Fortidens slagmarker

Jeanette Varberg

Fortidens slagmarker KRIG OG KONFLIKT FRA STENALDER TIL VIKINGETID

Gyldendal

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Sagnkongernes tid I det danske område var de første små kongeriger begyndt at markere sig i landskabet i århundrederne efter vores tidsregnings begyndelse, og i Jylland blev de første tydelige grænsemarkeringer bygget. Voldene kaldes også for folkevolde, og de er forsvarsvolde. De bedst kendte er Margrethediget ved Hærvejen langs den jyske højderyg, Dandiget ved Randers, Rammediget ved Lemvig og Trældiget ved Kolding. De giver et indtryk af, at der har været mange småkongedømmer i området. Olgerdiget i Sønderjylland er i dag bevaret over en strækning på 12 km og løber fra Åbenrå Fjord nord for Als og ind i landet. Diget er bygget op af træpalisader og grøfter, som gennemskæres af åbninger, hvor trafikken kunne passere. Det er opført og repareret i alt seks gange, og dateres fra det første århundrede e.Kr. og frem. Sandsynligvis fungerede Olgerdiget som grænsen mellem to jyske folk: anglerne og jyderne.

Anglerne og jyderne var vistnok et stammeforbund, som i de første århundreder efter vores tidsregning udviklede sig til små kongedømmer, der bekrigede hinanden og andre mindre kongedømmer i Nordeuropa op gennem romersk jernalder, og måske er det resultaterne af de kampe, som vi ser i nogle af de jyske og fynske våbenofringer. Men i tiden efter Romerrigets kollaps nåede de store omvæltninger til Jylland, og de to folk gik sammen i en alliance med sakserne, som boede i Friisland mellem den nuværende hollandske og danske grænse, om at erobre nyt land på den anden side af Nordsøen – og en historisk udvandring fra Nordsøkysten begyndte.193 En stor del af De Britiske Øer var i romersk jernalder en del af Det romerske Rige som provinsen Britannien. I år 47 krydsede romerne Den Engelske Kanal og erobrede landet, og i de efterfølgende år voksede den romerske tilstedeværelse til tre legioner plus hjælpetropper – det vil sige i omegnen af 50.000 mand. Til sammenligning havde USA 165.000 mand

214

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Det maksimale omfang af det angelsaksiske overherredømme cirka 600-850

Hadrians mur

NORTHUMBRIA York

Staffordshire depotet

EAST ANGLIA Sutton Hoo

MERCIA

ESSEX London KENT WESSEX

SUSSEX

Det angelsaksiske England var delt op i fire større kongeriger og tre mindre, og de lå konstant i krig med hinanden. På kortet ses de vigtigste fundsteder.

i Irak under krigen i 2003-2011 til en befolkning på 30 millioner. Der var kun to til tre millioner mennesker i Britannien, da romerne ankom. Det giver et indblik i den imponerende kapacitet, som romerne besad, da deres styrke var på sit højeste. Men det var også nødvendigt med så mange tropper i landet, for piratangreb var udbredt langs kysterne. Angrebene kom både fra øst, det vil sige Skandinavien og Nordtyskland, og fra nord og vest fra det nuværende Irland og Skotland, hvor pikterne og skotterne hørte til. Angrebene tog til i intensitet, og i år 395 fortæller dokumenter om opførelsen af forsvarsborge langs med kysten. Men lige meget hjalp

215

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

det. Romerrigets styrker blev svækket, og som en romersk historiker og tidligere soldat, Ammianus Marcellinus, skrev i det 4. århundrede: »I løbet af denne periode hørte praktisk talt hele den romerske verden krigshornenes gjalden til krig, da barbarerne greb til våben og plyndrede deres nærmeste grænser ...

Pikterne, sakserne, skotterne og attacottierne nedkaldte kontinentets elendigheder over Britannien ... barbarernes angreb havde bragt provinsen Britannien på kanten af den totale ødelæggelse.« I år 402 forlod den sidste romerske hær Britannien og overlod provinsen til sin egen skæbne. Truslen fra den anden side af Nordsøen blev en realitet og i år 408, kun seks år efter romernes exit, beretter de skriftlige kilder om, hvordan Britannien blev lagt øde af sakserne. Derefter fulgte et markant forfald, som også kan påvises arkæologisk. Landbrugsjord blev til skov, og byer, der før blomstrede takket være handlen med romerne, kollapsede.

Briterne blev udsat for gentagne angreb fra Nordsøen og fra skotterne og pikterne. Derfor besluttede de desperate britiske ledere at alliere sig med den stærkeste af deres mange fjender, og de bad sakserne om hjælp og beskyttelse. Måske kendte briterne de saksiske krigere i forvejen. Der var sandsynligvis saksere, jyder og anglere blandt de romerske lejesoldater i Britannien, og måske var nogle af dem blevet i landet efter romernes exit. Under alle omstændigheder ydede sakserne ikke megen beskyttelse.

I stedet invaderede de landet og tog magten fra briterne.

I 700-tallet skriver den britiske historiker Beda om invasionen fra havet i år 450: »De kom fra tre magtfulde germanske stammer, sakserne, anglerne og jyderne ...« Første angrebsbølge var ifølge Beda kun tre skibe, men da det rygtedes, at briterne havde rigdomme og et elendigt forsvar af deres land, begyndte en regulær folkevandring fra Jylland og Nordtyskland til Britannien. En af forklaringerne på briternes totale kollaps kan også være, at et pestudbrud havde skabt en befolkningsnedgang, som blev medvirkende til, at den massive invasion af fremmede folkeslag kunne lade sig gøre. De romerske skikke og stilarter blev afløst af en angelsaksisk mode som et direkte bevis for, at nye magthavere overtog landet. Men det har ikke nødvendigvis haft den store indflydelse på de almindelige bønders hverdag. En engelsk forsker skriver nøgternt, at for de fleste folk, der trampede gennem mudderet bag en plov, forblev udsigten til oksens bagdel deprimerende uændret.

De nye folk kom ikke for at plyndre, tage slaver eller skatte, men for at tage land. Den engelske jord var fed og frugtbar og mindede på mange

216

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

områder om det land, som anglerne, sakserne og jyderne kendte i forvejen. I år 525 var migrationen stabiliseret og magtovertagelsen komplet.

De arkæologiske undersøgelser viser, at i gennemsnit var en ud af seks gravlagte af skandinavisk oprindelse, så størstedelen af befolkningen var stadig britisk. Men i forhold til andre tidligere romerske provinser skilte Britannien sig ud ved ikke at udvikle et sprog baseret på latin, som i Frankerriget, Italien, Spanien og Rumænien. I stedet blev sproget germansk, baseret på anglernes sprog. Heraf kommer engelsk (angelsk) og England (Angelland). Folkevandringstiden resulterede i, at den romerske provins Britannien blev overtaget af krigeraristokratier fra Gallien, Nordtyskland og Sydskandinavien.194 Indirekte giver indvandringen af saksere, anglere og muligvis jyder også et indblik i, hvordan krigerne organiserede sig i Skandinavien, for i det nuværende England var kristendommen fremherskende, og munke skrev kongernes bedrifter ned. Derfor har vi en uvurderlig kilde til at forstå, hvordan angelsakserne – og dermed også, antager forskerne, deres skandinaviske slægtninge – gik i krig.

Det angelsaksiske samfund var baseret på militær magt, og som det gælder for de fleste af folkevandringstidens befolkningsgrupper var hele samfundet bygget op omkring en stærk militær struktur, som samlede sig omkring en krigskonge og hans følge af krigere. Fra gravene ved vi, at lansen var det mest almindelige våben, og der er måske en sammenhæng mellem længden på lansen og den gravlagtes alder. En fuldvoksen mand havde en længere lanse end en stor dreng. Interessant nok viser samtidige krigergrave, at det ofte var voksne mænd, som var krigere. Det var altså ikke de unge mænd, som dominerede slagmarken, men erfarne krigere i deres bedste alder.

Aristokraterne, kongens mænd, bar sværd. Sværdet havde en særlig betydning, både den enæggede sax og det tveæggede sværd. Faktisk kommer folkeslaget saksernes navn antageligt af våbnet sax. Det vil sige, at en hel magtfuld germansk stamme blev kaldt ved samme navn som deres foretrukne våben. Krigerne, som kæmpede med sværdet, trænede fra barnsben for at opnå færdigheder, som kunne vinde dem ry på slagmarken, og hårdest skulle de drenge træne, som kom fra slægter, der aspirerede til kongetitlen. For i gennemsnit var kongens liv kort og brutalt. En konge var først og fremmest en god kriger, der gennem krigen etablerede sig som en anerkendt krigskonge. I de skriftlige angelsaksiske kilder fra 600-tallet

217

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

beskrives 22 slag, og i de slag døde 12 kongelige krigere. Krigen skulle også teste en ny konge. I nogle tilfælde var det ligefrem forventet, at en nyudnævnt konge skulle lede et angreb på en ærkefjende i et naborige for at bevise sit værd som krigskonge. Konstante og helst succesrige krigstogter bandt aristokratiet til deres leder. Og kongens følge udgjordes af krigere.

Det militære system krævede derfor også, at freden ikke varede for længe.

Plyndringer, løsesummer, nyt land og æren på slagmarken var på alle måder med til at opbygge kongens ry og sikre hans popularitet blandt hans mænd. Hvis han fejlede, så kunne en bedre kriger overtage hans plads.

I år 600 var England delt i fire større kongedømmer: Northumbria, Mercia, East Anglia og Wessex, og tre mindre: Sussex, Essex og Kent. De lå i næsten konstant krig mod hinanden, og fra år 600 til år 850 er registreret 42 krige i de skriftlige kilder – og dertil skal utvivlsomt lægges et utal af mindre plyndringstogter og angreb ved grænserne. Krig var reglen – ikke fred. Trods de skriftlige kilder fra den tid, har vores viden om de angelsaksiske konger altid haft et sagnagtigt præg, og man manglede et afgørende fund for at kunne vise, at de store sagnhelte også havde en historisk dimension.195 Det ændrede sig, da man i 1938 i Suffolk begyndte at udgrave en gravhøj, som lå på et plateau hævet over floden Deben, der løber gennem det angelsaksiske kongerige East Anglia, ca. 10 km nordøst for Ipswich i Østengland. Gravhøjen ved Sutton Hoo lå på en mark sammen med mange andre græsklædte høje, men denne høj gemte på noget helt særligt. Under gravhøjen åbenbarede sig en grav, hvor den døde var gravlagt i et krigsskib, som blandt andet indeholdt et komplet krigsudstyr inklusive et pragtsværd, et skjold og en rigt udsmykket hjelm. Den dødes personlige udstyr var usædvanligt rigt. Hans bæltespænde var af massivt guld, og ved bæltet lå en pung fyldt med frankiske guldmønter. Han havde gravgaver med sig, der kom fra alle verdenshjørner, og de var af høj kvalitet – en konge værdig.

Krigshjelmen er et fornemt stykke håndværk og udsmykket med unikke billedplader med referencer til den nordiske mytologi og Odindyrkelsen.

Dyrefigurerne er skandinaviske i udtrykket. Slangen og fuglen er en del af den skandinaviske krigerelites symbolsprog, og billedpladerne på hjelHjelmen fra Sutton Hoo er et fornemt fund. Den har sandsynligvis tilhørt krigskongen Raedwald. Han var en konge med skandinaviske rødder og var fjerde generation af kongeslægten Wuffingas, som herskede over East Anglia. Måske kom slægten fra Skandinavien i forbindelse med folkevandringerne i 400-tallet.

218

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

219

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

men henviser til centrale myter inden for den nordiske religion. Hjelmen fungerede ikke kun som beskyttelse på slagmarken, men den var et helt særligt værdighedstegn, som bærer alle magtens symboler. Hjelmen er så skandinavisk i sin udformning, at den kan være blevet fremstillet i Sverige eller af en svensk håndværker tilknyttet kongens gård i East Anglia. Der er altså klare indikationer på, at Sutton Hoo-graven har mange ligheder med en samtidig svensk begravelsesskik og våbenudrustning – hvilket vil sige, at man måske har begravet sine døde på den samme måde i Danmark. Vi mangler bare gravfund her. En forklaring kan måske findes i det oldengelske digt Beowulf, hvor den døde konge gravlægges på et skib, men i stedet for at begrave skibet under høj, sættes skibet med den døde i brand, mens det sejler på vandet ind i dødsriget. Måske var det sådan, at krigereliten i det danske område blev begravet, og derfor, at vi ingen rige grave har fra perioden. Der er åbenlyse kontakter mellem England og Skandinavien i slutningen af jernalderen, som er meget fint understreget af Sutton Hoogravens placering ved floden Deben, som flyder direkte ud i Nordsøen, stik øst mod Skandinavien.

Den døde var lagt på et krigsskib, der var næsten 28 meter langt med plads til 40 par roere og det har vejet i omegnen af 18 ton. Skibet er dermed større end flere vikingeskibe, men var ikke sejlførende – selvom der er mange sammenfald mellem afbildede skibe på mellemsvenske billedsten og skibet i Sutton Hoo-graven. Endnu et tegn på den nære kontakt mellem de to områder. Denne fuldstændig fantastiske grav fra Sutton Hoo er fra 600-tallet, og der er ingen tvivl om, at de angelsaksiske konger havde stærke bånd til Skandinavien, og at kontakten over Nordsøen mellem England og Skandinavien forblev vigtig. De angelsaksiske krigeraristokratier fastholdt med andre ord kontakten til deres oprindelsesland og gamle slægter i århundrederne efter udvandringen til England.196 Måske kan vi også komme navnet på den begravede krigskonge med skandinaviske rødder nærmere. Den engelske historiker Beda skriver i Den angelsaksiske krønike, at kong Raedwald døde omkring år 624 e.Kr. kort tid efter slaget ved Idle. Den selv samme konge nævnes også syv år før, som konge over East Anglia: »Æthelfrith, konge over northumbierne [var] slået af Raedwald, konge over øst-anglerne.« Vi kan desværre ikke efterprøve, hvorvidt Sutton Hoo-kongen døde på slagmarken, for hans knogler er ikke bevaret. Men hans gravudstyr stemmer overens med de legender, der blev skabt om krigskonger som Raedwald, der forbigående dukker op i de

220

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

gamle krøniker.197 Dermed er graven med til at kaste lys over den tidligste engelske historie, som befinder sig i krydsfeltet mellem skriftlige kilder, myter og arkæologiske fakta.

