det. Det viste sig her, at biskoppen ønskede, at de skulle være enige om ikke at diskutere dåbssagen og særligt, at de på mødet skulle være enige om ændringen af navnet på projektet til ”del af Folkekirkens migrantarbejde” og dermed undgå at en uenighed kom i referat. På mødet får Massoud at vide, at han foruden dåbsforbuddet nu heller ikke må rejse til andre stifter og udføre sit arbejde med migranter uden først gennem Fyns biskop at orientere de forskellige biskopper om, hvad han havde i sinde at foretage sig der. I referatet fra mødet kan man læse følgende fornærmelse fra biskoppens side: ”Samtidig skal Massoud Fouroozandeh som alle andre præster søge tilladelse fra biskoppen såfremt dåben sker udenfor kirkens rum, og endelig gjorde biskoppen opmærksom på, at, da det kunne have meget store konsekvenser for muslimer at blive døbt, bør der i hvert enkelt tilfælde ske en grundig dåbsoplæring.” Som det videre fremgår af referatet, var Massoud rystet og ville ikke sige noget. Enhver, der kender Church of Loves og Massouds arbejde med konvertitter ved, at han bruger mindst 12 uger på trosoplæring. Biskoppen derimod har lyttet til rygter, der gik og går i det folkekirkelige dialogmiljø om, at ”Massoud døber i flæng”. Længere fra sandheden kan man næsten ikke komme, og det bliver dobbelt latterligt, når man betænker, at den dåbsoplæring, som foregår forud for barnedåb i Folkekirken som oftest består i en times kaffemøde af skiftende indhold med barnets forældre, mindst af alt grundig oplæring. Særlig morsomt bliver det også af det faktum, at biskoppen i en senere samtale den 22. januar 2014 med Massoud i en samtale om dåb og tro (som vi vender tilbage til) krævede, at han skulle døbe børn af forældre, selvom forældrene sagde, at de ikke troede på Gud, ikke ville opdrage barnet i den kristne tro og ikke ville lade barnet være del af en menighed! Biskoppen pointerede 52
nemlig før, at man altid døber ind i en menighed, og derfor skulle Massoud døbe ind i Folkekirken – det vil sige ordet menighed er helt tømt for andet end juridisk indhold. Og med mindre biskoppen mener, at et barn, der ikke er døbt, fortabes og kommer i helvede, (så ville der jo være grund til hurtigt og uden videre at døbe), så er det mildest talt en lemfældig omgang med dåbens sakramente – uanset at det var et tænkt eksempel. Forløbet i mødet viser, hvordan sagen om dåben dybest set er styret af spørgsmålet om, hvem der definerer Folkekirkens migrantarbejde, og man i hvert fald fra visse biskoppers side åbenbart ikke ønsker, at det skal være Massoud, selvom man de facto intet har at sætte i stedet, som på nogen måde kan opvise en lignende succes. Men hovedindtrykket er, at Massoud har en forkert, fundamentalistisk teologi, som Kjeld Holm sagde det i ”Ordet er dit” den 16. december 2013, og den teologi skal inddæmmes til Fyn hurtigst muligt. Mens oktober går, kører en anden sag parallelt, som har indvirkning på stemningen omkring Massoud. Det er formanden for Danske Kirkers Råd, Københavns stifts domprovst Anders Gadegaard, bakket op af Roskildes biskop Peter Fischer-Møller, som har sat sig i spidsen for støttekomiteen for en stormoske i København. I et brev af 24. oktober kræver Massoud, at Gadegaard enten trækker sin støtteerklæring til moskebyggeri tilbage eller går som formand for rådet. Massoud bakker herved op om den protest, som det græskortodokse, det baptistiske og det metodistiske trossamfund har formuleret mod Danske Kirker Råds formand. Den brede og officielle indsats for moskebyggeri, som findes blandt kirkelige topledere, viser måske klarest forskellen mellem missionssynet hos Massoud og den fløj, som forsøger at stække 53
hans vinger. Dette aspekt vil blive nærmere behandlet i bogens anden del.
Behov for yderligere bisidder Den 27. november 2013 blev kirkerne på Fyn så lukket for Church of Love, lød det fra flere sider. Hvad der er op og ned i den sag er svært at få rede på for os, men hændelsen siger noget om den panik, som lurede under overfladen. Massoudsagen havde kort været oppe at vende under et samråd mellem biskop og provster og nåede Svendborg provsti, hvor provsten Per Aas Christensen meddelte flere af de undrende præster biskoppens ord, at man ikke måtte åbne Folkekirker for frimenigheder specifikt Church of Love – hvad der egentlig blev sagt på mødet har det været os umuligt at finde ud af, men under den tjenstlige samtale den 3.december spurgte jeg, hvad det skulle betyde. Først hævdede kontorchefen, at det skyldtes en sag fra Svendborg med en frimenighed – men det stoppede biskoppen ham dog i, da den sag om frimenigheden på Tåsinge allerede var 20 år gammel, hun kom frem med en sag fra Åbenrå – det lykkedes os ikke at finde ud af, hvorfor den skulle have relation til Massoud og Church of Loves menighed af migranter, som jo ikke var en frimenighed, men med i et igangværende projekt startet af stiftets tidligere biskop. I løbet af denne frustrerende tid talte jeg en del med Massoud, og vi besluttede, at jeg skulle være bisidder i stedet for hans advokat. Det var gået op for os, at denne sag var en folkekirkelig, teologisk kamp og intet havde med formel kirke54
jura at gøre. Det var med største ulyst, jeg bevægede mig op på det fynske bispekontor på Klingenberg den 3. december. Ved mødets begyndelse, som ved alle efterfølgende møder, hvor jeg deltog, bad Massoud om at måtte optage samtalen på sin I-phone. Det nægtede biskoppen ham ret til med henvisning til, at samtalen ville få en anden karakter. Derfor er der i referaterne kun de beslutninger, som vi fik forhandlet os frem til, nogle gange efter meget lang tids palaver om, hvad der egentlig i ophidselsen var blevet sagt. Jeg må indrømme, jeg måske ikke var den roligste bisidder, der har været med en præstekollega på bispekontoret. Sagen påvirkede mig meget. Derfor gjorde jeg gentagne gange både den 3. december og i efterfølgende møder situationen, som jeg så den, meget klar for stiftskontorchef Asger Gewecke og biskop Tine Lindhardt: Her havde man med en mand at gøre, som levede på hemmelig adresse, fordi han var drevet ud af Vollsmose på grund af sin missionsvirksomhed, som to gange havde fået sin bil ødelagt i selv samme ghetto, som kørte land og rige rundt og brændte sit lys i begge ender for at nå så mange som muligt af de muslimer, som har brug for evangeliets frelse - ham var det, som man truede med både dåbsforbud og på hans levebrød. En mand som er ligeså odiøs i det radikalt muslimske miljø som Achmed Akkari, Kurt Westergaard og Nasar Khader, men som modsat disse mænd lever og færdes blandt selvsamme muslimer! Jeg vidste, at Massouds kone Elmira var stærkt påvirket af situationen, ikke alene havde hun måttet flygte fra Vollsmose, men nu var familiens økonomiske grundlag og fremtid truet af den kirke, hun havde håbet at finde tilflugt i, og i hvis tjeneste hendes mand i tide og utide var på farten, så han ikke var hjemme hos familien. Jeg frygtede, at Massoud til ubodelig skade for Folkekirken ville kaste håndklædet i ringen og fortsætte udenfor Folkekirken som selvstændig frime55
nighed, hvad jeg dog af hensyn til ham selv og hans helbred flere gange rådede ham til at gøre. Jeg forstod hans kærlighed til Folkekirken og dens bredde, men at han ville udsætte sig for disse ydmygelser, forstod jeg ikke. Man kunne jo sagtens have en Church of Love som missionsbevægelse, som man bare støttede i en støttegruppe som Støtteselskabet til Pakistans kirke. Derfor var det frustrerende at høre om og læse de slet skjulte trusler om afskedigelse i irettesættelserne fra stiftsøvrigheden om, hvad der ville ske, hvis han ikke rettede ind – alt sammen indhyllet i dynger af uigennemtænkte juridiske og teologiske spidsfindigheder på et utal af frustrerende møder. Jeg gjorde det klart, at jeg ikke var imponeret af denne behandling af en ukompliceret sag. Stemningen var derfor meget spændt på mødet. Der var tre punkter, vi særligt diskuterede: Massouds bevægelsesfrihed i sit arbejde som præst, dåbsforbuddet og Jesper Hougaard Larsens racistiske udfald mod Massoud den 12. september 2011. Med hensyn til at bevæge sig rundt i landet, som han nu ikke måtte ifølge biskop og stiftskontorchef, udtaler Kresten Drejergaard 5.december 2013 i et interview i Kristeligt Dagblad: ”Massoud Fouroozandeh skulle være knyttet til stiftet og på den måde bidrage til at bygge bro mellem den traditionelle folkekirke og dem, der kommer til Danmark med en kristen baggrund eller opsøger kristendommen i Danmark. Det skulle han gøre med mission og dåb”.
56
Bevæggrunden til at forbyde ham at arbejde i resten af landets stifter kan altså ikke findes i projektet eller praksis gennem 2 år. Den skulle igen findes i de øvrige biskoppers uvilje mod at lade hans migrantarbejde være landsdækkende. Jeg anførte, at man ikke kunne forbyde en præst at forlade sit stift og forkynde og missionere i andre stifter. Biskopperne er jo ikke paver med ret over læren, og ikke siden Birkedalsagen i 1852, hvor man forsøgte at forhindre Ryslingepræsten i at rejse ind i Stege sogn for at hjælpe lokale kristne i en diskussion med baptister imod den stedlige præsts ønske, har man forsøgt at gøre dette. På det forkyndelsesmæssige område fører biskoppen nemlig kun tilsyn med om læren er i orden ifølge bekendelsesskrifterne, ellers er han eller hun kun en præst på lige fod med alle andre, der har fået opgaven at tjene menighederne og præsterne. Rejseog forkyndelsesrestriktioner skulle nu dynges oven i de andre byrder for at biskoppen kunne beskytte sig mod nogle af de andre bispers irritation over Massouds missionsvirksomhed! Rejserestriktionerne blev heldigvis taget af bordet. Den anden sag handlede om, at Massoud ikke måtte døbe, undtagen de døbte straks blev medlemmer af Folkekirken, men hvad så med de folk, der i Church of Love skulle døbes få dage efter den samtale, som vi nu havde? De var gennem længere tid blevet forberedt af Massoud. Biskoppen besluttede, at han ikke måtte døbe dem, han skulle få en af kirkens lægprædikanter til at hælde vandet over deres hoved, til gengæld måtte han gerne velsigne dem efter dåben, dog måtte hans navn ikke stå på dåbsattesten, men gerne på den kuvert dåbsattesten lå i (ref. møde 10.12)! Han måtte også gerne holde nadver og prædiken, men altså vandet over hovedet, dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, som han havde foretaget den utallige gange i løbet af de sidste to år, det var for meget. Det er jo en teologi, som ikke hænger 57