4 minute read
SKADER
Den lange vej tilbage til golfspillet
GOLFBLADETS læsere kunne i august 2020 og i marts 2021 læse om udfordringerne ved at have pådraget sig en skade, der påvirker golfspillet. Vejen tilbage på golfbanen føles lang og temmelig smertefuld, når følgevirkningerne af en brækket skulder skal trænes og behandles.
Advertisement
Af Bettina Schjølie Foto: Bettina Schjølie
Håbefuld….. og dog! Sidst i april i år oprandt 1-årsdagen for mit fatale cykelstyrt, der foranledigede, at jeg måtte stoppe med at spille golf i en periode. Men håbet var jo, at med lidt restituering og en masse genoptræning, skulle jeg nok finde vejen tilbage til en masse gode golfrunder, som mit liv jo i den grad er præget af i mit privatliv, men så sandelig også i mit virke som skribent på GOLFBLADET.
Desværre er det ikke gået helt så gnidningsfrit, som jeg havde håbet på. Min skulder opfører sig ikke helt som læger, reumatologer, ortopædkirurger og fysioterapeuter forudså. Diverse røntgenbilleder undervejs viste ellers, at knoglerne voksede fint sammen, men det skulle vise sig, at det ikke hel var sådan det hang sammen. Jeg havde oprindeligt to brud, men efterfølgende, var der sørme en lille fraktur, man havde overset og som ikke var vokset helt sammen. Så tror da pokker, at genoptræningen har været alt for smertefuld for mig.
Indeklemningssyndrom Af samme grund er knoglerne så ikke vokset helt så fint sammen. Men næsten. Den lille forskel har desværre udløst at muskelsener og slimsækken i skulderen bliver klemt.
Det kalder man indeklemningssyndrom eller impingement som er en smertetilstand, der opstår, når sener og slimsæk bliver irriteret og hæver op. Det er de snævre pladsforhold i skulderleddet, der forårsager smerterne. Der kan være flere årsager til indeklemningssyndrom. Det kan være gentagne ensidige bevægelser eller aldersbetingede slidforandringer og svækkelse af løftesenen, som kan fremkomme selv ved beskedne skader. Et fald, som jeg oplevede, eller et ryk i armen kan også medføre indeklemningssyndrom.
Smerterne kan helt umuliggøre visse bevægelser, såsom at få armen om på ryggen og klø sig eller hvis man strækker armen og rækker ud efter emner. Mange oplever, at have smerter om natten med deraf følgende søvnforstyrrelser og forringelse af energi og livskvalitet.
Kan man leve med det eller opereres? I mit tilfælde har jeg i skrivende stund fået to blokader, som er en blanding af lokalbedøvelse og binyrebarkhormon (Steroid). Det har dæmpet smerterne og forhåbentligt kan jeg undgå en operation, hvor man skaber bedre plads til de ømme sener og slimsække, så nu er jeg gået i gang med at træne. Bare på driving range, men alligevel. Og tro mig; indtil nu er det ikke den store succesoplevelse. Jeg topper boldene, nogle rammer jeg slet ikke og andre er så skæve, at man skulle tro det var løgn. Og udover mine dårlige slag, så er samtlige muskler helt ude af træning, så efter en halv time vralter jeg rundt og skal hjem og ligge på sofaen. Men jeg giver ikke op og således gik søndagen på Smørum Golfklubs flotte driving range, hvor jeg efterfølgende måtte trøstespise i Restaurant Eagle. Jeg skal helt sikkert have mange lektioner hos en pro og derudover genoptage min træning med Golf fitness hos Fysioclub i Kr. Værløse v/ Thorsten Holst, hvor jeg trænede inden coranasituationen lukkede centeret ned.
Mit råd til andre, der er i samme situation som jeg: Lav langsigtede mål og sæt barren lavt i starten af træningen til dit comeback på banen. Der fejlede jeg og blev skuffet over, hvor hårdt det er bare at slå bolde ud og hvilket lavt niveau, jeg er nede i. Optimist som jeg er, havde jeg endda meldt mig til en spændende turnering, men lad være med det, før du er helt klar. Det gør kun skuffelsen værre, når man ikke er i mål og må melde afbud.
HVAD ER GOLF FITNESS
Golf Fitness er fysisk holdtræning direkte målrettet mod golfspillere. Man bliver undervist af en golffysioterapeut og der er flere typer af hold til alle aldre og med forskellig intensitet og indhold.
Træningen er også for dig, der sætter pris på den sociale del ved træningen og har erkendt, at træning sammen med andre er en motivationsfaktor. Alle hold har maksimalt otte deltagere, hvilket sikrer at der også vil være tid til individuelt fokus og korrektion.
Træning på Driving Range i Smørum Golfklub.
GENERELT UDBYTTE AF GOLF FITNESS
Ud over det traditionelle udbytte ved fysisk træning, er målsætningen her også, at dit golfspil bliver forbedret Du kommer i bedre form og får en mindre risiko for at få ondt af en overbelastning eller skade.
Du vil opleve, at du får mere power. Evnen til at lave en mere eksplosiv svingbevægelse giver dig de ekstra meter på fairway.
Bedre stabilitet. Kroppens stabiliserende muskelkorset er fundamentet for at udvikle power og for at være stabil i svingbevægelse.
Øget mobilitet. En bedre smidighed giver dig mulighed for at komme ud i golfsvingets yderpositioner
Indeklemningssyndrom i skulderen.