Der er andre eksempler på den tætte kontakt mellem de angelsaksiske konger og deres slægtninge i Skandinavien. Både helt nye arkæologiske fund og ældgamle sagn er sammen med Sutton Hoo-graven med til at tegne et billede af det angelsaksiske og skandinaviske krigeraristokrati.

Det mest berømte sagn er det episke digt om helten Beowulf. Det er et oldengelsk heltedigt nedskrevet i England mellem år 700 og 1000, men det foregår i Danmark og Sverige i en fjern fortid, som nok er 600-tallets Skandinavien. Trods de kristne elementer i fortællingen skinner de hedenske undertoner fra den nordiske verden tydeligt igennem. Selve sagnet er en storslået fortælling om Beowulf. Han kommer danernes konge Hrothgar til undsætning, da hans kongshal hjemsøges af monstret Grendel.

Beowulf sejler med sine krigere fra Skåne til Sjælland, hvor han både bekæmper det menneskeædende monster og Grendels mor. Han krones som konge over goterne efter den store bedrift og regerer i fred i 50 år i goternes hjemland, lige indtil nogen stjæler en guldskål fra en drages skat. Den rasende drage begynder at brænde huse og marker ned i goternes land, og den aldrende krigskonge kaldes ud til det sidste store slag i kampen mod dragen. I den drabelige kamp dør både Beowulf og dragen, og den gamle helt får en glorværdig begravelse.198 Trods de eventyrlige elementer giver digtet en detaljeret indsigt i 700-1000-tallets æreskodeks og hirdens forhold til sin konge. Digtet fortæller om vigtigheden af gaver mellem en konge og hans følge i form af guld og våben. Løfter om gaver og guld fra kongen til hans mænd bliver givet omkring kongshallens buldrende langild – hvis krigerne vel at mærke opnår succes i kampen mod fjenden. Dragens guldskat er måske også en reference til de store rigdomme, som blev lagt i jorden i tidligere tider: utilgængelige og tabuiserede for almindelige mennesker. Samtidig kan danerkongen Hrothgars kongshal, som nævnes i Beowulf, måske identificeres som den ældste af de haller, der er fundet i Lejre på Sjælland. Den er dateret til 600-tallet, og Skjoldungerne var ifølge Saxos fortælling om Danmarks historie danernes første kongeslægt og de holdt til i Lejre, hvor arkæologerne har fundet de imponerende store kongshaller. Historien om skjoldungerne har mere karakter af sagnfortællinger end historie, men det er fristende at se Beowulfdigtets handling udspille sig her.

221

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Del af et guldkors fra Staffordshire-skatten med ordene: »Når Gud rejser sig, spredes hans fjender, og hans modstandere flygter for ham«.

Et andet, helt nyt engelsk fund er med til at trække en rød tråd mellem det angelsaksiske England og Skandinavien i 600-tallet. En heldig amatørarkæolog med en metaldetektor fandt i september 2009 en helt uvurderlig skat i Staffordshire i det centrale England. 3500 pragtfulde våbenbeslag i guld, sølv og ædelstene dukkede op af mulden. Beslagene har siddet på et antal våben, der svarer til udstyr til omkring 92 mand: en krigskonge og hans hird. Det er altså resterne af krigeraristokraternes udstyr, som var blevet begravet på en bakketop i sidste halvdel af 600-tallet. Det smukke håndværk i sværdgrebene og de andre beslag er skandinaviske i udtrykket og understreger igen det tætte forhold tværs over Nordsøen. Men der er en afgørende forskel. Langt de fleste angelsaksiske krigere var kristne og brugte den kristne retorik på slagmarken. Et helt unikt fund blandt de mange våbenbeslag i Staffordshire-skatten er et foldet guldbånd, som måske er en del af et kors, hvorpå der står: »Surge d[omi]ne [et] disepentur inimici tui et fugent qui oderunt te a facie tua«, dvs. »Når Gud rejser sig, spredes hans fjender, og hans modstandere flygter for ham.« Det er et citat fra Det Gamle Testamente, Salmernes Bog 68,1.

Der var flere kors blandt skattens mange genstande, og de har været våben på linje med sværd og lanser. Det var vigtigt for de kristne krigere, at man kæmpede med Gud på sin side, og korsene – sammen med bibelcitatet – skal ses som magiske amuletter. På samme måde som Hvide-

222

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

gårdsmanden fra bronzealdergraven havde særlige amuletter i sin pung, og som en kriger fra Illerup Ådal-fundet beskyttede sig med teksten på sit romerske bandolerbeslag, hvor der stod »Må Jupiter, den største og bedste, bevare alle de kæmpende.« Krigsheld var vigtigt, og man tog sine forholdsregler. Krigerne var stærke i deres tro, når de gik ud for at møde døden på slagmarken. De var overbeviste om, at sejren var deres, og hvis de skulle dø, var der et liv efter, hvor de igen kom til ære og værdighed som krigere.

Det nordiske Valhalla er selvfølgelig det mest åbenlyse eksempel, men også de kristne krigere kæmpede med en indædt overbevisning om, at lige præcis deres hær kæmpede for Gud. Tropperne troede med andre ord fuldt og fast på en aktiv Gud, som greb ind i kampene. Derfor har religionen en stor rolle i de tidlige middelalderlige tekster om krig og slag.

Det har været forsøgt at knytte en af de angelsaksiske sagnkonger til Staffordshire-skatten, og krigskongen Penda er et godt bud. Han var en krigsfyrste, som kæmpede sig til titlen som konge over det centralengelske kongedømme Mercia i år 632. Hans slægt skulle efter sigende stamme fra Anglerriget i Jylland på den anden side af Nordsøen, og Penda kunne angiveligt føre sin slægt helt tilbage til Odin. Han var en succesrig konge, som bekæmpede sine fjender mod nord, vest og syd. Mercia blomstrede under hans regeringstid, indtil han faldt på slagmarken i en kamp mod den nordengelske konge Oswiu i år 655. De to konger var indblandet i en slægtsstrid, og Oswiu tilbød Penda en stor skat for at holde fred. Men Penda afviste kostbarhederne og døde i stedet på slagmarken. Hvilket den kristne krønikefortæller Beda noterer ned som Guds straf i de angelsaksiske krøniker, da Penda var hedensk. Trods Pendas overlegne hær tabte han, fordi de kæmpede ved floden Winwæds i kraftig regn, som oversvømmede området. Mange mænd druknede frem for at falde for sværdet, og da slaget var slut, stod Oswiu tilbage som sejrherre. Han dedikerede skatten til Gud som tak for den guddommelige indgriben og gav sin datter til et kloster i taknemmelighed. Måske er det netop den hellige skat, som blev fundet på en bakketop i Staffordshire næsten 1500 år senere.199 Tanken er i hvert fald tillokkende.

