milklub-nyt MILITÆRKØRETØJSKLUBBENS MEDLEMSBLAD Nr. 4 - 2013
Side 1
Redaktørens forord
En grøn sommerferie
Kim Hansen
Jan Boll Jespersen
Så blev det atter tid til et nyt nummer af Milklub Nyt. Denne gang med en bred vifte af artikler fra nær og fjern, som mange forhåbentlig vil finde interessant.
På vanlig vis faldt familiens planlægning af årets sommerferie noget sent, og ved et tilfælde blev destinationen Provence i det meget sydlige Frankrig. Alt i alt ti dage med et par tusinde kilometer ud, tilsvarende hjem, plus det løse under vejs.
Tror faktisk at emnet er berørt før, men der er masser af plads i bladet til langt flere reportager fra vores talrige arrangementer. Det støt voksende medlemstal taget i betragtning burde bladet bugne med reportager fra alle vores aktiviteter.
Inden afrejsen fik jeg lige læst redaktørens efterlysning af stof til bladet, hvilket fik mig til at tænke, at så mange kilometer på landevejen da måtte give stof til en artikel. Selv om jeg altid har et øje ude efter gamle grønne køretøjer, så blev opmærksomheden skærpet en ekstra tand på turen.
Formanden beder mig berette, at der faktisk ikke er noget nyt at berette om klubben. Bestyrelsen har holdt en velfortjent sommerferie og det nært forestående bestyrelsesmøde ligger på den gale side af deadline for dette nummer.
Provence, som jeg absolut kan anbefale som rejsemål, er meget smukt og enkelte steder helt ekstraordinært smukt. Et af disse steder er Grand Canyon du Verdon. Vi tog den store turisttur rundt i området. Her skal jeg indskyde, at man godt kan blive forledt til at tro, at der er tale om bjerge, hvilket jeg i min naivitet gav udtryk for, men efter en kort ordveksling med min GPS (som i det daglige også er min kone), blev jeg så klog, at der faktisk er tale om et hul i jorden i et noget øde og på visse steder også goldt terræn.
Der mindes igen om Militærkøretøjsklubbens kvartalsvise kontingent i indmeldelsesåret. Melder man sig således ind i dette kvartal, som mange har gjort det, koster det kun 60 kr. for resten af 2013. Spred gerne det gode budskab til venner og bekendte. Og nu vi er ved temaet penge: Sig nærmer tiden, hvor vi skal indbetale kontingentet for 2014. Få det nu bare gjort i god tid, før juletravlheden sætter ind. I homebanking kan man jo allerede nu ligge betalingen ind til 1 januar 2014 – så er det gjort, og kassereren bliver glad, når der ikke skal rykkes for kontingent.
Netop dette kan være årsagen til, at både den franske artilleriskole og tilsvarende infanteriskole ligger i området. Man aner et modstykke til Oksbøl her, om end en smule større. Der er på almindelig militær vis markeringer med gule og sorte stolper rundt i terrænet som advarsel. Bedst som vi var på vej gennem det smukke landskab, stod der pludselig et skilt i vejkanten med henvisning til “Ecole nationale d'artillerie” samtidig med, at der i den anden side af vejen tydeligvis var et militært park- og garageanlæg. Efter et hurtigt kig i bakspejlet blev Opelen kastet rundt i en u-vending helt uden, at GPS’en havde givet besked om det.
Forsidebilledet – ja, det er fra Vordingborg Kasernes 100 års jubilæum. Men hvem er det lige, at James poserer sammen med - det kan man blive klogere på ved at læse artiklen inde i bladet. God fornøjelse med dette nummer, det sidste i år, og en stor tak til bidragsyderne. Med grøn hilsen
Helt ”diskret” listede vi vognen ned ad vejen til området, der var opdelt i to. Ét hvor det tjenestegørende selvkørende artilleri stod og så godt ud og ét område, hvor det udrangerede og ældre materiel stod. Det sidste var selvfølgelig det mest spændende. Her var både medlemmer af AMX-familien og kampvogne af amerikansk oprindelse. At der var tale om en skole, kunne man også se derved, at flere af vognene var udstyret med et glasbur i stedet for det oprindelige pansrede tårn. I farten snuppede fruen et par billeder af køretøjerne.
Kim
Således opmuntret gik turen videre rundt om hullet. Når man kører i dette område, kan man få samme fornemmelse som i Norge, hvor vejen snor sig, der er dårligt udsyn og dette til trods kører de lokale, som om de har stjålet bilen. På enkelte strækninger går det dog lige ud og man kan få vognen op på en passende marchhastighed. Netop som det gik bedst ud ad vejen i et skovklædt område, var der skiltet til en -
Side 1
regn blev løftet. Det helt fantastiske ved det var, at den første bil, der kom imod os var en jeep, model Willys
campingplads på højre side af vejen. Den rutinerede chauffør indtager her ”beredskabsstilling”, og hvis man husker sin køreundervisning, er det noget med, at man sætter kaffekoppen i kopholderen, så man er klar med fuck-fingeren, hvis det skulle blive nødvendigt.
eller Ford, jeg nåede ikke at se det, men den var flot og mærket op som amerikansk WWII. Desværre nåede jeg ikke at få et billede af den, men chaufføren har med garanti fået en udfordring med at holde vinduesviskeren i gang, da han et øjeblik efter har ramt regnvejret.
Det viste sig her at give bonus, for ud af øjenkrogen fik jeg øje på en Dodge Power Wagon inde på campingpladsen. Det viste sig, at resten af familien ikke havde set Dodgen, så det kom som lidt af en overraskelse, da jeg rev Opelen rundt og kørte ind på pladsen. Det viste sig at være en Dodge med spil, i fin stand, om end den var malet i sandfarve. Ved siden af stod en trailer parkeret, som også var malet i sandfarve. Hvilken årgang m.v. de er, har jeg desværre ikke indsigt i (det er der givet andre i klubben, der har), men den jerrycan, som sad på Dodgen, var fra 1945.
Senere på ugen så vi dog et meget tydeligt spor efter invasionen, idet vi kom forbi en amerikansk krigskirkegård i Draguignan, hvor 861 amerikanere er begravet.
