ’Folkeskolen’: ”Aastrup Skole nedlægges.”

Den lille skole genåbner – som specialskole Afsæt for interview, mandag den 4. september 2006:

Aastrup Skole blev lukket og genåbnet som undervisningstilbud til børn med særlige behov - dvs. børn, der falder ind under folkeskolelovens paragraffer 20 stk. 1 og 20 stk. 2.16 Fra 1. januar 2007 vil kommunerne stadig varetage folkeskolelovens §20,1 opgaver, men som noget nyt skal kommunerne nu også varetage § 20,2 opgaverne, der hidtil har været amternes.

Kilderne er Skolechef i den nye Faaborg-Midtfyn Kommune Tonni Leicht Jørgensen, leder af Aastrup Skole Kaj Mattesen og bestyrelsesmedlem af ’Danmarks Specialpædagogiske Forening’, DSF Jørgen L.M. Hansen.

Vi får et indblik i forberedelserne og tankerne om de nye opgaver, der fremover skal indpasses i den nye storkommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, der kommer til at bestå af kommunerne (før 1.1.2007) Broby Kommune, Faaborg Kommune, Ringe Kommune, Ryslinge Kommune og Årslev Kommune med i alt cirka 51.000 indbyggere, hvor målene fra regeringens side er: mere styr på økonomien og større rummelighed i folkeskolen.

Og nok så interessant for denne bogs formål: kan små skoler, der nedlægges, overtages af skoler, der tilbyder undervisning til børn med særlige behov – og hvordan fungerer det?

En specialskole er noget andet ”Der er altså ingen planer om at lukke skoler i den nye storkommune. Men kommer vi i en situation på et tidspunkt - hvor en skole skal nedlægges, og står vi med et behov for lokaler til særlige tilbud, er det jo helt oplagt se på mulighederne,” lagde Tonni Leicht Jørgensen ud med tilføjelsen: ”En specialskole er altså ikke det samme som en almindelig folkeskole, men en skole vil alligevel være et aktiv for lokalsamfundet.”

Kaj Mattesen er enig med denne udlægning - og om historien17, processen og den dagligdag han nu oplever, siger han:

16

Baggrundsinformation om folkeskolelovens §20,1 og §20,2 bagest i bogen (Bilag 4) Tilblivelsen af specialskolen i Aastrup: skolen, startede i 2001 på en nedlagt gård, Kastanjely. Skolen blev etableret for at give et undervisningstilbud for elever i alderen 6 - 15 år. Tidligere manglede der nemlig et tilbud til gruppen mellem 9 - 12 år. Mellemgruppen fik dermed også en mulighed. Skolen var dengang normeret til 24 børn, AKT-børn, som er en betegnelse for en gruppe af børn, som har adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer. Skolen - med 7 pædagoger, 7 lærere, 1 familierådgiver og en psykolog - er en heldagsskole med åbent fra kl. 8 til 16. "Tilbuddet var i de første år baseret meget på praktisk og kreativ undervisning, fordi vi ganske enkelt manglede faglokaler, bibliotek, idrætslokaler osv. Disse muligheder var der på Aastrup skole, da vi overtog den. Og det er faktisk gået helt problemløst, selvom der i 22 år havde været debat om at bevare Astrup Skole, der til sidst kun havde 21 børn tilbage. Vores elevers forældre, har været utroligt positive for den nye skole, fordi deres børn havde fået en rigtig skole at gå på i stedet for den nedlagte gård, hvor de før færdes sammen med 25 psykisk handicappede voksne, der deltog i et amtsligt arbejdstræningsprojekt," fortæller Kaj Mattesen.

17

”Vi har ikke mærket hverken positive eller negative reaktioner fra lokalbefolkningen. Vi har haft det positive udgangspunkt, så hvert år arrangerer vi en julefest, der følger den tradition byen har haft i mange år her på skolen. Men den deltager borgerne ikke i, selvom de er blevet inviteret – fordi de nu viderefører traditionen i forsamlingshuset. Så skolen lægger i dag alene lokaler til nogle damer, der har en strikkeklub, en kennelklub, der bruger vores kælder og til lidt badminton om vinteren. Resten af foreningslivet har fundet alternativer. Selv idrætsklubben, der tidligere brugte boldbanerne, har fundet alternativer i en nærliggende landsby.”

Færre børn til egentlige specialskoler På spørgsmålet om specialskolernes antal i fremtiden, siger Kaj Mattesen: ”Jeg er meget sikker på, at folkeskolen i fremtiden vil kunne inkludere mange af de børn, som vi i dag, får henvist til f.eks. Aastrup skole. I de 5 år jeg har arbejdet med børnene, har jeg oplevet en meget stor fremgang på skolerne – hvor jeg først og fremmest vil fremhæve ’holdningerne’ til de skæve børn. Jeg tror, at lærernes nye måde at arbejde sammen på, de såkaldte lærerteams, er en stor del af forklaringen på den udvikling. Det er ganske enkelt blevet lettere at samarbejde med skolerne, hvor jeg i fremtiden ser en opgave i at hjælpe skolerne med redskaber i den daglige undervisning ift. skæve børn.”

Og denne udvikling vil fortsætte, fordi der nu sættes ind med yderligere tiltag, mener Tonni Leicht Jørgensen: ”Lærerne vil få hjælp fra en specialenhed med specialkonsulenter i Undervisningssekretariatet til at anvende konkrete redskaber ift forebyggelse og inklusion, dvs. metodeudvikling og etablering af specialundervisnings- og specialpædagogiske tiltag,” supplerer Tonni Leicht Jørgensen.

Andre grupper til specialskolerne Derfor ser Tonni Leicht Jørgensen for sig, at henvisningerne til f.eks. Aastrup skole i fremtiden vil blive børn med mere fagligt krævende problemer.

At der kan blive brug for de små skoler til et helt andet område, gruppen ’Generelle indlæringsvanskeligheder’ kom også frem: ”I denne gruppe er der børn med ’mindre tunge’ handicaps – og det er helt klart en gruppe, vi har meget øje for. Men, målet er at få denne gruppe ind i normalundervisningen – og naturligvis med de lærerkræfter, undervisningsmidler og faciliteter, der skal til.” ”Når det drejer sig om børn med ’meget vidtgående handicaps’ kræver det en specifik faglig kompetence, som kun ganske få skoler kan tilbyde - hvilket også gælder specialskolerne, som f.eks. den Kaj Mattesen er leder af,” siger Tonni Leicht Jørgensen.

Hvorvidt det nu også lader sig gøre i praksis, blev ikke fuldstændigt afklaret på mødet – for på den ene side kunne Kaj Mattesen godt udrede et barn og fastslå, om Aastrup skole kunne klare opgaven, og på den anden side, skulle han forholde sig til det faktum, at der kunne blive givet ’en tjenstlig ordre’ om at tage barnet.

Kvalitet i specialskolen På spørgsmålet om Kaj Mattesen bidrager med at børnene bliver godt hjulpet eller om ordene ”segregering” og ”stigmatisering” kan hæftes på resultatet af hans indsats, siger Kaj Mattesen: "Vi er et knaldgodt tilbud, for at sige det rent ud - og det er det, fordi børnene har det så dårligt inden de kommer. De trives ikke i folkeskolen, fordi der ikke er den tid der skal til. Vores skole har de personaleressourcer og den faglighed, der skal til, for at eleverne kan nå at få tid til at afstresse, få genskabt selvtilliden og få opbygget en ny selvforståelse. Vort sigte er at ’vende tilbage til folkeskolen'. Og mange børn vender tilbage efter ¾ år - andre efter 2 år, hvor vi gør utroligt meget ud af, at barnet indsluses i folkeskolen, hvor en lærer herfra i længere tid - 3-6 måneder - er tilknyttet barnet, så personalet lærer at forholde sig til elevens nye udgangspunkt.” ”Men jeg er jo noget spændt på, om den nye kommune – Fåborg-Midtfyn Kommune – opfatter arbejdet med indslusningen på samme måde. Det er nemlig hamrende vigtigt, for at sikre et godt resultat," slutter Kaj Mattesen.

Fyn går godt - kompetencerne går skidt Jørgen Hansen har stor fortrøstning for fremtiden til kommunerne på Fyn - helt generelt: ”Kommunerne har haft tradition for at benytte de amtslige tilbud, hvor ekspertisen findes – og jeg føler mig overbevist om, at dette samarbejde vil fortsætte indtil kommunerne, herunder den nye Fåborg-Midtfyn Kommune har fundet et tilbud, der er lige så godt – eller bedre.”

Problemet ligger et helt andet sted efter Jørgen Hansens opfattelse, nemlig lærernes uddannelse samt kommunernes interesse for at sikre kvalitet: ”Hverken læreruddannelsen eller efteruddannelsestilbudene har i de sidste ti år stået mål med de muligheder, vi havde i perioden 1970- 90 med specialundervisning. Udlægningen af forsorgen efter 78-loven havde en helt fantastisk positiv opmærksomhed, men satsningen fra den tid ebber snart ud med de gamle årgange jeg og Kaj Mattesen repræsenterer. Vi mangler ganske enkelt – i dag - både uddannelser og efteruddannelsestilbud på specialundervisningsområdet,” mener Jørgen Hansen og fortsætter: ”Derfor kan jeg da også godt spørge mig selv: Er årsagen til den meget store stigning i AKT-børn, at uddannelserne er væk. At de ansatte ganske enkelt ikke er klædt ordentligt fagligt på til at klare opgaverne?” ”Som udgangspunkt kan være ganske udmærket at bruge nogle af de små skoler til specialskoler.

Men betingelserne for det kvalitative indhold blæser i vinden, og jeg ser ikke i øjeblikket – generelt set i kommunerne - viljen til at ofre de ressourcer, der skal til.”

Gråzonebørnene Jørgen Hansen pegede også på en gruppe af børn, der skulle tages bedre hånd om helt generelt i kommunerne – og som derfor ligeledes vil være en potentiel gruppe for tilbud der kan løses på små nedlægningstruede skoler:

”Vi har altså en gruppe elever, der i dag ikke tages alvorligt. De skoleledere jeg taler med siger typisk, at det er en 4-5 stykker på en skole med 500 elever, altså 1 procent af eleverne. Det er børn, der ofte havner på f.eks. OUH (red: Odense Universitetshospital), hvor de medicineres og sendes hjem igen. Jeg mener ikke, det er en anstændig måde at hjælpe disse børn på – og jeg mener, at de nye kommuner skal se på denne opgave med stor alvor,” slutter Jørgen Hansen.

Fakta: I en kommune som Faaborg-Midtfyn med cirka 51.000 borgere vil antallet af børn med vidtgående behov (§20 stk. 2) være cirka 55 børn - estimat udarbejdet af Amtsrådsforeningen i 2003:

Elever med behov for vidtgående specialundervisning 20.000 Autisme Asperger ADHP/Damp Socialt emotionelle Generelle indlæringsvanskeligheder Læse-, sprog- og talevanskeligheder Bevægelsesvanskeligheder Synsvanskeligheder Hørevanskeligheder Andet I alt Kilde: Amtsrådsforeningen gennemsnitligt elevtal 1. september 2003

30.000

50.000

Gennemsnit

Elevtal total

indbyggere indbyggere indbyggere i amterne 5,6 8,3 13,9 101 1,5 2,2 3,7 27 3,0 4,5 7,5 54 3,4 5,1 8,6 62 16,4 24,7 41,1 298

1407 373 756 969 4168

2,7 1,5 0,6 2,0 1,2 38

682 383 142 509 300 9589

4,0 2,3 0,8 3,0 1,8 57

6,7 3,8 1,4 5,0 3,0 95

49 27 10 36 21 685

Udviklingen de seneste 10 år, peger på, at stort set alle handicap-grupper på 20,2 området har været ret konstante med en meget iøjnefaldende undtagelse: ’Adfærds/psykiske vanskeligheder’, der kan betegnes som ’urolige elever’. I 2000/2001 faldt andelen, hvor forklaringen er, at det blev cirka 100.000 kr. dyrere for kommunerne at sende en elev til amternes 20,2 tilbud – men udviklingen tog igen fart et par år senere selv med en pris på cirka 170.000 kr. om året.

Det er især denne udvikling regeringen og eksperterne ser på.

Kilde: UNI-C Statistik & Analyse

Men forklaringerne på udviklingen af børn med ’adfærds/psykiske vanskeligheder’ blæser i vinden.

Gennem researchsamtaler med en lang række mennesker i arbejdet med bogen, lyder forklaringerne som følger: • Det er børn af en forkælet generation fra 1970-erne - børnene mangler almindelig opdragelse og opbakning fra forældrene.

• Loven er lavet om, så børn fødes med en for lav fødselsvægt, hvilket ofte betyder mindre eller større handicaps.

• Det er ikke børnene den er gal med – men derimod er der kommet flere psykologer til, der ser fejl og løsninger, som førhen blot indgik i en normal dagligdag.

• Forældrene har udviklet sig til at blive mindre tålmodige, og de presser uromagere ud af klasserne.

• Andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er steget, så børnene mangler mor derhjemme.

• Stigning i adopterede børn med opvækst på børnehjem i de tidligere østbloklande.

Efterskrift Professor Niels Egelund:

”Det er en klassisk historie, som jeg tror vi ser mange af i de kommende år. De nye større kommuner vil bruge de små og dyre skoler som kommunale specialskoler, hvor man vil placere elever, der går i tidligere amtslige tilbud, som er placeret i andre kommuner, ligesom man formentlig også vil bruge dem til nogle af de elever i almindelige skoler, som man har svært ved at rumme - først og fremmest elever med ’Adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer’. Vi vil formentligt se, at procenten på specialskoler vil stige fra de nuværende godt 2 til 3-4 procent - i tæt beboede områder måske op til 5 procent. Sådanne procenter er internationalt set helt almindelige. Fordelen er nærhed, ulempen kan være, at man mangler specialiseret lærerkraft, ligesom en sammenblanding af børn med mange forskellige pædagogiske behov kan være problematisk.”

Om forklaringerne på de stigende tal på AKT-børn siger han: ”Der er et hav af hypoteser om stigningen. Men den med begge forældre på arbejdsmarkedet holder ikke, for de har været der begge to de sidste 25-30 år. De øvrige kan nok have en forklaringsværdi.

Dertil kommer en øget ”forurening” af fødevarer/drikkevarer med tilsætningsstoffer, et øget forbrug af fastfood og læskedrikke, slik mv. Så er der svag forældrekompetence mht. opdragelse, fordi de selv er opdraget af 68 generationens børn og fordi de ikke har haft mange søskende til at opdrage dem. Men problemet er, at det er så godt som umuligt at afgøre årsag-virkningsforhold på det felt.”

Litteratur: ”Den rummelige skole – et fælles ansvar” Kroghs Forlag (2005). Bogen er en antologi med bidrag fra eksperter på området om rummelighed. Tonen har en respekt og forståelse for almenmenneskelige reaktionsmønstre, om end den ikke behandler familien eller samfundet omkring børnene – men som titlen antyder, er målet med bogen da også den danske folkeskole og at fremme en større rummelig i folkeskolen. Påstanden er, at alle vinder ved større rummelighed, med plads til også ’de lidt skæve elever’. Artiklerne er både teoretisk argumenterende og handlingsanvisende.

Målgruppen er alle, der interesserer sig for den danske folkeskole.

Herning Kommune Fem landsbyskoler kæmper for eksistensen – våbnet er ’synlighed af fagligheden’ Baggrund: Nærværende historie beretter om en række små skoler i Herning Kommune, der har ønsket at fortsætte med de nuværende skoler i næste valgperiode – men kommunen har ikke givet evighedsgarantier.

Tidligere har der været skolenedlæggelser i kommunen, der har ramt de små skoler. (I 2002 3 skoler blev nedlagt: Studsgård, Simmelkjær og Haunstrup Skole) De små skoler har derfor sat kampen ind for deres fremtidige eksistens. Midlet er et IT-projekt med erfaringsudveksling mellem lærerne på flere små skoler - målet er at gøre spørgsmålet om evt. skolenedlæggelse til ren økonomi.

Kilderne er skoleleder Kurt Skræddergaard – samt lærerne Kirsten-Marie Kjær (ny ung lærer) og Brian Duus Nørgaard (senior faglærer), alle Arnborg Skole.

Vi får et indblik i en lille skoles forsøg på at sætte ind på fagligheden, som de konstant bliver angrebet for ’at være for ringe’ - og hvordan to lærere opfatter projektet og det arbejde, der udføres på den lille skole.

Denne historie blev valgt ift. en anden mulighed i Odder Kommune, fordi der i Arnborg var et proaktivt eksempel.18

Interview den 16. september 2006, Arnborg Skole: Arnborg kender til beskæringer På vejen – lige uden for skolen – står et skilt, hvor der står BOGBUS med angivelse af, at bussen kommer til byen 2 gange om ugen. 45 minutter om fredagen og 1 time om onsdagen – og da skoleleder Kurt Skræddergaard kommer ud i gården for at tage imod, fortæller han om den kommunale virkelighed, skolen er en del af: besparelser. ”Som det ser ud, vil den nye storkommune spare bussen væk, så borgerne herefter skal til de nærmeste byer, for at komme til biblioteket, f.eks. Kibæk, der ligger 10 km. fra Arnborg, ” fortæller Kurt Skræddergaard.

I et møderum møder vi Kirsten-Marie Kjær, der blev ansat på skolen i 2002 – samt Brian Duus Nørgaard, der repræsenterer den meget erfarne fag-faglige lærer med særlig interesse for fagene dansk, engelsk og matematik.

Kurt Skræddergaard fortæller om projektet: ”Man kan vel egentligt sige, at vi har fundet en rigtig god måde at udvikle os fagligt på som lærere, og det er så en erfaring alle andre - helt uanset skolestørrelse, fordi alle har behov for at udvikle sig - kan bruge fremover. Men synlighed – det er det vi fået i rigt mål, og det er udmærket,” siger Kurt Skræddergaard, hvor han glæder sig over, at Herning kommune har anerkendt værdien og mulighederne for kommunens øvrige skoler i den nye storkommune.

18

Odder Kommunes borgmester, Niels-Ulrik Bugge (V), sagde før valget, at ”der ikke skulle røres ved de små skoler”, men efterhånden som tiden er gået, er denne politiske udmelding modificeret til ”at der ikke skal røres ved de seks landdistriktsskoler, hvis økonomien og fagligheden ellers er i orden.”

En historie i Odder ville også kunne sætte konsekvenserne med de større transportomkostninger i relief, idet Odder Kommune – ifølge Niels-Ulrik Bugge - betaler 350.000 kr. om året, for at få en enkelt elev transporteret fra Tunø til skole på fastlandet.

Det kunne være blevet en ret spændende historie, for hurtigt meldte sig en lærer, Anne Larsen, fra Hundslund skole (125 elever fra bh. klasse til 7.klasse) - hvor hun har undervist de sidste 16 år – med følgende svada: ”Jeg har undervist 3 år på Skovbakkeskolen, inden jeg kom til Hundslund Skole, og jeg har aldrig ment, at børnene på de store skoler er fagligt mere velfunderede end børnene på de små landskoler. De børn, vi har sendt videre på Skovbakkeskolen har ikke været fagligt dårligere stillet end de børn, der går på Skovbakkeskolen.”

”Så de fire års udviklingsarbejde og erfaringer skal nu bruges af de øvrige skoler i kommunen. Ja, i øvrigt også i andre kommuner, specielt Vestjylland, som er en af de lidt sorte pletter på IT Danmarkskortet,” tilføjer Kurt Skræddergaard, idet projektdeltagerne har modtaget midler til at udbrede de gode erfaringer til andre skoler i hele Danmark.

Fagligheden i top Kirsten-Marie Kjær er uddannet på Nørre-Nissum seminarium, hvor de første par år foregik i Herning med internetbaseret undervisning. ”Men projektet har nu slet ikke været afgørende for mit valg af Arnborg skole. Her foregår en masse faglig sparring og udvikling i forvejen, så jeg ser alene projektet som ’helt naturligt’. Jeg havde en lille fordel i starten, men nu er langt de fleste er dués med den måde at kommunikere på.” ”Jeg får da ind imellem bemærkninger fra mine forhenværende studiekammerater om, at jeg arbejder på en lille skole. Men de handler aldrig om fagligheden, men alene om, der er mere ’gang i den’ på en stor skole. Men de må jo mene hvad de vil, for jeg sætter meget pris på den meget tætte kontakt til børnene og deres forældre, som man har her,” siger Kirsten-Marie Kjær.

Brian Duus Nørgaard er medievejleder på skolen, og er derfor dybt involveret i IT og hvad lærerne kan bruge det til i det daglige arbejde. ”Som lærer med særlige interesser for nogle fag, bruger jeg projektet på en lidt anden måde end mange andre lærere – fordi jeg har en løbende dialog, ud over vore workshops, om små og store ting, der knytter sig til mine fag,” siger Brian Duus Nørgaard.

På vej ud af skolen kommer vi forbi en 6. klasse, der er i fuld gang med faget engelsk. Læreren har sin bærbare PC stående på bordet, tilsluttet et trådløst netværk og en projektor. Læreren viser eleverne en side fra Internettet. ”Ja, se – det her er et glimrende eksempel på, hvordan projektet og samarbejdet med vore kolleger på andre skoler, fungerer,” siger Brian Duus Nørgaard med en vis stolthed i stemmen.

Synlighed – nutidens krav Vi kører over til byens berømte svæveflyverklub og den nye nord-syd motorvej, og tager nogle billeder, der skal illustrere, at Arnborg Skole er tæt og hurtig kontakt til verden omkring. ”Det har vi nu altid været, men det er jo med at være synlige - sådan er verden jo skruet sammen nu om dage,” slutter Kurt Skræddergaard dagen af med et smil.

Fakta: Ny Herning Kommune består fra 1. januar 2007 af kommunerne: Herning, Aulum/Haderup, Trehøje og Aaskov Kommune.

Information om projektet: http://www.l-inet.dk/

KAPITEL 5 Skolestruktur ’før, op gennem tiden - til nu’ Nedenstående historiske gennemgang er lavet efter oplysninger og inspiration fra samtaler med Keld Grinder-Hansen, Skolemuseet i København, og Cecil Christensen, Dansk Friskoleforening. I øvrigt henvises til interviewet med Arne Pedersen, formand for Frie Skolers Lærerforening.

Historien beretter både om ønsket til at udvikle skoletilbuddet og om muligheder og barrierer for i at gøre det, i samspillet med forældrene og borgerne.

I 1814 – da den første skolelov så dagens lys (Kong Frederik den Sjettes skolelov) - havde en debat om skoler og nærhed trange kår. Da var opgaven, at få danske børn – som primært boede og arbejdede på landet - til at gå i skole, overhovedet – et bærende princip, der fortsatte til 1937.

Da blev det fastslået, at distrikterne "bør, saavidt Stederne Beliggenhed det tillader, indrettes således, at børnene ikke har mere end 1/4 mil, altså en fjerdingvej.” (1/4 mil svarer til 1,883 km.)

Bestemmelsen ændredes ikke med lovene i hverken 1899 eller 1904.

I 1937-loven blev afstanden sat til 2 1/2 km for de små og 3 1/2 km for de større, men her stod også blot, at det skulle tilstræbes, at børnene ikke fik længere (§ 50).

Fakta: I 1937 havde Danmark cirka 5.500 skoler sml. med de cirka 1.700 folkeskoler i 2006. I 1937 havde Danmark en samlet befolkning på 3.738.000 sml. med 5.411.000 i 2005. (Kilde www.statistikbanken.dk)

I 1958 blev afstanden ændret til 3 1/2 km for de små og 5 km for de større.

I 2006 regulerer loven kommunernes forpligtelse til at sørge for befordring efter gældende regler: Børnehaveklasse - 3. klassetrin:

2 1/2 km

4. - 6. klassetrin:

6 km

7. - 9. klassetrin:

7 km

10. klasse:

9 km

Bedre transportmidler - men også meget dårlige sanitære forhold på skolerne - betød, at små skoler blev nedlagt til fordel for lidt større skoler.

2. verdenskrig i 1940-erne og en efterfølgende meget anspændt økonomi i efterkrigstiden betød, at udviklingen på skoleområdet – om end ikke stod i stampe – så var meget afdæmpet.