I det danske område har vi ikke fundet de samme overbevisende eksempler på kongernes kampe mod hinanden som i England, men fra 600- og 700-tallet begynder vi at have militære anlæg, som har karakter af, at en stærk centralmagt må stå bag opførelsen. Kort før år 700, knap et århundrede før den gængse datering af vikingetidens begyndelse i år 793,

223

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Danevirke er et kompliceret voldsystem, som siden 400-tallet har markeret en forsvarsgrænse på tværs af Jyllands rod. Det fungerede som grænseovergang og forsvarsvold frem til 1894. I begyndelsen af vikingetiden blev voldsystemet forstærket og udbygget.

udbygges en eksisterende grænsevold tværs over Jyllands rod – den som vi i dag kender som Danevirke. Det var et imponerende militært anlæg, der meget klart signalerede en central kongemagts grænse og kontrol med færdsel op langs den jyske halvø. Danevirke har sandsynligvis virket efter hensigten, da Jylland vedbliver med at være selvstændigt. Danernes rige forblev lukket for de europæiske stormagter, men det betyder også, at de få skriftlige kilder, som vi har, er meget fåmælte, når det gælder Skandinavien, og vi kan være sikre på, at ingen af de skriftlærde fra Karl den Stores hof vovede sig nord for den mægtige grænsevold. Dermed afskæres vi også fra at få en hjælpende hånd fra de skriftlige kilder, og vi må nøjes med store militære anlæg, der indirekte fortæller om forsvaret af, hvad der kan betegnes som en tidlig udgave af Danmark. Den konge, der udbyggede Danevirke, kunne have hersket over hele Jylland og måske øerne med. De danske kongers navne nævnes fra tid til anden i de frankiske annaler, og

224

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

derfor må deres magt have rakt langt ud over de regionale grænser, men mere end navne har vi ikke fra kilderne.

Selvom Danevirke i sig selv er en imponerende grænsevold, så er den ikke det eneste militære byggeri fra germansk jernalder, som peger på en central kongemagt i det nuværende danske område. Midt i Danmark ligger Samsø. I dag opfatter vi den som en ubetydelig, perifert liggende ø, men i 700-tallet var øen et trafikknudepunkt. Samsø er en langstrakt ø, som er delt i to, kun bundet sammen af en naturlig smal tange. Samtidig er bakkerne på øen fantastisk gode udsigtspunkter, hvorfra man kan overskue havet til alle sider og tilmed de sjællandske, fynske og især jyske kyster. På Samsøs smalleste sted ved Stavns Fjord blev der således i år 726 anlagt en 500 m lang og 11,5 m bred kanal. Kanhavekanalens formål var at flytte en krigsflåde fra den ene side af Samsø til den anden på meget kort tid og på den måde kontrollere både det sydlige Kattegat og Århusbugten med samme flådestyrke. I germansk jernalder og vikingetiden var Samsø rigets midtpunkt, og hvis man skulle kontrollere de indre farvande gennem Storebælt og Lillebælt, var en militær flåde på Samsø nøglen.

De sejlførende skibe, som vi med sikkerhed ved blev brugt i Norden fra 500-tallet, revolutionerede skibsfarten, og forløberne til vikingernes suveræne krigsskibe skal findes her. De hurtige skibe ændrede de sikkerhedspolitiske forhold i de danske farvande totalt. Med gunstig vind kunne man komme fra Jylland til Sjælland på få timer: Det bandt landet sammen og gjorde det mindre. Præcis på samme måde som nutidens store broer over bælterne og Øresund har ændret vores rejsetid og måden at færdes på. Med de hurtige skibe fulgte også en mulighed for, at en hær under en konge kunne kontrollere større områder og dermed skabe et rige, hvor Jylland, Fyn og måske Sjælland hørte under samme konge. Anlæggelsen af kanalen var et omfattende byggeri, og bag det må der under alle omstændigheder have været en stærk centralmagt og konge. Måske er det kongen Angantyr (regerede omkring 710), som omtales i en samtidig helgenbiografi som »hårdere end en sten og stærkere end en tyr«. Om han så både var konge over jyderne, fynboerne og sjællænderne, er uvist.200 Et helt nyt fund fra Estland kaster uventet lys over den sidste del af jernalderens militære færdigheder og trækker vikingetidens plyndringstogter tilbage i tid. Samtidig viser fundet også, hvorfor Kanhavekanalen over Samsø var så vigtig for forsvaret af det danske rige. Vikingerne blev kendte for deres lange togter, og de formåede at både plyndre og handle på fire

225

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

På Saaremaa, Estland, har man fundet denne massegrav, hvor 41 krigere lå stablet oven på hinanden i to skibe. De har været dækket af skjolde, muligvis også af sejldugen samt jord og sten.

kontinenter gennem knap fire århundreder. Men sandsynligvis begyndte togterne allerede i begyndelsen af 700-tallet, samtidig med at de store militære anlæg blev grundlagt på Samsø og udbygget i Sønderjylland.

På øen Saaremaa i Østersøen ud for Estlands kyst har arkæologerne udgravet to skibe, der dateres mellem 650-750. De to skibe var ikke bevaret – kun aftryk af deres skrog. Den type skibe er sjældne, og det største skib er sandsynligvis det ældste sejlførende skib, der er fundet i Norden.

En særlig koncentration af nagler midtskibs taler for, at en mast stod her.

Skibet måler 17 meter i længden og er tre meter bredt. Det er i sig selv en arkæologisk sensation, men dertil kommer, at der i de to skibe tilsammen lå mindst 41 døde krigere pænt stablet oven på hinanden med alle deres våben og ejendele på sig. Skibene indeholdt med andre ord to massegrave.

Det usædvanlige fund er en hastigt opført dobbelt massegrav efter et nederlag på slagmarken. Arkæologerne kunne ganske enkelt ikke tro deres

226

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

egne øjne, da de begyndte at udgrave de to skibe i 2008-2012. Begge skibe var begravet samtidigt og stammer fra den samme begivenhed. Krigernes ejendele og våben peger på, at de kom fra Skandinavien, formentlig Sverige knap 250 km væk på den anden side af Østersøen. Mændene lå på ryggen dækket af deres skjolde, som gjorde det ud for en form for ligtæpper. Hen over de døde, som lå på det største skib, fandt man resterne af tekstil, og de har sandsynligvis været dækket med sejlet. Alle våben bar præg af at være brændt. Krigerne var alle i deres bedste alder og ret høje.

De højeste målte over 1,83 meter, hvilket var en imponerende højde på det tidspunkt. Blandt de døde lå også mindst seks større hunde, høge og falke, mindst 40 sværd (både tveæggede og enæggede saxe), 14 skjolde og personlige ejendele som kamme og spillebrikker.

Tilstedeværelsen af våben, hunde og rovfugle peger entydigt på skandinaviske elitekrigeres udrustning, og dermed har massegraven fra Estland ligheder med de store våbenofringer i romersk jernalder. Her blev særlige dyr – krigshunde, personlige ejendele og værdifulde våben også fundet sammen, men i Estland har vi også de faldne selv – og det i et meget stort antal. Fem ud af de 41 gravlagte bar spor efter vold, den ene havde flere hugspor på højre underarm, som er en typisk afværgeskade. En anden havde fået toppen af kraniet hugget af med to hug fra et tveægget sværd.