Den helt store oplevelse kom en dag hvor vi kørte gennem byen Aups. På Avenue Clemenceau, der er en lang allé med træer, med p-pladser langs vejkanten, fik jeg øje på en parkeret jeep ved et værksted. Hurtigt fik jeg fundet en p-plads ved en grønthandel og af sted det gik med kameraet. Det viste sig, at der ikke bare var én jeep men hele tre af slagsen. To Willys, som var parkeret udenfor, og inde i værkstedet en tidlig Ford, men den var ”asleep”, som en af franskmændene, der stod udenfor værkstedet, forklarede. Hans engelsk var lige så godt som mit franske, så det blev ikke til den store konversation. Den ene af de to Willys bar tydeligt præg af, at have været i fransk tjeneste, idet den havde spor af deres trefarvede sløringsmønster.
Senere på ugen tog vi en tur til stranden ved SteMaxime for at bade i Middelhavet. Dette område var i august 1944 skueplads for Operation Dragoon, de allieredes landgang i Sydfrankrig. Det så vi ikke de store spor efter den dag, dog kom vi forbi et skilt med henvisning til ”Musee de la Liberation” i byen Le Muy. Museet nåede vi desværre ikke at se. Mens vi var ved stranden, blev det så små overskyet og på vejen tilbage til vores feriehus åbnede himlen i en grad, så vinduesviskerne måtte på max hastighed for at følge med. Efter nogle kilometer i styrtregn stoppede det ganske pludseligt og det var som om, at et tæppe af
Turen hjem gik op gennem Frankrig og ind i Tyskland, hvorimod turen derned gik gennem Tyskland, Østrig, Schweiz og Italien. Jeg skal her langt anbefale turen, der går gennem Frankrig. De franske motorveje er fine
Side 2
og vi oplevede ingen ”stau” som i Tyskland. Turen gik nordpå ad motorvej E15, der i store træk følger den fremrykkeakse, som de allierede fulgte i 1944. Når man kører på motorvejen, kan man tydeligt fornemme, hvorfor de valgte den vej. Der er nemlig bjerge på begge sider af dalen, som motorvejen ligger i. Det var også på vejen hjem, at jeg måtte give fruen ret i, at der ikke var tale om bjerge, men et hul i det sydlige Frankrig, idet der faktisk er en tydelig ”kant”, der hvor det, som ikke er bjerge, begynder.
Jeep historie for begyndere – Part 2 Kim Hansen Som lovet fortsættes nu historien om jeepen – fra starten til nyere tid. Som man måske husker slap vi jeepen lige der, hvor Bantam fabrikken og dens dygtige udviklingsingeniører ser frugten af deres indsats båret over til Ford og Willys fabrikkerne. Vi husker også, at Bantam fabrikken som den eneste af de indbudte leverandører afleverede en prototype til tiden. Myndighederne anså imidlertid den tekniske dokumentation fra Bantam som deres ejendom og udleverede den ukritisk til konkurrenterne. Ligeledes kunne konkurrenternes ingeniører frit besigtige og gennemfotografere Bantams BRC (Bantam Reconnaissance Car). Dengang som i dag kunne denne uhørte fremgangsmåde sikre hundredevis af advokater fast indkomst i mange år, men Bantams direktion fravalgte den mulighed og så mere perspektiv i at fortsætte det gode samarbejde med myndighederne. Sikkert en klog beslutning, da en eventuel retssag ville slå bunden ud af den i forvejen spinkle økonomi og med sikkerhed afskære dem for yderligere samarbejde og dermed ordrer.
På vejen hjem kom vi også igennem Lyon, hvor vi tilfældigt mødte Touren i form af flere tour-busser og biler med cykler på taget. I Tyskland blev ruten lagt forbi Neiske & Pinn, som sælger reservedele til jeep. Det var en spændende oplevelse. Udefra ser deres lager en smule kedeligt ud, men nå først man er indenfor, er der ingen grænser for deres hjælpsomhed og lyst til at vise butikken frem. Jeg har også handlet med dem via internettet, efter jeg kom hjem og det virker også. Der er dog i denne forbindelse alligevel behov for at komme med en enkelt advarsel. Neiske & Pinn har deres butik i en lille by som hedder Albersloh, der ligger syd for Münster. Det er IKKE den Munster, hvor pansermuseet ligger. Der er et ”umlaut” til forskel. Det skal bemærkes, at jeg allerede havde set, at det kunne blive både reservedele og panser, men måtte nøjes med reservedelene denne gang.
Der er fremsat mange teorier omkring bevæggrunden for myndighedernes noget ufine fremgangsmåde i denne sag. Måske var krigstruslen så alvorlig, at man af hensyn til forsyningssikkerheden blev nødt til at tilsidesætte patenter og ejendomsret. Måske er der indblandet noget så banalt som korruption – det var jo ikke ligefrem småpenge, der skulle fordeles. (Selv om Bantam kun forlangte $1166 pr styk). Sandheden ligger sikkert dybt begravet i de militære arkiver i USA og kommer næppe frem i lyset i vores tid - om nogen sinde. Men med dyb indsigt i Bantams konstruktion og prototype som udgangspunkt kunne såvel Willys som Ford aflevere deres prototyper allerede i november 1940. Flere kilder påpeger, at Willys-Overlands første prototype var af meget dårlig kvalitet. Datidens testrapporter afslører, at den senere nok så berømte ”Go Devil Motor” var alt andet end driftsikker og således måtte udskiftes 3 gange under det 8.000 miles lange testforløb. På plussiden var så den overlegne motoreffekt (60 Hp) og høje drejningsmoment, næsten dobbelt op i forhold til konkurrenterne. Samme problematik omkring manglende kvalitet gjorde sig gældende for vitale transmissionskomponenter og simple dele som hængsler til vindspejl. Eneste forsonende træk var den uforholdsmæssige lave pris – 739$ stykket.
Efter ferien har ungerne meddelt, at de synes, at vi skal have anskaffet en rigtig GPS. De siger, at de er trætte af, at deres mor og far diskuterer, hvad vej vi skal køre. Hertil er kun et svar; ”vi diskuterer ikke, vi skændes!”
