4 minute read
GOLFLEGENDE: NIGEL WILLETT
Nigel Willet
Golf blev en livsstil
Advertisement
Til vinter har Nigel Willett 40-års jubilæum i Kokkedal Golfklub. Den 64-årige englænder har haft sin hobby til som sit job hele livet.
Af Morten Buckhøj Foto: GOLFBLADET og privat
Nigel Willett er vokset op med golf, bogstaveligt på golfbanen. Hans far var manager på en af de fineste og mest kendte golfbaner i England, Wentworth. Også hans farfar var aktiv i golfsporten, som Mens Captain og senere President i en anden højtprofileret klub, Ashforth Manor. Det lå ligesom i luften, at den unge Nigel også skulle være noget indenfor golfen. - Vi boede i en lejlighed i klubhuset på Wentworth. Samme sted som PGA of Europe i dag har deres kontor, fortæller Nigel, som vi møder i Kokkedal Golfklub, hvor han nytårsdag kan fejre sit 40-års jubilæum i samme klub. - I min familie var man dyrlæger i mere end hundrede år, siden blev det golfen der tog over. Da jeg var ung spillede jeg golf, og så var det helt naturligt at blive pro. Jeg har aldrig haft spillet til at blive spillende pro, men undervise i golf, det kunne jeg, fortæller Nigel beskedent. Faktum er nemlig, at Nigel Willett i den grad er én af de bedre spillende klubproer herhjemme, og han er også én af dem, der rent faktisk stadig sørger for at holde sit eget spil vedlige. I forrige uge deltog han i DM for veteraner på hjemmebanen og vandt! - Når banen alligevel var lukket hele weekenden på grund af DM, så vi hverken havde undervisning eller kunder i shoppen, så kunne jeg lige så godt spille med, siger han. - Jeg elsker at spille golf. Sådan var det for de fleste af os old school trænere. Vi blev golf professionals fordi vi elsker spillet. Og det er et privilegium at have fået lov til at arbejde med og leve af sin hobby i et helt liv.
Nigel kom som ung pro til Danmark, som så mange andre unge britiske golftrænere dengang. Han blev assistent i Rungsted – det var også et sted, de næsten alle sammen var forbi – og var der i tre år inden han rykkede de få kilometer nordpå til den helt nyåbnede bane i Kokkedal. - Kokkedal Golfklub blev stiftet i 1971, men der gik ti år før man havde sin egen bane. Faktisk var klubben Danmarks femtestørste inden man havde sin egen bane. Medlemmerne spillede i Rungsted, i Helsingør eller i Københavns Golf Klub. Banen åbnede i 1981, med ni huller og jeg kom hertil til sæsonen ’82, fortæller Nigel, som blandt andet husker, at han skulle undervise medlemmerne af Dameklubben i hvordan man spillede 18 huller – det var de slet ikke vant til. Tæt på pension Nigel Willett har aldrig følt trang til at komme andre steder hen. Han har skabt en god forretning. I dag har han to fuldtidsansatte assistenter, og klubbens driving range hører til de mest benyttede i landet. Blandt sine kolleger er han kendt for at være en rigtigt god købmand, og hans proshop er trods sin beskedne størrelse uhyre velassorteret. - Vi har alt, siger han. – Men vi har jo ikke plads til at vise alt, så man må spørge os til råds. Vi har konkurrence i Kokkedal fordi der ligger en stor golfbutik tæt på, men det har vi været vant til i rigtigt mange år, og jeg synes, at vores medlemmer er gode til at støtte os. Begynderudvalget er gode til at henvise de nye til os og så er jeg medlem af GolfStore. Der har vi et Low Price Promise, så vi matcher priserne i de store golfbutikker.
I mange år har Nigel Willett ikke holdt ferie. I år er det blevet til to dage i Sverige og to dage på Samsø, og han siger, at jobbet som PGA professionel er et job, der stiller store krav også på den private front. Han er dansk gift, dansk skilt og dansk gift igen, som han siger, og de to voksne børn er ikke blevet fristet af golfsporten på samme måde som deres far. - For min generation af trænere er arbejdet en livsstil. Det kan være svært at ændre den. Jeg kan huske, da min kollega Tim Card nede fra Vallensbæk begyndte at holde fri, så spurgte hans børn ham hvorfor han dog var hjemme i weekenden. Det var
Blandt kollegerne har Nigel ry for at være ’en god købmand’. Hans shop er lille, men har ’alt’, som han siger.
de slet ikke vant til, og der gik lang tid før han vænnede sig til det. Jeg holder én fridag om ugen – to lidt senere på sæsonen - men jeg har lagt nogle planer for min fremtid. Jeg vil gerne ud og opleve noget, og have noget tid med familien inden det er for sent, så jeg regner med at jeg går på pension inden for de næste par år.
Spørgsmålet er om han overhovedet vil kunne leve med ikke at skulle på arbejde i golfklubben, men det mener han nu nok han kan. - Jeg har talt med mange venner, der er gået på pension, og når jeg spørger dem hvor længe de var om at vænne sig til det, så svarer de ’tre dage’, så jeg er fortrøstningsfuld, siger Nigel Willett.