KO nr. 11 2017

Katolsk Orientering Nr. 11 • 11. august 2017 • 43. årgang

Rapport afdækker systematiske overgreb på tyske kordrenge Mere end 500 tilfælde af overgreb i det berømte drengekor Regensburger Domspatzen.

Tekst: katolsk.no, redigeret af Niels Messerschmidt

TYSKLAND Endnu et trist kapitel i

de katolske overgrebssager blev skrevet den 18. juli med offentliggørelsen af en omfattende undersøgelsesrapport i Regensburg i Bayern. Heri beskrives mere end 500 tilfælde af overgreb på drenge i det katolske drengekor Regensburger Domspatzen i perioden fra 1945 til begyndelsen af 1990’erne.

Den 450 sider lange rapport fastslår, at flere i det prestigefyldte kor end oprindeligt antaget har været udsat for en eller anden form for overgreb. Rapporten anklager desuden monsignor og domkapelmester Georg Ratzinger, som stod i spidsen for koret fra 1964 til 1994 (og i øvrigt er storebror til pave emeritus) for at have ignoreret rygterne om mulige overgreb i koret.

Regensburgs katolske bispedømme nedsatte for to år siden en undersøgelseskommission ledet af den uvildige advokat Ulrich Weber. Rapporten dokumenterer, at omfanget af overgrebene er langt større end de oprindeligt antagede 250 tilfælde. Til Catholic News Agency oplyser Ulrich Weber, at der mindst er tale om 547 tilfælde af overgreb i den beskrevne periode, heraf 500 tilfælde af fysiske overgreb og 47 tilfælde af seksuelt misbrug. Med det vurderes, at omfanget kan være så højt som 700 tilfælde.

Anklagerne om overgreb blev kendt i 2010. Alle overgreb skulle være sket i perioden 1945 til i begyndelsen af 1990’erne, heraf de fleste i 1960’erne og 70’erne.

Rapporten sætter overgrebsmændenes antal

til 49, hvoraf ni skulle have begået seksuelle overgreb; fra internat- og førskoleledere til præfekter og ansatte. På grund af juridiske forældelsesfrister har advokat Ulrich Weber dog ringe tiltro til, at der vil blive rejst tiltale mod de skyldige. Internetsitet katolisch.de skriver, at overgrebene vil kunne forfølges kirkeretsligt, hvis gerningsmændene var præster på gerningstidspunktet.

Fysisk straf

Rapporten omtaler forskellige former for overgreb, fra offentlig ydmygelse og latterliggørelse, fra fysisk afstraffelse til seksuelle overgreb – fra beføling til egentlige voldtægter. I en stor del af de dokumenterede tilfælde var der tale om ørefigner, og at ofrene blev nægtet mad – en disciplinær form for afstraffelse, som var tilladt i Bayern frem til 1980’erne.

En stor del af den brutale disciplinære linje tilskrives Johann Meier (19231992), præst, tidligere Wehrmachtssoldat og direktør for musik-internatskolerne i Regensburg fra 1953 til 1992.

Advokat Weber anklager ifølge Catholic News Agency monsignor Georg Ratzinger for at have undladt at gribe ind overfor de fysiske afstraffelser, der fandt sted, og for at have været en del af en ”fortielseskultur”.

Weber siger, at man kan ”beskylde ham for at have kigget den anden vej for at undgå at skulle gribe ind”. Advokaten understreger dog, at der ikke foreligger dokumentation for, at monsignor Ratzinger skulle have haft kendskab til, at egentlige seksuelle overgreb

Regensburger Domspatzen er blandt de ældste drengekor i verden. Det blev grundlagt i 975, men korets historie strækker sig muligvis yderligere 300 år tilbage. En netop offentliggjort undersøgelsesrapport omtaler mere end 500 overgreb blandt korets drenge i en næsten halvtredsårig periode. Foto: Regensburg-digital.de.

Katolske nyheder fra ind- & udland

skulle have fundet sted.

Georg Ratzinger, der var korets musikalske leder fra 1964 til 1994, har udtalt, at han ikke var vidende om omfanget af de fysiske overgreb. I et interview til avisen Passauer Neue Presse sagde Ratzinger i 2010, at han ikke kendte til graden og omfanget af de fysiske afstraffelser.

Biskop og martyr

Beder om tilgivelse

”Havde jeg kendt til den fysiske voldsomhed, han [Johann Meier, red.] lagde i afstraffelserne, ville jeg have reageret”, sagde Georg Ratzinger i interviewet. Han indrømmer dog, at han kendte til praksissen med at uddele ørefigner, og at han også selv gjorde det, men tilføjer, at dette ikke var ualmindeligt i mange skoler og i mange hjem dengang.

Mange af ofrene for de fysiske overgreb fortæller om en skoletid præget af ”frygt, vold og håbløshed”. Monsignor Ratzinger har offentligt undskyldt og beklaget de fysiske afstraffelser og de overgreb, der fandt sted, mens han stod i spidsen for koret. ”I dag fordømmer vi naturligvis sådanne handlinger. Det gør jeg også. Samtidig beder jeg alle ofrene om tilgivelse”, sagde Ratzinger i interviewet.

Saligkåring med politiske overtoner.

Læs mere på side 5

Kongens Lyngby

Store fejl

Også generalvikaren for bispedømmet Regensburg, Michael Fuchs, beklager stærkt de mange overgreb samt den manglende indsats for at undersøge påstandene og forholdene, som fandt sted. ”Vi har alle begået fejl, og vi har alle lært meget af undersøgelsesarbejdet. I dag erkender vi, at vi burde have håndteret dette langt bedre på et tidligere tidspunkt”, sagde Fuchs i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.

Det katolske bispedømme i Regensburg har tilbudt alle ofrene en erstatning på ca.

150.000 kroner.

Advokat Weber understreger ifølge katolisch.de, at bispedømmet Regensburg i dag har implementeret gode forebyggende rutiner og har detaljerede beredskabsplaner til forebyggelse af overgreb og varsling af sådanne forhold.

Især under Rudolf Voderholzer, biskop siden 2013, har dette område haft høj prioritet, ligesom man har oprettet uvildige instanser til behandling af sagerne.

Også JohannesWilhelm Rörig, den tyske forbundsregerings specialist i overgrebsspørgsmål, roser bispedømmet Regensburgs oprydningsarbejde og beredskabstiltag de senere år.

Han mener, at biskop Voderholzers nye kurs er ”forbilledlig”, især i måden, bispedømmet nu tager vare på ofrene og lytter til dem.

Sankt Knud Lavards Kirke fylder 60 år.

Læs mere på side 6

Kirken i Danmark

Diakonvielse, ny reformationsbog, Haraldstedvalfart og meget mere.

Læs mere på side 11-13

Knut Ødegård

Norsk katolsk digter har 50-års jubilæum.

Læs mere på side

16

2

Internationale nyheder

KO mener

Foto: Stockphoto.

Utilstrækkelig indsats Sommertiden har rippet op i et gammelt betændt sår, som mange katolikker skammer sig over og som har givet alvorlige ridser i Kirkens troværdighed. Rapporten om de mange overgreb på tyske kordrenge og sexanklagerne mod kardinal George Pell har atter bragt Kirken i mediernes søgelys.

Chokket over omfanget af overgrebssagerne i USA, Irland, Tyskland, Østrig og Frankrig, har utvivlsomt skærpet bevidstheden om problemets alvor i bispedømmerne, og mange præventive tiltag er siden blevet indført. Meget har heldigvis ændret sig, bl.a. takket være Benedikt XVI. Som troslærepræfekt gjorde han det muligt kirkeligt at retsforfølge overgrebspræster, og som pave blev hans højt profilerede møder med overgrebsofre et tegn på den forandring, Kirken desperat havde brug for.

Institutionelle forandringer er sket under Benedikt og pave Frans. Kanonisk lov er ændret, så den bedre tjener dette formål; der er etableret et børnebeskyttelsescenter på Gregoriana universitetet i Rom, som underviser kirkelige medarbejdere i emnet, og politikker og beredskabsplaner er nu implementeret i bispedømmerne verden over. Pave Frans har desuden oprettet en pavelig overgrebskommission, som skal rådgive ham direkte.

Disse strukturelle forandringer er blevet fulgt op af konkrete handlinger. Fx blev hjælpebiskop Gabino Miranda af Ayacucho i Peru laiceret i 2013 for seksuelle overgreb på en ung pige. Stillet overfor flere anklager om seksuelle overgreb på unge drenge blev ærkebiskop Józef Wesolowski fjernet som nuntius for den Dominikanske Republik i 2013, han blev laiceret i 2014 og stillet for en kirkelig domstol i 2015 – men døde kort tid efter.

Pave Frans har også søgt at holde biskopperne ansvarlige og i 2015 blev tre amerikanske biskopper tvunget til at træde tilbage for ikke at have håndteret overgrebssager på korrekt måde.

Kirken som institution er under forandring; men de seneste begivenheder rejser spørgsmål om effekten af de allerede indførte tiltag. For nok er kirkelige love og politikker blevet opdaterede – men har hjertet og sindelaget også ændret sig?

Selv om pave Frans har bemyndiget oprettelsen af et tribunal, som skal holde biskopper ansvarlige for ’embedsmisbrug’, er det endnu ikke sket. Og de to overgrebsofre, som sad i den pavelige overgrebskommission, har siden forladt den. Peter Saunders blev sendt på orlov sidste år for at være for åbenmundet, og Marie Collins trådte tilbage i marts i år efter at have mistet tilliden til at Vatikanets embedsmænd ville samarbejde med kommissionen. Hendes fratræden rejser alvorlige spørgsmål om kommissionens troværdighed, som ingen i Vatikanet har besvaret.

For at Den katolske Kirke kan gøre sig håb om endegyldigt at lægge overgrebsskandalerne bag sig, udestår fortsat, at Kirkens hierarki foretager en dyb og sikkert smertefuld selvransagelse af den rolle, den (helt mandsdominerede) klerikale kultur har spillet heri. I centrum for disse skandaler står nemlig ikke først og fremmest sex, men hvordan magt og autoritet er blevet misforvaltet i Kirken. Indtil dette sker, vil de andre tiltag ikke have den fulde effekt.

Niels Messerschmidt

Paven godkender endnu en vej til helgenkåring Oblatio vitae – en ny kategori til vurdering af en persons hellighed.

Tekst: Niels Messerschmidt

KANONISERING

Pave Frans har godkendt en ny kategori, oblatio vitae (at ofre sit liv), som kan indgå i vurderingen af en afdød persons meritter med henblik på en mulig helgenkåring. Den nye kategori blev bekendtgjort i moto proprio’et Maiorem hac dilectionem den 11. juli.

I forvejen findes der tre kategorier til brug for sådanne processer, nemlig martyriet, et fromt og dydigt kristent liv og det sjældent anvendte kriterie ’ekstraordinære tilfælde’.

Den nye kategori er anbefalet af helgenkåringskongregationen, som har drøftet det indgående i flere år, senest på deres plenarmøde i september 2016. Moto proprio’et henter sin titel fra Johannesevangeliet (15,13): ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”.

Oblatio vitae adskiller sig fra den nært beslægtede kategori ’martyriet’ ved fem kriterier: a) At personen frit og frivilligt har ofret

Kardinal Joachim Meisner død En markant skikkelse og en af de fire kardinaler bag ’dubia’ død 83 år gammel.

TYSKLAND Den tidligere ærkebiskop af

Køln kardinal Joachim Meisner døde 5. juli.

Han ”sov stille ind” under et ferieophold i Bayern under læsningen af sit breviar, oplyser den tyske bispekonference. Meisner ledede ærkebispedømmet Køln fra 1989 til 2014. I 1980-1989 var han biskop af Berlin, og formand for bispekonferencen i Berlin 1982-1989.

Joachim Meisner var en af de mest markante biskopper i Tyskland og tilhørte den konservative fløj. I DDR-årene fungerede han som hjælpebiskop i Erfurt, inden han indtog bispesædet i det dengang delte Berlin. På opfordring fra den hellige pave Johannes Paul II, som han havde en tæt relation til, flyttede han til det daværende Vesttyskland, hvor han blandt andet engagerede sig aktivt i samfundsdebatten.

Meisner var en stærk modstander af abort og gik imod forskning i menneskelige embryoer og aktiv dødshjælp.

Joachim Meisner blev født i 1933 i Breslau, Schlesien (det nuværende Wrocław i Polen). I 1945 flygtede han med sin familie til Thüringen i det senere DDR, hvor han efter en bankuddannelse og teologistudier blev præsteviet i 1962. Efter at have virket som kapellan i Heiligenstadt og Erfurt blev han i 1966 udnævnt til direktør for Caritas.

Tre år senere erhvervede han en doktorgrad i teologi ved Det pavelige universitet Gregoriana i Rom. I Østberlin lagde han sig ud med blandt andre præsident Erich

Honecker på grund af Sovjetstjernen på mange offentlige bygninger i DDR, og på Katholikentag i Dresden i 1987 erklærede han, at katolikkerne ”ikke følger nogen anden stjerne end den fra Betlehem”.

Allerede i 1983 havde pave Johannes Paul II kreeret ham til kardinal.

Også på sine ældre dage var kardinal Meisner en overraskelsernes mand. Han var chokeret over pave Benedikts abdicering, idet han hævdede, at paveembedet – ligesom ægteskabet – var ”til døden”.

Senere accepterede han dog sin ven

sit liv og tappert har accepteret (propter caritatem) en uomgængelig og snarlige død. b) At der har været en tæt sammenhæng (nexus) mellem personens beslutning om at ofre sit liv og hans eller hendes snarlige død. c) At personen – i det mindste på normal vis – har efterlevet de kristne dyder inden beslutningen om at ofre sit liv, og især frem til hans eller hendes død. d) At personen har haft ry at være hellig (fama sanctitatis) og at der findes tegn herpå, i det mindste efter hans eller hendes død. e) For at person kan helgenkåres skal der foreligge et mirakel efter hans eller hendes død, som kan tilskrives vedkommendes forbøn. Ærkebiskop Marcello Bartolucci, der er sekretær for helgenkåringskongregationen, siger, at den nye kategori skal ”tilgodese heroiske kristne vidnesbyrd, som ikke tidligere har haft deres egen specifikke proces, og som ikke helt faldt ind under kategorierne ’martyriet’ eller ’heroiske dyder’”.

Marcello Bartolucci udtaler til Vatikanets dagblad L’Osservatore Romano den 11. juli, at den nye forordning ikke ændrer ved Kirkens lære om kristen hellighed, der kan resultere i helgenkåring og den traditionelle saligkåringsprocedure. Tilføjelsen, siger han, skal snarere ses som en berigelse, der tilføjer ”nye perspektiver og muligheder for opbyggelsen af Gudsfolket, som i deres helgener ser Kristi ansigt, Guds nærvær i historien og en eksemplarisk efterlevelse af evangeliet”.

Benedikts begrundelse for at abdicere af helbredsmæssige grunde. I slutningen af november 2016 vakte det opsigt, da han og tre andre konservative kardinaler (Caffarra, Burke og Brandmüller) skrev til pave Frans og udtrykte deres tvivl (dubia) om den postsynodale skrivelse Amoris laetitia og pavens ægteskabslære. Kardinal Meisner var kraftig modstander af, at gengifte fraskilte kunne få adgang til kommunion.

Kardinal Meisner blev begravet fra Køln Domkirke den 15. juli. Under messen blev der oplæst budskaber fra både pave Frans og pave emeritus Benedikt. En række inden- og udenlandske kirkelige ledere og notabiliteter deltog i begravelsesmessen, herunder biskop Czeslaw Kozon i egenskab af formand for Den nordiske Bispekonference.

NM

3

Internationale nyheder

Kort nyt

Kardinal Sarah udfordrer de katolske traditionalister

Ny hjemmeside for familien

Vatikanets liturgipræfekt efterlyser tilnærmelse mellem de to liturgiske ’lejre’.

LITURGI Den 7. juli markerede tiåret

for offentliggørelsen af pave Benedikt XVIs moto proprio Summorum Pontificum, hvori han giver katolske præster tilladelse til at fejre messe efter den såkaldte tridentinske ritus fra 1962, altså før Det andet Vatikankoncil og de liturgireformer, der fulgte herefter. Denne ritus kaldes efter Benedikt XVIs moto proprio for den ekstraordinære form af den latinske ritus, mens messen, der fejres efter ordningen fra missalet i 1971, kaldes for den ordinære form.

I denne anledning skrev kardinal Robert Sarah, præfekt for kongregationen for gudstjenesten og sakramentsordningen (med ansvar for liturgi, gudstjenesteordninger og forvaltningen af sakramenterne), en artikel i det franske traditionalistiske tidsskrift La Nef. Denne artikel er ikke tilgængelig online, men findes gengivet og kommenteret i engelsksprogede katolske tidsskrifter, fx The Tablet og Catholic Herald. Artiklen har et budskab, som mange traditionalister måske ikke havde forventet at høre i forbindelse med jubilæet.

’Den gensidige berigelse’

Kardinal Robert Sarah fremhæver den ”gensidige berigelse” mellem de to former, sådan som pave emeritus ønskede det.

Kardinalen har ellers tidligere talt for ændringer til fordel for den ekstraordinære form, at den burde inkorporeres i den ordinære form (fx at præsten fejrer messen

ad orientem), og i artiklen argumenterer han blandt andet for, at kommunionen bør modtages på tungen og knælende, og at de såkaldte trinbønner bør indgå i den ordinære form.

Men hans hovedbudskab er, at der netop skal være tale om en gensidig – og ikke ensidig – berigelse mellem de to liturgiske former. Han vender sig imod at anvende udtrykket ’reform af reformen’, da det kan give indtrykket af, at det alene er den ordinære form, som skal beriges af den ekstraordinære form. Dette udtryk, skriver kardinal Sarah, signalerer en ”dominans af den ene side over den anden”. Han foreslår i stedet, at vi anvender udtrykket ’liturgisk forsoning’. En sådan forsoning fordrer nemlig, at begge ’lejre’ nærmer sig hinanden, hvilket sikkert vil møde modstand i visse traditionalistiske kredse.

Indre omvendelse

Kardinal Sarah nævner konkret, at begge liturgiske former bør arbejde hen imod at få samme liturgiske kalender og de samme tekstlæsninger. Dette fordrer, at tilhængerne af den ekstraordinære form anerkender, at den ordinære forms reformerede liturgiske kalender og dens mere omfattende bibellæsninger ses som en berigelse af den ekstraordinære form. Ifølge en kommentar i Catholic Herald vil det være noget, traditionalister, især det skismatiske Sankt Pius X-præstebroderskab, vil have svært ved at acceptere. Kardinal Sarah skriver,

Troslærepræfekt får ikke forlænget sit mandat Kardinal Gerhard Müller stopper efter blot fem år på posten.

KURIEN Vatikanet meddelte den 30. juni,

at Troslærekongregationens præfekt, den tyske kardinal Gerhard Ludwig Müller, ikke får forlænget sin embedsperiode efter fem år på posten. Indehaveren af dette læremæssigt vigtige embede, og i den sammenhæng en af pavens nærmeste medarbejdere, bestrider normalt embedet i længere tid, end det var tilfældet med kardinal Müller. Således bestred kardinal Joseph Ratzinger, den senere pave Benedikt XVI, embedet som troslærepræfekt i næsten 25 år, fra 1981 til 2005 under den hellige pave Johannes Paul II. Der har cirkuleret rygter om en dyb uenighed mellem pave Frans og kardinal Müller, navnlig om Kirkens holdning til gengiftes adgang til kommunionen i kølvandet på offentliggørelsen af pavens postsynodale skrivelse om familielivet, Amoris laetitia, som den egentlige grund til, at kardinal Müller ikke fik forlænget sit mandat. Selv afviser kardinalen, at der skulle være en konflikt mellem ham og pave Frans: ”Vi har haft forskelligt syn på enkelte punkter i Amoris laetitia, men der har aldrig været nogen konflikt mellem pave Frans og mig”, fastslår kardinalen i et interview med den tyske avis Allgemeine Zeitung. Han siger videre, at paven har indført en policy,

hvor åremålsansættelser i den romerske kurie fremover ikke automatisk forlænges, og hvor det ved udløbet af en mandatperiode på fem år anses for naturligt og gunstigt at udskifte vedkommende på posten.

Kardinal Gerhard Müller blev udnævnt til præfekt for Troslærekongregationen den 2. juli 2012 af daværende pave Benedikt XVI. Hans femårige ansættelse udløb 2. juli i år. Ifølge oplysninger vil kardinal Müller fortsat opholde sig i Vatikanet. ”Jeg vil fortsætte mine akademiske opgaver, mit virke som kardinal og udføre pastoralt arbejde. Der er masser at gøre for

Den tyske kardinal Gerhard Ludwig Müller stopper som præfekt for Troslærekongregationen efter blot fem år på posten. Selv afviser han, at baggrunden skal søges i uenigheder mellem ham og pave Frans. Foto: Wikimedia.

I anledning af tiårsdagen for offentliggørelsen af moto proprio’et Summorum Pontificum foreslår Vatikanets liturgiske præfekt kardinal Robert Sarah, at tilhængerne af enten den ordinære eller den ekstraordinære messeform viser større vilje til at nærme sig hinanden. Foto: sanktknudsselskab.com. at en sådan vedholdende modstand mod ændringer behandler den ekstraordinære form som ”et museumsobjekt”, der for altid er låst fast til 1962-missalet.

En ægte forsoning mellem de to ’lejre’ fordrer fra begge sider en indre omvendelse samt viljen til at se det gode hos den anden og en åbenhed for egne forandringer, skriver kardinal Sarah. Siden offentliggørelsen af Summorum Pontificum i 2007 har de, der foretrækker den ekstraordinære form, forventet sig dette af tilhængerne af den ordinære form. En sådan, tilføjer kardinalen, må være tilstede i begge lejre, idet begge jo er forenede i én og samme Kirke, omkring ét alter. NM mig her i Rom. Desuden er jeg tæt på den almindelige pensionsalder”, udtaler den 69-årige kardinal til den tyske avis.

I samme ombæring har pave Frans opsagt tre af kardinal Müllers nærmeste medarbejdere i Troslærekongregationen.

Som ny præfekt har paven udpeget den 74-årige spanske ærkebiskop og jesuit Luis Ladaria Ferrer, der har fungeret som sekretær for Troslærekongregationen siden 2008.

NM

VATIKANET Det nye pavelige råd for familien, lægfolket og livet, som fik godkendt sine statutter 4. juni sidste år, har fået en ny hjemmeside med adressen www. laityfamilylife.va.

I spidsen for familierådet står den irskfødte amerikanske kardinal Kevin Joseph Farrell, og pater Alexandre Awi Mello er dets sekretær. Ifølge statutterne vil det pavelige råd være sammensat af både cølibatære og gifte personer, såvel kvinder som mænd.

537 sogne blev nedlagt i 2016

TYSKLAND Den nyeste statistik fra

landets bispekonference er deprimerende læsning set med katolske ønje. Sidste år forlod lidt over 162.000 katolikker Kirken – et lille fald i forhold til 181.925 i 2015.

Katolikkerne udgør nu 28,5 % af landets befolkning (ca. 23,6 mio. mod 27,5 mio. i 1996).

På sognefronten blev 537 sogne nedlagt i 2016. Mere end 3.000 katolske sogne er nedlagt de seneste tyve år, så der i dag er 10.280 sogne.

Statistikken viser, at landet i dag har 13.856 katolske præster (mod 14.087 i 2016) og at messegangsfrekvensen i 2016 var 10,2 % (mod 10,4 % i 2015).

Pressechef død

VATIKANET Joaquín Navarro-Valls døde 5. juli i Rom efter længere tids sygdom. Han var Den hellige Stols pressechef mellem 1984 og 2006, og var stærkt knyttet til den hellige pave Johannes Paul II. Spanieren Joaquín Navarro-Valls var psykiater og uddannede sig senere til journalist. I 1960’erne var han sekretær for Opus Deis afdeling i Barcelona.

Han arbejdede siden i Rom som journalist, senere som chef for Roms udenrigskorrespondenter. I 1984 udnævnte Johannes Paul II ham til pressechef for Den hellige Stol – en stilling han bestred frem til pavens død og 15 måneder ind i pave Benedikts pontifikat.

4

Misbrugssager

”Jeg er uskyldig” George Pell, præfekt for Vatikanets Økonomisekretariat, anklages for seksuelle overgreb.

Tekst: Lisbeth Rütz

AUSTRALIEN ”Nolite timere” – frygt ikke – står der i kardinal Pells våbenskjold.

I de kommende måneder vil han få hårdt brug for sit valgsprog. Kardinalen er nemlig sigtet for seksuelle overgreb i 60’erne og 70’erne, da han var præst i Ballarat og et tilfælde i 1997, mens han var ærkebiskop i Melbourne. Omfanget af sigtelserne kendes endnu ikke. Den 26. juli mødte kardinalen op til et indledende retsmøde i Melbourne.

Han var ledsaget af sin advokat Robert Richter, der på vegne af kardinalen sagde, at han erklærede sig uskyldig i alle anklager. ”For at undgå enhver tvivl vil kardinal Pell erklære sig ikke-skyldig i alle anklager mod ham, og han fastholder sin uskyld”, udtaler Robert Richter til avisen The Daily Telegraph. Tilbage i juni 2002 blev han anklaget for som ung seminarist at have misbrugt en dengang 12-årig dreng; men sagen blev opgivet.

Sigtelserne mod kardinal Pell er kulminationen på mange års uro i Den katolske Kirke i Australien. Siden slutningen af 1980’erne har Kirken i Australien været plaget af en række sager om seksuelt misbrug i et omfang, som vi kender det fra USA og Irland. Gang på gang har misbrugssager i Den katolske Kirke ryddet forsiderne, og kardinal Pell har længe været i skudlinjen – først for at have dækket over pædofile præster, men nu også for selv at have begået overgreb.

Hvad der skete i Ballarat

Som i Irland og USA handler sexsagerne i Australien om systematisk cover up og om pædofile præster, der blev flyttet rundt i årevis, hver gang nye overgrebssager dukkede op. I bispedømmet Ballarat blev præsten Gerald Ridsdale ved tre retssager mellem 1993 og 2013 kendt skyldig i flere hundrede sexovergreb mod drenge og piger.

George Pell boede i nogle år i præstegården i Ballarat sammen med blandt andet Ridsdale og var med i en rådgivningsgruppe for daværende biskop Ronald Mulkearns. Mødeprotokollerne

viser, at han var til stede ved to møder i 1977 og 1979, hvor det blev besluttet at forflytte Ridsdale. Selv husker han dog intet i modsætning til flere andre mødedeltagere.

I Ballarat ligger St. Alipius School, hvor fr.

Ted Dowlan fra kongregationen Christian Brothers underviste sammen med fr. Robert Best, fr. Stephen Farrell og fr. Gerald Fitzgerald. De blev alle dømt for pædofili undtagen Fitzgerald, der døde inden retssagen begyndte. Pell husker intet om, at flere børn i den periode skal have klaget til ham over brødrenes overgreb.

Nogle ser pædofilikrisen som anledning til et opgør med en dysfunktionel kirkekultur.

Pat Power, der var hjælpebiskop af Canberra indtil 2012, har kaldt krisen omkring misbrug for den værste krise Kirken har stået over for siden 1600-tallet.

Ved sin afgang udtalte han, at Kirken ikke bare skal have fokus på misbrug, men også koncentrere sig om en gennemgribende strukturreform.

Tidligere hjælpebiskop i Melbourne Geoffrey Robinson ser i sin bog Confronting Power and Sex in the Catholic Church (2007) overgrebene som udtryk for seksualiseret vold og har på foredragsrejser til USA og Canada interesseret sig for at analysere det institutionelle klima, der gør denne vold mulig.

Den kongelige kommission

Efter mange års uro omkring misbrugssagerne, blev der i januar 2013 nedsat en kongelig undersøgelseskommission. Kommissionen har fokus på børn under 18 og skal undersøge kulturen i skoler, kirker, sportsklubber og offentlige institutioner. Den ser på, hvor systemet har svigtet og hvad der kan gøres for at skabe en ny kultur, der bedre beskytter børn mod overgreb. Kommissionen undersøger institutionskulturen både tidligere og i dag, kommer med anbefalinger til forbedringer og vurderer lovgivningen på området. Den har gennemført offentlige og private høringer med enkeltpersoner, der ønsker at anmelde overgreb.

Der er holdt mere end 6.700 private sesssioner med formodede ofre. Nogle af dem har også ytret sig ved de offentlige høringer. 59 % af de rapporterede tilfælde fandt sted i religiøse institutioner. 70 % af anmelderne er mænd, og misbruget begyndte gennemsnitligt, mens ofret var 10 år gammel. Kommissionen efterforsker ikke i overgrebssager; men fra 2013 indtil maj i år har den overgivet 2.025 formodede tilfælde af misbrug til politiet. 127 af dem har ført til straffesager.

Den har udgivet en række rapporter og vil 15. december præsentere slutrapporten.

Da det i slutningen af 2012 stod klart, at der skulle nedsættes en undersøgelseskommission, udtalte Pell ved en pressekonference i 2012, at Den katolske Kirke anerkendte problemets omfang ”med skamfuldhed”. Samtidig talte han dog også om, at Den katolske Kirke var udsat for en hetz. Kommissionen har udgivet tre case studier om de områder, hvor Pell tidligere har arbejdet som præst og biskop. Nummer 8 handler om Sydney, nummer 28 om Ballarat og nummer 35 om Melbourne. Pell er selv blevet forhørt af kommissionen i maj 2015, februar 2016 og i slutningen 2016.

I 1996 introducerede ærkebispedømmet Melbourne, hvor Pell dengang var ærkebiskop, som det første i verden programmet The Melbourne response med tilbud om hjælp og erstatning til ofre.

Programmet er dog senere blevet heftigt kritiseret for at være legalistisk og for at yde for lidt støtte til ofrene.

En stærk aktør

Den katolske Kirke er en stærk aktør i det australske samfund og er med sine godt 5,5 millioner medlemmer landets største kirkesamfund. Fra de første nonner satte foden på australsk jord i 1838 er der grundlagt solide traditioner for et katolsk samfundsengagement. Kirken er efter de offentlige tilbud landets største udbyder af ydelser inden for uddannelse, sundhedsvæsen, ældrepleje og rådgivning.

Hvert femte barn i Australien går i katolsk skole, og der findes to katolske universiteter i landet. Irske indvandrere var grundstammen i den katolske kirke, der voksede op i 1800-tallet. Men efter Den anden Verdenskrig har indvandrere fra Polen og Sydeuropa og fra 1980´erne fra Vietnam, Filippinerne og Libanon i stigende grad præget Kirken, der i 1986 overhalede Den anglikanske Kirke med hensyn til medlemstal. Antallet af katolikker er stigende på grund af indvandring, og der ses en klar tendens til, at de religiøst aktive katolikker kommer fra ikke-engelsk talende lande, viser en rapport fra den australske bispekonference i 2013. Rapporten dokumenterer også 23 % nedgang i messedeltagelse mellem 1996 og 2011.

Kardinal George Pell 2012. Foto: Wikipedia. under gulvtæppet, så længe den kunne.

Kritikere har dog påvist en del faktuelle fejl i bogen og påpeget, at Milligan ikke har interviewet én eneste Pellstøtte.

Selv har Pell konsekvent benægtet ethvert kendskab til sagerne. Han har kaldt bogen for et ”karaktermord” og beskyldt ABC for at føre smædekampagne mod ham.

Forlaget Melbourne University Press har foreløbig besluttet ikke at distribuere bogen i delstaten Victoria for at sikre kardinalen en fair retssag.

Næste møde i Pells sag er berammet til den 6. oktober, og skulle det komme til en retssag, vil den formentlig blive langvarig.

Læs mere her:

Louise Milligan: Rise and fall of cardinal Pell. Melbourne University Press maj 2017 Biskop Geoffry Robinson: Confronting power and sex in the Catholic Church.

John Garrat Publishing, 2007 Begge bøger kan lånes fra Sankt Andreas Bibliotek: www. sanktandreasbibliotek.dk tlf.: 33 55 60 90 gennem dit lokale folkebibliotek.

Læs mere om undersøgelseskommissionens arbejde og download dens rapporter på www.childabuseroyalcommission.gov.au

Louise Milligans pageturner

Præstegården ved St. Alipius School i Ballarat. Her boede Pell sammen med bl. a. pastor Gerald Ridsdale, der mellem 1993 og 2013 blev dømt for flere hundrede sexovergreb mod børnene på skolen. Foto: Wikipedia.

I maj i år udkom Louise Milligans bog Rise and fall of cardinal Pell – en pageturner på 438 sider. Milligan er reporter på den australske TV-kanal ABC. Hendes bog er fortælleteknisk forførende, for den kombinerer dybtgående research med fortællegreb fra fiktionen. Dens styrke og svaghed ligger i, at den konsekvent fremstiller tingene ud fra offerperspektivet.

Den er baseret på interviews med formodede misbrugsofre, deres forældre og venner og forsøger temmelig overbevisende at dokumentere, at kirkeledelsen, herunder også Pell, vidste hvad der foregik i Ballarat og mange andre steder, men fejede det ind

Den 14. maj udkom ”The rise and fall of George Pell” af tv-journalisten Louise Milligan. P.t. har udgiveren Melbourne University Press stoppet distributionen i delstaten Victoria for ikke at påvirke forløbet af en evt. kommende retssag.

5

Litauen

Teofilius Matulionis og nationen Litauen Litauens første katolske martyr fra sovjettiden saligkåret.

Tekst: Bernadette Preben-Hansen

VILNIUS Søndag den 25. juni 2017 blev Teofilius Matulionis saligkåret ved en messe i Vilnius på pladsen foran katedralen. Søndagen forinden var jeg i byen på rejse gennem Baltikum, denne gang fra Kaunas til Riga. På banegården i Vilnius og gadehjørner sås plakater for den forestående begivenhed, og foran katedralen en plancheudstilling; herfra information om Teofilius’ biografi. Hvem var han?

Teofilius

Teofilius Matulionis (1873-1962) blev født i en landsby Kudoriškis i Litauen.

Landet hørte dengang under det russiske tsarimperium. Han rejste til St. Petersborg i 1891 for at studere på det kejserlige katolske teologiske akademi dér. Han blev ordineret præst i 1900 og virkede som sognepræst i Bikava og Varaklani i Latgale-regionen i Letland. De russiske myndigheder holdt ham under opsyn; og han fik sin første dom i St. Petersborg i 1909. Han havde døbt et barn af et blandet katolsk-ortodokst ægteskab. Teofilius blev i St. Petersborg. I 1923 kom han sammen med andre katolske præster for retten i Moskva og blev fængslet i Butyrka- og Sokolnikifængslerne dér; anklagen var spionage for Litauen.

Han blev hemmeligt biskop-ordineret i 1928 og arresteret igen året efter. Denne gang blev han sendt ti år i Gulag, til Solovetskijøerne i Hvidehavet, nord for Arkhangelsk. Øerne blev bl.a. anvendt som forvisningssted for religiøse afvigere, og til 1967 var her tvangsarbejdslejre for kontrarevolutionære.

Teofilius vedblev at fejre messen.

Livsvilkårene svækkede hans helbred.

Sammen med ni andre præster blev han løsladt og nåede Litauen i 1933. Teofilius tog kort efter på en rejse til Vatikanet (møde med Pius XI), Jerusalem og Sinaihalvøen, inden han efter halvandet år i USA (mange litauere i Chicago) kom retur til Litauen i 1936. Han blev så rektor for benediktinerkonventet i Kaunas. Efter den sovjetiske okkupation af Litauen i 1940 protesterede Teofilius imod lukninger af kapeller, kirker og seminarier. Han blev

derfor atter arresteret i 1946 og idømt syv års fængsel.

Teofilius sad i Vladimirskij-fængslet i Vladimir, øst for Moskva, inden han blev sendt på et handicaphjem i Mordovia, sydøst for Moskva, i 1954. Fem år senere kom han retur til Birštonas og Šeduva i Litauen, hvor han var under sovjetmyndighedernes overvågning. Han blev udnævnt til ærkebiskop af Kaišiadorys i 1962 og modtog en invitation til at deltage i Det andet Vatikanerkoncil; men han blev nægtet udrejse. I august 1962 ransagede politiet hans lejlighed i Šeduva, og kort efter døde han under uklare omstændigheder, muligvis ved en giftindsprøjtning. Teofilius er Litauens første saligkårede katolske martyr fra sovjettiden.

Nationen

I Kaunas og Vilnius ses (selvsyn) mindeplader og statuer af intellektuelle og katolske gejstlige, der stod i opposition til tsarriget og sovjetstyret. Litauen har sammen med det sydøstlige Letland – i modsætning til Estland og det nordlige og vestlige Letland – en katolsk nationalidentitet. Litauen var i union med det katolske Polen fra 1385 til indlemmelsen i Rusland i 1795. Landet blev styret af russiske embedsmænd, storhertugernes palads i Vilnius blev nedrevet (1799), litauisk blev forbudt som publika­ tionssprog; og russisk var undervisningssproget i skolerne 1864-1904, efter litauernes deltagelse i det polske oprør i 1863.

Litauen modsatte sig russificeringen, der skabte en stærk litauisk nationalfølelse.

Katolicismen blev symbolet på modstand.

I Letland og Estland var religion ikke i samme grad en del af nationsbygningen.

Litauen har i dag – i forhold til Letland og Estland – en beskeden russisktalende minoritet (ca. otte procent).

Litauen erklærede selvstændighed første gang i 1918, mens landet var besat af tyske tropper under verdenskrigen.

Ved et statskup (1926) blev nationalisten Antanas Smetona præsident; han opløste parlamentet og indledte et autoritært styre.

Sovjetunionen besatte Litauen i 1940 efter

”De, der døde for Litauens frihed 1921”. Frihedsmonument i Kaunas, med trækors, et katolsk kendetegn for Litauen. Foto: Bernadette Preben-Hansen.

Molotov-Ribbentrop pagten og indlemmede landet. Overalt i Baltikum ses mindesmærker for sovjetokkupationen og Stalins deportationer af befolkningsgrupper til Sibirien i 1940-41. Litauen erklærede sig igen selvstændigt i 1990 og opnåede reel selvstændighed efter kuppet i Moskva i august 1991.

I den centrale park i Vilnius stod engang byens største statue af Lenin. Den blev kørt bort i 1991, og pladsen blev overladt til et blomsterbed.

Nu er parken aflukket, men gennem gitteret skimtes forberedelsen til opstilling af Litauens nationalsymbol, en middelalderlig rytterstatue. I juni 2017 var den fremtidige statue endnu repræsenteret ved en endimensionel plastikfigur.

Nabobygningen til katedralen er storhertugernes palads i en rekonstruktion (fra 2013).

På pladsen står en statue (fra 1996) af den hedenske storhertug Gediminas i rustning med hest; han gjorde Litauen til en stormagt i 1300-tallet ved erobringer i Hviderusland Teofilius Matulionis som biskop. Foto: Wikipedia. og Ukraine. Vilnius var i århundreder hovedstaden i et imperium fra tilsvarende styrke i det nordøstlige Polen. Østersøen til Sortehavet, og pladsen er i dag Efter århundreders russisk styre betyder en magtdemonstration på nationen Litauen. historie og identitet mere for Litauen end danskere måske forstår.

Politisering

Teofilius stod som en af flere åndelige ledere af modstanden mod sovjetmagten; og saligkåringen er også antikommunistisk arvegods efter den polske pave Johannes Paul 2, Karol Wojtyla, idet processen blev indledt den 2. april 1990 – få uger efter at Litauen igen havde erklæret sig selvstændigt (11. marts), og Vytautas Landsbergis var blevet statsleder. Moskva indførte økonomiske sanktioner og lukkede for olie- og gasforsyningerne (april 1990).

Litauere opsatte barrikader ved parlamentet i Vilnius for at forhindre et sovjetisk angreb.

Sovjetstyrker brugte i stedet våbenmagt ved tv-tårnet og dræbte 14 ubevæbnede civile i januar 1991. Paven helgenkårede samme år den polske karmeliter Jozef Kalinowski, født i Vilnius, der deltog i 1863- oprøret og blev sendt i en sibirisk arbejdslejr. Wojtyla rejste på pilgrimsrejse i Litauen, Letland og Estland i 1993 og erklærede i 2000 flere litauiske gejstlige og intellektuelle, også kvinder, for martyrer; alle var de døde i Sibirien, Hviderusland eller i NKVDs varetægt. Martyrkåringerne kan også ses som den katolske pendant til den russiske kirkes helgenkåringer siden 00’erne af Ruslands nymartyrer: de ortodokse ofre for kommunismen.

Pave Frans erklærede Teofilius for martyr i december 2016. Men hvad betyder saligkåringen politisk? At saligkåringen finder sted nu kan ses som en reaktion på det stigende russiske pres (fra 2011), der blev militært (fra 2014). Den litauiske regering uddelte i 2016 en manual til landets tre millioner borgere, med instruktioner i tilfælde af en militær invasion fra Rusland. Saligkåringen af Teofilius skal formentlig bidrage til en styrkelse af den litauiske nationalidentitet nu, hvor forsvaret forstærkes med symbolske allierede styrker, herunder den tyskledede NATOBattlegroup Lithuania (fra maj 2017) og en

Ecce homo

Teofilius’ valgsprog var ”Per crucem ad astra” – Ved korset til stjernerne. Han var præst i 62 år. ”Ecce homo” er budskabet; forudsætningen er dog tilgængelig litteratur og kildeudgivelse (breve, forhørsprotokoller, prædikener) – på et europæisk hovedsprog – om den ydmyge, troende og viljestærke mand.

Efter messen talte Litauens præsident Dalia Grybauskaitė på pladsen. Hun talte til de unge og fremhævede Teofilius som et eksempel på værdig vedholdenhed i modgang. Messen sluttede med et Ave Maria, mens paradesoldater bar Teofilius’ kiste væk og præsterne gik ud under trompetfanfare. Den liturgiske mindedag er den 14. juni – den dag Stalins deportationer begyndte i 1941. Litauen forbereder som Letland og Estland 100-året for de tre baltiske landes uafhængighedserklæringer (1918).