Side 3
Chakoten— Dansk Militærhistorisk Selskab. Kim Hansen Som lovet indledningsvis kommer her forklaringen på forsidebilledet, som også vises herunder, så du slipper for ulejligheden med at bladre baglæns for at se det igen.
Willys-Overlands prototype – kendt som the ”QUAD” Fords prototype blev kaldt Pygmy og klarede sig rimeligt i testen, dog med samme underlegne motor i forhold til Willys. Såvel QUAD som Pygmy var kraftigt overvægtige i forhold til specifikationerne, hvor kun Bantams BRC var acceptabel.
Vi deltog i Vordingborgs Kasernes 100 års jubilæum i år, som man kan læse om andet steds her i bladet. Som altid møder man interessante personer. Denne gang to uniformerede herrer, iført sikringsstyrkens anno 1914 uniform. Dette afstedkom jo straks en interessant militærhistorisk samtale. Det viste sig at være medlemmer af Chakoten – Dansk Militærhistorisk Selskab, som vi jo nok har et vist interessefællesskab med.
Ford prototype – kendt som the ”Pygmy” Men den lille detalje blev hurtigt løst ved at hæve max tilladte vægt fra 1275 pund til 1500 pund for endeligt at tillade lidt over 2000 pund. Dette til trods for at Bantams anden prototype BRC60 stadig overholdt vægtkravet i de oprindelige specifikationer. Men Fords grundlægger, Henry Ford, havde gode politiske forbindelser og lobbyisterne havde travlt i disse dage. At Fords fabrik i Belgien samtidig byggede lastbiler for Hitlers Tyskland generede åbenbart ikke beslutningstagerne lige som Henry Fords antisemitiske holdninger heller ikke synes at spille nogen rolle.
Nogle dage senere modtog jeg 3 medlemsblade fyldt med spændende artikler samt diverse mindst lige så spændende informationsmateriale omkring Københavns Befæstning
Mens hærens teknikere havde Bantam som favorit stod Ford stærkt politisk mens Willys på grund af kvalitetsproblemer indtil videre var sat på hold. Og dog, måske kunne Willys anden prototype, MA, vende billedet?
Ingen tvivl om, at jeg snarest melder mig ind, og skulle du få samme tanker, er der masser af informationer og spændende læsning på selskabets hjemmeside www.chakoten.dk/
Nu da spændingen er ved at nå sit klimaks, ja så vil jeg efterlade læserne med uforløst nysgerrighed, idet fortsættelse følger, dog ikke før til januar næste år, hvor Milklub Nyt 1/2014 udgives.
Side 4
WWII US VEHICLE MARKINGS
Mærkningen var standardiseret og styret af “Army Regulations No. 850-5 der omhandlede “Markings of Clothing, Equipment, Vehicles, and Property”.
Ben Major Denne artikel er venligst tilladt gengivet af forfatteren. Oprindeligt skrevet til War History Online i oktober 2012. Artiklen omhandler kun markeringer på kofangere. De talrige andre markeringer behandles i en senere artikel.
Specifikke afsnit dækkede en lang række emner som registreringsmærker, enhedsmærker, taktiske mærker, specille mærkter, mærkning af dyretrukne køretøjer samt traktorer og tanks. Det første regulativ, der direkte omhandlede mærkning af køretøjer “Markings of Vehicles” kom I September 1936. Da kun en begrænset del af dette fandt anvendelse under 2. Verdenskrig i Europa vil vi i det følgende begrænse os til kun at se på enheds og specielmærkning af køretøjer og inndrage ændringer fra august42, oktober 42, marts 44 og februar 45.
Oversat til dansk af Kim Hansen. Visse afsnit er bevidst udeladt. Oversættelse af tabeller og illustrationer er bevidst undladt, da det vil gribe meningsforstyrrende ind i helheden.
Mærkning af amerikanske militære køretøjer er nøje beskrevet i bøger om samme emne og specielle tidsskrifter for militærkøretøjs samlere i hele verden. Til trods for dette, er der mange udbredte misforståelser og misfortolkninger blandt ejere af køretøjer, re-enactors og lignende. Jeg håber med denne udredning omkring mærkning at fremlægge en præcis og forståelig vejledning i, hvordan du mærker dit køretøj korrekt.
Grundliggende: Forståelse for mærkningssystemet kan være ekstremt vanskeligt uden et forstudie i de korrekte kilder. Da jeg startede med reenactment fandt jeg det ikke kun forvirrende at oversætte mærkningerne men også at forstå, hvordan køretøjer blev tildelt enheder i US Army. Dette trin er nøglen til at forstå et hvilket som helst køretøjs opmærkning på et hvilket som helst tidspunkt.
Intet kan frustrere mig mere, end en Jeep, fyldt med ulasteligt uniformeret personel, men med ukorrekte markeringer, som enten er kopieret fra en film eller et andet restaureret køretøj. Jeg ved udmærket, at mange opfatter dette som uvæsentligt eller pernittent, men ville nogen lade sig portrættere med forkerte gradsbetegnelser på uniformen? – så hvorfor skulle køretøjet ikke også fremstå korrekt.
Kofanger mærkningen var udtænkt således, at det kunne repræsentere køretøjer på alle niveauer fra stabsniveau og helt ned til delings niveau. Det var inddelt i 4 niveauer som hver især gjorde det muligt entydigt at identificere såvel køretøjet som dets tilhørsforhold i den enhed, som det hørte under. Ved at kombinere enhedens nummer med et utal af nærmere definerede forkortelser og bogstaver kunne alle mulige kombinationer tilvejebringes.
Desværre er dette område temmelig omfangsrigt og som tidligere nævnt, er der allerede skrevet hele bøger om kofanger- og anden mærkning af køretøjer. Jeg håber, at denne og kommende artikler vil gøre læserne i stand til at forsyne deres køretøjer med kendetegn for stort set alle enheder. Med generelle eksempler vil jeg prøve at give et overblik over og en forklaring på opmærkningssystemet sammen med eksempler på korrekt mærkning.
