Digitale forbindelser & nye fornemmelser by Nina Charlotte Schiøtz

SOCIOLOGISK INSTITUT KØBENHAVNS UNIVERSITET

DIGITALE FORBINDELSER & NYE FORNEMMELSER Et digital-etnografisk studie af de tekno-sociale relationer, der opstår med udbredelsen af sociale netværkstjenester

SPECIALE AF NINA CHARLOTTE SCHIØTZ & SOPHIE BO SCHMIDT VEJLEDER: CHARLOTTE BAARTS MAJ 2009

ABSTRACT This thesis – ‘Digitale Forbindelser & Nye Fornemmelser’ (Digital Connections and a New Awareness) – explores the characteristics of the new kinds of social ties between people that are emerging with the use of Social Network Sites. Especially in the last two years, Facebook has rapidly grown and has secured its position in the everyday life of Danish users. The site has become a natural part of the ways in which friendships and acquaintances are made and are unfolded. Our qualitative study of Facebook and its users aims to obtain knowledge about the form and substance of such digital connections. Moreover, it seeks to provide insight into the meaning of these connections and investigates the impact they may have on social relations in general. Theory We approach the subject with inspiration from Actor-Network-Theory, represented by the ideas of Bruno Latour. Furthermore, we utilize Karin Knorr Cetina’s thoughts regarding sociality with objects, where social relations not only unfold between humans, but also between humans and objects. The underlying basis of our study is anchored in these two innovative strands of social theory – a theory that illustrates how social connections are made, remade and enacted by both non-human and human actors. By being sensitive to the acts of users as well as technological objects – both with the power to act – we are able to study the characteristics of the digital connections that arise from Social Network Sites. Thus, we may identify how social relations are enacted between users and technological features. From this point of view, we turn away from merely perceiving Social Network Sites as social spaces that can be understood as passive tools for communication. Instead, we see the sites and all their digital features as being significant actors themselves in the social relations. Methods A qualitative study of how these techno-social relations are enacted within Social Network Sites have not only required a new theoretical outlook, but also a set of methods with sensitivity to both the liveliness of humans and of technology. First of all, we have engaged in ethnographic fieldwork – or to be more precise digital ethnography on Facebook. The 3

data from this work consists of thick descriptions of 17 user profiles and of the participants’ own screenshots as well as written correspondence with the users. We have focused on activities of both the human as well as the non-human actors. Secondly, we have conducted 8 interviews while the informants were logged on to Facebook. By employing usability software that recorded both the screen activities and the speech, we gained insight in the unique interaction between Facebook’s many lively features and the user. Finally, we have conducted two focus groups in order to obtain knowledge about the importance of the specific technological features in the everyday life of the users. In all of these approaches, we focused on what the users did, what technology did, and on what happened in their relations, so that we could see how the techno-social ties were made. Findings We find and describe two general techno-social practices that emerge from users’ engagement with Facebook. Firstly, we describe a practice, we call automatic-monitoring. It is a practice where the often trivial and mundane information regarding an individual’s everyday life is automatically collected, and then served for other users who monitor this information routinely. Thus, it describes a specific way that information is being spread and consumed through Facebook. Secondly, we locate a certain kind of togetherness that becomes visible on Facebook. A togetherness that is both surprising and momentary. This practice emerges when the flow of trivial information becomes a gathering point for the users, who then feel each other’s mutual presence. We put forth the argument that these two techno-social practices are specifically brought to life with the use of Social Network Sites. Because of these practices, we argue, that the users gain an awareness of each other’s lives. The automatic-monitoring of the other users’ shared widespread information from their everyday life offers a kind of social sense of the other users. The fact that a conversation and a feeling of togetherness can arise also supports this sense of the others. We demonstrate that the constant flow of information and the way in which they are consumed, results in a new awareness of each other’s lives – an awareness that has not been seen prior to the wide prevalence and use of Social Network Sites. Finally, we argue that this sense of each other is an everyday kind of connectedness among users of Social Network Sites. The substance of the social relations that emerges with the use of 4

Social Network Sites, are thus relations of awareness. This form of connectedness does not replace social relations of today, but is rather a new dimension in the way people relate and make ties in society today.

INDHOLD KAPITEL 1: INTRODUKTION

PROBLEMFELT, FORMÅL OG PROBLEMFORMULERING UNDERSØGELSENS BAGGRUND: FREMKOMSTEN AF EN DIGITAL KULTUR AT STARTE ET NYT STED: AT FORSTÅ TEKNOLOGIEN I DET SOCIALE

10 11 16

AKTØR NETVÆRKS TEORI SOM ET ALTERNATIVT BLIK AT STUDERE TEKNOLOGIEN I DET SOCIALE

17 18

SPECIALETS OPBYGNING

KAPITEL 2: BLIKKET

DET SOCIALES SOCIOLOGI ASSOCIATIONERNES SOCIOLOGI

21 22

AKTØR OG NETVÆRK OBJEKTERNE SOM AKTANTER

22 23

POST-SOCIALE MILJØER

FACEBOOK SOM OBJEKT-VERDEN SENMODERNITETENS DE-SOCIALISERING OG EKSPANSION AF OBJEKTER

25 25

POST-SOCIALITET, ANT OG FACEBOOK

FACEBOOKS OBJEKTER

DET MENNESKELIGE OG DET TEKNOLOGISKE

CYBORGEN SOM AKTANT

OM ANT OG DETS BEGRÆNSNINGER

KAPITEL 3: METODE

METODENS GENNEMSIGTIGHED UDVÆLGELSE AF INFORMANTER SELVPRÆSENTATION

32 33 35

DIGITAL ETNOGRAFI

FELTET SOM ET DIGITALT NETVÆRK ETNOGRAFIEN SOM ’THICK DESCRIPTIONS’ DISKUSSION AF FELTNOTERNES FOKUSOMRÅDER SPØRGSMÅL OG SVAR I PRAKSIS

40 41 42 48 6

INTERVIEWET SOM DELTAGEROBSERVATION

OBJEKTORIENTERET INTERVIEWGUIDE USABILITY SOFTWARE: AT INDFANGE OG OPTAGE SAMSPIL MED DIGITALE OBJEKTER INTERVIEWETS DYNAMIK AT KENDE INFORMANTERNE

51 53 57 59

FOKUSGRUPPER

UDEN COMPUTER MEN ALLIGEVEL PÅ OBJEKT-ORIENTEREDE SPØRGSMÅL

62 63 64

KAPITEL 3: ANALYSE

ANALYSESTRATEGI

AT ANALYSERE I EN ANT-UNDERSØGELSE

ANALYSEDEL I: OBJEKTERNE I CENTRUM

NYHEDSSIDEN VÆGGEN BILLEDET STATUS’EN CIVILSTATUS FØDSELSDAGSKALENDEREN

73 75 83 90 95 99

ANALYSE DEL 2: EN SOCIALITET AF FORNEMMELSER

103

AUTO-MONITORERINGEN: DELAGTIGGØRELSEN I HINANDENS LIV I en digital kultur kan alle overvåge Lateral monitorering initieret af en information Den rutinemæssige monitorering Informationerne bliver serveret Automatisk delagtiggørelse At være en del af en auto-monitoreringspraksis SAMVÆR: AT FØLE HINANDENS TILSTEDEVÆRELSE Samvær i teorien Rummet som forudsætning for samvær Facebook: Vi er sammen omkring informationer Vi deler for at være sammen med en uvis anden Samvær til diskussion Samværets flygtige karakter

103 104 104 105 105 107 107 108 109 110 111 113 113 115

NYE FORNEMMELSER

115 7

OMFATTENDE INFORMATIONER GIVER OMFATTENDE FORNEMMELSER TRIVIELLE INFORMATIONER GIVER FORNEMMELSER TRIVIA FRA ALLE, FORNEMMELSER FOR ALLE DIGITALE FORBINDELSER OG NYE FORNEMMELSER

116 120 124 127

KAPITEL 5: AFRUNDING

129

KONKLUSION

129

INFORMATIONERNE ER OMDREJNINGSPUNKTET Hvad best책r informationerne i? Hvordan binder informationerne brugere sammen? En forbundethed af nye fornemmesler

129 129 130 131

REFLEKSION

132

Ad 1: Det humane og det non-humane handler Ad 2: Associationernes sociologi versus det sociales sociologi Ad 3: At studere det tekno-sociale

133 134 136

PERSPEKTIV

138

LITTERATUR

141

KAPITEL 1: INTRODUKTION

et er en ganske almindelig dag. Kathrine logger sig ind på Facebook og scroller hurtigt ned over nyhederne for at tjekke, hvad der er af nyt om vennerne. Simon har tømmermænd, Nanna er ved at bage boller, Mia har fødselsdag, Klaus har

fået en ny kæreste og Christoffer har lagt billeder ud fra hans tur til Argentina. Hun skriver et hurtigt tillykke til Mia og opdaterer bagefter sin status: Kathrine har trukket i arbejdshandskerne og skal til at skrive engelsk stil. Suk. Før hun begynder på at skrive stilen, tjekker hun lige Christoffers billeder fra Argentina og klikker sig også lige ind på Thomas’ profil, bare lige for at se om der er nogen, der har skrevet på hans væg eller for at se om der er nogle nye billeder af ham. Nå, det var stilen hun kom fra, - Tilbage til arbejdet tænker hun og klikker tilbage på sit tomme worddokument. Kathrine sidder og ser på, hvad kæresten har lavet. Og hvad chefen interesserer sig for. Og hvad en pige, som hun engang gik i klasse med, føler for sin nye kæreste. Hun har dem alle i sit netværk af venner på den sociale netværkstjeneste Facebook. Kathrine er ikke den eneste, der hver dag går ind på nettet for at holde sig opdateret med, hvad vennerne laver. Danskerne har i den grad taget sociale netværkstjenester til sig og i dag har over hver tredje en profil på den mest populære af slagsen, Facebook. Dette tal gør faktisk relativt set Danmark til den største Facebook nation i verden. 2008 var året, hvor Facebook for alvor tog fart, og hvor det blev hverdag at uploade sine ferie- og festbilleder, delagtiggøre andre i sit humør, fortælle hvad man laver, hvem man er kæreste med og tilsvarende fik en viden om alle talrige andres hverdagslige sysler og tanker. Facebook var på alle læber, og særligt i medierne blev tjenesten refereret til som den nye dille, der indtog både unges og ældres hjerter. Væksten fra 610.000 brugere ved årets begyndelse til 1,7 millioner ved dets slutning, understreger, at den sociale netværkstjeneste Facebook ikke blot er en dille for de få, men et medie, der er blevet mainstream. I dag (april 2009) har sitet 2,2 millioner danske brugere. Med sin udbredelse i alle landets kroge og aldersgrupper, har Facebook for længst mistet sin status som det nye, hippe og unge sociale medie, men er til gengæld noget alle kender, mange bruger og taler om. At holde sig opdateret på Facebook er blevet en hverdagspraksis, der blender sig ind i hverdagslivets 9

andre gøremål. På linje med naturligheden i at skrive en sms er det nu med Facebook blevet en selvfølgelighed at skrive beskeder, som alle kan læse, fortælle om sit humør eller lægge billeder ud fra ferien til skue for alle facebookvennerne. Sociale netværkstjenester er blevet hverdag. De har kilet sig ind i sociale relationer og er blevet en naturlig del af den måde, bekendtskaber og venskaber opretholdes og udvikles på. Problemfelt, formål og problemformulering Formålet med dette speciale er at bidrage med ny viden om de socialitetsformer, som udspiller sig i en kultur, hvor sociale netværkstjenester er blevet en integreret del af hverdagslivet. Dette vil vi gøre ved at undersøge, hvilken betydning det har for menneskers sociale relationer, at de i stigende grad er forbundet til hinanden gennem sociale netværkstjenester. Mennesker linker til hinanden på tjenester som Facebook, LinkedIn, Myspace, Twitter og Dopplr mm. og har relationer, der er andet og mere end ansigt-tilansigtrelationer. At være linket til en anden person på disse sociale netværkstjenester, er en særlig måde at være i forbundet på. Ved at studere denne forbundethed, der er mellem personer på sociale netværkstjenester, vil vi bidrage til en øget forståelse af de socialitetsformer, vi ser komme til udtryk i samfundet i dag. I stedet for at henstille denne digitale forbundethed til ”noget andet” end rigtige sociale relationer, mener vi, at disse relationer er absolut centrale, hvis vi skal kunne udsige noget om nutidens socialitetsformer. Vi ser altså ikke de digitale forbindelser som noget, der foregår i en distinkt sfære, i en virtual reality, men betragter det som en særlig form for social relation, der er vokset frem i dagens samfund. At sociale netværkstjenester i så udpræget grad har kilet sig ind i vores sociale relationer, har ansporet en undren hos os over en meget tidstypisk og yderst sociologisk relevant problemstilling, som vi på baggrund af to undersøgelsesspørgsmål vil svare på: Hvad kendetegner de socialitetsformer, der opstår i samfundet, når mennesker i stigende grad bruger sociale netværkstjenester? 1. Hvordan skabes forbindelserne mellem mennesker på sociale netværkstjenester? 2. Hvad betyder det for menneskers sociale relationer, at være forbundet på denne måde?

Undersøgelsen bygger på data fra digitalt feltarbejde på Facebook, interviews, deltagerobservation og fokusgruppeinterviews med daglige brugere af sitet på 16-26 år, der alt sammen er indsamlet i efteråret 2008. Den historie, som dette speciale fortæller, er en historie om en socialitet, hvor teknologien er en central medspiller. Den handler om, hvad det gør ved alle os, der bruger disse tjenester, vores venskaber og bekendtskaber, at vi er forbundet til hinanden igennem de sociale netværkstjenester, hvor der udveksles personlige informationer, billeder og beskeder.

Undersøgelsens baggrund: Fremkomsten af en digital kultur Før vi begiver os ud i en nærmere beskrivelse af vores teoretiske såvel som metodiske tilgang til feltet, vil vi give læseren et indblik i den digitale kultur, som vores undersøgelse skriver sig ind i. Vi vil dels opridse udviklingen i internetbaserede kommunikationsmåder og fællesskabsformer, som de er blevet beskrevet i den generelle litteratur om internettets udvikling. Dels vil vi give en gennemgang af den hidtidige forsknings væsentligste pointer omkring brugen af sociale netværkstjenester.

Internettet som social felt Siden internettets fødsel er mulighederne for kommunikation mellem mennesker eksploderet. Via e-mail, instant messaging, blogging, foras og chat kommunikerer mennesker i dag på nye måder og igennem nye teknologier. Med de nye kommunikationsformer er der også åbnet op for, at vi er forbundet til hinanden på nye måder. I det meste af 90’erne var kommunikationen på internettet enten en en-til-en kommunikation gennem e-mail eller en envejskommunikation, hvor den almene bruger søgte information fra firmaer, organisationer eller eksperter, og hvor siderne var forholdsvis statiske størrelser med informationer. Størstedelen

internetbrugere

var

således

rene

modtagere

information,

kommunikationen var envejs og det er netop denne kommunikationsform, som efterfølgende er blevet betegnet som web 1.0: første generation af internettet (Allen 2004, O’Reilly 2005). Der var dog også på et tidligt tidspunkt enkelte tjenester på nettet, hvis formål var at samle grupper af mennesker i sociale interaktioner.

De første online communities, hvor

mennesker stimlede sammen på tværs af tid og rum, var som oftest interessebaserede, således at brugerne deltog, fordi de her kunne møde andre med samme interesser som dem 11

selv. Af eksempler på disse communities kan nævnes diskussionsfora og chatfora. Fremkomsten af disse fællesskabsbaserede former på internettet gjorde, at forskere fik øje på internettet som et socialt felt, hvor mennesker indgik i fællesskaber, dog på anderledes vilkår end det før havde været muligt (Baym 1998 & Rheingold 1993). Den amerikanske professor i kommunikationsstudier Nancy K. Baym lavede allerede i 90’erne undersøgelser af sæbeoperafans’ online communities, hvor hun undersøgte, hvordan deltagere i sådanne foras interagerer, og hvordan de danner fællesskaber ved at dyrke deres fælles interesse (Baym 1999). På nettet udviklede der sig altså, sideløbende med de envejs kommunikerende hjemmesider som prægede nettet det meste af 90’erne, også online fællesskaber. Mennesker fandt sammen i interessefællesskaber på tværs af landegrænser og tidszoner, hvor de dyrkede fællesskabet, som kun var muligt på grund af internettets muligheder for asynkron og ikkestedbestemte kommunikation (Rheingold 2000). Sociologen Howard Rheingold analyserede i sin bog fra 1993 ”the Virtual Community”, hvordan brugerne på den tekstbaserede side ”the Well” indgår i et fællesskab med mennesker, som de kun har mødt online, men alligevel danner nære og intime relationer med. Relationer som kun er mulige i kraft af nettet. Rheingold forudså allerede dengang at virtuelle fællesskaber ville blive mere og mere udbredte (Rheingold 2000). At være forbundet i andet end ansigt-til-ansigt relationer i kraft af en digital tjeneste er således ikke nogen ny ting, men udbredelsen og brugen af disse tjenester har taget fart inden for de seneste år og har markeret et skift i den måde den almene bruger benytter internettet. Forskningen i de sociale netværkstjenester er stadig begrænset, men har langsomt vundet fodfæste inden for både det kommunikation-, information- og social-videnskabelige felt, særligt i USA. Af fremtrædende forskere på feltet skal nævnes danah boyd1 (2006, 2007, 2008a 2008b, 2008c), Judith Donath (2004, 2007), Nicole Ellison (2006, 2008), Mizuko Ito (2005, 2005a), Nancy K. Baym (1998, 1999) og af danskere bør nævnes Malene Larsen (2005, 2007) og hendes undersøgelse af unges brug af tjenesten Arto. I det følgende vil vi give indblik i de væsentligste kendetegn ved nutidens internet og de sociale netværkstjenester, som de har været beskrevet af disse forskere.

danah boyd har af personlige og politiske årsager valgt ikke at stave sit navn med kapitaler (http://www.danah.org/name.html). 1

Brugerne skaber indholdet Inden for de sidste ca. 5 år er der sket et skift i den måde informationerne distribueres til nettets brugere. I modsætning til den envejskommunikation, som var karakteristisk for første generation af internettet, er der i internettets anden generation fokus på deling og samtale i og med, at alle brugere af nettet nu selv kan bidrage med at skabe indholdet. Det er dette deltagelsesaspekt, der for alvor er blevet karakteriseret som noget særligt ved det brugerdrevne internet, hvor det er forholdsvis let tilgængeligt for alle med adgang til nettet at dele viden, lægge billeder ud, skrive blogindlæg mm. Der er efterhånden blevet sat rigtig mange betegnelser på det stadie, der karakteriserer nutidens internet; blandt andet web 2.0, det sociale net, det brugerdrevne net og et read-write-web (O’Reilly 2005 & 2004, Tapscott & Williams 2006: 19). Det proklameres, at der på nutidens internet ikke længere er nogen klar grænse mellem, hvem der producerer indholdet, og hvem der konsumerer det. Brugere af nettet er med Tapscott & Williams betegnelse blevet prosumers, altså en blanding mellem producer og konsumenter. På en og samme gang er internettets brugere både producenter af indhold og konsumenter af det indhold, som masserne i fællesskab skaber (Tapscott & Williams 2006). På sociale netværkstjenester såsom Myspace, Youtube eller Flickr er alle brugere både producenter og forbrugere. Idet der uploades et profilbillede, linkes til en anden profil, bliver skrevet personlige oplysninger eller lægges musik ud på Myspace, produceres det indhold, som gør, at andre på tjenesten kan konsumere. På det brugerdrevne net er der ikke én central kilde, hvorfra informationerne og indholdet kommer fra, men i stedet er der i princippet ligeså mange kilder til information, som der er brugere. Brugernes rolle som prosumers træder særlig tydeligt frem på eksempelvis Wikipedia, et online leksikon, hvor brugerne opretter, skriver og redigerer artiklerne. Men også når nogen skriver blogindlæg eller kommenterer på disse, kommer menneskets rolle som prosumer i spil. På den sociale netværkstjeneste Facebook deltager brugerne på lignende vis, både som dem der bidrager med personligt indhold såsom billeder, statusopdateringer og links, men samtidig som dem, der konsumerer vennernes ditto.

Formålet er at være social De sociale netværkssider er blevet karakteriseret som tjenester, hvis formål er at forbinde mennesker, vedholde og skabe relationer mellem deltagerne (Donath & boyd 2004). Det er sider, hvis primære kendetegn er, at brugerne kan indgå i et socialt netværk med andre 13

brugere, og at indholdet på tjenesterne er skabt af brugernes egne bidrag i form af billeder, fortællinger, musik osv. Fællesstræk for sociale netværkssider er, at brugerne hver har deres eget personlige liste af kontakter, som er synlige for alle andre. På disse tjenester kan man således se, hvordan hver enkelt bruger indgår i netværk med de andre brugere. Grundstrukturen i de sociale netværkstjenester er ofte den samme. De er bygget op omkring brugernes personlige profiler, som bliver linket til de andre brugeres profiler, hvorved man netop synliggør ens sociale relationer (boyd & Ellison 2007, Donath & boyd 2004). Boyd karakteriserer sociale netværkstjenester som en kategori under de tidligere nævnte mere interesseorienterede sider. Men der er ikke nogen fælles interesse at mødes om på sociale tjenester som Facebook. Det er snarere de personlige profiler, link til vennernes profiler og kommentarfunktionerne, der ifølge boyd udgør indholdet på tjenesterne (boyd & Ellison 2007).

Brugerne netværker eller er i netværk Boyd skelner yderlige mellem ’networking’ og ’network’ tjenester, da hun mener, at der findes to former for sociale netværkstjenester, hvor formålet med brugen af dem er forskellig. Er siden en networking-tjeneste indikerer det, at brugerne også netværker, forstået på den måde, at de skaber nye relationer og finder nye kontakter. Er tjenesten en networktjeneste, er fokus mere på at forbinde og vedholde ens allerede eksisterende sociale netværk. Hun argumenterer for, at LinkedIn er et social networking site, da der er fokus på, at udvide et professionelt netværk med mennesker, man ikke nødvendigvis kender i forvejen, men har et arbejdsmæssigt interessefællesskab med. Omvendt falder Facebook ind under sidstnævnte kategori, en social network site, da brugerne i højere grad opretholder eksisterende relationer, snarere end de skaber nye (boyd & Ellison 2007). Facebook benyttes altså primært til at vedligeholde eller bekræfte allerede eksisterende offline relationer frem for at møde nye bekendtskaber (Ellison, Steinfield, and Lampe: 2007).

Sociale netværkstjenester som et rum med særlige betingelser På baggrund af boyds mange års forskning i sociale netværkstjenester udleder hun fire karakteristika, som hun mener, kendetegner disse tjenester som et digitalt socialt rum. For det første er sociale netværkstjenester karakteriseret ved persistance, eller uforgængelighed. Her bliver det man siger og gør til uforgængeligt data, hvilket er en fordel for den asynkrone 14

kommunikation, men samtidig betyder det at det, man ytrer nu, også vil være tilgængeligt om 10 år. Dernæst er searchability, søgbarhed et særligt karakteristisk træk. På sociale netværkstjenester kan man søge og finde brugere samt ofte også se deres relationer til andre brugere. Et tredje særligt træk ved et digitalt rum er muligheden for at kopiere det, der bliver skabt. Dette betegner boyd som replicability eller gentagelighed. Denne egenskab gør det umuligt at vide, i hvilken kontekst tekst og billeder er skabt. Et sidste kendetegn ved det digitale rum er det usynlige publikum, the invisible audience. Når brugerne kommunikerer med hinanden, kommunikerer de således samtidig ud til et udefineret og usynligt publikum. Man ved på sociale netværkstjenester ikke hvem, der ser på ens profil (boyd 2007 & 2008c). De fire karakteristika er alle betingelser som interaktionerne på sociale netværkssider har.

Forskning i et nyt felt, men med klassiske problemstillinger En stor del af forskningen i sociale netværkstjenester, udforsker allerede kendte sociale problemstillinger, såsom spørgsmål om identitetsdannelse og selvfremstilling (DiMicco & Millen 2007, boyd 2008c, boyd og Heer 2006, Rosen 2007, Liu 2007, Zhao et al. 2008), gruppedannelse og fællesskabsdyrkelse (Acquisti & Gross 2006 & boyd 2008c). Det er eksempelvis blevet undersøgt, hvordan brugerne vedligeholder og akkumulerer social kapital på sociale netværkstjenester. Der argumenteres for, at tjenesterne synliggør individets sociale kapital, fordi brugerne kan fremvise deres sociale netværk i form af størrelsen på deres vennenetværk. Siderne fungerer som: puplic displays of connection (Donath & boyd 2004). Jo flere forbindelser man har, jo større er ens sociale kapital. Brugernes forhold til grænsen mellem privatliv og offentliggørelsen af deres personlige informationer er også et udforsket område (boyd 2007 & Zhao et al. 2008). De undersøgelser, der foreligger omkring sociale netværkstjenester, har typisk betragtet tjenesterne som et særegent rum, der skaber nye betingelser for individet og det sociale. Der sker identitetsdannelse, gruppedannelser og samvær, men bare i et nyt digitaliseret socialt rum. Hvordan skaber individet identitet på sociale netværkstjenester, hvordan indgår det i fællesskaber, og hvordan udtrykker individet sin sociale kapital? Hvad er anderledes og hvad er nyt ved at interagere i en online setting? Fænomenerne er ofte blevet forklaret med sociologiske teorier, der netop udsiger noget om selv samme fænomener, men gør det ud fra de betingelser, der eksisterede i en præ-digital verden. Teorier, som ofte bliver anvendt, er

eksempelvis Goffmans teatermetafor (Goffman 1956), der understøtter forklaringer af selvfremstilling i forhold til frontstage og backstage og performance metaforen. Internettet bliver set som en særlig social sfære, hvor man performer på en bestemt måde. Selvom Goffmann baserede sine teorier på studier af ansigt-til-ansigts-relationer, er hans analyser blevet genoplivet og anvendt til at beskrive medierede former for relationer mellem mennesker (boyd 2006, 2008a & 2008c). De få sociologiske studier af sociale tjenester og online fællesskaber, der foreligger, har med denne fremgangsmåde bidraget til forståelsen af de adfærds- og fællesskabsformer, som opstår på nettet.

At starte et nyt sted: at forstå teknologien i det sociale Undersøgelserne har alle bidraget til at udbrede budskabet om, at vi som sociologer også må tage afsæt i andet og i mere end ansigt-til-ansigt relationer, når vi bestræber os på at begribe og analysere det sociale. Udbredelsen af sociale netværkstjenester og den flittige brug af dem har understreget, at sociale relationer som venskaber, bekendtskaber, kæresteforhold, familie og fællesskaber i dag også udspiller sig igennem digitale tjenester. Undersøgelser af digitale medier har, som vi så i det ovenstående, typisk grebet klassiske sociologiske fænomener og problemstillinger, studeret dem i en ny setting og analyseret dem med klassiske sociologiske teorier. Vi vil i dette speciale starte et andet sted og udfordre nogle af de måder, som sociale netværkstjenester hidtil har været undersøgt og teoretiseret over, for derved at kunne bidrage med ny viden på området. Vi vil starte et nyt sted, fordi vi mener, at vi med klassiske sociologiske teorier om individets og fællesskaber, har ringe mulighed for at udsige noget nyt om de socialitetsformer, som opstår med disse sociale tjenester. Der er en naturlig begrænsning i teoriernes udsigelseskraft, når de er skrevet lang tid før internettets opståen, og dermed lang tid før det digitale var en del af menneskets hverdag. Ved at læne sig op ad teorier, der beskæftiger sig med ansigt-til-ansigts-relationer, risikerer vi, at vi begrænser fokuset til det, der sker i relationerne mellem mennesker og faren er, at vi mister blik for de relationer, som også udspiller sig mellem mennesker og teknologi. Vi går i dette speciale bort fra forståelsen af mennesket, som den aktive part, der bruger en passiv teknologi til at opretholde kontakt og kommunikere med vennerne. Vi mener heller ikke, at det er teknologien, der entydigt former de relationer, der opstå igennem dem. I stedet åbner vi op for en analytisk balancegang, der forstår de sociale relationer som et resultat af både teknologiens og menneskets handlinger. Ved at gå bort fra tanken om de digitale 16

medier som blot et mellemled mellem mennesker eller et rum for menneskelig interaktion, prøver vi at starte et nyt sted i undersøgelsen, hvor socialitet ikke blot forstås som noget, der sker mellem mennesker, men et sted i samspillet mellem mennesker og teknologi.

Aktør Netværks Teori som et alternativt blik Ideen om at sociale relationer er noget, der kun kan opstå mellem mennesker, blev særligt udfordret af aktør netværk teorien, ANT. Denne retning inden for sociologien er på trods af dets navn, snarere et metodisk blik på verden og det sociale, end det er en egentlig teori om den. Med ANT’s ide om, at sociale relationer består af relationer og interaktioner mellem både ting og mennesker, blev sociologien udfordret til at indtænke tingenes og teknologiernes aktivitet i den sociale verden. På grund af ANT’s særlige sensitivitet over for selve teknologiens mikroprocesser i det sociale, har vi knyttet en ANT tilgang til studiet af de teknologiserede socialitetsformer, der opstår i et samfund, hvor mange mennesker efterhånden har en profil på en social netværkstjeneste. Med denne tilgang kan vi studere det sociale som et netværk af ikke bare livligt handlende mennesker, men også handlende ikkemenneskelige ting. Undersøgelsen drager nytte af særligt to fordele ved ANT-blikket. For det første har ANT en særlig sensibilitet over for studiet af ikke-menneskelige aktører, hvilket gør den særlig velegnet til at studere teknologiens rolle i det sociale. For det andet lægger ANT op til en meget empirinær sociologi med særlige muligheder for at frembringe ny viden. Med ANT teorien som rygrad argumenterer vi for, at sociale netværkstjenester ikke blot er medier, der muliggør menneskelige relationer, men at de også handler og er med til at det sociale gøres på en bestemt måde. Når sociale relationer udspilles og udvikles på tjenester som Facebook er teknologien således ikke blot en medieplatform, der gør relationerne mulige. Medierne er ikke blot instrumenter i vores sociale liv, nej, de handler, former vores relationer, opfordrer os til nogle handlinger og underminerer andre. Facebook består af en række teknologiske features, såsom billeder, knapper, status-opdateringer, quizzer og væggen, hvis handlinger er afgørende for de former for relationer, som skabes. Det er ikke kun mennesket, der gør det sociale. Det sociale bliver skabt i interaktionerne mellem mennesker og teknologiske features eller objekter. Teknologien er med andre ord en aktør som sociologien må tage alvorlige. At vi i dag lever i en verden, hvor vi ikke kun interagerer 17

med hinanden, men også med teknologier, har fået den ANT inspirerede sociolog KnorrCetina (1997, 2001) til at betegne vores tid som en post-social tid. Det post-sociale indikerer en samfundsorden, hvor mennesker ikke blot interagerer med hinanden, men i stigende grad indgår i relationer med tingslige objekter og teknologier. Hendes teorier læner vi os ligeledes op af.

At studere teknologien i det sociale At have et ANT blik på feltet, kræver ikke kun en ændret blik på det sociale, men kræver samtidig en gentænkning og udvidelse af de klassisk sociologiske metoder. I kraft af vores forståelse af sociale netværkstjenester som et post-socialt felt, hvor interaktioner ikke blot sker mellem mennesker, men også mellem mennesker og objekter, har vi arbejdet med et metodisk design, der har et særligt øje for teknologiens rolle i produktionen af det sociale. En omfattende del af dette speciale er derfor afsat til at beskrive det metodiske design, gennemsigtiggøre empiriens tilblivelse og diskutere vores erfaringer med denne proces. Vi har nærstuderet praksis på sociale netværkstjenester: Hvad er det, der gøres? Hvad gør teknologien, hvad gør brugerne? En ting, som nemlig ligger i kortene i ANT’s metodiske blik, er et fokus på praksis: Hvad sker der? Hvad gøres der? Det metodiske design, gør det muligt at undersøge det empiriske spørgsmål: Hvordan gøres socialiteten på den sociale netværkstjeneste Facebook? Dette vil vi nedenfor kort introducere, hvordan vi har undersøgt.

Digital etnografi For det første har vi gennem halvanden måned lavet digitalt feltarbejde. Vi har dagligt været inde på sytten unge, meget aktive facebookbrugeres profiler, nærstuderet dem og skrevet feltnoter med en skærpet opmærksomhed for aktiviteter, interaktioner og handlinger. I den digitale etnografi har vi udnyttet feltets særlige evne til, at gemme informationerne om brugernes handlinger, hvorved vi har kunne studere profilaktivitet i et længere tidsrum end selve feltarbejdet varede (boyd 2007a). Vi har ligeledes fået informanterne til at sende skærmbilleder af den nyhedsside, de som det første kommer ind på, når de logger på Facebook, samt et billede af den første side de har klikket ind på derefter. Dette empiriske materiale har de sendt os løbende over 14 dage. Med skærmbillederne var det muligt at få indblik i de nyheder og informationer, som de ser ud for brugerne, og de gjorde det muligt at få en snert af de handlinger informanterne ser, men som vi ikke selv kan observere. På

baggrund af både observationerne og skærmbillederne stillede vi løbende informanterne spørgsmål, som vi rettede individuelt til dem i deres facebook-indbakke, som de til gengæld svarede på mere eller mindre udførligt.

Interviews med usability software Udover den digitalt etnografiske tilgang til feltet, introducerer vi brugen af usability software som sociologisk metode. Usability er en betegnelse for hjemmesiders brugervenlighed, og det program vi har benyttet, bruges sædvanligvis til at teste brugervenligheden på en hjemmeside. Vi benytter usability softwaren i forbindelse med de personlige interviews med informanterne. Som et metodisk værktøj er softwaren særlig oplagt i studiet af menneskets interaktion med teknologien, fordi den kan optage og indfange de teknologiske mikroprocesser og interaktioner mellem det teknologiske og det menneskelige. Ved at generere både video af informantens skærmaktiviteter, lyden af hvad denne siger og dokumentere alle klik rundt på skærmen, har vi ved denne metode fået et unikt empirisk materiale, der giver indsigt i de tavse interaktioner, der sker mellem informant og de features, der er på Facebook. At vi samtidig interviewede informanterne gjorde, at vi fik sat deres egne ord på de aktiviteter, de enten selv deltog i eller betragtede på Facebook. Vi foretog otte af denne form for interviews, hvor informanten sad foran skærmen og var logget på Facebook.

Fokusgrupper Sidst men ikke mindst består empirien af to fokusgruppediskussioner med en informant og dennes 3-4 selvvalgte venner. I fokusgrupperne udnyttede vi den sociale interaktion som kilde til data. Deltagerne sammenlignede hinandens erfaringer, praksisser og oplevelser med brugen af tjenesten, og vi fik i kraft heraf en mere kompleks viden om, hvordan Facebook spiller ind i et hverdagsliv, som sociale netværks tjenester er en naturlig del af. Fokusgrupperne gav mulighed for at få italesat de mere komplekse og måske modsatrettede forståelser af Facebooks mange teknologiske features, hvorved vi fik tegnet et billede af deres rolle i brugernes liv.

Specialets opbygning Undersøgelsens videnskabsteoretiske grundlag og vores metodiske blik vil blive uddybet og gennemgået i kapitel 2: Blikket. Med afsæt i ANT og ideen om det post-sociale samfund, 19

diskuterer vi, hvordan vi med et fornyet blik kan forstå to abstrakte, men centrale begreber i sociologien generelt og i denne undersøgelse specifikt, nemlig ’det sociale’ og ’det menneskelige’. Vi argumenterer for en analytisk tilgang til feltet, der tager udgangspunkt i ideen om det post-sociale, hvor både objekter, materialiteter og teknologier tilskrives handlingskraft. Desuden udfolder vi en række eksempler på, hvordan vi konkret sætter denne tilgang i spil i forhold til sociale netværkstjenester. I kapitel 3: Metode, giver vi læseren indblik i undersøgelsens design og den proces, hvormed vores empiriske datamateriale er blevet til. Vi argumenterer for, at en tredelt tilgang til feltet, hhv. digital etnografi, brugen af usability software i interviewet samt brugen af fokusgrupper, tilsammen kan give et indblik i de post-sociale relationer, som udspiller sig på sociale netværkstjenester. I løbet af kapitlet vil vi yderligere uddybe de metodiske erfaringer med vores selvpræsentation i et digitalt felt, vores relationer med informanterne og den konkrete udfordring det er at rette blikket mod både teknologiens og menneskenes agens. Kapitel 4: Analysen er delt op i to dele – dels en empirisk båret analyse samt en tematisk analyse. I den empirinære del af analysen sætter vi Facebooks digitale objekter i forgrunden, for at give tyngde til de non-humane aktører, hvis aktivitet ofte bliver glemt i beskrivelsen af det sociale. I beskrivelsen af Facebooks digitale features såsom væggen, fødselsdagskalenderen og status-opdateringen, skaber vi en fortælling om, hvordan disse teknologiske features er med til at gøre den særlige socialitet, vi ser på Facebook. I den tematiske del af analysen udfolder vi med afsæt i empirien ideen om en socialitet af fornemmelse, som er vores bud på, hvad der kendetegner en socialitetsform, der opstår med udbredelsen af sociale netværkstjenester. Vi beskriver to gennemgående tekno-sociale praksisser som vi ser udfoldet omkring Facebooks mange informationsobjekter, - en særlig måde at holde øje med hinanden på og en særlig måde at have samvær på. Dernæst beskriver vi, hvordan der med disse to praksisser opstår en forbundethed mellem mennesker, som består i, at de har omfattende fornemmelser for hinandens liv. Til sidst, i Kapitel 5: Afrunding, vil vi sammenfatte de væsentligste fund samt diskutere specialets vidensbidrag. Vi reflekterer over den virkelighed, vores metoder har været med til at skabe, og afslutter med et perspektiv på undersøgelsen i form af nogle åbne spørgsmål til de konsekvenser de digitale forbindelser og fornemmelsessocialiteten kunne tænkes at have.

KAPITEL 2: BLIKKET I dette afsnit vil vi uddybe vores argumentation for undersøgelsens videnskabsteoretiske grundlag og vores metodiske blik. Vi vil vi først forsøge at skabe et indblik i den centrale diskussion af ’det sociale’, som flere af aktør-netværk-teoriens tænkere har bidraget med, og som vi med denne undersøgelse skriver os ind i. Vi vil for det første introducere Latours (2007) distinktion mellem det sociales sociologi, som vi kan kalde den klassiske sociologi og associationernes sociologi, der er hans bud på, hvordan vi må gentænke ideen om det sociale. Dernæst vil vi præsentere sociologen og ANT-tænkeren Karin Knorr-Cetinas teorier om objekt-baseret socialitet og post-sociale relationer. I en diskussion med disse to teoretikere om, hvad det sociale er, og hvordan det studeres, vil vi præsentere vores bud på en ANTinspireret tilgang til studiet af sociale netværkstjenester.

Det sociales sociologi Latour skelner mellem to generelle måder at begribe og studere det sociale på, hhv. det sociales sociologi, der hører til den klassiske sociologi samt associationernes sociologi, der er hans forsøg på at forklare det sociale på ny (Latour 2007: 7). Det sociales sociologis genstandsfelt er det specifikke domæne, som ved sociologiens grundlæggelse, blev kaldt ’det sociale’. Så snart sociologien som videnskab var blevet defineret, kunne den bruges til at kaste lys over det, som blev anset som specifikke sociale fænomener, og den kunne dermed forklare, hvad andre typer af videnskab ikke kunne (Latour 2007: 3). Eksempelvis kunne man ved at referere til sociale dynamikker forklare de sociale aspekter af de økonomiske processer, forklare konsekvenserne af en bestemt kriminalitets-lovgivning ved at referere til sociale udstødelsesmekanismer eller forklare samfundets ulighed eller sammenhængskraft med sociale strukturer (Latour 2007: 5). Som indbegrebet af ’det sociales’ sociologi står Durkheim (2000), hvis metodelære simpelt siger, at samfundets grundelementer består af sociale naturlove eller kendsgerninger. Hvis vi skal forstå samfundet, må vi altså ifølge Durkheim isolere dets grundelementer og identificere disse naturlove. Det sociale forklarer således samfundet, og samfundet forklarer det sociale. Centralt i Durkheims metodelære er, at de sociale fænomener er ”sui generis” – de eksisterer uafhængigt af den mening, som den enkelte lægger i sin handling. De kan forklares ved hjælp af sociologisk teori – dermed får den 21

sociologiske teori en central position, da det er dens opgave at forklare de sociale fænomener. Problemet ifølge Latour er, at det sociale reduceres til en række begreber, der skal forklare samfundet. Forsøget på at forklare det sociale ud fra kategorier og begreber går igen i den sociologiske tradition, som eksempelvis i Bordieus ide om socialt rum og symbolsk vold (2004), Habermas’ teori om system og livsverden (1987) og funktionalisternes enhedsteorier som eksempelvis Luhmans teori om sociale systemer (2000). De prioriterer alle i kraft af deres Grand Theories systematisering af det sociale frem for en forståelse af dets genstand. Latour mener ikke, at der eksisterer nogle sociale bånd, systemer, kendsgerninger eller dynamikker, der usynligt sørger for at holde samfundets forskellige dele sammen. Det som ifølge Latour bliver forklaringen af samfundet i ’det sociales sociologi’, burde i stedet ses som det, der er mysteriet og genstanden for en undersøgelse i en alternativ forståelse af det sociale: ”In the alternative view, ’social’ is not some glue that could fix everything including what the other glues cannot fix; it is what is glued together by many other types of connectors“ (Latour 2007: 5).

Associationernes sociologi ANT-tilgangen er Latours bud på en alternativ forståelse af ’det sociale’, der ses som noget, der produceres i relationer mellem en masse elementer, som ikke i sig selv er sociale, men som indgår i forbindelser og relationer, og derved bliver til noget socialt. En associationernes sociologi kan samle alle disse elementer til en beskrivelse af det sociale (Latour 2007: 8).

Aktør og Netværk Før vi begynder at beskrive ANT i forhold til undersøgelsens metodiske tilgang, vil vi prøve at skabe overblik over de to centrale begreber i teorien, aktør og netværk. Begrebet netværk kan vi bruge til at forestille os de sammenhænge, som skabes mellem de menneskelige såvel som de ikke-menneskelige dele, hvilket giver os en ide om, hvordan det sociale holdes sammen. For Latour er netværksmetaforen en måde at tænke på, en måde at skabe associationer på og bør ikke ses som en ting derude, som sociologien kan indfange og forklare (Latour 2007: 131). I Latours terminologi består netværk af aktører, og det helt grundlæggende anderledes og udfordrende ved dette er, at ANT gør op med den klassiske opfattelse af aktøren som et intentionelt handlende individ. I ANT tilskriver man både 22

handlingskraft til menneskelige og ikke-menneskelige aktører, netop fordi det sociale er udtryk for en samling af en lang række tråde af tingslige såvel som menneskelige handlinger. ”We have to accept that the continuity of any course of action will rarely consist of human-to-human connections [...] or of object-object connections, but will probably zigzag from one to the other” (Latour 2007: 75). Med andre ord er det sociale en bevægelse, en formation af humane og nonhumane handlinger. Latour har indført begrebet aktant til at begrebsliggøre alt med handlingskraft, fordi aktør- begrebet er belastet i den sociologiske tradition. I vores studie figurerer Facebook som en aktant i sig selv, der kiler sig ind i hverdagslivet og gør en forskel for den måde vi handler og relaterer os til hinanden på. Men Facebook er i sig selv bygget op af en række features, som vi hver især vil betegne som aktanter. Det være sig billeddeling, statusopdateringen, spillene eller andre af de funktioner, som brugeren kan interagere med. Når vi benytter aktantbegrebet, er det for at sætte disse tilsyneladende passive funktioner i forgrunden, for derved at levendegøre deres betydning og aktivitet i netværket af det menneskelige såvel som det ikke-menneskelige. I og med at ANT gør op med den klassiske opfattelse af aktøren som et intentionelt handlende individ, bliver intentioner og motiver uinteressante. Aktant-begrebet muliggør opfattelsen af, at alting har handlingskraft. Når vi bruger denne pointe i undersøgelsen af de socialitetsformer, der opstår når mennesker i stigende grad interagerer med Facebooks digitale features, undgår vi, at de menneskelige aktører tillægges al handlingskraft, og at alt det ikke-menneskelige blot anses som passive, manipulerbare objekter (Mørk 2007: 71). Med blikket for alting som potentielle aktanter bliver det muligt at studere teknologiens betydning uden at reducere den til et produkt af menneskelige intentioner og motivationer eller blot at se den som et middel til menneskelig kommunikation. I studiet af hverdagens teknologier tvinger aktant-tanken os til at huske, at vi ikke kan skelne mellem handlende aktører og passive teknologier, men derimod må tilskrive dem begge en aktiv handlingskraft.

Objekterne som aktanter Det er netop de hverdagslige ting og objekter, som vi ofte siger ikke betyder noget, der ifølge Latour skal have plads i forståelsen af den sociale verden (Latour 2007: 71). Latour mener, at objekter ofte betragtes som led i kausale relationer, som eksempelvis en menneskehånd, der tager en hammer, rammer et søm og slår det i bund. Det problematiske ved dette syn på 23

hammeren ligger i, at effekten, i form af at sømmet er slået i bund, ses som resultat af en menneskelig handling, hvor hammeren blot er en medierende objekt. Det er mennesket, der slår sømmet i bund. Latour mener, at vi i stedet for at se objekterne som redskaber for menneskelig handling, også må se på, hvordan ting tillader, fortjener, opfordrer, foreslår, øver indflydelse, blokerer, forbyder osv. Ved at åbne armene over for den handlingskraft objekterne har, kan vi opdage nye ting om de forbindelser og relationer, som konstituerer det sociale. Hvad gør tingene, hvordan handler de, hvilke relationer indgår de i, og hvilken forskel gør de? Det er spørgsmål, vi kan stille med en ANT tilgang til studiet af de forbindelser, der skaber socialitet.

Post-sociale miljøer I lighed med Latour, er Knorr-Cetinas projekt at sætte relationerne mellem mennesker og objekter i forgrunden for forståelsen det sociale (Knorr-Cetina 2001: 522), og hun er en af de teoretikere, der inspireret af ANT, etnografisk har undersøgt objekternes betydning i den sociale verden. Særligt i hendes sociologiske studier af finansielle markeder, har vi fundet inspiration i den måde, hvorpå hun undersøger “new kinds of bonds such as those constructed between humans and objects” (Knorr-Cetina & Brügger 2002: 3). Hun studerer, hvem aktørerne på de finansielle markeder er, hvordan de opererer og viser, at netværket af aktører på de finansielle markeder ikke blot er finansmænd, men i ligeså høj grad aktiekurserne, grafer og tal på skærmen. De er objekter, der konstituerer det miljø, hvori individet oplever, handler og interagerer. Hendes analyses hovedpointe er, at store grupper af individer i dag indgår i post-sociale relationer, der er de særlige relationer, der opstår, når en stor del af vores interaktionspartnere er objekter (Knorr-Cetina 1997: 1). Knorr-Cetina kommer med den kontroversielle tese, at individets følelse af tilhørsforhold og kontinuitet i en flygtig verden, kan opstå i interaktionen med ikke-humane ting (Knorr-Cetina 2001: 532). I stedet for at se individet som indlejret i et socialt netværk bestående af mennesker, skal vi i stedet betragte individet som indlejret i det Cetina kalder object-worlds. Hvis individet bevæger sig rundt i en objektdomineret verden, følger det heraf, at menneskets oplevelser også knytter sig til interaktionen med og indlejretheden i netværket af objekter.

Facebook som objekt-verden I studiet af sociale netværks tjenester har vi hentet inspiration i Knorr-Cetinas ide om de post-sociale former, der opstår i netværk, hvor objekter og mennesker interagerer, såvel som mennesker interagerer med hinanden. På Facebook er der et utal af features, som brugerne interagerer med – vi vil kalde dem digitale objekter. Statusopdateringen, billeder, events, spil, quiz’er, kommentarer osv. er eksempler på de objekter, som vi forestiller os vil indgå i det netværk af aktanter, der er på spil på Facebook. Det, der er vigtigt at understrege, når man læser det følgende er, at objekterne i Knorr-Cetina’s teori ikke skal ses som passive materialiteter, men snarere som nogle, der handler og interagerer. På baggrund af denne forståelse af objekterne mener vi at kunne betragte objekterne på Facebook som aktanter i Latours terminologi. De handler og gør en forskel i de interaktioner og relationer, de indgår i. Objekter og aktanter er i dette studie således ikke en differentiering mellem det passive og det aktive. Vi ønsker at indtænke hverdagslivets objekter, her forstået som Facebooks features, som aktører, der også indgår i de sociale former, som opstår og udfoldes. Vi forsøger således med Knorr-Cetinas begreb om objekt-verdener og Latours aktant begreb at åbne op for forståelsen af, hvad det er, vi ser som ’det sociale’.

Senmodernitetens de-socialisering og ekspansion af objekter Knorr-Cetina identificerer særligt to strukturelle dynamikker, som tilsammen skaber grundlag for det post-sociale miljø, vi i dag er en del af: De-socialisering og den enorme ekspansion af objekter i den sociale verden (Knorr-Cetina 2001: 520). De-socialisering dækker over en udvikling, hvor faste sociale strukturer og principper er gået mere og mere i opløsning og har mistet den mening og relevans de havde engang (Knorr-Cetina 2001: 522). Det skal dog ikke forstås således, at ’det sociale’ er tyndet ud, har mistet relevans og at relationer har opløst sig selv. Der er ifølge Knorr-Cetina blot sket en omformning af det det sociale, så det i dag også omfatter ting, objekter og elementer. Hendes tese står i kontrast til de sociologiske teorier, der har understreget, hvordan individualiseringsprocesser har medført et tilsvarende tab af fællesskab. Tönnies begræd, hvordan industrialiseringen, urbaniseringen og kapitaliseringen af samfundet fik det traditionelle samfunds ansigt-til-ansigts relationer til at gå i opløsning, og hvordan karakteren af de sociale relationer ændrede sig imod mere upersonlige former (Pahl 2000: 53-58). Weber (1995) understregede det tab af mening, som det enkelte individ 25

oplevede i den samfundsudvikling, der var karakteriseret af rationaliseringer og bureaukratiske organisationsformer. Lasch (1982) beskriver, hvordan individet i det industrialiserede teknologiserede samfund bliver fortvivlet, selvoptaget og usikkert, netop pga. nedbrydningen af sociale hierarkier og pejlemærker, som individet kunne læne sig op af. Disse er blot få eksempler på, hvordan moderniteten ofte er blevet associeret med nedbrydningen af fællesskab og tradition og en stødt accelererende individualiseringsprocess (Knorr-Cetina 2001: 521). De sociale principper, strukturer og normer, som kunne forklare sammenhængskraften og fællesskabet i samfundet, har mistet forklaringskraft, netop fordi de ikke tager højde for, at socialiteten i dag baserer sig på mere end ansigt-til-ansigtsrelationer. Vi har ikke færre relationer eller mindre sammenhængskraft, det, vi har relationer med, er bare andet og mere end mennesker. I dag kan det sociale ikke kun forstås som relationer mellem mennesker, men må begribes som relationer mellem mennesker og objekter. Ekspansionen af forbrugsgoder, informationsteknologier, videnskabelige og teknologiske ting, som er knyttet til senmoderniteten, har med andre ord skabt grundlag for en rekonfigureret socialitet og udfordret selve begrebet om sociale relationer: “it may also bring profound change to the structure of relationships, and call for the rethinking of sociality along lines that include objects in the concept of social relations” (Knorr-Cetina & Brügger 2002: 3). Objekter som interaktionspartnere Ved at tale om en objektualisering understreger Knorr-Cetina, at vi oplever et skift i relationsformerne, som peger væk fra den sociale og normative integration i de traditionsbundne fællesskaber og herimod objekterne som partnere i et forhold (KnorrCetina 1997: 25). Hun forklarer, at det menneskelige selv ses som en ’structure of wanting’, - en evig længsel efter at blive fuldendt i relationer med andre. Selvet vil være forbundet med andre og denne længsel efter at blive fuldendt i relationer med andre, puster liv i menneskets jagt på kontinuerligt at indgå i objekt-relationer. Det er således længslen efter forbundethed, som får mennesker til at interagere med objekter, men dette er kun muligt, fordi objekterne er åbne og ufuldendte uden mennesket. De er i hendes terminologi åbne over for at indgå i relationer: ”I want to go in the opposite direction, and characterize the objects here by their indefiniteness of being” (Knorr-Cetina 2001: 528). Som hun understreger, er objekterne karakteriseret ved at være ufuldendte og først komplette, idet de indgår i relation med mennesker. Denne

gensidighed viser objekterne som mere og andet end døde, statiske ting og understreger de relationer, der karakteriserer et post-socialt miljø ifølge Knorr-Cetina (1997: 16; 2001: 530). For at sætte billeder på Knorr-Cetinas teori, vil vi komme med et par tænkte eksempler på disse objekt-interaktioner. Billeddelingen på Facebook har eksempelvis gjort, at mennesker ofte sidder bag hver deres skærm og interagerer med billedobjekter, der popper op på deres nyhedsside. Fra pladsen i sofaen med laptoppen på skødet gør billederne, at man følger hinandens liv på afstand. Hver gang man åbner computeren, interagerer man med den, man interagerer med andres feriebilleder, med quizzer og med alverdens spil på sitet. Hver gang man klikker rundt og nysgerrigt ser venner og bekendtes billeder og samtaler sker der en interaktion. Måske spiller man et spil, ser en video, som en ven har sendt – det er alt sammen noget, som indikerer ens relation til et digitalt objekt. Måske gør opdateringerne fra vennerne én flad af grin eller får én til at bliver intimideret, hvilket tydeliggør, at det ikke bare er materialiteter og døde ting, man har relationer med, men objekter, der gør noget og giver én noget. Disse er eksempler på, hvordan et objekt-perspektiv på de relationer, der udspiller sig på sociale netværkstjenester, kommer i spil.

Post-socialitet, ANT og Facebook Det fascinerende ved Knorr-Cetina og Latours univers er tankegangen, de deler: Det skærpede blik på det vi tager for givet, som de sociologiske og ontologiske kategoriseringer af det menneskelige og det materielle, samt sociologiens tendens til at tale om socialitet uafhængigt af objekternes mikroprocesser. De provokerer og udfordrer vores tankegang om mennesket som beherskere af teknologien og tvinger os til at se på handlingskraften i alt det, vi umiddelbart forestiller os som passivt. I kraft af at det sociale opfattes som en konstant og foranderlig produktion af relationer mellem mennesker og objekter, implicerer det, at vi kun kan studere det situerede. Der er ikke nogen Grand Theory. ANT lægger derfor op til en empiribaseret metode, der prøver at identificere alle de elementer, der ligger til grund for ’det sociale’. Kun ved at studere praksis, kan vi vide hvilke aktanter, der kommer i spil i produktionen af det sociale (Latour 1996: 371). Designet af undersøgelsen er i høj grad inspireret af begreberne om post-sociale former, en objekt-baseret socialitet og aktørnetværk tankegangen. I vores empiribaserede tilgang til undersøgelsesfeltet har vi forsøgt at studere de praksisser og aktører, der er på spil i skabelsen af den særlige socialitet, som sociale netværkstjenester puster liv i. Knorr-Cetinas ide om objekt-verdener samt Latours 27

begreb om objekterne som akanter, er centrale for vores blik på sociale netværkstjenester: De igangsætter et netværk af interaktioner mellem mennesker og digitale objekter. Som det understreges af ANT tænkerne, kræver forståelsen af en socialitet med objekter en udvidelse af den sociologiske fantasi og sprogbrug (Knorr-Cetina 1997: 3; Latour 2007: 25). Men hvad betyder det konkret for den måde, vi betragter digitale objekter og facebookbrugernes interaktioner på? Latour giver sit bud på, hvordan man kan skelne mellem centrale aktører, der holder det sociale sammen og de ting, der ikke er centrale for det: ”the question to ask about any agent are simply the following: Does it make a difference in the course of some other agent’s action or not? Is there some trial that allows someone to detect this difference?” (Latour 2007: 71). I den empiriske undersøgelse spørger vi således os selv, om de mennesker og objekter vi studerer, gør en forskel i de relationer de indgår i – og gør de det, tilskrives de en plads i netværket af aktanter. Elementerne bliver kun i netværket så længe de udøver indflydelse på andre aktørers handlinger, enten handler, forbyder, står i vejen for, opildner og opfordrer osv. Kun ved at studere praksis, bliver det klart hvilke aktanter, der indgår i netværket, hvilke der træder tydeligst frem og hvilke forskelle de gør deri (Latour 1996: 371).

Facebooks objekter I den konkrete undersøgelse af Facebook, kan objekterne eksempelvis være billeder, venneanmodninger, spil, statusopdateringer, profilbilleder, kommentarfunktioner, brugere mv., der alle agerer som centrale aktører i et netværk af mennesker og objekter. Objekterne skal ikke forstås som nogle, der er placeret i en separat virkelighed, i en virtual reality på Facebook, men snarere som nogle, der er allestedsnærværende i brugerens liv. Interaktionerne mellem mennesker og objekter er altså ikke begrænset til at være dem, der sker i det øjeblik brugerne af sociale netværkstjenester er logget på og navigerer rundt på sitet, men omfatter alle de relationer, hvor de digitale objekter bliver talt om og refereret til. At fraser som at tagge2, at anmode om at blive venner, at ignorere en venneanmodning og skrive statusopdateringer har vundet indpas i mange facebookbrugeres daglige ordforråd, understreger pointen om, at de digitale objekter spiller en rolle i menneskets (post)-sociale relationer. En af styrkerne ved Knorr-Cetinas teori er, at hun knytter ekspansionen af objekter specifikt til senmoderniteten. Vi mener, at hendes samtidsanalyse af objektsocialitet er et seriøst bud på At tagge refererer til at mærke eller markere noget. På Facebook bruges det, når man markerer, hvem der er afbilledet på et billede. 2

at begribe de digitale teknologier, som vi navigerer i og interagerer med. Knorr-Cetinas tese om de-socialisering samt ekspansion af objekter i den sociale verden rammer netop hovedet på sømmet, når det gælder forståelsen af de dynamikker, som sociale netværks tjenester er med til at holde i gang. Med disse teknologier ånder og lever vi i et væld af forbindelser, hvor både mennesker og objekter interagerer. I denne undersøgelse bliver det med Knorr-Cetinas perspektiv pludselig åbenlyst, at det sociales sociologi ikke kan være tilstrækkeligt i forklaringen af den socialitet, der omgærer sociale medier.

Det menneskelige og det teknologiske ANT bringer liv i objekterne og bryder menneskets monopol på agens. Det, der hidtil har været anset som passivt, har således fået en plads i rækken af aktører. ANT-blikket er således et nyt bud på, hvordan vi kan se og studere teknologien på ny. Men hvordan efterlader det begrebet om det menneskelige? Behøver vi ikke også et fornyet blik på mennesket, hvis vi for alvor skal forstå det sociale i dag? I det følgende vil vi med en kort introduktion til Donna Haraways (1991) cyborgmetafor, præsentere den måde, vi i studiet af Facebook, har prøvet at tænke og forstå det menneskelige på ny. Tanken er, at hvis vi for alvor vil forstå det sociale i en tekno-social verden, må vi revidere synet på mennesket som et intentionelt handlende individ med unikt menneskelige erfaringer. Cyborgmetaforen understreger, hvordan teknologier gennemstrømmer menneskets tanker og sind, befolker dets drømme, og derfor bliver det i cyborgen svært at skelne mellem, hvad der er teknologisk, og hvad der er menneskeligt. Menneskelige erfaringer og handlinger er således snarere tekno-sociale end de er menneskelige.

