5 minute read

KLUBNYT

ved Svend Novrup

Der spilles med gule køller på Gule Søndage (foto: Per Pedersen).

Advertisement

Gule søndage i Ry

Hele sommeren igennem gør Silkeborg Ry GK søndagene i tidsrummet 12-16 gule på træningsbanen i Ry. Medlemmer iført gule veste tager imod alle, der er nysgerrige efter at prøve golf eller måske allerede interesseret. De behøver ikke at have rørt en golfkølle før, så de får gratis tilbudt gule køller og gule golfbolde, så de kan forsøge sig på banen.

Man behøver ikke at bestille tid på forhånd, og ’De Gule Veste’ står parat med råd og vejledning.

Når man trænger til lidt at styrke sig på, måske allerede før man kaster sig ud i det ukendte land, kan man i Café Greenhouse – når coronarestriktionerne gør det muligt – indtage Den Gule Menu til kr. 85, typisk en schnitzel med garniture, pomfritter og sovs. - Vi har nu altid en ret i det prisleje, siger Charlotte Kvismose, der satte prisniveauet en tak nedad, da hun overtog de to restauranter i Silkeborg Ry GK.

Hele familien med gode venner kan få en hyggelig eftermiddag, og er de bagefter blevet bidt af golf, der som bekendt smitter lige så meget som corona, kan man gå ind på hjemmesiden www.degulekøller.dk og melde sig ind. Man modtager derefter små instruktionsvideoer, tilbud på udstyr og ikke mindst særlige gule tilbud. - Vi ved, at der potentielt er omkring 600 nye golfspillere i Skanderborg Kommune, der bør have chancen for at svinge med køllerne under hyggelige og uforpligtende former. Har man først besøgt træningsbanen i Ry på en Gul Søndag, er det efterfølgende muligt at benytte De Gule Køller på alle andre dage i ugens løb, hvor man blot skal betale for træningsbolde i boldautomaten, siger direktør Mads Rugholm.

Det bliver spændende at følge udviklingen i dette helt nye koncept for at tiltrække nye golfspillere.

50 års jubilæet udsættes

Programmet for fejring af Haderslev Golfklubs 50 års jubilæum den 14. juni 2021 var stort set færdigt, før man pga. usikkerheden omkring coronaen besluttede at udskyde den. Om det bliver til senere i år eller måske helt til næste år, vides ikke endnu, men man skal være sikker på, at en så væsentlig begivenhed bliver fejret ordentligt.

Haderslev Golfklub, der vil fejre jubilæum med maner.

Tommy Petersens jubilæum

Tiderne gjorde, at man ikke kunne fejre chefgreenkeeper Tommy Petersens første 20 år i Gilleleje GK, som de mange taknemlige spillere havde lyst til, men et billede af manden, der holder anlægget i så forbilledlig stand, skal vi nu have.

Gang i Kongegolf

Klubberne Asserbo, Fredensborg, Gilleleje og Hornbæk har stor succes med samarbejdet Kongegolf, hvor de fire klubber for kr. 750 ekstra kan spille ubegrænset hos hinanden. Det gjorde omkring 1100 spillere i 2020, og de spillede ca. 8 runder hos hinanden i sæsonens løb, så det var win-win for alle parter.

Møn Golf Center og Præstekilde Hotel skifter ejer

Ægteparrene Richard og Claire Frances samt Gitte Nøhr og Steen Andersen har efter mere end 25 års drift af Møn Golf Center besluttet at give stafetten videre og udtaler i den forbindelse: - Det har været en svær beslutning, da det er en livsstil at drive et golfcenter, men da den rigtige løsning for golfturismen på Møn viste sig med samlet drift af Møn Golf Center og Præstekilde Hotel, blev vi enige om, at det var tid til at give stafetten videre.

Det er aftalt med den nye ejer, P.K. Ejendomme A/S, at ægteparrene fortsætter og hjælper den nye ejer med driften: - Det giver mulighed for at overlevere aktiviteterne på en god og ordentlig måde, hvilket har været vigtigt for os, udtaler de samstemmende. - Det har ligeledes været vigtigt for mig, udtaler den nye daglige leder Lukas Schimming, der selv er golfspiller og repræsenterer den nye ejer. Han roser Richard Frances som en ualmindelig dygtig golftræner, der forstår værdien af at undervise folk ud fra det sving, de nu engang har. Han er ydermere kendt for at have et helt fantastisk greb om unge mennesker. Gitte og Claire styrer pro-shoppen samt alt det administrative, og så er de golfbanens ansigt udadtil, hvor man altid mødes med et stort smil, når man træder ind i receptionen. Steen er greenkeeperen, der altid får banen til at stå knivskarpt og indbydende.

P.K. Ejendomme A/S er et familieejet ejendomsselskab, der har det som mål at videreføre Møn Golf Center og Præstekilde Hotel på det nuværende høje kvalitetsniveau. Samtidig bliver driften af golfcentret og præstekilde Hotel lagt sammen, og det vil betyde en kæmpe gevinst for turismen på Møn.

Møn Golfklubs formand Lars Kleist glæder sig over fusionen og til at samarbejde med de nye ejere.

Tourskole på Lyngbygaard

Danmark har ikke tradition for at afvikle turneringer på European Qualifying School, og det er ikke sket i Danmark siden 2009 på Lübker Golf.

Nu sker det imidlertid igen, når Lyngbygaard Golf bliver vært for en af turneringerne på stage 1 21-24. september. Det er en blåstempling af banens kvalitet, som ikke kan undgå at gøre den endnu bedre kendt i ind- og udland.

Turneringen på Lyngbygaard vil givet tiltrække mange af de unge danske professionelle med ambitioner. Spillerne skal betale omkring 15.000 kr. for at stille op, og det vil nedsætte udgifterne at kunne spille i Danmark. I alt har kvalifikationen tre såkaldte stages, før kun 25 af flere hundrede spillere erobrer kort til European Tour 2022 efter at have spillet 252 huller.

Lyngbygaards 2. hul skal nok volde mange spillere problemer (foto: Lyngbygaard Golf).

Aalborg har sine hovedsponsorer klar

Aalborg GK har tre sløjfer på sine baner og en hovedsponsor for alle tre. I 2021 bliver de tre hovedsponsorer Danske Bank, Tee Jay og AUDI, som har opgraderet sit sponsorship fra sølvsponsorship.

Det fejrer AUDI med at give et fradrag på 5000 kr. på første afdrag, hvis man som klubmedlem privatleaser en ny AUDI. Det er der måske mange, der ikke kan benytte sig af, for filialchef hos AUDI, Nils Rodh, har konstateret, at firmaet allerede er stærkt repræsenteret på P-pladsen.

Desuden er AUDI d. 21. maj vært for Audi quattro Cup, ligesom firmaet kun 2 dage senere er sponsor på medlemmernes egen pinseturnering.

Filialchef Nils Rodh (tv) sammen med Aalborg GKs cheftræner Marcus Brown.

Spil golf ved Himmelbjerget

Altid et besøg værd

mail: hgc@himmelbjerggolf.dk - tlf. 87983100

This article is from: