36 minute read

Kapitel 26—Et reformarbejde

Profeten Esajas forudsiger den reform af hviledagen, der skal fuldføres i de sidste dage: „Dette siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærdighed; for min frelse er kommet nær, og min retfærdighed skal snart åbenbares. Lykkelig den, der gør dette, det menneske, der holder fast ved det, at holde sabbatten og ikke vanhellige den og vogte sig for at gøre noget ondt.“ „Og de fremmede, der har sluttet sig til Herren, for at tjene ham og elske hans navn og være hans tjenere, alle der holder sabbatten og ikke vanhelliger den, men holder fast ved min pagt, dem fører jeg til mit hellige bjerg, og jeg giver dem glæde i mit bedehus.“1 {MBF 363.1}

Som det fremgår af sammenhængen, peger disse ord frem til den kristne æra. „Når jeg samler Israels bortstødte, samler jeg andre dertil, til dets egen samlede flok.“2Her forudsiges indsamlingen af hedningerne ved evangeliet. Og der udtales en velsignelse over dem, som ærer sabbatten. Altså rækker pligten til at adlyde det fjerde bud til tiden efter Kristi korsfæstelse, opstandelse og himmelfart den tid, da hans tjenere skulle prædike det glade budskab for alle folkeslag. {MBF 363.2}

Gennem samme profet siger Herren: „Jeg binder til for budskabet, jeg forsegler belæringen hos mine disciple.“3Guds lovs segl findes i det fjerde bud. Det er det eneste af de ti bud, der indeholder både lovgiverens navn og titel. Det erklærer, at han er himlens og jordens Skaber og derfor frem for nogen anden har krav på ærefrygt og tilbedelse. Bortset fra denne udtalelse indeholder de ti bud intet, der viser, ved hvis autoritet loven er givet. Da pavedømmet ændrede sabbatten, blev seglet fjernet fra loven. Jesu disciple er kaldet til at genoprette seglet ved at gengive det fjerde buds sabbat dens retmæssige plads som et minde om Skaberen og et tegn på hans autoritet. {MBF 364.1}

„Til loven og til vidnesbyrdet!“ Antallet af modstridende læresætninger og teorier bliver stadig større, men Guds lov er den eneste ufejlbarlige rettesnor, som alle meninger og teorier skal prøves ved. Profeten siger: „Så skal den, der ingen morgenrøde ser, svare: ‘Til belæringen og til budskabet!’“4 {MBF 364.2}

Atter lyder befalingen: „Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen, løft din røst som hornet! Forkynd mit folk dets overtrædelse og Jakobs hus dets synder.“ Det er ikke den onde verden, men dem, som Herren kalder „mit folk,“ der skal irettesættes for deres synder. Han siger videre: „Mig søger de dag efter dag, de ønsker at kende mine veje; som et folk, der øver retfærdighed og ikke svigter Guds bud, spørger de mig om lov og ret.“5Her er tale om mennesker, der tror, at de er retfærdige og tilsyneladende lægger megen vægt på at tjene Gud. Men den strenge og højtidelige advarsel fra ham, der kender hjerterne, viser, at de træder guddommelige forskrifter under fode. {MBF 364.3}

Sabbats Dag

Profeten påpeger de regler for gudsdyrkelsen, der er blevet svigtet: „Dine ruiner fra fortiden skal genopbygges. Du skal rejse tidligere slægters grundvolde. Du skal kaldes den, som tætner revner, den, som gør det nedrevne beboeligt. Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren.“6Også denne profeti angår vor tid. Der skete et brud på Guds lov, da romerkirken ændrede sabbatten. Men nu er tiden kommet, da den guddommeligt indstiftede hviledag skal genindføres. Bruddet skal repareres, og mange generationers grundvold skal genrejses. {MBF 364.4}

I sin uskyld i det hellige Eden holdt Adam den hviledag, Skaberen havde velsignet og helliget, og det samme gjorde den faldne, men angrende Adam, efter at han var fordrevet fra sit lykkelige hjem. Den blev helligholdt af alle patriarkerne lige fra Abel til Noa, Abraham og Jakob. Da Guds udvalgte folk var trælle i Egypten, mistede mange kendskabet til Guds lov, fordi de levede blandt afgudsdyrkere. Men da Herren befriede Israel, forkyndte han i ærefrygtindgydende majestæt sin lov for det forsamlede folk, så de kunne kende hans vilje og for altid frygte og adlyde ham. {MBF 364.5}

Fra dengang til i dag er kendskabet til Guds lov blevet bevaret på jorden, og det fjerde buds sabbat er blevet helligholdt. Skønt det lykkedes „lovløshedens menneske“ at træde Guds hellige dag under fode, fandtes der, selv da hans magt var størst, trofaste mennesker, som i skjul på afsides steder viste den ærefrygt. Siden reformationen har der i hver eneste generation været nogle, der holdt fast ved sabbattens helligholdelse. Trods modstand og forfølgelse er der hele tiden blevet bragt vidnesbyrd om Guds lovs evige gyldighed og om den hellige pligt til at holde sabbat på den dag, der blev indstiftet ved skabelsen. {MBF 365.1}

Disse sandheder, der i Åbenbaringen 14 forkyndes i forbindelse med „det evige evangelium,“ skal kendetegne Kristi menighed, når han kommer igen. For som et resultat af det trefoldige budskab forkyndes det: „Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og ved troen på Jesus.“ Dette er det sidste budskab, der skal forkyndes før Herrens genkomst. Umiddelbart efter dets forkyndelse så profeten Menneskesønnen komme i herlighed for at høste jordens høst. {MBF 365.2}

De, der tog imod lyset om helligdommen og Guds lovs uforanderlighed, blev fyldt af glæde og forundring, da de så skønheden og harmonien i det system af sandheder, som de havde fået forståelsen af. De ønskede, at det lys, der var så dyrebart for dem selv, skulle gives videre til alle kristne. De kunne ikke tro andet, end at det ville blive modtaget med glæde. Men mange, der hævdede at være Kristi disciple, var ikke glade for en sandhed, der ville stille dem i modsætning til verden. Lydighed mod det fjerde bud krævede et offer, som de fleste veg tilbage for at bringe. {MBF 365.3}

