Kapitel 12—Bøn og Vækkelse

Vækkelse vil kun komme som svar på bøn En genoplivelse af sand gudsfrygt er det største og mest påtrængende af alle vore behov. At søge dette burde være vor første opgave. Der må udfoldes alvorlige anstrengelser for at få Herrens velsignelse ikke fordi Gud ikke er villig til at velsigne os, men fordi vi ikke er forberedt til at tage imod hans velsignelse. Vor himmelskeFaderer merevilligtilatgivesinHelligåndtildem,derbederomden,endjordiske forældre er til at give deres børn gode gaver. Men det er vor opgave ved bekendelse, ydmygelse, omvendelse og alvorlig bøn at opfylde de betingelser, som Gud stiller for at give os sine velsignelser. Vækkelse kan kun ventes som svar på bøn. 1SM 121 (1887). {DSSIDSD 188.1}. (Selected Messages 1:121.)

Gud må tilbedes i ånd og i sandhed. ingen anden tilbedelse vil han acceptere. I dag er der brug for vækkelse i den sande hjertereligion, som det gamle Israel erfarede. Ligesom dem behøver vi at frembringe frugterne til anger, - bortlægge vore synder, rense hjertets smudsige tempel så Jesus kan regere inden i. Der er behov for bøn, inderlig, vedholdende bøn. Vor Frelser har givet dyrebare løfter til den, der virkelig angerfuldt beder. En sådan skal ikke søge ham forgæves. Gennem sit eksempel har han også lært os bønnens nødvendighed. Himlens Majestæt tilbragte ofte hele natten alene i samvær med Gud. Hvis verdens Frelser ikke var for ren, for vis eller for hellig til at søge hjælp hos Gud, så har svage, fejlende og dødelige mennesker helt sikkert ethvert behov for den guddommelige hjælp. Enhver sand kristen vil med anger og tro ofte søge “nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. (The Signs of the Times, January 26, 1882

Bøn bringer os i forbindelse med Gud Men hvis vi kommer til Gud og føler os hjælpeløse og afhængige, hvilket vi virkelig er, og i ydmyg, tillidsfuld tro gør vores behov klart for ham, hvis visdom er uendelig, som ser alt i det skabte og som regerer over alt ved sin vilje og ord, kan og vil han tage sig af vores råb og lade lys skinne ind i vores hjerter. Gennem oprigtig bøn bliver vi bragt i forbindelse med Den Eviges sind. Måske har vi ikke på det tidspunkt noget overvældende bevis for, at frelserens ansigt er bøjet over os i medfølelse og kærlighed, men det er faktisk tilfældet. Vi mærker måske ikke hans synlige berøring, men hans hånd er på os i kærlighed og medfølende ømhed. {VTK 106.1}. (Steps to Christ, 97.)

Vores bønner stiger op til himlen fugtige af Kristi rensende blod Gudstjenesten, bønnerne, lovsangen og den angerfyldte syndsbekendelse stiger op fra de sande troende ligesom røgelse til den himmelske helligdom; men ledet igennem menneskehedens fordærvende kanaler, er de så besmittede at, medmindre de renses med blod, kan de aldrig have nogen værdi for Gud. De opstiger ikke i pletfri renhed, og medmindre Mellemmanden, som er ved Guds højre hånd, præsenterer og renser alle med sin retfærdighed, er de ikke antagelige for Gud. Al røgelse fra jordiske tabernakler må vædes med Kristi rensende blod. Han bærer røgelseskaret med hans egne fortjenester helt uden plet eller jordisk fordærv, frem for Faderen. I sit røgelseskar samler han sit folks bønner, lovsang og bekendelser og han tillægger (dem) sin egne pletfri retfærdighed. Sammen med vellugten af Kristi forsoning, stiger røgelsen op og antages helt og fuldt af Gud. Derefter gengældes de med nådefulde bønnesvar (Selected Messages 1:344.)

I bøn fornemmer vi Jesu nærvær –Hvis vi stadig har Herren for øje og opløfter vort hjerte i taksigelse og lovprisning til ham, vil vort åndelige liv altid være levende og virksomt. Vore bønner vil forme sig som en samtale med Gud, ligesom vi ville tale med en ven. Han vil åbenbare sine hemmeligheder for os personligt, og vi vil ofte have en herlig og glad fornemmelse af Jesu nærhed. Vore hjerter vil ofte brænde i os, når han drager nær for at samtale med os. (Christ’s Object Lessons, 129.)

Helligånden kom i pinsen som svar på bøn Ånden kom over de ventende, bedende disciple med en fylde, som nåede ind til hvert eneste hjerte. Den evige Gud åbenbarede sig i sinvældeforsinmenighed.Detvarligesomomdennekraftgennemtidernevarholdtitømme, og nu frydedes Himmelen ved at være i stand til at udøse nådens Ånds rigdomme over menigheden. Og under indflydelse af Åndens kraft blandedes omvendelsens og bekendelsens ord med lovsange for syndernes forladelse. Hele Himmelen bøjede sig ned for at se og tilbede den uendelige, ufattelige kærligheds visdom. Ude af sig selv af undren udbrød apostlene: „Dette er kærligheden.“ De tilegnede sig gaven! Og hvad skete der så? Åndens sværd, der netopvarslebetvedkraftenogbadetiHimmelenslyn,huggedesigvejfremgennemvantroen. På en eneste dag blev tusinder omvendt. {ME 25.5}. (The Acts of the Apostles, 38.)

Vi bør bede for Helligånden, ligesom disciplene gjorde i pinsen Hjertet må tømmes for enhver besmittelse og renses så Ånden kan bo der. Det var ved syndens bekendelse og forladelse, ved alvorlig bøn og indvielse af dem selv til Gud, at de første disciple beredte sig for Helligåndens udgydelse på Pinsefestens dag. Det samme arbejde, bare i større grad, må ske nu.

Det var Gud der begyndte værket, og han vil afslutte hans værk, og gøre mennesket fuldendt i Jesus Kristus. Men der må ikke være nogen ligegyldighed med nåden fra tidligregnen. Kun dem som lever op til det lys de har vil modtage større lys. Med mindre vi daglig går frem i de aktive kristne dyder, kan vi ikke erkende Helligåndens tilkendegivelser i sildigregnen. Den kan falde på hjerterne omkring os, men vi vil ikke kunne se den eller få den....

Guddommelignådebehøvesvedbegyndelsen, guddommelignådetilethvertskridtfremad, og guddommelig nåde alene kan fuldende værket. Der er ingen tid for os at hvile i en ligegyldig holdning. Vi må aldrig glemme Kristi advarsler, »så I kan bede [altid].« »våg og bed til enhver tid,« En forbindelse med den guddommelige virksomhed på ethvert øjeblik er afgørende for vor fremgang. Vi kan have haft et mål af Guds Ånd, men ved bøn og tro skal vi heletidensøge mereaf Ånden. Den vilaldrig stoppevorbestræbelser. Hvisvi ikke går fremad, hvis vi ikke sætter os selv i en stilling så vi modtager både tidlig og sildig regnen, vil vi miste vore sjæle, og ansvaret vil ligge ved vor egen dør. (Testimonies to Ministers and Gospel Workers, 507, 508.)

We should pray as earnestly for the descent of the Holy Spirit as the disciples prayed on the day of Pentecost. If they needed it at that time, we need it more today.

Without the Spirit and power of God, it will be in vain that we labor to present the truth. (Australasian) Union Conference Record, April 1, 1898.)

GørkravpåÅndensløftevedtro Ånden er kun til dem, der i ydmyghed venter på Gud og søger hans vejledning og nåde. De skal bede og være modtagelige. Hvis man i tro beder om den lovede velsignelse, får man alt, hvad man er i stand til at modtage. {JL 490.1}. (The Desire of Ages, 672.)

Bed for den sidste regn Derfor bør vi ikke være efterladne i bøn. Vi skal ikke stole på den almindelige forudseenheds gerning. Vi må bede om Gud vil tage seglet af kildespringet for livets vand. Og vi må selv tage imod livets vand. Lad os, med sønderknust hjerte, bede, i sildigregnens tid, at nådens regn kan falde over os. Ved ethvert møde vi følger burde vore bønner stige op, om Gud i netop denne tid vil tildele varme og fugt til vore sjæle. Som vi søgerGudforHelligånden,vil den virke i osi sindets sagtmodighed, og ydmyghed, en bevidst afhængighed af Gud for den fuldbyrdende sildigregn. Hvis vi beder efter velsignelsen i tro, skal vi modtage den som Gud har lovet. (Testimonies to Ministers and Gospel Workers, 508.)

Vær brændende i bøn og i Helligåndens kraft Hvad vi behøver er Guds Helligånds fremskyndende påvirkning. »Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre.«Beduden ophør, og vågvedarbejde ioverensstemmelse medjeresbønner. Idet I beder, tro og stol på Gud. Det er sildigregnens tid, hvor Herren i stor udstrækning vil give hans af hans Ånd. Vær brændende i bøn og våg i Ånden. Til videre studium: Det er et godt land, Norsk, Side 20-22, 203-206 (Testimonies to Ministers and Gospel Workers, 512.)

Satan frygter Guds folk, der beder om Helligånden Der er intet, Satan frygter så meget for, som at Guds folk skal berede sig, ved at bortfjerne enhver hindring, så at Herren kan udgyde sin Ånd over en vansmægtende menighed, og en ubodfærdig forsamling. Hvis Satan fik sin vilje, skulle der aldrig ske nogen vækkelse, stor eller lille, så længe tiden varer. Men vi er ikke uvidende om hans planer. Det er muligt at stå imod hans magt. Når vejen er beredt for Guds Ånd, vil velsignelsen komme. Satan kan ikke hindre velsignelsens strømme fra at nedflyde over Guds folk, mere end han kan lukke himlens vinduer, så at regn ikke falder på jorden. Onde mennesker og djævle kan ikke hindre Guds værk eller udelukke hans nærværelse fra hans folks forsamlinger, hvis de med ydmyge, bodfærdige hjerter bekender og afstår fra deres synder og i tro påberåber sig hans løfter. Review and Herald, 22. Marts 1887. {BTU 73.2}. (Selected Messages 1:124.)

Ånden ledsager enhver oprigtig bøn Religion kan ikke indskrænkes til ydre former og ceremonier. Den religion, der kommer fra Gud, er den eneste religion, der kan føre til Gud. For at kunne tjene ham på rette måde må vi fødes af Guds Ånd. Det vil rense hjertet, forny sindet og give os fornyet evne til at kende og elske Gud. Det vil få os til villigt at adlyde alle hans krav. Sådan er sand gudsdyrkelse. Frugten af Helligåndens virke i os. Ved Helligånden bliver enhver oprigtig bøn til, og en sådan bøn har Guds velbehag. Hvor som helst et menneske rækker hånden ud efter Gud, åbenbarer Åndens gerning sig, og Gud vil åbenbare sig for mennesket. Det er sådanne tilbedere, han søger. Han venter på at tage imod dem og gøre dem til sine sønner og døtre. {JL 124.5}. (The Desire of Ages, 189.)

Bøn uden alvorlig aktivitet for andre fører til formalisme Gud forventer ikke, at nogen af os skal være eneboere eller munke eller trække os tilbage fra verden for at vie os selv til andagt og bøn. Livet må være som Kristi liv mellem bjerget og folkemængden. Den, som ikke gør andet end at bede, vil hurtigt holde op med at bede, eller hans bønner vil blive til en højtidelig rutine. Når mennesker adskiller sig fra det sociale liv, fra området med kristen pligt og det at skulle bære et kors; når de holder op med at arbejde oprigtigt for mesteren, som arbejdede oprigtigt for dem, mister de bønnens indhold og har ikke noget formål med andagten. Deres bønner bliver personlige og selviske. De kan ikke bede på menneskehedens vegne eller for fremgangen i Kristi rige og om styrke til at arbejde med. {VTK 112.1} (Steps to Christ, 101.)

Åndelige fremskridt afhænger af bøn Vi må være meget i bøn, hvis vi skal vokse i guddommeligt liv. Hvor meget bad vi ikke første gang vi forkyndte sandhedsbudskabet. Hvor ofte blev forbøns-røsten (162) ikke hørt i kammeret, i laden, i plantagen eller i lunden. Ofte brugte vi timer på alvorlig bøn, to eller tre sammen gjorde krav på løftet; ofte kunne der høres gråd og så taknemmelighed og takkesang. Nu er Guds dag nærmere end da vi var nye i troen og vi burde være alvorligere, mere nidkære og inderligere end i de første dage. Nu er vore farer større end den gang. Sjæle forhærdes mere. Nu må vi besjæles af Kristi ånd og vi må ikke hvile før vi får den. (Testimonies for the Church 5:161, 162.)