Vi kan da ikke få kræft!

Vi kan da ikke

få Kræft!

Vi kan da ikke få kræft!

En bog om at være pårørende til en kræftsyg.

1. kapitel. Fra 0,05 % til 100 % på 4 dage.

Oktober måned 2012, Simon havde klaget over ondt i skridtet i et stykke tid, hans pung var hævet og rød, han er ivrig danser (shuffle, hip hop og meget andet), jeg havde travlt på efterskolen og lagde ikke så meget i det, så det var mere Ulla der tog sig af det. Sådan var rollerne hjemme hos os, jeg fik lov til at slippe indtil det var vigtigt, så jeg kunne hellige mig mit elskede arbejde som efterskoledramalærer og amatørkomponist/forfatter. Jeg er nok forkælet, men jeg vil hellere kalde det privilegeret.

Vi havde travlt på efterskolen, det var lige før efterårsferien og vi havde en kortfilmsuge som skulle afsluttes med et stort awardshow med besøg af forældre og en stor scene, med lyd og lys. Det er lige det jeg brænder for, så jeg havde ikke rigtig fulgt med i Simons smerter. Simon havde været ved lægen og fået noget penicilin, det havde ikke hjulpet, det tog bare lidt af smerterne, men det var ikke gået helt over. Lægen fortalte Simon, at han godt kunne få en konsultation, hvis han ville, men det måtte han selv bedømme, Simon tog til konsultationen. Det havde jeg ikke gjort, rigtige mænd går ikke til lægen før de er ved at dø, havde jeg vidst at han havde taget den konsultation havde jeg mobbet ham grundigt - helt ærligt, vi mænd kan jo godt få

lidt ondt dernede, han var jo også aktiv både som danser, men så sandelig da også seksuelt. Det var godt jeg ikke vidste at han havde taget konsultationen, så havde jeg nok aldrig tilgivet mig selv for at mobbe ham.

Fredag d. 12. oktober tog han til sin frivillige tid hos lægen imens jeg knoklede rundt og gjorde scenen klar på skolen, hævelsen var faldet og smerterne var mindsket, lægen mente det var en kalksten og udtalte at der højest var 0,05 % risiko for kræft. For en sikkerheds skyld, ville han dog sende Simon til skanning på Middelfart Sygehus. Fredag eftermiddag ringede de fra Middelfart Sygehus og meddelte at Simon havde fået en tid mandag d. 15. oktober til skanning.

Simon kom og så vores Award show på skolen og fortalte mig om sit lægebesøg og skannings tiden mandag, men der var ikke noget at være bange for. Der var jo kun 0,05 % risiko for, at det var alvorligt og det var jo det samme som ingenting. Min søn kan da ikke få kræft, MIN SØN KAN DA IKKE FÅ KRÆFT! Vi snakkede lidt om, at han var et aktivt menneske (som tidligere beskrevet) og grinte lidt af det. Derhjemme kunne Ulla ikke se det sjove i det, hun var begyndt at blive nervøs. Jeg syntes det var lidt pjattet, men det var jo efterårsferie, så jeg skulle da nok køre ham til skanning. Vi hyggede os fredag aften med pizza og rødvin, vi havde haft en rigtig hård dag og endnu hårdere uge, så ingen af os kunne formulere os ordentligt, derfor blev det til, at vi skulle drikke pizza og spise rødvin på sofaen. Den joke er ikke nær så sjov i dag, som den var dengang. Havde vi vidst hvad de næste måneder ville bringe, havde Simon og jeg nok ikke siddet der uden bekymringer og fyldt os med pizza fra det lokale pizzeria.

Mandag d. 15. oktober om morgenen, læg her mærke til at jeg har skrevet om morgenen i kursiv. Både Simon og jeg er udprægede B-mennesker, så dét at skulle tidligt op i efterårsferien, for at gøre noget så ligegyldigt, som at tage ind på Middelfart Sygehus, for at få skannet en kalksten, var inde i mit

hoved fuldstændig spild af god søvn. Jeg ventede i forhallen imens Simon blev skannet, det skal siges at Middelfart Sygehus ikke hører til Danmarks største, så forhallen havde en dobbelt funktion, den var både forhal og venteværelse, smart, ikke? Da jeg havde ventet lidt, blev jeg hentet af en sygeplejerske med et meget alvorligt udtryk i ansigtet, ”er du Simons far” spurgte hun, ”ja” svarede jeg, ”vil du være venlig at følge med” sagde hun med alvorlig stemme, ”ja” sagde jeg og forsøgte også at lyde alvorlig, jeg tror ikke det virkede. Vi fulgtes ad i stilhed, jeg kan forestille mig at hun hele vejen bad til, at jeg ikke skulle stille nogen spørgsmål, men hvad skulle jeg spørge om, jeg forstod ikke rigtig alvoren; Simon havde fået skannet sin kalksten og nu skulle vi hjem og holde efterårsferie. Haven skulle gøres vinterklar og middagsluren skulle jo også nås. Vi rundede et hjørne og der stod Simon med en læge, igen blev jeg spurgt om jeg var Simons far, hvilket jeg bekræftede. Lægen fortalte os, at skanningen viste noget, men at han ikke kunne udtale sig om hvad det var, det kunne godt være en kræftknude. Han skønnede, at der var cirka 50 % risiko for kræft, men han ville kontakte vores egen læge og bede ham henvise os til Urologisk Afdeling på Fredericia Sygehus, og så var konsultationen slut. På vejen hjem snakkede vi om det, men var stadig enige om, at det var den skide kalksten der drillede. Min søn kan da ikke få kræft.

Da vi kom hjem til Ulla og fortalte hende vores oplevelse blev hun meget nervøs, jeg syntes stadig ikke der var den store grund til panik, det var jo bare en kalksten.

Senere på formiddagen ringede vores egen læge (ham med de 0,05 %) og meddelte os, at de ville ringe fra Fredericia Sygehus med en tid til en undersøgelse på Urologisk afdeling. Allerede samme eftermiddag ringede de fra Fredericia og bad os komme næste dag. Vi skulle have nogle papirer til gennemlæsning og udfyldelse, men dem kunne de ikke nå at sende, så vi ville få dem når vi kom.

Tirsdag d. 16. oktober, Vi mødte op på Fredericia sygehus, vi

havde hver sin grad af nervøsitet, Simon var ikke nervøs, Ullas nervøsitet var så småt begyndt at smitte af på mig og Ulla var meget nervøs. For at holde os til procenterne, så var Simon 10 %, jeg var 30 % og Ulla var 95 % nervøs. Vi meldte vores ankomst, fik de papirer udleveret som vi var blevet lovet og blev bedt om at sætte os i venteværelset - her var der faktisk et venteværelse. Vi satte os til at vente, vi ventede en time. Man bliver rigtig god til at vente, når man er i sådan et forløb. Jeg bildte mig selv ind at jeg kunne meditere, hvor jeg fandt en plet på væggen, stirrede på den og lod tiden gå. Det virkede ikke.

Imens vi ventede kiggede Ulla i de papirer vi havde fået udleveret, hun syntes helt klart det lignede operationspapirer, hvad ved hun om det, tænkte jeg, men gav hende ret. Jeg kunne da også godt se, at de spørgsmål der skulle besvares lignede mere operationsspørgsmål end et spørgeskema om vores oplevelse med sygehuset. Efter en time blev vi kaldt ind til overlægen, han sad sammen med en sygeplejerske, og så meget alvorlig ud. Gad vide om det er noget de får kurser i tænkte jeg, jeg mente stadig ikke der var nogen grund til al den alvor. ”Du har testikelkræft” Sagde overlægen. ”Er du sikker?” spurgte en af os, jeg kan ikke huske hvem. ”Ja, jeg er 100 % sikker, men jeg kan jo lige mærke efter” sagde han, og her startede så en massiv beføling af Simons kønsdele. Vi ved faktisk ikke, hvor mange der har skullet mærke efter i tidens løb. Overlægen fortalte os, at det gode ved den slags kræft er, at 95 % bliver helbredt, ja fedt, vi var lige gået fra 0,05 % til 100 % på fire dage, her var der en risiko på 5 % for at det ikke ville lykkes. Simon skulle opereres og have fjernet den ene testikel, Simon brød sammen, Ulla brød sammen, jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Vi skulle hjem og ringe til familien med den dårlige nyhed, jeg satte Ulla og Simon af ved huset og parkerede bilen, her brød jeg sammen.

MIN SØN KAN DA IKKE FÅ KRÆFT! JO DET KUNNE HAN.

Det var vores første tude tur.