Fakta:

Litauen er det sydligste af de tre baltiske lande: Estland, Letland og Litauen.

Litauen grænser op til Kaliningrad (Rusland), Polen, Hviderusland, Letland og Østersøen. Litauen har omtrent tre millioner indbyggere. Befolkningen er ca. 2/3 katolikker. Litauen er medlem af EU og NATO (siden 2004).

Pranas Gaida: Erzbischof Teofilius Matulionis.

Hirte, Gefangener, Märtyrer. München 1986 (oversat fra litauisk). Jeg har ikke set bogen; litteraturen og kilderne er litauisk- og russisksprogede: www.archyvai.it/.

Teofilius: teofilius.lt/.

Saligkåringen: lrt.lt/mediateka/irasas/1013671184/sv_misios.

6

Sankt Knud Lavard Kirke

Moderne ved et tilfælde?

Sankt Knud Lavard Kirke fylder 60 år.

Tekst: Sebastian Olden-Jørgensen

KONGENS LYNGBY På festen for Jomfru Marias optagelse i Himlen den 15. august 1957, i silende regn, blev Sankt Knud Lavards Kirke i Lyngby indviet af biskop Theodor Suhr i nærvær af sognepræst Thomas King, kapellan Gunnar Martin Nielsen og omtrent 800 menighedsmedlemmer. Det var selvfølgelig Suhrs embedspligt som biskop at indvie nye kirker; men man tror gerne, at han denne gang gjorde det med særlig glæde. Kirken havde ikke kun været på tegnebrættet siden begyndelsen af hans embedstid i 1939 og repræsenterede en gennemtænkt pastoral satsning. Biskop Suhr havde også været personligt stærkt involveret i byggeriet og havde valgt – og ændret – kirkens epokegørende udformning.

Første moderne betonkirke

I dag er Sankt Knud Lavards Kirke bare én blandt flere mere eller mindre kasseformede danske betonkirker, katolske såvel som protestantiske, men i 1957 var det noget helt nyt. Kirken var simpelthen Danmarks første betonkirke i gennemført funktionalistisk stil. ”Kubiske” former, rene linjer, bare vægge, rå materialer og et minimum af dekoration prægede rummet og gør det i vid udstrækning stadig.

Kirkens modernistiske form blev positivt bemærket. Den modtog en pris fra ”Foreningen til hovedstadens forskønnelse” og har fundet hædrende omtale i flere arkitekturhistoriske værker. Hvis biskop Suhr ønskede at vise offentligheden, at Den katolske Kirke sandelig også kunne være yderst moderne, så havde han held med sit foretagende.

Store planer

Det hører imidlertid til historiens ironi, at det var tilfældighedernes spil, der gjorde Sankt Knud Lavards Kirke til en modernistisk manifestation. Selve sognet blev grundlagt i 1936 under biskop Brems. Man startede med et beskedent hus med kapel i stuen på en grund nede ved S-togsstationen, hvor man også planlagde at bygge en kirke i en stil, der mindede meget om Jensen

Den 16. maj 1965 blev Hans Ludvig Martensen bispeviet i Sankt Knud Lavards Kirke af sin forgænger biskop Theodor Suhr OSB. Medkonsekratorer var biskoppen af Oslo, John Gran OCSO og Paul Verschuren SCI, koadjutorbiskop af Helsinki.

Klints (Grundtvigskirken). Mere dansk og moderne kunne det ikke blive.

Så kom krigen, og selv om finansieringen kom på plads, var tiderne ved at ændre sig.

Biskop Suhr ønskede nu ikke kun at bygge en kirke, men et helt katolsk kompleks bestående af stor sognekirke, præstegård, børnehave og skole (ledet af Sankt Josephsøstre). Til det formål havde man i 1944 købt en passende stor grund dér, hvor kirken og Sankt Knud Lavards Skole nu ligger. I maj 1945, befrielsesmåneden, blev der indhentet forslag fra en serie arkitekter.

Det projekt, biskop Suhr valgte, var ikke længere en forvokset dansk landsbykirke i mursten à la Jensen Klint, men en stor treskibet, noget firkantet basilika med fritstående klokketårn tegnet af den unge arkitekt Carl R. Frederiksen.

Byggematerialet var af økonomiske grunde ændret til jernbeton, og formen og udsmykningen var moderat moderne med en klar treskibet struktur, hvælvet loft, markeret kor og en stor freske af Kristus omgivet af engle og helgener på bagvæggen.

Over gavlen og på klokketårnet knejsede kors, og store vinduer i siderne badede kirkeskibet i lys, mens koret med sænket loft henlå mere dunkelt. Året efter blev planerne i let modificeret form lagt frem i offentligheden.

Forsinkelser

Der skulle imidlertid gå ti år, før arbejdet kunne begynde. Forklaringen er efterkrigstidens stramme regulering af byggeriet, der prioriterede boliger. Først i november 1955 forelå offentlig tilladelse til at sætte byggeriet af kirken i gang. På det tidspunkt var skolen og præstegården allerede opført, og skolens gymnastiksal blev brugt som midlertidig kirke.

Da byggeriet endelig gik i gang i sommeren 1956, var planerne imidlertid endnu en gang ændret temmelig meget.

Sammenligner man planerne fra 1945-46 med den nuværende kirke, ligner det en spareøvelse, men det er forkert. Sandheden er, at arkitekt Frederiksen og sognets regnskabsfører (menighedsrådsformand) Carl Darving havde været på studietur i Tyskland og Schweiz og studeret moderne katolsk kirkearkitektur, og for at overtale biskop Suhr til ændringerne, tilbød arkitekten at lave de nye tegninger gratis.

Og biskop Suhr sagde ja.

Firmelse i Sankt Knud Lavard Kirke 2017. Arkivfoto.

Virkelighed

Hvor tegningerne fra 1945-46 viser en moderat moderne kirke med mange genkendelige traditionelle træk, var de nye planer fra foråret 1956 præget af kompromisløs modernisme. Kirkens kasseagtige form blev yderligere accentueret ved at taget, loftet og korets bagvæg blev gjort flade. De store vinduer i siderne blev erstattet af et smalt vinduesbånd under loftet, så ydervæggene fremstod som store, ubrudte flader. Korsene på gavlen og klokketårnet var væk, og fresken på korets bagvæg var erstattet af et stort, nøgent trækors. Loftet i koret var ikke længere sænket, og dåbskapellet var flyttet fra den traditionelle placering ved indgangen i vestenden op til en position under et sænket loft til venstre for alteret. Loftet såvel som kirkebænkene var af lyst fyrretræ.

Man må sige, at arkitekt Frederiksen havde gjort noget ud af lyset. De højtsiddende vinduer i siden badede kirkens indre i indirekte lys. En stor, kulørt vinduesflade i korets sydside sørgede for, at alteret (selvfølgelig af beton) blev badet i lys – i hvert fald søndag formiddag i godt vejr i sommerhalvåret. Og over døbefonten var der lavet en lysskakt, der ledte lys ned over døbefonten ovenfra – atter under forudsætning af godt vejr.

Selv om man kan forstå arkitektens tanke, må det dog konstateres, at han på trods af den funktionalisme, kirkens arkitektur ellers er udtryk for, ikke tog tilstrækkeligt hensyn til, at en katolsk kirke bliver brugt på alle tider af døgnet året rundt. Siden da er der også i flere omgange blevet opsat supplerende kunstigt lys.

Inkonsekvenser

Sankt Knud Lavards Kirke blev fejret som en modernistisk ønskedrøm, der blev til virkelighed. Her var ingen ”distraherende” elementer, der kunne drage opmærksomheden væk fra liturgien ved

Klokkerne ankom den 10. juli 1957 og indvies her, før de blev hængt op om aftenen samme dag. Arkivfoto.

alteret. Klarhed, enkelhed og ro herskede, og så alligevel ikke. Kirkens hovedakse er holdt streng og bar, men i nordsiden mellem skriftestolene og i sydsiden op mod koret, placerede man to store glasmosaikker af den svenske katolske kunstner Erik Olson.

Glasmosaikken i nordsiden forestiller Kristus på korset omgivet af redskaber og symboler på lidelseshistorien, og i sydsiden danner mosaikken en altertavle, der viser Jomfru Maria iklædt solen med Jesusbarnet på skødet og omgivet af Mariasymboler. Stilen er moderne og kubistisk, men den er også farveglad og fuld af genkendelige, traditionelle symboler. Man kan opfatte dette som en sørgelig mangel på konsekvens, eller man kan se det som netop det traditionelle ”touch”, der gør kirkerummet menneskeligt og katolsk.

Dengang og i dag

Sankt Knud Lavards Kirke blev planlagt som en slags fremtidslaboratorium. Biskop Suhr så muligheden for at skabe en stor, stærk og kernedansk forstadsmenighed, og han gav den en ambitiøs og efter bedste overbevisning ”fremtidssikret” ramme i form af skole, præstegård og kirke i nyeste stil. Kirkens stjernstund kom tidligt. I 1964 trak biskop Suhr sig af helbredsgrunde tilbage, og da hans efterfølger, den unge jesuiterpater Hans L. Martensen, året efter skulle bispevies, valgte man at gøre det i Sankt Knud Lavard. Det var den 16. maj 1965.

Ser man på kirken og menigheden i dag, er meget forandret. Menigheden og kirken hører stadig til blandt landets største, hvilket dog ikke siger mere end, at begge dele har en fornuftig størrelse. Hvad der engang var en udpræget dansk forstadsmenighed, er nu mindst lige så multikulturel som landets øvrige katolske menigheder. Hvor det så at sige dengang var forstadens billige villakvarterer, der tiltrak børnerige katolske familier, er det i dag DTU’s mange udenlandske gæstestuderende og whiskybæltets au pair-piger, der danner rygraden i den store engelsktalende menighed. Hver søndag er der dansk messe kl. 10 og engelsk kl. 13.

Her som overalt i landet består opgaven dog i at skabe et katolsk fællesskab på tværs af sproggrænser, og derfor fejres kirkens 60års jubilæum med en dansk-engelsk messe søndag den 20. august kl. 11. Af samme grund er et festskrift til lejligheden ganske vist skrevet på dansk af undertegnede, men forsynet med et omfattende engelsk sammendrag og med mange billeder, der er fisket frem af diverse samlinger eller optaget til lejligheden, og som kan nydes af enhver.

Tema/Caritas-kollekt 2017

7

-Sæt gang i lokale aktiviteter!

Kære læser, Biskop Czeslaw har fastsat den sidste søndag i august som kollektdag for Caritas. I alle landets katolske kirker bliver der samlet ind til fordel for Caritas’ nationale arbejde. Katolsk Orientering har i denne anledning sædvanen tro stillet spalteplads til rådighed. Det er Caritas taknemmelige for. For vi vil gerne præsentere de udfordringer, muligheder og konkrete resultater, som menigheder og bagland over hele Danmark oplever i forhold til lokale aktiviteter og engagementer af alle slags. Nogle aktiviteter har naturligt et internationalt perspektiv, og andre handler om flygtninges situation her i landet. Atter andre rækker ud til ældre, til ensomme, til børn – eller bare til det gode, lokale sammenhold. Caritas-kollekten er i år anledning til at fokusere på hele den farverige palet af muligheder for en mangfoldighed af lokale aktiviteter.

Caritas vil gerne hjælpe flere på vej. Vi kan bakke op økonomisk og med rådgivning. Et nyt idékatalog med inspiration til arbejdet lokalt for flygtninge ligger forhåbentlig klar i din kirke, og findes også på vores nye hjemmeside.

Caritas har i de kommende måneder ekstra fokus på nye idéer i samarbejde med sognene. Med udgangspunkt i idékataloget tror vi på, at mange flere vil lade sig inspirere til et sjovt loppemarked, en koncert i det grønne, en fodboldmatch, en cykeltur med madpakker – og måske invitere nabosognet med. Caritas vil gerne styrke det nationale arbejde gennem et stærkt partnerskab med sognene om det, der er brug for lokalt og mulighed for i og omkring Kirken.

Det nye Jesu Hjerte Center i København bliver centrum for mange aktiviteter, med gode fysiske rammer og en central beliggenhed. Men også rundt om i landet er der mulighed for, at nye aktiviteter kan spire og gamle fornyes eller gentages.

Det nationale arbejde vokser først og fremmest på baggrund af frivillige, der stiller sig til rådighed. Vi håber, at mange vil bidrage til, at Kirkens karitative virke på denne måde bliver styrket, så flere mennesker får mulighed for aktivt både at yde og nyde. Det er dette, en håndsrækning gennem kollekten på søndag bidrager til.

Jann Sjursen, generalsekretær, Caritas Danmark.

8 Tema/Caritas-kollekt 2017

En enkelt ildsjæl er nok Biskop Czeslaw Kozon: Menneskelige relationer og fællesskab på lokalt plan ’’I et land som Danmark skal det store hjælpearbejde først og fremmest foranstaltes af det offentlige. Men de menneskelige relationer, venskaber og praktisk hjælp i forhold til at finde sig tilrette i et lokalsamfund, det især er også en opgave for os som medborgere, for foreninger og kirker.’’

En enkelt ildsjæl er nok ”Det er mit indtryk, at der i stadig flere sogne er grobund for et mere organiseret karitativt arbejde, og at Caritas er med til at understøtte denne udvikling. En enkelt ildsjæl er nok til at sætte store ting i gang.”

Evangeliet skal leves ud ”Ofte er vi mest optaget af forkyndelsens apostolat. Men det karitative må ikke forsvinde for Kirkens virkefelt. Tværtimod hænger det sammen med det at være Kirke. For Kirken må ikke bare være en institution, hvor den rette lære bliver forkyndt, men skal også være et fællesskab, hvor næstekærligheden vokser og rækker ud til andre. Det er banalt, for sådan har det altid været – men det forsømmes indimellem. ”

Venskabsfamilier fra Kalundborg på udflugt, der dystes i minigolf. Foto: Andreas Riis

Tema/Caritas-kollekt 2017

Solidaritetsprojektet i Århus, 2016. Foto: Caritas Danmark.

Lokale frivillige skaber værdi Frivillighed Sociale projekter starter ofte med, at nogen bliver rørt eller oprørt over at høre om, eller være vidne til andre menneskers situation. I Caritas vil vi gerne hjælpe med at omsætte ideer, social indignation og hjertebrand til projekter, der gør en forskel for mennesker.

Caritas tror på værdien i at engagere lokale frivillige i projekterne. Når udsatte personer og familier møder frivillige, der bruger tid på dem som et tilvalg - fordi de gerne vil - har det en stor værdi, som ikke kan sammenlignes med professionelles indsatser.

Samtidig giver det at være frivillig en masse tilbage: Man kan få nye kompetencer, nye perspektiver på sit eget liv, nye venskaber og meningsfulde timer, fordi man gør en konkret forskel i andre menneskers liv.

Samarbejde med Den Katolske Kirke Caritas ønsker at samarbejde med lokale sogne om projekterne.

Dels fordi Caritas og kirken deler værdierne om at vise solidaritet og næstekærlighed. Dels fordi Caritas og kirken kan supplere hinanden. Caritas har på den ene side en faglig viden om, hvordan man sætter et socialt projekt sammen. Sognene kender behovene i deres lokalområde og har sognemedlemmer, der kan møde de medmennesker, der har brug for hjælp og omsorg. Når det bliver slået sammen, kan vi gøre en stor forskel for mennesker i Danmark, der har brug for hjælp.

Tekst: Caritas Danmark

Christa Bonde, formand for Caritas Danmark: ”Caritas-kollekten er et meget synligt tegn på, at Caritas er en del af Kirken. Vi glæder os over katolikkernes økonomiske støtte, ligesom forbøn og frivilligt arbejde er uvurderligt for indsatsen for at række ud til mennesker – også i Danmark.”

Skt. Ansgar Kirkes diakoniprojekt, 2016. Foto: Caritas Danmark.

9

10 Tema/Caritas-kollekt 2017

Støt sogneprojekter Karitativt virke, diakoni, nationalt arbejde – hvad er det egentlig, vi samler ind til ved kollekten søndag den 27. august?

Der doneres til Caritas ved høstmarked i Lyngby. Foto: Skt. Knud Lavard Skole.

I 2015 oprettede Caritas Diakonipuljen for at give støtte til frivillige projekter i sognene, og det er indtil nu især kommet flygtninge og asylansøgere til gavn. Solidarity Project i Aarhus og ’Den Fremmede Er Vor Gæst’ i København har været med til at gøre hverdagen på Røde Kors’ asylcentre lettere, og i Kalundborg har venskabsfamilierne skabt det fællesskab og de relationer, man ofte mangler som ny i Danmark.

De frivillige i projekterne har fundet sammen gennem sognene, men aktiviteterne er rettet mod dem, der har behovet. Det er gode eksempler på karitativt virke – og dem findes der flere af rundt omkring i sognene. Det er dét lokale engagement, som pengene fra Diakonipuljen skal give et løft, og som idékataloger, inspirationsdage og kurser skal inspirere til.

Mange steder i verden er det netop sognene

som civilsamfund, der betyder, at Caritas kan få nødhjælp hurtigt frem og arbejde langsigtet med udvikling. Også i Danmark kan sognet noget særligt, især når det handler om at skabe relationer på tværs af nationaliteter, men også aldersgrænser og sociale skel.

Kig ind på Caritas’ hjemmeside for at få mere at vide om aktiviteter i dit sogn og hvordan, du kan være med!

Andreas Riis, national koordinator, Caritas Danmark.

DU KAN STØTTE CARITAS KOLLEKTEN VIA MobilePay på TLF: 60 79 18 87 eller VED AT SENDE EN SMS MED TEKSTEN CARITAS TIL 1231 – DET KOSTER 100 KR + ALM SMS-TAKST Du kan også benytte Dankort på www.caritas.dk

Kirken i Danmark

11

Fest på Amager Sigurd Sverre Stangeland diakonviet.

KØBENHAVN Den 8. juli – på den

norske helgen Sankt Sunnivas festdag - blev Sigurd Sverre Stangeland viet til diakon i Sankt Annæ Kirke på Amager. Sigurd Sverre bliver den anden norske præst i bispedømmet København efter Franz Maurer, der var sognepræst ved Sankt Hans Kirke i Køge fra 1906-1921.

Søstrene Ragnhild Sofie og Siv Tone var sammen med familie, venner og universitetskolleger fra Norge samt tre præster og tre studiekammerater fra Collegium Germanicum et Hungaricum i Rom mødt op for at dele festdagen med bispedømmets nye diakon.

Biskop Czeslaw gik i sin prædiken ud fra første Samuelsbog, som han kaldte en klassisk kaldelseshistorie om åbenhed over for Guds indskydelser og parathed til et livslangt fællesskab med Ham. Efter at have afsluttet det femårige grundstudium i teologi fortsætter Sigurd Sverre med to års licentiatstudier i Rom. Han kom som præstestuderende fra Tromsø katolske Stift i Norge til bispedømmet København i 2015 og har allerede en bred,

Sigurd Sverre Stangeland

Født og opvokset i Haugesund i Norge.

Har en bror og tre søstre.

Har arbejdet som officer i det norske flyvevåben. Fra 2003-2006 analytiker med grad som major i Norges efterretningstjeneste. Underviste på NTNU (Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet) fra 2008-2012 i nyere tysk historie.

Doktorgrad i historie på afhandlingen ”Die Rolle Deutschlands im Völkermord an den Armeniern 1915-1916”.

pastoral erfaring bag sig efter et års praktik på Amager i Sankt Annæ Sogn. Han har blandt andet været aktiv i bispedømmets ungdomsarbejde, været med på Ømlejre og på Verdensungdomsdagen i Krakow.

Og så har han arbejdet på Herrens mark til Folkemødet på Bornholm og på LollandFalster sammen med Mobilkirken.

Med Sigurd Sverre får bispedømmet en diakon med en meget alsidig baggrund og erfaringer både fra militæret og den akademiske verden. ”I får en mand der er 150 % dedikeret til sin opgave”, sagde msgr. Torbjørn Olsen, biskoppelig vikar i Oslo og tidligere kaldsansvarlig i Tromsø Stift, i sin lykønskningstale.

Stemningen var høj ved receptionen i Sankt Annæ Kirkes menighedssal, der i dagens anledning var smykket med både norske og danske flag. En glad Sigurd Sverre takkede for den støtte, han havde fået fra biskop Czeslaw, bispedømmets kaldsansvarlige, p. Jesper Fich OP, præster, søstre og hele Sankt Annæ menighed.

LR

2012-2015: Seminarist for Tromsø Stift. Fra september 2015 præstekandidat for bispedømmet København. Studerer ved Collegium Germanicum et Hungaricum i Rom. Fra 2015: Næstformand i Pro Scandiae Populis (organisation for præstestuderende og ordenskandidater i de nordiske lande), fra 2016 dens formand.

2015-2016 Praktikantår i Sct. Annæ menighed på Amager.

Vi er i efterfølgelsen Indtryk fra årets Haraldstedvalfart.

Tekst og foto: Lisbeth Rütz HARALDSTED Hertug Knud var dygtig

og veluddannet. Han havde folketække og hans tilnavn Lavard, der betyder ”den der giver brød”, tyder på, at han var en middelalderlig velfærdspolitiker. Men den 7. januar 1131 blev han lokket i baghold og myrdet af sin egen fætter prins Magnus i skovene ved Haraldsted. Hertug Knuds

død kastede Danmark ud i mange års borgerkrig, der først sluttede, da sønnen Valdemar blev konge mange år efter i 1157.

Hvert år mødes danske katolikker i juli for at mindes dette politiske mord.

Men det er selvfølgelig ikke bare sommerferiehygge og middelaldernostalgi, der ligger bag bispedømmets mindste og ældste

Processionen på vej fra kapelruinen til Knud Lavards Hus.

Sigurd Sverre Stangeland mellem sine tidligere kolleger, professorerne Per Hernæs og Tore Iversen fra Institut for historiske Studier ved Norges Teknisk-Naturvitenskapelige universitet i Trondheim. Med kyndig og kærlig hånd ledede Per Hernæs slagets gang, mens der blev tilberedt fårikål – Norges nationalret – til de mange gæster. Foto: Lisbeth Rütz

Den nyviede diakon sammen med biskop Czeslaw og andre præster fra bispedømmet.

Foto: Sankt Annæ Menighed. valfart. Den er der for at inspirere os i vores daglige trosliv og minde os om martyriets virkelighed.

Her er jeg med mit liv. Sådan burde vores liv se ud – altid med korset først. Korset er der ikke bare til pynt eller som et flot symbol – der ligger meget mere i det. Vi går bagefter det for at vise, at vi er i efterfølgelsen af Ham, der baner vejen for os, fortalte Jesper Fich i Haraldsted Kirke, hvor ca. 70 danske katolikker og interesserede fra Folkekirken var mødt op den 9. juli.

Den strålende sol over det smukke vestsjællandske landskab satte den perfekte ramme for fortsættelsen af den traditionsrige

Der blev afsluttet med sakramental velsignelse.

valfart. Mens valfartens deltagere vandrede med biskop Czeslaw i spidsen ud til kapelruinen for at fejre messe, vekslede rosenkransbønnen med perioder af stilhed, hvor kun fuglesangen var at høre.

I kapelruinen på mordstedet fokuserede biskop Czeslaw i sin prædiken på, at martyriet er kommet tættere på os. Næsten dagligt hører vi om, hvordan kristne andre steder i verden lider på grund af deres tro. Ordet martyrium betyder vidnesbyrd.

De færreste vidner med deres blod; men vi er alle kaldede til en daglig ihærdig og utrættelig indsats for at aflægge et godt, autentisk og vedvarende vidnesbyrd, sagde biskoppen i sin prædiken.

I stilhed og til lyden af klokkeringning fra Knud Lavards Kapel vandrede flokken videre til Knud Lavards Hus i skovbrynet, hvor der blev sluttet med sakramental velsignelse. Og så var det tid for afslappet samvær for de trætte vandrere. Nogle var vandret de godt 16 kilometer fra Hvalsø Station til Haraldsted.

Det blev til en smuk og helstøbt dag med indre sammenhæng og god afbalancering mellem de åndelige elementer og de mere sociale. Og som altid var Ruth og Maria omsorgsfulde værter.

LR

12

Kirken i Danmark

Velskrevet og smukt udformet udgivelse Foreningen af Katolske Skoler i Danmark udgiver hæfte om reformationsjubilæet.

Tekst: Jakob Egeris Thorsen

UNDERVISNING Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Danmark og den øvrige lutherske verden her i 2017 markerer 500 års jubilæet for den lutherske reformations begyndelse.

Dette sker med udgivelser, konferencer og foredrag, hvor også det katolske Danmark – i det beskedne omfang vores ressourcer og kapaciteter rækker – deltager for at bidrage med nuancer og perspektiver, som ellers nemt kunne gå tabt i en ren luthersk fejring af sig selv. Et sådant bidrag er det smukt udformede undervisningshæfte ”Fra konflikt til fællesskab”, som Kasper Baadsgaard-Jensen og Jesper Fich OP, der begge er præster i bispedømmet, sammen har skrevet, og som tegner og grafiker Kim Broström har designet og illustreret på en meget overbevisende måde.

Hæftet, der er møntet på undervisning i grundskolens ældre klasser, gennemgår systematisk og let forståeligt den lutherske reformation og forskellene på den lutherske og den katolske forståelse af kirke og kristendom. Udgivelsen bærer helt bevidst samme titel, som det dokument, der i 2013 blev udarbejdet af den luthersk/ romersk-katolske kommission for Kirkens enhed, og som i 2015 udkom i en dansk oversættelse på forlaget Anis. Formålet med kommissionens skrift var at forberede

2017-jubilæet med en fælles erindring af begivenhederne omkring reformationen og med en besindelse på og undersøgelse af, hvad der forener de to kirkesamfund og hvilke spørgsmål, der fortløbende skiller.

Baadsgaard-Jensens og Fichs udgivelse vil og gør det samme på en måde, så danske skolebørn og andre interesserede kan få en velafbalanceret og sober indføring i de historiske begivenheder omkring reformationen og de teologiske stridsspørgsmål og læreforskelle, der opstod i forbindelse hermed. Hæftet er opdelt i fem kapitler, hvoraf de første to skildrer det historiske forløb omkring reformationen, bl.a. med en oversigtlig tidslinje. Det tredje, korte del, der er forfattet af Peter Franklin, skildrer de modstridende teologiske og filosofiske skoler, der i datiden spillede en vigtig rolle og som fik betydning for Luthers teologi. Fjerde kapitel er det længste og gennemgår de praktiske og teologiske forskelle og ligheder, der er mellem luthersk og katolsk kristendom på områder som ”dåb”, ”skrift og tradition”, ”kirkerummet”, ”kommunion/nadver”, ”sakramenter”, ”paven”, ”præsten”, ”konfirmation og firmelse”, samt til sidst ”retfærdiggørelseslæren”, som jo i århundreder har været et af det mest omstridte spørgsmål i forholdet mellem de to traditioner. Hvert af afsnittene er bygget op således, at læseren

Hvor langt er vi kommet?

Rapport fra fremtidsværksted på Klitborg.

Tekst og foto: Paul Jørgensen

SOMMERLEJR En mindre gruppe

katolikker var midt i juli på lejr på Klitborg med temaet ”Fremtidsværksted for Kirken i Danmark”.

Vi er inspireret af pave Johannes XXIII’s idé om ”aggiornamento”, ajourføring, af Kirken. Denne aggiornaménto resulterede i 2. Vatikanerkoncil 1962-65 og den danske synode i 1969. Vi overvejede, hvor langt processen var kommet i vor tid. For at få et rimeligt perspektiv har vi været nødt til at gå tilbage i kirkehistorien for at se på forholdene, tænkningen og reglerne tidligere.

Vi har skelnet mellem dogmatiske afgørelser og disciplinære retningslinjer fx kirkeretten. Meget har ændret sig. Ser vi fx på eukaristifejringen, er der stor forskel på de tidlige menigheders fællesmåltid, som de er beskrevet af Justin Martyren, og på den anden side de store festmesser, som vi kan se i fjernsynet fx julenat fra Peterskirken med paven. Den oprindelige liturgiske musik var enstemmig sang måske med ledsagelse af enkelte instrumenter. I renæssancen kommer den flerstemmige musik, og senere kommer den storslåede musik af Vivaldi, Haydn, Mozart m.fl. 1. Timotiusbrev skrev om ”episkopoi”, tilsynsmænd, at de skulle være gode husholdere og ægtemænd. Disse synlige ændringer betyder, at vi kan være frimodige, når vi drøfter Kirkens fremtid.

I denne sammenhæng har vi hæftet os ved to forskellige pavelige formuleringer. Den

ene bruger Pius IX i 1854 i forbindelse med definitionen af dogmet om Marias uplettede undfangelse. Han skrev om troslæren, at Kirken ”… forandrer aldrig noget ved denne, tager intet væk, føjer intet til …” Dz nr.

2802. I1891 brugte Leo XIII titlen ”Rerum Novarum” (De nye tider) på sin rundskrivelse om sociale spørgsmål. Det gjorde han i erkendelsen af, at samfundet til stadighed ændrer sig, og at Kirken derfor må forholde sig til nye virkeligheder. Der er altså to principper, det ene er de uforanderlige dogmer, det andet er nødvendigheden af nye overvejelser og vejledninger.

På vor lejr drøftede vi en række emner,

får hhv. et katolsk og et luthersk perspektiv på emnet, samtidigt med at det, som er fælles, er udsondret i en boks for sig. Det femte kapitel hedder ”5 påbud om at være kirker med hinanden” og opremser de fælles orienteringspunkter, som det luthersk-katolske dokument ”Fra konflikt til fællesskab” slutter med, heriblandt at fokusere på det, der forener, at arbejde frem mod en synlig enhed, og sammen at forkynde evangeliet i verden.

Man kan kun håbe, at denne udgivelse når vidt ud i Danmark og at dens brug ikke bliver begrænset til de katolske skoler.

Enhver, der har haft børn i folkeskolen i Danmark, vil have erfaret, at undervisningen i reformationstiden og i de konfessionelle forskelle mellem protestantisme og katolicisme ofte – på trods af gode hensigter om det modsatte – bliver en noget ensidig affære, med klare rollefordelinger mellem helte og skurke. Her vil nærværende udgivelse være meget anvendelig, særligt i religionsundervisningen. Det ville også være dejligt, hvis hæftet kunne vinde udbredelse inden for de katolske menigheder, hvor mange af medlemmerne er født i udlandet og hvor kendskabet til den lutherske konfession og den danske folkekirke naturligt nok ofte er begrænset.

Skulle man endelig kritisere noget ved hæftet er det, at det ligesom som sit økumeniske forlæg, skildrer reformationen som et uheld og nedtoner forskellene i kirkesynet. Taler man med en overbevist lutheraner, vil man oftest møde den overbevisning, at reformationen var en nødvendig befrielse af kristendommen og at den lutherske teologi, der i årtierne efter striden om afladshandlen udviklede sig i stadig større afstand til sit katolske

udgangspunkt, vitterligt indebar en anden forståelse af mennesket, af dets forhold til Gud og af Kirken. Ligeledes kunne man kritisere, at hæftet slet ikke nævner de andre reformationsbevægelser og lutherdommens rolle i den bredere protestantisme, der den dag i dag er bestemmende for, hvordan kristendommen i verden ser ud. Men alt dette er kun mindre detaljer, der ikke forstyrrer billedet af en godt skrevet og smukt udformet udgivelse, som herfra kun varmt kan anbefales. Må den vinde stor udbredelse både i dette jubilæumsår og efterfølgende!

Kasper Baadsgaard-Jensen og Jesper Fich OP: Fra konflikt til fællesskab – 500 år adskillelse og en fælles fremtid, 38 sider.

Pris: 149 kr. Udgivet af FAKS (Foreningen af Katolske Skoler i Danmark), 2017. Kan købes i Bethesdas Boghandel Rømersgade 17, København K. Tlf.: 33 13 17 17.

tilbagevendende var trosoplæringen. Det er selvfølgelig en misforståelse at mene, at en passende trosoplæring er afsluttet med forberedelse til første kommunion og til firmelse. Det er her, at prædikenen fx ved søndagsmessen har en central rolle. Vi kunne skæve til Folkekirkens regler! Christian V’s Danske Lov skriver: ”Præsterne på Landsbyerne skulle uden nogen forsømmelse anvende den sidste Del af Prædiketimen til Børnelærdommens Forklaring, …”

Vi mener, at det er bydende nødvendigt, at enhver prædiken forholder sig til og forklarer et eller flere punkter i Kirkens troslære. Vor kirkeret omtaler emnet i afsnittet om præsters uddannelse canon 232-293.

Dette fører videre til emnet præstesitua­ tionen både i Danmark og i den øvrige vestlige verden. Præstemanglen er betydelig, og det betyder, at mange præster gør tjeneste i andre lande end deres oprindelsesland. Det

er ikke uden vanskeligheder, selvom mange gør sig stor umage for at udfylde deres kald.

Sproget er et ”begynderproblem”, som de fleste hurtigt bliver nogenlunde fortrolige med, men ”bag” sproget ligger sædvaner og kultur i bred forstand. Vi mener, at det er en god ide, at vore nye præster tilbydes et traditionelt højskoleophold, der formidles sprog, sangskat, traditioner og kultur på en ganske særlig dansk måde. Et forslag til at løse opgaven med at rekruttere hjemmehørende præster med kendskab til nationale forhold er forslaget om at præstevie de såkaldte ”viri probati”, prøvede mænd, mænd med livserfaring og en rimelig uddannelsesbaggrund, det kunne være gifte mænd. Det kunne være mænd, som valgte at gå på deltid fra deres almindelige arbejde, måske endda pensionister. Umiddelbart kan der være to problemer. Det ene er den nødvendige uddannelse, jf. kirkerettens bestemmelser for præsteuddannelse.

Det andet kunne være kravet om lydighed mod den lokale biskop. Hvad er indholdet af dette lydighedsløfte, hvor vidtgående er løftet? Nogle nævner muligheden for kvindelige præster. Lægfolket har i dag mange tjenester, der kunne være flere som ledere af rosenkransandagter og korsvejsandagter.

Vi tror, at der er kvalificerede lægfolk til at holde søndagsprædikenen.

Vi drøftede det vigtige ungdomsarbejde; det er her man kan få katolske venner og skabt tilknytningen til Kirken. I denne forbindelse talte vi også om Kirkens ægteskabsforberedelse. Vi er i tvivl, om det er hensigtsmæssigt, at den er obligatorisk.

Vi drøftede flere emner. Til emnet salmer havde vi et oplæg af salmedigteren Hans Anker Jørgensen fra folkekirken.

Paul Jørgensen (tv) diskuterer dagens salmevalg med salmedigteren Hans Anker Jørgensen, der er præst i folkekirken. Foto: Dan Eriksen.

Kirken iorientering Danmark katolsk

13

De tre små hyrder og den smukke dame Indtryk fra en pilgrimsfærd til Fátima.

Tekst: Hans Jensen

PORTUGAL Året er 1916. Der står en

engel foran tre hyrdebørn: Francisco på otte år, hans lillesøster Jacinta på seks og deres kusine Lucia på 10. Stedet er familiens mark uden for Fátima, hvor børnene vogter får. Det er tredje gang, englen, som kalder sig Fredens Engel, viser sig for de tre børn.

Noget ufatteligt er i vente. Noget utroligt, som englens møder med børnene er en forberedelse af.

Og det ufattelige sker. Den 13. maj 1917 er de tre små hyrder som sædvanlig ude at vogte får. Den dag viser Jomfru Maria sig for første gang for børnene. Guds Moders skønhed er ubeskrivelig, og Jacinta udbryder igen og igen: ”Å, sikken en smuk dame!” Jomfru Maria viser sig seks gange for børnene, sidste gang den 13. oktober 1917 – dagen for det berømte solunder, hvor solen drejer rundt om sig selv i voldsom fart, falder ned mod jorden og stiger op igen.

En kraftig regn har umiddelbart forinden forvandlet marken til et æltet søle, som med ét forsvinder. Jorden er nu knastør. Jomfru Maria har fortalt børnene, at der denne dag kl. 12.00 vil ske et stort mirakel. Og rygtet har tiltrukket en menneskemængde på skønsmæssigt 70.000, som overværer solunderet.

Jomfru Marias åbenbaringer for Francisco, Jacinta og Lucia havde 100 år senere tiltrukket en gruppe vietnamesiske, polske og danske katolikker, som under ledelse af pastor Benny Blumensaat og Maria Truelsen tog på pilgrimsfærd til Fátima den 19.-24. juni.

De tre børns enestående historie, Fátimabegivenhedernes profetier, budskaber,

Glade danske pilgrimme på vej til Fátima.

Privatfoto. hemmeligheder og mirakuløse helbredelser har også i dag dyb betydning og relevans for mange katolikker, ligesom Lourdes har det. Og Medjugorje.

På pladsen neden for Fátimas store basilika fejrede vi dansk messe i Åbenbaringskapellet. Om aftenen bad vi sammen med flere tusinde pilgrimme den såkaldte ”internationale” rosenkrans (”international” fordi den bedes på mange sprog; rosenkransen er i sig selv universel) og gik i lysprocession under lovsang og bøn sluttende med sakramental velsignelse.

Det var livsalige dage med messe, stilhed, tilbedelse, skriftemål, korsvej og hengivelse i bøn og sang. Liturgiens rige udtryk, som løfter sindet og fylder hjertet med glæde og taknemlighed. Dertil kom det sociale samvær, hvor især vore vietnamesiske

Nu sker der noget i Stenosgade Den 8. september åbner Caritas Center nye lokaler i nummer 4A .

Tekst og foto: Caritas

STENOSGADE Idéen med centeret er

at skabe et samlingssted for karitativ virksomhed i hovedstadsområdet. Det betyder, at der både skal være konkrete hjælpetilbud for bestemte målgrupper i form af rådgivning og sociale aktiviteter, og at lokalerne vil blive brugt til træning af frivillige, oplysning om Caritas’ arbejde og til bøn for de fattige og nødlidende.

Muligheden for at bruge de nye lokaler blev til, da jesuiterordenen for godt to år siden valgte at donere bygningerne i Stenosgade til bispedømmet.

Som omtalt i Katolsk Orientering før, har der pågået en omfattende renovering af bygningerne, som både skal fungere som bolig for biskoppen og præsterne for Jesu Hjerte menighed – og altså Caritas, som får rådighed over køkken, fællesareal og et kontor i stueetagen.

Mens renoveringen har stået på, har de københavnske menigheder, bispekontoret og Caritas’ sekretariat været i dialog for at finde frem til, hvilke former for hjælpearbejde, man kan tilbyde. Dels er der mange sociale behov i hjertet af Vesterbro, og i resten af hovedstaden – dels skal centeret

hovedsagelig fungere ved hjælp af frivillig arbejdskraft.

Til september vil centeret være klar med tre tilbud: • Åben rådgivning, hvor en gruppe erfarne socialrådgivere tilbyder råd og vejledning. Alle kan henvende sig, men tilbuddet retter sig især mod familier og

Vor Frue af Fatima foran Åbenbaringskapellet på Cova da Iria, hvor Vor Frue viste sig for hyrdebørnene. Foto: Wikipedia. trosfæller med deres livfulde humør og veloplagthed bidrog til den fine stemning.

På 100 årsdagen for åbenbaringerne helgenkårede pave Frans som bekendt Francisco og Jacinta. Francisco døde 10 år gammel, lillesøsteren ni år gammel. Begge ramt af den spanske syge, den frygtelige influenza-epidemi, som også hjemsøgte Portugal. De to børn ofrede sig selv til Gud i den stedfortrædende lidelses mysterium i en genoprettende handling for de synder, som har krænket Gud, og som en bøn for synderes omvendelse.

Lucia, som indtrådte i Karmeliterordenen, døde i 2005 97 år gammel. En saligkåringsproces er indledt. Kort tid før sin død skal hun, der i sine erindringer skildrer Maria-åbenbaringerne og Fátimabegivenhederne, have skrevet, at ”det endelige opgør mellem Gud og Satan vil handle om familien og ægteskabet”. Denne profeti ser vi bekræftet i dag, hvor familien, samfundets grundcelle, trues af opløsning fra mange sider.

mod børn og unge. Rådgivningen foregår anonymt og under tavshedspligt, og der tilbydes også bisidderfunktion og hjælp til kontakt med det offentlige.

• En au pair-gruppe, hvor man som en afveksling fra livet hos sin værtsfamilie kan deltage i sociale aktiviteter, få kontakt til rådgivning gennem Au Pair Network og finde information og vejledning om rettigheder og muligheder under opholdet som au pair i Danmark.

• Tilbedelse og forbøn for de fattige, hvor Jesu Hjerte Kirke vil danne ramme om to aktiviteter: Stille tilbedelse af

sakramentet umiddelbart efter 20-messen om søndagen – og forbøn med sang og læsninger onsdag aftener, samtidig med at rådgivningen har åbent.

Flere tilbud er i støbeskeen, og der er fortsat brug for frivillige. Det er også meningen, at centeret skal blive ved med at udvikle sig og komme flere til gode.

På Caritas’ redesignede hjemmeside (www.caritas.dk), som gik i luften 30. juni, kan man finde mere information om Caritas Center, og hvordan man melder sig som frivillig.

Meddelelse til medlemmer, der har 10-års kontrakt med procent-sats Send kopi af din årsopgørelse fra 2016 til: Den katolske Kirke i Danmark Gl. Kongevej 15 1610 København V att.: Lilian Munch Jakobsen Der arbejdes på højtryk med at indrette lokaler til Caritas Centret i Stenosgade.

Foto: Caritas.

eller til: lj@katolsk.dk

14

September

1. grøn. Fredag i 21. alm. uge. (I Ps).  Sl 97,1+2b.5-6.10.11-12.  I retfærdige, glæd jer i Herren.

L.: 1 Thess 4,1-8. Ev.: Matt 25,1-13.

Bededag for Skaberværket 2. grøn. Lørdag i 21. alm. uge. (I Ps).

Eller hvid. Gudsmoders lørdagsmesse.  Sl 98,1.7-8.9.  Herren kommer for at holde dom over folkene med retskaffenhed.

L.: 1 Thess 4,9-11. Ev.: Matt 25,14-30.

Bededag for præste- og ordenskald I Domkirken 1.vesper til Kirkevielse 3. hvid. Søndag. (22.alm.søndag) I Domkirken: ÅRSDAGEN FOR DOMKIRKENS KONSEKRATION (h)  Gl.Cr.Særl.pf.

1.L: 1 Kong 8,22-23.27-30  Sl 84.3.4.5+10.11  Hvor er din bolig vidunderlig, Hærskarers Herre!

2.L.: 1 Kor 3,9b-11.16-17 Ev.: Joh 2,13-22 eller Joh 4,19-24 2.vesper til Kirkevielse I andre kirker: 3. grøn. 22. ALM. SØNDAG. (II Ps).  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Jer 20,7-9;  Sl 63,2.3-4.5-6.8-9.  Min sjæl tørster efter dig, Herre min Gud. 2.L.: Rom 12,1-2.

Ev.: Matt 16,21-27.

4. grøn. Mandag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 96,1+3.4-5.11-12.13.  Herren kommer for at holde dom over jorden.

L.: 1 Thess 4,13-18. Ev.: Luk 4,16-30.

5. grøn. Tirsdag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 27,1.4.13-14.  Jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed i de levendes land.

L.: 1 Thess 5,1-6.9-11. Ev.: Luk 4,31-37.

(Teresa af Calcutta, ordenssøster (†1997), kan fejres) 6. grøn. Onsdag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 52,10.11.  Jeg stoler på din trofasthed, Herre, for evigt og altid.

L.: Kol 1,1-8. Ev.: Luk 4,38-44.

7. grøn. Torsdag i 22. alm. uge. (II Ps).  Sl 98,2-3ab.3cd-4.5-6.  Herren har kundgjort sin frelse.

L.: Kol 1,9-14. Ev.: Luk 5,1-11.

8. hvid. Fredag. JOMFRU MARIAS FØDSEL (f) Gl.Jomfru Marias pf.

L.: Mika 5,1-4a eller Rom 8,28-30  Sl 13,6ab.6cd  Jeg vil glæde mig højlig i Herren!

Ev.: Matt 1,1-16.18-23 eller 1,18-23 9. grøn. Lørdag i 22. alm. uge. (II Ps).

Eller hvid. Peter Claver, præst (†1654) Eller hvid. Gudsmoders lørdagsmesse.  Sl 54,3-4.6+8.  Se, Gud er min hjælper.

L.: Kol 1,21-23. Ev.: Luk 6,1-5.

10. grøn. 23. ALM. SØNDAG. (III Ps).  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Ezek 33,7-9;  Sl 95,1-2.6-7c.7d-9.  Om I dog i dag ville lytte til Herren!

Gør ikke jeres hjerter hårde!

2.L.: Rom 13,8-10.

Ev.: Matt 18,15-20.

11. grøn. Mandag i 23. alm. uge. (III Ps).  Sl 62,6-7.9.  Hos Gud er min hjælp og min ære.

L.: Kol 1,24–2,3. Ev.: Luk 6,6-11.

12. grøn. Tirsdag i 23. alm. uge. (III Ps).

Eller hvid. Jomfru Marias hellige navn  Sl 145,1-2.8-9.10-11.  Herren er god mod alle.

L.: Kol 2,6-15. Ev.: Luk 6,12-19.

13. hvid. Onsdag i 23. alm. uge. (III Ps).

Liturgiskorientering kalender katolsk Johannes Chrysostomos, biskop og kirkelærer (†407)(m)

 Sl 145,2-3.10-11.12-13.  Herren er god mod alle.

L.: Kol 3,1-11. Ev.: Luk 6,20-26.

14. rød. Torsdag. DET HELLIGE KORS’ OPHØJELSE (f) Gl.Særl.pf. eller Pass.pf.

(Der kan vælges frit mellem enten 1. eller 2. læsning) 1.L.: 4 Mos 21,4-9  Sl 78,1-2.34-35.36-37.38  Glem ikke Guds gerninger, men hold hans befalinger.

2.L.: Fil 2,6-11 Ev.: Joh 3,3-17 15. hvid. Fredag i 23. alm. uge. (III Ps).

Jomfru Marias Smerter (m) L.: Hebr 5,7-9  Sl 31,2-3a.3bc-4.5-6.15-16.20  Frels mig, Herre, i din miskundhed!

Ev.: Joh 19,25-27 eller Luk 2,33-35 16. rød. Lørdag i 23. alm. uge. (III Ps).

Cornelius, pave, (†253), og Cyprian, biskop, (†258), martyrer (m)  Sl 113,1-2.3-4.5a+6-7  Lovet være Herrens navn fra nu af og til evig tid!

Eller Halleluja!

L.: 1 Tim 1,15-17. Ev.: Luk 6,43-49.

17. grøn. 24. ALM. SØNDAG. (IV Ps).  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Sir 27,30–28,7;  Sl 103,1-2.3-4.9-10.11-12.  Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab.

2.L.: Rom 14,7-9.

Ev.: Matt 18,21-35.

18. grøn. Mandag i 24. alm. uge. (IV Ps). Sl 28,2.7.8-9  Lovet være Herren, for han har hørt min tryglen.

L.: 1 Tim 2,1-8. Ev.: Luk 7,1-10.

19. grøn. Tirsdag i 24. alm. uge. (IV Ps).

Eller rød. Januarius, biskop og martyr (†305)  Sl 101,1-2ab.2cd-3ab.5.6  Med oprigtigt hjerte vil jeg færdes i mit hus.

L.: 1 Tim 3,1-13. Ev.: Luk 7,11-17.

20. rød. Onsdag i 24. alm. uge. (IV Ps).

Andreas Kim Taegon, præst, og Paulus Chong Hasang og lidelsesfæller, martyrer (†19.årh.) (m) Sl 111,1-2.3-4.5-6  Herrens gerninger er store. Eller Halleluja!

L.: 1 Tim 3,14-16. Ev.: Luk 7,31-35.

21. rød. Torsdag. MATTHÆUS, apostel og evangelist (f) Gl.Ap.pf.

L.: Ef 4,1-7.11-13  Sl 19,2-3.4-5ab  Deres tale er nået til jorderigs ende.

Ev.: Matt 9,9-13 22. grøn. Fredag i 24. alm. uge. (IV Ps).  Sl 49,6-7.8-10.17-18.19-20  Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

L.: 1 Tim 6,2c-12. Ev.: Luk 8,1-3.

23.hvid. Lørdag i 24. alm. uge. (IV Ps).

Pius de Pietrelcina, præst, (Padre Pio) (†1968) (m)  Sl 100,1b-2.3.4.5  Træd frem for Herren under jubel!

L.: 1 Tim 6,13-16. Ev.: Luk 8,4-15.

24. grøn. 25. ALM. SØNDAG. (I Ps).  Gl. Cr. Alm. S. pf.

1.L.: Es 55,6-9;  Sl 145,2-3.8-9.17-18.  Her­ren er nær ved alle, der råber til ham.

2.L.: Fil 1,20c-24.­27a.

Ev.: Matt 20,1-16.

Kollekt for Katolsk Menighedspleje.

25. grøn. Mandag i 25. alm. uge. (I Ps).  Sl 126,1-2b.2c-3.4-5.6  Herren har gjort store ting mod os.

L.: Ezra 1,1-6. Ev.: Luk 8,16-18.

I konsekrerede kirker undtagen Domkirken 1.vesper til Kirkevielsesfest 26. hvid. Tirsdag. KIRKEVIELSESFEST (h) Alt som 3. september i Domkirken I andre kirker – også i Domkirken rød. Cosmas og Damian, martyrer (†3.årh.) (I Ps).  Sl 122, 1-2.3-4a.4b-5  Lad os drage til Herrens hus!

L.: Ezra 6,7-8.12b.14-20. Ev.: Luk 8,19-21.

27. hvid. Onsdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Vincent af Paul, præst (†1660) (m)  Tob 13,1b-2.3-4a.4bcde.5.6.  Lovet være Gud, som lever i evighed.

L.: Ezra 9,5-9. Ev.: Luk 9,1-6.

28. grøn. Torsdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Eller rød. Wenceslaus, martyr (†929) Eller rød. Laurentius Ruiz og lidelsesfæller, martyrer († omkr.1635)  Sl 149,1-2.3-4.5-6a+9b  Herren glæder sig over sit folk. Eller  Halleluja!

L.: Hagg 1,1-8. Ev.: Luk 9,7-9.

(Lioba, abbedisse (†780), kan fejres) 29. hvid. Fredag. DE HELLIGE ÆRKEENGLE, MICHAEL, GABRIEL OG RAFAEL (f) Gl. Englenes.pf.

L.: Dan 7,9-10.13-14 eller Åb 12,7-12a  Sl 138,1-2a.2bc-3.4-5  Herre, jeg vil lovsynge dig for englene.

Ev.: Joh 1,47-51 30. hvid. Lørdag i 25. alm. uge. (I Ps).

Hieronymus, præst og kirkelærer (†420) (m) Jer 31,10.11-12b.13  Herren vogter os som hyrden sin hjord.

L.: Zak 2,5-9.14-15a. Ev.: Luk 9,43b-45.

Ad libitum læsning til Hieronymus: L.: 2 Tim 3,14-17

Biskoppens kalender August 2017

1.-4.

5. kl. 12.00 6. kl. 10.00

8. kl. 16.00 9.

10. kl. 10.00 12.

17.-19.

20. kl. 11.00

25.

27. kl. 11.00 30. kl. 15.00 31. kl. 10.00

Orkneyøerne, fejring af 900-året for Sct. Magnus Martyrium Polsk valfart til Pindstrup Sct. Nicolai Kirke, Hvidovre Afskedsmesse for p. Wladyslaw Zdunek Møde i Forretningsudvalget Rådsmøde i Den nordiske Bispekonference, Helsinki Møde i Danske Kirkers Råd Vietnamesisk valfart til Øm PSP-møde i Turku, Finland Fejring af Sankt Knud Lavards Kirkes 60-års jubilæum Tamilsk valfart til Øm Firmelse Sankt Kjelds Kirke, Viborg Rådsmøde i Danske Kirkers Råd Møde i Biskoppeligt Råd

Kalenderen ’Det sker i bispedømmet’ Vi henviser til kalenderen på www.katolsk.dk

Informationschef: Niels Messerschmidt (ansvarshavende) Redaktør: Lisbeth Rütz Layout: Carsten Meyer-Jensen Annoncer: Svenning Ravn annonce@katolskorientering.dk Medarbejdere i dette nr.: Bernadette PrebenHansen, Sebastian Olden-Jørgensen, Jakob Egeris Thorsen, Paul Jørgensen, Dan Eriksen, Hans Jensen, Kirsten Krog.

Redaktion og annoncer: Katolsk Orientering, Gammel Kongevej 15, 1610 København V, tlf.: 33 55 60 40 kl. 9-13 mandag-torsdag.

E-mail: redaktion@katolskorientering.dk Giro 205-7042 Abonnementspris 510 kr. helårligt. Alle katolske husstande kan få bladet tilsendt gratis.

Udgiver Ansgarstiftelsen, Gammel Kongevej 15, DK 1610 København V Tryk Greentech Rotaprint - distribueret oplag ca. 12.000 - ISSN 0902-297X

Annoncer katolsk orientering

15

Martin Ryom Martin Ryom T 39 29 60 08 - en katolsk bedemand

- en katolsk bedemand Lykkesholms Allé 9A | 1902 Frederiksberg C

T 39 29 60 08 Lykkesholms Allé 9A | 1902 Frederiksberg C

Sankt Andreas Bibliotek og Antikvariat Åbningstider: Mandag og Onsdag: 10-12 og 13-16 Tirsdag og Torsdag: 10-12 og 13-16.45 Fredag lukket. bibliotek@katolsk.dk Tlf: 33 55 60 90

Vanløse Begravelsesforretning Jyllingevej 8 · 2720 Vanløse

Deres lokale bedemand siden 1940...

38 71 75 01 Ring og aftal et møde enten i Deres hjem eller hos os.

Vi træffes også aften, weekend og helligdage.

Steen Jørgensen

Mariette Jørgensen

www.v-lm.dk

Organiseret bedemand, tilknyttet garantiordning, v/ Steen Jørgensen

Bønnens Apostolat August

I denne måned beder vi for hele verden med særligt fokus på kunstnere – for kunstnere i vor tid, at deres værker, frugterne af deres talent, vil hjælpe os alle til at opdage skaberværkets skønheden..

✓ Testamenter ✓ Ægtepagter ✓ Familiesammenføring ✓ Børns Retsforhold ✓ Fast Ejendom ✓ Retshjælp

Hjælp med at sikre Kirkens beståen – også når du er borte Du kan støtte Kirken ved at betænke den i dit testamente. www.advocation.dk

Lundtoftegårdsvej 95, 2800 Kongens Lyngby, Telefon 51 91 73 73

TELEFONLINIE SOS FORBØN Ønsker du forbøn, et lyttende øre, et ord fra Jesus og en velsignelse så ring: 75 18 18 08 Torsdag, fredag og lørdag kl. 20.00-23.00 hele året

Himmelens Dronning besøger Aarhus Mandag den 14. august kommer Den Hellige og Undergørende Kursk Rod Ikonen af Gudsmoder til Den Hellige Bispemartyr Clemens pave af Roms Menighed Aarhus – Den Russiske Ortodokse Kirke udenfor Rusland i Gl.Aaby Kirke (Åby Kirkevej 1, 8230 Åby, Aarhus Danmark ) Kirken vil være åben mellem kl. 10.00 og 15.00 for veneration af ikonen Yderligere information: www.clemens-aarhus.blogspot.com

Arv til Kirken er fritaget for alle afgifter og går derfor ubeskåret til Kirkens arbejde.

Læs mere på www.katolsk.dk eller ring til:

Katolsk Bispekontor Gl. Kongevej 15 1610 København V Telefon 33 55 60 80

Støtter mindre projekter www.vincentgrupperne.dk

Katolsk Orientering

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 12 som udkommer den 1. september 2017 skal være KO i hænde senest den 14. august 2017.

Indlæg til Katolsk Orientering nummer 13, som udkommer den 22. september 2017, skal være KO i hænde senest den 4. september 2017.

Meddelelser fra Bispekontoret August 2017: Pastor Thomas Birkheuser genudnævnes pr. 1. august som sognepræst ved Sankt Josefs Kirke i Horsens for en 5-årig periode.

Pastor Hans Esmark har pr. 1. august fået forlænget sin embedsperiode som sognepræst ved Sankt Wilhelms Kirke i Hillerød for en periode af 1 år.

Pater Jan Ophoff O.Præm. har pr. 1. august fået forlænget sin embedsperiode som sognepræst ved Sankt Norberts Kirke i Vejle for en periode af 2 år. Pater Ophoff fortsætter desuden som konstitueret sognepræst ved Sankt Knuds Kirke i Fredericia.

Pater Julian Bodnar CssR har pr. 1. august fået forlænget sin embedsperiode som sognepræst ved Vor Frue menighed i Næstved for en periode af 1 år.

Pastor Kamil Brogowicz, der blev præsteviet den 10. juni i år, er pr. 1. august 2017 udnævnt til andenpræst ved Sct. Josefs menighed på Lolland-Falster.

Pastor Michael Hornbech-Madsen er pr. 1. august 2017 udnævnt som ny sognepræst ved Sankt Nikolaj Kirke for en 5-årig periode.

September 2017: Pater Wladyslaw Zdunek CssR ophører pr. 1. september 2017 som sognepræst ved Sankt Nikolaj Kirke i Hvidovre og flytter til sine medbrødre ved Sct. Annæ kirke.

Pater Herbert Krawzyk SJ ophører 1. september 2017 som sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus.

Pater Krzysztof Augustyniak SJ er pr. 1. september 2017 udnævnt som ny sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus for en 5-årig periode.

Pastor Stefano Tarquini er pr. 1. september 2017 konstitueret som sognepræst ved Jesu Hjerte kirke i Randers.

Pater Ambroziu Anghelus O.F.M. Conv. er pr. 1. september 2017 udnævnt til andenpræst ved Jesu Hjerte Kirke og ved Sakramentskirken i København.

Pastor Mate Rada er pr. 1. september 2017 udnævnt til andenpræst ved Sct. Knuds kirke i Ringsted og ved Vor Frue kirke i Næstved.

Med udgangen af august måned 2017 ophører pater Stanislaw Rutka CssR som sjælesørger for polakkerne på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. Han afløses af pater Jacek Aniszewski CssR., der tiltræder den 1. september 2017. Pater Aniszewski er født i Katowice i Polen den 29. september 1963 og præsteviet den 17. juni 1990.

Med udgangen af august måned 2017 ophører ligeledes pater Andrzej SzorcCssR som andenpræst ved Sankt Annæ Kirke med særligt ansvar for de engelsktalende katolikker. Han afløses af pater Piotr Grzeskiewicz CssR, der tiltræder den 15. september 2017. Pater Grzeskiewicz er født i Nowa Deba i Polen den 2. oktober 1982 og præsteviet den 31. maj 2008.

Pater Pawel Rakowski SJ er pr. 1. september udnævnt til rektor ved Sct. Augustins kirke i København. Pater Rakowski er født den 31. maj 1985 og præsteviet den 27. juni 2015.

Pater Pawel Ben SJ er fra den 24. juni 2017 udnævnt til vice-superior ved jesuitternes kommunitet ved Niels Steensens Kollegium i København.

Pater Michal Gutkowski SJ er den 24. juni 2017 vendt tilbage til Polen.

Pastor Michael Hornbech-Madsen genudnævnes pr. 1. august 2017 som sjælesørger blandt indsatte i fængsler og arresthuse i Storkøbenhavn.

Sigurd Sverre Stangeland blev diakonviet den 8. juli 2017 og fortsætter sine studier i Rom.

16

Eftertanker katolsk orientering

Kirken er vores mor Knut Ødegård, norsk katolsk forfatter, kan fejre 50-års digterjubilæum.

Tekst: Kirsten Krog

LITTERATUR Knut Ødegård og hans forfatterskab har tidligere været præsenteret i ”Katolsk Orientering” – i år fejrer han 50 års jubilæum som digter.

Fra præstedrøm til forfattervirkelighed

Knut Ødegård studerede teologi som ung.

Hans plan var at blive præst i Den lutherske Kirke i Norge, ligesom sin morbror. Men to ting kom til at spænde ben for hans studier.

For det første brugte han efterhånden mere tid på at skrive digte end på at læse teologiske bøger. Hans første digtsamling, “Drøymaren, vandraren og kjelda”, udkom, da han var 21 år. For det andet begyndte

han efterhånden at nærme sig Den katolske Kirke. Selv formulerer han det sådan: ”Min plan var oprindelig at blive luthersk præst, men jeg blev i stadig stærkere grad tiltrukket af Den katolske Kirke og blev alvorlig i tvivl om, hvorvidt jeg havde en fremtid som præst – ja, som lutheraner.

Dét var vel også med til at føre mig væk fra studierne, for det var jo tænkt som et præstestudium”.

Så Knut Ødegård forlod teologistudiet efter nogle år uden at gøre det færdigt. I stedet har han siden fuldført et studium i litteratur og sprog i Cambridge og er desforuden æresdoktor i Mexico. I dag er han ”fuldtidsforfatter”.

Trods den klare forståelse af Kirkens betydning skulle der alligevel gå mange år, før Knut Ødegård i 1992 blev optaget i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. Det skete hos karmeliternonnerne i Hafnarfjördur på Island: ”Jeg siger igen og igen, at min grundlæggende Gudstro var og er uændret.

Men der er jo også noget i det, som Paulus siger om, at “Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnlige.” For mig var vejen til Moderkirken ikke et brud, men at vokse som et barn vokser til mand: Jeg var den samme, som én gang havde været et foster i mors liv, men som nu aflagde det barnlige.

Dvs. at refleksionen og erfaringen førte til, at jeg voksede ind i Moderkirken. Det er jo et stort mysterium i sig selv at komme fra mors liv og så komme ind i en ny mor, i Kirken. For mig er dette uhyre vigtigt: at Kirken er Mor – noget jeg også har behandlet i nogle af mine digte, særligt i digtsamlingen ”Missa”.

I denne digtsamling, som er bygget over messens faste led, hedder det bl.a.: ”Et unam, sanctam, cathólicam et apostólicam Ecclésiam / Alle kirker i verden. De høje og smalle, de runde / og lave, de brede: De er mødrene på jorden. I deres livmor / bliver menneskefostre til, ved fædrene i det hellige vand. / I deres favn …”. Her maler Ødegård et billede af, hvordan den kristne bliver til gennem fædrenes – altså præsternes – formidling af dåben i Kirken, som er mor.

Et smukt billede på den åndelige fødsel.

Knut Ødegård fortsætter: ”Jeg vokser stadig og håber, at jeg med Paulus kan blive voksen som kristen. Troen – eller praktiseringen af troen – er for mig en naturlig del af livet.” Derfor er messen også central for ham.

Brudemystik

Med Knut Ødegårds klare vægtning af Kirken, som mor, drager han den feminine side ved troen ind i sine digte. Det er derfor naturligt for mig at spørge, hvilken plads brudemystikken har i hans tro, da jeg ikke umiddelbart har kunnet finde den i hans digtning: ”Bruden og brudgommen er billede på de to poler og den mystiske forening, som gennemtrænger hele det bibelske univers.

Det er en erotik, som jeg ynder at kalde kosmisk. Skabelsesberetningen fortæller om, hvordan alt blev til, og allerede her har vi urbilledet på brudeforholdet i Adam og Eva. I min poesi er det erotiske element i højeste grad til stede, ikke som teologiske udlægninger, men som en baggrund for f.eks. den enkle – nogen vil måske sige grove og nærgående – fortælling i digtsamlingen ”Missa” om ekspeditricen i urmagerbutikken som bliver befrugtet af en tilfældig sælger. Det kan virke meget lidt kristeligt, men det er selve den hellige skabelse, det hellige bryllup, som indstiftes, når mandens sædcelle træffer kvindens æg. Dette er bare en afglans af bruden forstået som menigheden og brudgommen som Kristus. Igen afspejles denne potente brudemystik i Kirken selv, som feminint hus hvori præsten indstifter det hellige måltid, og vi bliver forenet med Kristi legeme og blod i eukaristien og bliver nye syndsforladte skabninger med præsten som

42512

Kirken som mor

Til Post Danmarks stregkode

Afsender: Katolsk Orientering

for skabelsesteologi, ægteskabsforståelse og fosterets egenværdi fjernes fra liturgien og undgås i prædikener. Jeg ved ikke, hvordan det står til med Den danske Folkekirke.”

Men Knut Ødegård begyndte som en søgende protestant: ”I gymnasietiden søgte jeg efter en inderlighed, en personlig Gudsrelation, som nok også blev ekstremt individualistisk.

Jeg læste Søren Kierkegaards værker på dansk. Det var en stormende tid. For efter Kierkegaard fulgte Nietzsche. Jeg tror, jeg stod ved sindssygens port i min Nietzscheperiode. Jeg ligesom ragede rundt i et altomfattende oprør. I mit hoved var de to ikke helt uden slægtskab – men den ene insisterede på et personligt, inderligt Gudsforhold, mens den anden ikke ville acceptere Gud, nej i stedet skulle der komme et nyt menneske, et overmenneske.

Heldigvis blev jeg aldrig frarøvet min Gudstro, og nu ser jeg, hvor meget jeg stadig har at takke Kierkegaard for, ikke mindst i hans understregning af valget. Men jeg ser også, hvilken farlig blindvej den

konsekvente subjektivitet er – som fører mod den ekstreme protestantisme.”

Og han fortsætter om sin vej til Den katolske Kirke: ”Indsigten i, hvor vigtig objektiviteten og traditionen er, hvis kirken ikke skal ende i formløshed og åbninger for både falske profeter og selvbetjening af, hvad i kristentroen, der passer for den enkeltes lyster og timelige behov, var med til at føre mig ind i Moderkirken. Jeg fornemmede nok allerede dengang, i slutningen af 1960erne, at den protestantiske kristendom ikke bare på mange måder havde revet sig løs fra Kirkens tradition, men den var også i færd med at afskaffe bibelens autoritet.

Den lutherske henvisning til ”skriften alene”, ville gennem subjektivismen og individualismen kunne føre til, at man vælger og vrager i bibelens tekst efter, hvad der passer tidens mode og den enkeltes egoistiske tilfredsstillelse. I Den norske Kirke ser man, hvordan Skriftens grundlag Fortsættes nedenunder ▶

Katolsk Orientering · nr. 11 11. august 2017 · 43. årgang

Adresselabel, flytning

Fra luthersk subjektivitet til katolsk objektivitet

Kristi stedfortræder. Kirken har jo været indforstået med denne ”mystik” helt fra begyndelsen, ja den udtrykkes jo på sin mest poetiske måde i den jødiske skrifttradition i Salomos Højsang”.

spor også i min digtning, men genfødt i vor tids billeder og hos mig ofte som en forløsning, hvor jeg opsøger mennesker i deres fornedrede tilstand og i skyggelagte sider ved den menneskelige eksistens”.

Bernand af Clairvaux

Skabelsesordenen

”Men det er særligt med Den hellige Bernard af Clairvaux´ Sermones super cantica canticorum, at Højsangen får en specifik kristen teologisk retning ved at gøre femininitet til ophøjelse ved, at den indebærer ydmygelse, og ved at gøre erotik til kyskhed, når verdens begær fordrives af Gudsbegæret.

Der er en stærk sanselighed i Den hellige Bernards kærlighedsmystik, som må forstås indenfor middelaldereksegesens metaforforståelse og allegorier. Jeg blev stærkt grebet af gotikkens Mariakult, hvor Den hellige Bernard må regnes som den vigtigste inspirator. Omkring 1980 arbejdede jeg med et af Nordens største middelalderdigte, det islandske kvad ”Lilja” af den islandske augustinermunk Eysteinn Àsgrímsson, som, jeg mener, er det smukkeste Mariadigt i vores tradition. Jeg gendigtede det til moderne norsk og skrev et essay netop om ”Lilja” som udtryk for den inderliggørelse og brudemystik, som Bernard af Clairvaux er den førende eksponent for. Nærmest hjertet står Maria. Hos broder Eysteinn er hun ikke bare ”himmel og jords / ophøjede bolig for alle dyder”, nej hun er samtidig en jordisk kvinde. Og det klinger usædvanligt sanseligt for vore post-freudianske ører, når broder Eysteinn beder ”Maria, pres du mælk af brysterne” og kalder hende ”varmen i Helligåndens hal”. Det er i højeste grad en sammensat Maria-kult, hvor hun både er brud, brudgommens moder og den herligste jomfru. Denne brudemystik har sat dybe

Knut Ødegård vender nu tilbage til disse mysteriers rødder i skabelsesordenen og den praktiske konsekvens af en sådan mystik. ”Det, jeg har sagt, om Kirken som mor og om brudemystikken, har sin forankring i forståelsen af skabelsesordenen – og det er Guds kærlighed, som ligger bag det hele.

Kommer vi frem til indsigten om, at Kirken er Mor og at Guds og menneskets forhold er som brudgommens og brudens, er der ingen plads for afvisning af noget menneske eller noget menneskeligt. Det var netop dette, jeg ville undersøge i digtsamlingen ”Missa”, hvor jeg går helt ind i messens ophøjede latinske tekst i en dialog med mit ofte rå og brutale sprog som udtryk for menneskets kommen til kort og dets fornedrelse. I senere digtsamlinger er jeg kommet tilbage til dette, ofte ved at tegne mennesker i udsatte situationer. Jeg har ikke noget svar på menneskets lidelse, derimod finder jeg en grænseløs solidaritet i Kristi menneskevordelse og lidelseshistorie. Og det er vel denne solidaritet, initieret af Gud gennem Sønnen, som indlemmer hele mennesket i sin ånd.”