I 1958 var der højkonjunktur, og begrebet ’centralskoler’ blev indført i skoleloven, der gav dødsstødet til en række små skoler.

Fakta: • I 1911 boede halvdelen af den danske befolkning på 2.757.07 i landområder.

• I 1950 var den danske befolkning steget til 4.281.275, hvor stigningen alene var sket i byerne, der antalsmæssigt steg fra 388 til 668 byer på de 39 år. Dvs. at 2/3 af den danske befolkning boede i byer i 1950.

• I 1970 var befolkningen i landdistrikterne faldet fra det konstante tal på cirka 140.000 mennesker til 99.000 – der nu udgjorde 1/5 af landets befolkning, der nu var steget til 4.937.579.

• I 1990 steg befolkningen som helhed med cirka 200.000 (fra 1970), mens befolkningen i landdistrikterne faldt med yderligere cirka 22.000.

• Siden 1990 har befolkningen i landdistrikterne været ret konstant, mens befolkningen som helhed steg en smule. (cirka 250.000 til i alt 5.397.640 mennesker i 2004.

Kilde: Danmarks Statistik

Endnu en bølge af skolenedlæggelser ramte de små skoler i 1966, fordi mange skoler var opført på resterne af de små skoler - og fordi diskussionen ’sognenes evne til at løse skoleopgaven’ så småt kom gang – en naturlig konsekvens af, at købstæderne voksede eksplosivt; folk flyttede fra land til by pga. mekaniseringen i landbruget og beskæftigelsesmulighederne i byen.

Derfor begyndte flere sogne at samarbejde ved at bygge skoler, og på den måde ville de vise regering og kritikerne af sognene, at de havde fortsat havde berettigelse.

Med kommunalreformen i 1970 blev en lang demokratisk tradition for lokale beslutninger markant ændret. De gamle sognekommuners ønsker og behov kom under pres i de nye kommuner, der nu traf beslutninger ud fra helhedsvurderinger.

Fagforeningerne blev meget synlige i 1970-erne og 1980-erne, fordi de repræsenterede ’almuen’ – den svage del af befolkningen. Mandatet havde fagforeningerne først og fremmest i befolkningen, som økonomisk nød fordel af industrialiseringen – men også i stærke kredse bestående af stærke bønder. Lederne bag den begyndende industri påvirkede også via deres respektive organisationer.

Skolelukninger var nu blevet et meget stort emne, der affødte debat og diskussion. Bønderne var interesserede i en kort skolevej, så deres børn kunne komme hurtigt hjem og hjælpe til på gården.

I 1975 overgik økonomien på skoleområdet fra staten til kommunerne, hvorefter kommunerne blev kompenseret for skoleudgifterne via bloktilskuddet. Statens muligheder for at påvirke skolerne

foregik herefter via lovgivning om mål- og rammestyring, der eksempelvis giver sig udtryk i lovgivning om nationale test, som vi ser i dag.

For at imødegå friskolerne blev skoleloven ændret i 1980 af Undervisningsministeren Bertel Haarder. Herefter kunne borgerne ikke mere få udsat beslutningen om nedlæggelse af en skole et år, som tidligere – og dermed have god tid til at etablere en friskole.

I 1989 blev forældrenes værdi for skolens virke synligt i lovgivningen, idet Skolebestyrelser overtog de tidligere skolenævn og skolekommissioners beføjelser og ansvarsområder. (Lov nr. 348 af 24. maj 1989.)

Organisationerne mistede efterhånden indflydelse. Det administrative niveau i kommunerne, har fået en mere central rolle, når der skal ses på skolestruktur sammen med kommunens økonomi.

Overordnet handler folkeskolen om kvalitet og økonomi. Regeringens argumenter overfor kommunerne har de sidste år fokuseret meget på kvalitet. Kommunernes Landsforenings argumenter har meget fokus på økonomi.19 Risikoen for, at der dukker en friskole op i kølvandet påvirker også de kommunalpolitiske overvejelser.

Større ændringer i opgavefordeling og lovgivning på folkeskoleområdet 1970 – 2002 1970

1972 1973 1974

1975

1977

19

• I 1970 (lov nr. 44 af 9. februar) vedtages en ny skolestyrelseslov til afløsning af den tidligere Skoletilsynslov. Skolenævnene bliver nu obligatoriske.

Forskellen mellem landsbyordnede og købstadsskoleordninger ophører. Alle kommuner skal via amterne indsende skole- og undervisningsplaner til godkendelse i Undervisningsministeriet.

• I 1972 (lov nr. 121 af 17. april) udvides undervisningspligten til 9 år.

• Ved finansloven for 1973-74 afkortes lektionslængden fra 50 minutter til 45 minutter.

• I 1974 (lov nr. 355 af 19. juni) ophæves kravet om Undervisningsministeriet godkendelse af skole- og undervisningsplaner. Amterne fører fortsat tilsyn med, at kommunerne overholder skolelovgivningen • I 1975 (lov nr. 312 af 26. juni) ændres bestemmelserne, således at folkeskolen omfatter af en frivillige børnehaveklasse,en 9-årig grundskole samt en frivillig 10. klasse. Eleverne kan gå til afgangsprøve efter hhv. 9. og 10. klasse. Folkeskolen bliver som udgangspunkt udelt, men der skal gennemføres kursusdeling på 8.-10. klasse i prøvefagene bortset fra faget dansk. Kommunerne får herudover en vis frihed til at oprette valgfag.

• I 1977 (lov nr. 656 af 21. december) ændres reglerne om skolenævnenes og skolekommissionernes sammensætning.

KL´s politiske udmelding fra den 28. februar 2004 , der stadig er gældende. (Bilag 5)

1978

1979 1984 1985

1986

1988 1989

1990 1992

1993

1994 1996

1997

1998

• I 1978 (lov nr. 302 af 8. juni) overføres særforsorgsundervisningen af børn fra staten til amtskommunerne. Loven fik først virkning fra den 1. juli 1981.

• I 1979 (lov nr. 257 af 8. juni) blev kommunerne pålagt at oprette børnehaveklasser.

• I 1984 (lov nr. 287 af 6. juni) fik kommunerne mulighed for at oprette skolefritidsordninger.

• I 1985 (lov nr. 270 af 6. juni) ændredes tidspunktet for skolegangens begyndelse og aktiviteterne i børnehaveklassen betegnet som undervisning, men med understregning af at børnehaveklassen ikke skulle medregnes i opgørelsen af undervisningspligtens opfyldelse.

• Ved lov nr. 216 af 23. april 1986 og lov nr. 358 af 4. juni 1986 bliver amternes afgørelser vedr. klager over Kommunale beslutninger endelig.

Undervisningsministeriet kan herefter kun behandle klager over det amtskommunale skole Væsen.

• Ved lov nr. 826 af 21. december 1988 lempes reglerne om skolenedlæggelser og klassestørrelser.

• Ved lov nr. 348 af 24. maj ophæves skolestyrelsesloven og en del af reglerne overføres til folkeskoleloven kommunalbestyrelsen træffer endelig administrativ afgørelse i klagesager. Skolenævnene erstattes af skolebestyrelser og der lægges op til, at kommunalbestyrelsen i vidt omfang delegerer kompetence til skolebestyrelserne.

• Ved lov nr. 435 af 13. juni 1990 indføres bestemmer om frit skolevalg mv.

• Ved lov nr. 381 af 20. maj 1992 overføres den fulde ansættelseskompetence for ansatte i folkeskolen til kommunerne/amtskommunerne.

Undervisningsministeriets regler om normeringer og afsked ophæves. Ændringen betød bl.a., at undervisningsministeren ikke længere havde ansvaret for uansøgt afskedigelse af lærer eller ansvaret for regler om ansættelse og afskedigelse af lærere. Beslutningen om ansættelse af ledere og lærere skal dog træffes efter udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse.

• Ved lov nr. 509 af 30. juni 1993 gennemføres en ny folkeskolelov.

Kursusdeling på 8.-10. klassetrin ophæves. Timetal hæves bl.a. i børnehaveklassen.

De bindende formålsbestemmelser for fagene udvides med bindende bestemmelser om centrale kundskabs- og færdighedsområder.

• Ved lov nr. 1140 af 21. december 1994 indføres skolevejledningsordninger • Ved lov nr. 413 af 22. maj 1996 skabes hjemmel til, at kommunerne kan etablere støtte til fremme af kendskabet til dansk hos tosprogede børn i førskolealderen. Endvidere fastslås det, at forpligtelsen til at give undervisning i dansk som andetsprog også omfatter elever børnehaveklassen og i 1.-10. klasse.

• Ved lov nr. 472 af 10. juni 1997 skabes hjemmel til oprettelse af 10.klasses skoler. Ændringerne i styrelsesreglerne betød, at elever og medarbejdere i skolebestyrelsen fik stemmeret og at både skoleleder og stedfortræder for denne deltager i møderne.

• Ved lov nr. 318 af 3. juni 1998 fik undervisningsministeren hjemme til i forbindelse med forsøgs- og udviklingsarbejde vedrørende elevernes skolestart at fravige bestemmelserne om uddannelseskravene i folkeskolen.

• Ved lov nr. 412 af 26. juni 1998 får kommunerne og amtskommunerne

1999

2000

2002

mulighed for at henvise eleverne til Specialundervisning efter overenskomster med dagbehandlingstilbud eller et efter lov om social service oprettet eller godkendt anbringelsessted.

1998 • Ved lov nr. 486 af 1. juli 1998 blev kommunerne pålagt at tilbyde tosprogede børn, der endnu ikke har på begyndt skolegangen, støtte til fremme af den sproglige udvikling med henblik på tilegnelse af dansk.

• Ved lov nr. 488 af 1. juli 1998 blev forholdene vedr. betaling for ekskursioner, lejrskoler, skolerejser m.v. præciseret.

• Ved lov nr. 406 af 2. juni 1999 blev undervisningen i dansk, matematik og engelsk gjort obligatorisk i 10. klasse, ligesom eleverne fik pligt til at udføre en selvvalgt opgave samt udarbejde en uddannelsesplan.

1999 • Ved lov nr. 263 af 12. april 2000 blev der gennemført en ret for elevrådet til at udpege repræsentanter til de udvalg m.v., som skolen nedsætter til behandling af spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed.

(Demokratiloven) • Ved lov nr. 482 af 31. maj 2000 ændredes reglerne om lærerkvalifikationer som følge af oprettelse af Centre for Videregående Uddannelse (CVU) 2000 • Ved lov nr. 485 af 31.maj 2000 ændredes opgavefordelingen mellem kommuner og amter inden for den vidtgående specialundervisning.

Kompetencen til at henvise elever til vidtgående specialundervisning blev overført fra amtskommunerne til primærkommunerne. Det kommunale takstbeløb blev hævet bl.a. med henblik på at understøtte en hensigtsmæssig og klar opgavefordeling på området. Samtidig blev der oprettet et klagenævn for vidtgående specialundervisning. Klageberettigede er forældrene.

• Ved lov nr. 412 af 6. juni 2002 blev kommunernes hidtidige forpligtelse til at tilbyde modersmålsundervisning gjort frivillig – bortset fra modersmålsundervisning til børn af EU- og EØS statsborgere samt statsborgere fra Grønland og Færøerne. Den frivillige undervisning sker i henhold til bestemmelserne om undervisning i fritiden.

• Folkeskoleforliget 14. november, oplæg til fælles nationale mål for folkeskolen, herunder bindende slutmål og trinmål, årsnormer, og minimumstimetal for fagblokke og for dansk og matematik i 1.-3. klasse, bedre indskoling, bindende indholdsbestemmelser i børnehaveklassen, tidligere engelskundervisning, og ændring af holddannelsesreglerne for eleverne i 1.-7. klassetrin.

(kilde: Undervisningsministeriets sektoranalyse af folkeskoleområdet)

KAPITEL 6

Fremtidens folkeskole Johan Peter Paludan, der er direktør for ’Instituttet for Fremtidsforskning’ www.cifs.dk, skrev et indlæg i 2001 til Danmarks Skolelederforenings medlemsblad, Forum for Skoleledelse (nr. 6) – uddrag af indlægget er gengivet nedenfor: I et stadig mere fragmenteret eller subkulturelt samfund fremstår folkeskolen som det sidste, der holder samfundet sammen.

