klokken var hverken 08.01 eller 08.03. Den var præcis 08.02. Og jeg var anholdt. »På åben gade«, som det vist hedder. Vejrudsigten havde lovet årets første ægte sommerdag med temperaturer over 25 grader, og jeg var i mit hurtige morgenoutfit, sandaler, T-shirt, shorts og en gammel kasket, og havde lige afleveret min syvårige datter Carmen i skolen, da en grå Mercedes – den ydmyge A-klasse – parkerede i en af båsene ud for mit hjem på Gammel Kongevej. Manden bag rattet kiggede på mig, hvad jeg noterede mig uden at tænke nærmere over det. Generelt glor folk temmelig uhæmmet efter kendte, og efter at jeg i ugevis havde taget min del af avisforsiderne, var blikkene bestemt ikke blevet færre. Alle kiggede; kun få formåede at gøre det diskret. Den slags vænner man sig til, og mig har det aldrig generet at være én, folk genkender på gaden. Men manden fra Mercedesen holdt blikket fast. Han åb- nede døren, krydsede cykelstien og gik hen imod mig. Det samme gjorde to andre mænd. Identisk fremtoning: jeans, poloshirts, brune læderjakker. På et splitsekund var jeg ikke længere i tvivl om, hvem der var kommet. »Er du Henrik Qvortrup?« Jeg nikkede. »Vi er fra Vesteg- nens Politi. Klokken er 08.02, du er anholdt for overtrædelse af Straffeloven. Vi har en ransagningskendelse, og vi vil gerne følge med dig op i din lejlighed.« Torsdag den 22. maj 2014 var Se og Hør-sagen – eller Se og Hørskandalen, som den hurtigt var blevet døbt – gået ind i sin fjerde uge, og den fyldte væsentlig mindre i billedet end i den første fuldstændig vanvittig hektiske uge. Ikke at »min« sag var glemt, men mediernes hovedscene var nu overtaget af Lars Løkke Rasmussen og hans atter opblus- sede bilagssag. Fra sidelinjen kunne jeg iagttage, hvordan Venstres statsministerkandidat dag for dag fik udhulet sin troværdighed, i takt med at der dukkede nye belastende bi- lag frem fra fortiden. Havde jeg stadig været i mit gamle job på TV 2, ville det have været ekstremt travle dage med interviews og analyser i de store
nyhedsudsendelser. Det var kæmpestort, et poli- tisk drama med alle ingredienser: en statsministerkandidat, der var ved at ryge i svinget – fældet af sin fortid. Lige præ- cis dét kunne jeg godt identificere mig med. På Twitter kommenterede jeg Løkkes problemer. Jeg un- drede mig over, at Claus Hjort Frederiksen havde kaldt Løk- kes skatteforhold for et »privat anliggende«. »Mindes man,« tweetede jeg, »et andet V-standpunkt, da det handlede om Helle Thornings skat?« Mange erklærede sig glade for at se mig tilbage i den po- litiske analyse – om end jeg i mit stille sind måtte erkende, at det unægtelig var gået temmelig meget ned ad bakke: Fra før at have haft en landsdækkende tv-kanal til min rådighed var jeg nu begrænset til 140 tegn og Twitter-menigheden. Mindst lige så mange mente imidlertid, at jeg – med min sag hængende over hovedet – helt skulle afholde mig fra at mene noget som helst om andres moral. Jeg havde vist mere end nok at gøre med at få hold på min egen. En pointe, der selvfølgelig måtte blive spillet på banen. Personligt var jeg ligeglad, for selvfølgelig har jeg præcis lige så meget ret til at udtrykke mine holdninger som alle andre. Hvilket jeg egentlig troede var en selvfølgelighed. Men i månederne efter sagens fremkomst kunne jeg konstatere, at det tilsyneladende provokerede mange, at jeg ikke bare anlagde fosterstilling og meldte mig ud af den offentlige me- ningsdannelse. Da det for eksempel kom frem, at jeg skulle holde et foredrag i Århus, måtte arrangørerne besvare op- bragte pressehenvendelser om rimeligheden i overhovedet at udbetale honorar til en mand som mig. Ud fra samme mærkværdige logik faldt det også nogen for brystet, at jeg i efteråret skrev en bilartikel i dagbladet Børsen. For hvad var moralen egentlig i, at jeg skulle tildeles spalteplads til at mene noget om en Opel? Ræsonnementet om, at jeg ikke havde adkomst til at ud- tale mig, var vel også årsagen til, at jeg ikke kunne fungere som kommentator i forhold til Lars Løkke Rasmussens aktu- elle genvordigheder. Derfor var det Anders Langballe, min gode ven og kollega, der havde taget
over og stod dér, hvor jeg ellers ville have stået. Han gjorde det fremragende. Kniv- skarpe analyser og benhårde interviews, hvor han ristede Løkke for at prøve at fedte sig uden om. Hvor ville jeg gerne have været med. Løkke-dramaet mindede mig om alt det, jeg havde mistet. Det var nu ikke sådan, at jeg uafladelig gik og martredes over min skæbne. Helt fra begyndelsen, da sagen brød ud i slutningen af april, havde
jeg
truffet
en
beslutning
om
ikke
at
henfalde
til
selvmedlidenhed. Dels ville det ikke hjælpe mig det mindste, dels kendte jeg bedre end de fleste betin- gelserne, når man har slået sig op på at have en kontant, no bullshit-agtig fremtoning. Jeg kunne naturligvis ikke spille »det er synd for mig«-kortet. Som den sidste i kongeriget Danmark var jeg i en position, hvor jeg kunne tillade mig at have ondt af mig selv. Men som jeg bemærkede det i den portrætartikel, som Lotte Thorsen skrev om mig i Politiken: »Det har jeg bare tilfældigvis.« Men alt kan med tiden blive hverdag. Og her den 22. maj havde jeg haft nogle uger til at vænne mig til tanken om, hvad der var sket. Jeg forventede, at jeg på et eller andet tidspunkt ville blive kontaktet af politiet, og at hele den ju- ridiske tur dermed ville tage sin begyndelse. Med dertil- hørende reprise af mediehypen omkring min person. Jeg var dog så småt begyndt at undre mig over, at det ikke var sket endnu. For uanset at jeg selv betragtede min rolle i sagen som perifer i juridisk forstand, så ville politiet selvfølgelig ønske at høre min version. De måtte på et tids- punkt tage fat i mig, og det ville formentlig blive med en sigtets rettigheder. Hvad det angik, nærede jeg ingen illu- sioner; sagen ville ikke bare gå i sig selv – dertil var den for spektakulær, dertil var opmærksomheden omkring den for stor. Men mærkeligt var det unægtelig, at vi efterhånden var kommet ind i fjerde uge, uden at jeg havde hørt det fjerneste. Anders Németh, min advokat, havde for længst skrevet til Københavns Vestegns Politi og meddelt, at jeg naturligvis stillede
mig til rådighed for en afhøring; han havde sågar spillet ud med indtil flere konkrete datoforslag. Samme bud- skab sørgede han for at sende ud gennem medierne: Min klient vil gerne afgive forklaring, og dét helst så hurtigt som muligt. Ingen kunne være i tvivl om, at jeg var der – og ville samarbejde med politiet. Fra begyndelsen havde Németh forklaret mig, at der var en vis sandsynlighed for, at politiet kunne finde på dels at aflytte min telefon, dels at gennemføre en ransagning på min privatadresse. Men som tiden gik, mente han, at det var et stadig mere teoretisk scenarie. Så svært var det ikke – hvis det var dét, jeg ville – at skille mig af med ting, som jeg af den ene eller anden grund ikke ønskede, at politiet skulle få fingrene i. Ud fra en logisk betragtning ville en ransagning derfor kun give mening, hvis den kom meget tidligt i forløbet. To uger forinden havde politiet anholdt og sigtet de to journalister Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen og ran- saget deres hjem. Herefter var min og Némeths entydige konklusion, at fra nu af var det usandsynligt med en ran- sagning hos mig. Det syntes imidlertid politiet. For klokken var 8.02, og jeg var anholdt. Jeg fulgtes med de tre kriminalbetjente op ad trapperne til min lejlighed på fjerde sal, hvor min kone ventede intetanende; hun var i færd med at gøre vores tre- årige søn klar til børnehaven. Marie ville få sig noget af en overraskelse, når jeg plud- selig indfandt mig i selskab med tre kriminalbetjente, men det ville hun nok overleve. Alligevel bad jeg kriminalassi- stent Dan Colding om lov til at gå i forvejen for kort at sætte min kone ind i situationen. Så kunne betjentene vente uden- for på trappeopgangen i de par minutter, som det ville tage at briefe hende. Det afviste han med den begrundelse, at vi så kunne skaffe os af med bevismateriale. At vi på det tidspunkt havde haft fire uger til det samme, ændrede ikke situationen. De havde deres instrukser, måtte jeg forstå. Herefter bad jeg om lov til at ringe til Anders Németh: »Ja, Anders, så har jeg fået besøg af tre venlige betjente fra Vestegnens Politi med en ransagningskendelse. De har an- holdt mig.« Et kort øjebliks tavshed i telefonen – og så ét:
»Det var fandens ...« Némeths opfattelse var, at politiet spillede unødigt med musklerne. Muligvis for at signalere handlekraft i en sag med stor bevågenhed både blandt politikere og medier. Én ting var sigtelsen, den var efter bogen, men anholdelsen var meningsløs. Retsplejeloven giver mulighed for at anholde forud for forhør, men det forudsætter, at der er en risiko for, at flere sigtede kan finde på at koordinere
forklaringer,
eller
at
der
skal
gennemføres
grundlovsforhør. Gennem- førte absurde argumenter i dette tilfælde, idet jeg – hvis jeg havde villet – kunne have brugt de forgangne fire uger til at koordinere op og ned ad stolper. Og et grundlovsforhør var aldrig på tale. Umiddelbart efter at have talt med mig ringede Németh til Vestegnens Politi for at protestere formelt mod anholdel- sen. I første omgang uden held, men da han over for nogle ledende politifolk truede med at ville indgive anmeldelse om ulovlig frihedsberøvelse, var der pludselig kontraordre. Nu skulle jeg løslades, så snart sigtelsen var læst op. Jeg ved ikke, hvad jeg præcis havde forventet mig af en ransagning. Men vel som udgangspunkt, at den ville være grundig. Jeg oplevede det stik modsatte – en lemfældig og overfladisk gennemgang af lejligheden, der stod i paradok- sal modsætning til dramaet med anholdelse. Igen: Jeg havde ikke noget at skjule. Men hvis jeg havde haft det, ville de tre betjente med sikkerhed ikke have fundet det, for de ledte overhovedet ikke; hele forestillingen havde tilfældighedens umiskendelige præg: Mit skrivebord har tre skuffer; kriminalbetjenten fandt kun anledning til at kigge i de to. På den ene side måtte jeg ikke tale to minutter i enrum med min kone, fordi vi så kunne gribe chancen for at »bortskaffe bevismateriale«. På den anden side accepterede politifolkene det uden videre, da jeg om en iPad sagde, at den tilhørte min datter. »Nå,« sagde politimanden, »så lader vi da den ligge.« Godt for min dat- ter, men unægtelig knap så betryggende, hvis det
generelt er stilen, når politiet kommer forbi med en mistanke om, at noget vigtigt er gemt. Alt i alt tog det hele vel en god halv times tid. Og så var der afgang til politistationen, hvor kriminalassistent Col- ding nu gik i gang med flere praktiske gøremål. Han skulle være fotograf på »forbryderbilledet« – både en face og i pro- fil – og han skulle forestå, at jeg fik taget fingeraftryk. Det foregik nede i kælderen, hvor politiet ikke just råder over højteknologi til formålet; det var med blæk, valser, store pensler og i det hele taget et frygteligt svineri, at han fik mine aftryk placeret på kartotekskortene. Flere gange undskyldte han, at politiets teknologi var på 1950-niveau. Og så var der lige en ting mere, vi skulle have klaret, inden jeg igen kunne begive mig ud i solen og friheden. For nu trak Colding pludselig et par gummihandsker på. Heldigvis ikke med henblik på den ultimative ransag- ning af alternative gemmesteder, jeg lige et kort øjeblik frygtede; det handlede om et skrab af slimhinderne i min mundhule for at få fastlagt min genetiske profil. Der er tidspunkter i et forløb som det, jeg har været igennem, hvor man lige bliver mindet om, at – hov – det her er alvor. Selvfølgelig ligger det i baghovedet konstant, men indimellem slår situationens alvor én som en hammer. Mundskrabsseancen var et af den slags tidspunkter. Selv- følgelig vidste jeg, at vi var ude i noget formalia; når man er sigtet efter paragraffer, hvor strafferammen er højere end halvandet år, så foreskriver reglerne en dna-test. Uanset hvad det så i øvrigt er for en forbrydelse, man er sigtet for. Men lige dér, over for den gummihandskeudstyrede betjent med den lange vatpind, forekom situationen at stå rammet ind i al sin absurde og groteske alvor: Jeg havde mistet mit arbejde, min anseelse var i bund, det samme var troværdigheden, jeg var blevet anholdt, sigtet efter en para- graf i Straffeloven, hvor seks år i fængsel er den alleryder- ste konsekvens – og søreme om jeg nu ikke som en anden potentiel sædelighedsforbryder om få sekunder skulle have foretaget et skrab af slimhinderne i min mundhule, så min unikke genetiske kode kunne komme i politiets kartote- ker.
Kriminalassistenten bad mig åbne munden, og da han havde udsigt til min drøbel, trådte han et skridt tilbage og rynkede på næsen. »Du har vist fået hvidløg i går.« Karrieren har haft masser af opture. Det her var den absolutte bund.