DET HANDLER IKKE OM LYKKE - Helt tæt på antidepressiv medicin by MØLLER

Det handler ikke om lykke

Det handler ikke om lykke - Helt tæt på antidepressiv medicin © Signe Kierkegaard Cain og MØLLER 2013 Omslagsillustration: Fotografi af Vandringer, en keramisk skulptur af Rosemaria Rex Forlagsredaktion: Jacob Møller Overgaard Grafik: Jacob Møller Overgaard Korrektur: Louise Cain Tryk: CPI books Printed in Germany 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788792927132 www.moellerforlag.dk Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

i Lov om ophavsret af 14. Juni 1995 med senere ændringer.

Det handler ikke om lykke Helt tæt på antidepressiv medicin af Signe Kierkegaard Cain

Møller

TAK Til jer, der har fortalt mig jeres historier om depression, angst og

medicin. I er modige, og jeg har lært meget af at tale med jer. Også tak til eksperter og fagpersoner – både de, der er citeret i bogen, og de mange, der undervejs har hjulpet mig videre i min research.

Til min forlægger, den mest kompetente redaktør, jeg kunne

ønske mig. Og til journalist og forfatter Ulrikke Moustgaard for skarp og konstruktiv feedback på afgørende tidspunkter.

Til venner fulde af spørgsmål, opbakning og gode forslag. Til

venner, der lukker mig ind i selv deres sorteste timer – og har ladet

mig bruge deres erfaringer i min bog. Og en særlig tak til Marie Juul Petersen, der altid er helt tæt på.

Til min søster Louise Cain for alle de ord, der i den grad ved,

hvad de taler om. Til min mor og far og deres ægtefæller for stor

opbakning og børnepasning. Til mine børn, Ellen og Karen. I er mine

absolutte yndlingsmennesker og fylder mit liv med så megen kærlighed, nærvær og hverdag.

Og endelig til min mand, Jacob Riis. De færreste har overskud-

det og kærligheden til at sige ja, når deres kone gerne vil have et barn

mere og skrive en bog samtidig. Men det har du. Så tak, Jacob. ”I am a rock bottom riser. And I owe it all to you.”

Indhold Derfor skriver jeg denne bog Hvad er antidepressiv medicin? Kapitel 1 Kapitel 2

Den kemiske ubalance

Lykke på forsiden

Jeg var ikke nået hertil uden min medicin Kapitel 3

Gevinst versus risiko

Jeg var nødt til at stoppe med medicin, hvis jeg skulle kunne arbejde igen Kapitel 4 Kapitel 5

Om at måle effekt Når recepten udskrives

s. 9

s. 18

s. 21 s. 39

s. 50

s. 59

s. 80

s. 89

s. 107

Kapitel 6

Kapitel 7

Jeg havde jo egentlig bare brug for nogle, der lyttede til mig

Om at stoppe

Før i tiden tænkte jeg, at piller var for idioter og tabere

Er det medicinens, diagnosernes eller samfundets skyld?

s. 130

s. 145

s. 162 s. 169

Nogle gange kan jeg godt føle mig lidt parkeret s. 188 Kapitel 8

Tal, løb, meditér

Efterskrift Noter Supplerende læsning Litteraturliste

s. 197

s. 221 s. 225 s. 233 s. 237

Derfor skriver jeg denne bog ”Mange er afhængige af lykkepiller”. ”Lykkepiller virker ikke”.

”Antidepressiv medicin skader fostret”. Mens jeg læser mediernes overskrifter, tager jeg selv antidepressiv medicin. Det har jeg i lange perioder gjort siden 2000. Og medicinen virker

for mig. Det gør den også for flere af mine venner og familiemedlemmer. Og jeg er begyndt at undre mig over, hvorfor

historierne i medierne og mine egne oplevelser ikke altid passer

sammen, og over hvad det er for nogle problemer, der er med den medicin, som har været en del af min hverdag så længe.

Den antidepressive medicin er populær, og udskældt,

som aldrig før. For os patienter er medicinen på mange måder

forbundet med usikkerhed. Den nye antidepressive medicin er, siden den kom på markedet i slutningen af 1980’erne, blevet fremstillet som et medicinsk gennembrud stort set uden bivirkninger. Der er blevet malet med den helt store,

lyserøde pensel, og man har i lang tid ment, at man bare kunne udskrive medicinen og prøve den af – man kunne jo altid bare

stoppe igen. I dag vokser kritikken, og der er kommet fokus på manglende effekt og risiko for voldsomme bivirkninger og problemer med at stoppe med den igen. Det stiller patienterne

i en svær situation. For hvem skal man tro på? Og hvordan kan

man lytte til kritikken uden at lade sig skræmme så meget, at man ikke tør bruge medicinen, når den hjælper en?

Bogen her handler primært om den nyere antidepressive

medicin, der altså er blevet brugt i 25 år. Den største gruppe hedder SSRI’er, som står for Selective Serotonin Reuptake Inhibi-

tor. Det er den slags medicin, der tit bliver kaldt lykkepiller. Alt tyder på, at der, bortset fra et enkelt præparat (læs side

35), ikke kommer mere af den type medicin på markedet. Samtidig har udviklingen af andre slags antidepressiv medicin

lange udsigter. Så det er tid til at gøre status. Hvad ved vi i dag om, hvordan medicinen virker? Hvilke bivirkninger har

den? Hvordan hjælper den folk? Virker den godt nok? Hvad siger de praktiserende læger, psykiaterne og psykologerne om medicinen? Kort sagt: Hvordan bruger vi den bedst?

Det er en samfundsdiskussion. Men det er også de

spørgsmål, vi patienter skal forholde os til, når vi vælger, om

vi skal tage medicin – og i vores hverdag med medicinen.

Bogen her går om bord i de spørgsmål. Jeg tager ikke stilling

til, om det for den enkelte er en god idé at tage antidepressiv medicin eller ej. Det er et fuldstændig individuelt spørgsmål, der skal tages op i mødet mellem en læge og patienten. Men jeg undersøger, hvad det er, man skal tænke over, når man sidder der over for lægen. Og så tager jeg udgangspunkt i de

spørgsmål, jeg selv har stillet mig undervejs i de 13 år, antidepressiv medicin har været en del af mit liv.

Jeg har skrevet bogen på baggrund af en lang række inter-

views med eksperter, fagpersoner og dem, der selv tager eller har taget antidepressiv medicin. Jeg ser på den antidepressive

medicin fra patientens perspektiv og har taget udgangspunkt i de synspunkter, patienterne oplever, når de åbner avisen eller

tænder for fjernsynet, og i hvilke fagpersoner de møder, når de opsøger hjælp for depression eller angst. Jeg er ikke læge

eller specialist i medicinsk forskning, men har skrevet bogen på baggrund af journalistisk research og mine egne erfaringer

som patient og pårørende. Jeg har som del af min research deltaget i faglige arrangementer og læst bøger, videnskabelige artikler og avisartikler. Og så har jeg fulgt danske og interna-

tionale blogs, der byder på gode kig lige ind i hverdagen med antidepressiv medicin.

Jeg har i alt interviewet 20 personer, der tager eller

har taget antidepressiv medicin. Jeg bruger deres erfaringer med medicinen undervejs i bogen, og fem af interviewene er

blevet til selvstændige kapitler med vigtige personlige historier om et liv med antidepressiv medicin. Her fortæller tre kvinder

og to mænd om, hvorfor de tager eller har taget medicin, og om de gode og dårlige oplevelser, det har givet dem. Deres

historier er med til hele tiden at minde om, at der er rigtige

menneskers skæbner bag de tal og de fakta, der ellers fylder en del i bogen og i debatten.

Det er en udfordring af finde rundt i, hvad der er op og

ned, når det gælder antidepressiv medicin – også fordi debatten

om medicinen er en kampplads for forskere, medicinalindustri og interessegrupper. Som patient er det nogle gange rigtig

svært at overskue uenighederne. Det kan en mission som min selvfølgelig ikke rette fuldstændig op på. Men jeg vil prøve at komme så tæt på nogle svar som muligt – også selv om det på

nogle områder betyder, at nye spørgsmål dukker op. Jeg håber

på, at du, der læser bogen, kan spejle dig i nogle af de spørgsmål, og at det kan gøre, at vi alle sammen står lidt mindre alene med

den usikkerhed, der følger med at tage antidepressiv medicin.

Den halve million Der er næsten lige så mange mennesker, der tager antidepressiv medicin i Danmark, som der er indbyggere i Københavns Kommune – eller i Luxemburg. Antallet nærmer sig den halve million, og det tal fylder meget i medierne. Slagkraftige gloser som ’eksploderer’ bliver brugt om forbruget, og tallet har i sig selv været brugt som argument for, at depressionsdiagnoserne

er løbet løbsk. Fra 2001 til 2012 steg antallet af danskere, der tager antidepressiv medicin, fra 290.000 til over 450.000.

Tallene for 2012 viser, at 458.492 personer tog en eller

anden form for antidepressiv medicin. Af dem var der 293.192 danskere, der gik på apoteket og indløste en recept på et SSRI-præparat. SSRI er den tekniske samlebetegnelse for de

præparater, der dominerer markedet for antidepressiv medicin, og som er den største gruppe af de nyere antidepressive midler. Andre nyere antidepressive midler står for yderligere en stor

del af forbruget, og i alt udgør de nyere antidepressive midler mindst 85 procent af forbruget af antidepressiv medicin. Når

jeg fokuserer på den nyere antidepressive medicin i bogen her, så er det, både fordi det er den medicin, langt de fleste får. Men det er også, fordi de nye midler præsenterer os for nogle særlige dilemmaer, fordi de bliver udskrevet så bredt.

I statistikken over danskere, der tager antidepressiv

medicin, er kvinderne overrepræsenterede. Der var i 2012

næsten 300.000 kvinder, der tog antidepressiv medicin – eller næsten to tredjedele af patienterne. Af statistikken kan man

også se, at brugere af antidepressiv medicin findes i stort set alle aldersgrupper, men at klart de fleste er over 40. Cirka 344.000 af dem, der tog et antidepressivt middel i 2012, havde rundet de 40.

Når man hører, at forbruget af antidepressiv medicin

bare stiger og stiger, så forestiller de fleste sig nok en konstant voksende kurve af nye brugere. Men det er vigtigt at være

opmærksom på, at når forbruget af antidepressiv medicin er steget støt, så er det blandt andet, fordi folk generelt tager

medicinen i længere tid, og derfor er der år for år flere, der får

den. Der kommer hele tiden tusinder af nye medicinerede til, men det er ikke sådan, at der nødvendigvis er flere nye brugere i år end sidste år. Sundhedsstyrelsens tal viser, at der er kommet

mellem 74.000 og 94.000 nye brugere af antidepressiv medicin

til om året mellem 2001 og 2011. Men styrelsen konkluderer, at den store stigning i forbruget af antidepressiv medicin primært

skyldes, at en del patienter forbliver i behandlingen i en længere

periode, og at det antal, der hvert år stopper med behandlingen, er lavere end det antal, der starter på den. I statistikken kan

man se det ved, at mens kurven over ’nye brugere’ er nogenlunde stabil over de seneste ti år, så stiger kurven over ’tidligere

brugere’. Faktisk er andelen af nye brugere af antidepressiv medicin faldet fra 27 % i 2001 til 18 % i 2011, så det altså nu i højere grad er dem, der har taget medicinen i længere tid,

der trækker det samlede tal op. Der har været meget fokus på, at forbruget af antidepressiv medicin er steget så kraftigt

i mange år, men det er faktisk begyndt at falde lidt. I 2012

skete der et fald i forbruget af antidepressiv medicin, så der blev indløst 2-3 procent færre recepter end i 2011.