Samtidig har de fleste et temmelig følelsesladet forhold til folkeskolen. Vi har alle været der, vi er alle brugere - og vi har derfor alle en mening om den.

Denne centrale position uddybes yderligere af at folkeskolen leverer til et af de umættelige behov.

Hvordan folkeskolen var engang har alle en mere eller mindre præcis erindring om. Historikere prøver mere systematisk at beskrive det, men usikkert er det: Man kan ikke tage tilbage og kontrollere.

Hvordan folkeskolen er, kan vist også diskuteres. Der er forskellige forældreopfattelser. I kredsen af lærere gør der sig også forskellige opfattelser gældende. Skoleledere har sikkert deres egen opfattelse af tingene.

Hvordan folkeskolen skal være i fremtiden er en central del af den politiske debat. Den politiske debat drejer sig om hvordan folkeskolen bør se ud i fremtiden.

Fortiden lægger nogle begrænsninger, men ellers er fremtiden noget, vi laver selv.

Kan man se, at man har taget fejl, kan man måske gøre noget ved det.

Man kan anvende forskellige indfaldsvinkler, når man skal arbejde med fremtiden.

1. Prognoser: prognoser har i et moderne forandringspræget samfund relativ kort 'holdbarhed', men når man ser på den demografiske udvikling, der bl.a. har stor betydning for folkeskolen, er man på rimelig sikker grund et pænt stykke ind i fremtiden.

2. Megatrends - dvs. basale tendenser med en inerti, der gør, at de kan forventes at holde et stykke tid ind i fremtiden og en konsekvensrigdom, der gør dem interessante.

3. Scenarier: alternative billeder af hvordan fremtiden kunne se ud som inspiration til egen stillingtagen til hvilken fremtid, man skal fungere indenfor. Der præsenteres afslutningsvis nogle skitser til scenarier for folkeskolen

Demografien - det sikre Befolkningsprognoser må nødvendigvis bygge nogle forudsætninger om henholdsvis 'afgangen' fra befolkningen - mortalitet og udvandring - og 'tilgangen' - fødsler og indvandring. Nogle af disse

forudsætninger er sikrere end andre, men hvis de holder, har man et sikkert bud på forskydningerne i aldersstrukturen.

Set fra folkeskolens synspunkt er især følgende konsekvenser interessante: 1. Der kommer flere børn i skolerne. Det er allerede ved at sætte ind og det bliver 'værre/bedre' alt efter gemyt.

2. En betydelig del af folkeskolens lærere tilhører de store fødselsårgange fra 1940'erne og de når pensionsalderen i de kommende år. Det afspejler sig i figuren i væksten i aldersgrupperne 60-64 og 65-69. Selvfølgelig behøver en lærer ikke gå pension når er muligt. Det er imidlertid indtrykket, at det gør en betydelig del. Dette kan igen reflektere enten arbejdssituationen i folkeskolen eller pensionsvilkårene eller begge dele.

3. Afgangen til pension finder sted på et tidspunkt, hvor den aldersgruppe, hvor de nye lærere skulle komme fra, er aftagende. Det er derfor forudseeligt, at folkeskolen får betydelige rekrutteringsproblemer.

De betydelige rekrutteringsudfordringer i de kommende år vil formentlig udløse debat om klassekvotienter og kvalifikationskrav til lærere. Flere børn pr. klasse kan udskyde problemerne og en mindre fundamentalistisk holdning til læreres eksamenspapirer ligeså. Sådan var det også i 1960'erne, hvor lærermanglen var så stor, at man måtte indskrænke sin 'kræsenhed': Selv husmødre - sådanne fandtes endnu - kunne få lov til at undervise. Det florerede da også allerede i nutiden med idéer om, hvordan man kan gøre mennesker til 'minutlærer' - hurtige omskolingskurser af mennesker med andre kvalifikationer.

Rekrutteringsudfordringen vil formentlig også - som på det øvrige arbejdsmarked - resultere i en blanding af 'pisk' - yderligere efterlønsordninger, stramninger i pensionsregler - og 'gulerod' - bedre løn- og arbejdsvilkår i et forsøg på at få den eksisterende lærerstab til at holde så længe som muligt.

Rekrutteringsudfordringen repræsenterer samtidig en betydelig udfordring for skoleledere i al almindelighed - kan de medvirke til at give folkeskolen et bedre image, således at folkeskolen måske kunne udvide sin 'markedsandel' af de mindre årgange? På den enkelte skole bliver den enkelte skoleleder ligeledes mere central, bl.a. i bestræbelserne på at fastholde de lærere, man kan få.

Det 'uændrede' forløb: megatrends og deres konsekvenser Næste indfaldsvinkel er at se på en række grundlæggende tendenser i folkeskolens omverden og vurdere hvilke konsekvenser de vil have for folkeskolen. Det kaldes 'det uændrede forløb', fordi tankegangen er, at hvis der ikke sker andet end det, der synes at være undervejs, bliver folkeskolen, som beskrevet. Det er selvfølgelig urealistisk. Tendenser fortsætter aldrig evigt i samme retning, men som et tankeeksperiment kan det måske have pædagogisk værdi.

Det må nødvendigvis være et skøn, hvilke tendenser, der skal inddrages og hvilke ikke. Her er valgt tre 'typer': almene samfundstendenser, 'leverandørerne' (familien, forældre og børn) 'aftagerne' (andre uddannelser, erhvervslivet) samt 'medarbejdere'.

Almene samfundstendenser: •

udviklingens accelererende hast er en vag størrelse al den stund, der ikke findes et objektivt mål for udviklingens hast. Der er da også en risiko for et optisk bedrag i den kendsgerning, at ting, der bevæger sig, har en tendens til at tiltrække sig opmærksomheden, mens ting, der står stille, ikke ses. Netop skoleklasser er måske et godt eksempel på at mennesker fra fortiden ikke ville føle sig helt fremmedgjorte i nutiden.

En vigtig konsekvens af udviklingens accelererende hast er, at tiden bliver mere 'kompakt', hvorved menes, at gammelt og nyt i højere grad kommer til at sameksistere.

Landbrugssamfundet varede i århundreder og utallige generationer fødtes, levede og døde under omtrentlig de samme samfundsmæssige rammevilkår. Nu fødes man under et sæt, oplever et par til, inden man drager videre.

Når tiden bliver mere kompakt skal blandt andet nye og gamle holdninger til arbejde sameksistere. Industrisamfundets arbejdsbegreb var - sat lidt på spidsen - at arbejde er pest og fritid paradis. Det er et arbejdsbegreb der jo ikke er gået helt af mode. Dette arbejdsbegreb skal sameksistere med et fremvoksende arbejdsbegreb, der betragter arbejdet som en integreret del af livet.

Man kan sige, at det er en situation, der minder om folkeskolens situation før man valgte at tage et stort skridt ind i fortiden gennem en arbejdstidsaftale, der vel kun har kunnet medvirke til at vække eventuelle slumrende tilbøjeligheder i folkeskolen til at operere efter industrisamfundets arbejdsbegreb.

•

den økonomiske vækst har gjort Danmark til et rigt land i hvert fald i materiel henseende.

Dette betyder, at nutidens mennesker tager en lang række forhold for givne, som man tidligere stræbte efter. Man kan også sige, at vi set i forhold til tidligere må kaldes 'forkælede'. Da udgangshypotesen her er en antagelse om fortsat økonomisk vækst, er konsekvensen selvfølgelig en forventning om en endnu højere grad af forkælelse og det er som bekendt altid de yngre, der er de mest forkælede, fordi de, så længe, der er økonomisk vækst, altid vokser op under materielt bedre vilkår end deres forældre og lærere gjorde.

•

digitaliseringen har mange konsekvenser. Vigtigst i nærværende forbindelse er nok kommunikationsområdet, hvor vi bevæger os fra den nuværende situation med mange kommunikationskanaler - samtale, breve, telefon, fax og mail - til i fremtiden to: ansigt-tilansigt eller digitalt.

Overføres disse betragtninger til folkeskolen kan man sige, at folkeskolen er storforbruger af ansigt-til-ansigt kommunikation også kaldet konfrontationstimer. Derfor må folkeskolen i de kommende år blive stillet overfor kravet om at flytte en del af indsatsen fra den dyre til den billigere kommunikationskanal. Det betyder selvsagt ikke, at den menneskelige faktor i folkeskolen skal afskaffes, men at man skal bestræbe sig på at bruge den der, hvor den er absolut uundværlig og så skubbe alt det andet over i noget automatiseret: interaktive systemer, ekspertsystemer, cd-rom mm.

•

globalisering kan have mange former. International handel vokser og vokser hurtigere end økonomierne. Informationssamfundet betyder, at vi hører og ser mere om hvad der sker i

andre dele af verden. Der sker en kulturel globalisering med burger, shawarma og meget andet.

Det, der især optager sindene er selvfølgelig den globalisering, der finder sted ved at mennesker fra andre dele af verden slår sig ned i Danmark og siden hen sender deres børn i folkeskolen med de udfordringer, der følger deraf. Fremtidsperspektiverne på dette område ligger på en skala fra 'indvandring har vi jo altid haft' til ' det er de nye folkevandringers tid og Danmark bliver oversvømmet'.

Hvor på 'skalaen' virkeligheden kommer til at ligge skal ikke behandles her. Det sikre er, at, med en simpel fremskrivning - indvandring på niveau med de seneste år - er det givet, at folkeskolens multikulturelle udfordring ikke bliver mindre i de kommende år.

'Leverandørerne' Familien er ikke hvad den har været og det har den måske aldrig været.

Imidlertid lever vi med en opfattelse af familien som et livslangt parforhold, med en hjemmegående husmor og en arbejdende far.

Det er ikke en realitet, det ved vi godt, snarere en eller anden idealtilstand, der muligvis eksisterede i 1950'erne og som vi holder vores egen virkelighed op imod. Hvor de vestlige samfund normalt hylder fremskridtet, er der på dette område en parallel til de antikke samfund, der også anså fortiden som den gyldne tid og nutiden - samt fremtiden - som tilbageskridt.

Det er tesen her, at jo større tidsmæssig afstand der bliver til den 'mytiske' familie, jo mere ser man virkeligheden nøgternt i øjnene og reagerer på den og ikke et fortidigt ideal.

Familien er der stadig om end ikke i så stabil form. Det der har ændret sig er set fra folkeskolens synspunkt: •

•

begge forældre er på arbejdsmarkedet. Det har været en kendsgerning længe, men man skal næppe undervurdere den holdningsmæssige inerti. I en overgangsperiode er kvinderne kommet ud på arbejdsmarkedet, men føler, at de stadig skal klare de tidligere opgaver også.

Derfor er det naturlige krav - at andre må sørge for det, hun ikke har tid til længere - ikke kommet med fuld styrke. Det vil det imidlertid efterhånden som kvinder med et ambivalent forhold til at være på arbejdsmarkedet erstattes af nye generationer af kvinder, der fra barnsben af har haft en forventning om at være på arbejdsmarkedet. For folkeskolen vil konsekvensen være et krav om, at skolen må tage sig af barnet ind til forældrene har tid.

Dvs. kravet om en heldagsskole, der gennem skolefritidsordninger allerede er godt på vej.

Da udviklingen på arbejdsmarkedet går fra at have en arbejdstid til at have en arbejdsopgave, må skolen selvsagt være tilsvarende fleksibel. konsekvensen er, at skolen har barnet i størstedelen af barnets vågne tid og da det er svært at opdrage sovende børn, bliver forældrekravet endvidere en holdningsskole, der ud over færdigheder også bibringer børnene opdragelse i bredere forstand. Nogen må jo gøre det.

Man kan også sige, at vi er ved at gøre det, som overklassen i England har gjort længe: sende børnene på kostskole.

•

•

•

Konsekvensen af udvidelsen af folkeskolens opdragende rolle er, at den enkelte skole må melde klarere ud, hvad den står for. Nutidens folkeskole er alt for holdningsløs. I fremtiden bliver der brug for både den frie skole, den grundtvigianske skole, den sorte skole og andre varianter. Forældre vil kræve besked om hvilken opdragelse deres barn vil få i den ene eller den anden skole. De vil hellere have en skole, hvis holdningssæt de kender, men måske ikke er helt enige i, end nutidens vage variant. De vil derfor også kræve at skolevalget bliver mere frit.

