Natten der kommer by MØLLER

Natten der kommer

Oversættelsen er støttet af

Natten der kommer er oversat fra svensk efter Stundande natten ¶ Original © Carl-Henning Wijkmark 2007 ¶ Dansk udgave © MØLLER 2013 ¶ Published by agreement with Norstedts Agency ¶ Omslag af Leo Scherfig ¶ Sats af Jacob Møller Overgaard ¶ Korrektur af Thomas Mogensen ¶ Tryk af Akaprint A/S ¶ Printed in Denmark 2013 ¶ 1. udgave, 1. oplag ¶ ISBN 9788792927040 ¶ www.moellerforlag.dk Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i Lov om ophavsret af 14. Juni 1995 med senere ændringer.

Carl-Henning Wijkmark

Natten der kommer pĂĽ dansk ved Anne Marie Bjerg

MĂ¸ller

Med jævne mellemrum gav den ene eller den anden af sygeplejerskerne, Birgit eller Angela, mig en sprøjte som gjorde mig døsig når jeg lå vågen, og lysvågen i de drømme der tog fat når jeg faldt i søvn. Men sov jeg virkelig? Det var snarere en slags dvale, og drømmene var ukontrollerede fantasier, meget tydelige og med ét eller flere mennesker der bevægede sig og talte. Jeg har ofte haft replikker i mine drømme, men tidligere var det sådan at jeg mere tænkte dem end hørte dem; nu derimod var lyden høj og tydelig, men med en kælderagtig ekkovirkning der viskede individuelle forskelle ud. Det blev ligesom at høre robotter, men det hindrede ikke at de mennesker fra min fortid som optrådte i drømmene, fik en stærkere realitet end dem der omgav mig i nuet. Sådan var det i det mindste i begyndelsen af mit ophold på stue 5; det skulle efterhånden forandre sig.

Den store velsignelse ved sprøjten var selvfølgelig at den tog toppen af smerterne og i lange perioder helt fjernede dem, og jeg, som i løbet af et liv i teatrets verden havde hørt tilstrækkeligt til narkosnak og junkiehelte, var nu en taknemmelig morfinist. Men jeg vil alligevel særligt nævne min nye drømmeverden fordi den tilhørte det mest positive jeg kom til at opleve i denne sene fase af mit liv, selv om den ikke så sjældent frembød ret ubehagelige scener og presserende spørgsmål. Ganske vist fik jeg med tiden et stadig mere venskabeligt forhold til mine to stuekammerater og et stadig varmere forhold til de to nævnte sygeplejersker, men drømmene var et mere sikkert tilflugtssted. Og netop fordi jeg havde så fortvivlet meget brug for et tilflugtssted, blev de, som sagt, mere virkelige end min faktiske virkelighed. For det var umuligt at se bort fra at jeg og mine kammerater befandt os på en death row – eller i ”basislejren” som vi kaldte den, fordi det store vovestykke stadig forestod. Hensigten her med pleje og omsorg er at hjælpe og lindre, ikke at helbrede, og der er heller ingen der påstår at nogen af os patienter står til at redde. Det vi har fået, er nogle sygeplejerskers venlighed og omsorg i form af smertelindring og assistance med den personlige hygiejne, men ellers ikke meget som har gjort livet lettere for os i denne sidste tid. Maden var uden smag, plasticagtig, og blev til vores lettelse skiftet ud med drop når forværringen i vores tilstand

