Emnevalg: Chr.d4. Frederik d. 3 . Københavns belejring og Svenske krigene (1657‐ 60). Karl Gustav d 10. Peter Schumacher. Enevælden . Faghistoriske overvejelser ‐ Hvordan kan man levendegøre personer og begivenheder fra Svenskekrigene Københavns belejring/enevælden i en historisk fortælling ? ‐ Hvordan kan en begivenhedsrække som foregår over en periode på 50 ‐100 år trækkes sammen til en fortløbende fortælling som indenfor sin egen tidsramme formår at danne et indtryk af de vigtigste emner fra perioden ? ‐ Hvordan kan en sådan fortælling gives en nutids svarende form? Fagdidaktiske overvejelser. Den historiske fortælling som formidlingsform har sine svagheder idet at dens form er den fiktive fortælling, godt nok baseret på det faktuelle, men der er så at sige taget nogen kunstneriske friheder, som man siger nogen gange;” det gør ikke så
meget om historien er sand ‐ bare den er god”. Det er ikke altid det bedste med en god historie – vigtigt i faget står også kildekritikken og nøgternheden som middel til at opnå mere end blot overfladisk eller i værste fald forkert viden. Den historiske fortællings styrke er at den igennem et arbejde med fortællingens syntese af oplysninger, fakta og fiktioner og den gode historie, på mange måder er ideel for skolebørn – nøgleordene her er; indlevelse, fantasi og spændende begivenheder som kan indfange og interessere den enkelte, disse er ret vitale i undervisnings sammenhæng. I fælles mål står der; ”Historisk fortælling er en vigtig måde at opnå erkendelse på. Både professionelles, lærerens og elevernes fortællinger er synteser, som skabes på baggrund af faglig indsigt samt analyse og vurdering af historisk viden i form af fx kildemateriale. Indlevelse og kreativ tænkning bærer den historiske fortælling frem. Fortællingen er i sin grundform beskrivelser af to eller flere begivenheder, som knyttes sammen af fortællerens forklaringer. Valget af begivenheder, og den måde de sammenkædes på, er udtryk for en tolkning af historien. Fortællingen baserer sig på indsigt i det historiske indhold, indlevelses evne, fantasi og en interesse i at give fortællingen mening”. Det er et særkende ved den historiske fortælling, at den normalt indeholder følgende elementer; tid, sted, personer/aktører, et handlingsforløb bestående af en begyndelse, et forløb og en afslutning, historisk kontekst, fortællersynsvinkel jeg‐ fortæller, at den bygger på faglig indsigt i historien og på analyse og vurdering af kildemateriale, at dens personer giver udtryk for følelser, behov og værdier gennem deres tanker og handlinger og deres indbyrdes relationer, at fortælleren har et engagement og en interesse, som sætter sig igennem i fortællingen, at den har som mål at skabe mening og betydning hos tilhøreren, at indholdet kan blive genstand for en kommunikation mellem fortæller og tilhører. Disse er altså kriterierne for den gode historiske fortælling. Klassetrin; den historiske fortælling er tiltænkt elever i udskolingen Brug: Min historiske fortælling, den skulle fremstå en syntese af forskellige dramatiseringer, fortællinger, dagbøger, billeder som tilsammen danner et overblik over tiden i 1600 tallet og Danmarks dengang tabte krige/ lande. De politiske strømninger, kongemagten, Københavns belejring, enevælden. Min tekst er tiltænkt som et eksempel på mulighederne i den historiske fortælling – til dels også med mulighederne i E – bogs formatet. Eleverne ville få teksten udleveret med en liste over dens indeholdte historiske personer, begivenheder, kanonpunkter og blive bedt om at gennemlæse teksten og efterfølgende vurdere den som dels ; 1. fortælling og derefter som 2. informations kilde og endelig som 3. kommunikationsform ( e – bog). De ville efterfølgende få en opgave om at skrive en kort historisk fortælling med nogen bundne kriterier, der skulle være mulighed for at
rate de enkelte bidrag indenfor førnævnte kategorier – således at der er mulighed for at klassekammeraterne er med til at vurdere deres kammeraters historie. Formål; Det meste af stoffet er i dag kanonpunkter og jeg mener at Chr.4 og fr. d.3 er vigtige at kende til. Enevælden som styreform, Danmarks tilknytning til det nordtyske/sønderjyske, arvefjendeopgøret med svenskerne osv. Disse begivenheder hører vel til i tiden lige før omridset til det samfund vi kender i dag opstod (oplysningstiden) og her støbes vel fundamentet for såvel Danmarks storhed som lidenhed og det synes jeg er vældigt vigtigt. Resumè: Frederik Ahlefeldts krønike om Chr. Den fjerde. Her fortælles både om kejserkrigen, torsten son krigen, Chr. D. 4`s svigersønner. Den Westfalske fred. Og Frederik d. 3`s ungdom og kroning. Krigsjournal Svenskekrigen 1957, Anders bille og Ulrik Christian Gyldenløve ; Der fortælles fra slaget ved Frederiks odde. Svenskernes Manøvre over isen. Roskilde freden. Københavns belejring: Svenskekongen Karl Gustav d. 10 ; at Gøre det af med lillebror. ‐ Ahlefeldts udmærkelse. Peder schumachers fortælling. Ophold i Frankrig. Hjemkomst. Frederik d 3. S magtovertagelse. Geheime konseils møde. Litteraturliste: Bekker – nielsen tønnes. Jensen, eric bernard. sørensen, Niels arne . Møller, Paul ulff. : Gads historiske Leksikon ( i Opslag ). Gads forlag. 