Den moderne og tidsmæssigt stressede familie får ikke så mange børn. Det betyder for det første et væsentligt højere forventningspres på det enkelte barn. Deraf følger, at børnene er i træning i at ignorere forventninger: det er en overlevelsesbetingelse. Det betyder endvidere, at forældre i højere grad betragter deres barn som noget unikt. Når man så møder frem med sit unikke unikum til folkeskolen, hvad møder man så? Man møder en institution, der bundter børnene efter et primitivt kalenderprincip, som om vi stadig befandt os i industrisamfundet. Derfor må der også komme et krav om en mere individualiserende skole.

Måske skal klasselærerfunktionen afskaffes og erstattes af en tutorfunktion, hvor hver lærer har et antal elever i sin 'stald' og i samarbejde med forældre og elev planlægges et individuelt forløb med udgangspunkt i elevens ønsker og evner.

Folkeskolen bliver nødt til at tage disse krav alvorligt. Det skyldes for det første, at det er samfundet, der bestemmer over folkeskolen. Det skyldes også - og det er vel allerede nutid at forældre er ældre, end de plejede at være. Børnefødsler udskydes gerne indtil uddannelsen er på plads og karrieren i vej. Det er derfor ikke forsagte eksistenser, der møder op til forældremøder.

'Aftagerne' Det er vist en gammel tradition, at hvert niveau i uddannelsessystemet beklager sig over det foregående niveaus dårlige indsats. Det der typisk beklages, er den manglende færdighedstræning i redskabsfag som fysik og matematik. Denne tendens vil næppe forsvinde i fremtiden. Folkeskolen vil derfor også i fremtiden blive stillet overfor krav om en bedre indsats på disse områder.

Denne tendens til at kræve bedre færdighedstræning vil formentlig også komme fra den ultimative aftager af uddannelsessystemets produkt: erhvervslivet.

Erhvervslivet vil have et ønske om, at når folkeskolen nu har de unge mennesker - og folkeskolen har dem jo længere end nogensinde - bedes den venligst bibringe dem de rigtige holdninger. De holdninger erhvervslivet vil sætte pris på, er dem, der følger af udviklingen i virksomheders struktur. Denne udvikling er præget af decentralisering og strukturel forfladigelse. De holdninger, der er brug for i den slags organisationer hedder: initiativ og selvstændighed, engagement og ansvarlighed. Det lyder måske ikke ophidsende, men i folkeskolen ved man godt, at opgaven er stor nok endda.

'Medarbejdere' Med medarbejdere tænkes der især på lærere.

Demografien betyder, at det ikke bliver nemmere at sikre det fornødne antal medarbejdere i fremtiden. Man må derfor enten sørge for at folkeskolen er så attraktiv, at den kan overvinde disse vanskeligheder eller nedsætte sine krav til læreres alder og kompetencer.

Set fra et skoleledersynspunkt er udfordringen vel dels, at man kommer til at stå med en mere heterogen medarbejderstab, med stigende forskelle i holdninger og kvalifikationer.

'Resultat' Hvis disse tendenser holder og sammenhængen mellem tendens og folkeskole er som postuleret giver beskrivelsen af fremtidens folkeskole sig selv. Den bliver: • • • • • • •

en heldagsskole holdningsskole, med klart defineret profil en mere multikulturel skole en individualiserende skole en effektiviseret, dvs. produktivitetsfokuseret skole en skole der leverer effektiv færdighedstræning en skole, der udover det, der følger forældrenes krav om opdragelse, også leverer de holdninger, erhvervslivet har brug for

Denne beskrivelse kan afvises, f.eks. som uacceptabel og det rejser spørgsmålet: hvad vil man så?

Fremtiden er fortsat et produkt af vore beslutninger – og til inspiration for den stillingtagen kan benytte scenarier

Scenarier Scenarier er alternative billeder af hvordan udviklingen kunne udvikle sig. Scenarier kan ikke være rigtige eller forkerte, kun mere eller mindre inspirerende. Scenarier skal holde sig indenfor den snævre båndbredde, der hedder at de skal være anderledes end nutiden, men de må ikke være så anderledes, at de forkastes som helt absurde.

Her præsenteres to dimensioner, der begge må anses at have fundamental betydning for folkeskolens udvikling - organisation og kultur.

Den organisatoriske dimension kan bevæge sig fra decentralisering - geografisk, såvel som på den enkelte skole - til centralisering.

Den kulturelle dimension strækker fra det som her er kaldt 'monokultur': i Danmark er man dansk og en folkeskole er en folkeskole - til: multikultur, hvor samfundet deles op i subkulturer.

En kombination af disse to dimensioner danner basis for fire scenarier: 1) Den gamle skole. Er skolen som den var engang eller som vi tror den var engang, hvor Danmark var en kulturel enhed og der var system i tingene. Selvfølgelig var der forskel. Nogen var finere end

andre og det gjaldt også på det kulturelle område. Skolens opgave var blandt at sørge for, at de, der ikke automatisk fik den rette kulturelle forståelse, fik mulighed for at få den. Skolens opgave var, at bibringe eleverne de færdigheder, som alle andre havde. Derudover skulle skolen bibringe eleverne en indsigt i - indoktrinere er nok for stærkt et ord - hvad det ville sige at være dansk, en opgave der var blevet både nemmere og mere nødvendig efter nederlaget i 1864. Det færdighedsmæssige og det holdningsmæssige hang sammen. Den enkelte lærer - der oprindelig var enelærer - kunne selv og havde derfor metodefrihed. Da skolerne blev større bevaredes denne selvstændighed for læreren.

Den ledelse, der var brug for, var derfor rent administrativ.

2. Lilleskolen. Det danske skolesystem har længe repræsenteret avantgarden i verden. Den udstrakte tolerance, der ligger i muligheden for oprettelse af friskoler under fortsat offentlig finansiering har givet Danmark en særstilling. Hvor friskoler tidligere var et vigtigt - men mindre bidrag - til det samlede skolesystem, voksede de i årene efter årtusindskiftet. Der var to hovedårsager dertil udover selve eksistensen af mulighederne derfor. Forældrekrav: forældre lagde mere vægt på at få deres børn opdraget i overensstemmelse med egne idéer. Individualisme: ikke blot forældre fravalgte standardløsninger, lærere gjorde det også. I den vanskelige personalemæssige situation folkeskolen kom i fra 2005 og fremefter stod det klart, at skulle det gøres attraktivt at være lærer og dermed sikre rekrutteringen, måtte der slås på andet end løn.

Opprioriteringen af lærergerningen som en ideel virksomhed var nødvendig. Det betød dels ønsket om mindre enheder, hvor man kunne komme hinanden ved, dels ønsket om en bærende og begejstrende pædagogisk idé. Dem fandtes der mange af. Derfor var der også basis for mange forskellige lilleskoler. Da det netop var idéerne, der var det bærende for skolerne, måtte skolelederen supplere den administrative funktion med en funktion som inspirator. Der var næsten behov for karismatiske skoleinspektører.

3. Den certificerede skole. Da den offentlige sektor blev stillet overfor udfordringen, der lå i at mange gik på pension og der var få unge at tage af, fik mange politikere, der før havde taget afstand fra udlicitering, en anden holdning til fænomenet: hvis det private arbejdsmarked kunne løse de personalemæssige problemer, var det måske en udmærket ting. Det gav også muligheder for alternativer, så borgerne kunne vælge. Således også med folkeskolen, hvor mange mente, George W. Bush med sin idé om 'vouchers' havde vist vejen. Det var dog ikke rigtigt. Det var Bertel Haarder, der allerede i 1980'erne havde lanceret tanken om et uddannelsesmæssigt klippekort.

Forældre modtog et klippekort pr. barn og kunne så selv bestemme, hvilken skole - kommunal eller privat - de ville benytte. Skolerne skulle certificeres, så forældre og myndigheder kunne se, hvad de fik for pengene og således at der kunne gøres et produktansvar gældende. Den gamle betragtning om at få skolepengene tilbage fik fornyet aktualitet. Skal dette undgås, kræves der en klar ledelse.

Det gamle lærerkollegium afløstes af et hierarkisk system, med skolelederen som direktør med ansvar overfor en bestyrelse og lærere, der fungerede inden for de af ledelsen udstukne rammer.

4. Den fælles skole. Allerede op gennem 1990'erne blev der taget hul på diskussionen om, hvad der skulle blive af Danmark og dansk sprog og kultur i en stadig mere globaliseret verden. Det var især indvandringen, der rejste debatten, men i virkeligheden udgjorde informationssamfundet en lige så stor trussel for det danske. Der opstod derfor en bevægelse for bevarelse af det danske.

Hovedhjørnestenen i denne bevægelse måtte nødvendigvis være folkeskolen: satte man ikke ind der, var alle andre initiativer omsonste. Det, det drejede sig om, var kort sagt at få fastslået, at de der boede i det område, der går under betegnelsen Danmark er danske, der taler dansk og tilslutter sig den danske kultur og er man ikke med på det, er det bare ærgerligt. Love it or leave it, som det hed i en anden tid i et andet samfund. Da det var målet var der ingen plads slinger i valsen, dvs. til det

kommunale selvstyre. Folkeskolen blev statens anliggende og undervisningsministeriet styrede gennem centrale direktiver, hvad der skulle undervises i og hvornår, således at man kunne sikre at folkeskolen sendte klare, entydige, danske signaler. Folkeskolen blev den fælles, ensartede skole og ledelsen af den enkelte skole blev derfor at inspicere, om forskrifterne fulgtes og indberette derom.

Afsluttende bemærkninger Den enkelte - og dens organisation – må vurdere scenarierne ud fra princippet: •

•

er det sandsynligt? Hvis ikke har man den udfordring, at så må man enten opstille et alternativ eller leve med at ens beslutninger baseret på ubevidste antagelser om fremtiden.

Hvis det anses for sandsynligt, bliver næste spørgsmål er det ønskeligt? Hvis det er ønskeligt og sandsynligt, kan man jo blot lade det komme. Hvis det ikke er ønskeligt er der stadig to muligheder: enten siger man blot: 'det var dog ærgerligt' - eller: man går ud og medvirker til at det bliver en anden fremtid.

Efterskrift: Johan Peter Paludan har i forbindelse med tilladelsen til gengivelse af indlægget knyttet en personlig kommentar: ”Det er jo en del år siden, jeg skrev den artikel, men perspektivet om de større skoler er vel ikke blevet mindre centralt efter, at der er kommet en kommunalreform.

Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at jeg ser den skjulte dagsorden for kommunalreformen som værende et projekt, der går ud på at få en offentlig sektor, der kan klare sig med mindre personale.

Denne baggrund er ikke (kun) ideologisk betinget, men også betinget af et kendskab til den offentlige sektor personalerekrutteringsudfordring de kommende år, hvor de store årgange fra 1940’erne går på pension samtidig med at tilgangen af ung, nyuddannet arbejdskraft er aftagende.

Dette gælder bestemt også for folkeskolen og en centralisering kan derfor være god - i hvert fald i forhold til alternativet: skoler uden lærere eller med stærkt underkvalificeret lærerkraft.

Mange mennesker hader forandringer og skolenedlæggelser som forandring er noget af det mest forhadte - derfor alle disse friskolereaktioner.

Spørgsmålet er imidlertid hvor mange, der bliver til noget og hvor længe de holder, da det jo kræver et løbende og vedligeholdt lokalt engagement, men det er da givet at en række gode lærere vil være fristet af at søge derhen, bl.a. fordi den generelle beskæftigelsessituation for lærere vil se så god ud, at man sagtens tør løbe den risiko, de private skoler indebærer.

Endelig vil jeg sige, at, om store skoler er gode og i givet fald for hvem, vel i sidste ende afhænger af, hvordan de organiseres og praktiseres, men vi er i disse år vidne til den fortsatte vandring fra land til by, så det bliver ikke nemmere at fastholde skolerne 'langt ude på landet'.”

KAPITEL 7 Afsluttende citater

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) Fra konferencen ’Hvordan kan vores børn lære mere i skolen?’ - Odense den 14. september 2006 arrangeret af Skole og Samfund og Danmarks Lærerforening: ”Vi er et foregangsland, når det gælder skole-hjem-samarbejde. Forældrene er en helt vital del af skolen og deres deltagelse har stor betydning. Derfor er det nødvendigt med en tæt kontakt mellem skole og hjem - også fremover.

Ikke kun når der skal laves fester og planlægges ture. Forældrene skal også snakke med barnet om, hvad skolen er til for og hvad fagene er til for. Om barnet gør fremskridt og hvordan de kan støtte deres barn..”

(Kilde: Freelancejournalist Lis Agerbæk Jørgensen) Fra konferencen ”Friskolernes nødvendighed!?” - Landstingssalen på Christiansborg den 2. oktober 2006 arrangeret af Dansk Friskoleforening:

”Vi retter nu lidt på tilskudsmodellen, for at give et incitament til at øge skolestørrelsen.

Ligeledes ændrer vi på anmeldelsesfristen for nye friskoler, der sammen med en ændring på folkeskoleområdet, hvor vi gør det muligt at bevare skoler med under 150 elever under en fælles ledelsesmodel gerne – samlet set - skal betyde, at antallet af nye små protestskoler begrænses de kommende år.

Vi har drøftelser på Kommunernes Landsforening om disse ting, og jeg kan sige, at det kunne have set langt værre ud – og for mig at se, kan friskoleforeningen jo også kun være interesserede i, at vi begrænser nye små protestskoler.

Jeg er varm friskoletilhænger. Hvis friskolerne ikke eksisterede, ville vi blive nødt til at opfinde dem.

Vi har 20 muslimske friskoler, der modtager omkring 80 procent af omkostninger fra den danske stat – og her er Danmark helt unikt, for det er der intet land i hele verden, der kan matche. Der er ikke noget andet land, der er så generøs og tolerant som Danmark – og det skal ses i sammenhæng med, at friskolerne ikke er svaret på en god integration. Men når vi går ind for det, hænger det sammen med friheden, så friheden går forud for integrationen i vores politik.

Og derfor er det så vigtigt at fastholde friskoleordningen – for har man en anden tro eller andre holdninger end dem folkeskolen tilbyder, skal der være et tilbud i Danmark.

Jeg vedkender gerne, at det også giver noget besvær for den kommunale planlægning, men stadigvæk: Vi skal være stolte over at kunne fremvise vore friskoler overfor andre lande.”

BILAG 1 Støtte-muligheder for landdistrikterne Mål 2: Sydfyn har siden 2001 været EU Mål 2-område og har i årene frem til og med 2006 modtaget godt 210 mio. kr. i EU-støtte, der er blevet suppleret med lokale midler. Ifølge Mål 2-koordinator i Fyns Amt, Kasper Westh, er der sammenlagt etableret projekter for omkring 700 mio. kr., der på forskellig måde fremmer den regionale udvikling på Sydfyn og omkringliggende øer. Fra 1. januar 2007 ændres Mål 2-programmet, så det bliver landsdækkende - hvor det tidligere alene var særligt dårligt stillede områder i Danmark, der kunne modtage støtten. Information om det nye program kan hentes på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside www.ebst.dk Leader+: Siden 1999 har 12 områder i Danmark fået EU-tilskud fra landdistriktspuljen Leader+ (Sønderjylland, Nordvestjysk Udviklingsnet, Limfjordsgruppen, Nordjylland Vest, Vendsyssel, Kattegatgruppen, (Ærø, Samsø, Læsø), Vestsjælland, Lolland, (Falster, Møn og Sydsjælland), Bornholm og ’ De danske Småøer’ modtaget støtte til en lang række formål, herunder kulturelle formål – herunder til forsamlingshuse. Der vedtages et nyt program med virkning fra 1. januar 2007. Opdaterede informationer om ordningen kan følges på www.landdistriktsprogram.dk/ Landdistriktspuljen: Landdistriktspuljen har siden 1994 ydet støtte til forsøgsprojekter, information og forskning om landdistrikternes udviklingsmuligheder. Opdaterede informationer om puljen kan følges på www.im.dk Andre steder, der kan søges midler: Tips- og Lotto www.lotto.dk Lokale- og anlægsfonden www.loa-fonden..dk Private fonde BILAG 2

Pressemeddelelse fra Børne- og Kulturchefforeningen (BKF) den 13. marts 2006 Skolestarten som en del af en større sammenhæng i kommunen Baggrund: Regeringen har nedsat et skolestartudvalg, der i februar 2006 har afgivet rapport " En god skolestart. Et samlet læringsforløb for dagtilbud, indskoling og fritidsordning".

BKF vil i lyset af rapporten og tidligere publikationer og notater om skolestartområdet give sine

bud på, hvordan skolestarten kan ses som en del af en større kommunal sammenhæng. Netop i denne sammenhæng ses det komplekse samfund med krav om dynamik, individualitet og forskellighed.

BKF har tidligere formuleret sig om disse krav som en integreret del af pædagogikken i såvel dagtilbud som skoler.

I takt med et øget tværfagligt samarbejde i kommunerne er det afgørende, at det pædagogiske arbejde med lærere og pædagoger også integrerer sundhedsplejen og familieafdelingen, så sundhedsfremme og forebyggelse indgår som en naturlig del af dagligdagen.

Udvikling af skolestarten og overgangen fra dagtilbud til skole – undervisning og SFO – indebærer derfor et tæt samarbejde mellem en række personalegrupper ud fra målet om, at det enkelte barns glæde og lyst til at lære støttes og udvikles til gavn for dannelse og uddannelse set i et livslangt perspektiv.

Denne forpligtigelse er både en kommunal og en statslig opgave.

Dagtilbud De fleste kommuner har i løbet af de seneste år gennemført pasningsgaranti for alle 0 – 6 årige børn. Fokus er i dag rettet mod kvalitet, fleksibilitet, frit valg, pris og sammenhæng mellem dagtilbud, skole og fritids- og kulturaktiviteter.

For at sikre størst mulig fleksibilitet i overgangen fra dagtilbud til skole er det vigtigt, at den enkelte kommune arbejder med udvikling af glidende overgange, der både understøtter det pædagogiske arbejde og sikrer en optimal ressourceudnyttelse i institutionerne.

Der er således mulighed for glidende overgang fra dagtilbud til SFO og for at etablere forsøg med rullende indskrivning til både undervisning og SFO. Det er fortsat vigtigt, at en udvikling på dagtilbudsområdet styrkes og støttes gennem bl.a.: · at pædagogiske læreplaner indgår naturligt i dagtilbuddenes hverdag. · at der er en høj faglig og ledelsesmæssig kvalitet, så de politiske mål opfyldes og ressourcerne udnyttes godt. · at der er er pladsgaranti og en stor grad af fleksibilitet. · at der er en optimal sammenhæng i servicetilbuddene og sikres koordinerede overgange mellem dagtilbud og skole. · at dagtilbud og skolen indgår i et forpligtende samarbejde i lokalområdet. · at det tværfaglige samarbejde styrkes gennem sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.

Den kendsgerning, at stort set alle børn i 5- 6 års alderen går i børnehave, stiller yderligere forventninger og krav til starten i skolen. Det børnene har lært og fået færdigheder i, er et vigtigt udgangspunkt for skolens undervisning i indskolingen.

BKF anbefaler:

· at samarbejde mellem dagtilbud og skole styrkes – ikke bare på lederplan men også på medarbejderplan - så pædagoger i dagtilbud arbejder sammen med lærere og pædagoger i indskolingen. · at samarbejdet mellem skole og dagtilbud styrkes ved, at skoler med mange daginstitutioner i distriktet har et særligt intensivt samarbejde med 2- 3 primære daginstitutionerne i den enkelte skoles distrikt.

Folkeskole Når børnene som 6-årige starter i skolen er det med stor erfaringsbaggrund i at være væk hjemmefra og være sammen med andre børn.

I skolen fortsætter barnet på et systematisk læringsforløb, hvor der bygges videre på den viden og de kompetencer, som barnet har med sig fra de første vigtige år.

Børnehaveklassen som indtil nu har været et ikke-obligatorisk forløb, ser BKF som en naturlig del af et 10-årigt obligatorisk forløb for alle børn.

BKF anbefaler: · at børnehaveklassen fremover bliver til 1. klasse, og at der er både lærere og pædagoger tilknyttet de yngste klasser eller skolestarten, som fremover bliver fra 1. – 4. klasse. · at der arbejdes med udvikling af skolestarten gennem optimal fleksibilitet og muligheder for holddannelse og differentieret undervisning. · at lærer- og pædagogsamarbejdet etableres med faste team omkring aldersgruppen.

Skolefritidsordning (SFO) som en integreret del af skolen Når barnet indskrives i skolen, indskrives det normalt i skolens fritidsordning – SFO-, som sammen med fritidshjem er det pædagogiske pasningstilbud for folkeskolens yngste elever.

Børnene er typisk på skolen sammenlagt mellem 8 – 10 timer, når undervisningsdelen og fritidsdelen lægges sammen.

For BKF er det afgørende, at undervisning og SFO har sammen formål med forskellige former for virksomhedsfællesskab, hvor der samarbejdes, en koordineres og sker en integration af indholdet ud fra børnenes behov.

Pædagogikken i skolens fritidsdel og pædagogikken i skolens undervisningsdel skal ses som hinandens forudsætninger.

Det betyder ikke, at pædagogikken i undervisningen og i SFO skal være ens. Der skal fortsat være to professionsfagligheder i folkeskolen.

BKF har følgende anbefalinger til udvikling af høj kvalitet i både undervisningen og i fritidspædagogikken: · at undervisning og SFO udgør et samlet tilbud, hvor der er fokus på børnenes udvikling inden for forskellige kompetenceområder – individuelt og i fællesskab - med de sociale relationer som en væsentlig drivkraft. · at der sættes fælles mål for undervisningen og SFO med udgangspunkt i de forskellige kompetenceområder.

· at der udformes læreplaner i SFO på samme måde som i 0 – 5-årsområdet. Læreplanerne og undervisningen skal udgør en helhed med forskelligt indhold. · at fritidspædagogikken rækker ud mod det omgivende samfund og er med til at bygge bro til det frivillige forenings- og sportsliv.

Udviklingsmuligheder i det pædagogiske indhold BKF finder, at der er væsentlige grunde til at se overordnet på de pædagogiske muligheder, der ligger i at integrere undervisning og SFO yderligere.

Det er værd at fastholde diskussionen om, hvordan det samlede timetal – 8 – 10 timer hver dag – kan kvalificeres i forhold til børnenes udviklingsmuligheder og forskellige behov.

BKF anbefaler, at målene som minimum dækker følgende områder: · Sprog og sproglige udtryk – herunder begrebsdannelse. · Sociale kompetencer og relationer. · Faglige og personlige kompetencer, så både selvværd og selvtillid styrkes. · Naturen og naturfænomener. · Kulturelle udtryksformer gennem musik, drama og billeder. · Leg, bevægelse og idræt som en del af skoledagen med brobygning til det frivillige sports- og foreningsliv i kommunen.

Målene vil ligeledes være et naturligt konkret udgangspunkt for samarbejdet mellem skole og dagtilbud.

De fysiske rammer De fysiske rammer skal ses som en vigtig støtte af det pædagogiske indhold – herunder mulighederne for fleksibilitet og fællesskab.

Jo højere grad af samarbejde mellem undervisningen og SFO, jo højere grad vil der være brug for fællesskab og tæt samarbejde om de fysiske lokaliteter. Det er derfor centralt, at der i om- og nybygninger tages udgangspunkt i de pædagogiske visioner.

BKF anbefaler: · at der fortsat udvikles fleksible og udfordrende fysiske rammer for de yngste elever. · at der i fremtidens lokaler for de yngste årgange er plads og rum til varieret og alsidig pædagogik, hvor lærernes og pædagogernes forskellige og fælles tilgange til børnene kan udvikles. · at udearealerne omkring skolen og i lokalområdet bruges i såvel undervisningen som i fritidsdelen Udfordringer til alle gennem alsidig og varieret pædagogik Øgede udfordringer til alle børn forudsætter en stor grad af alsidig pædagogik, hvor der er plads til forskellige, differentierede muligheder ud fra børnenes behov.

