SENGETID

Kunstmuseet i Tønder 09/06/23-07/01/24

I udstillingen Sengetid bliver kunstnerne Adam Christensen og Ursula Reuter Christiansen sat i stævne.

Medkurator til udstillingen Mai

Dengsøe har talt med Adam Christensen om hans første møde med Ursula Reuter Christiansen og om hans værker.

Christensen: Min barndomsveninde ringede til mig [Red. i år 2000] og var helt oppe at køre; for nu var der kommet rigtig kunst til Vejen. Det var Ursula. Nu blev der ikke kun vist gamle ting og sager! Her var vildskab, maleri og feministisk historie. Så det var enormt spændende. Især den måde hun havde valgt at lave udstillingen på, hvor hun proppede ALT IND. Der var så sindssygt meget, og man kunne bare blive ved og ved og ved. Derudover aktiverede hun også nogle rum, som aldrig var blevet brugt før; rum der som regel blev brugt til undervisning og formidling. Her proppede hun også en masse ting ind og hang sine malerier op i børneværkstedet, hvor de så hang ved siden af nogle cute plakater. Sammen med hendes aggressive billeder! De glinsede som diamanter, fordi der var sand i pigmentet. Et motiv af to identiske kvinder var som et kys med blod. Jeg havde natarbejde på margarinefabrikken dengang, men jeg tror, at jeg tog ned på museet hver dag.

I store dele i udstillingen bruger Adam Christensen gardiner i sine værker som en membran mellem det private og offentlige rum.

Christensen: Jeg har før arbejdet med at skabe hemmelige rum, som folk kunne komme med ind i, hvis de havde lyst. Men der var virkelig aldrig nogen, som turde gå med mig, for det var jo mit private rum, hvor jeg sad og lagde sminke på. Det var kun, hvis jeg hev dem med derind, at de fulgte med. Men så blev det pludselig meget performativt. Hvilket det ofte gør, når man forsøger at lave kunstrummet om til et intimt og hjemligt rum. I mine værker ønsker jeg at være inkluderende, men det er klart, at det private rum også kan virke ekskluderende.

I udstillingen kan man opleve videoværket Under hypnose (2020), som Museum Sønderjylland har erhvervet til samlingen. Hvad er det særlige, som videokunst kan?

Christensen: Nogle synes videokunst er anstrengende, fordi det kræver, at man sidder længe og følger med. Det elsker jeg. I videokunstens mørke rum kan man forsvinde ind i historien. Nogle gange har jeg brug for at forsvinde, og det kan være svært. Men i de mørke videorum kan man netop det. Derfor kan jeg bedst lide at installere mine film ved at bruge gardiner, hvor man skaber en indramning og installation. Jeg foretrækker at vise filmen på en tv-skærm, så lyden flyder ind i rummene og bliver en del af alle de andre værker og hele oplevelsen for stedets gæster. Med skærme bliver værket mere konkret og fysisk.

Adam Christensen

Født 1979 i England (opvokset i Vejen)

Bor i dag i et kunstnerkollektiv i London