Antidepressiv medicin bruges ikke kun til at behandle

depression, men udskrives også til mennesker, der lider af forskellige former for angst. Den bruges desuden i behandlingen af

for eksempel bulimi, demens og en lang række andre sygdomme. I virkeligheden er det misvisende, at vi kalder medicinen for

antidepressiv, for den gives også som anti-alt-mulig-andet. I bogen her koncentrerer jeg mig primært om depression og i

nogen grad angst, men mange af oplevelserne med den antidepressive medicin er fælles for alle dem, der tager den.

Min egen historie At jeg selv tager antidepressiv medicin, er en af grundene til, at jeg har villet skrive denne bog, og undervejs bruger jeg mine

egne erfaringer med at tage medicin. Som det er tilfældet for

så mange andre, er jeg ikke den eneste i min familie, der slås

med depression. Det ligger i generationerne før mig og rundt om mig i min nærmeste familie. Jeg selv oplevede at få en

depression første gang, da jeg var 12 år. Det var efterårsferie, og jeg var i sommerhus med en veninde og hendes forældre. Om

aftenen fik vi lov at se en Fredag den 13.-film. Der var blod og økser over det hele. Om natten kunne jeg ikke sove, men græd og var bange. Dagen efter blev jeg kørt hjem, men noget var helt forandret. For jeg fortsatte med ikke at kunne sove. Om aftenen lå jeg i min seng under skråvæggen. I mørket kunne

jeg se øjnene på mine idoler i WHAM og A-ha på plakaterne, der hang på væggene. Jeg var pludselig bange for de øjne og

turde ikke falde i søvn. Sådan fortsatte det, og da der var gået

nogle måneder, hvor jeg var utrolig ked af det og tænkte meget tunge tanker, var jeg indlagt i 14 dage på en børnepsykiatrisk

afdeling. Jeg var flov og vred. Sad hele tiden og lavede lektier, når jeg ikke skældte ud på den to meter høje psykiater.

Siden da har depressionen i perioder ligget og luret

under overfladen og er indimellem kommet op til den. Jeg kan bedst beskrive min egen oplevelse af depression som et umuligt sammenstød mellem panik og tyngde. Det er en tilstand præget af stærk uro og negative tanker, der myldrer ud over det hele. Og af en giftig følelse af, at jeg ikke er de få

kvadratcenti-meter værd, mine fødder står på. Med depressionen og angsten følger også ensomhed, for selv sammen med

andre er jeg, når depressionen rammer, alene. Jeg ser på verden

på en radikalt anderledes måde. Den deprimerede hjerne rummer kun ét spor, og det er depressionen selv.

Da jeg var 24, foreslog min praktiserende læge, at jeg

kunne få antidepressiv medicin. Det sagde jeg ja til og fik

udskrevet et SSRI-præparat. Og medicinen virkede for mig. Jeg fik det simpelthen generelt bedre og kan huske, at jeg efter noget tid tænkte: ”Nå, det er så sådan her, de fleste andre

går rundt og har det med små op- og nedture og tanker, der ikke hænger ud over afgrunden”. Men det var ikke sådan, at

medicinen gjorde mig konstant glad. Medicinen har også givet

mig forskellige bivirkninger og en oplevelse af ikke at kunne blive så rørt eller føle så dybt, som jeg ellers kan. Og det har

været svært for mig at stoppe med at tage den igen. Jeg har både været glad for medicinen og forbandet den langt væk.

I al den tid, jeg har taget antidepressiv medicin, og i

arbejdet med bogen her, er jeg tit stødt på en forventning

om, at der skal vælges side. At man skal være for eller imod antidepressiv medicin. Det nægter jeg. Jeg er naturligvis ikke fuldstændig objektiv, for jeg er præget af mine egne erfaringer

– og ikke to patienters oplevelse med medicinen er ens. Men

når jeg peger på medicinens problemer og dilemmaer uden at stille mig helt ud på nogen af fløjene, så er det, fordi jeg oplever,

at patienterne tit bliver ladt i stikken, når diskussionen om antidepressiv medicin bliver for sort-hvid. Det er naturligvis

vigtigt at fokusere på alle de problemer, vi efterhånden ved,

der er med medicinen. Men det er afgørende, at vi samtidig

diskuterer, hvem medicinen virker for, hvordan man kan stoppe på en god måde, hvis man skal det, og hvordan flere får adgang

til alternativerne til medicinen. Det er også vigtigt at fokusere

på de patienter, der har gavn af den. Jeg er hverken for eller imod antidepressiv medicin. Men jeg mener, at medicinen præsenterer os for nogle store dilemmaer – både som patienter og samfundsborgere. Dem handler bogen om.

Hvad er antidepressiv medicin? Antidepressiv medicin er den største medicingruppe

inden for psykofarmaka, og de inddeles typisk i ældre og nyere midler. Man kan beskrive, hvad antidepres-

siv medicin er, på mange måder. For eksempel ud fra, hvordan det virker, hvilke diagnoser det gives mod, og hvilken forskel det gør for patienterne. Men generelt

er tanken med antidepressiv medicin, at man ved at

påvirke niveauet af bestemte signalstoffer dæmper de symptomer, der er ved depression og en række andre sygdomme.