Denne overordnede forudsætning er gældende for pædagogikken i såvel dagtilbud som i skole, hvor erfaringerne fra sundhedsfremme og forebyggelse fremover kan være med til yderligere at kvalificere indholdet.

Det er afgørende, at der i kommunerne er formuleret fælles mål og visioner for det pædagogiske arbejde, så pædagogik og faglighed hænger sammen i et progressivt forløb.

Gennem anbringelsesreformen stilles der krav om en sammenhængende børne- og ungepolitik for hele kommunen. I dette arbejde inddrages erfaringer fra det pædagogiske, det sundhedsfremmende og det forebyggende område.

Et eksempel på kvalificeret sammenhæng er, at dagtilbud og skole uformelt er knyttet sammen i et lokalområde, så forældrene allerede ved indskrivning til dagtilbudet tager stilling til barnets skoleplacering.

Et andet eksempel er brugen af rullende indskrivning, hvor barnet kommer i skole, når det er fyldt 6 år.

Den rullende skolestart kræver, at skolens undervisning og helhedstilbud for de yngste elever er organiseret fleksibelt i aldersblandede grupper, og at der arbejdes konkret med undervisningsdifferentiering.

Etablering af rullende indskrivning foreslås i rapporten afgivet af regeringen skolestartudvalg, at blive et kommunalt anliggende. Adgangen til at få dispensation er hermed gjort lettere.

BKF finder det vigtigt, at der indhøstes yderligere erfaringer med rullende skolestart og ser gerne, at forskellige kommuner og skoler indgår for at få så bredt et erfaringsgrundlag som muligt.

BKF anbefaler: · at kommunerne gennem formulering af en sammenhængende børne- og ungepolitik sikrer bredde med udvikling, læring, sundhedsfremme og forebyggelse i de pædagogiske tilbud. · at helheden og sammenhængen tydeliggøres gennem et fælles værdigrundlag, en fælles vision og operationelle mål. · at overgangen mellem dagtilbud og skole kvalificeres gennem tæt samarbejde i lokalområdet ud fra fælles overordnede mål. · at der indhøstes yderligere erfaringer med rullende skolestart i forskellige kommuner for at få så bredt et erfaringsgrundlag som muligt.

Forældrene som omdrejningspunkt I overgangen mellem dagtilbud og skole er forældrene et vigtigt omdrejningspunkt. Det er afgørende at få afstemt forventningerne og afbalanceret samarbejdet både i forhold til de stærke og de svage forældre.

Fælles dialog og samarbejde mellem dagtilbud og skole er meget afgørende for forældrenes forpligtigelse og aktive medvirken til deres barns udvikling og læring.

En yderligere forpligtigelse af forældrene stiller også krav til såvel dagtilbud og skole om åbenhed, tydelighed og målrettethed. Behovet for samarbejde vil være forskelligt fra person til person.

BKF anbefaler: · at der i såvel dagtilbud som skolestart formuleres fælles overordnede mål som udgangspunkt for samspillet og afklaring af forventningerne med forældrene – generelt og individuelt. · at kommunikationen og dialogen med forældrene opprioriteres gennem forældrenes inddragelse i dokumentation og evaluering. · at forældresamarbejdet differentieres og målrettes inden for overordnede mål og værdier.

Ledelse og organisation Med stigende krav til at tænke i større sammenhæng og helhed omkring de yngste børn, er det vigtigt, at der også ledelsesmæssigt tænkes en organisation ind, hvor indholdet bliver styrende for organisationen og ikke omvendt.

Det er vigtigt at se skolestarten - herunder SFO - som en firårig fase, hvor der er udlagt stor kompetence til medarbejderne.

BKF anbefaler: · at der i de forskellige overenskomster tages højde for, at medarbejderne kan arbejde på tværs af faggrænser inden for de overordnede mål. · at ledelse af SFO indgår som en del af skolens ledelsesteam med særlige ledelsesopgaver i forhold til de yngste årgange.

Perspektiver for skolestarten Skolestarten er et område i udvikling. Derfor er der brug for hele tiden at tænke i nye og anderledes baner. Hvordan vil en ideel skoledag f.eks. se ud i 2012?

Et af perspektiverne kunne være en længere dag, hvor mad, sundhed og fysisk aktivitet indgår som en naturlig del af dagen.

Pædagogikken skal i et sådant obligatorisk forløb - med lærere og pædagoger som ansvarlige - være af en karakter, hvor børnene oplever, udfordres og lærer i en passende blanding med plads og tid til det hele. I dette perspektiv er en længere dag ikke ensbetydende med flere formelle undervisningslektioner.

Det er indholdet, der vil være afgørende for kvaliteten i en varieret dag.

BKF hilser med tilfredshed, at der i skolestartudvalgets rapport er åbnet op for, at kommunerne kan afprøve forskellige modeller for en længere dag i form af et helhedstilbud med både undervisning og fritid.

BKF anbefaler:

· at indholdet i afprøvning af længere og mere varieret dag med undervisning og fritid perspektiveres ud fra en sundhedsmæssig vinkel, hvor børnenes lyst til at bevæge sig udfordres og sættes ind i sammenhæng med indholdet i øvrigt. · at der i forskellige kommuner gøres erfaringer med betydningen af en længere varieret dag med vægt på, at alle børn får udfordringer.

Per B. Christensen Børne- og Kulturdirektør, Formand for Børne- og Kulturchefforeningen, Rådmandshaven 20, 4700 Næstved tlf. 55-78 49 22 eller 2169-7188 Fax: 55-784948 email:perb@naeskom.dk www.naeskom.dk eller www.bkchefer.dk

BILAG 3 Pressemeddelelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI) den 12. juni 2006: Siden ændringerne i Servicelovens børneregler trådte i kraft i 2001, har kommunerne på mange området styrket deres indsats over for udsatte børn og unge. Flere børn bliver hørt i deres egen sag, der er kommet flere tiltag i børnenes nærmiljø, og kommunerne arbejder mere målrettet.

Det fremgår af en evaluering, som Socialforskningsinstituttet har lavet for Styrelsen for Social Service. Rapporten er den sidste af i alt tre fra et toårigt evalueringsforløb. Evalueringen har fokus på, i hvilken udstrækning lovændringerne er blevet omsat til praksis i kommunerne.

Formålet med lovændringerne var at forbedre indsatsen for børn og unge med særlige behov og give dem mulighed for en bedre og mere stabil opvækst. Rapporten viser, at kommunerne generelt har arbejdet meget med at omsætte de nye regler til praksis i forvaltningerne, men nogle kommuner halter stadig bagefter.

Større fokus på børnene og deres nærmiljø I dag bliver børn og unge langt oftere inddraget i deres egen sag, end de gjorde før lovændringerne.

I 2005 blev 80 pct. af børnene hørt mod 29 pct. i 2001. Det sker især i de svære sager med misbrug, mishandling osv.

Over halvdelen af kommunerne har desuden oprettet nye foranstaltninger i børnenes og de unges nærmiljø. Det kan fx være specialklasser, specialbørnehaver eller samtalegrupper. Derudover har 9 pct. etableret mere ressourcetunge foranstaltninger som fx lokale døgntilbud og familieværksteder.

Kommunerne arbejder mere målrettet end før, og i over halvdelen af sagerne er der nu en skriftlig målsætning for, hvad man vil opnå med den foranstaltning, man anvender.

Store forskelle mellem kommunerne

Der er imidlertid meget stor forskel på kommunernes praksis. Nogle kommuner laver § 38undersøgelser i næsten alle sager, dvs. en grundig udredning af barnets eller den unges forhold og problemer. Men der er andre kommuner, hvor man sjældent laver en sådan udredning som fundament for at beslutte, om der skal sættes en foranstaltning i værk, og i givet fald hvilken.

Nogle kommuner bruger flittigt nye foranstaltninger, som fx praktiktilbud til den unge eller fast kontaktperson til familien, mens andre kun så småt begynder at tage dem i anvendelse. Det er dog forskernes vurdering, at udviklingen alt i alt går i positiv retning.

BILAG 4 Baggrundsinformation om specialundervisning (§20,1 og §20,2) Specialundervisningen i folkeskolen blev født som begreb i 1937.

Folkeskoleloven pålagde nemlig - i 1937 – sognene, at ”træffe foranstaltninger til særskilt undervisning af børn, der ikke kan følge den almindelige undervisning.” Loven blev fulgt op af en række cirkulærer i tiden efter, bl.a. et cirkulære i 1943, der angiver regler for etablering af særundervisning af børn med læsevanskeligheder, herunder ordblinde (Kilde: www.ordblindeinstituttet.dk) I 1980 overtog amterne undervisningen for børn, der indtil 1956 havde ligget under åndssvage/særforsorgen, hvilket vil sige døve, blinde og åndssvage, f.eks. børn med mongolisme. I 20 år derefter var der en glidende decentralisering, der nåede sit slutpunkt i 2000 med Folkeskolelovens ændring, idet kommunerne nu fik den fulde indstillingskompetence.

Fra den 1. januar 2007 overgår hele ansvaret samt økonomien vedr. 20,2 undervisningen fra amterne til kommunerne.

Regeringens idé med denne overgang, er, at børnene dermed får et bedre tilbud, når det ligger i ’nærheden af børnenes hjem’ – og regeringen tror også, at undervisningen vil blive billigere, fordi der var en ’kassetænkning’ mellem kommunerne og amterne.

Begrebet ’Skolens rummelighed’ – der er utroligt svært at definere – er helt centralt i sammenhængen med, at tilbuddet skal ligge i ’nærheden af børnenes hjem’, hvor regeringens målsætning er, at normalundervisningen i fremtiden skal rumme langt flere børn end hidtil.

Det samme mener mange eksperter på området, herunder Undervisningsministeriets særlige initiativ ’Kvalitet i specialundervisningen’ (www.kvis.org).

Ordene fra eksperterne er undertiden voldsomme, f.eks. ord som ”segregering” og ”stigmatisering”, dvs. holdninger til tilbud uden for normalklasserne om, at de gør ’ondt værre’ for de ’skæve børn’.

At børnene skubbes fra deres kammerater – og forbliver ’udenfor’ som nogle lidt underlige mennesker, og at børnene fastholdes i at være ’udenfor’ og at det vil sætte sit varige præg på hele børnenes tilværelse resten af livet, såfremt de ’skæve børn’ ikke rummes i folkeskolernes normalklasser.

Derfor er presset meget stort på kommunerne, for at de ’skæve børn’ bliver en del af folkeskolens hverdag.

Men det er svært at få disse børn ind i normalklasserne af flere årsager: En af de store forhindringer er, at forældrene til de ’normale børn’ som ikke ønsker at have deres børn til at gå i klasse med børn, der larmer. Deres børn får ikke det bedste ud af deres skolegang sammen med ’skæve børn’, lyder argumenterne.

En anden er, at regeringen giver efter overfor forældrene reaktioner.

F.eks. har Undervisningsminister Bertel Haarder (V) givet skolerne i København tilladelse til at flytte 2-sprogede børn over på andre skoler, for at tiltrække flere etniske danske børn til distriktsskolen. I Århus Kommune starter cirka 10 procent af børnene fra 4 skoler i Gellerupområdet på en lang række skoler langt fra hjemmet, hvor argumentationen er todelt: Børnene lærer mere ved at blive flyttet - og, at forældrene til etniske danskere bliver tilgodeset.

En tredje er, at forskellige handicaporganisationer ønsker ’særlige tilbud’, dvs. tilbud udenfor folkeskolens normalklasser. F.eks. glæder foreningen ’Sind’, sig lige nu over, at de cirka 3.000 børn med psykiske problemer fremover garanteres en diagnose indenfor 3 måneder, hvor ventetiderne hidtil har været op til et par år – og herefter efterspørger særlige tilbud, fordi børnenes historier, ofte handler om forældresvigt, manglende omsorg og voksenkontakt. Det samme lyder fra andre handicaporganisationer – hvor man er nervøse for, at de særlige fagligheder og kompetencer glider ud, hvis deres børn skal indgå i en almindelig folkeskoleklasse.

Børnenes baggrund og historier er derfor ganske alvorlige – ligesom folkeskolens hverdag vil blive udfordret, når de ’skæve børn’ bliver en synlig del af hverdagen i folkeskolen.