Da det blev fremholdt, at Guds lov stadig påbød at helligholde sabbatten, ræsonnerede mange som verdens børn og sagde: „Vi har altid holdt søndag ligesom vore fædre og mange gode og fromme mennesker, som helligholdt den, har fået en lykkelig død. Hvis vi helligholder den nye sabbat, vil vi komme på tværs af verden og miste vor indflydelse på den. Hvad kan en lille gruppe, der helligholder den syvende dag, håbe at udrette mod en hel verden, der holder søndag?“ Det var med lignende argumenter, jøderne søgte at retfærdiggøre, at de forkastede Jesus. Gud havde taget imod deres fædres offergaver hvorfor skulle børnene ikke blive frelst på samme måde? Og på Luthers tid hævdede katolikkerne, at sande kristne var døde i den katolske tro, og derfor måtte den religion være tilstrækkelig til at blive frelst. Sådanne argumenter skulle vise sig at være en effektiv hindring for al fremgang i religiøs tro og praksis. {MBF 365.4}

Mange hævdede, at det i mange hundrede år havde været en fast trossætning og udbredt skik i kirken at holde søndag. Over for dette argument blev det påvist, at sabbatten og dens helligholdelse var endnu ældre og mere udbredt. Den var lige så gammel som verden selv og bekræftet både af Gud og af englene. Da jordens grundvold blev lagt, mens alle morgenstjerner jublede, og alle Guds sønner råbte af fryd, blev sabbatten indstiftet.7Må da ikke denne indstiftelse have krav på vor ærbødighed? Den er ikke indstiftet ved menneskelig autoritet og hviler ikke på menneskelige traditioner. Den blev indstiftet af Gud selv og påbudt i hans evige ord. {MBF 366.1}

Da menneskers opmærksomhed blev henledt på spørgsmålet om sabbatsreform, forvanskede populære præster Guds ord og fortolkede det, så det bedst kunne berolige søgende sjæle. De, der ikke selv forskede i Bibelen, var tilfredse med udlægninger, der passede med deres ønsker. Mange forsøgte at tilintetgøre sandheden ved hjælp af spidsfindigheder, henvisning til kirkefædrene og kirkens autoritet. Sandhedens forkyndere blev drevet til deres bibler for at forsvare det fjerde buds gyldighed. Kun bevæbnet med sandhedens ord modstod ydmyge mænd angreb fra de lærde, som til deres overraskelse og vrede opdagede, at deres velformulerede spidsfindigheder var magtesløse over for de enkle, ligefremme argumenter, der blev fremført af mennesker, der var mere velbevandrede i Bibelen end i videnskabelige spidsfindigheder. {MBF 366.2}

Da de ikke fandt støtte for deres opfattelse i Bibelen, brugte mange stædigt det samme argument, der blev brugt mod Jesus og hans apostle: „Hvorfor forstår vore ledere ikke dette sabbatsspørgsmål? Kun nogle få tror som I. Det kan ikke være rigtigt, at I har ret, og at alle verdens lærde mænd har uret.“ {MBF 366.3}

For at afvise sådanne argumenter behøvede man kun at citere Den hellige Skrift og henvise til, hvordan Herren havde ledet sin menighed gennem tiderne. Gud arbejder gennem dem, der hører og adlyder hans røst og er villige til om nødvendigt at fremsætte ubehagelige sandheder og irettesætte populære synder. Grunden til, at Gud ikke oftere vælger lærde mænd i høje stillinger til at lede reformbevægelser, er, at de stoler på deres egne teorier og teologiske systemer og ikke føler noget behov for at blive belært af Gud. Kun de, der har personlig kontakt med Visdommens Kilde, er i stand til at forstå og udlægge Bibelen. Mennesker med ringe skoleuddannelse kaldes undertiden til at forkynde sandheden, ikke fordi de er ulærde, men fordi de ikke er for selvbevidste til at lade sig belære af Gud. De går i Kristi skole, og deres ydmyghed og deres lydighed gør dem store. Ved at betro dem kundskaben om sin sandhed viser Gud dem en ære, mod hvilken al jordisk ære og menneskelig storhed mister enhver betydning. {MBF 366.4}

De fleste adventister forkastede sandhederne om helligdommen og Guds lov. Mange fornægtede også deres tro på adventbevægelsen og antog et usundt og forvirret syn på de profetier, der viste hen til denne bevægelse. Nogle begik den fejl gentagne gange at fastsætte et bestemt tidspunkt for Kristi genkomst. Det lys, der nu skinnede på emnet om helligdommen, ville have vist dem, at ingen profetisk periode når helt frem til genkomsten, og at det nøjagtige tidspunkt for denne ikke er forudsagt. Men de vendte sig fra lyset og fortsatte med at fastsætte tidspunkter for Herrens genkomst og hver gang blev de skuffede. {MBF 367.1}

Da thessalonikerne havde fået en fejlagtig opfattelse af Herrens genkomst, rådede Paulus dem til at prøve deres håb og forventninger ved Guds ord. Han citerede de profetier, der åbenbarede begivenheder, som skulle finde sted før Kristi komme, og viste, at de ikke havde nogen grund til at vente hans komme i deres levetid. „Lad ingen på nogen måde forlede jer,“8lød hans advarsel. Hvis de nærede forventninger, der ikke fandt støtte i Bibelen, ville de komme på afveje. Skuffelser ville udsætte dem for de vantros spot, og de ville fristes til tabe modet og tvivle på sandheder, der var af væsentlig betydning for deres frelse. Apostlens formaning til thessalonikerne indeholder en vigtig lære for dem, der lever i de sidste dage. Mange adventister har følt, at medmindre de kunne fæstne deres tro ved et bestemt tidspunkt for Herrens komme, kunne de ikke være nidkære og flittige nok i arbejdet med at forberede sig. Men når deres håb igen og igen bliver vækket blot for at blive skuffet, bliver deres tro så rystet, at det næsten er umuligt for dem at fatte profetiens store sandheder. {MBF 367.2}

Forkyndelsen af et præcist afgrænset tidsrum for dommen ved udbredelsen af det første budskab var befalet af Gud. Den beregning af de profetiske perioder, som dette budskab hvilede på, fastsatte udløbet af de 2300 dage til efteråret 1844, og er ubestrideligt korrekt. De gentagne forsøg på at finde nye tidspunkter for de profetiske perioders begyndelse og afslutning og de usunde ræsonnementer, der er nødvendige for at underbygge dem, leder ikke blot sindet bort fra sandheden for vor tid, men får mennesker til at foragte alle forsøg på at forklare profetierne. Jo oftere der fastsættes et bestemt tidspunkt for genkomsten, og jo mere udbredt det forkyndes, des bedre passer det i Satans planer. Når tiden er overskredet, skaber han latterliggørelse af og foragt for dem, der har forkyndt den og derved sætter han den store adventbevægelse i 1843 og 1844 i et dårligt lys. De, der fremturer i denne vildfarelse, vil til sidst fastsætte en alt for fjern dato for Kristi genkomst og forledes til en falsk tryghed og mange vil ikke komme ud af vildfarelsen, før det er for sent. {MBF 367.3}

Det gamle Israels historie er en slående illustration af adventbevægelsens hidtidige erfaringer. Gud førte sit folk i adventbevægelsen, ligesom han førte Israels børn bort fra Egypten. I den store skuffelse blev deres tro prøvet på samme måde, som hebræernes tro blev prøvet ved Det røde Hav. Havde de fortsat stolet på den hånd, der havde ledet dem hidtil, ville de have fået Guds frelse at se. Hvis alle, der i enighed havde deltaget i arbejdet i 1844, havde anerkendt den tredie engels budskab og forkyndt det i Helligåndens kraft, ville Gud have virket stort gennem deres arbejde. En strøm af lys ville være blevet udgydt over verden, og jordens beboere ville have været advaret for mange år siden. Det afsluttende arbejde ville have været fuldført, og Kristus ville være kommet for at frelse sit folk. {MBF 368.1}

Det var ikke Guds vilje, at Israel skulle vandre i ørkenen i 40 år. Han ønskede at føre dem direkte ind i Kana’ans land, så de kunne leve dér som et helligt, lykkeligt folk. Men „det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind.“9På grund af deres frafald døde de i ørkenen, og andre skulle gå ind i det lovede land. Det var heller ikke Guds mening, at Kristi genkomst skulle udsættes så længe, og at hans folk i så mange år skulle forblive i denne syndens og sorgens verden. Men vantro skilte den fra Gud. Da de nægtede at udføre det arbejde, som Gud havde pålagt dem, blev andre valgt til at forkynde budskabet. Af medlidenhed med verden udsætter Jesus sin genkomst, for at syndere kan få mulighed for at høre advarslen og finde tilflugt hos ham, før Guds vrede udøses. {MBF 368.2}

Nu som tidligere vil forkyndelsen af en sandhed, der afslører tidens synder og vildfarelser, vække modstand. „Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.“10Når mennesker ser, at de ikke kan retfærdiggøre deres standpunkt ud fra Skriften, beslutter mange sig til at holde fast ved det alligevel og så begynder de ondskabsfuldt at mistænkeliggøre dem, der forsvarer en upopulær sandhed. Denne politik har man altid brugt. Elias blev beskyldt for at bringe ulykke over Israel, Jeremias for at være forræder og Paulus for at besmitte templet. Og lige siden er de, som har været tro mod sandheden, blevet beskyldt for at være oprørske, kætterske eller stridbare. Tusinder, som er for vantro til at tage imod det troværdige profetiske ord, tror uden videre på de beskyldninger, der rettes mod dem, som vover at afsløre almindeligt yndede synder. Denne ånd vil stadig tiltage. Og Bibelen siger lige ud, at der snart vil komme en tid, da statens love i den grad vil være i modstrid med Guds lov, at enhver, som vil adlyde de guddommelige forskrifter, vil blive anklaget og straffet som forbryder. {MBF 368.3}

Hvad skal sandhedens budbringer da gøre? Bør han komme til det resultat, at sandheden ikke bør forkyndes, fordi den så ofte får mennesker til at undvige eller modsætte sig dens krav? Nej, han har lige så lidt som de tidligere reformatorer grund til at tilbageholde Guds ords vidnesbyrd, fordi det vækker modstand. At hellige og martyrer bekendte deres tro, blev nedskrevet til gavn for kommende slægter. Beretningen om deres urokkelige retskaffenhed er nedskrevet for at opmuntre dem, der nu er kaldet til at vidne for Gud. De modtog nåde og sandhed, ikke blot til sig selv, men for at kundskaben om Gud gennem dem måtte oplyse jorden. Har Gud skænket sine tjenere i denne generation lys? I så fald bør de lade det skinne på verden. {MBF 369.1}

For længe siden sagde Gud til en mand, som talte i hans navn: „Men Israels hus vil ikke høre på dig, for de vil ikke høre på mig.“ Alligevel sagde han: „Du skal tale mine ord til dem, hvad enten de vil høre eller ej.“11Og følgende befaling er rettet til Guds tjener i vor tid: „Løft din røst som hornet! Forkynd mit folk dets overtrædelse og Jakobs hus dets synder.“ {MBF 369.2}

Enhver, som har modtaget sandhedens lys, har samme højtidelige ansvar som den profet, til hvem Herren sagde: „Og dig, menneske, stiller jeg som vægter for Israels hus. Når du hører ord fra min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den uretfærdige: Du skal dø! og du ikke taler til den uretfærdige og advarer ham mod hans vej, skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Hvis du derimod advarer den uretfærdige for at få ham til at vende om fra sin vej, og han ikke vender om, skal han dø på grund af sin skyld, men du har reddet dit liv.“12 {MBF 369.3}

Både for vedkendelse af sandheden og for udbredelsen af den er den værste forhindring, at det medfører ulejlighed og modsigelse. Og det er det eneste argument mod sandheden, som dens talsmænd aldrig har kunnet gendrive. Men det afskrækker ikke Kristi sande disciple. De venter ikke, til sandheden er blevet populær. Overbevist om deres pligt tager de frivilligt korset op og siger ligesom apostlen Paulus: „Vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed.“ De regner „Kristi forhånelse for større rigdom end Egyptens skatte.“13 {MBF 370.1}

Uanset hvilken tro, de bekender sig til,er det kun dem, der inderst inde er verdslige, der i religiøse anliggender handler ud fra politik frem for principper. Vi bør vælge det rette, fordi det er det rette, og overlade følgerne til Gud. Verden står i gæld til principfaste, tapre mænd for de store reformer. Vor tids reformarbejde må videreføres af mænd af samme slags. {MBF 370.2}