Jeg koncentrerer mig i bogen her om den nyere antide-

pressive medicin. Den største gruppe hedder SSRI’er, som står for Selective Serotonin Reuptake Inhibitors – eller

på dansk: selektive serotonin genoptagelseshæmmere. At de hæmmer genoptagelsen betyder, at en mindre mængde af signalstoffet serotonin bliver genoptaget i

nervecellerne, og det får koncentrationen af stoffet til

at stige ude mellem cellerne, hvor receptorerne sidder.

Der er udviklet i alt seks forskellige slags SSRI, nem-

lig Escitalopram, Citalopram, Fluoxetin, Fluvoxamin, Paroxetin og Setralin. De sælges under forskellige

handelsnavne, for eksempel Cipralex og Zoloft. Ud over SSRI’erne er der også en række andre nyere

antidepressive midler. Det gælder for eksempel de

såkaldte SNRI’er, der påvirker både serotonin og signalstoffet noradrenalin. Eksempler på dem er

Duloxetin og Venlafaxin, der i Danmark bliver solgt under navnene Cymbalta og Efexor.

Udover SSRI’er og SNRI’er er der også meget anden

medicin, der bliver brugt i behandling af depression

og angst. Det gælder de ældre præparater, de såkaldte tricykliske antidepressiva, men også litium og forskel-

lig stemningsstabiliserende medicin, der oprindelig er udviklet til behandling af epilepsi og skizofreni.

“Psykiateren forklarede mig, at min hjerne var i kemisk ubalance og ikke selv kunne producere de nødvendige stoffer. Derfor skulle jeg acceptere, at jeg havde brug for at få tilføjet

stofferne via medicin. Og flere læger har i tidens løb fortalt

mig, at det er ligesom med sukkersygepatienter, der ikke selv kan producere insulin.”

Jens Kristiansen, 36 år

Kapitel 1

Den kemiske ubalance Hver morgen går jeg ud og åbner skabet i køkkenet. På øverste

hylde står en rød plastickasse. I den er der en æske Panodil, nogle allergipiller, jeg engang har taget, og så æsken med Citalopram. Jeg tager en hvid pille på 20 mg og skyller den ned med vand. Den antidepressive medicin har været en del af mit liv siden 2000. Den har fulgt med mig gennem en journalist-

uddannelse, har været med i rygsækken, da jeg boede i Guate-

mala og Spanien, den var der, da jeg forelskede mig i min mand, og mens jeg fik mine børn. Jeg har ikke taget medicin

hele tiden, men overvejelsen om, hvorvidt jeg skulle eller ikke

skulle, har været trofast. Når jeg har taget medicinen, har jeg

overvejet, om jeg virkelig havde brug for den, og hvornår jeg skulle prøve at stoppe. Når jeg ikke har taget den, har jeg overvejet, om jeg burde starte igen, hvis jeg fik det dårligt.

Den overvejelse står hundredtusinder af danskere med.

Måske har de den hver dag, måske kun én gang, og måske dukker den bare op engang imellem. At tage medicin for noget, der sker oppe i ens hoved, er særpræget. For det hoved, der skal tage

beslutningen om at tage medicin, er også det hoved, der skal

hjælpes af den. Nogle patienter får at vide, at deres depression

skyldes en kemisk ubalance i hjernen, og at den antidepressive medicin skal bruges til at rette op på den ubalance. Beskeden er, at deres hjerne ikke fungerer optimalt i forhold til signal-

stofferne serotonin og noradrenalin – at hjernen mangler noget, som medicinen kan tilbyde. Min æske med Citalopram hører til den gruppe af præparater, der kaldes SSRI’er. De påvirker

signalstoffet serotonin. Ud over SSRI’erne findes der også lignende typer antidepressiv medicin, der påvirker enten både

serotonin og signalstoffet noradrenalin eller bare noradrenalin (se side 19). Når man googler ’antidepressiv medicin’, som

nok er noget af det første, de fleste vil gøre for at finde ud af, hvordan deres medicin virker, er et af de øverste hits et link til sundhed.dk. Det er det offentlige sundhedsvæsens portal på nettet. Her står der om antidepressiv medicin, at den “påvirker

mængden af kemiske budbringere i hjernen og modvirker den

kemiske ubalance, som findes ved depression.” Videre står der, at “to vigtige budbringere i denne sammenhæng er serotonin

og noradrenalin, som er kendt for at påvirke stemningslejet”. Men hvad ved vi egentlig om, hvad det er, der sker i hjernen, når vi tager antidepressiv medicin? Det korte svar er, at vi sådan

set ikke ved det med sikkerhed. Faktisk ved vi langt fra nok om, hvordan medicinen virker.

Jeg har tidligere troet, at den antidepressive medicin var

et ret træfsikkert missil, jeg sendte ind i min hjerne. Men da

jeg begynder at tale med dem, der forsker i, hvordan medicinen

virker, står det hurtigt klart, at fortællingen om en kemisk

ubalance ikke er tilstrækkelig. Især fordi vi slet ikke ved, om

mennesker med depression har en kemisk ubalance i hjernen. Faktisk er der tale om en bagvendt argumentation. Når man

ser, at nogle patienter får det bedre af medicinen, er man gået

ud fra, at det er, fordi depression har noget med niveauerne af serotonin og noradrenalin at gøre. Men vi ved ikke, om det er sådan. Det forklarer professor Albert Gjedde, da jeg møder

ham på hans kontor på Panum Instituttet. Han er leder af

Institut for Neurovidenskab og Farmakologi, og jeg tager ud

og taler med ham, fordi han i over 40 år har forsket i hjernen og dens funktioner. Albert Gjedde understreger, at man ikke

kan afvise, at mennesker med depression lider af mangel på bestemte signalstoffer, men at det er ikke bevist.

Den gængse forklaring på, hvordan denne type anti-

depressive medicin virker, er, at den blokerer for optagelsen

af serotonin eller noradrenalin eller begge dele. Det gør, at

koncentrationen af stofferne stiger ude mellem nervecellerne. Det er her, receptorerne sidder. Både serotoninen og noradrenalinen er signalstoffer. Det vil sige, at de så at sige transporterer elektriske impulser fra én celle til en anden.

I alle hjerner er der hundrede milliarder nerveceller, og

hver celle indeholder modtagere, der er kodet til at modtage

eller sende et eller flere bestemte signalstoffer. Modtagerne kaldes receptorer. De har en særlig struktur, så kun bestemte signalstoffer passer ind. Man kan tænke på dem som lås og nøgle, forklarer Albert Gjedde. For serotonin er der især to

receptorer, der er interessante, nemlig 5-HT1A-receptoren og 5-HT2A-receptoren. Når receptorerne bliver ramt af et serotonin-molekyle, ændres aktiviteten i den celle, receptorerne sidder på.

Albert Gjedde fortæller, at det dog kan være meget svært

at måle niveauet af signalstofferne på bestemte steder i hjernen

– altså at skelne mellem, om signalstofferne er inde i cellerne

eller ude imellem dem. På forsøgsdyr har man kunnet måle, at niveauet af serotonin stiger, når man giver antidepressiv

medicin, men man har faktisk ikke kunnet vise det på men-

nesker. Albert Gjedde forklarer, at det er svært at måle på mennesker, om niveauet af stofferne stiger der, hvor der er brug for dem, når en patient tager antidepressiv medicin.

Albert Gjedde forklarer også, at man regner med, at

medicinen dæmper patientens følsomhed, så hjernen reagerer

med mindre intensitet på påvirkninger udefra. Det gælder både negative og positive følelser. Men selv om man mener, at der

kan være en forbindelse mellem niveauet af signalstofferne og depression, er det altså ikke lykkedes at bevise det. Den antidepressive medicin lader også til at virke meget forskelligt på forskellige patienter, og en teori er, at medicinen kan have betydning for den måde, vi håndterer stress på. Der er også

forskning, der tyder på, at medicinen kan styrke hjernens evne til

at genopbygge sig selv og danne nye nerveceller – det, der kaldes neurogenese. Men vi mangler den rygende pistol – den præcise årsag til, hvorfor medicinen virker – også fordi depression bare

er én af de sygdomme, man giver antidepressiv medicin mod. Som sagt bliver medicinen blandt andet også givet til mennesker

med angst,1 bulimi og demens – og til personer, der har haft

et slagtilfælde. Når medicinen bliver brugt til at behandle så forskellige sygdomme, bliver det på sin vis kun endnu sværere at forstå, hvordan den virker.

Især som patient er det interessant, at det ikke er bevist,

at mennesker med depression nødvendigvis har lavere niveauer af signalstofferne end andre. For medicinens navne gør, at det

er den sammenhæng, vi navigerer efter. Navnene SSRI og

SNRI peger jo på serotoninens og noradrenalinens centrale

betydning, og når medicinen samtidig kaldes antidepressiv, er det let at kæde signalstofferne sammen med depression – selv om medicinens måde at virke på altså ikke er så enkel at forklare, som navnene antyder. Vi kan lide de enkle forklar-

inger på, hvorfor vi er syge, og på hvordan vi bliver raske igen. Og det er let at forstå en forklaring, der lyder, at når man er

deprimeret, så mangler man et bestemt stof, som medicinen kan rette op på. Men selv om det for os patienter kan være en lettelse at støtte os til en enkel fortælling om vores sygdom, så

sætter det os samtidig i en situation, hvor vi ikke bliver klogere på, hvad vi fejler. Umiddelbart giver forklaringen noget af den

sikkerhed, vi higer efter, men hvis det er det eneste, vi får at

vide, så ender vi alligevel med en masse usikkerhed. Især fordi forklaringen ikke lærer os særlig meget om, hvad depression egentlig er for en sygdom.

Depressionen

Hjernen er et af de mest komplekse systemer, vi kender til, og

vi ved meget lidt om, hvordan den hænger sammen. Derfor er det også en udfordring at forstå de sygdomme, der rammer den. Og vi ved altså ikke præcis, hvad det er for en kemisk

ubalance i hjernen, der er på spil ved depression – og om der overhovedet er tale om sådan en ubalance. Sygdommen er kompliceret og kan komme til udtryk på mange forskellige

måder, og ordet depression dækker over alt fra oplevelsen af at føle sig let nedtrykt i et par uger til en invaliderende og livstruende tilstand. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er

depression en af de største trusler mod folkesundheden i den

vestlige verden. Og i Danmark var psykiske sygdomme i 2010 årsag til halvdelen af alle tilkendte førtidspensioner. Blandt unge mellem 18 og 39, der får tilkendt pensionen, er andelen af dem, der får den på grund af ”periodisk depression” steget med over 400 procent fra 2000 til 2010.

