Jeppe Aakjær ord om ”Paa aftægt

Jeppe Aakjær skrev i 1907 i ”Læsning for Folket” om ”Paa Aftægt”:

Om jeg vil gi’ Dem et par ord om ”Paa Aftægt”? Lad gå, skønt hvor skal jeg begynde.

Det har været et problem for mig, så længe jeg kan huske. Jeg måtte selv som barn i 5 – 6 års alderen dele seng med en aftægtsmand; han var ikke af de behageligste; forholdet er skildret indgående i min første fortælling ”Bondens Søn”. Denne beretning dækker over en virkelighed, såvel som alt, hvad jeg har skrevet. Og aftægtsforholdet er ikke undergået nogen nævneværdig forandring siden min barndom i de egne, jeg stærkest har haft for øje; der lever her i landet godt 28.000 aftægtsfolk; de fleste har det usselt, enkelte har det tåleligt; men ingen har det godt. – Der er ikke et træk i hele min travrige og triste bog, som ikke er enten selvset eller fortalt mig af de solideste vidner.

- Jeg må stadig høre fra ansvarsløse pressemænd, at mine bøger vrimler med overdrivelser. Jeg turde driste at udlove en stor sum til den, der kunne overbevise mig om blot en. Da jeg for nogle år siden udsendte mit ca. 1200 sider store værk om St. Blicher, fik jeg fra alle sider meget ros for den samvittighedsfuldhed, hvormed jeg havde ført dette værk igennem. I Blicher-værket kunne jeg anføre min kilde på foden af bladet; det kan man desværre ikke i moderne bondeskildring. Men jeg gad vide, hvorfor jeg, der var sanddru og samvittighedsfuld, da jeg skrev om St. Blicher, skulle blive løgnagtig og upålidelig, når jeg tog mig for at skildre livet blandt jydske bønder, som jeg dog ifølge hele min livsform og opdragelse måtte kende tifold bedre. Nej – ”Vredens børn” var sand, og ”Paa Aftægt” er sand – pinlig sand; og aldrig skal den jyske bonde finde mig i de falske angiveres rækker, lige så lidt som nogen magt på jorden kan få mig til at bortlyve den uret, mine øjne har set.