En tredje havde en pilespids i hoften, og pilespidser er også fundet placeret i resterne af skibsplankerne. Flere af de gravlagte havde gamle ophelede skader fra tidligere kampe, og de faldne var erfarne krigere. Manden med det prægtigste sværd lå øverst på bunken af døde, og han havde en lille spillebrik i munden, som måske var en konge fra brætspillet Nefatavl, skakspillets enklere forgænger. Brikken er formentlig en charonsmønt, som skulle købe ham færgeoverfart til dødsriget. De 41 mænd var sandsynligvis en krigskonge, medlemmer af hans hird og soldater, som mødte overmagten på den anden side af havet. Et stort slag på stranden endte med en lille hærs nederlag og måske totale udslettelse. Efterfølgende blev de døde begravet i to skibe. Lagt i tre lag med krigskongen øverst. De blev dækket af skjolde, sejldugen og efterfølgende af småsten og jord.

Skibsstævnene har været synlige og dermed fungeret som et fritstående gravkammer eller sarkofag.201 En gammel saga nedskrevet i år 1225 på Island kan måske bringe os nærmere, hvem de døde var. I Ynglingesagaen skriver forfatteren Snorri Sturluson om den svenske konge Yngvar, som angiveligt levede i en fjern

227

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Nærbillede af krigerne i Saaremaa-graven. Her er det tydeligt, at mændene ligger oven på hinanden i flere lag med deres våben imellem sig. Sværdet til højre i billedet er en langsax – et enægget sværd. Alle 40 sværd bærer spor efter ild, og nogle er bøjet. Derved undgik man, at nogen kunne stjæle og bruge de dødes sværd efter gravlæggelsen.

fortid, at han døde i Estland efter et fejlslagent angreb på kysten: »Mænd fra Estland kom fra indlandet med en stor hær, og der var et slag, men landets hær var så modig, at svenskerne ikke kunne modstå dem, og kong Yngvar faldt, og hans folk flygtede ... Han blev begravet på stranden under en høj i Estland; og efter det nederlag vendte svenskerne hjem.«202 Yngvar er den sidste af sagnkongerne fra jernalderen. Hans fejlslagne angreb på den estiske kyst giver en forsmag på, hvad vikingetiden kom til

228

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

at bringe. Han var sat ud i sine sejlførende skibe for at angribe en fremmed kyst og faldt i forsøget. Men andre fulgte på større og bedre skibe og med langt større held. Med dem begyndte vikingetiden for alvor. En tid, som uden sammenligning er den mest berømte periode i vores historie. Men som de forudgående kapitler har vist, kom de professionelle vikingekrigere ikke ud af ingenting.

I jernalderen går Danmark fra at være et kludetæppe af mindre kongedømmer omkring vores tidsregnings begyndelse til at være tæt på det samlede rige, som Harald Blåtand lader sig hylde som konge over i vikingetiden. Rigssamlingen var ikke fra første færd stærk og stabil. Mange af de første danske konger har måttet udkæmpe hårde kampe mod separatistiske bevægelser, og i generationer har centralmagten sandsynligvis været sat ud af spillet.203 Rigssamlingen tog tid, og først i 1200-tallet kom den første skriftlige lov for hele riget. Vikingetiden er den sidste voldseksplosion oven på 1250 års kampe i jernalderen, og den varer ganske kort: kun 350 år. Et øjeblik set i det lange perspektiv på 6500 år, men den voldsomme og voldelige ekspansion fra Norden gav så kraftig genlyd i de samtidige historiske kilder og den senere sagalitteratur, at vikingetiden plantede Skandinavien solidt på landkortet i et verdenshistorisk perspektiv.

229

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

230

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

VIKINGETIDEN 750-1066 E.KR.

VIKINGERNE KOMMER

231

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Angst i en håndfuld støv »De kommer!« Den unge Lothar sprang ned fra klostermuren og løb ind i gårdhaven. Den var fyldt med mænd, kvinder, gamle og børn. De var strømmet til fra byen Prüm i Sydtyskland for at søge beskyttelse bag murene i det store kloster i hjertet af det karolingiske rige. Solen bagte ned over de mange folk, og der lugtede af heste, sved og støv. En kvinde så op. Hun havde en lang, enkel kjole på i groft vævet brunt stof, og hun havde viklet et tørklæde om sit lange mørke hår. Om halsen bar hun et trækors i en lædersnor, og på hoften hang en lille skræmt dreng. Hun råbte vredt til de andre: »Danerne kommer og tager os. De slår de små og de gamle ihjel, fanger de gudfrygtige og sælger os unge på slavemarkederne ved kysten. De stjæler den hellige jomfrus rigdomme og brænder vores kirke ned til grunden. Det må ikke ske!« Der bredte sig en vred mumlen gennem mængden, og en mand trådte op på en tønde og råbte: »De skal ikke komme her og stjæle fra os og spotte den Hellige Jomfru. Vi kan slås lige så godt som dem. Der er kun halvt så mange af dem som os, og vi har Gud på vores side!« Der udbrød en hysterisk jubel, men inde i skyggen af klostermurene rystede den gamle abbed på hovedet. Han så ud over den desperate folkemængde.

Der var kun få krigere blandt dem. Resten var utrænede bønder, handlende og håndværkere, og de var så blinde af angst, at de troede, at de kunne skræmme danerne med deres blotte antal. Regino vidste bedre. Han havde hørt om plagen fra nord og læst om deres frygtelige handlinger ved læsepulten i klostrets kølige bibliotek. Han vidste, hvilken overlegen styrke, der ventede dem uden for klostrets tykke mure: Krigere, der ikke troede på den almægtige Gud, men i stedet dyrkede mystiske afguder. De frygtede ikke Guds straf, og de morede sig med at plage og stjæle fra de gejstlige, som de kaldte kvindagtige skrællinger.

Men lige meget hjalp hans viden. Mændene ude i gården var uden for fornuftens rækkevidde, og Regino gik med tungt hjerte op til sit kammer for at bede til den Hellige Jomfru om retfærdighed og for at gemme de vigtigste relikvier for

232

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

danernes plyndring. Omhyggeligt åbnede han en lem i gulvet og lagde en rigt udsmykket kiste med Kristi sandaler ned i mørket. Møjsommeligt skubbede han sin simple træseng hen over lemmen, og med en tøffelklædt gammelmandsfod sparkede han en bunke halm ind under sengen. Inde bag murene kunne han svagt høre larmen fra klostergården, hvor mændene havde samlet sig. Lyden af køller, som bankede mod bræddeskjolde, og af rustne knive, som blev slebet på stenkværne, blandede sig med gråd og højlydt messen. Han hørte, at portene blev åbnet, og lyden af hundredvis af desperate mænd, der strømmede skrigende ud. Regino begyndte at bede.

Leif strammede grebet om lansen, mens han nikkede til sine våbenbrødre i skjoldmuren. De farverige og runde skjolde dækkede ind over hinanden i en perfekt række, der bølgede hen over marken i skovtykningen, og rolige krigere stod bag dem med lanser, sværd og økser i hænderne, mens de uden at fortrække en mine ventede på den store folkemængde, der kom løbende imod dem. Leif løftede en hånd klædt i en kraftig og slidt læderhandske: »Hold linjen, bueskytter klar, NU!« En regn af pile slog med høje smæld ned i den skrigende hob, og mænd kastede sig til jorden i smerte. Men deres skæbne var måske bedre end den, der ventede dem, som nåede hen til vikingehærens våben. Her løb de ind i et inferno af veltrænede hug, og den støvede jord blev rød af angst og død.

Regino så til fra klostrets lille vindue højt oppe under teglstenstaget, og han skrev efterfølgende, at danerne ikke var det mindste bange for den skrigende hob, som var frarøvet enhver form for militær disciplin. De nedslagtede indbyggerne fra Prüm som dyr. Klostret blev efterfølgende plyndret og byen jævnet med jorden.

 Skandinaviske mænd rejste i slutningen af det første årtusind e.Kr. ud mod fjerne horisonter kun ledsaget af deres våben, ønsket om et bedre liv og en plads ved einherjernes bord i Valhal. De frygtede ikke døden på slagmarken, og de vidste, at en bedre fremtid med rigdomme og land ventede den, som hilste Odins haller velkommen i det sidste øjeblik. Det gjorde vikingekrigeren til en formidabel modstander for det kristne Europa i det 8. og 9. århundrede. Krigerne kom med et helt andet verdenssyn end de kristne kongerigers, og de fulgte ikke de kristnes »norms of conduct« for, hvordan krig skulle kæmpes – intet syntes helligt for dem. De hedenske krigere, som kom over havet, fik mange navne – heriblandt viking. En af de første

233

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

gange, man finder ordet, er i Beowulfdigtet, hvor ordet wígfrecan optræder – som betyder kriger eller nok nærmere søkriger. Betegnelsen viking dækkede over de mænd, som kom sejlende fra Skandinavien, men man skelnede også mellem nordmænd og danerne. Så betegnelsen viking skal nok forstås som søkriger eller pirat frem for navnet på et bestemt folk.204 Vikingehærene var fundamentalt anderledes end andre hære i samtidens vestlige Europa, og de var svære at slå af flere grunde: De kopierede deres modstanderes strategier på slagmarken, de foretog taktiske ændringer, alt efter hvilken modstander de havde, deres skibe var teknisk overlegne, og de opererede på land fra befæstede nøglepositioner.

Vikingehærene var ikke statiske størrelser, men bestod af mange mindre krigergrupper baseret på antallet i en skibsbesætning, som svingede fra 30 til 60 mand. De kunne gå sammen i store hære på hundrede skibe eller operere i mindre krigergrupper på kun en eller to skibsbesætninger, og det gjorde dem uforudsigelige. Krigerne tog i mange tilfælde ikke hjem efter et slag eller når høsten skulle i hus, men blev i felten i årevis.

De var professionelle krigere, og ofte var det erfarne mænd, som tog på togt fremfor unge mænd indkaldt af en konge til krig. De kæmpede som pirater, der gik efter det nemmeste bytte: administrative centre i byerne og kornkamre, rige, afsidesliggende og ubeskyttede klostre samt mænd af rige slægter, som de kunne få høje løsesummer for. De kæmpede gerne som lejesoldater, og de var ikke blege for at skifte side, hvis modparten tilbød en højere betaling. De var troløse i de kristne feltherrers øjne, og de kæmpede efter et helt andet æreskodeks end det kristne. Vikingerne angreb gerne på kristne helligdage som jul og påske.205 De var uden skyld og skam, og de kom og tog det, de ville have, uden anger. Og det til trods for, at Norden ikke var et fattigt område. Tværtimod var vikingetiden i Skandinavien en tid med højkonjunktur. Landbruget blomstrede, og et lille varmeoptimum i klimakurven gjorde, at slutningen af det første årtusind e.Kr. var varmere og mere solrigt end i dag.206 De skandinaviske folk var dygtige håndværkere, virksomme handlende og flittige bønder – og så husede de nogle af verdens mest frygtede krigere. Et paradoks, som både historikere og arkæologer længe har prøvet at forklare I vikingetiden befinder vi os i en historisk gråzone. Landene syd for Skandinavien førte årbøger, annaler og krøniker over herskernes vigtigste tildragelser, men i det hedenske Skandinavien huskede man kongernes historier udenad på vers fremfor at skrive ned. Det er uheldigt for os i dag,

234

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Saaremaa Aggersborg Fyrkat Aros Borgeby Jelling Dublin York Trelleborg Nonnebakken Trelleborg Repton Hedeby London Maldon Rüstingen Dorset Walcheren Hastings Zupthen Mainz Rouen Prüm Lindisfarne

Paris

FRANKISKE RIGE

Konstantinopel

BYZANTISKE RIGE

Vikingernes plyndringer var i høj grad vendt mod England, Irland og Frankerrigets vestlige del, men også kysterne ved Østersøen blev ramt. Kortet viser de vigtigste fundsteder.

for Skandinavien var et lukket land for de gejstlige historikere i samtiden.

Vi mangler historien indefra, fra vikingerne selv. Den har vi kun i brudstykker fra de islandske sagaer, fyrstedigtene207, runestenene og Saxos Danmarkshistorie, men de er alle skrevet ned længe efter, at begivenhederne fandt sted, og mange tusind kilometer fra begivenhedernes centrum.

235

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

Nordens pirater »Mig søger tapre Mænd fra verden Slagmarkens udkårne Mit sind fryder« (Odins hæder til de faldne vikingekrigere fra Eiríksmál, oversat af Martin Larsen) 208

Arkæologiske kilder og historiske tekster er blevet vendt og drejet i generationer for at finde forklaringer på, hvad der satte vikingetogterne i gang. Både teknologiske, demografiske, økonomiske, politiske og ideologiske forklaringer søger svaret på, hvorfor krigere fra Skandinavien fulgte krigsfyrsterne på deres skibsflåder og skabte panik i det vestlige Europa i slutningen af 700-tallet og fortsatte med at dominere slagmarken i de næste 300 år. Vikingetiden er bemærkelsesværdig på grund af den plads, perioden har indtaget i verdenshistorien. De lange sørejser bragte Nordens folk til det vestlige Asien og endog til Nordamerika, hvor de tog på opdagelse langs de nordøstamerikanske floder. Deres sørejser resulterede i oprettelser af byer, stater og kolonier som Dublin i Irland, Normandiet, Danelagen i England og i koloniseringen af Nordatlantens øer. Samtidig var vikingerne med til i en årrække at bringe det karolingiske storrige i knæ med gentagne sørøverangreb langs de vesteuropæiske kyster og floder.

En af forudsætningerne for vikingernes succes var uden tvivl deres imponerende skibe, som bragte dem over store afstande på kort tid, og derfor ses skibet som et af fundamenterne for ekspansionen. Kølen var lavet ud af et eneste stykke egetræ, og det gav et smidigt skrog, der kunne tåle en hård sø samtidig med, at det lå lavt i vandet og ikke stak ret dybt.

Konstruktionen gjorde skibet ideelt til at sejle op ad indlandets floder fra

236

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

havet. Vikingernes skibe sejlede hurtigt med mænd ved årerne, og ved at lægge masten ned, kunne de sejle op ad floderne uden at blive set, hvis de var så heldige, at man ikke havde forberedt sig med vagtposter langs med floden. Deres ofre så dem ikke, før det var for sent, og da vikingeangrebene begyndte, forventede man ikke angreb fra Nordsøen – og slet ikke angreb på de afsidesliggende kirker og klostre, som var fredhellige for alle andre vesteuropæiske hære. Vikingeskibets tekniske udformning var dog allerede udviklet tidligere i germansk jernalder. Derfor er det sandsynligvis ikke skibet alene, der var grunden til de mange togter, men det var forudsætningen for vikingernes rejser.

Vikingernes evner som krigere spillede også en rolle. Vikingekrigerne var veltrænede fodkrigere, og de brugte kun heste til transport. De var klædt i brynjer af kogt læder og måske en læderhue. De, der vandt sig rigdomme på slagmarken eller var af kongelig slægt, bar ringbrynjer, der dækkede dem fra hals til knæ. Der er kun fundet ganske få metalhjelme, så man må formode, at kun krigere af højeste rang bar dem. Vikingekrigerne gik op i deres udseende, hvis man skal tro samtidens kilder og ar-

Havhingsten er en kopi af et vikingeskib, som blev bygget af irsk egetræ fældet i år 1042 og fundet ved Skuldelev i Roskilde Fjord, hvor det indgik i en sejlspærring. Skibet er med sine 30 meter et af de længste vikingeskibe, og det har plads til en besætning på 60-70 mand.

237

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

kæologiske fund. De udsmykkede gerne deres kroppe for at få et særligt og særpræget udseende. De mest ekstreme eksempler er svenske vikingegrave fra Gotland, hvor mændene har fået deres tænder filet, så der var furer på tværs af dem. Det har været en smertefuld behandling og et meget tydeligt resultat. Ibn Fadlan, som var en diplomat fra Bagdad udsendt til Volgabulgarernes land i nutidens Rusland, beskrev de vikinger, han mødte her.

De var høje som palmer og: »fra tåspidserne til halsen er alle mænd tatoveret med mørkegrønne motiver.« En anden rejsende fra det spanske kalifat AlTartushi beskrev sit møde med vikinger i vikingebyen Hedeby i nutidens Nordtyskland. Han nævnte blandt andet, at både mænd og kvinder bar øjenmakeup for at forstærke deres skønhed. Så der tegner sig et billede af vikingetidens krigere som tatoverede mænd, der bar makeup, og hvor nogle gik til ekstremer for at få et særpræget og måske også afskrækkende ydre ved at file deres tænder. En forsker har ligefrem sammenlignet vikingekrigerne med 1600- og 1700-tallets caribiske pirater, som bar farvestrålende tøj og hår for at vise deres særlige status som fredløse. Der er ingen tvivl om, at de vikinger, som valgte at blive om bord på vikingeskibene i årevis for at plyndre og tjene som lejesoldater, alt efter hvad der gav mest sølv, anlagde sig en særlig livsstil, og det er ikke umuligt, at de havde en helt særlig fremtoning på slagmarken. Tatoverede, malede i ansigtet og med en barsk attitude har de fysisk stærke og høje skandinaver (i forhold til eksempelvis den lokale angelsaksiske befolkning i England) været en frygtindgydende fjende. De våben, de bar, var derimod standardvåben, som stort set alle kæmpede med på samme tid.209 Skjoldene var runde og cirka en meter i diameter. Sandsynligvis har de været malet med forskellige farver, og man kan forestille sig, at et skjold var malet efter den enkelte krigers egne anvisninger. Skjoldene hang langs skibsrælingen, og sammen med dragehovedet på skibsstævnen har det været et skræmmende og imponerende syn. Det mest eftertragtede, men også kostbareste våben var sværdet. I begyndelsen af perioden kæmpede man stadig med den enæggede sax, men som tiden gik, blev det tveæggede sværd foretrukket, og den enæggede kniv blev et sekundært våben. Den mønstersvejsede klinge – det vil sige, at jernet, der udgør den midterste

Pragtsværd fundet i Søndersø ved Bjørnsholm i Vesthimmerland. Fæstet er smukt dekoreret med indlægninger af sølv og messing, og sværdklingen er mønstersmedet.

Sværdgrebet er fremstillet i Norge og er fra begyndelsen af 800-tallet.

238

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

239

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

del af klingen, er vredet og udbanket i en meget smedeomstændelig proces, ofte med indlægninger af forskelligt farvet metal, for at få klingen til at være smidig, stærk og dekorativ på samme tid – blev udsmykket med pragtfulde greb i sølv, og selve klingen var ofte fremstillet i det frankiske område. Særligt to mestersværd, Ulfberht og Ingelrii, blev fremstillet i Rhin­ området. Bare tre Ulfberht-sværd er fundet i Danmark. Sværdene med de to mærker var eftertragtede i hele det vestlige Europa i så høj grad, at de også blev piratkopieret – præcis som vi kender det fra mærkevareprodukter i dag.

Et vikingesværd blev i 1918 fundet i Søndersø ved Bjørnsholm i Vesthimmerland. Pragtsværdet er meget velbevaret, og fæstet er smukt dekoreret med indlægninger af sølv og messing. Sværdklingen er mønstersmedet.

Klingen kan være fremstillet på frankiske værksteder, men det er ikke en af de berømte Ulfberht-klinger. I samme sø blev der, ikke langt fra det første sværds fundsted, allerede i 1873 fundet et lignende sværd, som var tilsvarende smukt dekoreret. Ligheden mellem de to sværd er tydelig, sandsynligvis er sværdfæsterne fremtillet i Norge, og måske blev de kastet i søen samtidig. Eventuelt som et offer til Odin eller Tyr, der begge var krigsguder. I vikingetiden var det forventet, at frie mænd ejede våben, og det var sandsynligvis mændenes pligt at forsvare deres hjemland, når deres konge krævede det. Våbnene var ikke kun praktiske kampvåben, de skulle også afspejle deres ejers rigdom og status. Pragtsværd som de to fra Søndersø var virkelig kostbare, og ikke alle havde mulighed for at kæmpe med så smukt et våben.210 De mest almindelige våben var skjold, spyd, lanse og dernæst sværd og krigsøkse. Ikke alle krigere har ejet et sværd. Spyddet og lansen var som i jernalderen de mest udbredte våben, da de var de billigste at fremstille.

Lansen bestod af en lansespids af jern på et mandshøjt skaft. I kamp kunne øvede spydkæmpere kaste to spyd samtidig og endda gribe et spyd i luften og returnere det mod fjenden. På slagmarken brugte man også bueskytter, og nogle af pilespidserne havde en skarp, smal og forholdsvis tung spids, der mindede om senere tiders armbrøstpile, som var særligt effektive overfor modstandere i ringbrynje. Vikingerne i England benyttede

Bladformede pilespidser, kampøkser og lansespidser fundet i Aros (Aarhus).

