Ikoner og Idoler.

“Billedtilbedelsen – var en af kristendommens fordærvelige lærdomme, som sneg sig hemmeligt ind i kirken, og næsten uden at man lagde mærke dertil. Dette fordærv kom ikke til udvikling på èn gang som andre vranglærdomme, for så ville der være blevet taget skarpe forholdsregler imod det; til at begynde med optrådte det i uskyldighedens forklædning, og i forbindelse dermed indførtes den ene skik efter den anden så gradvist, at den håndgribelige afgudsdyrkelse havde slået dybe rødder i kirken ikke blot uden at møde effektiv modstand, men næsten uden at man foretog sig noget som helst i den sag. Da man endelig forsøgte at komme ondet til livs, havde det slået så dybe rødder, at det ikke kunne fjernes.

Det må føres tilbage til menneskehjertets tilbøjeligheder for afgudsdyrkelse og til at tilbede skabningen i stedet for Skaberen. Til at begynde med blev statuer og billeder ikke anbragt i kirkerne, for at folk skulle tilbede dem. Hensigten med dem var, at de enten skulle erstatte bøger og belære dem, der ikke kunne læse, eller fremkalde fromme tanker hos andre. Det er tvivlsomt, i hvor stor udstrækning de tjente denne hensigt; men selv om dette måske var tilfældet en tid, blev det ikke ved at være det, og det viste sig, at de billeder og statuer, som blev anbragt i kirkerne, snarere tjente til at formørke end at oplyse de uvidende – det gik tilbage i stedet for fremad med de andagtsøgendes fromhed. Selv om formålet med dem måske har været, at de skulle lede menneskenes tanker hen på Gud, endte det med, at de ledte folk bort fra ham, så de i stedet tilbad det skabte.” - J. Mendham: The Seventh General Council, the Second of Nicaea, Introduction, pages 3-6 M. h. t. de forhandlinger, der blev ført, og de afgørelser,

Det syvende almindelige koncil, det andet i Nikæa, hvor tilbedelse af billeder blev indført i 787 f.Kr, 1850

Joseph Mendham,