I Den Store Laeges Fodspor

Evigheden alene vil åbenbare, hvad der er blevet udrettet ved sådan virksomhed som denne hvor mange sjæle, syge af tvivl og trætte af verdslighed og uro, der er blevet ført hen til den store genopretter, som længdes efter at frelse til det yderste alle dem, som kommer til ham. Kristus er den opstandne Frelser, og der er lægedom under hans vinger. {SLF 220.2}

De syges pleje

Kapitel 15. I Sygeværelset

De, som arbejder for at hjælpe de syge, bør forstå vigtigheden af den omhyggelig hensyntagen til sundhedslovende. Ingensteds er lydighed mod disse love af større betydning end i sygeværelset; ingensteds er så meget afhængigt af troskab i småting fra arbejderens side. I alvorlige sygdomstilfælde kan en lille forsømmelse, en smugle mangel på opmærksomhed med hensyn til en patients særlige tarv eller fare, åbenbarelsen af frygt, en oprørt sindsstemning, kådhed eller endog blot mangel på sympati svinge den vægt, som afgør liv eller død, og blive årsag, til en patient går i graven, når han ellers kunne være blevet redet. {SLF 223.1}

Sygeplejerskens dygtighed afhænger af en stor del af hendes legemlige sundhed. Jo bedre hendes helbred er, desto bedre vil hun kunne udholde den anstrengelse, som er forbundet med sygeplejen, og med desto større held vil hun kunne udføre sine pligter. De, som plejer de syge, bør give kost, frisk luft, renlighed og legemsøvelse særlig opmærksomhed. En ligene agtpågivenhed fra familiens side vil også sætte dem i stand til at udholde den ekstra byrde, som lægges på dem, og vil hjælpe dem til at modstå sygdom. {SLF 223.2}

Når sygdomstilfældet er så alvorligt, at det kræver en sygeplejers nærværelse både nat og dag, så bør arbejdet i det mindste deles mellem to sygeplejersker, således at de begge kan få den nødvendige hvile og bevægelse ude i det fri. Dette er særlig vigtigt i sådanne tilfælde, hvor man vanskeligt kan få tilstrækkelig frisk luft i sygeværelset. På grund af mangelfuld forståelse af frisk luft er ventilationen undertiden dårlig, og derved sættes ofte både patient og sygeplejerskens liv i fare. {SLF 223.3}

Hvis man tager de rigtige forholdsregler, så er der ingen grund til, at berøringssmitsomme sygdomme skulle angribe andre. Man bør sørge for, at ens livsvaner er, som de bør være, og for ved hjælp af menneskelighed og passende ventilation at holde sygeværelset frit for giftige stoffer. Under sådanne forhold vil de syge have langt lettere for at komme sig, og i de fleste tilfælde vil hverken sygeplejerske eller familiens medlemmer pådrage sig sygdommen. {SLF 224.1}

For at skaffe patienten de gunstigste betingelser for helbredelse bør det værelse han opholder sig i, være rummeligt, lyst og hyggeligt og muliggøre grundig luftveksling. Det værelse i huset, som bedst imødekommer disse fordringer, bør vælges til sygeværelse. Mange huse er ikke færdigindrettede for god ventilation, og det er vanskeligt at skaffe den; men man bør gøre enhver mulig anstrengelse for at få sygeværelset sådan indrettet, at en strøm af frisk luft kan passere igennem det dag og nat. {SLF 225.1}

Så vidt muligt bør der i sygeværelset vedligeholdes en jævn temperatur; man bør have et termometer at rådføre sig med. De, som skal pleje de syge og derved ofte berøves deres søvn eller bliver vækkede om natten for at hjælpe patienten, bliver ofte kuldskære og kan ikke altid afgive de bedste skøn om sund temperatur. DSLF 225 {SLF 225.2}

Sygeplejersken og alle, som har noget at gøre i sygeværelset, bør være glade, rolige og selvbeherskede. Alt hastværk, al uro eller forvirring bør undgås. Døre bør åbnes og lukkes forsigtigt og stilhed herske alle vegne. I febertilfælde er det især nødvendigt at udvise forsigtighed nå krisen indtræder, og feberen svinder. Stadig vågen er da ofte nødvendig. Uvidenhed, forglemmelse og ligegyldighed har forårsaget manges død, som kunne have levet, hvis de havde fået den rette hjælp af forsigtige, betænksomme sygeplejersker. {SLF 225.3}

Det er en misforstået venlighed, en urigtig opfattelse, en urigtig opfattelse af høflighed, der ligger til grund for mange af de sædvanlige sygebesøg. De, som er meget syge, bør ikke modtage besøgende. Den anstrengelse, sådanne besøg medfører, udmatter patienten på en tid, da stilhed og uforstyrret ro er allermest nødvendig. {SLF 226.1}

For en patient, der er ved at komme sig, eller som lider af en kronisk sygdom, er det ofte til glæde og gaven at vide, at andre tænker venligt på ham. Men en sådan forsikring i form af en deltagende skrivelse eller en lille gave vil ofte svare bedre til hensigten end til personligt besøg og er ikke forbundet med fare. {SLF 226.2}

På sanatorier og hospitaler, hvor de, som plejer patienterne, til stadighed omgives af et stort antal syge mennesker, skal der en afgjort bestræbelse til for altid at kunne være venlig og behagelig og vise betænksomhed og hensynsfuldhed i ethvert ord og enhver handling. På sådanne anstalter er det af den største vigtighed, at sygeplejerskerne stræber efter at gøre deres arbejde viseligt og godt. De må altid huske på, at de i udførelsen af de daglige pligter tjener den Herre Kristus. {SLF 226.3}

De syge behøver, at man taler vise og forstandig ord til dem. De, som arbejder i sygeplejen, bør daglig granske i bibelen, for at de må kunne tale sådanne ord, som kan oplyse og hjælpe de lidende. Guds engle er til stede i det værelse, hvor der arbejdes for de syge, og den sjæl, som giver sygebehandlingen, bør være omgivet af en ren, kristelig atmosfære. Læger og sygeplejersker må holde fast ved Kristi grundsætninger; hans dyder må komme til syne i deres liv. Når dette er tilfældet, så vil de ved deres ord og handlinger lede de syge til Frelseren. {SLF 228.1}

Medens den troende sygeplejerske giver sygebehandling, vil hun på behagelig og virkningsfuld måde kunne lede patientens sind til Kristus, til ham, som helbreder sjæl såvel som legeme. De tanker, som fremholdes, lidt her og lidt der, vil øve deres indflydelse, De ældre sygeplejersker bør aldrig undlade at benytte en gylden lejlighed til at henvise den syge til Kristus. De bør altid stå rede til at forene åndelig helbredelse med legemlig helbredelse. DSLF 228 {SLF 228.2}

De, som ikke elsker Gud, vil stadig modarbejde sjælens sande interesser; men de, som vågner op til forståelsen af, hvor vigtigt det er at leve i lydighed mod Gud i den nærværende