1 minute read
Da Ole og Jørgen fandt guldskatten
Det kunne være gået helt galt. Ole var tæt på at smide danmarkshistoriens vildeste guldskat i skraldespanden. Se den i Nationalmuseets nye særudstilling ‘Jagten på Danmarkshistorien’.
Det hele begynder på Jørgen Antonsens golde mark i Vindelev tæt på Jelling. Jørgens gamle skolekammerat Ole Schytz er kommet på besøg med sin nye metaldetektor, og sammen går de ud på marken. Efter kort tid bipper metaldetektoren. Der dukker noget gammelt metal op af jorden. Ole smider det i skrotposen, men så bipper det igen. Og igen. Og igen. Guldet vælter op af jorden.
Advertisement
Ole Schytz og Jørgen Antonsen har fundet selveste Vindelevskatten. En af danmarkshistoriens hidtil største, rigeste og flotteste guldskatte, der nu ser dagens lys efter 1500 år i den danske muld.
703 g guld
De fleste af de gulddimser, Ole og Jørgen finder på marken den kolde decemberdag i 2020, er såkaldte brakteater - runde amuletlignende medaljoner. Det helt usædvanlige ved lige netop de her brakteater er størrelsen. De er lige så store som underkopper. Nogle af genstandene har motiver og runeinskriptioner, der måske henviser til datidens herskere, men som også ifølge nogle af de forskere, der indtil nu har haft mulighed for at undersøge skatten, leder tankerne hen på den nordiske mytologi og guden Odin. Og måske vil de nærmere undersøgelser af Vindelevskatten give anledning til omskrivning af dele af danmarkshistorien.
Bemærk: Vi har særrundvisninger med danefæeksperter og amatørarkæologer. Se mere på side 40.