Skitsen neden for viser en kofanger, med alle 4 grupper
Første gruppe angiver enhederne ”Division”, ”Corps, Army”, ”Air Force” m.fl. efter nedenstående tabel:
Side 5
Anden gruppe angiver numre eller symbol for ”Regiment”, “separate Brigades”, “Groups”,” Battalions”; “Companies” eller tilsvarende. Derefter angivelse af funktion jf. nedenstående tabel.
Tredie gruppe angiver “Companies” eller tilsvarende ud fra følgende forkortelser:
Side 6
Fjerde og sidste gruppe angiver serienummeret på køretøjet i den foranstående gruppe. Ovenstående er en general introduktion til nummergrupperne, der blev anvendt til at identificere amerikanske militære køretøjer under 2. Verdenskrig. For bedre at illustrere dette, er det nok på sin plads at vise gengive nogle eksempler med nogle entydige oversættelser.
_______________________________________________________________________________________________ Samme sted fandt jeg også noget gammelt kanvas til tag og bagstykke i kabinen samt to gode tykke endestykker. En rigtig fin og tyk kanvasruf er blevet købt hjem fra en kammerat og leveret af en anden kammerat - tak for hjælpen.
GMC CCKW353 Open Cab Bjarne Madsen Efter at have haft denne GMC på lager i nogle år, er der nu truffet beslutning om at få plader på den. Projektet drejer sig primært om at få den mekanisk sat i tip top stand uden at ændre på det slidte udseende.
Mangler nu nogle sædepuder i gammel slidt kanvas. Har haft disse en gang, men valgte at lade dem gå med en GMC der blev solgt. Beholdte selv de pæne grønne i neopren - øv.Hvis der er nogen som har gamle sædepuder eller vil bytte så sig til.
Altså et ganske udmærket projekt for Dennis Nedergaard som er en 15 årig knægt ansat hos undertegnede som gerne vil skrue, men nok ikke er så glad for at spule med hedvandsrenseren haha
Det er lidt anderledes at gå og samle stumperne til denne, da kriteriet er at stumperne helst ikke må have været renoveret eller alt for godt malet. Blandt andet måtte jeg lige over i min "allmost-scrap-heap" og hente nogle stænklapper tilbage som har den helt rigtige patina og dertil nogle helt pæne buler. Samme sted fandt jeg bøjlehjørner, værktøjsholder, en hærget økse og nogle ret bulede jerrycans. Next skal jeg på hylderne efter nogle gamle kasser til cal. .50 og gerne nogle trækasser uden alt for meget moderne maling. Hvis der er nogle som har nogle originale U.S. ting som kan bruges er jeg interesseret.
I trafikken i dag, kan man til tider møde nogle biler fra 60'erne og 70'serne - gerne gamle Kadett'er som er voldsænket og kunstigt gjort rustne med tagbagagebærer, kufferter osv - kan man lave en tilsvarende WWII retro "Red Ball" GMC spurgte jeg Dennis? Udgangspunktet er en GMC CCKW353 fra 1943 i rimelig original stand. Blandt andet har den stadig sit originale trælad på, som er i ret god stand. Desuden er den udrustet med otte dæk som har traktormønster. Disse dæk minder meget om de dæk U.S. Army brugte før de gik over til NDT dæk. Jeg har tidligere efterlyst nogle flere af disse dæk og fik tilkendegivelser om at disse kunne fremskaffes uden at der dog er sket noget.
Har vist også en M49 ringmount et eller andet sted samt skøjten til denne - mangler dog nogle "ben" til denne - hvis der er nogen som har - ellers må det blive 2" damprør med passende patina fra Uniscrap
Senere har jeg været helidig at finde et par rigtig fine NDT dæk med fælge i egne gemmer.
Side 7
Skal lige finde ud af at løse problemet med nye galvaniserede bolte - det ser lidt underligt ud, men heldigvis har jeg en gammel kasse med alt muligt bolte-noget, som man jo har på landet. Desuden må en tur under sandblæseren samt lidt nordjysk vejr kunne få selv den bedste bolt til at se brugt ud.
pærer i forlygterne og en selvstarter samt tændspole som sparker røv + elektrisk benzinpumpe. To be continued.....
Overvejer lidt hvordan jeg slipper af med 60 års mange lag af maling - det er godt på vej af og nedenunder sidder en rigtig fin original maling fra WWII - en kombination af hedvandsrenser og bremsevæske er under overvejelse. Tricket er at få opløst alt det der er malet ovenpå og beholde den originale - hvis der er nogen der har erfaring så giv endelig lyd
GMC benzinpumper Kim Hansen/ Nu vi er ved emnet GMC benzinpumper, ja så kan jeg jo bidrage med min seneste erfaring på området.
Har købt GMC'en i Norge for nogle år siden. Egentlig var det et slags impulskøb, da jeg havde 7 ladmeter på en lastbil til Danmark, men faldt nok lidt for det originale trælad - generelt er dette jo discount GMC'en over dem alle. Købte den af en ganske nydelig efterskolelæreinde. Hun kørte selv i den og fortalte at hun brugte den på skolen til at køre eleverne op i fjeldene, hvorefter de selv skulle finde hjem.....!!?
For ikke så mange uger siden kunne jeg konstatere en stigende mængde olielignende substans under forakslen. Antal dryp pr. minut nåede det antal, hvor jeg overvandt min magelighed og ligefrem begyndte at lokalisere kilden. Heldigvis viste det sig, at årsagen ikke var en utæt hovedpakning = meget skillearbejde og store omkostninger, men ”bare” en utæt benzinpumpe. På sin vej fra pumpen til asfalten fik benzinen imidlertid opløst så meget gammelt olie og fedt (hvornår fik den egentlig sidst en gang motorens?) at det til forveksling lignede motorolie, der lystigt dannede en større sø.