2009 Henningsen , Karsten: Historisk atlas. Geografforlaget. 1998 Poulsen, Jens Aage : Det historiske overblik. Gyldendalske boghandel. 2007 Scocozza Benito og Jensen Grethe : Danmarkshistorien, afsnit ; På vej mod afgrunden. Jp og Politikens forlags hus As. 2007 Webkilder Wikipedia Nationalmuseets webside om stormen på København. http://www.bredalsparken.dk/~soren‐kretzschmer/sveriges_storste_feltherrer http://www.ostfynsmuseer.dk/ http://www.fredericiashistorie.dk Billedliste:
Peder Schumacher; Gyldendals billede bibliotek, kongeligt bibliotek Johann Philip Lemke: Karl X Gustavs march over Storebælt. Ahlefeldts partisan: Nationalmuseets billede arkiv Karl d ‐ 10 Gustav: Svensk maler . København under svenskernes storm i 1659. kobberstik Frederik Ahlefeldts krønike ” Ak og ve for gamle Danmark ”. Året er 1656 – jeg skriver disse linjer imens Danmark og kong frederik d. 3 ruster sig til endnu et opgør, Frederik vil føre sin faders krig – han vil et opgør og tiden er moden, Svenskerne er snublet og faldet i polen, vores underretninger siger os at nu er tiden moden til at slå tilbage efter ydmygelsen i 1645. I opgøret kaldet trediveårs krigen fra 1618 – 48 var kampen imellem nord og Sydeuropas protestanter og katolikker indædt og England og Frankrig så gerne at både Sverige og Danmark blandede sig og gik til kamp imod det tysk romerske kejserige . Danmark fejlede, Sverige førte kamp med mere held og vandt langsomt men sikkert magten og handelen i områderne omkring Østersøens kyster, i 1600 tallet havde svensken sandelig vokset sig stærk og Danmarks besiddelser i Sverige og norge svundet ind. Christian d. 4 var på Englands bud fejlagtigt gået imod det katolske ‐ tysk romerske kejserige i 1625 ‐ kejserkrigen. Christian var en modig og fremsynet mand, men da det kom til stykket og han kiggede sig bagud, var ingen af kampfællerne fra England, Nederlandene, eller de Protestantiske nordtyske fyrster fulgt efter ham, han stod alene. De tyske hærførere Tilly og Wallenstein havde skåret den danske hær i småstykker besat Slesvig, Lauenburg, Holsten. – for til sidst at plyndre hele Jylland. Christian d. 4 var bekymret for svenskernes magt over Østersøen, han satte sundtolden op og støttede Sveriges fjender, belært af krigene ville han anlægge en fæstning til værn af Jylland og for at beskytte overfarten iml. jylland og fyn. Der oprettes en halvcirkelformet ringvold, senere lyngsodde og bersodde og endelig i 1650 skriver fr. d. 3 under på de privilegier som fæstningsbyen – frederiksodde – nu Fredericia får, oprindeligt skulle denne nye by være en slags Danmarks nye stad i rigets midte ‐ med børs, slotsplads, havneanlæg. Det færdige anlæg er en vold på 4 km. Med tilhørende bastioner General Lennart Torstenson, den svenske djævel, overskred 1943 grænserne ved Slesvig og Holsten – uden nogen krigserklæring og besatte Jylland, Bers odde og siden Skåne . Rigs marsk Anders Bille tilbageerobrede dog Bers odde – da den svenske hovedstyrke kom fra Stockholm og skulle samle Torstensons tropper op og sejle dem til sjælland, kom de i kamp med Den danske krigsflåde ‐ Det var ved kolberger Rhed (havn) imellem Kielerfjord og Femern , Danskerne fik fanget svenskerne udfor fæstningen Christians pris, kanonerne tordnede igen og igen og
Kong Christian stod ved højen mast og ramtes af et skud, mistede højre øje, men kæmpede videre og vandt. Selvom svenskerne måtte flygte i flere omgange tabte Danmark endeligt til en svensk nederlandsk flåde i et søslag imellem Lolland og Femern . Ved freden i Brømsebro i 1645 havde Danmark sluppet billigt for sine udfald imod Tyskland og Sverige – afstås måtte Halland, nogen øer og en god bid af Nordsverige og altså Bremen og verden. Men i de efterfølgende år prøvede Christian atter at redde Danmarks økonomi ved at forhøje både sundtold og Elb told, langsomt skulle Danmark genopruste og genvinde det tabte. Frederik er stærk og fyrig. Kong Frederik den tredje styrer langsomt men sikkert Danmark imod krig. Jeg skælver ej ved tanken omend jeg frygter det værste ‐ Frederik var engang fyrste biskop af Bremen og Verden stift, disse dejlige grønne små hertugdømmer havde Danmark tabt til Sverige under trediveårskrigen Efter et ophold på Sorø akademi i 1624 vendte Frederik tilbage og Bremen /verden blev atter dansk i 1635. Fredrik var blevet meget lærd inden for teologi, naturvidenskaber, old kyndighed og statsret. Christian