Cyborgen som aktant Cyborgen er hverken menneske eller maskine, snarere en hybrid: ”A cyborg is a cybernetic organism, a hybrid of machine and organism, a creature of social reality as well as creature of fiction” (Haraway 1991: 149). Figuren er både en konkret måde at betragte mennesket på, men også et perspektiv, der giver stof til at kunne nedbryde dikotomien mellem den menneskelige og den teknologiske virkelighed, for derved at undgå både social og teknologisk determinisme. Mennesket er hverken den aktive part, der behersker teknologien, eller en aktør, der passivt er underlagt teknologiens herredømme. Haraway argumenterer for at menneske og maskine er co-konstruerede gennem konstante interaktioner, hvor det tekniske og den levende

erfaring smelter sammen: ”It is not clear who makes and who is made in the relation between human and machine” (Haraway i Flichy 2007: 152). I cyborgen nedbrydes de ontologiske skel mellem menneske og teknologi og en alternativ forståelse af mennesket introduceres: menneske og teknologi er ikke to uafhængige størrelser, de skabes og bliver skabt af hinanden. ”The machine is not an it to be animated, worshipped and dominated. The machine is us, our processes, an aspect of our embodiment” (Flichy 2007: 151). Haraway understreger, at teknologien er mennesket. Den forstås ikke blot ved at rette fokus på teknologien, men skal ligeledes findes i cyborgens erfaringer, tanker og fortællinger om teknologien. Hver gang mennesker taler om teknologien skaber de dens eksistens. Myterne, drømmene og visionerne om en teknologi er med til at forme den og på den vis, bliver teknologien ligeså nærværende i mennesket som i den konkrete materielle teknologi. Med et cyborgperspektiv er de drømme, ideer og fantasier om teknologierne, som kommer til udtryk hos informanterne i lige så høj grad det, der er teknologierne, som det er de materielle komponenter (Kull 2002: 285). Et cyborg-perspektiv på informanterne betyder, at vi ikke kan adskille de menneskelige erfaringer med det teknologiske – det vekselvirker – og manifesterer sig i cyborgens erfaringsverden. Lige såvel som de teknologiske objekter på Facebook kan tale til os i de etnografiske studier, kan informanternes erfaringsverden give os adgang til teknologiens aktiviteter. Ligesom teknologien er medskaber af det sociale, er de drømme, refleksioner og ideer som informanterne har om de digitale objekter og aktiviteter med til at skabe dem. Mennesket og dets drømme udgør på denne måde en stor del af det tekniske, ligesom det tekniske også konstituerer det menneskelige og det sociale. Haraway understreger hermed en forståelse af, at der ikke er noget vi kan betegne som specifikt menneskelig, da teknologi gennemsyrer vores tanker, praksisser og eksistens.

Om ANT og dets begrænsninger ANT tilgangen til studiet af sociale netværkstjenester, kræver også en kritisk stillingtagen til teorien samt refleksioner over de problemer, der er forbundet med at bruge ANT som videnskabsteoretisk udgangspunkt og metodologisk grundlag. ANT er ikke en beskrivelse af hvad, der studeres, men mere en beskrivelse af hvordan. Det er en ambitiøs metode, der vil opbryde, gentænke og skabe kaos i de klassiske videnskabelige dualismer og kategoriseringer: ”Be prepared to cast off agency, structure, psyche, time, and space along 30

with every other philosophical and anthropological category, no matter how deeply rooted in common sense they may appear to be” (Latour 2007: 25). ANT’s ambitiøsitet er det, der fascinerer, men samtidig det, der vækker skepsis over for projektets gennemførlighed. ANT er en metodisk og sproglig udfordring, som vi vil tage op. Det væsentlige ved denne udfordring er, at vi under alle omstændigheder skærper blikket i andre retninger end der, hvor boyd, Baym og andre af de teoretikere, der beskæftiger sig med sociale netværks tjenester har set. ANT puster liv i de systemer og objekter, som har været anset som passive, og den kan hjælpe os med at undre os over betydningen af alle de digitale objekter, som vi omgiver os med. Det er ikke vores intention at implementere Latour og Knorr-Centina’s fulde begreber, og det er med fuldt overlæg, at vi kun har fremhævet de træk ved teorierne, der er centrale for undersøgelsens videnskabelige positionering og udformning. Med denne selektive brug af ANT-blikket vil vi understrege, at undersøgelsen i højere grad er ANT inspireret end en decideret ANT undersøgelse.

KAPITEL 3: METODE Metodens gennemsigtighed Nærværende speciale er både en undersøgelse af de forbindelser og socialitetsformer, som er vokset frem med sociale netværks tjenester, men er i høj grad også en fortælling om, hvordan vi når til de konklusioner, vi gør (Hastrup 2003: 29). Som vi har gennemgået i det foregående, er undersøgelsen guidet af vores forståelse af Facebook som et post-socialt felt, hvor interaktioner og relationer ikke blot sker mellem mennesker, men også mellem mennesker og objekter. Vores produktion af viden sker med et særligt øje for objekterne og tingenes rolle i det netværk, der udgør det sociale, og dette blik er i høj grad et teoretisk udgangspunkt (Hastrup 2003: 29). Undersøgelsesdesignet, som vi vil beskrive i det følgende, er det, der situerer os i den empiriske verden og beskriver, hvordan vi forholder os til de specifikke aktanter, netværk og relationer i undersøgelsen (Denzin & Lincoln 2000: 22). Designet skal ikke forstås som en streng skematisk fremgangsmåde, men snarere som et design vi har sammensat af forskellige teknikker, såsom skrivning af feltnoter, interviews, fokusgrupper og usability testing, der sætter os i stand til at skabe viden. At vi har sammensat en opskrift på forhånd betyder dog ikke, at vi strengt og systematisk har holdt os til den. Vi har løbende fundet nogle teknikker meningsfulde i praksis, mens andre tilgange måtte revurderes (Hine 2008b: 2). Den pragmatiske tilgang vi har haft til valget af undersøgelsesmetoder, har været en naturlig konsekvens af både Facebooks betingelser som undersøgelses felt og af ANT-blikket. Eksempelvis blev vi klar over, at de spørgsmål vi stillede online til informanterne ikke var tilstrækkelige til at stimulere udfoldende svar, hvorfor vi besluttede os for at bruge fokusgrupper og derved udnytte den sociale dynamik til at generere mere refleksivitet omkring de spørgsmål, vi stillede. Integrationen af usability testing i interviewsituationen krævede ligeledes nogle eksperimenter for at få den bedst mulige dynamik ud af interaktionen mellem informant, skærmaktiviteterne og intervieweren. Vi opdagede hen ad vejen forskellige interviewteknikker, der kunne understøtte dynamikken mellem informanten og de digitale objekter, og vi oplevede, at forskellige måder at præsentere informanten for

vores forventninger til dem i interviewsituationen havde stor indflydelse på, hvordan de gik til opgaven om at være på Facebook. Ligeledes måtte vi føle os frem til i forhold til helt lavpraktiske ting, så som at sikre en internetforbindelsen på det sted vi interviewede, strømforsyning og hukommelsesplads til optagelsen. Med små skridt, har vi kontinuerligt ændret opskriften og tilpasset teknikkerne til de vilkår, som bød sig. I det følgende kapitel vil vi forsøge at skabe gennemsigtighed i vores metodiske valg og overvejelser og samtidig diskutere valgene i forhold til ideen om objekt-socialitet. Vi vil først og fremmest præsentere udvælgelsen af informanter, beskrive vores præsentation i feltet og dernæst præsentere vores tre metodiske tilgange: digital etnografi, interviewet som deltagerobservation samt afholdelse af fokusgruppediskussioner.

Udvælgelse af informanter I udvælgelsen af informanter har vi taget udgangspunkt i begrebet om digital natives, som det er blevet beskrevet af Gasser & Palfrey (2008). Betegnelsen er blevet brugt om den generation af unge født efter 1980, som igennem deres opvækst har taget digitale teknologier såsom computere, internet og mobiltelefoner til sig som en helt naturlig del af hverdagen. Teknologien er en så integreret del af deres liv, at man ikke kan tale om de digitalt indfødte og deres liv uden også at tale om digitale medier. ”They were all born after 1980, when social digital technologies [...] came online. They all have access to networked digital technologies. And they have the skills to use those technologies” (Gasser & Palfrey 2008: 1). Informanterne er således udvalgt ud fra kriteriet om, at de er født efter 1980, har en profil på Facebook, som de bruger mindst hver dag og gerne flere gange om dagen. At de bruger Facebook så ofte er tegn på, at det er blevet en hverdagspraksis for dem at navigere i et liv, hvor man konstant er online, og det er netop derfor disse unge vi har taget udgangspunkt i, når vi har undersøgt de særlige forbindelser og relationer, der opstår mellem teknologier og mennesker. De udvalgte informanter er således en meget bred gruppe, og deres eneste egentlige fællestræk er deres alder og deres daglige brug af Facebook. Det er da heller ikke, en særlig social gruppe vi undersøger, men blot brugere som indgår i et netværk af aktanter omkring Facebooks digitale features. De tendenser og praksisser vi identificerer, kunne lige så godt gælde for andre aldersgrupper. Vi tillader os derfor også til en vis grad at udtrykke os generaliserende om de tendenser, vi finder, da vi mener, at de højst sandsynligt også kunne 33

være fremkommet ved at studere mange andre ivrige facebookbrugere. Der er selvfølgelig stadig mange, der ikke bruger sociale netværkstjenster, eller kun bruger dem i begrænset omfang, og vores resultater kan derfor kun appliceres på de mennesker, der har tilstrækkeligt med fællestræk med de digitalt indfødte. Vi valgte at komme i kontakt med potentielle informanter via Facebook ud fra devisen om, at der vlle være umiddelbar respons fra de, der var interesserede. Det var netop dem, for hvem Facebook var en hverdagspraksis, vi ønskede kontakt med, og derfor var det oplagt at bruge Facebook i rekruteringsprocessen. Efter at have oprettet nye profiler på Facebook meldte vi os ind i Danmark-netværket på Facebook, hvor der i alt var 599.500 personer ud af på det tidspunkt 1,5 millioner danske brugere. Vi udnyttede tjenestens mulighed for at søge blandt mennesker og indtastede vores søgekriterier: 18-27 år. Ud fra den lange liste af profiler udvalgte vi hver tiende op til 30 personer, som vi skrev en meddelelse til i deres private facebook-indbakke (se brevet i boksen nedenfor). Denne proces gentog vi op til flere gange, indtil vi havde 17 informanter, der både matchede vores kriterier og havde lyst til at deltage i undersøgelsen. Idet de svarede positivt tilbage og accepterede vores venneanmodning, fik vi adgang til deres profil. I selv samme øjeblik indgik vi i relation med informanterne og kunne begynde vores dataindsamling.

Kære dig Er du inde på facebook hver dag? Tjekker du den gerne flere gange om dagen og er du mellem 18-27år? Så er vi meget interesseret i dig og din brug af facebook. Vi er to specialestuderende fra Københavns Universitet, som er igang med en undersøgelse af facebook og vi vil derfor rigtig gerne snakke med brugere, der har en aktiv facebookprofil og har lyst til at dele deres erfaringer, oplevelser med og tanker omkring tjenesten. Vi vil først og fremmest gerne blive facebookvenner med jer, for at vi kan få et fyldigt billede af hvad I bruger tjenesten til. Løbende vil vi sende Jer små spørgsmål i indbakken og bede jer om at tage screenshots af jeres hjemside og sende det løbende. Derudover vil vi gerne interviewe nogle af Jer og snakke med Jer om hvad I laver derinde, hvad I kan lide, hvad der irriterer Jer, om I bedst kan lide nye eller gamle facebook og sikkert en masse andre spørgsmål. Vi kommer selvfølgelig til at vide, hvem du er, og hvordan du bruger Facebook, og vi vil løbende være i kontakt over et par måneder, men vi sætter ikke genkendelige billeder eller fulde navne af dig eller dine venner ind i opgaven. Vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig og vi glæder os endnu mere til at kunne skrive et speciale om facebook ud fra netop Jeres oplevelser. Vi er sikre på det bliver både en sjov og givtig proces! Hvis I er interesseret eller har spørgsmål af enhver art, så tøv ikke med at skrive til os. Mange gode hilsner Nina Charlotte & Sophie Bo, Sociologisk Institut, Københavns Universitet PS: Vi har oprettet “forskerprofiler” for at sikre, at jeres personlige oplysninger ikke bliver en del af vores facebooknetværk

Selvpræsentation Med tanke for at informanterne i feltet altid vil forsøge at placere os som undersøgere inden for deres egen erfaringshorisont, blev spørgsmålet omkring selvpræsentation centralt for os. Det førstehåndsindtryk, vi skulle forsøge at give informanterne, var genstand for meget debat. I vores tilfælde blev det en rent praktisk diskussion af, hvordan vi skulle præsentere os på vores profil på Facebook, da den var det første vores potentielle informanter så. Vi har

begge haft en aktiv facebookprofil i ca. 2 år, og efterhånden ligger der billeder, beskeder fra venner og kærester og informationer om, hvor vi står politisk og religiøst. Profilerne er fyldt med informationer, som giver informanterne mulighed for at stykke et helt billede sammen af, hvem vi er, og hvad vores værdier er. Vi har diskuteret det problem, som Hammersley og Atkinson påpeger man altid vil møde: ”A problem that the ethnographer often faces in such circumstances is deciding how much self-disclosing is appropriate or fruitful” (Hammersley & Atkinson 2000: 91). Spørgsmålet var, om vi skulle indgå i feltet som vi var, med alle de baggrundsinformationer, der allerede var tilstede om os, eller om vi skulle oprette en ny profil til denne undersøgelses formål. Vi valgte det sidste. Ved at oprette en ny profil undgik vi først og fremmest, at vores informanter fik mulighed for at studere os som privatpersoner, og at deres forforståelser af undersøgelsen blev formet af deres opfattelse af vores private profiler og billeder. Hvis informanternes facebookbrug, deres politiske holdning eller deres leg med de forskellige features adskilte sig markant fra vores, frygtede vi, at de ville undgå at give deres mening til kende om visse handlinger og værdier, hvis de havde forhåndskendskab til vores (Hammersley & Atkinson 2000: 91). Nogle af informanternes udtalelser underbyggede efterfølgende denne antagelse. Eksempelvis havde Sophie ca. 300 venner samt 190 billeder liggende af sig selv på sin facebookprofil. Havde informanterne vidst det, er det ikke sikkert, de ville have snakket med Sophie om mængden af facebookvenner og billeder som de gjorde: Kristina: Ej, der er en, hun er godt nok... hun har nogle billeder af sig selv, skal jeg lige love for. 127 billeder. Det er faktisk næsten lige så mange venner som jeg har. Det var godt nok mange. 127! Men sådan er det, jeg har også min kærestes lillesøster som ven, hun har simpelthen også så mange billeder herinde, og videoer. Altså, det er ligesom, jeg tror hun har alt inde på Facebook. Det bruger hun også hele tiden. Sophie: Hvad tænkte du? Kristina: Dengang jeg så det der? Hold kæft mand, man er da selvglad, hvis man har 127 billeder af sig selv på internettet. [griner] (Interview med Kristina, bilag 5, s. 138)

I et interview med Nanna diskuterer vi, hvilken betydning antallet af venner på Facebook har:

”Altså, så jo, det siger helt klart noget, men jeg har da også set nogen af de der, der har 300 venner, og det synes jeg da er fuldstændig latterligt, for så kan man jo diskutere, hvor meget det lige er venner. Nu vil jeg heller ikke sige at de 135 jeg har er nogen jeg betragter som mine venner alle sammen. Dem ville jeg ikke lige sige var mine venner alle sammen overhovedet. Men det er da nogen, de fleste af dem er da nogen jeg sagtens, altså jeg sagtens ville kunne snakke med igen. Men nogen af dem dér, der har 300 venner, det ville jeg ikke selv have lyst til at have derinde, uanset hvor godt det ser ud måske ” (Interview med Nanna, bilag 7, side 203).

Havde informanterne været bevidst om, at det ligeså godt kunne være deres interviewer, de talte om som værende selvglad og overfladisk, ville de højst sandsynligt ikke have kommet frem med de holdninger. Udover at undgå at interviewpersonen holdt igen pga. kendskabet til vores facebookprofiler, gjorde vores forskerprofil, at vi undgik de største vanskeligheder ved anonymisering af informanterne, hvis navne dermed ikke blev synlige for hele vores private netværk af venner. De blev dog synlige for de øvrige informanter, som rent faktisk havde mulighed for at se hvem hinanden var, da størstedelen havde åbne profiler. Vi kunne altså ikke sikre den totale anonymisering, men vi mindskede problemet ved at oprette en forsker-profil. Sidst men ikke mindst ville brugen af vores egen profil øge risikoen for, at vi i virkeligheden studerede os selv og vores eget netværk. Med studieprofilen optrådte vi over for vores informanter først og fremmest som forskere, der var interesserede i deres oplevelser med Facebook og mindre som facebookbrugere, der selv havde en indgroet brug af tjenesten. Vi forsøgte altså at undgå den sociale konvergens, der af boyd er blevet fremhævet som et særligt karakteristika ved sociale netværkstjenester. Det betegner en situation, hvor ellers adskilte sociale grupper og mennesker, som eksempelvis venner og informanter, blandes sammen og forbindes i ét netværk (Munk 2007). I forhold til vores placering i feltet var der dog også nogle klare ulemper ved at oprette en ny profil. Der var risiko for, at forskerprofilen kunne blive opfattet som en falsk profil. I sin afhandling om unge på netværsktjenesten Arto.dk påpeger Malene Larsen (2005: 32) netop, at det for unge er en populær praksis, at spotte ’fakers’ – falske profiler, som forsøges udryddet. Hun understreger, at det for unge er utrolig vigtigt, at der er oprigtighed i

profilerne, hvis de skal tages seriøst (Larsen 2005: 7 & 110). Netop på grund af dette, tilføjede vi et PS, da vi først skrev til informanterne: ”PS: vi har oprettet “forskerprofiler” for at sikre, at jeres personlige oplysninger ikke bliver en del af vores facebooknetværk.”

Med denne besked håbede vi, at vi ikke blev antaget som fakers, når informanterne tjekkede vores profiler ud. Kun en enkelt gang fik vi et svar, der bekræftede risikoen for at blive opfattet som en falsk profil.

Billedet som selvpræsentation At vi gentagende gange måtte sende beskeder ud for at rekruttere informanter samt den manglende respons fra især piger, tvang os ind i den første efterrationalisering af vores selvpræsentation på profilerne. Vi oplevede, at den ene profil havde fået henvendelser, mens vi på den anden kun så en tom indbakke. Da billederne udgjorde den eneste forskel i henvendelserne var det plausibelt, at det netop var måden vi præsenterede os på herigennem, der havde en betydning.

Billedet til venstre, som vi selv antog for at være ’den kedelige’ selvfremstilling, gav i første omgang mere respons end den profil med det mere kække og smilende billede. ”Du ser måske for godt ud på det billede, Nina” prøvede Sophie og fortsatte ”så kvinderne bliver intimideret og mændene tror du er en falsk profil”. Det kunne skyldes rene tilfældigheder, men ikke desto mindre var det værd at hæfte sig ved de reaktioner, vi fik på vores 38

præsentation i feltet. Efter at have ændret det ene billede havde vi to profiler, som vi selv mente emmede mere af akademia og bøger end af sjov og ballade. Således understregede billedet en profil, der udelukkende var oprettet til denne undersøgelses formål.

DIGITAL ETNOGRAFI I dette afsnit vil vi give indblik i feltarbejdets særlige betingelser samt diskutere etnografien og ANT som makkerpar i studiet af de teknosociale former, der udfolder sig på Facebook. Vi vil give et indblik i den måde, vi opfatter Facebook som felt på, hvordan vi med et ANTblik har skrevet og holdt fokus i feltnoterne samt beskrive, hvordan observationerne og feltnoterne har dannet grundlag for spørgsmål til informanterne i form af online spørgsmål. ”Ethnography holds particular appeal for studying ’what people actually do’ with technology. Once we think of cyberspace as a place where people do things, we can start to study what exactly they do and why, in their terms, they do it” (Hine 2000: 21). I Hines beskrivelse af etnografiens forcer i studiet af sociotekniske praksisser, understreger hun netop vigtigheden af kvalitativt at undersøge folks faktiske praksis for at få et indgående kendskab til, hvad der er på spil. I et ANT perspektiv kunne vi med rette omformulere Hines definition af etnografien til ikke blot at være et spørgsmål om, hvad mennesker gør med teknologien, men også hvad teknologien gør ved mennesket. I vores studier af Facebook, er det netværket af humane såvel som non-humane aktanter, vi undersøger for at nå en indsigt i, hvordan det dannes og udspilles. Det er netop ved at nærstudere de forskellige praksisser, aktiviteter og interaktioner mellem humane såvel som non-humane aktører at, vi får en ide om, hvordan det sociale gøres på Facebook. I form af etnografien har en associationernes sociologi en metode, der starter et andet sted i forklaringen af det sociale. Hvor det sociales sociologi tager udgangspunkt i sociologiske begreber, som eksempelvis fællesskab for at forklare dets sociale dynamikker, tager en 39

associationernes sociologi udgangspunkt i det situerede, i aktanterne og deres netværk for at finde ud af, hvordan det sociale gøres. Etnografien er en metode, der kan studere disse situerede netværk, netop fordi den er blind for forkromede kategoriseringer, og i stedet bruger følsomheden over for de små og ved første øjekast ubetydelige detaljer i det, den studerer. Etnografien kan give taletid til de aktanter, der ikke taler i ord, men i tavshed og er på den måde en uundværlig metode i en ANT-inspireret undersøgelse. Det er på baggrund af disse overvejelser omkring etnografien som metode, at vi gennem halvanden måned har observeret informanternes profiler, nærstuderet de aktiviteter, vi har set på skærmen, skrevet udførlige feltnoter samt stillet informanterne spørgsmål.

Feltet som et digitalt netværk Som Hine påpeger kræver etnografisk arbejde i en online setting genovervejelser af, hvad denne metodologi indebærer – for hvordan kan man som etnograf leve i en online setting og følge feltets daglige rytme? (Hine 2000: 21). At der hersker andre betingelserne for interaktion, når den foregår online og i et digitalt netværk snarere end i et decideret felt, har betydning for den måde, vi har tilrettelagt og udført feltarbejdet på. Vi kan med rette kalde feltarbejdet for et digitalt netværksarbejde, netop for at understrege, at det er netværk af aktanter, der er vores fokus og ikke en lokation, et rum eller et fællesskab, hvori aktiviteterne foregår. Med øje for nogle af de karakteristika, som ifølge boyd er det unikke ved sociale netværkstjenester, har vi forsøgt at udnytte de sociale netværks tjenesters særlige karakteristika i det etnografiske arbejde (boyd 2008: 26). For det første har vi udnyttet søgbarheden. Den betød, at vi kunne rekruttere informanter ved at søge efter brugere på baggrund af alder, køn og bosted og derefter sende dem en privat besked med en introduktion til vores undersøgelse og med spørgsmålet om, hvorvidt de havde lyst til at deltage. For det andet har vi nydt godt af, at Facebook er opbygget omkring, det som boyd betegner personlige communities, facebookvennerne. Vi havde alle informanter samlet i ét netværk omkring vores egen profil, hvilket gjorde, at alle profiler, som vi studerede, var samlet ét sted, uden at være det rent fysisk. Selvom vi studerede vidt forskellige profiler, havde de dét til fælles, at de var i vores facebook-vennekreds og dermed kun et klik bort. I den digitale etnografi har vi for det tredje kunne udnytte sociale netværk tjenesters særlige

evne til at gemme informationerne om brugernes handlinger. Vi har således kunne se længere tid tilbage end selve det digitale feltarbejdes tidsrum (boyd 2008c: 27). Når vi har lavet feltnoter, som vi med rette også kan kalde netværksnoter, af vores informanters profiler har vi haft fordel af, at det er muligt at skrive de observerede praksiser ned i samme øjeblik, som vi observerer dem. Netop fordi vi ikke behøver at dele fysisk lokation med informanterne, kan vi sidde foran computeren og betragte og skrive. Vi har således kunne sidde bag skrivebordet og være på etnografisk netværksarbejde (Hine 2000: 22). Er man som etnograf ude i et fysisk felt, kan denne proces ellers være forbundet med manglende muligheder for at gå afsides og manglende tid og mulighed for at skrive noterne ned (Hammersley & Atkinson 2000: 178). Fordi vi ikke fysisk deler rum med informanterne, kan vi skrive noter når som helst, hvilket netop også af Hine understreges som en af de klare fordele ved at lave digital etnografi. Det kan udføres fra skrivebordet, og netværket er altid tilgængeligt, således at de sociale processer kan studeres asynkront rent tidmæssigt.

Etnografien som ’Thick descriptions’ Ifølge Geertz (1973) er etnografi det, han kalder ”thick descriptions”. Thick descriptions skal forstås som beskrivelser af de praksisser, man som forsker observerer samt meningen bag praksisserne. Etnografen vil altid forsøge at finde meningen bag de komplekse handlinger som hun studerer. Meningen er ofte fremmed, irregulær og ueksplicit, så man må først forsøge at indfange handlinger og praksisser for dernæst at forsøge at finde en mening med dem. Som Geertz påpeger, er det at lave etnografi ligesom at forsøge at aflæse et manuskript, der er skrevet på et fremmed sprog - det er fuld af gentagelser, uoverensstemmelser, mistænkelige redigeringer og tendentiøse kommentarer (Geertz 1973: 10). Etnografi handler helt overordnet om at studere kultur. Praktisk set handler det om at dykke ned i en bestemt kultur og arbejde på at forstå den på dens egne præmisser og fortolke de signaler og meninger, der ligger bagved praksisser. Traditionelt set har etnografi omhandlet geografisk eller etnisk bestemte kulturer. Det, vi i dette speciale undersøger, er en form for digital kultur, hvor vi forsøger at forstå de post-sociale former, der opstår i et netværk af mennesker og objekter. Objekterne tillægges også handlingskraft, og derfor kan de også fortælle os noget om det sociale og kulturen. At kulturen er et netværk, og at det er digitalt og dermed anderledes end de kontekster og kulturer, som Geertz kendte til, ændrer ikke ved

forcen i hans argument om at beskrive og beskrive mere. Der er dog særlige forhold ved en etnografi, der både er digital og har en ANT-tilgang, hvilket vi i det følgende vil belyse med en diskussion af, hvordan og med hvilket fokus vi har taget feltnoter. Fokus på detaljen Når vi har studeret profilerne, har vi forsøgt detaljeret at beskrive alle de ting og objekter, der popper op uden på forhånd at selektere i det, vi så. Argumentet om at udføre disse tykke beskrivelser er netop, at vi ikke i processen kan skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Selv små og ubetydelige detaljer, som vi har nedskrevet, er ved senere genlæsning og i sammenhæng med andre beskrivelser blevet meningsfulde. Eksempelvis kan beskrivelser af, at der nu er en statusopdatering, der lyder: ’Knokler røven ud af kedeldragten’ eller kommentaren ’hvor var vi søde’ under et klassebillede ikke i sig selv giver nogen særlig indsigt i statusopdateringernes eller billedernes rolle. Men fordi vi igennem længere tid beskrev detaljerne omkring opdateringer og kommentarer, tegnede der sig langsomt et billede af, hvordan disse objekter udfolder sig i netværket og gør det sociale.

Diskussion af feltnoternes fokusområder Hammersley & Atkinson (2000: 185) understreger, at feltnoterne altid vil være organiseret ud fra de sociale processer, man vælger at fokusere på, og at de derfor altid vil være præget af valg og fravalg i forhold til undersøgelsesobjektet. De påpeger, at feltnoterne bør beskrive den sociale kontekst så præcist og konkret som muligt. I et ANT perspektiv er talen om sociale processer, social kontekst og felt problematisk. Det sociale er ikke en proces, men er interaktioner og relationer mellem aktanter i netværk. Det sociale har ikke en kontekst, hvori det lever, men er netværket af aktanter. Det sociale studeres ikke som et felt, men som et netværk. Når det er sagt, er Hammersley og Atkinsons pointe om, at de noter, vi nedfælder, altid er et resultat af valg og fravalg, vigtig at tage med sig. Vi prøver at beskrive så udførligt og tykt som muligt og i kraft af vores teoretiske blik, har vi særligt øje for både humane såvel som non-humane aktanter og de relationer og interaktioner, der udfolder sig imellem dem. Spradley ((1980) i Hammersley & Atkinson 2000: 185) har udarbejdet en liste over, hvordan man i feltnoteskrivningen kan opdele feltets aktiviteter i mindre fokusområder og dermed gøre det mere overskueligt at skabe orden i feltnoterne og feltets aktiviteter: 42

1. “Space: the physical place or places. 2. Actor: the people involved 3. Activity: a set of related acts people do. 4. Object: the physical things that are present. 5. Act: single actions that people do. 6. Event: a set of related activities that people carry out. 7. Time: the sequencing that takes place over time. 8. Goal: the things people are trying to accomplish. 9. Feeling: the emotions felt and expressed.” (Hammersley & Atkinson 2000: 185) Spradley’s fokusområder er både inspirerende for måden, vi har skrevet noter i det etnografiske arbejde på, men har også givet anledning til problematiseringer og revurderinger. Vi vil derfor i en kritisk dialog med Spradleys ni fokuspunkter, give et bud på, hvordan vi med en ANT tilgang til et digitalt netværk af aktanter, gentænker fokusområderne for vores noter.