Forventer at bremserne skal renoveres komplet med nye repsæt/cylindre, slanger og belægninger. Kan godt være at der er nogle som slår korsets tegn, men jeg har det rigtig godt med en moderne 12 volt 40 amp generator, masser af strøm, indbygget laderelæ, H4
Side 8
Og hvorfor så heldigvis?: Jo, heldigvis fordi brændstofpumper ikke holder evigt, og derfor var det fint, at det skete en dag, hvor vi ikke var så langt hjemmefra og navnlig ikke med et læs studenter på ladet. Og heldigvis, fordi det er forholdsvis enkelt at reparere. Benzinen i vores tid indeholder efterhånden en stor mængde additiver, som ældre gummityper absolut ikke kan forenes med. Derfor vil membranen med stor sandsynlighed altid revne før eller siden, hvis den er af ældre dato. Værre bliver det, hvis den får lov til at tørre ud en gang imellem ved lang tids henstand. Første fase er at bestille stumper hjem. Som oftest bestiller jeg det hos Rex Ward i England. Han er altid hjælpsom, hvis man ikke lige ved, hvad man mangler. Men man skal ikke handle der, på grund af prisen, men jeg giver gerne lidt ekstra for at få god service. Desuden var en kollega lige i England på det tidspunkt så portoen var sparet. Foruden et repsæt til pumpen bestilte jeg også en ny fleksibel slange mellem filteret og pumpen samt nye olieslanger før og efter oliefilteret, når jeg nu alligevel skulle splitte det hele ad i det område. Forebyggende vedligehold hedder det vist.
Side fra TM. Membranen er Pos 7. Faren for, at en læk i membranen uvægerligt medfører benzin i krumtaphuset er efter min mening kraftigt overvurderet. Dels er der en pakning omkring trykstangen (Pos 15) og dels er der faktisk et lille drænhul i pumpehuset. Det drivmiddel, der befinder sig på den forkerte side af membranen, tager den nemme vej ud gennem drænhullet i stedet for at akkumulere sig op for til sidst sive igennem pakningen. Det var præcis sådan jeg opdagede problemet før det gik rigtig galt. Der har væren en ingeniør ind over, der har tænkt over tingene fornemmer man.
Brændstofslanger med mange år på bagen som denne her, ja den skifter man simpelt hen bare, før ulykken indtræffer.
Her har vi så problemet. Membranen har ganske rigtigt små revner, hvor benzinen trænger igennem, men ikke værre, end pumpen stadig fungerer. Bemærk drænhullet i pumepehuset
En sikker måde at få ondt i ryggen på
Side 9
Hvordan en MUTT fandt til Nordjylland Kim Johansen - Lokal Afdeling Nordjylland Hey - Alle "grønne" godtfolk i Militærkøretøjs Klubben, jeg vil godt fortælle om, hvordan jeg fik min MUTT. (MUTT = Military Utility Tactical Truck, deraf navnet) Har været i Militærkøretøjs Klubben fra starten (før det en anden klub i nogle år, men det er en helt anden historie). Jeg har altid været fascineret af militærkøretøjer, og ønskede mig sådan noget i mange år, har benyttet (næsten) enhver lejlighed til at køre og røre, men da økonomi/plads og andre prioriter kom i første række, har jeg tigget/lejet/lånt og "arbejdet" mig til, at køre i mange forskellige køretøjer. Jeg kørte Bedford RLV. (det var noget værre noget, men gode i terræn) som rekrut, og derefter PMV M113A1 i resten af tiden som værnepligtig (især det var GULD), men der kunne jeg ikke fortsætte pga. ansættelsesstop i det offentlige 83/84, så blev det i Hjemmeværnet, et antal af mere eller mindre civile biler, og anskaffede mig en Toyota Landcruiser pickup (som vi brugte som udrykkervogn til GRP.) inden vi kunne komme til at køre MB Unimog og senere MAN 8, samt PMV M113A1 i sneberedskabet som HJV. stillede med personel til. Landcruiseren nåede aldrig at blive "grøn", da den måtte vige til en civil bil af andre omstændigheder, men min kammerat Torben Gade købte sig en Jeep (fransk Willys) som vi kørte rigtigt meget i, senere en anden Willys der også blev benyttet flittigt, og heldigvis kom en anden kammerat, nemlig Bjarne Madsen, til at købe sig mere end et køretøj (man kan jo kun køre en af gangen) så der var jeg jo noget heldig, men mere og mere ønskede jeg mig "min egen", og det måtte være en "Jeep", da det af pladsmæssige årsager ikke lige kunne være en militærlastbil af nogen art.
Jeg så annoncen og granskede billeder, den så da ok. ud, ganske vist med nogle "uautoriserede og ureglementerede civile modifikationer". Men det er vel hvad der kan forventes, når civile ad flere omgange har haft fat i dem. Jeg fik kontakt til annoncøren, det var Lars - fra Sdr.Bjert, syd for Kolding, som fortalte om bilen og svarede velvilligt på mine spørgsmål. Vi blev enige om, at jeg skulle komme følgende lørdag og se på køretøjet, det viste sig så at blive lidt nemmere, da Lars havde sat den til salg for sin far, Ville, - som boede lige syd for Vejle på en gård. Jeg allierede mig med Bjarne Madsen, som jeg overtalte til at tage med for inspektion og kontrol og køre ledsagervogn, for alle tilfældes skyld, da MUTTèn var kørende og indregisteret. Ville var på daværende tidspunkt 75 år, og havde brugt den til at trække en jagtvogn til jægere, ned til noget skov nede bagved gården. Han havde også ca. 5-6 veteran mc og en MG sport, så nu syntes han at det måtte være nok. Vi kastede kritiske øjne på MUTTèn, og ja - den var rustmedtaget, men ikke mere end hvad Lars havde fortalt, og vi tog en prøvetur. Motor lød ganske fornuftig - lidt løs vandpumpe, men stadig tæt gearskifte noget Land Rover’agtigt - sådan lidt løs i det overalt, (noget slidt - nogen værnepligtige havde jo nok flået i den i tidens løb). Bremsede lidt skævt, men nå ja - hvad?, men der var komplet tagpresenning. sidestykker og højre dør. Vi satte os i Ville`s køkken, fik noget kaffe og en lille en, mens han fortalte, at den var hentet på Salling v/Lem i 05`, men ellers kendte han desværre ikke noget til køretøjets historie og de forrige ejere heller ikke, men det var stadig tydeligt, at den havde været i DK:`s forsvar - den stod til knap 40,- DKK - Ville blev budt, de tyggede lidt på det, og som jyder mødtes vi halvvejs.
Efter at have kørt i adskillige "Willys" vogne, som jo kører godt, syntes jeg ikke lige, at der var meget plads i en sådan, efter at have kørt en meget lang tur, til Åben Hede i Oksbøl fra Nordjylland i Bjarne Madsens M38A1, så det måtte være en M38A1 jeg ville se efter, men som tiden gik syntes jeg, at de var for dyre eller for dårlige, (man får, hvad man betaler for selvfølgelig....hmmm) men et andet emne dukkede op, nemlig Ford M151A1 MUTT, og det blev den jeg bestemte mig for, trods et ry for at ruste meget (og det gør de), denne type køretøj havde jeg nok nævnt for flere, for pludselig i NOV.11` fik jeg en mail - med et link, fra vores daværende Formand i Klubben, Henrik Klitskov Jensen til Veteranposten, som han lige var faldet over, så det var jo fint.
Side 10
Alle var tilfredse - Godt jeg havde forberedt mig lidt, på alle tilfældigheder - Thyborønhabit, thermotøj, russerhue, støvbriller, varme støvler, handsker m.m. for der var tåget og næsten 0.gr., ydermere olie, vand, værktøj, træktov, ekstra benzin m.m. Vi tog afsked med Lars og Ville, kørte som det første op til Shelltanken i Vejle og fyldte helt op, optimistisk - for det kunne løbe jo ud, men nej den var tæt. Så begyndte hjemturen op af hovedvej 13, vi ville ikke holde på motorvejen, hvis den ville strejke eller gøre nogen krumspring, lige et svinkeærinde til Løsning der var en lastbil der skulle kigges på - nu vi lige var i nærheden, ellers nordpå igen. Folk lurede noget - gal mand !!! køre i åben vogn, med den temperatur !!, pitstop v/Hjøllund, noget varm mad - luft i dæk, nu var det mørkt - så lys på, lige et par enkelte gange begyndte den, at hakke og skyde lidt, men det gik over (fik det lige et øjeblik ekstra koldt)
I Anders Lassens fodspor Lykke Kjer / Kim Hansen Vores sommerferie var, som alle vore andre ferier, ikke uden historiske indslag. Destinationen var i år Kreta, et paradis med sol, varme og sydlandsk charme, men også en ø fyldt med historie. Efter at have læst Thomas Harders ”Anders Lassens Krig” kunne det være spændende at se og opleve nogle af de steder, hvor han havde været under WW2. Er man født og opvokset på Sydsjælland, ja så kender man med stor sandsynlighed historien om Anders Lassen. Men for dem, hvor der ikke lige ringer nogle klokker, så kommer her Anders Lassens historie i en ultra kort udgave.
Det gik så godt, at motorvejen blev valgt syd for Støvring, og resten af vejen hjem indtil Hjallerup afkørsel, og så imod Thorup. Vel hjemkommet - Dorrit kom ud - så køretøjet - "den er da meget pæn" og gik ind igen!!?? Tanken er, at den skal holdes Dansk, måske med nogle få værnepligts anarkistiske modifikationer eller lign. Der er kommet andre dæk på, mere korrekte i str. (så ud til at kunne køre på vandet med 7.50x16, det var lige rigeligt), ny olie og filter, ny vandpumpe og tændkabler, fandt ud af det på den hårde måde (sluk for motoren, hvis der skal rettes på et gammelt tændkabel m/24.volt) Ellers samles der stumper, til renoveringen - måske mere derom senere.
Anders Lassen Født i 1920 på Høvdingsgård gods på Sydsjælland. senere flyttede familien til Bækkeskov gods ved Præstø Fjord. Der var indgroede militære traditioner i familien. Faderen, Emil Lassen, var kaptajn i forsvaret og havde været observatør i den spanske borgerkrig og forsøgt sig som frivillig i den finske vinterkrig.
Vigtig detalje bringes i orden
I 1931 kom Anders Lassen på Herlufsholm Kostskole ved Næstved. Anders viste sig som alt andet end bogligt interesseret, for nu at sige det pænt. Efter 3 år i grundskolen mente man fra skolens side ikke at kunne gøre mere for Anders, der så efterfølgende flyttede hjem igen og startede på den lokale Lundby Realskole.
Side 11
Anders brugte mere energi på jagt i de lokale skove med bue og pil end på skolen, så det blev til en realeksamen med absolut laveste karakterer.
kendes uden for Kreta på grund af den militære lufthavn.
Således hensat med meget begrænsede karrieremuligheder finder vi i 1939 Anders som skibsdreng og senere som aspirant i handelsflåden. Den 9. april modtager skibet melding om besættelsen og besætningen, med Anders som kraftig fortaler, forlanger, at skibet søger allieret havn. Skibet, Eleonora Mærsk, fortsatte i allieret tjeneste og blev i Capetown forsynet med let bevæbning, som Anders Lassen meget velvilligt og stolt blev uddannet i at betjene. Da muligheden for at komme til England og lade sig indrullerer i den britiske hær kom, slog Anders til og i 1941 finder vi ham i SOE (Special Operations Executive). Tilværelsen som commandosoldat passede ifølge overleveringerne Anders ganske godt. Igennem krigsårene deltog han i utallige operationer hvoraf de fleste fandt sted i Middelhavet. Historierne om Anders Lassens bedrifter er utallige og flere af dem stærkt overdrevne. Angiveligt skulle han have skudt tyske vagtposter med bue og pil. At han havde et voldsomt had til tyskerne og et lige så voldsomt temperament, der ofte gav hans overordnede store problemer, er i hvert fald en kendsgerning.
Kastelli militære lufthavn – stadig operationel og derfor utilgængelig for turister Efter en del omveje, takket være det græske alfabet fremmedartethed, fandt vi Kastelli og efter lidt søgen også lufthavnen. Vi kørte af utallige små markveje for at komme tæt på lufthavnen (områder som kun firmaog udlejningsbiler normalt kan klare) men med ringe held. Alt var spærret af og med tydelig skiltning med ”Fotografering Forbudt”
Underjordisk bygværk, der førte ind under startbanen. Vi modstod lysten til at gå derind.
Anders Lassen bag rattet i hans personlige Jeep Under en aktion i Norditalien d. 9. april 1945 går det imidlertid galt. Anders Lassen rammes på klods hold af maskingeværild og dør kort efter. Han blev og er stadig begravet der, men talrige steder i Danmark er der opsat mindesten og buster. Anders Lassen var den højest dekorerede ikke englænder i den engelske hær. For os danskere har Anders Lassen betydet meget for vores omdømme i udlandet under og efter krigen, set i lyset af vores uheldige samarbejdspolitik med tyskerne i de første besættelsesår. Men tilbage til nutiden, helt præcist august 2013, hvor Lykke og jeg i vores mikroskopiske ulejningsvogn kører igennem de snoede bjergveje på Kreta med kurs mod Kastelli, en lille by inde i landet, der absolut kun
Men hvorfor forlade sommerhuset, poolen og de kolde øl for at se en gammel støvet lufthavn i 35 graders varme ?. For at finde svaret skal vi igen tilbage i tiden. Vi skriver nu 4 juli 1943 og Anders Lassen og en gruppe commandosoldater har siden 23 juni kæmpet sig igennem bjergene fra Kretas sydkyst, hvor en mindre båd har landsat dem. I lige linje er der 40 km, derfra til Kastelli, men i sommerheden, tungt læsset med materiel, på smalle stier og den evige frygt for tyske patruljer har det været en umenneskelig opgave. Ifølge deres efterretninger, lokale modstandsfolk og luftobservationer, befinder der sig en del tyske fly på pladsen. Alle kraftigt bevogtet af tyske og italienske tropper. Kreta og lufthavnene have vital strategisk
Side 12
- betydning for Tysklands interesser i det græske øhav så man tog absolut ingen chancer, da man ikke var helt uvant med sabotageaktioner.
Vores fotosafaris største udbytte den dag blev således en Bofors kanon (?), der sammen med et monument stod lidt uden for Kastelli.
I ly af natten forcerer Anders Lassens gruppe det vestlige hegn mens en anden gruppe angriber fra øst. Anders bliver hurtigt engageret i nærkamp med vagtposter, hvoraf en dræbes. De må trække sig tilbage med uforrettet sag. Mere held har den anden gruppe, der får anbragt sprængladninger på flere Stukas og andre fly. Snart genlyder natten af eksplosioner og meldingen går til det engelske hovedkvarter, at 4 Stukas, 4 andre fly samt et brændstoflager var sprængt. Men som bekendt er sandheden en flygtig fugl i krigstider. Efter krigen har man studeret de tyske skadesrapporter, der kun omtaler tabet af et (1) rekognosceringsfly samt en luftværnssoldat dræbt. En del sprængladninger meldes fundet og bragt til sprængning uden at gøre skade. Tjaaa, hvorfor skulle den tyske kommandant lyve i sin rapport? – og ville det overhovedet være muligt. Tyskerne havde som regel styr på deres materiel og tabet af 8 fly ville uvægerligt blive afsløret før eller siden.
Bofors kanon (?). Bemærk hunden under hjulet til venstre.
Men den slags kedelige detaljer gør bestemt ikke en god historie dårligere. Grækerne og de allierede havde brug for succeshistorier som denne og vi danskere kan da også lide at sole os lidt i den. Bagsiden af medaljen er så de talrige civile, som tyskerne efterfølgende henrettede, da man så udmærket vidste, at civilbefolkningen havde hjulpet Anders Lassen og hans folk. Mere heldige er Anders og hans folk, der stort set alle reddes og kan fortsætte deres kamp mod tyskerne
Typisk Kretansk landskab, ikke lige stedet, man ønsker at forcere med fuld oppakning. (bemærk bjerggeden, der ikke synes imponeret af tyngdekraften. De bærer i øvrigt bjælder, og den lyd undrede vi os meget over de første par dage, vel vidende, at det nok ikke var HjemIs biler.)
Inskriptionen på græsk gav cirka samme mening som de græske vejtavler. Er der en læser, der kan kaste lys over dette, ja så glæder jeg mig til at skrive det i næste udgave af MilklubNyt.
Velbeholdent tilbage fra ”ekspedition Kastelli” nyder Lykke og jeg en kold græsk ”Mythos” i skyggen på den lokale restaurant.
Side 13
Bjarne Madsen
til. I byen er der et rigtigt flot industrimuseum, hvor der er mulighed for overnatning lige ovenfor elven, som var hovedkraftkilde til den lokale industrialisering.
Havde en sensommerweekend bevæget os til Sverige for at se på noget virkeligt ærkesvensk - en Volvo L465 lastbil, som fandtes i Eskilstuna sydvest for Stockholm. Kendere vil vide, at Eskilstuna er en af Sveriges industrivugger, hvor bl.a Bolinder m.fl holdt
Da Volvoen var indkøbt og museet besigtiget, var det på tide at indtage Sveriges hovedstad. På vejen dertil kom vi forbi Arsenalen - "Skandinaviens största militärfordonsmuseum"
Museums anmeldelse - Arsenalen i Sverige
Side 14
Lad det blive sagt eller skrevet med det samme - det museum er ubetinget et besøg værd, hvis man er på de kanter, men også hvis man virkelig har en interesse i tunge køretøjer og vel bemærket af den slags man ikke lige ser i enhver Hollywood-produktion.
Desuden er der opbygget display mv. Umiddelbart synes der kun at mangle udendørs opvisning for at dette museum får topkarakter.
Køretøjerne er udstillet i en flot hal og kommer i passende kronologisk orden med ganske god forklaring til de enkelte.
Side 15
Vordingborg Kaserne 100 års Jubilæum Kim Hansen Den 5. september var vi inviteret til Vordingborg Kasernes 100 års jubilæum og veteranstævne. Som altid sammen med vores GHRVPK kolleger og som altid var det meget hyggelig. Noget nyt i år var, at det ikke regnede. Om det så er sidste gang vi har den fornøjelse vides ikke, da andre sorte skyer er trukket op i horisonten i form at kasernelukninger, som i større eller mindre grad vil påvirke DANILOG og dermed Vordingborg Kasernes fremtid. Men lige den dag var tankerne andet steds, da regentparret som et led i deres sommertogt med ”Dannebrog” aflagde visit hos jubilaren.
Husarene var selvfølgelig til stede. Selv om man ikke aner noget om heste, er det et flot syn
Den sydsjællandske verdenspresse var der samt en masse indbudte honoratiores i form af borgmestre og andet godtfolk. (foto Line Ilm)
Regentparret i karet. (foto Line Ilm)
Tambourkorpset sørgede for musikken
Side 16
Gammelt panser og sol fra en næsten skyfri himmel – så kan man vel ikke forlange meget mere
gravsten. Efter lidt mere snak fik jeg en kopi af dødsannoncen, og gik i gang med at undersøge, hvor jeg skulle starte med at lede efter ham.
Operation find en Slægtning John Degn Jessen Da jeg bor syd for Kongeåen, bor jeg i et område der af flere omgange har været kraftigt involveret i krige. Den krig der har sat sit største spor i nyere tid er den første verdenskrig. Mange unge danske mænd blev indrulleret i den tyske hær og sendt til frontens skyttegrave som kanonføde. Man skal huske at disse unge mænd var dansksindede mere end 4100 danskere faldt i krigen. Når man besøger kirker her i det sønderjyske, kan man ikke undgå at se sporene i form af mindetavler. Alene her i dette lille sogn Højrup, kan man formode at mellem 510 % af sognebørnene blev sendt i krig.
Postbud Jørgen Gaarde afgik ved døden den 30 januar 1915 på et tysk feltlazaret i Le Mesnil. Jeg søgte vidt og bredt, men intet var at finde der kunne passe med dette sted navn De steder der fandtes lå langt fra fronten. Efter lidt grublen over, hvordan jeg fandt ud af mere, tænkte jeg, at tysken sikkert har et register. Og minsandten, volksbund.de har helt styr på hvem der er faldet hvor og hvornår, så aftenen inden jeg tog af sted fandt jeg Jürgen Gaarde's sidste hvilested.
I en snak med min genbo kom vi til at tale om 1. verdenskrig og hvilken indvirkning denne havde lokalt. Han fortalte mig at hans bedstefars bror blev indkaldt til den tyske hær, og blev dødeligt såret sidst på året 1914. Det stod hurtigt klart, at han aldrig ville komme hjem, så den tapre broder rejste den lange vej til Frankrig for at besøge sin døende bror helt nede i Frankrig. Alene dette synes jeg var ret hjerteskærende og ikke mindst imponerende, at rejse så langt for at sige et sidste farvel. Da jeg her i efteråret havde planlagt en tur til Frankrig var der ingen tvivl i mit sind; jeg ville finde hans
Side 17
Næste nummer af MilklubNyt Redaktøren Ja – lige her på deadline +5 timer befinder jeg mig i den usædvanlige situation, at have for meget stof. Jeg sigtede på 20 sider, da det jo skal være deleligt med 4, men faktisk kunne jeg fylde 4-8 sider mere. Men dels er jeg om få timer på vej til Tyskland og Frankrig (mere derom i næste nummer) og dels skal der jo også være noget at glæde sig til, når januar udgaven kommer. Så turen til Frankrig startede med et besøg på Kirkegården. Min genbo blev meget glad over at se billeder af kirkegården og gravstenen.
Nogle gæve medlemmer har brugt en weekend på at mudderbade deres tunge køretøjer i Nordtyskland. Det kan man glæde sig til at læse om men allerede nu se flotte videoer på YouTube og smugkigge fotos på Facebook eller nederst på denne side. Foruden reportagen fra Lykkes og min kommende tur til Tyskland, hvor vi nok falder over Siegfried og Maginotlinjerne et par gange, er der også tilgået en spændende beretning samt flotte fotos fra John Degn Jessen. Og mon ikke efterhånden, at flere medlemmer kunne få lyst til at skrive lidt om deres køretøjer. Der er i hvert fald god inspiration at hente fra de flotte artikler, som med tak er modtaget til dette nummer.
________________________________________________________________________________________________
Side 18
Som en lille opfølgning til Anders Lassen artiklen fandt jeg i arkivet dette foto fra 4. maj 2010. Sammen med det lokale hjemmeværn kørte vi en tur på Sydsjælland med henblik på kransenedlæggelse. Her er vi ved Anders Lassens Mindelund ved Sct. Peders Kapel, ikke langt fra Anders Lassens barndomshjem. _____________________________________
MILITÆRKØRETØJSKLUBBEN Vi er en landsdækkende klub som primært interesserer os for historiske militærkøretøjer samt historiske bunker og fæstningsanlæg. Militærkøretøjs Klubben er opdelt i forskellige selvstyrende lokalafdelinger, hvor der arbejdes lokalt med en bred vifte af forskellige aktiviteter. Flere af disse lokalafdelinger har deres egne hjemmesider, hvor du kan læse mere omkring dette. Den største fornøjelse ved at være medlem af Militærkøretøjs Klubben, er at komme ud og lufte disse historiske køretøjer – om de så er fra Anden Verdenskrig, Vietnam krigen eller bare fra perioden omkring den kolde krig, det er af mindre betydning. Hvis man kigger hen over samtlige medlemskøretøjer i Militærkøretøjs Klubben, vil man opleve alt fra personvogne til lastvogne – lige fra årgang 1940 til omkring årgang 1985. Har du spørgsmål omkring historiske militærkøretøjer, eller er du førstegangs køber af et militært køretøj, eller har du bare spørgsmål til Militærkøretøjs Klubben generelt – så kontakt os endelig, vi vil meget gerne hjælpe dig. Medlemskab koster DKK. 250,- årligt. For at tilgodese nye medlemmer, kan man det første år nøjes med at betale kvartalsvis kontingent. Melder man sig f.eks. først ind i oktober betales kun 62,5 kr. Der er meget mere information på www.milklub.dk Kontaktpersoner: Formand: John Degn Jessen jessen@milklub.dk
Redaktør: Kim Hansen klubblad@milklub.dk
19