BILAG 5 Kommunernes Landsforening: Politik-ark, Økonomi og resultatvurdering i folkeskolen, vedtaget den 28. februar 2004 – og stadig gældende Økonomisk styring og resultatvurdering af folkeskolen Den kommunale opgave Driften af folkeskolen er en kommunal opgave. Folketinget har i Folkeskoleloven fastsat overordnede mål for folkeskolens opgave, samt en række detaljerede krav til, hvordan kommunerne kan løse opgaven. KL´s vision for folkeskolen er beskrevet i det KL skolesyn, som Bestyrelsen vedtog 2003.

Kommunerne skal med deres drift af folkeskolen dels sørge for elevernes faglige udvikling, dels for deres alsidige personlige udvikling. Opgaven er således todelt - udvikling af elevernes faglige og sociale kompetencer er ligestillet. Kommunalbestyrelsen fastsætter inden for Folkeskolelovens rammer de politiske mål for udviklingen af den kommunale folkeskole. Kommunalbestyrelsen fastlægger endvidere - indenfor rammerne af de årlige økonomiaftaler mellem KL og Regeringen -

ressourceniveau, -styring og fordeling af ressourcer mellem skolerne.

I kommunerne står man over for en række udfordringer vedrørende styring og udvikling af folkeskolen. Selv om situationen er meget forskellig fra kommune til kommune, er der flere generelle tendenser: Behov for effektivisering: Den danske folkeskole er meget dyr i international og historisk perspektiv. OECD har bedømt den danske folkeskole til at være ”verdenens dyreste folkeskole”.

Kommunernes udgifter til folkeskolen er steget støt gennem de sidste 10 år, både totalt set og målt i udgift pr. elev.

Behov for dokumentation: Kommunerne mangler anvendelige og troværdige redskaber til systematisk dokumentation af skolernes opnåede resultater. I dag er elevernes karakterer det eneste - og til og med lidet anvendelige - udtryk herfor.

Det mener KL Økonomi Kommunerne kan konstatere, at de økonomiske rammer for folkeskolen af Folketinget er bestemt af et skattestop og et vækstloft på årligt 0,5%. Kombineres dette med det stigende elevtal - godt 62.000 elever, svarende til ca. 11%, fra 2000 til 2010 - er der et uomtvisteligt krav om økonomiske effektiviseringer på folkeskoleområdet.

Der er lokalpolitisk ansvar er foretage de nødvendige økonomiske effektiviseringer, og at stå til ansvar herfor overfor kommunens borgere. Det er Folketingets ansvar at bakke op om de nødvendige lokalpolitiske prioriteringer. Effektiviseringerne i kommunernes skoleøkonomi kan typisk ske på nedenstående måder. Det skal bemærkes, at der er tale om en liste af mulige handlemåder, ikke om KL anbefalinger. Det er op til hver enkel kommune selv at tage stilling.

Optimering af skolestrukturen og klassedannelsen. Små skoler er dyre i drift pga. høje basisudgifter og lave klassekvotienter. Ud fra et økonomisk effektiviseringsrationale bør kommunerne tilstræbe at have få men store 2-3 spors skoler (400-600 elever) med høje klassekvotienter (gennemsnitligt 22-24 elever).

Målrettet anvendelse af lærerressourcerne. Der er store forskelle kommunerne imellem på, hvor meget af lærernes arbejdstid, som anvendes på undervisning, og hvad der anvendes på andre opgaver. Ud fra et økonomisk effektiviseringsrationale bør kommunerne tilstræbe at prioritere undervisning frem for bl.a. møder, forberedelse, udvikling og andre opgaver i anvendelsen af lærernes arbejdstid.

Skabelse af en rummelig folkeskole. Specialundervisningselever er op til 5 gange så dyre som almindelige skoleelever. Der bør derfor tilstræbes en udvikling, hvor nogle af de elever, som i dag modtager vidtgående specialundervisning, fremover modtager almindelig specialundervisning.

Reduktion af elevernes undervisningstimetal. Der er store forskelle kommunerne imellem på, hvor mange undervisningstimer de tilbyder eleverne. 9 ud af 10 kommunerne tilbyder flere timer end lovens minimumskrav, 5 ud 10 kommuner tilbyder det vejledende timetal eller derover. Der kan ikke konstateres sammenhæng mellem elevernes undervisningstimetal og deres faglige præstationer, selv når man renser for sociale baggrundsfaktorer. En del kommuner har dermed udfra et økonomisk rationale mulighed for at reducere i elevernes undervisningstimetal, særligt på mellemtrinnet og overbygningen, hvor der ikke er kommunale pasningsopgaver.

Af særlige indsatsområder i folkeskolen som vil kunne nyde gavn af ekstra midler kan følgende fremhæves: Skolebyggeri: Der vil fortsat være behov for at bygge nye skoler, dels for at imødegå det stigende elevtal, dels for at muliggøre en optimal skolestruktur (få store skoler frem for mange små).

Ligeledes er der fortsat behov for ombygninger og gennemgribende istandsættelser af utidssvarende og dårlig vedligeholdte skoler.

Lærernes efteruddannelse: Forskning viser, at lærernes pædagogiske og faglige kompetence i de fag, de underviser i, har stor betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Skal elevernes faglige præstationer løftes til højeste internationale niveau, er der behov for en målrettet kompetenceudvikling af lærerstanden i forhold til skolens kerneopgaver, nemlig at garantere alle elever et vist niveau i forhold til dansk, matematik, engelsk, IT og sociale kompetencer. Det betyder også, at der kan ske en nedprioritering af kurser i andre emner.

Resultatvurdering Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at de skolepolitiske mål løbende følges op med vurdering af resultaterne. Kommunerne mangler anvendelig redskaber hertil. Der er derfor behov for, at KL sætter en dagsorden på dette felt. Alternativt overlades en væsentlig del af skoleudviklingen til regeringen.

Regeringen bør bistå kommunerne i forhold til at udvikle redskaber, som gør det muligt, at dokumentere folkeskolernes resultater med hensyn til elevernes tilegnelse af faglige kundskaber og færdigheder samt elevernes alsidige personlige udvikling. Der skal således anvises metoder, som gør det muligt at måle og offentliggøre skolens resultater i forhold til at løfte elevernes faglige og sociale kompetencer.

Der skal udvikles metoder til at dokumentere skolernes resultater og kvalitet, herunder også den faglige og sociale tilvækst på et aggregeret niveau (f.eks. skole- og klasseniveau).

Udover udvikling af redskaber til måling af elevernes tilegnelse af faglige kundskaber og færdigheder samt elevernes alsidige personlige udvikling, skal der også udvikles redskaber til måling af lærernes og pædagogernes resultater i forhold hertil. Det skal være muligt at måle såvel den enkelte lærers/pædagogs som teamets resultater i forhold til at udvikle elevernes faglige og sociale kompetencer. Dette med henblik på at målrette skolens indsats i forhold til udvikling af lærernes og pædagogernes faglige og pædagogiske kompetencer, hvorfor den enkelte lærers/pædagogs og teamets resultater ikke skal offentliggøres.

Skolens resultater skal ses som udtryk for såvel elevernes egen indsats som for lærernes og pædagogernes.

Samlet set bør en styrket evalueringsindsats i forhold til at kunne dokumentere skolens resultater ikke føre til væsentligt flere tests, prøver og eksaminer for eleverne. Tests, prøver og eksaminer er ressourcetunge at gennemføre og kan i overdrevent omfang have negative effekter på læringsmiljøet. Det bør derfor overvejes om ikke nogle af de nuværende prøver og eksaminer kan forenkles og moderniseres i samme proces, som at der udvikles redskaber til dokumentation af skolens resultater. Det må konstateres, at den danske folkeskole i dag bruger store ressourcer på at afholde mundtlige prøver i et langt større omfang end det kendes fra andre landes skolevæsener.

Ved at nedbringe antallet af mundtlige prøver vil der blive råd til at styrke den løbende evalueringskultur i folkeskolen i retning af mere skriftlighed og systematik.

Fakta Der findes ca. 1.660 folkeskoler i Danmark i 2003. Folkeskolen underviser ca. 566.000 elever i 2003, og tallet er stigende. Frem til 2010 forventes tallet således at stige til omkring 620.000 elever, hvorefter elevtallet igen forventes at falde. De samlede kommunale driftsudgifter til folkeskolen udgør ca. 26,1 mia. kr. i år 2002. Området inklusive skolebiblioteker, skolepsykologer mv., udgør 23,4 % af kommunernes samlede serviceudgifter.

I 2002/03 var der i alt ca. 56.000 tosprogede elever i folkeskolen svarende til 9,5% af det samlede elevtal. Det forventes, at der vil ske en yderligere vækst i dette antal. Da en tosproget elev i gennemsnit koster ca. 18.400 kr. (2002) mere end en gennemsnitselev, vil denne udvikling medføre merudgifter.

Gennem de sidste år har kommunernes udgifter til både den almindelige og vidtgående specialundervisning til næste år. Alene udgifterne til vidtgående specialundervisning forventes at stige fra 2003 til 2004 med 115 mio. kr. eller 6 pct., således at de i budget 2004 udgør ca. 1,9 mia. kr. En specialklasseelev er op til 5 gange dyrere end en gennemsnitselev. En fortsat stigning i andelen af specialklasseelever vil derfor betyde merudgifter for kommunerne.

Udover det stigende elevtal, og en stigning i andele af tosprogede samt specialklasseelever er der et stigende pres på kvaliteten i folkeskolen, som kan virke udgiftsdrivende.

KL har udgivet følgende publikationer vedr. økonomiske styring og resultatvurdering: • ”Tag stilling - om politiske muligheder i overenskomst 1999 på lærerområdet”. 1999 • ”Tag fat - om administrative muligheder vedrørende helhedsaftaler og ressourcestyring”.

1999 • ”Metodekommode - Resultatvurdering i folkeskolen”. 1998 • ”Kend din folkeskole. Eftersyn af ressourceforbrug - styringsmæssige udfordringer”. 1998 • ”Værdsæt folkeskolen”. 2001. Om hvordan man arbejder med og evaluerer personlige kompetencer.

• Ressourcefordelingsmodel www.kl.dk/289216/ • Sammenligning med tvillingkommunen, se ressourceluppen på www.kl.dk/299751

Udgifter til folkeskolen, 2000-2004 Folkeskolens udgifter i mia. kr.

R2000

R2001

R2002

B2003

B2004

24,4

25,3

26,1

25,8

26,0

3,7

3,3

-1,1

0,5

543.064

555.630

565.824

573.906

2,7

2,3

1,8

1,4

Realvækst i forhold til året før i pct.

Elevtal

528.951

Elevvækst i forhold til året før i pct.

Udgifter pr. elev

46.159

46.606

47.040

45.679

45.244

Realvækst i forhold til året før i pct.

Â

1,0

0,9

-2,9

-1,0

Kilde: Udgifterne i 2003 og 2004 er kommunernes budgetter, mens 2000-2002 er kommunernes

regnskaber. Oplysningerne om elevtallet er Undervisningsministeriets elevtalsprognose, januar 2002.

Anm. Udgifterne er afgrĂŚnset til funktion 3.01, driften af egne skoler.

Foromtale af Professor Flemming Just, leder af Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, Syddansk Universitet i Esbjerg:

Forfatterens drivkraft er et stærkt engagement til fordel for de små skoler og deres værdi for lokalsamfundene. Han frygter – og med et blik til udviklingen på Bornholm efter at den blev storkommune – sikkert med rette, at de store enheder vil fjerne politikerne så meget fra de mindre samfund, at de politiske omkostninger vil være langt mindre ved at foreslå lukninger.

Med en journalistisk tilgang er bogens kerne de nære studier af, hvad der skete i 13 kommuner, som i 2003 udmeldte skolenedlæggelser. Gennem interviews med politikere, ledende embedsmænd og skolefolk kommer forfatteren ind under huden på beslutningerne. Hvad førte til lukningerne?

Hvordan reagerede lærere, skoleledere og forældre? Hvorfor kom der en del steder friskoler, og hvordan har de klaret sig?

Bogens værdi rækker ud over disse beretninger, fordi den samtidig bliver en fortælling om et stærkt lokalt engagement hos lærere og forældre, som kan føre til nye og fagligt bæredygtige løsninger i de nye kommuner.