Pilespidserne er fundet nær byens vold, og de stammer sandsynligvis fra kampe omkring byen i vikingetiden.

240

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

sig af snigskytter, som sad gemt i for eksempel kirketårne og skød mod fjendens ledere med pile, som kunne trænge gennem deres ringbrynjer.

De farvestrålende og runde vikingeskjolde var også en del af krigerens standardudrustning, og når to hære angreb hinanden, stod mændene skulder ved skulder med overlappende skjolde i en lang skjoldkæde – skjoldmuren. Den skulle skærme vikingerne mod den anden hærs angrebspres. Men skjoldet var i sig selv også et effektivt våben i kamp mand mod mand, når skjoldmurene var gennembrudte og slaget for alvor begyndte. Skjoldet blev her brugt som et våben, der skulle slå modstanderen ud af balance, så det blev muligt at ramme ham med sværd eller økse. Krigsøksen var et nærkampsvåben og en god afløser for spyddet, når den tætte kamp mand mod mand på slagmarken begyndte. Krigsøkserne kunne være simple uden udsmykning eller have økseblad med indlagt sølv, bronze og messing – og krigsøksen var derfor et våben, man kunne eje uanset rang. Sværdet var derimod forbeholdt mænd af høj rang, de var bekostelige at fremstille. Nogle sværd fik navne som for eksempel Brynjubítr (brynjebider) eller Skræp, og de blev hædret i skjaldekvad for de store bedrifter, som de havde begået i heltenes sværdhånd. Sværd havde så stor værdi, at de ofte gik i arv fra far til søn.211 Interne forhold i Sydskandinavien har også været betragtet som en af årsagsforklaringerne på vikingekrigernes togter. De har formentlig været en medvirkende årsag. Landbruget var optimeret og kunne brødføde mange, og måske skabte højkonjunkturen en mulighed for, at flere unge mænd kunne gribe spyddet fremfor ploven og prøve lykken som kriger.

Desuden havde et særligt fokus på det maskuline krigeraspekt i Skandinavien måske ført til en kulturel favorisering af drengebørn, og dermed fik man en befolkning med for mange unge mænd i forhold til kvinder.

Derfor opstod måske en voldelig rivalisering blandt de unge mænd om de attraktive kvinders gunst. Sådan at mange valgte at rejse på plyndringstogter i Vesteuropa, så de kunne vinde rigdom og blive godt gift.212 Nogle forskere peger også på, at en stærk kongemagt var ved at manifestere sig i Danmark i begyndelsen af vikingetiden. Det betød, at der ikke længere var plads til, at lokale høvdinge kunne herske over deres område, og nogle valgte måske at søge lykken på havet som krigskonge med en flåde af vikingeskibe under sig. De søgte hurtige gevinster og friheden til at kommandere over eget skib eller flåde. Måske har enkelte draget af sted som en reaktion på en strid med kongemagten, men det

242

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

har vi meget lidt belæg for i de historiske kilder. Langt hovedparten af de mænd, som overlevede tiden i vikingehæren, vendte hjem igen, og deres familier blev i Sydskandinavien. Det skal også med i overvejelserne, at kalifatet i Bagdad og Det Byzantinske Rige satte store mængder sølvmønter i omløb. Sølv udvundet i Centralasien skulle have udløst en decideret »sølvfeber«, som sendte de nordiske krigere ud for at berige sig. Sølvstrømmen var dog aldrig konstant, men svingede gennem hele vikingetiden, og derfor er der både argumenter for og imod teorien om, at det var sølvfeberen, der forårsagede vikingetidens begyndelse. Men hurtig rigdom var en af hoveddrivkræfterne bag mange vikingers togter, så sølvstrømmen har været en væsentlig faktor. Det er heller ikke utænkeligt, at vikingeflåderne skulle betale en del af deres bytte fra togter som en form for skat til kongen i Danmark. Adam af Bremen skrev i sit værk om Nordens folk fra 1075: »Der (på Sjælland) findes meget guld, der samles på sørøvertogter. Sørøverne som de kalder wichinger, vi ascomanner, betaler tribut til den danske konge for at få lov til at udplyndre de barbarer, der bor talrigt omkring dette hav.«213 Selvom han her refererer til den sene del af vikingetiden, så kan det meget vel afspejle en gammel skik fra begyndelsen af perioden.

Der er dog ingen tvivl om, at de storpolitiske forhold i de europæiske kongeriger og rigernes indre stridigheder gjorde de europæiske kyster sårbare overfor sørøverangreb. Da de første vikingeangreb begyndte, herskede Karl den Store (768-814) over et enormt område, som omfattede det meste af det nuværende Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, den nordlige halvdel af Italien samt Østrig. Karl den Store udvidede Frankerriget betydeligt, og vikingerne udnyttede, at hans fokus ikke i første omgang var rettet mod beskyttelse af kysten, men mod indenrigspolitiske stridigheder samt en omfattende erobringspolitik mod syd. Den største bølge af vikingeangreb kom dog først efter Karl den Stores og hans søn Ludvig den Frommes (813-840) regeringstid, hvor hans tre sønnesønner sloges om magten i det store rige. Senere i slutningen af 800-tallet brød Karolingerriget endeligt sammen, blandt andet fordi kejseren Karl »den Fede« (881-888), Ludvigs sønnesøn, ikke formåede at forsvare sig mod de mange vikingeangreb. Der blev først fred i store dele af det vestlige Europa, da det store område Normandiet, i det nordvestlige Frankrig, blev tildelt vikingehøvdingen Rollo, som grundlagde en ny vikingekoloni. Vikingerne stoppede ikke med at plyndre af den grund, de vedblev ufortrødent

243

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal

med deres togter i andre dele af Europa, blandt andet på De Britiske Øer og i Østeuropa, frem til epokens slutning.

Vikingernes angreb kunne derfor også være et velovervejet politisk svar fra de danske konger mod Karl den Store og Karolingerrigets voksende militære magt. Kristendommen blev hårdhændet gennemtvunget over for sakserne syd for den danske grænse, og i år 782 blev 4500 mand henrettet af Karl den Store; resten blev tvangskristnet.214 Det var en særdeles ubehagelig nabo til danerne, men for vikingernes konger lykkedes det at holde grænsen ved Jyllands rod, og det varede endnu en tid, inden kristendommen slog igennem, og den danske konge valgte at lade sig døbe.

Krigen var dybt fæstnet i vikingernes mentalitet. Kampen var del af krigernes livsmønster, og det endelige slag var målet. Den nordiske mytologi er en af de eneste i verden, hvor verdens ende – Ragnarok – ikke efterfølges af en ny verden. Det endelige slag vil forårsage verdens ende og mørke.

Derfor er der også et stærkt fatalistisk skær over de unge krigeres risikable togter.215 Dødsforagten i et slag, sammenholdt med en stærk trang til at opnå rigdom, status og ære gennem store krigeriske bedrifter, sendte mændene ud på togter, hvor ingen horisont var for langt væk.

Lad Jeanette Varberg føre dig igennem både sten-, bronze-, og jernalder samt vikingetiden. Bestil bogen nu.

244

www.gyldendal.dk - www.facebook.com/forlagetgyldendal - www.twitter.com/gyldendal