d 4. Døde 1648 , samme år som den Westfalske fred endte tredive års krigen ; Tysklands katolske kejser rige imod Europas reformerte protestanter. Kernen i freden blev en ny religions ret. Kejseren blev underlagt rigs stændernes rettigheder og de mange små hertugdømmer fik retten til selv at vælge egen religion. og i 1649 underskrev Christian den fjerdes søn Frederik d. 3 en meget hård håndfæstning (konge ret) , så hård at Danmark reelt var blevet et adels konstitutionelt kongedømme. Det magtfulde Rigsråd hvis ene fløj bestod af chr. D.4 s indflydelsesrige svigersønner – havde ville styrke deres position; kongen måtte ikke rejse udenlands, rigsrådet skulle godkende hvem han optog, rigsrådet måtte ved uenighed efter to forhandlinger forordne det de ønskede uden at konge kunne standse det. Men Frederik stod ikke alene, i denne svære stund tiltrådte hans mest loyale undergivne – vi som stod ved hans side, siden tiden som fyrstebiskop af Verden og Bremen, vi hans svorne rådgivere – og i særdeleshed jeg Claus von Ahlefeldt Vi rådede ham som vi bedst kunne til at slippe af med svigersønnerne . Amen Frederiks værste modstander var den forkætrede Corfitz uldfeldt, han havde sikret Danmark en alliance med Nederlandene under en rejse i 1649. I årene op til 1657 var Christian d4. s Svigersønnerne faldet i unåde og det lykkedes Frederik d.3 at Jage dem på porten, bogstaveligt talt, Frederik anede jo nok besked med de
Frederik d. 3
svigefulde svigersønner, under Uldfeldts diplomatiske rejse fratog kongen ham hans beføjelser ‐ lagde dem i stedet hos Københavns nyudnævnte statholder Gersdorf, fyrede Chr. von Pentz (Glyckstadts kommandant), Lensmanden på Bornholm Ebbe Ulfeldt. Hannibal Sehested, Norges statholder blev grundet økonomiske manipulationer med landets økonomiske bidrag til kongen frataget sin statholderstilling, gods og rige. Frederik havde ved sine loyale rådgiveres mellemkomst, stædighed og magtvilje demonstreret at han ikke ville tolerere adelens rænkespil og at han ville blive en stærk regent. Optakt til krig. Dominus providebit. Vendetta Til Magten i det mægtige svenske kongerige kom i 1654 den aggressive Karl 10. Gustav. Sverige besad i Nordtyskland ; for Pommern og Bremen/verden samt mange af randområderne i kystlandene omkring Østersøen. Sveriges udenrigspolitik var enten at klemme Danmark eller at sikre sine nordtyske besiddelser imod Polen og Rusland. Karl Gustav havde arvet de magtfulde og krigsvante svenske hære i nordtyskland efter Lennart Torstenson og var blevet veluddannet af samme krigsgeneral – Sverige skulle have stormagtsstatus og Polen skulle indlemmes i det Svenske stor rige . I 1954 erklærede Karl Gustav Polen krig og gik fra sejr til sejr i 1955 og da Warszawa til sidst vaklede og Polen var tæt på at overgive sig til svenskerne, skred Rusland, Østrig og Brandenburg ind og ved byen Lyck led svenskerne et stort nederlag – I Danmark gik meddelelsen op til Frederik om at; ”Svenskerne havde snublet, at de havde tabt pusten, at luften var gået ud af den mægtige Svenske hær og at Karl Gustav d. 10 den tykke guldfasan hang med næbbet.” Men Frederik var en nøgtern mand og han øjnede muligheden for en revanche imod svenskerne. 1. karl Gustav krig. Ingen i Danmark havde glemt de jâvla svenskere og nu i 1656 virker tiden moden til endnu et udfald imod arvefjenden. Nu ville Polen, Østrig og Rusland i forbund med danskerne. December 1656 . Rigsrådet har givet Frederik d.3 grønt lys og Danmark vil gå ind på Polens side i krigen mod Sverige. Men den Danske økonomi har længe været trængt og det får konsekvenser ‐ Juni 1657. Danmark erklærer Sverige Krig. Med to hære , en i Holsten, en i Skåne – en bonde soldat hær, dårligt udrustet på ca. 10 – 15.000 mand. Flåden og forsvarsværkerne i Jylland og Skåne er i en miserabel stand, Adelen bakker i ringe grad op om krigen. Formålet var at overfalde den svenske hær i nordtyskland. Karl Gustav, I byen lyck Højt til hest sidder en ældre tung mand, prægtig i guldbrokade og panser med bølger i håret om end det er ved at gråne lidt i kanterne. Hans øjne brænder, han er Karl Gustav d. 10. Kommandør, konge over Østersøen ‐ i fuldt panser på en krigshest ligeledes fuldt pansret, foran ham er den svenske hær opmarcheret .ca 75. 000 mand, han sporer hesten ridder frem og tilbage, vender hesten, sætter i galop og springer i et stort spring henover en feltkanon, han griber den svenske fane i flugten
og standser, stejler på hesten. Alle mand stirrer forundret på den rasende magtfulde skikkelse som svinger den svenske fane og da hesten rammer jorden igen, standser hesten, han retter sig op og råber ud over tropperne ” Jâg siger til er som âr samlet hâr – Vi har et nyt mål.Det âr Danmarck – vi vil én gång at alle vise dom Danskera vem det âr som bestemmar” stor jubel fra hæren.