krævede det. Som trøst for sjælen tilbød man religionen og psykologien og heldigvis, må jeg nok sige, det som for mig blev den vigtigste støtte: den unge mand som hver mandag og fredag dukkede op med sin bogvogn. Jeg har altid været en ivrig læser, men nu læste jeg for livet, og denne læsning voksede til et ligefrem overspændt projekt, et forsøg på at kigge den store modstander i kortene og på den måde gøre kampen mere jævnbyrdig og nederlaget mere tåleligt. Man har ikke undladt at gøre mig opmærksom på at mine forcerede studier i kunsten at dø nok snarere vil forkorte mit liv. Måske, men i så fald var det det værd. Jeg lagde snart mærke til at Harry og Börje, mine stuekammerater, så på mine bogstabler med modvilje, som om jeg fuskede og gik omveje af fejhed over for fjenden. Selv om jeg ikke tog mig af det, fik det en vis betydning fremover, det førte til en afstand mellem os som bestod lige til det sidste. To kammerater har jeg fortalt, men egentlig var der tre. Den tredje havde en stum rolle, var desuden usynlig. Det skal straks få sin forklaring. I sengen over for mig lå Harry der trods alt blev min ven – mere eller mindre, det skiftede alt efter hvordan dagen formede sig. Han var på min egen alder, havde været pensionist i nogle år. I social forstand var hans liv havareret tidligt, i mere end tre årtier havde han levet på Stockholms gader og herberger, han var en dropout og indimellem husvild,

hærget, men ikke knækket af narko, druk, kolde nætter og velsagtens underernæring. Det havde måske ikke forårsaget hans sygdom, men sikkert forværret den. Naturligvis havde han ikke behøvet at leve sådan, i det mindste ikke i den ekstreme grad. Det var et valg han havde truffet, på grund af omstændigheder som han en sjælden gang berørte, men kun i forbifarten. Skråt over for mig, ved vinduet – der vendte ud mod en park med enkelte træer – lå Börje, en mand mellem fyrre og halvtreds, ansat ved postvæsenet, uklart i hvilken funktion; vi talte aldrig med hinanden om vores arbejdsliv, sandsynligvis af hensyn til Harry. Det var også tabu hvad vi led af og hvor meget, ligesom diagnose, prognose og medicin og så videre – al den slags holdt man for sig selv eller drøftede i lavmælte samtaler med læger og sygeplejersker. Enhver lå i sin egen pine og sendte sine tavse bølger af lidelse til de andre. Men en sjælden gang kunne det ske, når nogens nød og angst blev alt for åbenlys, at nogen gik over stregen med et blik, en gestus eller nogle medfølende ord. Aldrig mere end et øjeblik, og Börje deltog aldrig i sådan en udveksling, beklagede hverken sig selv eller nogen anden. Så meget desto mere gav han udtryk for sin store lidenskab der var tips, lotto, væddemål, spil og hasard af enhver slags. Et af hans første forslag da jeg var nyankommen på stuen (hvor Harry og han allerede havde ligget et stykke tid) gjaldt et væddemål om hvem af os der

ville overleve de andre. Han fremsatte det som en naturlig ting, men jeg opdagede snart at der under overfladen lå en alvorlig rivalitet, ikke alene om livslængden, men også om sygeplejerskernes velvilje; gunst ville være for meget sagt når man tænker på den forfatning vi var i. I hvert fald ville Börje have vores bud på hvem der var den sejeste mand, tilbød os også pladsspil. Taktfuld satsede både Harry og jeg på bookmakeren selv som vinder, han var jo den yngste, havde familie (hvilket jeg ganske vist først senere fandt ud af). Andenpladsen afstod vi fra at spille om. Spørgsmålet om gevinsten foranledigede lidt mumlen om testamenter som storslået blev skubbet til side af Börje. Det var selve spillet der var det vigtige. Og så var der den fjerde mand på stuen, den tavse og usynlige. Ham afstod vi ganske vist fra at spille på, men ellers var der ikke noget okkult ved ham, han var af kød og blod. Hans seng stod til venstre for min, ved vinduesvæggen, men vi så ham aldrig som levende, et grønt gardin der gik på en skinne i loftet, skjulte ham for vores blikke. Börje der lå lige over for ham, påstod at han havde set nogle glimt af ham, en fod der sparkede til gardinet, en arm der strakte sig ud over sengekanten, men i hel figur så vi ham først da han var død og dækket til og blev rullet ud til sine fædre der ventede på ham på den anden side af jordkloden. Personalet var meget fåmælt angående ham, det havde det

tydeligvis ordre til, det eneste vi fik at vide, var at han kom fra en anden verdensdel (eller ”kultur” som man siger nu om stunder). Ud fra et eller andet uovervejet ord fra jeg ved ikke hvem af sygeplejerskerne, fik vi den opfattelse at han kom fra Mellemamerika – forkert, viste det sig – og kaldte ham derfor Montezuma, snart forkortet til Monte. Hans skjulthed og endnu mere hans tavshed, beskæftigede os meget – han hverken stønnede eller snorkede, og vi kunne ikke høre ham spise eftersom han fik drop. Om natten blev denne tavshed i det skjulte så magtfuld at den fyldte mørket, og vi spurgte os selv om han stadig levede. Det mærkværdige ved Monte var at hans nærvær var så stærkt til trods for at vi ikke kunne se og høre ham. Det var måske heller ikke så mærkværdigt. I vores terminaltilstand var vi særligt modtagelige for det som skjuler sig på den anden side af forhænget, og tavshedens autoritet blev forstærket af vores ængstelse over for den endegyldige tavshed. Der opstod en ladning omkring det afskærmede hjørne, og Monte fik uudtalt rollen som en skjult, bortvendt guddom. Det lå i luften; jeg kunne mærke at det for ingen af os kun var en leg. Især Börje var alvorligt grebet. Den diskrete kult fik desuden en slags formidler eller profet da en besøgende - åbenbart en landsmand – indfandt sig et par gange. Det var en mager, ret høj ung mand der, som vi syntes, så indiansk ud. Han havde en stor rygsæk med af brunt skind, og

op af den tog han hvad jeg opfattede som små figurer af træ. Han forsvandt med dem om bag gardinet, men kom straks ud igen, trådte baglæns ud som om han ikke ville vende ryggen til den syge, og var nu tomhændet. Derpå stillede han sig lige uden for den smalle sprække mellem vinduet og gardinet med korslagte arme over brystet og fødderne tæt sammen med en ligesom ærefrygtig holdning og talte ind i hjørnet til sin landsmand. Han talte temmelig længe på et sprog som ingen af os genkendte, men fik ikke noget svar, så vidt vi kunne høre. Da manden var gået, talte vi lavmælt om det, respektfuldt hviskende, og det var nok på det tidspunkt, efter kammeratens første besøg, at jeg følte at Montes tilstedeværelse førte os tre sammen i en ubestemt, men stærk grebethed. Han var, selv om vi ikke tænkte det rent ud, en forløser, en katalysator for vores situation. Vi kunne mødes i følelsen for ham, og sådan forblev det også efter at han havde forladt os. Der gik en uge, der gik to: Monte tav og var ikke at se. Ikke engang Birgit og Angela som vi så flere gange om dagen, ville eller kunne fortælle hvem han var og hvad han led af, kun at han havde det meget dårligt. Når vi ville vide mere, rystede de bare på hovedet. Til sidst åbenbarede han sig for os på den mest uventede måde. Det var en aften hvor vi så Eurosport på de to små apparater som hang i loftet, ét for hvert par senge, men koblet

sammen; det som det ene viste, viste det andet også. Börje var den som så mest og for det meste bestemte programmer. Det var temmelig meget sport, mindre for sportens skyld end fordi det gav lejlighed til at tippe og vædde med os andre. Den aften syntes vi ikke at det var morsomt, og gad ikke vædde om nogle hockeykampe der flimrede forbi. Han zappede sløvt videre. Jeg skulle lige til at tage min sovemaske på da jeg så at Börje havde fundet en af de sjældne kricketkampe. Det kunne da være morsomt, jeg kunne godt lide den magelige slentren mellem gærderne, så jeg kiggede. Det gjorde de andre også – et minuts tid. Börje løftede fjernbetjeningen for at skifte kanal, men kom i stedet til at skrue op for lyden, og vi hørte speakeren udråbe: ”Gordon Hart forty-nine, not out!”, hvorefter kricketkampen forsvandt, og vi blev overflyttet til dressurkonkurrence i Tyskland som ingen ville se. I stedet prøvede vi på at tolke kricketspeakerens melding. Det må vel betyde at de har vundet, at deres mand, Hart, ikke blev slået ud, foreslog Harry. Börje og jeg mumlede usikkert, og dermed virkede emnet afsluttet. Da skete det. Da talte oraklet. ”Hart still batting to-morrow.” En lav, men tydelig røst inde fra det grønne telt. Med en lille klukken bagefter som om han havde sagt noget morsomt. Det havde han jo også. I grunden var vi rystede, men ordspillet dæmpede chokket noget. I næste øjeblik forstod vi at Monte ikke kunne være

fra Latinamerika eftersom man dér ikke spiller kricket. Lige så lidt som der tales engelsk med indisk accent. Jeg gjorde et par kejtede forsøg på at komme på talefod med den usynlige, men de blev ikke besvaret. Monte talte aldrig mere til omverdenen. Nogle dage senere døde han. Efter hans død fortalte Angela at han var kommet fra Nikobarerne, en indisk øgruppe befolket af mongolske kolonister for nogle tusind år siden og nu for størstedelens vedkommende ødelagt af tsunamien. Som den fornemste kender af deres bortskyllede kult- og kulturgenstande var Monte blevet sendt til Europa sammen med en assistent for at kræve afleveret eller i det mindste at affotografere de samlinger fra Nikobarerne som blev opbevaret på europæiske museer. På rejsen fra Wien til Stockholm var han blevet ramt af en dødelig sygdom, man vidste ikke hvilken; deraf al dette tys-tys om den langvarige patient. Han døde om natten, og om morgenen da doktor Jan Möller – den mindst sympatiske af vores kun sjældent sete læger – blev tilkaldt for at skrive dødsattesten, udspillede der sig en scene som gjorde et stærkt indtryk, måske ikke på lægen, men på mig og os andre tilstedeværende. En mandlig sygeplejerske som vi kaldte Hulken, kørte sengen med den døde Monte ud, skjult under lagenet. Möller blev stående ved vinduet og så efter dem med sit ligegyldige, ”professionelle” blik. Da køretøjet skulle passere mellem Harry og mig, gjorde

Harry noget forbløffende. Han prøvede på at komme op for, stående ved sengeenden, at vise sin respekt. Det lykkedes ikke helt, han vaklede og måtte sætte sig. Men alle opfattede hans handling der jo var meget smuk på denne triste stue. Lægen så først forbavset ud, lavede så en lille professionel grimasse. Hulken standsede op et øjeblik ved Harrys seng, også forbavset, men han forstod i det mindste at der skete noget særligt, det kunne jeg se på ham. Jeg ville gerne have haft den samme indskydelse som Harry, men det havde jeg desværre ikke. Den hærgede gamle vagabond opfyldte de krav man stiller til en gentleman; det gjorde lægen og vi andre ikke. Hans enkle, men så møjsommelige gestus glædede og rørte mig dybt. Ikke mindst glædede det mig at sygdommen endnu ikke havde gjort mig for selvoptaget til at blive rørt over den. Men egentlig var jeg ikke overrasket over det jeg havde set, det passede til Harry. Der var noget andet ved ham som overrumplede mig så meget desto mere, men det var så hurtigt overstået at jeg først ikke begreb det. I det øjeblik han drejede sig op i siddende stilling med en bevægelse der må have kostet ham meget, gled ærmet på hans natskjorte op over albuen og blottede et stort blårødt ar i albueleddet, efter et brandsår, eller måske var det et modermærke. Det dækkede hele albueleddet og var cirka ti centimeter, og da Harry som en refleks bøjede armen for at skjule det, blev den misfarvede hud foldet som

en harmonika. Det var et voldsomt visuelt chok. Jeg tænkte ingenting, det gik lige ind i kroppen: et varsel om udslettelsen der ventede, tilintetgørelsen gennem ild. Denne scene hvor så meget skete, var ovre på nogle sekunder. Den døde var borte med sin gådefulde karisma, uden et ord smuttede lægen ud til sin computer. Og Börje? Han fortrak ikke en mine, men tårerne løb. Han havde forstået det, og selv forstod jeg endelig at han ikke var hvem som helst. Hans upersonlige udseende og lidt slappe jargon havde jeg tolket som konformitet, mine fordomme havde ført mig på vildspor. Inde bag sin øllede spillerfacade var han måske den mest følsomme og – hvad jeg senere forstod – sikkert den mest ulykkelige af os tre på stue 5.