De amerikanske psykiateres interesseorganisation,

American Psychiatric Association, der står bag de diagnosered-

skaber, vi også i Danmark bruger til at diagnosticere depression

med, beskriver sygdommen sådan her: ”Depression er en alvorlig psykisk sygdom, der påvirker negativt, hvordan man har

det, tænker og handler. Depression har en række symptomer, men de mest almindelige er en dyb følelse af tristhed eller et markant tab af interesse i eller glæde ved aktiviteter.” Jeg

har dels mine egne erfaringer med depression, og dels har jeg

været nær pårørende til flere mennesker med både svære og

mindre tunge depressioner, og selv om de er kommet til udtryk

på meget forskellige måder, er der nogle træk, der går igen i

mine oplevelser som patient og pårørende. Min erfaring er, at depression viser sig som desperation, meget lavt selvværd, tanker, der drøner rundt i hovedet, og en følelse af, at man bare lige skal tage sig lidt sammen, så skal man nok få det

bedre. Når jeg selv har været deprimeret, har jeg frem for alt haft en følelse af, at jeg ikke kunne holde ud at være sammen

med mig selv. Det er en pine at lytte til min hjerne, når den er

mørkest. Og det er også en stor udfordring at tale med andre, der er deprimerede, for deres tanker går i den mest umulige ring eller styrer direkte mod afgrunden.

Det er ikke bare forfærdeligt at have det sådan. Det kan

også være rigtig farligt. Der er selvmordsrisikoen, men der er også det problem, at en ubehandlet depression kan skade

hjernen. Man behøver bare at have talt med en, der er depri-

meret en enkelt gang for at få en fornemmelse af, at deres hjerne fungerer helt anderledes, end den plejer. Den er præget

af katastrofetanker, pessimisme og frygt for fremtiden. Når man er deprimeret, har man også ofte sværere ved at huske og

ved at koncentrere sig. Noget af det forfærdelige ved depres-

sionen er også, at den har en tendens til at komme igen – og muligvis blive stærkere og stærkere anden, tredje og syvende

gang. Det er altså det, man prøver at forhindre ved at behandle med blandt andet antidepressiv medicin.

Tuberkulosemedicin mod depression

Det kan lyde mærkeligt, at vi får antidepressiv medicin, uden

at man helt forstår, hvordan den virker. Men usikkerheden om, hvordan den antidepressive medicin virker, har sådan set altid været der. For den blev – ligesom så meget andet medicin – opfundet ved et tilfælde. De første antidepressive midler var

slet ikke udviklet til at behandle depression, men tuberkulose. I 1950’erne opdagede man, at medicin mod tuberkulose havde

den uforudsete virkning, at patienterne blev i bedre humør og fik mere energi, så man begyndte at overveje, om medicinen

kunne bruges til at behandle folk med depression. I 1950’erne og 1960’erne startede udviklingen af en række forskellige anti-

depressive lægemidler, og man mener, at ordet ’antidepressant’ (antidepressiva) første gang blev brugt i 1952. Den første type antidepressive medicin fik den samlede betegnelse tricykliske

antidepressiva (TCA), da de har en treleddet kemisk struktur. Den type medicin påvirker en række forskellige signalstoffer i hjernen på samme tid.

Opfindelsen af antidepressiv medicin var et afgørende

gennembrud for psykiatrien. Den beskæftiger sig med noget, der ikke kan måles og vejes, men nu fik psykiaterne mulighed

for at give deres patienter en mere håndgribelig behandling, der ligner den, man giver mod andre sygdomme. De nye anti-

depressive midler, som er mit fokus i denne bog, og som har

været på markedet siden slutningen af 1980’erne, er en videreudvikling af de tricykliske præparater fra dengang. De virker

sådan set ikke væsentligt anderledes – bortset fra, at de kun sætter ind over for et eller to signalstoffer frem for flere.

Der, hvor den nyere antidepressive medicin for alvor adskiller

sig fra den første generation af antidepressiva, er i forhold til

bivirkninger. Med de nye lykkedes det at fjerne nogle af de egenskaber ved de ældre præparater, der gav svære bivirkninger, og som også gjorde, at man kunne begå selvmord med dem. Det er meget vanskeligere med de nye. De fleste læger peger på, at en af de helt store fordele ved den nyere

antidepressive medicin er, at man ikke skal frygte, at patienten

tager sit eget liv med dem. I informationen om lægemidler

på pro.medicin.dk – en database om medicin, som læger bruger – står der dog, at dødsfald som følge af forgiftning af

SSRI’er er ”meget sjældne”. Det udelukkes altså ikke fuldstændig, at der er en mulighed for, at det kan lade sig gøre.

Men fortællingen om de færre bivirkninger er en vigtig del

af forklaringen på, hvordan den nye antidepressive medicin forandrede behandlingen af depression. Det er et kvart århundrede siden, at SSRI’erne og de andre lignende præparater

dukkede op på receptblokkene. I 1987-88 blev præparatet Prozac for første gang givet til patienter i USA. Der havde

været SSRI’er før det, men brugen af de nye midler startede

for alvor med Prozac. Kort tid efter kom medicinen til Danmark, og der kom danske udgaver af den nye antidepressive medicin på markedet.

Siden den nye antidepressive medicin kom frem, er det

blevet meget mere almindeligt at være i medicinsk behandling

for depression. Sundhedsstyrelsen har ikke tal fra før 1994, men det år var cirka 150.000 danskere i behandling med anti-

depressiv medicin. Af dem tog cirka 90.000 SSRI’ere. I 2012

var de to tal som tidligere nævnt steget til cirka 455.000 og lidt under 300.000. En tilsvarende udvikling har fundet sted overalt i den vestlige verden. Den nye antidepressive medicin

blev et helt nyt redskab for lægerne – en ny behandling, der blev givet til en langt bredere gruppe patienter. Den amerikanske forfatter Elizabeth Wurtzel, der har skrevet nyklassikeren Prozac Nation fra 1994, fik Prozac som en af de allerførste i

verden i slutningen af firserne. Inden da havde hun været ind og ud af den psykiatriske afdeling på Harvard, hvor hun gik

på universitetet – og havde haft adskillige selvmordsforsøg. Hun beskriver, hvordan hun prøvede forskellige af de gamle

typer antidepressiv medicin, og at de ikke havde nogen effekt. Men så kom Prozac, og lægerne havde store forhåbninger til den nye behandling. Da hun startede på medicinen, var hun

rigtig langt nede. Lå i fosterstilling på hospitalet og ventede. Hendes psykiater blev ved med at forsikre hende om, at det

nok skulle virke. Men som hun skriver, føltes det, som om hun ikke havde den uge eller to, der skulle til. Det skulle bare virke nu. Lige efter, hun var begyndt at tage medicinen, forsøgte Elizabeth Wurtzel faktisk at begå selvmord, men efter nogle uger kom virkningen af medicinen. Hun skriver: ”I løbet af

de næste dage fik jeg det o.k., jeg var tryg ved mig selv. Det

skete bare lige sådan. En morgen vågnede jeg op og havde

virkelig lyst til at leve, jeg så frem til dagen, der lå foran mig,

forestillede mig ting, jeg skulle have ordnet, telefonbeskeder, der skulle besvares, og det var ikke med en frygtsom følelse, ikke med en fornemmelse af, at den første person, der trådte

mig over tæerne, når jeg gik hen over torvet, ville drive mig til selvmord.”

På besøg hos Lundbeck Her 25 år senere – og hele 60 år efter, den første antidepressive medicin kom på markedet – ved vi altså stadig langt fra nok om, hvorfor Prozac virkede for Elizabeth Wurtzel, og om, hvorfor millioner andre verden over siden har fået det bedre, når de har taget antidepressiv medicin. Når vi ikke præcist ved, hvad depression, angst og de andre psykiske sygdomme

skyldes, er det også en udfordring at udvikle medicin mod

sygdommene. Hos medicinalvirksomheden Lundbeck har man siden 1950’erne specialiseret sig i netop det – at udvikle medicin mod sygdomme i hjernen. Det er Lundbeck, der oprindelig

har udviklet den Citalopram, jeg har taget i en del år, og jeg

er nysgerrig efter at høre, hvordan man her forholder sig til usikkerheden om, hvordan medicinen virker. Derfor beder

jeg om lov til at komme på besøg hos dem og får efter et par telefonopkald en aftale med udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen på kontoret i Valby.

I glastilbygningen, hvor receptionen ligger, hænger

kæmpefotos af nogle af de patienter, der får Lundbecks

medicin. På det ene ses en kvinde med høretelefoner i ørerne, blikket er stærkt, og hun ser ud, som om hun er i gang med at

dyrke sport. På billedet står der ”Rebecca Difilippo, Canada, Depression”.

På bygningens øverste etage mødes jeg med Anders

Gersel Pedersen. Han har arbejdet for Lundbeck siden 2000. Han forklarer mig, at nogle mennesker formodentlig man-

gler serotonin på bestemte steder i hjernen, og at medicinen afhjælper det ved at sørge for, at serotoninen er dér, hvor den skal bruges. Men også Lundbecks mand understreger, at det

ikke er hele forklaringen, og at der stadig er mange aspekter ved medicinsk behandling af depression, vi ikke forstår. Han fortæller om dengang, Lundbeck i 2003 sendte lægemidlet

Escitalopram, der også er et SSRI, på markedet. Lundbeck

havde i 1989 lanceret Citalopram, og da Escitalopram blev udviklet, lavede man undersøgelser, der sammenlignede Esci-

talopram med Citalopram. ”I de museforsøg, vi lavede, så vi, at Escitalopram havde større effekt, og der kom mere serotonin

ud i musenes hjerne end med Citalopram, men vi forstod og forstår stadig ikke hvorfor,” fortæller Anders Gersel Pedersen.2

Han mener, at usikkerheden er et grundvilkår i udviklingen af medicin og siger, at selv om vi ikke helt forstår, hvordan medicinen virker, så skal det ikke afholde os fra at bruge den til at afhjælpe depression.

Medicinalindustrien spiller en helt afgørende rolle for,

hvad vi som patienter har adgang til af medicin mod depres-

sion og angst. Og en del af den usikkerhed, vi som patienter kan have i forhold til den antidepressive medicin, bliver forstærket af, at den – ligesom al anden medicin – er udviklet af virksomheder, der tjener penge på den. I 2011 udgjorde

salget af Cipralex og Lexapro, som er de navne, Escitalopram

sælges under, for eksempel 53 procent af Lundbecks samlede omsætning på cirka 16 milliarder kroner. I den sammenhæng er det også vigtigt at nævne, at et nyt antidepressivt lægemiddel ifølge Lundbeck selv koster omkring 10 milliarder kroner

at udvikle. Så medicinen er i den grad en del af en forretning med meget store beløb på spil. Derfor er Lundbeck og de

øvrige medicinalvirksomheder naturligvis ikke neutrale kilder i

spørgsmål om den antidepressive medicins fordele og ulemper. Industrien har enorm magt, hvilket blandt andet bliver illustreret ved, at medicinalindustrien bruger mindst 300 millioner

kroner og muligvis helt op til 670 millioner kroner om året på lobbyisme til at påvirke beslutninger i EU. Civile organisationer

på det medicinske område bruger til sammenligning kun 25

millioner kroner om året på lobbyisme. Det viste en rapport

fra 2012 udarbejdet af Health Action International Europe og Corporate Europe Observatory.3 Og det vil altså sige, at industriens lobbyister har mindst 11 gange så mange penge at gøre godt med som patienternes.

Fremtidens depressionsmedicin

Al den antidepressive medicin, som både Lundbeck og andre medicinalvirksomheder har udviklet siden 1980’erne, bygger på den ene eller den anden måde videre på formlen for den oprindelige antidepressive medicin fra 1950’erne. Helt nye typer

medicin har der altså ikke været tale om. Det seneste eksempel på et antidepressivt middel er Vortioxetine, som Lundbeck i 2012 sendte til godkendelse hos sundhedsmyndighederne. Det er det

første nye antidepressive middel i fem år og kommer, samtidig med at Lundbecks patent på Escitalopram udløber. Det kommer

tidligst på markedet i 2014, og Anders Gersel Pedersen forklarer, at det ligesom de andre nyere antidepressive midler er udviklet på baggrund af det, man allerede ved. Lægemidlet menes at

påvirke serotonin, men også både direkte og indirekte andre

receptorer i hjernen. For eksempel påvirker det noradrenalin, men Anders Gersel Pedersen forklarer, at medicinen i modsætning til andre lægemidler kun påvirker noradrenalin i hjernen og ikke i hele kroppen. Det skulle ifølge udviklingsdirektøren gøre den forskel, at man ikke får bivirkninger som mundtørhed

og hjertebanken, som man kan opleve ved anden antidepressiv medicin, der rammer noradre-nalinen. Lundbeck er i øvrigt i

øjeblikket i gang med at lave undersøgelser, hvor de håber at

vise, at det nye lægemiddel via andre receptorer kan forbedre patientens hukommelse og evne til at koncentrere sig.

Siden de nye antidepressive midler kom frem i 1980’erne,

har man altså ikke udviklet medicin mod depression og angst,

der virker markant anderledes end den medicin, man har haft siden 1950’erne. Og i dag mener man, at markedet er ved at

være mættet. Med alle de SSRI’er, der er på markedet, er det svært for en medicinalvirksomhed at tjene penge på ét mere af slagsen. Ud over Lundbecks Vortioxetine, der altså venter

på at blive godkendt, skal vi derfor ikke regne med, at der

kommer flere nye SSRI’er eller SNRI’er. Og man mener heller ikke, der er udsigt til, at nogen medicinalvirksomhed kommer på markedet med en ny slags antidepressiv medicin i de næste

mange år. Det er simpelthen utrolig svært at opfinde den, for industrien ved ikke, hvilke mål den skal gå efter at ramme.

Hvis vi nu forestillede os, at den medicin, vi har, virkede for alle og ikke havde nogen bivirkninger overhovedet, så var der jo for så vidt ingen grund til at udvikle nye typer antidepressiv

medicin – ud over selvfølgelig muligheden for at tjene penge

på dem. Men selv de mest positivt indstillede eksperter er enige om, at sådan er det ikke. Der er enighed om, at ikke

alle patienter har effekt af den antidepressive medicin, og at der er en del bivirkninger. Så vi skulle gerne blive bedre til at

forstå depression og de andre sygdomme i hjernen for at kunne udvikle helt nye typer medicin.

Det har været svært at finde ud af, hvor man skulle lede.

Men flere af de læger og forskere, jeg har talt med i forbindelse

med bogen her, nævner inflammation, altså betændelsestilstande, som et af de områder, man ser på, når man leder efter

nye behandlingsmetoder. Depression giver tegn på betændelse i kroppen, og det kan være, at man i fremtiden kan opfinde

depressionsmedicin, der har med inflammation at gøre. Der er blandt andet gang i et stort EU-projekt, NEWMEDS –

Novel Methods leading to New Medications in Depression and Schizophrenia, som Lundbeck er med i. Her er 19 medicinalvirksomheder og forskningsinstitutioner gået sammen om at

finde nye metoder til at udvikle antidepressiv medicin. Og man ser blandt andet på det her med betændelsestilstande: Kan man

udvikle medicin, der har med betændelse at gøre eller er det slet ikke specifikt nok? Skulle der komme ny depressionsmedicin ud af det, er det dog ikke noget, vi skal regne med at kunne gå på apoteket efter før tidligst om 20 år.

Indtil da handler vores medicinske valg om den medicin, der er på markedet nu. Og det valg hænger naturligvis sammen

med, hvordan vi får at vide, at medicinen kan hjælpe os. Nogle

psykiatere mener, at det kan være fint nok at fortælle en patient, at han har en ubalance i forhold til serotonin eller noradrenalin og derfor har brug for antidepressiv medicin. Forklaringen er forenklet, ja, men alt andet er simpelthen for forvirrende, lyder

argumentet. Som patient kan det godt virke overvældende

med usikkerheden om, hvordan medicinen virker. Men sådan er det med meget medicin, og når man som patient kender til

usikkerheden om, hvordan den antidepressive medicin virker, så kan man – i hvert fald i princippet – forholde sig kritisk til

fortællingen om, at man mangler et signalstof i sin hjerne. Det

kan helt klart være en stor lettelse at få at vide, at man har en

kemisk ubalance i hjernen, som skal genoprettes af medicin. Men det kan også give en følelse af, at der er noget i ens hjerne, som gør, at man skal tage medicin for altid. Fortællingen om fejlen i hjernen kan være med til at holde en fast i, at man

er syg. Og det kan være rigtig frustrerende, hvis medicinen

ikke virker, eller man har mange bivirkninger. Uvisheden om, hvordan antidepressiv medicin virker, gør det ekstra vigtigt, at

vi hele tiden diskuterer og undersøger, hvordan vi bedst kan bruge den. På den måde kan vi blive lidt mindre usikre og i

stedet klogere på, hvad det er, medicinen gør ved os. Vi kunne jo for eksempel starte med at spørge os selv, om det er rimeligt at blive ved med at kalde den lykkepiller?