Typografi og ombrydning – IAV jubilæumsbog 2013 by Michelle Eistrup

Driftsikker forsyning - Âgennem 100 ĂĽr

VĂŚrdier:

Udvikling Rummelighed Ejerskab

Indhold 5

Tillykke med de 100 år

Det hele begyndte ...

Overgang til fjernvarme

Fra Thorsgade til Europavej

Samarbejde i fokus

Spar på energien – brug fantasien

38 Årsaflæsning 40

Fra El- og Varmeværk til energikoncern – en ny forsyningskultur

Salg af Elsam-aktier

46 Fiber 48 Fremtiden

Medarbejdere maj 2013

Tillykke med de 100 år

Elforsyningen i Ikast El- og Varmeværk fylder 100 år, og Fjernvarmeforsyningen fylder 65 år i 2013. Et stort tillykke til andelshaverne med, at de i 100 år lokalt har stået sammen om at sikre en god, driftssikker og forbrugerøkonomisk leverance af basale serviceydelser.

Rammerne for, hvad vi kan og må, er ganske smalle og komplekse, og manglende forudsigelighed omkring kommende lovgivning - specielt afgiftsbelastningen på de ydelser, vi leverer - stiller store krav til de valg, vi foretager i vort daglige virke på det strategiske niveau.

100 år er naturligvis ikke gået i et jævnt stille flow, og Ikast El- og Varmeværk er med sine 100 år en kulturvirksomhed, med en spændende historie, som er inde i en fortsat rivende udvikling.

I erkendelse af, at vi er et mindre selskab, er vor strategi hele tiden at effektivisere og optimere på vore kerneforretninger, udvikle på disse og søge brede samarbejder i løsning af specifikke opgaver. Er der mulighed for at udbygge samarbejder til fusioner, som er til fordel for de involverede, så har vores historie også vist, at dette kan være gavnligt for de involverede selskabers ejere.

Som det fremgår, af de nu 3 jubilæumsskrifter, fortæller historien os, at der undervejs har været masser af udfordringer og bump på vejen. Men en energisk og vedholdende indsats af engagerede bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere har gjort, at udfordringerne er blevet løst undervejs. Hermed en stor tak til alle disse involverede personer. Der er et bredt globalt fokus på vores branche, hvor CO2 reduktioner, bæredygtighed, vedvarende energi, EU forordninger, kommercialisering og Smart Grid er nogle af de Buzz words, som vore nationale politikere i disse år bygger deres beslutninger på. Det resulterer i øjeblikket i en stram politisk rammestyring med mange regulatoriske krav, som tilskynder en centraliseret løsning af en række opgaver. Selvom der er indført disse meget stramme regulatoriske krav til vores gøren og laden, og selvom der i branchen er stærk fokus på kommercialisering, er vi meget opmærksomme på, at vort selskab bygger på andelstanken, og vi tilstræber at servicere vore andelshavere og ejere ud fra dette.

Vi er lige nu en attraktiv arbejdsplads for 40 medarbejdere med vidt spredte kompetencer, og en bredt sammensat og værdiskabende bestyrelse. Vi er aktive deltagere i et værdifuldt netværk med offentlige myndigheder, brancheforeninger, kollegaselskaber, leverandører, lokalt erhvervsliv og såvel private som erhvervskunder. Vi glæder os til en spændende fremtid og ser frem til i årene fremover at fortsætte med at bidrage til lokalsamfundets udvikling og sikre fortsat lave priser og tilfredsstillende service på de ydelser, vi leverer til vore kunder. Et stort tillykke og tak for indsatsen til de igennem årene mange involverede.

Kaj Hansen Direktør

Bjarne Andersen Formand Ikast El- og Varmeværk

Det hele begyndte …

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte elværkerne at skyde op rundt omkring i landet. I Ikast blev der officielt tændt for det elektriske lys i 1913, og der blev i første omgang bygget et elværk, som senere blev slået sammen med Varmeværket, der opstod i 1948. Da Ikast El- og Varmeværk tidligere har fejret både 60 og 75 års jubilæer i henholdsvis 1973 og 1988, er der allerede skrevet grundige jubilæumsskrifter om værkernes tilblivelse og udvikling i de år. Derfor vil første del af dette skrift være et sammendrag af jubilæumsskriftet fra 1973 forfattet af Ditlev Andersen og Tage Sloth og jubilæumsskriftet fra 1988, som Tage Lier Hansen stod for. For den mere detaljerede gennemgang kan der henvises til de to jubilæumsskrifter, der kan ses og lånes på Ikast Bibliotek samt de digitale eksemplarer, som ligger på Ikast El- og Varmeværks hjemmeside. Der er nu gået 100 år, siden Elværket blev startet, og dette jubilæumsskrift vil helt naturligt lægge hovedvægten på de seneste 25 års udvikling indenfor energiforsyningen i Ikast.

Et elværk skabes I Ikast sætter man normalt byens fødselsdag til at være den 28. august 1877, da jernbanen mellem Silkeborg og Herning blev indviet. Når en landsby starter på at udvikle sig til en by, vil der indenfor kort tid blive stillet krav om en række fælles serviceydelser, som så efterfølgende bliver sat i værk af initiativrige borgere det pågældende sted. På det område adskiller Ikast sig ikke fra andre bysamfund og heller ikke i den rækkefølge, de forskellige ”værker” blev skabt. I 1906 oprettedes I/S Ikast Vandværk, som på et tidspunkt året efter sendte vand ud i hanerne i en by, der ikke havde meget mere end 300 indbyggere. Imponerende er det, at det faktisk var en lille gruppe af stædige, men fremsynede mænd, som stod bag alle de store initiativer i Ikast i de første årtier af det 20. årh. De var uldjyder – og dermed forsigtige rent økonomisk, men generelt meget viljestærke og fremskridtsvenlige, selv om de skulle betræde helt nye veje i Ikast. I de første år af det 20. århundrede begyndte elektriciteten at gå sin sejrsgang - selv i det vestlige Jylland, og mand og mand imellem talte folk i Ikast da også om elektricitet. Blandt almindelige mennesker var der en vis skepsis at spore: Hvorfor ikke fortsætte med petroleumslampen? Og el – var det ikke frygteligt dyrt og brandfarligt? Den 8. februar 1912 blev der imidlertid afholdt et møde i det lokale forsamlingshus, hvor de fremmødte blev præsenteret for et forslag

De første Elværker blev taget i brug i 1882. Det første lå i London og det andet i New York. I 1885 fik Danmark sit første Elværk, der lå i en privat kælder i Køge. Egentlige elektricitetsværker kom til Danmark i år 1891, da det første Elværk åbner i Odense med fire dampdynamoer med ca. 300 kW og en spænding på 1 x 110 V.

til et andelselektricitetsværk. Bag initiativet stod 5 af byens markante skikkelser: dyrlæge Hagelskjær, fabrikant Søren Hebsgaard, snedker Thomas Poulsen, møller Jens Nielsen og købmand Ingvard Rasmussen. Flere af disse personer havde også spillet en væsentlig rolle i etableringen af byens vandværk nogle år tidligere, hvor både Søren Hebsgaard og Thomas Poulsen var en del af vandværkets første bestyrelse. Den 29. marts 1912 lå alle godkendelser klar, og udliciteringen af Elværket kunne gå i gang. Ingen kan præcist sige, hvornår ”det hvide lys” første gang kunne beskues i Ikast. En del tyder på, at værket havde begyndt produktionen i slutningen af 1912, men at anlægget af installationer langt fra var færdigt på det tidspunkt.

Bestyrerjobbet Det var et stort og krævende job at være bestyrer for Elværket. Den første bestyrer var smedemester A. Kristensen, som fik 600 kr. om året, men så skulle han også samtidig passe vandværket og opkræve elafgifter. De første år var der hyppige udskiftninger på posten, men i 1916 ansattes Thor Sørensen til 1400 kr. årligt + evt. tantieme. Uden tvivl var han den rette mand, men uheldigvis døde han af den spanske syge i 1918, og til minde om ham fik gaden ved Elværket navnet Thorsgade. Efter Thor Sørensens død ansattes i 1919 Alfred Nielsen som bestyrer, en post han besad frem til 1928. For 200 kr. om måneden skulle han passe og vedligeholde maskiner, batteriet, ledningsanlægget og gadelyset, ligesom han skulle aflæse målere og opkræve afgifter hos forbrugerne. Dertil kom, at der blev stillet følgende betingelser: ”… at

Dette herlige billede viser det første tiltag til elforsyning i Ikast, nemlig opsætningen af elmaster og luftledninger. Billedet, der er taget i Østergade med kirken i baggrunden, er udlånt af Ikast lokalhistorisk Arkiv.

Lønnen var 2400 kr. om året, men han fik så også ret til ”gratis opladning af batterier samt gratis lys i lejligheden.

han skal holde det fint og ikke forlade det undtagen ved spisetid og her kun mod, at hans kone passer det.” Da der skulle ansættes en ny bestyrer efter Alfred Nielsens afgang var der i 1928 ikke færre end 120 ansøgere. Allerede forinden havde man ansat mekaniker Arne Jacobsen som ”anden mand”, og han må have gjort det godt, for en enstemmig bestyrelse vedtog at antage Arne Jacobsen i den ledige stilling. Lønnen var 2400 kr. om året, men han fik så også ret til gratis opladning af batterier samt gratis lys i lejligheden. Arne Jacobsen besad stillingen i 45 år, hvilket fortæller noget om hans kapacitet. Som det senere vil fremgå var det en periode med en enorm udvikling i elproduktionen, men også i Varmeværkets udvikling, der blev en del af hans domæne. Betegnende for Arne Jacobsens indsats er det, at ved hans fratræden blev hans stilling delt i to med ingeniør Heine Nielsen som driftsleder på Varmeværket og elektroingeniør Ole Bæk som driftsleder på Elværket.

Udfordringer ved el’ens succes Nye tider pressede sig på, og på generalforsamlingen i 1929 var der en forespørgsel, om man kunne få el til husholdningsbrug. I løbet af et par måneder blev det muligt til en pris af 12 øre pr. kWh og 50 øre pr. måned i målerleje. Ved samme lejlighed rejstes der et helt nyt problem forårsaget af den tekniske udvikling: Der blev nemlig klaget over, at støj fra Elværket generede radioapparaterne. Bestyrelsen lovede at sørge for støjdæmpning, men problemet blev først for alvor løst midt i 1930erne efter et udvalgsarbejde mellem lokalforeninger af Kristelig Lytterforening, Arbejdernes Radioklub og bestyrelsen for Elværket. Den 12. april 1938 nåede Elværket sit første jubilæum, som blev fejret ved at bevilge 5.000 kr. til et anlæg, der skulle være med til at forskønne byen. Pengene blev givet til Ikast Håndværker- og Borgerforening, som siden 1918 havde været igangsættere af mange kommunale initiativer. Bestyrelsen for denne forening satte i første omgang pengene ind på en bankbog i Ikast Bank sammen med et tilskud fra banken på 2000 kr. og ville så senere tage kontakt til sognerådet for det videre forløb. Under krigen blev der lavet en indsamling, som resulterede i købet af det område, der i dag er udlagt som Østre Anlæg. Den samlede pris for området var dengang 18.000 kr. I samme ånd har den nuværende bestyrelse valgt at donere 100.000 kr. til Ikast Byliv, som tilskud til julebelysningen i forbindelse med 100 års jubilæet her i 2013.

Ikast bys udvikling gennem 1920-30erne begyndte at stille nye krav til elværket, og en udvidelse var nødvendig. Generalforsamlingen besluttede derfor i 1938, at der skulle gås drastisk til værks og bygges et helt nyt elværk, og det blev overdraget en lokal arkitekt, H.P.Jensen, at udarbejde tegninger, som rent arkitektonisk resulterede i en ret enestående bygning i Ikast. Selve arbejdet blev overvejende udført af lokale håndværkere, der i løbet af sommeren 1939 byggede ovenpå og udenom de gamle bygninger, som efterfølgende blev fjernet.

Krigen på vej Allerede i maj 1939 forelå der en skrivelse fra Handelsministeriet om at sikre sig et beredskabslager af olie, hvorfor bestyrelsen straks bestilte 2 tanke, som kunne rumme 90 tons olie. Den 6. september 1939 besluttede bestyrelsen som følge af krigsudbruddet at lave restriktioner m.h.t. elforbruget, og al reklamebelysning blev forbudt efter forretningernes lukketid, ligesom gadebelysningen blev indskrænket. Det var kun starten på en række foranstaltninger, som blev sat i værk efter den tyske besættelse af Danmark. Prisen på el blev sat op gang på gang, og der var store problemer med olieleverancerne. Elektricitetsrådet bestemte, at elforsyningerne skulle leveres fra Herning Elværk, hvilket krævede højspændingsledninger og omformere, men leverancerne fra Herning fungerede ikke tilfredsstillende, idet der indenfor det første års tid var ikke mindre end 32 strømafbrydelser. For at råde bod på dette besluttede bestyrelsen i Ikast at opstille et dampkraftanlæg ved værket, som skulle sikre byen strøm og vand i givne situationer. I oktober 1940 vedtog bestyrelsen restriktioner for hvornår på døgnet, der måtte benyttes kraft. Det var meget vanskelige år, idet der fortsat kom restriktioner og opfordringer til at spare på strømmen, ja, det blev direkte fastsat, hvor meget forbrugerne skulle spare i forhold til det foregående år. Overskridelser blev straffet hårdt og kunne i værste fald betyde afbrydelse af strømmen. På den anden side var perioden under krigen også sammenholdets tid. I Elværkets nye bygning blev der under besættelsen stillet lokaler til rådighed for både Teknisk Skole og Ikast Skole. Man søgte også hele tiden at holde afstand til tyskerne og sørgede bl.a. for at gemme vigtige metaller af vejen for ikke at hjælpe fjenden. Det fik på et tidspunkt efter krigen en ret så afgørende betydning for Værket.

Vejledning

og hvor længe skulle lamperne være tændt, ”ogHvornår hvem skulle betale for gadelyset?

Kapacitetsudvidelse Efter befrielsen skulle forholdene bringes tilbage til normalen, og rationeringer og restriktioner blev efterhånden ophævet, ligesom der naturligt opstod et ønske om at få sat elpriserne ned, hvilket i 1946 resulterede i en nedsættelse på 25 %. Som alle andre steder i samfundet led man i årene efter krigen under materialemangel, og det kom til at præge Elværkets ønske om en udvidelse af kapaciteten. Kontrakten med Herning Elværk blev sagt op, og i stedet blev Vestkraft i Esbjerg kontaktet. Direktøren herfra, Jens Møller, fremlagde beregninger, som viste, at Ikast havde større fordel ved at blive tilsluttet Vestkraft end ved selv at udbygge med nye maskiner. Den tog man nu ikke lige for gode varer i Ikast, idet det reelle forhold på det tidspunkt var, at Ikast producerede billigere el end Vestkraft. Derfor blev det på en ekstraordinær generalforsamling i august 1946 enstemmigt besluttet, at Værket skulle forblive selvstændigt og i stedet udvide maskinparken. Det skulle dog først blive i 1950, at der kom gang i den nye dieselmotor, hvilket var meget tiltrængt, idet der de første 4 år efter befrielsen havde været en tredobling af elforbruget. Den 12. januar 1950 startede Elværket den nye 1.220 hk motor, der kom fint fra start. Men nu var der samtidig et nyt spørgsmål, der pressede sig på: overgangen til vekselstrøm. Det var ikke så simpel en ændring, idet der var en del omkostninger forbundet med ændringen. Fra Elværkets side forventede man at skulle bruge 500.000 kr. for at klare overgangen. Sagen blev drøftet på flere bestyrelsesmøder i 1950 og blev endeligt afgjort på en ekstraordinær generalforsamling den 24. maj 1950, og alt tyder på, at de første forbrugere fik vekselstrøm før jul i 1950.