Karl Gustav d.10
” Frederik den tredje, den liten – dansk svâgpissara , tror han kan udfordre oss. Nordens retmæssige kung…han skal få smaka vor makt !!! ” Jaaaa. Endnu større jubel. Anders Billes Journal. Året er 1657, dagen 1 oktober. Jeg hører rygter sydfra, rygter som taler om en mægtig svensk hær ‐ Holsten overgav sig og støtter nu svenskerne, mine spejdere siger at de røver og plyndrer hvor de når frem – men jeg er har hasteindkaldt bønder fra Vejle og prøve at forstærke Frederiks odde. Dagen er 16 Oktober. I dag ankom Resterne af Frederiks hær. 3000 mand og det samme antal vi l følge efter, vi har ikke hverken kvarter eller bespisning til soldaterne. Jeg frygter det værste efter at vi så spor efter fjendtlig aktivitet og rekognoscering omkring yderkanten af fæstningsværkerne – jeg har fordoblet vagten på volden og ved bastionerne. På Fyn siden står Ulrik Chr. Gyldenløve opmarcheret ved Ivernæs Dagen er 23 Oktober. PÅ lang afstand ser vi den mægtige svenske hær, hele rytter armeer og imod dem, denne fæstning, mit livs værk. Den kan modstå et direkte angreb mange dage, men vi er for få. Christian Ulrik Gyldenløves lejr ved Ivernæs Dato. 24 Oktober. Kl.12 Gyldenløve hører vagternes afrapportering i Ivernæs riddersal
Ankerstjerne: Jeg har set aktivitet på Jyllands siden og Karl Gustavs hær er knusende stor, de angreb i morges ved 5 tiden. Jeg så kamp ved voldene. Gyldenløve: er fæstningen intakt? Ankerstjerne: Nej ‐ de stormede palisade muren ved strandterrænet. ved 8 tiden brændte de den ned og bagefter de indre forsvars værker, de angreb i tre kolonner mod hver sin del af fæstningen. Da palisade muren faldt så vi den svenske rytter hær trænge soldaterne mod vandet, de blev slagtet, vandet var rødt. (med en trodsig mine) Gyldenløve: vil det sige at… Ankerstjerne ; Fredriks odde er faldet min herre.. (Ankerstjerne og de øvrige kigger ned i riddersalens flisegulv) Ankerstjerne; Men, Men …nogle hundrede mand satte over strædet ved Brandsø i morges , de ankom ved strib for få timer siden. (lyser op) Gyldenløve: godt ! ‐ hør så her , nu ingen vaklen !! I sender alt artilleriet ned til kysten, befæst stranden med volde og send til Odense efter ammunition. Her i loftskammeret på Ivernæs slot findes gamle armbryste, brug dem – send to ryttere mod Københafn med besked til min far om at Frederiks odde er faldet, at vi skal bruge forstærkning ‐ og at vi vil holde Ivernæs så længe det rækker. Send de ankomne fra Frederiks odde ned til armamentet (våbenlageret) og sørg bagefter for deres forplejning – de skal være tilbage på poster i morgen tidlig. Dato. 15 Januar. Gyldenløve inspicerer Ivernæs strand. Ankerstjerne ; Jordvolde og kanoner er på plads min herre – vi har fortificeret Ivernæs til tænderne – der har været træfning i dag Gyldenløve; ja? Ankerstjerne; svenskerne har lagt kvarter i Frederiks odde, de samler sig derovre, som om de venter på noget bestemt, de beskød strandterrænet i morges.. Gyldenløve; hmm – ja, derovrefra rækker deres kanoner ikke, ej helle vores . Det er bidende koldt kære gyldenløve, han tager kiggerten op for øjet – mon ikke de bliver ‐ har vi efterretninger om den svenske flåde ? Ankerstjerne; nej min herre, intet Gyldenløve; hmm, det er rigtigt som du siger, de samler sig og pakker sammen. Dato. 25 Januar. Gyldenløve inspicerer Ivernæs strand. Der er optræk til storm og frost i luften . Ankerstjerne; min herre – vi har trukket artilleriet tilbage til ivernæs borg og de få stillinger vi har, har vi samlet i skov terrænet. De vil gerne slå permanent lejr længere inde..
Gyldenløve kigger ud over det forfrosne Lillebælt, tager kiggerten op. På Jyllands siden er der ingen aktivitet, kun røgen som kommer fra fjendens lejr. ”Ankerstjerne. Sæt en post ud på isen. Ved aftenstide – der foregår noget derovre”. Om aftenen Gyldenløve hører vagternes afrapportering i Ivernæs riddersal. Ind kommer en mand klædt i hvidt med tunge snørestøvler, hvid hue og dækket til helt op til ansigtet af klæder, han løsner det fra ansigtet og siger; ”Peder Tuxen melder sig !” Gyldenløve; ja sig frem Tuxen; I starten så jeg ikke meget ‐ herre, men jeg lavede et lille læ telt da mørket blev til nat. Efter at have siddet under tæpper i 2 timer hørte jeg stemmer ude på isen, jeg så frem og i et svagt glimt så jeg genskæret fra en lille lygte. Jeg bevægede mig forsigtigt nærmere og kunne følge de to mænd på en strækning fem og tilbage langs med stranden – Gyldenløve vender sig Gyldenløve; det er som jeg tænkte, bælterne fryser til og de vil sætte artilleri og kanoner på isen og beskyde Ivernæs. Sig til mændene at de skal rykke artilleriet frem til skovbrynet og gøre klar til træfning. Dato. 29 Januar I borgens tårn ser Frederik ud over det frosne Lillebælt, samlet er de tre øverstbefalende. Gyldenløve: Mine herrer, Svenskerne vil over isen – det ser I, de har opmarcheret langs stranden, lad kanonerne beskyde dem på fremfærden, stil soldater til slag ved Togtet over isen_af Philip Johan Lemke Brandsø og træk dem så tilbage til Ivernæs by og borg. Forskans byen som bedst muligt – og kæmp ! Kanoner, ryttere og fodfolk træder over det frosne lillebælt om morgenen d. 30 Januar. Efter en hård kamp dagen igennem overgiver Ivernæs sig til sidst. I Odense fanges Gyldenløve et par dage efter.
