MØDE I MOL ”Det er nytårsaften. År 2005 synger på sit allersidste vers”. – Hvor bliver du af, Lisa? Dronningen er gået i gang! ”Om lidt lukker vi bogen i og stiller det gamle, kendte bind op på hylden i reolen. Ved siden af står en lukket bog, om hvilken vi kun ved, at den hedder 2006. Lidt af indholdet mener vi at kende, måske aner vi også en del af handlingen; men hvad den vil byde på af stort og småt er først kendt, når endnu 365 dage er gået.” – Undskyld, men jeg havde svært ved at vågne. Lisa lyner kjolen, mens hun skrår gennem pejsestuen, hvor Henrik traditionen tro har tændt op. Han rækker hende champagneglasset. Hun snupper en kaviarkanapé. De skåler og vender sig mod skærmen. Udenfor er taksen tung af tøsne i vintermørket, og hun har svært ved at vriste sig fri af eftermiddagssøvnen og drømmen. En drøm, hun ikke kan huske, men hvis stemning, hun stadig befinder sig i og både ønsker at bevare og slippe. Hun nipper til champagnen og forsøger at indstille sig på deres festaften: Om lidt vil fløjdørene til spisestuen blive slået op, og hun vil sætte sig ved bordet med den midnatsblå dug, det hvide porcelæn og sølvbestikket. Betragte lysene, liljerne og de dekorativt anbragte serpentiner. Hun vil diskret notere sig at servietterne ikke er vifteformede og lade et anerkendende ord falde om borddækningen, mens han skænker bourgognen i krystalgassene. Og så vil hun nyde duften og smagen af fisk, safran og fennikel, når han serverer sin berømte bouillabaisse, som han købte råvarer til i morges og har været i gang med siden middag. Det meste af aftenen bliver de siddende ved spisebordet i deres nytårsdress; Henrik i sorte cowboybukser og matchende skjorte, hun i den matsorte kalveskindskjole, de købte på bryllupsrejsen i New York i 1987. ”Men ikke kun naturens kræfter har hærget i 2005. Også den blinde terror har været med til at kaste sorte skygger ind over samfundene i året, der gik. Somme tider så nær, at vi selv fornemmer chokbølgerne, som da London i sommer blev ramt midt i en travl hverdag, der ligner vores.” Med majestætens tale som udgangspunkt vil de vende året politisk; bevæge sig vidt omkring i verden, før de uundgåeligt ender i Danmark: ”Det danske samfund er åbent og demokratisk; det er baseret på respekt for hinanden som mennesker og på respekten for hinandens meninger.” Over kaffen og kransekagen morer de sig med at forudsige statsministerens nytårstale, der naturligvis også må rumme såvel en formaning om ikke at gradbøje ytringsfriheden som en opfordring til at forvalte den på en måde, der ikke animerer til had og splittelse.
Som altid drøfter de året, der gik, og, hun bliver træt bare ved tanken. Alt det, der venter forude og forekommer farveløst og udsigtsløst. Arbejdsmæssigt tegner det anstrengende. Med sine eksamener og specialevejledninger er januar i forvejen slidsom, og oven i de sædvanlige sager kommer landsretssagen, hun selv må påtage sig, fordi den har vist sig at handle om ytringsfrihed. Henrik insisterer stadig mere vedholdende på at fusionere med et af hovedstadens største advokatfirmaer, og så er der den dumme salærklage over hendes fuldmægtig. Pressehenvendelserne, der siden offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne er strømmet ind, og hvor journalistveninden Hanne ikke vil forstå, at hun kun kan udtale sig om det juridiske. Men det kommende års overfyldte kalender er jo ikke noget nyt, og med sin sædvanlige knoklen klarer hun sig vel også igennem 2006. Hun lukker øjnene og mærker, hvordan et nyt år ikke længere er en udfordring, men en trussel. Januar en mur af mørke og kulde. Sorte morgenhimle uden stjerner. Bundfrossen jord og mennesker, der ikke mere kan nås. Datoerne, der presser sig frem i hendes indre almanak: Farens etårs dødsdag den 10. og halvtredsårsfødselsdagen den 29. Hun åbner øjnene, fanger genskæret fra pejsen i ruden og bliver forskrækket over ansigtet, der spejler sig derinde, blegt og uden glød under makeuppen. Hun bunder champagneglasset og skæver til Henrik, der står koncentreret om fjernsynet. Nu mangler det bare, at han tager fødselsdagen op igen i aften og ikke helmer, før hun har sagt ja til at lade ham arrangere reception og middag og you name it. I det samme går det op for hende, at hun ikke orker og må sørge for at være ”bortrejst på dagen”. Fjernt fra forretningsforbindelser, kolleger, familie ... ægtefælle. Hun ryster på hovedet af sig selv. Hvor i alverden skulle hun tage hen? Men tanken vil ikke forsvinde, og hun ser sig selv gå gennem afgangshallen i Kastrup med sin røde weekendkuffert, parat til at drage ud i det blå. Så forestiller hun sig Henriks ansigt, når hun venligt, men bestemt afviser hans forslag. Rejsebilledet går i opløsning. Hun forsøger at fastholde det, mens det glider væk og erstattes af forventninger til, hvordan en kvinde i hendes position, der fylder rundt, bør gebærde sig. Og hun sætter sig i lænestolen, prøver at tømme sit hoved for tanker, at lytte til talen: ”I sommer gik turen atter til Færøerne” ... Som var det en trylleformular samler fragmenterne af eftermiddagens drøm sig og bliver til fjeldlandskabet, hun drømte om for længe, længe siden. Og ude i horisonten den nøgne unge mand med det mørke hår, der blæser i vinden, mens han langsomt kommer nærmere ... – Ja, skål for de smukke færinger, og det store, skønne Grønland. Henrik ler, og det giver et sæt i hende, da han støder sit glas mod hendes. – Skål, mumler hun og fører sit tomme glas mod læberne. Dronningen har taget fat på sidste side i sit manuskript, og det er som om hun taler direkte til hende: ”Årets bog er en mærkelig bog. Noget af teksten står der allerede og vil afsløre sig dag for dag.
Noget skrives af andre, uden at vi selv har ret megen indflydelse på det. Men noget af teksten skriver vi selv; derfor er årets bog også vores helt egen”. Lysten til at stikke af fra fødselsdagen vender tilbage. Måske skulle hun tage til ... Stavanger. – Vi ses, sagde han på Færøerne i februar 2000. – Ja, vi ses, svarede hun. Hvorfor havde Kåre egentlig sagt sådan, og hvorfor havde hun?