1 minute read
Life is Live
Musikken skaber stærke følelser og tænder gnisten, der gør os til mennesker. Liveoplevelsen giver os noget, vi kan dele. Den vækker vores hjerne, så neuro -transmitterne står på stilke og sender hormonel lykke rundt i kroppen. Når rytmen kan mærkes i mellemgulvet, gåsehuden breder sig og tårerne presser sig på, tændes gnisten i os. Det er musikkens sande kraft.
Studier på Aalborg Universitet har vist, at mennesker, der går regelmæssigt til koncert, føler sig sundere end andre. I London har forskere påvist, at vores velvære og selvværd stiger markant, når vi går til koncert, og at vi knytter tættere bånd til de mennesker, der omgiver os. Musikkens fællesskab gør os til gladere og sundere mennesker.
Musikken er en central del af Musikhusets DNA. Den er indlejret i vores navn, og den er den røde tråd i vores program. Musikken er for alle, og hvad enten du er 6 eller 96, kan du finde spændende arrangementer, der passer lige til dig. Der er koncerter, der koster – og masser, der er gratis. Fælles for dem alle er, at de øger dit livs kvalitet. For det er, når vi sidder skulder ved skulder i salen og er ansigt til ansigt med kunstneren på scenen, at den levende kunst folder sit fulde potentiale ud. Uden dig og alle vores gæster er kunsten halv – for det er først når salen sitrer, at magien opstår. Live og realtime. Uden filter og forsinkelse. Det er det, vi kalder Life is Live.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Jan Christensen, adm. direktør