”Nu, broor Friederich, skole wij tales medh på godh swänska”. (karl d. 10 gustav efter at have hørt nyheden om at Storebælt også var tilfrosset, fra sin kurèr, fæstningseksperten Erik Dahlberg ‐ som havde reddet hele vejen til Lange land). Ca 10.Februar. 1658 Den svenske hær stod I Tåstrup og Danskerne kunne ikke andet end at forhandle, enda med Corftitz uldfeldt… Karl Gustav havde satset alt på en lynkrig og vundet spillet, hans forhandlings position kunne ikke tænkes stærkerer, efter tre dage skrev Frederik d. 3 i Roskilde under på de knusende fredsbetingelser; ”Hans kongelige majestæt kong Karl 10. Gustav af det store svenske rige ønsker landområderne, Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm samt Bohus len og Trondheim len i Norge. En million rigsdaler i guldmønter, 12 udrustede orlogsfartøjer, 2000 veludrustede ryttere, 2000 veludrustede fodfolk, vor svenske tropper forbliver og skal brødfødes i danske kvarter, indtil datoen 8. maj anno 1658 for sikre vor rimelige fredsbetingelser. Det er vor mening at rigshofmester Corfitz Ulfeldt skal have alle sine poster og godser igen, samt hertug Friedrich 3. af Holsten‐Gottorp skal løses fra sit lens forhold til jer” I sandhed en bitter dag, tænkte Kong frederik efter at have gennemgået alle muligheder og alternativer – han havde rådført sig med sin nyudnævnte kommandant for københavns forsvar Claus von Ahlefeldt , joachim gersdoff, Ulrik Chr. Gyldenløve og andre ledende adelige, på under ti dage var svenske hæren gået fra Jylland til København og byen var ikke klar til at forsvare sig. Rigsrådet var slagent og havde ikke mange tilføjelser til de svenske fredsbetingelser. Frederik skrev under og dermed fik vi fred, den i eftertiden kaldte; Roskilde freden. efterfølgende holdt de førhen så stridende parter en tre dage lang fredsfest på Frederiksborg slot. Efter maj måned havde de svenske tropper endnu ikke rømmet Sjælland, de var i stedet trukket til Fyn og tilbage imod Frederiks odde, Karl Gustav ville gøre arbejdet i Polen færdigt, altså skulle hæren til nordtyskland og slå de Brandenburgsk Østrigske tropper. Men forhandlingerne om krigsskade erstatningerne med danskerne gik trægt, kun et enkelt orlogsfartøj havde de udleveret, 200 Nordjyske ryttere og en håndfuld landsknægte havde de stillet. Juli 1658 Karl Gustav sidder på Odense rådhus, indrettet som svensk kvarter med sine rådgivere Oxenstierna , Dahlberg og Wrangler. Karl Gustav : nâ, mine herrar – seg meg så ? vad skole vi gjøre ‐ Danskarne vil inte makke rett, mine tropper har jeg trukket til fyen – sig meg er mening. Oxenstierna: vi måste fôrt til Polen herre kunge, Glôm Danskarne..vort uptak er Polen – Det er det sandt store. Wrangler; jâg âr inte enig. Du måste få kriks skåde erstatningen hem, ellers har vi inte soldat nok for kriken i Polen.
Dahlberg; Vor efterretningar fra Kiøbenhafn seger at byen forskanser seg. Karl Gustav : (stort suk) jå, eg savner Svarige, min hem egn – kanske det er tidet at slutte. Vi har lømnat Poland och eg savnar det inte – men Dannemarck daremot… Dahlberg; vi måste ta Kiebenhafn då, Karl Gustav : jå – det måste vi, Det âr tid fôr oss , vi måste gjøre det helt av med lillebror!! Sât i værk alt dette. Oxenstierna; Men Herre kunge – vordan ? vi har inte mer ammunition, inte flera kanoner Wrangler – du går emot Elsigneore, ta Kronborgs kanoner och bring dom til Kiøbenhafn. Karl Gustav; Dahlberg – skaf mig kort over Byen, du måste också planere en plats for kvarter utenbys – vi kalder den Carls stad. Oxenstierna; ock Nederland… Karl Gustav: Vad met dem ? – vi har intet utestoende Oxenstierna; alliansen… Karl Gustav: Vi tager Kronborg og elsingeore och Kiøbenhafn ‐ och dâ måste Nederland lâgg told til oss. 2. karl Gustav krig Karl Gustav erklærede Danmark krig nok engang. Frederik afslog at flygte til Norge med de berømte ord, et citat fra Jobs bog: ”Den ædle fugl dør i sin rede – senere; jeg vil dø i min rede”. Han forskansede byen og mobiliserede alle kampduelige borgere. På det tidspunkt var indbyggertallet omkring 29.000, og der blev hvervet frivillige til kamptjeneste. Der blev indrulleret blandt andet 266 studerende, 115 kræmmersvende og 296 håndværkersvende. Den professionelle hær talte omkring 3000 mand sammen med 3500 mand i borgervæbningen (carl Bruun. 1901). Byens kommandant var Hans Schack, og han blev bistået af Ulrik Christian Gyldenløve, som kommanderede rytteriet, og Frederik Ahlefeldt, som kommanderede fodfolket. Karl Gustav landede med sine tropper i Korsør. Wrangler tog 5000 mand til Sjællands sidste borg på Danske hænder, Kronborg og Helsingør overgav sig uden kamp – men det gjorde København ikke. Den 12. august 1658 nåede Karl 10. Gustav og hans hær København, Snart lå svenske hæren i en jernring om byens lave volde og de slog lejr ved Brønshøj , i stedet for at angribe byen med det samme. I stedet erobredes de ydre forsvarsværker trods beskydning fra voldene, og byen var nu omringet. Hermed startede den 6 måneder lange belejring af København. Efterretningerne gik at Nederlandene ville undsætte danskerne og overholde deres aftale fra `49. De sendte 40 skibe og 8000 mand som sejlede ind mod Øresund – de
mødte Karl Gustavs stærke flåde på 45 skibe ‐ Den 29. oktober 1658 , efter 6 timers kamp overmandede den nederlandske hjælpeflåde den svenske flåde og tvang sig igennem spærringen ved Kronborg Slot og kunne sejle videre ned til København med deres forsyninger og de blev modtaget af jublende københavnere.. Dette var et stort nederlag for svenskerne, men de fortsatte dog belejringen og trak deres hovedlejr lidt væk til bakkerne ved Brønshøj. Her opstod en veritabel befæstet by Carlstad. Fordi Karl Gustav havde tøvet, og fordi Østrig og Brandenburg var Danmarks allierede rykkede disse i November 1658 op i Jylland og besejrede hurtigt den anden halvdel af svenske hæren som var blevet tilbage – Bornholm og Norge befriede sig selv.Det var igen blevet til vinter 48/49, Nu satsede Svenskerne alt på en storm på københavns volde. Dahlberg og andre spioner havde udset sig fortifikationens svageste punkt. Slotsholmen – dengang et udsat punkt med svage mure og lave volde som isen nu havde banet vej frem til, men deres angrebsplan var blevet afsløret af den danske modspionage, Danskerne vidste at svenskernes plan var at angribe over havet ved Kalveboderne, og altså indtage slotsholmen – de brød dagligt isen op og hakkede vågerne større for at forhindre flere svenske angreb over isen. Først kom et afledningsangreb ved Christianshavn og slotsholmen d. 9 februar. Og natten efter hoved angrebet på slotsholmen. Svenskerne mistede en stormstige i første omgang og da danskerne så kendte stormstigernes længde brød de vågerne i isen op så det nøjagtigt blev svært at forcere isen , komme op på volden og storme befæstningerne. Natten til den 11/12 februar, var Det københavnske forsvar forberedt og våben, krudt og mandskab var på plads langs hele volden, der blev kæmpet over en bred front. Svenskernes stormtropper i hvidt camouflagetøj, sneg sig frem i ly af natten – ”de har selv iført sig deres egne ligklæder ”som kommandanten på Chr. Havn noterede sig. Det blev katastrofalt og nedskydningen kunne begynde. Ahlefeldt og stormen. Det var en frostklar nat og vi vidste de ville komme, nu var tiden inde. Men de havde valgt forkert og isen var ikke sikker mere ‐ Bøssernes hvinende skud og kanoners torden var som helvedes forgård tænkte Claus von Ahlefeldt, han stod bag voldene på brystværnet ved hjørne bastionen nær Vartov, der hvor Stormgade ligger i dag. som ved en løngang dvs. overmuret vej forbandt med slotsholmen. Han ladede sin bøsse igen, først krudthornet, så kuglen og stoppede den så omhyggeligt , han havde udset sig en gruppe som med stormstiger var nået frem til de lave volde inden bastionen – de var på vej i løb ind over terrænet og hen mod bastionens brystværn, han var som officer fremskudt og hans mænd lå bagved, han så op mod murene og deroppe vinkede hans undergivne, de skød løs, og signalerede pludselig at der var svenskere på volden. Ahlefeldt smed sin bøsse, greb bag sig efter sin partisan. Den er lang og skarp og med den kan jeg holde dem fra Livet, tænkte han – et øjeblik efter rundede han bakke toppen idet en svensk soldat stod foran ham, svenskeren så ham ikke i krudtrøgens tåger og han vendte siden til et kort øjeblik og vinkede med et triumferende råb sine landsmænd fremad , men i Ahlefeldts partisan dette øjeblik trådte Ahlefeldt et par skridt frem og stak med partisanen et dybt stød i mandens bryst, svenskeren var let beskyttet med en læder vest med
brystplade, partisanen fældede ham – På muren blev der helt stille, skuddene hørte op et kort øjeblik, med det gamle paradespyd havde Claus von Ahlefeldt budt svensken trods og ingen svensker satte derefter foden på bastionerne. Svenskens Angreb fejlede, såvel som det andet angreb på Østervold. Københavns belejring fortsatte dog længe efter stormen , efterfølgende hjalp stormagterne Frankrig, Nederlandene, England med at rydde Jylland og fyn for svenske troppe og året efter døde den mægtige Karl Gustav i Gøteborg angiveligt af sygdom efter sår fra krigen. – hermed sluttede Københavns belejring – svenskerne havde tabt og freden i København underskrevet. Men Danmark tabte dog for altid områderne øst for storbælt (undtagen Bornholm) 1659. Den unge Peter schuhmacher i Frankrig, ved louis d.14 s hof med vennen Johan falkenstjerne (adelig). Brev fra Versailles, dateret 25 Marts.1659. Attendent; Peter schumacher Je tu ecris mon ami ‐ for at fortælle dig om de seneste begivenheder som er indtruffet. Hans straalende Maiestaet Louis le grand d. 14 ende af Frankrig har i anledning af Hans datters ægteskab med ærkehertugen af Bourgogne besluttet at holde taffel og efterfølgende gæstebud i 14 dage derefter. Kongen bad mig invitere min højtbegavede ven og han lod mig forstå at du nyligen er blevet tilbudt en højere stilling ? Festen er i mai måned. Jeg haaber at du vil gøre mig a compagnie i disse uger – da jeg surtout, efterhaanden savner en følgesved der som du også taler den nordiske tunge. Jeg har været ved hoffet som officer en garde i snart 1 år og det er spectaculaire – les fetes grandieuse og jeg haaber snart at stige i graderne i betragtning af min slægts udmærkelse. progression !! Jeg venter dig til maj, når dine eksamener a complit, au revoir mon ami. Johan Falkenstjerne Peter schumacher læste brevet fra sin ven, der som adelig var givet ansættelse ved hoffet førend de tog mod Paris 1 år tidligere, han havde selv, som søn af en velhavende vinhandler, fået en ansættelse som skriver ved universitets kancelliet og modtog undervisning i retorik og filosofi. Han skridtede hen over trægulvet i sit kvistværelse og stillede sig ved det diminutive vindue . han så ud af vinduet og strålerne ramte ham på en sollys dag i foråret 1657 nede i baggården legede børn, Peter så ned på de dem i gårdens halvmørke og tænkte på om de også en dag ville få del i solkongen Ludvig den 14 endes strålende varme. og i baggrunden over tagene kunne skimtes Seinefloden omgivet af enge og træer. Paris voksede og mange steder tog byggeriet form og nye kvarterer og gader rejste sig. Men Byen tiltrak alle slags mennesker og mange steder i byen var det farligt at færdes efter solnedgang. Byens fattige og løsarbejderne blev der flere og flere af og Paris oplevede i disse tider som ofte før massive protester og demonstrationer for reformer og forbedringer for de fattige og arbejderne – På Versailles sad solkongen Ludvig d 14 ende og han havde egenhændigt magten, ”l etat ‐ ce moi” sagde han. Det var nyt at kongen i egen
person var guds stedfortræder på jord og adelen fortrængt fra den politiske magt, det var uhørt. Men Peter havde mødt denne konge og han strålede af visdom og godhed og fra ham udgik så sandelig nok det gode, sande og skønne. Peter var efter et års hårdt slid i universitets kancelliet blevet tilbudt et professorat i statskundskab ved Sorbonne, Han havde takket nej ‐ han greb en gaasefjers pen og spidsede den rutineret, dyppede og skrev; Kaere Johan Falkenstrjene Du ved at jeg hellere end gerne vil bort fra Paris brolagte gader og mit lille hummer på Montmartre og komme til højbords på Versailles hos den straalende maiestaet. Men min hr. fader ‐ Wolfgang har kaldt mig hjem. Som jeg fortalte dig sidst så har Danmark været i krig mod svensken og Kiøbenhafn været belejret i vinteren. Men kjøbenhavnerne barrikaderede byen og Kongen blev i byen og sammen har de overvundet belejringen!! Min faders vingård er brændt og han har søgt krigsskade erstatning og bedt mig hjælpe med genopbygning af gården – jeg har sagt mit lejemaal op her, pr. 1. April og drager mod Kiøbenhafn efterfølgende. Kom tilbage til Danmark når du er løst fra hoffet til sommer. Din ven. Peter Schumacher. 1660. et imponerende skue… Det var en sand fest dag, på himlen tegnede sig rullende grå skyer og i Københavns gader genlød musikken fra gardens liv regiment. Sækkepiber, trommer og trompeter forkyndte at på denne dag skulle noget særligt ske. Wolfgang og Peter Schuhmacher var klædt i standens fineste tøj og de var kørt i en karet fra vingårdsstæde ned til gammel strand, på afstand kunne de se slotsholmen fyldes af borgere, adelige, soldater og musikkorps, trommer, faner og den spektakulære triple bredde kongelige røde løber som var rullet ud fra borgens porte og ud til en stor tribune foran børstorvet. – der var flere soldater end normalt ved en så festlig lejlighed, vagten ved byens porte fordoblet og lejetropper forstærkede den kongelige garde. De adelige stod i samlet geled men det var tydeligt at de vigtigste standarter for de fremmeste adels slægter manglede. I stedet var der fyldt op med købmænd og hoffolk. Wolfgang sad rank op og ned og betragtede skuet , tog den bredskyggede hat med fjerbuske af imens han rynkede panden og sagde til sin søn; peter ‐ som handelsmand og deputeret i det kongelige toldkammer har jeg erhvervet familien rettighed til en plads blandt byens prominente borgere, vi skal stå for foden af tribunen – men på tribunerne skal Ulfeldt, gyldenløverne og Brahe stå – Vores nye konge Frederik d 3. Har strammet grebet om adelen, men de er fortsat hans foretrukne ved parader og festdage og har dog beholdt nogen af deres gamle privilegier. ”Jeg var med til stændermødet min søn” sagde han og kiggede lige på Peter. Peter kiggede op og sagde; hr fader. Jeg har hjulpet dig på bedste vis her i København, på vingaarden i et halvaar, jeg længes efter Versailles og Paris , København er en lille beskidt og provensiel by, landet er forgældet og har mistet sine svenske og norske besiddelser..der er vel ikke noget for mig at blive her efter ‐ og..Wolfgang sank tilbage i sædet og kiggede vredt på sin søn” undskyld hr. Fader, jeg mener ‐ vi må se tiden an” . Wolfgang; Peter, der er nye tider på vej, mærk dig mine ord, det bliver købmændene som bliver kongens privilegerede, og ikke adelen
– de steg ud af kareten og fulgtes at to tjenere ind i vrimlen af mennesker, der blev gjort plads omkring dem og Wolfgang hilste til højre og venstre. Omside r kunne de stille sig blandt de rigeste købmænd foran tribunen og fra slottes porte kom nu Frederik d3. Kronen og rigsæblet blev ham givet og da biskop hans svane kunne indstifte ham som enevoldig arve ret herre og konge til Danmark spredtes skyerne og en gylden stråle af overjordisk lys ramte den nye konge som hermed var og blev indstiftet i sit hverv af gud. Der gik et jubelskrig igennem folkemassen, Peter faldt på knæ og han lod sig rive med af jubelen som ingen ende ville tage. Fredericus solo rex divinum luxi lød råbet ; Frederik konge , lysets guddomelige herre !! festen varede i tre dage og Wolfgang og Peter deltog i alle festligheder som deres stand påbød dem det. 1662. Rigsarkivets have Peter går ned mod flådehavnen og rigsarkivet, den mægtige bygning er nybygget og flot og Peter kommer tit både inde og ude på rigsarkivet. Vinimporten er støt stigende og faderens vingård har gjort familien velhavende og vel renommeret – Peter kan efterhånden løsrive sig fra faderens gård og han har søgt foretræde ved hoffet nogen gange uden held. Peter har et ærinde på rigsarkivet, det gælder en matrikel optegnelse i latiner kvarteret – han hører med eet klapren som af heste, en karet kører ind på det lille torv og ud stiger Frederik d. 3 med et lille følge af skrivere og klerke. Frederik dikterer i koncentreret tonefald til sin assistent og inden længe møder rigsarkivets protokolfører i gården, de fører samtale og det gøres bekendt at Frederik søger information om en vis fransk filosof Med forlov deres majestæt siger Peter og bukker dybt. Frederik kigger forundret på den unge Peter schumacher/griffenfeld mand, som går fornemt klædt – ligner en adelsmand og imens Peter Forklarer at den franske filosof, det var hans læremester i Sorbonne og han har skrevet to vigtige bøger om Forfatningsret. Imponerer Peter kongen med sit vid og sin begavelse ‐ efter at Frederik har spurgt Peter til hans herkomst og erhverv Siger han; ” hr. Schumacher, de kommer i min tjeneste – jeg har brug for folk med deres udsyn ” . 1663. Peter ansættes hos kongen – møde om kongeloven. M. Ahlefeldt og Gyldenløve. På Christiansborg står Peter Schumacher ved det stor trefløjede panoramavindue og kigger ned på slot holmens skibe som lastes og sejler bort . Han er blevet ansat som
rigsarkivar og kongens betroede bibliotekar. Omkring ham er guld, fløjl, sildebensparket ‐ han er iført en hof arkivars enkle men fornemme brokade dragt og han har nået det meste af dagens korrespondance, rådført sig med de ledende folk i Kancelli kollegierne – kongens vilje og akt er blevet forhandlet og fremført på bedste vis dagen igennem. Ind kommer H.M Frederik d 3. Omgivet af sine to gamle rådgivere Ahlefeldt og Gyldenløve. Frederik siger. Mine herrer. Ahlefeldt og Gyldenløve – I to er mine fremmeste rådgivere og du Peter min betroede hof arkivar ‐ Jeg skal have fuldført og ned skrevet kongeloven og i den skal stå mangt og meget som angår landets drift og lovgivning. Men hvad passer sig for en sådan opgave; Gyldenløve ; i en sådan lov bør de måske tilbageføre nogen privilegier til adelen og give godsejerne friere hænder i deres omgang med fæstebønderne – Hoveriet burde måske forlænges med 3 uger om året for at sikre godsejerne bedre indtægter og sikre at de kan stille soldater til leding. Forsvaret af Danmark vil fortsat afhænge af adelen og godsejernes vilje til at stille soldater. Ahlefeldt; De bør i øvrigt opruste og tilbageerobre skånelandet , de bør beskatte Københavns borgere og Købmandsstanden hårdere og inddrage handelsflåden til krigs førsel i stedet. Det er vigtigt at fastholde handlekraft og magtvilje – I loven bør den nye tyske landadel tilstås betydelige privilegier – det vil styrke tyske kancelli og vores interesser sydpå – vi bør indgå i en tydelig alliance med Preussen. Peter Schumacher; Jeg er ikke helt enig med d. Herrer Gyldenløve og Ahlefeldt. Københavns forsvar bør i fremtiden bestå af en værnepligtig hær, Københavns forsvar med bastionerne og kastellet repareres og udbygges. Den faste garnison vil vokse hvorfor arealer på Østerbro vil kunne inddrages. Jeg mener ikke at Danmark skal ruste til erobring, men styrke handelsflåden . evt ved oprettelse af kolonier i Vestindien og ved Afrikas Vestkyst. Derfor bør vi styrke båndene til de nederlandske Byer i særdeleshed Amsterdam. Jeg mener at der er brug for i kongeloven at se på jord og landbrugsreformer og inddrage mere jord fra både adelen og kirken. Disse stænder bør ikke tilgodeses frem for bønder, borgere og soldater – adelen bør tilskyndes til omlægning i enten kommerce eller landbrugs sektoren frem for militæret. Endelig mener jeg at Kancelli kollegiet bør styrkes at universitetet skal have embedseksamener i alle fag og et nyt stort kongeligt bibliotek skal bygges ved flådehavnen. Frederik d 3. rynker panden , rejser sig op og går med tunge skridt rundt om bordet; nuvel mine herrer – nu har jeg hørt jeres mening og jeg vil rådføre mig yderligere på Kancellierne.. de kan træde af – Schumacher, Ahlefeldt og Gyldenløve rejser sig , bukker dybt og bakker hen imod døren. De er nu næsten ude – da Frederik vender sig og siger; Peter, du bliver – vi har drøftelser at gøre om dagens forordninger og skrivelser. Peter smiler, nikker. Javel deres majestæt. og træder ind i varmen igen.