Stigende strømforbrug Strømforbruget var fortsat stigende, så det evigt tilbagevendende spørgsmål rejste sig: skulle der købes strøm – eller var det en ny maskine? Strømprisen var en gang sat ned med 25 %, så der nu betaltes 30 øre pr. kWh for lys, og 15 øre for kraft. I 1950 steg strømforbruget til lys med 18 % og til kraft med 20 %. Hvordan skulle man bedst tilfredsstille det stigende behov til den bedste pris? Havde man maskinerne, var det billigst selv at producere strøm, men hvis man skulle købe flere maskiner, ville prisen blive den samme, som hvis man købte strømmen udefra. Der skulle derfor forhandles både med maskinleverandører og med Vestkraft, som ønskede, at Ikast skulle indtræde som interessent. I 1953 nåede bestyrelsen tøvende frem til den erkendelse, at ” … der var ikke noget at gøre”, man måtte tilknyttes Vestkraft. Til Vestkrafts bestyrelse valgtes fra Elværket Magnus Petersen og Johs. Nygaard

Christensen. Man gik derpå i den kommende tid helt over til vekselstrøm og solgte maskinerne, så man efter et par år var fuldstændig afhængig af forsyninger fra kraftværket.

Vokseværk Vil man følge byudviklingen i Ikast ret præcist, kan man undersøge antallet af bevilgede gadelamper i byen, og netop gadelamperne gav anledning til megen debat: Hvornår og hvor længe skulle lamperne være tændt, og hvem skulle betale for gadelyset? Diskussionen om gadebelysningen fik sin afslutning i september 1964, hvor der blev indgået en aftale med Kommunen om, at den overtog ikke blot etablering, men også drift og vedligeholdelse af gadebelysningen. Med byens arealmæssige udvidelser overskred Elværket i stigende grad grænserne for de forskellige transformatorforeninger, som var etableret udenfor det centrale Ikast – f.eks. Grødde, Ravnsvad og Lægdsgaard transformatorforeninger. Flere af disse fik fortsat strøm fra Herning, men blev i løbet af 1960erne sammensluttet med Ikast Elværk. Der blev i den forbindelse vedtaget ændringer i lovene for Elværket, så det kunne optage de transformatorforeninger, der ønskede at blive en del af Ikast Elværks forsyningsområde.

Gadebelysning Helt frem til 1964 var det Elværket, som etablerede gadelyset i Ikast, men også afholdt de største udgifter ved driften. Efter 1964 overtog Kommunen etableringen, driften og vedligeholdelsen dog på moderate betingelser i forhold til Elværket. Her i jubilæumsåret 2013 er det Kommunen, der ejer, drifter og finansierer gadebelysningen i hele kommunen. Drift- og serviceopgaven omkring pasning af gadebelysningen er udliciteret og varetages i disse år af Ikast Værkerne Service, som har vundet opgaven for en 4 årig periode efter udbud.

Hyldgaard Varmecentral Arealet til varmecentral Hyldgaard var klar til, at anlægget kunne opføres i 1970. Prisen var 300.796 kr., og der blev købt kedler, olietanke og stålskorsten, så den samlede pris løb op i 1.195,000 kr.

Tanker om varmeværk Allerede i 1934 var tankerne om et varmeværk begyndt at rumstere, og Elværket begyndte på det tidspunkt at levere fjernvarme til gartneriet Rex, som havde drivhuse i området ved siden af Elværket, hvor Sieferts Plads ligger i dag. I 1939 lå der en plan i skitseform om udvidelse af varmeforsyningen, men pga. krigsudbruddet og besættelsen blev projektet lagt i mølposen. Efter krigen blev sagen hurtigt taget op igen, og man forberedte i 1947 leverance af varme til nogle beboere i Bredgade (Strøget). Det var klart fra begyndelsen, at et evt. varmeværk skulle hæftes på Elværket, så det var Elværkets bestyrelse, der gik i gang med drøftelser om etablering af en varmecentral – samt forberedelserne til den vedtægtsændring, som var nødvendig for en udvidelse med et varmeværk. Det sidste gik glat igennem på generalforsamlingen, men det var noget vanskeligere at komme igennem med selve etableringen af varmecen-

tralen. Grundet materialemangel efter krigen, kunne man ikke få den nødvendige byggetilladelse, så det tekniske arbejde blev igangsat uden en sådan. I 1948 viste det sig imidlertid, at det jern, som var blevet gemt for tyskerne under anden verdenskrig, kunne bruges, og det udløste den manglende byggetilladelse.

Elværk bliver til El- og Varmeværk. I modsætning til Elværket kan Varmeværkets nøjagtige officielle starttidspunkt dateres til den 9. oktober 1948, hvor der blev fyret op i den første af de tre nye kedler. Og den 16. november kunne formanden, Martin Larsen, på en generalforsamling meddele, at Varmeværket nu kørte efter installation af 3 nye kedler. Ikast Varmeværk var nu en kendsgerning i den centrale bymidte, men ingen kunne fra starten forestille sig, at det senere kunne blive nødvendigt at oprette satellitværker i områder ved Hyldgaard og Frisenborg, som i 1948 lå rigtigt langt ude på landet.

Danfosstermostater I begyndelsen af 1960erne kom der fra Ikast Andelsboligforening et ønske om at benytte de nye Danfoss radiatorventiler. Bestyrelsen var betænkelig, idet man ikke kendte virkningen for Varmeværket, og i starten blev systemet prøvekørt i værkets ejendomme. Senere blev det installeret hos forbrugerne, som lovede at aflæse og notere forbruget mindst 2 gange om ugen.

Der bygges nye varmecentraler Det generelle billede fra 1950-60erne og fremover er den stigende byudvikling i Ikast – ikke mindst skabt gennem den store ekspansion indenfor tekstilindustrien, der krævede udvidelser af Værkets kapacitet.

De stigende oliepriser gav også helt naturligt ”anledning til, at andre energikilder kom ind i billedet.

I 1954 blev de 4 daværende skorstene erstattet af en større skorsten – 50,1 m. høj – som skulle mindske sodplagen i midtbyen. Samtidig blev der anskaffet nye kedler og skaffet ekstra olietankplads. I 1960erne blev ekspansionen endnu større, og på et tidspunkt blev det ligefrem drøftet, om det var ansvarligt at tage flere forbrugere ind. I hvert fald var forudsætningen, at der stadigvæk foregik en udvikling og en forøgelse af værkets kapacitet.

o. 800 deltagere, men da der meldte sig hele 1200, måtte festlighederne i hallen fordeles over to aftener – den 24. og 25. oktober 1973. Ikke alle syntes dog om ”frådseriet”. I Ikast Avis var der et krads læserbrev med bibelske advarsler om at komme i hu: ”… at du har fået dit gode i din livstid, Lazarus ligeledes det onde, men nu trøstes han (i Himlen), og du pines.”

Da man nåede 1965, dækkede fjernvarmen 75 % af husstandene i forsyningsområdet, og stadig flere ejendomme blev tilsluttet i den sidste halvdel af 1960erne. Udviklingen var så stor, at der nu for alvor skulle arbejdes med planerne om satellitanlæg i de nye boligområder i den sydlige og vestlige del af byen. Til formålet anskaffede man arealer på Hyldgaards og Frisenborgs jorde, hvor de to anlæg senere blev opbygget.

Energirådgivningens spæde begyndelse I årene efter de to værkers sammenlægning var det altid fjernvarmen, der påkaldte sig interesse i debatten – og det har faktisk været gældende lige siden. Det blev ikke mindst relevant efter oliekrisen i 1970erne, hvor varmeregningerne ofte var til debat. På adskillige generalforsamlinger har formanden gentaget, at forbrugerne skulle passe godt på deres anlæg og holde dem under stadig kontrol, så der ikke opstod overraskelser, når årets varmeregnskaber skulle gøres op. Helt let var det ikke for folk at finde ud af det nye - kakkelovnen var nemmere at administrere. På forslag af bestyrer A. Jacobsen fik man derfor en sagkyndig mand fra firmaet Bruun og Sørensen, Aarhus, til at foretage eftersyn og kontrol af varmeanlæggene hos samtlige forbrugere. Hvis der var behov for det, skulle han vejlede forbrugerne om, hvordan de kunne udnytte varmen på den bedst tænkelige måde.

Jubilæumsfesten 1973

Det helt store byggeboom var i gang i Ikast i begyndelsen af 1970erne. Der kan nævnes områder som Digterparken, Højrisparken og Vestre Alle. Varmecentralen Hyldgaard var netop taget i brug, Frisenborg Varmecentral var under opførelse og stod færdig i 1974. Derfor kom det som et kæmpe chok – ikke kun i Ikast, men i hele den industrialiserede verden, da ”araberne lukkede for hanerne” – d.v.s, at der med ét blev tvivl om olieleverancerne til en verden, som aldrig havde bekymret sig om olien, men bare brugt løs af den.

I anledning af 25 og 60 års jubilæet i 1973 blev der fra El- og Varmeværket lagt op til en stor fest. Alt blev planlagt, før den store oliekrise satte ind, men havde man vidst, hvad der ville ske inden årets udgang, havde man måske disponeret anderledes.

På grund af oliekrisen indførte Handelsministeriet i 1973 rationering, der umiddelbart betød, at der for alle varmeværker blev fastsat en kvote på 75 % af det foregående års forbrug.

Til festen i Ikast Hallen, som var tiltænkt alle interesserede, var prisen pr. deltager sat så lavt som 30 kr., og der var fra festudvalget forventet

Konsekvensen af dette blev bl.a., at der på lokalt plan kom en række tiltag, der skulle nedsætte energiforbruget, men det, der virkeligt

Det er interessant at bemærke, at bestyrelsen allerede dengang ganske fremsynet sørgede for, at der udførtes aktiv og gratis energirådgivning, ligesom det stadig foregår i dag.

Oliekrisen

battede, blev den danske befolknings større forståelse for at spare på energien – ved bedre isolering, ved at skrue ned for temperaturen og elforbruget i hjemmene. De stigende oliepriser gav også helt naturligt anledning til, at andre energikilder kom ind i billedet. Der kom megen fokus på vindmøller (jf. Tvinds store mølle), ligesom diskussionen om atomkraft blev taget op igen. Ud over dette blev brændeovnen en konkurrent til fjernvarmen som energikilde for den almindelige forbruger.

Kraftvarmeværket i Herning I 1978 blev der truffet beslutning om opførelse af et kraftvarmeværk i Herning. Ikast var interessent i Vestkraft, hvor den lokale fabrikant Vagn Iversen var bestyrelsesformand, og et udvalg bestående af repræsentanter for Elsam, Vestkraft og Herning Kommune blev enige om, at det ville være økonomisk forsvarligt at opføre et kraftvarmeværk. Vestkrafts produktionsanlæg ”Herningværket” blev taget i brug i 1982, og Ikast blev en del af forsyningsområdet. Den officielle indvielse var i maj 1982, hvilket blev en mærkedag for Herning-Ikast egnen. Beslutningen om at opføre Herningværket var fremsynet af de daværende bestyrelser, for det har haft en helt grundlæggende betydning for, at der den dag i dag kan leveres varme til andelshaverne til en meget gunstig pris.

Protestbevægelsen Efterhånden som byen voksede, og der kom nye folk til, kom der også folk, der havde en holdning til de beslutninger, der blev truffet, og som var villige til selv at arbejde for det, de mente var rigtigt. Dette viste sig for første gang rigtigt, da bestyrelsen besluttede at indføre en fast afgift på fjernvarmemålerne baseret på målerstørrelse, frem for den tidligere måde, hvor værkets faste udgifter havde været indregnet i kubikmeterprisen. Da bestyrelsen så, grundet det fortsatte fald i varmeforbruget, forhøjede den faste målerafgift kraftigt den 1. maj 1983, brød uvejret løs med læserbreve, megen avisomtale og til sidst et krav fra 311 andelshavere om en ekstraordinær generalforsamling. Den 18. august 1983 var Ikast Hallen fyldt til bristepunktet, da ca. 1.250 mennesker mødte op til den ekstraordinære generalforsamling. Opponenterne mente, at man nu havde ofret store beløb på isolering og brændeovne, men alligevel kom til at betale lige så meget, som hvis man ikke havde gjort noget for at spare på varmeforbruget. Fra Varmeværket fremførtes det argument, at alle skulle være med til at dække de generelle omkostninger, idet ”sparerne” til enhver tid ville kunne lukke

Hovedledningen blev påbegyndt i foråret 1986, og i september ”1986 var der fjernvarme i 93 ejendomme i Tulstrup.

op for radiatorerne, hvis det kneb med varmen. Med andre ord var de stadig væk afhængige af et velfungerende varmeværk som alle andre.

Ikast, så Varmeværket var noget tilbageholdende. Det vil sige, at der skulle være stor opbakning for, at Værket ville gå i gang med projektet.

Talsmanden for de protesterende, Hans Peder Nielsen, lagde ikke fingrene imellem, da han definerede bestyrelsens beslutning som et udslag af ”manglende forbrugerhøring, bestyrelsens manglende kendskab til de enkelte forbrugere samt bestyrelsens inkompetence”. Han sluttede sit indlæg med et resolutionsforslag, som pålagde bestyrelsen at fremkomme med et nyt, mere retfærdigt tariferingssystem, der ligestillede alle forbrugere – store som små, lejere som ejere – m.h.t. de faste afgifter og kubikmeterprisen. Resolutionsforslaget blev vedtaget med overvældende flertal.

Der blev i 1985 opstillet et tilbud, som blev accepteret, men spørgsmålet var, om der var nok parceller, der ville tilslutte sig. Dette blev løst ved, at Kommunen i 1985 indførte tilslutningspligt, som skulle være afsluttet senest marts/april 1995.

Den ordinære generalforsamling blev afholdt den 29. september, hvor mere end 850 andelshavere var mødt op til et møde, som varede i 6 timer. Bestyrelsen fremlagde et forslag, der, efter lidt ændringer, blev vedtaget med at stort flertal af generalforsamlingen. En væsentlig vedtægtsændring var, at det nu blev slået fast, at ”Generalforsamlingen er højeste myndighed i alle selskabets anliggender.” Man kunne nu ”pålægge” og ikke blot ”henstille” til bestyrelsen.

Rolig udvikling

Tulstrup ind i fjernvarmen Fra 1960erne og fremefter skete der stor udbygning af de omliggende landsbyer, og specielt Tulstrup oplevede noget af et byggeboom, som kunne gøre det aktuelt at få denne del af kommunen ind under Ikast Varmeværks område. I starten af 1980erne begyndte diskussionen om Tulstrups varmeforsyning. Sagen blev for alvor taget op i 1984, hvor der blev holdt flere informationsmøder med Tulstrup Beboerforening for at lodde interessen. Men først da kommunalbestyrelsen gav udtryk for, at den gerne så en løsning på problemet, kom der gang i udviklingen. Den store udfordring var omkostningerne i forbindelse med ledningsnettet til Tulstrup, som nødigt skulle betyde merudgift for de gamle forbrugere i

Hovedledningen blev påbegyndt i foråret 1986, og i september 1986 var der fjernvarme i 93 ejendomme i Tulstrup. Dermed var Tulstrup ”kommet ind i varmen”, som en tilfreds formand kunne meddele.

Frem mod det næste jubilæum i 1988 fik værkerne en ret rolig periode. Da tilslutningen til Herningværket blev etableret, blev Frisenborg-centralen ombygget til at modtage og distribuere kraftvarmen. Diskussionen om varmepriser dukkede fortsat op nu og da, så i 1986 foretog Varmeværket en sammenligning mellem en række byers varmepriser målt på et 10 år gammelt parcelhus på 120 m2, hvor Ikast kom ind på en fin 3. plads, hvad angik priser. Som et nyt tiltag begyndte man fra bestyrelsens side – sikkert foranlediget af protestperioden – at lægge større vægt på kommunikation med forbrugerne. Man udarbejdede informationsmateriale om Værket og dets arbejde, og den 4. april 1987 blev der afholdt et stort åbent hus-arrangement, hvor omkring 1000 mennesker fik mulighed for at se Værkets installationer, værksteder og kontorlokaler, hvor man kunne stille spørgsmål til personalet.

Jubilæet i 1988 Modsat jubilæet i 1973 foregik festlighederne i 1988 under meget mere beskedne former. Dagen startede med en kransenedlæggelse på

jubilæet i 1973 foregik festlighederne i ”Modsat 1988 under meget mere beskedne former.

de tidligere formænds grave og derpå en reception på Hotel Medi for ca. 250 ”venner og forretningsforbindelser.” Dagen efter var der åbent hus i Thorsgade med forskellige aktiviteter, hvor de ca. 250 fremmødte kunne bese lokaliteterne, få en forfriskning og børnene en ballon. Personalet fejrede jubilæet med en fest.

Fremtidsperspektiver 1988 – en fremsynet bestyrelse Ved jubilæet i 1988 blev der i et slutkapitel i jubilæumsbogen beskrevet fremtidsvisioner. Det var med visse usikkerheder, man så fremtiden i møde. Energiområdet blev beskrevet som ”…et særligt broget billede, idet mange forskellige forhold har indflydelse på den udviklingsproces, der er i gang.” Derefter blev der opstillet en række punkter, som kunne tænkes at præge udviklingen: 1. Mellemøsten og OPECs rolle i den fremtidige energiforsyning 2. Spørgsmålet om alternative og vedvarende energiformer og de miljømæssige aspekter 3. En evt. revision af en 12 år gammel elforsyningslov til fordel for decentrale værker 4. Udviklingen i olieafgifternes størrelse 5. Eksperimenter med små kraftvarmeanlæg til parcelhusbrug på helt ned til 10 KW 6. Nødvendigheden af at tilpasse sig de EF-forordninger og direktiver, som gradvis træder i kraft – herunder harmoniserings principper.

beslutningen om Herningværket viste sig ansvarlige og fremsynede, så har tiden siden 1988 fortsat vidnet om denne fremsynethed, hvilket man her i 2013 må kvittere for. Mellemøstens rolle og det verdenspolitiske fokus på de energiproducerende lande præger dagens storpolitiske scene, og regeringens brede energiforlig fra marts 2012 beskriver klare mål i 2020 og intentioner i 2050 om en energiforsyning udelukkende baseret på vedvarende energi. Elforsyningsloven blev ændret radikalt i 1999 og har betydet en total rekonstruktion og stærk statsreguleret elforsyning. Energiafgifternes betydning for statens husholdningsbudget og for industriens konkurrenceevne er hotte politiske emner på Christianborg i disse måneder. Små kraftvarmeanlæg til parcelhuse er der ikke udviklet meget på, men individuelle varme og elproducerende anlæg på vedvarende energi i form af varmepumper, solvarme og solceller har boomet det seneste års tid. EU direktiver har betydet, at alle energiselskaber her i 2012 har afhændet deres overordnede 150 kV el transmissionsnet til staten. Så jo - visionerne i 1988 blev til virkelighed - godt set.

Der var dog fortrøstning og optimisme at spore, idet Værket i disse slutord blev beskrevet som teknisk og udbygningsmæssigt up to date og velkonsolideret. Med Herningværket som bærende element, var man sikret stabilitet m.h.t. såvel forsyning som driftsøkonomi, og ligesom bestyrelsen med

Overgang til fjernvarme

På grund af stigende energipriser opstod der i stadig højere grad i løbet af 1980erne et ønske om alternative muligheder for varmeforsyning. Det gjaldt også de mange villaer, som benyttede olie til opvarmning. Nogle gange var det kommunale initiativer, andre gange var det El- og Varmeværket, som slog til lyd for fjernvarme. I 1990 gjorde Varmeværket det klart, at det principielt var imod, at der i fjernvarmeforsynede områder anvendtes andre former for opvarmning.

Fra el- til fjernvarme i Sydbyen Fra omkring 1990 begyndte Varmeværket i stigende grad at interessere sig for hvervning af elvarmeforbrugere. Den første store sag i Ikast handlede om forbrugere på Thit Jensens Vej og Karen Blixens Vej. Det hele startede med, at grundejerne netop på grund af stigende elpriser henvendte sig til Kommunen for at drøfte mulighederne for en konvertering fra el til fjernvarme eller naturgas. En konvertering ville betyde væsentlige omkostninger for det enkelte parcelhus. Dels skulle man bekoste en dyr ombygning af sit anlæg, dels skulle der betales en stor tilslutningsafgift til Værket. Samlet kunne det beløbe sig til ca. 60-70.000 kr., og i første omgang mente bestyrelsen, at El- og Varmeværket måtte melde pas

Fra Værkets side ville man dog i samråd med Kommunen undersøge, om der kunne tilbydes en rabat på tilslutningsafgiften og efter et møde i juni med teknisk forvaltning, blev der meldt tilbage, at der ville blive lavet beregninger over anlægs- og driftsudgifter for et parcelhus med henholdsvis gasradiator, gaskedel og fjernvarme. Varmeværket vurderede dog, at der ikke kunne skabes acceptabel tilslutning på det tidspunkt, hvorfor man ville afstå fra varmeforsyningen til området, som omfattede 133 huse. En henvendelse fra grundejerforeningen for de to gader i 1991 resulterede i, at man fra Værkets side ville kontakte Energistyrelsen for at fornemme, om der var tilskudsmuligheder. I løbet af 1992 arbejdede værket med Energistyrelsen omkring tilskudsmuligheder. Energistyrelsen ydede tilskud fra netpuljen, og dette blev fordelt blandt dem, der tilsluttede sig samtidig med etableringen af fjernvarmenettet. Således var der i februar 1994 70 parcelhuse tilmeldt. Derfor satte man arbejdet i gang i maj 1994, og hen i august var langt de fleste af disse tilsluttet. Der blev nu søsat en kampagne for at hverve kunder, der var beliggende ved det eksisterende fjernvarmenet. Umiddelbart svarede 20-30 % på et brev til nye potentielle kunder og disse fik lavet konsekvensberegninger. Samtidig blev der også givet tilbud til erhvervskunder, som kunne få samme rabat ved tilslutning, som parcelhusene kunne opnå.

Formand for bestyrelsen Hans Peder Nielsen og driftleder Knud Heine Nielsen Ă¸nsker boligejere tillykke med overgangen til fjernvarme.

Fra Thorsgade til Europavej

I forbindelse med oprettelsen af elforsyningen i Ikast var det naturligvis nødvendigt at rejse en Elværksbygning, og man købte derfor i 1912 en byggegrund af L. Chr. Rasmussen, hvor selve værket skulle ligge. I 25 året for Elværkets oprettelse var tiden inde til en større ombygning, som blev lagt i hænderne på den lokale arkitekt H.P. Jensen. Det nye Elværk stod færdigt i 1939 og blev i samtiden beskrevet som et arkitektonisk mesterværk.

Efter at Varmeværket var kommet til, blev det i 1954 nødvendigt at udvide kapaciteten, og derfor blev de fire eksisterende skorstene erstattet af en 50,1 m. høj af slagsen, ligesom kedelkapaciteten blev udvidet. Thorsgade 2 blev fra 1981 det administrative hovedsæde for Ikast Elog Varmeværk, og i årene 1979-80 blev der foretaget en større udvidelse af hele komplekset, med nyindretning af kontorer, personale- og værkstedsfaciliteter.

Gavlmaleriet Varmecentralens gavl mod Sieferts plads var ret omdiskuteret og kritiseret, idet den store, bare vægflade æstetisk set var et trist syn. Bestyrelsen besluttede sig derfor efter en konkurrence for, at Erik Jacobsen skulle udsmykke gavlen.

en langvarig proces, som først i 2005 ”Det blevresulterede i en udflytning til Europavej.

Centerplaner Fra slutningen af 1980erne begyndte de første drøftelser om en flytning af El- og Varmeværket væk fra den centrale by. Det blev en langvarig proces, som først i 2005 resulterede i en udflytning til Europavej. Handelsstandsforeningens formand, Jørgen Redder, udtalte, at Varmeværkets placering i bymidten blev mere og mere uacceptabel – en udflytning burde ske hurtigst muligt, og i august 1989 blev der fra Handelsstandsforeningen fremlagt en ideskitse til et storstilet handelscenter på det område, hvor Ikast El- og Varmeværk var beliggende. Alt dette foregik på et tidspunkt, hvor Kommunen var i gang med en større byudviklingsplan, som ville placere et center øst for rådhuset. I et indlæg i Ikast Avis ugen efter kunne formand Bent Jensen dog slå fast, at der ikke var konkrete planer om udflytning. Forsyningsmæssigt var den daværende placering ideel, selv om Ikast blev forsynet næsten 100 % med fjernvarme fra Herningværket. Han slog fast, at Ikast Elog Varmeværk var forpligtede til at kunne forsyne alle forbrugerne i tilfælde af havari eller manglende kapacitet på Herningværket, men bestyrelsen ville godt foretage konkrete undersøgelser af, hvad en udflytning ville indebære. Under generalforsamlingen på El- og Varmeværket den 25. september 1989 var der en nærmere omtale af det skitserede projekt over et bu-

tikscenter i Thorsgade. Værket havde kontaktet et konsulentfirma for at få en pris på en rapport, som skulle omhandle økonomi og teknik i forbindelse med en flytning af Værket i Thorsgade, og i rapporten konkluderede man, at byens fjernvarmeforsyning sagtens kunne klares, hvis kedelkapaciteten blev udvidet på Frisenborg og Hyldgaard. Herefter ligger tingene dog stille, og i 1992 besluttede bestyrelsen, at der skulle ske en tilbygning til administrationsafdelingen i Thorsgade. Der blev lavet skitser til ombygningen, og det blev besluttet at sende det hele i licitation blandt byens håndværkere.

Tanker om kedelhallen Udflytningen af kedelkapaciteten fra Thorsgade til Frisenborgcentralen på Marsvej blev påbegyndt i 1996, og olietankene på Thorsgade skulle nedlægges. Det var klart, at med udflytningen af kedlerne ville kedelrummet i Thorsgade kunne benyttes til alternative formål, og borgmester Broberg Lind udtalte, at Kommunen ville undersøge mulighederne for at anvende hallen til kulturelle formål. I byen var der mange tanker om kedelhallens fremtid, og en gruppe med navnet Kulturelt Ideforum indkaldte til møde under overskriften: ”Hvad skal kedelhallen bruges til?”. Formand for El- og Varmeværket Hans Peder Nielsen slog fast, at det ikke var bestyrelsens tanke, at

”Hvad skal kedelhallen bruges til?

hallen bare skulle stå tom herefter. Han lovede endda, at huslejen kunne blive symbolsk. Borgmesteren var også til stede, og Broberg Lind kædede til forsamlingens overraskelse kedelhallen sammen med planer om offentlige toiletter. Han fortalte, at en arkitekt var udset til at udarbejde et dispositions forslag til planen. Og så kom en masse visioner frem fra de tilstedeværendes side. Der blev nævnt en række kulturelle muligheder, kunstudstillinger, spillested for de unges musik – eller måske i virkeligheden et multikulturelt hus. Mens udflytningen til Marsvej gik sin planmæssige gang, manede driftsleder Heine Nielsen til forsigtighed m.h.t. kedelhallens anvendelse, idet der i den foreløbige skitse kunne opstå en række omkostninger. Bestyrelsen stillede derfor en række krav, bl.a. at Kommunen var bygherre, og at den skulle afholde de faktiske udgifter til toiletbyggeriet. Der lå i aftalen kun toiletbyggeri – ikke en evt. udnyttelse af kedelhallens areal. Projektet blev aldrig til noget. En henvendelse fra Steen Hebsgaard i juni 1997 om anvendelsen af kedelhallen til kulturelle formål blev afslået med begrundelsen, at værket ikke kunne frigøre disse lokaler til andre formål. Dermed kom spørgsmålet om kedelhallen til at hvile i 4-5 år. Ved enkelte lejligheder efter årtusindskiftet blev den dog udlånt som udstillingslokale til den lokale kunstforening og til Socle du Monde samt som fotoatelier for reklamefotografering.

Den store skorsten I forbindelse med at kedelkapaciteten blev flyttet til Frisenborgcentralen på Marsvej, måtte den store skorsten også lade livet. Sonofon havde ellers i 1996 anmodet om at måtte leje skorstenen til brug for antenneanlæg, men El- og Varmeværket havde afslået tilbuddet, og i maj 1998 gik 2 mand fra skorstensentreprenørfirmaet Danton i Randers i gang med at brække skorstenen ned. Det foregik sten for sten, da Værket valgte den sikre og langsomme løsning fremfor at sprænge skorstenen væk, fordi man var bange for at komme til at beskadige de omliggende bygninger.

Marsvej eller et helt nyt sted I slutningen af 1998 var bestyrelsen bestemt ikke sikker på, at Marsvej skulle være det fremtidige domicil, da der i denne løsning ikke var det store besparelsespotentiale. Både Kommunen og Handelsstandsforeningen mente, at det var på tide, at Værket meldte klart ud omkring evt. udflytningstanker, så for at komme videre fik bestyrelsen i 1999 foretaget en vurdering af prisen på Thorsgade. Vurderingen satte en kontantpris på 4.250.000 kr., der dog ikke umiddelbart gav anledning til at tale om salg. Der blev arbejdet med forskellige tiltag, herunder bl.a. fjernelse af de gamle fjernvarmekedler, der var koblet fra det øvrige fjernvarmesy-

stem, ligesom bygningen skulle renoveres. I den anledning tilbød Ikast Sparekasses legat at yde 50.000 kr. til den kunstneriske udsmykning af administrationsbygningens gavl mod Sieferts Plads. Udsmykningen blev dog aldrig til noget. Først på generalforsamlingen i maj 2002, blev Thorsgades fremtid igen sat på dagsordenen, da spørgsmålet blev rejst fra salen om, hvor langt man var med planerne om udflytning. Formanden kunne meddele, at der var en undersøgelsesfase i gang, hvor man kiggede på forskellige alternativer. Han understregede, at Thorsgade ikke skulle foræres væk, men skulle sælges til markedspris. Året efter blev der orienteret om en rapport fra en arbejdsgruppe, som havde drøftet evt. udleje eller salg. Værkets advokat, Ole Wittenkamp, havde erklæret, at der intet var til hinder for udlejning. Fra bestyrelsens side ville man dog gerne drøfte fremtidige anvendelsesmuligheder med Kommunen, og det næste års tid var der løbende drøftelser, hvor der var enighed om, at et evt. salg/leje skulle ligge klar, inden man igangsatte byggeri et andet sted. I august 2003 blev der afholdt et møde med Kommunen, hvor parterne orienterede hinanden om deres planer. Kommunen lovede at bidrage med formidling af kontakter til investorer, men ville ikke involveres økonomisk.

Gang i udviklingen Men nu gik det pludseligt stærkt med Thorsgade, idet bestyrelsen i december 2003 gennemgik tilbud sammenholdt med tidligere investorudmeldinger. Inter Gruppen var kommet med et tilbud og var af skattemæssige grunde interesseret i at overtage allerede den 31. december 2003. Med i salget til Inter Gruppen indgik en lejeaftale på 1 1/2 til 2 år, hvor Ikast Værkerne, indtil nyt domicil var oprettet, kunne fortsætte deres daværende aktiviteter i Thorsgade. I længere tid havde der været en dialog med Kommunen om den fremtidige anvendelse, da bestyrelsen betragtede ejendommen som af kulturhistorisk værdi for byen. Inter Gruppen så Thorsgade 2 som en interessant ejendom med en god central placering og udtalte, at man ville tage kontakt til Kommunen omkring fremtidige forhold. Måske kunne der blive tale om et såkaldt ”partnering”-projekt, hvor byfornyelsesmidler fra staten kunne anvendes, hvis offentlige og private interessenter kunne skabe byfornyelse. Inter Gruppen havde gjort sig tanker om boligog erhvervsudnyttelse, men havde ikke været så kreative endnu. Bestyrelsen håbede derfor, at der i de kommende aftaler ville kunne indføjes, at der var tale om en bygning med kulturhistorisk værdi. Dette satte atter gang i spekulationer om kedelhallen som et kulturhus, men disse tanker blev punkteret kraftigt af borgmester Carsten Kissmeyer, der til Ikast Avis den 23. april 2004 meddelte, at man godt

at samle aktiviteterne fra Thorsgade og Industrivej på ”enVedfælles adresse ville effektiviteten kunne øges.

kunne glemme enhver plan om, at Kommunen skulle indrette kedelhallen til kulturelle formål. Kommunen var dog fortsat interesseret i, at der skete noget spændende omkring Varmeværket i Thorsgade.

Oprydning efter Thorsgade Grunden på Thorsgade var registreret som forurenet grund, og Ringkøbing Amt var sammen med Ikast Kommune involveret i planerne for oprydning af denne forurening. I handelsaftalen med Inter Gruppen var aftalt fordeling af omkostninger til denne oprydning, men på trods af dette opstod der en tvist imellem Inter Gruppen og El- og Varmeværket. I maj måned blev sagen bragt op, og fra bestyrelsens side ville man forsøge at undgå en retssag ved at indgå et forlig om denne tvist. Som udgangspunkt var parterne meget langt fra hinanden, men da bestyrelsen alligevel vurderede, at det var muligt at finde en løsning, fik direktør Kaj Hansen bemyndigelse til at fremsætte forslag til forlig for at lukke sagen. Det trak noget ud med en afgørelse, så i november 2004 skønnede bestyrelsen, at en løsning kunne være at betale det af Værket opgjorte mellemværende – og så se, hvad der skete. Dette beløb var 384.000 kr., som nu blev indbetalt til Inter Gruppen. Det havde den ønskede effekt, og den 23. januar 2005 kunne Kaj Hansen på et bestyrelsesmøde oplyse, at sagen var afsluttet.

Projekt ”Udflytning fra Thorsgade” Efter afhændelsen af Thorsgade var det klart, at der i bestyrelsen skulle tages nogle store beslutninger. Der var i hvert fald to problemstillinger at forholde sig til. Værkets bestyrelse skulle afklare, hvor det nye domicil skulle placeres, samt hvordan udbudsformen skulle være. Planer om at flytte til Hyldgaardanlægget på Industrivej 26 blev diskuteret. Grunden, som lå på hjørnet af Hyldgaards Allé og Industrivej havde en kedelhal, lagerbygning, olietank og en skorsten, og skulle grunden benyttes til firmadomicil skulle alle bygninger fjernes, hvorfor der i stedet blev enighed om, at Industrivej 26 skulle sælges. Snart kom et areal ved Europavej ind i billedet. Tilkørselsforholdene var her optimale, i modsætning til de snævre gader omkring Thorsgade, og det blev besluttet at erhverve en grund på 23.589 m2 på hjørnet af Europavej. Den 23. april 2004 offentliggjorde Ikast El- og Varmeværk planerne om en udflytning til et helt nyt domicil, og Kaj Hansen gjorde i et interview i Ikast Avis rede for baggrunden. Ved at samle aktiviteterne fra Thorsgade og Industrivej på en fælles adresse ville effektiviteten kunne øges, og ressourcerne blive meget bedre udnyttet. Derudover ville den interne kommunikation blive forbedret, og man ville i det hele taget stå bedre rustet til en fremtid, som ville stille store krav til

elog varmeværkerne. Han kunne samtidig meddele, at ejendommen på Industrivej var solgt til VVS firmaet Palle Toft. Også her var aftalt en lejeaftale i første omgang, idet det nye domicil kunne forventes færdigt i 2005.

Reaktioner Der var ikke udelt tilfredshed med de nye planer. På den efterfølgende generalforsamling i begyndelsen af maj blev der nævnt ord som prestigebyggeri for andelshavernes penge, samt at der måtte kunne findes andre billigere løsninger end det tocifrede millionbeløb, der var tale om på Europavej. De kritiske røster mente også, at salgspriserne på Thorsgade 2 og Industrivej 26 havde været for lave. Værkets tekniske chef, Christian Niederbockstruck, vendte sig mod de kritiske røster: ”Der er nemlig lavet beregninger på, hvor meget den reelle ekstraudgift bliver. Når man tager højde for, hvad det ville koste værkerne at vedligeholde og istandsætte de nuværende bygninger, så de lever op til kravene, hvad det koster at holde kedelhallen kørende, selv om den ikke bruges, hvad man kan spare i driftsudgifter, forbrug og rengøring i de nye kontra de gamle bygninger, hvad man sparer i unødig kørsel, og naturligvis hvad man tjener på salget af de nuværende bygninger, er den reelle merudgift på blot 14.000 kr.”, Denne forklaring var ikke nok til, at alle deltagere i generalforsamlingen syn-

tes, det var en god ide, men bestyrelsen havde truffet beslutningen, og arbejdet med udflytningen fortsatte.

Konkret planlægning Med hensyn til udbudsform opstilledes to alternativer: 1) arkitektkonkurrence med efterfølgende totalenterpriseudbud 2) direkte totalenterpriseudbud med konkurrence om såvel udform ning som udførelse. En arkitektkonkurrence ville betyde en stram tidsplan, men til gengæld mente man, at det gav større indflydelse for bygherren, og man valgte at gennemføre en arkitektkonkurrence. Der blev rettet henvendelse til 2 arkitektfirmaer Overgaard/Danielsen i Ikast og Søren Jensens Tegnestue i Herning. De skulle i en konkurrence fremlægge projekter om, hvordan de ville gribe byggesagen an som bygherrerådgiver. Overgaard/Danielsen foreslog en administrationsbygning i 2 etager, Søren Jensen opererede med et etplans-byggeri, og bestyrelsen fandt for så vidt, at funktionaliteten var i orden i begge forslag. Der var dog udbredt enighed om, at Overgaard/Danielsen projektet gav det bedste arkitektoniske resultat i forhold til grunden og beliggenheden, og der blev indgået en rådgivningsaftale om dette projekt,

Folk var imponerede af den nye bygning, som ”præsenterede sig flot uden at være prangende.

som kunne indbefatte nogle ændringsforslag fra bestyrelsen. Den anslåede byggesum var i april sat til 12,5 mio. kr.- dette blev dog til bestyrelsens fortrydelse i maj måned opgraderet til 14,25 mio. kr udfra arkitektens eget overslag. Opgraderingen foruroligede bestyrelsen, og generalforsamlingens kritiske røster har muligvis bidraget til, at man satte sig for at få en uvildig entreprenør til at vurdere på, hvad det foreliggende projekt ville koste at opføre. Man fik i juni måned et overslag på ca. 18 mio. kr. herpå. Det blev herefter besluttet at indlede forhandlinger med arkitekten om en ophævelse af den indgåede rådgivningsaftale, men det var arkitekten ikke indstillet på, hvorefter rådgivningsaftalen alligevel blev opsagt. Forhandlingerne med arkitekten var vanskelige

og endte i voldgiftsag, hvor arkitekten fik tildelt halvdelen af det krav, han havde fremsat. Der blev efter bruddet med arkitektfirmaet indledt en tæt dialog med Ikast Bygge Industri, som skulle arbejde videre med projektet ud fra en kontrakt om fast tid og pris ud fra et nærmere bestemt projekt.

Arbejdet sættes i gang Den 30. august 2004 blev kontrakten med Ikast Bygge Industri underskrevet, og afleveringsdatoen blev fastsat til den 1. juli 2005. Entreprenøren gik hurtigt i gang, og for bestyrelsen handlede det nu om at få begyndt en nøje planlægning af udflytningen. Medarbejderne

skulle involveres i planlægning og indretning, ligesom offentligheden skulle have en grundig orientering om det, der var sat i gang.

langt om længe kunne begynde at arbejde med bymidten og skabe udvikling her.

Byggeriet gik efter planen, og der blev planlagt et rejsegilde i form af et åbent hus den 13.maj, hvor hallen var klar, og hvor byggeriet var nået så vidt, at funktionaliteten i projektet kunne ses.

Lørdag den 8.oktober var der åbent hus for andelshaverne, hvilket blev en kæmpesucces, idet omkring 1.000 mennesker besøgte det nye domicil, hvor de blev trakteret med øl, sodavand og pølser. Det var som forventet Værkernes bredbåndsaktiviteter, der var det store tilløbsstykke. Folk var imponerede af den nye bygning, som præsenterede sig flot uden at være prangende, og hvor det var tydeligt for gæsterne, at funktionaliteten var i højsædet.

Indvielse af Europavej Den officielle indvielse med inviterede gæster foregik fredag den 7. oktober 2005, hvor borgmesteren foretog den officielle handling. Ved den lejlighed udtrykte Carsten Kissmeyer, at det nye domicil pyntede på indgangen til Ikast. Samtidig var han godt tilpas ved, at man

Ved indvielsen blev der modtaget 33.000 kr. som gaver – et beløb, som bestyrelsen doblede op til glæde for et udsmykningsudvalg, der blev nedsat.

Samarbejde i fokus

Ser man på udviklingen indenfor strukturen i Ikast El-og Varmeværk de seneste 25 år, er det tydeligt, at der fra slutningen af 1980erne blev talt meget om effektivisering, samarbejde og fusioner, så omkostningsniveauet kunne holdes nede. Kravene om rationalisering var blevet hårdere, så kunne man slå sig sammen med andre samarbejdspartnere og dele nogle omkostninger, var der økonomiske gevinster at hente til gavn for andelshaverne i de involverede selskaber.

Ikast Vandværk Det var også sådanne tanker, som i februar 1990 fik bestyrelsen ind på tankerne om et samarbejde med Ikast Vandværk, og i januar 1991 meddelte Ikast Vandværk, at de gerne deltog i et møde for at vurdere samarbejdsmulighederne. El- og Varmeværket inviterede derfor i marts 1991 Vandværket til en uformel drøftelse om en evt. fælles udnyttelse af værkernes faciliteter.

faktum, at alle involverede parter var dedikerede på lige netop deres opgave og funktion, har givetvis været en af årsagerne. På bestyrelsesniveau opretholdt man kontakten på et årligt møde med deltagelse af de to bestyrelser fra El- og Varmeværket samt fra Vandværket, hvor det dog ikke lykkedes at komme videre i samarbejdsforhandlingerne. Andelshaverne vænnede sig ret hurtigt til den nye fællesbetegnelse Ikast Værkerne, idet deres kontakt til såvel Vand- som El- og Varmeværket jo foregik via en fælles afregning og et fælles telefonnummer. Siden det påbegyndte formelle samarbejde i slutningen af 1990erne og frem til 2013, har den IT-mæssige udvikling sammen med individuelle ønsker medført en række justeringer i samarbejdet.

Samarbejdet består trods udfordringer I løbet af 1997 og 1998 blev der aftalt samarbejde omkring: Fælles ledningsregistrering Fælles administration (afregning) og bogholderi Fælles telefonomstilling Fælles logo samt fællesnavnet ”Ikast Værkerne”. Man har f.eks. i den mellemliggende periode haft en fælles hjemmeside, hvilket er afløst af 2 individuelle hjemmesider, og Vandværket har opsagt aftale om fælles bogholderi og ledningsregistrering, og har i forbindelse med ændring af selskabsform fået nyt navn – Ikast Vandforsyning – og logo.

Et fællesmøde mellem de involverede parter blev afholdt i januar 1999, men der kom ikke nogle klare meldinger og konklusioner på en undersøgelse af yderligere rationaler. Fra bestyrelsens side var det opfattelsen, at det var en særdeles vanskelig politisk forhandlingssituation. Samarbejdet kørte ikke helt optimalt, hvilket der sandsynligvis var mange årsager til, men kemien blandt de involverede parter og det

Undervejs har aftalen om fælles afregning også været opsagt af Ikast Vandforsyning, grundet uenighed om fordeling af omkostninger. Bestyrelsen i El- og Varmeværket vurderede dog, at situationen ikke var ønskværdig for andelshaverne, hverken el- varme- eller vandkunderne, og heller ikke i tråd med de to selskabers ønsker om at levere ydelser bedst og billigst til forbrugerne. Det blev derfor besluttet, at der skulle tages kontakt med Vandforsyningen på bestyrelsesniveau. I dette regi blev man enige om et kompromis m.h.t. fordeling af

omkostninger, hvilket betød, at man nu her i 2013 fortsat samarbejder omkring opkrævning af forbrugsafgifter og fælles telefonomstilling. På de seneste møder imellem de 2 bestyrelser har muligheden for et eventuelt fælles fjernaflæsningsprojekt været drøftet. Resultatet af disse drøftelser er, at Vandforsyningen har meddelt, at man for nuværende ikke ønsker at indgå i et fælles fjernaflæsningsprojekt.

med en renovering af bygningerne ville beløbe sig til godt 6 mio. kr. I løbet af 1994 gik man i gang med renoveringen og opbygningen af kraftvarmeværket. Den 11. marts 1995 blev der holdt åbent hus, hvor beboerne kunne få at se, hvad det ”nye mejeri” indeholdt. Arrangementet blev en succes, idet der mødte 150-200 gæster op.

Isenvad Varmeværk Det forbrugerejede Isenvad Varmeværk, der blev stiftet i 1967, henvendte sig til Ikast El- og Varmeværk i januar 1991 med henblik på et samarbejde om aflæsning og opkrævning, hvilket lod sig gøre uden de helt store udfordringer. Den 28. september 1992 informerede formanden Hans Peder Nielsen om, at der var kommet en henvendelse fra Isenvad Varmeværk angående evt. sammenlægning/fusion, og det blev besluttet at indkalde til et fællesmøde for de to værkers bestyrelser. Processen gik hurtigt, og den 4. februar 1993 blev fusionsaftalen underskrevet. Der var bred enighed om, at aftalen var til fordel for begge parter, og man forventede en gnidningsfri sammenlægning pr. 1. maj 1993. De 210 forbrugere i Isenvad blev dermed en del af det store fællesskab i Ikast, som i forvejen talte 4.000 forbrugere. Tariffer og priser ville blive ens efter sammenlægningen, og selve varmeforsyningen skulle foregå ved en ombygning af Varmeværket til et kraftvarmeværk, som der på det tidspunkt var blevet lovgivet om. Der blev nu lavet et projektoverslag over et decentralt kraftvarmeværk, som sammen

Bording Kraftvarmeværk Bording Varmeværk var siden stiftelsen i 1962 et forbrugerejet A.m.b.A. selskab. I 1993 var der møder med Bording Varmeværk og Ikast Kommune om evt. kraftvarmeforsyning fra Herningværket. Bording og Ikast Varmeværk ville i fællesskab sætte en undersøgelse i gang af de økonomiske og tekniske muligheder i forbindelse med et sådant projekt, men Energistyrelsen lukkede imidlertid denne sag grundigt ned ved at meddele, at der rent principielt ikke ville blive givet tilladelse til overgang fra naturgas til kulfyret anlæg. Man ville dermed udhule økonomien i det danske naturgasprojektet, så de lokale planer kunne ikke realiseres, da Bording Varmeværk var gasfyret. Ikast El- og Varmeværks engagement i løsning af Bording Varmeværks problemer var derfor afsluttet. Helt opgivet var tankerne om samarbejde dog ikke, og der blev holdt kontakt på såvel bestyrelses- som på ledelsesniveau. I 2006 stod Bording Kraftvarmeværk overfor et generationsskifte, idet den mangeårige driftsleder Per Hedegaard havde nået pensionsalderen. Man tog derfor kontakt til Ikast Værkerne Varme og på et møde imellem formandskaberne blev det besluttet at analysere mulighederne for et nærmere samarbejde. En række grundige analyser og et intenst forhandlingsforløb på et halvt års tid, hvor fronterne undervejs blev trukket kraftigt op, resulterede i, at der den 28. februar 2007 blev underskrevet en ”aktionæroverenskomst” og et ”aftaledokument” mellem Bording Kraftvarmeværk og Ikast Værkerne Holding. Dermed var en fusion af varmeaktiviteterne i de 2 selskaber en realitet.

Fra bestyrelsen i Bording blev det understreget, at der ikke var tale om et tvangsægteskab eller en nødløsning. I Bording stod man foran et generationsskifte og med udsigt til en række udfordringer, og der var ingen tanker om at lukke kraftvarmeværket i Bording, som også fortsat ville have sin egen bestyrelse, men administrationen ville blive flyttet til Ikast. I bestyrelsen for Ikast Værkerne Varme A/S sidder en repræsentant fra Bording Kraftvarmeværks bestyrelse. Bording leverede varme til 1.002 forbrugere, og prisen var dyrere end i Ikast, men det var planen i løbet af 3 år gradvist at harmonisere priserne, så de blev ens i de 2 områder. Ved sammenlægningen ville man opnå en række tekniske og administrative effektiviseringer, og allerede i august 2007 kunne forbrugerne i Bording mærke de første konsekvenser, idet der da var sket en prisnedsættelse på deres varme.

Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk var oprindelig forbrugerejet fra stiftelsen i 1966, men økonomiske udfordringer undervejs betød, at Ikast Kommune overtog værket i 1972. Der blev i slutningen af 1996 indledt et vist samarbejde med Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk, idet administrationschef Peder Egebjerg til bestyrelsen kunne meddele, at der var indgået en aftale om at forestå opkrævninger for Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk, som omfattede i alt 600 forbrugere. Desuden afløste medarbejdere fra Ikast El- og Varmeværk den lokale varmemester Børge Møller, når han havde fri. I 1999 tog El- og Varmeværket kontakt med Ikast Kommune, men Kommunen ønskede ikke umiddelbart nærmere forhandlinger. Ikke desto mindre blev der af bestyrelsen igangsat en analyse af de tekniske og økonomiske muligheder udført af det rådgivende ingeniørfirma Bruun og Sørensen fra Århus. På sigt skulle der ske en udjævning af varmepriserne for forbrugerne i Ikast og Engesvang. Rapporten afskrækkede ikke bestyrelsen, men Ikast Kommune var til gengæld valen, og der blev afholdt et offentligt informationsmøde om sagen den 31. januar 2000 i Engesvanghallen, hvor der var repræsentanter for alle de involverede parter til stede. På mødet var der blandt de fremmødte en ensidig, skeptisk holdning til forslaget om overdragelse af kraftvarmeværket til Ikast, men der blev dog afholdt en vejledende afstemning, hvor kun 48 % af andelshaverne i Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk deltog.

Blandt de knapt 300 afgivne stemmer var der et klart flertal imod en fusion med Ikast Værkerne. En fusion ville på sigt have betydet lavere varmepriser i Engesvang, men Kommunen accepterede flertallets afgørelse, og sagen blev hermed lukket. Da der i 2005 skulle ansættes en ny driftsleder til at passe fjernvarmen i Engesvang, henvendte Ikast Kommune sig til Ikast Værkerne Varme med henblik på et muligt samarbejde, og der blev i 2006 indledt et driftssamarbejde, som kom til at køre uden problemer. Borgmesteren i Ikast-Brande Kommune udtalte i november 2007, at forbrugerne i Engesvang i fremtiden skulle have fjernvarme leveret fra et andet værk end det i Engesvang, og Kaj Hansen aftalte derfor møde med kommunaldirektøren for at drøfte nærmere, hvad der lå i denne udmelding. Der blev herefter afholdt en række møder med Ikast-Brande Kommune, og vurderingen var, at begge parter var interesseret i, at Engesvang-Moselund Kraftvarmeværk blev overdraget til Ikast Værkerne Varme A/S. Endnu et grundigt analysearbejde blev gennemført, men denne gang var oplægget, at der skulle køres med selvstændige tarifområder, således at varmepriserne ikke blev ens i Ikast og Engesvang. Den 15. september 2008 godkendte byrådet, at der kunne ske en overdragelse af Varmeværket til et A.m.b.A. selskab ejet af forbrugerne i Engesvang-Moselund, som efterfølgende så skulle fusioneres ind i Ikast Værkerne Varme A/S og driftes således sammen med varmeforsyningen i Bording, Ikast, Isenvad og Tulstrup. Derfor blev der indgået en samlet aktionæroverenskomst mellem værkerne i Ikast, Bording og Engesvang. Ligesom i aftalen med Bording Kraftvarmeværk er det således, at der sidder en repræsentant fra Engesvang-Moselund

Ligeså elendigt deres produktionsudstyr var, ligeså stor ”var ledelsens interesse for at høre om præisolerede rør …

Kraftvarmeværk i Ikat Værkerne Varme A/S’ bestyrelse. Det var en langsigtet strategisk proces, som ville give større sikkerhed for lokalt ejerskab, så man kunne opnå en bedre udnyttelse af driftsmulighederne uden at miste nærhed og lokalt engagement. Ved en samlet fusion ville man sikre lavest mulige pris for alle tre selskabers varmeaftagere med en høj forsyningssikkerhed.

projekter og erhvervssamarbejde. Det var meningen, at kontrakten skulle løbe over 4 år.

Med internationale briller

De første besøg var ret rystende rent fagligt, idet de danske gæster så, hvordan man stadigvæk producerede varme på varmeværker fyret med kul samt med enkelte blokcentraler, der skulle dække varmebehovet i et boligområde med blokbyggeri. Produktionsudstyret var meget gammeldags og nedslidt, og samtidig var produktionsmåden oldnordisk, idet der slet ikke blev tænkt på energibesparelser.

Til trods for, at Ikast El- og Varmeværk er meget lokalt funderet, så har der i tidens løb været samarbejde på internationalt plan. Torsdag den 22. august 1991 blev ifølge Ikast Avis en historisk dag for Ikast Kommune, idet man den dag underskrev en venskabs- og samarbejdsaftale med den polske kommune Kamienna Gora. Kommunen ligger i smukke omgivelser i den såkaldte Kamienna Gora dal og bestod i 1991 af 21 landsbyer og et samlet indbyggertal på 8.570. Samarbejdet var ret bredt, idet det bl.a. skulle omfatte kultur og uddannelse, miljøbeskyttelse og affaldsbehandling, turisme, økonomiske

Fra byrådets side blev der efterfølgende ved flere lejligheder rettet opfordring til værket om at tage del i samarbejdet med den polske venskabsby. Det blev dog først aktuelt i 1993, hvor bestyrelsen og driftsledelsen tog af sted til Polen.

Ligeså elendigt deres produktionsudstyr var, ligeså stor var ledelsens interesse for at høre om præisolerede rør, termostat ventiler, ændring fra 3-strenget til 2-strenget rørsystemer, afregningssystemer med fjernvarmemålere og energieffektive centraler. Efter et besøg i Ikast ville polakkerne gerne bringe den moderne teknologi

i anvendelse hos dem selv. Manglende kapital var dog en generel udfordring, men det lå ikke i aftalerne, at man med kapital skulle gå ind og etablere eller finansiere overgangene. Danskerne kunne være øjenåbnere og også formidle kontakter til danske leverandører, men uden nødvendig kapital var det dog begrænset, hvad der kunne sættes i værk. Det var senere bestyrelsens opfattelse, at polakkerne faktisk havde anvendt mange af de ideer, der var blevet præsenteret for, og der havde også været samarbejde med danske firmaer.

Samarbejde kan give udfordringer - som kan løses Da Herning Værket i 1982 i et tæt samarbejde med Vestkraft, Herning Kommunale Værker og Ikast El- og Varmeværk blev etableret, var det dimensioneret til at forsyne mere end det aktuelle forbrug. Derfor blev der indgået en aftale mellem Herning Kommunale Værker og Ikast Elog Varmeværk om, at hver part skulle gøre alt for at øge benyttelsen af fjernvarmen fra værket, idet manglende afsætning af varmen er begrænsende for elproduktionen på værket, og dermed er økonomien i værket meget afhængig af varmeafsætningen. Det var på den baggrund med meget stor forundring set fra Ikast Elog Varmeværks side, at Herning Kommunale Værker i 1993 etablerede et affaldsfyret kraftvarmeværk lige ved siden af Herning Værket, som producerede fjernvarme til Herningområdet, og dermed forringede økonomien i driften af Herningværket. Fra Ikast El- og Varmeværks side blev der adskillige gange diskuteret med Herning Kommune om det rimelige i denne disposition.

Varmeværk i en årrække modtog fra Herning Kommunale Værker, indtil en ny varmeleveringsaftale i 2004 tog højde for dette forhold.

Ikast-Brande Spildevand A/S Ikast Brande Spildevand A/S blev grundet ændret lovgivning selskabsgjort i 2010, og skulle derfor adskilles fra de kommunale rammer man tidligere havde bevæget sig i. Spildevandsselskabet valgte i den forbindelse at tage imod et tilbud fra Ikast Værkerne om at flytte ind på Europavej 2, hvor der blev foretaget enkelte bygningsmæssige ændringer for at rumme de nye lejere og deres materiel. De 2 selskabers struktur og opgaver matchede fint hinanden, og der blev indgået en samarbejdsaftale imellem de 2 parter, hvor man aftalte at deles om en række omkostninger, og derved opnåede begge parter en række stordriftsfordele. Foruden de fysiske rammer omkring kontorer, mødelokaler, lager og materialeplads, samarbejdes der omkring IT drift, plottere, velfærdsfaciliteter mm, og der samarbejdes omkring de praktiske løsninger og udførelse af drifts- og anlægsopgaver. Ud over disse ting varetager Ikast El- og Varmeværk opkrævninger for Ikast-Brande Spildevand i hele kommunen.

På sin side fastholdt Herning Kommunale Værker, at Knudmose produktionen af varme svarede til varmeproduktionen fra en ældre affaldsfyret varmecentral, som af miljømæssige årsager skulle nedlægges. Da Herning Kommunale Værker i forhandlinger om en mindelig løsning på problemet viste sig ubøjelige og mente, at de ud fra de indgåede aftaler havde ret til at drive værket, valgte Ikast El- og Varmeværk at rejse en voldgiftssag i henhold til indgået overenskomst. I denne sag blev Herning Kommunale Værker dømt til at betale Ikast El- og Varmeværk de ekstra omkostninger, som fjernvarmeproduktionen på Knudmose Værket påførte Ikast El- og Varmeværks og Sunds’ varmeforbrugere via dyrere varme fra Herningværket. Hvert år skulle der ske en beregning ud fra de faktiske produktionsdata – erstatningsbeløbet androg ca. 1 million kr. pr. år, som Ikast El- og

Spar på energien – brug fantasien

Energipolitikken blev i 1990erne i meget høj grad kædet sammen med miljøspørgsmål. Varmeforsyningsloven fra 1990 havde som væsentligt mål hensynet til miljøet, og danskerne satte sig nogle mål, som var væsentligt højere end i de lande, vi normalt sammenlignede os med, og dermed kom der stigende krav til den enkelte dansker på miljøområdet.

I første omgang indgik Ikast El- og Varmeværk en samarbejdsaftale med Herning Kommunale Værker med henblik på forbrugeroplysning, sparekampagner o. lign. Der blev også samarbejdet med de lokale installatørforretninger om en kampagne for lavenergipæren, hvor det blev drøftet, om man gratis skulle udlevere lavenergipærer.

Det skyldtes ikke mindst, at Svend Auken i sit ”superministerium” under Poul Nyrup fik både miljø- og energiministerposten, hvor han i høj grad kom til at præge de tiltag, der var på energiområdet i 1990erne.

Skoleforvaltningen blev inddraget med arrangementer til Tange Elmuseum, hvor El- og Varmeværket ville give tilskud til transport ”… såfremt disse ikke blot har karakter af en ”udflugt””. Der blev holdt møder med lærerrepræsentanter, hvor man drøftede informationsmateriale. Det endte med, at der på 5.-6.klasses niveau blev sendt materiale ud til skolerne, så eleverne kunne blive ”energivogtere” – ikke blot på skolen, men sandelig også når de kom hjem i familiens skød.

På fjernvarmeområdet var der stor interesse for at benytte brændselskilder, som forurenede så lidt som muligt. Der skete samtidig det i 1990erne, at energi- og miljøpolitikken kom til at køre parallelt med skatte- og afgiftspolitikken, som var det centrale styringsinstrument. Det skulle begrænse brugen af dyre energikilder – og samtidig beskytte miljøet. En af de meget omdiskuterede og også ret udskældte afgifter var CO2 afgiften. Drivhuseffekten blev mere og mere omtalt, og der blev efter 1996 ikke længere givet tilladelse til kulfyrede kraftværker samtidig med, at der på fjernvarmeværkerne var en stadig stigende anvendelse af biobrændsel.

Tidlige tiltag i Ikast I januar 1989 kom der en opfordring fra Hans Peder Nielsen om, at værkerne skulle være mere aktive i kampagnen omkring energibesparelser og miljø. Det kunne ske gennem kontakt til større forbrugere, men også via almindelig oplysning om besparelser i den daglige husholdning. Dermed blev der sat en bevægelse i gang, som også i jubilæumsåret 2013 fylder en del hos Ikast Værkerne. På det følgende bestyrelsesmøde blev drøftet forskellige muligheder. Som noget af det første ville man tage kontakt til Vestkrafts energikonsulenter, så man måske kunne drage erfaringer fra tilsvarende brancher andre steder. Der skulle herefter rettes henvendelse til et mindre antal industriforbrugere med tilbud om assistance og rådgivning. For boligkunderne kunne man henvende sig til f.eks. husmoderforeninger, grundejersammenslutninger – og måske supplere med demonstrationer af apparater.

Samarbejde omkring energirådgivning På Danske Elforeningers årsmøde i 1990 blev der kraftigt opfordret til øget aktivitet omkring energibesparelser, og specielt skulle forbrugerkontakten intensiveres – ikke mindst overfor de private forbrugere.

Til oplysning for andelshaverne blev det besluttet at bestille det udvidede jubilæumsnummer af tidsskriftet ”ELNYT” til samtlige andelshavere, som fik den hustandsomdelt af lokale spejdere. Ved årets 100 års jubilæum har den nuværende bestyrelse ligeledes valgt at donere transport til Energimuseet, som det hedder i dag, for alle byens 7. og 8. klasser. Skulle sparekampagner og energiråd have en chance, var det vigtigt, at El- og Varmeværket fik god kontakt med pressen, og i oktober 1991 kunne man se følgende overskrift i Ikast Avis: ”Ikast El- og Varmeværk har startet storstilet besparelseskampagne”. Hovedformålet med denne kampagne var at få elforbrugerne til at gå i krig med deres egne dårlige vaner – og bruge el med omtanke. På det private plan kunne der spares mindst 10-20 % af elforbruget, hvis man var mere opmærksom på elforbruget i sit køkken, og det blev kraftigt understreget, at samtidig var hver sparet krone også en gevinst for miljøet. Formanden gjorde i artiklen opmærksom på, at det krævede mange ressourcer at markedsføre alle disse energitiltag. Derfor blev der arbejdet på at danne et selskab sammen med nogle omegnskommuner, som skulle stå for energispare initiativer og markedsføring.

Rådgivningscentre På det lokale plan tog man nemlig også ved lære af andre steders erfaringer. Der blev studeret rådgivningscentre i Randers og Aalborg-området, og herfra var det klare budskab, at en masse forbrugere benyttede sig af centrenes råd og vejledning. Det ville derfor være en oplagt ide at få oprettet et tilsvarende center i det midtjyske område. I oktober 1991 kunne man så behandle et oplæg om et energicenter,

Togtur med præsentation af fryserkampange, hvor der blev givet tilskud til udskiftning af gamle fryserskabe med nye energivenlige. K. O. Svendsen, Kurt Hansen, Ole Bæk, Orla Nielsen (Ikast Avis), Kurt Larsen (fotograf), repr. fra Radio Ikast, Finn Knudsen og Svend Erik (fra installationsfirmaet på Strøget) og Hans Peder Nielsen

Ved åbent hus i april 2009 kunne man bl.a. forsøge sig med gør-det-selv-el og få en tur i liftvognen. Derudover var der mulighed for at få svar på spørgsmål omkring regning og andet omkring ens forsyning af el og varme. Åbent hus arrangementer ses af Værket som en god måde at vise kunderne deres forsyningsværk samtidig med, at der ydes en god service.

Ikast Kommune havde tilsluttet sig Det internationale ” Miljøcharter, hvis erklærede mål var en bæredygtig udvikling.

som skulle kunne levere den rådgivning, der var brug for. Det resulterede i dannelsen af Energicenter Vest med hovedsæde i Herning. Ikast El- og Varmeværk tog aktivt del i etableringen af dette center. Sparekampagnerne fortsatte, og ELSAM (sammenslutningen af jysk-fynske kraftværker) var aktiv i udsendelsen af materiale, ligesom der i 1992 var salg af kummefrysere med tilskud. I 1994 blev der fra ELSAM kørt en ”Spareskabskampagne”, hvor der blev udbetalt 200 kr. til alle, der udskiftede deres gamle ”frådser” til et nyt lavenergi køleskab. Ved den lejlighed lagde Ikast El- og Varmeværk yderligere 200 kr. oveni. Der blev lavet en fælles annoncering sammen med Energicenter Vest, ligesom der også var radiospots på Radio Ikast. Energicenter Vest deltog også aktivt i informationskampagner overfor skolerne, idet de afholdt transportomkostninger i forbindelse med udenbys skolers besøg på centret.

Grøn Uge Miljøpolitikken i 1990erne handlede meget om den grønne bølge, og for kommunerne blev det nu også et politisk mål at blive så grønne som muligt. I Ikast Kommune blev der ansat en grøn guide, og man etablerede fra 1994 såkaldte ”grønne uger”, som havde til formål at sætte fokus på miljøspørgsmål, men dermed også på energiforbrug. ”Mindre trafik og mindre forbrug af energi” var overskriften på en artikel i den lokale avis. Det fremgik her, at Ikast Kommune havde tilsluttet sig Det internationale Miljøcharter, hvis erklærede mål var en bæredygtig udvikling. Det var vigtigt at sikre sig, at der var tilstrækkelig energi til hele jordens befolkning – både i dag, men også for de kommende generationer. Der var store visioner, idet de fossile brændsler skulle erstattes med vedvarende energiformer, og i artiklen nævnes også ombygningen af fjernvarmeværker til kraftvarmeværker, som gav en større udnyttelse af brændselsmængden. Det blev også påpeget, at denne omlægning også handlede om klimapåvirkning (drivhuseffekten), luftforurening og støjbelastning. De grønne uger skulle benyttes til at få en debat i gang og dermed skabe en bevidstgørelse om et energiforbrug – folk havde været vant til at bruge uden at gøre sig de store overvejelser om konsekvenserne.

Ikast El- og Varmeværk deltog det første år med en plancheudstilling på Strøget. Senere blev der holdt udstilling på Værkets gårdsplads, hvor der blev serveret kaffe, brød og saftevand til gæsterne. Der blev ligeledes ved forskellige lejligheder ydet gaver og præmier til arrangementerne, og i 1997 var der således en energivogterkonkurrence, som blev vundet af et ægtepar på Kr. Poulsensvej. Der er ingen tvivl om, at El- og Varmeværket fra 1990erne blev mere udadvendte i forhold til kunderne, hvor der både blev kommunikeret meget mere med omverdenen, og ved flere lejligheder afholdt Åbent Hus, som blev rigtigt godt modtaget af kunderne.

Miljøcharter Ikast Kommune tilsluttede sig i 1993 Det Internationale Handelskammers Miljøcharter. Herved forpligtede Kommunen sig til at følge chartrets 16 principper for de miljømæssigt bedste metoder til behandling af affald, kemikalier og ressourceforbrug.

Grønne visioner I et længere interview i forbindelse med den grønne uge i 2000 lægger formanden for El- og Varmeværket, Hans Peder Nielsen, sin og Værkernes vision frem. Først og fremmest lægger han stor vægt på, at El- og Varmeværket er meget bevidst om dets miljøansvar. Han gør samtidig opmærksom på, at der er tale om en sårbar branche, hvor udviklingen går meget hurtig. Der kommer hele tiden nye love og bekendtgørelser. Han siger: ”Vi er endnu ikke gearet til at levere ren grøn energi til vore kunder, men vi er villige til at arbejde videre med alternative energiformer.” Han fortæller, at Værket har haft vindmøller i tankerne, men at vindforholdene i Ikast Kommune ikke var tilstrækkelige til at projektet kunne blive rentabelt. Selv tror han på solceller som fremtidigt alternativ, og han er ikke i tvivl om, at flere store virksomheder fremover vil efterspørge grøn energi, fordi de gerne vil markedsføre sig med en grøn profil. Han slutter interviewet: ”Det er min vision, at al vores energi fremover vil være baseret på grøn energi – på ikke fossilt brændstof.” Men da verdens reserver af kul rækker 4-500 år, mener han også, at man skal arbejde med at udvikle renere forbrændingsteknologier til kul.

Vindmøller Tankerne fra 2000 om vindmøller som alternativ energikilde fik nyt liv i 2011, da Ikast-Brande Kommune offentliggjorde en omfattende vindmølleplan for Kommunen helt i tråd med de overordnede politiske ønsker om mere vedvarende energi. Fra kommunalt hold kom der i december 2011 en henvendelse fra Ikast-Brande Kommune om vindmølleplaner i Ulkær Mose. El- og Varmeværket holdt derfor møde med borgmester Carsten Kissmeyer, som ønskede at skabe en bred folkelig opbakning i kommunen til et projekt, hvor man ved at anlægge vindmøller i kommunen ville bidrage til at reducere CO2 udslippet. Der var ikke fra Kommunens side tale om et teknisk detaljeret projektforslag, men tanken var, at Kommunen skulle blive selvforsynende med energi, ligesom man også ville støtte det lokale erhvervsliv. Kissmeyer kunne fortælle, at Kommunen havde kontakt med en række investorer. Man så dog meget gerne, at El- og Varmeværket gik positivt ind i et evt. projekt – primært som en del af den folkelige opbakning, men også gerne som medinvestor. Umiddelbart herefter tog El- og Varmeværket kontakt med Uhre Vindmøllelaug, hvis forretningsprofil passede fint med El- og Varmeværkets andelsejede baggrund, og man forsøgte herigennem at afdække mulige projekter i lokalområdet, som man eventuelt kunne investere i. Status på El- og Varmeværkets involvering i vindmølleprojekter er, at der har været sonderinger og dialog omkring dels et vindmølleprojekt i Ulkær Mose, og dels et evt. projekt på Københavnerheden.

Gratis el Helt tilbage fra 1930erne var det Elværket, som leverede gratis strøm til den årlige julebelysning og byens juletræ, og til større festlige arrangementer i byen som tidligere tiders byfester gik man beredvilligt ind på at levere gratis strøm. Formentligt det sidste område, hvor der blev ydet gratis el, var de årlige Uldjydefester, som var et IFS-baseret projekt. Gennem flere år var det en selvfølge, at Elværket lagde gratis strøm til det store arrangement. I 1991 var det blevet så selvfølgeligt, at Uldjydekomiteen først fik søgt, efter at festen var afholdt. Ansøgningen blev accepteret, men komiteen fik pålæg om for fremtiden at søge på forhånd, hvis man ville have en fritagelse. Året efter var ansøgningen rettidig, og der blev bevilget fri el med et notat om, at dette var sidste gang, idet de ved fremtidige arrangementer skulle betale for el. Værkets udgift blev anslået til 2.5003.000 kr.

Årsaflæsning

Et tilbagevendende punkt i begyndelsen af 1990erne var selvaflæsningskortene, som blev indført i 1980erne. Ved udsendelsen af disse kort blev der i pressen gjort opmærksom på, at de skulle afleveres senest på en bestemt dato, men det er tydeligt, at det i mange år gav forbrugerne store udfordringer, og var en sag som bestyrelsen brugte en del tid på. Man besluttede derfor, at forbrugere, der indsendte kortet for sent eller slet ikke indsendte, ville blive pålignet et skønnet forbrug. Såfremt forbrugeren senere ønskede forbruget reguleret i form af en kontrolaflæsning, skulle der betales et gebyr, som svarede til den udgift, der var forbundet med en aflæsning. Der var dog mulighed for, at folk kunne få hjælp til aflæsningen. Bestyrelsen lagde vægt på, at man inden næste udsendelse af kort skulle advisere grundigt om den nye procedure. I en længere årrække har man i bestyrelsen drøftet mulighederne for at etablere et fjernaflæsningssystem, og det har også været et af de emner, der jævnligt er spurgt ind til på generalforsamlingen. Bestyrelsen har her i jubilæumsåret 2013 truffet en principbeslutning om sammen med 7 andre midtvestjyske energiselskaber at etablere et fælles fjernaflæsningssystem, samt udvikling af et webbaseret forbrugerinterface, der kan tilgås fra såvel PC som iPad og Smartphones. Systemet forventes implementeret over en 2-3 årig periode hos samtlige andelshavere.

Forbrugerforslag I 1989 kom der et forslag fra en forbruger på Jørgen Kroghs Vej, som mente, at man burde lave en lodtrækning blandt de rettidigt afleverede kort, som så kunne udløse en præmie. Det var der ikke umiddelbart stemning for i bestyrelsen, som dog præmierede forslaget med et par flasker rødvin.

Forskellige avisannoncer fra Ikast El- & Varmeværk om aflæsning. Aflæsningskort I 1991 blev der udsendt 7.000 aflæsningskort, hvoraf der var 150 forbrugere, der blev skønnet m.h.t. forbrugets størrelse. 2 af dem fik senere ændret deres forbrug mod betaling af gebyr. I 1992 var der 200-250, der blev skønnet. I 1994 var der 300-400 kontrol- og hjælpeaflæsninger, men også 300, der fik et skønnet forbrug. I 2012 var der til sammenligning 12.100 aflæsninger og 480, der fik skønnet forbruget.

Fra El- og Varmeværk til energikoncern – en ny forsyningskultur

Fra starten i 1913 var Elværket ledet af en bestyrer og en aktivt arbejdende bestyrelse. Senere blev det til en daglig leder, der sammen med en arbejdende bestyrelsesformand tegnede værket. Da Varmeværket kom til, blev der også ansat en daglig leder af dette, og efterhånden som Værkerne voksede, og ikke mindst at administrationen fik en mere central rolle, blev kontorlederen udnævnt til kontorchef, og de 3 ledere sidestillet med direkte ansvar overfor bestyrelsen.

Reorganiseringen var til tider en hård og vanskelig opgave, som vendte op og ned på en kulturvirksomhed med 84 års bagage af vaner, rutiner og kultur – ikke mindst fordi, der, samtidig med ændringen i ledelsen, blev gennemført et større generationsskifte i hele organisationen indenfor en kortere årrække. Det var en stor turn around for alle i organisationen. Som følge af krav i forbindelse med elliberaliseringen blev der i 1999 lavet om i selskabsstrukturen, og en holdingstruktur med en række underliggende aktieselskaber afløste den tidligere organisering med et andelsselskab og 2 selvstændige regnskaber for henholdsvis Elværket og Varmeværket.

Med liberaliseringen af elforsyningen i horisonten, og den øgede kompleksitet i opgaveløsningen blev det klart, at denne konstruktion ikke kunne videreføres. Derfor skulle hele organisationen ændres, hvorfor man i 1998 ansatte én direktør med det direkte ledelsesansvar overfor bestyrelsen.

Den store turn around blev afsluttet i 2000, og i 2001 skiftede man direktør. Kaj Hansen, der kom fra et job som forsyningschef i Varde Kommune og havde stor erfaring med både vand-, varme- og elforsyning, blev ansat til at varetage opgaven. Igennem de seneste 13 år har rammevilkår og udviklingen i opgaveudførelse ændret sig løbende, og organisationen er tilpasset i takt med dette.

Det blev Jørn Bue Madsen, der blev den første direktør, og han fik til opgave at strømline og modernisere organisationen, således at den var klar til liberaliseringen af elforsyningen. Denne liberalisering trådte i kraft i år 2000 og har senere bragt en meget stram regulatorisk rammestyring ind i specielt elbranchen.

Denne holdingstruktur er fortsat gældende, og ser her i jubilæumsåret ud som vist:

Andelshavere Ikast El- og Varmeværk A.m.b.A

Scanenergi A/S Elhandelselskab Ejerandel 4,5%

Ikast Værkerne Holding A/S Ejerandel 100%

Ikast Værkerne Service A/S Uffører serviceopgaver internt og eksternt samt sideordnet aktivitet

Ikast Værkerne Varme A/S Ejer varmeinfrastruktur i området

Ikast Værkerne Net A/S Ejer infrastruktur i netbevillingsområdet

Ejerandel 89,3%

Ejerandel 100%

Ikast Værkerne Fibernet A/S Fiberinfrastruktur i området Ejarandel 100%

Ejerandel 100%

Effektmarked DK A/S Drift og administration af kraftvarmeanlæg Ejerandel 66,7%

Scanenergi Elsalg A/S Selsakb med forsyningspligt

Vestjysk Net 60kV A/S Transmissionsselskab 60 kV

Ejerandel 8,3%

Ejerandel 4,5%

Fiber Back Bone A/S Ejerandel 18%

Scanenergi

Vestjyske Net selskaberne

Med el-liberaliseringen i 2000 fulgte også kravet om adskillelse af monopoldelen (el-distributionsnettet) og energi-leverancen, der i princippet skulle fungere på et frit marked. Loven krævede simpelthen dannelsen af selvstændige og uafhængige selskaber til varetagelsen af salget af el-energi.

I forbindelse med liberaliseringen af elsektoren i 2000 skete der regionalt en opsplitning af de tidligere kraftværksområder, hvor de lokale elnetselskaber tidligere i et fællesskab ejede såvel kraftværker som det overordnede transmissions- og distributionsnet igennem kraftværksejerskabet.

I det midtvestjyske er der en lang tradition for samarbejde, hvilket lagde grunden for, at der også på handlen med el blev dannet et samarbejde. Det medførte dannelsen af el-handelsselskabet Scanenergi samt forsyningspligtselskabet Scanenergi Elsalg.

I Vestkraft-området, som dækkede det sydvest- og midtjyske område fra Bramming i syd til Thy i nord, blev kraftværket udskilt og sammenlagt med de øvrige kraftværker i Jylland og på Fyn i Elsam. De lokale elnetselskaber fik tildelt en aktiepost i dette nye selskab, og Ikast Værkerne Net solgte i 2004 sammen med en række andre aktionærer disse aktier til det svenske statsejede Vattenfall.

Scanenergi Elsalg er et selskab, der sælger el-energi til de kunder, der ikke har valgt selv at ville handle på det frie el-marked – de såkaldte forsyningspligtkunder. Dette selskab køber energien hos Scanenergi, og forsyner kunderne med el til priser, der er nidkært overvåget af energitilsynet. Denne forsyningspligt er her i 2013 ændret på væsentlige områder, idet konkurrencemyndighederne ønsker en større mobilitet på elmarkedet. Scanenergi selskaberne var oprindeligt placeret i Herning, men som en følge af salget af Energi Gruppen Jylland var pladsen trang, og det var ikke længere hensigtsmæssigt at forblive på domicilet hørende til en konkurrent. Efter en længere dialog i ejerkredsen besluttede selskabet i 2008 at flytte aktiviteterne til Ikast, hvor de i øvrigt nu er nabo til Ikast El- og Varmeværk. Scanenergi startede som leverandør af el-energi til fortrinsvis større elforbrugere, men leverer nu i hele værdikæden: elhandel, energirådgivning, energistyring samt implementering og finansiering af energibesparelser, både nationalt og internationalt. Desuden handles der med såvel CO2 kvoter som energibesparelser. Dette selskab er blevet en meget stor succes og er blevet et stort aktiv for området med i øjeblikket ca. 130 medarbejdere samt kontorer i København og Kolding foruden hovedsædet i Ikast. Ikast El- og Varmeværks ejerandele af Scanenergi og Scanenergi Elsalg er henholdsvis 4% og 8%.

400 kV transmissionsnettet i området blev sammenlagt med det øvrige 400 kV net i Jylland i I/S Eltra, og de lokale elnetselskaber fik tildelt en andel i dette nye selskab. Ved elreformen i 2004 besluttede man ved forhandling imellem regeringen og brancheforeningen Dansk Energi, at overdrage dette 400 kV net vederlagsfrit til staten og samle det i Energinet.dk. Som modydelse i denne handel, blev elnetselskabernes egenkapital gjort til fri egenkapital, selskaberne frit kunne disponere over. 150 kV nettet blev betragtet som et transmissionsnet, og de tidligere ejere af Vestkraft besluttede at videreføre et samarbejde omkring dette i et nyt selskab, Vestjyske Net 150 kV. Et EU krav om udskillelse af transmissionsaktivitet fra øvrig aktivitet i de danske energiselskaber førte til, at dette selskab i 2012 blev solgt til det statsejede selskab Energinet.dk, og således nu igen driftes sammen med 400 kV nettet.

60 kV distributionsnettet blev lagt ud til de enkelte lokale elnetselskaber, men kun de større elnetselskaber havde selv ekspertise og faglig kunnen til at servicere net på 60 kV spændingsniveau, så derfor blev der også her samarbejdet regionalt om at samle 60 kV-nettet i et fælles selskab, Vestjyske Net 60 kV, og de lokale elnetselskaber fik tildelt en andel i dette nye selskab. Ikast Værkerne Net ejer pt. 4,5% af Vestjyske Net 60 kV. Til at servicere højspændingsnettene kræves specialudstyr og specielle kompetencer. Derfor blev der etableret et datterselskab til Vestjyske Net, nemlig Vestjyske Net Service, hvor al mandskab og materiel til servicering af selskabets anlæg blev ansat.

I forbindelse med tilslutningen af det store antal vindmøller til elnettet i starten af 2000 tallet, blev det nødvendigt for den systemansvarlige for balancen i elnettet at have kraftværker stående stand by til meget hurtig opstart. El er et produkt, som skal produceres i samme øjeblik, det skal forbruges, og der skal være tilstrækkeligt af den, så der ikke opstår underskud, hvis vindmøllerne pludselig holder op med at levere el.

Selskabet servicerer foruden egne anlæg også anlæg hos ejerne af Vestjyske Net samt anlæg for selskaber udenfor samarbejdet.

I forbindelse med lukning af Ikast Farveri, blev deres industrielle kraftvarmeanlæg af kurator sat til salg, og da der var et sundt marked for såkaldt regulerkraft på det tidspunkt, købte Ikast Værkerne Service sammen med Averhoff Energi dette anlæg i 2005 og udbyggede det med yderligere 2 gasmotorer, således at der i alt var 3 gasmotorer, der kunne producere 10,2 MW.

Vestjyske Net Service er et særdeles velrenommeret selskab, hvis dygtige medarbejdere har opbygget stor ekspertise i at håndtere højspændingskabler, master, transformere samt styringer og andet højspændingsudstyr.

Den systemansvarlige gav en ganske god betaling for på en flerårig kontrakt at have råderet over elproduktionsanlæg, der med ganske kort varsel – dvs. indenfor 15 minutter – kunne startes op af den systemansvarlige.

Selskabet er i stort omfang blevet brugt af bl.a. Energinet.dk til anlæg og vedligehold af det overordnede højspændingssystem på 150 og 400 kV niveau, og selskabet har også udført opgaver i udlandet.

Anlægget producerer kun el i ganske få timer om året, så slitage og vedligehold er begrænset.

Vestjyske Net er placeret med hovedsæde i Herning og beskæftiger ca. 50 medarbejdere. Ikast El- og Varmeværk bruger dette selskab til at servicere sine 60 kV anlæg, og ejer 4,5 % af selskabet.

Effektmarked.dk

Markedet for regulerkraft er de senere år ændret en del, men anlægget er betalt og afskrevet og indgår fortsat med reservekapacitet i den samlede danske elforsyning og med et positivt cash flow i Ikast El- og Varmeværks regnskab. Ikast Værkerne Service ejer 67 % af Effektmarked.dk.

Salg af ELSAM-aktier

Op gennem 1990erne har der fra central politisk side været et udtalt ønske om en centralisering af den danske energisektor – dels et ønske om færre forsyningsselskaber (distributionsleddet) og dels en fusion af kraftværkerne (produktionsleddet) - også på tværs af Storebælt. Internt i ELSAM (det jysk fynske kraftværkssamarbejde) blev der arbejdet med forskellige modeller til et tættere samarbejde. Først med liberaliseringen af elsektoren omkring år 2000, hvor ELSAM blev opsplittet i et produktionsselskab (ELSAM A/S) og et transmissionsselskab (ELTRA A/S), begyndte der at ske noget. Samtidig med opsplitningen blev selskaberne omdannet til aktieselskaber, hvilket var et krav i liberaliseringen. Denne omdannelse betød, at ejerne af det gamle ELSAM fik ejerskabet til selskabet synliggjort i form af aktier. Antallet af aktier afspejlede de gamle ejerandele i ELSAM. F.eks. fik Ikast El- og Varmeværk aktier svarende til ejerandelen i ELSAM via ejerandelen i Vestkraft – i alt ca. 0,7% af aktierne i det nye ELSAM A/S, og ved tilkøb af udbudte aktier blev det senere til ca. 0,9%. ELSAM-aktierne blev fra forskellige eksperter ud fra dels omsætning og gæld mm. vurderet til at være guldrandede papirer. Med guldrandede aktier på kistebunden og samtidige nedskæringer på de kommunale budgetter blev fristelsen for de kommunalt ejede elselskaber til at forsøge at sælge ELSAM-aktierne for stor. Der skulle imidlertid findes en køber med mange penge for at kunne købe en større betydende aktiepost, som kunne udløse tilpas høj pris

for aktierne. Der viste sig et par større interesserede, dels det danske statsejede DONG (hidtil kun gasleverandør) og dels det svenske statsejede Vattenfall. Imidlertid gav de gældende forkøbsrettigheder ved salg af ELSAM-aktier problemer for disse potentielle købere. Ved salg af aktier skulle disse først tilbydes de øvrige ejere til samme kurs, som en udenforstående køber ville give. Her købte bl.a. Ikast El- og Varmeværk flere aktier i ELSAM, idet det blev betragtet som en god og sikker investering i produktionsapparatet for el. Det var dog kun mindre aktieposter, der på denne måde blev handlet, da ingen af ejerne havde kapital nok til at kunne overtage hele selskabet. Herning Kommune var først på banen med at forsøge at sælge hele sit forsyningsselskab for på den måde at skaffe penge til en slunken kommunekasse. Der blev fra Herning Kommunale Værkers side lavet et udbud med prækvalificering af en evt. køber. Energiselskaber i det midt- og vestjyske område havde et historisk samarbejde, som var opstartet i forbindelse med etablering af I/S Vestkraft i 1946. Med det tætte samarbejde, der hidtil havde været imellem energiselskaberne i det midtvestjyske område, hvor Herning Kommunale Værker i alle årene havde spillet en meget vigtig og central rolle, blev der arbejdet på at lave et konsortium af energiselskaber fra de midtvestjyske energiselskaber, der kunne komme med et kvalificeret og

for udbyderen acceptabelt bud på hele det kommunale forsyningsselskab i Herning. Ikast El- og Varmeværk var meget aktiv i denne proces, og formand og direktør fik inddraget en del af juleferien i 2003 til dette arbejde. Tidspresset var stort for at få udarbejdet et tilbud, da udbudsperioden var ret kort. Konsortiet fik udarbejdet et godt tilbud, som senere viste sig økonomisk at være meget lig det andet tilbud, Herning Kommune fik.

Svenske Vattenfall havde ikke opgivet håbet om at træde ind på det danske energimarked og bød derfor ind på øvrige ELSAM-aktier ved at tilbyde en høj kurs på disse. Dette fik mange af de resterende ejere af ELSAM-aktier til at indgå i et sælgerkonsortium, som solgte ca. 35 % af ELSAMs aktier til Vattenfall – heriblandt Ikast El- og Varmeværk, som herved inkasserede et nettoprovenu på i alt 146 mio. kr. for sine ELSAM-aktier.

Imidlertid valgte Herning byråd at tage imod tilbuddet fra den anden udbyder, der viste sig at være DONG. Dette tilbud betød så samtidig, at DONG overtog Herning Kommunes beholdning af ELSAM-aktier og en væsentlig historisk begivenhed i Danmarks energihistorie havde taget sin begyndelse, da dette var første skridt på vejen til DONGs overtagelse af en stor part af ELSAM-aktierne og dermed fremtidig ejerskab af det meste af den danske elproduktion.

I spillet om ELSAM-aktierne valgte DONG i 2004 at videresælge El- og Varmeforsyningen i Herning til EnergiMidt, imod at få retten til at købe EnergiMidts ELSAM-aktier.

Skuffelsen og ikke mindst betydningen af, at en tidligere meget stor og betydningsfuld samarbejdspartner nu var blevet en del af en anden og større virksomhed, kom til at få væsentlig indflydelse på samarbejdet i det midt- og vestjyske samarbejdsområde de følgende år.

Dette forhold er drøftet i bestyrelsen i Ikast El- og Varmeværk, og her er holdningen, at andelstanken beskytter varmeforbrugerne effektivt imod en sådan stigning i varmeprisen, idet ejerne jo netop er varmekunderne.

EnergiMidt har valgt at søge Energitilsynet om tilladelse og fået den til at få forrentet indskudskapital i selskabet - hvilket har resulteret i en voldsom stigning af varmeprisen i Herning området de kommende år.

Ændringen i tilhørsforholdet har senere givet anledning til mange udfordringer og vanskelige forhold – her skal bare nævnes samarbejdsselskaber som Energicenter Vest, Vestjyske Net 60 kV og Vestjyske Net 150 kV, MidtVest Bredbånd og Scanenergi.

Fiber

I opstarten bestod MidtVest Bredbånd af næsten alle elselskaber i det midt- og vestjyske, inklusiv Energi Gruppen Jylland fra Herning, som dog udtrådte tidligt af samarbejdet, da Herning Kommune solgte sine aktier i Energigruppen Jylland. Senere blev det fra folketingets side forbudt for kommunerne at deltage i fiberudrulningen – dermed var de kommunale forsyninger i Holstebro, Struer og Ringkøbing nødt til at forlade MidtVest Bredbånd. De tilbageblevne områder var primært landområder, hvor der var længere mellem kunderne, og det var sværere at få en god forretning ud af dette. Centralt i MidtVest Bredbånd blev der lagt planer for, hvor forbindelsesfiberen – det såkaldte backbone net - mellem de enkelte områder skulle ligge. Lokalt blev der lagt planer for dels hvor og hvornår, der skulle graves fiber ned, og i Ikast El- og Varmeværks forsyningsområde blev Tulstrup det første område, der skulle forsynes med fiber. Der blev afholdt lokale informationsmøder for potentielt interesserede kunder, hvor interessen var stor, og spørgsmålene fra de fremmødte var mange. Igennem mange år havde der ved forskellige lejligheder i bestyrelsen været nævnt fiberudrulning i forsyningsområdet som et muligt nyt forretningsområde. Det var dog først i 2003, formænd og direktører for alle eldistributionsselskaberne i det midtvestjyske besluttede at undersøge muligheden for udrulning af fiber i hele det midtvestjyske område. Med hjælp fra nogle af landets førende ingeniører og økonomer på området blev der lavet tekniske planer og forretningsplaner, som blev gransket af uvildige rådgivningsfirmaer og revisionsfirmaer. Der blev fra alle sider sagt god for modellen, og der var også mulighed for i bankerne at lånefinansiere projektet. Dette blev starten på det, der senere blev til MidtVest Bredbånd – selskabet blev officielt stiftet i 2004. Formålet med fiberudrulningen var at give området et teknologisk forspring og sikre udviklingen i regionen ved at tilbyde såvel erhverv som private de bedste kommunikationsforbindelser – internet, telefoni, TV, video-on-demand plus mange andre services i forlængelse heraf. For selskaberne var det at grave kabler/rør ned en spidskompetence, ligesom kundekontakten i forbindelse med husinstallationer mm. var det, så fiberudrulningen var et område, der var meget interessant at tage med ind i porteføljen af arbejdsområder. Indholdsdelen samt salg og markedsføring af ydelserne var noget MidtVest Bredbånd skulle levere. Ejerskabet af den udrullede fiber var til diskussion, men det blev de store selskabers synspunkt, der vandt, hvilket betød et centralt ejerskab.

MidtVest Bredbånd havde valgt en teknik, hvor det digitale signal blev ført helt frem til tv-boksen – det skulle give et tv-billede i superkvalitet, men var samtidig også lidt besværligt, idet der skulle en boks med tilhørende kabelføring til hvert eneste tv-apparat. Dette skulle senere vise sig at blive en af de større udfordringer ved fiberen – og er det stadigvæk. Internet og telefoni fungerede fra dag ét uden de store problemer. Efter udrulningen i Tulstrup fulgte Isenvad, og herefter blev der gravet inde i Ikast by på skift i forskellige zoner. Tilslutningen, som ikke helt fulgte forretningsplanen, voldte problemer, selvom Ikast-området var ganske godt med, med tilslutningsprocenter på ca. 25. Bestyrelsen for Ikast El- og Varmeværk havde besluttet at lave total udrulning i hele forsyningsområdet, fordi man agtede at bruge fiberen som bærer af forbindelsen til målerne af el og varme for etablering af fjernaflæsning. Samme grad af udrulning af fiberen fandt ikke sted i andre områder bortset fra Grindsted. Dette kom til at give problemer for MidtVest Bredbånd, at der overordnet set langt fra blev nået det antal tilslutninger, der var kalkuleret med i forretningsplanen. Det betød, at kassen var ved at løbe tom for MidtVest Bredbånd flere gange, og ejerne blev bedt om at skyde flere penge ind i selskabet. Det gik godt et par gange, men på et tidspunkt blev ejerne nødt til at tage stilling til, hvor mange penge man yderligere ville investere, og lokalt var Ikast El- og Varmeværks bestyrelse enige om, at nu kunne man ikke forsvare at skyde flere penge i MidtVest Bredbånd. Nogle af de større ejerselskaber investerede forholdsvis flere penge i MidtVest Bredbånd,

end deres ejerandel forpligtede dem til, men kort tid efter dette måtte de også erkende, at det ikke kunne fortsætte, og herefter var der ikke andet at gøre end at forsøge at sælge foretagendet. Dette mislykkedes, og det var derfor nødvendigt at erklære en betalingsstandsning af MidtVest Bredbånd. I forbindelse med en kapitaltilførsel til MidtVest Bredbånd blev denne betinget af, at ejerskabet til det nedgravede fibernet indenfor ejerselskabets forsyningsområde blev overført til ejerselskabet. Altså at ejerskabet til det nedgravede fibernet i Ikast Elog Varmeværks område overgik til Ikast El- og Varmeværk.

traf beslutning om at engagere sig i fiberudrulningen, som generalforsamlingen også fandt alt for kostbar. Bestyrelsen valgte herefter at satse på kerneforretningen og om muligt helt at afhænde fiberdelen. Dette viste sig dog ret hurtigt ikke at være muligt, idet ingen ville være interesserede i en isoleret ø med fiber – skulle det være interessant for nogen, så skulle det være hele det forhenværende MidtVest Bredbånds samlede fibernet, og det var der ingen interesse for hos de øvrige ejere. Siden MidtVest Bredbånds konkurs har fiberen i Ikast El- og Varmeværks område været igennem et par svære år, men dog med acceptabel indtjening på aktiviteten, og der har i hvert af de følgende regnskabsår været et positivt cashflow. Herefter er der nu ved at være godt gang i fibertilslutningerne i området, og det gælder i øvrigt for alle landets fibernetselskaber. Behovet for en stabil og hurtig internetforbindelse til en attraktiv pris er kraftigt stigende i disse år, og alt taler for et endnu større behov i tiden fremover. Så fremtiden for fiberen ser måske alligevel ganske fin ud.

Fiber BackBone I rekonstruktionen efter MidtVest Bredbånds konkurs i 2008 blev det forsøgt at sælge hele selskabet, dog uden at finde købere. Med det formål at sikre adgang og dispositionsret til det overordnede fibernet, der var etableret i det midtvestjyske område, samt sikre værdien af de lokale fibernet som de enkelte fibernetselskaber havde overtaget, blev der oprettet et fælles driftsselskab med dette formål. Selskabet Fiber BackBone blev stiftet sammen med 4 øvrige fibernetselskaber i det midt-vestjyske. Kurator for boet forsøgte efterfølgende at sælge selskabet eller at frasælge dele af selskabet. Det sidste skete med bl.a. privatkunde området, der blev overtaget af det norske selskab AltiBox, og danske Nianet, der overtog erhvervsområdet. MidtVest Bredbånds konkurs fik meget store konsekvenser for ejerselskaberne, der på stribe måtte nedskrive værdien af det nedgravede fibernet. Lokalt betød det en nedskrivning i regnskaberne for 2008 med den gigantiske sum af ca. 173 millioner kroner. Det kom selvfølgelig til at give genlyd på den efterfølgende generalforsamling, der havde samlet et par hundrede deltagere, der stillede meget relevante og kritiske spørgsmål til bestyrelsen. Essensen af kritikken var, at generalforsamlingen ikke var blevet spurgt, inden man i bestyrelsen

Selskabet servicerer eget backbone fibernet samt erhvervs- og privatkunder i Ringkøbing området og varetager desuden en række fælles funktioner og koordinerende tiltag imellem ejerne. Selskabet projekterer og udbygger fibernetanlæg efter regning for de selskaber, der endnu ikke er fuldt udrullet. Ikast Værkerne Fibernet ejer pt. 18 % af Fiber BackBone, som er placeret i Holstebro og beskæftiger 5 medarbejdere.

Fremtiden

Hvem tør spå om fremtiden – tja, ingen tør vel påtage sig den opgave, men hvilken fremtidig udvikling ser vi som energiselskab ind i - det tør vi godt byde ind med.

idet afgifts provenu fra energiafgifterne er en væsentlig del af statens husholdningsbudget. En af de vanskeligste barrierer for samspillet imellem en økonomisk forsvarlig og miljømæssig forsvarlig adfærdsregulering er disse rigtig mange forskellige afgiftsskruer, som der skrues på ud fra en sammenblanding af finanspolitiske og energipolitiske hensyn. Dette medfører en usikker beslutningshorisont, som vil udfordre os i vore strategiske handlinger.

Afhjælpning af miljøbelastning vil have stort fokus de kommende mange år, og her vil samspillet imellem el og varme være en væsentlig faktor for at udnytte ressourcerne bedst muligt og indfri de ambitiøse mål, som regeringens energistrategi 2050 lægger op til - 50 % vindenergi i Danmark i 2020, og en total udfasning af fossile brændsler i 2050, således at det totale energiforbrug leveres fra vedvarende energi. Der er en række delmål undervejs, og der er lavet brede politiske aftaler i 2012 for at nå disse delmål allerede i 2020.

Fortsat øgede krav omkring centralisering og detailstyring samt komplekse administrative krav fra centraladministrationen vil udfordre opgaveløsningen i energiselskaberne. Som vi har oplevet de senere år, vil antallet af energiselskaber falde, og den specifikke opgaveløsning vil blive samlet, hvorved kompleksiteten i de tilbageværende selskaber vil vokse. Vi tror på, at vi med de brede samarbejder, vi indgår i, har høstet en del af disse nødvendige synenergier, men denne udvikling må forventes at fortsætte.

Energien skal bruges smartere, energispild skal undgås, og der skal bruges mindre af den, dette vil præge vores dagligdag de kommende år. Fjernaflæsning af såvel el- som varme- og vandmålere samt etablering af et smartgrid netværk til at styre energistrømme og påvirke adfærd vil blive en naturlig del af vores hverdag i løbet af få år.

De brede samarbejder ses også som vejen frem mod at effektivisere såvel de praktiske som de administrative opgaver, og den omkostningsdeling, vi har taget hul på med en række samarbejdspartnere, vil udvikle sig yderligere de kommende år.

Den generelle økonomiske situation i disse år vanskeliggør, at beslutninger omkring energioptimering træffes miljømæssigt optimalt,

Bestyrelses strategi 2013:

Vision Fusioner

Øget samarbejde Vækst i kerneforretningen Optimering af kerneforretningen

Mission

eg t a r

pla

s ing

Fra toppen: Bruno Gade Nielsen, Martin Eriksen, Jakob Lauridsen, Morten Christensen, Annette Mosegaard, Poul FĂŚrch og Bjarne Andersen

En stor tak til forfatterne af dette jubilæumsskrift: Erik Hansen, tidligere lektor og nuværende formand for Ikast Slægts- og Lokalhistorisk forening.

Hans Peder Nielsen, tidligere lektor og forhenværende formand for Ikast El-og Varmeværk.

En tak til Kurt Larsen, for fotobidrag. Samt til alle de der har bidraget med historier, materiale og korrektur.

Bestyrelsesmedlemmer Ikast El- og Varmeværk 1912 – 2013 Navn

Årstal

Bestyrelsespost

S. Hebsgaard

08.02.1912 – 10.08.1914

Formand

Ingv. Rasmussen

08.02.1912 – 10.08.1914

Kasserer

H. Th. B. Hagelskjær

10.02.1912 – 10.12.1912

Bestyrelsesmedlem

10.12.1912 – 10.08.1914

Næstformand

10.08.1914 – 06.12.1916

Formand

31.05.1918 – 06.12.1918

Formand

06.12.1918 – 20.11.1919

Bestyrelsesmedlem

20.11.1919 – 26.11.1923

Formand

12.11.1924 – 23.11.1925

Næstformand

23.11.1925 – 18.11.1926

Formand

08.02.1912 – 10.18.1914

Bestyrelsesmedlem

08.11.1916 – 06.12.1918

Bestyrelsesmedlem

24.11.1930 – 12.11.1931

Næstformand

12.11.1931 – 22.12.1932

Formand

22.12.1932 – 15.11.1934

Næstformand

08.02.1912 – 08.11.1916

Bestyrelsesmedlem

24.06.1916 – 18.11.1916

Formand

13.11.1928 – 09.11.1931

Bestyrelsesmedlem

10.08.1914 – 08.11.1916

Kasserer

24.06.1916 – 18.11.1916

Formand

Jens Nielsen

Thomas Poulsen

Niels Østergaard

13.11.1928 – 09.11.1931

Bestyrelsesmedlem

E.R.N. Høy

10.08.1914 – 31.05.1918

Bestyrelsesmedlem

Søren Hedegaard

10.08.1914 – 14.12.1914

Bestyrelsesmedlem

14.12.1914 – 08.11.1916

Næstformand

08.11.1916 – 31.05.1918

Formand

Hans Jensen

08.11.1916 – 06.12.1918

Kasserer

H.C. Larsen

31.05.1918 – 10.12.1918

Bestyrelsesmedlem

10.12.1918 – 20.11.1919

Formand

20.11.1919 – 26.11.1923

Bestyrelsesmedlem

L. Chr. Rasmussen

31.05.1918 – 27.11.1919

Bestyrelsesmedlem

Vagn Laursen

06.12.1918 – 01.12.1922

Kasserer

Niels Thygesen

27.11.1919 – 14.11.1923

Bestyrelsesmedlem

E. Christensen

6.12.1918 – 23.11.1923

Bestyrelsesmedlem

23.11.1923 – 12.11.1924

Næstformand

23.11.1926 – 20.11.1928

Næstformand

20.11.1928 – 17.11.1930

Næstformand

1.12.1922 – 23.11.1923

Kasserer

23.11.1923 – 13.11.1925

Formand

J.A. Knudsen

13.11.1925 – 18.11.1926

Bestyrelsesmedlem

M.H. Fenger

23.11.1923 – 14.11.1935

Kasserer

Iver Christensen

22.11.1923 – 9.11.1931

Bestyrelsesmedlem

22.11.1923 – 13.11.1925

Bestyrelsesmedlem

13.11.1925 – 23.11.1926

Næstformand

23.11.1926 – 9.11.1931

Formand

18.11.1926 – 13.11.1928

Bestyrelsesmedlem

14.11.1935 – 19.11.1940

Bestyrelsesmedlem

19.11.1940 – 19.11.1948

Næstformand

19.11.1948 – 25.11.1953

Formand

12.11.1931 – 22.12.1932

Næstformand

22.12.1932 – 19.11.1948

Formand

28.11.1948 – 22.11.1949

Næstformand

Aksel Jensen (Bødker)

09.11.1931 – 14.11.1935

Bestyrelsesmedlem

Jacob Jacobsen

12.11.1931 – 14.11.1935

Bestyrelsesmedlem

14.11.1935 – 19.11.1940

Næstformand

15.11.1935 – 14.11.1935

Bestyrelsesmedlem

Leth Svendsen

Magnus Petersen

Martin Larsen

Rich. Jensen Spalk

14.11.1935 – 19.11.1940

Kasserer

Viggo Siefert

14.11.1935 – 22.11.1939

Medlem

Otto Landrock

22.11.1939 – 19.11.1940

Bestyrelsesmedlem

19.11.1940 – 19.11.1943

Sekretær

C. Ludvigsen

19.11.1943 – 20.02.1951

Kasserer E/V

Jens Jensen

19.11.1940 – 24.11.1944

Bestyrelsesmedlem

24.11.1944 – 28.11.1946

Sekretær

19.11.1943 – 07.12.1949

Sekretær

07.12.1949 – 18.09.1973

Næstformand

28.11.1946 – 19.11.1948

Bestyrelsesmedlem

19.11.1948 – 01.12.1953

Kasserer F/V

01.12.1953 – 28.11.1958

Formand

07.12.1949 – 28.02.1951

Sekretær

28.02.1951 – 03.12.1928

Kasserer E/V

Jens Christensen Johs. Nygaard Christensen

Vagn Iversen

03.12.1958 – 18.06.1979

Formand

Martin Jensen

28.02.1951 – 07.03.1956

Sekretær

Alfred Hagelskjær

25.11.1953 – 03.12.1956

Bestyrelsesformand

03.12.1956 – 26.09.1961

Kasserer F/V

G. Vaadde Nielsen

21.03.1956 – 03.09.1982

Sekretær

Valter Rasmussen

28.11.1958 – 19.09.1979

Kasserer E/V

19.09.1979 – 22.09.1986

Formand

Reinhold Jensen

26.09.1961 – 30.09.1969

Kasserer F/V

Thomas Poulsen

30.09.1969 – 19.09.1979

Kasserer F/V

Aksel Sørensen

18.09.1973 – 18.06.1979

Næstformand

19.06.1979 – 19.09.1979

Formand

19.09.1979 – 29.09.1983

Kasserer E/V

22.09.1986 – 03.10.1990

Kasserer E/V

18.06.1979 – 19.09.1979

Bestyrelsesmedlem

19.09.1979 – 29.09.1983

Kasserer F/V

19.09.1979 – 29.09.1983

Næstformand

29.09.1983 – 03.10.1990

Kasserer E/V

03.10.1990 – 30.09.1997

Næstformand

30.09.1997 – 09.05.2006

Bestyrelsesmedlem

30.09.1982 – 29.09.1983

Kasserer F/V

22.09.1986 – 03.10.1990

Formand

03.10.1990 – 29.10.1992

Kasserer F/V

29.10.1992 – 08.05.2007

Bestyrelsesmedlem

29.09.1983 – 03.10.1990

Næstformand

03.10.1990 – 29.10.1992

Kasserer E/V

29.10.1992 – 20.09.1993

Bestyrelsesmedlem

20.09.1993 – 09.05.2006

Sekretær

29.09.1983 – 03.10.1990

Sekretær

03.10.1990 – 03.05.2011

Formand

Oscar Mortensen

22.09.1986 – 03.10.1990

Kasserer F/V

Kurt Hansen

03.10.1990 – 20.09.1993

Sekretær

20.09.1993 – 30.09.1997

Bestyrelsesmedlem

30.09.1997 – 04.05.2010

Næsteformand

09.05.2006 – 03.05.2011

Bestyrelsesmedlem

03.05.2011 -

Næstformand

09.05.2006 – 04.05.2010

Bestyrelsesmedlem

04.05.2010 – 03.05.2011

Næstformand

P. Schmidt Møller K.O. Svendsen

Bent Jensen

Hans Thygesen

Hans Peder Nielsen

Morten Christensen Bjarne Andersen

03.05.2011 -

Formand

Dorte Emborg Mejer

08.05.2007 – 04.05.2010

Bestyrelsesmedlem

Poul Færch

04.05.2010 -

Bestyrelsesmedlem

Bruno Gade Nielsen

04.05.2010 -

Bestyrelsesmedlem

Annette Mosegaard

03.05.2011 -

Bestyrelsesmedlem

Gadelys

AflĂŚsning

EntreprenĂ¸ropgaver

Service

Fiber

Ledningsregistrering

Drift af el

Drift af varme

Bagside

Ikast Værkerne Europavej 2 7430 Ikast