For flid og god opførsel by milik publishing

Denne bog er tilegnet min veninde Tine Bryld og mine skæbnesøskende fra Dansk Røde Kors Børnehjem i Nuuk, 1952

Helene Thiesen

TAK til

Velux Fonden Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond Namminersorlutik Oqartussat / Grønlands Selvstyre

for støtte til udgivelsen

For flid og god opførsel – vidnesbyrd fra et eksperiment

Forsidefoto: Dansk Røde Kors Børnehjem i Nuuk havde i sommeren 1953 besøg af

biskop Fuglsang-Damgaard og frue, som havde været plejeforældre for Barselaj. Øverst fra venstre: Barneplejerske frk. Blom, biskop Fuglsang-Damgaard, i næste række kiffak Bodil, store Kristine, kiffak Lene, kiffak Karen, forstanderinde Dorothea Bengtzen og fru Fuglsang-Damgaard. Dernæst: Eli, Eva, Agnethe, lille Bodil og Ane Sofie. Albert, Marie, Regine, lille Kristine og Helene. Gabriel, Aron og Karl Otto. Og i nederste række Helge, Barselaj, Dorthe, lille Karl og Sâmo.

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Godthåb 1951 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Besøget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Afgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hvor langt kan man dog sejle? . . . . . . . . . Sådan må der se ud i Paradis . . . . . . . . . .

11 11 13 15

Forhistorien. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Nye tider på vej . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Min familie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Efter krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Min tidlige barndom . . . . . . . . . . . . . . . . . Brændemærket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kvinden i snedriven . . . . . . . . . . . . . . . . . Ferie og højtider . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Min far dør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

19 21 24 25 28 30 33 37

Danmark 1951 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 I pleje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Rejsen tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Godthåb 1952 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Helene Thiesen For flid og god opførsel © Helene Thiesen & milik publishing, 2011 Redaktion: Jørgen Chemnitz Lay-out: Ivalu Risager Tryk: Clemenstrykkeriet A/S, Danmark Sat med Magnesium MVB Std, Gill Sans Std, New Century Schoolbook. 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-91359-88-0 Bogen er også udkommet på grønlandsk med titlen: Maligassaatitaagama

milik publishing · p.o.box 7017 · 3905 nuussuaq · greenland · milik@greennet.gl · www.milik.gl

Hjemme igen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Børnehjemmet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Benze . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Skole og hverdag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Søndag og fødselsdag . . . . . . . . . . . . . . . . Se min engel! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Juleforberedelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Jul og nytår . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Et hallo fra Godthaab . . . . . . . . . . . . . . . . Nye børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Frk. Ingrid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den danske skole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nye ski . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Lige så fint, som hvis dronningen skulle komme . . . . . . . . . . . . .

49 52 55 59 66 68 73 75 79 83 85 90 91 92

1953 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97 Hilsen fra de grønlandske børn! . . . . . . . . 97 Øv bøv, I kan bare ikke snakke dansk . . . . 98 Kapisillit . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 Kaniner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108 Mæslingeepidemi . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 Tæt på . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Var det din mor? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Tømmerflåden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Permission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Swing og nye tider . . . . . . . . . . . . . . . . . 118 En hilsen til Helene Kristoffersen . . . . . . 121 Sommer i Egedesminde 1955 . . . . . . . . 122 Kampen om opvasken . . . . . . . . . . . . . . 126 Ferie i Qooqqut . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Tuberkulose . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 1957-1960 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Lillebror Hans dør . . . . . . . . . . . . . . . . . Konfirmation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Indlagt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Hans Hedtoft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sommerferie i Danmark . . . . . . . . . . . . .

137 138 142 147 151

Hvordan det videre gik . . . . . . . . . . . . 155 Grønlandske bynavne . . . . . . . . . . . . . 161 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Om Helene Thiesen . . . . . . . . . . . . . . . 165 Anbefaling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

Forord Jeg mødte Helene Thiesen, da jeg i 1990 arbejdede på to bøger om de grønlandske dømte, der var sendt til det lukkede fængsel, Herstedvester, med en tidsubestemt straf. Helene fortalte, at hun var bistandsværge for de psykisk syge, dømte grønlændere, der som Herstedvesterfangerne var sendt til Amtshospitalet i Vordingborg – på ubestemt tid. Jeg spurgte, om der var en særlig grund til, at hun havde påtaget sig den svære opgave som bistandsværge. Hun svarede ganske kort, at hun som barn var blevet deporteret til Danmark og halvandet år senere sendt tilbage til et børnehjem i Godthåb. Jeg undrede mig. Hun havde jo sin mor og to søskende i byen. Helene kunne ikke hjælpe mig med en forklaring, udover at hun havde været meget fortvivlet over at føle sig afvist af sin familie. Hun havde kontakt med et par andre børn fra dengang, og sammen annoncerede vi efter flere af dem, der havde været sendt til Danmark og tilbage til børnehjemmet i Godthåb.

Efter mange forsøg lykkedes det mig, godt hjulpet af Rigsarkivets dygtige medarbejdere, at finde sagen om de 22 børn, der var blevet sendt til Danmark med henblik på at lære så meget dansk, at de efter et år kunne rejse tilbage til de byer, de kom fra. De skulle være en slags forbilleder for deres kammerater, der efter den nye skolereform nu skulle lære betydeligt mere dansk. Sådan blev det ikke. En ting er en ny skolelov, der blev vedtaget i Rigsdagen den 27. maj 1950 sammen med syv andre love for en modernisering af det grønlandske samfund. Noget andet er, hvornår lovgivningen blev udmøntet konkret i det grønlandske skolesystem. Så det blev hurtigt klart for Red Barnet, der stod for at finde de rigtige plejefamilier i Danmark til børnene og for Dansk Røde Kors, der havde fået tilladelse til at bygge et børnehjem i Godthåb. Grønland var på den tid plaget af stor fattigdom og mange epidemier, og børnedødeligheden var stor i årene efter krigen.

Danmark var presset udefra. Nu måtte kolonimagten handle og afvikle sin koloni, som det var sket i så mange andre europæiske lande. Og i 1953 overgik Grønland fra at være en dansk koloni til at være en del af det danske kongerige. De 22 børn var blandt de første, der blev ”danificerede.” I ordets værste betydning. De måtte ikke tale grønlandsk, de kunne ikke uden videre se deres familier, de blev afskåret fra at lege med grønlandske legekammerater, og de fleste af dem kunne slet ikke forstå eller tale grønlandsk. Det var et eksperiment, der var dømt til at mislykkes. Det udviklede sig til en række hovsa-løsninger, født under møder med hjælpeorganisationer og Grønlandsdepartementet. Alle var ivrige efter at hjælpe, og kun få protesterede, da sagen blev forelagt Landsrådet i Grønland. På den tid var danskerens ord nærmest lov. Nogle år senere kom de mange nedsendelser til Danmark af skolebørn. Omkring 1600 børn blev sendt afsted, og mange af dem kan berette om savn og længsel og ikke mindst afmagt. Disse børns historier dukker op med jævne mellemrum. For nogle var det godt, for andre var det et nederlag og igen en splittelse mellem to kulturer.

I 60’erne skete der andre eksperimenter – med anonyme bortadoptioner, der var et helt ukendt begreb i Grønland på den tid, med fysisk og psykisk handicappede, der blev sendt til danske institutioner, og med unge, der havde begået alvorlig personkriminalitet, som blev sendt til Herstedvester og Vordingborg, fordi der ikke fandtes et lukket grønlandsk fængsel. Disse mange overgreb kan forklares med, at Grønland nu var en del af Danmark, og at grønlænderne skulle have samme tilbud om behandling som danskere, og ikke mindst at der stort set intet fandtes i Grønland af sociale tilbud. Den danske regering satsede på at få infrastruktur, havnebyggerier, boliger og fabrikker til at fungere hurtigst muligt. Det betød, at man først meget sent kom i gang med uddannelser i landet. Og at mange svage grupper ikke fik tilbud om hjælp i det grønlandske samfund. Helene Thiesen og hendes kammerater var altså den første gruppe, der måtte lægge ryg og liv til et eksperiment, ingen kendte til. Det værste for mig har været, at ingen heller ikke senere har fortalt de 22 børn og deres familier, hvad det hele gik ud på. Først da jeg fandt sagen i Rigsarkivet, fik børnene deres historie tilbage.

Jeg skrev i 1998 bogen ”I den bedste mening,” og i 2010 blev historien til filmen ”Eksperimentet,” der fik nye generationer til at interessere sig for, hvad der egentlig skete dengang. I tidsskriftet Social Kritik nr. 123/ 2010 er 60’ernes socialpolitik beskrevet, og nu kommer Helene Thiesens egen beretning om, hvordan hun og hendes kammerater blev fjernet fra deres by, bygd og familie og sendt til et fremmed land og splittet op mellem danske plejefamilier. De blev fremmede. Identitetsløse. Allerede dengang talte Helene og jeg om, at hun skulle skrive om sin familie, om baggrunden for den sorg, hun har levet med i mange år, og det svigt hun følte. Jeg vidste, at hun kunne skrive så tæt og præcist, at man nærmest følte sig til stede i hendes sorg og længsel efter sin egen familie. Årene er gået, og Helene har hele tiden arbejdet med sin egen tekst. Jeg er overbevist om, at det kommer til at betyde noget skelsættende for alle dem, der deler skæbne med hende, mennesker der i et stort antal blev sendt til Danmark og som voksne mærkede rodløsheden, tomheden. Meget få har formuleret sig om den tid, og derfor er det af særlig værdi, at de grønlændere, der husker tilbage, skriver

og taler om, hvad de tænkte, om hvad det betød for deres liv og familier. Hvordan var hverdagen, hvordan levede familien, hvordan var det at få danske lærere og ikke forstå et kuk af det der blev sagt? Jeg tror, Helene Thiesen i de kommende år får følgeskab af andre. Tidligere har f.eks kunstneren Pia Arke, der desværre døde alt for ung, skrevet ”Scoresbysundhistorier,” og for nylig har Anne Sofie Hardenberg og Pia Christensen Bang udgivet ”Kampen for en far.” Nu sidder vi med Helene Thiesens vægtige indlæg om barnet, der mistede sin familie i godhedens tjeneste. Uden hendes mand, Ove Thiesen, og hendes børn og børnebørn var denne bog næppe blevet skrevet. De har altid været der. Tine Bryld

Godthåb 1951 Besøget Nu skal Victo tørre af, når mor vasker op. Og hun er også ved at lære at vaske gulv. Jeg render rundt og leger med min lillebror Hans. Snespurvene er begyndt at komme, det er ved at være forår, da der kommer en mand for at tale med min mor. Det er præsten, og jeg spekulerer på, hvorfor han kommer. Mor tager ham med ind i stuen, og vi bliver bedt om at blive ude og lege. Bagefter spørger jeg, hvorfor præsten har været her. – Det ved jeg ikke, svarer min mor. Der går ikke mange dage, så er han der igen sammen med en dansker. Jeg er nysgerrig, men får ikke noget svar. Da de har været her for tredje gang, er min mor helt ude af den, sætter sig på hug og forklarer mig alvorligt, at præsten siger, jeg skal ud på en lang rejse til et land langt væk – for at lære dansk sammen med mange andre børn. Landet hedder Danmark. Victo står i døren til stuen og lytter med. Mor forklarer, at landet er dejligt, at der er høje træer og mange blomster. – Det ligner Paradis, siger hun. Jeg ved ikke hvad paradis er, og Victo begynder at surmule og siger: – Skal Helene så ikke lære at vaske gulv? Jeg bliver tavs og tænker: – Jeg vil ikke rejse så langt væk. Det er længere væk end til Maniitsoq, og det er væk fra min mor og søskende. I næste øjeblik siger mor, at hun vil sy nyt tøj til mig og spørger, hvilken farve kjole jeg ønsker mig? Jeg har altid været fascineret af de oliepletter, der er ude på vejen, oliepletter, som har alle farver, så jeg siger straks, at det skal være en kjole i alle farver. Så syr

mor en kjole med brede striber i alle farver, og det hjælper på humøret. Da vi går ned til butikken, møder vi skiftevis Agnethe, Albert, Aron, Eva og Marie, og mor fortæller, at de også skal rejse til Danmark. – Så er jeg da ikke helt alene, tænker jeg. Meget senere finder jeg ud af, at nogle af mine slægtninge, der har fået samme tilbud, har sagt nej til at sende deres børn af sted. Dagen før jeg skal rejse, er jeg for sidste gang i bad derhjemme i en zinkbalje på køkkengulvet. Tusind tanker flyver gennem mit syvårige hoved: – Rejse? Men hvorfor kun mig? Hvem skal så bade mig næste gang og hvorhenne? Hvornår kommer jeg hjem til mor igen? Hvad mon far ville have sagt, hvis han levede endnu? Mor, lader du mig virkelig rejse?

Afgang Næste morgen er min brune kuffert pakket. Solen skinner, det er det fineste vejr, da vi går ned til kolonihavnen. Mor bærer min kuffert, Victoria går lige så stille ved siden af. Hans går bare og pjatter, som han plejer. – Kan han ikke være rolig, bare et øjeblik? tænker jeg. Da vi nærmer os kolonihavnen, er de andre børn, der skal rejse allerede kommet. De har også hver en kuffert. – Se! Victo peger på det store skib, jeg skal sejle med. Jeg kigger nysgerrigt der-

ud, og det føles, som om jeg får et hul i maven, da jeg ser M/S Disko. – Hvordan kommer jeg derud, tænker jeg. Så stort ser det da heller ikke ud. Mon det virkelig kan sejle os så langt væk, som mor siger? Der er rigtig mange mennesker på kajen i Kolonihavnen. Jeg bliver helt betuttet, og holder min mor endnu fastere i hånden. Mor hilser stille og alvorligt på Hansine Holm. – Pas godt på Helene, hvisker hun til Hansine, der skal følge os til Danmark som tolk. Jeg kender hende godt fra byen. Hun er en stor og flink dame, der ligner en dansker. Der ligger flere robåde neden for stentrappen, og fire ad gangen bliver vi hjulpet i bådene med hver vores kuffert. Så er det min tur. Det er helt uvirkeligt. Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse. – Hvorfor, hvorfor? Nu sker det, jeg bliver sejlet væk! Min mor bliver mindre og mindre, mine arme føltes tunge, jeg kan næsten ikke vinke, og samtidig går situationen i al sin gru op for mig. Det gør ondt i brystet, tårerne presser sig på. Hvis de andre var begyndt at græde, havde jeg grædt med. Tankerne flyver gennem mit hoved: – De bortfører mig fra min mor. Så stop dem dog, anaana (mor), jeg vil ikke med. Jeg stirrer ind mod det sted, hvor min mor

står, hun bliver mindre og mindre – til sidst er hun kun en lille prik. Stumme af afmagt bliver vi roet ud til det fremmede skib. Da vi nærmer os skibet kan vi se mange andre børn ombord. De hænger med hovederne ud over rælingen. De børn, der er rejst med fra Sukkertoppen, ser stadig forgrædte ud. De stirrer alvorligt på os seks, der kommer ombord i Godthåb. Børnene ombord er Carla Lucia og Kristine Olsvig fra Qullissat, fra Jakobshavn Ole Fly, fra Egedesminde er der lille Kristine Geisler og Johan Andersen, fra Holsteinsborg Henrik Raaschou, fra Sukkertoppen er søskendeparret Ane Sofie og Karl Heilmann og Joel Kâgssagssuk Hansen. Børnene fra Godthåb er tvillingerne Eva og Marie Holm, Agnethe Tittusen, Aron Levisen, Albert Egede og mig. Midt på skibet hænger der en stige op ad skibssiden med et løst gelænder af tykt tov. Der bliver vi roet hen og sat af på en lille afsats forneden, før vi balancerer ombord på Disko. Det er bare med at holde godt fast i det tykke tov. Havet nedenunder er helt sort. Vores kufferter bliver sat på dækket. Vi står betuttede ved rælingen og kigger ind mod kolonihavnen, hvor vi kan se mange små mennesker, der vinker på livet løs. Nogle af os græder. – Hvad skal vi dog her, tænker jeg. Da vi er sejlet ud fra kolonihavnen, ud mod det åbne hav, bliver vi kaldt sammen foran spisesalen og den brede, buede trappe. Hansine oversætter meddelelserne fra et besætningsmedlem om, hvor vi må opholde os på skibet. Derefter skal vi finde vores kuffert og følge en kahytsjomfru, som viser os, hvor vi skal sove. Vi går ned ad trapperne, kommer til en lang gang med en masse smalle døre. Jeg skal heldigvis bo sammen med nogle af de andre fra Godthåb, blandt andre Agnethe. Der er

fire køjesenge i kahytten, jeg får en underkøje og min lille kuffert skal stå ved siden af køjen. Der er et smalt skab til hver af os, og vi pakker ud. Så venter vi på at blive hentet. Jeg sætter mig trist og samtidig spændt på sengen og venter, alt imens jeg betragter kahytten. Der er et lille rundt vindue, et lille skrivebord, to små håndvaske og et håndklæde til hver. I køjen ved hovedpuden er der en lille sengelampe. Så bliver der banket på døren. En kahytsjomfru, Hansine og vores nabo i Godthåb, den smukke fru Henriette, viser os rundt. Vi har åbenbart to tolke. Jeg bliver lidt glad, da jeg ser hende. – Goddag Helene, hilser hun storsmilende. Jeg nikker mut. Der er nogle meget fine toiletter ombord, hvor man trækker i en snor, og så forsvinder det, man har lavet, med det samme. I et andet rum er der noget, de kalder et brusebad. Der kommer vand fra en rund tingest foroven. Det er ligesom regnvejr, fortæller de os. Det ser meget fint ud. – Mon jeg tør bruge det? Det skal i hvert fald ikke være lige med det samme, tænker jeg. Vi møder en flink mand i en hvid kittel med to rækker af sorte knapper. Jeg synes det er flot. Det er hovmesteren, og han viser os lageret med proviant. Aldrig har jeg set så meget mad på en gang. I spisesalen er de ved at dække borde. Bordene er boltet fast i gulvet, og der er små klapper om bordkanten, som kan klappes op, når der bliver for meget søgang. Det skal forhindre, at vores tallerkener og bestik falder ned. Dækket er stort og vi kan løbe hele vejen rundt om spisesalen, køkkenet og rygesalonen. Og sikke en udsigt der er fra stævnen. Når vi holder fast i rælingen, kan vi lige få næsetippen over kanten og kigge ned på det kæmpe anker, der hænger på ydersiden af skibet. Det syn kilder i maven. Øverst ligger styrehuset, hvor kaptajnen står i uniform. Det er en meget finere uniform, end dem vi har set i

Godthåb, når marinesoldaterne går tur på Skibshavnsvejen. Vi slår øjnene ned og bliver generte over at se så fin en dansker. Da vi skal spise, er der hvide damaskduge på bordene, men jeg kan ikke huske, hvad vores første måltid var. Efter maden leger vi på dækket. Det er mærkeligt ikke at have fast grund under fødderne. Og så er det sengetid i en helt fremmed seng. Da lyset slukker, bliver jeg rigtig ulykkelig. Jeg savner min mor, jeg græder meget, bliver trøstet, men der er også andre der skal trøstes, så jeg falder hulkende i søvn.

Hvor langt kan man dog sejle? Efter at have sejlet i nogle dage, ankommer vi til Frederikshåb, hvor der kommer flere børn ombord. Det er Emil Jensen og Gabriel Schmidt. Gabriel græder så meget, at vi andre er tæt ved at græde sammen med ham. Det er svært at se på, at han er så ked af det. Da vi kommer til Ivittuut får vi lov til at gå fra borde og se kryolitbruddet. Det er et enormt dybt hul i klippegrunden. I bunden er der det klareste, turkise vand. Rundt omkring ligger der træhuse i mange farver. I Julianehåb kommer der flere børn ombord. Det er Eli Petersen fra Julianehåb sammen med David Pitsivarnarteq fra Kulusuk og Barselaj Danielsen fra Scoresbysund. De er fløjet til Julianehåb fra Østkysten. Fra Nanortalik er Søren Lundegaard og Bodil Mathiassen også sejlet til Julianehåb for at komme ombord. Da vi sejler fra Julianehåb bliver vi talt, og jeg kan høre de voksne sige, at vi nu er 22. Da vi sejler ud, kan jeg se, at fjeldene ikke er så høje i Julianehåb som hjemme i Godthåb, men der er mange isbjerge, og det er meget koldt. Den nat gynger skibet

rigtig meget, det er ligesom at rulle frem og tilbage i sengen. – Hvor langt kan man dog sejle? tænker jeg og græder mig stille i søvn. Efter morgenmaden næste dag går jeg med nogle af de andre piger ud på dækket for at se, hvor vi nu er henne. Vi går fra den ene side af skibet til den anden og hele vejen rundt om spisesalonen. Det eneste vi kan se dag efter dag, er himmel og hav, himmel og hav. En dag får vi øje på nogle små robåde med en mand i hver. De sorthårede mænd har travlt med at fiske, vi vinker, og de voksne forklarer, at det er portugisiske fiskere. De har et moderskib, som de ror tilbage til, når de har fanget nok torsk. Vi får rigelig tid til at undersøge skibet i de følgende dage. Det er et rødt, langt og stort skib. Midt på skibet, højt oppe, er der en stor gul skorsten, der er malet sort øverst. Der er to redningsbåde og omkring 15 koøjer på hver side af skibet. En dag står vi og ser beundrende på en af tvillingerne, der sidder oppe i stævnen med benene dinglende ud over rælingen. Pludselig bliver vi prikket på skulderen af fru Henriette. Hun har en pegefinger for sine læber. I sammenbukket stilling lister fru Henriette stille op til stævnen, tager pigen på rælingen forsigtigt om livet og løfter hende ned fra stævnen. Vi bliver samlet i spisesalen til en rigtig dundertale. Vi får læst og påskrevet, hvor farligt det er at sidde der. Det skal vi andre i hvert fald ikke prøve. Det næste vi finder på, er at lege gemmeleg. Der er mange gode gemmesteder på sådan et stort skib. En dag kan vi slet ikke finde Eli og Ole, de største af drengene, og vi opgiver til sidst og må have hjælp af de voksne. Da de voksne råber, at drengene skal komme frem, stikker de hovederne op af redningsbådene. Så venter endnu en ordentlig omgang reprimander.

Ved Kap Farvel er der store bølger. Vinduerne til spisesalen bliver helt dækket af de store bølger, der kaster sig ind over skibet i en storm. Det er et voldsomt syn, det er som om hele skibet er sunket. – Mon skibet kan blive ved med at holde til det, tænker jeg bange. Hvis vi går udenfor, kan vi ikke gå normalt. Vi falder meget nemt. Det er godt, at spisebordene er naglet fast til gulvet, og at der kan vippes klapper op omkring bordkanten, så kopper og tallerkener ikke rutsjer på gulvet. Når det er tåget, er det svært at falde i søvn. Tågehornet runger dybt, gentagne gange, nogle gange et helt døgn. Det er anstrengende at høre på. Undervejs skal nogle af drengene selvfølgelig også prøve at klatre op ad rebstigerne, men der kommer hurtigt en voksen og genner dem ned. Vi ankommer til Færøerne og ser for alvor det kæmpe anker, der er på M/S Disko, da det under voldsom larm bliver kastet og senere trukket op igen. Vinden bliver varmere og varmere, jo mere vi nærmer os Danmark, og vi er på det tidspunkt så godt rystet sammen, at jeg kan næsten alle navnene på de 21 andre børn. Vi er blevet vant til dagens trummerum på skibet, kender alle de kroge, vi må færdes i. Vi piger løber tit en runde på dækket hånd i hånd, eller vi leger ét-tag-fat, mens vi hviner af grin. Den 7. juni 1951 får vi under morgenmaden besked på at pakke vores kufferter, stille dem op i forhallen og lægge vores frakker over kufferten. – Når vi virkelig snart land? Jeg får et sug i maven af spænding, vi kvidrer løs ude på dækket med højre hånd på panden for at skygge for solen. – Nunasiorpugut – vi spejder efter land. Vandet er blankt og himlen gylden, da vi ser land. Jeg kommer i tanke om, at min mor vist har sagt, at der er bjerge, og jo nærmere vi når land, synes jeg godt nok, at det er nogle sjove

krøllede toppe, de bjerge har. Og så er de grønne. – Prøv og snus ind, atagu naavisiuk, kan I også lugte det? Ah, hvor Danmark dufter. Så ser vi husene. Husene er højere end kirketårnet i Godthåb, og i havnen er der endnu flere mennesker, end da vi rejste fra kolonihavnen i Godthåb. Det er en masse meget fine mennesker, og de vinker til os. Drengene er mest ivrige for at vinke igen. Jeg tænker: – Vi kender dem jo ikke.

Sådan må der se ud i Paradis Da vi kommer ned ad landgangsbroen, bliver vi gennet hen til en lang og høj bil med mange vinduer. Der er en trappe op i den. – Skal vi køre i den? spørger jeg. Jeg har aldrig kørt i bil før. Der er fine sæder, tvillingerne Eva og Marie sætter sig sammen, Agnethe og jeg sætter os sammen. – Takuuk, se der! siger vi den ene gang efter den anden og peger på meget lange tykke pinde, der er grønne i toppen. De står på jorden, men det er ikke til at se, hvordan de står fast. Vi kan se dem i lygternes skær langs vejen, der er sort og flad. Pindene er træer langs asfalterede veje. Vi kører og kører. – Sumut, hvorhen? spørger vi Martha, en ung grønlandsk dame, som følges med os. – Vi er der snart, siger hun. Der er helt mørkt, vi sidder og blunder, da vi pludselig hører en ny lyd. Vi kører ikke længere på asfalt, men på en grusvej. Så stopper bussen og vi skal af, og selvom det er mørkt, kan vi se et kæmpestort hus. Der vokser blade på muren. Vi kommer ind i en stor gang og fortsætter ind i et stort rum. Der er vinduer, men ikke gardi-

ner for, og midt på gulvet står der 11 køjesenge. De største piger og de fleste drenge tager overkøjerne. Jeg får en underkøje. De voksne skal sove i nogle værelser ovenpå. Vi får vist badeværelset og toiletterne. Der er mange vaskekummer midt på gulvet og vi kan næsten alle sammen stå og vaske os på en gang. På væggene er der hvide, blanke fliser. Vi får hver et håndklæde og en vaskeklud. Da vi alle endelig er kommet under dynen, er jeg igen meget ked af det. – Hvor længe mon vi skal være her? tænker jeg. Vi kan høre blæsten, og hvad er det? Det lyder som om, der er nogen på jagt. Der lyder skud, nogle af de store drenge siger, at der er tyskere ude i skoven. Der har nemlig været krig i Danmark. – Der er nok nogen soldater tilbage endnu, siger drengene. – Men hvad er tyskere og hvad er krig? tænker jeg, og på stemningen kan jeg forstå, at det ikke er spor rart. Nogle begynder at græde. Jeg kryber med hovedet ned under dynen, mens jeg hvisker: – Mor, mor, kom og hent mig. Sådan falder jeg i søvn. Næste morgen går vi uden for efter morgenmaden. Der er de fineste duftende blomster i alle mulige farver. Vi går meget forsigtigt ud på det store grønne tæppe i bare tæer. Men det er ikke et tæppe, det er både køligt og det kilder under tæerne. De voksne kalder det græs. Jeg tænker på, at min mor har ret: – Hvor er her smukt, sådan må der se ud i Paradis. Vi kan nu se de lange tykke pinde, og de er meget tykkere end dem inde i fjorden i Qooqqut. Derinde er træerne lidt højere end min mor, men her når de helt op til himmelen. Oppe i toppen er der grønne blade. Vi er henne og røre ved de fede pinde, der er ru og ubehagelige at røre ved. Selv om vi skubber af alle kræfter, sidder

På Storestrand. Leg ved Lillestrand.

Fedgården. Damerne fra Red Barnet holder kaffepause.

de fast i den der græsplæne. Nu kan vi også se alle bladene på huset. De går helt op til taget og rundt om vinduer og døre, så det ligner et kæmpe stort tørvehus med tag på, men indenunder er der mursten. På blomsterne flyver mærkelige og voldsomme fluer rundt med gule striber, og der er væmmelige edderkopper, meget større end dem hjemme i Grønland. En lyserød ting er ved at grave sig ned i jorden, og en af drengene tager den op i hånden. Vi hviner da en voksen kommer til: – Det er en regnorm, siger hun. Den kæmpestore græsplæne er omkranset af skov, og der er også nogle små skæve træer på græsplænen. Dem må vi gerne prøve at klatre i, men det er svært. Inden frokost skal vi lære en dansk sang. Den første vi lærer er »Og vi trækker skuffen ud, og vi trækker skuffen ind, mens røgen stiger op ad sådan her…« Så skal vi ud og gå. En trækvogn bliver fyldt med spande, skovle og madpakker. Der er lidt mørkt i skoven, men der dufter dejligt. Pludselig bliver der meget lyst. – Det er storstranden på Feddet, fortæller de voksne. Vi kan bare smide tøjet og gå i vandet.

– Hvis vandet er lige så koldt som i Qooqqut, så skal jeg ikke nyde noget. I Qooqqut beholder vi gummistøvlerne på, tænker jeg. Jeg vil hellere sidde og grave mine fødder ned i sandet, så er der da ingen, der kan se mine grimme storetæer. Når nogen nærmer sig, gemmer jeg også mine grimme tommeltotter. Vi har samlet snegle i vores spande, og da vi kommer hjem og skal i seng sætter vi sneglene ud på badeværelset. Næste morgen, da vi kommer ud på badeværelset, er vores øjne ved at trille ud af hovedet. Op og ned ad alle fliser kravler der snegle rundt. Det ser flot ud, men vi bliver bedt om at samle dem sammen igen og lukke dem ud i haven. Store Kristine leger altid med de store drenge. Hun klatrer højt op i træerne ligesom dem, men en dag falder hun ned fra træet. Hun skriger i vilden sky, da vi løber hen for at se, hvad der var sket. Hun har brækket armen, så der kommer en læge i en sort bil efter hende. Da hun kommer tilbage, er armen bundet ind i gips. Under vinduerne på Fedgården, som stedet hedder, er der en stor mistbænk, hvor der vokser blomster. En dag står

jeg og iagttager den flinke gamle gartner, mens han åbner mistbænkene. Han plukker en helt rund og rød blomst, står og beundrer den, da han pludselig spørger, om jeg vil smage den. Jeg stirrer på ham, som om han er åndssvag. – Nej, jeg spiser ikke blomster, og i det samme putter gartneren den i munden. – Tænk sig, han spiser den røde blomst, måber jeg. Det er en tomat. Gartneren er også opsynsmand og har senere fortalt, at han syntes, de små grønlændere var nemme at have med at gøre. Der kommer gæster en dag, og så skal nogle af os klædes ud. Der er lavet en dragt, der ligner en grønlandsk nationaldragt til Ane Sofie, og hendes hår bliver sat op i en qilerteq, hårtop. Hun skal hun synge »Piitaq Aasiannguaq,« (Lille Peter Edderkop) og vi synger med for at hjælpe hende. Jeg synes det er meget fjollet. Vi hænger rundt ved de voksne, lige så snart vi kan komme til det. En dag er vi et par stykker, der får lov til at følges med Martha, da hun skal i bad. Der er meget fint i de voksnes badeværelse, de har et stort hvidt badekar. Vi hænger på kanten af badekarret og kigger på Martha har et

lille spejl med i badekarret og i hånden har hun en sjov lille tingest. Hun plukker øjenbrynene. – Av, det må da gøre ondt. Hun plukker også de sorte hår på benene. – Det er derfor, hun er så smuk, tænker jeg. Jeg må ikke komme i karbad, for jeg har fået en slem eksem i albueled og i haserne, som bliver smurt med et tykt lag hvid salve. En dag er der jagt på Fedgården, og vi er meget spændte på, hvad de kan fange i det her land. Jægerne har skiftet til fint tøj. Det er lidt underligt, når de nu skal på jagt. De har ens kasketter, jakker, plusfours og gummistøvler på, og der er et horn at trutte i. Vi får jægeren med hornet til at trutte for os, og sikke en lyd. Det må da skræmme dyrene væk. En anden dag kommer de slæbende med et kæmpestort dyr. Det har fire korte ben, en mærkelig lyserød farve, krøllet hale og kun et meget tyndt lag korte stive hår på kroppen. Dyret lugter og er meget fed. Mændene aser og maser med dyret, der skriger i vilden sky, så vi må holde os for ørerne. Det bliver hængt op i bagbenene, en mand stikker en stor kniv ind og

Forhistorien Nye tider på vej

Dronning Ingrid på besøg på Fedgården.

nu hviner dyret endnu vildere, og vi piger løber skrigende væk. Senere får vi grisekød til aftensmad. Vi er ved at lære sangen »I en skov en hytte lå, jægeren gennem ruden så,« og med fingerfagter skal vi for eksempel vise et hus og en jæger, der skyder. Bagefter fortæller de os, at vi får besøg af dronningen en af dagene. Der er travlhed overalt, selv græsset bliver slået en ekstra gang. Det er åbenbart en meget fin dame, for vi skal alle sammen have vores pæne tøj på. Drengene har deres hvide anorakker på, vi har fine kjoler på med en hvid krave. Ane Sofie får sin grønlandske nationaldragt på, og vi venter og venter bag rækværket, det er meget kedeligt.

– Hvad skal vi her, mon jeg skal hjem til mor, når hun har været på besøg? tænker jeg. Så kommer der en stor sort bil. Den kører en runde på gårdspladsen, og en mand i uniform springer ud og lukker døren op for dronningen. Hun har en smal nederdel på med matchende, småternet jakke og en lille hat med en bukning fortil i samme tern som jakken. Ned foran ansigtet er der et net, hun har guldøreringe og et guldarmbånd. Hun er fin og har bølget hår. Sådan ser en dronning ud. Mikisoq overrækker hende en buket.

Grønland har i århundreder været en dansk koloni. I 1925 kom en ny lov om Grønland, målet var, på længere sigt at åbne Grønland mod omverden. Men det ville kræve en mere fremskreden udvikling. Planerne blev sat i værk for hvert kolonidistrikt, i de største byer startede efterskoler, og danskundervisningen blev forbedret. Dengang var min far syv år. Lige efter krigen i 1945, hvor amerikanske flådefartøjer ofte kom til de grønlandske byer og udgjorde forbindelsen til omverdenen, sejlede en delegation fra Grønland til Danmark for at drøfte behovet og forventningerne om nye tider i Grønland. Holdningen var at gøre en indsats for at bringe Grønland frem, og udvalget foreslog en forbedring af skolevæsenet, men fandt ikke tiden moden til det store spring ind i en nyordning. Betænkningen blev udsat og fik stor kritik, især af de embedsmænd, som under krigen havde været isoleret i Grønland. I 1948 kom statsminister Hans Hedtoft til møde med de to landsråd, der var samlet i Godthåb. Dengang kunne landsrådene kun samles en gang om året. Hans Hedtoft spurgte direkte de samlede landsråd, om grønlænderne selv ønskede landet åbnet og udbygget til et moderne samfund med alle de følger, det ville få. Få år før begyndte der at komme vedtægter og love, der gjaldt for Grønland. Det var blandt andet fredningsbestemmelser om fangstdyr. Dengang bestemte koloniledelsen, hen over hovedet på fangerne, hvad der på de forskellige årstider måtte fanges. Og dengang levede fangerne ude-

lukkende af deres fangst. En fanger, der havde skudt to rensdyr uden for de nye fredningsbestemmelser, fik en bøde. Vær så god at betale: 15 kroner. Den fanger havde aldrig ejet så meget som en krone, og hans eksistens blev truet af de nye love. I marts 1950 blev et lovkompleks, der omhandlede Grønland, forelagt i Rigsdagen. En af de nye love var skoleloven, hvor skolevæsenet blev adskilt fra kirken, og danskundervisningen skulle styrkes. Grønlandsk var dengang undervisningssproget i skolerne. I de daværende medier blev det livligt debatteret, hvorvidt Grønland skulle være dansksproget. Den mest ivrige i debatten om at gøre dansk til hovedsproget, var den grønlandske politiker Augo Lynge. Hele vejen igennem, lige fra børnehaver til skoler, efterskoler og realskolen, ønskede han det danske sprog. Fremtidsvisionerne var, at alle grønlændere skulle gøres til »gode danske borgere.« Det optog ham så meget, at han gik forrest med sine ideer. Augo Lynges egne børn blev optaget i den nye »Danske Skole« i Godthåb. Jeg gik i klasse med Helga, en af hans døtre. Efter Anden Verdenskrig kom en læge, doktor Ludvigsen, tilbage til Grønland efter at have været væk i 10 år. Det var foruroligende for ham at se, at fattigdommen og elendigheden var blevet værre under krigsårene. Det var midt i en overgangstid, en udvikling, som befolkningen bare stod og så på. Mange af de udsendte danskere havde svært ved at se, at grønlænderne overhovedet skulle klare at være med til

opbygningen af Grønland. De gav udtryk for det håbløse i at hjælpe grønlænderne. Doktor Ludvigsen fremhævede det første private børnehjem i Lichtenau i Sydgrønland som det gode eksempel. Der kunne de syv børn tale og forstå dansk, de var sunde, velopdragne og velklædte. Han berettede begejstret om den hjælp, Dansk Røde Kors havde ydet, og det var her, han fik ideen til, at der skulle oprettes børnehjem i Grønland til sunde og raske grønlandske børns bedste. Efter at have læst kredslæge Ludvigsens indstilling besluttede Dansk Røde Kors sig for at bygge et børnehjem i Godthåb. I 1949 havde Red Barnet søgt om at sende grønlandske børn til plejefamilier i Danmark. Det blevet afvist, men Red Barnet lod sig ikke slå ud af det. Der kom kontakt mellem Eske Brun, chef for Statsministeriets Grønlandsdepartement, og Red Barnet, og kort efter, den 20. juli 1950, holdt landsrådet i Grønland møde, og formanden, landshøvding P.H. Lundsteen, forelagde Red Barnets forslag om, at omkring 20 børn skulle på ophold i Danmark. Først skulle børnene om sommeren på en af Red Barnets feriekolonier, og om vinteren opholde sig hos danske plejefamilier. Det skulle først og fremmest være forældreløse børn. Formandens forslag blev vedtaget af landsrådene efter en betænkningstid på 48 timer. Der var 18 stemmer for, fire imod. På samme møde var ønsket fra Dansk Røde Kors om at oprette børnehjem i Grønland på dagsordenen. Alle stemte for. I mødereferatet stod der intet om, at de 20 børn, efter at have været i Danmark, skulle flytte ind på Dansk Røde Kors’ børnehjem. Den vigtige oplysning til de implicerede familier kom først for dagens lys et halvt år efter at vi, de 22 børn, var udvalgt og sendt af sted til Danmark.

Den 1. december 1950 blev skoledirektøren i Grønland bedt om at træffe foranstaltninger med henblik på at udvælge 22 børn, så vidt muligt ligeligt fordelt på hvert køn. Grønlandsdepartementet i Danmark skrev: »Da det er tanken, at denne gruppe børn, efter et etårigt ophold i Danmark, atter skal opsendes til Grønland og optages på Dansk Røde Kors’, forhåbentlig til den tid etablerede børnehjem, og fortsætte deres skolegang i de kommende dobbeltsprogede skoler, bør der lægges vægt på, at der udvælges børn med en så høj intelligenskvotient som muligt.« Præster, kateketer og hjælpelærere i Qullissat, Jakobshavn, Egedesminde, Holsteinsborg, Sukkertoppen, Godthåb, Frederikshåb, Julianehåb og Nanortalik fra Grønlands vestkyst og fra Ammassalik og Scoresbysund på østkysten, gik i gang med at tale godt for den nye opgave: at finde egnede børn til dette eksperiment. Dengang var der ikke mange, der mestrede det danske sprog. Ud fra de svar, der blev telegraferet tilbage til København, stod det klart, at meningen med eksperimentet ikke var forstået. Det var en vanskelig opgave at finde børn nok. Den 1. april 1951 skrev landshøvdingen: »Ingen emner er anmeldt.« Det var et prestigeprojekt at få sendt en lille gruppe børn til Danmark, der skulle danne kernen i en kommende skoleordning. Det blev en hastesag, med en livlig trafik i form af telegrammer frem og tilbage mellem alle de implicerede byer. Landshøvdingen foreslog, at aldersgrænsen skulle sænkes til fem år, og at intelligensniveauet blev slækket. Grønlandsdepartementet godtog udvidelsen af aldersgrænsen, men så nødigt intelligenskravet slækket. Samtidig med at der ikke kunne findes et tilstrækkeligt antal forældreløse børn, udvidede man derfor eksperimentet til også at gælde moderløse børn.

jem er det hvide hus med sort

Godthåb ca. 1950. Mit barndomsh

Kort tid efter skrev skoledirektøren, at der var fundet 22 kvalificerede børn. Heraf var de 15 moderløse. Det betød ikke, at de var familieløse, for de fleste havde fædre, ældre søskende og andre nære slægtninge i byen. Da børnene fra Godthåb som de sidste seks skulle findes, gik den oprindelige plan igen skævt. Vi havde alle vores mor, alligevel blev vi udvalgt til at komme til Danmark. Dengang var jeg syv år.

Min familie Min far blev født i kolonien Godthåb i Grønland den 21. december 1918. Han hed Hendrik Jørgen Karl Samuel Kristoffersen og var telegrafist. Min farfar var fanger, og hed Aron Martin Kristoffersen og min farmor hed Bibiane. Far og farfar er vokset op i et lille hvidt hus på toppen af et fjeld i Islandsdalen i Godthåb. Mod vest var der en flot udsigt til Kookøerne, mod nord Nordlandet og mod øst

tag midt i billedet.

udsigt til Sermitsiaq, Godthåbs kendingsfjeld. Mod syd lå Hjortetakken og Store Malene, der rejser sig 759 meter høj, Lille Malene er 420 meter høj. Hjemme hos farfar var der en lille entre, og så var der et stort rum, som fungerede både som køkken, stue, og soveværelse. Sådan husker jeg det. Når vi besøgte ham, kom vi lige indenfor døren, og til venstre lå farfar på sin høje, brede briks under en kæmpe dyne. Han havde et lille natbord med en kaffekop og en pakke sukkerknalder. Under briksen var der en emaljepotte. Jeg undrede mig meget over, at farfar brugte potte. Han var altid glad for at se os og sagde »iggu« (hvor er du sød) til os børn, og så fik vi en sukkerknald. Jeg har fået fortalt, at min far havde en bror, der hed Hans. Han døde meget ung af tuberkulose. En anden bror hed Ignatius. Som voksen flyttede han til Egedesminde, hvor han var lærer og senere politiker. En tredje bror hed Jonathan. Han

boede i bedstefars hus i Islandsdalen til sin død. Han fik meget sent en kone, og de fik en lille dreng, der blev døbt Hans. Ved siden af min farfar boede hans bror Kristian, der var gift og havde flere døtre. Min mor hed Magdalene Bilha Augustine Rasmussen, født 1922 i kolonien Sukkertoppen. Hendes far var fanger, Michael Hans Karl Rasmussen, født 1896, og min mormor var Marie Helene Rosine, født Heilmann, i 1898. Min oldemor var en slags hittebarn. Den vinter, hun blev født, havde været forfærdelig hård. Selv havet var frosset til, hvilket er meget usædvanligt i Sukkertoppen. Fangerne kunne ikke komme på jagt, og efterhånden bredte sulten og nøden sig. Mange døde af sult. Da det endelig blev tøvejr, kunne man igen komme frem til de forskellige byer og udsteder. En familie på gennemrejse kom forbi bygden Napasoq i nærheden af Sukkertoppen, og stor var deres sorg, da de så at hele bygdens befolkning var uddød. Men de fik øje på en lille baby, som stadig lå og prøvede at die af sin mors bryst. I første omgang havde de troet, at babyen var død, men pludselig hørte de en ganske sagte grynten. Babyen havde overlevet, men var yderst afkræftet. Denne baby er min tip-tip-oldemor Karoline Sabine Agathe Lynge, født 1845. Min mor er den ældste af fem børn. Min ene moster hedder Sofiaaraq Holm, den anden hedder Karoline Heilmann. Jeg har aldrig nået at lære min mors brødre at kende. Den ene morbror, Vittus, druknede i Thule som helt ung, og den anden hed Mikael. Ham fik mormor med en anden mand efter min morfars død. Min morfar omkom i en kajakulykke. Det har min moster Karoline fortalt. Deres morfar hed Ivar Hans Diderik Heilmann (kaldet Tidalik), født1873. Farfaren var Vittus Klaus Vilhem Rasmussen, født 1859, en lille mand med en stor og klar stemme. Han var datidens fartøjs-

fører og postbud. En posttur med kajak fra Sukkertoppen til Holsteinsborg kostede i min bedstefars tid 4 pund brød, 1/8 pot brændevin, ½ pund engelsk tobak og 8 rigsdaler. I en instruks fra 1873 hedder det: »Regelmæssig post sendes 3 gange årligt: Om vinteren eller foråret, om sommeren og om efteråret, afgangs- og afhentningstiderne bestemmer inspektøren.« Min mormor døde af lungebetændelse, da min mor var 10 år. Min moster Karoline fik at vide, at hun skulle bo hos Sofie og Lars Møller, og min mor og moster Sofie kom på børnesanatorium i Sukkertoppen, hvor de skulle være indtil konfirmationsalderen. Efter de blev konfirmeret, skulle de flytte hjem hos deres mormor. Der var ingen konfirmationshøjtidelighed for dem. Under Anden Verdenskrig mistede Grønland forbindelsen til Danmark, og Grønland blev selvstyrende. Det var på det tidspunkt, Godthåb blev Grønlands hovedstad. Her blev administrationen samlet. Der blev oprettet et amerikansk og et canadisk konsulat i 1940 i Godthåb, og året efter blev Grønlandstraktaten underskrevet, som gav USA lov til at opføre militærbaser i Grønland. Amerika blev Grønlands forbindelse til omverdenen. Den dårligste periode med forsyninger var i sommeren 1944. Varer som rugmel, tørmælk og margarine slap simpelthen op. Befolkningstallet i hele Grønland var dengang på 20.184. I min mors hjem havde de spæklamper og brugte enten flydende spæk eller torskelevertran som brændsel. De kogte torskelever og siede det, før de brugte det til lampeolie. Petroleum kom først til i 1950’erne. Til at fyre op i kakkelovnen brugte de både lyng fra sortebær og tørv, som børnene skulle hjælpe til med at samle. Min mor boede med familien i et lille hus lige overfor kirken. Det var et af seks

huse, som dannede en lille enklave i det, der dengang var Kolonien Sukkertoppen. Sukkertoppen blev kaldt Grønlands Venedig. Når det blev højvande, var det, som om de boede på en lille bitte ø, for så gik vandet helt op til de seks huse. Min mor og hendes søskende kom tidligt ud at arbejde. De pakkede havkat i halve og hele kilo og i store blokke. Når de havde rigtig travlt, var de først færdige klokken halv fire om morgenen. Når der kom mange torsk, var de allerede som børn ansat som daglejere. Selv de danske børn var daglejere, og alle var til stor hjælp, syntes min moster, selv om hun og de andre grønlandske lejere syntes, det var lige flot nok, at de danske børn brugte deres løn som lommepenge. Da min moster blev gift, var der heldigvis kommet petroleum. Selv efter hun fik børn, fortsatte hun med at arbejde i Fiskehuset sammen med sin mand, Samson Heilmann. Det var hårdt arbejde. Ingen af min mosters 10 børn har gået i daginstitution. I pausen klokken ni om morgenen løb hun hjem fra Fiskehuset og ammede den yngste, fik den lille til at bøvse – og så afsted igen på arbejde. Da børnene blev lidt større, fik de en sutteflaske i munden, og så måtte de ellers passe sig selv, indtil deres mor kom løbende hjem fra arbejde. Det var et travlt lille samfund. I et af husene boede »kulmanden,« i et andet boede hende, der rettede kamikker til. Hun blev kaldt »Kammiortoq.« I de fleste af husene boede der fiskere og fangere, men der var også huse med butiksmedarbejdere fra KGH (Kongelige Grønlandske Handel) og nogle kateketer (hjælpepræster). Analfabetisme har stort set været ukendt i Grønland siden 1850’erne. I Godthåb var der efter børneskolen videregående undervisning i flere fag, og derfor kunne blandt andre min far og hans bror Ignatius få deres uddannelse fra se-

Duplexen. Min far står i midten.

minariet. Min far blev telegrafist, og min farbror blev kateket og lærer. Min farbror har fortalt mig, at de kappedes om at være bedst i alle fag, men i gymnastik var min far altså bedre end min farbror. Min fars uddannelse til telegrafist betød, at han en overgang arbejdede i kolonien Sukkertoppen, hvor han mødte min mor til dansemik i forsamlingshuset. Han blev så forelsket i hende, at han tog hende med til Godthåb. Min mor og far blev gift den 3. januar 1942 i Godthåb kirke. Deres bryllup var det første bryllup, der blev sendt ud i æteren i Grønlands Radios første udsendelse på grønlandsk. Og den 5. januar 1942 kunne man for første gang høre:

til min farfar, for Hans stod altid klar og beundrede hende på afstand. Han holdt øje med hende gennem en kikkert oppe fra Hans Egedes statue, når hun dukkede frem ved det amerikanske konsulat, og han fulgte hende igen hele vejen, når hun kom tilbage, gik forbi KGH og hjem til vores hus. Moster blev gift med Hans Holm. Hun var kun lige fyldt 18 år, da hun fik sit første barn, som døde kort efter. Moster og Hans Holm fik otte børn i alt.

Min fars arbejdsplads.

– Grønlands Radio, Godthåb, på 475 mellembølge. Her er radioavisen med de sidste nyheder. Derefter fulgte en kort udsendelse med nyheder fra udlandet og herefter nyhederne fra Grønland med forskellige administrationsmeddelelser samt skonnert- og motorbådspositioner. Lige efter Pressens Radioavis på dansk fulgte den grønlandske nyhedsudsendelse. Udsendelsen begyndte helt på bar bund, for en grønlandsk, æterbåren nyhedstjeneste havde aldrig før eksisteret. Min far var en af pionererne, han modtog telegrammer til radiofonien og den korte radioavis fra Godthåb med de vigtigste nyheder. Desuden blev der hver dag udsendt et kort sammendrag af nyhederne på telegrafnøglen, som blev modtaget og mangfoldiggjort ved samtlige radiostationer i Grønland. Hver dansk familie fik dagligt en lille avis, der fyldte en A4 side. Systemet var trådt i kraft allerede før krigen, hvor Grønlands Styrelse udsendte nøgleavisen fra København, men det var umuliggjort under Danmarks besættelse. Nøgleavisen blev også oversat og udsendt på grønlandsk, men kun opslået i udhængsskabe i kolonierne. Her kunne man om aftenen se de lokale flokkes for at læse de sidste nyheder.

Vi havde en radiomodtager derhjemme. Under krigen kunne man bestille en radio fra Grønlandsafdelingen i New York. I 1941 var omkring 100 husstande ejere af en radio, i 1945 var det steget til 400. Under Anden Verdenskrig blev der også sendt skoleudstyr fra Røde Kors i USA, og alle husstande fik en gratis flaske amerikansk rødvin.

Efter krigen Min storesøster blev født den 26. oktober 1942 i Sukkertoppen. Kort efter fødslen tog min mor til Godthåb, og sammen med hende moster Sofiaaraq, så hun kunne hjælpe min mor. Der skulle hentes vand og vaskes tøj. Moster fik også arbejde, hun vaskede gulv på min fars arbejdsplads. Når det var lønningsdag, havde min moster også til opgave at hente en pengeseddel hos min far i på telestationen, gå hele den lange vej ud til min farfar i Islandsdalen og aflevere den til ham. På vej ud til min farfar kom moster forbi et stort rødt hus, hvor der boede en smuk ung mand, som havde et godt øje til hende. Moster var genert, men hun havde alligevel ikke noget imod at gå ud med penge

Eske Brun var landsfoged i Grønland ved Danmarks befrielse, og kort efter blev Grønlands Styrelse stiftet. I 1948 var Grønland stadig en koloni. Der var to landsråd, et i Nordgrønland og et i Sydgrønland. Hans Hedtoft spurgte de daværende landsråd: Hvad ønsker I af Grønlands fremtid? De ønskede åbenhed udadtil, og at skolevæsenet skulle moderniseres. KGH’s handelsmonopol blev nedlagt i 1950. »Ved Kongelig resolution blev der i 1949 nedsat en kommission, repræsenteret var: Rigsdagen, de grønlandske landsråd, og den danske administration. Kommissionen supplerede sig med et betydeligt antal sagkyndige. Kommissionen sluttede med en bindstærk betænkning og fik redegjort for disse forhold og stillet forslag angående fremtidens arbejde indenfor alle felter. På grundlag af dette blev der i 1950 forelagt Rigsdagen et antal lovforslag, for eksempel om Landshøvdingen, Provsten og Skoledirektøren. Desuden blev der lavet en lov om udøvelse af erhverv i Grønland, hvor man fastsatte regler for retten til at drive erhvervsmæssig fangst, fiskeri og jagt i Grønland,« står der i en af min fars gamle bøger. Udøvelse af private erhverv var forbeholdt danske statsborgere med fast bopæl i Grønland, samt andre danske statsborgere med særlig tilladelse af Statsministeren. Det første private varehus kom i

1950. Det var Oles Varehus, og kort efter kom andre private butikker til. I årbogen for Turistforeningen for Danmark, 1952-53, af Kristian Bure står der: »Så kommer sommermændene, geologer, geodæter, ingeniører, der leder efter kulforekomster, fyrvæsenets folk der rejser fyr og anbringer sømærker, kunstnere, forfattere, filmfotografer, juridiske ekspeditioner. Grønland bygges op, der sættes et hurtigt institutionsbyggeri i gang.« Jeg oplevede den tid, tiden hvor vi skulle blive »gode danske borgere.« Der blev så stor travlhed i byggebranchen, at man måtte tilkalde danske håndværkere. Som det første måtte de opføre deres egen indkvartering, blandt andet de røde håndværkerbarakker bag ved børnehjemmet og i nærheden af kirkegården. De lokale familiefædre, der havde en uddannelse og boede i en af udviklingsbyerne (Godthåb, Julianehåb, Holsteinsborg og Jakobshavn), fik en bonus af kolonistyret. De fik lov til at bygge deres eget hus efter en boligstøttemodel. Da min far var telegrafist, fik han bygget sig et hvidt hus lige i nærheden af hans arbejde, telestationen, kaldet Duplexen, i Godthåb, lige op ad elven og den lille gangbro.

Min tidlige barndom Jeg blev født den 21. april 1944 oppe i vores soveværelse i Godthåb. Min mor har fortalt, at min næse var så lille, så den næsten ikke kunne ses. Jeg har aldrig fået at vide, hvad tid på døgnet jeg blev født. Heller ikke hvad jeg vejede, eller hvor lang jeg var. Vores lillebror blev født den 3. november 1946. Vi var en lykkelig familie og boede pænt. I stuen havde vi et spisebord med seks stole, lænestole, sofa og et sofabord med dug på. Der var en lav, mørkebrun bogreol med vores radiomodtager, billeder på væggene, gardiner,

Far, mor, jeg,Victo og Hans.

petroleumslamper og potteplanter i vindueskarmene. Inde i bogreolen havde min far mange store, tunge, sorte bøger: »Det Grønlandske Landsråds Forhandlinger fra 1938-47« fra Grønlands Styrelse, »Beretninger vedrørende Grønlands Styrelse nr. 1-1949,« beretninger fra »Den af Grønlandsstyrelsen til Grønland udsendte Lægeekspedition 1947-48« og mange flere. Om vinteren var det let nok at holde maden frisk, for ude foran køkkenvinduet var der hamret nogle store søm i huset, og der hang alke, edderfugle og ryper i naturens egen fryser.

Jeg var meget jaloux på min lille bror. Han blev forgudet, fordi han var en dreng, det kunne jeg tidligt mærke. Min far fik et fotografiapparat, da min lillebror blev født, så der findes igen babybilleder af Victoria og mig. En dag fik vi lov til at gå over og se, hvad det var, vores far lavede på arbejde, og selvfølgelig skulle min lillebror gå forrest. Da han var på vej op ad cementtrappen, så jeg mit snit til at puffe lidt til ham. Så lå han pludselig for enden af trappen og skreg i vilden sky. – Mon det dog er så slemt, tænkte jeg, indtil jeg fik øje på en bule i hans pande.

Vi måtte skynde os hjem igen. I køkkenet fandt min mor den største kniv, vi havde i skuffen, og satte den op imod bulen. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, indtil det gik op for mig, at min mor ikke ville skære bulen væk, hun ville bare køle den med knivsbladet. Jeg blev meget flov over min jalousi. En dag var jeg alene ude at lege. Der var så meget dejlig nysne. Elven lige uden for døren var frosset til, solen skinnede lidt endnu. Jeg havde et sælskind, som jeg brugte til at kure på. Jeg legede for mig selv, rendte op og ned af vores lille bakke udenfor huset. Så ville jeg prøve at kure på den anden side af elven. Det var så skønt, jeg prøvede længere og længere væk fra elven. I mellemtiden var det blevet mørkt. Jeg vidste pludselig ikke, hvor jeg var, eller hvor vores hus lå. Jeg gik forskrækket rundt og skulle sådan tisse. Til sidst kunne jeg ikke holde mig længere, og det løb varmt ned ad benene, jeg begyndte at græde, og gennem tårerne kunne jeg se, der var lys i nogle vinduer. I det sammen blev det koldt ned ad benene, og jeg hørte min mor råbte ud i mørket: – Iliina, sumiippit? (Helene, hvor er du?) Så kunne jeg se hende i køkkendøren i huset og løb grædende op til hende. Da jeg kom ind, kunne hun straks se, at jeg havde tisset i bukserne. Hun løftede mig op på køkkenbordet, vaskede mig og gav mig tørre bukser på. Så fik jeg noget varm suaasat (suppe kogt med alke, løg og grødris). Det var dejligt at komme ind i varmen. Min mor havde ammet min lillebror og var bagefter faldet i søvn og havde glemt, at jeg var ude og lege. Jeg har været omkring tre år. Til optænding af kullene i kakkelovnene måtte min mor og alle andre kvinder om sommeren tage ud i fjeldet og hente lyng. Mor samlede så meget lyng, hun kunne bære, og bandt det sammen med en snor. Så viklede hun et stykke bomuldsstof om

panden. Det var ligesom et kæmpe pandebånd, som beskyttede, når snoren omkring lyngen blev lagt over panden. Lyngen hang ned ad ryggen, og på den måde blev store bunker af lyng båret hjem, med armene på ryggen for at støtte. I gamle dage kaldte danskerne dem for lynghentere. Lyngen gav en værre gang røg ud af kakkelovnen og ud i hele huset, når der blev tændt op, men det duftede dejligt. Mor samlede så meget lyng, så der var et lager i kælderen til hele vinteren. Da min mor en dag igen skulle hente lyng, hjalp moster Karoline hende, og vi unger blev passet af naboens større børn i det røde hus, der lå yderst mod Skibshavnsvej. Mens vi blev passet, kom der en høj, ung mand med krøllet hår på besøg. Han kaldte mig ud i køkkenet, stillede sig foran kakkelovnen, hviskede til mig, at jeg skulle lægge mig ned og tage mine underbukser af. Det syntes jeg var meget mærkeligt. I det samme kunne vi se min mor og moster komme hjem med sortebærlyngen. Min moster nåede at se, hvad det var, den unge mand var i færd med, så hun skældte ham ud, jagede ham væk og hjalp mig med at få mine underbukser på igen. Den unge mand var helt rød i hovedet og småløb ud af huset. Vi havde en krybekælder, hvor kullene blev opbevaret. Inde i køkkenet var der en lem med en messingring i gulvet, der førte ned til kartofler og tørfisk. Længst ude lå kullene. Jeg syntes, der var uhyggeligt dernede. Når min mor ville alene på indkøb, blev vi lukket ned i kælderen. Jeg græd i vilden sky, men der hjalp ingen kære mor. Måske derfor havde jeg tit mareridt. Jeg drømte, at jeg vågnede op i en mørkebrun, firkantet grav. Jeg kunne kun se en enkelt sprække med lys, men kunne ikke klatre op ad de brune jordsider. Jeg skreg op for at få hjælp, men blev levende begravet i det mørke hul. Da jeg som voksen havde

mareridt, vækkede og trøstede min mand mig. – Har du nu igen været lukket inde, sagde han, og jeg svarede, at det havde jeg i hvert fald ikke. Først da jeg mange år efter hørte min storesøster fortælle, hvor bange hun havde været, når vi blev lukket ned i den lave, mørke kulkælder, dæmrede det for mig. Lige så snart jeg hørte det, brød jeg hulkende sammen, og siden forsvandt mine mareridt.

Brændemærket Mor, far og lillebror sov endnu, da min storesøster og jeg listede ned i stuen. Det var ved at blive lyst udenfor, og jeg gik hen til vinduet og kiggede ud på den nyfaldne

sne, som så dejlig ud. I starten hviskede min søster og jeg sammen. – Gå ned. Du ved godt, du ikke må stå på lænestolen, sagde Victo, idet hun puffede til mig. Jeg hoppede ned og begyndte at løbe rundt. Da jeg kom hen i nærheden af kakkelovnen, kunne jeg pludselig mærke en dejlig varme bølge imod mine bare arme. Jeg stoppede undrende op og spurgte Victo, om den var varm. Kakkelovnen så helt rød ud. Irriteret hev hun min højre arm helt hen til kakkelovnen, tog mig hårdt i håndleddet og puffede min håndryg ind på kakkelovnen og sagde: – Vil du mærke? Det gav en sydende lyd, jeg skreg i vilden sky, og det sved. Igennem tårerne kunne jeg skimte min sammenkrøllede, ildrøde hud. Og til min rædsel kunne jeg se de midterste sener i

min håndryg. Jeg skreg endnu højere, alt imens jeg kunne høre min mor og far komme springende ned ad trapperne. – Hvad sker der? spurgte de i munden på hinanden. Jeg skreg, at det var Victo, alt imens jeg pegede på hende. De så skrækslagne på min hånd, min mor skyndte sig ud i køkkenet med mig og hældte hurtigt vand i emalje-vaskefadet og lagde min hånd ned i det kolde vand. Det sved, jeg skreg og græd længe. Victo så meget brødebetynget ud, hun fik så meget skældud, at jeg midt i al min smerte alligevel måtte fryde mig over det. Hun så rigtig surt på mig. Det var nogle dage efter dette, at min far lovede, at vi måtte få et sælskind, så vi kunne kure ned ad bakken lige udenfor huset. Skindet havde han fået af bedstefar. Imellem naboens røde hus og vores hus var der en rund klippe, der førte helt ned til elven. Når der var meget sne, var det en dejlig kælkebakke. Vi kunne kure med sælskindet helt ned på den anden side af elven. Med hårene på sælskindet nedad kunne vi få meget fart på, når vi sad to på skindet. Og vi fik sne lige i hovedet, vi kurede igen og igen, indtil vi havde slidt hårene helt af. Så fandt min far på at lave små ski til os. Han fik en tom tønde fra bødkeren i Godthåb, og han skilte den ad i de buede stave. Så skar han remme af sælskind til hver stav fra tønden, hamrede dem fast i kanten, som vi så kunne sætte fødderne i. Og så havde vi vores livs første par ski. I starten var det svært at balancere på dem, men vi fik lært det og havde mange gode timer på ski udenfor huset. Min faster kom tit på besøg. Hun sagde altid en masse kæleords-lyde hurtigt efter hinanden til mig i en skinger tone. Hun sagde en dag, at jeg skulle spidse læberne, som hun gjorde, og så kom der en fløjtelyd ud af hendes læber. Jeg kiggede intenst

på hendes læber, jeg øvede og øvede, indtil der kom et lille fløjt ud mellem mine læber. Lige idet min fløjtelyd lykkedes, tog hun sin langefinger mod sin tommeltot og »knipsede« den ind i mine læber. Hver gang jeg mødte hende hjemme eller på Skibshavnsvej, skulle hun lige høre mig fløjte, og så fik jeg en over læberne. Til sidst syntes jeg ikke, at det var sjovt at fløjte. Om vinteren vaskede mor tøj i en vaskebalje i køkkenet. Tøjet blev hængt til tørre på et hjemmelavet tørrestativ af træ, der hang oppe over kakkelovnen. Om sommeren kunne hun vaske tøj i elven, der løb lige udenfor vores dør. Jeg fulgte hende interesseret og var imponeret over, hvor hurtigt hendes hænder kunne gnubbe tøjet rent på vaskebrættet. Det så svært ud, når hun skulle vride et lagen. Der var et stort søm formet som en krog på væggen i huset foran køkkendøren. Herfra gik der en snor ud til en stang, der stod i jorden. Der hang tøjet og blafrede i vinden. Mens vi en sommerdag legede udenfor, hørte vi pludselig en mærkelig lyd. Vi for om til køkkendøren for at se, hvad det kunne være, og der stod et kæmpestort dyr på fire lange ben og med en masse hår på hovedet. Vi flygtede skrækslagne ind til mor, som kunne fortælle, at det var en hest. I lang tid turde vi ikke at gå ud og lege, men da vi fandt ud af, at den var bundet, tog vi mod til os igen. Det viste sig, at vandforsyningen, som kom fra flere brønde, blev klaret fra hestevogn. Der var i alt tre heste til at klare det, og de gik på græs lige uden for vores hus. En gang kom jeg til at gå lidt for langt væk fra vores hus, og fik pludselig øje på en lille dame. Hun var ikke ret meget højere end mig og min storesøster, men hendes hoved var meget større, og hun så gammel ud. Jeg gloede skræmt på hende, for jeg syntes, hun så helt forkert ud. Lidt

Jeg, kusine Bibi,Victo og Hans.

senere kom der en dame mere, der lignede hende på en prik, og jeg løb forskrækket hjem. Mor fortalte, at det var tvillingedværge. Når jeg fremover skulle forbi deres hus, gik jeg i en lang bue udenom, selv om jeg så måtte gå ud i den våde mose. En dag hamrede og bankede min far ved døren foran soveværelset. Nysgerrigheden drev mig derop. – Hvad laver du? spurgte jeg, og han fortalte han lavede et das. Vi var vant til at sidde på potte, mor og far sad på en blikspand, men nu lavede han et hul i midten af brædderne, et hængsel bagest og brædder foran. Toiletpapiret blev sat til højre for brættet, spanden lige under hullet, og så havde vi vores første das. Plump, sagde det, hvis der ikke var så meget i spanden, men det var ikke sjovt, når der var top på. Min mor samlede mange høje flasker og havde en kæmpe balje, som hun hældte forskellige ingredienser i. Så stod baljen i mange dage ude i gangen. En dag hældte hun det hele i flaskerne, men propperne skulle ikke i flaskerne med det samme. Min storesøster og mor skulle ned i KGHbutikken, jeg skulle passe Hans, og vi fik besked på ikke at røre flaskerne. Da de var gået, syntes jeg, vi skulle smage, hvad der var i flaskerne. Hvis vi kun tog en lille tår fra hver flaske, kunne mor da ikke se, at vi havde smagt. Det smagte ikke godt, og så var det grumset. Da mor og Victo kom hjem, vaklede Hans og jeg rundt og sang i vilden sky. De kunne ikke lade være at grine af vores livs første brandert, for det var immiaq, hjemmelavet øl. Vi blev lagt i seng og sov rigtig godt. Det var sjovt at se, når far skulle åbne en flaske immiaq, når vi havde gæster, for så flød der en masse skum ud af flasken. Vi gik ture om søndagen, når det var godt vejr. Foran sygehuset var der en dejlig strand, mest med flade sten. Det var sjovt at drille bølgerne ved at råbe:

– Bølgen kan ikke nå mig, og vi løb efter bølgen ud mod vandet, imens den trak sig tilbage, og bakkede lige så stærkt vi kunne, når den var på vej tilbage. Det gjorde vi igen og igen, indtil vi fik våde sko. Det var også spændende at være nede ved kolonihavnen og se bølgerne, der skvulpede mod bolværket. Vi kunne lige stikke hovedet igennem rækværket og se ned til bølgerne. En dag kom min lillebror for langt frem og gled lige igennem rækværket og faldt ned i bølgerne. Hovedet røg under vandet, men heldigvis dukkede det hurtigt op igen. Jeg så målløs på, alt imens de voksne fik meget travlt med at redde ham op igen. Der var heldigvis en robåd i nærheden. – Hold fast, råbte de hele tiden til ham. Ind imellem slap han taget i bolværket og gled under igen, men heldigvis var der en mand, der fik ordentligt fat i ham og hev ham op. Sikke en forskrækkelse – og der var langt hjem. Vi skulle forbi Hans Egedes hus, op over bakken, langs elven og vandfaldet, inden han kunne få tørt tøj på igen. Vi unger måtte bare halse efter, så godt vi kunne.

Kvinden i snedriven Der var en stor messingklokke oppe på gavlen af landsfogedkontoret. Den sad rigtig højt oppe, så der var bundet en snor i klokken. Til hverdag var mange mænd forsamlede omkring den. Når klokken ringede, stillede de sig op, og så fik de arbejde nede ved kolonihavnen. Nogle lossede sække fra skibe, andre skovlede kul, som lå i en kæmpe bunke. Andre igen skulle ind i pakhuset og arbejde, eller over i Fiskehuset. Nogle mænd blev kørt på ladet af byens lastbil ud til skibshavnen for at arbejde i pakhusene derude. Der var travlhed. Alt det kunne vi stå og se ned over, når vi var på besøg hos moster Sofie, onkel

Vinter i Godthåb. I baggrunden ses Sermitsiaq.

Hans og hans forældre. Omkring deres hus var der kvaner, kartofler og valmuer indhegnet af et hvidmalet stakit. Neden for bakken lå den store røde trækirke. Bag ved kirken lå den danske kirkegård, og oppe på toppen af det nærmeste fjeld stod der en statue af Hans Egede. Fra mosters svigerforældres hus var der en meget flot udsigt. Min onkel Hans kunne se ud over havet, se på himlen og forudsige vejret. Han vidste, om han kunne komme ud og fiske dagen efter. Min onkel blev boende hjemme hos sine forældre hele livet, selv efter han var blevet gift. Hans lillebror boede også hjemme i mange år. En sommerdag, mens vi sad foran vores hus og legede med jord og gamle konservesdåser, kom der en meget mærkelig, brummende lyd fra himlen. Victo og jeg

for skrigende og grædende ind til mor og råbte: – Hjælp, der kommer et uhyre oppe fra himlen. Vores hjerter hamrede og bankede af skræk, og vi hang i mors skørter. Hun vristede sig løs for at stikke hovedet ud af køkkendøren tids nok til at se en Catalina. Det var en flytype, der kunne lande på vandet, som dengang fløj i Grønland. Hun beroligede os og forklarede, at det var en maskine, som kunne flyve oppe i luften. Vi blev inde resten af dagen. Det viste sig, at der hver anden uge blev kastet store, hvide faldskærme ned fra amerikanske fly. Det skete fra 1941 til midt i 50’erne. Det var post og varer til amerikanerne og canadierne. Den eneste mand, der kunne kommunikere over radioen med de amerikanske fly inden de

droppede varerne, var Winstedt, der ejede den første radioforretning i Grønland. Da vi senere blev mere modige og hørte de amerikanske flyvemaskiner, løb vi over til Store Slette, Narsarsuaq, en mose, hvor de også droppede bolsjer ned til børnene. I 1940’rne var kolonien Godthåb ikke større, end at alle folk kendte hinanden og vidste, hvem der var i familie med hvem. Vi vidste, hvem der boede i de forskellige huse. Min grandkusine Ane-Johanne og hendes søskende kedede sig, når det var dårligt vejr, og så sagde deres mor til dem, at de skulle sætte sig foran vinduet i stuen og begynde at tælle husene i Godthåb og komme i tanke om navnene på alle de mennesker, der boede under samme tag. Det gjorde de så. De startede fra Islandsdalen og sluttede ved den grønlandske kirkegård. Der var omkring 500 huse, og efterhånden vidste de, hvem der boede i dem alle, både børn og voksne og bedsteforældre – alle blev talt med. Mod Nordlandet var det først Myggedalen, navngivet af danskerne, fordi der var så mange myg. I forlængelse af den kom Islandsdalen, og for enden lå der et hus, hvor der blev saltet og pakket torsk til eksport. Lige foran det hus lå vandet, og der var min far engang med til en opvisning, hvor de vendte i kajakker. Jeg var bange, da jeg så min far forsvinde under vandet, indtil jeg så, at han kunne vende sig op igen og sidde rigtigt i kajakken. Folk råbte og klappede. Når man fulgte grusvejen fra Myggedalen, kom man op ad en bakke og forbi Ilinniarfissuaq (Seminariet), derefter forbi et hus, hvor haven med blomster var indhegnet af et hvidt stakit, for der var mange får, der gik rundt i hele byen og græssede. Ved siden af kirken lå landshøvdingens embedsbolig, og på venstre side langs vejen løb en elv. En kort træbro førte ned til bageriet, og ved siden af lå KGH. Koloni-

havnen er fredet i dag og ser ud, som da jeg var barn. Efter det amerikanske konsulat kom kommunens bygning, derefter kom den vej, hvor dværgene boede, og længere henne ad vejen boede Agnethe, Karla og alle de andre søskende. Når man fulgte elven mod syd, kom man til vores hus. Den 7. januar 1948 vågnede Victo og jeg tidligt og listede nedenunder. Om natten havde det været svært at sove, for aldrig havde vi oplevet så stærk en snestorm. De røde, brune og grønne træhuse var blevet helt hvide at se på, sneen føg og hvirvlede vildt rundt, så man ikke kunne se en hånd for sig. Det var Hellig Tre Konger. Da vi var ude at lege, kunne vi næsten ikke trække vejret i snestormen, selv på øjenbryn og i øjenvipper satte sneen sig fast. Det var sjovt, men vi måtte kun opholde os lige foran huset, for sneen faldt hurtigt i store fnug, og samlede sig hurtigt i store snefaner overalt. Det var varmt og dejligt både i køkkenet og i stuen, for min far var nødt til at fyre op i kakkelovnene hele døgnet, selv i stuen, når det var så koldt om vinteren. Da vi nåede køkkendøren, kappedes Victo og jeg om at komme først ind. Jeg var den første, skubbede døren op, snublede over en stol og kravlede glad op på køkkenbordet for at trække gardinerne fra. Victo kom løbende efter, og idet jeg trak gardinerne fra, skreg jeg i vilden sky. Ude i en snedrive, der gik lige op til køkkenvinduet, lå der et uhyre. Det var en tynd dame, hun havde en ternet kjole på, en cigaret i hånden og var helt stivfrossen. Og så havde hun et fugleansigt. Jeg stirrede på hende og blev ved med at skrige, indtil min far tog mig ned fra køkkenbordet og trøstede mig. Det viste sig, at det var en kvinde, der ikke havde kunnet finde hjem i snestormen, så var hun faldet omkuld lige foran vores køkkenvinduer og var frosset ihjel. En af vores alke eller ed-

derfugle var i snestormen faldet lige ned i hovedet på hende. Nogle dage efter blev hun begravet. Mor og far kendte hende åbenbart, så vi var med til begravelsen, og jeg så, at nogle græd. Jeg kunne slet ikke forstå, at nogen kunne græde over sådan et uhyre. Det viste sig, at hun var sort i hovedet, fordi hun havde smurt sig med kul i ansigtet for at fejre Hellig Tre Kongers aften. Det var der tradition for, at man gjorde. Mine grandfætre Kristian og Nikolaj var samme dag på vej i skole og gik lige forbi vores køkkendør. De havde også fået et chok, da de så hende ligge lige under vores køkkenvindue. Kong Christian X’s fødselsdag den 26. september blev altid fejret. Fra 1947 var det Kong Frederik IX´s fødselsdag den 11. marts, der blev fejret. Nede ved kolonihavnen samledes hele byen, landshøvdingen holdt tale, der blev råbt hurra, og kanonerne blev skudt af i røg og damp. Når de blev affyret, rykkede kanonerne baglæns. Vi holdt os for ørerne, og jeg var altid bekymret over, om kanonerne skulle ramme fødderne på ham, der fyrede dem af. Der var fest og glæde, og efter kirkegang fik alle ægtefolk med børn en Kongepakke bestående af et kilo grødris, en lille pose kaffebønner, en pakke sukkerknald, en lille pose te og en pakke skibskiks. Dem, der ikke havde været i kirke, kunne hente deres ration med navn og mærke på i KGH. Den eftermiddag havde mor bagt grønlandsk kage. Det var sjovt at se, når hun tog sin lille kaffekværn ned, puttede kaffebønnerne fra kongepakken i og begyndte at dreje rundt. Det duftede dejligt, og så fejrede vi kongens fødselsdag med kaffe og kage ved sofabordet i stuen. Det var højtideligt med et lille Dannebrogsflag på bordet. Selv om jeg ikke kunne forestille mig, hvordan sådan en konge så ud, så mente jeg, han måtte være en vigtig person, siden alle mennesker fejrede hans fødselsdag.

Til jul fik alle børn en lille pose med et æble eller en appelsin, rosiner og svesker af kongen. Når der kom amerikanske krigsskibe til Godthåb, var der fyldt af soldater på vejene. Min grandkusine Ane-Johanne kan huske, at de løb efter dem og råbte: – Gi’ maj tikkum’ (Gi’ mig tyggegummi). I mange år troede børnene, at de havde talt engelsk, men så viste det sig, at det var dansk. De fik lange, flade stykker tyggegummi i gule indpakninger.

Ferie og højtider Mor havde travlt med at pakke vores tøj, og jeg spekulerede på, hvorfor hun gjorde det. Hun fortalte, at vi skulle på sommerferie hos mormor. Vi skulle sejle med motorbåd i mange timer, så ville vi komme til en by, der hedder Maniitsoq. Der var min mor og storesøster født, og der boede min mormor, mostre og mange af min mors kusiner og fætre. Det var dejligt at komme ud og sejle, der var mange fjelde at se på. Da vi kom til Maniitsoq, var der mange mennesker til at tage imod os. Det sidste stykke blev vi sejlet ind i robåd og gik derefter op til min mosters røde hus, hvor vi skulle bo i ferien. Det var skræmmende, for der gik løse hunde rundt i byen. Jeg holdt mig tæt til min mor. Min mormor var meget gammel, hun gik ikke så godt og var hjemme hele tiden. Det var jeg glad for. Jeg sad gerne oppe i et af de åbne vinduer og kiggede ud over byen med de mange små broer. Så mange broer havde vi ikke hjemme i Nuuk. Jeg skulle i hvert fald ikke ud at lege, for ved siden af huset boede der et par hunde, og dem turde jeg ikke gå forbi. Det var mærkeligt at høre, at min mor blev kaldt storesøster og min far blev kaldt lille Hendrik. Vi var også ude at sejle. Vi havde gryder med, de voksne fangede torsk, så fyldte de

en. Foran sidder jeg,Victo og Bibi.

Ferie i Qooqqut. Mor har Hans på arm

Kusine Bibi, jeg og Victo på ferie i Qooqqut.

havvand i gryden og kogte torsken over et bål, efter vi havde hjulpet med at samle lyng til bålet, der brændte med tyk røg. Da vi skulle spise, kaldte de på os, og hele grydens indhold blev hældt ud over en stor flad sten, og så fik vi lov til at spise fisken med fingrene. Det var dejligt solskinsvejr, da vi skulle sejle hjem til Nuuk igen. Jeg nød at komme hjem til vores eget hus, her var der ikke så mange mennesker inde i huset og ingen hunde udenfor. Marmelade kunne man købe i store blikdåser, der lignede guld. Når de var tomme, måtte vi få dem med i fjeldet, hvor vi brugte dem til at plukke sortebær i august måned. En dag fik min storesøster og jeg lov til at følges med nogle legekammerater langt op i fjeldene for at plukke

sortebær. Vi gik forbi fars arbejdsplads, forbi fodboldbanen og op i fjeldene. Der var masser af sortebær. Det gav en hul lyd, når sortebærrene landede i den tomme dåse. Vi kom længere og længere ud i fjeldet, ind imellem så vi os omkring og kunne se bugten ved Kuløen. Vi plukkede videre, solen skinnede og varmede dejligt, vi havde kjoler på, da der pludselig var der en der råbte: – En isbjørn, der er en isbjørn. Han stod og pegede ned mod bugten, og det var rigtigt nok, det var en isbjørn. De store børn løb skrigende hjemad, jeg tabte dåsen med sortebær og løb, hvad jeg kunne, imens jeg råbte på min storesøster: – Vent på mig. Hun løb bare videre, jeg halsede grædende bagefter. Der var langt hjem, og da jeg endelig nåede frem, var

der allerede nogle fangere, der havde hørt rygtet og skyndt sig op i fjeldene for at fange isbjørnen. Nytårsaftens dag var der grønlandsk boldkamp. Bolden var en hjemmesyet stofbold, og alle mændene i byen kæmpede i to hold mod hinanden. Det ene hold bestod af dem, der boede mod nord, det andet hold af dem, der boede mod syd. De startede nede ved Islandsdalen og kæmpede hele vejen igennem Godthåb, ud til Skibshavnsvejen. Der var en hujen og skubben, bolden blev revet og flået, siddet på, ligget på. Mændene kæmpede, og der var masser af unger og koner, der spændt fulgte de kæmpende. De grinede, skreg og råbte på hinanden, det var meget spændende. Til sidst gik bolden i stykker, og jeg fandt aldrig ud af, hvem der vandt. Mor til hest i Qooqqut.

Om søndagen gik hele familien i kirke. Jeg sad og beundrede englene og gøs ved at se Jesus på korset. Victo og jeg prikkede, kildede og fnisede til hinanden, indtil vi blev tysset på. Nogle gange var vi oppe og hilse på moster Sofie, hendes mand og svigerforældre og mine kusiner og fætre efter kirkegangen. Andre gange var vi oppe hos farfar. Mor havde travlt, når vi fik besøg af fremmede. Min far kunne tale flere sprog, så når der var danskere, englændere eller franskmænd i byen, blev de inviteret hjem til os, for far var en af de få grønlændere, der kunne flere sprog. Det lød underligt, når min far snakkede med dem. Vi fnisede, kredsede om dem, indtil vi blev gennet ud at lege. På den måde lærte jeg mine første danske ord. Mor har fortalt mig, at jeg havde travlt med at koste rundt med min lillebror på dansk. – Hans, kom nu, spis. Nej, du ikke løbe, kommanderede jeg. En anden sommer var vi i Qooqqut inde i fjorden på ferie. Vi sejlede ind i en lille motorbåd i dejligt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel, havet var spejlblankt. I Qooqqut var der en bred sandstrand, hvor vi legede meget. Vi måtte tage alt tøjet af og soppe dernede, vandet var ikke så varmt, men vi havde fået nye gummistøvler, så vi legede og rendte rundt, kun iført gummistøvler. Vi var sammen med vores kusine Bibi, og vi løb op og ned ad sandskrænten, samlede tang og tørre siv. Når vi skulle tisse, satte vi os bare på hug nede ved vandet. Det var sjovt. Min far fiskede, og om aftenen fik vi de torsk, han havde fanget, eller også fik vi laks, han havde fanget i den store elv. Når vi gik og legede i fjeldet, var der så mange myg, at det var en plage. Det kløede. Mor fik sig nogle dejlige rideture på en af de islandske heste, der var i Qooqqut. Min far havde et sjovt fotoapparat. Når

han kiggede ned i det, så det ud, som om vi stod på hovedet. Vi kunne kun se hans isse, når han skulle fotografere, og skulle stå helt stille – og klik, så havde han taget et billede. Tilbage i Nuuk sad Victo og jeg en dag og spiste en mellemmad i det dejlige solskinsvejr, da vi fik øje på røg fra et af husene oppe på Radiofjeldet. Vi råbte på mor: – Takuuk! Se! Og hun udbrød: – Åh nej, det brænder. Pludselig kom der flammer ud af vinduerne. Beboerne kom meget hurtigt ud af huset, og flere kom ilende for at hjælpe med at slukke ildebranden, men det var umuligt. De havde kun en enkelt tønde vand inde ved komfuret. Branden gjorde et stort indtryk på mig, det var lige ved siden af Ane-Johannes og vores fætres hus, hvor vi tit legede. Den næste store brand var, da vi hen mod vinter var vidner til, at forstærkerstationen, der var omkranset af en masse master, brændte oppe på Radiofjeldet. Byens friske drenge, deriblandt min brors legekammerat Ejvind, hjalp til med at løbe frem og tilbage med blikspande for at slukke branden. Det amerikanske konsulat havde den første bil i Godthåb, og i »Amerikanerhallen« kunne de voksne se de første 16 mm spillefilm en gang om ugen. Det var ligesom i en rigtig biograf. Det må have været en stor oplevelse. Karl O. Egede var bestyrer af biografen i den gamle barak. I 1949 købte min far et kosteskaft. Han hamrede sortebærlyng og små birkegrene på kosteskaftet, og mor pyntede det med hjemmelavede kræmmerhuse, og på toppen kom der en hjemmelavet stjerne. Sådan så vores første juletræer ud, da jeg var lille. Det var en spændende tid. Juleaftensdag og juledag gik de store børn rundt og sang udenfor husene med en hjemmelavet lanterne hængende ved hånden med et lil-

le tændt juletrælys i. De unge og de voksne var ude at synge allerede fra klokken seks om morgenen, derefter var der gudstjeneste klokken otte i kirken, hvor der altid blev sunget: »Juullimi iivangkiiliu«, »Qaammarpoq Nuna« og »Illunguaqarpoq tappavani.« Mellem jul og nytår blev vores venner inviteret til juletræ hjemme hos os. Det var gerne mellem klokken to og fire om eftermiddagen, har min storesøsters klassekammerat Stephen Heilmann fortalt. Først sang gæsterne en julesalme udenfor døren, derefter kom de ind i stuen, og vi dansede om juletræet, mens vi sang »Kaavitta, kaavitta, kaavinniarta« og »Immakullu nunakkullu.« Så kom det store øjeblik, hvor vi alle fik et kræmmerhus hver. I kræmmerhuset var der en sveske, rosiner og kandis. Det var specielt, hvis der før jul havde været skib, for så kunne der være et æble i kræmmerhuset.

Min far dør Godthåb Sygehus blev bygget i 1930’erne i Kolonihavnen, og min far havde været indlagt dernede. Det var ret moderne med elektrisk lys, centralvarme, god vandforsyning og kælder under hele huset. Allerede i efteråret 1950 var min far, der på det tidspunkt var 31 år, begyndt at hoste meget. Han havde ondt i brystet og blev svagere og svagere. På hans fødselsdag den 21. december kunne han ikke engang komme op ad trappen til soveværelset, så han måtte sove på en madras på gulvet i stuen. Vi børn kunne fornemme den triste stemning, der var i huset, vores mor var meget ked af det. Vi forstod ikke rigtigt, hvorfor hun var så ked af det. Selv når familien kom på besøg, skulle vi være stille. Vi fik på skift lov til at ligge i mors og fars seng, og en aften lå jeg og tænkte på, hvornår min far mon ville blive rask. Hver morgen, når jeg vågnede, var jeg spændt

på, om han nu var rask. Men han lå bare hele tiden i sengen. En nat kom mor og vækkede os og hjalp os ned ad trappen. Hun hviskede til os, at vi skulle komme ned i stuen og sige farvel til vores far. Det var den 23. januar 1951. Jeg blev lysvågen og tænkte på, hvorfor vi skulle sige farvel til vores far midt om natten. Da vi kom ned i stuen, kaldte han med spag stemme på Victo. Han prøvede at løfte hovedet fra hovedpuden, men kunne ikke. Victo måtte bøje hovedet helt ned til ham, han hviskede noget til hende og kyssede hende farvel. Så var det min tur, han tog om mine hænder og hviskede: – Farvel min pige, nu må du love mig at være artig. Jeg nikkede, han kyssede mig, og den højtidelige stemning svøbte sig om mig og gav mig gåsehud. Så tog min mor vores lillebror på fire i hånden, tårerne trillede ned ad hendes kinder. De satte sig på hug ved fars hovedgærde, og nu kunne min far hverken hviske eller sige noget af bare bevægelse og afkræftelse. Rundt omkring i stuen og i gangen var min fars søskende samlet. De havde lommetørklæder for munden og nikkede alvorligt til mig og Victo, da vi blev sendt ud i køkkenet. Vi stod helt fortabte og så på hinanden med tårer i øjnene. Victo begyndte at snøfte, der var helt stille i lang tid. Så hørte vi hoveddøren gå op, vi kunne høre nogle mandsstemmer og derefter en masse skridt. Kort efter gik de forbi køkkenvinduet med en båre dækket af et grønt tæppe. Der lå vores far helt stille, fire mænd bar båren. Victo og jeg kiggede på hinanden, så gik vi ind til mor i stuen, som stod med Hans i favnen. Vi omfavnede hende og græd. Alle omkring os græd lige så stille. Ane-Johanne fortalt mig senere, at Victo kom for sent i skole den morgen, vores far døde. Da hele anden klasse var på deres pladser, spurgte den danske klasselærer hr. Forchhammer langsomt ud i klassen:

Danmark 1951 I pleje – Hvor er Victoria? Der var ingen, der kunne forklare sig på dansk, men så rejste den mest modige af eleverne, Kaaleeraq Heilmann sig, gik op til katederet og sagde: – Victoria, far. Så lagde han sig ned på gulvet foran katederet og lod, som om han var død, mens han på grønlandsk sagde: – Unnuaq toquvoq, han døde i nat. Der var helt stille i klassen. Kaaleeraq rejste sig og gik ned på sin plads. Klasselæreren, der havde fattet alvoren, tog et stykke kridt og skrev langsomt og højtideligt på tavlen: »Victorias far er død,« så vendte han sig mod eleverne og sagde langsomt: – Victorias far er død. Derefter delte han et stykke papir ud til hver elev, hvor de skulle skrive den sætning, der stod på tavlen, på hele siden: Victorias far er død. Det har Ane-Johanne aldrig glemt. Det var den første sætning, hun lærte på dansk. Nogle dage senere fortalte vores mor, at far skulle begraves. Hun havde travlt med at finde vores fine tøj og de hjemmesyede frakker frem. – Først skal vi sige farvel til far for sidste gang, forklarede mor. Jeg forstod ikke noget, og da vi endelig nåede op til kirken, gik vi lige forbi, videre op til et lille rødt hus. Det var kapellet. Jeg var spændt på, hvad der var derinde, og det fik jeg hurtigt opklaret. Vi var de første, der blev løftet op, og der lå min far, ligbleg og helt stille, som om han sov i kisten. Mor hviskede, at jeg skulle kysse ham for sidste gang. Jeg spidsede munden og gav ham et kys på

panden. Idet jeg kyssede ham, stivnede jeg i chok. – Han er jo iskold, tænkte jeg. Jeg blev sat udenfor kapellet for at vente, til hele familien havde kysset ham. Derefter blev der lagt låg på kisten. Det begyndte at gå op for mig, at jeg aldrig mere skulle se min far. Det var mærkeligt at sidde i kirken og se på den hvide kiste med låg på. – Der inde ligger vores far, de har lukket ham inde, tænkte jeg. Der lød snøften og hosten imellem salmerne. Så kom nogle mænd og bar fars kiste ud af kirken, satte den på en trækvogn med et hvidt lagen på ladet. Mændene trak langsomt fars kiste den sidste, lange vej på vognen ad Skibshavnsvej. Der gik mange mennesker bagved kisten. Vi gik forbi KGH, forbi vores hus, forbi tandlægens hus, ned ad bakken, og så kunne jeg se det, de kaldte »den grønlandske kirkegård.« Midt inde på kirkegården var der gravet et stort hul i sneen. Min fars kiste blev lagt ned i hullet, præsten kastede noget jord ovenpå, og der blev sunget salmer og bedt Ataatarpooq (Fadervor). Jeg foldede hænderne, der var meget stille og jeg følte mig helt forladt på kirkegården, da jeg tænkte: – Skal jeg virkelig aldrig se min far igen? Bagefter gik hele familien med hjem til os og fik kaffe, te og grønlandsk kage. Moster Sofie havde også bagt en stor kage.

Så blev det tid til, at vi skulle i pleje rundt omkring i Danmark. Red Barnet havde fundet plejeforældre til os, og da min eksem ikke var blevet bedre, skulle jeg være hos læge Jørgen Kringelbach i Københavnsområdet. Jeg blev hentet af en dame fra Red Barnet, og i tog kørte vi mod København. Da vi nærmede os byen, dukkede en masse huse op, jeg blev holdt i hånden, og det var nok godt, for jeg måbede over alle de høje bygninger. På togstationen kom der en bil, og jeg blev kørt ud til et rødt etplans murstenshus. Derude var husene ikke så høje, men der kørte mange biler. Faderen i huset havde briller, moderen lå inde i soveværelset, og datteren var på alder med mig. Faderen undersøgte mine albuer og haser, hvorefter han smurte dem ind i sort, tyk salve. Det lignede tjære. Så forklarede han mig, at jeg ikke måtte sidde på lænestolene eller på sofaen i stuen. Jeg var ulykkelig. – Hvorfor skal jeg nu bo her, hvornår skal jeg hjem? Jeg kunne ikke lide at være der, ville ikke snakke med mine plejeforældre. Jeg nikkede kun eller rystede på hovedet, når de henvendte sig til mig. Jeg snakkede kun lidt med min plejesøster. Ved måltiderne skulle jeg spise op. Det kneb, når det var en spegepølsemad. Jeg kiggede længe ned på maden, tog en bid, som voksede i munden på mig. – Spis nu, blev der sagt, og moderen forklarede, at det var hendes mor, der havde lavet spegepølsen. Det hjalp ikke. Jeg måtte blive siddende i timevis.

En dag fik jeg besøg af min tante Kristine og kusine Theodora. Jeg blev så glad, så jeg græd af glæde. Jeg sladrede om den der spegepølsemad, men de kunne ikke gøre noget. Når jeg skulle ud at lege, mens jeg var hos familien Kringelbach, sagde de: – Du må ikke gå ud på vejen. – Nej, svarede jeg, og de gentog: – Du må ikke gå ud på vejen, og jeg gentog: – Nej, nej. Jeg skulle nok lade være med at gå ud på den dumme vej. Det sidste sagde jeg til mig selv, og det endte med, at jeg stod som fastnaglet ved deres havemur for ikke at gøre noget forkert. Naboen hed Feldbo, og deres dreng kom med en kælk en dag, der var kommet sne. Vi kælkede ned ad græsplænen, det var dejlige stunder, og han forklarede mig, at en af fuglene hed en rødkælk. Jeg syntes, det var et underligt navn. Hver dag lå konen i huset inde i sin seng, og et af børnene sagde, at hun havde spist søm. Jeg tænkte, at det nok var derfor, hun var så underlig. Jeg turde kun skæve ind til soveværelset, når jeg gik forbi. Inde på datterens værelse lærte vi at strikke og det var besværligt. Det var juleaften, og juletræet havde rigtige grene og duftede dejligt. Det var et noget flottere juletræ end det, min far havde lavet. Min plejesøster fik en meget stor dukke i julegave. Den var meget flot. Jeg fik en lille dukke. Jeg var så sur på mine plejeforældre, fordi de tvang mig til at spise, så hver

Mig og min første plejesøster.

gang de prøvede at spørge mig om noget, lod jeg, som om de var luft. Tidligt på foråret, da min eksem endelig var blevet helbredt, skulle jeg flytte igen. Da jeg blev hentet, troede jeg, at jeg blev kørt ud til et skib, og at jeg nu snart skulle hjem, men vi kørte længere og længere ud på landet, ned til Brøderup Ungdomsskole ved Præstø Fjord. Det var en lang køretur. Det så meget stort og flot ud, og jeg var helt benovet, da vi kørte op gennem alleen. Til højre var der en lille dam, og i nærheden af den var der en hæk i en halvcirkel, som omkransede en bænk og et rundt bord i granit. Derfra kunne man nyde udsigten til dammen med guldfisk og åkander. Midt i dammen var der en nøgen dreng, der tissede, og jeg blev lidt forlegen, da jeg så ham første gang. Der var en kæmpe græsplæne med en lang flagstang i den ene side. Modsat var der to korte flagstænger. Bag græsplænen var der et stort område med forskellige grøntsager og planter, og ud mod hovedvejen var der frugttræer. Vi parkerede på gårdspladsen foran spisesalen.

Brøderup Ungdomsskole.

På Brøderup Ungdomsskole hed forstanderparret Ingrid og Ejner Greve. Deres børn var Vagn på 14 år, Gunvor på 12 og Tove på 11 år. Forstanderparret havde i mange år været kendt for at tage plejebørn til sig, både fra Østrig, Ungarn og fra Slesvig. En dag var de blevet kontaktet af Red Barnet, der spurgte, om de kunne tage et problembarn fra Grønland i pleje. – Hun er syv år og hedder Helene, hun skal være her i under et år. De havde haft problembørn før, så det ville de godt prøve. Min nye plejefamilie tog godt imod mig. De var smilende og så flinke ud, da jeg ankom. Bag dem var der en snoet trappe op til første sal med malerier på væggene. Jeg var indesluttet og mut, da jeg kom, men med så mange positive mennesker, både elever, lærere, køkkenpigerne og mine plejefamilie omkring mig, tøede jeg hurtigt op. – Problemerne med problembarnet var til overse, som Vagn udtrykte det mange år senere ved en julefrokost hjemme hos familien. Det var et dejligt sted, jeg var kommet til, fuldt af glæde og masser af plads. Jeg fik et værelse bag mine pleje-

forældres soveværelse, som lå ud til et loft. På den anden side af mit værelse havde stue- og køkkenpigerne deres værelser. De var så søde, og dem besøgte jeg tit, eller jeg for igennem deres værelser, ned ad trapperne, ud i gården og ud i køkkenet for at få en godbid eller noget at drikke. Familien havde en lille, hvid puddelhund ved navn Vips. Den var nærgående. I begyndelsen var jeg bange for den, for når jeg løb, så løb den efter mig og ville nappe mig i haserne. En af de første gange, jeg var med min plejemor ude at køre i deres bil, hoppede Vips ind. Jeg blev så forskrækket, at jeg flygtede over i den ene side af bilen, hunden fulgte efter mig, så mig over i den anden side af bilen. Det fortsatte, indtil Ingrid grinende tog den op foran. Så kunne jeg ånde lettet op. Jeg blev hurtigt dus med alle de unge på Brøderup Ungdomsskole. Jeg var meget sammen med dem og blev alles kæledægge. Det var hylende morsomt at blive kastet frem og tilbage imellem eleverne, når de var i det humør. Det var lidt svært at lade være med at forstyrre dem i timer-

ne, men de åbnede nogle gange vinduet og kaldte mig hen til sig. Så hviskede de, at jeg skulle hente et æble til dem. Det var flot, når der var husmoderdag og elevdage på skolen med gymnastikopvisning på den store græsplæne med musik til. Eleverne dansede for gæsterne om aftenen. Efter dansen i salen var der festfyrværkeri og sang omkring den illuminerede dam, der var fyldt med smukke åkander. Tænk sig, at der var blomster i vandet, det kunne jeg ikke blive træt af at beundre.

Brøderup Ungdomsskole.

Min dukke Tove.

Hver gang der havde været gæster på skolen, skrev de i gæstebogen. Jeg har også skrevet »HELENE - KRISTOFFERSEN,« hvor s’erne vender forkert. En voksen har tilføjet: Godthåb Grønland under min underskrift. Ved gavlen i den ene ende af den store elevbygning var der et meget højt træ. Der var bundet et tov fast langt oppe i træet, og der havde vi en rigtig god gynge, hvor vi kunne gynge højt. Der var en dejlig stor stue. Når man kom fra hallen ind i stuen, stod der et stort skrivebord. Til højre for det var der en kantet tomands-sofa, så var der en kæmpestor hjørnebænk, betrukket med stribet møbelstof og et bord med snoede ben. Foran terrassedøren stod der et par lænestole og tre små udtræksborde. Bag en åbning i væggen, så bred som to døre, lå den fine stue med en flot betrukket sofa i mørkt træ med et ovalt, blankt og smukt udformet sofabord med mønster i kanten og buede ben. Der var store malerier, et askebæger, en standerlampe og i det ene hjørne et stort flygel. I det bagerste hjørne

var der en dør ud til køkkenet og en dør til kaminstuen i det modsatte hjørne. Fra kaminstuen var der adgang til elevværelserne i den store, hvide elevbygning. Ejner og Ingrid havde en overraskelse til mig en dag. Det var en lyseblå pigecykel. Mine plejesøskende havde hver en cykel, og jeg ville altså også gerne have en cykel, og det fik jeg så. – Hvordan i alverden kommer man op på sådan en? overvejede jeg. Jeg fik at vide, at når jeg kunne cykle på den, så måtte jeg få den, og hver gang jeg ikke væltede, ville jeg få en 10 øre. Jeg øvede, faldt, øvede og faldt, og endelig en dag fik jeg 10 øre. Da jeg blev sikker nok, kørte jeg dagen lang frem og tilbage på alleen. Brøderup Ungdomsskole lå ud til den trafikerede Hovedvej 2. På samme side af hovedvejen boede smeden, som havde en dobermannpinscher, og længere nede lå Karlshøj Brugsforening. Jeg måtte gerne gå alene i Brugsen og snolde, men jeg måtte love aldrig at gå over den store vej. Smedens sorte hund havde brune pletter i et meget lille hoved. Dengang blev de kaldt for politihunde. Uddelerparret hr. og fru Hansen boede også på vejen. Jeg kan ikke huske, om det var dem, der havde en stor schæfer, men i hvert fald kom der en dag en stor hund springende, da jeg i gadedrengeløb var på vej til Brugsen for at bruge mine 10 øre. Jeg fik et chok, løb over hovedvejen, og længere henne løb jeg tilbage over hovedvejen og hjem til Brøderup Ungdomsskole – uden at handle. Næste dag listede jeg afsted for at handle. Jeg sagde ikke noget til nogen, men jeg så mig rigtig godt for, før jeg løb over på den anden side af vejen. Først ved mejeriet gik jeg tilbage over hovedvejen til Karlshøj Brugs og handlede med hr. Hansen. – Goddag, hvad skulle det være, spurgte han. Jeg ville gerne have en flødebolle. Jeg viste ham min 10 øre.

Med dukkevogn og stumpebukser.

– Ja, hvad mere? Jeg kiggede mig omkring og fik øje på et sjippetov, som jeg pegede på. Han lagde det på disken. –Ja, hvad mere? Jeg så en hinkesten, den fik jeg også. På vej hjem tænkte jeg på, hvor meget man kunne få for 10 øre. Det kunne man så heller ikke, men Hansen kunne ikke stå for sådan en lille, sorthåret, grønlandsk pige. Mine plejeforældre kom meget sammen med uddelerparret og mejeribestyreren og hans kone. Ejner brugte seler, og jeg kunne finde på at hive i hans seler, så det svirpede. Mine plejesøskende kunne finde på at sige noget bebrejdende om det, men min plejefars overbærende bemærkning var:

– Det gør ikke noget. Man skal altid støtte dem, der har det svært. Det var hans motto. Skolen var et samfund i sig selv. Da jeg var alles kæledægge, løb jeg rundt i elevfløjen og også hos lærerne. Fik jeg ikke min vilje et sted, så sørgede jeg for at få den et andet sted. De behandlede mig sådan, fordi de syntes, at alt bare var sødt ved mig. Det har Tove senere fortalt. Mine plejesøskende var meget frit opdraget, men de var aldrig i tvivl om, hvad de måtte, og hvad de ikke måtte. De kendte grænserne. Jeg lærte også grænserne, men overholdt dem ikke altid. For eksempel måtte Ingrid og

Artikel fra Billed Bladet, nr. 52, december 1951. Bragt med tilladelse fra Billed Bladet.

Ejner ikke forstyrres, når de sov til middag, huset skulle på det nærmest brænde, før mine plejesøskende ville vække deres mor og far. – Det tør jeg da godt, sagde jeg – og jeg gjorde det. Der skete ikke andet, end at de morede sig. Det undrer mig, at mine plejesøskende aldrig blev jaloux på mig. Gunvor var ofte syg og måtte blive i sengen. En dag, jeg havde været oppe at underholde hende, gik jeg ned til Ingrid og sagde: – Gunvor kalder på dig. Min plejemor skyndte sig derop og spurgte, hvad der var i vejen? – Hvorfor spørger du om det? Jeg har ikke kaldt, svarede Gunvor. Jeg syntes, det var så synd for Gunvor, så jeg mente, hendes mor godt kunne se lidt til hende. – Hvad mon Vagn laver, tænkte jeg første gang, jeg ledte efter ham. Efterhånden fandt jeg ud af, at han altid bare læste lektier på sit værelse med den store, sortplettede hund Max som selskab. Den, der tog sig mest tid til at lege med mig, var Tove. Vi kunne lege med dukker, enten oppe på værelset eller et sted ude på vores kæmpe udendørsareal. Engang skulle familien på besøg i Jylland hos min plejemor Ingrids familie. De skulle af sted i tre eller fire dage, og der var ikke plads i bilen til andre end Ejner, Ingrid, Vagn, Gunvor og Tove. Derfor skulle jeg blive hjemme og passes af lærerparret Simonsen, som boede i en af skolens lærerboliger. Jeg var dybt fornærmet over den uretfærdige plan. Igennem bilruden nidstirrede jeg Vagn, og da jeg stod og vinkede til dem, råbte jeg: – Hvorfor skal Vagn med, når jeg ikke skal med? Han sidder alligevel kun og læser. En dag kom der en pige på min egen alder og legede med mig. Vi susede rundt og havde det noget så morsomt, men så skulle hun tisse. Hun sagde, at jeg skulle gå

med hende ind på toilettet i garagen. Jeg ville ikke, men gik med alligevel. Da hun var færdig med at tisse, sagde hun, at jeg skulle trække mine bukser ned. Det var jeg ikke så meget for. – Jo, for vi skal lige se, om vi har de samme tissekoner, sagde hun. For fredens skyld trak jeg hurtigt ned i bukserne, og ligeså hurtigt tog jeg dem op igen, da hun havde kigget. Så løb vi ud og legede igen. Jeg blev forkælet af mine plejeforældre. En dag, da min plejemor skulle i byen, spurgte hun mig, om hun skulle købe noget med hjem til mig. – Ja, en glasdukke ligesom Toves, sagde jeg uden at se op. Lidt senere kom hun hjem fra byen med en stor glasdukke med brunt babyhår og brune glasøjne, der kunne åbne og lukke. Dukken havde en flyverdragt på. Den var sød, og jeg opkaldte den straks efter min yngste plejesøster Tove. Jeg fik lov til at låne Toves dukkeklapvogn, for hun var jo alligevel i skole meget af tiden. Efterhånden som tiden gik, blev de lange bukser, jeg havde haft med hjemme fra Grønland, ret stumpede til mig. Min plejemor var ellers meget omhyggelig med, at man var ordentligt klædt på, men mine bukser sagde hun ikke noget til. Tove har senere sagt, at det efter hendes mening var, fordi jeg følelsesmæssigt var så knyttet til de bukser, de mindede mig om min mor. Derfor fik jeg lov til at rende rundt i dem. Mine plejesøskende havde fået at vide, at jeg skulle tilbage til Grønland og på børnehjem. Det protesterede de imod, for hvis jeg skulle på børnehjem, så kunne de da ligeså godt beholde mig. Mine plejeforældre sagde, at jeg havde en mor derhjemme. – Man kan ikke sådan bare lige beholde andre folks børn. Det forstod de godt, men de troede, det var nødvendigt, jeg kom på børnehjem, fordi min mor ikke kunne pas-

se mig. De vidste, at man gjorde det samme i Danmark, hvis forældrene i kortere eller længere tid ikke kunne passe deres børn. Efter krigen havde mine plejeforældre haft flere børn boende gennem Red Barnet. Det var børn mærket af krigen, og mine plejesøskende forestillede sig, at når det handlede om Grønland, måtte det være noget lignende. De hørte, at der var tuberkulose, og at mange børn fik en dårlig kost.

Rejsen tilbage Den 25. september 1952 blev jeg hentet i bil af en dame fra Red Barnet. Det var trist at skulle sige farvel til min danske familie. Jeg var ikke sikker på, jeg nogensinde skulle se dem igen. Jeg fik en klump i halsen, men på den anden side var det helt utroligt, at jeg endelig skulle sejle hjem til min egen mor, gense min storesøster og min lillebror, hjem til mit elskede Grønland. Jeg stod med meget modstridende følelser. Bilen blev læsset med min cykel, min dejlige glasdukke og alt, hvad jeg ellers havde fået i min tid på Brøderup Ungdomsskole. Tove forærede mig dukkeklapvognen dagen før, jeg skulle hjem, så den fik jeg også med. Der var mange mennesker ved kajen i Københavns havn, hvor M/S Umanak lå klar til at sejle os hjem. Det var meget forvirrende, for i menneskemængden var der nogle fotografer, der gik og tog billeder. Under et fællesbillede står der: »Der var stor Afsked ved “Umanak”s Afrejse i Gaar. De 16 grønlandske Børn, som i halvandet Aar har været i dansk Pleje, rejste hjem til Grønland. Her ses fra venstre: Forretningsfører Sckerl med Datteren Mette og Sønnen Ole, der skal tage Afsked med Søskendeparret Karl og Anesofie. Karl er saa lille, at han ikke forstår meget af det, men for den kloge 8-aarige Anesofie var det slemt, hun

gemte mange Gange hovedet bag Rælingen og tørrede øjnene, mens hendes Venner paa Kajen forsøgte at opmuntre hende. Dernæst Fabrikant Hans Sachs med sin Plejedreng Aron, og Damefrisørinde, Fru Ketty Rasmussen med Gabriel, kaldet Gabbe, der havde saa svært ved at skilles, at fru Rasmussen fulgte med til Helsingør.« Damen fra Red Barnet fulgte mig hen til en gammel dame i en grøn uniform. Hun smilede over hele hovedet. – Det er jeres nye mor, hun hedder frk. Bengtzen, sagde damen fra Red Barnet. Jeg gik i stå, kiggede op og ned ad den gamle dame og tænkte: – Hvad, vores nye mor? Det kan ikke passe. Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, for jeg var jo på vej hjem til min egen mor. Midt i al virakken fik jeg øje på Agnethe og tvillingerne Eva og Marie. Vi løb hen til det store skib og op ad landgangsbroen, stillede os ved rælingen for at se ned på Danmark for sidste gang. – Så er det nu lige om lidt, at jeg skal sejle hjem til min mor. Mor, mor, mor, sang det i mine tanker. Så sejlede vi endelig. Der var nogle mindre både, der sejlede efter os, Gâba var i en af de små både. Han blev fulgt af sin smukke, blonde plejemor op til den sidste havn, Helsingør, før han kom ombord hos os. Umanak tudede mange gange, og vi vinkede det bedste, vi havde lært. Da vi ikke kunne se land mere, blev vi vist ned i kahytterne med vores kufferter. Jeg havde min glasdukke i den ene arm, og denne gang var det sjovt at skulle sejle, for nu vidste vi, at vi var på vej hjem. I samlet flok blev vi vist rundt på det store skib. Indvendigt lignede det meget det skib, vi var sejlet ned til Danmark med. En af de første dage til søs skulle vi mødes oppe på dækket til en redningsøvelse efter morgenmaden alle sammen, så vi i tilfælde af, at skibet kom ud for et uheld, vidste hvad

Godthåb 1952 Hjemme igen vi skulle gøre. Vi fik alle sammen en redningsvest på, det var ret spændende. Vi iagttog hinanden, mærkede på hinandens redningsveste og prøvede at løbe med dem, men det måtte vi ikke. Men vi måtte komme og gå i vores kahytter, som vi ville. Jeg var tit nede og se, om min glasdukke Tove nu lå ordentligt i min seng. En dag lød der pludselig et højt smertensskrig, da en dør smækkede. Vi for ud af vores kahytter for at se, hvad der skete. Det var lille Kristine, der havde fået en finger i klemme i døren. Hun havde klemt den så slemt, at det yderste af langfingeren hang nedad i de sidste kødtrevler. Ved lyden af de vedvarende skrig af smerte kom frk. Bengtzen (»vores nye mor«) og de andre voksne ilende, for at se hvad der var sket. Frk. Bengtzen var en garvet oversyge-

plejerske med hurtige løsninger. Da hun havde beset skaden, tog hun hurtigt lille Kristine med hen i sin kahyt, fandt to små ispinde, lagde en over og en under langfingeren, fandt noget gazebind og viklede det omkring fingeren og ispindene. Episoden kom sig af, at Lille Kristine, som boede i samme kahyt som Eva og Marie, havde set, at de var ved at pakke noget af deres tyggegummi ud. Lille Kristine fulgte interesseret med og spurgte, om hun måtte få et stykke. – Nej, svarede tvillingerne hårdt, da hun blev ved med at plage. Da de var blevet irriterede nok, skubbede de lille Kristine ud af kahytten og smækkede døren i efter hende. Det var nogle tunge døre med skarpe kanter, så det gik hårdt ud over lille Kristines stakkels langfinger.

Det er den 6. oktober 1952. Jeg vågner af mig selv med uro i kroppen. Så er det i dag, vi kommer hjem til min fødeby Godthåb. Jeg vil pakke min kuffert, lige så snart jeg har vasket mig og børstet tænder, så jeg kan være klar til straks at gå fra borde, når vi lægger til kajen i skibshavnen. Jeg farer op i spisesalonen med min frakke over armen, men der går kun én tjener rundt i hvid, kort kittel og småternede sort/hvide bukser og dækker bord. Morgenmaden er ikke stillet frem endnu, så jeg smutter ud og ser, om jeg kan genkende fjeldene. Agnethe kommer løbende efter mig, vi smiler stort til hinanden og spejder ud i horisonten. – Se, der er land, siger vi i kor. Det er dejligt, at det er så koldt. Vi skynder os ind til morgenbordet, da maden er stillet frem, og vi må begynde at spise. Jeg kan næsten ikke få noget ned ved tanken om, at det er i dag, jeg endelig igen skal se min mor, min storesøster og min lillebror. – Mon jeg kan kende dem? Hele min krop sitrer af forventning, og inde i mit hoved hører jeg mig selv gentage og gentage: – Mor, mor, i dag, i dag, jeg er på vej hjem, hjem til min dejlige fødeby Godthåb. Efter morgenmaden skynder jeg mig ned i kahytten og henter min lille kuffert. Det vrimler med unger, vi har alle sammen travlt med at komme op. Vi kan se havnen. – Der er det røde pakhus. Da jeg kommer ud, føler jeg, at jeg kommer for sent, for pludselig kan jeg genkende fjeldene Store Malene og Lille Malene. Der ligger allerede lidt sne på toppen. Hurtigt løber

jeg om på den anden side af skibet, derhenne på havnekajen står de, alle dem, der kommer og tager imod os. Vi vinker med begge hænder i vejret, mange vinker tilbage, det er et stort øjeblik. Jeg får en klump i halsen, mens vi aser og maser for at komme til, men vi bliver gennet tilbage af skibsdrengene, som skal gøre klar til at åbne til landgangsbroen. Det er højvande, og da landgangsbroen kommer på plads, ser den stejl ud. Jeg kan høre skruen dreje, og det store anker larmer, da vi lægger til. Jeg stirrer febrilsk ind imod menneskemængden, hvor er min mor? Da jeg finder en ny plads ved rælingen, er vi kommet så tæt på, at jeg får øje på mor og Victoria og Hans. – Er det virkelig sandt? Der står de og peger og vinker. Vi får øjenkontakt, mit hjerte svulmer af enorm lettelse og lykkefølelse. – Mor, mor, mor. Er du virkelig? Hjem til mor, hjem til mor, synger det inden i mig. Lige så snart det er min tur, balancerer jeg ned ad den gyngende landgangsbro. Jeg går, så hurtigt jeg kan, mens jeg holder fast i gelænderet af tovværk, og endelig når jeg ned og løber det sidste stykke hen i min mors arme. Jeg klamrer mig til hende, jeg er lige ved at briste af bare glæde. – Mor, mor, siger jeg og begynder at fortælle, hvor meget jeg har savnet hende, om alt det jeg har set og oplevet i de halvandet år, vi har været taget væk fra hinanden. Glædesstrålende kigger jeg op på hende, men det undrer mig, hun ikke svarer mig. I stedet siger hun en hel masse

Jeg bliver hjulpet op i Godthåbs første bus, frøken Ingrid tager min kuffert. Vi er seks børn fra Godthåb, og vi ser alle helt fortabte ud. Vores mødre går hjemad med bøjede hoveder bag ved bussen, nogle børn i bussen begynder at snøfte. Det er helt uforståeligt. – Hvor mon det der børnehjem ligger, og hvad er et børnehjem? tænker jeg. Nysgerrigheden hjælper lidt på humøret. Vi kan genkende fjeldene og Marinestationen og den lille bugt ved Marinestationen. Vi kommer op ad bakken igennem den klippeport, der er sprængt ud for at føre Skibshavnsvejen igennem. Så drejer vi ind til Østerbro, hvor de udsendte danskere bor i fine træhuse i forskellige farver. Husene har vinterhaver. Vi kører op langs fodboldbanen, og da vi ikke kan køre længere, peger frk. Bengtzen og siger:

– Se, der til venstre er jeres nye hjem, Dansk Røde Kors’ børnehjem. Jeg ser på hendes grimme, grønne, uldne skråhue og tænker: – Nå, det er derfor, der er syet et rødt kors på skråhuen og på venstre skulder af hendes »DRK« jakke. Jeg sidder igen og spekulerer dybt inde i mig selv: – Hvorfor skal jeg have en ny mor, når min egen mor og mine søskende bor i byen? Så stopper bussen. Den kan ikke køre helt op til børnehjemmet, fordi det sidste stykke af vejen ikke er færdig endnu. Der ligger nogle store, mønstrede, tykke jernmåtter på de sprængte klippestykker over det sidste stykke af vejen. Vi må selv bære vores kufferter. – Se flagstangen, de har hejst et flag, er der en, der råber. Jeg kigger op og får øje på et Røde Kors flag.

Vi ankommer til børnehjemmet med vores små kufferter.

uforståeligt. Jeg slipper hende, kigger op og spørger: – Hvad siger du? I et splitsekund bliver jeg ramt af vantro, glor på hende, får øje på mine søskende. De står og kigger på mig, som om jeg kommer fra en anden planet. Det går pludselig op for mig, at vi slet ikke kan forstå hinanden. Vi taler hver sit sprog. Jeg bliver alvorlig og fuldstændig tom inden i. – Hvad nu? tænker jeg. Idet jeg står og prøver at komme mig over chokket, bliver jeg prikket på skulderen. – Kom Helene. Kan du sige farvel til din mor og tage din kuffert, du skal op i bussen derovre. – Hvorfor skal jeg det? svarer jeg.

– Jo, nu skal du med op på det nye børnehjem og bo sammen med alle dine kammerater og jeres nye mor, frøken Dorothea Bengtzen. – Hvad? tænker jeg vantro, det smerter i mit bryst. Jeg skæver op til min mor, men hun gør ikke noget for at holde på mig. Jeg er besvimelsen nær. – Det kan da ikke passe, nu tager de mig væk fra min mor igen. Det kan de da ikke. Jeg er i chok, og med skridt så tunge som bly følger jeg med hen i bussen. Jeg kigger efter min mor, hun holder mine søskende i hånden og ser ked ud af det. Jeg græder inde i mig selv og tænker: – Hvorfor er der ikke plads til mig mere derhjemme hos min mor? Hvorfor?

Alle børnene foran børnehjemmet. Jeg står yderst til højre.

– Nej, har de nu hejst sådan et flag i stedet for Dannebrog, tænker jeg. I Dansk Røde Kors’ Tidsskrift, nr. 7, 1952, er der et billede af kontorchef G. N. Bugge med to børn, Barselaj i hvid anorak og Ane Sofie i nationaldragt, og der står følgende: »Hjem fra Grønland. Kontorchef G. N. Bugge, der er formand for Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, har været på en rejse til Grønland for at se det nye børnehjem i Godthåb, som Dansk Røde Kors har bygget, og for at besøge en række kolonier for at tale med embedslægerne og andre, som er med i Røde Kors hjælpearbejde i Grønland. Kontorchef Bugge vil i næste nummer af tidsskriftet skrive en artikel om sine oplevelser i Grønland og om, hvilken betydning Dansk Røde Kors hjælpearbejdet har for den grønlandske befolkning. Vi bringer over disse linier et billede af kontorchef Bugge med to af de små grøn-

landske børn, som Red Barnet har haft her i Danmark, og som nu skal til Dansk Røde Kors’ Børnehjem i Godthåb.

Børnehjemmet Den 5. september var der indvielse af Dansk Røde Kors’ børnehjem i Godthåb, og firmaet Asmussen og Weber havde indbudt arbejdere og formænd, der arbejdede på hjemmet, samt landsrådsmedlem Augo Lynge, kommunalbestyrelsesformand Nikolaj Rosing, politimesteren, landslægen, forstanderinden, den lokale byggeleder og flere andre til et glas vin med kransekage. Lederen af Asmussen og Weber, ingeniør Jakobsen, bød velkommen og bemærkede, at man var indstillet på at forcere arbejdet så meget som muligt. Derefter talte landslæge Mogens FogPoulsen, idet han kort omtalte den betydning for det grønlandske samfund, som

børnehjemmet ville have, og takkede på Røde Kors’ vegne for den interesse, hvormed arbejdet var blevet omfattet. Derefter præsenterede landslægen, som var formand for Dansk Røde Kors afdeling i Grønland, den nyudnævnte forstanderinde frøken Bengtzen, og bød hende velkommen til arbejdet. Efter dette talte seminarielærer Nikolaj Rosing, der var formand for kommunalbestyrelsen, og udtalte følgende: Jeg vil på byens og mine landsmænds vegne have lov til at sige et par ord. Denne rejste bygning er et af de tydeligste beviser for dansk indsats i det allerede omfattende arbejde for de grønlandske børn. Det store danske arbejde for de grønlandske børn bliver endnu mere udvidet ved rejsning af børnehjemmet, og dette storsindede arbejde åbner efterhånden grønlændernes øjne for, hvor meget det betyder for en befolkning at have sunde, velplejede børn, ikke mindst i de år, hvor opbygningsarbejdet heroppe på alle felter er rigtigt i gang. Det er godt at have nye malede huse, gode veje, hurtige motorbåde og alle de andre rare ting, men det vigtigste er, at den unge generation opvokser velplejet og veltilpasset i sunde omgivelser, så den lettere kan træde ind i det kommende nye Grønland, vi håber på. Lad denne lovende bygning i de kommende mange år være et eksempel for de mange grønlandske hjem. Lad de børn, der vil have nydt den gode pasning og pleje, være blandt dem, der arbejder for fortsættelsen af det børnearbejde, danskerne har vist os. Dermed siger jeg på mine landsmænds vegne hjertelig tak for den store gave, vi nu modtager fra det danske Røde Kors. Børnehjemmet er et splinternyt, meget stort, rødt træhus. Da vi har taget overtøjet af, får vi lov til at løbe rundt i hele huset og se os om. Først er der en entré, bag døren til venstre er der en garderobe

med 20 pladser, en bænk vi kan sidde på og knager til vores tøj. Fra vinduet kan vi se ud på fjeldene bag børnehjemmet. Døren til højre går ind til forstanderindens garderobe og toilet. Fra garderoben er der en dør, ind til hendes kombinerede kontor og soveværelse. Ved vinduet står der et skrivebord, på modsatte side hendes seng. Den næste dør fører ind til vores »nye mors« dagligstue med et stort vinduesparti, der vender ud mod det nærmeste fjeld og en lang flagstang. Der er en dør ud til den store fællesgang, der er fyldt med hvidmalede skabe fra gulv til loft. I det første børneværelse er der fire lave senge, to og to i forlængelse af hinanden, på hver sin side. For fodenden af hver seng er der et hvidmalet skab. Der er tilsammen tre fuldstændig ens værelser, og imellem værelserne er der flere hvide, indbyggede skabe fra gulv til loft. På samme etage ligger vores store badeværelse med matterede vinduer og små vaskekummer og spejle langs hele den ene væg. Der er en bruseniche til de voksne, og på den anden side af brusenichen står vores store badekar. For enden er der en bænk af træ. En dør fører ind til to højt placerede og ildelugtende børnetoiletter. De er adskilt af en hvid væg, der er hævet 50 cm over gulvet. Toiletterne har døre med drejelås. Når der er optaget, er der rødt, når der er ledigt, er der grønt. Selve toiletterne er sorte udvendig med et sort toiletbræt og sort låg, og inden i er der en spand med håndtag. Der bliver hældt en væske i lokummerne, når de er tømt. Det skal tage den værste lugt. På væggen er der en holder til toiletrullen og bag døren en lille håndvask. Den næste dør fører ind til systuen. Der er et langt, fast bord og et vindue med udsigt mod nord. For enden af rummet står der et lille bord med en ny symaskine. Så kommer døren, der fører ind til vores store, lyse spisestue. Bag ved døren er der 16

På trappen foran børnehjemmet. Bagerst ses frk. Ingrid, Karen, frk. Blom og Benze. Børnene øverst er Eli, Ole, lille Kristine og Bodil. Foran Eli står Søren, og bagved i midten er Helge. I de to nederste rækker er det fra venstre Gâba, Sâmo, Ane Sofie, Eva, Agnethe, Marie, Aron og Barselaj.

Drengene leger med skibe på søen ved børnehjemmet.

indbyggede og hvidmalede små skabe med hver et sort, rundt greb. Så kommer døren ud til grovkøkkenet. Til venstre for døren er der fire små, hvide skabe. Oven på et af de skabe står der en højttaler til radioen. Langs med skabene er der en smal bordplade, helt til venstre er der en rist i bordpladen, så der kan komme varme op fra den lille radiator, der står nedenunder. Til venstre for de små skabe er der en skydelem, beregnet til servering fra køkkenet. Der er også en fransk havedør, hvorfra man kan se ud på vores store terrasse, og i stuen står der et klaver. Vinduerne er høje og vender mod syd, og under vinduerne er der indbygget en bænk med låger og med mindst 10 rum. Der skal vi have vores fælles legetøj. Møblerne er lyse træborde, der kan sættes sammen efter behov og dertil stole med buede tremmer i ryglænet. Sædet er udhulet, så det passer til numsen. I alt er der omkring 25 stole. Lamperne hænger ned fra loftet i en stang

Kiffakker i sving med vasketøjet. Bodil, frk. Blom, Lene og Karen.

og ender i en mat kuppel, og på en af væggene hænger der et Dansk Røde Kors flag. På en anden væg hænger et indrammet fotografi af kongeparret med deres tre små prinsesser. På vej ud i køkkenet ligger først grovkøkkenet med stålborde og vaske langs tre af væggene. Den næste dør fører ud til selve køkkenet, hvor der langs hele vinduespartiet mod nord er et langt stålbord med to faste stålvaske og brede hylder under bordet til gryder og pander. Til venstre for døren ud til gangen står der et kæmpestort, sort brændekomfur med mange ringe og en stor ovn. Ved siden af står et elektrisk komfur, og naglet til gulvet er den største røremaskine af stål, jeg nogensinde har set. Over og under serveringslemmen er der skabe og skuffer med tallerkener, skåle og bestik. Vi løber videre for at se det næste rum, det er spisekammeret. Der er faste hyl-

der fra gulv til loft, fyldt med mel, sukker, salt, frugt på dåser. Så er det ned ad trapperne til mellemgangen, inde til venstre er der et viktualierum med lavt til loftet og træhylder hele vejen rundt. Der står smørdritler, kartofler, æbler, gulerødder, konserves. Der dufter dejligt af æbler. Næste dør er vaskekælder, kulkælder og fyrrum. Der står en stor industrivaskemaskine, der er tørresnore overalt, lave kældervinduer og cementgulv. Vi går tilbage op ad alle trapperne, til vi når det store loftrum under taget med skrå vinduespartier. Heroppe er der to kvistværelser til børn, og modsat gangen er døren ind til et meget stort værelse til fire børn. De faste skabe er bygget ind i væggen på hver sin side af døren, der er et bord midt på gulvet med fire stole. Herfra er der den bedste udsigt ned mod mosen, til Store Malene og til højre kan vi se ud mod Godthåb by, og jeg kan se i retningen mod fjeldet, hvor mit fødehjem ligger. Jeg

er lige ved at falde i staver og blive ked af det hele, da de andre kalder: – Kom nu, vi skal se resten af børnehjemmet. De næste kvistværelser er til barneplejersken og to kiffakker (hushjælpere). Det sidste værelse er magen til det store værelse til fire børn og ligger ovenover forstanderindens lejlighed. Ved side af Oles og Elis værelse er der et børnetoilet ligesom det nedenunder og et badeværelse til børnene med fire vaskekummer. Spejlene sidder meget højt oppe. Ved siden af er der et badeværelse til de voksne med to vaskekummer og en dør ind til voksentoilettet. På trappeafsatsen er der en dør med små ruder, og ved siden er døren ind til det bedste rum i hele huset. Det er et depot med hylder i hele rummet, det er ligesom at komme ind i en legetøjsbutik. Det er fyldt med gaver til kommende fødselsdage og til jul. En hønsestige fører op til en lem og det store, kolde loftsrum.

legetøj og tag det med ind på jeres nye værelser og pak ud. Jeg vælger den første seng til højre og det første skab til højre og pakker mit tøj og legetøj ud. Vi spørger, hvor kufferterne skal være. – I første omgang skal de bare skubbes ind under jeres seng, bliver der sagt. Lige så snart Ane Sofie er færdig, går hun ind og hjælper lille Karl med at pakke ud. Agnethe og jeg går rundt og ser, hvor de andre bor. Vi er mest interesserede i de andre børn fra Godthåb. Vi går og holder hinanden om livet, alt imens vi hvisker om, hvorfor vi mon ikke må komme hjem til vores mødre. Der lyder en skarp ringen med klokken, og vi løber ned i spisestuen. Da frk. Bengt-

zen har fået ro, fortæller hun os, hvad de forskellige voksne hedder. Frk. Blom er en dansk barneplejerske, frk. Ingrid Holm er en smuk, grønlandsk lektiedame, som er meget god til dansk, frk. Karen Ludvigsen er grønlandsk kokkepige, hun er ikke ret god til dansk, fru Gertrud Boasen er vores syerske, frk. Birgitte er kiffak, og til sidst er der den mandlige kiffak, Jens, som også skal tømme lokumsspande. Nogle af os holder os straks for næsen, men får sendt et skarpt blik af frk. Dorothea Bengtzen. Det er et svært navn, og meget hurtigt får vi lov til at kalde hende Benze i stedet for. Så må vi endelig spise, men vi får kun øst havregrød op, og mælken er i stålkander. I Danmark er vi vant til mælkeflasker. Vi får forklaret, at der ikke er blevet købt ind endnu, så det eneste, der er i huset,

Fra venstre frk. Engberg, Benze, Karen og Lene.

Ved siden af depotet ligger det sidste kvistværelse med en mat rude i døren. Det er sygeværelset med en hospitalsseng og et skab af glas med mange hylder, fyldt med gazebind, plaster og injektionssprøjter. På gulvet står en hospitalsvægt, på væggen lige inden for døren hænger en målestang, og så er der et lille skrivebord med en stol foran vinduet og en lænestol i det ene hjørne.

Benze Nede fra spisestuen lyder en skibsklokke, og vi myldrer ned. Vi får besked på at finde os en plads og sætte os. Vi larmer stadigvæk, men så rører frøken Bengtzen lige så stille ved skibsklokken, og vi er helt stille. – Tak, så stille skal der være, når jeg vil sige noget til jer. Vi får besked på, at der skal tildeles værelser. I det store værelse oven over spisestuen skal Eli, Ole, Albert

og Aron bo, i det andet store værelse skal Eva og Marie, store Kristine og Bodil bo. Det første værelse i stueetagen er der, hvor Agnethe, Ane Sofie, lille Kristine og jeg skal bo, i det næste skal Barselaj, Gabriel, Søren og lille Karl bo. Det sidste værelse skal stå klar til nye børn. – Nye børn? Hvor er de andre børn, der tog med til Danmark blevet af? når jeg at tænke, før lille Karl begynder at snøfte, mens han stille kalder: – Aaqa (storesøster). Det er gået op for ham, at han ikke skal bo sammen med sin storesøster Ane Sofie. Alle kigger over imod de to søskende. Vi er beklemt, for vi er alle sammen kede af det inderst inde. Det er svært at styre den klump, der sidder i halsen og bliver større og større. Frøken Ingrid farer hen og tager lille Karl op på skødet. – Når denne klokke ringer, så skal vi spise. Vær så god at hente jeres kufferter og

Frk. Blom, lærerinde Else Petersen og Benze med børnene foran mistbænken.

er havregryn. Når KGH-butikken åbner i morgen, bliver der købt rigtig mad ind. Vi bliver introduceret i den bordskik, der skal følges. For det første skal vi altid vaske hænder før hvert måltid. Der bliver en pause. Et af børnene sidder og piller næse. – Og ikke pille bussemænd, når vi har vasket hænder, bliver der fniset. Vi må sætte os, hvor vi vil. – Ret ryggen, ti stille, se lige ud, sæt hænderne op på bordkanten og vent, til der bliver sagt »Vær så god.« Når I er færdige med at spise, synger vi: »Tak for mad, tak og velbekomme, det var godt tallerkenerne blev tomme, tak for mad.« Frk. Ingrid spiller klaver, og vi synger den flere gange, til vi har lært den. – Inden I skal i seng, skal I tisse af, børste tænder, lægge jeres tøj pænt sammen, og lægge det på taburetten ved siden af jeres seng. Klokken 20.00 kommer frk. Blom og jeg ind på jeres værelser, så skal I knæle ved jeres senge, og vi synger »Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to,« og så beder vi Fadervor sammen. – Klokken syv bliver I vækket, jeg følger jer i skole i morgen, så I kan lære, hvilken vej I skal gå, og hvor den danske skole ligger. Rektor Binzer venter os klokken otte, hvor han vil tage imod os alle sammen, og så skal vi fotograferes. Nu må I rejse jer, slutter Benze. – Hold da op, der er meget at lære og huske, tænker jeg. Da vi endelig er kommet i seng, hvisker vi godnat til hinanden. Sengen er dejlig bred og lang. Jeg har svært ved at falde i søvn, sikke en dag det har været. Først har jeg glædet mig så meget til at gense min mor og søskende, så viser det sig, at jeg ikke engang kan snakke med dem. Så skal jeg bo her på børnehjemmet. Hvornår mon jeg må flytte hjem til min mor? Spørgsmålene snurrer rundt i hovedet på mig. Agnethe

ligger i sengen ved siden af mig, og jeg kan høre, hun er begyndt at snøfte, og vi kan høre lille Karl kalde grædende: – Aaqa, Aaqa. Det smitter. Mine tårer vrimler frem, jeg putter mig helt ned under dynen og græder af fortvivlelse. Jeg græder uden lyd, er dybt ulykkelig og jeg hvisker: – Mor, mor, kom og hent mig. Jeg hører bevægelse, og i mørket kan jeg se Ane Sofie liste ud af værelset og gå ind til sin lillebror. Om morgenen bliver vi vækket med en banken på døren. – God morgen, så står vi op – og i næste øjeblik: Hvor er Ane Sofie? Vi vågner øjeblikkelig og kigger hen imod hendes seng. Den er tom. Så hører vi inde ved siden af: – Hvad laver du i din lillebrors seng Ane Sofie? Du skal sove i din egen seng! Lille Karl prøver grædende at holde fast i sin storesøster. Ane Sofie vrister sig løs og går ind og henter sin tandbørste. Jeg går ud for at tisse, lukker døren med den lille drejelås, men lokummerne er høje, og de lugter, så det er med at blive færdig i en fart. Toiletpapiret er tyndt og stift, så det skal krølles mange gange mellem mine fingre, før det bliver bare nogenlunde blødt. Jeg kan ikke holde vejret så længe, så jeg suser ud i badeværelset. Der er heldigvis en vaskekumme ledig. Da vi alle har sat os til bords i spisestuen, får vi besked på at holde vores spiseske vandret i højre hånd ud for munden, så kommer der en kiffak og hælder levertran i, som vi hurtigt skal sluge. Føj, hvor det smager. Da frk. Bengtzen siger »Vær så god,« skynder vi os at få den første skefuld havregrød i munden. Så kommer den anden kiffak og giver os en C-vitaminpille. Der er skum i mælken, og den er klumpet, så vi spørger, hvorfor der er klumper i mælken. Frk. Bengtzen forklarer, at den er lavet af tørmælk, som man får på dåse.

Første skoledag.

Mælkepulveret pisker man op med koldt vand, og det er ikke altid lige let at piske, men når vi piger starter på turnusordningen i køkkenet, så må vi selv være med til at prøve at piske mælk.

Skole og hverdag Vi bliver vækket klokken syv, ved at en af de voksne banker på døren, samtidig med at den bliver åbnet med et: »God morgen, så står vi op.« Nogle morgener er det svært at komme op, men det er ikke muligt at

sove videre i larmen fra badeværelset og trafikken op og ned ad trapperne. Så jeg kan lige så godt få en plads ude på badeværelset og komme i gang. – Jeg håber ikke mit pandehår stritter for meget i dag, tænker jeg hver morgen. Sengen skal redes, skoletasken gøres klar, og så er det ind i spisestuen. Her skal vi sidde klar med ret ryg og hænderne på bordkanten. Vi må ikke sidde med hænderne i skødet. – For man ved aldrig, hvad I kan sidde og pille ved, og I har jo lige vasket hænder, bliver der sagt. Efter morgenmaden skal

Vi følges ad til skole.

vi hente vores madpakker, som består af to tykke skiver rugbrød, den ene med leverpostej, den anden med spegepølse, pakket ind i pergamentpapir. Madpakken bliver langet ud til os gennem serveringslågen af køkkenpigen Karen. Derefter skal vi gå ud og tage tøj på. Når vi er klar, stiller vi os på række, to og to, hånd i hånd, med de yngste forrest. I begyndelsen bliver vi fulgt i skole, men ret hurtigt får vi lov til selv at gå. Det går for det meste godt. Men det er svært at skynde sig med at gå lige i skole, når der er kommet nyis på de søer, vi passerer. – Hvem tør gå ud midt på søen med den nyblanke is? spørger de store drenge Eli og Ole. Det gør Barselaj selvfølgelig. Det er spændende at følge, for vi kan se den spejlblanke nyis bølge under ham og kan høre isen knage. Pludselig ryger Barselaj igennem, men heldigvis kun til brystet.

Den tynde is ligner glasskår, der går i tusind stykker, lige idet han går igennem. Han har svært ved at komme op og ind til kanten. Barselaj ryster af kulde, og tænderne klaprer, da de andre drenge hjælper ham op. Eli følger ham hjem, så han kan få tørt tøj på, vi andre skynder os i skole, men kommer for sent. Ved aftensmaden bliver der holdt dundertale. Vi har at gå lige i skole for eftertiden og ikke gå og lege og pjatte på vejen. – Er I klar over, at hvis I kommer for sent tre gange, så venter der en eftersidning. Der er musestille. Det giver os noget at tænke over, men vi får da trods balladen vores aftenhistorie alligevel. Frøken Blom læser »Onkel Toms hytte.« Hvor er den spændende. Hun sætter sig gerne for bordenden, når bordene er tørret af, og opvaskeholdet er færdige, og begynder på højtlæsningen. Vi står klinet op ad hende, sidder på bænken eller på en stol ved spi-

sebordet, når frk. Blom læser. Der er altid kamp om at komme til at sidde nærmest. Bagefter kan vi selv bestemme, hvad vi vil lave, eller hvor vi vil være. Enten er vi på vores værelse eller sammen med nogle af de andre på deres værelse. I spisestuen kan vi spille spil, eller vi kan gå ud og lege til klokken 19.30. Derefter skal vi begynde at gøre os klar til at gå i seng. Klokken 20 præcis skal vi være i nattøjet, ligge på knæ foran sengen med foldede hænder og bede vores Fadervor i kor. Så går Benze rundt og siger: »God nat og sov godt.« Jeg ligger ofte og tænker på min far. Hvorfor skulle han også dø? Mine tårer begynder at pible ned på hovedpuden. Hvorfor skal jeg bo her på børnehjemmet? Jeg som troede, at jeg nu endelig skulle hjem til min mor og storesøster og lillebror. Der kommer flere og flere tårer, dynebetrækkets snipper bliver helt gennemblødte. Jeg ønsker ikke, de andre skal høre mig snøfte, så jeg kryber helt ind under dynen og tænker: – Hvorfor, hvorfor? Næste morgen er mine øjenlåg hævede, så jeg skynder mig at komme koldt vand i hovedet. Mit pandehår stritter igen, så jeg kommer vand på kammen, men det stritter alligevel. Så går jeg ind til min taburet ved sengen og tager mit tøj på, som jeg sirligt har lagt sammen om aftenen. Derefter er det ind til morgenmad, og vi skal selvfølgelig have levertran. Bare tanken om det giver mig brækfornemmelser. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at den ske, vi får levertran af, også skal bruges til at spise havregrød med. Smagen af levertran er næsten ikke til at få af skeen igen, selv om jeg prøver at spise havregrøden hurtigt. Det er godt, at havregrøden smager så godt. En morgen siger Benze ved morgenmaden, at dem, der bor på værelse med store Kristine, må hjælpe med at finde en gave til hende oppe i gaverummet, for hun har

fødselsdag den 23. september. Det er ved at blive efterår. Vi tager af sted til den nye danske skole, Seminarieskolen. Det er fint vejr, ikke en vind rører sig, men vi kan mærke, at det allerede er blevet koldere. Vores dansklærerinde hedder frk. Else Petersen, men vi må gerne kalde hende Petter. Hun er ikke helt ung, har et stort hoved med håret sat i en knold i nakken, store briller og store fortænder. Derudover har hun en mægtig barm, og så er hun veninde med Benze. Vores første læsebog hedder »Ida og Ole«, men først terper vi alfabetet. Et bogstav ad gangen bliver skrevet oppe på tavlen med skråskrift. Petter skriver sirligt og pænt på tavlen, det ser svært ud. Vi får et øvehæfte hver, og når vi er dygtige nok, får vi et blækhus. Derefter skal vi gøre os rigtig umage med at skrive skråskrift. Ikke nok med at bogstaverne skal være fine og på skrå, men de skal også hænge smukt sammen. Bedst som vi er ved at have lært det, får vi en dag besked på, at nu skal alle skolebørn lære at skrive noget, der hedder formskrift. Vi må simpelthen ikke længere bruge skråskrift, for nu er det gammeldags. Det er heldigvis lettere at lære, da bogstaverne ligner de rigtige, trykte bogstaver. Midt på dagen er det store frikvarter. – Så pakker vi sammen. Kan I finde jeres madpakker frem, siger læreren. Det er altid spændende at se de danske børn pakke deres madpakker op. For det første er de pakket i meget fine madkasser, så er de pakket i pergamentpapir, og endelig er der mellemlægspapir imellem madderne. Der er ingen af deres madder, der er klappet sammen. De har mange forskellige madder. På deres leverpostej er der enten rødbeder eller syltede agurker, der er æggemadder med purløg og hjemmelavet mayonnaise. Nogle har endda pålægschokolademadder med, og alligevel kan de finde på at sige, de ikke kan lide det. Jeg synes,

de skulle skamme sig. Deres mor har været henne at handle hos byens nye slagter. Vores klassekammerat John Petersens mor og far har startet deres splinternye slagterforretning, der ligger lige overfor Duplexen, min fars gamle arbejdsplads på Skibshavnsvej. Jeg har selv været derinde, min faster Kristine har fået arbejde der, og ind imellem får jeg tiltusket mig en pose flæskesvær, som hun rækker mig over disken, idet hun siger: Iggu (hvor er du sød). Drengene er de første til at spørge de danske skoleelever: – Må jeg få den mad, du ikke kan lide. Det må de. Jeg sender lange øjne af misundelse, men jeg tør ikke sådan mase mig på. Først meget senere, efter jeg er blevet gode venner med pigerne, spørger de selv, om jeg vil have en af deres madder. Det vil jeg meget gerne. Deres rugbrød er så fine og tynde, at de er svære at holde på, men hvor smager det godt. En af de første veninder, der spørger om jeg vil med hjem og lege, er Lone Berthelsen. Hun bor i Rævedalen. Hendes mor er dansker, og hendes far er grønlænder og skoleinspektør, men hun ligner en rigtig dansk pige. I begyndelsen må vi ikke tage med vores klassekammerater hjem, ikke før vi har lært Godthåb bedre at kende. Nogle søndage går personalet tur med os for at vise, hvor vores danske venner og veninder bor. En søndag går vi efter frokost ud ad Østerbro, hvor der bor rigtig mange danskere. Benze har været sygeplejerske på Godthåb Sygehus fra august 1946 til april 1949 og igen fra november 1949 til august 1952. Derfor kender hun i forvejen mange af de udsendte i Godthåb og ved næsten, hvem der bor i alle husene. Hun ved både, hvad de hedder, og hvad manden i huset laver. På det tidspunkt er alle de danske fruer hjemmegående. De udsendtes træhuse har mange forskellige farver. De er røde, gule, grønne,

brune og grå. Nogle er større end andre, men alle har i forbindelse med stuen en vinterhave til blomster eller tomater. I et grønt hus bor en af mine klassekammerater. Jeg synes, hun er en rigtig forkælet dansker, for hun har en mørkegrøn uldfrakke med leopardpelskrave, og den må hun lege i. En dag, vi kommer forbi, står hun og sjipper i frakken. Når vi får fri fra skole, skal vi skifte til noget af vores slidte tøj. For at komme ud til Skibshavnsvej skal vi forbi den grønlandske kirkegård. Det giver et stik i hjertet, for der ligger min far begravet. Jeg mindes hans begravelse med sorg, kan stadig ikke fatte, at hans liv er slut. Jeg kaster stjålne blikke derind. Neden for kirkegården bliver der bygget. Det skal være et sanatorium for tuberkulosepatienter, og det skal hedde Dronning Ingrids Sanatorium, fortæller de voksne. Vi kommer også forbi fru Slot. Hun bor i et rødt hus på Skibshavnsvej. Det er hende, der klipper os. Hun har lige fået en lille baby, så søndagen efter skal vi ind til hende og have kakao og boller sammen med Benze. På vej ud mod skibshavnen kommer vi forbi et gult hus, hvor jeg får øje på en af de store drenge fra den danske skole. Han kigger ned på os oppe fra sit værelse. Jeg synes, han er så pæn, så det gibber i mig, da vi får øjenkontakt. Fra hans hus kan man se Sømandshjemmet, hvor en af klassekammeraterne til Eva og Marie bor. Hun hedder Margaret Mikkelsen. Fra hendes hjem kan vi se skibshavnen. Det er der, vi kom sejlende ind, da vi kom hjem fra Danmark. En dag går vi ned mod KGH, og jeg genkender et grønt hus, hvor en af mine gamle legekammerater bor. Der har jeg leget med Hanne Chemnitz, før min far døde. Vi passerer det amerikanske konsulat, et stort brunt hus. I nærheden ligger landsrådssalen, en rød barak, og derfra kan jeg

se min fars gamle arbejdsplads Telestationen, og til højre ligger vores hus. Mit hjerte begynder at banke hurtigere, mon jeg får set min mor og søskende, når vi går forbi. Lige ud for vores gamle naboer Uvdloriángua og Henriette Kristiansens hus, hopper min storesøster ud på vejen og stiller sig lige foran mig. Vi smiler stort til hinanden. Hun har lange og sorte, tykke og flotte fletninger. Jeg har sådan lyst til at sige det til hende, men vi kan jo ikke tale sammen. Jeg skynder mig bare at røre ved fletningerne og vinke til hende, inden vi skal gå videre. Jeg har allermest lyst til at blive og lege med min storesøster. Hun kigger langt efter os og ser helt fortabt ud. Vi skal ud midt i mosen, hvor der ligger et stort rødt hus. For at komme derud skal vi over en træbro for at besøge Kirsten fra den danske skole. Hendes mor og far hedder fru og hr. Helge Andersen. Moderen har altid perfekt hår med krøller, der sidder som en skuespillerindes, og hun har meget røde læber og negle. De har masser af plads. Der er vi inde og få kakao og boller, inden vi går videre ud ad Skibshavnsvej, forbi den nye radioforretning Winstedt. Vi farer hen og kigger på udstillingen i vinduet, der er fyldt med små transistorradioer, og vi taler om, om man virkelig kan høre nyheder på så små radioer. Ved siden af bor mine gamle naboer, Telef Lynge og frue. Jeg kan huske, jeg tit har leget med deres datter Juliane, mens min far levede. Efter deres hus bor overbetjent Vesterbirk i et blåt »danskerhus.« De udsendte bor i let genkendelige huse, deres søn Lars går jeg senere i klasse med. Det er et spændende hus, for det er en politibolig med et fængsel i kælderen. Det næste hus er tandlæge Albrechtsens store, grønne hus. Dem kender Benze også. Lidt længere fremme er der et mærkeligt, langt, grønt hus. Det ligner en halv

tønde i kæmpestørrelse, det er forsamlingshuset, og til højre er der kommet et lille brunt hus. Det ligner en minibarak og er Godthåbs nye kiosk. Nede for enden af mosen ligger et lille, grønt, barakagtigt hus, det er Oles Varehus, og der kan man blandt andet købe glansbilleder og påklædningsdukker. Ud til Skibshavnsvej, i en rød bungalow, er der tandlæge på første sal. Ved siden af ligger der en restaurant, der hedder Kristinemut. Der er altid en værre larm derovre, så vi tør næsten ikke kigge i den retning, for tænk sig, hvis vi ser en fuld mand. Det har nogle af drengene set en dag. Det var en tynd, mørk og rynket gammel mand med beskidt tøj, og han kunne næsten ikke gå. Han slingrede af sted med en masse børn efter sig, som råbte Iiffarsuaq gentagne gange efter ham. Så slog han med armene ud i luften, vendte sig om og prøvede at løbe efter dem. Børnene løb skrigende væk, indtil han vendte sig igen og slingrede videre. Det samme gentog sig hele vejen op ad Skibshavnsvej. Jeg føler både uhygge og medlidenhed med ham. Endelig når vi Rævedalen. Dernede er der mange store huse, hvor der også bor udsendte. De huse har kælder og første sal. I et af de fornemme huse bor min klassekammerat Lone. Nu ved jeg hvor hun bor. I det røde hus. Lidt længere fremme ligger flere blå rækkehuse. De huse er først og fremmest for enlige, udsendte frøkener og bliver derfor kaldt for Trussely. Vi fniser, da vi hører om det, og sender hinanden øjne. Helt nede for enden af vejen er der en fantastisk udsigt til Ny Herrnhut-stationen. I den tidligere missionskirke bor politimester Simony. Det er også en af Benzes venner, og vi bliver budt ind på saftevand og boller. Deres kiffak kommer hen til mig og giver mig et forsigtigt kram. Hun hedder Birgitte og er en af min mors veninder, en elskelig dame. Jeg kan godt kende hen-

gensen, sygeplejerske Ingrid Hansen, 48 mand og 2 kvinder til Asmussen og Weber, 8 mand til Højgaard & Schultz, ingeniør Ole Jensen, overlæge Magnussen, dykker Carl Hansen, øjenlæge Fabricius Jensen, pastor Nygaard, tømrer Poul Petersen, seminarieforstander Binzer med hustru og 4 børn, husassistent Amalie Geisler, magister Meldgaard, Georg Nellemann, arkæolog Claude Desgoffe, stud. mag. Inge Parbøl, sognepræst William Larsen, Asta Simony, økonoma Grethe Hansen og 6 værnepligtige.«

Jeg er stadig glad for min dukke Tove.

de, vi kan ikke så godt snakke sammen, men det er rart at mærke den varme, som stråler ud fra hende. På hjemvejen skrår vi bag om telestationen. Det giver et gib i mig, for der ligger den engelske hytte, en lille, hvid observationskasse to meter over jorden med en lille, hvid trappe op står der stadig. Herfra sendte min far hvide vejrballoner op i luften, da han levede. Den engelske hytte er en minivejrstation, hvor der sidder termometer, hygrometer og barometer. Hver fjerde time bliver ballonerne sendt op. Der bliver brugte en halv flaske brint for hver ballon. På grund af farlige gnister fra lyskontakten og den tørre luft sidder lyskontakten til den engelske hytte udenfor, i et andet rum, langt væk fra brintflaskerne. Ved hjælp af ballonerne målte min far vindretning, vindhastighed og skyhøje. Efter et minut var ballonen 300 meter oppe, efter halvandet minut var den 450 meter oppe. Han kunne se, hvilken vej ballonen

drev, og i hvilken højde skyerne lå. Hvis ballonen ændrede retning, var vindretningen selvfølgelig ændret. Resultaterne af vejrobservationerne skulle straks telefoneres til Ammassalik og derfra videre til Frankrig, hvor det internationale center for vejrudsigter lå. Som telegrafist var hans opgaver også at sende telegrammer og skrive nøgleavisen om til Godthåb avis og duplikere den. Udover den daglige avis kom der i 1952 en ugentlig avis, Kamikken, som var dobbeltsproget og på fire sider. I nummer 20 det år kom Elis linoleumstryk af Den grimme ælling i avisen sammen med Oles linoleumstryk af H. C. Andersen. Mit linoleumstryk kom også engang i Kamikken. Ellers var det nyheder om, hvem der ankom med skibet fra Danmark. Tirsdag den 10. juni 1952 stod der for eksempel: »PASSAGERER TIL GODTHAAB MED DRONNING ALEXANDRINE III: Landslæge Mogens Fog-Poulsen, assistent Egon Nielsen, bødker Kønig, elektriker Jør-

Vi går tilbage op ad Inspektørbakken. I et af de større, røde huse bor min mors faster, fortæller en af kiffakkerne. Derfra kan vi se hjem, og vi løber det sidste stykke for at se, hvem der først kommer hjem, ind af kælderdøren og op i køkkenet for at se, hvad vi skal have til aftensmad. Det er torsk – igen. Der ligger flere store torsk på bordet. – Hvad skal vi have til dessert? spørger vi Karen, der er vores køkkenkiffak. – Sagosuppe, svarer hun. – Nå, glosuppe, råber vi, for der er sådan nogle runde kugler i, der ligner øjne, de er røde og smager sødt. Så løber vi ind på værelserne for at lege, men vi bliver hentet ud igen, for frk. Blom skal tjekke, om vi har lektier for. Jeg har nogle linier i formskrift, som jeg skal øve mig på, så vi er flere, der sætter os ind i spisestuen og laver vores opgaver. Bagefter må vi gå ud og lege, solen skinner, det er et herligt vejr. Den første sne har lagt sig på fjeldene, og vi sætter os på fjeldet bag ved børnehjemmet og leger med dukker. Jeg har min glasdukke Tove med, den jeg har fået af min plejemor Ingrid. – Se, vi har fundet guld, råber Ole. Vi slipper, hvad vi har i hænderne, løber over for at kigge – og ganske rigtigt. I de sorte, porøse sten, han har fundet, er der guld, der glimter i solskinnet.

– Løb ind og vis det til Benze, siger vi i kor. Vi braser ind i Benzes lejlighed fulde af forventning, kigger spændt på hendes ansigtsudtryk, da hun undersøger stenene. Hun går hen i sollyset, og vi slår ring omkring hende, meget spændte på hendes dom. Hun vender og drejer stenene, og siger: – Jo, det kan godt ligne guld, der glimter, men der findes ikke guld på Grønland. Stor er vores skuffelse. Vi går ud og leger videre, indtil messingklokken ringer til spisning. Så er det ind og vaske hænder, rykke stolen ind til bordet, hænderne op på bordkanten, rette ryggen, vente til der bliver sagt »Vær så god.« Vi skal altid vente, til den sidste har sat sig, og det er tit Benze, for hun har altid så travlt. Den dag får vi fiskefrikadeller og rødgrød til dessert. Og så kommer de igen. De små grønlænderbørn fra byen står ude på terrassen med hænderne skyggende for øjnene og glor ind på os, som om vi var aber i bur. – Benze, de er her igen, råber vi, og kiffakken Bodil åbner den franske dør og jager dem væk med en masse grønlandske ord. – Vi må have syet forsatsgardiner til den franske dør. Det vil jeg sige til Gertrud, når hun kommer i morgen, lyder det fra Benze. Vores syerske, Gertrud, har ellers meget travlt med at sy bordeaux, ternede uldbukser og anorakker til skolebrug til os alle sammen. Dagen efter skal Benze ned i KGH og købe det stof, der skal bruges, og vi piger plager i kor: – Må jeg komme med? Jeg er en af dem, der ofte kommer med efter skoletid, for jeg har tidligt fri. Vi hinker og småløber hen ad vejen. Der bliver bygget meget rundt omkring. For enden af Børnehjemsvej er de ved at bygge et rødt typehus. Rundt omkring ligger der stabler af byggematerialer. Til venstre er de ved at sprænge ud i klipperne for at bygge det nye radiohus. Der lyder skrækkelige hy-

letoner, hver gang de skal sprænge. Det er for at advare folk om ikke at komme for tæt på. Så lyder der et gevaldigt brag efterfulgt af en støvsky, så man ikke kan se en hånd for sig. Det kan vi følge med i oppe fra vinduerne i spisestuen. Vi går hen ad H.J. Rinksvej, forbi det amerikanske konsulat, og lige inden vi når KGH, får jeg øje på min mor. Bag hende er der en ladvogn, som bliver trukket af en mand, og ovenpå vognen står der en hvid kiste. Jeg løber glad hen til min mor, men jeg bliver pinligt berørt, for hun ser forgrædt ud. Jeg spørger, hvad hun laver. En af kiffakkerne oversætter, men min mor sætter en finger for munden og genner mig væk med bagsiden af hånden. Bagefter fortæller kiffakken, at det er min farfar, der er død. Jeg er dybt indigneret, sukker dybt og undrer mg over, hvorfor jeg ikke må vide det. Nu vil jeg ikke få ham at se igen. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kommer ind i KGH efter dette chok, men pludselig står vi foran hylde efter hylde med sammenrullet stof i lange baner. Vores syerske Gertrud vælger noget gennemsigtigt, hvidt stof, som skal hænge på terrassedøren. Vi skal også hen i isenkramafdelingen og hente spiralsnor i hvid plast og fire kroge til at sætte gardinet fast med. Næste dag ved aftensmaden kan de nysgerrige børn ikke kigge lige ind til os. Det er en fryd, og fra den dag føler vi os ikke længere begloet.

Søndag og fødselsdag Døren bliver flået op med et »God morgen, så skal vi op!« Halvvejs i søvne tænker jeg: – Hvad dag er det? Åh nej, søndag. Så skal vi i kirke klokken 10 til den danske gudstjeneste. Jeg farer hen til vinduet og

trækker gardinerne fra for at se, hvordan vejret er. Heldigvis er det solskin. – Hvem vil med ud og hejse flaget? bliver der råbt ude i gangen. Det skal hejses på slaget 8.00. Jeg får hurtigt vasket mig og børstet tænder og taget noget tøj på. Rundt om flagstangen er vi en halv snes stykker, der hjælper til med flaget. Om søndagen er det Dannebrog, der skal hejses, og det vil jeg hellere være med til end at hejse Røde Kors’ flag, som bliver hejst til hverdag. Først skal flaget omhyggeligt foldes ud, så skal der bindes et råbåndsknob foroven og forneden. Den dag får jeg lov til at holde flaget, så det ikke slæber på jorden. Benze er i sit søndagstøj og hejser Dannebrog langsomt til tops, mens vi synger »I Østen stiger solen op.« Under morgenmaden hvisker vi sammen og brokker os over, at vi skal i kirke igen, men så snart Benze kigger hen imod os, forstummer vores hvisken, og vi smiler og spister pænt videre. Da alle er klar, går vi ned mod kirken. Der er som sædvanlig plads nok i kirken til den danske gudstjeneste. Vi nikker til de andre kirkegængere. Jeg sidder på tredje række sammen med Agnethe, Bodil og nogle af de andre piger. Vi sidder og prøver at svinge benene i takt, vi skubber til hinanden og fniser, til der bliver hvisket højt til os fra de voksne, for nu kommer kateketen ind og indleder gudstjenesten. Vi strækker hals. Vores næser når kun lige op over ryggen på bænkene. De velkendte danske salmer bliver sunget, og så skal præsten prædike. Det tager lang tid, vi skuler til hinanden, gaber og begynder at iagttage Jesus på korset, englene, kirkeskibet – og vi kigger længselsfuldt ud af de høje vinduer. Endelig er gudstjenesten forbi. Nogle gange skal vi så med Benze ind og have »to dråber« kaffe hos provsten i provsteboligen ved siden af kirken eller inde hos Landshøvdingen i det lange, grå hus

med den store have, der går helt ned til kolonihavnen. – Der er kommet hval, bliver der råbt nede i kolonihavnen, og det rygtes hurtigt helt op til os på børnehjemmet. Vi farer af sted med nogle af kiffakkerne og drengene, ned til bugten ved sygehuset. Hvalerne er enorme. Vi kan stå over 20 mennesker omkring en hval, og alligevel ser den stadig stor ud. Der står mænd med store gummistøvler oppe på hvalen, som gynger og damper, alt imens der bliver skåret store lunser af mattak (hvalhud) ud af den. Til sidst kan man se de kæmpe tarme. Vi har en zinkbalje med, så drengene kan bære det kød og mattak med hjem, som vi har købt. Der er meget kød på sådan en hval, der må være nok til hele byen. Nogle mænd står og skærer mattak direkte fra hvalen. De tager en luns i hånden, skærer den i småstykker og putter det i munden. Og så tygger de. Vores mundvand løber, for det har vi også lyst til, men vi må pænt vente, til vi kommer hjem i køkkenet. Først skal det skylles, derefter skæres i fine små stykker, og så kan vi hver få lidt mattak på en lille tallerken. Næste gang vi går tur foran sygehuset, er der kun det kæmpe store skelet tilbage. Nogle gange går vi tur sammen med frk. Blom. En dag går vi forbi de røde håndværkerbarakker, der er bygget nær børnehjemmet i en lille dal. Vi vil nyde dalen for snart sidste gang, for frk. Blom fortæller, at dalen inden længe skal spærres af. Der skal bygges en dæmning i hver sin ende af dalen, som så skal fyldes med vand og blive et stort vandreservoir, der skal forsyne hele Godthåb med vand. Der er intet naturligt tilløb, men det vil blive fyldt op om sommeren gennem en flere kilometer lang, isoleret rørledning, der er ført helt ud til søerne bag ved Lille Malene. Det er mærkeligt at gå og tænke på, at vi snart skal have vores drikkevand fra det sted,

vi nu går. Lidt længere oppe ad fjeldet er der en stejl skrænt. Vi er henne at kigge, men må ikke gå helt ud til kanten, for det er netop der, en dame er styrtet ned og har slået sig ihjel. Vi gyser, vi har hørt om det. Det havde lige været regnvejr, da hun gik deroppe i det glatte føre, hun gled og styrtede ned ad fjeldet. Det var på Kong Håkons fødselsdag, kan jeg huske. Benze er meget kongetro, så vi kender alle de nordiske kongefamiliers navne og fødselsdage. Det er spændende at følge dæmningsbyggeriet. Lige bag børnehjemmet sætter de en stenknusermaskine op, og den kan rigtig nok larme. Der ligger bunker af sten i forskellige størrelser. Det er mest drengene, der står og ser håndværkerne arbejde. De bor i barakker med deres familier, og vi bliver gode venner med deres børn. Vi kan komme hos dem, som vi vil, og deres børn kommer og går også hos os. En dag er vi alle sammen til fødselsdag i barakkerne. De er flinke alle sammen. En efterårsdag kommer drengene løbende hjem og fortæller, at en af håndværkerne har fanget en ræv. Vi farer over og skal se, om det er sandt, og ganske rigtigt. De har lavet et bur til den på fjeldet bag ved barakkerne. Det er spændende at sidde på knæ og studere den. Det er lige omkring Arons otte års fødselsdag, den 25. oktober, kan jeg huske. Drengene fra hans klasse får lov til at gå med ind på depotet ved trappen i børnehjemmet for at vælge Arons fødselsdagsgave. Vi er misundelige, for det er spændende at være blandt dem, der får lov til at vælge en gave. Der er mange hylder, på de fleste hylder er der legetøj til drenge og piger i lange baner. Det er et slaraffenland, og Aron får en legetøjslastbil. Lille Kristine har senere fortalt mig, at hun sammen med nogle af de andre børn havde fundet en hemmelig indgang til gavedepotet. Man kunne kravle igennem en lem i sygeværelset og videre ind til gave-

vel købte Benze stort ind, hun var uhyre sparsommelig. Der var kommet rødfisk til byen, og det havde Benze hørt, så hun sendte straks en kiffak og Jens ned for at købe rigtig mange rødfisk. Først syntes vi, det var spændende at få andet end kogt torsk og plukfiskesuppe. Det var interessant, at rødfisken virkelig var rød, men hvor var den dog grim med de store blå øjne. De stak ud og fyldte næsten hele hovedet. De overskydende rødfisk blev gravet ned i snedriverne lige udenfor børnehjemmet, det hjalp drengene til med. Da vi fik rødfisk igen ugen efter, smagte de ikke spor godt. Det havde i mellemtiden været tøvejr i et par dage, og vi sad og stak til rødfisken, men fik besked på, at vi skulle spise op. Der blev helt stille, vi stak stadig til maden, og det endte med, at resterne blev gemt til næste dag. – Så kan I lære at spise op, sagde Benze. Dagen efter duftede der dejligt af stegte ryper. Vi troede, at Benze bare havde nar-

Børnehjemmet ligger langt uden for byen.

depotet. Det var så spændende at have tid til at stå og studere alle de fine gaver. Jeg forstod aldrig, at nogle af de andre børn kunne være så hurtige til at vælge en gave. På fødselsdagen bliver der dækket op med hvid damaskdug, kagetallerkener og kaffekopper. Der er flag på bordet, vi får boller, lagkage og varm kakao.

Se min engel! Så kommer den første sne. Den bliver ved med at dale ned. Det er skønt igen at opleve en rigtig grønlandsk vinter. Der kommer så meget sne, at en kløft i nærheden bliver helt dækket af sne. Det er spændende, for vi skiftes til at springe ned i den snefyldte kløft, og nogle gange sidder den ene gummistøvle fast, men vi kan da få den op igen. Ane Sofie tager et godt

ret os, vi skulle da ikke have rødfiskerester igen. Da der blev ringet til spisning, opdagede vi til vores gru, at det var rødfiskerester, vi skulle have. Maden lugtede råddent, men vi havde bare at spise det. Jeg fik brækfornemmelser. Der var en meget dårlig stemning, især da vi så, at det kun var de voksne, der fik de friske, stegte ryper, som frk. Ingrid havde fået af sine forældre inde fra Kapisillit. Vi skævede til de lækre ryper og følte os meget små og ganske ubetydelige. Vi kunne se på kiffakkerne, at de syntes, det var synd for os. Mange af os spiste kun kartoflerne og karrysovsen. Siden den dag har jeg ikke kunnet lide rødfisk. En skønne dag var vores nye vintertøj syet færdigt. Gertrud havde haft travlt. Vi piger fik uldne, skotskternede, lange bukser i bordeaux nuancer og en bordeauxfarvet anorak til; drengene fik uldne, gråternede tweedknickers. Det var også tid til at skifte til de hjemmestrikkede uld-

tilløb og springer ned i den bløde sne, og pludselig kan vi kun se hendes hoved og toppen af hendes hue. Heldigvis er vi så mange, så nogle kan løb hjem efter hjælp, mens andre prøver at hjælpe Ane Sofie. Da frk. Ingrid kommer og ser situationen an, beder hun en af drengene løbe hjem til vores pedel for at få hjælp. Han skal tage en skovl med. Med hænderne har vi gjort Ane Sofie fri til skuldrene, men nu er den omkringliggende sne blevet hård. Så kommer Jens heldigvis. Han begynder forsigtigt at grave. Lille Karl er også kommet til, og han står og græder, mens han kalder: Aaqa, Aaqa. Vi trøster ham så godt vi kan, og til sidst kommer Ane Sofie fri. Den dag får vi respekt for den dybe sne i fjeldkløfterne. I begyndelsen af vores børnehjemstid havde vi hverken fryser eller køleskab. Allige-

Karl Otto, Dorthe, Helge og frk. Blom bygger snemand.

undertrøjer og tykke, lysebrune flonelsunderbukser med elastik i benene. Det føltes tungt i forhold til bomuldsundertøjet. En gang imellem kom vandvognen larmende op ad vejen for at fylde vores store vandbeholder i kælderen, andre dage kunne det være tankbilen, der skulle fylde olietanken i kælderen. Drengene blev sendt ud for at skovle sne, så slangerne med vand eller olie kunne kobles til huset. Vi skulle stoppe strømper. Vi sad gerne nærmest de store vinduer i spisestuen sammen med barneplejersken frk. Blom. Vi fik en kæmpe stoppenål hver, den skulle vi lære at træde, og så skulle vi starte med at sy store sting rundt om hele hullet, endelig ikke binde knude, for den ville gøre ondt at træde på. Derefter skulle vi først trække nogle sting lodret, de skulle sidde tæt, og derefter skulle vi gøre det samme vandret, men her skulle vi gå ind og ud mellem de lodrette sting. Og så var strømperne stoppet. Vi hyggesnakkede eller sang indimellem. En gang om måneden hjalp vi piger til med at skifte sengetøj. Det var nemmest om vinteren, for i sommerperioden skulle alle vores krøluldsmadrasser udenfor og bankes med tæppebankeren. Så måtte vi vente på, at drengene havde banket dem, før vi kunne skifte sengetøjet. Vi for rundt som små kiffakker. Dem, der havde køkkentjans, var fri for at hjælpe med at skifte sengetøj. Børnehjemmet var moderne og solidt bygget. Om det så var den hårdeste snestorm, kunne vi næsten ikke høre det inde i huset. Når snestormen var på sit højeste, måtte vi ikke gå ud at lege, selv om vi havde meget lyst. Når så stormen var stilnet af, ville vi, især i de første vintre, ud at nyde vores dejlige Grønland igen. Det var skønt bare at mærke sneen og kulden og vælte sig rundt i snedriverne. Eller ligge fladt på ryggen på den nyfaldne sne og kigge op i

snefnuggene, der dalede lige ned i hovedet på en. Vi bevægede armene fra hofterne og op over hovedet og benene fra samlet og ud til siden samtidig. Når vi rejste os, var der et aftryk, der lignede engle med store vinger. – Se min engel, se min, råbte vi i munden på hinanden, og dansede rundt og nød vinteren i fulde drag. Vi voksede op i det nye Grønland. Elforsyningen fra de første elværker var ikke altid stabil, især ikke om vinteren. En aftenstund efter aftensmaden, hvor vi sad rundt om bordet omkring frk. Blom og nød højtlæsningen af »Lille sorte Sambo,« blev der pludselig helt mørkt. Vi skreg op af bare forskrækkelse. Frk. Blom tyssede på os, alt imens Benze famlede sig vej ind i sin lejlighed. Lidt senere kom hun tilbage, og vi kunne følge hende i lyset fra en glasgrøn petroleumslampe. Den blev sat på spisestuebordet, og vi spurgte forundrede, hvad der var sket. – Det er elektrikeren, der kysser sin kone, svarede Benze. Vi kiggede på hinanden og fnisede, så tilbage på Benze og tænkte på, hvorfra hun vidste det. Frk. Blom læste videre i petroleumslampens skær, og det var endnu hyggeligere end før. Da strømmen kom igen, skulle vi gøre vores aftentoilette. Benze kom rundt på vores værelser for at se, om vi knælede ved vores senge og havde foldet vores hænder, og for at høre os synge »Jeg er træt og går til ro« og bede Fadervor i kor. Inde i spisestuen havde vi fået nye farver og tegnepapir. Vi skulle holde øje med, om Benze pludselig kom, for hun havde fødselsdag den 27. november, og vi var ved at tegne og farvelægge hendes fødselsdagsgaver. Hvis hun kom forbi, skyndte vi os at putte tegningerne under vores skolebøger, for vi sad samtidig og lavede lektier. Kiffakkerne havde travlt med at bage boller og lagkagebunde, samtidig med der skulle

Kælketur. På kælken sidder Ane Sofie og Karl, Regine står ved siden af.

forberedes en fin middag, for om aftenen skulle Benzes danske venner komme. Natten før var det »et Herrens vejr,« som Benze kaldte det. Man skulle tro, at Gud havde malet børnehjemmet hvidt, for det røde træværk var helt dækket af sne på Benzes fødselsdag. Om morgenen havde frk. Blom gjort en bakke klar med en kop kaffe, et lille flag, et stearinlys og et stykke franskbrød. Så listede vi med ind i Benzes soveværelse og vækkede hende med fødselsdagssang. – I dag er det Benzes fødselsdag, skrålede vi. Jeg blev forskrækket, da jeg så hende, for hendes tynde kommunefarvede hår gik helt ned til livet, det så uglet ud, og Benze havde ingen briller på. Hun så helt forkert ud, men hun så også glad og overrasket ud. Så beundrede hun alle vores tegninger, jeg kan ikke huske, hvad hun ellers fik af gaver. Da hun stod op, sad hendes hår pænt i en knold i nakken, som det plejede.

Da vi kom fra skole, var der varm kakao og boller. Det var en dejlig overraskelse, og vi fik også en fin middag om aftenen. Om aftenen havde hun sine danske venner på besøg. Efter kaffen, der blev serveret på hendes mågestel med teskeer i tretårnet sølv, fik de lagkage og likør eller cognac af hendes krystalglas med sort fod. Vi kiggede langt efter gæsterne, der havde deres fine tøj på, damerne med stærkt rød læbestift og rød neglelak. Vi faldt i søvn til duften af kaffe og snestorm derude i mørket. I Godthaab Avis skrev de, hvor dårligt vejret havde været på Benzes fødselsdag. – Nye kælke, råbte nogle af drengene ude i den lange gang. Vi for derud og ganske rigtigt, der var kommet fire nye kælke til os, og dem skulle vi deles om. Vi fik hurtigt tøj på, og så var det over til fodboldbanen, op på fjeldet og så suse ned. De første ture var langsomme, for sneen skulle lige køres

Besøgsdag. Min mor står i forreste række, nr. 2 fra højre.

til, og så gik det hurtigere og hurtigere. Det var bedst kun at være to ad gangen på kælken. Der var en hvinen og skrigen af fryd. Vi kunne nå næsten helt ned for enden af fodboldbanen, og selv om det efterhånden var blevet mørkt, kunne vi sagtens se i månelysets og nordlysets skær. Med friske røde kinder måtte vi sætte de nye kælke under trappen til kælderen lige før spisetid. Vi havde fået besked på, at det sidste skib før jul snart skulle sejle til Danmark. Det var sidst i november, så efter vi havde lavet lektier, skulle vi alle samles i spisestuen og skrive julebreve hjem til vores plejefamilier i Danmark. Vi fik et postkort hver, vi skulle huske en blyant fra vores penalhus, der var viskelædere på bordet, og som en overraskelse var der en flaske sodavand til hver af os. Jeg syntes, det var nogle spændende timer, som vi sad der og

skrev. For de fleste af drengene var det en ren plage, bortset fra sodavanden. Den kunne de til gengæld hurtigt få drukket. Agnethe og jeg kappedes om at spare på de dyrebare dråber, så vi havde vores sodavand længe. De næste, der havde fødselsdage, var Eli den 6. december og Ole den 9. december. De store drenge var inde i gavedepotet og vælge gaver. Det var hårdt ikke at være med, vi ventede spændt udenfor, men gaverne var pakket ind, da de kom ud med dem. Eli og Ole fik lov til at tage et par af drengene fra hver af deres klasse med hjem fra skole. Vi var altid spændt på at sætte os til det fine fødselsdagsbord, men vi måtte vente, til de sidste børn havde fået fri fra skole. Lige så snart vi så dem komme over fjeldet, råbte vi: – Nu kommer de, og så kunne vi gå ud og vaske hænder og nyde friskbagte boller, varm kakao og lagkage.

Midt i november var der travlhed. Der skulle bages boller og småkager. Benze havde inviteret vores mødre til den første kaffemik for forældre en søndag. Det var kun os seks børn fra Godthåb, der kunne få besøg. Vi kunne næsten ikke vente. Glæden lyste ud af os, og vi kunne ikke snakke om andet, men så fik jeg øje på lille Kristine og Ane Sofie, der sad og hang med mulen. – Hvad er der? fik jeg spurgt. – I kan sagtens, at I kan få besøg af jeres mor, det kan vi jo aldrig få. Anso og lille Karls mor var død, og Kristines mor boede langt, langt oppe i Nordgrønland. Det lagde en dæmper på min glæde. Da så endelig min mor kom, brændte det i mig. Jeg havde sådan en lyst til at sige til hende: – Tager du mig ikke med hjem efter kaffemikken? Men jeg turde ikke. Hvis Benze hørte det, ville hun nok synes, at jeg var uartig og sende mig til en helt anden by. Hvis hun gjorde det, kunne jeg slet ikke se min mor igen. Jeg vidste heller ikke, om min mor ville forstå mit spørgsmål. Jeg nøjedes med at gå hen, læne mig ind til hende og holde hendes hænder, alt imens jeg kiggede intenst på hende med et alvorligt blik. En morgenstund i december vågnede vi ved, at blæsten lød så stille. Det var også, som om det var blevet varmere. Vi kom hurtigt ud af sengen og kiggede ud af vinduet. Hele Godthåb var dækket af islag. Alt, fjeldene, vejene, husene og snedriverne var dækket af is. Det var, som om der var nogen, der havde tryllet Godthåb om til »Ishåb.« Nogle af os tog hurtigt jakke og støvler på for at gå ud og glide. Det var sjovt. Vi kunne ikke gå ret mange skridt uden at falde. – Kom så ind, der er morgenmad, blev der råbt. Den morgen kunne vi spise vores morgenmad meget hurtigt, da vi fik at vide, at skolen var lukket. Lægerne havde

ringet og fortalt det til Benze. En indre glæde fyldte os, da vi fik at vide, at skolen var lukket i flere dage, men det var på grund af polio. Vi vidste ikke, hvad polio var. I de vinterdage gik lyset ret tit ud, og petroleumslamperne blev ofte brugt.

Juleforberedelser Benze havde sørget for at få gemt sortebærlyng i kælderen om efteråret. Det brugte hun inde under de grangrene, som hun pyntede vores store adventskrans med. Det var spændende at følge adventskransens tilblivelse. Der kom fire tykke, hvide lys i og brede, røde sløjfer. Så blev den hængt ned fra loftet foran de store vinduer om lørdagen før første søndag i advent. Søndag morgen, da alle havde sat sig, blev det første lys tændt, ligeså til aftensmaden. Vi fik fortalt om Jesu fødsel, og vi havde mange spørgsmål. – Hvordan ser en krybbe ud? Hvorfor fejrer vi stadig hans fødselsdag? Det endte med, at vi måtte låne flere bøger om julen på biblioteket, det var bare så spændende. Vi skulle ikke vente på nogen ved morgenmaden i december måned. Alle sad pænt og ret ved bordet, når skibsklokken ringede. Vi var så spændte. Der var hængt en julekalender op på væggen lige indenfor døren til spisestuen. På skift fik vi lov til at åbne en låge, og det gik efter alder, de yngste først. Jeg var aldersmæssigt lige midt imellem, så jeg åbnede lågen den 8. december. Det var et billede af den lille pige med svovlstikkerne. Hvor så hun sød ud. Der var altid rift om at komme op på bænken for at nærstudere alle julekalenderlågerne. Vi var nødt til at have vores små næser helt ind til kalenderen, for der var meget dårlig belysning fra det matte lys i kuppellamperne, der hang ned fra loftet. Lidt længere henne på væggen hang

vores store julesprællemand. Den måtte vi gerne trække forsigtigt i for at få den til at sprælle. Det var dejligt snevejr, de nederste trin op til klasseværelserne var dækket af sne. Da vi kom ind, var der tegnet et stort, grønt juletræ på tavlen. Og der var tegnet hjerter, kræmmerhuse og stearinlys. Hver dag var der en, der kom op og tegnede flammen på et lys. Det gik på tur efter vores efternavne i protokollen, så det varede længe, før det blev min tur. En dag fik vi en ny læsebog, der hed »Ida og Ole.« Den var pæn og lignede min bog om »Frederik.« Dansklærerinden, frk. Else Petersen, klappede i hænderne: – Nu skal I høre, der er kommet en ny ordning, i det store frikvarter skal I stille jer i kø foran indgangen i skolegården, så vil der stå et par damer og uddele en portion råkost til alle skolebørn fra i dag. Det har Landsrådet besluttet, for nu skal alle børn på Grønland være sunde og raske. – Nå, så har vi både vores madpakke og en portion råkost, det lyder dejligt, tænkte jeg, men det tog jo noget af frikvarteret, og nu var der lige var kommet ny sne. Det var bare om at komme hurtigt ud at lege. I timen efter skulle vi have formning. Det var altid spændende timer, hvor vi skulle tegne to juletræer i A4 størrelse, klippe dem ud og sætte dem ind i hinanden ved hjælp af et hak, vi klippede i dem. Jeg tænkte på, at jeg ville have mit juletræ med hjem til min mor, når jeg skulle hjem til hende til jul. Det fortalte jeg glad til Benze, da vi kom hjem fra skole. Hun blev helt stille. Jeg kiggede op på hende og så hendes alvorlige ansigt, da hun sagde: – Nej, der er ingen af jer børn fra Godthåb, der skal holde jul hjemme hos jeres mor. Nu bor I jo her på børnehjemmet, og der hvor ens hjem er, der holder man jul. Nu har vi jo også købt ind til jul, vi skal have en rigtig dansk jul med alt, hvad dertil hører. Det kan I godt glæde jer til.

Agnethe stod ved siden af mig. Vi blev helt stumme, kiggede hurtigt på hinanden og skyndte os ind på vores værelse. Vi lukkede døren, omfavnede hinanden, og så fik tårerne frit løb. Vi forstod ingenting og sagde derefter så meget mindre. Men indvendigt græd vores hjerter. Efter aftensmaden fik vi læst »Peters jul.« Nogle aftener senere havde vi udadtil affundet os med omstændighederne, og vi glædede os til jul. Vi lå alle fire og hviskede på værelset og talte dagene til juleaften. Vi havde set Benze og frk. Blom liste ind i gavedepotet, meget hemmelighedsfulde. Senere hørte vi Benze sige »godnat« til frk. Blom. Agnethe tog sit juletræ i karton frem, og vi listede alle fire op og dansede på tæerne rundt om det lille bitte juletræ og sang hviskende »Højt fra træets grønne top,« men efterhånden glemte vi at hviske, for pludselig stod Benze smilende i døren og spurgte: – Hvad laver I? Uden at svare skyndte vi os i seng. Næste aften gentog seancen sig, Benze kom ind, og vi listede i seng, så listede vi op igen, vi gik hurtigere og hurtigere rundt om træet og sang højere og højere. Så gik døren op, vi hoppede i seng igen, men hun løftede op i hver vores dyne, gav os et forsigtigt klap bagi, smed dynen på os igen og sagde: – Kan I så lægge jer til at sove! Godnat! En dag havde Agnethe og jeg fået lov til at hjælpe Karen i køkkenet med at bage småkager med glasur. Den store røremaskine var i gang. Først øsede Karen mel i med et målebæger fra melsækken, som stod på bordet. Så kom der brun sukker i, og vi fik lov at smage en teskefuld brun sukker hver. Så kom der æg og krydderier i, og derefter satte hun den store æltekrog på, og røremaskinen blev tændt. Vi stod selvfølgelig tæt på, og sikke den larmede, da den blev startet, så vi røg tilbage af forskrækkelse. Vi kom tættere på igen og

studerede røremaskinens tromlende gang. Dejen blev fast og lysebrun, så stoppede Karen røremaskinen. Så skulle vi finde flormelis og frugtfarve, men Karen havde glemt frugtfarven i viktualiekælderen, så jeg fik nøglen og smuttede ned og fandt de små glasflasker, vi skulle bruge. Det var en rød, en gul og en grøn flaske. Jeg fik låst døren efter mig og for op ad trapperne med de tre flasker i den ene hånd og nøglen i den anden. Ved det øverste trin snublede jeg over mine egne fødder og tabte den ene flaske så uheldigt, at den smadrede og skar mig dybt i den venstre ringfinger. – Av for søren, skreg jeg op, og Agnethe og Karen kom ilende til, mens den smadrede flaske trillede ned i kælderen. De fik hjulpet mig op på trappeafsatsen, og ved vinduet ind til køkkenet studerede vi skaden. Jeg skreg igen, da vi kunne se, at der stadig stak et stort glasskår ud af fingeren. Agnethe løb efter Benze, som kom ilende. Hun tog mig hen til grovkøkkenets vask, sagde at jeg skulle holde min bloddryppende finger ind over den, mens hun fandt en pincet. Benze pillede glasstykket ud, skyllede fingeren for at se, om der var flere glasskår, og så fik jeg et meget stramt plaster på, som hun klippede af fra en rulle. Det var for at jeg kunne slippe for, at min fingerpude skulle sys sammen igen. Jeg skulle holde fingeren oppe et stykke tid. Det dunkede i den. Der var blodspor hele vejen fra kældertrappen til grovkøkkenet. Karen susede ned i kælderen og hentede zinkgulvspanden, fyldte brun sæbe i og vaskede gulvene i køkkenet og på trapperne. Resten af bagetiden måtte jeg bare se på. I løbet af december måned blev der bagt kagefigurer, brunkager, finsk-brød, jødekager og klejner. Når Karen puttede pladerne i ovnen, måtte vi ikke stå for tæt på. Ovnen så glødende varm ud, og Karen blev helt rødkindet.

Når vi havde lavet lektier om eftermiddagen, havde vi hyggetime, hvor vi lærte julesalmer og tegnede juletegninger, og så kunne der godt vanke en lille småkage, mens snestormen rasede derude. Det føltes trygt og hyggeligt. Et par aftener fik vi risengrød med kanelsukker og en smørklat. Når de store drenge havde hentet mørkt rugbrød hos bagermester Echwald, skar Karen det i tykke skiver på den lille håndbrødskærer. Hug, hug, hug lød det monotont fra spisekammeret, det var et sejt arbejde. Det måtte vi ikke hjælpe til med, da det var for farligt. Det var en travl tid, de store drenge skulle hjælpe Jens med at skovle sne. Vi fik også travlt med at skifte sengetøj og gøre hovedrent før jul. Jens havde også travlt med at lave vores første juletræsfod.

Jul og nytår Med det sidste skib fra Danmark var der kommet julepakker til os fra vores plejeforældre i Danmark, så vi blev gennet ud for at lege, da vi blev for nysgerrige. Pakkerne skulle op på legetøjsdepotet, medmindre der var frisk frugt imellem, det kunne Benze lugte sig frem til. Jeg fik æbler fra mine plejeforældre på Brøderup Ungdomsskole, men der var desværre mange, der var blevet rådne på turen. Vi fulgte nysgerrigt med gennem havedøren ude fra terrassen. Frk. Blom hjalp Benze med at pakke det yderste brune indpakningspapir ud, hvorefter alle pakker med julegavepapir kom i en sæk. Vi hoppede lidt omkring for at få varmen i tæerne. Pludselig blev der sat fire taburetter på terrassen, og oven på dem blev der sat en stor papkasse med halvrådne æbler. – Vær så god, blev der sagt, og så kunne vi ellers bare spise løs. Der blev næsten ikke levnet noget, kun de mest rådne æb-

hævet op over hovedet, mens hun skældte ud på grønlandsk. Vi løb fnisende ud i gangen og ind på vores værelser, hvor vi holdt krampagtigt for døren. Benze hørte larmen, Karen forduftede ud i sit køkken, og da Benze kiggede ind, sad vi pænt og kiggede i vores album med glansbilleder.

Lili læser højt, inden vi går ind til juletræet.

ler var tilbage. De store drenge turde godt spise kernehuset med, selv om nogen sagde, at der ville vokse æbletræsgrene ud af ørerne. Jeg prøvede også at spise kernehuset med. Kernerne smagte godt. Lige før jul kom en lille dreng rendende. Han så forsømt ud. Der silede snot ud af begge næsebor, han frøs, og da han så os, løb han grædende ind til Karen i køkkenet. Karen satte ham udenfor døren igen, og med pegefingeren for munden tyssede hun på ham, men han kom tilbage og holdt fast i hendes skørter. Vi gloede noget, da Karen snakkede grønlandsk til ham: – Aataakkunnukarniarit (tag hen til dine bedsteforældre). – Det var da en mærkelig unge, talte vi om. Frk. Ingrid hørte postyret og kaldte på Benze, der søvnig stod op fra sin middagslur. Vi stod nysgerrigt og fulgte med. Da Benze kom, græd drengen stadigvæk og ville ikke slippe Karens skørter. Vi syntes,

det var ulækkert, da han tørrede næsen af i hendes skørter. Han græd hjerteskærende og holdt sig krampagtigt til Karens ben. Vi blev gennet ud af køkkenet. Næste dag flyttede drengen ind på børnehjemmet. Det viste sig, at det var Karens søn Helge på fem år. Benze vidste ikke noget om ham i forvejen og syntes, det var synd for ham. Han fik lov til at bo på værelse med lille Karl, men han måtte altså ikke sove oppe hos sin mor på hendes værelse, for der var ikke plads, sagde Benze. Nogle gange så vi dog, at Karen listede ned med Helge til hans værelse, efter at han havde sovet sammen med hende om natten. Han løb altid i hælene på sin mor, han græd meget, og han var ikke til at forstå, så vi drillede ham, peb, som han gjorde til Karen. Hun var ikke ret god til dansk. En dag blev det for meget for hende, hun tog et viskestykke og løb efter os, rundt om bordene i spisestuen med viskestykket

En aften efter spisetid var der en dejlig overraskelse. Vi skulle lave julepynt. Der var kommet en masse glanspapir og karton, sakse, lim, nisser, julemænd og kræmmerhuse med skibet. Det var nemt for mig at lave kræmmerhuse og klippe de hvide engle og kravlenisser ud, men det var svært at lære at flette julehjerter. Det hele blev lagt i en stor æske, som blev gemt til juleaften, hvor de voksne skulle pynte juletræet. Sneen dalede ned hver dag, nogle dage var der større snefnug end andre. Vi kastede os baglæns i sneen og lavede engle på livet løs. Det var dejligt bare at ligge der og kigge lige op i de evigt dalende snefnug, mærke den grønlandske vinter igen, mærke i hver en fiber af kroppen, at jeg var hjemme igen. Hvor var det skønt. Men når det så begyndte at blæse – sikke nogle snestorme vi så var vidner til. Lyset gik ud, petroleumslamperne kom frem, eller vi løb tør for olie. Så fik Benze travlt med at få fat i en bulldozer via GTO (Grønlands Tekniske Organisation), så tankbilen og elektrikeren kunne komme frem. Sådanne dage var ren forvirring. Dagen efter en snestorm kunne der ligge store snedriver lige uden for børnehjemmet. Vi tog skovle med ud og byggede huler ind i snedriverne. Senere fik vi lov til at sætte stearinlys ind i de mindste snehuler, så kunne vi stå inde bag vinduerne og se lyset blafre i vores små snehuler. Det var hyggeligt. Vi fik også lov til at få en gulerod til snemandens næse, to stykker kul til øjnene og mindre stykker kul til mund og øjenbryn. Om vinteren brugte vi mest

kælderdøren til indgang. Der kunne vi hænge vores våde tøj direkte på snorene i vaskekælderen, og støvlerne kunne stå på rad og række foran oliefyret. Vi skulle skifte tøj inden julemiddagen. Inden vi skulle spise, fik vi læst »Den lille pige med svovlstikkerne« højt. Ingen måtte gå ind i spisestuen, før alt var klart, og hvis de voksne havde glemt noget og skulle ind i spisestuen, måtte de hele vejen tilbage til trapperne, op i gangen på første sal, igennem rullestuen og den vej ned i køkkenet. Så hemmeligt var det. Endelig gik døren op. – Vær så god. Juletræet havde elektriske lys, og der var levende lys på bordene med hvide damaskduge, en sodavand ved hver plads, vinglas til de voksne og en mandelgave ved hvert bord. Vores gaver kunne ikke engang være under juletræet. Der duftede af flæskesteg, vi kiggede på hinanden og på de voksne, som ikke havde uniformer på, men fine kjoler og store smil. Det var en god julemiddag. Der var ris à la mande med rød sovs, men jeg kan ikke huske, hvem der fik mandelgaverne. Det var en marcipangris med rød sløjfe på maven. Efter julemiddagen fik vi lov til at smutte ind på værelserne eller ud i gangene og lege, mens der blev gjort klar til, at vi kunne danse om juletræet. Snestormen rasede derude, kunne vi høre. Så lød skibsklokken, og vi skulle danse om juletræet. Vi startede med »Et barn er født i Betlehem,« fortsatte med andre julesalmer og sluttede med »Højt fra træets grønne top.« Så fik vi besked på at finde os hver et sted, hvor vi kunne pakke vores julegaver op. Den første jul på børnehjemmet var vi meget lykkelige. Vi fik så mange julegaver fra Danmark. Søren fik en stor brandbil, og det fik Barselaj til at udbryde: – Jeg vil være brandmand, når jeg bliver stor, og Aron fulgte efter og råbte: – Jeg vil være politimand.

Jeg stod lige til højre for den franske dør ud til terrassen, så mine gaver kunne være på den lille bordplads over radiatoren. Jeg fik en stor pose bolsjer fra mine plejeforældre. – Må jeg se, sagde Benze og fortsatte med en længere forklaring om, at den skulle hun nok passe på, for så mange bolsjer kunne jeg ikke selv beholde. – Du kan tage ét nu, og så deler vi ud til de andre en af dagene. Jeg følte mig virkelig snydt. Hun tog bare mine gaver. Jeg var lige ved at græde, min hals snørede sig sammen, men jeg tog mig sammen, jeg ville ikke græde. – Det er jo juleaften, tænkte jeg. Da jeg var ved at pakke den næste gave op, kunne vi høre snestormen hyle højere end før, og pludselig gik lyset ud. Vi skreg op, de mindste græd, jeg holdt begge mine arme rundt om gaverne og rørte mig ikke ud af stedet. Benze fik hentet en petroleumslampe, og kiffakkerne hentede stearinlys ude i køkkenet, så vi igen kunne se vores julegaver. Da de voksne fik kaffe, fik vi en sodavand mere, og så blev der sat nødder, juleslik og appelsiner på bordene. Det sidste, jeg tænkte på, inden jeg sov, var, hvordan min mor og søskende holdt jul. De var så tæt på, og så vidste jeg det ikke engang. Juledag skulle vi til juletræ hos den amerikanske konsul i det amerikanske konsulats store brune bygning. Benze gik først ind. Vi havde prinsessekjoler på, drengene havde hvide anorakker på. Vi skulle af med alt overtøjet og have vores hjemmesko på. Først kom vi ind i spisestuen, der lå nogle trin højere end den store, fine stue. Så fik vi øje på det højeste juletræ, vi nogensinde havde set. Der var ekstra højt til loftet i deres stue, så juletræet så ud til at være dobbelt så højt som vores. Vi dansede om træet, bagefter var der en godtepose med nisser på til hver af os. Imens de

voksne fik kaffe, så vi »Far til fire« i deres egen biograf. Anden juledag var vi til juletræ hos politimester Simony og frue nede i deres store bolig på Herrnhut-stationen, hvor der duftede dejligt af julebag. Min mors veninde Birgitte var kiffak hos Simonys, så hun aede mig på håret og hviskede mig i øret: »Iliinannguaq« (søde Helene). Vi fik lov til at lege over hele huset. Ved køkkenindgangen var der en trappe op til første sal, og det var der også ved den fine hovedindgang, så vi løb op og ned ad trapperne efter hinanden. Fra stuen havde de udsigt lige ud til havet. Det stormede for meget til, at vi måtte gå ud og lege. Her dansede vi også om juletræet og fik godteposer. Tredje juledag skulle vi ned til Landshøvdingen til juletræ. Det var i den lange grå bygning i kolonihavnen ved siden af kirken. Benze var meget populær, og alle »hendes børn« var velkomne. Der var også juletræ og bagefter godteposer med et æble til hver. Vi piger passede så godt på vores godteposer, at vi havde noget af det med hjem, så vi kunne nyde de sidste rester om aftenen. Vi var gode til at nyde det langsomt. Det var lidt fryd at gøre drengene misundelige, for de havde allerede spist alt fra deres slikposer. Fjerde juledag fik vi, der havde vores mor i byen, lov til at besøge hende og vores søskende fra klokken to til fire om eftermiddagen. Det var underligt at få lov til at besøge min mor. Jeg trådte ind gennem døren og genså mit barndomshjem. Min mor, Victoria og Hans tog smilende imod mig. Jeg gav pænt hånd, blev vist ind i stuen, hvor de pegede på sofaen. Der skulle jeg sidde. Jeg satte mig, Victoria og Hans satte sig ved siden af mig. Der var pyntet fint op til jul med guirlander i loftet, der var et lille fint rødgran-juletræ med levende lys og hjerter og kræmmerhuse, der var klippet ud af et ark.

Hans gik hen til juletræet og vippede kræmmerhuset for at vise mig, at der var rosiner og svesker i. Mor gennede ham på plads og sagde: – Uatsilaaq (vent lidt). Mor havde bagt grønlandsk kage med masser af rosiner i, og vi fik te med mælk i. – Værsgo, sagde Victoria og pegede på kagen. Vi tog et stykke hver og satte det på kagetallerkenen. Der var også slik, sukkerstykker, der var stegt på panden. Dem kunne jeg huske, fra før jeg blev fjernet. Vi nød traktementet i stilhed og smilede til hinanden. Engang imellem sagde min mor bare: – Iliina, og smilede genert til mig. Vi fik også danset om juletræet. Jeg kunne genkende »Et barn er født i Betlehem« på melodien. Bedst som vi hyggede os allermest, pegede min mor på sit vækkeur og sagde »gloggen fia.« Det betød »klokken er fire,« og jeg skulle tilbage til børnehjemmet. Jeg løb hjem, og om aftenen græd jeg mig i søvn. Jeg lå og tænkte på, om der var plads til mig derhjemme, og hvorfor jeg skulle blive på børnehjemmet. Nytårsaftensdag efter frokosten havde vi travlt med at dække bord til om aftenen. Nyrullede, hvide damaskduge blev langt på bordene, serpentiner blev pustet ud, og vi hængte dem op i lamperne. Der blev også lagt et par stjernekastere ved siden af hver tallerken, og der var bordbomber på kagetallerkener og små nytårshatte rundt omkring. Middagen stod på nytårstorsk. – Øv, hvorfor skal vi have torsk til nytår? hviskede vi om. Vi spiste ikke så meget, mest af desserten, som var chokoladebudding. Efter middagen blev bordene sat ind til siden, og Ane Sofies og lille Karls grammofon blev trukket op, så vi kunne danse til de par grammofonplader, de havde med fra deres plejeforældre i Danmark. Nogle ville ikke danse, men legede

med vores fælles nye legetøj. Vi var meget længe oppe. Klokken 20 gik vi ud og fik tændt vores stjernekastere ved et stearinlys. Stjernekasterne spruttede, og bagefter fik vi også lov til at sætte stumperne af stearinlys i de små hulninger i snedriverne rundt omkring. Derinde i læ varede det længe, før stearinlysene gik ud. – Hørte I det? Vi kiggede på hinanden og spidsede ører. – Jo se, råbte vi. Det var kort efter nytår 1953, og ud af himmelen kom der pludselig et fly. – Det er fra den amerikanske base, sagde de voksne, der også var kommet ud, da de hørte larmen. Fra børnehjemmet havde vi udsigt til mosen. Vi løb ned for enden af Børnehjemsvej. Det amerikanske fly droppede flere kasser ned i mosen. Det så flot ud. Det var posten til det amerikanske konsulat, som dalede ned i flere forskellige farver faldskærme. – Det er da godt, der er faldet så meget sne, så posten ikke går i stykker, tænkte jeg. Jeg kom i tanker om, at sådan et fly havde jeg set før, mens min far levede.

Et hallo fra Godthaab En dag kom der en meget stor og aflang pakke til børnehjemmet. Vi løb i hælene på Benze, da den skulle pakkes op. Det skete i køkkenet. – Der er den, sagde Benze. Hun havde med længsel ventet på den. Det viste sig at være afløseren for »rugbrødshakkeren.« Den gammeldags rugbrødsskærer, der hver dag skulle skære mange skiver rugbrød til alle os, var for anstrengende for Karen, så nu var der kommet en halvautomatisk brødskærer. Vi fik at vide, at vi ikke måtte røre den. Da der var ryddet op efter udpakningen, gik Benze og frk. Blom ind i Benzes lejlighed for at få »to dråber«

kaffe. Karen gik op på sit værelse med en kop i hånden og holdt kaffepause. Døren stod åben til spisekammeret. Agnethe og jeg listede derud for at studere uhyret nærmere. Jeg nærmede mig brødmaskinen med ærefrygt, men nysgerrigheden overvandt frygten, så jeg listede ind. Jeg fandt ud af, at rugbrødet skulle ligge i en vinkelhylde med spidsen nedad. Jeg snuppede et stort, velduftende og nybagt rugbrød, lagede det til rette og begyndte at undersøge, hvordan det store, skarpe, halvcirkelformede knivsblad kunne dreje rundt. Der var et træhåndtag, det stak ud til højre for knivsbladet, men jeg kunne næsten ikke nå det. – Det må vi ikke, sagde Agnethe i baggrunden. Af bare spænding overhørte jeg advarslen. Med begge hænder drejede jeg akavet på håndtaget. Kniven var skarp og tung, og pludselig var det store håndtag nede. Jeg mærkede en svie, og Agnethe gispede af spænding, da jeg trak min hånd til mig. Til min og Agnethes store rædsel kunne jeg se min knogle på midterstykket af min venstre lillefinger. Det næsten afrevne kødstykke hang nedad. Jeg kunne mærke det varme blod sive ned ad håndleddet. Jeg skyndte mig at sætte kødstykket fra lillefingeren på plads med højre hånd. Agnethe løb efter en voksen, idet hun råbte: – Helene har skåret sig, Helene har skåret sig. Jeg stillede mig ligbleg med ryggen op ad vinduet i spisekammeret. Benze og en hel flok af mine skæbnesøskende kom ilende. – Hvad er der sket? spurgte Benze. – Ingenting, hviskede jeg. Så kiggede Benze undrende på brødmaskinen, der var blod på, så kiggede hun på gulvet, der var fuldt af bloddråber, og så kiggede hun tilbage på mig. Nu kunne jeg ikke længere skjule det varme blod, der sivede ned ad min venstre arm. Benze skilte forsigtigt mine hænder – for så at lukke hurtigt

sammen igen. Der blev ikke spurgt mere, da jeg i hast blev gelejdet ud i den lange gang foran plasterskabet. Begge hvide skabslåger blev åbnet, og uden at sige et ord kom hun først et lille stykke plaster på, som hun brugte til at sætte kødstykket på plads. Jeg fik besked på at holde min hånd opad. Derefter fik jeg en forbinding på helt op på til håndleddet. Jeg var helt stille, græd slet ikke. Heldigvis skulle jeg ikke på sygehuset, og bagefter blev jeg beundret af de andre børn for den store forbinding. Men det dunkede i lillefingeren. Vi var nogle piger, der gik efter vores nye kiffak Birthe. Hun gik fra værelse til værelse og skiftede sengetøj. – Hvad hedder seng på grønlandsk? spurgte vi hende. – Siniffik, svarede hun, og det lød da nemt nok, syntes vi og vi fnisede og gentog ordet. På vej op til de store værelser, spurgte vi videre: – Hvad hedder trapper? – Majuartarfiit. Vi grinede, samtidig med at vi prøvede at udtale det. I det samme kom Benze ud af sin lejlighed, gik efter os op ad trapperne og forhørte sig om, hvad vi lavede. – Prøver I at lære grønlandsk? sagde hun skrapt. – Ja, af Birthe, fnisede vi tilbage, alt imens vi udtalte ordene. Så fik vi set hendes stramme ansigt. – Dét kan I godt stoppe øjeblikkeligt. Og henvendt til Birthe sagde hun: – Jeg vil aldrig mere høre dig prøve at lære børnene grønlandsk. De er dansksprogede, og det skal de blive ved med at være. Er det forstået? Vi blev gennet ud at lege. De grønlandske kiffakker blev kaldt til samling inde i spisestuen, og Benze holdt dundertale til dem. Det var, så hendes knold i nakken var ved at gå op. Jeg var dybt rystet, og mine tanker galopperede afsted:

– Jamen, hvorfor? Så kan jeg jo ikke komme til at snakke med min mor og mine søskende igen. Jeg blev helt tom inden i. Nogle af de andre kom og spurgte, hvad der var i vejen. En lille gruppe af os satte os på et par kælke og så helt opgivende ud. Jeg var virkelig sur på Benze: – Den dumme, gamle kone, som for alvor tror, at hun er vores mor. Hun ligner mest af alt en gammel bedstemor! Ved aftensmaden prøvede Benze at få øjenkontakt, men jeg ignorerede hende. Birthe fik et forsigtigt nik af mig, men hun turde knap nok se på mig. Benze fik ny radio. Det var ligesom et lille skab, hvor højttalerne var omkranset af en kunstfærdig tynd træramme. Nedenunder var programknapperne, og når radioen blev tændt, var der lys i, så man kunne se, om nålen drejede til højre eller venstre. Bag ved radioen blev der ført en lang ledning ind til spisestuen. Lige over mit skab ved serveringslemmen i spisestuen kom højttaleren til at stå. Så kunne vi også høre radio i spisestuen. Det var irriterende, når Benze skulle høre pressens radioavis, for så skulle der skrues højt op, og vi skulle være musestille. Ved den mindste forstyrrelse fra os kom hendes pegefinger op til munden med et højt »SSHHYY.« De fleste af vores kiffakker var meget dårlige til at tale dansk. Det var de ikke alene om. Det kunne tydeligt høres, når jeg hørte ønskekoncert om søndagen. En søndag, da jeg var ved at rydde op i mit lille skab, var der hilsener fra nær og fjern. Jeg spidsede ører, da den kvindelige speaker oplæste en hilsen: – Gærlig ilsen, Indogina. – Hold da op, hvem i alverden kender nogen helt i Indokina, spekulerede jeg på. Så gentog hun endnu en hilsen med »Gærlig ilsen Indogina,« og pludselig flækkede jeg af grin. De andre i spisestuen spurgte, hvad jeg sådan grinede af, og da jeg havde

fået vejret, fortalte jeg om den hilsen, der i virkeligheden skulle lyde: – Kærlig hilsen en du kender. Der var meget at holde styr på for Benze. Allerede da vi flyttede ind, var der håndværkere, som ikke var blevet helt færdige med blandt andet elinstallationerne. Der kom også nogle og satte en lygtepæl op uden for kælderdøren. Vi fulgte med, drengene var udenfor, og nogle af os piger havde åbnet vinduet oppe i rullerummet og fulgte med indefra. Det så sjovt ud, da elektrikeren tog sådan en slags »jern-krabbekløer« uden på sine sko, så han kunne klatre op ad lygtepælen for at skrue de hvide porcelænshoveder på, som luftledningerne blev snurret rundt om. – Når den sidste lygtepæl er kommet op, skal der sættes strøm til, sagde manden. Alle håndværkere nød at snakke med os, for vi talte flydende dansk. En elektriker kravlede op i masten og tog hånden op til ledningen. Da han fik fat i ledningen, spjættede han en gang, og pludselig lå han på jorden. Vi blev helt stille. En af kiffakkerne styrtede ind og hentede Benze, som kom løbende, så godt hun kunne. Hun bad en af kiffakkerne løbe efter lægen, og drengene blev gennet ind. Vi skyndte os at haspe vinduerne til. Senere hørte vi, at elektrikeren var død. Det gjorde et dybt indtryk. Lægeværelset kom ofte i brug. Jeg kan ikke huske, hvor tit lægen kom og undersøgte os, men når han var der, skulle vi stå på række foran lægeværelset i underbukser og så blev vi hentet ind en af gangen. Vi skulle måles og vejes, der skulle lyttes til lungerne, vi gabte højt og blev kigget i halsen, tænderne blev tjekket, og vi skulle hoste. Frk. Blom stod op, Benze og lægen sad ned. – Vi er ikke engang syge, så hvorfor skal vi undersøges så grundigt, spekulerede jeg på.

Lige efter vi havde fået telefon, kom der journalister, både fra Red Barnet og fra Billedbladet. Jeg tror, det var de samme, der fotograferede os, da vi var i Danmark. Barselaj blev fotograferet foran Benzes dør ved den lille telefonhylde og med telefonrøret ved øret, imens han skulle sige hallo. Teksten til billedet lød: Et hallo fra Godthaab Næh, billedet er skam taget i Grønland, hvortil der nu ogsaa er kommet hypermoderne telefoner af den type, som er ved at vinde indpas i Danmark i forbindelse med helautomatiseringen. Billedet er fra Røde Kors’ nye børnehjem i Godthaab. En af de smaa beboere, grønlænderdrengen Barselaj, prøver at sætte sig ind i telefoneringens mysterier. Byen Godthaab, Grønlands hovedstad og landshøvdingens residensby, faar nu helautomatisk telefonsystem til afløsning for det gamle med magnetcentral. Der er ikke paa de breddegrader brug for telefon i samme udstrækning som i Danmark. Godthaabs halve hundrede abonnenter er da også administrationen, handelen, skolevæsenet, sundhedsvæsenet og den tekniske tjeneste, som jo af og til har noget at snakke om. Privat telefonkævl er der ikke noget af! Det helautomatiske system, som nu gennemføres i Godthaab, vil antagelig først være helt færdigt til næste aar. Der skal lægges kabler og trækkes luftledninger de steder, hvor man paa grund af klipperne ikke kan gaa i jorden.

Stanken var ikke til at tage fejl af, når Lorte Jens tømte lokumsspande. De var så fyldte, at han dryppede flere steder op og ned ad gange og trapper. Det kan nok være, at vi meget hurtigt og frivilligt løb ud og legede på sådanne dage. Det varede heldigvis ikke så længe, så kom rørlæggerne. Vi var nogle af de første i Godthåb,

der skulle have træk og slip. Der var en frygtelig larm med alle de håndværkere, men hvor var det dejligt med rene, næsten lugtfrie toiletter. Der blev også plads til en lille håndvask ved hvert toilet. Men det var irriterende, når man ikke kunne tisse i fred. Drengene havde en overgang fået for vane at liste efter os piger, lægge sig på gulvet og kigge ind under den låste dør. Mellemrummet op til afskærmningen var så høj, så man næsten kunne kravle under, og pludselig kunne vi høre deres fnisen og se deres frække hoveder. Vi skreg op, trak hurtigt bukserne op og løb ud og sladrede. Det blev påtalt flere gange til spisetid. Når det blev nævnt, nidstirrede vi drengene. Bodil faldt altid meget hurtigt i søvn, og så gik hun i søvne, sagde Ane Sofie. Det gøs lidt i Agnethe og mig. – Går hun i søvne? gentog vi. Det ville vi gerne se en aften, og vi blev enige med Ane Sofie om, at hun skulle hente os en aften, hvor Bodil gik i søvne. Også selv om vi var faldet i søvn. Jeg blev lidt forvirret, da vi en nat blev vækket. Ane Sofie satte en finger for munden, jeg gned øjnene en gang og listede med op. Og ganske rigtigt, så var Bodil i sin flonels-natkjole på vej ud på toilettet med armene foran sig. Hun var ved at sætte sig for yderligt på toilettet, vi småfniste, og Ane Sofie rykkede hende forsigtigt på plads. Så fik hun tisset. Uden at tørre sig trak hun underbukserne op og gik i søvne ind i sin seng igen. Vi kiggede på hinanden, fnisede og gik i seng igen. Næste morgen fortalte vi hende, at hun gik i søvne, men det benægtede hun. Vi blev ved at fastholde det, så til sidst blev hun sur på os og gik hen og sladrede til Benze. Vi fik besked på ikke at drille, og så var vi sure. – I skal i bad, blev der råbt. – Åh nej, tænkte vi, fælles bad igen. Selvfølgelig skulle Benze også spare her. Badekarret var ved at blive fyldt op, alt

vores tøj skulle skiftes og lægges til vask i små bunker ude på gangen. Det var ikke spor sjovt. Vi havde efterhånden ikke engang vores eget tøj. Kun vores kjoler var vores egne. Hvorfor skulle vi altid i bad sammen med drengene? Vi stod på rad og række og startede med at vaske hår i brun sæbe i de små håndvaske i badeværelset. En kiffak hjalp os. Bagefter skulle vi sæbe os ind, og vores hår blev skyllet i eddikevand. Til sidst skulle vi ned i badekarret og skylles af, og så var det op på badebænken og tørre os. Der var en larm og skubben, fnisen og grinen. Når vi var færdige, skulle vi ud i skabet og finde noget rent tøj, der var i vores størrelse.

Nye børn Der var besked ved aftensmaden. Eli og Ole skulle flytte ind i det lille tomandsværelse ved siden af strygestuen, fordi der skulle komme tre nye børn fra Holsteinsborg. – De skal flytte ind her, så vi må omrokere lidt med nogle af jer. Vi blev helt stille og fik travlt med øjenkontakter til hinanden. – Hvorfor? spurgte Ole. – Det er tre søskende, som har meget brug for et nyt hjem. De har lige mistet deres forældre. – Hvad hedder de? var vi flere, der spurgte i munden på hinanden. Med ret ryg og håndfladerne på bordkanten svarede Benze: – Julie, Dorthe og Karl-Otto. De kan ikke tale dansk, men det skal I og vi hurtigt få lært dem. Frk. Else Petersen, jeres dansklærer, kommer her på børnehjemmet allerede på mandag og begynder at give dem ekstra undervisning i dansk. De af jer, der ikke er så gode til at følge med i skriftlig dansk, skal deltage i hjemmeundervisningen.

Sikke en mundfuld. Eli og Ole skulle allerede flytte deres ting efter maden. De smilede over hele hovedet over udsigten til, at de skulle have to-mandsværelset. Så skete det en dag under aftensmaden. Julie, Dorthe og Karl-Otto kom ind ad terrassedøren. Julie var ti år, Dorthe var otte og Karl-Otto fem år. Vi kiggede alle sammen på dem, det så ud, som om de ikke engang trak vejret. De havde kun en kuffert med. Endelig gik frk. Ingrid hen og sagde velkommen til dem på grønlandsk. Stilheden var til at føle på. De blev gennet længere ind i stuen, og vi fulgte hvert et skridt, de tog. De havde stadig deres gummistøvler på, så der kom våde pletter på gulvet. Følelserne gik helt ind under huden på mig. – Hvor er det synd for dem. De har mistet begge deres forældre, og nu skal de på børnehjem. Inden i mig selv genoplevede jeg dengang, jeg blev sendt væk fra min mor, og huskede, hvor ked af det jeg var. Dorthe skulle være på vores værelse. Hun var lige så gammel som mig og Agnethe, og vi tog hende under vores vinger. Den aften lå hun og græd sig i søvn – det smittede. Vi havde travlt med at lære vores nye »søskende« dansk. Nogle gange kom vi til at grine af deres udtale, men hvis der var andre, der kom til at grine af dem, så beskyttede vi dem og var sure på vores danske klassekammerater. Da Benzes veninde, frk. Else Petersen, begyndte med at give os hjemmeundervisning i dansk, fik vi besked på, at alle på skift skulle prøve at være med til timen sammen med de nye børn. Frk. Else Petersen skulle så vurdere, om der var andre, der havde behov for ekstraundervisning. Hvor var det kedeligt. Hun havde altid en remse med til hver lille lærdom, som vi skulle sige højt og kunne udenad: – Den der skriver »d« i gjort, han skal have sin numse smurt.

ældre i Danmark. Og så havde jeg min glasdukke Tove, der var min store trøst. Den hjalp lidt på savnet af min plejefamilie. Bodil, Ane Sofie og nogle af de andre piger havde også flotte dukker, men deres hoved, arme og ben var af porcelæn. Babyhåret var malet på min dukkes hoved lige som øjenbrynene og de røde kinder, men øjnene kunne åbne og lukke. Vi legede tit »far, mor og børn« med dukkerne. En af vores fælles julegaver var et blikkomfur med gryder og pander til, som selvfølgelig indgik i legen. Det foregik som regel på vores værelser. Ind imellem kom drengene brasende og forstyrrede. Hvis det var Søren og Gâba, råbte vi deres øgenavne: – Ud »Kineser« og »Elefantøre.« På vej ud fik vi af samme skuffe: – Ja, ja »Fortand« og »Negerrumpe.« Jeg havde egentlig ikke selv lagt mærke til, at mine nye fortænder var så store, og jeg blev flov over dem. Klar til opstilling.

– Gab, det var jo det samme som i skolen. Jeg var heldigvis kun med en gang. Så var det sjovere at lege med påklædningsdukker og bytte glansbilleder. Det var noget af det, jeg brugte mine penge til, da vi begyndte at få lommepenge hver uge. Dem, der gik i 1. klasse, fik 50 øre, dem i 2. klasse fik 1 krone, i 3. klasse 1,50 krone, i 4. klasse 2 kroner, og dem i 5. klasse fik 2,50 kroner. Vi fik en sparekassebog hver, og halvdelen af vores lommepenge skulle sættes ind på den. Det var surt. Men det var meget spændende at komme hen i den lille grønne barak, der hed Oles Varehus. Der var ikke ret mange varer i begyndelsen, men glansbilleder og påklædningsdukker havde de mange af. Påklædningsdukkerne var ret dyre, så dem måtte jeg spare sammen til. De påklædningsdukker, jeg havde i forvejen, var fra mine plejefor-

Det varede ikke længe, før vi fik besked på, at der kom to børn mere. Det var et søskendepar, Regine på ni år og Samuel på seks. De kom fra Fiskenæsset, et udsted nær Godthåb. De kunne heller ikke dansk og havde meget svært ved at lære det og falde til på børnehjemmet i forhold til de tre fra Holsteinsborg. Så var der heller ikke plads til flere, alle værelser var fyldt op. Der skulle endda sættes ekstra knagerækker op i garderoben og bestilles to ekstra stole. Gabriel og Samuel var nogle besværlige navne, og ret hurtigt blev de i stedet til Gâba og Sâmo. »Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have« lærte vi at synge, alt imens vi var beskæftiget med at forberede fastelavn med brillemasker, sorte katte og fastelavnstønder. Fastelavnsgrenene havde Benze bestilt i forvejen, så de lå oppe på det øverste loft. Benze havde boet mange år i Grønland, hun var vant til at langtidsplanlægge, ofte for et helt år af gangen,

så hvad der ikke fandtes i de forskellige depoter rundt omkring på børnehjemmet, det er ikke værd at nævne. Til fastelavn havde vi en hemmelig plan sammen med frk. Blom, som gik ud på, at vi ville liste ind i vores natkjoler og rise Benze om morgenen. Vi skrålede allerede ude fra gangen, krydsede hurtigt gennem Benzes stue på vej ind i hendes soveværelse, hvor vi slog på hendes dyne og skrålede »Fastelavn er mit navn.« Hun så forskrækket ud, og vi morede os. Om eftermiddagen klædte vi os ud, fik malet læber, røde kinder og sorte øjenbryn og fik en lille hat på hver. Derefter slog vi katten af tønden inde i spisestuen. Der var små poser Pinoccio-kugler og karameller i tønden, som vi kappedes om, da de væltede ud. Bagefter var der friskbagte boller og varm kakao.

Frk. Ingrid Frk. Ingrid Holm var 17 år, og hendes far var udstedsbestyrer i Kapisillit. Hun var den yngste af kiffakkerne, den smukkeste og den, der kunne tale bedst dansk. Kapisillit var dengang kendt for skællaks og torskefiskeri, det var »Grønlands Lofoten,« og samtidig gydede skællaksene i elven i Kapisillit. Frk. Ingrid og vores danske barneplejerske frk. Birthe Blom var de første udover Benze, der blev ansat på børnehjemmet. Frk. Ingrid fik 125 kroner om måneden, frk. Blom fik dobbelt så meget, men de arbejdede lige meget. Frk. Blom kom fra en plads som ung pige i huset hos overbetjent Vesterbirk i Godthåb. Hun blev senere gift med handelsassistent Egebjerg ved KGH trafik. Frk. Ingrid var hos os hele døgnet, frk. Blom var hos sine danske venner om aftenen. Benze var en hård arbejdsgiver. Alt inventar, alle rum og alt sengetøj skulle va-

skes, før vi ankom den 25. september 1952. Under byggeriet af børnehjemmet var gulvbrædderne sprækkede, og frk. Ingrid og frk. Blom blev sat til at rense gulvsprækkerne med en gammel ødelagt saks – sprække for sprække. Bagefter skulle gulvene vaskes og skures. Til det havde de to spande, den ene spand med varmt vand og brun sæbe; i den anden spand var der rent, koldt vand. Til sidst skulle gulvene lakeres. Benze var tidligere oversygeplejerske og overrenlig, syntes Ingrid og mente, at hendes øgenavn var meget passende. I folkemunde blev hun kaldt »Oorussuaq« – frit oversat: »den store, der pisker en urolig stemning op.« Den samme overrenlighed gjaldt, når vi var i bad. Først vaskede Benze vores hår i brun sæbe, bagefter skulle vi have skyllet håret i eddike. Det var for ikke at få lus, forklarede Benze. Vores hår var altid skinnende blankt. I starten var det frk. Ingrid, der skulle klippe vores hår efter badet. Det rodede overalt på børnehjemmet, da vi kom. Håndværkerne nåede lige at få sat vaskemaskinetromlen og centrifugen op. Frk. Ingrid var så god til dansk, fordi hun som 11-årig i 1947 blev sendt til Danmark. Hun var virkelig ked af at skulle rejse så langt væk, og det gibbede også i hende, da moderen ved afrejsen sagde: – Vi ses om 3 år, vi gør det for dit eget bedste. Første gang frk. Ingrid var i Danmark, gik hun på Frankrigsgades Skole, hvor de hver morgen skulle lære salmevers. Hun følte sig meget beæret, da Dronning Ingrid kom på besøg på skolen, som hun var protektor for. Næste gang frk. Ingrid kom til Danmark, gik hun på Jægerspris Skole som den eneste grønlænder. Mens frk. Ingrid gik der, startede hun også på danseskole, hvor hun lærte tango, quickstep, engelsk vals og foxtrot. Desuden tog hun livreddereksamen, mens hun var i Danmark.

Her sidder danselærerne i Benzes stue. I baggrunden er det frk. Blom, Benze, pianisten og frk. Ingrid.

I 1952 kom Ingrid hjem til Kapisillit, det var samme år, som de første rensdyr kom til Grønland. De blev sejlet op med fragtskibet Martin S og sejlet ind til en gammel fåreavlerstation. Den nye renavlerstation lå lige overfor Kapisillit i Itinnera. Når der om sommeren var større skibe i Kapisillit, elskede frk. Ingrid at springe i bølgerne. Besætningen ombord på skibene beundrede den smukke unge pige med de store, blå øjne, med fregner i hele hovedet og kulsort, bølget hår. De stod alle op ad rælingen og klappede og fløjtede af hende, men hendes far var sur over hendes svømmeopvisninger. Rygterne om hende nåede helt ind i Landsrådet, som kaldte hende for svømmepigen. Frk. Ingrids far begyndte med at lave kussartitat. Det var fisk, der var sprættet op og bundet sammen to og to, hvorefter de blev hængt til tørre på høje tørrestativer. Senere overtog

Det er dansesøndag, og drengene inklinerer for pigerne.

KGH den idé, som blev udbredt over hele Grønland. Lille Per, Per Berthelsen, indspillede en plade, hvor han sang om, at de tørrede fisk blev sendt til Japan. Frk. Ingrid havde flere familiemedlemmer i Godthåb. Hendes familie blev i folkemunde kaldt »angisoorsuakkormiut« – »dem fra de store mennesker.« Ingrid selv var 170 centimeter høj. Hendes farbror havde fårehold i Godthåb. Fårene fik både to og tre lam, de gik og græssede rundt omkring i hele byen, vædderen var bundet ved vandstedet ved Holms plads. Da der blev for mange får, og de begyndte at vælte skraldespande, blev det forbudt at have får i Godthåb. Frk. Ingrid var som 17-årig kommet tilbage til Grønland for at lære grønlandsk igen. Hun ville være damefrisør, men da hun var platfodet, opgav hun det. I stedet

Vi drikker varm kakao i prinsessekjolerne.

startede hun som tolk for specialisterne indenfor GTO og andre organisationer. I sommeren 1952 kom kongeparret på besøg i Godthåb. I den forbindelse var Ingrid Holm sammen med Augo Lynges datter Astrid, Najaaraq, med til at overrække nationaldragterne til de tre små prinsesser og dronning Ingrid. Kong Frederik fik de grønlandske mænds nationaldragt, en hvid anorak. Der var dansemik og fest for hele byen i det gamle forsamlingshus i anledning af kongebesøget. Der var mange mennesker, så da harmonikamusikken gik i gang med en grønlandsk polka, lød der pludselig et højt brag, og gulvet faldt sammen. Heldigvis kom ingen til skade, og hele bygningen fik senere et helt nyt gulv. Det var dengang, de første private snedker- og tømrerforretninger begyndte at blomstre op i hele Grønland.

En dag i 1953, da frk. Ingrid var til middag hos rektor Binzer, mødte hun to høje, danske brødre, der var kommet til Godthåb for at se og opleve Grønland. Hun faldt godt i snak med dem, det var Hans og Per Buckhøj Sørensen, den ene var bygningsmaler, den anden kunstner, og de havde taget midlertidigt arbejde som skraldemænd. Da der også var dans til sammenkomsten hos rektoren, skiftedes de til at danse med frk. Ingrid. De blev overraskede over, at hun var så god til dansk og var sådan en fantastisk danserinde. Hun fortalte så om sine Danmarksophold. Brødrene fik den idé at starte danseundervisning i deres fritid og spurgte, om frk. Ingrid ville være med. Det ville hun gerne, og de mødtes nogle dage efter for at lave opslag i byen om, at de ville introducere forskellige danse i forsamlingshuset en aften. Der var stor interesse. De

Her er vores mødre på besøg i danseskolen.

første hold, der meldte sig, var realskoleeleverne fra Grønlands Seminarium. På den måde blev mange af frk. Ingrids friaftener besat af danseundervisning og opvisning i tango, quickstep, engelsk vals og foxtrot. Frk. Ingrid fik ikke løn for at undervise i dans, men fik til gengæld nye såler til sine dansesko hele fire gange. På børnehjemmet fik vi også glæde af danseskolen. Frk. Ingrid overtalte Benze til, at herrerne Buckhøj Sørensen kunne komme op og undervise os i dans. Vi havde jo mødt dronning Ingrid i Danmark, hun var protektor for Red Barnet, og efter vi kom på børnehjem i Godthåb, fulgte hun os stadig. En dag kom der en stor pakke fra dronningen, det var ens

Vi leger uden for børnehjemmet.

prinsessekjoler til alle pigerne. De var nøjagtig mage til dem, de tre små prinsesser Margrethe, Benedikte og Anne-Marie var iført på et af billederne af kongefamilien, som vi havde set. Det var småternede, lyserøde kjoler med en lille krave og knapper i ryggen, vidde i nederdelen og bindebånd i ryggen. Til drengene var der bordeauxfarvede ternede anorakker, plusfour bukser og skråternede knæstrømper. Vi havde prinsessekjolerne på de søndage, vi fik danseundervisning, og når vi skulle stille op til fotografering. Vi havde regelmæssig danseundervisning flere søndage i træk forud for en opvisning i forsamlingshuset. Nogle gange var der fine gæster, som fik lov til at komme og se os øve i spisestuen. Vi laver telt af tæpper.

Vi besøger vores damefrisør, der lige har fået barn. Julie og Aron står ved barnevognen, bagved er lille Kristine, Søren og Albert.

Vi graver hul ned til kineserne.

Sommerbørn.

Den danske skole Jørgen Fleischer skriver i sin bog »Forvandlingens år/Grønland fra koloni til landsdel«: Den 28. marts 1950 offentliggjorde Grønlandskommisionens betænkning i den danske presse og omtaltes udførligt under store overskrifter. Nyordningen af 1950 betød en række gennemgribende ændringer i Grønlands styrelse. Grønland blev et departement under statsministeriet. Administration og den Kongelige Grønlandske Handel var ikke mere under samme tag. KGH omdannedes til et uafhængigt handelsselskab, men beholdt forsyningspligten. Statsmonopolet ophævedes og Grønland var ikke længere et lukket land. Skolen og kirken skiltes fra hinanden, og undervisningen udbyggedes med særlige dansksprogede børneskoler i kolonierne og eleverne kunne tage en realeksamen svarende til den danske. Alle børnene på børnehjemmet blev indskrevet i den danske skole i Godthåb, men da der langt fra var nok elever til at fylde klasserne, blev de blandede grønlandsk/ danske ægtepar med børn spurgt, om de var interesserede i, at deres børn kom i den danske skole. Det var ikke noget problem at få forældrene overtalt, men alligevel var klassekvotienterne så små, at der indimellem måtte samles to klassetrin. Derfor gik jeg en overgang i klasse med Vivi, hvis mor var grønlænder og sad i datidens socialudvalg. Både Vivi og hendes storebror Ejvind var tit oppe og lege med os på børnehjemmet. Ejvind gik i klasse med Eli, den ældste af vores drenge. Moderen, Guldborg Chemnitz, var en af de gæster, der fulgte med i vores gøren og laden på børnehjemmet. Vivis og Ejvinds mormor var også en betydningsfuld kvinde i Grønlands historie. Katrine Chemnitz startede kvindeforeningen i Godthåb og var det første kvindelige medlem i det da-

værende socialudvalg. Derfor var hun en af dem, der tit så på, når vi havde danseundervisning. »De der forkælede børnehjemsbørn« blev vi kaldt blandt både de grønlandske og danske beboere i Godthåb. Det fortalte frk. Ingrid os. Det var ikke ondt ment. Når vi kom gående, som regel to og to på række, med ens frisurer, ens tøj og gik og snakkede dansk, så glade ud og sang danske sange, så syntes både de lokale børn og voksne, at vi var misundelsesværdige. Vi var dygtige i skolen, de lokale børn var generte overfor os, for vi kunne jo tale flydende dansk, fik god mad og havde pænt tøj på. Frk. Ingrid kom engang til at smøre margarine på vores mad, så hun blev skældt ud af Benze, som sagde, at vi skulle havde Lurpak-smør på vores rugbrødsmadder. Det var faktisk misundelsesværdigt at være børnehjemsbarn i Godthåb i 1950’erne. Vores daglige rutine lå fast: morgentoilette, morgenmad, i skole, en amagermad efter skole, ud og lege, ind og lave lektier, aftensmad, højtlæsning, lege indtil klokken cirka 20.00, aftentoilette, Fadervor på knæ foran sengen og så »god nat.« Når det var dårligt vejr, og vi ikke kunne komme ud, måtte vi lege vilde lege eller spille fodbold på rulleloftet. Frk. Ingrid var altid hjemme, så på skift besøgte vi hende på værelset, hørte musik og dansede. En gang fik jeg pludselig besked af Benze på, at nu havde frk. Ingrid lige en times tid til overs, så jeg kunne få lov til at besøge min mor og søskende sammen med hende. Jeg blev både glad, beklemt og overrasket. Så var det nu, jeg kunne hjem på et kort besøg. – Mon min mor ved noget? tænkte jeg, mens vi fulgtes hånd i hånd ned ad Børnehjemsvej. – Mon hun kan forstå mere dansk? Og hvad med min storesøster? Min lillebror kan nok ikke forstå dansk.

Fra Skibshavnsvej skråede vi bag om UvdloriánguaK Kristiansens hus, og der lå mit barndomshjem. Det gibbede i mig, der var lys, så de var hjemme. Frk. Ingrid bankede på, og min mor lukkede smilende og overrasket op: – Tamassa iserniaritsi, vær så god, kom indenfor, sagde hun. Victoria og Hans kom løbende fra stuen og sagde en hel masse på grønlandsk. Vi storsmilede til hinanden. Jeg følte mig fremmed, men samtidig rørt ved endelig at komme indenfor igen i mit barndomshjem. Mor lavede kaffe og te og serverede hjemmebagt franskbrød med puddersukker på. Vi børn smilede bare til hinanden. Jeg genså huset med den hyggelige stue, billederne på væggen, min fars tykke bøger i bogreolen, potteplanterne i vinduet og kakkelovnen i stuen. Og så var der udsigten fra alle vinduerne. Jeg stillede mig foran det hele og studerede det. Victoria og Hans fulgte grinende efter mig ud i køkkenet, hvor jeg betragtede det hyggelige komfur, jeg rørte ved ringen i gulvet til kælderlemmen og prøve at åbne den. Så var det op ad trapperne til soveværelset, hen og se fjeldet Store Malene fra soveværelsesvinduet. Hvor var det dejligt at være hjemme. – Lad mig blive her, lad mig blive her, tænkte jeg. Vi tre søskende satte os på mors seng. Jeg rørte ved min storesøsters lange tykke fletninger. Hun pjuskede i mit korte »prins Valiant hår,« og min lillebror kildede mig. Vi morede os højlydt, indtil min mor kaldte på os til te og franskbrød. På vej ned ad trappen satte jeg mig ned for at nyde minderne fra dengang, vi som små sad og fik en håndmad og nød udsigten til Radiofjeldet. Mor var et stort smil. – Spis, sagde hun og pegede på puddersukker-maden. Jeg takkede og guffede i mig. Pludselig var timen gået, og Ingrid sagde, at vi skulle hjem. – Hjem? Det her er mit hjem, tænkte jeg modstræbende, men vi skulle tilbage

til børnehjemmet. Den aften græd jeg mig fortvivlet i søvn igen.

Nye ski En dag blev vi stillet op i en lang række. Vi stod i kø foran frk. Blom og skulle strække højre arm lodret op og bøje fingrene. – Hvad størrelse sko bruger du? blev vi spurgt, mens vi blev målt. Alle målene blev skrevet ned ved vores navne. Der var doneret ski, skistave og skistøvler til os, og endelig en dag kom alle skiene. En søndag skulle vi på vores første skitur, men først skulle vi skiftes til at gnide en stump stearinlys under skiene, så de blev mere glatte. – Husk at ramme rillen på skistøvlerne, hvor bindingerne skal klikkes i, blev der sagt gentagne gange. Selv Benze havde fået ski. – Kan sådan en gammel kone stå på ski? tænkte jeg. Vi stavrede over til fjeldet ved fodboldbanen, hvor vi øvede, grinede, faldt og kom op igen. Hvor var det morsomt. Da vi satte skiene på plads i fyrkælderen, skulle vi sætte bunden af skiene mod hinanden, binde dem sammen i top og bund og sætte en træklods i spænd midt på skiene. Derefter skulle vi hænge vores skistave på toppen af skiene. Som tiden gik, måtte vi tage ud og stå på ski omkring børnehjemmet, når bare de voksne kunne se, hvor vi var. Da vi blev mere erfarne, måtte vi gå over på den anden side af de nærmeste fjelde. I starten fulgtes vi med en voksen i små grupper, men senere måtte vi selv tage helt ud til Lille Malene og stå på ski. Når vi så kom i seng om aftenen, var det ligesom om, vi havde skiene på endnu. Det var stjernedage at stå på ski en hel dag, især når det var solskinsvejr. En dag kom jeg lidt for hurtigt ned ad en bakke på vej hjem fra Lille Malene. Jeg slog en kolbøtte ned ad bakken, og

da jeg rejste mig igen, helt fortumlet, var min højre ski brækket. Det tog lang tid at humpe hjem. Nogle af pigerne fulgtes pænt med mig, men de andre spurtede i forvejen og havde nået at sladre om min brækkede ski, før jeg kom hjem. Da vi endelig nåede frem, stod der en hel delegation klar til at se min halve ski. Da Benze kom til, studerede hun skaden, hvorefter hun højt sagde, at jeg selv måtte spare sammen til et par nye ski. Der blev helt stille, jeg var grædefærdig og tænkte: – Hvordan skal jeg få sparet sammen til et par ski? – Så, nu skal vi spise, råbte Benze og skyndte sig ind. Jeg kom glad hjem fra skole en dag, men kunne ikke finde de andre piger. Oppe i et af værelserne kunne jeg høre, de morede sig. Jeg stormede ind på værelset. Da de så, det var mig, råbte de jeg skulle gå, samtidig med at de gemte noget bag ryggen. Jeg protesterede højlydt, men der var ingen pardon. Jeg blev meget ked af det og gik ned til Benze for at sladre. Hun gik med op for at undersøge sagen. Det viste sig, at de havde aftalt med frk. Blom, at de godt måtte have en hemmelige gruppe, for de var ved at strikke fødselsdagsgaver til mig. Jeg var den første, der havde fødselsdag i det nye år. Jeg syntes, de var længe om at lave de der fødselsdagsgaver, og jeg gik med meget blandede følelser, for samtidig med, at jeg var spændt på fødselsdagsgaverne, var jeg ked af ikke at have nogen at lege med – men endelig blev det den 21. april, solen skinnede, snedriverne lå lavere og lavere. – Til lykke, til lykke, lød det fra alle sider. Jeg måtte vente med gaverne til efter skoletid, men så var der også dækket op med hvid dug, boller, lagkage og varm kakao. De andre piger var lige så spændte som mig, da jeg skulle pakke gaverne op. De havde strikket tøj til min glasdukke Tove. Der blev sunget fødselsdagssang, og

alle pigerne ville lege med mig. Sikke en dejlig eftermiddag, min dukke blev så fin. Men jeg følte, jeg manglede noget. Jeg var rigtig ked af det om aftenen, da jeg kom i seng, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor min mor og søskende ikke måtte være med til min fødselsdag. Bare til kakao? Gaver fra dem var der heller ikke nogle af. Den 4. maj var det Alberts tur til at blive fejret, og maj måned var en rigtig god måned, for der var i alt seks, der havde fødselsdag. Den 5. maj havde Agnethe fødselsdag, den 11. Gâba, den 20. Bodil, den 24. Eva og Marie. Måneden efter havde Ane Sofie fødselsdag den 30. juni og den 30. juli var det lille Kristines tur.

Lige så fint, som hvis dronningen skulle komme Lille Kristine fortalte mig engang, lige efter der havde været skib med forsyninger fra Danmark, at Benze havde bestilt en hel sæk gulerødder. Samme aften de ankom, skulle hun i byen hos nogle veninder, og Benze havde altid en formaning klar, når hun skulle ud af huset. Den aften sagde hun som det sidste: – I går ikke i kælderen og tager gulerødder. Og som den sidste trumf fyrede hun af: – Jeg har talt dem. Al sneen var smeltet, og nu måtte vi være ude og lege til klokken otte om aftenen. Der var ved at blive bygget almindelige huse hele vejen op til børnehjemmet. For enden af vejen var de ved at bygge det nye radiohus, så der lå stabler af byggematerialer alle vegne. Der kunne vi rigtig lege gemmeleg. Det var sjovt, når vi alle sammen var med. – 1-2-3, Regine fundet, råbte vi så højt vi kunne. Alle var fundet på nær Sâmo.

– Hvor pokker er han henne? Sâmo, Sâmo, kom nu bare frem, råbte vi til sidst, men han kom ikke frem. Vi måtte ud og lede, og til sidst fandt vi ham. Sâmo lå helt stiv nedenfor en høj stak brædder, han sagde ikke en lyd. Der stak knoglespidser frem fra oversiden af hans ene underarm, armen var brækket. I en fart var vi alle sammen omkring ham, og Store Kristine løb efter hjælp. Regine aede ham over håret, og de hviskede sammen på grønlandsk. Jeg tror, det var trøsteord. I det samme kom Benze, så på skaden og sendte frk. Ingrid op efter et boldbræt og gazebind, som hun viklede omkring de udstikkende knogler. Så støttede hun Sâmo, fik ham på benene, før de gik op til børnehjemmet med os alle i hælene som et langt følge. Benze ringede til sygehuset, og der kom en bil og hentede Sâmo og Benze. Stakkels Sâmo. Da han kom hjem igen, havde han gips på armen fra håndleddet til albuen. Vi piger blev meget omsorgsfulde overfor ham. Jeg tror, vi fik lært ham meget dansk i den næste tid. Et par måneder senere var der pinlig tavshed ved spisetid. Klokken var over 18, vi ventede på de sidste, og endelig kom Sâmo, Karl-Otto og Helge listende klokken kvart over seks med sorte fingre og beskidte om munden. – Hvor har I været, og hvordan er det dog, I ser ud? spurgte Benze. Alle tre stod brødebetyngede foran Benze, og hun gentog spørgsmålet. Drengene svarede hviskende og pegede. Benze gentog sit spørgsmål, drengene gentog hviskende deres svar. – I ved godt, at I skal være hjemme til spisetiderne. Nu har vi siddet og ventet på jer, nu får I en uges husarrest. Det betød, at de kun måtte være rundt om huset i en hel uge. – Gå ud og vask hænder og mund, beordrede Benze.

– Flovt, tænkte jeg. En af kiffakkerne blev bedt om at finde noget sprit og hjælpe drengene. – Vær så god at spise, sluttede Benze af ud mod os andre. Det viste sig, at de tre drenge havde været nede ved byggepladsen til den kommende Adventistkirke og rode i tjæretønderne. Forår betød hovedrengøring og storvask. Når sengetøjet var taget af, skulle drengene hjælpe til med at bære madrasserne ud og banke dem med en tæppebanker. Vi piger skulle ind i alle hjørner og kroge, tørre senge og skabe af. Alle flader blev rengjort med en opvredet klud. Og det var helt ind under hver vores seng. Vi brokkede os og surmulede, det hørte Benze, da hun kom forbi. Så stak hun hovedet ind og sagde: – Ja, der skal være lige så fint, som hvis dronningen skulle komme, og så gik hun fnisende videre. Den bemærkning virkede, for vi havde haft besøg af dronningen før, så vi talte om, at vi kunne risikere, at hun kom igen. Heldigvis skulle vi kun ordne vores eget værelse. Uden for Benzes stue var der lange tørresnore, hvor alt det nyvaskede sengetøj hang og blafrede i vinden. Efterhånden som det blev tørt, blev det rullet oppe på rulleloftet. Da vi kom i seng om aftenen, var det en nydelse at falde i søvn i knitrende rent, nyrullet sengetøj. Benze slæbte store urtepotter op fra kælderen og ind på vindueskarmene i alle værelserne, hvorefter hun såede tomater, purløg og radiser. Vi fulgte udviklingen fra dag til dag, og minsandten om der ikke kom rigtige planter op af jorden i løbet af forsommeren. En ny opgave var at pille de nye små blade af tomatplanternes forgreninger, så tomatplanterne blev større og kraftigere. I forvejen havde vi kaktusplanter i vindueskarmene. De havde tykke blade og pigge, der stak som kanyler. Det gav os en idé. Inde i lægeskabet var

der store kanyler, i skuffen lå der tykke injektionssprøjter, og vi havde set, hvordan man satte kanylerne i sprøjterne. – Mon ikke vi kan vande kaktusserne i selve de tykke blade? funderede vi. Og som sagt så gjort. Vi for ud i badeværelset for at trække vand op i injektionssprøjten, og så var det hurtigt ind på værelset og stikke kanylen ind i kaktussernes blade. Vi skiftedes til at prøve. Det var sjovt, og vi hvinede. Bladene blev tykkere. Bagefter fik vi ryddet op efter os og listede ud for at lege. Nogle dage senere var nogle af de store piger blevet endnu mere modige. De hentede injektionssprøjterne med kanyler. – Hvem tør prøve det her? spurgte de. Vi skulle lægge kanylen i albueleddet, og så ville vi se, hvem der turde bøje armen indad. Vi så på med stor spænding. Pludselig begyndte det at bløde på Bodil. Vi holdt vejret. – Hvad laver I? spurgte frk. Blom, idet hun kom ind på værelset. Vi var afsløret. Frk. Blom gik med det samme ned til Benze og viste hende de brugte injektionsnåle. – Sladrehank, hviskede vi bagved hende. Vi fik en ordentlig reprimande og stuearrest i tre dage. Fra da af blev lægeskabet aflåst. – Der har I ikke noget at gøre, fik vi og alle de andre besked på ved aftensmaden. – Pip, pip, lød det inde fra hulningerne i den stenkant, der støttede vores tørvegræsplæne. Vi listede os nærmere for at finde ud af, hvor lyden kom fra. Vi fik øje på snespurveungerne, der lå med åbent gab og ventede på at få mad. Vi tyssede på hinanden, for nu havde vi en hemmelighed, der for Guds skyld ikke måtte røbes til drengene. De havde nemlig lavet slangebøsser, som de brugte til at skyde efter de søde snespurve. Og nu viste det sig, at der var unger her hos os. Ih, hvor var det spændende. Vi løb lykkelige rundt med vores hemmelighed i flere uger, lige

indtil vi kom fra skole en dag. Vi kunne høre en masse drengelarm og pift, da de skød efter snespurvene med sten. Drengene hylede op som små indianere, når de havde ramt en fugl. Vi gik hen og så den stakkels snespurvemor. Den var død, den rørte sig slet ikke. Med tårer i øjnene skældte vi drengene hæder og ære fra. Vi var dødeligt uvenner og jagede drengene væk fra den lille snespurv. Nogle passede på snespurven, mens andre ledte efter pinde, som vi kunne bruge til et kors. En lille sandkasseskovl havde vi også fundet, så vi gravede en lille fordybning, hvor vi lagde snespurven forsigtigt på ryggen. Så gik vi i gang med begravelsesritualet. Drengene kom nysgerrige tilbage, men blev gennet væk igen. En af pigerne spillede præst, et par salmebøger var fundet frem, og vi sang »I Østen stiger solen op.« »Præsten« dækkede hullet til, korset blev sat i jorden, og til sidst bad vi Fadervor. I løbet af sommeren gentog begivenheden sig flere gange. Vi skiftedes til at være præst. Vi brugte også den sørgelige sang, som vi lige havde lært. Det var sangen om den lille døende pige, der synger sin farvelsang til sin mor. Den var bare så sørgelig. »Moder jeg er træt, nu vil jeg sove.« – Ret ryggen, løft fødderne, lød det formanende. Det skortede ikke på små og store irettesættelser og påmindelser om, hvordan vi skulle gebærde os. Det kunne være svært at gøre alting godt nok. Tabte vi en knap, skulle vi straks sy en ny i. Var der kommet hul i strømperne, skulle vi straks selv stoppe dem. Det sad i rygraden, i hvert fald hos mig. Jeg var meget pligtopfyldende. En dag havde Benze fået nok af dem, der ikke huskede at gøre det, som hun havde prøvet at lære os. Vi piger blev kaldt sammen ude i gangen, nede foran trapperne.

– Stå på række. Ikke jer Agnethe og Helene, I skal stå ved siden af mig. Regine, Ane Sofie, Bodil, Julie, store og lille Kristine blev kommanderet til at stå overfor os. Først pegede Benze på deres manglende knapper. Så pegede hun på os. – Kan I se forskellen? spurgte hun skrapt. – Ja, hviskede de andre. Jeg stod og krøllede tæer og syntes ikke, at Benze kunne være det bekendt. – I morgen skal alle, der mangler at sy knapper i og stoppe strømper, gøre det lige så snart I kommer fra skole. Så må vi jo se, om I når at komme ud og lege, inden I skal lave lektier. Agnethe og jeg fik »blikket, der kunne dræbe« fra de andre piger. Der var meget stille ved aftensmaden blandt os piger. – Med næste skib får du besøg af dine plejeforældre, hr. og fru biskop FuglsangDamgaard, sagde Benze ved morgenmaden til Barselaj. Vi spidsede ører og kiggede rundt på hinanden, især på Barselaj. Hvor var han heldig. Vi kom pludselig til at savne vores plejeforældre. – Hvor må de være rige, når de sådan kan tage til Grønland, tænkte jeg. Der blev dækket fint op, da de kom og spiste. De havde en splinterny cykel med til Barselaj. Fruen havde også en gave med til os alle sammen. Vi piger fik en broche med fine sten i. Brochen forestillede en lille guitar. Vi blev meget glade, sad rigtig længe og studerede den. En for en gik vi hen og takkede, gav hende hånden og nejede. Jeg kan ikke huske, hvad drengene fik. Vi var nu to, der havde cykel på børnehjemmet. Vi måtte cykle fra børnehjemmet og op til dæmningen på den nye drikkevandssø, ned til enden af fodboldbanen og hjem igen. Barselaj og jeg cyklede løs. Pigerne fra mit værelse fik lov at låne min cykel på skift, og de andre piger begyndte at plage.

Besøg af biskop Fuglsang-Damgaard med frue.

– Du må få 25 øre, hvis jeg må prøve din cykel, sagde store Kristine. Jeg syntes, det var en god idé. Barselaj var ikke meget for at låne sin cykel ud, men da han så, at jeg fik penge for det, gik han med på idéen. Sikke vi tjente ekstra lommepenge, og jeg fik råd til at købe glansbilleder i Oles Varehus. Til sidst havde jeg råd til et glansbilledalbum, så jeg kunne bytte glansbilleder med de danske piger i klassen. Det var lommepengedag, så vi styrtede hjem fra skole. Vi stillede op på række foran Benze. Når vi havde fået pengene, blev vi krydset af.

1953 Hilsen fra de grønlandske børn! – Hvem vil med ned i KGH og snolde? Vi var fire piger, der for af sted, ind i kolonialen og stå i kø og bede om en plade mørk Tommelise chokolade og en rulle Mariekiks. Det kunne vi få for 75 øre. Glade og pjattede løb vi hjemad i gadedrengeløb, gik op på toppen af det nærmeste fjeld og satte os. Der nød vi udsigten, mens vi skiftevis tog et stykke Tommelise chokolade og en bid Mariekiks i munden på en gang. Det var bare så lækkert. En af pigerne fandt på at sætte Mariekiksen på højkant imellem fortænderne og gnave den mindre og mindre fra den yderste runding, rundt og rundt. Det skulle vi selvfølgelig alle sammen prøve. Vi fnisede, det var en stor nydelse, herligt. Vi gemte halvdelen af Mariekiksene og chokoladen inde i vores skab på værelset til næste dag.

I de lyse sommeraftener spillede vi tit rundbold eller stikbold lige nede foran børnehjemmet. De ældste børn var altid første og anden vælger, naturligt nok blev de yngste valgt sidst. Det var sjældent, de kunne holde til flere omgange. Vi, der boede på børnehjemmet, var vant til den daglige, skrappe tone fra Benzes side, for eksempel når nogen ikke behandlede legetøjet ordentligt. Så råbte hun prompte op overfor synderne. Man kunne risikere at blive sendt ind på værelset, indtil tiden for benådning blev meddelt. Hvis vi ville have klassekammerater fra den danske skole med hjem at lege, skulle vi meddele det senest dagen i forvejen.

Benze sendte igennem tidsskriftet Red Barnet et fælles brev til vores plejeforældre i Danmark: Hilsen fra de grønlandske børn! Red Barnets 16 grønlandske børn rejste i slutningen af september sidste år tilbage til Grønland efter 1½ års ophold hernede. Forstanderinde, frk. Bengtzen på D.R.K.s børnehjem i Godthåb, hvor børnene nu er anbragt, sender denne hilsen til plejeforældrene. Børnene og jeg er enige om, at vi gennem Red Barnets Fællesbrev kan sende alle plejeforældrene en hilsen. Det var med betænkelighed, jeg gik om bord i Umanak sammen med børnene. Rejsen fra København til Grønland er ikke lige behagelig, og navnlig ikke, hvis man ikke er søstærk. Man skal aldrig tage sorger på forskud, rejsen gik fint. De første dage var der nogen søgang, så nogle af os måtte afse lidt til havguderne. På Umanak havde vi det godt, gode kamre, kaptajnen og tjenerpersonalet var flinke imod os, det gik over al forventning. Børnene faldt meget hurtigt til, legede og spiste dagen lang, blev vel også lidt forkælede. Vi havde mange »godter« med, som vi siger plejeforældrene mange tak for; nogle gange stillede børnene op mellem kl. 05 og 06 om morgenen. »Frøken, er det ikke nu, vi skal ha’ tyggegummi?« En dag blev der vist en børnefilm, så vi manglede heller ikke underholdning. Umanak sejlede gennem Prins Christiansund, som er noget af det kønneste, derved undgik vi Kap Farvel. Turen var

pragtfuld, med høje fjelde til begge sider. Børnene var alle sammen i forstavnen og nød turen. Vi ankom til Julianehåb sent om aftenen. Den følgende dag gik børnene og jeg en lang tur til fjelds og plukkede sortebær. Eli var oppe på sanatoriet og hilse på sine små venner og frk. Villadsen. Vi sejlede videre, anløb Narssaq i strålende sol, også her var vi i land, beså henkogningsfabrikken og fåreslagteriet; vi købte et lam, så var vi sikker på, at vi havde noget at spise, når vi kom til Godthåb. Ved hver koloni, vi anløb, spurgte de: »Skal vi nu blive her?« Vi sejlede videre, ankom til Godthåb i regn og blæst; der var mødt mange mennesker på kajen for at tage imod os. I rutebil kørte vi ind til børnehjemmet, flaget var hejst (frk. Blom og frk. Holm tog imod os). Det er et dejligt børnehjem, lyse farver, højt beliggende, god plads for børnene til at lege. Børnene spurgte: »Skal vi nu blive her, det er dejligt.« På rejsen blev børnene rystet godt sammen, dog en lille episode kort før ankomsten. De var kommet op og slås med nogle andre børn; en som gik forbi spurgte: »Skal jeg hjælpe jer? Nej tak, vi kan selv, vi holder sammen.« Børnene går nu i den danske skole og klarer sig godt. Nogle af dem får ekstra undervisning herhjemme. Børnene er alle raske, taler om far og mor (plejeforældrene) i Danmark engang imellem. Der er ingen tvivl om, at de har set og lært meget, som de både husker og har gavn af i fremtiden. Det grønlandske sprog kniber det

med, men for skolens skyld må vi holde os til dansk. Nu har vi frost, sne og solskin hver dag. Børnene boltrer sig rigtigt i sneen, bygger snehuler, kælker og står på ski. Skibakkerne er omkring huset, så vi kan følge børnene fra vinduerne. Det hænder bulldozeren må ud og rydde sneen, så vi kan få vand, olie og fødevarer herud. Til slut sender alle børnene mange kærlige hilsner til plejeforældrene. Mange venlige hilsener. D. Bengtzen.

Øv bøv, I kan bare ikke snakke dansk Vores legekammerater var fra den danske skole. Skolen var skilt, den ene halvdel var den danske skole, den anden halvdel den grønlandske skole. Vi havde fælles skolegård, men selv i skolegården legede vi aldrig sammen, vi havde intet med grønlænderne at gøre. Jeg kan ikke engang huske, om jeg nogensinde havde kontakt med mine søskende i skolegården. Vi kunne ikke kommunikere, det var, som om vi var usynlige for hinanden, både i skolegården, hvor vi sjippede og hinkede – eller på det lille fjeld foran præsteboligen, hvor vi nogle gange fandt hver vores klippefremspring at sidde på, når vi sammenlignede og byttede glansbilleder. Vores skolemøbler var pulte, hvor vi sad to og to, den store tavle var sort, og den nederste del af vinduerne var malet hvide, så vi ikke skulle formaste os til at glo ud af dem. Vi fik vitaminpiller i skoletiden, en lille grøn pille, A-vitamin, og en D-vitaminpille. Indimellem kom der en tøndefuld råkost bestående af revet hvidkål, gulerødder og æbler. Hvis jeg var hurtig, kunne jeg nå at få en portion.

Vores første dansklærer var Benzes veninde frk. Petersen, kaldet Petter. Hun var skrap. Hendes lyse hår var sat op i en knold i nakken, og i panden var der tilløb til en stor bølge af hendes hår. Hun havde store briller, var som regel klædt i skjortebluse og plisseret nederdel. I mange år var vores rektor Knud Binzer, vi gik i klasse med hans søn Lasse. Andre lærere, som vi »danske« børn havde i løbet af årene, og som jeg husker bedst, var Helge Lorenzen, Henning Forchammer, Lotte og Hemming Hartmann Petersen, bibliotekar Else Andersen, Grethe Bågø Nielsen, Kaja Toubro og Niels Toubro, Knud Poulsen og Knud Breum Rasmussen. En af mine legekammerater, Margaret, kontaktede mig efter udgivelsen af »I den bedste mening« og fortalte malende: – Jeg kan tydeligt huske flere af mine klassekammerater. Især Eva og Marie, som jeg legede meget med. Agnethe Titussen sad jeg ved siden af, og jeg har aldrig glemt, at hun havde fødselsdag den 5. maj. Store Kristine kendte jeg også meget godt, og Ane Sofie og Ole Fly, som var så god til at tegne og altid var så sjov. Og så husker jeg Eli, Barselaj, lille Kristine og dig. Jeg har tit været til fødselsdag på børnehjemmet, og børnehjemsbørnene har været til fødselsdag hos mig. På de dage havde I altid prinsessekjolerne på, og vi var en lille smule misundelige på de kjoler. Mon I vidste det? Vi anede intet om grunden til, at I var på børnehjemmet. Mor spurgte mig, hvorfor Eva og Marie boede på børnehjemmet, når deres mor boede i byen. Vi vidste det ikke, og Eva og Marie kunne heller ikke forklare os det. Min far kendte deres stedfar, som blev kaldt for Karl Sildepisker. De havde også en storesøster, som hed Rosa, og hun havde en blodsygdom. Det er lidt mærkeligt, at jeg aldrig har tænkt på, I havde problemer med at være »anderledes« den gang. Jeg tror ikke, vi danske børn tænkte over eller overho-

vedet vidste, at I ikke kunne tale grønlandsk, og langt mindre at det skulle være et problem. Det kunne vi jo heller ikke, så vi var bare i samme båd. Vi følte os ikke anderledes end jer. Muligvis gjorde de »fine« børn det, men Birte og jeg, der selv var anderledes, fordi vi ikke var »fine,« vi gjorde det bestemt ikke. Men når jeg nu som voksen læser, hvordan I bare blev kostet rundt, så forstår jeg, hvor urimeligt I er blevet behandlet. Den gang var I bare »heldigere« end andre. I boede der på børnehjemmet og havde en masse sjov og sammenhold – og en masse legetøj. Det havde vi jo ikke. Vi skulle altid spørge, om vi måtte få legekammerater med hjem dagen i forvejen, men vi havde ingen faste besøgstidspunkter. I 4. og 5. klasse var Margaret flere gange med Ole og Eli hjemme og lege. Legekammeraterne oplevede Benze med meget skiftende humør. Hun kunne være sød og omsorgsfuld, og på de hyggelige eftermiddage tegnede vi eller hæklede eller legede. På en af hendes dårlige dage råbte og skældte hun ud, og vi kunne blive lukket inde på vores værelser. Så sagde hun til vores gæster: – Så skal I gå hjem. Det er der flere legekammerater, der har fortalt. Vi kunne sidde og hygge os i køkkenet, men så kom Benze, og vi blev bange. Vivi og hendes storebror Ejvind legede meget med os fra børnehjemmet. Deres morfar var den navnkundige, gamle Jørgen Chemnitz. Da der var kongebesøg i 1952, var Vivi 7 år, og hendes morfar var tolk for Dronning Ingrid og Kong Frederik. Da de kongelige blev transporteret rundt i Godthåb by, var der en hale af børn og voksne, som fulgte efter. Vivi fik øje på sin morfar og råbte: – Aataa, aataa, morfar, morfar. Kong Frederik spurgte smilende Jørgen Chemnitz:

– Hvem er det? Hvortil han svarede: – Det er mit barnebarn, hvorefter Kong Frederik tog Viviaraq (lille Vivi) op på skødet på resten af turen. Vivi fortalte mig, at hendes mor lærte Dronning Ingrid meget om det grønlandske samfund. Vivi har vist mig den mangeårige, meget venlige korrespondance mellem Guldborg Chemnitz og Dronningen. Der blev også udvekslet familiebilleder mellem dem. Vivi kan tydeligt huske, at der var mange forberedelser, inden kongeparret skulle komme i sommeren 1952. Der skulle laves grønlandske nationaldragter til de tre små prinsesser, og hendes mormor var med til at sy dem. Vivi stod model til prinsesse Anne-Maries nationaldragt. Vivi havde også travlt op til kommunevalget, hvor hun var med rundt med plakater med hendes morfar. Hun råbte: – Stem på min ittu, stem på min ittu (morfar). Hun løb afsted, faldt og fik et ar som minde. Engang passede min grandkusine AneJohanne doktor Rendals dreng Bent, og Regine og nogle af de andre børn fra børnehjemmet var dernede og lege. Så var Regine gået hen foran Ane-Johanne og havde råbt hende lige op i ansigtet: – Øv bøv, I kan bare ikke snakke dansk, øv bøv, I kan bare ikke snakke daa-ansk. Når de lokale mødte os i fjeldet, måtte de ikke være i nærheden af os børnehjemsbørn. Det fik de at vide, både på stedet og hjemmefra. De opfattede os, som boede vi på en lille ø for os selv. Det var meget underligt, for Ane-Johanne, der som nævnt var min grandkusine, var Agnethes bedste veninde. Før vores far døde, legede vi altid sammen. Nu var det forbudt. En dag havde vi set drengene lave tissekonkurrence fra et klippeudspring. Vi var ikke imponerede. Anført af de ældste piger, store Kristine, Julie, Eva og Marie,

skulle vi da også lave en tissekonkurrence, men det skulle ikke være på det fjeld, der vendte ud mod børnehjemmet og byen. På den anden side af fjeldet, som vendte mod skibshavnen, fandt vi et rigtig godt klippefremspring, hvor der var plads nok til os alle sammen. Vi gjorde klar, satte os på hug på rad og række, trak de brunlige underbukser med elastik i buksebenene og lodden vrang ned om knæene. Vi kiggede grinende på hinanden, da tvillingerne sagde: – En, to, tre, tis, og så kan det nok være, der kom en hel række lange tøse-tissestråler. Vi var så optagede, at vi ikke havde set Eli og Ejvind, der stod helt stille neden for fjeldet og overværede vores forehavende. Vi så dem først, da de begyndte at skraldgrine. – I må ikke grine, råbte vi i kor, lidt flove over afsløringen. Vivi legede ikke kun med os, for hun var en rigtig »drengepige,« hun legede faktisk mest med drengene. En dag havde hun Albert og Barselaj med sig hjemme og lege. De legede blandt andet gemmeleg og lukkede Albert ind i kulhuset og Barselaj ned i en rejsekiste. Da de var færdige med at lege, smuttede de hjem, lidt senere satte mormoren sig ind i stuen med sin kaffe, og pludselig kunne hun høre en vedvarende banken fra rejsekisten. Hun blev først meget forskrækket, og da hun forsigtigt åbnede for kisten, satte Barselaj sig udmattet op. Hun spurgte, hvem der havde lukket ham derned. Han forklarede, at de havde leget gemmeleg, og at Vivi havde lukket for kistelåget. Mormoren fulgte Barselaj ud, og han løb hjem. – Viviaraq, hvordan kan du finde på at låse stakkels Barselaj ned i rejsekisten? spurgte hun. Vivi forklarede stammende, at hun ikke troede, at kisten låste af sig selv, når lågen blev lukket. Desuden var de gået i gang med en ny leg og havde helt glemt Barselaj.

100

– Man må aldrig låse hinanden inde, er det forstået? Og nu kan du være så god og få stuearrest i 10 dage, skældte mormoren. Vi børnehjemsbørn fra Godthåb havde selvfølgelig også kusiner og fætre i byen, men det var Benze ligeglad med. Nogle af mostrene og fastrene forespurgte igennem kiffakkerne Benze, om fætrene og kusinerne måtte komme på besøg. De fik besked på, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi de var grønlændere. Da Vivis mor hørte om det, prøvede hun som myndighedsperson at »gyde olie på de oprørte vande.« Det hjalp overhovedet ikke. Hun var meget ked af, at hun ikke kunne gøre noget, men i det store og hele så børnene i byen nu ikke skævt til os. De beundrede os, fordi vi kunne tale flydende dansk, og de misundte os, fordi vi boede på børnehjemmet. Vi udstrålede perfektion og sundhed, altid rene og pæne i tøjet, ens tøj, ens frisurer, glade og smilende. Mens vi gik på rad og række igennem byen, skiftedes vi til at vælge en af de sange, vi havde lært, eller også konkurrerede vi om, hvem der var bedst til at rende af sted i gadedrengeløb. Men det var selvfølgelig ikke alle, der beundrede os. I nærheden af børnehjemmet boede der nogle børn, Edward og Judithe. De var rent grønlandsktalende. Drengene var uvenner med Edward, og vi piger var uvenner med Judithe. Vi råbte grimme ord efter hinanden på hver vores sprog. Drengene vidste fra nogen sportsarrangementer, at Edward ikke altid havde underbukser på. Når han havde råbt noget uforståeligt efter dem, så råbte de syngende efter ham: – Underbukseløse, underbukseløse. Det foregik mest på vej hjem fra skole, når vi passerede det hus, hvor Edward og Judithe boede. Det var ikke sjovt pludselig at møde dem i byen. Jeg var engang forbi bageren for at købe en 10-øres kage. Da jeg

Her er jeg henne at snuppe talg fra lammekroppene, der er hængt op.

kom ud, ventede Edward, Judithe og nogle af deres venner udenfor bager Echwalds butik. De begyndte at råbe noget grønlandsk efter mig. Jeg lod som ingenting og ville smutte forbi dem, men en af dem tog en sten og kastede efter mig, og den ramte mig lige på kindbenet. Det gjorde ondt, og de blev vist også selv forskrækkede. Inde fra KGH butikken var der en, der havde set optrinnet og kom farende ud og skældte ud. Jeg gik hurtigt hjem. – Du skal aldrig gå alene mere, sagde de andre piger trøstende til mig, og jeg kom til at græde, da de spurgte, hvad der var sket. Vores pedel kaldte vi Lorte Jens. Det stammede fra dengang han tømte lokummer, før vi fik træk og slip. Han havde en datter, Naja. Det var min mors kusine, men det fandt jeg først ud af mange år senere. Naja og hendes mand var de første, der byggede hus neden for børnehjemsbakken. De flyttede ind i 1953, og Naja bor der endnu. Af sin far fik hun fortalt, at der boede mange, mange børn oppe på børne-

hjemmet, de fik god mad og var meget forkælede, men Jens kunne ikke snakke med dem. Han havde ellers lyst til at tale med mig, for han vidste jo, at vi var i familie med hinanden. Jeg syntes bare, at han var meget flink. Om sommeren kunne vi bruge den store terrasse fuldt ud. For at gøre stykket foran terrassen så plan som mulig var der læsset store, sprængte klippestykker fra den høje sorttjærede sokkel hen til cementtrappen. Efter at Benze havde fået anlagt en plæne af græstørv, kunne vi hænge tæpper ned fra terrassen. Tæpperne nåede »græsplænen,« hvor vi også havde tæpper liggende, og på den måde kunne vi lave en slags telthuler. Det var bare så hyggeligt. Vi tog bøger, puder og dukker med ind i hulerne. Om efteråret gjorde Jens klar til, at der kunne hænges nyslagtede lam op på rad og række. Det var herligt, når vi kunne se vores snit til at snuppe lidt talg fra bugen af lammene. Vi troede, de voksne ville forbyde det, hvis de afslørede os, men det modsatte skete. De tog billeder af os, imens vi snuppede det.

101

På stranden i Kapisilli

»Vi sejler op ad åen« på vej til Kapisillit.

Da der stadig gik får, væddere og lam frit rundt i Godthåb, græssede de selvfølgelig også rundt om børnehjemmet. Når fårene var med lam, havde vi travlt med at løbe efter lammene for at fodre dem og kæle for dem. Drengene kunne godt lide at tirre vædderen. – Så hold dog op med det, råbte vi efter dem. En dejlig sommerdag lokkede drengene den store vædder op på trapperne til terrassen. – Mæ, mæ, sagde de, mens de gik baglæns op ad trapperne. De lokkede den med en avis, som de viftede den med lige foran næsen. Vi fulgte efter for at se, hvad der skete. Lige før den åbne terrassedør fik vædderen hugget avispapirstykket til sig, maste sig voldsomt nærmere, og med et var den inde i spisestuen. Gulvet var meget glat for vædderen, og den lignede Bambi på isen. Men den var noget mere klodset end Bambi. Der lød hyl og skrig, og den væltede stole og borde. Efterhånden var vi mange børn inde i spisestuen. Sikke

102

en larm. Vi havde lukket dørene til gangen og til køkkenet, men pludselig kom Karen og Benze farende. – Hvad laver I? De råbte og skreg, og mange af os hoppede op på bænken. Indvendigt morede vi os rigtig meget, men udenpå så vi lidt bange ud. Karen og Benze fik gennet vædderen ud af terrassedøren igen – hvor var det spændende. Det var knap så spændende bagefter. Alle os der havde været med, fik stuearrest i to dage, så det kan nok være, vi hang med hovederne. Det var jo ikke os, der havde lokket vædderen ind. Vi blev rigtig sure på drengene.

Kapisillit I sommerferien 1953 skulle alle voksne og børn fra børnehjemmet for første gang på sommerferie sammen. Ih, hvor vi glædede os. Benze havde gode forbindelser, så hun havde sørget for at kapre lægeskibet Saxtorph til at sejle os ind i fjorden til Kapisil-

lit og tilbage igen. Der er over 100 kilometer, og det tog flere timer at sejle derind. Tiden op til afrejsen var spændende. Vi gik tur ned til kolonihavnen når Saxtorph lå til kajs for at se, hvad det var for et skib, vi skulle sejle med. Bare det at stå dernede, dufte havet og høre bølgerne, skærpede forventningerne til sommerferien. Ventetiden var lang. I flere uger summede det af travlhed i hele huset. Vi havde store trækasser til at pakke alle de ting, vi skulle have med. Madvarer, som kunne holde sig, blev pakket først: Havregryn, kartofler, sukker. I en anden kasse kom der hygiejneartikler, sengelinned, håndklæder og vaskeklude, og den sidste dag blev alle fordærvelige madvarer så pakket. Vi skulle selv pakke vores tøj, inklusive et hvidt myggenet, der var blevet syet til hver af os. Så kom afrejsedagen endelig. Som tidligere fortalt kom den smukke frk. Ingrid fra Kapisillit, og hendes far var udstedsbestyrer. Solen skinnede, spændingen var på sit højeste. Arm i arm gik vi tøser med

jakken åben ned mod kolonihavnen. Vores små kufferter var kørt derned i forvejen sammen med madrasser og tæpper. Alle vores kasser og pakkenelliker stod overalt på skibet, selv på dækket. Endelig var vi klar, det tykke tov, der holdt skibet fast til kajen, blev løsnet. Der lød et plask, da tovværket ramte vandet. – Hovsa, er det meningen? tænkte jeg, før en af mændene, der havde olie på tøjet, trak det våde tov op og surrede det fast til en tyk jernring. Den karakteristiske lyd af motoren gik i gang. – Jah, nu sejler vi. Kolonihavnen blev mindre og mindre, før vi drejede til højre omkring en pynt. Jeg fik øje på min bedstefars lille hvide hus i Islandsdalen, Eva og Marie pegede ind mod land og råbte for at overdøve motorlarmen: – Der bor vores mor. De pegede imod et af de første huse, der var blevet bygget i Myggedalen. Så kom vi rundt om endnu en pynt og kunne rigtigt se Godthåbs kendingsfjeld Sadlen (Sermitsiaq). Hvor var det smukt. Nogle af os løb helt op i stæv-

103

I Kapisillit med myggenet.

nen og satte os på kanten med benene dinglede ud over skibssiden. Vi holdt fast i rælingen, og så begyndte vi at synge for fuld hals: – Vi sejler op ad åen, vi sejler ned ad igen, det var vel nok en dejlig sang, den må vi ha’ endnu en gang, alt imens Saxtorph vuggede op og ned. Ih, hvor var det herligt. Vi iagttog meget nøje alle de flotte fjelde, lagde mærke til hvert lille kendetegn, og der var en, der kunne en uhyggelig historie om en af spidserne, der strittede op på toppen af et fjeld. Et sagn fortalte, at det var fra den spids, en mand engang blev tvunget til at springe ud, lige ud i døden. Vi gøs ved tanken. Vi sejlede langs kysten, og det så flere gange ud, som om vi i næste øjeblik ville sejle lige ind i fjeldet, men så drejede vi om en pynt og kunne se rigtig langt til den næste pynt. – Se, der er Kapisillit, råbte vi i munden på hinanden. Det så smukt ud, da de små træhuse i alle farver kom til syne. Der var et gult hus med et nummer malet på taget. – Der bor mine forældre, sagde Ingrid. Det var et stort hus.

104

Kapisillit.

– En af dagene skal vi besøge dem, sagde hun. Da vi kom tæt på havnen, kunne vi se, det var lavvande. På de tykke træstolper kunne vi se, hvor vandet gik til ved højvande. Stolperne var mørke, men øverst var de helt lyse. Det tog sin tid for os at komme op. En af gangen gik vi ad de tynde, runde jerntrin, der gik lodret op på kajen. Vi skulle selvfølgelig vente på hinanden. Der var mange mennesker på kajen, de vinkede og hilste på frk. Ingrid, flere prøvede at spørge os om noget, men da vi ikke forstod det og ikke kunne svare, kiggede de noget forbavset på os. Flovheden over, at jeg ikke kunne grønlandsk, sneg sig ind på mig igen, men den fik heldigvis ikke lov til at være der ret længe, for nu skulle vi bære vores kufferter op til de brune barakker, hvor vi skulle indkvarteres. De lå oppe ad fjeldet, vores udsigt ud over fjorden var formidabel. Hvor var her dog smukt. Lige nedenfor var der en strand. Vi kunne næsten ikke vente til næste dag, hvor de voksne havde lovet os, at vi måtte bade nede på stranden. Da vi havde pakket ud, skulle vi følges i grupper for at blive vist rundt i Kapisillit. I udkanten af Kapisillit var der lange, høje

tørrestativer fyldt med torsk, der hang til tørre. Torskene var skåret op i bugen, hovedet var skåret af og to og to var de bundet sammen i halerne og hængt op på stativet. Jeg var i den gruppe, der fulgtes med frk. Ingrid. Hun fortalte os, at det var hendes far, der havde opfundet torskestativerne, og nu stod de mange steder i hele Grønland. – Hvorfor er torskene ikke skåret helt op og gjort flade, sådan som vi kender dem? spurgte vi. – Det er fordi de torsk, man tørrer på den måde, bliver sendt til Sydeuropa, og der spiser de tørrede torsk på en anden måde end os. Der var ikke ret mange huse i Kapisillit. Vi fik vist, hvor spisehuset lå, og hvor dasserne var, før vi endelig fik lov at rende frit. De fleste af os løb ned til stranden. Der var mange smutsten, vandet var spejlblankt, så det var nemt at tælle vores smuttere i havoverfladen. Det var hyggeligt med køjesenge, men svært at falde i søvn i den lyse sommernat. Næste dag skulle vi på fjeldvandring. Der var smurt madpakker til alle, kiffakkerne havde en primus og en vandkedel

med. Vi gik, og jeg syntes, der var så skønt, en uendelig smuk natur så langt øjet rakte. Vi løb og sprang op og ned ad fjeldene. Vi var langt foran de voksne. – Stop, blev der råbt, når vi kom for langt foran, og på et tidspunkt slog vi lejr. Vi skulle hjælpe til med at samle lyng til et bål, men lige så snart vi stod stille, kom myggene vrimlende, og så var det hurtigt hen til de voksne for at få fat i et myggenet hver. Vi var mange, så det gik hurtigt med at samle lyng, og imens havde kiffakkerne fundet et godt bålsted mellem to store sten. De havde en stor gryde med, som de satte over med vand fra den nærliggende elv. Vi var henne at drikke vand i elven, det var bare op i den hule hånd og slubre. Det var dejligt at kunne drikke vand på den måde. Jeg tænkte et øjeblik vemodigt på min families sommerferier i Qooqqut, dengang min far stadig levede. Da vandet i gryden over lyngen kogte, var der te til alle. Primussen blev brugt til de voksnes kaffe. Den blev lavet i en gammel Madam Blå kaffekande. Da vi havde fået vores madpakker, fandt vi en dejlig plet på fjeldet for at spise, men maden kunne ikke komme ind i munden, der var

105

106

et myggenet imellem. Vi grinede og måtte huske at løfte op i myggenettet, hver gang vi skulle have en bid brød.

også et sted, hvor drengene kunne spille fodbold. Vores første sommerferie med børnehjemmet var vidunderlig.

Dagen efter var det »store badedag.« – Læg alt jeres tøj, så I kan finde det igen, blev der råbt. Og så var det ud i vandet. Uh, hvor var det koldt, og der var mange småsten, men det var sjovt, og for hver gang vi havde været oppe og gik i vandet igen, kom vi længere ud. Dagen oprandt, hvor vi var inviteret hjem til frk. Ingrids mor og far til kakao og boller. De boede fint og hyggeligt. Faderen fortalte os om de lækre laks, vi skulle have til aften: – I den store rene elv i Kapisillit går laksen op om sommeren og gyder. – Hvad gør den? var vi flere, der spurgte. – Den kaster sine æg. Først kommer der en hunlaks og gyder sine æg i en lang rende i elven og sekundet efter kommer hanlaksen og gyder sin mælk ovenpå æggene. Det sker i oktober måned. Så ligger de små æg der imellem små sten og ral, før de bliver udklækket. De store laks overvintrer, før de om foråret går til havs. Ungerne bliver i elvene, til de er omkring fem år gamle. På det tidspunkt er de omkring 20 centimeter lange, og så går de til havs. I løbet af et par år bliver laksen kønsmoden. – Hvad bliver den? spurgte drengene og fnisede, da de fik forklaret hvad det var. Frk. Ingrids far fortsatte: – Derefter kommer laksene tilbage til nøjagtigt den samme elv, som de blev født i, tilbage til en af de reneste elve på Grønland, nemlig Kapisillit. Vi måbede. Tænk sig at det var sådan, Kapisillit var blevet berømt og invaderet af fritidsfiskere. Det var de laks, vi skulle have til aftensmad. Uhm, hvor de smagte. Det var dejligt at få en anden slags fisk end torsk og rødfisk. Fra havnen fulgte vi med i al den trafik, der var af motorbåde og joller, og der var

Melodien til »Den toppede høne« lød inde fra spisestuen. Døren var lukket, men vi spænede derind. Vi blev mødt af en pegefinger for munden. Det viste sig, at Barselaj og Bodil var begyndt at få klaverundervisning, og hvis vi sad stille, måtte vi godt se på, og det gjorde vi så. De var dygtige og var også altid de hurtigste til at lære de nye sange. Vi sang meget, både sange og salmer. »Det døende barn,« et digt af H.C. Andersen, var en af vores yndlingssange.

I min længsel efter min mor følte jeg det, som om jeg var i samme båd som den stakkels lille pige. I samme genre var »I en seng på hospitalet,« som vi også holdt meget af. Midt i november var det tid til at skrive julekort til vores danske plejeforældre. Vi startede i god tid, så vores julekort ikke skulle komme for sent til det sidste skib, der sejlede post til Danmark inden jul. Benze var altid i god tid med alting. Postkortfirmaet Forrania fotograferede os til julepostkortet. På bagsiden skulle vi tegne julemotiver der, hvor adressen ellers skulle stå, og ved siden af skulle vi tegne

fem streger, hvor vi skulle skrive. Øverst til højre skulle der stå »Julen 1953.« Sådan skrev jeg (inklusive stavefejl) til mine plejeforældre: Julen 1953 Kære fru greve og Her greve. En rigtig glædelig Jul og et godt Nytaer. Ønskes fra os alle her. De Kærligste Hilsener fra Jeres Helene. Så farvelagde jeg mine tegninger af guirlander, et juletræ med mange gaver under, tre nisser, en snemand og to små nisser i en hule.

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove, Lad mig ved dit hjerte slumre ind; Græd dog ej, det må du først mig love, Thi din tåre brænder på min kind. Her er koldt og ude stormen truer, Men i drømme, der er alt så smukt, Og de søde englebørn jeg skuer, Når jeg har det trætte øje lukt. Moder, ser du englen ved min side? Hører du den dejlige musik? Se, han har to vinger smukke hvide, Dem han sikkert af vor Herre fik, Grønt og gult og rødt for øjet svæver, Det er blomster engelen udstrøer! Får jeg også vinger mens jeg lever, eller, moder, får jeg når jeg dør? Hvorfor trykker så du mine hænder? Hvorfor lægger du din kind til min? Den er våd, og dog som ild den brænder, Moder, jeg vil altid være din! Men så må du ikke længere sukke, Græder du, så græder jeg med dig, O, jeg er så træt - må øjet lukke - Moder - se! Nu kysser englen mig. Den sang kunne virkelig få de stærke følelser frem. De blødeste af os havde altid et lommetørklæde klar, når vi sang den.

Julekort 1953. I bagerste række står Barselaj, Ane Sofie, lille Kristine og Søren. I midten Gâba, Ole, Albert, Aron, Marie, Eva, Regine, store Kristine og Bodil. Forrest lille Karl, Helge, Sâmo, Karl Otto, Dorthe, Eli, jeg, Agnethe og Julie.

107

Vi havde travlt med at låne viskelæder og lineal af hinanden. Mange kunne ikke finde på at skrive eller tegne noget, så de sukkede og gabte i et væk. Jeg var en af dem, der syntes, det var sjovt og hyggeligt. Hvis vi blev hurtigt færdige, fik vi lov til at lave julepynt. Der var noget at holde styr på for Benze. Nede i højre hjørne blev vores navn skrevet med blyant, for det var ikke alle, der blev færdige samme dag. Bagefter skulle Benze finde adresser på vores plejeforældre og vores biologiske mor eller far, som var i Grønland. Dem sendte hun også et fælles fotografi-postkort til, som hun skrev på dansk. Ude i køkkenet havde Karen travlt med at smøre nybagte boller, som vi skulle have til vores sodavand ved brevskrivningen. Benze var forbi i køkkenet for at kontrollere, om det nu gik rigtigt for sig. Karen undte os det godt, så hun var i gang med at smøre et godt lag smør på vores boller. Det fik Benze selvfølgelig øje på. – Du skal spare på smørret, Karen. Karen havde lynende travlt og snerrede næsten uhørligt tilbage: – Sipaa, sipaa, sipaa – spare, spare, spare. Benze forstod godt de gebrokne dansk/grønlandske ord, og prompte gav hun Karen en syngende lussing. Da Karen kom ind med bollerne, kunne vi godt fornemme, at der havde været drama i køkkenet. Hendes ene kind var helt rød, og Benze så eddikesur ud. Hun var vant til, at tjenestefolkene var efter hende med hendes spareiver.

Kaniner Vi ville på fjeldtur en dag efter skoletid. Vi kom glade hjem fra skole og gik ind på vores værelser for at skifte til vores gamle tøj. Da vi havde skiftet, kom Benze ind på værelserne og sagde:

108

– I kan godt tage det pæne tøj på igen, vi skal op til indvielse af alderdomshjemmet, og I skal synge for de gamle. Vi brokkede os, men der hjalp ingen kære mor. Da alle var klar, gik vi ad skolevejen til det nye alderdomshjem. Jeg gik hånd i hånd med Benze, og da vi nærmede os alderdomshjemmet, spurgte jeg hende: – Hvad er egentlig et alderdomshjem? Hun svarede, at det var et sted, hvor gamle mennesker kom hen, når de blev rigtig gamle. Jeg var så sur over, at vi skulle slæbes derhen, så jeg sagde hurtigt: – Så skal du vel snart flytte derind. Så var hun sur. Det var en lille trøst, at vi fik boller og saftevand, da vi kom ind på alderdomshjemmet. Ved siden af alderdomshjemmet, på den moseagtige jord, var de ved at bygge en brun træbygning. Det var den nye badeanstalt. Da den stod færdig, skulle vi derover sammen med de andre fra parallelklasserne efter hver gymnastiktime. Det var et par damer fra byen, der passede badeanstalten. De var utroligt nysgerrige og grinede altid meget. Det var, som om de holdt øje med, hvem der var på vej i puberteten. Da jeg begyndte at få kønshår, fik en af damerne øje på det. Jeg gjorde ellers alt, hvad jeg kunne, for at de ikke skulle få øje på noget, men pludselig, imens jeg var ved at tørre mit hår, var der en af damerne, der begyndte at skraldgrine, alt imens hun pegede på mit skød og sagde en masse på grønlandsk: – Iliina tingeqalersimavoq (Helene har fået kønshår). Jeg blev helt rød i hovedet, skyndte mig at tage mine trusser og resten af tøjet på og løb over i klassen. Jeg syntes, hun var noget så dum. Hvert år rejste nogle klassekammerater og nye kom til, når skoleåret startede. Så fik vi nye legekammerater. Nogle af de store drenge havde fået en dreng i klassen, der kunne mange frække ord og frække sange.

Vi stod ved et af fjeldene i nærheden og udvekslede nye ord. – Pumpemik, kender I det ord? Det gjorde vi ikke. Drengene var villige til at vise os det ved lejlighed, og vi blev enige om, at det skulle være dagen efter ovre ved stenbruddet. Næste dag var vi tre »par,« der gik af sted. – Læg jer ned på jorden. Det var vi ikke meget for, men hvis vi ville have forklaringen på ordet, så måtte vi makke ret. Vi lagde os ned side om side. Drengene stod først overskrævs over os, og så lagde de sig ovenpå os og lavede samlejebevægelser, mens de pustede og stønnede, asede og maste. – Flyt jer, råbte vi surt til dem. Vi piger blev enige om, at vi godt leve foruden det nye ord. – Helene, der er besøg til dig, blev der råbt over hele huset. – Til mig? spurgte jeg og løb ned ad trappen. Samtidig var hr. Feldbo på vej opad. Det var min nabo fra den gang, jeg boede hos de første plejeforældre, lægefamilien ved København. Hr. Feldbo havde været meget flink. Han havde lært mig at genkende rødkælken og kælkede med mig. Jeg var lige ved at løbe ind i hans arme, så travlt havde jeg. Jeg nåede at stoppe op, da han gav mig hånden. – Hvad laver De her? spurgte jeg overrasket. Han havde fået arbejde i Godthåb, i radiofonien. Han, konen og børnene boede nede i de nyopførte røde etagehuse, og jeg var meget velkommen til at besøge dem, når jeg havde tid og lyst. Sikke en overraskelse. Fru Feldbo var hjemmegående, så jeg havde fået mig et fristed fra børnehjemmet. Det var vel nok dejligt. – Kaniner, hørte jeg der blev råbt. – Lad dog vær’ med at råbe dem lige ind i ørerne, de har jo store ører, var der en der sagde. Sagen var, at en mand på gen-

nemrejse fra Sydgrønland havde foræret os to kaniner. De måtte godt bo på badeværelset. Det var mest pigerne, der var interesseret i dem. Vi hentede dukkesenge og dukketøj, klædte dem ud, kælede med dem og var i det hele taget meget glade for dem. De fik også navne. De skulle hedde Petra og Petrea, så vi måtte arrangere en barnedåb. Vi fik noget hvidt stof af syersken, som også hjalp os med at lave dåbskjoler til dem. Hun var ikke meget for det, men vi overtalte hende. Vi havde nogle gode uger med kaninerne, men en morgen, vi kom ned i badeværelset, var de væk. Vi skyndte os ud i køkkenet og fortalte, at kaninerne var blevet væk, de voksne undrede sig, men sagde ikke noget. Det duftede dejligt af steg før aftensmaden. Vi satte os glade til bords, men hvad var det? Vi så på hinanden og kiggede igen på fadet med stege på bordet. I al sin gru gik det op for os, at de havde stegt kaninerne. Vi kunne genkende lårene, og det vendte sig i os. Med ulykkelige blikke så vi på hinanden. Det var blikke, der sagde alt, sagde at vi ikke ville spise noget. De voksne prøvede at få os til at spise, men jeg tror ikke nogen af os spiste andet end kartofler og sovs den aften. Vi gik ind på værelserne og sørgede. – Hvor er de voksne onde. Hvem af dem har fundet på det? Det er garanteret Benze, talte vi om og var længe sur på hende.

Mæslingeepidemi Der var rigtig mange syge. I alle klasser var der elever, der ikke kom i skole, og snakken gik efter skoletid. Flere af mine skæbnesøskende havde også lagt sig. – Det er mæslinger, sagde Benze. – Hvad er mæslinger? spurgte vi i munden på hinanden. Inden Benze nåede at svare, ringede telefonen. Vi for af sted i hælene på Benze for at lytte.

109

Min mor og hendes kusine Dorthe arbejdede i køkkenet på Gæstehjemmet.

– Ja, hvadbehager? Jo, fra i morgen. Jo, jeg sender de raske af sted. Farvel. Benze, i sin lyseblå sygeplejeuniform med hvidt stivet forklæde, gik hurtigt hen til skibsklokken i spisestuen og bimlede løs. Vi rendte efter hende, holdt os for ørerne, da hun ringede, og satte os. Hvad var der dog i gære? – Ro, råbte Benze. Både voksne og alle os børn havde sat sig til rette. Benze forklarede først, hvad mæslinger var. – Det er en meget smitsom sygdom, man får små røde knopper på huden over hele kroppen. Hold øje med, om I får dem, og i fald I får dem, så kom straks og sig det til mig. Man får høj feber og kan ikke tåle dagslys så godt. Man bliver virkelig dårlig, og måske skal man kaste op. Det var rektor Binzer, der ringede fra skolen. Der er så mange syge i hele byen, så nu er det en mæslingeepidemi. – En hvad for en? spurgte vi. Det var ret alvorligt. – Fra i morgen er der ikke undervisning, hverken på den grønlandske eller den danske skole. Hele skolen bliver lavet om til et »sygehus.« Alle, der er raske, skal op på skolen og hjælpe til, for det er alle,

110

lige fra babyer til gamle mennesker, der har fået mæslinger, fortalte Benze. Vi var nogle piger, der stadig ikke var blevet smittet, og vi stillede på skolen klokken otte næste dag. En sygeplejerske satte os i gang. Vi skulle gå ind i et klasseværelse, hvor der lå fire småbørnsmødre. De var så syge, at de hverken kunne amme eller skifte deres babyer, så vi skulle give dem sutteflaske. De fik en ble som hagesmæk, og så fik vi en sutteflaske i hånden. Det var næsten ligesom at have fået levende dukker. Det var spændende, og hvor var babyerne søde. Når de havde tømt flasken, skiftede vi ble på dem og lagde dem i en babyseng ved siden af moderen. Hun smilede svagt og sagde: – Qujanaq, tak. I pauserne listede vi rundt for at se, om det var rigtigt, at der lå patienter i alle klasseværelser. Den var god nok. Der var gamle mænd i et klasseværelse, gamle koner i et andet. Ind imellem kaldte de på os for at få et glas vand eller for at få os til at kalde på sygeplejersken. Jeg var så stolt over at hjælpe til, jeg følte mig som en lille sygeplejerske, ligesom Benze. Der startede min drøm om at blive sygeplejerske. Andre gange så vi, at

de bar nogen ud på en båre. Hvor var det trist. På sådanne dage var jeg meget ked af det, så når jeg kom i seng om aftenen, kunne jeg ikke lade være med at græde. Jeg følte med de stakler, der nu havde mistet en af deres kære. Der blev hostet og harket i alle klasseværelser. Gardinerne var trukket for. Lægerne og sygeplejerskerne havde ikke fri på noget tidspunkt. Jeg kan ikke huske, hvad vores drenge hjalp til med, men jeg ved fra min storesøsters gamle klassekammerat Stephen Heilmann, at ånden var at hjælpe til. Formanden for kvindeforeningen, Katrine Chemnitz, var igangsætter for hjælpearbejdet for mæslingepatienter ude i byen. Blandt andet blev der strikket små uldne blebukser til babyer. Når de raske piger havde strikket op forbi hullerne i buksebenene, så overtog de raske drenge, som Steffen var iblandt. Det var ret tydeligt at se på det færdige resultat, at drengene ikke var så gode til at vaske hænder. Bukserne var simpelthen mørkere fra buksebenene og op til livet på grund af de små, snavsede drengefingre, der flittigt havde været i gang. Drengene blev også sendt ind i klasseværelserne for at tømme spande. Men så blev det min tur. Jeg skal love for, jeg fik mæslingerne at føle. 41 grader kom min temperatur op på. Hvor var det væmmeligt. Mine øjne var lysfølsomme, jeg var brændende varm, kunne ingenting. Jeg kan huske, at Benze en nat ruskede forsigtigt i mig, så jeg vågnede. Jeg lå og talte i vildelse og for op i den ene ende af sengen. Jeg havde mareridt. Det var, som om jeg var ved at blive druknet af en hel masse balloner. De blev ved med at lande på mig. – Rolig, du drømmer, sagde Benze og tog trøstende om mig. Jeg fik et glas vand og en kold vaskeklud på panden. I løbet af natten ænsede jeg, at Benze stak hovedet ind ad døren for at se, hvordan jeg havde

det. I al min lidelse nåede jeg at observere, at hendes lange, tynde hår var slået ud, og hun havde en lang, hvid natkjole på. Det var underligt, hun lignede slet ikke sig selv, nåede jeg at tænke. Jeg tror, jeg var syg i to uger, og da jeg endelig måtte komme op, var jeg bare så glad. Jeg kunne høre de andre børn ovenpå, prøvede at komme op ad trapperne til dem, men efter to eller tre trin faldt jeg sammen, så afkræftet var jeg blevet. Benze hørte mig inde fra lejligheden og kom ud og samlede mig op. Jeg fik besked på at gå ind og hvile mig og tage den med ro. Min mor blev sendt ud på kysten for at hjælpe de syge. I Egedesminde mødte hun en politibetjent, som lige havde mistet sin kone. Han havde et dejligt hus, og en dag fortalte hun mig, at de skulle giftes. Jeg begyndte at fantasere om, hvordan Egedesminde så ud, og hvordan huset var, og jeg glædede mig til at flytte derop sammen med min mor og mine søskende. Jeg må også have snakket højt om det, for en dag blev jeg kaldt ind på Benzes kontor. Hun fortalte mig, at jeg altså ikke skulle med resten af familien til Egedesminde. Jeg troede ikke på hende. Jeg kom hjem til min mor og så alle flyttekasserne på gulvet og begyndte at hulke højt. Hvad havde jeg gjort, siden min mor ikke ville have mig med?

Tæt på Det var en dejlig sommerdag i Godthåb, solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi var en flok piger og drenge fra børnehjemmet, der rævestolte af vores nye, hjemmelavede fiskestænger gik afsted. Fiskestængerne var savet ud af et stykke tungt, firkantet træ, og de lå fint i hånden. Vi havde fået noget tyndt sejlgarn fra køkkenet, og så havde vi været i KGH og købe nogle store

111

fiskekroge. Vi kendte til et dejligt sted i bugten bag Kuløen. Den lå tre fjelde hjemmefra, og der havde vi tit set småfisk og ulke. Nu skulle det være, vores fiskestænger skulle indvies. Vi løb rask afsted, alt imens vi snakkede i munden på hinanden. Havet var spejlblankt, der var en blandet sand- og flad klippebund lige omkring de forskellige klippefremspring, vi fiskede fra. Der var ikke ret langt ud til det sted, hvor vandet blev rigtig dybt og mørkt. Min fiskekrog kom ned på bunden, og jeg kunne se flere krabber, hvor jeg fiskede. – Mon de vil bide på min fiskekrog? Hvordan kan de dog gå sidelæns? tænkte jeg. Det så sjovt ud. – Se alle de små fisk, var der en, der råbte. – Jeg kan se to ulke, se hvor grimme de er. Vi løb frem og tilbage imellem vores fiskepladser på de høje, glatte klippefremspring og beundrede hinandens fund. Et sted var det farligere at smutte over til de andre. Vi skulle balancere på en glat stenkant, samtidig med at vi skulle holdt fast, så det var ikke alle, der vovede sig den vej. Så hellere løbe ovenover klippen. Lille Kristine fangede en krabbe og fik den på land. – Mon den kan bide? Vi skiftedes til at stikke en finger hen til krabben. – Av, den bider, råbte vi højt grinende og trak fingeren til os. Mens vi var mest optaget af at fiske, lød der pludselig et meget højt plask efterfulgt af et skrig. Lille Karl var faldet i vandet. Vi stirrede lamslåede – og rigtignok, han spjættede ude i det dybe, kolde, grønne vand. – Åh nej, lille Karl, svøm ind, råbte og skreg vi i munden på hinanden, men vi havde glemt, at han ikke kunne svømme. Hans mund var åben, og han sank en masse vand, alt imens han langsomt bevægede armene op og ned. – Åh nej, gør noget, råbte vi ud i panik.

112

– Han må ikke besvime. Store Kristine prøvede at nå ham, men det kunne hun ikke. Lille Karl sank ned i vandet og kom op igen som en tung prop, og med et kunne vi se det hvide i hans øjne. Store Kristine råbte til ham, idet hun kastede den tungeste fiskestang, vi havde, imod ham: – Grib fat i den og hold fast. Den ramte ved siden af. Så halede hun den tunge fiskestang ind igen, nu kunne vi kun se hårtoppen af lille Karl. Kristine kastede igen, og denne gang ramte den lille Karl lige i knolden med et »klonk.« Han åbnede forskrækket øjnene. – Tag den og hold godt fast, så trækker vi dig ind, råbte store Kristine. Men lille Karl var for afkræftet, og hans læber var blevet blå. Vi begyndte at græde. Så smed Kristine sine lange bukser, samtidig med at hun skreg af sine lungers fulde kraft: – Når fiskestangen rammer dit hoved igen, så hold fast. Imens bevægede hun sig længere ud i vandet. »Klonk« sagde det igen, da fiskestangen ramte Karls hoved. Han brugte sine sidste kræfter til at gribe om fiskestangen, Kristine halede ham indad og råbte, at en af os skulle holde fast i hendes ene arm. Hun fik en hånd og gik ud, så hun havde vand til livet. Lille Karl var begyndt at rulle med øjnene, og lige i det øjeblik han var tæt nok på, og hans hoved dukkede op igen, hev hun fat i hans hår og trak ham ind. Han kastede havvand op. Det var blevet overskyet, mens vi hjalp med at få Kristine og lille Karl op. Vi tog hurtigt noget af vores tøj af og gav det til Karl og Kristine, som klaprede tænder og rystede af kulde. Vi bankede dem på ryggen og armene, for at de kunne få varmen igen. Pyha, det var meget tæt på. Vi var rystede og tavse ovenpå den oplevelse, og slukørede begav vi os hjemad. Vi skiftedes til at holde om lille Karl for at give ham lidt varme. To af os havde kun underbukser på, to af os havde ingen underbukser

på under de lange bukser, og andre havde ingen strømper og sko på, da vi endelig nåede fjeldet ved fodboldbanen, hvor vi fik øje på Ane Sofie nede på vejen. Hun var på vej hjem. Vi råbte til hende i kor: – Anso, din lillebror var ved at drukne. Hun løb os i møde, krammede sin lillebror, som begyndte at græde, og så hjalp hun os med at få ham hjem. Vi var kommet så meget til os selv, at vi fik bange anelser, da vi tænkte på, hvad Benze ville sige. Ingen af os turde gå i forvejen, vi ville være sammen, når vi skulle fortælle, hvad der var sket. Da vi kom ind ad hoveddøren, kom Benze og frk. Blom os i møde i deres blå uniformer og hvide, stivede forklæder. I kor sagde vi: – Lille Karl faldt i vandet. Benze kiggede hurtigt på os og tog fat i lille Karl uden en lyd. Hun råbte til frk. Blom, at hun hurtigt skulle fylde badekarret med varmt vand, imens hun pakkede den kulderystende lille Karl ind i et varmt tæppe. Det varede noget, før han holdt op med at ryste af kulde. Han kom i seng med ekstra tæpper over dynen. Der blev ikke sagt så meget. I køkkenet blev der lavet varm kakao til os alle sammen, imens vi fandt os noget rent tøj. Det var en væmmelig oplevelse, og Store Kristine blev vores heltinde. Vi var taknemmelige over hendes snarrådighed og takkede Gud i vores aftenbøn over, at han ikke havde ladet lille Karl drukne. Doktor Rendal kom nogle dage efter. Lille Karl havde fået feber og hostede meget. Det viste sig, at han havde fået lungebetændelse.

Var det din mor? Vi havde været nede i Oles Varehus for at købe glansbilleder og blev enige om at gå en anden vej hjem, bag om fjeldet, forbi den grønlandske kirkegård og over Øster-

bro. Der var kommet nye barakker på pladsen bag kirkegården. Der blev bygget alle vegne i Godthåb først i 50’erne. Det snakkede vi om, mens vi pegede på det røde etagehus, der var ved at blive bygget. – Se, det nye Dronning Ingrids Sanatorium er snart færdigt. Nogle af os rendte af sted i gadedrengeløb. – Hov se, det var da min mor, der gik der, sagde en af pigerne, mens hun pegede. – Hvor? – Dér, sagde hun, mens hun løb efter hende og råbte: – Mor, mor. Vi så moderen flygte ind i en af barakkerne, hvor håndværkerne boede, kiggede forskrækket på hinanden og gjorde store øjne. Vi blev stående og ventede, mens vores skæbnesøster løb ind i barakken efter sin mor. Vi så, hun forsvandt derind. Lidt senere kom hun slukøret tilbage. Imens vi gik stille hjemad, fortalte hun, at hendes mor ikke engang sagde noget til hende. Hun havde lagt sig på en håndværkers seng med ryggen til. Selv om hun ruskede i moderen – bare for at sige »hej,« så vendte moderen sig ikke engang om. Vi var rystede og meget kede af det på hendes vegne. Ingen af os sagde noget om det til de voksne. Vi kendte nemlig godt Benzes holdning til danske håndværkere og sømænd. Mange gange i årenes løb var vi vidner til Benzes frustrationer, når en kiffak kom for sent på arbejde – eller slet ikke kom. Sådanne morgener var det ligefrem, så Benze løb frem og tilbage, mens hun i vild travlhed skældte og smældte. – Hvor er hun? Er der kommet skib i går? Ih altså, sådan nogle sjuskede havnepiger. Når de tropper op igen, bliver de fyret på stedet. De er da heller ikke til at stole på, sådan nogle grønlandske kiffakker. Benze for rundt. Det ene øjeblik var hun i køkkenet og fyre op i kakkelovnen, så var hun i spisekammeret og skære rugbrød, så ringede telefonen, alt skete på samme tid sådan nogle morgener.

113

– Bare vi ikke bliver havnepiger, når vi bliver voksne, hviskede vi til hinanden. Vi havde hjulpet kiffakkerne med at samle forskelligt farvede ledningsstumper, som lå tilbage, efter de var blevet brugt til at sprænge klipper. De lå alle vegne i byen med alt det nybyggeri, der var i gang. Kiffakkerne ville gerne være fine og have krøller i håret, især hvis der var dansemik i forsamlingshuset, eller der var kommet skib. Efter at have vasket håret, og før det var helt tørt, tog de et stykke ledning og foldede det. Så tog de en tot hår og rullede det omkring ledningen. Når hårtotten var rullet sammen, klemte de det yderste af ledningen hårdt sammen. Der skulle mange ledningsstumper til at få krøller i hele hårpragten, og de skulle helst sove med papillotterne natten over. Det må have gjort ondt. Jo strammere papillotter, jo tættere krøller. Hold da op, hvor kunne frisuren se kruset ud dagen efter – sikke et syn, når de så skulle i byen om aftenen med knaldrød læbestift, strutskørt og højhælede sko. Benze rystede på hovedet af dem. Vi havde fået en ny barneplejerske, der hed Lili, og vi var meget glade for hende. Hun var bare så sød. Hun havde kort, lidt krøllet hår og en skønhedsplet yderst på det venstre øjenbryn. Vi piger fulgte hende overalt. Hun var altid glad og meget nem at snakke med. Hun var også god til at læse historier. Men hun var åbenbart også populær ude i byen. Når hun havde fri, skulle hun altid et eller andet. Vi var med på værelset for at se, hvad tøj hun skulle have på. Vi var med ude i badeværelset og følge med, når hun smukkeserede sig. Hun var en flot dame. Lili tog forskellige cremer på, håret blev purret op, så tog hun en lille dåse vaseline og smurte sin tissekone. Vi kiggede på hinanden og spurgte, hvorfor hun gjorde det.

114

– Jo, det smører så godt, svarede hun. Det forstod vi ikke rigtig noget af, men det brugte damer åbenbart. Neglelak smurte hun også på, endda på tæerne. Det så smart ud. Bag ørerne duppede hun med pegefingeren Chanel nr. 5. Altså, hvor blev hun fin. En aften så vi hun kom gående op ad Børnehjemsvej hånd i hånd med Emil Brandt. Vi skyndte os hen til vinkelvinduet i spisestuen. De gik og pjattede, Emil prøvede at kysse hende, men Lili strittede imod, mens hun kiggede op imod vinduerne. I det samme kom Benze ind ad døren. – Åh nej, bare hun ikke ser dem, tænkte vi forskrækket og lod som ingenting. Vi satte os og legede videre med vores glansbilleder. Det varede længe, før Lili kom ind. Hun havde helt rødsprængte kinder og så lykkelig ud. Vi fnisede til hende og fulgtes med hende op på hendes værelse. – Skulle det være to dråber kaffe, spurgte Benze hende, da hun var på vej op ad trappen. – Ja tak, svarede Lili, mens hun skyndte sig op med sin frakke. Inde på hendes værelse hviskede vi til hende, at vi havde set hende og Emil. Hun tog pegefingeren op til munden og sagde »sshh.« Vi nikkede og fulgtes grinende ned ad trappen med hende helt hen til Benzes dør. Hvor var det spændende med Lilis kæreste. Han var sådan en høj og flot fyr. – Vi skal giftes, sagde Lili en dag til os. – Er det rigtigt, ved Benze det? spurgte vi. Det var en spændende tid. De ældste børn var inviteret med i kirken, og brylluppet skulle fejres på børnehjemmet. Lilis brudekjole var trekvart lang. Inderst var der en ærmeløs, busteformet kjole, yderst var der en langærmet blondekjole med en kineseragtig lille krave i v-form foran halsen. Sløret gik til albuerne og var holdt fast af en hvid, buet krone. Nederst, i forlængelse af den småblomstrede hvide

brudebuket med en enkelt trompetblomst, var der en hestesko formet af grønne blade. Emil var i sort habit med en lille blomst i knaphullet og et fint hvidt lommetørklæde i lommen. Sikke et smukt ungt brudepar. Og så var det vores Lili. Emil sad mellem Lili og Benze, der havde en fin sort kjole på med et guldsjal over skulderen. Emils bror Povl var selvfølgelig også med. De lignede hinanden på en prik. Da vi kom tilbage til børnehjemmet, havde de store børn et bord for sig selv. Drengene havde hvide anorakker og sorte bukser på, vi havde vores nye ternede skjorter på og plisserede nederdele. Bordene var pyntet med femarmede messinglysestager ved hver bordende og to almindelige messinglysestager i midten. Det var spændende for første gang i mit liv at være med til et så flot bryllup. Da de var blevet gift, flyttede Lili ud i byen til Emil. De boede ikke så langt fra mit barndomshjem, faktisk lige ved siden af der, hvor dværgene havde boet, dengang jeg stadig boede hjemme. Det var dejligt, for nu havde vi endnu en, vi kendte i byen, og som vi måtte besøge. Vores gamle kiffak Lene, som var blevet gift med en dansker, måtte vi også besøge i nærheden af Dronning Ingrids Sanatorium.

Tømmerflåden Til venstre for vejen på Vandsøvej var der en lille sø. I nogle dejlige sommerdage havde vi besøg af en læge, der hed Esther, som Benze kendte. Hun boede i sygeværelset. Hun fik den idé at hjælpe drengene med at lave en tømmerflåde. De hamrede og regerede, fandt nogle tomme, rustne tønder, bandt en masse reb omkring, og så havde de en tømmerflåde. Alle flokkedes om den lille sø, da tømmerflåden skulle søsættes. Nej, hvor var det spændende. Pedellen Jens hjalp til med at søsætte den. Tre

drenge i gummistøvler hoppede på skift op på tømmerflåden, og vi klappede alle sammen begejstret. Vi havde fået et nyt stykke legetøj. Efterhånden fik alle, der ville prøve, lov til at sejle på den. Imens gik doktor Esther en tur rundt i området sammen med Benze. Pludselig skreg doktor Esther op, hun var plumpet med det ene ben ned i et »lortehul.« – Ad, skreg vi, da vi kom ilende. Hendes gummistøvle var fyldt med tis, lort og toiletpapir. Vi skraldgrinede alle sammen, selv doktor Esther grinede. Det var før vi fik træk og slip, så Jens skulle dengang grave huller i den moseagtige jord for at tømme toiletspandene ud i et nyt hul hver gang. Derefter dækkede han det til igen. Det var sådan et nygravet pladderhul, doktoren plumpede i med sit ene ben. Det var dengang, vi gav Jens øgenavnet Lorte Jens. En dag var vi nogle piger ude for at plukke sortebær. Vi var efterhånden kommet op på den anden side af fjeldet bag ved fodboldbanen. Der har man hele udsigten til lille Malene, store Malene, Hjortetakken og skibshavnen. Vi gik nynnende rundt med næsen i de dejlige sortebær, mens vi guffede i os. – Hov, hvad var det? spurgte vi hinanden. Vi hørte larm og løftede blikket. – Se de skøre drenge. De havde slæbt tømmerflåden ned til bugten ved skibshavnen, hvor de var sejlet ud og råbte i munden på hinanden på den gyngende tømmerflåde. De morede sig gevaldigt. Vi kiggede måbende på hinanden, blev lidt bekymrede og hoppede lidt længere ned ad fjeldet. Vi blev enige om at råbe til dem i kor. Med hænderne formet som en tragt råbte vi af vores lungers fulde kraft: – Hvad laver I? – Ikke noget, råbte de tilbage. – Er I rigtig kloge, hvis I ikke kommer op, så løber vi hjem og sladrer. De svingede vildt med armene og råbte:

115

Leg på vippen.

– Hvis I ikke sladrer, så må I få en tur. Uden nogen betænkningstid hoppede vi ned ad fjeldet til drengene. Vi havde heldigvis også gummistøvler på, det havde vi gerne, når vi var på fjeldtur, for der var mange små vandpytter og sumpede områder. Drengene balancerede tømmerflåden ind til et klippefremspring, og med to drenge og to piger ad gangen sejlede vi. Der var ingen ræling, så vi piger klamrede os til hinanden. Jeg stirrede ned i havbunden, der så grønt ud, og der svømmede ulke og uvakker (fjordtorsk) rundt. Ih, hvor var det spændende. Drengene sejlede os ud til Kuløen, hvor vi hoppede op. En af drengene gled og fik en våd sok, fordi det var ved at være lavvande, og stenene var grønne og glatte. Det var dejligt at komme på fast grund igen, men sikke en lille ø. Vi kunne næsten ikke vente på at blive sejlet retur. På vej tilbage gyngede drengene tømmerflåden med vilje. Vi skreg op og sagde,

116

På fjeldtur med frk. Engberg.

de skulle stoppe med det samme. Da vi var tilbage, hoppede jeg af, gled på en våd sten, røg lige på rumpen og fik en ordentlig plet på bagdelen. Vi havde også alle sammen fået bølgeskvulp på bukserne. Det var blevet overskyet, så vi begyndte at fryse, da vi hjalp drengene med at trække tømmerflåden ind til stranden, ind under et klippefremspring. Med et tov bandt vi tømmerflåden fast til en stor sten, og så var det ellers bare om at løbe hjem over fjeldene, klokken var blevet halv seks. Vi havde hemmeligheden om tømmerflåden sammen i lang tid. Ved siden af den lille sø, hvor vores tømmerflåde havde ligget, var der en mægtig stor sten. Vi havde fundet et tykt bræt ved barakkerne, og det satte vi midt på stenen og havde så en vippe. Kiffakkerne Lene og Karen kom ud og legede med. Jeg satte mig på den ene side på vippen, Karen satte sig på den anden side, og så kaldte vi på flere og af de andre børn.

Permission – Kiffakkerne mod børnene, råbte vi. Ind imellem rykkede den hjemmelavede vippe sig skævt på stenen. Jeg gik hen for at rette på den, og i det samme var der en, der satte sig på vippen, og min pegefinger kom i klemme. Straks var jeg omringet af trøstere. Nej, hvor gjorde det ondt. Fingeren skiftede farve fra dag til dag, og til sidst skulle jeg på sygehuset og have revet neglen af. Frk. Engberg, som kom efter Lili, var meget flink, men hun var der ikke så længe. Hendes mave voksede og voksede, så vi spurgte hende, hvordan det kunne være. – Der er en lille baby på vej, sagde hun, og vi for ind på værelserne og hviskede og tiskede. – Hvordan kan det lade sig gøre? Vi havde aldrig set hende med en mand, og hun boede jo på børnehjemmet.

Vi gik nysgerrigt efter lyden. Larmen kom af, at Benze var på vej op ad stigen gennem lemmen til storloftet. Vi havde ikke hørt, at hun låste døren til gavedepotet op. – Hvad skal du? spurgte vi nysgerrigt i munden på hinanden og klatrede op efter hende. – Jeg skal hente min kuffert, svarede hun. – Din kuffert, måbede vi. Så forklarede hun, at hun skulle på permission i Danmark. – Hvad betyder permission? Jo, hun skulle snart på en meget lang ferie, en ferie på et halvt år. – På et halvt år? spurgte vi højt. – Det forklarer jeg ved middagen, sagde hun og ledte videre efter sin kuffert. Der var et svagt lys, der sad helt oppe i tagspærene, og vi for rundt og så os nysgerrigt omkring.

117

– Der er min kuffert, lød det, hver gang vi fandt vores egen kuffert. – Se, her er alle vores ski. Det var meget spændende at være med helt oppe på storloftet. Under aftensmaden klirrede Benze på glasset. Straks var der ro. Hun forklarede, at hun med det næste skib skulle på permission i et halvt år i Danmark. Dem, der ikke havde været med på loftet, gentog vores tidligere spørgsmål. Benze forklarede, at permission betyder orlov. – Hvad betyder orlov? Vi kunne blive ved med at spørge. Hun havde ikke haft ferie, siden hun startede som forstanderinde på børnehjemmet tre år tidligere, så derfor havde hun nu ret til seks måneders ferie. – Hvem kommer så og passer os? kunne vi ikke dy os for at spørge. – Der kommer en dame med det skib, jeg skal sejle med. Hun hedder frk. Ludvigsen. Vi blev helt stille. – Hvad skal du lave i et halvt år? spurgte vi måbende. Hun skulle mest være i Sønderjylland. Hun havde familie i Sønderborg, men hun skulle også på ferie i Jerusalem og Betlehem. Det var underligt. Skulle hun virkelig derned, hvor Jesus var født? Vi kiggede på hinanden med store, undrende øjne. Da vi kom ind på værelset, blev vi kede af nyheden. Vi snakkede frem og tilbage om, hvor mærkeligt det ville blive uden Benze. Nogle af os snakkede om, hvordan hun kunne nænne at rejse fra os – og så længe? De fleste drenge var ligeglade. Så kom dagen, hvor Benze skulle af sted. Oven på hendes lysegrønne kuffert stod hendes hatteæske. Hvor var hun fin i lysegrøn spadseredragt med en broche i reverset, råhvid skjortebluse, og håret sad så fint. En khakifarvet dametaske hang over den ene arm og hendes khakifarvede sommerfrakke og fine tørklæde over den anden arm. Vi kiggede lige på hinanden og

118

gjorde øjne, da vi opdagede, at Benze også havde fået de fine, cremefarvede nethandsker på. Benze blev kørt ned til skibshavnen af nogle af sine venner, som havde en embedsbil. Vi, der ville ned for at vinke farvel, løb den nærmeste vej over fjeldene, forbi Mågehuset og ud ad den sidste smalle vej ned til skibshavnen. Benze havde allerede været oppe med sin kuffert på skibet, da vi kom derned. Hun var i gang med at tale med kaptajnen, ham kendte hun selvfølgelig også. Vi var meget spændte på hende frk. Ludvigsen, men vi fik at vide, at hun allerede var blevet kørt op til børnehjemmet. Der kom flere og flere mennesker ned til skibshavnen. Sådan var det altid, når der ankom og afsejlede skib, der var virkelig mange mennesker. Næsten alle de rejsendes familie, venner og bekendte troppede op. Fru politimester Simony, fru kontorfuldmægtig Andersen, landshøvdingefruen og mange flere var nede og sige på gensyn til Benze. Vi kunne næsten ikke komme til at sige ordentligt farvel. De voksne stod bare der og skvadrede i deres spadseredragter med hatten på skrå og knaldrød læbestift og lange røde negle. Endelig kom Benze og gav os hånden. Vi kiggede betuttet efter hende, da hun gik op ad landgangsbroen. Tænk sig, at hun skulle have så lang en ferie. Vi vinkede og vinkede og løb med skibet hele vejen langs kajen, da det sejlede.

Swing og nye tider – Hvor er hun? spurgte vi, da vi kom tilbage på børnehjemmet. Vi ledte efter frk. Ludvigsen, men hun sov til middag, fik vi at vide. – Sover hun til middag? gentog vi og sendte hinanden øjne. Vi gik ud og legede. Da skibsklokken lød, løb vi ind og vaskede hænder og susede ind i stuen. Vi kiggede

noget overrasket. Bare udseendet af frk. Ludvigsen gjorde os dårlige. Hun var en lille bitte, grim og gammel dame – om end endnu ældre end Benze og meget tynd og rynket. Øjenlågene hang halvt ned over øjnene. På hovedet havde hun en besynderlig hat, der lignede en turban. Den var lyslilla. Vi måbede. Da hun åbnede munden og præsenterede sig, gøs vi igen. Sikke en skinger stemme. – Klokken otte skal I alle være i seng, sagde hun. – Klokken otte? De største må være oppe til klokken ni. Hun gentog højt: – Klokken otte, nu er det mig, der er forstanderinde, og jeg bestemmer fra nu af. Der bredte sig en trykket og kold stemning. Da vi var kommet i seng, snakkede vi allerede om, hvor meget vi savnede Benze. Drengene begyndte hurtigt at gøre nar af frk. Ludvigsen bag hendes ryg. De skulle vist også vise sig for os piger. Drengene stod på lur oppe på de trappetrin, man ikke kunne få øje på nede fra gangen. Når så de hørte døren gå op inde fra privaten, listede de efter frk. Ludvigsen. Så vidt jeg husker, var det Gâba og Barselaj. De gik lige bag ved hende, lavede krogede ben og vrikkede, som hun gjorde, alt imens de med tommel- og pegefinger hev deres øjenlåg udad og så sure ud. Vi piger gik ved siden af og fnisede. Med ret ryg stoppede frk. Ludvigsen op og kiggede sig tilbage, drengene fik hurtigt armene ned, så gik hun videre, og drengene genoptog seancen. Det viste sig heldigvis, at hun kun skulle være der, til den rigtige vikar kom. Endelig kom dagen, hvor frk. Ludvigsen skulle rejse og den nye vikar komme. Hun hed fru Terna Dahl, en brunhåret, meget høj dame med ægte krøller. En stor overraskelse var det, at hun havde sin lille datter med. Hun hed Runa, var helt hvidhåret og havde også hovedet fuldt af krøller. Terna var et friskt pust.

– Fru Terna Dahl, sagde vi, når vi henvendte os til hende. – Nej, stop med det, kald mig bare Terna, svarede hun. En ny epoke på børnehjemmet var startet med mildere vinde, løsere tøjler – det var vel nok dejligt. Vores tidligere sengetider blev genindført, Terna var mild og sød og flink. Hun gik altid nynnende rundt. Der blev vendt op og ned på alting i disse nye tider. Fyrrummet i kælderen blev rokeret rundt, så vi fik et værksted. Vi hamrede og regerede, hele huset blev brugt nu, og vi måtte også lege på rulleloftet. Når vi kom hjem fra skole, kunne vi sidde i spisestuen og få os en mellemmad og saftevand. Vi var begyndt at interessere os for anden musik end børnesangene, og der var kommet grammofonplader med swing-musik. Vi hørte dem igen og igen på Ane Sofies værelse. Nogle af de største piger havde set, hvordan man dansede swing. – Nu skal I bare se, hvordan man gør, sagde Ane Sofie, mens musikken fra grammofonen kørte. Hun tog fat i dørhåndtaget i den åbne dør og brugte den som dansepartner. Døren var meget beredvillig, håret svingede i takt til musikken, den fik hele armen. Vi hylede af grin, ingen bremsede os, Terna kunne godt tåle larm. Det var herlige stunder. Vi øvede os i de nye danse, og efterhånden som vi lærte dem, kunne vi piger swinge med hinanden. Det var lidt mærkeligt, at Runa bare kom og gik i Ternas lejlighed. Det skulle vi lige vænne os til. Mange gange syntes vi, hun var lige lovlig forkælet med alt det fine tøj, hun gik i. Og tænk sig at være så hvid i huden. Men alle forbehold blev opvejet af, at Terna var en moderne, ungdommelig forstanderinde. Hun var meget høj af en kvinde at være. På billeder har vi set, at hun var højere end prinsesse Margrethe.

119

Til jul fandt Terna på, at vi skulle holde julemiddagen på strygeloftet. Væggene på strygeloftet var beklædt med vandrette, brede brædder, og vores store farvelagte jule- og vintertegninger blev hængt op. Store sprælle-julemænd var der også pyntet med. Juleaften var der sat små nissehuer på vores sodavand, der var pyntet med små stearinlys på bordene, som stod i vinkel ud fra gelænderne. Det var bare så hyggeligt. Ved hver siddeplads var der en sukkertop. Det var aldrig gået i Benzes tid. En sukkertop lignede en kridhvid, meget stor patron. Det var rent, sammenpresset sukker. Ved Ternas bord sad alle drengene, vi andre sad sammen med kiffakkerne og frk. Blom. Det var en vidunderlig juleaften. Hellig Tre Kongers aften, da vi havde spist, og der var ryddet af bordet, fik vi læst historie. Så vidt jeg husker, var det »Onkel Toms hytte.« Lige pludselig hamrede det på døren ude fra den lange gang. Nysgerrige og lidt irriterede kiggede vi op. – Hvem er det, der forstyrrer? Ind kom tre udklædte damer med nylonstrømper over hovedet, grimt tøj, tørklæder og en gammel hat. De bankede en stok imod gulvet og larmede. De mindste børn græd, og vi andre samlede os tæt omkring de voksne. – Hvad er det her for noget, det er da alt for uhyggeligt. Så gik de tre damer larmende og skraldgrinende ud ad køkkendøren. Det viste sig, at det var en grønlandsk skik at gå udklædte fra hus til hus på den aften, så vores kiffakker havde klædt sig ud. Ingen af os syntes, det var spor sjovt. »Far til 4« gik i biografen. Sådan gik rygterne i skolen, så vi for hjem for at fortælle de voksne det. Det varede ikke længe, før vi alle fik lov til at gå i biografen og se den nye film. Hvor var han altså sød, lille Per. Vi nød vores biografture. – Husk dit forklæde, lød det, når pigerne havde køkkentjans. Hvor var det irri-

120

terende altid at skulle have forklæde på. Tit glemte vi at tage det af igen. Vi deltog i alle de huslige pligter på skift, men vores værelser skulle vi selv holde, og vi var efter hinanden, hvis der var en, der ikke havde ryddet op efter sig. Vi skiftedes til at feje og vaske gulv. Inden vi fejede om sommeren, skulle vi stænke gulvet med vand for at få det så støvfrit som muligt og for at få alle nullermændene med. Når vi havde fejet, skulle vi gå udenfor og gnubbe kosten mod trapperne, så nullermændene forsvandt. Om vinteren kørte vi kosten frem og tilbage i sneen for at fugte hårene på kosten, inden vi fejede, og sluttede med samme seance i sneen, efter vi havde fejet. En gang om ugen skiftedes vi til at vaske gulvet. Vi skulle hente to spande, i den ene kom vi varmt vand med brun sæbe i, i den anden skulle der bare være koldt vand, og så var det ellers ind i alle hjørner og kroge. Nogle gange tjekkede Terna os, og så fik vi at vide, der var »helligdag,« og så var det om igen. Køkkentjansen bestod af at dække borde, tage ud efter spisning og tørre af efter opvasken. Jeg kunne godt lide at være på rulleholdet oppe på loftet. Vi tog imod lagner, dynebetræk og duge ved den lange rulle og lagde det pænt sammen. Det duftede dejligt af rent tøj, og så kunne vi hyggesnakke imens. – Lektielæsning, blev der råbt, og det var selvfølgelig midt i en god leg med glasdukkerne. Bodil og Agnethe havde også store dukker, og vi elskede at lege med dem. Men så var det ind og lave lektier i spisestuen. – Tag hele skoletasken med, lød det. Lige så snart vi var færdige med lektierne, måtte vi smutte igen. En dag, hvor solen skinnede, blev vi enige om at gå på fjeldtur med vores glasdukker. Det var hyggeligt, som vi sad der med hver vores dukke og nød udsigten ud over Godthåb. Men besværligt var det. Jeg faldt, og min

dukke slog knæet, så der kom en »hudafskrabning« på det. Da vi kom hjem, fandt en af de voksne et stykke plaster frem til dukken. Det var lørdag, og Terna skulle have gæster. Hun havde fødselsdag på FN-dagen, den 24. oktober. Vi spiste tidligt aftensmad, så der kunne blive dækket et fint bord med damaskdug, krystalglas og hele molevitten. Vi var selvfølgelig nysgerrige og hilste på alle gæsterne, efterhånden som de kom. Der var velkomstdrinks inde hos Terna, det var byens spidser, der kom. De var så fine, herrerne var iført sorte habitter, og de fleste fruer havde stiletter og en sort kjole på. Der kom blandt andre departementschef hr. og fru Hesselberg og kontorfuldmægtig hr. og fru Helge Andersen. De gik ind til den fine middag, der blev serveret igennem serveringsskydelågen fra køkkenet. Vi kunne høre, når de klirrede med krystalglassene, humøret steg for hver time. Vi hyggede os på værelserne. De store måtte være oppe til klokken 22, vi havde lånt nye bøger på biblioteket og lå og læste. Vi fik bolsjer den aften. Den gang boede jeg lige oven over spisestuen, jeg kunne høre, der var stille, imens gæsterne fik kaffe, cognac og småkager. Som regel blev cigaretter, cigarer og cerutter også budt rundt på en sølvbakke. – Hvad mon de laver nu! lå vi og hviskede fnisende sammen. Vi kunne høre, at borde og stole blev flyttet ind til side, grammofonen blev sat i gang, og så gik dansen ellers. Vi listede hen over rulleloftet, ned ad trapperne, ud i køkkenet, hen til køkkenlemmen og trak den en lille smule til side og kiggede ind. – Prøv at se fru Hesselberg, hvor hun swinger med benene. – Må jeg se, må jeg se, hviskede vi i munden på hinanden. Det endte med, at vi gik hen til døren i grovkøkkenet for bedre

at kunne se. Det var lige tidsnok til at se fru Hesselberg danse tilbage fra de store vinduer i spisestuen og i retning mod skabene. Vildt grinende holdt hun sit sorte strutskørt næsten helt oppe om ørerne, og man kunne se hendes meget små sorte trusser. Der var faktisk kun en sort streg imellem lårene. Vi måbede og gøs af fryd. I det samme fik de voksne øje på os. – Kan I så komme i seng. Det kan nok være, at vi fik benene på nakken og røg op under dynerne. – Så du hendes trusser? gentog vi igen og igen i fryd og fnisen.

En hilsen til Helene Kristoffersen – Hvem vil med ned og se den nye radiobutik? Ham, der ejede den, hed Winstedt, og han havde en meget lang søn, der gik i en af de store klasser i den danske skole. Den nye butik lå på Skibshavnsvej, lige i nærheden af hr. og fru Helge Andersens store hus på sletten. Radiobutikken havde to store udstillingsvinduer. Hold da op, hvor var der var mange radioer i alle størrelser. Og grammofonafspillere, transistorradioer og højttalere. Det så vel nok spændende ud, men vi havde ikke råd til at gå ind og handle der. – Der er skolefest på lørdag i gymnastiksalen, var der en, der råbte. Det var noget, vi altid glædede os til. Nogle fra de store klasser i mellemskolen skulle optræde, og vi skulle have vores fine tøj på. Vi havde fået nye, mørke vinterkjoler. Min kjole var mørkeblå med gule, grønne og blå tern og med en hvid krave indsyet. Nederdelen var plisseret, så når jeg drejede rundt om mig selv nogle omgange og derefter satte mig hurtigt på hug, lå nederdelen som en krans på gulvet. Det var flot. Vi, der havde plisseret nederdel, drejede rundt og rundt,

121

lige så snart der var en mulighed for det – i gangen, i spisestuen, i gymnastiksalen. Det var bare det store sus. Der var ikke meget plads i den gamle gymnastiksal. De optrædende var i den ene ende af gymnastiksalen, og vi andre måtte stå og mase på for at kunne se. Nogle af os kravlede op i ribberne. De opførte »Hr. Moppe og hans tre sønner.« Margaret, min veninde, spillede den ene søn. Det var morsomt, tænk sig, at Margaret spillede dreng. Den første gang, vi så eleverne fra mellemskolen optræde, var det datteren fra Oles Varehus, Lene, der spillede med. Dengang spillede de »Agnethe og Havmanden,« og sangen, der hørte til forestillingen, var en rigtig ørehænger. Jeg kan stadig huske omkvædet: »Og de spillede, og de spillede og de spillede guldterning.« Vi skulle altid være stille, når der var Pressens radioavis klokken 18.30. Den kom også på et stykke A4 papir på tryk, og drengene agerede avisbud og fik 10 øre for hver »avis,« de leverede. Jeg kan huske, Gâba gik rundt med A4 avisen. Hver torsdag lyttede vi til et radiospil. En gang var det en krimi, der hed »Sonja.« Hørespillet handlede om en forbryder, der slog piger ihjel, og når den næste skulle slås ihjel, kunne vi høre en dame komme gående i stiletter. »Klonk, klonk, klonk« lød det. Vi kunne næsten ikke sove om aftenen. Om søndagen hørte jeg næsten altid ønskekoncert. Jeg kunne altid finde på noget at lave i spisestuen, mens jeg hørte den. Pludselig en dag var der en hilsen til mig. Jeg spidsede ører, jo, det var rigtigt nok: – En hilsen til Helene Kristoffersen på DRK børnehjem i Godthåb, og ønsket er »Der går altid både tilbage, tilbage til Danmark igen.« Det var fra mine plejeforældre i Danmark. Jeg blev glad og stolt og råbte ud i luften:

122

– Der er en hilsen til mig. De andre kom løbende. – Hvad sagde du? Med pegefingeren for munden svarede jeg: – Det er en hilsen til mig. Jeg tænkte meget over teksten. Tænk sig hvis jeg engang igen kunne besøge mine plejefamilie i Danmark. Vi piger havde barnepigepladser, og for det fik vi 20 kroner om måneden. Jeg var en gang barnepige hos en familie, der havde fået byens første sparkstøtting. Det var sjovt at køre af sted med barnet på sådan en. Hver gang de danske husmødre havde dame-komsammen, passede vi børnene. Jeg var fast barnepige hos fru Issing Rasmussen. Kaffebordet blev dækket med den fineste dug, og de fleste damer havde Mågestellet. Der var kopper, kagetallerkener, flødekande, sukkerskål og kagefade til. Derudover havde de ægte sølvteskeer og sølvlysestager. Jo, det var fint. Margaret fortalte senere, at nogle af de fine, danske husmødre engang var inviteret hjem til hendes mor. Hendes mor hørte jo ikke til de rigtig fine, for hendes far var »kun« fiskeskipper. Da hendes mor skulle ud i køkkenet, lagde Margaret mærke til, at en af damerne diskret vendte en af hendes mors teskeer om, kiggede grundigt på den og nåede at hviske til de andre damer: – Kun totårnet. Hun skyndte sig at lægge teskeen tilbage, og damerne storsmilede til Margarets mor, da hun kom tilbage.

Sommer i Egedesminde 1955 Jeg får besked på at komme ind på Benzes kontor, efter vi har spist. Det siger hun højt under middagen. – Gisp, tænker jeg og bliver endnu mere bekymret, da de andre børn straks ven-

der sig nysgerrigt imod mig. Vores første tanke er altid: – Hvad har jeg gjort forkert? Det er en lang middag den dag, men endelig er vi færdige. Jeg bliver fulgt hen foran Benzes dør af Agathe, men Benze skal selvfølgelig først tale med kiffakkerne om måltiderne i morgen. Så er hun klar. Hun smiler, sidder bag sit skrivebord, jeg står foran. – Ja, Helene, nu nærmer vi os sommerferien. Jeg har skrevet frem og tilbage med DRK for at høre, om der er råd til, at du kan komme hjem til din mor på sommerferie. Det vil de gerne bevilge. – Bevilge, hvad betyder det? tænker jeg. Mit hjerte hopper af glæde. – Jeg har også fundet en, du kan følges med. Det er en dansk dame, der skal til Holsteinsborg. Det er kun én by før Egedesminde, og du er jo så fornuftig, at du nok kan klare den sidste del af sejlturen alene. Jeg er helt fortumlet af overraskelse og jublende forventninger, så jeg hører ikke alt det praktiske hun lirer af. Agnethe, Bodil og flere andre piger venter spændt udenfor Benzes dør. – Jeg skal hjem til min mor på sommerferie. – Hvornår, hvorhen? spørger de i munden på hinanden. Jeg kan slet ikke huske ugerne, før jeg skal af sted. Vi skal sejle fra skibshavnen. Kort efter krigen er der bygget træskibe til Handelen, og et af de sidste, der er bygget til Grønlandsfarten i 1949, er Tikerâ , og det skal jeg med. Først bliver vi vist ned i vores kahyt, bagefter går vi op til rælingen, der vender ud mod skibshavnen. Der står Benze og flere af mine skæbnesøskende, de er nede for at vinke farvel til mig. Ih, hvor er det spændende. Vi vinker, indtil vi har rundet skibshavnen, så kan vi ikke se hinanden mere. Nu kan jeg nyde udsigten til de store fjelde: Lille Malene, Store Malene, Hjortetakken. Lidt efter kan jeg se Kookøerne, og så kommer de flade fjelde

på Nordlandet til syne. Når det bliver for koldt, smutter jeg lige ind og får varmen. Damen jeg følges med forklarer, at når vi kommer til Sukkertoppen, så kender hun en familie, hr. og fru Stærmose, som vi lige skal besøge. Det er nogle meget høje danskere, og de har børn, som jeg leger lidt med. Snart efter skal vi sejle videre. Tiden føles rigtig lang. I kahytten ligger jeg og tænker på, hvor hurtigt jeg vil spurte hen til min mor, når jeg ser hende i Egedesminde havn. Stille og roligt bliver jeg vugget i søvn af bølgerne, der slår mod skibets skrog. I Holsteinsborg står damen så af. Jeg bliver lidt beklemt, men jeg har gensynet med min mor og søskende i udsigt. Ved måltiderne er tjenerne meget søde til at hjælpe mig, og på et tidspunkt bliver det proklameret over højttalerne, at vi nu nærmer os Egedesminde. De siger det både på grønlandsk og dansk, jeg er lidt nervøs for, om jeg nu når at høre den danske meddelelse, ellers er jeg på Herrens mark. Efter morgenmaden når vi Egedesminde, en aflang, næste flad by. Der er mange mennesker på kajen, folk står i kø for at komme først fra borde, men jeg vil ikke stille mig i kø, jeg vil se min mor først. Jeg skuer ud over havnen, kigger intenst på alle de mennesker, der står dernede. Jeg er spændt, har sommerfugle i maven. – Hvor er hun? tænker jeg, men jeg kan ikke se hende. Efterhånden er de fleste gået fra borde og videre med deres glade familier op i byen. Jeg skal ikke nyde noget af at røre mig ud af flækken. Jo færre mennesker der er tilbage, jo tydeligere bliver det for mig, at min mor slet ikke er der. Jeg er grædefærdig. – Hvad skal jeg dog gøre? Min mor er der ikke. Er det ikke Egedesminde alligevel? Tusind tanker flyver igennem mit hoved, og pludselig er der en grønlandsk mand, som råber op til mig:

123

Her står jeg foran døren til min stedfars hus i Egedesminde.

– Er du Helene Kristoffersen? Jeg kigger målløs på ham og nikker. Han gør tegn til, at jeg skal komme ned ad gangbroen, så jeg tager min kuffert og balancerer ned til ham. Han har briller og er iført en sort alpehue, sort og rødternet jakke. Han giver mig hånden og siger: – Goddag, jeg hedder Jørgen Søholm, jeg er din nye far. Jeg bliver helt tom indeni og tænker modstræbende, at min far da ikke kan erstattes. Så spørger jeg efter min mor, og han peger på sit hoved og siger på dansk med accent, at hun har hovedpine. Jeg er meget skuffet, jeg har savnet min mor, og så kommer hun ikke

124

engang og henter mig. Det er halvandet år siden, jeg har set hende. Jørgen hanker op i min kuffert, rækker ud efter min hånd og siger: – Kom, nu skal vi hjem. Da vi passerer KGH, kommer de første slædehunde tæt på, og jeg bliver bange og trykker mig ind mod Jørgen. Han griner højlydt af mig og spørger, om jeg er bange. Jeg nikker, så han genner dem væk med et: – Sshck peerniarit (pist flyt dig). Overraskende nok flytter de sig omgående, og jeg føler mig tryg. Endelig når vi et grønt hus med hvide vinduesrammer. – Her er mit hus, det har jeg selv bygget. Hans 10 slædehunde kommer imod os, så han genner dem på plads: – Ingigit, sit! De piver og sætter sig respektfuldt. Bagved er der et hundefodringshus, og på taget står Jørgen Søholms store, flotte hundeslæde. Inde i gangen står min mor, storesøster og lillebror smilende og modtager mig. De står helt stille og generte. Jeg føler en stor lettelse, smiler forsigtigt tilbage og siger: – Goddag. Min lillebror Hans siger: – Kutaa, og Victoria giver mig hånden og siger: – Goddag. Jørgen viser vej til værelset ovenpå, hvor jeg skal sove sammen med min storesøster. Vi har et lille fælles natbord, hvor der står et vækkeur. Der er udsigt mod atlantkajen i havnen. I værelset ved siden af har min mor, Jørgen og Hans soveværelse. Vi smutter ned igen ad den stejle trappe. I køkkenet er der en kakkelovn, en køkkenvask og et spisebord med fem stole. Fra køkkenvinduet er der en flot udsigt til Strandvejen, skibsværftet, hotellet og alle de andre huse. Der er en stor stue med samme udsigt som fra køkkenet til den ene side, og herfra er den østlige bydel også synlig. Jørgen har et orgel stående. Der er dækket op til kaffe og te i stuen. Jeg bliver tilbudt lænestolen af mor. Vi

smiler meget, snakker lidt og hygger os enormt. Mit hjerte bobler af glæde. – Tænk sig, jeg er hjemme. Efter kaffen går vi ud og leger. Jeg er lidt betænkelig ved slædehundene, men så viser Victo mig de små nuttede hundehvalpe, som ligger inde i hundehuset. Hvor er de skønne. Moderen til hvalpene, Arnakasik, kredser om os, Victo hvisler til den: – Peerniarit, flyt dig. Den putter halen mellem benene, flytter sig lidt så vi kan tage hver vores hvalp, sætte os på en sten og kæle med dem. Den, jeg holder, kan lige ligge i mine håndflader. Den piver, har næsten ikke fået øjne, og jeg kan slet ikke stå for den. Nu skal den altså have et lille kys. I det samme banker mor på køkkenruden og ryster ivrigt på hovedet. Victo forklarer mig: – Ikke kysse hund, bakterie. – Det er ærgerligt, tænker jeg. Jeg lærer hurtigt navnene på alle slædehundene. Den største ligner en kæmpe schæferhund, den hedder Bamse, og den med sorte pletter hedder Milattooq. Jeg bruger rigtig mange timer med de herlige hunde, og især de små hvalpe tumler efter mig rundt om huset. Jeg sidder med dem i solskinnet, en af hvalpene får bidt mig i fingeren, men det er ikke så slemt. Det er både mærkeligt og vidunderligt, at jeg nu er kommet hjem til min mor en hel sommerferie. Victoria viser mig rundt i vores nabolag. Hans følger med os i starten. Når jeg spørger om noget, svarer Victoria forsigtigt tilbage så godt hun kan på dansk. Jørgen synes, det er alle tiders, at han nu har fået en »datter,« der kan tale flydende dansk. Hans eget danske er med meget accent. Min mor kan ikke dansk. Jeg pakker ud, mine nye spejlblanke gummistøvler kommer ned i gangen og stå. Mor har travlt med at bage, for søndagen efter min ankomst skal de nemlig have kaffemik for at fejre, at jeg er kommet til

Egedesminde for første gang. Jørgen flytter spisebordet ind i stuen og slår begge bordklapper ud. – Hvem mon der kommer? tænker jeg. Min farbror Ignatius Kristoffersen, hans kone Inequ og mine kusiner og fætre dukker op, og jeg bliver meget rørt over at se min farbror igen. Han ligner min far så meget. Jørgens mor Louise, hans far Buuju (Bøje), søster Marianne og hans bror Aksel med deres familier kommer også. Jeg er helt overvældet over pludselig at få så mange familiemedlemmer. Der kommer også andre af mors og Jørgens venner. Min onkel har selvfølgelig vidst, at jeg var til, men alle de andre har aldrig hørt om, at Magdalene har en datter mere, som bor på et dansk børnehjem i Godthåb. Men de forstår ikke rigtigt, hvorfor jeg ikke kan få lov til at bo hjemme hos min mor i Egedesminde, især når nu Magdalene er blevet gift med Jørgen Søholm, en respektabel politiaspirant. Det er svært at falde i søvn. Det er underligt, at det bliver ved med at være lyst. Jeg får fortalt, at solen slet ikke går ned om sommeren i Egedesminde. Jeg er dybt skeptisk ved den oplysning, jeg må have beviser. En aften, da jeg skal i seng, sætter jeg vækkeuret til at ringe hver eneste time hele natten. Hver gang det larmende ur vækker mig, skynder jeg mig at kigge ud ad vinduet og erfarer fortumlet, at den er god nok. Solen er oppe hele natten. Næste dag er jeg meget træt. Mine splinternye, sorte gummistøvler har fået deres faste plads i vores lille entre. Jeg ser glad på dem, hver gang jeg går ind og ud af huset. En dag er de bare ikke på deres plads. Jeg leder efter dem, men væk er de. Victo og jeg går ud for at lege far, mor og børn med nogle tomme konservesdåser, som vi fylder jord i, derefter blander vi lidt vand i, så det bliver rigtig dejlig snasket. Vi har en klippehylde, som vi bruger som bageplade, og når vi vender

125

dåsen på hovedet på pladen, har vi de fineste chokoladekager. Da vi skal ind og spise frokost, kommer Hans også strygende ind lige foran os. Selv om han skynder sig meget, får jeg øje på mine gummistøvler. Det er ham, der har snuppet dem, og nu er de møgbeskidte. Jeg bliver sur på ham, skælder ham højlydt hæder og ære fra. I min arrigskab tænker jeg ikke på, at han ikke forstår et ord af det. Han smiler bare stort til mig og siger på gebrokkent dansk: – Kummer stoler dajli vær. På vej ind i køkkenet får han dræberblikket. Efter vi har spist, går jeg ud og vasker mine gummistøvler. En dag går jeg med på besøg op til Jørgens mor, far, bror, hans kone og alle deres børn, der alle bor under samme tag. Der er ikke ret langt derop. De bor i et gult træhus. Aanakassak (bitte bedstemor) og Aatakassak (bitte bedstefar), som familien kalder dem, er gamle, rare mennesker. Bitte bedstefar har hovedet fuld af kulsorte, ægte krøller, bitte bedstemor har samlet sit grånende hår i en knude i nakken. Jeg er 11 år gammel, men de er ikke ret meget højere end mig. Vi kommunikerer med smil og fagter. Bitte bedstemor laver te på komfuret, så hælder hun det i en underkop og rækker mig det. Jeg forstår ikke. Hun laver det samme nummer til sig selv, så puster hun til teen i sin egen underkop og tager en slurk. Jeg gør det samme. Så tager hun en sukkerknald, dypper den i teen og sutter højlydt på den. Hun rækker mig en sukkerknald, og jeg gør det samme. Der er helt stille, i baggrunden kan vi høre vækkeurets tikken. Ind imellem siger hun: – Iliina, og smiler til mig. Hvor er det hyggeligt. Bitte bedstemor kan bedst lide at sidde på sin lave dækketøjs-kiste, som står foran køkkenvinduet. Da jeg går, siger jeg: – Tak for i dag, og vinker til hende. I løbet af sommeren smutter jeg tit derop.

Der er sådan en dejlig og rolig atmosfære. Jeg er glad, når hun har lavet edderfuglesuaasat til mig. Jeg har åbenbart opfordret hende til at lave det jævnligt, for senere har hun fortalt sin datter Marianne, at hun var ærgerlig over, at det ikke var i edderfuglesæsonen, at jeg var på ferie i Egedesminde, for så havde hun lavet det rigtig mange gange til mig.

Kampen om opvasken Min stedfar var som nævnt politibetjent, og min mor hjalp ind imellem til på hotellet. Victoria havde lært at fyre op i kakkelovnen og blev også sat til at hente kul. Der skulle også hentes vand. Det skulle hældes op i vandtønden, som stod med låg på ved siden af komfuret. En dag syntes Victo, det var på tide, at jeg lærte begge dele. Hun tog et åg over skuldrene, hængte en spand på hver side i kæderne, der hang ned fra åget. Vi gik de få meter hen til vandtappestedet, hvor et vandrør stak op af jorden helt inde ved en klippe i vejsiden. Øverst var der en vandhane. Victo fyldte de to 10 liters spande næsten helt op, hængte dem på åget og balancerede hjem med dem. Så var det min tur. Det var nemt nok med de tomme spande, men da der var kommet vand i, var mine ben ved at ekse. De var tunge. Vandet skvulpede ud af spandene for hvert skridt jeg tog, jeg fik vand i gummistøvlerne, vi grinede og pjattede, og der var ikke meget vand tilbage i spandene, da jeg nåede frem til køkkenet og hældte det i vandtønden. Frem og tilbage, grin og fnis, det tog en halv formiddag at hente vand. En anden dag gjaldt det kullene. Inden Jørgen gik på arbejde, gav han Victo et kulmærke, som han havde købt i KGH. Det var en lille lakeret messingplade på størrelse med en biografbillet. Øverst oppe på messingpladen var der et lille hul, og

med sort var der skrevet enten 5, 10, 20, 50 eller 100 kilo på. I midten var KGH’s logo, en isbjørn, der sad på bagdelen og gav pote. Der var mærker til de billige kul, som var grønlandske, eller til de dyre engelske kul. Hvis man skulle have solarolie eller petroleum, var det nogle små runde messingplader, man skulle bruge som betalingsmiddel, men det klarede Jørgen selv. Victo gik forsigtigt hen til lugen med messingmærket til kul. Jeg gik endnu mere forsigtigt lige bag ved hende med øjne og ører vidt åbne. Hun gav poletten til manden i lugen, som gav ordren videre til en anden mand, som så skovlede kullene i en jutesæk. De sagde noget til hende på grønlandsk og pegede på mig. De spurgte vist, hvem jeg var, og hvad jeg hed, for Victo svarede: – Iliina.

Så hjalp de Victo med at få de 10 kilo kul på ryggen. Hun gik lidt ned i knæ, sækken var godt nok tung, og for hvert klippefremspring, der passede i højden til at sætte sækken på, holdt vi pause. Det tog sin tid at slæbe den sæk kul hjem. En tredje fast opgave for Victoria var opvasken. Nogle gange hjalp jeg til med at tørre af. En dag sagde Victo, da hun kastede opvaskebørsten hen til mig: – Du skal, og så måtte jeg vaske op. Victo tørrede af med et hoverende smil. Næste dag sagde hun igen: – Du skal, idet hun lagde et viskestykke hen foran mig. – Nå, tænkte jeg, skulle jeg også selv tørre af. Det var lige godt for meget. Med sur mine forlod jeg køkkenvasken og gik ind i stuen. Min storesøster for efter mig

Glade søstre.

126

127

med viskestykket i hånden og kastede det efter mig. Jeg kylede det straks tilbage og flygtede igennem stuedøren, ud i gangen, ind ad køkkendøren. Sådan fortsatte jagten, Victo blev ved med at løbe efter mig. Hun sagde på gebrokkent dansk: – Du vaske op nu, du ikke vaske op børnehjem. Så gik det endelig op for mig, hvad det var hun prøvede at forklare mig. Jeg skulle vaske op hver dag i hele sommerferien, for hun vaskede op hver dag resten af året. Jeg svarede så hurtigt, så hun nok ikke fik fat i det hele: – Jeg kan da ikke gøre for, at jeg ikke bor hjemme resten af året. Tror du ikke gerne, jeg ville det? Desuden vasker jeg også op på børnehjemmet, så jeg vil ikke vaske op her i hele sommerferien. Det slog gnister. Pludselig stod mor i døren og prøvede på at mægle. Hun sagde en masse på grønlandsk til Victo og endte med at vise os to fingre. Det betød, at vi skulle vaske op hveranden dag. Jeg surmulede resten af dagen. Hvor var det dog besværligt ikke at kunne tale samme sprog. Til min store overraskelse blev jeg grebet af hjemve til mit børnehjem. Da Jørgen kom hjem fra arbejde, kunne han mærke den dårlige stemning. Han satte sig glad ved siden af mig og prøvede at overbevise mig om, at han var min nye far. Det gjorde det endnu værre. Jeg begyndte at græde hjerteskærende: – Min far er død, og man kan ikke bare få en ny far, min far kan ikke erstattes. Jeg kastede mig ned på sofaen og tudbrølede. Victo så medlidende på mig og gav mig et nystrøget lommetørklæde. Da Hans kom ind, så han forskrækket ud. Jeg følte mig helt alene i verden og tænkte på, hvorfor jeg var blevet født. De hviskede sammen og lod mig ligge, til der var aftensmad. Jeg havde fået at vide, hvor børnehjemmet i Egedesminde lå. Dagen efter tog jeg på besøg, og hvor var det dejligt. Det var en

128

tro kopi af vores børnehjem. Jeg for op ad kældertrappen og sagde hej i køkkenet. – Jeg er fra børnehjemmet i Godthåb, fortalte jeg glædestrålende. – Jamen, Terna er derinde, sagde de. Det var dejligt nemt, for sproget på børnehjemmet i Egedesminde var også dansk. Jeg vidste lige, hvor Terna var i privaten og sikke en gensynsglæde. Hun savnede os i Godthåb, for som hun betroede mig, så var de her børn virkelig nogen, der trængte til at komme på børnehjem og ikke så nemme som os. Det forstod jeg ikke helt, men det var underligt at se en indhegnet legeplads. Det var på grund af de løsgående slædehunde, fik jeg forklaret. Jeg var med ved te-pausen, hvorefter jeg løb hjem igen i højt humør. Nu havde jeg fundet mit frirum i Egedesminde. En af Jørgens søstre hed Judithe. Jeg syntes, det var et mærkeligt navn, men hun var så sød og ville gerne snakke med mig, selvom hun ikke var så god til dansk. Hun gik smilende op i soveværelset, og lidt efter kom hun tilbage med uindpakkede gaver til mig. Hun viste mig dem i sin hule hånd, pegede på mig og sagde: – Til dig. Det var en medaljon, en råhvid dame i silhuet limet på et ovalt stykke rav og med tilhørende ørenringe. Jeg kiggede på det yndige smykkesæt. Mens jeg måbende beundrede det, sagde hun flere gange: – Tammajuitsussat. Victo prøvede at forklare hvad det betød, og det var noget i retning af »et minde fra mig, som du aldrig må miste«. Jeg blev glad og rørt. – Vi skal have håndklæde og sæbe med. Victo rakte mig det, vi skulle bruge. Der var ikke badeværelse i huset, så vi måtte gå over i badeanstalten, når vi skulle i bad. Det var et brunt træhus. Alt var bygget af træ. På gulvet var der planker med mellemrum, hvor vandet kunne sive ud. Der var flere brusere på rad og række

uden forhæng, en række træbænke, hvor man kunne sidde og tørre sig, og så var der knager til tøjet. Det var dejligt at komme ud i den friske luft efter turen i badeanstalten og føle sig ren. Mor havde travlt med at pakke alt det sammen, der hørte med til en telttur. Vi skulle på en mini-ferie i naturen. Vi sejlede med Jørgens bror, Aksel, og hans familie. Aksel havde en lille motorbåd. Vi roede ud til motorbåden i en jolle, som blev hægtet bag på. Det så sjovt ud, det var, som om den hoppede efter motorbåden. Da vi nåede en stor bugt, stoppede Jørgen motoren. Nogle få stykker ad gangen blev vi roet ind til land. Vi skulle hoppe fra robåden og ind på de bare klippefremspring. Der blev fundet gode pladser til teltene, de voksne pakkede ud, mens vi børn fik en skibskiks og en sodavand. Bagefter sprang vi rundt på klipperne og legede, før vi fik besked på at samle lyng til bålet. Primussen var tændt, og kedlen med vand kogte, så vi kunne få kaffe og te. Der var en anden familie, der havde slået et telt op i nærheden. De havde nogle drenge på vores alder, og de legede med Hans. De havde lov til at tage robåden, når de ville ud og fiske, eller når de bare havde lyst til at padle rundt. Efter at have iagttaget dem i nogle dage, fik jeg Victo til at spørge, om jeg måtte prøve en tur. De nikkede, jeg blev pegende henvist til at sidde på det midterste bræt i robåden. Jeg rykkede lidt ud til den ene side for at kunne se havbunden i det klare, grønne vand. Det var underligt at se havbunden så klart, det var, som om jeg kunne røre den. Jeg fik øje på en uvak og en ulk. De to drenge sagde noget til mig. Jeg svarede på dansk, at jeg ikke kunne grønlandsk. De kiggede noget på mig, så hviskede de sammen. Jeg smilede til dem. De begyndte at vippe robåden fra side til side. Først forsigtigt, så hurtigere og hurtigere.

Jeg sagde, de skulle lade være, men det forstod de ikke. Da jeg blev bange for, at vi skulle kæntre, vippede båden så meget, at der kom vand ind. – Stop! Jeg råbte, og Victo, der havde fået øje på drilleriet inde fra land, skyndte sig at hente mor. Jeg var begyndt at græde, og mor råbte en masse til dem, så de roede mig ind. Victo slog armene om mig, og vi gik op til teltene og fik en kop te og Mariekiks. På vej tilbage til Egedesminde stoppede vi ved nogle øer, hvor vi kunne samle måge- og terneæg. I en tom tørmælksdåse fik jeg samlet nogle æg til Jørgens mor. Hun var altid så sød ved mig, men var blevet for gammel til at tage med på sådanne ture. Det syntes jeg var synd, så dagen efter vi kom hjem, var jeg oppe hos hende med æggene. Hun blev rigtig glad. – På onsdag kommer kystskibet Jutho, som du skal sejle tilbage til børnehjemmet med, sagde Jørgen. Han var den, der var bedst til dansk. Min mor var begyndt at vaske mit tøj i en vaskebalje udenfor. Hun gnubbede vasketøjet på vaskebrættet. – Åh nej, hvorfor må jeg dog ikke blive, tænke jeg. Jeg var glad for at lege med Victo og hundehvalpene, og det gik fremad med at forstå hinanden. Om aftenen, da vi var kommet i seng, var jeg bare så ked af det. Hele familien, også min farbror og min nye familie gennem Jørgen var nede og vinke farvel. Jeg kan slet ikke huske, hvem jeg fulgtes med hjem på skibet, eller hvordan turen var – så ked af det var jeg.

Ferie i Qooqqut Benze havde igen brugt sine gode forbindelser, så vi alle sammen kunne komme på sommerferie i Qooqqut. Vi sejlede igen med lægebåden. Der var flot i Qooqqut, og pludselig kunne jeg kende stedet. Det var der, jeg havde været på sommerferie med

129

Ferie i Qooqqut. Jeg, Benze og Sâmo.

min mor, far, søskende og min kusine Bibi, da jeg var fire år. Alle os store piger skulle sove på madrasser i et lille bitte træhus. Der var ikke plads til andet end madrasser på hele gulvet, og vi kunne knapt nok stå oprejst derinde. Vi sov under tæpper, som skulle rystes hver morgen, før vi hjalp hinanden med at lægge dem sammen. Der lød høje skrig, når vi gjorde vores morgentoilette, for der var ikke varmt vand, kun iskoldt vand fra en brønd. Vi hældte det op fra en vandkande i et emalje-vaskefad. Det var koldt, selv tandbørstningen var en gyser. Manden, der bestyrede Qooqqut, var islænding. Han havde et par straffefanger til at arbejde for sig, mens de afsonede deres dom. De arbejdede med markerne, fårene og haven, hvor der voksede roer, salat og radiser. Den ene af fangerne havde sin kone og børn med derinde. Da vi fik at vide, at de var straffefanger, blev vi betæn-

130

Qooqqut.

kelige, men da vi lærte dem at kende, var de bare nogle rare mænd. De sagde ikke så meget, men de var flinke til at lade os prøve at ride på den lille, søde, islandske hest, de havde derinde. Fårene græssede på fjeldskråningerne. Når vi gik op i fjeldet, var det dejligt, at fårene havde trådt stier, som vi kunne følge. Stierne gik langt omkring. Når vi mødte fårene, »mæede« vi om kap med dem. Ved indsejlingen til Qooqqut er der på venstre side et meget højt fjeld. Før toppen skråner det i en meget stor flade mod vandet. Vi prøvede flere gange at nå toppen, men det lykkedes ikke. Det var også svært at høre, når der blev råbt, at vi skulle spise. Ud over råbene blev der også ringet med en klokke, og når den lød, var det sjovt at løbe ned ad fjeldet. Nogle steder var det svært at styrte afsted, for der var meget høj vegetation af pilekrat. Der var som en lilleputskov, der var sjov at lege gemmeleg i.

Vi lægger tæpper sammen.

131

– Hov, hvad er det? sagde vi næsten i kor. Vi kunne ikke se noget. Vi plukkede videre. Så hørte vi igen klokkelyden tættere på. Vi kiggede op, og pludselig kom en flok rensdyr til syne på toppen af det nærmeste fjeld. Vi sprang op og flygtede skrigende tilbage til elven. Aldrig før var vi kommet så hurtigt over elven. Nogle af os fik da også en våd sok.

Hønsehuset, hvor vi sov. I baggrunden huset, hvor fangerne boede.

Der var også en stor kornmark. Til den ene side var der en sti, der førte fra islændingens hus og ned til en rød bygning. Marken var indhegnet, og der var en låge. Efter der var høstet, var det sjovt at løbe om kap på hver sin side af hegnet. Høet kom op på høloftet, og der måtte vi også godt lege. En dag, hvor nogle af pigerne legede rigtig godt deroppe, hørte vi pludselig en masse larm. Vi løb afsted, fulgte lyden og da vi kom, var der sat slagteborde op. Oven på bordene lå lam, der blev slagtet. Drengene stod i en rundkreds og fulgte ivrigt med i slagtningen. Vi tøser skreg og skyndte os tilbage i høet for at lege med vores dukker. I den røde bygning var der køkken, spisestue og et bryggers, som vi brugte til badeværelse. Der var også et par voksenværelser, og på højre side af huset var der et brændeskur. Inde i bunden af brændeskuret stod der sækkevis af kartofler. Sultne som vi altid var, fandt nogle af drengene

132

på at snuppe kartofler, som de skrællede med deres spejderdolk. Vi smagte nogle skiver rå kartoffel, og det smagte godt. Til højre for marken løb en bred elv. Ved udløbet til havet var det nemt at springe over fra sten til sten, når det var lavvande. Der var flot og frodigt ovre på den anden side. Både der og i hele Qooqqut måtte vi løbe frit omkring. Vi plukkede sortebær og blåbær, nogle gange fandt vi tyttebær. Vi spiste løs af bærrene, som gav os blå læber og mørke tænder. Når vi var tørstige, drak vi af elven, og indimellem kunne vi se, når laksene sprang i den. Duften af den grønlandske sommer var herlig. Vi plukkede løs af qajaasat, grønlandsk post, hvis hvide blomsterranker dufter så dejligt. Der var også masser af de lilla niviarsiat, gederams. En af de dage, vi var kommet ret langt væk på den anden side af elven, opslugt af at spise sortebær og blåbær, hørte vi pludselig lyden af små klokker.

En dag var der uro omkring bordet, der blev spurgt rundt. Det var spisetid, alle havde sat sig, og der var optælling som altid. Og endnu en optælling. De voksne begyndte at hviske sammen, så helt forvirrede ud. Vi så rundt på hinanden og opdagede, at vi manglede en. Straks fandt vi ud af, at det var lille Kristine. – Hvem har været sammen med hende? Vi kiggede spørgende rundt på hinanden. – Det har jeg, sagde Dorthe med spag stemme. – Hvor henne? spurgte de voksne som med en stemme. – Ovre ved elven, sagde Dorthe, mens hun kiggede ned. – Åh nej, det er højvande, sagde Benze højt, imens hun kiggede på sit armbåndsur. – Hent David og sig, han skal tage hesten med, råbte hun til en af kiffakkerne. Alle rejste sig og løb ned til elven. David overhalede os hurtigt med hesten. Nede ved elven fik vi øje på en grædende lille Kristine. – Der er hun, råbte vi og vinkede til hende. Nu kom de voksne endelig, og David fik besked på forsigtigt at hente hende. Det var blevet højvande, elven brusede, og overgangen, hvor vi plejede at hoppe fra sten til sten, var dækket af den brusende elv. David balancerede hjemmevant på hesten over på den anden side af elven. Da han kom frem til lille Kristine, løftede han hende varsomt op, hun tørrede øjnene og smilede. Hun fik lov til at ride med hjem til spisehuset, men før der blev sagt »vær

så god,« og vi fik lov til at spise, fik vi en opsang og besked på altid at sikre os, at dem, vi fulgtes med, nu også var kommet med hjem. De største drenge så glade ud. De havde nemlig fået lov til at låne robåden og tage ud og fiske torsk. Vi fulgte dem med øjnene, sikke små de så ud derude midt i fjorden. Nogle gange havde de torsk nok til, at vi kunne få dem til aftensmad. Straffefangernes hus lå lige til venstre for det røde hus, hvor vi spiste. Davids kone var altid hjemme. De havde nogle mindre børn, jeg kan ikke huske hvor mange. Dem legede vi lidt med, det var søde børn, og somme tider kom vi med indenfor i huset. Der var rart derinde, vi fik en kop te og kunne også få redt vores hår, men de kunne absolut ikke dansk, så det gav sig selv, at vi ikke snakkede med dem. – Det brænder, det brænder, råbte vi, alt imens vi løb op imod røgen, men det viste sig bare at være islændingen, der fyrede op i noget sortebærlyng. Han stod for enden af en lang jordhøj. Det lignede et tykt rør, der var dækket til med tørv. For enden var der en tønde, og i den hang der lakseørreder på rad og række. Han forklarede, at det var lyngrøgede laks. Dem skulle vi have med hjem til vinterforråd, men vi fik lov at smage et lille stykke hver. Det smagte fantastisk. Da der var et par dage, til vi skulle hjem, havde vi alle sammen fået til opgave at plukke sortebær. De sortebær, vi plukkede, blev hældt i trækasser, som vi skulle have med hjem til børnehjemmet. De skulle bruges til efterårsforråd. – Ikke bare spise bærrene, kom det formanende fra de voksne, som havde deres øjne alle vegne. Blandt andet skulle bærrene bruges til sortebærdessert med mælk og sukker, sortebærgrød, sortebærsyltetøj – uhm, det var lækkert.

133

Alle var med til at pakke den sidste dag. Vi kunne ikke nå at lege, og det var svært at sige farvel til Qooqqut, dette dejlige ferieparadis. Det var også svært at få ordentlig plads på dækket, som var dækket med bagage og alle de kasser med sortebær og blåbær, vi havde plukket. Kasserne var ikke lukkede, så når vi så vores snit til det, snuppede vi en håndfuld sortebær. Men det blev hurtigt opdaget, og så holdt kiffakkerne vagt om dem. Efter omtrent fire timer ankom vi til kolonihavnen, hvor en lastbil hentede alt, hvad vi havde med hjem. Børnene og kiffakkerne gik hjem til børnehjemmet. Nogen tid efter hjemkomsten vågnede jeg en nat. Det kløede voldsomt i min højre armhule, og jeg fik kløet så meget, at jeg rev huden til blods. Senere begyndte det at gøre meget ondt i armhulen. Jeg havde fået betændelse, og Benze sendte mig på sygehuset til undersøgelse. Min armhule var rød og ophovnet, fyldt med betændelse tre steder. Lægen ringede til børnehjemmet og fortalte, at de ville indlægge mig. Jeg havde fået nogle slemme bylder. Det viste sig, at jeg havde reddet mig bylderne i Qooqqut hos straffefangernes børn, så det var altså det, de fejlede. Jeg blev gjort klar til operation, blev lagt ind på en lille operationsbriks, hvor de rensede min armhule. Der stod en sygeplejerske og holdt mig i min højre arm, da lægen stak mig med noget bedøvende og sagde, at jeg skulle tælle til 100. Jeg talte og talte og begyndte at sprælle med armene. En sygeplejerske mere blev tilkaldt, så jeg blev fastholdt i begge arme. – Hun skal have et skud mere, hun er ikke til at bedøve. Begynd at tælle igen, blev der sagt. Jeg blev helt svimmel, og pludselig var jeg væk. Jeg vågnede ved, at nogle af mine skæbnesøskende ruskede i mig.

134

– Helene, Helene, vågn op, du er blevet opereret, sagde de, med deres hoved helt nede foran mit ansigt. Jeg var helt fortumlet, men de havde fået lov af sygeplejersken til at vække mig. Fra den dag af var de voksne endnu mere efter os, når det gjaldt at vaske hænder.

Tuberkulose Benze kaldte mig ind på sit kontor en dag i 1955. Hun havde fået besked om, at min mor var indlagt på Dronning Ingrids Sanatorium, kaldet Sana. Det gav et gib i mig, da jeg hørte, at min mor var tilbage i Godthåb. – Mor, mor, lød det som et ekko inde i mit hoved. Jeg kunne næsten ikke samle mig om det, Benze derefter forklarede. Dronning Ingrids Sanatorium blev indviet i 1954 og var et tuberkulosesanatorium, og min mor havde fået tuberkulose. – Åh nej, det var den frygtelige sygdom, min far døde af. – Børn under 14 år må ikke komme på besøg, fortalte Benze, men hun havde talt med overlægen, og han havde indvilliget i, at jeg måtte besøge hende engang imellem, fordi hun boede i Egedesminde, og der var så langt til Godthåb. Dagen efter gik jeg alene ned til Sana. Jeg var beklemt og ville godt have haft en til at følge mig, men det var jeg ifølge Benze for stor til. Der var langt derned. Undervejs lagde jeg mærke til, at der næsten alle vegne var gang i nybyggerier. De var ved at bygge etagehuse ved siden af den grønlandske kirkegård. Det gøs i mig, da jeg gik forbi, for både min far, farbror og bedstefar lå derinde. Jeg syntes altså, at det var forkert, at de byggede etagehuse så tæt på den grønlandske kirkegård. Endelig kunne jeg se Sana med de mange lave, gule bygninger. Jeg fandt hovedindgangen, og heldigvis kom der en

dansk sygeplejerske gående, og hun viste mig vej til afdeling D3. Det var en firesengsstue, min mor lå med ryggen til og hvilede sig. Jeg gik spændt hen og prikkede hende på skulderen, hun vendte sig søvnigt om: – Ah, Iliina? Så satte hun sig op og gav mig hånden. Jeg trak vejret dybt, kiggede hende genert i øjnene. I den stille gensynsglæde havde jeg svært ved at styre de tårer, der pressede sig på. Hun glattede dynen og viste mig sin mave, og nu kunne jeg se, at hun var gravid. – Hvornår skal du føde? spurgte jeg. – Juullingajalerpat, svarede hun og slog spørgende ud med hænderne. – Hvad betyder »juulli,« tænkte jeg. Hun smilede stadig til mig, alt imens hun lukkede lågen op til sit sengebord for at byde mig et bolsje. Jeg tog imod det, sagde tak, og hun nikkede til svar. Jeg fik en stol at sidde på, og vi nød lige så stille hinandens nærvær, selv om vi ikke kunne snakke sammen. Mor sagde noget til sine medpatienter, og ind imellem blev mit navn nævnt, og så kunne jeg regne ud, at hun præsenterede mig. Jeg smilede tilbage, så blev der helt stille igen. Efter en tavs halv time skulle jeg hjem igen. Da jeg kom hjem, skyndte jeg mig op på mit værelse og krøb sammen i fosterstilling i min seng. Det smertede i brystet, jeg græd lige så stille, indtil det blev mørkt. Jeg ville så gerne snakke med min mor, spørge hende mere om den mave, fortælle hende, hvor meget jeg havde savnet hende. Og jeg ville spørge, om jeg kunne komme med hende hjem, når hun blev udskrevet. Jeg ville gerne fortælle hende, hvor ensom jeg i virkeligheden var, selv om vi var mange børn på børnehjemmet. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at jeg tit græd mig i søvn. – Åh mor, tag mig med hjem, hulkede jeg inde i mig selv. Så lød klokken til aftensmad. Jeg skyndte mig at tørre øjnene og listede ned i spisestuen. Jeg kom som

en af de sidste, det føltes, som om alle kiggede på mig. Inden Benze gav os lov til at spise, fortalte hun de andre, at min mor var blevet indlagt på Sana. Agnethe gav min hånd et lille klem under bordet, de andre skævede til mig. Jeg rødmede og var lige ved at græde igen. Efter aftensmaden kom de store piger med mig op på værelset for at høre mere om den store nyhed. Jeg fortalte, at min mor ventede sig, men jeg vidste ikke hvornår præcist. Instinktivt følte vi altid dybt med hinanden, når der var sket noget med vores familier. Der var altid fuld opbakning, selv om det var meget svært at snakke om. Vi turde heller aldrig åbne os helt og holdent for vores kammerater, og slet ikke for de voksne. Der blev aldrig den fulde fortrolighed, som vi inderst inde ønskede at have – bare med ét menneske. Men det var dejligt at blive strøget over kinden og få at vide, at det var synd for mig. Min mor fødte min lillesøster Rissa den 7. december 1955. Jeg måtte ikke tage ned og se hende, før der var gået en uges tid. Da jeg kom på besøg, måtte jeg heller ikke være i det rum, hun var i, på grund af smittefare, så jeg kunne ikke se og røre hende rigtigt. Jeg skulle stå foran en glasrude, og så var der en, der ledte efter hende, for der lå en masse andre små, sorthårede babyer. Endelig fandt de hende og tippede hendes babyseng lidt op, så jeg kunne se hendes ansigt. Hun så virkelig sød ud med store, brune øjne og meget tæt, sort strithår. En dag før jul fik jeg uden videre besked om, at min mor og lillesøster var rejst hjem til Egedesminde med det sidste skib. Da jeg kom i seng, blev jeg igen grebet af en dyb ensomhedsfølelse, jeg var ulykkelig og tænkte, at nu var alt håb ude. Jeg kunne ikke længere drømme om at flytte hjem til min mor og søskende. De var rejst fra mig igen.

135

1957-1960 Lillebror Hans dør I 1955 blev der bygget et nyt lægeskib. Det var bygget til tuberkuloseundersøgelser, hele befolkningen på Grønland skulle undersøges. – Alle skolebørn skal også undersøges, fik vi at vide i skolen. Det var vi meget spændte på. Det var en lang tur, når vi klassevis gik, to og to på række, fra Seminarieskolen og ned til skibshavnen, hvor det nye lægeskib Misigssût lå til kajs. Det var indrettet med moderne røntgenudstyr og sejlede fra by til by med læge og sygeplejerske ombord. – Når vi kommer ned til skibet, skal vi røntgenfotograferes, og så skal vi stikkes i armen, fik vi at vide. Da vi endelig efter en halv time nærmede os skibshavnen, kunne vi se skibet. Umiddelbart lignede det en miniudgave af passagerskibet Umanak. Jeg syntes, det så sødt ud. Da vi nåede ned til kajen, var det lavvande, så landgangs-

broen hældede stejlt nedad. Det kildede i maven og føltes usikkert, når jeg kiggede ned i vandet mellem skibet og kajen. Da vi kom ombord, skulle vi vente i en lang række, inden vi skulle tage blusen af og gå ind i et mørkt rum. Her skulle vi stå med brystet helt fremme på en kold og blank plade. Så blev vi bedt om at trække vejret dybt ind og holde det, indtil det sagde klik inde bag glasruden, hvor sygeplejersken stod, iført et tungt hvidt blyforklæde. Så skulle vi stå i kø igen og trække venstre ærme op for at blive stukket på underarmen. – Av, tænkte jeg, men det gjorde slet ikke så ondt, som jeg troede. Det var en meget tynd nål, som de sprøjtede serum ind med, så de senere kunne se, om der kom en reaktion, en bule, som ville angive, om vi havde tuberkulose.

Min lillebror Hans var den eneste dreng i søskendeflokken. Han fik vores fars navn som mellemnavn: Henrik. Hans Henrik Kristoffersen blev født den 3. november 1946. Han var lysere i huden og hårfarven, han var faktisk mørkeblond med store, lysebrune øjne, men med lige så stridt hår som Victo og jeg. Om vinteren, to år gammel, blev han fotograferet udenfor vores hus sammen med en jævnaldrende pige og hendes mor. Den lille pige var hans kæreste, blev der sagt. Jeg hørte også om en dreng fra Islandsdalen, som de kaldte for min kæreste. Jeg blev dybt fornærmet, selv om jeg ikke vidste, hvad en kæreste egentlig betød, men bare den drillende måde det blev sagt på – og så de høje grin, der fulgte – var nok til at fornærme mig. Det var skik, at den person, der var født tættest på ens egen fødselsdag, blev kaldt ens kæreste. Da Hans begyndte at gå, syede min mor matrostøj til ham. Hver gang han voksede ud af det, syede hun selvfølgelig noget nyt. Matrostøj var højeste mode til drenge dengang. Senere syede min mor hvert år en ny hvid anorak til ham. Om vinteren havde han en hue med klapper, som kunne slås ned og snøres sammen om ørerne, og så var der en klap over panden, som kunne slås ned over øjnene i snestorm. Hans var en frisk dreng, som altid var ude at lege med sine kammerater. Han var den, der af udseende lignede vores mor mest af os tre søskende. Han var bare lysere end hende. – Hansi, sagde mor altid når hun kaldte på ham. Det lød meget nemmere end at sige det på den danske måde.

Kunuunnguaq boede i et stort rødt hus, skråt nedenfor min stedfars hus i Egedesminde. Han var en af Hans’ klassekammerater. I sommeren 1957 havde Kunuunnguaq fået en splinterny cykel. Hans var tit nede at lege med ham og fik selvfølgelig også lov til at låne hans cykel. Det var svært at lære at cykle, og selv da der begyndte at komme sne, skiftedes de to drenge til at cykle frem og tilbage imellem deres hjem. Men det var blevet glat. Vejene blev fyldt op med store, skarpe klippestykker ved skråningerne. Oven på disse blev der lagt grus. En efterårsdag gled min lillebror så uheldigt på cyklen, at han trillede ned og ramte de skarpe klipper, og det gik hårdt ud over maven. Han blev opereret fire gange, men blev stadig svagere og svagere. Jeg gik på børnehjemmet i Godthåb og anede ingenting. Den 20. oktober 1957 blev jeg kaldt ind på Benzes kontor. – Hvad skal jeg nu? tænkte jeg. Jeg blev bedt om at sætte mig ned på stolen foran skrivebordet. Benze var meget alvorlig. Foran hende på skrivebordet lå et telegram. – Der er kommet et telegram til dig, indledte hun. Så læste hun telegrammet op: – Hans væltet på cykel stop opereret i mave fire gange stop død klokken 18.00 stop den 19/10-57 stop Magdalene, Jørgen, Victoria stop. – Stop, stop, stop, tænkte jeg. Det kan ikke passe, det var ikke det, hun læste. Han er kun 10 år, han kan ikke være død. Jeg sagde ikke noget, men mine tårer begyndte at trille ned ad kinderne. Jeg lod

137

dem bare trille og tænkte som det første på, hvorfor jeg dog ikke havde ladet ham låne mine nye gummistøvler. Tiden stod stille. Vi rejste os, jeg gik søvngængeragtigt op på mit værelse, kastede mig på sengen og græd i stride strømme. Store Kristine, Agnethe og Bodil kom og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fremstammede, at min lillebror var død. De forstod ikke rigtigt, hvad jeg mente. – Det kan ikke passe, børn kan da ikke dø, det er kun de gamle, mumlede de. – Åh nej, Hans er død, kun to uger før hans 11 års fødselsdag. Stakkels mor, Victo og Rissa. Men Rissa kan nok slet ikke forstå noget som helst, hun bliver først to år i december.

Konfirmation – Følgende skal begynde at gå til præst: Bodil, Ane Sofie, store Kristine, Agnethe, Regine, Dorthe og Helene – vores navne blev læst op. – Gå til præst, gentog jeg spørgende for mig selv. Jeg kunne godt huske, da de store børn på børnehjemmet blev konfirmeret, men at de først skulle gå til præst, havde jeg ikke observeret. Datoen for konfirmationen var sat til den 20. april 1958, og straks blev jeg mødt af smil fra de andre. Det var dagen før min fødselsdag, så jeg skulle fejres to dage i træk. Konfirmationsforberedelserne foregik i et af klasseværelserne på seminariet. Vores danske præst, Mads Lidegaard, skulle forberede os på konfirmationen. Der var salmebøger i klasseværelset, og han havde Det nye Testamente med. Vi havde ham til religion i forvejen, og han var bare så rar og dejlig humoristisk. Der var tre andre fra den danske skole, som skulle konfirmeres sammen med os syv fra børnehjemmet. Det var Jette Linde, Sonja Hansen og Margaret Mikkelsen. Margaret kendte vi

138

bedst, for hun var tit oppe på børnehjemmet og lege med os, og vi havde også været hjemme hos hende flere gange. Det var også bare dejligt, vi var et rent pigehold. Fadervor kunne vi alle sammen udenad, det var værre med trosbekendelsen. Den skulle vi øve os på derhjemme, men det var ikke så svært for os på børnehjemmet, for der var altid en af de syv, der ville være med til at øve. Benze sagde, at vi selv kunne komme med ønsker om, hvordan vores konfirmationskjole skulle se ud. Kravet var, at den skulle gå til lidt over anklerne, have en lille rund krave og korte ærmer. Jeg tegnede min kjole med et indsyet bånd, som skulle danne en skillelinje mellem bryst og liv. Midt på tegnede jeg en stor sløjfe med lange sløjfebånd, der gik fra brystkassen og lidt ned under bæltestedet. Fra taljen rundede vidden på nederdelen udad. Vi var nede i KGH og vælge det hvide, hulmønstrede bomuldsstof sammen med vores syerske, Gertrud. Vi var helt oppe at køre. I KGH’s manufakturafdeling lå stofferne lag på lag, rullet i uendelig mange meter. Da Gertrud kom til min konfirmationskjole, hang jeg på det nærmeste op og ned ad hende, mens hun skulle måle mig. En anden dag var vores danske barneplejerske, frk. Erna, med os nede i KGH for at finde vores sko til konfirmationen. De skulle selvsagt være kridhvide, men vi måtte selv bestemme, om vi ville have en sko med lidt høj hæl, hvor hælen var fri og havde en rem over, så man kunne se lidt af storetåen – eller om det skulle være en lukket sko, der også havde lidt høj hæl på. Jeg valgte det sidste. Vi fik målt vores livvidde, for vi skulle også have en hofteholder og et par nylonstrømper. Jeg kunne for alvor mærke, at vi var på vej ind i de voksnes rækker. Da jeg var på sommerferie i Egedesminde sommeren før, havde jeg plaget min mor om at få lov

til at få langt hår. Jeg var så misundelig på min storesøsters lange tykke fletninger. Mor forklarede, så godt hun kunne, at hun ikke vidste, om hun kunne give lov til det. Efter jeg kom tilbage fra ferien, fik vi en dag at vide, at vi skulle huske at gå lige hjem fra skole næste dag, for frisøren ville komme op til os som sædvanlig. Men nu skulle det være. I et roligt øjeblik, hvor Benze var gået ind til sig selv for at få to dråber kaffe, tog jeg mod til mig. Jeg bankede forsigtigt på døren. – Kom ind, lød det. Benze smilede, da hun så mig. Jeg sagde, at jeg ikke ville klippes. Straks så hun alvorlig ud. Jeg fremførte, at når Ane Sofie og store Kristine måtte have skilning, så ville jeg have langt hår ligesom min storesøster. – Ja, men alle piger her på børnehjemmet har lige kort hår, og sådan skal det være. Jeg tog endnu mere mod til mig og sagde, at min mor havde sagt, at jeg godt måtte få langt hår. Pinlig tavshed. – Jamen, så må vi bruge det som undskyldning, hvis de andre piger begynder at plage om at få langt hår, sagde Benze. – Tak, sagde jeg, idet jeg vendte om på hælene og løb op på mit værelse og smed mig i sengen for at sunde mig. – Jeg har fået lov, jeg har fået lov, kørte det inde i hovedet på mig. Da dagen oprandt, og damefrisøren kom, kaldte de på mig og sagde, at nu var det min tur. – Jeg skal ikke klippes. – Jo, du skal, påstod de andre, indtil Benze måtte træde til og forklare vores aftale. – Kæledægge, fnøs Regine til mig. Jeg løb op på vores værelse. Jeg holdt spændt rede på hver centimeter, mit hår groede. Tæt på konfirmationen kunne jeg med fryd tage hen i Oles Varehus og købe et par hvide sløjfer og en pakke sorte hårklemmer for mine lommepenge. Store Kristine og Ane Sofie havde

købt hver et hvidt hårspænde – Margaret havde en hvid sløjfe i sin hestehale. Da de danske piger begyndte at snakke om de gæster, de skulle have til deres konfirmationsmiddag, tænkte jeg bedrøvet på, at jeg ikke kunne få min mor, stedfar og søskende med, men så kom jeg i tanke om, at jeg da kunne få min moster Sofiaaraq og onkel Hans med, selv om jeg ikke kunne snakke med dem. Efter skoletid bankede jeg på hos Benze. Hun var ikke i stuen, men sad ved skrivebordet i sit soveværelse. Jeg fortalte hende ligeud om min gæsteplan til konfirmationen. – Ja, men jeg har sendt invitationer ud. Alle, der ikke har deres mor i byen, skal have de danskere med, som I er barnepiger hos. Du skal have hr. og fru Gilberg med, sagde Benze. I et splitsekund blev jeg stum, så sagde jeg, at det var i orden med hr. og fru Gilberg, men der kunne vel også blive plads til min moster og onkel, da de var den eneste og nærmeste familie (jeg vidste af), som jeg havde i Godthåb. Men der var ingen kære mor, der var ikke plads til flere gæster, og desuden var min moster og onkel jo grønlændere. Jeg for op på vores værelse, dybt skuffet. Der sad Agnethe, og vi stillede os hen til vinduet, skulder ved skulder, og kiggede bare ud over byen. Vi snakkede om, at vi var kommet hjem til Grønland, men alligevel følte vi os ikke hjemme. Agnethe var tit stukket af, hjem til sin mor. Mange gange havde hendes storesøster fulgt Agnethe grædende hjem til børnehjemmet. Hvad var der ved at være hjemme? Agnethe ventede på svar om, hvorvidt hendes mor overhovedet måtte komme med. Agnethe ville være damefrisør, så hun skulle måske i lære hos den unge damefrisør nede i byen. Hendes plan var at starte med at bo hos sin ældste søster i byen. Søsteren var blevet gift med en dansk håndværker, og Agnethe ville i hvert fald ikke bo et sekund længere end

139

nødvendigt på børnehjemmet. Jeg tænkte på, om jeg nogensinde ville slippe ud. Da vi blev vækket om morgenen på konfirmationsdagen, for vi hen til vinduet for at se, hvordan vejret var. Det var det fineste solskinsvejr. Jeg gik hurtigt i bad og tørrede ikke håret helt, for så kunne jeg bedre flette mine fletninger rigtig stramt. Med tungen lige i munden lavede jeg en meget lige midterskilning og tog den øverste del af fletningerne om bag ved ørerne. Dagen før havde jeg strøget mine sløjfer til håret. Jeg satte de sorte hårklemmer i, så de sad tæt hele vejen ned fra midterskilningen, ned til øret, så intet hår strittede ud. Så kunne jeg binde sløjferne. Perfekt. Jeg placerede fletningerne foran, og de nåede helt ned til mit kraveben. – Kom nu Helene, Benzes kørelærer er kommet i sin bil, råbte de andre efter mig. Jeg tog hurtigt min frakke på og gik meget forsigtigt ud til de andre i mine hvide sko. Det var heldigt, at vejen endnu var dækket af sne, ellers var vores hvide sko blevet beskidte. Benze kørte med på den tur, hvor jeg var med. Meier havde allerede kørt de første konfirmander ned til kirken. Der var mange i kirke fra den danske skole, nogle af vores lærere var også dukket op. Konfirmandinderne skulle hænge frakkerne på knagerne i våbenhuset. Spændingen var på sit højeste. Der var opsat klapstole helt oppe ved koret, og der blev vi vist op. På rad og række sad vi, enten generte eller storsmilende, i vores fine konfirmationstøj. Det var meget højtideligt. Præsten gjorde tegn til, at vi skulle op at stå foran alteret, det var tid til at sige trosbekendelsen i kor. Vi klarede det. På vej tilbage til vores stole fik vi mange smil. Efter højtideligheden gik vi lettede ud og tog vores frakker på. Udenfor kirken blev der udvekslet telegrammer, og da vi kom hjem, kunne de for alvor beundre vores fine konfirmationskjoler. Efter kirkegangen var der en let frokost og kaf-

femik for danskere. Derefter fik vi vores konfirmationsgave af Benze, som var et armbåndsur. Mit var med en sort rem, der passede nøjagtigt om mit håndled. Fra min mor og stedfar fik jeg et Dagmarkors i guld med en guldkæde. Fra mine plejeforældre i Danmark fik jeg et smykkesæt i perler, bestående af en halskæde med tre perlerækker, et tilhørende armbånd og ørenringe. Da gæsterne kom, fik jeg blandt andet en hvid og en lyserød underkjole, nylonstrømper, en portemonnæ og penge. Vi bredte vores gaver ud på hver vores seng, som i dagens anledning havde nyrullede, kridhvide damaskdynebetræk. Dengang boede jeg lige oven over Benzes lejlighed sammen med Agnethe, Store Kristine og Regine. Der var et leben, da gæsterne kom. Vi skulle byde velkommen ved at give hånd og neje, vise vores værelser og gaverne frem. Lili og Emil var inviteret med, og vi kredsede om dem. Det var knap så interessant, at vores rektor Knud Binzer var med, og ligeså et par landsrådsmedlemmer og deres fruer. – Dem kender vi jo ikke engang særlig godt, tænkte jeg. Jeg var placeret ved spisebordet, der stod mod væggen med den faste bænk. For bordenden var der en femarmet messinglysestage, og der var enkeltstående lysestager på alle borde rundt omkring. Yderst på vores bænk sad først lille Kristine, derefter sad hr. Gilberg, som jeg var barnepige hos, ved siden af mig sad Benze, så kom Gâba, og ved siden af ham sad rektor Binzer. Det var nok, fordi Gâba var hjælpedreng hjemme hos dem, at han sad ved siden af rektor. Gâba hjalp til med at hente kul. Efter middagen blev der dækket op til kaffe både i spisestuen og i Benzes stue. Vi konfirmander havde den dag det privilegium, at vi måtte komme og gå, som vi ville, i Benzes stue. Med en lille cigaretbakke i

Konfirmation. Regine, store Kristine, Jette, Margaret, Ane Sofie. Jeg sidder mellem Jette og Margaret, men kan næsten ikke ses på billedet.

140

141

hånden fik vi lov til at byde rundt på en cigar eller en cigaret. Det må have været et stort arbejde på børnehjemmet med syv konfirmander på en gang. Måske er det derfor, der ikke findes noget billede af den store dag, ikke engang et gruppebillede, men på andendagen blev vi fotograferet hver for sig i vores fine andendagskjoler. Vi mødtes med de få andre konfirmander i byen, gik en tur ud af Skibshavnsvej, hvor vi soldede nogle af vores penge op i kiosken. Søndagen efter skulle vi til alters for første gang, så vi havde fået besked på at møde op i kirken. Det var underligt at skulle op og knæle ved alteret. Altervinen var jeg lidt betænkelig ved, om jeg kunne drikke. Da præsten skulle til at putte oblaten ind i min mund, tog jeg den ud af hånden på ham, for jeg skulle lige se, hvad det var, jeg puttede i munden. Jeg kunne høre nogle af de andre fra børnehjemmet fnise nede på bænkene. Det tog da også sin tid, før oblaten smeltede i munden på mig. – Det er da noget underligt noget at spise, tænkte jeg.

Indlagt I efteråret 1958 blev jeg indkaldt til samtale på Dronning Ingrids Sanatorium. Min storesøster var på det tidspunkt i Godthåb som butikselev. Jeg havde spurgt hende, om hun ville følge mig ned til Sana. Jeg var i den sidste tid begyndt at hoste meget. Det var den 16. oktober, Victo kom og hentede mig på børnehjemmet, og vi fulgtes derned arm i arm. Det var dejligt vejr, årets første sne dalede lige så stille, og det var dejlig koldt. Mens vi ventede ved indgangen til Sana, fik jeg igen et hult hosteanfald, hvortil Victo bemærkede: – TB-eqqinnaaq. – Hvad betyder det spurgte jeg? og hun svarede:

142

– Det lyder fuldstændig som TB (tuberkulose). Vi grinede af den bemærkning, mens vi ventede på trappetrinnet foran indgangen til røntgenafdelingen. Jeg blev kaldt ind på overlæge Krebs Langes kontor. Han gav hånd og sagde: – Goddag Helene, du er blevet undersøgt på Misigssût, og på dine lunger kan vi se en lille sort prik. Det betyder, at du har fået tuberkulose. Jeg sad lamslået og lyttede. Han satte røntgenbillederne af mine lunger op på en lyskasse og viste mig den lille prik på højre lunge. Den var kun lidt større end bollen over et å. – Det betyder, at vi er nødt til at indlægge dig her på Dronning Ingrids Sanatorium allerede i dag. Jeg fik forsigtigt spurgt, hvor længe jeg skulle være indlagt. – Du skal nok kun være indlagt i et par måneder. Jeg ringer til frk. Bengtzen og beder om at få dine toiletsager sendt ned. Nu kommer der en sygeplejerske og viser dig, hvor du skal ligge. Min første tanke var, at det var den sygdom, min far døde af. Victo fik lov til at følges med mig, da der kom en sygeplejerske for at følge mig ned ad de lange gange til afdeling D3, som fortsatte med endnu en lang gang med depoter, skyllerum, toiletter, kontorer og en dagligstue. Ved siden af kontoret var der en enestue, så fulgte flere firemands afsnit på hver side af gangen på afdeling D3. Gangen endte i en havestue med udsigt til Kookøerne og Sanabugten. Min sengeplads var helt nede ved siden af havestuen. – Her kommer Helene, sagde sygeplejersken til de andre patienter, som nikkede til mig. Så fik jeg udleveret en lang undertrøje, store underbukser og en knælang sengeskjorte. Efter at være blevet vist rundt på afdelingen og have hilst på sygeplejerskerne, skulle jeg gå i seng med det samme, og jeg måtte ikke komme op af sengen i de første tre måneder.

– Tre måneder, overlægen sagde, at jeg kun skulle være indlagt i et par måneder, tænkte jeg meget skuffet. Skulle jeg virkelig ligge i sengen i så lang tid? Da sygeplejersken var gået, begyndte de andre at snakke til mig på grønlandsk. – Gisp, hvad gør du nu? tænkte jeg. En dame præsenterede sig som Sofia, en ung pige som Jensine og en som Magdalene. Jeg nikkede og sagde forsigtigt: – Helene, mens jeg pegede på mig selv. Da jeg ikke turde sige mit navn på grønlandsk, begyndte de at snakke hurtigt sammen. For ikke at blive ydmyget mere end højst nødvendigt lagde jeg mig ned under dynen med ryggen til de andre og var meget tavs og ked af det. Jeg var så flov over, at jeg ikke kunne snakke grønlandsk. Der var ikke en eneste dansk patient. Sygeplejerskerne, lægerne og en af rengøringsdamerne var danske. De unge sygeplejersker var søde at snakke med, men der var en halvgammel sygeplejerske, der åbenbart syntes, at det var meget mærkeligt at jeg, som var grønlænder, slet ikke kunne snakke grønlandsk. Jeg følte, at hun mobbede mig. En dag inden stuegang spurgte hun mig med et falsk smil og på meget dårligt grønlandsk: – Aneerpit, har du været ude? Jeg gispede i mit stille sind og tænkte på, hvorfor hun talte grønlandsk til mig. I virkeligheden ville hun spørge mig: »Anarpit – har du haft afføring?« Det var så pinligt, for hun gjorde mig til grin overfor de andre patienter. Jeg var grønlænderen, der slet ikke forstod grønlandsk. Jeg kunne mærke hendes underforståede hoveren. Jeg følte mig meget lille. Det var meget hårdt at vænne sig til at få injektioner, en stor sprøjte og en meget tyk, lang nål, først om morgenen og så igen sidst på eftermiddagen. Det var lige på den øverste del af ballerne. Det gjorde ondt, og jeg fik også blå mærker af det. Det

var også slemt med morgenmedicinen, som jeg skulle have fra et lille medicinglas. Det var fyldt med medicin, der kaldtes »pas.« Det lignede chokoladekrymmel. Øverst lå der en lille grøn pille, så en rød og en lille hvid pille. Det smuldrede i munden på mig, det var svært at synke. Hver gang jeg skulle tisse eller have afføring, skulle jeg trække i klokken, og det var flovt. Der kom en sygeplejerske med en stor kold jernpotte med et langt håndtag og låg på. Det var meget besværligt. Jeg tror, det var derfor, min mave gik i stå, og det var derfor, de var så interesserede i, om jeg nu havde haft afføring. Jeg måtte heller ikke stå ud af sengen, kun når jeg skulle i bad en gang om ugen. Når der var stuegang, kom der en hel gruppe sygeplejersker og læger. De stod ved sengegavlen, spurgte hvordan jeg havde det, og ellers spurgte lægen hen over hovedet på mig, om jeg havde spist. Efter sådan en forespørgsel talte de om, at jeg var nødt til at tage på, så nu ville de give mig en hvidtøl til frokost. I starten var det meget sjovt, men efterhånden kunne jeg næsten ikke synke den hvidtøl. Ret hurtigt kom der en biblioteksvogn. Det var dødkedeligt at skulle ligge i sengen hele tiden, så jeg lærte efterhånden at låne mange bøger ad gangen for ikke at udgå for læsestof. Det var dejligt, når Victo kom på besøg. Hun havde altid noget med til mig, hun var butikselev i Godthåb kiosk. Jeg fik alt lige fra dåseferskener til ugeblade. Det bedste ved det hele var, at hun nu kunne snakke så godt dansk, at vi kunne kommunikere. Hun havde fået lov til at bo hos mors faster i nærheden af børnehjemmet. En sjælden gang imellem kom Benze på besøg. Der var altid nogle af mine skæbnesøstre eller skæbnebrødre med hende, de måtte skiftes til at være »de heldige,« der fik lov til at komme og besøge mig. De syntes, det var spændende.

143

– De er ikke rigtig kloge, hvis de synes det, tænkte jeg. Når jeg skulle røntgenfotograferes, var det på en anden afdeling på Sana. Det var et meget større røntgenrum end på lægeskibet. Først skulle jeg sætte mig på et lille klapsæde, som var fastspændt på en kæmpemaskine, der kunne hejses op og ned. I det sæde blev jeg hejst op. Røntgensygeplejersken tog et tungt hvidt blyforklæde på, hvorefter hun gik ind i et lille rum med et vindue og råbte: – Træk vejret dybt ind og hold det. Det var heller ikke sjovt, når jeg skulle aflevere en spytprøve. – Hvor ulækkert, tænkte jeg første gang. Jeg hostede og hostede for bare at få lidt spyt op, men der kom næsten altid for lidt. Da jeg endelig måtte komme op efter tre måneder, hjalp mine jævnaldrende nye veninder fra afdeling D3 mig. De tog fat under hver af mine arme og løb op og ned ad den lange gang med mig. Til sidst skulle jeg hoste, og så kom der en ordentlig spytklat ned i et reagensglas. Det var anstrengende, for sygeplejerskerne var ikke tilfredse, før der var kommet en ordentlig, grønlig spytklat. Det kneb også med at løbe efter så lang tids sengeleje. Det sjoveste var, at de holdt mig under armene, når vi løb derudaf. Det grinede vi højlydt af. Da jeg endelig havde fået lov til at være oppegående, kom jeg med ind på depotet for at låne noget af sygehusets tøj for oppegående patienter. En sygeplejerske holdt en kjole op foran mig for at se, hvad jeg kunne passe. Hun fandt en småtternet kjole i grøn og hvid i min størrelse. Jeg fik også nogle hjemmesko, men det var det samme kedelige undertøj, jeg skulle have på. Da alt var fundet frem, måtte jeg gøre mig klar til at være oppegående. Jeg tog et brusebad, hvorefter jeg skiftede til det tøj, jeg havde fået udleveret. Til sidst kom

144

jeg en masse vand i håret og flettede det i to stramme fletninger med et par grønne sløjfer i. Kort efter kom der en sygeplejerske og sagde, at jeg skulle begynde at gå i skole. Den var på en anden afdeling. Jeg blev fulgt derhen og hilste på læreren og de andre børn. Vi var elever mellem fem og 16 år, fem drenge og ni piger. Læreren, Josef Josefsen, viste sig at være kateket fra Kapisillit. Han kunne ikke ret meget dansk, og det kunne de andre børn heller ikke. – Det her kan de da ikke kalde skole, tænkte jeg. Vi lærte at tegne og male efter motiv, for eksempel en skål med frugt. Josef Josefsen forklarede med fagter og få danske ord, at jeg skulle lukke det ene øje i, sætte blyanten op foran det åbne øje for at danne mig et billede af størrelsesforholdene mellem de forskellige frugter i skålen. Timen efter skulle vi læse op af nogle grønlandske undervisningsbøger. Jeg nægtede at læse op, da jeg hverken kunne forstå eller læse grønlandsk – og jeg ville ikke være til grin. Så fik jeg lov til at læse i nogle danske bøger, der stod i værelset, som lignede et lille bibliotek. De fleste bøger lå stablet skævt på de alt for få hylder. Jensine, Magdalene og jeg kom tættere på hinanden, da jeg blev oppegående. Jeg fulgtes med dem til andre afdelinger, når de skulle hilse på nogen, de kendte fra deres hjembyer, Egedesminde og Jakobshavn. Sana var indrettet på den måde, at der var en hovedindgang, som førte op til en fælles, meget lang midtergang. Til venstre for hovedindgangen var røntgenafdelingen og kontorer, til højre gik der længer ud til siderne med forskellige navne, afdeling D1, A1 og så videre. Nogle af afdelingerne var til damer og store piger, andre var til mænd og store drenge. Der var også en speciel afdeling for små børn. Klods op af Sana var der en række nye blå og hvide rækkehuse i to etager med træk og slip-

toiletter. Der boede sygeplejerskerne og lægerne. På den anden side af sanatoriet var der nogle baraklignende huse i en enklave, som også var personaleboliger, men de havde kun lokummer og samme gule farve som Sanas bygninger. Jeg søgte nogen, der snakkede dansk. Der arbejdede en dame i blå kittel og hvidt, stivet forklæde. Hun gjorde blandt andet rent. Jeg spurgte, om jeg måtte hjælpe hende, og det måtte jeg meget gerne. Jeg vaskede gulvet i dagligstuen, og da jeg var færdig, gik jeg ud i skyllerummet og sluttede af med at hælde koldt vand i spanden for at skylle gulvkluden godt af og vride den og hænge den til tørre. Hun var fuld af beundring og spurgte mig, hvor jeg dog havde lært det. Jeg sagde, at det havde min plejemor Benze på børnehjemmet lært mig. Benze var meget grundig i sin praktiske oplæring af os, for hendes motto var: »Tænk hvis dronning Ingrid kom på besøg.« Jensine og Magdalene kom en dag og spurgte, om jeg ville med til begravelse. De forklarede, at en de kendte fra en anden afdeling var død. Vi fik tøj på og fulgtes ud ad den lange gang på sanatoriet, stille sluttede vi os til de andre, der langsomt gik ned, hvor kisten stod. En mand sagde noget på grønlandsk, så fulgte et par salmer, og til sidst bad de Fadervor, før kisten blev båret ud til en bil med lad. Der var en højtidelig og trykket stemning. En dag fortalte mine veninder, at en af deres bekendte skulle udskrives efter at have ligget omkring et år på Sana. Dagen efter skulle hun sejle hjem. Jeg fulgtes glad med dem hen på afdelingen for at besøge hende for sidste gang og sige farvel. Hun lå i sin seng, som stod helt op mod væggen i en firemandsstue. Vi var så mange indlagte med tuberkulose, at hun lå i »overbelægningen,« for hun skulle hjem dagen efter. Hun strålede af glæde.

Dagen efter kom mine veninder bestyrtede og hentede mig. De fortalte, at deres veninde var død. Jeg forstod ingenting, før en af sygeplejerskerne hviskede til mig: – Da vi ville vække hende til morgenen, reagerede hun ikke. De havde rystet hende på skulderen for at vække hende, men til deres store skræk opdagede de, at hun var død. Det var trist og uhyggeligt. Så skulle vi til endnu en begravelse. I de knap ni måneder jeg var indlagt, var jeg til i alt ni begravelser. Når vi havde sovet til middag på sanatoriet, fandt Sofie nogle gange sin harpe frem og spillede stille på den. Det var rigtig hyggelige øjeblikke. Harpen var sort. Når hun spillede, stillede jeg mig klods op og ned ad hende for at studere, hvordan hun spillede på den fine harpe. Samtidig tænkte jeg på, hvordan hun kunne transportere harpen, og jeg var noget overrasket, da hun til sin fødselsdag vendte harpen om og brugte den som bakke. Sofie var den ældste i vores afsnit på otte patienter, hun havde let til smil, men hun holdt også øje med, om vi nu gjorde, som vi fik besked på. Når jeg skulle have min medicin, havde jeg i lang tid brækfornemmelser, jeg kunne ikke få den ned. En dag jeg stod og fulgte med i, hvordan sygeplejersken gjorde vores medicin klar, stod der en tom æske tilbage, hvor der havde været pas i. Den skulle smides ud, og jeg spurgte, om jeg måtte få den. Jeg satte den ned i mit skab ved siden af sengen. Næste morgen, da jeg havde fået morgenmad og medicin på bakken, ventede jeg med at tage min medicin, til sygeplejersken var gået. Lige så snart hun var ude af syne, hældte jeg den forhadte medicin ned i min nyerhvervede æske, der kunne indeholde omkring en liter. Sådan gjorde jeg i lang tid, indtil Sofie opdagede, hvad jeg havde gang i.

145

– Det siger hun ikke noget om, for hun kan ikke snakke dansk, tænkte jeg. Jeg mente, at den hellige grav var velforvaret indtil en dag, hvor der var lidt flere til stuegang end sædvanligt. Pludselig spurgte en af sygeplejerskerne, om hun måtte se i mit skab. Jeg stivnede, Sofie fulgte episoden med øjnene, jeg sendte hende et ondt blik. Min næsten fyldte æske med medicin blev hevet op og overrakt til overlægen. Han åbnede den og begyndte et længere foredrag om, hvad jeg dog havde forestillet mig – om jeg troede, at jeg kunne blive rask ved at snyde med medicinen. – Det er kun dig selv, du snyder. Fra nu af skal der stå en sygeplejerske for enden af sengen og holde øje med, at du virkelig sluger al din medicin. Herefter forlod hele stuegangsfølget vores værelse og gik ned ad gangen. I lang tid var Sofie lagt for had fra min side. Vi var omkring 24 patienter i alt på min afdeling. Alle var inde i Sanas daglige trummerum, følelsen af evighed over den lange indlæggelse hang os langt ud af halsen. Vi unge var også trætte af, at vi stadig skulle sove til middag fra klokken 12 til 14. Jensine, som lå til højre for mig, listede en dag op og prikkede mig på skulderen. Hun nikkede til Magdalene, samtidig med hun pegede ud mod toiletterne. Vi listede en ad gangen forbi kontoret, hvor den vagthavende sygeplejerske sad. Jensine havde en lille pakke cigaretter og en æske tændstikker i lommen. Vi gik alle tre ind på et toilet, låste døren, stillede os op på toiletbrættet, så tændte Jensine cigaretten, og den gik på omgang. Vi fnisede og tyssede på hinanden. Jeg hostede og lod kun røgen komme forsigtigt ind i mundhulen, før jeg skyndte mig at puste den ud igen. Jeg ville heller ikke have et sug hver gang, men hvor var det sjovt at stå der og synde. Da cigaretten var røget, listede

146

vi pænt tilbage i seng igen, indtil vi blev vækket efter middagssøvnen. Der var te klokken 14.30, og så kunne vi være oppe, indtil vi skulle have aftensmad. En dag under middagssøvnen, da vi stod på toiletbrættet, pjattede vi så meget, at min ene hjemmesko pludselig røg ned i toiletkummen. Vi kom til at grine rigtig højt, så højt, at sygeplejersken kom styrtende og opdagede, hvad vi havde gang i. Bestyrtet fiskede hun min hjemmesko op, jeg fik et nyt par, og så blev vi jaget i seng. Efter middagssøvnen morede vi os så meget inde i dagligstuen, at vi måtte lade de andre patienter høre, hvad det var, vi morede os sådan over. Til stuegangen næste dag kom der igen en større delegation og holdt foredrag for os alle tre. – Hvad er meningen? I er indlagt for tuberkulose, er I klar over, hvor farlig den sygdom egentlig er? Er I interesserede i at være indlagt længere end nødvendigt, for hvis ikke, skal I med det samme stoppe den rygeseance. Det næste, vi fandt på, blev hvisket rundt i hele afdelingen på en aftenvagt. Planen var, at vi klokken 22 skulle drille aftenvagten ved alle sammen at trække i snoren til ringeklokken. – Ding, ding, ding, lød det fra alle sengene på en gang. Aftenvagten kom styrtende, og slukkede for klokkerne. Ingen røbede nogensinde, hvem det var, der havde fundet på det, og vi morede os fremragende. I december måned fandt sygeplejerskerne ud af, at jeg var god til at flette julestjerner. Ras kaldte vi en rigtig sød, ung sygeplejerske, frk. Rasmussen. Hun havde brunt hår, der var sat op i en hestehale med krøller ude i spidsen. Det var vores yndlingssygeplejerske. Hun spurgte, om jeg ville lave en hel masse julestjerner til hende. Hun ville give mig 25 øre for hver stjerne, og det ville jeg meget gerne, for så fik jeg suppleret mine lommepenge fra børnehjemmet. Det rygtedes hurtigt blandt

sygeplejerskerne, og aldrig har jeg flettet så mange julestjerner. Det var dejligt, og på den måde gik tiden også hurtigere. Jensine havde fødselsdag, og det var hyggeligt, for så var der boller og te i dagligstuen, hvor der hang et maleri af Dronning Ingrid på væggen. På hver side af sofaen var der en rød standerlampe, og der var slyngplanter op ad væggene. Det var helt hjemligt. Når nogen havde fødselsdag, kom der en hvid dug på bordet med levende lys og en miniflagstang med Dannebrog. Vi klumpede sammen på sofaen og tog spisebordsstole ind i dagligstuen.

Hans Hedtoft Der var kommet en ny patient. Jeg mødte hende første gang på badeværelset, hvor hun var ved at få forklaret noget af sygeplejersken. Hun svarede på fejlfrit dansk, så jeg spidsede ører. Da sygeplejersken var gået, sagde jeg: – Dav, hvilket værelse bor du på? Hun svarede på grønlandsk, men jeg tog mod til mig og svarede, at jeg ikke kunne snakke grønlandsk. Hun kiggede på mig, så sagde hun, at hun boede lige ved siden af kontoret. Det var enestuen, kunne jeg regne ud. – Du må da godt besøge mig, sagde hun så. Jeg blev så glad, endelig var der en, der snakkede dansk. Efter morgenmaden gik jeg straks ind og besøgte hende. Hun hed Qunerseeq Rosing, en høj, smuk dame på 23 år. Vi faldt godt i snak og jeg måtte besøge hende, så tit jeg ville. Hun havde endda en transistorradio, så vi hyggede os tit med at høre ønskekoncert og radioavisen på dansk. Hvor var det dejligt at lære hende at kende. I radioavisen hørte vi om et nyt statsskib, der den 17. december 1958 blev afleveret til KGH. Passagerskibet hed Hans Hedtoft, det var bygget til den højeste isklasse, og derudover var skibet forstærket

yderligere på vitale punkter. Redningsudstyret var også helt i top, der var tre 35 personers letmetal redningsbåde, en motorjolle og fire 12 personers gummibåde, udstyret med automatiske radiosendere. Skibet var 87,8 meter langt og havde dobbeltbund i hele sin længde. Langskibs var det inddelt i syv vandtætte rum. Det var et såkaldt »rum skib,« det betød, at skibet bevarer sin flydeevne, selv hvis et af lastrummene blev vandfyldt. Den 7. januar 1959 afgik Hans Hedtoft på sin jomfrurejse til Grønland. Det lød spændende, et supermoderne skib til Grønlandssejlads. Det hørte vi i radioavisen. Den 16. januar 1959 var en stor dag. Fra den dag fik jeg tre timers udgang efter middagssøvnen. Det var skønt at komme ud i sneen og kulden. Jeg trak vejret dybt ind, sugede den friske luft ind i mine syge lunger, men det var for meget, det gjorde ondt. Det første, jeg ville, var at tage hjem og besøge de andre på børnehjemmet. Jeg var træt, da jeg nåede frem, men de blev glædeligt overraskede, da jeg dukkede op. Det var skønt endelig at være hjemme på børnehjemmet igen. Jeg fik en kop te og et stykke hjemmelavet franskbrød med marmelade og fik også lov til at komme ind i Benzes stue og se de sidste nye fotografier. Ved næste stuegang spurgte jeg, om jeg snart kunne komme hjem. – Desværre har det lange udsigter endnu, for den lille prik i lungen er meget længe om at forsvinde, den kan stadig ses på røntgenbilledet, fik jeg at vide. Jeg græd lige så stille ved middagssøvnen og tænkte på, om den dumme prik nogensinde vil forsvinde. Jeg kunne ikke sove, så jeg begyndte på at læse »Robinson Crusoe.« En morgen, jeg vågnede, føltes det, som om jeg havde tisset i bukserne, men samtidig med, at det var vådt, føltes det klæbrigt. Til min forfærdelse var der blod i under-

147

bukserne og på lagenet. Jeg ringede med klokken, og da sygeplejersken kom, hviskede jeg til hende: – Jeg bløder. Hun tog mig ud på badeværelset og ind under bruseren, mens hun hentede bind, et menstruationsbælte og rene underbukser til mig. Hun spurgte, om jeg vidste, hvad der var sket. Jeg vidste lidt, for Benze havde fortalt os om menstruation, og de andre store piger på børnehjemmet havde allerede fået det. Derefter kom jeg med ind på depotet, hvor jeg fik vist hvor remedierne lå, så jeg kunne hente, hvad jeg skulle bruge. En anden morgen orkede jeg ikke at skulle have endnu en indsprøjtning, så inden sygeplejersken kom, hviskede jeg til Jensine, at jeg ville gemme mig. Jeg for ud på badeværelset, om bag bruseforhænget og stod musestille. Sygeplejersken kom ind på stuen med sprøjten, klar som hun plejede, og hun kiggede noget forbavset rundt, fortalte Jensine bagefter. Hun kaldte mit navn, alt imens hun gik igennem hele afdelingen, kaldte efter mig ude på toilettet og spurgte de andre sygeplejersker, om de havde set mig. Så kunne jeg høre hende komme tilbage og ind på badeværelset, og pludselig sagde hun: – Nå, der er du, idet hun kiggede under bruseforhænget og fik øje på mine ben. Hun løftede op i natskjorten og huggede den skrækkelige sprøjte i mig. Det var, som om hun ramte min hofteknogle. Jeg havde mange ømme blå mærker på begge sider af ballerne, jeg var grædefærdig og hadede at være indlagt. Jeg var ofte inde hos Qunerseeq. Det var blevet en god vane for mig at smutte ind til hende og høre radioavisen. Den første alvorlige nyhed, jeg hørte, om vil jeg aldrig glemme. Det var den 30. januar 1959, i radioavisen sagde de, at Hans Hedtoft havde udsendt SOS klokken 13.56.

148

– Sshh, sagde Qunerseeq, selv om ingen af os sagde noget. Forfærdet fulgte vi med i radioavis efter radioavis. Hans Hedtoft var kollideret med et isbjerg, og så sagde de en masse uforståeligt om positionen i radioavisen. Hans Hedtoft lå på 59,5 N 43 V. Vi fulgte skibet og hørte de forfærdelige nyheder, da skibet sprang læk, og det var ved at blive fyldt med vand. Det var uhyggeligt, vi kunne hverken tænke på eller tale om andet. Vi havde fået fortalt, at skibet ikke kunne synke, så det hele var uforståeligt. Tre skibe havde meldt, at de var på vej til Hans Hedtofts position, så vores håb blev holdt oppe. Minut for minut, time for time blev der berettet om, hvordan det nu stod til med Hans Hedtoft. Skibet var sejlet fra Julianehåb den 29. januar 1959 klokken 21.15. Efter at det første nødsignal fra Hans Hedtoft lød, blev der straks etableret et hovedkvarter for eftersøgningen i Grønnedal. Det var nervepirrende at følge med i. Jeg havde selv sejlet med Umanak og Disko mellem Grønland og Danmark, og jeg vidste, hvor gyseligt vejret kunne være ved Kap Farvel. Kæmpebølger kunne slå ind over hele skibet. Da jeg sejlede til Danmark, var det endda om sommeren, nu fortalte de, at det stormede dernede. Og det var vinter. Selv om vi havde solskin i Godthåb, var der frygtelig snestorm nede ved Kap Farvel. Da jeg havde lov til at gå ud, var jeg ude en tur, efter vi havde hørt om Hans Hedtofts nødsignal. Jeg var på vej op til Oles Varehus, og lige inden jeg kom ud på Skibshavnsvej, mødte jeg Helga, min veninde og klassekammerat. Hun var trist til mode og fik tårer i øjnene, da vi fik øjenkontakt. Jeg spurgte hende, hvad der var i vejen. – Har du ikke hørt om Hans Hedtoft? – Jo, svarede jeg. Med tårerne trillende ned ad kinderne fortalte hun mig, at hendes far var med.

Benze ankommer til overrækkelse af Florence Nightingale-medaljen.

Benze modtager medaljen. De store børn var med til festen.

149

– Åh nej, tænkte jeg, hendes far var folketingsmand Augo Lynge. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, trykkede hendes hånd, og vi skiltes. Radioavisen havde nyt om Hans Hedtoft hver dag. Vi blev ved med at leve i håbet om, at skibet pludselig ville blive lokaliseret. Det var helt usandsynligt, at et nyt, synkefrit skib bare sådan kunne forsvinde. Der var jo flere steder i skibet, hvor der slet ikke kunne komme vand ind. – Der må passagererne og besætningen vente på redning, tænkte jeg. Men den 6. februar kom nyheden i radioavisen, eftersøgningen var indstillet. Langsomt og tydeligt blev alle de omkomnes navne læst op. Det var uvirkeligt og gjorde et enormt indtryk på mig. Vi sad helt stille og stirrede lige ud i luften. Qunerseeq kendte mange af de omkomne, jeg kendte Helgas far og et forstanderpar fra Egedesminde efterskole, som min mor og stedfar også kendte. De blev også nævnt: Halfdan Egeskjold og hustru. De skulle hjem til Danmark og nyde deres otium. I Sanas klasseværelse øvede eleverne sig på et teaterstykke, der skulle vises til fastelavn. Det var naturligvis på grønlandsk, og de sagde, at jeg skulle være med, men det ville jeg absolut ikke. De grinede af mig og hev i mig for at få mig med op på scenen. Jeg blev ved med at nægte, og da de fortsatte med at presse, kunne jeg ikke klare mere og begyndte at græde. – Så lad mig dog være, jeg kan ikke snakke grønlandsk, og til sidst lod de mig være. En af de unge mandlige medpatienter spillede guitar, og de to yngste drenge sang. De fleste optrædende havde masker på, de selv havde lavet, en var klædt ud som sygeplejerske, og vores lærer Josef havde iført sig en damekittel og spillede violin. Det var meget festligt, men jeg følte

150

mig alligevel helt alene, for jeg gik naturligvis glip af meget som den eneste dansksprogede. – Pilatsissaaq, fortalte Magdalene mig en dag. En hun kendte skulle »pilatsissaaq,« og jeg troede først, jeg forstod, hvad hun sagde og svarede: – Nej hvor godt, skal hun så hjem til Egedesminde? Først gloede de på mig, og så skraldgrinede de alle sammen omkring mig. Jeg lignede et stort spørgsmålstegn. På grønlandsk havde hun sagt, at en hun kendte, skulle opereres. Jeg troede, at hun var blevet rask og havde fået en billet til skibet hjem. Til min fødselsdag var der te og boller i dagligstuen, og den dag kom der nogle voksne fra en anden afdeling med en gave. Det var et rødt fotoalbum, og der var allerede klistret et billede af Sana på indersiden. Det viste sig, at folk gav en lille skærv til patientforeningen, som så kunne give en gave, som formanden for patientforeningen afleverede. En dag, Benze var på besøg, fortalte hun, at overlægen havde give tilladelse til, at jeg kunne være med ved en fornem overrækkelse. Jeg fik udgang hele dagen den 25. maj 1959, jeg skulle møde på børnehjemmet, for jeg skulle klædes pænt på ligesom de andre børn. Benze skulle have overrakt Florence Nightingale-medaljen for sit arbejde på børnehjemmet. Drengene fik deres hvide anorakker på, vi iførte os konfirmationskjoler og de hvide, højhælede sko. Derefter fulgtes vi alle ned til landsrådssalen, hvor mange var forsamlet. Ras og flere andre sygeplejersker var der, klædt i deres sygeplejerskeuniformer med stivede kyser sat fast med hårklemmer. Da Benze ankom, dannede sygeplejerskerne espalier foran hovedindgangen, og inde i salen blev der holdt taler, hvorefter fik Benze sin medalje sat på sin grønne DRK uniform. Benze holdt også en takketale.

ere end fjeldene!

Jeg føler mig kæmpestor – høj

Efterhånden brugte jeg kun min udgang til at gå ture omkring Sana sammen med de andre patienter. Endelig en dag i juli måned sagde overlægen ved stuegangen, at jeg skulle udskrives dagen efter, men da de ikke vidste, hvor langt jeg var bagud med min medicin, fordi jeg havde snydt i en periode, skulle jeg have en hel karton pas med hjem. – Føj, tænkte jeg, men det var der ikke noget at gøre ved. Endelig hjemme. I mellemtiden var flere af mine skæbnesøskende flyttet. Julie var kommet i huset, Ole var med skoleskibet,

Eli var startet i malerlære i Julianehåb, Albert i malerlære i Godthåb. Ane Sofie og Bodil var taget på efterskole, og Barselaj var begyndt i realskolen. Der var kommet mange nye, små beboere. Jeg flyttede ind på et tomandsværelse ovenpå sammen med Johanne. Det var lidt mærkeligt at komme hjem igen. Når jeg skulle tage min medicin, stimlede de andre børn sammen om mig, alle ville se den mærkelige medicin, jeg skulle sluge. – Uhm, det ligner chokoladekrymmel, sagde de, og det var ikke så slemt at sluge medicinen med så mange tilskuere.

151

Sommerferie i Danmark Mit sidste år på børnehjemmet var 1960, og om foråret fik vi nyheden om, at vi skulle på sommerferie i Danmark. Det havde Benze sørget for. Det drejede sig om de børn, der var tilbage fra det første hold af »Benzes børn,« som stadig boede på børnehjemmet, os, der kom til Godthåb i 1952 og dengang var omkring syv år. Det var Gâba, Søren, Regine, Sâmo, Lille Kristine, Lille Karl, Dorthe, Karl-Otto og mig. Benze ville gøre en sidste indsats for at give sin første børneflok en stor oplevelse. Hun havde i samarbejde med DUI’s (De Unges Idræt) afdeling i Sønderborg sørget for, at der blev samlet ind til en tur til Danmark for os, der nu var de store børn på børnehjemmet. Vi var enormt spændte og glædede os meget, til vi skulle af sted. Kort før vi skulle til Danmark, var der ministerbesøg på Grønland, og ministrene skulle flyve hjem sammen med os. De havde besøgt os på børnehjemmet, så det var, som om vi kendte hinanden. Vi skulle med en Catalina, en vandflyver, der først fløj til Frederikshåb. Vi landede på vandet, men der var ikke tid til at gå fra borde, og det var mest ærgerligt for Gâba, for det var hans fødeby. Han var virkelig i centrum, for vi ville alle sammen vide, om vi kunne se hans hus, og om han kunne kende sin by, men det var svært at se op til byen fra vores landingsplads på vandet. Næste stop var Narsarsuaq. Der købte ministrene toldfrie varer, og vi blev forkælede af vores medrejsende, som købte masser af slik til os. Efter Narsarsuaq mellemlandede vi på Island. Der havde vi så meget tid, at ministrene tog os med i små grupper i taxaer, så vi kunne se Reykjavik. Det var spændende. Derefter mellemlandede vi i Skotland. Undervejs fik vi så meget slik, at flere af os blev luftsyge. Det var ikke meget, vi fik set af Glasgow, kun lufthav-

152

nen, inden vi fløj videre til Kastrup lufthavn. Det var fantastisk at flyve, for da vi rejste til Danmark første gang, tog det 14 dage at sejle. Vi var trætte, da vi ankom til Kastrup, og spørgsmål om, hvem der skulle hente os, kørte rundt i hovedet på os. Jeg kan huske, at en mand med mørke krøller hentede os i et folkevognsrugbrød. Han var bare så rar. Vi kørte af sted i stegende hede mod Sønderborg. Det var godt nok varmt, selv om vi havde vinduerne åbne. Det gav en mærkelig lyd, når vi passerede andre biler, en susende lyd, der gjorde, at vi ikke engang kunne sove lidt på den lange køretur. Ind imellem havde vi spisepauser. Folk gloede på os, en lille flok sorthårede, grønlandske børn, det var ikke et almindeligt syn dengang. Langt om længe nåede vi til Sønderborg, hvor vi blev modtaget af vores værtsfamilier på banegården. Der var et mægtigt leben. Jeg skulle bo hos et ægtepar. Jeg syntes, de var meget gamle, og til min ærgrelse havde de ingen børn. De boede på Oehlenschlägersvej på anden eller tredje sal. Der var et lille bitte køkken, og i stuen var der slået en gæsteseng op bag ved spisebordet. Der skulle jeg sove. Hver morgen skulle jeg slå sengen sammen og sætte den ind i deres soveværelse. De havde ikke badeværelse, men kun et toilet, så vi vaskede os ved køkkenvasken. Der var ikke så mange hemmeligheder. Mine øjne var ved at trille ud, for konen i huset barberede sig om morgenen. Ja, det gjorde manden selvfølgelig også. De var ikke så snakkesalige, så jeg var glad for, at vi havde et fyldt program for hver feriedag, hvor jeg skulle være sammen med de andre fra børnehjemmet, deres værtsfamilier og andre fra DUI i Sønderborg. En af de første dage skulle vi besøge Benze i hendes lejlighed. Det glædede jeg mig meget til, men da jeg så hende, var jeg lidt skuffet over hendes udseende. Hun

var kommet til at se ældre ud i en lang, sandfarvet frakke og med et lille tørklæde om hovedet. Men hvor var det dejligt igen at kunne snakke med hende. Hun havde købt en lejlighed med en lille terrasse, som lå på Bygtoften på første sal. Det var dejligt at gense hendes malerier og møbler, som vi kunne kende fra hendes tid på børnehjemmet. Det bemærkede vi nærmest i munden på hinanden, og så kluklo Benze, så hendes bryster hoppede op og ned, som de plejede, når hun morede sig. Mit humør var ikke det bedste, da jeg ikke rigtigt trivedes hos mine ferieforældre. Det kunne de andre piger se på mig, da jeg kneb nogle tårer. Straks gik vores opmærksomme værter i gang med at finde et andet feriehjem til mig, og jeg kom til familien Bech Andersen i Algade. De havde Birthe, som jeg var næsten jævnaldrende med. Hun havde en storesøster, som var gift og boede i den næste opgang, og ellers var der en lillesøster og Gert på fem år, som var deres efternøler. Faderen var fængselsbetjent, moderen Irene var hjemmegående. De havde en stor og hyggelig lejlighed med badekar og fælles toilet i gården. De havde også en stor bil, en Vauxhall. De var gode mennesker, og jeg var med dem på besøg hos deres familie på Fyn og på campinglejr i Blommenslyst. Birthe og jeg var rundt at se på drenge i lejren. Vi fnisede noget, da en ung, flot tysker brændte varm på mig og kaldte mig hende med »die schöne braune Augen« (de smukke brune øjne). En af dagene var vi på strandtur på Rømø. Jeg var noget forbavset, da jeg så, at man kunne køre med bil på stranden. Da vi kom til Sønderborg igen, var der familiebesøg. Min ferieplejefar plukkede en sød, lille, blå blomst og spurgte mig, om jeg vidste, hvad den hed? Det vidste jeg ikke. – Den hedder forglem-mig-ej, sagde han og gav mig den.

I lejligheden havde de en karnap, hvor der var plads til et lille bord. Der sad jeg ofte med Birthe og studerede trafikken, både den kørende og gående, mens vi fik os en tår kaffe og hyggesnakkede om mangt og meget. Af og til tog vi med spritbåden frem og tilbage til Tyskland. Så vankede der billig slik og sodavand. Sikke en forskel fra den første feriefamilie til Bech Andersens. Her følte jeg mig som en del af familien og var meget forkælet. Vi var rundt at besøge flere af de andre børnehjemsbørn i deres feriehjem. Det var bare så sjovt og hyggeligt at se alle de forskellige plejesøskende, deres ferieforældre og DUI’ere. Vi blev rystet rigtig godt sammen og havde det sjovt. Feriefamilierne var meget gæstfrie. Når vi kom rundt i deres hjem, studerede vi deres smukke haver. Vi var helt vilde med blomsterne, og jordbær med fløde var den solrige sommers store hit sammen med det sønderjyske kagebord. De lærte os at sige »Venné ge tåch« (hvornår går toget) på sønderjysk, og vi hylede af grin. Lille Kristines fødselsdag blev fejret med lagkage – og mange andre kager. Og med margueritter på bordet. Vi havde vores fineste sommerkjoler på, og nogle af drengene havde hvide anorakker på. Vi kørte som regel i bus, når vi var med DUI’erne rundt i Danmark. Med højt humør sang vi »Vi har en chauffør, en chauffør, han kører trillebør,« og vi digtede nye vers og skrålede af grin for hvert påhit. På en DUI lejr i Ålborg var der stor interesse omkring os, de søde grønlænderbørn, og Søren blev interviewet til Danmarks Radio. Det var svært at tage afsked med vores feriefamilier og Benze i Sønderborg, da vi skulle med toget. Mon vi nogensinde ville se dem igen? Vores næste stop var Odense, hvor DUI’ere fra Højstrup modtog os i uniformer. Jeg følte mig hurtigt hjemme hos

153

Hvordan det videre gik mine ferieværter. Så vidt jeg husker, boede de i et rækkehus. Ved middagsbordet kunne jeg tydeligt mærke, at forholdet mellem hvor meget man spiste af kød og kartofler var anderledes. I Danmark spiste man et eller højst to stykker kød, men alle de kartofler man kunne spise. På Grønland var det lige omvendt. De, der arrangerede vores ophold på Fyn, havde kontakt til Fyns Stiftstidende, så vi var i avisen flere gange. Den 11. august 1960 stod der under billedet i avisen: »Grønlænderbørnene mødte deres kvarterværter i Højstrup med glade smil på ansigterne. De syntes ikke at tvivle på, at der venter dem nogle spændende dage i Odense.« Under et andet billede lyder teksten: »De grønlandske børn der besøger DUI i Højstrup, var i dag i Den Fynske Landsby med deres kvarterværter. Det blev en stor oplevelse for børnene, der med stor iver studerede den efter deres mening meget særprægede måde, man gennem tiderne har bygget huse på i Danmark.« Lørdag den 13. august står der: »Gæster fra den nordligste landsdel.

Ni grønlænderbørn fra et børnehjem i Godthaab befinder sig for tiden privat indlogeret hos DUI medlemmer i Odense, hvor de har haft nogle begivenhedsrige dage, og naturligvis har de baade været i H.C. Andersens Hus og i Den fynske Landsby. Her er gæsterne fra Godthaab fotograferet med Møllen som baggrund, og på det andet billede bekræfter Ulla Nørgård venskabet med gæsterne ved at slå en kærlig arm om Gaba Schmidt. Det er DUI’s Højstrup afdeling, der tager sig af børnene. Paa mandag rejser de til København og den 19. august sejler de mod Grønland. Forskellige virksomheder i Odense har ydet deres bidrag til børnenes rejse og ophold i Odense.« Vi sejlede hjem til Grønland fyldt med så mange oplevelser som aldrig før. Inden vi rejste til Danmark, kendte vi intet til DUI, men vi glemmer dem aldrig og er evigt taknemmelige for alle de skønne oplevelser, vi fik på det sommerferieophold i sommeren 1960.

Hvordan klarede jeg det så? Jeg var en af dem, der gennemførte. Jeg var en rigtig flinkeskolepige, gjorde mig umage med alle de praktiske ting hjemme på børnehjemmet. Jeg var en efterspurgt barnepige hos de danske familier. Der skulle ikke sættes en finger på mig! Jeg kunne finde på at lave lektier forud. Da jeg gik i 5. klasse, fik jeg min første flidspræmie. I august 1960 blev jeg optaget på den grønlandske efterskole i Godthåb. Det var en stor og befriende dag. Tænk sig, at jeg skulle flytte op at bo på Ilinniarfissuaq, seminariet. Der havde min far også gået. Og så skulle jeg bo sammen med mange andre unge grønlændere fra hele kysten. Det største var på det tidspunkt, at jeg ikke længere var et dansk børnehjemsbarn. En ny epoke i mit liv kunne begynde, endelig kunne jeg smile igen. Vi var 110 elever, der boede på det splinternye kollegium. Ane Sofie og Bodil var lige gået ud af anden efterskoleklasse. Gâba, Søren og jeg skulle gå i 1. efterskole A. Normalt var den grønlandske efterskole toårig, men i 1960 skulle et forsøg vise, om vores efterskoleklasse kunne nå de to års pensum på et år. Det gjorde vi så. Vi fra børnehjemmet troppede op i klassen til timen i grønlandsk. Vores lærer, Abel Kristiansen, gik protokollen efter, men vores navne stod ikke på. Skuffede gik vi op til rektor Binzer og ville have en forklaring. Men nej, der var ikke ressourcer til at lære os grønlandsk fra grunden.

Jeg udnyttede mine fritimer, når de andre havde grønlandsk. Nu kunne jeg endelig prøve at lære min moster at kende. Hun boede tæt på kollegiet, lige bag ved kirken, sammen med sin mand og svigerforældre. Jeg fik gerne en kop te og en skive grønlandsk kage, som hendes svigermor serverede, alt imens hun smilede og sagde: – Iliina. Moster Sofie og jeg smilede og nikkede forsigtigt til hinanden. Jeg aede mine små kusiner og fætre. Når jeg var der efter skoletid, kunne jeg lære mine større kusiner og fætre at kende. Den nye følelse af familiesamhørighed var stærk og overvældende for mig. Lige så stille kunne jeg græde af glæde, når jeg var kommet i seng. Da min kusine Maliina et par år senere kom på realskolen, kom vi endnu tættere på hinanden. Det gjaldt også min kusine Arnaruniaq og fætter Hans. Jeg havde fået familie. Til dimmisionsfesten sad jeg sammen med mine klassekammerater. Vi sad og hviskede sammen, da der fra flere sider pludselig blev puffet til mig. Min navn blev nævnt. Jeg havde fået mit eksamensbevis. Jeg var glad for at have fået ug minus i dansk, så jeg kunne ikke forstå, at jeg blev kaldt op igen. Modvilligt gik jeg op til rektor Binzer, han smilede glad til mig, overrakte mig en gave og fortalte hele forsamlingen, at jeg havde været en flittig elev og en god kammerat, så lærerrådet var blevet enig om, at jeg skulle have en flidspræmie. Jeg blev meget flov. Jeg fik en bog om mad i det elektriske køkken.

155

På første side står der: Helene Kristoffersen,1.eft.a. Stemplet med: for flid og god opførsel SEMINARIET OG REALSKOLEN i skoleåret 1960-61 GODTHÅB-GRØNLAND Godthåb d. 24.-6.-61 K. Binzer

Jeg ville gerne have fortsat på det nye lærerseminarium. Jeg kom i præparandklasse, men da vi tidligt i forløbet blev sat ind som vikarer, vel at mærke uden løn, for de ustyrlige 6. og 7. klasser, så var det alligevel ikke lige lærer, jeg ville uddanne mig til. I stedet stilede jeg efter at blive børnehavelærerinde. Det passede også med, at jeg endelig, som 22-årig, kunne komme hjem hos min mor og bo. Jeg fik forpraktikplads i Red Barnets børnehave i Egedesminde. Nu kunne jeg bo sammen med min storesøster og hendes søn Hans, den lille nye datter Harriet og mine små søskende Rissa og Asta. Det var den bedste tid, jeg havde i familiens skød, og det varede i 10 måneder. At være så tæt på familien var en utrolig fornemmelse. Jeg fik brug for min flidspræmie, og det passede især børnene fint, at jeg bagte så tit. Jeg var også glad for min stedfars flotte slædehunde, mange af dem havde jeg fulgt gennem årene, når jeg var på sommerferie i Egedesminde. Nogle af dem havde jeg givet navne. De fulgte mig troligt på arbejde hver dag og sad og ventede på mig, til jeg fik fri. Så gik jeg hjem med en hale af hunde efter mig. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at lære grønlandsk. Jeg hørte så mange radioaviser som muligt, både på grønlandsk og dansk. De ord, jeg ikke forstod, noterede jeg ned, og så ventede jeg på den danske radioavis, hvor det blev oversat.

156

Her er jeg ca. 17 år og går på realskolen.

Jeg spurgte hele tiden min storesøster og mine små søskende: – Hvad betyder det? Når jeg havde lært en sætning, var jeg glad, men i selskaber med andre turde jeg ikke at tale. Det var ydmygende ikke at kunne svare, når folk henvendte sig til mig på grønlandsk. De så målløse ud, og jeg så tit fordømmende blikke. Efterhånden lærte jeg så meget, at jeg kunne forstå det meste af de samtaler, der blev ført, men der var næsten altid et eller flere ord, som jeg ikke fik fat i. Jeg troede, at jeg kunne komme direkte på et børnehaveseminarium efter sommeren. Der var imidlertid nyt fra Ministeriet for Grønland, som havde hånd i hanke med unge grønlændere, der skulle på uddannelse i Danmark. Jeg fik besked på, at den tid, jeg havde brugt som forpraktikant

i Egedesminde, ikke gjaldt i Danmark. Det var typisk: »Denne lov gælder ikke for Grønland og Færøerne.« Så det var om igen med forpraktik i foråret 1967, et halvt år i Skovlunde. Min rådgiver fandt et værelse til mig i Herlev, jeg fik en cykel, så jeg kunne køre fra Herlev Station til Skovlunde. Det var såmænd ikke så nemt med alle disse tog. – Hvilket et er det, jeg skal med? stod jeg og tænkte den dag, jeg skulle med toget. Der stod Måløv på et af togene, jeg tog mod til mig og trådte op i toget, men pludselig blev jeg hevet ud igen bagfra. Det var en af pædagogerne, der havde set, at jeg var ved at stige på det forkerte tog. En anden gang spurgte jeg konduktøren, om han ville sige til, når vi nåede stationen, hvor jeg skulle skifte. Jeg var slumret hen, og pludselig var vi ved endestationen. Jeg kan ikke huske, hvordan og hvor mange timer efter jeg kom hjem. Sådanne dage var hjemveen næsten ikke til at holde ud. Planen var, at jeg skulle starte på et børnehaveseminarium, men reglerne for optagelse blev lavet om igen. Nu skulle man have så og så mange points samlet, inden man kunne starte, man skulle have været et halvt år i huset, og det krævede også et højskoleophold. Min rådgiver i Ministeriet for Grønland mente, at det var bedst at tage et højskoleophold først, derefter ville hun hjælpe mig med at finde et sted, hvor jeg kunne nøjes med at være fire måneder i huset. Jeg var dybt indigneret, skulle jeg være kiffak? Min rådgiver spurgte ufortrødent, om der var en speciel højskole, jeg kunne tænke mig. Vi så på landkortet og valgte så Ry, da det var nærmest Silkeborg, hvor min veninde Kaaraaraq skulle starte på sygeplejeskolen. Min skepsis omkring højskoleopholdet viste sig at blive gjort helt til skamme. Beliggenheden var smuk. Den første søndag skulle vi ud på en fælles gåtur for

at lære området at kende. Vi måtte have en gæst med, og jeg fik fat i Kaaraaraq. Vi gik og snakkede på livet løs, mens vi nød den danske efterårsskov. En af de høje fyre blev lige lovlig nærgående, vi kunne ikke snakke i fred. Vi hviskede sammen på grønlandsk, men sikke han flirtede. Til sidst småløb vi, men pludselig blev jeg fanget og krammet bagfra. – Hold da op, sagde jeg surt og rev mig løs. Men han var en flot fyr med et dejligt smil og de dejligste blå øjne i samme farve som hans striktrøje. Det var Ove. De første dage var der skriftlige prøver i dansk, matematik og tysk. Det skyldtes, at så mange havde meldt sig til de samme hold. Vi kunne også melde os til andre spændende fag: Foto, klassisk musik og håndarbejde. I dansk kom man på hold 1, 2 eller 3, alt efter hvor dygtig man var. Jeg undrede mig over, at jeg kom på hold 1 i dansk, for i Grønland var det næsten altid de udsendtes børn, der kom på det bedste hold. Jeg tænkte, det nok var, fordi jeg var grønlænder, og at de syntes, det var synd, hvis jeg kom på det dårligste hold. Men det viste sig at være på grund af prøvens resultater. Prøverne var næsten ligesom på realskolen, hvor vi fra talerstolen skulle forsvare det, vi havde skrevet om. Jeg kom også på holdet for viderekommende i tysk. Ove kom på et andet hold. Han var i virkeligheden ikke interesseret i sprog, men i håb om at komme på hold med mig havde han meldt sig. Guleroden for tyskholdene var, at vi skulle til Sydtyskland, lige så snart vi var færdige med højskolen. Ove meldte sig også til klassisk musik, da han så, at jeg havde meldt mig. Tre uger inde i højskoleopholdet havde vi vores første store fest i gymnastiksalen. Ove og de andre på opvaskeholdet har aldrig vasket så hurtigt op, for han var meget opsat på at sidde ved siden af mig. Det kom han også til. Det var en rigtig dejlig

157

158

aften, som sluttede med et hedt kys på trappetrinnet. Ved indgangen til gymnastiksalen stod der en flok unge mænd, vi kunne høre den ene spørge: – Hvem fanden er det, der kysser Helene? En anden svarede: – Det er ham Thiesen.

re kærlighed og tro på mig selv. Jeg syntes jo ikke selv, at jeg var noget. Jeg var kun en grønlænder, tilmed et børnehjemsbarn, og mange gange havde jeg fået den gamle remse på børnehjemmet: – Du skal ikke tro, du er noget. Ove har altid påstået det modsatte.

Efter den fest var Ove og jeg uadskillelige. I spisesalen og til foredrag var jeg aldrig bange for ikke at få en ordentlig plads. Alle vidste, at der, hvor Ove sad, skulle andre aldeles ikke sætte sig, for på den stol skulle Helene sidde. Forelskelsen blussede op, vi var meget hurtigt fortrolige og kunne slet ikke undvære hinanden. Vi fortalte hinanden om vores livsforløb. Vi havde begge mistet vores far. Jeg var tit ked af det, utroligt sårbar og led af hjemve, så Ove var lige ved at opgive mig. Ved en lejlighed kaldte jeg ham »unge mand.« Han svarede prompte: – Jeg er aldeles ikke nogen ung mand, jeg er en knægt. Han var lige fyldt 20 år. – Hvor gammel er du? spurgte han. Det ville jeg ikke ud med, for hvis han betegnede sig selv som en knægt, hvad var jeg så? Han pressede på mange gange for at høre min alder. En dag på værelset fik han øje på mit pas og snuppede det, slog op og regnede lynhurtigt ud, hvor gammel jeg var, smed passet på bordet og gik. – Nå, det var det bekendtskab, tænkte jeg. Ove var styrtet hen på sit værelse, havde lagt sig på sengen, kigget lige op i loftet og tænkt. Han troede, jeg var 18 år, men jeg var 23. Han kunne ikke vide, at der var passet så godt på mig, fordi jeg havde været institutionsbarn, til jeg var 22 år, så min personlighed svarede slet ikke til min alder. Ove kom tilbage efter 20 minutter, bankede forsigtigt på døren, og straks jeg åbnede, erklærede han sin store kærlighed til mig. Alder betyder ikke noget. Og siden har Ove bygget mig op, givet mig den helt sto-

Vi var mange på højskolen, der havde søgt ind som pædagoger. Den dag, vi fik besked på, om vi var optaget på et børnehaveseminarium, fik jeg den glædelige nyhed fra Ålborg Børnehaveseminarium, at jeg kunne starte den 1. september 1968. Jeg var glad og skulle lige til at juble højlydt, da jeg så mange af de andre sidde og græde. Af 78 ansøgere fra Ry var der kun tre, der blev optaget. Indtil jeg var færdiguddannet, havde Ministeriet for Grønland hånd i hanke med os. Efter højskolen havde de fundet en plads i huset til mig. Det blev fire måneder i Århus. Via højskolen fik Ove og jeg et værelse hver i Egå hos en dame. Hun lejede værelser ud til fem i alt. Vi havde hver sit lille køkkenskab og fælles bad. Ove fik værelse på anden sal, jeg fik i stueetagen. Hver gang vi var på vej op eller ned, blev der holdt øje med, om vi nu kom tilbage til vores eget værelse igen. Min første plads i huset var hos en direktør i Risskov. Konen havde rengøringsvanvid. Hun gik lige i hælene på mig, gjorde sin pegefinger våd, førte den langs vindueskarmen og sagde: – Her er stadig støv. Jeg skulle spise alene ude i køkkenet, fik margarine på brødet, familien fik smør. Selv bleerne skulle stryges. Da Ove var i Nakskov hos sin mor, sendte han søndagsbreve til mig, men dem holdt fruen i huset skjult for mig, indtil det var min fridag. Heldigvis fandt jeg selv et nyt sted inde i Århus hos en familie med to dejlige unger. Der syntes fruen ikke, at jeg skulle lave aftensmad to

gange, så hun sagde, at Ove kunne spise sammen med os. Vores store kærlighed bar frugt, Laila blev født den 18. april 1969, 3 dage før min 25 års fødselsdag. I juni 1970 blev jeg udannet pædagog fra Ålborg Børnehaveseminarium. Ove var uddannet boghandler, men på sine vagter som garder på Amalienborg fik han den idé, at han efter soldatertiden ville uddanne sig til pædagog i stedet for. Så da jeg var færdig, begyndte han at læse på Nykøbing Falster Børnehaveseminarium. Vi havde aftalt, at vi skulle arbejde i Grønland, når Ove var færdig som pædagog. Vi fik begge et børnehaveklasselederjob i Maniitsoq, hvor vores datter Anja blev født i det dejligste snevejr. Det var den 28. november 1972. Da jeg gik på Realskolen i Nuuk, købte jeg en vinylplade der hed »Someone, someone, someone who really loves you.« Dengang tænkte jeg dybt over, om jeg mon nogensinde ville finde en, der virkelig elskede mig. Jeg tænkte også meget over, at hvis jeg engang fik min helt egen familie, så skulle min mand og mine børn have så meget kærlighed og så mange kys, som jeg i min opvækst havde længtes så meget efter. Mit mål var en lykkelig familie. Da Laila skulle i 2. klasse, flyttede vi til Danmark. Der var ikke optimale forhold i den grønlandske skole. For eksempel kom der nye lærere hvert år. Der var så få børn i de danske klasser, at de blev slået sammen med klassen over eller under. Vi nåede at være i Maniitsoq i fem år. Vi havde gode kolleger og nogle skønne børn i klasserne. Vi var meget glade for at bo der. Min moster Karoline, onkel Samson og mine dejlige kusiner, fætre og meget af min mors familie har vi stadig rigtig god kontakt med.

Ove og jeg blev gift i 1972. Brudepigen er vores ældste datter Laila, lige fyldt 3 år.

Vi ville gerne have, at vores børn fik et godt skoleliv, og de fik også begge en god studentereksamen fra Vordingborg Gymnasium. Men de er vist blevet miljøskadede begge to. Den ene er pædagog, den anden er lærer.

159

Grønlandske bynavne Der er i denne bog anvendt de gamle danske betegnelser for byerne i Grønland, som ikke anvendes længere.

Ove og jeg, fotograferet af Per Folkver, 1997.

Mit mål gik i opfyldelse. Vi har altid kysset og krammet meget i min kernefamilie. Det var sådan, at en af de første unge svigersønner overfor Laila gjorde grin med det. – Når man kommer hjem hos Thiesens, så lyder det: Kys, kys, kys. Ove og jeg blev begge fritidshjemsledere i vores kommune. Jeg havde desuden job som bistandsværge, tilsynsværge og patientrådgiver på Amtshospitalet i Vordingborg. I mit sidste job var jeg SFOpædagog på Brøderup Børnecenter i halv-

160

delen af arbejdsdagen. Da jeg kom fra et lederjob, fik jeg ledelsesmæssige opgaver i resten af arbejdstiden. Det var et held, at min sidste arbejdsplads også blev den bedste i mit liv. Så var der desuden den omstændighed, at jeg på en måde kom hjem igen, for min arbejdsplads var nabo til Brøderup Ungdomsskole, hvor jeg var plejebarn som syvårig. Vi har været heldige at få et par gode og skønne svigersønner. Og vores livs lykke toppede med to gange to vidunderlige børnebørn: Marius, Amalie, Nele og Ina.

Godthåb = Nuuk Frederikshåb = Paamiut Julianehåb = Qaqortoq Sukkertoppen = Maniitsoq Holsteinsborg = Sisimiut Jakobshavn = Ilulissat Egedesminde = Aasiaat

Tak Jeg vil gerne sige tak til Lene Therkildsen, Jørgen Chemnitz og Louise Friedberg, som troede på min bog, Fatuma Ali, som gav mig et refugium i Italien, mine mostre, Karoline Heilmann og Sofiaaraq Holm, mine danske plejesøskende, Tove Bardthrum og Vagn Greve, og min kære mand, Ove Thiesen, som har fulgt manuskriptet og været en fantastisk opbakning igennem hele processen, vi har grædt og moret os sammen. Helene Thiesen, februar 2011

Helene Thiesen Helene er født i Nuuk i 1944. Hun tager realeksamen fra Ilinniarfissuaq (Seminariet) i Nuuk 1965. I vinteren 1967/68 er hun på Ry Højskole, hvor hun møder sin mand, Ove. Hun bliver uddannet børnehavepædagog i 1970. Fra 1972-1977 arbejder Helene som børnehaveklasseleder i Maniitsoq, og fra 1977 bliver hun ansat som leder af Mern Fritidshjem i Langebæk Kommune, hvor hun arbejder i 20 år. Fra 1997-2006 arbejder hun som pædagog på Brøderup Børnecenter ved Tappernøje. Ret hurtigt efter, at Helene og hendes familie er flyttet til Stensved på Sydsjælland, bliver hun opfordret til at undervise grønlandske patienter på Statshospitalet i Vordingborg i dansk. Det fører hurtigt til flere bijobs, først som besøgsperson for grønlandske, psykiatriske patienter, senere som bistandsværge og tilsynsværge for kriminelle, psykisk syge grønlændere. Hun bliver kontaktet af forfatteren Tine Bryld i forbindelse med dennes arbejde med bogen De nederste i Herstedvester, om grønlændere, der afsoner tidsubestemte domme i Danmark. Hun fortæller sin egen historie til Tine Bryld og bliver først derefter klar over, at hun og hendes skæbnesøskende har været forsøgspersoner i et socialt og menneskeligt eksperiment. Hun skriver sit eget afsnit i Tine Brylds bog I den bedste mening. I 2006 går Helene på efterløn og får tid til at følge et aftenskolekursus, Skriv dit liv. Her kommer hun for alvor i gang med at skrive sin egen historie.

I 2007 bliver hun kontaktet af filminstruktør Louise N. D. Friedberg fra Nimbus film, der vil lave en spillefilm inspireret af I den bedste mening. Hun får lov til at bruge Helenes manuskript som kilde og inspiration til filmen, og Helene bliver tilknyttet filmprojektet som konsulent. Eksperimentet har premiere i Nuuk i september 2010. Helene har holdt mange foredrag lige siden udgivelsen af I den bedste mening. Hun er bl.a. interviewet i artiklen: Splittelse, rodløshed og det at fortælle sin historie, af Klaus Lindgaard Høyer, Jordens Folk, nr. 1, 1999, samt i bogen 10 danskere, af Neel Jersild Moreira, Gyldendal, 2003. Helene Thiesen kan kontaktes pr. mail: helene.thiesen@mail.tele.dk

165

Anbefaling “Jeg kan roligt sige, at Helene har været AFGØRENDE for at Eksperimentet overhovedet er blevet til! Hun har været vores hovedkilde til at forstå hvad der dengang skete. Helene har en direkte og fuldstændig frygtløs adgang til den del af sin historie, som for nogle ville være lukket land på grund af al den smerte, som ligger der. Gennem vores mange samtaler har jeg gang på gang pointeret overfor Helene, at jeg vil forholde mig frit til alt hvad hun har haft at fortælle – hendes livshistorie vil jeg bruge som materiale. Det har på ingen måde skræmt hende – hun har generøst indviet mig i alt, hvad jeg måtte finde på at spørge om. Det er modigt! Og jeg tror hun har kunnet gøre det, fordi Helene ved, at hendes historie er stærk og vigtig!

Helene er, helt ind i marven, et skrivende, sansende menneske. Hun har en mærkelig direkte adgang til sig selv i sine forskellige aldre – når hun fortæller, og når man læser hendes tekster, OPLEVER man med hende. Man er i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang. Mange mennesker har gennemlevet voldsomme og “relevante” levnedsforløb. Men det er de færreste af dem, der også ejer den sjældne evne at formidle sine oplevelser, til reelt at kommunikere og gøre stoffet vedkommende og gribende. Det kan Helene Thiesen.” Filminstruktør Louise N. D. Friedberg