Herren siger: „Hør mig, I der kender retfærdighed, du folk med min lov i hjertet! Frygt ikke for menneskers hån, lad jer ikke skræmme af deres spot. Møl skal æde dem som klæder, insekter skal æde dem som uld. Men min retfærdighed varer til evig tid, min frelse i slægt efter slægt.“14 {MBF 370.3}

Kapitel 27—Vækkelser i nyere tid

Hvor som helst Guds ord er blevet trofast forkyndt, har det bragt resultater, der beviser dets guddommelige oprindelse. Guds ånd ledsagede hans tjeneres budskab, og ordet havde kraft. Synderes samvittighed vågnede. „Det sande lys, som oplyser ethvert menneske,“ oplyste deres inderste, og det, som skjulte sig i mørket, kom for dagen. De blev grebet af en dyb overbevisning om synd, om retfærdighed og om den kommende dom. De havde set Jahves retfærdighed og frygtede ved tanken om i deres urenhed og skyld at skulle stå frem for ham, der ransager hjerterne. De råbte fortvivlet: „Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?“ Da Golgatas kors og det uendeligt store offer for menneskenes synd blev åbenbaret, indså de, at kun Kristi fortjenester kunne sone deres overtrædelser og forsone dem med Gud. I tro og ydmyghed satte de deres lid til Guds lam, som borttager verdens synd. Ved Jesu blod fik de tilgivelse for de synder, som de tidligere havde begået. {MBF 371.1}

Disse mennesker bar omvendelsens frugter. De troede og blev døbt og begyndte at leve et nyt liv som nye skabninger i Kristus Jesus. De fulgte ikke længere deres tidligere lyster. Ved troen på Guds søn fulgte de i hans fodspor, genspejlede hans karakter og rensede sig selv, ligesom han er ren. Det, de før hadede, elskede de nu, og det, de før elskede, hadede de nu. De hovmodige og selvbevidste blev ydmyge. De forfængelige og stolte blev alvorlige og beskedne. De blasfemiske blev gudfrygtige, de fordrukne ædruelige og de lastefulde rene af hjertet. Der blev set bort fra verdens tomme modepåfund. De kristnes skønhed var ikke „i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne.“1 {MBF 371.2}

Vækkelser førte til dyb selvransagelse og ydmyghed. De var karakteriseret ved højtidelige, indtrængende opfordringer til synderen og dyb medfølelse med dem, der var købt ved Kristi blod. Mænd og kvinder kæmpede i bøn med Gud for sjæles frelse. Frugten af sådanne vækkelser var kristne, der ikke veg tilbage for selvfornægtelse, men glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide for Kristi skyld. Andre så, hvorledes de, der bekendte Jesu navn, blev forvandlede. Samfundet fik gavn af deres indflydelse. De samlede med Kristus og såede i Ånden for at høste evigt liv. {MBF 372.1}

Om dem kunne det med rette siges: „I blev bedrøvede til omvendelse.“ „For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død. Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer! På alle måder har I vist jer rene i denne sag.“2 {MBF 372.2}

Sådan er resultatet af Guds ånds gerning. Der er intet bevis for sand omvendelse, hvis den ikke bevirker reform. Hvis en synder leverer det tilbage, han har fået i pant, afleverer det, han har stjålet, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være sikker på, at han har fået fred med Gud. Sådanne virkninger fulgte tidligere åndelige vækkelser. Vi ser af deres resultater, at de var velsignet af Gud til menneskehedens frelse og opbyggelse. {MBF 372.3}

Men mange vækkelser i nyere tid har været helt forskellige fra de åbenbarelser af guddommelig nåde, der tidligere ledsagede Guds tjeneres gerning. Der opstår ganske vist udbredt interesse; mange påstår, at de har omvendt sig, og menighederne vokser men resultaterne er alligevel ikke af en sådan art, at man med rette kan sige, at der er sket en tilsvarende åndelig vækst. Det lys, der flammer op for en tid, dør snart ud og efterlader et mørke endnu tættere end før. {MBF 372.4}

Populære vækkelser beror alt for ofte på, at de appellerer til fantasien og følelserne og tilfredsstiller trangen til noget nyt og spændende. De, der omvendes på denne måde, nærer intet ønske om at lytte til Bibelens sandheder og føler ingen interesse for profeternes og apostlenes vidnesbyrd. Hvis en gudstjeneste ikke indeholder noget sensationelt, interesserer den dem ikke. Et budskab, der appellerer til forstandig overvejelse, vinder ikke genklang. Man giver ikke agt på Guds ords tydelige advarsler, der tager direkte sigte på menneskenes evige interesser. {MBF 373.1}

For enhver, der virkelig er omvendt, vil forholdet til Gud og det, der hører evigheden til, være det vigtigste i livet. Men hvor finder vi i tidens populære kirker sand gudsfrygt? Medlemmerne giver ikke afkald på hovmod og kærlighed til verden. De er ikke mere villige end før til at fornægte sig selv, tage korset op og følge den ydmyge Jesus. Vantro og skeptikere spotter religionen, fordi mange, der kalder sig troende, er uvidende om troens principper. Sand gudfrygtighed er næsten forsvundet fra mange menigheder. Udflugter, kirkespil, basarer, smukke huse og personlig udfoldelse har fortrængt tanken om Gud. Jord, ejendele og verdslige gøremål optager sindene, og der bliver meget lidt tid til det, der vedrører evigheden. {MBF 373.2}

Trods udbredt tilbagegang i tro og fromhed findes der sande Kristi efterfølgere i disse menigheder. Før Guds straffedomme rammer jorden, vil der ske en genoplivelse af sand kristendom, som man ikke har set siden apostlenes dage. Gud vil udgyde sin ånd og kraft over sine børn. Da vil mange forlade de menigheder, hvor kærlighed til verden har fortrængt kærligheden til Gud og hans ord. Både blandt præster og lægfolk vil mange med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet forkynde i vor tid for at forberede et folk på Herrens genkomst. Satan ønsker at forhindre, at dette sker. Endnu før en sådan bevægelse opstår, vil han prøve på at forhindre den ved at fremkomme med en forfalskning. I de kirker, han får i sin vildledende magt, vil han få det til at se ud, som om Guds særlige velsignelse bliver udgydt. Der vil komme noget, der ligner en stor åndelig interesse. Mange vil juble over, at Gud arbejder mirakuløst for dem, skønt det, der sker, er frugten af en ganske anden ånd. I religiøs forklædning vil Satan øge sin indflydelse på den kristne verden. {MBF 373.3}

I mange af de vækkelser, der har været gennem det sidste halve århundrede, har den samme indflydelse givet sig til kende, som i større eller mindre grad vil manifestere sig i fremtidens mere udbredte bevægelser. Der er en følelsesmæssig ophidselse og en sammenblanding af sandhed og løgn, som er velegnet til at vildlede. Men ingen behøver at lade sig bedrage. I lyset fra Guds ord er det ikke vanskeligt at afgøre disse bevægelsers natur. Hvor som helst mennesker ignorerer Bibelens vidnesbyrd, vender ryggen til de tydelige, samvittighedsransagende sandheder, som kræver selvfornægtelse og afkald på verdens goder, kan vi være sikre på, at Guds velsignelse ikke er givet. Ifølge den regel, som Kristus selv har givet: „På deres frugter kan I kende dem“3er det indlysende, at disse bevægelser ikke er Guds værk. {MBF 373.4}

Med sandhederne i sit ord har Gud skænket mennneskene en åbenbaring af sig selv og for alle, der tager imod dem, er de et værn mod Satans bedrag. Det er negligering af disse sandheder, der har åbnet døren for de onder, som er ved at blive så udbredte i den religiøse verden. Karakteren og vigtigheden af Guds lov er i vid udstrækning blevet tabt af syne. En fejlagtig opfattelse af den guddommelige lovs evige karakter og forpligtelsen til at holde den har ført til vildfarelser i relation til omvendelse og helliggørelse og resultatet er blevet, at niveauet af fromhed i kirken er dalet. Her skal vi finde årsagen til, at moderne vækkelser mangler Guds ånd og kraft. {MBF 374.1}

Inden for de forskellige trossamfund findes der fromme mænd, som erkender og beklager dette forhold. I sin omtale af de farer, der truer kristenheden i vore dage, siger professor Edwards A. Park: „Det er en kilde til fare, at man forsømmer fra prædikestolen at indskærpe den guddommelige lov. I tidligere tider var prædikanten et ekko af samvittighedens stemme. Vore mest berømte prædikanter gav deres forkyndelse en vidunderlig vægt ved at følge Mesterens eksempel og understrege lovens forskrifter og trusler. De gentog de to store grundsætninger, at loven er en afskrift af den guddommelige fuldkommenhed, og at et menneske, som ikke elsker loven, heller ikke elsker evangeliet. For både loven og evangeliet afspejler Guds sande karakter. Denne fare fører til en anden nemlig at vi undervurderer syndens ondskab, udbredelse og hæslighed. Den synd, man begår ved at overtræde budet, står i forhold til budets retfærdighed. … {MBF 374.2}

Beslægtet med de allerede nævnte farer er faren for at undervurdere Guds retfærdighed. Den moderne gejstlighed er tilbøjelig til at skille Guds retfærdighed fra hans godhed og reducere godheden til en følelse snarere end at fremstille den som et guddommeligt princip. Det nye teologiske spekter adskiller det, som Gud har sammenføjet. Er en guddommelig lov

Sabbats Dag

et gode eller et onde? Den er et gode. Men så er retfærdigheden også god; for den er et middel til at fuldbyrde loven. Ved at undervurdere Guds lovs retfærdighed og udstrækningen og skændigheden af den menneskelige ulydighed, kommer mennesker let til at undervurdere den nåde, der har skaffet soning for synden.“ Således mister evangeliet sin værdi og betydning for mennesker og snart er de parate til at tilsidesætte selve Bibelen. {MBF 374.3}

Mange religiøse lærere hævder, at Kristus ved sin død ophævede loven, så mennesker fremover er fri for dens krav. Nogle påstår endda, at loven er et besværligt åg, og udmaler den frihed, evangeliet giver, som en modsætning til trældommen under loven. {MBF 375.1}

Men således betragtede profeterne og apostlene ikke Guds hellige lov. David sagde: „Jeg kan vandre i åbent land, for jeg søger dine forordninger.“4 {MBF 375.2}

Apostlen Jakob, der skrev efter Kristi død, kalder de ti bud „den kongelige lov“ og „frihedens fuldkomne lov.“5Og et halvt århundrede efter korsfæstelsen udtalte Åbenbaringens forfatter en velsignelse over dem, „som holder hans bud, for at de kan få ret til livets træ og gennem portene gå ind i staden.“6 {MBF 375.3}

Påstanden om, at Jesus ved sin død ophævede sin fars lov, savner ethvert grundlag. Hvis loven kunne forandres eller tilsidesættes, havde Jesus ikke behøvet at dø for at befri menneskene for syndens straf. Kristi død ophæver ikke loven men viser tværtimod, at den er uforanderlig. Guds søn kom for at „løfte loven til højhed og ære.“7Han sagde: „Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ „Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven.“8Og om sig selv siger han: „Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.“9 {MBF 375.4}

Guds lov er ifølge selve sin natur uforanderlig. Den er en åbenbaring af sin ophavsmands vilje og karakter. Gud er kærlighed, og hans lov er kærlighed. Dens to hovedprincipper er kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. „Kærlighed er lovens opfyldelse.“10Guds karakter er retfærdig og sand og det samme gælder hans lovs karakter. Salmisten siger: „Din lov er sandhed.“ „Alle dine befalinger er retfærdige.“11Og Paulus skriver: „Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.“12En sådan lov, der er udtryk for Guds sind og vilje, må være lige så evig som dens ophavsmand. {MBF 375.5}

Omvendelse og helliggørelse skal forsone menneskene med Gud ved at bringe dem i overensstemmelse med principperne i hans lov. I begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede. Det var i fuldkommen harmoni med Guds lov; retfærdighedens principper var skrevet i dets hjerte. Men synden fremmedgjorde mennesket for sin skaber. Det genspejlede ikke længere Guds billede. Dets hjerte var i strid med principperne i Guds lov,. „For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke.“13Men „således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,“ for at mennesket kunne blive forsonet med Gud. Ved Kristi fortjenester kan mennesket atter komme i harmoni med sin skaber. Menneskets hjerte må fornyes ved guddommelig nåde det må have nyt liv ovenfra. Denne forandring er den nye fødsel, om hvilken Jesus siger: „Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.“ {MBF 375.6}

Det første skridt mod en forsoning med Gud er overbevisningen om synd. „Synd er lovbrud.“ „Det, der kommer ved loven, er syndserkendelse.“14For at erkende sin skyld må synderen prøve sin karakter efter Guds store målestok for retfærdighed. Den er et spejl, der viser en retfærdig karakters fuldkommenhed og sætter ham i stand til at se manglerne i sin egen. {MBF 376.1}

Loven viser mennesket dets synder, men giver intet lægemiddel. Den lover den lydige livet, men siger også, at overtræderens lod er døden. Kun Kristi evangelium kan befri mennesket for at blive besmittet og fordømt af synden. Det må føle anger over for Gud, hvis lov er blevet overtrådt og tro på sit sonoffer, Kristus. Således opnår det tilgivelse for de synder, som tidligere var begået, og får del i Kristi natur. Det har fået barnekår hos Gud og råber: „Abba, Fader!“ {MBF 376.2}

Står det nu mennesket frit for at overtræde Guds lov? Paulus siger: „Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.“ „Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?“ Og Johannes erklærer: „For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.“15Når hjertet bliver genfødt og kommer i harmoni med Gud, kommer det også i harmoni med Guds lov. Når denne mægtige forvandling er sket med synderen, er han gået over fra døden til livet, fra synd til hellighed, fra lovovertrædelse til lydighed og troskab. Det gamle livs fremmedgørelse for Gud er forbi, og det nye liv i forsoning, tro og kærlighed er begyndt. Og så vil „lovens krav … opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.“16Og mennesket vil udbryde: „Hvor jeg elsker din lov, hele dagen er den i mine tanker.“17 {MBF 376.3}

„Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen.“18Uden loven har mennesker ingen virkelig opfattelse af Guds renhed og hellighed eller af deres egen skyld og urenhed. De har ingen virkelig syndsbevidsthed og føler ikke behovet for omvendelse. Da de ikke kan se, at de er fortabte, fordi de har overtrådt Guds lov, indser de ikke deres behov for Kristi sonende blod. Håbet om frelse modtages uden nogen virkelig forandring af hjerte og liv. Der sker mange sådanne overfladiske omvendelser, og mange, som aldrig er blevet forenet med Kristus, bliver optaget i menigheden. {MBF 376.4}

Forkerte teorier om helliggørelse, der skyldes, at Guds lov tilsidesættes eller forkastes, er meget almindelige i nutidens religiøse bevægelser. Disse falske teorier fører til farlige resultater både i liv og lære, og den kendsgerning, at så mange hylder dem, gør det dobbelt påkrævet, at alle får en klar opfattelse af, hvad Skriften lærer os på dette punkt. {MBF 377.1}

Sand helliggørelse er en bibelsk læresætning. I Thessalonikerbrevet skriver Paulus: „For dette er Guds vilje, at I skal helliges.“ Og han beder: „Fredens Gud hellige jer helt og holdent.“19Bibelen siger klart, hvad helliggørelse er og hvordan den opnås. Frelseren bad for sine disciple: „Hellige dem i sandheden; dit ord er sandhed.“20Og Paulus siger, at de troende skal blive „helliget ved Helligånden.“21Hvad er Helligåndens opgave? Jesus sagde til disciplene: „Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden.“22Og salmisten siger: „Din lov er sandhed.“ Ved Guds ord og Guds ånd åbenbares retfærdighedens store principper i Guds lov for mennesker. Og da Guds lov er „hellig og budet helligt og retfærdigt og godt,“ et udtryk for den guddommelige fuldkommenhed, vil den karakter, der dannes ved lydighed mod denne lov, også blive hellig. Kristus er det fuldkomne eksempel på en sådan karakter. Han siger selv: „Jeg har holdt min Faders bud.“ „Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.“23Kristi efterfølgere skal blive som han. Ved Guds nåde skal de danne en karakter, der er i harmoni med hans hellige lovs principper. Dette er bibelsk helliggørelse. {MBF 377.2}

Dette kan kun ske ved tro på Kristus og ved Guds ånds iboende kraft. Paulus formaner de troende: „Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse. … For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.“24Den kristne vil være fristet til at synde, men han vil stadig kæmpe imod. Og her er det, han behøver Kristi hjælp. Menneskelig svaghed forenes med guddommelig styrke, og troen udbryder: „Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!“25 {MBF 377.3}

Skriften viser tydeligt, at helliggørelse sker gradvist. Når synderen omvender sig og får fred med Gud ved Kristi sonende blod, er kristenlivet kun lige begyndt. Nu skal han gå fremad mod fuldkommenhed og vokse op til Kristi fyldes mål af vækst. Paulus siger: „Dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.“2626 Og Peter viser os vejen til bibelsk helliggørelse: „Sæt netop derfor al jeres iver ind på at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.“ „Gør I det, vil I aldrig snuble.“27 {MBF 378.1}

De, der erfarer bibelsk helliggørelse, vil være ydmyge. Ligesom Moses har de set hellighedens frygtelige majestæt, og de ser deres egen uværdighed i modsætning til den evige Guds renhed og ophøjede fuldkommenhed. {MBF 378.2}

Profeten Daniel var et eksempel på sand helliggørelse. I hele sit lange liv tjente han sin Herre trofast. Han var „højt elsket“ af himlen.28Men i stedet for at gøre krav på at være ren og hellig identificerede denne højt elskede profet sig med sit folks største syndere, da han gik i forbøn for folket hos Gud: „Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed.“ „Vi har syndet og været ugudelige.“ Og han siger: „Jeg … bad og bekendte min egen og mit folks Israels synd.“ Og da Guds søn senere viste sig for ham for at belære ham, siger Daniel: „Der er ikke mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder.“29 {MBF 378.3}

Da Job hørte Herrens stemme i stormvejret, udbrød han: Jeg „kalder alt tilbage og angrer i støv og aske.“30Da Esajas så Herrens herlighed og hørte seraferne råbe: „Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,“ udbrød han: „Ve mig, det er ude med mig!“31Og Paulus, der blev bortrykket til den tredie himmel og hørte ord, som intet menneske har lov til at sige, omtalte sig selv som „den ringeste af alle de hellige.“32Den elskede Johannes, der lænede sig til Jesu bryst og så hans herlighed, faldt ned for englens fødder som død.33 {MBF 378.4}

De mennesker, der vandrer i skyggen af Golgatas kors, ophøjer ikke sig selv og gør ingen krav på at være syndfri. De føler, at deres synd er skyld i den dødskval, der fik Guds søns hjerte til at briste, og denne tanke gør dem ydmyge. De, der lever Jesus nærmest, ser klarest menneskehedens skrøbelighed og syndighed, og deres eneste håb er den korsfæstede og opstandne frelser. {MBF 378.5}

Den helliggørelse, der nu vinder frem i den religiøse verden, medfører en tendens til selvophøjelse og ligegyldighed over for Guds lov, som karakteriserer den som fremmed for Bibelens religion. Tilhængerne heraf siger, at helliggørelse sker øjeblikkeligt, således at man alene ved tro erhverver fuldkommen hellighed. „Tro kun,“ siger de, „og velsignelsen er din.“ Efter deres opfattelse kræves der ikke nogen anden indsats fra modtagerens side. Og samtidig benægter de Guds lovs autoritet og hævder, at de er fritaget for pligten til at adlyde budene. Men er det muligt for mennesker at være hellige i overensstemmelse med Guds vilje og karakter uden at komme i harmoni med de principper, der er et udtryk for hans natur og vilje og som viser, hvad han bryder sig om? {MBF 379.1}

Ønsket om en nem religion, der ikke kræver stræben, selvfornægtelse og forsagelse af verdens dårskaber, har gjort læren om tro og tro alene meget populær. Men hvad siger Guds ord? Apostlen Jakob skriver: „Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? … Tåbelige menneske, ønsker du bevis på at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn, Isak, som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne hans tro blev fuldkommen. … I ser altså, at mennesket bliver retfærdiggjort af gerninger, og ikke af tro alene.“34 {MBF 379.2}

Guds ords vidnesbyrd modsiger den bedrageriske læresætning om tro uden gerninger. Det er ikke tro, der påberåber sig himlens velbehag uden at opfylde de betingelser, der

Sabbats Dag

kræves for at få Guds nåde det er arrogance. Sand tro er baseret på løfterne og betingelserne i Skrifterne. {MBF 379.3}

Lad ingen bedrage sig selv ved at tro, at de kan blive helliggjort, mens de med vilje overtræder Guds bud. Bevidst synd bringer Helligåndens stemme til tavshed og fjerner sjælen fra Gud. „Synd er lovbrud,“ og „enhver, som synder (begår lovbrud), har ikke set ham og kender ham ikke.“35Skønt Johannes i sine breve taler meget om kærlighedens betydning, tøver han ikke med at afsløre den sande karakter hos dem, der hævder at være helliggjorte, skønt de hele tiden overtræder Guds bud. „Den, der siger: ‘Jeg kender ham’, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.“36Dette er prøven på hvert menneskes bekendelse. Vi kan ikke betegne noget menneske som helliggjort, uden at sammenligne ham med Guds eneste målestok for hellighed i himlen og på jorden. Hvis mennesker ikke føler vægten af moralloven, hvis de nedgør og tager let på Guds forskrifter, og overtræder blot det mindste af disse bud og lærer andre at gøre det samme, har himlen ingen agtelse for dem, og vi kan vide, at deres krav på at være hellige er uberettiget. {MBF 379.4}

At påberåbe sig at være syndfri, er i sig selv et vidnesbyrd om, at den, som påberåber sig dette, langt fra er hellig. For han kan ikke have nogen sand opfattelse af Guds uendelige renhed og hellighed eller af, hvor langt et menneske skal nå for at være i harmoni med Guds karakter. Fordi den pågældende ikke har nogen sand opfattelse af Jesu renhed og ophøjede elskelighed eller af syndens hæslighed og ondskab, kan han finde på at betragte sig selv som hellig. Jo større afstand der er mellem ham selv og Kristus og jo mere ufuldkommen hans opfattelse af de guddommelige krav er, jo mere retfærdig ser han ud i sine egne øjne. {MBF 380.1}

Den helliggørelse, Skriften taler om, omfatter hele mennesket ånd, sjæl og legeme. Paulus bad for thessalonikerne: „Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!“37Og han skriver videre til de troende: „Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag.“38På det gamle Israels tid blev alle ofre til Gud omhyggeligt undersøgt. Hvis der blev fundet nogen fejl ved det dyr, der skulle ofres, blev det kasseret for Gud havde befalet, at offerdyrene skulle være „lydefri“. Derfor formanes de kristne til at bringe deres legemer „som et levende og helligt offer, der er Gud til behag.“ For at kunne gøre det, må alle evner og kræfter bevares i den bedst mulige stand. Alt, hvad der svækker den åndelige eller legemlige kraft, gør mennesket uegnet til at tjene sin Skaber. Og vil Gud mon være tilfreds med mindre end det bedste, vi kan give? Jesus sagde: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.“ De, der elsker Gud af hele deres hjerte, ønsker at tjene ham bedst muligt og forsøger hele tiden at bringe alle evner og kræfter i harmoni med de love, som vil styrke deres evne til at gøre hans vilje. De giver ikke efter for deres appetit eller lidenskaber, for de ønsker ikke at svække eller vanhellige det offer, de bringer deres himmelske far. {MBF 380.2}

Peter siger: „Hold jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen.“39Enhver syndig tilfredsstillelse bidrager til at sløve åndsevnerne og svække den intellektuelle og åndelige opfattelse, så Guds ord eller ånd kun kan gøre et svagt indtryk på hjertet. Paulus skriver til korintherne: „Vi skal rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt.“40Og til Åndens frugter „kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed“ medregner han „selvbeherskelse.“41 {MBF 380.3}

Til trods for disse inspirerede formaninger findes der mange bekendende kristne, der svækker deres kræfter ved at stræbe efter penge eller følge moden. Mange nedværdiger det legeme, der blev skabt i Guds billede ved at frådse, drikke og deltage i forbudte fornøjelser. Og i stedet for at bebrejde dem opmuntrer kirken dem ofte til at fortsætte ved at appellere til deres appetit, deres begærlighed eller forlystelsessyge for derved at fylde sit skatkammer, som den alt for ringe kærlighed til Kristus ikke magter at holde fyldt. Hvis Jesus kom ind i vore kirker og så de fester og vanhellige ting, som finder sted dér i religionens navn, ville han da ikke uddrive de mennesker, der vanhelliger helligdommen, ligesom han uddrev vekselererne af templet? {MBF 381.1}

Apostlen Jakob siger, at „visdommen fra oven er først og fremmest ren.“ Hvis han havde mødt dem, der tager Jesu dyrebare navn på læber, der er forurenet af tobak, og hvis ånd og legeme er gennemtrængt af dens hæslige lugt, og som forurener den friske luft og derved tvinger deres medmennesker til at indånde giften hvis han var kommet i berøring med en vane, der i den grad strider mod evangeliets renhed ville han så ikke have fordømt den som „jordisk, sjælelig og djævelsk“? Slaver af tobak, der erklærer, at de er fuldkommen helliggjorte, taler om deres himmelske håb, men Guds ord siger klart, at „intet vanhelligt kommer derind.“42 {MBF 381.2}

„Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud i jeres legeme!“43Det menneske, hvis legeme er Helligåndens tempel, vil ikke gøre sig til slave af en skadelig vane. Hans evner og kræfter tilhører Jesus, som har købt ham med sit blod. Alt, hvad han ejer, tilhører Herren. Hvordan kan han være skyldfri, hvis han bortødsler den kapital, som er ham betroet? Mennesker, der bekender sig til at være kristne, bruger hvert år enorme summer på unyttige og skadelige nydelsesmidler, mens sjæle hungrer efter livets ord. De berøver Gud tiende og gaver og bruger mere på en ødelæggende lysts alter, end på at hjælpe de fattige og støtte evangeliets forkyndelse. Hvis alle, der kalder sig Kristi efterfølgere, var virkelig helliggjorte, ville de ikke bruge deres penge til unyttige og endog skadelige nydelsesmidler, men bringe dem til Herrens skatkammer. Da ville de kristne være eksempler på afholdenhed, selvfornægtelse og offervilje de ville være verdens lys. {MBF 381.3}

Verden er nydelsessyg. „Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods“ har taget magten over de fleste. Men Kristi efterfølgere har et højere kald. „Drag bort fra dem og skil jer ud, siger herren, og rør ikke noget urent.“ I lyset af Guds ord er det rigtigt at sige, at en helliggørelse, som ikke bevirker, at der gives fuldstændig afkald på denne verdens syndige gerninger og nydelser, ikke kan være sand helliggørelse. {MBF 382.1}

De, der følger befalingen om at drage bort, skille sig ud og ikke røre noget urent, har fået dette løfte af Gud: „Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.“44 {MBF 382.2}

Det er enhver kristens privilegium og pligt at have en rig og grundig indsigt i alt, hvad der vedrører Gud. Jesus sagde: „Jeg er verdens lys, den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.“45„Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste.“46Hvert skridt i tro og lydighed fører sjælen nærmere til verdens Lys og der er „slet intet mørke“ i ham. Det klare lys fra Retfærdighedens Sol skinner på Guds tjenere, og de skal reflektere dette lys. Ligesom stjernerne fortæller os, at der er et stort lys på himlen, som de får deres lys fra, skal de kristne tydeliggøre, at der på universets trone sidder en Gud, som er værdig til at blive prist og efterlignet. Hans åndelige dyder og hans karakters renhed og hellighed vil vise sig hos hans vidner. {MBF 382.3}

I sit brev til kolossenserne taler Paulus om de rige velsignelser, der skænkes Guds børn: „Derfor er vi heller ikke … holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed.“47 {MBF 382.4}

Et andet sted skriver han, at han ønsker, at hans brødre i Efesos må komme til at forstå det kristne privilegiums storhed. Han skildrer på den mest udførlige måde den vidunderlige kraft og indsigt, de som den Højestes sønner og døtre kan opnå. De skal „styrkes i det indre menneske ved hans ånd“, så de bliver „rodfæstede og grundfæstede i kærlighed“, og „sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse.“ Apostlens bøn når sit højdepunkt, idet han beder: „så I fyldes, til hele Guds fylde nås.“48 {MBF 382.5}

Her ser vi, hvor højt vi kan nå ved tro på vor himmelske fars løfter, når vi opfylder hans krav. Ved Jesu fortjeneste har vi adgang til Almagtens trone. {MBF 383.1}

„Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?“49Faderen gav Sønnen sin ånd ubegrænset og vi kan også få del i hele dens fylde. Jesus sagde: „Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!“50„Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ „Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.“51 {MBF 383.2}

En kristens liv bør være præget af ydmyghed, men ikke af tristhed og nedvurdering af sig selv. Enhver har det privilegium at kunne leve sådan, at Gud vil kendes ved ham og velsigne ham. Det er ikke vor himmelske fars vilje, at vi nogensinde skulle leve under fordømmelse eller i mørke. Det er ikke noget tegn på sand ydmyghed at gå med hovedet bøjet og kredse om sig selv. Vi kan gå til Jesus for at blive renset, så vi kan leve uden skam og samvittighedsnag. „Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.“52 {MBF 383.3}

Ved Jesus bliver Adams faldne sønner „Guds sønner“. „For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre.“53Den kristne bør leve et liv i tro, sejr og glæde i Gud. „For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.“54Med sandhed sagde Herrens tjener Nehemias: „Glæde i Herren er jeres styrke!“55Og Paulus siger: „Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!“ „Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.“56 {MBF 383.4}

Sådan er frugterne af bibelsk omvendelse og helliggørelse. Og når man så sjældent får disse frugter at se, er det fordi den kristne verden betragter retfærdighedsprincipperne i Guds lov, med så stor ligegyldighed. Derfor ser man så lidt af Guds ånds dybe, varige virke, der kendetegnede vækkelser i tidligere tider. {MBF 383.5}

Det er ved at se, at vi forvandles. Og når de hellige forskrifter, i hvilke Gud har åbenbaret sin karakters fuldkommenhed forsømmes, og opmærksomheden samles om menneskelige lærdomme og teorier, er det intet under, at det er gået tilbage med levende gudsfrygt i kirken. Herren siger: „De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand.“57 {MBF 383.6}

„Lykkelig den mand, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, … men har sin glæde ved Herrens lov dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham“58Først når Guds lov igen får sin retmæssige stilling, kan der ske en genopvækkelse af den oprindelige tro og gudsfrygt blandt dem, der bekender sig til at tjene Gud. „Dette siger Herren: ‘Stil jer ved vejene og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!’“59 {MBF 384.1}

This article is from: