![](https://static.isu.pub/fe/default-story-images/news.jpg?width=720&quality=85%2C50)
3 minute read
VIGTIG INFORMATION
MEDLEMSKAB Hingstene i dette katalog er til rådighed for medlemmer af Opdrætterforeningen. Er du ikke allerede medlem, kan du meget nemt blive det. Henvend dig blot til sekretariatet ved Mikkel Stub, mikkelstub@msn.com eller mobil 4010 3163.
TILMELDING TIL HINGST Sker til en af hingstestationerne eller sekretariatet.
Advertisement
FROSSEN SÆD En del af frosthingstene udbydes kun til et begrænset antal hopper pga. stor efterspørgsel i deres opstaldningsland. Det er derfor ”først-til-mølle”-princippet, der gælder på disse hingste. Frossen sæd sendes kun til inseminerende dyrlæger, og skal bestilles i sekretariatet eller på en insemineringsstation så betids – gerne mindst 14 dage før forventet brug – at man er sikker på, at det kan være fremme, når hoppen er klar.
OPSTALDNING PÅ HINGSTESTATIONEN Vær opmærksom på, at føl og hoppe skal være sunde og raske ved ankomsten. Således minimeres risiko for smitte. Hingsteholderen kan afvise hopper, der ikke findes bedækningsegnede pga. sygdomme, eller som er i meget dårligt huld. Det er hoppeejerens eget ansvar og egen forsikring, der skal dække ved eventuelle ulykker eller sygdomme, der måtte opstå på hingstestationen. Alle tvister hoppeejer og hingsteholder imellem, der vedrører opholdet på hingstestationen, er alene en sag mellem disse, og er som sådan Opdrætterforeningen økonomisk uvedkommende.
OPTIMÉR BEDÆKNINGSRESULTATET Brunstkontrol er vigtig. Men ofte svært at gennemføre effektivt hjemme hos hoppeejeren. Med mindre der er helt entydige brunsttegn, bør hoppen scannes før bedækning. Spørg gerne hingstestationen til råds, de er også kun interesserede i at opnå det bedst mulige ifolingsresultat.
UNDGÅ UNØDIGE OMKOSTNINGER Goldhopper skal inden de insemineres, gennemgå en gynækologisk undersøgelse samt have taget en prøve, som skal være ren, dvs. uden vækst af bakterier. Dette ikke mindst for at undgå unødige omkostninger for hoppeejeren. Spørg gerne hingstestationen, og følg deres råd vedr. scanninger og brunstkontrol. Det betaler sig! LISTEDE HINGSTE Opdrætterforeningens egne hingste Great Challenger og Gigant Neo er ”Listed” i Sverige. Dette indebærer, at deres afkom kan registreres som svenske heste med fulde rettigheder til deltagelse i klassiske løb, som modtagere af opdrætterpræmier m.m. Men vi gør opmærksom på, at det kræver, at alle andre krav fra Svensk Travsport (ST) også er opfyldt. Såfremt man ønsker at indregistrere sit føl i Sverige, er det meget tilrådeligt at sætte sig grundigt ind i reglerne omkring dette. Opdrætterforeningens sekretariat vil meget gerne være behjælpelig med hensyn til dette. Så bare ring eller skriv, såfremt du vil være sikker! Udenlandsk registrering af føl som resultat af en bedækning foretaget i Danmark kræver også særlige forholdsregler, som skal tages allerede på bedækningstidspunktet. Kontakt også gerne sekretariatet i forbindelse med dette.
ER DIN HOPPE SVENSK- ELLER DANSKREGISTRERET? S J’s Caviar er som altid fuldtegnet i Sverige. Det betyder, at kun hopper registreret uden for Sverige må bruges til ham i Danmark. Samme forhold kan i løbet af sæsonen eventuelt ske for de andre i Sverige opstaldede hingste, der udbydes på frossen sæd i Danmark. Derfor er det meget vigtigt, at man som nævnt først undersøger de krav der stilles mht. blandt andet midlertidig eksport m.m., hvis man vil inseminere en svenskregistreret hoppe i Danmark. Og at Opdrætterforeningens sekretariat underrettes på forhånd, således at den korrekte registrering kan foretages.
BETALING Opdrætterforeningen udsender faktura for såvel evt. booking som for følpenge. Betalingen af følpenge forfalder, når føllet er forsikringsbart 14 dage gammelt. Det kan ofte betale sig at sikre sig ved at lade det nyfødte føl forsikre. Brug gerne Dansk Hesteforsikring, her får Opdrætterforeningens medlemmer nemlig 10% i rabat på livsforsikringer. Dansk Hesteforsikring har tlf. 6357 1122 og hjemmesiden www.dansk-hesteforsikring.dk. Se også annoncen her i hingstekataloget. Fakturering for opstaldning, transport af sæd og insemineringsomkostninger foretages fra hingstestationen eller dyrlægen.
Alle priser i dette katalog skal tillægges 25% moms.