Sagen uvedkommende by Mette Kramer

Sagen uvedkommende - en overflod af mening i beskĂŚftigelsessystemet Nina Holm Vohnsen

Med egne ord Tirsdag morgen på jobcenteret ankommer 32 sygemeldte mænd og kvinder til førstegangssamtaler. Flere af dem ved ikke, hvorfor de er kaldt til møde, men de forstår, at de skal kontrolleres. Derfor er de ankommet med særlige tasker og mapper, hvor de har samlet al den information, som de forestiller sig, at de kan få brug for, når de skal overbevise kommunen om, at de er syge. I løbet af den følgende time vil det flere gange ske, at journaler, recepter og små kort med tider til fysioterapeuter vil flyde ud over sagsbehandlernes borde eller gulve, som resultat af disse mænd og kvinders hektiske roden rundt efter et eller andet særligt stykke papir. Sagsbehandlerne vil derefter forsøge at stoppe denne bevisførelse: “Prøv at fortæl mig med dine egne ord, hvorfor du ikke kan gå på arbejde.” Hvis de siger dette til en udenlandsk borger sker det næsten altid, at borgeren siger – for eksempel på polsk, russisk eller på gebrokkent dansk –

“jamen fordi jeg er syg!,” og genoptager sin søgen efter en journal eller et andet papir, som kan bekræfte det. Hvis borgeren derimod gætter, hvad sagsbehandleren mener, kan samtalen fortsætte.

En borger i centrum Karl følte hans liv var forbi. Som om der med hans 51 overståede år ikke var mere tilbage til ham. Karl sad bare der på sin sofa. Hver dag. Vi kan tillade os at forestille os, at han så ud i luften eller ind i fjernsynet. En friluftsmand idømt indendørstid. En stærk mand reduceret til passivitet. Han blev vrissen. Hans venner sagde, at han ikke mere var sig selv.

Det vil fremgå af statistikken, at Karls sag var en fiasko. Kommunen havde investeret i en ’sygedagpengepakke’ til at få ham tilbage i fuldtidsarbejde. Han havde fire uger til sin rådighed. Kommunen betalte 1000 kr. for 25 timer om ugen for at han – borgeren – kunne blive bragt tættere på arbejdsmarkedet via en indsats centreret om hans behov. Karl var ikke parat til fuldtidsarbejde da de fire uger var omme.

Karl: De første to, tre dage havde jeg fandme ikke lyst at være på beskæftigelsescenteret. Jeg havde accepteret, at det hele alligevel var ovre. Men nu ved jeg, at der er mindst ti gode år tilbage i mig. Og mine venner siger, at jeg er en meget gladere person. De mennesker jeg har mødt her på centeret… Det er som at have gode kollegaer. Jeg får lyst til at stå op om morgenen og ’gå på arbejde’.

En almindelig dag I dag har sagsbehandleren Marie netop besluttet sig for, at hun vil tage motorcykelkørekort. På hendes kontor trækker en kvinde ned i blusen og peger med højre hånds pegefinger mod stedet på venstre brystkasse, hvor der i stedet for et bryst tegner sig et topografisk kort af arret hud. På et andet kontor lykkes det netop sagsbehandleren Sofie (som på dette tidspunkt endnu ikke ved, om hun endelig er blevet gravid), at bremse en mand i at trække bukserne ned. I stedet for trækker han nu centimeter for centimeter det snævre bukseben op over knæet og beviser arret efter den kniv, der var tiltænkt noget helt andet og arbejdsrelateret, men som i stedet skar et ti centimeter langt ar fra højre knæ og op langs hans inderlår, mens et par store sække væltede ned over ham bagfra. På femte kontor til højre sidder en kvinde tavst og græder rasende og ydmygede tårer, da hun forstår, at der ikke er nogen vej uden om det; hun er tvunget til at

fortælle denne unge, fremmede mand hvorfor hun, som har klaret sig selv hele livet, pludselig ikke kan længere. Hendes sagsbehandler, Morten, har netop begravet en gammel ven. En Overdosis.

En minussag En minussag er en sag, som den kommunale sagsbehandler ikke har fulgt op i rettidigt. Rettidigheden er en periode, som er defineret i en lov, og hvis denne periode overskrides får kommunen ingen refusion fra staten, hvilket belaster den kommunale økonomi. At ’følge op’ kunne i foråret 2009 være mange ting; det kunne for eksempel være at sende et brev til en borger hvori borgeren indkaldes til en personlig samtale og bliver oplyst om, at han eller hun kan miste sin ret til sygedagpenge, hvis han eller hun ikke møder op – hvis borgeren så møder op kan man afholde samtalen, og hvis borgeren ikke møder op kan man sende et partshøringsbrev. I begge tilfælde har man lavet en opfølgning. Man kan også ringe til borgeren. Hvis borgeren ikke er hjemme, kan man sende et ringebrev, som er et brev der oplyser, at sagsbehandleren har ringet, og at borgeren nu har et bestemt antal dage til at ringe tilbage, ellers risikerer

han eller hun at miste retten til sygedagpenge. Hvis borgeren er hjemme eller hvis borgeren ringer tilbage inden for fristen og måske / måske ikke får fat på sin sagsbehandler, som så ringer tilbage og måske / måske ikke får fat på borgeren og så videre, har man lavet en opfølgning. Ellers kan man sende et partshøringsbrev, og så er opfølgningen også hjemme. I foråret 2009 var det et fokuspunkt i sygedagpengeafdelingen at undgå at ’gå i minus’.

Fremmødestabilitet En sen morgen evnede forskeren endnu engang ikke at komme op til tiden. Nu står hun med gardinsnoren i hånden og ser ud af sit vindue. Hun ser, 1) en tyk mand i joggingbukser, flerfarvet dynejakke og fedtet hår, 2) at han med begge hænder holder om gelænderet ind til cykelrummet, 3) en klapvogn fyldt med poser, 4) at han vaklende forsvinder ind til cyklerne, 5) at der ud fra cykelrummet kommer en mager lang-sortdynefrakke-klædt grønlandsk kvinde, som tømmer en bærepose fuld af flasker ned i den affaldssæk, som står i klapvognen, 6) at manden igen kommer til syne nu støttende sig til et gangstativ. Forskeren undrer sig: Hører de sammen? Bor de her i mit gatede community, Lille Colbjørnsensgade? Har han stjålet gangstativet? Står porten ulåst og er dette konsekvensen?

En usædvanlig borger

Stakkels soldat

I en have sidder en usædvanligt høj kvinde. Haven tilhører et hus, som ligger i en del af byen, som Bjarne Reuter har gjort berømt. Forbi denne have løb måske Buster, efter at have råbt de skæbnesvangre ord efter Lars – det hundehoved. Hvorom alting er, ville denne usædvanligt høje kvinde være tvunget til at bøje sig usædvanligt lang ned, hvis hun skulle trøste, lad os sige, en 1-årig i en daginstitution. Og hun har bøjet sig usædvanligt meget, så nu sidder hun her i sin have fem måneder efter, at hendes rygsmerter holdt op med at føles som sædvanligt. Hun venter på at blive indkaldt til den scanning, som skal afgøre om den genoptræning, som hun har været i kø til siden sin sygemelding, er tilstrækkelig, eller om det bliver nødvendigt med en operation. Hun ved ikke om hun har ventet usædvanligt længe?

I dag i radioen fortælles en chokerende historie om en soldat, som er vendt hjem fra Afghanistan minus én arm og ét ben. Efter to måneder ligger han stadig på hospitalet fordi hans kommune ikke kan finde en egnet handicapbolig. Dette er skandaløst. Det er alle, som får en chance til at udtale sig i nyhederne, enige om. Han skal først i køen. Måske, spekulerer nogle politikere på i nyhederne, skal vi have en særlig veteranpolitik? Inden næste nyhedsudsendelse har Forsvaret formuleret en offentlig holdning: ”Forsvaret må lægge pres på kommunerne for at sikre, at hjemvendte soldater kommer forrest i køen.”

Hensigtsmæssighed Det bedste er, hvis ingen af de tilfældigt udtrukne sygedagpengemodtagere bliver fritaget fra forsøget, for det vil gå ud over forsøgsdesignet. Det hensyn blev i foråret 2009 formuleret på flere måder, hør blot her.

En anden kommunal sagsbehandler: ”Vi kan ikke give dig nogen behandling, som forkorter din sygeperiode, men vi skal finde en måde at tilrettelægge din sygeperiode, så det passer med aktivitetskravet.”

En kommunal sagsbehandler: ”Vi vil meget gerne have, at du deltager i forsøget, for hvis vi kun får dem med, som det helt åbenlyst hjælper, så får vi jo aldrig vist, hvornår det ikke hjælper. Så det er for, at vi kan få de bedst mulige resultater, at du skal deltage. Hvis du kan, skal du.”

En borger: ”Det er fint man laver sådan et forsøg, jeg synes bare ikke lige jeg passer ind i blokken vel? ... Jamen, hvad pokker skal vi tale om? Altså, jeg gider ikke, hvis vi ikke skal noget. Eller ’gider’… det er sådan et grimt ord. Men det skal ikke være for sjov vel. Det er spild af både din og min tid.”

En fuldmægtig i Arbejdsmarkedsstyrelsen: ”Det, som sådan et forsøg kan bruges til, er at punktere myter. Så vi bliver klogere. Hvis vi tror det giver mening, så skal vi turde teste det og se, hvis det ikke giver mening.”

Lovbrud I

Lovbrud II

Onsdag den 10. juni kan man læse på forsiden af Politiken, at danske socialrådgivere bryder loven på daglig basis. Underrubrikken forklarer at én ud af to socialrådgivere dagligt er ude af stand til at leve op til lovens forskrifter. Spørgsmålet, som Dansk Socialrådgiverforening har stillet deres medlemmer på vegne af Politiken, er følgende: Har du inden for de seneste tre år kunnet leve op til de retningslinjer, som loven udstikker for dit socialfaglige arbejde. På lagkagediagrammet kan du se, at 49 % svarer ja, at 32 % svarer nej, og at 19 % ved ikke. I brødteksten får du den yderligere information, at næsten alle de socialrådgivere, som angiver at de bryder loven, gør det på daglig eller ugentlig basis. Journalistens vinkel på historien er, at det øgede arbejdspres og det stigende krav om dokumentation. Formanden for Dansk Socialrådgiverforening citeres for at sige, at “hvis man beder om tal og skemaer, får man tal og skemaer”.

19% af de adspurgte socialrådgivere ved ikke om de bryder loven.

Da de sendte Indiana Jones på tøsekursus En eftermiddag i oktober, sidder en forsker hjemme hos en borger, som netop er blevet raskmeldt af sin sagsbehandler. ”Altså, jeg troede, at det var meningen, at jeg skulle sige, at jeg hellere ville have et fuldtidsjob end at sidde henne på det dér kursus. Og ja, inden jeg fik set mig om, så raskmeldte de mig. Så nu æder jeg mursten. Hæ hæ.” Efter en halv times tovtrækkerisk samtale om enkelthederne i sagsbehandlingen, meddeler borgeren omsider forskeren, at han finder sit sagsforløb usigeligt kedeligt at tale om. I stedet: En tømmerhytte en snescooterrejses-penge væk fra Thulebasen. Røgen blæser ned i hytten i stedet for at blive suget op af skorstenen, og det kan kun betyde at den varslede orkan er ankommet. Det gælder om, at nå tilbage til basen så hurtigt som muligt. Vinden suser over isen og blæser

sneen væk, så scooterens meder ikke kan få fat. Et overraskende vindpust rammer scooteren fra siden og den glider i rivende fart sidelæns mod isens kant. I sidste øjeblik standses den af en forhøjning i landskabet, hvor to isplader har skruet sig ind i hinanden. Forhøjningen fortsætter langt ind mod basen, men ophører og nødvendiggør krydsningen af femten meters fygende, sugende intethed, før den igen fortsætter længere fremme. Med dolk i den ene hånd, lommekniv i den anden og et solidt reb om livet og scooteren foretages med maven mod isen en horisontal isklatring. Centimeter for centimeter frem mod sikkerheden bag isskruningens forhøjning.

Overflod af mening

Hvorfor denne overflod af mening? Og hvad stiller vi op med den?

- af Jens Peter Jensen, MidtLab

Når vi stilles over for noget, der tydeligvis er pure opspind, og noget andet, der er den skinbarlige virkelighed, har vi ingen problemer med at skelne. Det er først, når virkeligheden folder sig ud, at vi kommer i tvivl om, hvad det virkelige i virkeligheden er. Vi kan sagtens rumme fantasien, jo mere, jo bedre, vil nogen sige. Det er virkelighedens virkelighed, der skaber tumult i vores bevidsthed. Det er således ikke noget let ærinde, Nina Holm Vohnsen har sat sig for i sine billeder og tekster på de foregående sider. Måske er det derfor, hun vælger at lade tekstglimt og stillbilleder fortælle. I hendes fremstilling er vi overladt til os selv og vore egne overvejelser. Der sker, som hos forfatteren Haruki Murakami, en ophobning af stof, og der en ingen forløsning på historierne. Den må vi selv finde, ofte hos os selv, for hvem er

vi ellers overladt til, når historierne stopper brat? I deres ophobninger og fremvisning af overfloden er Vohnsen og Murakami fælles om at formidle sårbarheden hos os alle i de store spørgsmål. Selvom det usagte spørgsmål måske er: ”Hvad stiller vi op?” er det ikke et desperat skrig, der fylder rummet. Det er ikke dig og mig mod systemet. Det er ikke nederlagshistorier, for der er ikke tale om kamp. Vi er så vant til begreber, der er hentet fra slagmarken: Kræftens ’bekæmpelse’, ’kampen’ mod sukkersyge, ’indsatsen’ mod folkesygdomme, lægerne står ’godt rustet til slaget’ mod malaria og ’nedkæmpelsen’ af fugleinfluenzaen. Men der er andre vinkler, andre perspektiver, nye åbninger og sprækker. Vohnsens materiale er et tankevækkende bidrag til søgningen efter sprækker. Der er en strømning af en tilsyneladende ubændig livskraft i denne søgen.

Blandt mange andre beskæftiger forskere på Copenhagen Business School sig med iværksætteriet (eller entreprenørskabet), hvad det er og hvad det betyder for et samfund. En af dem, professor Daniel Hjorth, er specielt interesseret i entreprenørskab som ’organisatorisk kreativitet’. Han tager fat i ordets etymologiske grundbetydninger: ”entre” – fransk: imellem og ”prendre” – fransk: at tage, gribe fat i1 . Entreprenøren er altså den, der i virvaret og hurlumhejet kan gribe noget i forbifarten og i mellemrummet (i Hjorths sprogbrug: in-between) og bruge det til noget.

garagen. Entreprenørbegrebet favner her også den foretagsomme offentlige virksomhed og de medarbejdere, der kan finde sprækken i den store ophobning af mening og gribe muligheden for at realisere tanker om, hvad der i grunden er hensigtsmæssigt og har perspektiv i samfundet. Måske er det sådan, at netop ophobningen (overfloden af mening) i sig selv er det igangsættende grundlag for entreprenørens (dvs. borgerens, medarbejderens, vores alle sammens) kreative og foretagsomme udfoldelse?

En entreprenør er her ikke en betegnelse, der er forbeholdt den person, der med den gode idé i hånden og tankerne langt nede i drømmen om noget stort starter en virksomhed op hjemme i

Sprækken, mellemrummet, findes ikke åbenbart for alle, altid. Det er entreprenøren, der i kraft af sin aktivitet er medvirkende til, at sprækken opstår som noget håndterligt; som mulighed og som rum. Vi kan med andre ord ikke kritisere nogen eller samfundet for, at det eller de ikke har opdaget eller brugt en åbning, som har været der længe2 . Det er først i initiativet og i vedholdenheden, at sprækken som mulighed er

1 For eksempel i Daniel Hjorth, Bengt Johannisson og Chris Steyaert, ”Entrepreneurship as discourse and life style”, 2003

2 Daniel Hjorth og Bengt Johannisson, ”Learning as Entrepreneurial Process” i “Revue de l’Entrepreneuriat, vol. 8 no. 2, 2009

til stede. Vi skal altså gøre noget. Vi skal være til stede, kan man sige. I en vis forstand er der her en forbindelse til kreativitet. En vigtig baggrund for ovenstående forståelse af entreprenørskab er den overbevisning, at ’vejen’ og det uophørlige arbejde med at øve sig og gøre brug af andre perspektiver, er vigtigere end selve målet – eller ’løsningen’, som vi har for vane at kalde det, når der er tale om sociale problemstillinger. En løsning har allerede i selve begrebet en undertone af noget færdigt. ”Vi nåede i hus” kan man sige om en løsning. Hvis vi for alvor skal tage fat på de bobler af erfaring og indsigt og hverdagsglimt, som Vohnsen præsenterer, må vi opgive tanken om det færdige og i stedet anlægge en ’becoming’ tilgang, som den kinesiske professor Robert Chia ved Exeter University og University of St. Andrews slår til lyd for 3. 3 Det gør han i artikler som ”On Organizational Becoming: Rethinking Organizational Change” i tidsskriftet “Organizational Science”, 2002, og i kapitlet “Enhancing Entrepreneurial Learning through Peripheral Vision” i “Entrepreneurial Learning: Conceptual Frameworks and Applications”, 2006

Pudsigt nok er den stadigt skiftende brug af ordet ’entreprenørskab’ en illustration af Chia’s ’becoming’ perspektiv. Ordet skifter hele tiden mening – betyder det foretagsomhed, iværksætteri som enkeltmandsforretning eller frivillige organisationers indtræden i virksomhedsform på den offentlige sektors arbejdsfelt? Ordet får nye betydninger, når nogen finder åbninger og sprækker, som kan bruges til udvikling. Når de går i gang med at arbejde, kan vi ikke forstå, at der ikke for længst er nogen, der har gjort det.

Nina Holm Vohnsen Antropolog / Erhvervs-PhD studerende MindLab & Aarhus Universitet +45 8942 4664 etnnhv@hum.au.dk www.mind-lab.dk Jens Peter Jensen MidtLab +45 20660626 jens.peter.jensen@midtlab.dk www.midtlab.dk

Tekststykker og billeder stammer fra min forskning, som er en etnografisk undersøgelse af implementering af projekter og lovgivning på sygedagpengeområdet. Du kan læse mere om forskningsprojektet ”Fra handlingsplan til handling” på www.mind-lab.dk/ erhvervs-phd eller på: http://person.au.dk/da/etnnhv@hum. Forskningen vil i løbet af 2011 forelægge som en antropologisk phd-afhandling om implementering og beslutningstagning.