Rum er handling Spradley taler først og fremmest om space eller rum som det fysiske sted for feltarbejdet og sidestiller altså rum-begrebet med en lokation. Michel de Certeau (1984) er en af de tænkere, som har understreget distinktionen mellem rum og sted. Sidstnævnte betegner han som noget statisk – en slags koordinat på et kort, hvorimod et rum altid er i bevægelse, fordi det netop er en praktiseret lokation. Eksempelvis bliver en gade først til en gade, når den tages i brug af mennesker, der indgår i forbindelser. Det er således først, når nogen indtræder i en lokation, et sted, at det får mening og transformeres. Det gøres til et rum i kraft af handlinger, og det er kun et rum i kraft af handlinger. De Certeau’s karakteristik af handlinger og forbindelserne, som grundpillerne i transformationen fra lokation til rum, sætter fokus på rummet, som et sted, hvor der gøres noget. Bruger vi denne tankegang i vores ANTinspirerede studie af Facebook, bliver det tydeligt, at Facebook kun virkeliggøres i kraft af handlinger. Der er ikke noget rum at studere, men derimod er der et netværk af aktanter. Det er det, vi kan udforske. Uden aktivitet mellem mennesker og objekter, ville der kun være en lokation i form af en web-adresse med et statisk interface. De Certeaus tankegang om, at det er handlingerne, der konstituerer og gør rummet, kan der på trods af hans fænomenologiske udgangspunkt trækkes paralleller til Latours tankegang om, at alting består af en række 43

aktanter, der handler og skaber forbindelser – de skaber de netværk, der gør rummet. Vi kan med rette sige, at vi som undersøgere placerer os selv i netværket af aktanter, som skaber Facebook. Der er ikke noget decideret rum, vi kan fokusere på endsige placere os i. Vi kan blot studere de interaktioner og handlinger, der sker. Aktanterne gør rummet, de gør socialiteten. Det er ikke bare et rum, vi går ind, og derfor kan vi heller ikke, som Spradley foreslår, studere og fokusere på rummet, men kun på de handlinger, der skaber det.

Aktanter og aktiviteter Som følge af vores tilgang til en objektorienteret socialitet, hvor objekterne har handlingspotentiale, må Spradleys forslag om at dele feltet op i aktør, aktivitet, objekt og aktiviteter med et ANT-blik diskuteres og revurderes. Som vi har understreget, behøver en aktør ikke at være begrænset til mennesker, men indbefatter alt det, der gør en forskel for andres handlinger. Derfor vil vi hellere tale om aktanter. I undersøgelsen er de objekter, vi beskæftiger os med digitale og ikke fysisk tilstede i Spradleys forstand. Objekterne er de teknologiske features, der er i spil på Facebook og lige såvel som menneskene, hører de under kategorien af aktanter, fordi de har handlingskraft. Det er aktanterne i form af mennesker og objekter, som vi har fokus på i det etnografiske arbejde og de aktiviteter, som de gør. En aktivitet (act) er ifølge Spradley karakteriseret ved at være en enkeltstående menneskelig handling i modsætning til aktiviteter, der er en række beslægtede handlinger, som mennesker gør. I et ANT perspektiv vil en aktivitet eller handling for det første aldrig kunne begrænses til at være menneskelige, og for det andet kan handlinger aldrig stå alene. En handling indgår altid i et netværk af andre handlinger og kan ikke isoleres som et specifikt fokusområde. Derfor vil vi understrege, at vi fokuserer på aktanterne og aktiviteterne i netværket Facebook.

Tid er handling Spradley beskriver, hvordan vi kan rette opmærksomheden mod tid i det etnografiske arbejde. Men hvordan kan vi forstå et begreb som tid på Facebook? Netværkets rytme knytter sig på Facebook altid til en handling, der, når den udføres, bliver dokumenteret på klokkeslettet. Tiden på Facebook knytter sig til, at der gøres noget. Hver gang aktanterne interagerer, bliver det dokumenteret og skaber dynamik. Når vi i en periode dagligt har logget på Facebook og lavet thick descriptions, har det været en måde at skrive os ind til

feltets dynamik på. Vi har beskrevet, hvornår informanten er blevet ven med den og den, hvornår hun er blevet tagget i et album ud fra den synlige aktivitet. Ved at rette blikket mod datoer og tidspunkter for disse aktiviteter på profilerne eller mangel på samme, har vi igennem længere tids notetagning kunne skabe en dagbog over den rytme og dynamik, som karakteriserer netværket.

Mål og følelser Sidst men ikke mindst, er fokuset på mål og følelser, defineret som henholdsvis det, som mennesker i feltet prøver at opnå og de følelser, de udtrykker. I en ortodoks ANT undersøgelse ville følelser og intentioner være uinteressante, da teorien netop prøver at gøre op med det intentionelt handlende individet for istedet at se på, hvad der gøres. Det, der er interessant, er hvad, der gøres, ikke hvorfor. Med cyborgmetaforen er tankerne, målene og følelserne dog interessante, fordi de i ligeså høj grad er med til at konstituere de objekter, vi studerer. Når vi får informanterne til at tale om aktiviteterne, er det, de siger og føler om de teknologiske features i høj grad med til at skabe disse features rolle i netværket. Vi kan ikke skille tankerne og følelserne omkring teknologierne fra det teknologierne er, og det de gør. I cyborgen smelter det teknologiske og det menneskelige sammen, og derfor giver informanternes udtalelser om Facebooks objekter såsom billederne, væggen og status’en, os begreb om, hvordan de handler, og hvad de gør. På baggrund af diskussionen med Spradley kommer vi ind til kernen af, hvad fokuset i vores etnografiske arbejde er: Aktanterne, aktiviteterne og tankerne. Ved at rette blikket mod aktanter som eksempelvis billeder, mennesker, fødselsdagskalenderen og væggen, for at fokusere på deres interaktioner og handlinger, bliver vi klogere på det, der gøres. Som vi har set, er aktiviteterne nøglen til både at forstå rum- og tidsbegrebet på, da rum er handlinger såvel som tid er det. Med cyborgmetaforen argumenterer vi for, at informanternes tanker om teknologien er med til at give en ide om, hvilken rolle den spiller.

Forrange til det non-humane Når vi med et ANT blik har studeret aktanterne, aktiviteterne og tankerne om Facebook, har vi givet plads til beskrivelserne af det non-humane, som ikke taler i ord, men i handlinger. På informanternes profiler og på deres skærmbilleder har vi observeret interaktionen mellem mennesker og de features, som findes på Facebook. Der foregår eksempelvis interaktioner, 45

når informanterne opdaterer deres status, tilføjer billeder - de interagerer med de digitale objekter. Dette er en tavs, men synlig proces, fordi der lægges synlige digitale fodspor, som alle facebookvennerne kan se – herunder os. Vi kan se, hvad der er sket af aktiviteter på profilen, vi kan beskrive hvilke aktanter, der er involveret, og vi kan spørge ind til tanker om handlingerne. På den måde forsøger vi at få de teknologiske objekter til at tale til os, så vi forstår deres handlinger. Skærmbillederne, som supplerer vores netværksnoter, er yderligere en måde, hvorpå vi laver thick descriptions af aktiviteterne på Facebook. Ved at få informanterne til at sende billeder af, hvad der sker på deres skærm, får vi indblik i, hvilke digitale objekter, de ser på deres skærm og interagerer med. Med skærmfotografiet bliver der sat billeder på den tavse relation, der opstår mellem skærmen med de digitale objekter og informanten.

Noter i praksis Vores netværksnoter er en kombination af skærmbilleder og beskrivelser af de dokumenterede aktiviteter, vi ser på informanternes profiler og på deres egne skærmfotografier. De enkelte dages noter giver ringe mening, når de står alene, men ved at blive ved med at skrive og genlæse dem over en længere periode, bliver aktiviteterne langsomt meningsfulde. Vi kan med rette sige, at tiden giver dem mening. Når man læser beskrivelser fra de enkelte dage, er det svært at se nogen sammenhæng, men bliver man ved med at læse dem, dukker der sammenfald og modsætninger op, som langsomt maler et billede af det netværk af aktanter, som spiller en rolle i skabelsen af det sociale. Et lille udsnit af de første noter tydeliggør det tilsyneladende banale i de tykke beskrivelser, men viser samtidig, hvordan tilsyneladende ligegyldige iagttagelser kan give anledning til små refleksioner over hvilke aktanter, der er i spil på Facebook: ”Jeg er inde på Max’ profilside – På væggen i midten står der alt, hvad der er sket med ham. Nede i venstre kolonne af skærmen, kan jeg se 2 af hans fotoalbums: ’Stiv.dk’, der er lagt ud for to måneder siden, og ’24 timers race’, der er lagt ud for 3 måneder siden. På Max’ væg ser jeg, at han for nogle dage siden har skiftet profilbillede, jeg klikker på hans profilbillede for at se hans andre profilbilleder, han er i arbejdstøj på sit nuværende billede... jeg klikker det stort og klikker næste... som at bladre i en billedbog. Max’ ansigt og personlighed tilføjes en ny dimension for hvert billede jeg ser... viser noget andet end ham i arbejdstøj: i pæne briller med tørklæde, med to venner og øl. Vennen hedder Rasmus. Så er der et billede af Max’

foran spejlet med hænderne i gang med at vaske hænder- nej ”ved at sætte garnet”, skriver han da nedenunder. Og det sidste billede er et billede fra en bytur – Et af de der festfotografier som tages af en fotograf og lægges på diskotekets hjemmeside bagefter. Profilbillederne logges, jo flere gange man har skiftet profilbilleder, jo flere ligger der under ens ”profil” – det er mappen med måder at præsentere sig selv på profilbilledet. Hvorfor gemmes billederne lige der? Jeg trykker på Max’ billede, og woops – op kommer en masse andre billeder af ham...”.

(Feltnoter fra d. 27 oktober 2008).

Også vores egen brug og relation til de teknologiske objekter beskrev vi i vores egen facebook-dagbog: ”Jeg klikker på statusopdateringer for at se, hvad andre har skrevet. Mon nogen har skrevet noget sjovt? Er der nogen, der har skrevet noget jeg vil kommentere på? Nej, det er mest de mennesker der plejer at skrive noget i deres status, der har opdateret. Havde det været en af mine ’rigtige’ venner ville jeg nok have brugt energi på at kommentere. Jeg tænker på, at jeg faktisk ofte har haft lyst til at kommentere på Sophies status, men det virker så kunstigt, når hun sidder lige ovre på den anden side at bordet”. (uddrag fra Ninas feltdagbog den 27. oktober 2008)

Beskrivelserne har sammen med skærmbillederne af det vi observerede, skabt de thick descriptions. Observationer fra informanternes profiler, skærmbilleder fra vores og 47

informanternes side af computeren, samt vores personlige dagbøger over vores relation og oplevelser med de digitale features på facebook, har fået plads i det digitale feltarbejde. Ved at observere både vores egen og informanternes interaktion med Facebook, italesætter vi vores egen refleksivitet over feltet. Som Hine (2000: 23) også er inde på, er etnografens egne erfaringer med det digitale felt vigtig for at nå til en forståelse af det, hun undersøger. De fortællinger vi har skabt ved at beskrive og gemme billeder af aktanter, aktiviteter og vores egne tanker om det vi ser, hjælper os til at forstå, hvordan aktanterne handler. I netværket mellem mennesker og de digitale objekter er meningen at finde i kraft af deres relation til hinanden. Og det er hele tiden disse relationer, vi forsøger at beskrive. Som Latour proklamerer: ”I have never seen a good description in need of a good explanation” (Latour 2007: 147). Vi har derfor i vores feltnoter forsøgt at lave så udførlige beskrivelser af de observerede praksiser som muligt og derved bidrager disse beskrivelser i sig selv til den viden vi har om relationerne og interaktionerne.

Spørgsmål og svar i praksis En del af den digitale etnografi bestod af udvekslinger af spørgsmål og svar med informanterne. Spørgsmålene havde to sameksisterende formål. Dels producerede de viden om informanternes tanker omkring deres egne og andres aktiviteter på Facebook og dels skabte de kontakt, istedet for at vi blot observerede dem (Hine 2008a: 17).

Det vidensmæssige udbytte Først og fremmest stillede vi informanterne spørgsmål, fordi vi var interesserede i deres refleksioner over de aktiviteter, de var en del af på Facebook. Vi rettede spørgsmålene personligt til informanterne, hvor vi spurgte ind til de specifikke aktiviteter, vi havde set på deres profiler og i deres skærmbilleder; eksempelvis kunne det dreje sig om en statusopdatering, de havde skrevet, deres besøg på en andens profil eller deres beskeder på væggen. Vi søgte eksempelvis svar på, hvem de havde i tankerne, da de skrev en bestemt status, hvorfor de skrev med deres kæreste på væggen frem for i indbakken, og hvad der fik dem til at gå ind på lige netop den profil. Håbet om, at denne form for asynkrone interview ville give os rige beskrivelser af deres praksis, skulle i de fleste tilfælde vise sig at forblive uforløst. Enkelte udfoldede deres betragtninger i længere beskeder, men ofte var svarene

kortfattede, som hos Jeanettes, som havde kopieret vores spørgsmål ind og svaret i korte vendinger:

(bilag 21, s. 345)

Vi oplevede hurtigt, hvor stor en ulempe det var, at vi ikke direkte kunne spørge ind og stimulere informanten til at uddybe, og at vi ikke havde nogle pejlemærker i form af tonefald, gestik og ansigtsudtryk, der ofte hjælper til forståelse af hinanden (Kivit 2008: 40). Det stod klart for os, at denne form for interaktion med informanten på ingen måde kunne stå alene, hvis vi skulle belyse betydninger af de features som informanten interagerer med på Facebook. Svarene lod simpelthen for mange spørgsmålstegn hænge i luften.

Det metodiske udbytte Selvom det vidensmæssige udbytte af spørgsmålskorrespondancen med informanterne var begrænset, havde korrespondancen dog en stor betydning for vores forhold til dem og deres velvillighed over for vores projekt. Det var en udfordring at få informanterne til at bevare begejstringen over at deltage over længere tid samt få dem til at sende skærmbillederne løbende. Ofte var vi fristede til at erklære en deltager for uinteresseret, når vi gentagne gange havde opfordret ham eller hende til at tilsende os skærmbilleder. Men når vi stillede dem personlige spørgsmål og refererede til specifikke aktiviteter, venner og beskeder, viste vi, at vi lige netop var interesseret i deres oplevelser. I flere tilfælde oplevede vi, at informanter, som vi forgæves havde opfordret til at tilsende os skærmbilleder, pludselig gav lyd fra sig. Eksempelvis Bonnie, der på trods af flere opfordringer om at sende os skærmbilleder, var forblevet tavs:

31 okt Hej Bonnie Jeg har lige et lille dagens spørgsmål: Når du nu opdaterer din status og spørger om der er nogen vil gå til kampsport med dig- har du så alle dine facebookvenner i tankerne eller er der nogle bestemte du tænker på og i så fald hvem? Frejdigt hej fra Nina og Sophie 31 okt Jeg tror bare jeg spørg alle men nok mest pigerne ... men et eller andet sted så tror jeg at man nu har nogle bestemte piger i tankerne og så bare håber de hopper på ik ;) du må undskylde jeg er lidt langsom med alt det der jeg skal gøre for jer ik ... men er ik lige vant til og skulle tage skreenshot af det jeg laver her inde.. hehe ;) .. but i will defentley try my very best ;) knus

(bilag 11, s. 321).

Trods kortfattede spørgsmål og svar viste det, at der var kontakt og dermed også håb for, at de ville deltage i et interview senere i forløbet. Vi delte altså Kivits erfainger, med at den digitale setting gjorde, at respondentens ”initial excitement at participating in an interview may dissapear after the first few email exchanges” (Kivit 2008: 44). Vi afhjalp så vidt muligt dette ved brug af lidt humor i beskederne og ved ikke at give op efter det første ubesvarede spørgsmål. Opsummering Med den digitale etnografi fik vores ANT-blik på Facebook en konkret metode at studere feltet på. I den digitale etnografi har vi kunne sidde bag hver vores skærm og observere i kraft af feltets særlige karakteristika, - det er digitalt. I en revidering af Spradleys ni fokuspunkter i feltnoterne diskuterede vi hvordan den etnografiske praksis på Facebook kunne se ud med et ANT-blik, og vi endte med tre nye fokuspunkter: aktanterne, aktiviteterne og tankerne. I studiet af informanternes profiler, skærmbilleder og svar fra informanterne har vi skabt ’thick descriptions’, hvor detaljer om aktiviteter og interaktioner over tid har skabt en meningsfuld fortælling om Facebooks digitale objekter og har givet en ide om de vigtigste aktanters rolle i skabelsen af det sociale.

INTERVIEWET SOM DELTAGEROBSERVATION Udførelsen af de personlige interviews i vores undersøgelse er forankret i vores ANT-blik og i de særlige præmisser studier af digitale netværk kræver. Vi har i vores metodiske blik hentet inspiration i Haraways cyborgmytologi, der understreger mennesket og teknologien som to 50

sider af samme sag, og som en følge af det, er den menneskelige erfaring tekno-social. Ligeledes har Knorr-Cetinas ide om, at vi lever en objektbaseret socialitet, der opstår i interaktionerne mellem mennesker og teknologi, inspireret os til at interviewe informanterne, mens de var logget på Facebook. Interviewet blev en form for deltagerobservation, da vi havde den unikke mulighed for at interviewe og samtidig observere de aktiviteter, der udspillede sig på skærmen. Med brug af usability software kunne vi samtidig også optage aktiviteterne på skærmen. Med det personlige interviews som en særlig form for deltagerobservation har vi været i stand til at indfange nogle af de aktiviteter, som foregår på den anden side af skærmen – dér hvor vores informanter sidder (Orgad 2008: 52). Vi kunne her observere informanternes praksis samtidig med, at vi kunne spørge ind til erfaringerne med de af Facebooks features, som hun på den ene eller anden måde interagerede med. I interviewsituationen fik vi indblik i både i de features informanten bruger, men især i de aktiviteter hun ser sine venner engagere sig i. Vi har siddet på sidelinjen og set på praksis, stillet spørgsmål og lyttet til erfaringerne med de objekter og personer, som informanterne indgår i interaktion med. At sidde sammen med dem mens de navigerede rundt på Facebook og samtalede med os, gav os indblik i både de tavse praksisser i deres facebookbrug samt deres tanker og oplevelser med Facebook. Interviewet som deltagerobservation kunne tilføje endnu en dimension til billedet af, hvordan det sociale gøres i objektsocialiteten, hvor vi på lige fod interagerer med mennesker og objekter. Som Orgad siger, ”conducting offline interactions with informants should not be driven by the assumption that the offline interaction would reveal more authentic or more accurate information than that genereated by online interaction” (Orgad 2008: 53). Interviewet gav os ikke en bedre og mere autentisk viden, end den vi havde fået i vores observationsstudier, men en viden, der både byggede ovenpå og udfordrede den viden, vi havde derfra.

Objektorienteret interviewguide Vores interviewguide var begyndelsen til det manuskript, der skrives om de socio-tekniske praksisser vi så udspille sig i interviewsituationen. Den var med til at styre interviewet og sørgede for, at vi ikke glemte aspekter, som vi ønskede, at informanten skulle forholde sig til. Vi konstruerede vores interviewguide på baggrund af den viden, vi havde fra det etnografiske arbejde. Vi lod de teknologiske objekter, som informanterne interagerede med, ved enten at 51

tale om dem eller klikke på dem, være guidende for interviewet. Fordi interviewet samtidig var deltagerobservation, blev informantens praksis mest guidende for interviewet og i langt de fleste af situationerne, kom vi –også uden at vi selv spurgte ind til det, ind på de features, som vi havde bygget guiden op omkring: startsiden, facebookvenner, herunder vennelister, antal venner, venneanmodninger, statusopdateringer, privacy settings, billeder, tagging, væg, indbakke, chat og civilstatus (se interviewguiden bilag 24). Guidens vigtigste funktion var at sørge for, at vi fik informanternes personlige oplevelse og beskrivelse af de objekter, de interagerede mest med. For netop deres fortællinger om objekterne former dem og giver dem liv. Når vi stillede spørgsmålene, var det som at smide et objekt på bordet, og derved få informanten til at lege med det, fortælle om det, undre sig eller reflektere over det: Nina: Har du nogen overvejelser, når du laver de der status opdates? Kristina: Nogen er mere velovervejede end andre. Fordi der står ”fit for fite” [på profilen står der i en statusopdate ”Kristina fit for fite”]. Ej, det er bare fordi, jeg synes ikke, at der skulle blive ved med at stå, at jeg var blevet kørt ned af en bus. Den kan jo ikke blive ved med at køre mig ned. Så det var bare for at få noget nyt. Der gik lidt tid til jeg skulle i prøveløb der. Så tænkte jeg: så kan jeg da lige skrive ”fit for fite” i mellem tiden. For jeg vil da helst gerne have lavet dem om [på hendes profil står der nu statusupdate med nogle dages mellemrum]. Nu står der et i dag, og så står det der i morgen. Så bliver det så slettet, og så kommer der til at stå, at jeg skal ud på mandag i stedet for. Og det er der mange af dem der skriver (bilag 5, s. 145).

Vi kunne i kraft af dagbøger over informanternes Facebook også kaste de personlige iagttagelser fra deres profildagbøger på banen: Sophie: Jeg så på dine screenshots, at der var en, der havde skrevet til dig... jeg kunne kun lige se overskriften, men der stod noget lignende ”jeg venter lige med at add’e dig som ven” Alexander: Ja, det var Frank. Sophie: Hvad gik det ud på? Alexander: Det er fordi han er en af mine instruktører på kurset og det er blevet påtalt af ledelsen på skolen, at han er venner med os elever på Facebook (bilag 8, s. 220). 52

Spørgsmålene fik informanternes oplevelser i tale og satte ofte en praksis i gang, hvilket var med til at sikre en dynamik i interviewet.

Usability software: at indfange og optage samspil med digitale objekter I løbet af udviklingen af det metodiske design, blev vi interesserede i usability programmet Morae, der er et program, der installeres på computeren for siden at kunne optage al den aktivitet, der foregår på skærmen samt aktiviternes lydspor.

Skærmvideo: Videooptagelse af al aktivitet, der finder sted på brugerens skærm. Ansigts-video: Videooptagelse af brugeren gennem et web camera.

Programmet er primært udviklet som en metode til at teste hjemmesider, for bedre

Lyd: Lydoptagelse gennem computerens

at forstå ”how real users interact with your

mikrofon

product and to improve the product based on the results. The primary purpose of a usability test is

Museklik: Registrering og optælling af

alle de klik med musen, der inkluderer

improve

design”

(www.techsmith.com/morae.asp). På trods af det erklærede formål om at forbedre hjemmesidedesign

markedsmæssig

henseende, øjnende vi et potentiale i

højre-, venstre- og midterklik. Hjemmesideskift: Registrering af alle browser-aktiviteter, fx. hvis der skiftes hjemmeside

programmet i forhold til at indfange og optage de interaktioner og forbindelser,

Tastatur-aktivitet: Registrering af alle

der udspiller sig på skærmen og mellem

taster, brugeren rammer

informanten og facebooks features. Med Morae fik vi en helt unik mulighed for at

Vindue-aktivitet: Registrering af

indfange

eksempelvis pop-op vinduer, når de

aktanterne,

aktiviteterne,

interaktionerne og tankerne, der er i spil i

lukkes, får ny størrelse.

informanternes facebookbrug. Vi sad med informanterne foran skærmen og fulgte med og stillede spørgsmål til, hvad hun

Tilskuere på afstand: Optagelsen kan tilgås fra en anden computer, således at der kan være tilhørere i et andet lokale.

gjorde, så eller klikkede på, alt imens rækken af aktiviteter blev filmet og 53

registreret undervejs af den usability software, vi havde installeret på den anvendte computer. Selve programmet Programmet består af tre dele med hver deres funktion: Morae recorder, som er den software, der laver optagelserne og gør det til en fil. Det installeres på den computer, som informanten skal interagere med i interviewet og sættes igang umiddelbart før interviewet går igang. Morae observer er software, der gør det muligt at følge interviewet og skærmaktiviterne i real time fra andre computere med internetadgang. Observatørerne, der kan sidde ved en anden computer, og kan således under interviewet markere vigtige tidspunkter med musen og skrive noter, der knyttes til en bestemt sektion af optagelserne. Med Morae observer, kan man således udvide interviewsituationens rum til et større publikum, uden at intervieweren og informanten direkte mærker det. Vi brugte ikke denne mulighed, men valgte istedet begge at være tilstede ved interviewet og efterfølgende gense optagelserne, transkribere lydsporet og beskrive handlingerne. Med den tredje del af softwaren, Morae Manager, kan man efterfølgende se optagelserne, udregne statistikker for museklik mm og søge på de sektioner, der er markeret med noter eller en markør. Vi benyttede os ikke af muligheden for statistikker over aktiviteterne, men valgte at fokusere på en kvalitativ gennemgang og transkribering af optagelserne af lyd, museaktivitet og skærmbillede, som tilsammen skabte en fortælling om de interaktioner og handlinger, vi så udfoldet i interviewsituationen. Hensigten med dette var at give taletid til de aktanter, der handler og interagerer, både med og uden ord. I boksen ovenfor har vi skitseret alt det som Morae kan optage, registrere eller optælle. På trods af vi kun har brugt de tre førstnævnte funktioner, kan de øvrige ligesåvel stå som inspiration for andre, der ønsker at benytte softwaren i ANT-inspirerede analyser af interaktioner i et digitalt univers.

Set-up Billedet nedenfor er et eksempel på, hvordan Morae-optagelserne så ud. Informanten sidder med Sophie, der interviewer, på sin venstre side, mens Nina er placeret overfor ham uden at kunne se med på skærmen.

Udover bevidstheden om, at han bliver filmet, giver programmet ikke informanten nogle synlige tegn på, at han bliver filmet under interviewet, og det er i forhold til andet video- og lydudstyr en meget diskret måde at optage på. Efter at have logget på Facebook bad vi informanterne om at navigere rundt på Facebook og vise os, hvad de plejede at gøre, se og tjekke. Samtidig opfordrede vi dem til at sætte ord på deres aktiviteter og på det, de så på skærmen. Interviewguiden sikrede, at vi fik stillet de objektorienterede spørgsmål, mens informanten var i interaktion med objekterne, for derved at få stimuleret dem til refleksion over det i situationen. Dynamikken i interviewet uddyber vi senere i kapitlet. I denne konstellation, hvor intervieweren samtidig var deltager på skærmen, fik vi både ord på tankerne omkring de digitale features, men også indblik i de tavse interaktioner med og mellem aktanterne i netværket.

Programmet muliggjorde, at vi efterfølgende ikke blot kunne genhøre, men også gense og analysere alle de interaktioner, som informanten indgik i på Facebook, og det blev muligt at indfange og efterfølgende analysere den tavse interaktion med Facebooks features og de ofte indlejrede bevægelsesmønstre med musen. Med den hastighed og selvfølge, som informanterne bevægede sig rundt med på siden, ville alle forsøg på at nedskrive praksisserne i situationen, have været mislykket. Men ved at gense de optagede dele af interviewsituationen, kunne vi komme tæt på idealet om at skrive feltnoterne under selve deltagerobservationen (Hammersley & Atkinson 2000: 176). Vi transkriberede både samtalen og informantens aktivitet og illustrerede de fleste af de features på skærmen, som informanten brugte, så eller talte om, med et skærmbillede. De data interviewet skabte var således en kombination af beskrivelserne af interaktionen mellem alle facebooks features og informanten, samtalen samt billeder fra skærmen. Som eksemplet med Jeppe illustrerer, har vi forsøgt at udpensle både skærmaktiviteten og museklikkene, for på den måde at give de tavse aktanter ord, samtidig med vi har transkriberet det, Jeppe fortæller. Transkriberingen af interviewet som deltagerobservation kan således betragtes som flere aktanters fortællinger og ikke bare Jeppes. Mob Wars-applicationen taler, notifications taler, Jeppe taler, invitationerne taler og profilbillederne taler:

Jeppe: Jeg synes bare Facebook har mange funktioner, der minder om hinanden, f.eks... jeg kan give et eksempel på det. Det er noget der hedder mob war. [Jeppe klikker igen meget målrettet ned i venstre side af skærmen og klikker en liste frem med alle de applikationer, som han har på Facebook. Der er cirka 40 forskellige. Med et klik på mob wars ikonet, kommer vi ind på denne applikation] Det er sådan et drengespil, der er herinde.. øhh... ja, dér var den. Den bruger jeg også meget tid inde på. Det er hvor man har forskellige venner, som er bandemedlemmer... Så går vi lige ind på den, altså denne her funktion er altid rimelig langsom [Han trykker på en faneblad med påskriften min bande] Så kan man så tilføje venner og sende en invitation til dem. Det er også meget det de kører på herinde synes jeg. [Der popper profilbilleder op fra en masse mennesker. Og overskriften siger: ”For at rekruttere dine venner, vælg da billederne nedenfor. For at samle en succesrig bande, bør du hver dag vælge alle de venner nedenfor, som højst sandsynligt melder sig ind”] (Jeppe, bilag 4, s. 101).

Blandingen af beskrivelser af Jeppes klik med musen, hans tanker omkring dem og de overskrifter og billeder vi ser på skærmen, bliver i samspil til en længere fortælling om de involverede aktanter.

Interviewets dynamik Sammenkoblingen af deltagerobservation på Facebook og interview, skabte særlige betingelser for interviewets dynamik og for os som interviewere, hvilket vi i det følgende vil uddybe.

Med feltet i tasken For at kunne afholde interviewet som deltagerobservation, havde vi feltet, eller rettere det netværk af aktanter vi vil undersøge, med i tasken i form af mobilt bredbånd, en bærbar computer samt strømforsyning. Med andre ord var det helt afgørende for at realisere interviewene, at teknikken virkede. Vi blev allerede i det første interview bevidste om interviewsituationens skrøbelighed, da det mobile bredbånd vi havde med, og som vi var blevet lovede dækkede hele landet, svigtede. Dynamikken i interviewene var på flere måder særegne i kraft af, at interaktionerne ikke bare foregik mellem dem og os, men ligeledes mellem informanten, computeren og de digitale objekter. Facebook var for alle informanter en hverdagspraksis, og at de var vante til at være på Facebook var fra starten med til at skabe en situation, hvor informanten følte sig hjemme. Hvad der gjorde situationen uvant var, at deres navigeren rundt på sitet både var en del af et interview og af deltagerobservation, hvilket affødte både en enorm åbenhed og fortællelyst, men også en afmålthed og usikkerhed i forhold til os som interviewere. 57

At stimulere balancen mellem praksis og samtale De roller vi påtog os som interviewere, varierede afhængigt af, hvordan informanterne tog opgaven på sig, efter de havde logget ind. Interviewene vekslede mellem at have en god balance mellem praksis og samtale, men ofte var de enten overvejende praksis- eller samtaleorienterede. De balancerede interviews var dem, hvor vi som interviewere følte os taget i hånden af informanten og ført ind i deres hjem, hvor de med klik, fagter og snak forklarede og viste os alle de ting, som deres daglige gøremål bestod af. Det var i de situationer, hvor synergieffekten mellem skærmaktiviterne, fortællingen og vores spørgende tilgang blev udtalt, og mødet trådte i karakter som et interview i form af deltagerobservation. Når informanten både samtalte og klikkede aktivt rundt, var det primært opfølgende spørgsmål, vi stillede, og kun sjældent havde vi behov for at tvinge samtalen videre. Nogle interviews var præget af, at samtalen fik forrang, således at Facebook primært blev brugt, når informanten skulle vise noget eller understrege en pointe, i det hun havde sagt. At informanten hellere ville tale end klikke rundt på Facebook, gjorde, at vi som interviewere var mere styrende i forhold til at henlede opmærksomheden på de features, vi gerne ville have i tale. Med opfordringer som ”du skal bare klikke rundt, mens vi snakker” eller ”må vi se?” og ”kan du prøve at vise, hvad du gør?” prøvede vi at stimulere dynamikken mellem samtale og interaktion med facebooks digitale objekter. I interviewet med Daniel blev det tydeligt, at vi prøvede at initiere en praksis, så samtalen kunne forankre sig omkring de features, som han interagerede med. Daniel: Ja, den kommer jeg altid ind på. Så kan jeg altid se, hvem der har add’et mig som ven og alle de der skide anmodninger [han kigger skiftevis på skærmen og på Nina]. Nina: Du må meget gerne klikke lidt eller scrolle eller kigge ned... Daniel: [Daniel scroller ned over sine nyheder] Jeg tjekker om der er nogen, der har sendt noget til mig eller har skrevet noget på min væg Nina: Hvordan gør du det? Daniel: Jamen det kan jeg jo se her [fører musen over hjemsidens nyheder]. Alt hvad der foregår det bliver sendt til mig og det meste af det mine venner, for eksempel skriver de hvad de laver nu. Hende her siger, at der bare ingenting er i flimmeren (bilag 2, s. 32).

Idet vi opfordrer ham til at scrolle ned ad siden, begynder han at sætte ord på, hvordan hjemsiden er, og hvad den gør. Interviewets dynamik var i andre tilfælde primært centreret omkring informantens praksis, hvor vi kunne få følelsen af at være i vejen for det, de var i gang med. Eksempelvis afbrød Alexander os i et spørgsmål for at understrege: ”Jeg skal lige læse denne her... [det er en lang besked fra Kasper om praktisk information om nytårsaften, som han begynder at læse.]” (bilag 8, s. 208). Således oplevede vi at blive sat i venteposition, fordi interaktionen på Facebook blev prioriteret over interaktionen med os. I flere andre interviews fik praksis overtaget på den måde, at vi havde svært ved at følge med i, hvad informanten gjorde. Fordi deres klikken rundt foregik så selvfølgeligt og med et højt tempo, måtte vi kontinuerligt få dem til at sætte ord på det de gjorde. I interviewet med Jesper gennemgik han alle sine requests i en hæsblæsende fart, hvorfor vi forsøgte at bremse ham lidt op og få nogle ord på den praksis: Sophie: Hvad gjorde du dér? Jesper: Jeg sagde bare godkend. Ham ved jeg hvem er, så det har jeg ikke noget imod. Jeg har temmelig mange på min venneliste, det kan I nok godt få at se senere. [Jesper læser op af en invitation han har fået:] ”Invitation til fest på Tordenskjold”, det gider vi ikke. Jeg gider ikke på Tordenskjold (bilag 3, s. 70).

Vores rolle i disse interviews var at stimulere til samtale ud fra informanternes ivrige praksis, for at mødet ikke blot blev deltagerobservation, men også et interview.

At kende informanterne I den digitale etnografi kom vi til at kende informanterne på baggrund af de data, som var synlige for os, fordi vi var en del af deres vennenetværk. Vi så, hvem deres venner var, vi så deres statusopdateringer, hvem deres kæreste var og hvad andre skrev på deres vægge, altsammen over en længere periode. Profilen har været en rig kontekst, der har fået os til at kende vores informanter på en særlig måde, men som Hine gør opmærksom på, kan vi langt fra være sikre på, at det vi ser ske på deres profil, betyder det samme for vores informanter, som det gør for os (Hine 2008b: 9). Det samme billede, den samme statusopdatering eller profilbillede, betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Med andre ord kan man sige, at Facebook består af fortolkningsmæssigt multiple objekter (Orgad 2008: 62), som hver især

har forskellige betydninger alt efter, hvordan man ser. Det blev klart for os, at den digitale etnografi og interviewet som deltagerobservation, producerede forskellige måder at se den samme informant og dennes handlinger på. Vi blev overraskede i flere af interviewene.

En mulitpel informant Den forståelse af Daniel, som vi opbyggede ved at være hans facebookven, antog en ganske anden form i interviewsituationen, hvor han kunne sætte ord på de data, som vi indtil da blot havde dannet vores egen fortolkning af. I feltnoterne fra Daniel’ profil har vi om et af billederne af Daniel skrevet: “ Ej, altså det kommer jeg virkelig til at grine af. Det havde jeg ikke lige set komme. Mon han er klar over at alle kan se dette billede? Ja, det er han nok – ellers ville han jo bare have untagget, så billedet ikke blev linket til hans profil. I don’t wanna know, or see!!! Og der er flere af dem. Hvorfor har han mon dem liggende? Mon han tænker over hvem der ser hans billeder? Det må vi spørge ham om” (Ninas feltdagbog den 3. november 2008).

Da Daniel i interviewsituationen kigger billederne af sig selv igennem, gør han flere gange opmærksom på selvsamme billede, som han er meget utilfreds med ligger på Facebook: ”Jeg har en kammerat i New York, og han har smidt nogle billeder ind, hvor jeg står nede på stranden med en øl foran mine ædlere dele, ikk. Og dem vil jeg gerne have ham til at slette, men jeg har ikke snakket med ham [...] Jeg er da træt af at halvdelen af min familie kan gå ind og se det” (Daniel, bilag 2, s.43).

At vi skulle komme til at kende vores informanters tendenser udi intimbarbering, var en følge af undersøgelsesfeltets særlige karakteristika. Vi havde dannet historier om hans ugenerthed for at vise sin nøgenhed over for hans 618 facebookvenner, og dermed havde billedet en helt anden betydning, end det havde i hans virkelighed. Da han i mødet med os sad i sin hvide kedeldragt og hårnet og på nordjysk forklarede, hvor ærgerligt han syntes, det var, at de lå på Facebook til skue for hans sekshundrede venner, oplevede vi markante forskelle i forståelsen af de billeder, han havde på sin profil. Dette sammenstød mellem vores opfattelse og hans forklaring på billedet understreger, hvordan vores opfattelse af 60

informanten primært er formet af de visuelle og tekstuelle data, som vi havde studeret i det etnografiske arbejde. Først i interviewet fik vi hans egen fortolkning af selvsamme data. Vi mener ikke, at vi i interviewet lærer ham bedre at kende end vi gør i de digitale feltarbejde, men eksemplet viser blot vigtigheden af også at belyse informantens egne erfaringer, fortolkninger og tanker omkring Facebook ved hjælp af andre metoder end den digitale etnografi. Interviewet kunne netop give det indblik i informantens forståelse af situationen, som de digitale observationsstudier ikke kunne, og dermed får vi belyst to sider af samme informants billeder på hans profil. Vores erfaringer med den måde vi som undersøgere kender vores informanter på, understreger Orgads pointe om, at ”the knowledge we generate, and the story we tell as researchers about the context we study, whether based on online interactions, offline interactions, or both, is crucially constructed by the means and the kind of interaction in which we engage” (Orgad 2008: 63). Opsummering Med interviewet som deltagerobservation og med usability softwaren som hjælpemiddel til at indfange og optage de teknosociale praksisser, har vi produceret et datamateriale, der er sensitivt over for de specifikke interaktioner mellem informanten og Facebooks digitale objekter. Der har været mange særlige forhold at tage højde for og mange erfaringer at hente, da metoden var ny og vi derfor ikke havde et klart billede af, hvad vi kunne forvente os af dynamikken mellem skærm, informant og os. Vi har derfor i processen været fleksible og har lidt efter lidt ændret vores fremgangsmåder og interviewteknik for at sikre de bedst mulige vilkår for dataindsamlingen.

FOKUSGRUPPER I fokusgrupperne udforskede vi feltet ved at bruge gruppeinteraktioner til at generere data (Kitzinger & Barbour 1999). Vores vidensinteresse drejede sig især om at få indsigt i, hvordan Facebook og de digitale features indgår i informanternes liv, hvordan de taler om dem, interagerer med dem og forholder sig til dem i deres daglige liv. Vi afholdt to fokusgruppediskussioner i hhv. Ålborg og København. I Ålborg bestod gruppen af Martin, som var en af de 17 informanter, vi havde rekrutteret gennem Facebook og 4 af hans mandlige venner, der alle havde en profil på Facebook. I København bestod gruppen af 3 61

piger og en dreng, der alle også var venner og aktive facebookbrugere. Deltagerne kendte hinanden godt i forvejen, og vi indtog i høj grad rollen som nysgerrige og til en vis grad uvidende forskere, som gerne ville have uddybet og fortalt om det liv, de lever med Facebook. Fordelen ved fokusgruppediskussion var, at der igennem vennernes diskussion af en række spørgsmål om Facebook, blev rejst nye perspektiver på, hvad Facebooks features betyder i informanternes hverdag, hvordan de bruger dem, forholder sig til dem og synes om dem. Igennem deres fortællinger om disse objekter blev der givet liv til den teknologi, som er en integreret del af deres hverdag. Da det primært var en diskussion mellem deltagerne og mindre mellem os som undersøgere og dem som informanter, var der rig mulighed for, at der kunne opstå synspunkter, viden og perspektiver, der udfordrede vores allerede eksisterende viden om livet med Facebook (Halkier 2002: 13). I fokusgruppediskussionerne lod vi informanterne drive samtalen og selv sætte ord på de features, som havde betydning i deres hverdag og deres relationer. Derved fik vi indsigt i, hvilke af de digitale objekter, der træder i forgrunden frem for andre, lige såvel som vi fik italesat deres betydning.

Uden computer I modsætning til interviewsituationen, som vi beskrev i foregående afsnit, havde vi valgt ikke at medbringe en computer i fokusgruppen. Der var således ikke nogen direkte interaktion mellem informanterne og Faceboook, men dermed ikke sagt, at vi ikke kunne få viden om relationen mellem informanterne og Facebooks billeder, statusopdateringer vægbeskeder osv. Vores cyborg-blik har inspireret os til at se informanterne, ikke bare som mennesker, men i høj grad som nogle der lever og ånder teknologi. Haraway understreger cyborg-metaforen som en metode til at tænke på teknologi, som ikke blot noget materielt, vi forholder os til, men i høj grad som noget der bliver talt til live (Lykke et al. 2000: 55). Teknologi er noget, der bliver til i talen og fortællingerne om den. Den tekniske og levende erfaring smelter sammen i kraft af cyborg-metaforen, således at teknologiens essens ikke bare er i dens materialitet, men også er i erfaringer, tanker og fortællinger om den (Flichy 2007: 151). Med dette blik bliver Facebook, de digitale objekter og deres handlinger skabt i informanternes fortællinger om dem. Hver gang brugerne taler om et af Facebooks objekter, er de samtidig 62

med til at forme dets eksistens. Haraways argument om, at der ikke er noget, der er specifikt menneskeligt, fordi teknologi gennemsyrer vores tanker, vores praksisser og vores eksistens er altså den tankemetafor, som inspirerer til at se Facebooks features, billeder, status, civilstatus som en del af informanternes eksistens og erfaring. Teknikken er med andre ord konstant tilstede ved informanternes blotte tilstedeværelse og i deres tale. I fokusgruppediskussionen får vi således adgang til de digitale features gøren og laden i kraft af de fortællinger om dem, som informanterne skaber. Vi får indblik i, hvilke aktanter, der er mest betydningsfulde, hvad de gør ved informanterne, og hvilken rolle de spiller i skabelsen af det sociale. I fokusgruppen blev vi klogere på, hvordan de socio-tekniske relationer bliver gjort på Facebook, ikke i kraft af konkrete interaktioner med Facebook, men i kraft af diskussion om disse. Det er muligt, fordi cyborgfortællingen samtidig er en fortælling om, at brugere af sociale netværkstjenester aldrig er offline.

Men alligevel på Cyborgmetaforen tydeliggør det tvivlsomme i at operere med en fast forestilling om forskellene ved at være online og om at være offline. Distinktionen mellem at være offline og online stammer fra studier inden for computer og telekommunikation, men er sivet ud og bliver flittigt brugt i daglig tale. Hvor online konventionelt betegner computermedieret kommunikation, er offline relationer karakteriseret ved at være ansigt-til-ansigt relationer (Silver 2000). Offline betegner den sfære af livet, som karakteriseres ved fraværet af internettet. Det er således en forestilling om, at relationer kan udfolde sig i et virtuelt miljø, i cyberspace, eller de kan foregå i et kødeligt møde. Vi forsøger såvidt muligt helt at undgå online/offline som begrebspar, da vi ikke mener, at den er beskrivende for den virkelighed man lever i, hvor sociale netværkstjenester og andre digitale medier er en integreret del, hvor det teknologiske og det menneskelige liv smelter sammen. Alle der har oprettet en profil på en social netværkstjeneste er reelt set aldrig offline, da de altid vil være tilgængelige for deres venner i kraft af profilen, ligesom vennerne altid vil være tilgængelige for dem. Palfrey og Gasser (2008) beskriver, hvordan de digitalt indfødte altid er tilstede og forbundet - selv når de sover: ”Digital Natives are constantly connected. They have plenty of friends, in real space and in the virtual worlds – indeed, a growing collection of 63

friends they keep a count of, often for the rest of the world to see, in their online social networks. Even as they sleep, connections are made online, in the background; they wake up to find them each day” (Palfrey & Gasser 2008: 5). Denne beskrivelse af de digitalt indfødte tydeliggør, hvordan de konstant er på og tilgængelige for kontakt. På Facebook kan brugerne vågne op til nye venner, finde nyheder om, hvad der er sket med deres profil i løbet af natten samt se hvilke billeder, der er blevet uploaded af dem i løbet af natten. Som bruger af sociale netværkssider er man med andre ord altid til stede online. Man er både online og offline – man er hverken online eller offline – og derfor vil menneskets erfaringer heller ikke være skarpt opdelt mellem en erfaring med at være online og en erfaring med at være offline. Det er med dette in mente, at vi skal forstå informanterne – de lever og ånder teknologi konstant. Og det er informanternes erfaringer med denne konstant forbundne tilstand, vi søger viden om i fokusgruppediskussionerne.

Objekt-orienterede spørgsmål Spørgsmålene i fokusgruppediskussionerne var ligesom i de personlige interviews objektorienterede. Vi ville gerne have deltagerne til at tale om de enkelte features, som f.eks. billederne eller statusopdateringer enten ved at vi selv åbnede med et spørgsmål om dem eller ved at spørge ind til dem, når snakken faldt på dem. Vi lod os inspirere af det fænomenologiske begreb om bracketing, der betyder ”at sætte sammen”. Her bliver et fænomen, i dette tilfælde en teknologisk feature, detaljeret beskrevet, diskuteret og derved levendegjort: ”This unmasks, defines, and determines the phenomenon’s basic elements and basic structure” (Berg 2001: 116). Når en feature blev bragt på banen, som eksempelvis statusopdateringen, fik vi ved hjælp af uddybende spørgsmål deltagerne til at reflektere over den, deres erfaringer med den, hvorved deres indbyrdes interaktion og diskussion italesatte statusopdateringen som aktant: hvad er den, hvad gør den, og hvad betyder den? Et eksempel fra fokusgruppen i København viser, hvordan featuren civilstatus bliver bragt på banen og efterfølgende indleder en diskussion om den, der tydeliggør nogle af denne features karaktertræk: Nina: Mathias, du sagde at du ikke er kærester med din kæreste på facebook? Mathias: Nej, det er jeg ikke.

Camilla: De blev også først kærester i lørdags. Mathias: Vi blev først rigtig kærester i lørdags, vi havde været sammen i nogle uger, men jeg synes bare ikke... det skal folk bare ikke vide, det er ikke vigtigt at reklamere med det til alle jeg kender i hele universet, for igen, så ser alle det og så kan jeg risikere, at der er nogen af mine venner de spørger ”hvem er hun” og jeg har ikke brug for, at alle skal stalke hende og spørge: ”hvem er Mathias’ kæreste” og sådan noget. Det skal hun ikke udsættes for. (bilag 10, s. 301).

Mathias kommer ind på nogle af de irriterende ting, som følger med, at alle på Facebook får at vide, at han har fået en kæreste og giver dermed indblik i civilstatus’en og nogle af de ting den gør ved ham og hvilken rolle den spiller i hans liv og i hans relationer til andre mennesker. Han giver med andre ord det digitale objekt liv i kraft af sin fortælling om det.

Spørgelyst og internhed Vi oplevede til fokusgruppediskussionerne, at spørgelysten til deltagerne internt i gruppen i den grad kunne sætte en diskussion i gang om Facebooks features og derved give dem liv. I det nedenstående længere uddrag fra fokusgruppen i Ålborg viser, hvordan en feature vi ikke selv havde tillagt meget betydning, bliver sat i forgunden i diskussionen og viser sig som en betydningsfuld og særligt livlig aktant. Den dynamik mellem drengene, som træder tydeligt frem i uddraget, er også beskrevet som en ”synergetic group effect”, hvor dynamiske interaktioner stimulerer deltagerne til at kommentere på hinandens holdninger og synspunkter (Berg 2001: 112). Drengene spurgte selv nysgerrigt ind til hinandens holdning til fødselsdagskalenderen, og i kraft af diskussionen tegnede de konturerne af denne feature og dens rolle. Simon: Ja, apropos fødselsdag. Nicolaj: Ja, det er en god feature. Simon: det er en god feature, men jeg synes at… Sophie: Hvad for én? Nicolaj: Den der i dag og i morgen… Simon: Fødselsdagskalenderen. Men det er bare for nemt. Nicolaj: Hvorfor? Simon: det er det fordi, så går man ind, nå, ok, men jeg har ikke snakket med dig i 100 år, men tillykke med fødselsdagen. Det virker virkelig mærkeligt. Nicolaj: Så lad da være! Simon: Jamen, jeg gør det heller ikke. Fordi jeg synes simpelthen det er sådan koldt. 65

Mikkel: Koldt? hæ hæ… Simon: Det er det da! Sophie: Hvorfor? Simon: Forestil dig, at det er én du har gået i folkeskole med, og du har ikke snakket med dem i ti år, og de bor et eller andet mærkeligt sted. Så kan du se, de har fødselsdag, så skriver du tillykke til dem. Martin: Så skriver du: Tillykke, hey hva så? Hvordan går det? Det er fanme lang tid siden, hvad laver du nu? Simon: Hvis det følger med, så er det noget andet, men så synes jeg alligvel… så synes jeg det er en mærkelig måde, at det skal starte. Fordi éns navn popper op i fødselsdagskalenderen. Mikkel: Hvorfor? Martin: Det er da en god grund. Simon: Nej, for hvis du virkelig følte for det, for at skrive, hvordan går det, så ville du nok have gjort det en anden dag. Mikkel: Men det godt at have en lejlighed. Martin: men nu hvis ikke jeg føler for det. Men nu så bliver jeg lige mindet om, at den person eksisterer faktisk, lige har lyst til at høre, nå, hvad laver hun? Simon: ja, nemlig… Martin: Jeg har det i hvert fald sådan, så er der reunions og sådan noget, og så skal man høre, hvad folk de laver. Nu har jeg ikke været til nogen reunion endnu… [latter] men derfor så har jeg lidt den der følelse, at det kunne da egentlig være meget spændende at høre, hvad den person laver, selvom jeg egentlig har glemt den person [grin] Simon: ja, men det kan det da også, men jeg synes bare at det virker koldt, at det skal være på grund af fødselsdagskalenderes at du lige tager det op. Philip: Men den er god til ens rigtige venner. For jeg kan ikke huske fødselsdage, og så ser man den der, og så sender man en sms med tillykke med fødselsdagen (bilag 9, s. 259).

Drengenes diskussion af fødselsdagskalenderen viser både, hvordan det er en feature, der kan initierer en interesse for folk, man egentlig havde glemt, men også hvordan den gør kontakten for nem, fordi du ikke længere selv behøver at huske på dine venner. Pointen er, at fødselsdagskalenderen som feature træder frem på nuancerede måder igennem diskussionen af den. Den træder frem og får forskellige betydninger. At fokusgrupperne begge var sammensat af en flok nære venner, gjorde diskussions- og talelysten stor, men 66

gjorde også, at der opstod internheder i diskussionen, hvor vi stod udenfor. Vennerne kunne pludselig tale om og grine af nogle ting de alle havde oplevet, men som vi som undersøgere ikke umiddelbart kunne blive en del af. Manglen på eksplicitte forklaringer i samtalen gjorde, at vi i højere grad måtte følge op med spørgsmål, og dermed trådte vi i endnu højere grad ind i rollen som udeforstående. Et udpluk fra fokusgruppen giver et indblik i, hvordan internheden kom til udtryk, og hvordan vi for at få mening i historien måtte bede dem uddybe: Camilla: Sådan er det altid når folk skriver... [griner] Sophie: Har I nogle eksempler på det? [alle kigger rundt på hinanden og griner indforstået] Sophie: Det vil vi gerne høre lidt om... Lærke: Det var et billede af Signe... Mathias: Ej, det var bare herresjovt [griner] Lærke: Der var et billede af Signe, hvor hun stod sådan [sætter en hånd i siden og skyder hoften ud] (bilag 10, s. 291).

Som moderator var det afgørende, at vi hele tiden var parate til at stille spørgsmål til informanternes tavse enstemmighed og derved få italesat det, som de alle tilsyneladende var enige om. Det uddybende spørgsmål udmøntede sig i en lang diskussion om, hvad det egentlig var der skete med det billede af Signe på Facebook og gav os viden om særlig billederne og kommentarernes rolle i relationerne på Facebook. Deltagernes fortællinger, forestillinger og oplevelser med Facebook producerede viden om den objektorienterede socialitet, de lever i. Igennem gruppediskussionerne tegnede der sig dels et billede af, hvilke aktanter på Facebook, der var mest betydningsfulde i deres hverdag, og dels hvordan disse aktanter irriterede, berigede, gav viden, viste frem osv. Kort sagt, hvad objekterne gør.

Afrunding på metoden Med vores forskellige metodiske tilgange til at undersøge de teknosociale praksisser, der er kendetegnede for den objektsocialitet, der opstår med sociale netværkstjenester, har vi skabt 67

et solidt empirisk grundlag for undersøgelsen. Vores empiriske grundlag består af omfattende observationsstudier af informanternes facebookbrug, skærmbilleder, som de har tilsendt os samt online-interviews, som vi lavede med informanterne over Facebooks indbakke. Dernæst består det af vores dagbøger over egen brug af tjenesten. Med interviewene som deltagerobservation og med usability softwaren som hjælpemiddel til at indfange de særlige teknosociale praksisser, der finder sted i brugen af Facebook, samt fokusgruppernes dynamiske måder at give os viden på, er de tekno-sociale praksisser på Facebook blevet belyst fra flere tilgange med hver deres force.

KAPITEL 3: ANALYSE ANALYSESTRATEGI Analysen er inddelt i to dele: En meget empirinær analyse, hvor vi fokuserer på praksisserne omkring facebooks features og en tematisk analyse, hvor vi med udgangspunkt i empirien og i diskussion med teori, udvikler ideen om en socialitet af fornemmelser. Allerførst vil vi eksplicitere, hvordan vi har arbejdet med det omfattende empiriske materiale for at nå til vores analytiske resultater. Vi vil beskrive, hvordan de empiriske beskrivelser er ordnet, og hvordan analyserne har givet anledning til at identificere kendetegnene ved de socialitetsformer, der opstår med sociale netværkstjenester. Denne gennemsigtiggørelse bidrager til en mere transparent analyseproces, hvilket giver øget mulighed for at vurdere validiteten af resultaterne.

At analysere i en ANT-undersøgelse Vores ANT-blik lægger op til en empirinær sociologi, hvor meningen i høj grad træder frem i indgående beskrivelser af empirien, og derfor vil de empiriske beskrivelser da også have en fremtrædende rolle i analysen. De empirisk funderede beskrivelser Første skridt i analyseprocessen var at identificere de mest livlige objekter dvs. dem, der blev interageret mest med, talt mest om og gjorde den største forskel set ud fra feltnoterne, skærmbillederne, de transkriberede interviews og dagbøgerne. Vi sorterede al empiri i objektkategorier – så som billeder, quiz, spil, kommentarer, venneanmodning, ’people you might know’, hvorved der blev skabt større og mindre bunker af empiri. De mindre bunker bestod eksempelvis af objekterne ”grupper”, en anden lille bunke var ”events” og en bunke bestod af diverse applikationer, så som bowling- og bilspil og dating applikationer, der alle efter gennemgang blev sorteret fra. De var objekter, som måske var vigtige i én eller to af vores informanters facebookpraksis, men som ikke spillede en central rolle. Vi skar i denne proces en række aktanter væk og koncentrerede vores empiriske beskrivelser omkring følgende aktanter:

•

Væggen

•

Billeder

•

Status

•

Civilstatus

•

Fødselsdagskalenderen

I analysedel 1 beskriver vi de praksisser, der opstår omkring de enkelte objekter. I disse beskrivelser har vi søgt at være så empirinære som muligt, uden at de dog overskygges af den rod, som ofte præger ubehandlet empiri. I beskrivelserne af ovennævnte aktanter er det citater, billeder og de ”thick descriptions” (Geertz 1973) der har mest vægt. I empiriindsamlingen og i bearbejdningen af interviewene som deltagerobservation har vi bestræbt os på at beskrive empirien udførligt nok til at de giver mening i sig selv. Men for at objektbeskrivelser fremstår klare, og for at sikre at meningen træder tydeligt frem, knytter vi dog uddybende forklaringer til de empiriske eksempler. Forklaringer og uddybninger er især vigtige for tydeligt at beskrive, hvordan objekterne hver især kan får os til at tænke og handle på særlige måder. I fortællingerne om objekterne udpensler og synliggør vi objekternes handlemåder, deres relation til brugerne og de interaktioner, der opstå imellem bruger og objekt. Penselsstrøg på kryds og tværs På baggrund af den empirinære del af analysen, lagde vi tværgående snit, hvor vi bl.a. spurgte: Hvilke handlinger går igen? Hvilke praksisser minder om hinanden? Hvad er fælles ved nogle af de interaktionsformer, vi ser? Herefter identificerede vi nogle generelle træk ved de praksisser, som vi så ske i samspil med objekterne. Vi så eksempelvis, hvordan en statusupdates eller et delt billede blev kommenteret, hvorefter der udviklede sig en slags samtaler udfra dem. Vi så også, hvordan andres vægbeskeder og information om civilstatus gav informanterne indblik i vennenetværkets personlige relationer og forhold ved at dele ud af oplysninger om f.eks. kærlighedsliv og graviditeter. På tværs af beskrivelserne af de digitale objekters livlige væsen fandt vi altså nogle fællestræk ved de praksisser, som udfoldede sig ud omkring dem. I anden del af analysen beskriver vi følgeligt to karakteristika ved de praksisser som kendetegner interaktionerne på Facebook: Vi holder øje med hinanden og vi har 70

kortfattede samtaler. Med nĂ¸gleordene fra beskrivelserne af facebookpraksisserne og med inspiration i andre empiriske undersĂ¸gelser af, hvad det betyder at vĂŚre forbundet via digitale medier, blev vores begreb om fornemmelsessocialitet udviklet. I trĂĽd med en ANTinspireret associationernes sociologi, er de teorier, vi diskuterer vores empiri med, fĂ¸rst valgt efter et grundigt arbejde med empirien, for derved at mindske risikoen for at lade materialet passe ind i allerede kendte sociale kategoriseringer.

ANALYSEDEL I: OBJEKTERNE I CENTRUM I denne empirinære del af analysen sætter vi Facebooks digitale objekter i forgrunden, for at give plads til beskrivelsen af de non-humane aktører, hvis aktivitet ofte bliver glemt i forklaringen af det sociale. Ved at beskrive objekter, skaber vi en fortælling om de praksisser, som opstår omkring dem. Gennem empiribeskrivelserne tegner vi således et fyldigt billede

”Jeg klikker på home og scroller ned over alle de nyheder, der kommer ind fra mine facebookvenner. En af mine svenske veninders veninder, som jeg mødte i USA skriver hun skal til Skåne i weekenden. Og Anja som jeg har gået på efterskole med, men ikke har set i 10 år skriver ”Pusher the...” . Hmmm. Jeg forstår ikke hendes update. Naja fra min folkeskole skal ”hjeeeeem til Århus uhaåå” hende har jeg ikke kontakt med udover, at jeg kigger på hendes profil engang imellem. Maria har lagt billeder ind fra den fest, jeg ikke kunne komme til i lørdags. Gad vide om der skete noget spændende, tænker jeg mens jeg klikker ind på billederne. Årh, det var vildt ser det ud til, Majken og Anne var da vildt stive og var det Adam, der sad og holdt i hånd med en eller anden? Sune Larsen er blevet ven med Klaus Møgelfeldt. Jeg kender overhovedet ikke Klaus, men det kunne være at jeg gjorde – så havde det måske været interessant. Så kunne jeg add’e ham. Marie har et kompliceret forhold med Simon. Gad vide hvad det handler om tænker jeg. Jeg snakker faktisk ikke rigtig med Marie, og Simon ved jeg slet ikke hvem er. Alberte er ikke længere i et forhold. Hvad? Jeg troede da at de var glade for hinanden. Jeg må lige ringe lidt senere og høre hvad der er sket. Joe er blevet fan af ”Heineken Beer” og Henriette har meldt sig ind i en gruppe for ”Operation X”, hmmm, okay tænker jeg - og hvad så. Signe skal til variéte på søndag. Jim Hayden er blevet tagget i Damon’s billeder. Mark har postet et link med et stort billede af Marx. Der er et uddrag fra en artikel, hvor medierne kritiseres for at skyde skylden for finanskrisen på de frie markedskræfter. Typisk Mark. Nu ser jeg at Lars, min barndomskæreste og Jesper, en fra folkeskolen er blevet ven med den samme person – det er stenet, mon de også kender hinanden så? Uh, Kathrine har skrevet til Simon og spurgt om han er i København, for så synes hun de skal mødes. Jeg mødtes med ham i går, men han er simpelthen blevet noget af et jakkesæt. Kim Nicolajsen har taget en test – og der er et ikon, der viser en stor smiley med en cigar. Typisk ham tænker jeg - han er altid så irriterende og tager alle mulige latterlige tests på facebook, men han har nok ikke andet at lave. ”Annemarie er træt af regnvejr og hagl – hvorfor kan det ikke regne med noget andet og mere spændende... mænd for eksempel!” spørger hun. Ej, hun skriver altid sådan nogle sjove statusopdateringer” (Sophies feltdagbog den 1. november 2008).

af, hvordan de digitale objekter er med til at gøre socialiteten på facebook.

Nyhedssiden Når der logges ind på Facebook, præsenteres brugeren for en lang række af de objekter, som Facebook består af: statusopdateringer, vægbeskeder, billeder, grupper, links og quizzer, som alle sammen giver brugeren en masse informationer. På nyhedssiden, der også kaldes hjemsiden, home eller newsfeed’en, ruller der en strøm af objekter ned over skærmen, som brugeren kan interagere med. Vi har valgt først at give et indblik i den måde newsfeed’en samler de digitale objekter på, for senere at gå ind i en beskrivelse af de enkelte objekter, som vi har fundet særligt vigtige. At få serveret på et sølvfad På newsfeed-siden ruller der kontinuerligt informationer ind om, hvad brugernes facebookvenner laver, hvad de er blevet fan af, hvem de er blevet venner med, og hvad de skriver til hinanden. Det eneste brugeren behøver at gøre, er at scrolle ned ad siden og lade øjnene vandre ned over navne og aktiviteter for at vide, hvad hendes flere hundrede facebookvenner foretager sig. Den måde brugerne på hjem-siden uden at røre en finger kan blive opdateret på, hvad vennerne laver, er unikt for facebook. Newsfeed’en kan beskrives som en form for motor, der konstant holder informationsflowet igang. Den viderebringer og samler informationerne og gør, at man kan passivt kan sidde og betragte vennernes liv fra sidelinjen, men den kan også anlede til samtaler, jokes og sladder om de ting, der bliver sagt og gjort. I fokusgruppe 1 beskriver Martin, hvordan newsfeed’ens dynamik får ham til at vende tilbage til Facebook gang på gang: Martin: Ej, jeg tror den fedeste feature for mig, det tror jeg er newsfeeden. Uden den så ville jeg ikke have en grund til at gå på facebook hver dag. For ellers så ville det bare blive ligesom Myspace for eksempel. Sophie: Hvad er det den gør? Martin: Den gør bare at du kan følge med i dine venners aktiviteter. Hvor fx på Myspace, så kommer du ind, og så er du på din egen profil. Og hvis du vil finde ud af hvad de andre laver, så skal du ind på deres profil og tjekke den ud. Her der får du serveret det hele på et sølvfad. Og du bliver faktisk bare underholdt, når du logger ind, og så kan du bare gå i gang. 73

Og det er faktisk bare samlet på en side, i stedet for at du skal gøre alt muligt for at finde ud af hvad dit netværk laver (bilag 9, s. 250).

I stedet for at brugeren skal klikke ind på forskellige venners profiler for at se deres statusopdateringer, humør, samtaler og andre aktiviteter, får de på Facebook serveret alt på et sølvfad, fordi objekterne selv popper op. Værs’go: Uden at brugerne behøver foretage sig noget, får de deres helt personlige fortælling med stort og småt fra deres venner. De digitale objekter popper op og giver dem et billede af facebookvennernes aktiviteter. Den rutinemæssige opdatering Der er altid nye begivenheder og ofte er newsfeed’en det første, der tjekkes, når brugeren logger på. Processen er tavs, men særdeles aktiv. Informanternes konstante scrollen op og ned på siden, brugen af musen og deres undrende blikke på siden, indikerer den praksis, det er at skimme dagens nyheder fra vennerne: Alexander: Jeg skal lige se om der er noget... [Han går tættere mod skærmen og scroller op og ned over nyhederne] Sophie: Hvad ser du derned af og hvad studser du over? Alexander: Jeg ser om der er nogen billeder, for der er nogen, der add’er billeder som jeg også er med på. Så er der... Nu kan jeg se min kæreste mors har skrevet på min kærestes wall. Jeg kigger bare lige om der er noget hurtigt, og hvis der ikke er det, så.. Sophie: Alt det du har scrollet ned over, det synes du ikke er så interessant? Alexander: [læser med en ironisk stemme op fra en af nyhederne:] ”Rami became a fan of I am Egyptian”. Ej, hvad rager det mig, jeg er simpelthen så ligeglad (med en let sukkende latter) Og om Caroline Jensen og Rahmed er blevet venner. Sophie: Hvem er Caroline? Alexander: Caroline er en jeg har gået i folkeskole med Sophie: Og Rahmed? Alexander: Jeg aner ikke hvem han er, så det er fuldstændig ligegyldigt for mig Sophie: Har du oplevet, at der har stået, at Caroline er blevet venner med en du kender. Ville det så være anderledes?

Alexander: Ja, så ville det jo være interessant, det er jo derfor jeg lige kører det igennem. Jeg poker lige tilbage... (bilag 8, s. 216).

Som Alexander meget sigende fortæller om sine newsfeeds, er der mange objekter, hvoraf nogle er interessante og andre er ligegyldige for ham. Det han finder mest spændende, er når der er lagt billeder ind, hvor han selv er med på. Dernæst vækker beskeden mellem hans kæreste og hendes mor interesse, hvorimod nyheden om, at Rami er blevet fan af en gruppe, og at Caroline er blevet venner med Rahmed, ikke kunne interessere ham mindre. Hvis hun derimod var blevet venner med en han kendte, ville informationen have været mere vedrørende. Alexander får altså både nyheder fra de mennesker, han kender godt, og dem han kender mindre godt – alle ryger de ind på hans nyhedsside og giver ham viden om dem og deres samtaler. Selvom nyhedssiden er fyldt op med informationer fra alle facebookvenner, er det de nære venners aktiviteter, han kigger nærmere på. Han ”kører det lige igennem” for siden at stille skarpt på nogle udvalgte aktiviteter. Alexanders scrollen op, og ned og et nærstudie af skærmen, viser, hvordan han rutinemæssigt holder øje med alle nyheder, selv dem, der umiddelbart er uinteressante for ham. Han har fået serveret Rami og Carolines aktiviteter, konstateret at de er der. Praksissen i at skimme nyhederne består både i at finde noget, der er interessant og vækker en nysgerrighed, men er i høj grad også forbundet med bare at kigge på og lade blikket vandre henover alle de objekter, som dukker op.

Væggen ”Jeg fik et par bemaerkninger fra nogle der ved eftertanke maaske var som resultat af at have laest nogle af min kaereste og mines samtaler. Hovedsageligt fra ekskaerester som gjorde udtryk for at de syntes mit nuvaerende forhold var anderledes end det jeg havde med dem. Hvor kunne de vide det fra taenker jeg?” (Svar fra Ejnar, bilag 18, s. 336, bosiddende i Australien).

Giver samtaler et publikum Hvordan kunne Ejnars ekskærester udtale sig om ham og hans kærestes forhold, når de ikke engang havde mødt hende endnu eller talt med ham om det? Først da en ven forsigtigt spurgte Ejnar, om han vidste, at alle kunne læse deres beskeder, faldt fem-øren: Vægbeskederne giver samtalerne et publikum. Som novice på Facebook var Ejnar og kæresten Anne ikke klar

over, at deres samtaler over Facebooks væg, havde et publikum i form af analyserende ekskærester, der i spænding fulgte med. Kærestebeskederne var til Anne, men var teknisk set også til facebookvennerne, der fik adgang til kæresteparrets forhold, fordi de kunne se, hvad de skrev sammen på Facebooks væg. Hvad der understreges i dette eksempel er, at væggen gør vennerne til publikum til hinandens samtaler og giver indblik i, hvad vennerne snakker om med hinanden. Væggen har gjort denne måde at kommunikere på til den normale måde på Facebook og har således gjort, at alle er blevet modtagere af andres interaktioner.

”Skriv” står der. Det er nemt: cursoren står og blinker opfordrende i skrivefeltet på den persons profilside, som man besøger. Væggen kræver kun et enkelt klik for at skrive en besked til en ven og er således den absolut mindst mulig teknisk krævende måde at kommunikere med en ven på over facebook. Det er hurtigt og nemt i forbifarten. Max beskriver,

hvordan

han

intuitivt

vælger

væggen,

fordi

det

virker

som

den

kommunikationsmåde, der ligger lige for: Sophie: Ja. hvorfor skrev du ikke en privat besked til ham? Max: Det ved jeg egentlig ikke. Det er nok fordi det er det nemmeste. Så skal man til, alt muligt. Man kan selvfølgelig bare trykke der [går ned under Kaspers profilbillede og peger på send Kasper en besked]. Men det ved jeg ikke. Nu er det fremme, så skal man bare trykke, og så skriver vi [peger på det skrivefelt, der er integreret i væggen]. Det er sådan set det. Jeg tror ikke at der er sådan nogen bestemt grund til at jeg ikke har sendt en privatbesked til ham, tror jeg (bilag 6, s. 183).

Max har ikke gjort sig de store overvejelser om, hvorfor han skrev på væggen – den opfordrede ham nærmest til det. Det er simpelthen det nemmeste og netop hans umiddelbare brug af væggen tydeliggør, hvordan væggen er blevet naturliggjort som kommunikationsmåde på Facebook. Væggen er blevet Facebooks default: Den umiddelbare standard for at skrive beskeder med vennerne. Væggen har gjort det selvfølgeligt, at modtageren til de beskeder vi sender, rækker langt ud over den person beskeden er adresseret til. At skrive til Kasper er således ikke ensbetydende med, at det kun er Kasper, der kan læse beskeden. Væggen tydeliggør, hvordan brugeren både skriver beskeder, der er synlige for alle andre, men også selv er tilskuere til andres samtaler. Nicolaj fortæller her, hvordan han i kraft af sin egen rolle som tilskuer, er blevet mere ligeglad med om andre ser, hvad han skriver: ”Jeg synes det er blevet mere… i starten der var jeg sådan, jeg gider sgu da ikke skrive sådan: ”hva så, fede” på væggen. Sådan at andre kan se det. Men det er jeg blevet sådan mere ligeglad med fordi jeg kan se, at andre de skriver også bare: arh, det var fedt i torsdags, bla bla, bla. Nå, ok. Altså. Det er jo bare lige meget, altså. Det hele det flyder jo bare ud, så det kan jeg også bare skrive hvis det er” (bilag 9, s. 261).

Det hele flyder jo bare ud. Det er jo bare ligemeget. Nicolaj fortæller om, hvordan det før var mærkeligt at skrive beskeder, som alle kunne se, men at han nu er blevet ligeglad. Væggen har normaliseret en måde at skrive med vennerne på, der er synlig for alle. At beskederne blev læst af andre end den han skrev til, syntes han i begyndelsen var mærkelig. Men efter at have set, at alle andre også interagerer på væggen, er han selv blevet ligeglad med, om der er et publikum eller ej. Han har vænnet sig til tilskuerne og kan ikke se nogen gyldig grund til at holde samtalerne hemmelige i private beskeder. At være tilskuer og detektiv Ofte ruller der nyheder ind om, at Malene har skrevet til Jakob, og kender brugeren dem begge, kan de være næsten sikre på, at samtalen popper op i newsfeed’en i brudstykker og lader dem følge med i vennernes indbyrdes aftaler og samtaler. De kan tjekke op på, hvad der foregår i deres liv uden selv at blive en del af deres samtale. De halve samtaler skærper ofte nysgerigheden og giver lyst til at læse mere, for hvad er det mon de snakker om? I Interviewet med Jesper stopper han brat med at browse i sine nyheder, da han ser en af vennernes beskeder: 77

”Ja, blandt andet her, det en af mine tidligere arbejdskolleger, som er på Grønland, der skriver til en anden af mine tidligere arbejdskolleger

”Så skriver han lidt om, hvordan det går på Grønland og at hans kæreste har problemer med ryggen og med veer… Hvad? Hvad snakker han om? Nå, det går vi lige ind og kigger på... [Jesper klikker på wall-to-wall]” (bilag 3, s. 73).

Beskeden mellem Bjarne og Brian, hvor de både nævner veer og rygproblemer, giver straks Jesper lyst til at undersøge sagen. Først klikker han på wall to wall, som er en oversigt over alle deres samtaler på væggen. Han skimmer deres beskeder:

Da han ikke får flere informationer på baggrund af dette, klikker han som en anden detektiv ind på Brians profil, hvor vi spørger, hvad han leder efter: ”Ja, men så kigger jeg efter om nogen spørger om et eller andet spændende. For eksempel er der en, der spørger ”er det rigtigt, det man hører ude i byen?” og så kan du gå ind i wall-towall og se, hvad han svarer dér... Der har han så ikke svaret, så det hjalp heller ikke så meget. Men det er da spændende, hvis han har gjort en grønlænder gravid [griner]” (bilag 3, s. 73).

Jespers nysgerrighed, som kollegernes vægbesked satte igang, leder ham ikke kun ind på Brians profil, men også videre ind hans venners vægbeskeder og ind på billeder, der måske kan føje nyt til spørgsmålet: Har Brian gjort en grønlænder gravid? Væggen anleder Jesper til at lede efter svar på et spørgsmål, som han ikke vidste, at han ville stille, før han overhørte kollegernes samtale. Jesper surfer pludselig rundt på profiler, læser andres vægbeskeder og ser deres billedalbums. Han er gået fra at være tilskuer til en halv besked til aktivt at opsøge andre features på Facebook, der kan fortælle ham, hvad vægbeskeden kun insinuerede. Eksemplet med Jesper viser, hvordan væggen ikke bare giver samtalerne passive tilhørere, men også et aktivt publikum, der føler, at samtalen er interssant for dem. Uden at give sig til 79

kende som tilskuer, kan brugeren rejse fra profil til profil for at stykke objekter sammen til et billede af, hvad der er på færde i vennekredsen. Det er i disse tilfælde, hvor vi ser, at brugerne ikke blot holder øje med de objekter, der popper op på newsfeed’en, men også bliver til en snager, der med lup undersøger, hvad facebookvennerne laver. Vægbeskederne kan således overraske og få brugeren til at lede efter svar på spørgsmål, de ellers slet ikke ville have stillet. Følsomheden og det begrænsende publikum Vægsamtalerne har et publikum som holder øje med beskederne eller som i Jespers tilfælde får dem til at grave dybere i, hvad de handler om. Netop fordi beskederne har et publikum, gør væggen også, at brugeren overvejer, hvilke dele af deres liv de er ligeglade med at vise frem, og hvilke emner de helst holder private. Nogle gange kan publikums tilstedeværelse være underordnet, mens den andre gange kan være begrænsende og indtrængende. Det bliver derfor både vigtigt at vide, hvad andre skriver på ens væg samt overveje, hvad man selv skriver. I nedenstående udsnit af to vægbeskeder, som Jeanette har fået fra en gammel efterskoleveninde, bliver det tydeligt, hvordan nogle vægbeskeder hurtigt bliver følsomme i indhold, og får Jeanette til aktivt at fortsætte korrespondancen i private beskeder (beskederne skal læses nedefra og op).

”Men hende begyndte jeg så at snakke med inde på væggen og den samtale kørte jeg så over til indbakken, for det er ikke lige alting, der rager alle mine venner... hvad jeg skriver med folk. Og det bliver jo vist der på forsiden (...) Det var fordi, hun spurgte, hvor jeg boede og nu er jeg så lige flyttet fra min mand, hvor jeg var gift og flyttet sammen med en ny kæreste,

og det behøver alle ikke vide (...) Så er det lidt... når man gerne vil holde noget hemmeligt, så bliver det ikke lige skrevet ude på væggen” (bilag 1, s. 8-9).

Det er tydeligt, at Jeanette er bevidst om væggens publikum, og hvad der begyndte som en samtale mellem to gamle veninder, der skal opdateres på hinandens liv, blev pga. Jeanettes særlige rodede kærlighedsliv, for følsom til at kunne skrives på den nemme måde på væggen. Som Jeanette indikerer, var informationen om, hvor hun boede for følsomt til at blive delt med facebookvennerne, som ikke behøvede at vide, at hun var midt i en skilsmisse og havde fundet en ny kæreste. At væggen bliver til en tilgængelig information gør, at andre end Marianne vil forholde sig til det, de taler om og gør. Andre vil kunne snakke om Jeanette og drage konklusioner på baggrund af hendes væg. Og alt dette virker begrænsende for hende. Internheden og det fordelagtige publikum Facebookvennerne er ikke blot tilskuere, der tilfældigt holder øje med vennernes vægbeskeder. Ofte er de indtænkt som en vigtig modtager af de beskeder, der egentlig er adresseret til andre. Nogle vægbeskeder kan altså også netop at være skrevet fordi, der er et publikum. I Ejnars beskrivelse af forskellen på de private beskeder og væggen, indikerer han på glimrende vis, hvordan facebook-vennerne både er tilskuere og modtagere af andres samtaler: ”Det er klart at det betyder man skal overveje, hvilken af de to maader man vaelger. Ikke kun om ikke alle maa hoere hvad man skriver men ogsaa om der netop ER nogle bestemte der gerne skulle hoere hvad man skriver.” (Ejnars svar, bilag 18, s. 335).

Såvel som der er gode grunde til at undgå væggen på grund af følsomme informationer, er der gode grunde til at skrive på væggen, hvis man håber på at bestemte personer udover modtageren ser det. Væggen gør, at informationer spredes ud til et stort publikum, og dette gør den perfekt til at dyrke en intern humor. I fokusgruppen kommer dette frem mellem Simon, Martin og Mikkel: Simon: Nej, men så forstår I mig ikke. Det jeg siger, det er, en væg det kan alle læse, og, ja, forholdsvis alle. Og dem der så har adgang til den væg, det behøver måske ikke… hvis jeg skriver på Martins væg, øh, opskriften på en svesketærte, så vil Martin kunne forstå det. Og det forstår jeg, og det forstår alle som kender både mig og Martin. Og så ved, hvorfor vi kunne finde på at skrive det, ikke også? 81

Mikkel: I er vilde med svesketærter [sagt med ironisk undertone]. Simon: Men alle andre, Martins mor og hendes veninder, som også har Martin som ven, de vil bare tænke… og så synes jeg bare, at lige så snart vi kommer så vidt, så folk de folk de tænker: ok? [med overraskelse i stemmen], så synes jeg ikke at det er ok, at skrive på en væg. Sophie: Nej, ok. Martin: men på den anden side, så ville jeg nok blive lidt stødt hvis du sendte en opskrift til mig, i min indbakke. [der bliver grinet] Simon: Ja! Martin: Så et eller andet sted, så skal det jo postes det der ugyldige crap. Simon: Ja. Nicolaj: Blive stødt over det? Sophie: hvorfor det? Martin: Fordi det er sådan… en slags ligegyldigt pjat, men når andre kan være en del af det, når andre ligesom kan med… jeg tror måske det er fordi det kun er sjovt, når man er sådan flere samlet. I hvert i mit netværk, så pjatter man og er helt vildt interne (bilag 9, s. 264).

Det ugyldige pjat, som de taler om, bliver netop sjovt, fordi det på væggen bliver synligt for alle vennerne, som på den måde kan være fælles om en joke. Uden publikummet ville beskeden ikke være sjove, da humoren netop består i, at de fælles venner kan sidde og forstå en korrespondance, der for alle andre facebookvenner virker sort. Væggens synlighed gør således, at drengene kan bruge den til at placere en særlig information, der kun får mening i kraft af publikummets tilstedeværelse. Opsummerende kan vi sige, at væggen har gjort samtaler synlige for hele netværket af venner. Som publikum til andre samtaler på væggen får brugerne brudstykker at vide om andres liv, aftaler og relationer, hvilket kan afstedkomme en nysgerrighed, der kan stilles ved at opsøge informationer om de andre. Væggen gør, at brugerne forholder sig til, hvad de

gerne vil vise frem og hvad de helst holder skjult, for såvel som publikummet kan bruges aktivt, kan det føles begrænsende.

Billedet Ethvert billede er en situation indfanget på et bestemt tidspunkt i tiden. Et dokumentation af et kys, en dans, et skål over en middag. ”Et billede siger mere end 1000 ord. Og et videoklip siger mere end 1000 billeder” (Simon i fokusgruppe 1, bilag 9, s. 248). Simon understreger her det visuelles magt: Billeder fortæller os en masse om de situationer og begivenheder, vi som mennesker indgår i. Billeder er visuelle dokumentationer af vores historier og oplevelser (Liu et al. 2008: 1). Disse dokumentationer af livets mangfoldige begivenheder i form af billeder bliver på Facebook uploadet, delt, kommenteret og kigget på. Billeddelingen på Facebook, muliggør, at billederne transmiteres ud til hele hele netværket af venner, som bag hver deres skærm kan sidde og se hinandens dokumentationer af de liv, som leves. Når vi i dette afsnit taler om billeder, taler vi også om det at skrive kommentarer til billeder og at tagge og untagge hinanden og sig selv på billederne. Samler bestemte facebookvenner På Facebook er det de personlige fotografier, der er i højsædet. De situationer, brugerne dokumenterer og lægger ud, involverer ofte dem selv, eller mennesker de kender, i en form for fælles aktivitet: fester, fødselsdage, byture, rejser mm. Det er aktiviteterne og menneskene, der er i fokus på de fleste af de billeder, der lægges ud på Facebook, snarere end det er motiver, hvor det fotografiske og æstetiske udtryk er i fokus. En af informanterne fortæller her om, hvordan de billeder, han har taget fra diverse løbekonkurrencer, lægges op på Facebook for løbekammeraternes skyld. Jeppe: Ja, jeg løber i sådan en løbeklub, hvor jeg så har lagt billeder ind af de forskellige ture vi har været på og så er der også fra vores sommerfest. Der er rigtig mange billeder. Og så er der noget der hedder stikken og stafetten inde i Marselisborg. Nina: Hvorfor lægger du billeder ud?

Jeppe: Jamen det er for at dem fra klubben også kan se de billeder jeg har taget fra turen. Så lægger jeg dem også ind på den gruppe vi har herinde også. Så kan vi sidde og se billeder derfra (bilag 3, s. 117).

Fordi Jeppe har lagt billederne ud, kan alle klubmedlemmerne sidde ved hver deres computer og genopleve de fælles oplevelser, de har haft. At han også tagger personerne på billedet med navne, giver dem besked om, at en af de aktiviteter, de har deltaget i, er dokumenteret og delt i form af et billede på Facebook. Og at Jeppe deler oplevelser, som de er en del af, viser dem, at han værdsætter det fællesskab, de har i løbeklubben ”kick”.

(bilag 3, s. 117)

Via en kommentar til et løbebillede bekræfter Maria over for Jeppe, at han er en god kammerat og indleder en lille samtale omkring Jeppes uploadede billede. Billederne bliver et fælles referencepunkt for klubben og et minde om en oplevelse, idet det er dokumenteret og delt. Billeddelingen gør, at Jeppe og medlemmerne i løbeklubben kan samles udenfor de fysiske rammer af mødet i klubben ved at se billederne eller kommentere op dem. Billeddelingen vækker ofte liv i og minder vennerne om sjove situationer. Det bliver tydeligt, da Jeanette klikker ind på nogle gamle efterskolebilleder, som netop er blevet uploadet af en fra efterskolen. Billedet er blevet spredt i vennenetværket, hvor dem på billedet hver især kan betragte det, grine af det, væmmes ved det, mindes om en situation og derved få en oplevelse ud af det. Billedet fra efterskolen bliver uploadet, hvorefter menneskerne på billedet mødes omkring det og har i et kort øjeblik et objekt at mødes omkring og snakke om. Billedet bliver en anledning til at mødes og mindes.

(bilag 1, s. 30).

Efterskoleeleverne har været spredt i næsten 10 år, men med billederne samles de -om ikke alle fra dengang, så i hvert fald nogle stykker, og via kommentarerne mindes de dengang: ”den gode gamle efterskoletid :D, hvor ser vi søøøøøøøde og uskyldige ud!” og ”ja.. så unge og naive.. :-)” og en tredje skriver: ”Good Times”. Billedet har sat gang i smalltalk’en omkring efterskoletiden og de oplevelser de havde dengang. Ved kortfattet at skrive en lille besked til billedet opstår et fælles minde om den tid, de har delt. Ligesom løbeklubben kan mødes omkring et billede, kan efterskolevennerne kortvarigt opleve og mindes fælles oplevelser. Kommentarerne – at mødes omkring et billede Den smalltalk, som kan opstå i forbindelse med et billede, er muliggjort af det kommentarfelt, der figurerer under alle billeder. Feltet er åbent for beskueren til at skrive i, hvis hun ønsker at knytte en mening eller et par ord til billedet. Kommentarfeltet åbner op for, at billedet kan antage nye betydninger, således at det enkelte billede i kraft af andres bemærkninger kan ændre udtryk. Kommentarerne lægger sig en efter en i kronologisk rækkefølge nedenunder billedet og bliver ofte en hurtig korrespondance mellem dem, der har skrevet. Billeder fra en fest er eksempelvis oplagte genstande for sjov, kommentarer til og evaluering af aftenen, og kommentarerne falder da også ofte fra de mennesker, der selv er

med på billederne eller andre, der føler at billederne nærmest opfordrer dem til at fyre en bemærkning af:. Sophie: Er der nogle billeder, som I ikke ville kommentere på? Hvornår kommenterer I? Mathias: Hvis der er noget, hvor man tænker ”hey”. Lærke: Hvis det er noget man sådan har været med til. Jeg kommenterer aldrig på folk jeg ikke kender eller hvis det bare er nogen jeg kender lidt, så er det bare sådan ”åeehd” [udbryder en lyd, som er meningen skal lyde meget tåbelig]. Det skal være et eller andet... (bilag 10, s. 292). Billedet skal ifølge Mathias tale til én, før man skriver en kommentar, og det taler typisk, hvis han direkte kan relatere sig til den situation, som afbildes på billedet. Det kan eksempelvis være en fest, han gik glip af, eller én han selv var med til. Kommentarerne åbner op for en dialog omkring, hvad man lavede, dengang billedet blev taget, hvad der skete til festen i går, eller hvor dum man ser ud. Ved at diskutere mere eller mindre ligegyldige småting under billedet mødes man og deler de fælles oplevelser: Camilla: Hvis man har været til en klassefest eller sådan noget. Der er et billede fra vores klasse, vores klassebillede, hvor det bare er ALLE fra klassen af, bare kom med en eller anden kommenter: ”ej du ser da dum ud” eller ”nej, du ser sød ud”… Signe: Men til sidst handler det jo heller ikke bare om billedet vel. Så bliver det jo en samtale om alt mulig andet. ”hvad har vi for i fransk i morgen” for eksempel. Det synes jeg er sådan lidt irriterende faktisk. For man bliver ved med at få sådan en notifikation hver gang: ”du skal læse side 42-44” og det er sådan lidt irriterende (bilag 10, s. 290).

Selvom kommentarerne typisk er banale, gør de, at mennesker, der sidder bag hver deres computer, kan snakke sammen om fælles ting, de har oplevet, med udgangspunkt i et billede. Man kan grine af sig selv og de andre – grine med hinanden og på den måde have det sjovt. Men det kan også bare være en anledning til at tale om andre ting, som Signe påpeger. Festbilleder initierer en særlig kategori af billeder, der livligt kommenteres på, og som ofte er sjove at gøre grin med.

Jeppe: Det er når det for eksempel er festbilleder eller hvis jeg har en kommentar om billedet, som jeg kan huske fra selve festen, så kan jeg skrive en sjov kommentar. ”Du var godt nok stiv på det billede” eller sådan noget, for at gøre lidt sjov. Sophie: Er det lidt ligesom at snakke om festerne bagefter? Jeppe: Ja. Så skriver man lige en sjov note derinde og så næste gang når man mødes kan man grine af det og lige huske tilbage på det. Når billedet lige er taget i det pinlige øjeblik, så kan man så kommentere det og grine af det og sådan noget (bilag 4, s. 117-118).

Kommentarfeltet opfordrer brugerne til at mindes den festlige aften eller efterevaluere en situation, og således kan der opstå korte samtaler omkring billedet, idet folk samles omkring det og udveksler meninger, jokes og banaliteter. De mennesker, der snakker om billedet, er ikke samlet i fysisk tid og rum, men har alligevel et fælles referencepunkt i billedet, som muliggør, at de fælles oplevelser genopleves. Billederne kan på denne vis medvirke til, at fællesskaber, en ferie, en fest eller en skovtur, glimtvis genopleves, underbygges eller får en helt ny betydning. Billederne kan altså initiere til samtale og gøre, at vi samles omkring dem. At beskue andre Ligeså meget som billedet kan tale til brugerne og får dem til at føle sig som modtagere, bliver man på Facebook også tilskuer til andres hverdag og fællesskaber. Dette er særlig tydeligt i den måde, informanterne sidder foran skærmen og betragter andres billeder. Det er faktisk de færreste af de billeder, som bliver browset henover, som de også knytter en kommentar til. Informanterne fremhæver, at noget af det bedste ved Facebook er, at man kan studere andre folks billeder, fester og fællesskaber uden, at de ved det (bl.a. fokusgruppe 1, bilag 10, s. 283). I empirien var der tegn på, at de mange billeder på Facebook i høj grad lader brugerne være voyeurs af hinandens liv og fællesskaber og giver dem en særlig visuel indsigt i det liv, som andre lever. Jesper fortæller om, hvordan han ofte er inde og se på sin ekskærestes billeder. Mens han klikker ind på hendes billeder, fortæller han, at hun lever et temmelig vildt liv, og henviser til de billeder af Linda, der toner frem på skærmen.

”Her er så mange billeder, hvor hun har været i byen, mega stiv sammen med nogen. Nogle af dem kender jeg og nogle af dem kender jeg ikke” (bilag 3, s. 90), og han fortæller videre, at han nok stadig holder af hende, men at det ikke går ham på mere, for det er længe siden de slog op. Nu tjekker han altid lige de billeder, der er lagt op af hende fra hendes weekender og fester og kan derfor følge med i et ellers ikke tilgængeligt land, nemlig hans ekskærestes byture. ”Det er jo pisse sjovt, at se hvad der sker, for hun er jo en pissesød pige, men jeg synes bare hun har ødelagt sit liv alt for meget med at gå så meget i byen og være sammen med så mange som hun har gjort. Og det ry hun har fået, at hun bare har været på alle i Kolding og så videre, det synes jeg er utrolig synd for hende, for hun er en virkelig sød pige, og en køn pige også” (bilag 3, side 90).

Jesper fortæller om det vilde liv, hun lever, det ry hun har fået, og mener, at det er en dum måde at reklamere for sig selv på. Han kender til hendes liv på baggrund af de billeder, som bliver uploadet til Facebook. Han taler ikke med hende, skriver ikke med hende, men betragter hende blot og danner sig på den baggrund en mening om hendes vilde livsstil. Billederne gør det tydeligt, at man som bruger bliver beskuer til andres oplevelser og livsførelse. I interviewet med Max kigger han på et billede af en af sine bekendte, han synes mindre godt om, og han er flad af grin over fyren på billedet. Han elsker at sidde for sig selv eller med vennerne og betragte andres billeder, men han understreger, at han aldrig ville 88

kommentere på dem. Da det ikke er en af hans gode venner, forbliver han i voyeur-rollen og morer sig med det. Max: Ja, det er ham der. Karlen dér, han står rigtig [brummer]. Det var så der han var mr. Se og Hør. [griner] Sophie: Nå, har han være mr. Se og Hør? Max: Ja, i hvert fald været Se og Hør manden eller hvad er det det hedder. Hold kæft mand! [griner] Sophie: Har du set billeder af det eller hvad? Max: Ja, det er det billede dér. Det er derfor. Jeg synes simpelthen at det er så sjovt. Hold kæft, det er grineren [han har klikket billedet større, så det nu fylder hele skærmen]. Det synes jeg bare er sjovt sådan noget, og det tror jeg der er fire af mine kammerater, der har… Sophie: Er det det dér billede, han har været i med? Max: ja [meget grinende] Sophie: Hvorfor kommenterer du ikke på det, når du synes det er så sjovt? Max: Nej, for det kan jo være at han tager det forkert op. Nej, det skal man passe på med sådan noget. Sophie: Men hvad for nogen billeder tør eller tillader du dig så at kommentere på? Max: Det kan være sådan noget fra byen, hvis de er pisse fulde, så, det er vist en højde der eller… hvis du lægger et billede ind, hvis du har købt en ny bil, nå det var en fin bil eller sådan noget. Men sådan noget med direkte at gøre grin, det synes jeg ikke. Det er ikke lige mig. Sophie: Det holder du for dg selv? Når du kigger rundt på profiler og sådan? Max: Ja, jeg tænker mit (bilag 6, s. 184-185).

Max nøjes med at grine og tænke sit, når han kigger på billedet. Han nyder den mulighed, han har for at være tilskuer til Lars’ poseren og have det sjovt ved bare at kigge på billedet. Han beretter, at han aldrig ville kommentere på billedet, da det kunne blive misforstået. Fordi Max ikke har nogen nær relation til hverken situationen på billedet eller Lars, føler han sig ikke som det tiltænkte publikum til billedet, og derfor ville det være malplaceret at skrive en kommentar. Det ville for det første kunne misforstås af Lars og for det andet af alle Lars’ venner, som Max aldrig har mødt, og som ikke nødvendigvis deler Max’ humor. Hans fornøjelse ligger i at betragte billedet, ikke at få en samtale ud af det, hvilket understreger at det sjove eller facinerende ved billeder ikke nødvendigvis ligger i samtaler og udvekslinger omkring det, men i høj grad består i blot at betragte det. Med andre ord opstår oplevelsen i Max’ interaktion med billedet, - ikke i hans interaktion med fyren på billedet eller hans venner. Billederne på Facebook kan blive et samlingspunkt for dem, der direkte kan relatere sig til situationen eller menneskene på billederne. Kommentarfunktionen gør det muligt, at der sker små udvekslinger og samtaler omkring billederne. De delte billeder giver brugerne en unik chance for at genopleve egne fester og andre oplevelser, men gør især også brugerne til voyeurs af andres liv og oplevelser, hvilket tydeliggør, at en stor del af de aktiviteter, der foregår omkring billeder, består i at betragte det, snarere end at samtale om det.

Status’en ’Hvad laver du lige nu?’… ” Cursoren står og blinker... ”what are you doing at the moment” spørger den. Det er let nok at svare på, men jeg skal jo skrive noget der har relevans – måske er det fordi jeg ikke kan finde ud af hvem det skal have relevans for, alle mine 300 venner?” (Sophies feltdagbog den 25. oktober 2008).

(bilag 1, s. 14).

Den står øverst på startsiden. Ved siden af profilbilledet. Hvad laver du lige nu? Det er et spørgsmål alle facebookbrugere bliver spurgt om, når de har logget på, og svarer de på spørgsmålet bliver deres svar via newsfeed’en sendt ud til alle deres facebookvenner. Men hvad er det den blinkende cursor får brugerne til at fortælle facebookvennerne, og hvad fortæller facebookvennernes status brugeren? Øjeblikke bliver til sammenhænge

(feltnoter

den

23.

oktober 2008)

Læser man en enkelt statusopdatering, lades man ofte tilbage med tanken ”og hvad så?”. De enkelte updates fra vennerne giver sjældent indblik i andet end trivielle hverdagsting: ”Sofie laver kemi”. Som en enkelt oplysning giver den sparsom information om informantens Sofies liv, men stykkes den lille snip af information, om hvad hun laver, sammen med hendes tidligere opdateringer, tegner der sig et billede af, hvad hun går og laver i sin hverdag og interesserer sig for. I eksemplet ovenfor har vi vist en række af informantens Sofies statusopdateringer, som hver især giver indblik i et lille øjeblik af hendes liv, og i sammenhæng kan give en ide om, hvad Sofie generelt bruger sin tid på, og hvad der optager hende. Når brugerne løbende modtager statusupdates

fra

facebookvennerne

giver

det

viden

vennenetværkets

hverdagsbegivenheder, som i sammenhæng kan fortælle noget om deres livsrytme og interesser. Skriver en person kun sjældent statusopdateringer, forbliver informationen et brudstykke, der hænger i luften, som et snapshot i tiden, men som i sammenhæng med andre

opdateringer over tid, giver informationer om, hvad vennerne laver eller hvad de tænker på. Status’en er nemlig ikke kun oplysninger om, hvad vennerne laver, men også hvad de tænker, joker om, føler eller interesserer sig for, som Lærke siger: ” Det er ikke så meget hvad jeg laver lige nu, mere sådan hvad jeg tænker eller hvad for en joke jeg har gang i” (bilag 10, s. 299). Gennem statusopdateringerne får brugerne unik og overraskende viden fra nær og fjern i deres bekendtskabskreds, hvilket Nicolaj i fokusgruppen understreger: ”Der er altid noget nyt. Altid. Det synes jeg er sjovt. Og det er lige meget hvem der er i ens netværk, om det er nogen der står en nært, eller det er nogen, altså sådan nært i det virkelige liv, eller det er nogen der bare hænger derude og flagrer. Det er sådan set lige meget. Det er sådan lidt sjovt at læse alligevel. Der er sådan lidt Robinson over det.” (bilag 9, s. 299). Statusopdateringer transmitterer viden og sjove overraskende oplysninger om, hvad vennerne laver, og der er altid noget nyt at følge med i. Opdateringerne omfatter både viden om brugerens nære venner, men også om alle dem, de normalt ikke ser. En tanke bliver til en samtale Indblik i vennernes små øjeblikke i hverdagen, giver brugerne generelle et generelt indblik i, hvad der sker i deres facebookvenners liv, men de små pip i status’en kan også give anledning til, at der opstår udvekslinger omkring den. Vi ser det, når en status ikke blot bliver et råb ud til facebookvennerne, men tager form af en samtale omkring den tanke, joke eller følelse, som status’en viderebringer. Selvom statusopdateringen sjældent kræver noget svar, kan der altså opstå samtaler omkring den, og det interessante ved disse er, at de først opstår, når en uventet anden reagerer på statusopdateringen. Tanken eller følelsen kan potentielt blive samlet op af enhver af facebookvennerne via kommentarfunktionen, hvorved én eller flere facebookvenner bliver fælles om at relatere sig til den enkelte status. I eksemplet nedenfor ses det, hvordan en status om kærestesorger over en fyr, uventet gav reaktioner fra fyrens nuværende kæreste og indledte en samtale mellem de to piger.

(feltnoter 8. november 2008) En statusopdatering, hvor Bonnie udtrykker frustration, får Majbritt til at reagere og får de to kvinder til at forholde sig til hinanden og hele situationen. I kommentarfunktionen på Bonnies statusopdatering vælger Majbritt at give sig til kende som publikum og modtager, og Bonnie vælger at svare tilbage og komme ind på situationen om, at han har været sammen med dem begge to. Bonnies statusopdatering får kvinderne til tale sammen om et emne, det ville være svært at forestille sig, at de ville emaile til hinanden om eller have et telefonopkald om. Men med statusopdateringen har de en anledning. Et shout-out i facebooknetværket fra Bonnies side samles op af en uventet person, og derfra tager samtalen fart til skue for alle Bonnies venner. Status’en forvandles således fra at være et opråb om en følelse til at være en samtale om en følelse.

Et andet eksempel på at en følelse indleder en uventet interaktion mellem tre gutter, er Jeppe, der i sin status skriver, at han sidder og drømmer sig væk til Sensation koncert i Parken. Her giver hans facebookvenner Thomas og Ole sig tilkende som publikum, hvorefter de kan være sammen om længslen efter at være der: Nina: Så så han din status og hvad var det så der skete? Jeppe: Så reagerede han på den ved at fortælle mig, at man kunne sidder og høre det over nettet, at de lavede liveoptagelser fra den koncert [Jeppe peger på et link, der fører ham hen til den side, hvor han sad og lyttede den aften]. Og så var jeg inde på den hjemmeside, hvor jeg sad og lyttede med. Og så skrev vi sammen om de der forskellige remix, der fra festen af. Der er et tidspunkt her, hvor der er en masse gamle numre og ”jeg er fuldstændig oppe at køre, jeg gad godt at være der lige nu”... Man er jo helt oppe at køre [Jeppe peger på den kommentar, hvor han har skrevet, hvor meget han er oppe at køre] Sophie: Ole dér, det er da en hel anden så.. [Jeppe scroller ned af siden og der kommer en kommentar til syne fra en, der hedder Ole. Han har skrevet: ”Slap af der er fest i staden. Men vi må bare købe albummet ;o)”] Jeppe: Ja, så er der en, der hedder Ole, der skrev til mig, også en gammel kollega fra arbejdet af. Han så jo også alle de der kommentarer, da vi sad og chattede herinde. Der kommer jo også newsfeeds ind på hans, når han logger ind. Så han ser jeg sidder

og skriver med én. Så han skriver, at der er fest i Staden og at han overvejer at købe albummet, så han ville også gerne have været der åbenbart (bilag 4, s. 124).

Jeppes statusopdatering giver Thomas og Ole en viden om, at Jeppe sidder med nøjagtig samme ærgrelser over ikke at være til koncert, som de selv gør, hvilket giver dem anledning til at udveksler links, erfaringer og meninger om musikken. På den måde opstår der en form for samvær og samtale omkring Jeppes statusopdatering. De to empiriske eksempler viser, hvordan statusupdateringen taler til nogle af facebookvennerne, som svarer, hvorved der opstår en uventet samtale og samvær omkring en følelse eller en hverdagsoplevelse. Responsen på status’en er overraskende, hvorfor også samværet bliver det. Vi har således set, hvordan statusopdateringer kan give viden om, hvad der sker i facebookvennernes liv, og at de samtidig kan give anledning til små uventede samtaler mellem brugerne.

Civilstatus ”Mark er nu single”. “Hanne er ikke længere anført som single”. “Bjørn er nu i et forhold med Kamille”. “Jesper er nu forlovet med Signe”. ”Marie er ikke længere i et forhold”. ”Det er kompliceret mellem Amalie og Simon”. Opråb til alle Hver gang nogen ændrer civilstatus på Facebook, får alle deres facebookvenner besked om det, - det bliver en af de nyheder, som de konsumerer i dagens newsfeeds. De får besked, hvis én glad melder ud at han eller hun har fået en kæreste eller er blevet forlovet, som eksemplet herunder viser.

Den glade nyhed om Trines forlovelse får enkelte af facebookvennerne til at reagere med lykønskende kommentarer. Både nyhederne om nye forhold og om brud giver først og fremmest en øget viden om vennernes liv på kærlighedsfronten: ”Så kan man se, nå men ham der eller hende der de er lige kommet ud af et forhold, så hvis de er kede af det, hvis man møder dem, så ved man hvorfor. Og så kan man spørge: går det godt? Og det gør det jo nok ikke, vil de sige” (bilag 6, s. 187).

Max taler her om, hvordan den nyhed om, at to personer har slået op, giver ham en ekstra viden til bedre at forstå hans facebookvenner. Civilstatusfunktionen giver ham en viden, som han kan bruge til at navigere med blandt sine venner, og skaber større forståelser for det, der rør sig i vennekredsen. Den viden, som sendes ud omkring de ændrede kærlighedsforhold, giver ikke blot ligegyldig viden, men beriger Max med en øget social sans. Han får en information, som vennerne måske gerne vil give ham, men som de ikke kunne finde på at ringe ham op for at fortælle. Alexander fortæller: Alexander: Hvorfor ikke! Jeg fortæller alligevel dem jeg kender, at at jeg har en kæreste, så det kan ligeså godt stå dér. Hvis folk kigger, så popper det jo op på mine venners home page. Og dem jeg ikke lige får det sagt til, de kan se det dér. Sophie: Okay, så det er en måde at få det sagt det til dem på... Alexander: Ja, dem jeg ikke lige har set i et stykke tid. Jeg har jo ikke tænkt mig at skrive en sms og sende den rundt for at sige, at jeg har fået en kæreste vel?

Broadcasting af kærlighedslivet Som Alexander siger, kan det blot være en måde at melde det til vennerne på. Men i samtalen med informanterne bliver det tydeligt, at det ikke altid er informanterne, der sender informationen ud, men Facebook, der distribuerer en nyhed, som man helst ville have for sig selv. Civilstatus’en bliver derfor også en sladrende aktant, der cirkulerer rundt i vennenetnetværket og fortæller om forliste forhold.

I fokusgruppediskussionen, diskuterer de, hvad civilstatusfunktionen egentlig gør: Signe: Er det også det der med, at hvis man så slår op, så blive man også nødt til at annoncere det? Mathias: Ja, præcis. For selvom det er underligt at skrive sig som single, hvis man nu har en kæreste. Så lige så snart du ikke er det mere, så vil jeg ikke have at alle skal vide det, jeg vil ikke høre om det, jeg vil ikke have at folk skal skrive sådan ”hey, hvad er der sket”. For der kommer jo til at stå:: ”...er ikke længere sammen”, så alle kan se det og det er bare underligt at have stående. Det er underligt, hvis det ikke passer hvad der står, men det er også underligt eller irriterende at skulle sige ”hey, vi er ikke sammen mere” (bilag 10, s. 303).

Har Mathias sagt A i form af at annoncere sin nye kæreste, kræver facebook også at han siger B i form af at annoncere et eventuelt brud. Har han inviteret pressen til sit bryllup, må han også regne med, at de er der til skilsmissen. Hvis vennerne får nyheden om at de er blevet kærester, får de også nyheden, hvis de slår op, for hver gang man ændrer kærlighedsforhold leveres det på et sølvfad for vennerne: ”Dorthe og Morten er ikke sammen mere”. Bruddet bliver et informationsobjekt, der nu popper op på vennernes nyhedsside og giver anledning til både spørgsmål og svar og sladder i krogene, som brugeren måske helst var foruden: Camilla: Også når der står at nogen er gået fra hinanden. Så kan alle se hvad personen skriver til dig og hvad du svarer. Det er sådan lidt...” (...) Mathias: Hvis de så slår op, så kan folk kommentere på det og det virker sådan ret forkert. Og hvis man er kærester på Facebook, er det jo misvisende hvis det står der, så man bliver jo nødt til at sige, at man så ikke er det mere. Og så er det bare irriterende, hvis folk skal spørge ”årh, hvad skete der” og ”hvorfor” og sådan noget (bilag 10, s. 300).

Mathias’ lunkne forhold til civilstatus’en fortæller i høj grad noget om den rolle den spiller i netværket. Det er et objekt, der fortæller alle hans venner om, at hans kærlighedsrelationer er ændret. Fordi det er en information, han ikke ønsker at forholde sig mere til, er det et irritationsmoment, at den løber med viden og gør folk spørgelystne og nysgerrige. Og ikke

nok med at folk kan spørge om følsomme ting - ofte vil konversationen finder sted, hvor alle kan se det. Han får et publikum til bruddet og sladderen ruller. Sensitivitet og forbehold Den måde, hvorpå informanterne bevidst undlader at skilte med deres civilstatus på, understreger civilstatus’ens sladrende karakter. Ved slet ikke at aktivere den, undgår man at dele viden om sine kærlighedsrelationer på godt og ondt. I empirien har vi set eksempler på, at en informant bevidst prøver at gøre sin separation med sin mand mindst mulig larmende på Facebook, simpelthen for at undgå sladder. Jeanette forklarer, at hun for nyligt gik fra sin mand for at flytte sammen med sin kæreste, hvilket affødte en helt særlig måde at omgås det sladrende civilstatus-objekt. Jeanette fortæller: ”Lige nu... Jeg er så stadig gift eller sepereret, gift... Det står så også. [klikker på profil og kommer ind på sin profilside, hvor hun åbner fanebladet Info, hvor der står: It’s Complicated with Mike]. ”

”Jeg snakker så selvfølgelig stadig med Mike der. Før stod der selvfølgelig at jeg var gift, men nu har jeg simpelthen valgt at skrive at det er complicated. Det andet er lidt for besværligt: At være gift med Mike, til at være kærester med Lars. Så tror jeg simpelthen jeg vil få for mange poster inde på min væg med folk, der vil spørge om noget. Men alle de nærmeste ved jo hvad der foregår, så man behøver jo ikke skrive mere. Så nu tænker jeg, at det lige kan få lov at stå lidt og så kan jeg blive single lidt, og så kan jeg godt skifte til Lars. Det andet dér, det tror jeg simpelthen der ville blive stillet for mange spørgsmål til. Jeg tror også man skal passe meget på altså” (bilag 1 side 21). 98

Det bliver her tydeligt, at civilstatus’en på Facebook er mere end blot en personlig oplysning, som Jeanette ændrer i takt med, at hendes kærlighedsliv ændrer sig. Hun former de informationer hun fortæller den, så de er mindst muligt kontroversielle og vil generere mindst mulig sladder. Hun får i stedet status’en til at udsende et lille stykke information ad gangen i overensstemmelse med, hvordan hun tror informationen om hendes nye kæreste glider nemmest ned hos vennerne, uden at de tænker nærmere over det. Hun ved, at hvis hun ændrer sin status fra at være gift med Mike til at være kæreste med Lars, ville de mennesker i hendes netværk, der ikke kender hende så godt, misforstå det, dømme hende, kommentere og stille spørgsmål. Det er nemlig dét, civilstatus’en gør: sender en følsom viden ud i netværket, som er tilbøjelig til at generere sladder. Civilstatus’en er en aktant, der løber med informationer om kæresteforhold, brud og forlovelser. Såvel som informationerne kan berige og skabe øget omsorgsfuldhed i vennekredsen, kan de virke begrænsende for den enkelte, der har oplevet knas med kærligheden. Aktanten fortæller hele vennenetværket om at kærlighedsforhold er slut, og det kan puster liv i spørgsmål om bruddet, som personen helst ville være foruden.

Fødselsdagskalenderen Kristina forklarer, hvorfor hun har skrevet en fødselsdagshilsen til en gammel veninde, som hun nu er facebookvenner med, og hvordan fødselsdagskalenderen fungerer: Kristina: (...) Hende her har jeg kendt godt. Jeg snakker ikke med hende mere, men så kunne man godt lige ønske tillykke med fødselsdagen. Det er det mindste man kan gøre Sophie: Hvordan vidste du, at hun havde fødselsdag?

Kristina: Det står jo ude i den her [Kristina klikker ud på hjemsiden igen, og hun fører musen ud til højre til fødselsdagskalenderen]. Den bliver jo påmindet om det hele tiden. Faktisk så har jeg en, ja, det står her [klikker på Ronnie navn]. I morgen har en, der hedder Ronnie, fødselsdag. Det er en jeg har gået i klasse med. Han er faktisk fra Fjellerup af. Så… så hvis jeg kommer på i morgen, så skriver jeg selvfølgelig også tillykke (bilag 5, s. 141).

Viden forpligter Fødselsdagskalenderen viser, hvornår alle i Kristinas netværk har fødselsdag. Et par dage før Ronnies fødselsdag popper Ronnie op på samtlige af vennernes skærm: ”Birthdays. Tomorrow: Ronni” inkusiv Kristinas. Den får hende til at føle hun bør handle på den og ønske Ronnie tillykke, for ”Det er da det mindste man kan gøre”. For Jeanette har fødselsdagskalenderen først og fremmest gjort, at: ”man har fået meget mere styr på sine venners fødselsdage nu” (bilag 1, s. 5). Men med fødselsdagskalenderen mindes hun ikke kun om en fødselsdag hun, kendte til, men får også en ny viden, som hun ikke ellers ville have haft. ”Så er det ligesom ”hov, hov, har hun fødsesldag idag? så må jeg hellere skrive til hende” (Jeppe, bilag 4, s. 120). Fødselsdagskalenderen minder Jeanette og Jeppe om personer, og der opstår en pludselig forpligtelse til at skrive tillykke. For nu ved brugerne det jo. Jeppe mener ligefrem, at det er dårlig opdragelse ikke at skrive tillykke, når nu han sådan bliver mindet om, at personerne har fødselsdag. ”Og så er der Camilla, som jeg har gået på efterskole med. Hende har jeg så ikke skrevet tillykke til, for hende snakker jeg ikke rigtig med. Og så hende Tanja har så også gået gå efterskole med. De har åbenbart også fødselsdag idag. Dem har jeg så ikke rigtig skrevet til. Jeg snakkede aldrig rigtig med dem, men jeg burde jo egentlig gøre det. Som ordenlig opdragelse burde jeg jo egentlig nok sige tillykke” (bilag 4, s. 119).

100

Det bemærkelsesværdige ved dette er den pludseligt opståede pligtfølelse, som fødselsdagskalenderen sætter gang i. Jeppe føler sig pludselig forpligtet til at tage kontakt til to piger, som han for 8 år siden har gået på efterskole med, men ikke har set siden. Fødelsdagskalenderen viser ikke blot hvem, der har fødselsdag, men er i sig selv en opfordring til at tage kontakt til vedkommende. Minder dig om glemte venner At fødselsdagskalenderen minder brugeren om en person, som hun ellers ikke ville have kontaktet, gør, at der skabes interaktioner, samtaler og forbindelser, som ikke ville have opstået uden den. Den puster liv i særligt løse venskaber, som ikke har været aktive længe, men som nu har en anledning til kontakt. I fokusgruppe 1, diskuterer de den måde, fødseldagskalenderen initierer samtaler på: Simon: så synes jeg alligevel… så synes jeg det er en mærkelig måde, at det skal starte. Fordi éns navn popper op i fødselsdagskalenderen. Mikkel: Hvorfor? Martin: Det er da en god grund. Simon: Nej, for hvis du virkelig følte for det, for at skrive, hvordan går det, så ville du nok have gjort det en anden dag. Mikkel: Men det godt at have en lejlighed. Martin: men hvad nu hvis ikke jeg føler for det. Men nu, så bliver jeg lige mindet om, at den person eksistere faktisk, lige har lyst til at høre, nå, hvad laver hun?” (bilag 9, s. 259).

Og senere i diskussionen understreger Nicolaj: ”Men det er jo ligesom det at fødselsdagen i facebook kan bruges til. Ligesom Martin siger, at det popper op. Sådan, nårh, ja, nårh ja, det er en helt ny energi, livsenergi, ressource-kilde her. Lad mig lige række noget ud til ham. Det er jo fedt nok. Det er jo saådan en lille… ” (bilag 9, s. 261).

Uanset om det bliver opfattet som en god grund eller ej, står det her lysende klart, at fødselsdagskalenderen initierer samtaler og hilsner, fordi den popper op og minder brugeren om nogle venner, de mere eller mindre havde glemt. Nicolaj forklarer det som en energi, en 101

livsressource, som får ham til at række ud til venner, han ikke selv ville have tænkt på. Fødselsdagen giver på den måde anledning til at sludre med folk, genoptage en kontakt med en gammel ven eller vise sig som en god ven, der ønsker tillykke. Fødselsdagkalenderen gør, at det ikke længere er modstridende at have glemt alt om eksistensen af en person, og samtidig være interesseret i, hvad hun laver. Det giver ikke længere mening at skelne mellem det at skrive, fordi brugeren føler for det, eller at skrive fordi et livligt objekt på Facebook har mindet brugeren om det. At brugerne nu ved, hvornår deres facebookvenner har fødselsdag, kan være en information, der gør, at de føler en pligt til at skrive tillykke selv til mennesker, de ikke har set i mange år. Fordi fødselsdagskalenderen har fortalt dem, at deres facebookven fylder år, bliver det at sende en fødselsdagshilsen en praksis, som er indledt af den digitale feature, som vises på din hjemside. Kalenderen giver anledning til interaktion, selv med facebookvenner brugeren havde glemt alt om, fordi den gør, at der popper information om dem frem på nyhedssiden.

102

ANALYSE DEL 2: EN SOCIALITET AF FORNEMMELSER I denne del af analysen maler vi penselstrøg på tværs af den foregående analysedel, for derved at samle den meget empirinære analyses resultater i en mere ordnet form. For det første vil vi beskrive to gennemgående tekno-sociale praksisser, som vi ser udfoldet omkring Facebooks mange objekter; objekter, som vi beskrev i første del af analysen. Den første praksis, vi beskriver, er en særlig form for monitorering af andres aktiviteter. Denne praksis betegner vi auto-monitorering: en automatisk monitorering. Med udgangspunkt i empirien og i en diskussion med betragtninger om overvågningspraksisser i en digital tidsalder, diskuterer og udfolder vi denne praksis nærmere. Dernæst beskriver vi en praksis, hvor

brugerne

indgår

små

flygtige

samtaler

med

hinanden

omkring

hverdagsinformationer, der deles på Facebook. Vi diskuterer denne samværspraksis i forhold til eksisterende teorier om co-presence, rum og samvær. For det andet beskriver vi den forbundethed, som opstår på grund af de mange, trivielle informationer om hinanden, som brugerne deler og delagtiggøres i, bl.a. i kraft af auto-montoreringen og samværspraksissen. Det er denne forbundethed, vi betegner som en socialitet af fornemmelser: En socialitet, hvor sociale relationer mellem mennesker i høj grad er bundet op på fornemmelser for hinanden, som de får i kraft af viden om og interaktioner omkring trivielle hverdagsinformationer. Da der ikke tidligere er teorier eller undersøgelser, der tager dette særlige tema op, er udviklingen af begrebet om fornemmelsessocialitet en diskussion, der tager udgangspunkt i empirien, men hvor vi også trækker på udvalgte teoretiseringer over lignende begreber og andre empiriske undersøgelser.

Auto-monitoreringen: Delagtiggørelsen i hinandens liv Vi beskrev i begyndelsen af den empiriske analyse, hvordan newsfeed’en præsenterer brugeren for en strøm af objekter. Objekternes livlige væsen gør, at de flyder henover nyhedssiden og giver brugeren en række informationer om vennenetværket. Denne information er blevet til, fordi en af vennerne har interageret med facebooks digitale features. Det er f.eks. sket ved, at en af vennerne har svaret på statusopdateringens spørgsmål: ’hvad laver du lige nu?’, har uploaded billederne, ændret sin civilstatus eller skrevet en vægbesked. Altsammen informationer som brugeren nu kan betragte. Betragtningen af disse informationer står helt centralt, når vi i den følgende beskriver den 103

teknosociale praksis, som vi betegner auto-monitorering. Det er en praksis, hvor brugerne automatisk bliver delagtiggjort i andres handlinger ved at monitorere newsfeedens mange informationer. I en digital kultur kan alle overvåge Med støtte fra Andrejevics (2007) tanker om overvågningspraksisser i et digitaliseret samfund vil vi diskutere den særlige måde, hvorpå brugerne holder øje med hinanden på Facebook. I bogen ”iSpy” (2007) beskæftiger Andrejevic sig med den interaktive æras overvågningspraksisser. Han mener, at mobiliseringen af digitale teknologier og udbredelsen af internettet har gjort, at det i dag ikke blot er statslige institutioner og kommercielle aktører, der kan overvåge menneskers adfærd. Også almindelige mennesker kan engagere sig i overvågninsgspraksisser. I en digital kultur trækker alle spor efter sig i mange af hverdagens handlinger. Når man eksempelvis bruger et kreditkort, sender en sms, skriver en e-mail eller underskriver en protest på internettet, bliver der skabt data, som med mere eller mindre besværlighed kan spores. Ifølge Andrejevic skabes der en ”digital realm wherein every action and transaction generates information about itself”, som grundlæggende ændrer sociale relationer, fordi denne ”entry into the digital enclosure carries with it in most cases, the conditions of surveillance” (Andrejevic 2007: 2). Fremvæksten af en digital kultur har med andre ord ført overvågningspraksisserne ind i dagligdagen og ind i de sociale relationer. I dag foregår der ikke blot en hierarkisk overvågning, karakteriseret ved Big Brother modellen, hvor staten har monopol på overvågningspraksisser, og hvor den lille mand bliver overvåget. Muligheden for at overvåge hinanden er blevet demokratiseret så enhver med en velfungerende computer med netadgang, kan finde information om andres adfærd og praksisser og således selv agere Big Brother (Andrejevic 2007: 214). Med disse nye muligheder for at overvåge hinanden, sker en fremvækst af nye overvågningspraksisser som Andrejevic betegner lateral monitorering, fordi det netop foregår fra alle sider. Lateral monitorering initieret af en information I den laterale monitorering er der tale om en aktiv overvåger og en passiv, intetanende overvåget person: ”The goal of do-it-yourself investigators is to gather information about their subject, but without that subject’s knowledge” (Andrejevic 2007: 225). Der er én person, der skjult overvåger en anden, uden at den overvågede er klar over det. Den laterale monitorering kommer til udtryk, når man eksempelvis googler andre. Her søger man aktivt informationer om 104

bestemte mennesker, og de digitale spor man leder efter, er ikke nogen den anden er klar over bliver opsporet. Der er da også tale om lateral monitorering, når brugerne på Facebook aktivt klikker sig ind på andres profiler for at se, hvad en specifik anden har foretaget sig. Som Jesper, der ofte klikker sig ind på billeder af ekskæresten, for at holde øje med, hvad hun nu går og laver. Jesper kan, uden at ekskæresten opdager det, overvåge hende og snage i hendes liv. Når Jesper klikker rundt på andres profiler og læser deres vægbeskeder, er dette også et eksempel på, hvad Andrejevic ville betegne som lateral monitorering. Noget særligt ved denne klikken rundt på Facebook, for at tjekke andres profiler er dog, at det ofte indledes i kraft af en anden praksis, som blev tydelig i empirien. En praksis, hvor informationerne popper op på newsfeed’en og bliver betragtet af brugeren. Den rutinemæssige monitorering Det var tydeligt, at informanterne, hver gang de loggede på, foretog en rutinemæssige læsning af nyhederne om vennernes aktiviteter, og at de gentagne gange vendte tilbage til denne side under interviewet. ”Jeg plejer altid at gå ud på forsiden, det behøver man jo egentlig ikke, men der kunne jo være, der var sket noget nyt. Så plejer jeg bare at tjekke, hvad der ellers er sket” (Jeanette, bilag 1, s. 13). Hver gang de loggede på foretog de en rutinemæssig opdatering af, hvad der var sket på Facebook, mens de havde været logget af. ”Jeg kigger altid lige igennem, for at se om der er nogen, der har skrevet på min væg eller hvad der er sagt. Og så kan det være, der er nogle af mine venner, der er blevet singler. Så får du lige sådan et overblik over hvad der foregår med dem man kender” (Daniel, bilag 2, s. 39). Mange vendte gentagne gange tilbage til hjemsiden og scrollede op og ned for at finde ud af, om der var nye interessante informationer at beskue. Via newsfeed’en kunne brugerne se, hvad vennerne havde lavet siden sidst, hvem ekskæresten gik i byen med eller hvem, der havde skrevet tillykke til fødselarerne. Deres gentagne tilbagevenden til nyhedssiden og deres scrollen op og ned og søgen efter interessante informationer understreger den hverdagspraksis, det er blevet, at holde øje med vennernes aktiviteter. Informationerne bliver serveret Med newsfeed’en bliver det muligt at holde øje med alle vennerne på én gang. Newsfeed’en samler informationerne på én side og serverer dem på et sølvfad for brugeren, som rutinemæssigt monitorerer dem: ”[han klikker tilbage til hjemsiden og scroller ned over nyhederne]” (Max, bilag 6, s. 171), ”Jeg skal lige se om der er noget... [Han går tættere mod skærmen og scroller op og 105

ned over nyhederne]” (Alexander, bilag 8, s. 216) og Martin, der beretter om newsfeed’ens forcer: ”Her der får du serveret det hele på et sølvfad. Og du bliver faktisk bare underholdt, når du logger ind, og så kan du bare gå i gang. Og det er faktisk bare samlet på en side, i stedet for at du skal gøre alt muligt for at finde ud af, hvad dit netværk laver” (bilag 9, s. 250). Nicolaj fortæller ligeledes om den dynamik som han finder i nyhederne og der gør, at han gentagende gange vender tilbage: Nicolaj: Der er altid noget nyt. Altid. Det synes jeg er sjovt. Og det er lige meget hvem der er i ens netværk, om det er nogen der står en nært, eller det er nogen, altså sådan nært i det virkelige liv, eller det er nogen der bare hænger derude og flagrer. Det er sådan set lige meget. Det er sådan lidt sjovt at læse alligevel. Der er sådan lidt Robinson over det. Simon: Lidt hvad? Martin: Hvad? Nicolaj: Lidt Robinson ekspedition over det. Sådan lidt big brother, lidt little brother, lidt paradise over det. (bilag 9, side 249).

De ovenstående eksempler fra empirien tydeliggør trækkene i den dagligdagspraksis, det er blevet at tjekke newsfeed’en. Det er en praksis, hvor man får indblik i andres liv og adfærd. Brugerne får en masse information om hinanden, men uden at opsøger hverken hinanden eller informationerne aktivt. Vi mener, at vores empiri kan udgøre et fundament for en udvidelse af Andrejevics begreb om lateral monitoreringspraksis. I vores empiri er der bestemt ikke kun tale om, at overvågere aktivt søger informationerne om andre, som det impliceres i Andrejevics begreb. Brugerne går med andre ord ikke nødvendigvis efter de digitale spor fra deres venner og tjekker op på, hvad den ene og den anden laver. Faktisk kan overvågeren, den der holder øje med den anden, næsten betragtes som passiv. Vennernes aktiviteter dukker selv op og bliver serveret i form af en informationsstrøm for brugeren. Under den rutinemæssige opdatering sidder brugeren således foran newsfeed’en og bliver delagtiggjort i alle de aktiviteter, som vennerne har været i gang med. Det eneste, hun gør, er at scrolle over nyhederne og danne sig et overblik over informationerne. De spor, som hendes venner har skabt, bliver i kronologisk rækkefølge til en del af hendes nyheder: Værs’go. Overvåg dét. Se dét. Således bliver brugerne opfordres til at se informationerne om andre. Med andre ord bliver alle de 106

spor, som facebookvennerne har produceret, automatisk til en del af brugerens synsfelt. Til tider kan informationerne også skabe en nysgerrighed hos brugeren, som får hende til på mere aktiv vis at opsøge flere informationer. Automatisk delagtiggørelse Facebookvennernes aktiviteter serveres automatisk for den enkelte bruger, hvorved hun får indblik i deres liv. Hun holder øje med deres adfærd, ikke fordi hun aktivt monitorer eller overvåger dem, men fordi hun fodres med informationer om dem. At en gammel kollega har fået en kæreste, at en anden har fødselsdag og at en tredje lige har været til koncert er en viden, som brugeren får i det øjeblik, hun logger ind. Auto-monitoreringen er tydeligt en tekno-social praksis: Informationerne ruller automatisk over skærmen og brugerne monitorerer dem. Og dét er, hvad de gør, når de gentagne gange scroller op og ned ad nyhedssiden, som vi så det i vores empiri. Brugerne monitorerer hinandens spor i form af informationer, både fordi brugerne selv har skabt dem, ved at fortælle hvad de laver, og fordi teknologien har serveret dem. Det er hverken teknologien eller brugeren i sig selv, der initierer praksisserne. De sker i samspillet mellem menneskelige og teknologiske handlinger. Vores empiri har understreget, at det i en digital kultur ikke kun er et spørgsmål om, at det er blevet muliggjort, at mennesker overvåger hinanden, som Andrejevic mener. Empirien understreger, at det med sociale netværkstjenester også er et spørgsmål om, at teknologien viser individet, hvad det skal se. At man ikke selv skal søge efter informationer, men får serveret et indblik i de andres liv, udfordrer altså karakteristikken af overvågeren som den aktive og opsøgende. Dermed udvides begrebet om den laterale overvågning, som Andrejevic taler om. Sociale netværkstjenester fremelsker en delagtiggørelse i andres liv ved at servere informationer fra vennenetværkets liv. Informationer som er klar til rutinemæssigt at blive monitoreret. At være en del af en auto-monitoreringspraksis Vi så i den empiriske del af analysen, hvordan brugerne også forholder sig til betingelserne i de tekno-sociale praksisser. Når Jeanette ikke skriver i hendes civilstatus, at hun er blevet separeret fra sin mand og nu er kæreste med en anden, er det fordi hun ved, at det bliver en del af andres daglige nyhedsstrøm. Hun har netop ikke lyst til, at informationen om hendes kommende skilsmisse og nye kæreste skal spredes som dagligdagsnyheder til hele vennenetværket. Vi så også, hvordan hun rykkede en samtale med veninden fra væggen til 107

indbakken for at undgå, at deres samtale blev til en del af vennernes nyhedsbillede. At den automatiske monitorering finder sted, kan altså være indskrænkende for den enkelte bruger, fordi det kan lede til en form for selvcensur. Men den automatiske monitorering kan også anvendes positivt, som når der placeres bestemte informationer på væggen netop for, at andre skal se det. Vi så i empiribeskrivelserne, hvordan en opskrift på en svesketærte blev postet på væggen, så ikke blot afsenderen og modtageren af joken kunne grine af det, men også en masse af deres venner. Og en anden informant, Ejnar, pointerer ligeledes, at en del af samtalerne bliver skrevet på den offentlige væg netop med henblik på, at de skal ses af andre (bilag 18, s. 335). Opsummering Vi har med begrebet om den automatiske monitorering på Facebook tydeliggjort, at det i en digital kultur ikke blot er muligt at overvåge andres adfærd, men at teknologien også aktivt delagtiggør mennesker i informationerne om hinanden. Med sociale netværkstjenester er informationerne om andres adfærd ikke blot mulig at overvåge, nej, informationerne bliver ligefrem serveret. Det er ikke kun et spørgsmål om, at teknologien muliggør, at almindelige mennesker kan overvåge hinanden, men også at de for vist en række informationer om hinandens adfærd.

Samvær: At føle hinandens tilstedeværelse Én form for praksis, der kendetegner Facebook, er således, at dagligdagsinformationer bliver betragtet og monitoreret, hvormed den enkelte bruger opnår et indtryk af, hvad der rører sig i netværket af venner. En anden form for praksis, som vi beskriver i det følgende, opstår når de delte informationer giver anledning til interaktion mellem brugerne. Her opstår en praksis, der er karakteriseret ved samtale omkring andres aktiviteter og interaktioner; en praksis, som ikke ”bare” er monitorering af informationer. Vi vil vise, at den måde, som vennernes trivielle aktiviteter bliver en del af brugerens synsfelt på, kan skabe en særlig form for samvær på sociale netværkstjenester; et samvær der har en flygtig karakter. Samværet opstår omkring de informationer, som bliver delt af brugerens venner, og kommer til udtryk i kommentarer til billeder og statusopdateringer og når brugerne skriver på hinandens vægge – altså reaktioner på den monitorering, vi så som

108

praksisform ovenfor. Det er således et samvær, der ofte opstår på baggrund af det kontinuerlige informationsflow, og det er derfor også et samvær, som er lige så flygtigt og hurtigt forsvindende som de dagligdags informationer om andre er det. Det, vi betegner som en samværspraksis på Facebook, finder sted, når der sker en tilkendegivelse af, at man har set de hverdagsinformationer, som ens vennenetværk har delt. Når dette sker, indgår samtalen samtidigt som et overvågbart element i den monitoreringspraksis vi beskrev ovenfor, idet den bliver synlig for resten af vennenetværket. Dermed får brugerne i kraft af samværspraksisserne også indsigt i hinandens relationer. I en teoretisering af de samværsformer, som vi ser opstå på Facebook, vil vi spille bold op ad begrebet om co-presence, som har været brugt til at karakterisere de måder, man er sammen på i digitale miljøer. Teorierne beskæftiger sig primært med, hvordan der under særlige omstændigheder opstår en følelse af samvær mellem to eller flere interaktionspartnere. Med udgangspunkt i disse betragtninger om, hvad samvær er, og hvad det forudsætter, er det hensigten at diskutere, hvordan vi kan forstå samværspraksissen og de interaktioner, som vi ser opstå på Facebook. Samvær i teorien Det var Goffman, der oprindeligt introducerede begrebet om co-presence, der ifølge ham opstår, når mennesker ”sense that they are close enough to be perceived in whatever they are doing, including their experience of others, and close enough to be perceived in whatever they are doing, including their experiencing of others, and close enough to be perceived in this sensing of being perceived” (Goffmann 1963: 22). Det samvær, som her beskrives, handler således om, at en person føler sig tæt nok på en anden til at opfatte, hvad hun gør, samtidig med selv at være synlig for hende. Ifølge Goffman handler samvær om mere end at kunne se den anden; det handler om at være sammen med den anden. Som en understregning af dette, har socialpsykologen Ciolek (1982) argumenteret for, at Goffmans begreb om samvær nødvendigvis indebærer en form for reaktion på andres tilstedeværelse: en udveksling eller en interaktion. Det er netop beskrivelsen af samværet som en måde at være sammen på, der indebærer udvekslinger og reaktioner på hinandens tilstedeværelse, der gør begrebet værd at bruge for de udvekslinger, som vi ser ske på Facebook. I monitoreringspraksissen, bliver andre synlige for brugeren. Men i den samværsorienterede praksis, sker der mere end en monitorering af den anden; der sker en udveksling af ord mellem personer, der bliver synlige for hinanden. Schroeder 109

understreger, at “Copresence is more about what participants do together rather than being aware of each other’s presence.” (Schroeder et al. 2002: 19). Responsen og interaktionerne mellem menneskerne er altså afgørende for, at man kan tale om samvær, og det handler om at gøre noget sammen, ikke blot at holde øje med, hvad den anden gør. På den måde adskiller samværspraksissen sig fra auto-monitoreringspraksissen, som vi beskrev i foregående afsnit. Rummet som forudsætning for samvær Samvær handler altså om at være til stede sammen og gøre noget sammen. Men under hvilke omstændigheder opstår et sådant samvær, og hvad får mennesker til at gøre ting sammen? Den primære forudsætning, som er blevet fremhævet som afgørende for følelsen af samvær, er, at mennesker er til stede i samme rum. Sociologen Shanyang Zhao (2003) har understreget et fælles miljø som et vigtigt aspekt for følelsen af samvær, enten i form af et fysik ”remote environment” eller ”a shared virtual environment” (Zhao 2003). Zhao arbejder med et udvidet samværsbegreb i forhold til Goffman, idet han pointerer, at samvær ikke er begrænset til face-to-face møder. Ifølge Zhao kan den store tilgængelighed, som individerne ifølge Goffman må udvise, for at kunne opleve samvær, ligeså vel udvises i et digitalt rum. ”By extending their sensory channels through the internet, Person X and Person Y are in immediate contact with each other, even though physically they could be half a world apart” (Zhao 2003). I Zhaos terminologi bliver internettet således opfattet som et rum, der forlænger menneskets sanser og muliggør samvær mellem mennesker. Argumentet er, at det på grund af internettet bliver muligt at mødes og have samvær, selvom man fysik sidder i hver sin ende af verden. Det er ikke noget nyt, at rumlige metaforer flittigt er blevet brugt om internettet, hvilket f.eks. begrebet cyberspace understreger. I en undersøgelse af internetbrugeres email-praksisser understreges det, hvordan: ”groups of people may meet electronically to exchange ideas, argue, gossip, conduct business, make friends and fall in love” (Igbaria 1999). Her fremstår internettet som et sted, hvor man mødes for at udveksle information, sladder, ideer, informationer osv. Som vi var inde på i introduktionen til specialet, er ideen om sociale netværkssider som digitale rum, der kan sidestilles med analoge, sociale settings, meget udbredt i internetforskningen. Det bliver klart formuleret af danah boyd (2008c) i hendes phdafhandling, når hun beskriver, hvordan hun opfatter sit begreb om ”networked publics” som offentligheder helt på linie med offentlige parker eller lignende. I kraft af at netværket er bundet sammen af teknologien, dannes der en social setting, hvor offentligheden består af 110

alle dem med adgang til denne setting. I denne forståelse er sociale netværkssider offentlige rum, der blot har en anden fysisk struktur, end vanligt. I stedet for, at det er fysiske rammer, som f.eks. fire vægge, der danner rammen for den sociale interaktion og forbinder menneskerne, er det de teknologiske værktøjer som danner de rum, som individet kan interagere i. Networked publics består således, ifølge boyd, af to dele: ”(1) the space constructed through networked technologies and (2) the imagined community that emerges as a result of the intersection of people, technology, and practice. Social network sites like MySpace and Facebook are networked publics, just like parks and other outdoor spaces can be understood as publics.” (boyd 2008c: 15). Boyd mener, at de sociale netværksider skal opfattes på samme måde som ethvert andet offentligt rum. Hendes resultater er ligeledes, at brugerne af tjenesterne benytter siderne som substitut for at mødes og hænge ud på offentlige steder (boyd 2008c: 238). Albrechtslund (2008) argumenterer ligeledes for, at cyberspace kan betragtes som et rum for aktiviteter, deriblandt surfing på nettet og social interaktion. Han nævner, hvordan sociale netværkssider også har taget de rumlige metaforer til sig, som eksempelvis MySpace og Facebook. Som Albrectslund også selv er inde på, kan brugen af rumlige metaforer for internettet reflektere et håb om at kunne organisere og klassificere de aktiviteter, der måtte ske der (Albrecktslund 2008). Men en sådan klassificering og organisering af disse aktiviteter er ofte sket forud for et egentligt empirisk nærstudie af, hvordan aktiviteterne, interaktionerne – ja, det sociale egentlig opstår. Med udgangspunkt i vores empiriske materiale, hvor vi også ser teknologien handle, kan vi problematisere denne tilgang præget af rummetaforer i studiet af sociale netværkstjenester. Facebook: Vi er sammen omkring informationer Det er umiddelbart belejligt at forfalde til forklaringen af Facebook som et digitalt rum, hvor individer mødes og er sammen. Men med empirien som fundament kan vi udlægge en alternativ forståelse af, hvordan samvær opstår på sociale netværkstjenester. I det empiriske studie af Facebook har vi flere gange set, hvordan brugerne både ser hinanden, men også mødes og har en samtale. Men at de mødes i et fælles virtuelt rum eller i en digital offentlighed og hænger ud, stiller vi spørgsmålstegn ved. I foregående afsnit beskrev vi, hvordan auto-monitoreringspraksissen finder sted, ved at brugerne holder øje med alle de informationer, der kommer ind på deres nyhedsside.

111

Kontinuerligt popper disse forskellige informationer op og gør sig synlige og overvågbare for

brugeren.

Informationerne

form

billederne,

status-opdateringerne

fødselsdagskalenderens påmindelser har ikke nogen decideret modtager, men sendes ud til et talrigt publikum bestående af alle facebookvennerne. De bliver broadcastet ud til hele vennenetværket, der monitorerer dem. De udsendte informationer, der ikke er rettet mod nogen specifik modtager, bliver reageret på af en af facebookvennerne, der eksempelvis skriver en kommentar, en fødselsdagsbesked eller skriver tillykke med den nye kæreste. Én i det talrige publikum giver sig til kende som modtager af den udsendte information, hvorved der etableres en kontakt, - en udveksling omkring det enkelte billede eller den enkelte status. Og det er netop i denne praksis, at samværet på Facebook opstår. Vi så eksempelvis, hvordan Bonnies statusopdatering om sine kærestesorger på uventet vis fik en reaktion fra den pige, der nu var sammen med den fyr, som hun græd over. Pludselig opstod der et samvær mellem de to piger til skue for Bonnies vennenetværk. Status’en omkring Jeppes ærgrelser over ikke at være til koncert i Parken, initierede også en længere chat med en af Jeppes kammerater, som også måtte nøjes med at lytte til koncerten over nettet. Også Ole blandede sig ved at knytte kommentarer til Jeppes status. De bliver opmærksomme på hinanden tilstedeværelse, og der opstår et uventet samvær omkring Jeppes status. Som Mathias udtrykker det, kommenterer han på noget ”[h]vis der er noget, hvor man tænker ”hey”” (bilag 10, side 292). Sådan indgår Mathias i forskellige kortvarige samvær omkring de status’er eller billeder, der taler til ham. Han indgår i et flygtigt samvær omkring en information, der har appelleret til ham. Et billede kan være det, der gør, at gamle venner begynder at smalltalke via kommentarfelterne, der er knyttet til billedet. I kraft af brugernes kommentarer til billedet, skabes der et kort socialt samvær mellem dem, der er på billedet, og dem, der kommenterer på det. Det kan være en joke, en kommentar til hvor dum en situation, der er dokumenteret, eller bare et ’hej, hvor ser I godt ud, jeg håber, I har det godt’. Kommentarerne åbner op for en udveksling mellem nogle brugere, der foran hver deres skærm kan bidrage til samtalen. I den empiriske del så vi flere eksempler på, hvordan der blev skabt interaktioner mellem flere af brugerne omkring Facebooks objekter. Billederne af Jeppes løbeklub gjorde, at medlemmerne mødtes omkring det og bekræftede hinanden i deres løbeklubfællesskab. Vi så også, hvordan der omkring et gammelt efterskolebillede opstod en form for smalltalk i kraft 112

af flere pigers kommentarer til det, og hvordan statusopdateringer give anledning til en glimtvis interaktion og et kortvarigt samvær omkring en følelse eller tanke. Facebooks fødselsdagskalender og de hilsner den afføder, er også et tydeligt eksempel på, hvordan der i kraft af et objekt opstår samvær. I det empiriske materiale blev det klart, hvordan kalenderen minder brugeren om de venner, der har fødselsdag. Nicolaj fortæller energisk, hvordan fødselsdagskalenderen anleder til respons og interaktion: ”det popper op. Sådan, nårh, ja, nårh ja, det er en helt ny energi, livsenergi, ressource-kilde her. Lad mig lige række noget ud til ham” (bilag 9, side 261). Vi deler for at være sammen med en uvis anden Hvad eksemplerne indikerer, er at det samvær og de interaktioner, som vi ser på Facebook, altid opstår omkring et af de utallige digitale objekter, der kontinuerligt dukker op på nyhedssiden. Det er eksempelvis informationer om, at ’Kamilla er drøntræt af at være på nattevagt’, at ’Jonas har uploadet billeder fra festen i fredags’ og at ’Birthe og Jens nu er i et forhold’, der kan give anledning til samvær. Denne form for samvær opstår altså omkring en personlig information, der bliver broadcasted ud til et uvist publikum. Det helt centrale og interessante i denne form for samvær er, at det er udvekslingen af den enkelte facebookbrugers oplevelser, de delte informationer, der gør, at man mødes og taler om dem. Det er ikke fordi man mødes på Facebook, at der opstår samvær og udvekslinger af oplevelser. Samværet er med andre ord ikke et resultat af, at man mødes i et fælles rum, for deri at udveksle ord og samtaler. På Facebook deles der ord og oplevelser med et uvist publikum, hvorefter man mødes omkring dem. Samvær til diskussion Samvær indebærer ifølge Goffman og Zhao, at en person føler sig tæt nok på en anden til at opfatte, hvad en person gør, samtidig med selv at være synlig for personen. Zhao mener, at mennesker bliver synlige for hinanden i et virtuelt eller fysisk rum, og boyd mener i lighed med ham, at samværet på sociale netværkstjenester er at sammenligne med det, der udspiller sig i et offentligt rum. De mener altså begge, at digitale tjenester er at sammenligne med et fysisk rum, hvor mennesker hænger ud og er sammen. Vores empiri har åbnet for en alternativ forståelse af sociale netværkstjenester, hvor rummet ikke er udgangspunktet, endsige forudsætning for samværet. Vi hævder, at Facebook ikke kan anses for at være et rum, hvor man mødes. Brugerne bliver ikke synlige for hinanden på Facebook ved at træde 113

ind i et virtuelt rum. Dette er vigtigt at indse for at forstå den form for samvær, der opstår på Facebook. Empirien åbner for at forstå, at samværet og samtalerne ikke har et rum at udspille sig i, men at de i stedet har en række objekter de kan opstå omkring. Brugerne går ikke ind i et uvist rum for at være sammen deri. De er kun sammen, idet der er et objekt i form af en information, der kæder dem sammen, som vi f.eks. så det i Jeppes status. Jeppe og hans venner gik ikke ind på Facebook den aften, for at være sammen og hænge ud. Deres samvær opstod kun og var kun mulig i kraft af Jeppes statusopdatering, som de alle kunne relatere til. Således kan samværet siges at opstå omkring disse mange informationer, man som bruger konstant bliver præsenteret for. Enhver information, enhver hverdagsoplevelse, der broadcastes ud til vennerne, kan betragtes som et potentielt mødested. Med andre ord kan man sige, at det er objekternes tilgængelighed, der er forudsætningen for, at samvær kan opstå. Det er objekterne, delingen af hverdagsoplevelser og billeder, der sætter det sociale samvær i spil. Samværet sker omkring disse delte informationer. Informationerne popper livligt op for at blive betragtet eller reageret på. De kræver brugerens opmærksomhed og skaber derved kimen til et lille, socialt øjeblik; et flygtigt samvær. Det er derved også teknologien, der initierer samvær, fordi den løber rundt med informationer og fortæller om fødselsdage, forlovelser osv. Brugerne bliver konstant mindet om hinanden i kraft af de utallige opdateringer, der tilskynder reaktioner og skaber små hurtige og sjove samværsformer. Det dynamiske ved Facebooks flygtige former for samvær kan således anskues som en konsekvens af, at det ikke kun er samvær, der initieres af brugerne, men i udpræget grad af teknologien. Ideen om, at mennesker mødes og hænger ud på sociale netværkssider – som boyd har iagttaget, at de amerikanske teenagere i høj grad gør (boyd 2008c) – kan med vores analyser udvides og udfordres: Der er ikke noget rum eller en imiteret offentlighed på Facebook, som man træder ind og ud af, og hvor mennesker er sociale. Brugerne deler ud af informationer, billeder og hverdagsoplevelser – og selvsamme objekter, er dem de mødes omkring. Med andre ord vil det sige, at der ikke kan være et samvær, hvis ikke først, der er et objekt at mødes omkring. Alle de, der har adgang til en bestemt information, kan potentielt finde sammen omkring den. Disse betingelser for samvær går imod forestillingen om, at det er fordi, folk kan mødes i et rum, at de deler oplevelser. På Facebook mødes brugerne ikke for at dele billeder og humør mm, men deler billeder mm for at mødes omkring dem. Det 114

sociale samvær, forstået som at føle hinandens gensidige tilstedeværelse, forudsætter således, at der er et objekt at mødes om og ikke nødvendigvis et rum at mødes i. Samværets flygtige karakter Det samvær vi ser omkring de delte informationer på Facebook er flygtigt, glimtvist og ofte kortvarigt. I og med, at samværet ikke finder sted i et rum, hvor mennesker mødes, findes der da heller ikke ét fællesskab på Facebook. Der er i stedet mange små overraskende øjeblikke af samvær. De delte informationer på Facebook er ikke rettet mod nogen særlig modtager, hvilket gør, at de interaktioner, der opstår omkring dem, ofte er uventede og overraskede. Samværet opstår således med uvisse andre. En kort fødselsdagsbesked eller en lille kommentar til en andens status er eksempler på, hvordan der opstår et lille, socialt øjeblik i kraft af en reaktion på et af de features, der popper op. Samværet er da også lige så flygtigt som informationsflowet. Såvel som informationerne popper op og forsvinder igen, gør samværet det også. Samværet er knyttet til en bestemt information, der popper op som en nyhed og snart forældes og glider ud, hvorved det korte glimt af samvær ligeledes dør ud. Det er derfor relationer, der opstår hurtigt og spontant, men også forgår lige så hurtigt.

Nye fornemmelser I dette afsnit vil vi med udgangspunkt i vores empiriske materiale og med støtte fra en række andre empiriske undersøgelser om digitale medier udfolde ideen om, at der med sociale netværkstjenester opstår en socialitet af fornemmelser. Vi har set, hvordan brugerene på Facebook delagtiggøres i hinandens liv, idet de konstant bliver opdateret med, hvad hinanden laver, taler om og tænker på. Vi har set, hvordan de oplever hinandens tilstedeværelse i samtaler og smalltalk’er omkring selvsamme informationer. Automonitoreringen og samværet på Facebook er begge praksisser, hvor informationerne om hinanden er omdrejningspunktet. Det er dem, brugerne fodres med og monitorerer. Det er dem, de snakker om og har samvær omkring. Og det er dem, der gør dem nysgerrige efter mere viden om hinandens liv. Den måde, som informationerne bliver spredt på, snakket om og monitoreret, betyder, at der opstår en særlig forbundenthed i dagens samfund. En forbundethed som består i, at individerne får vidtrækkende fornemmelser for hinandens liv. Der er ikke hidtidige undersøgelser, der specifikt beskæftiger sig med fornemmelserne som 115

det helt centrale ved den forbundethed, der opstår med delingen af information på sociale netværkstjenester. Vi vil derfor i vores argumentation for fornemmelsessocialiteten læne os op ad udvalgte pointer fra undersøgelser, der på den ene eller anden måde kan bidrage med at udfolde begrebet.

Omfattende informationer giver omfattende fornemmelser Vi indleder afsnittet om fornemmelsessocialitet ved at inddrage Nardi, Whittaker og Bradners (2000) etnografiske undersøgelse af Instant Messaging (chat) på en arbejdsplads. Denne kan hjælpe os til at forstå, hvordan mængden af information og muligheden for at gå på opdagelse i andres aktiviteter, skaber grundlag for, at vi får omfattende fornemmelser for hinandens liv. Instant Messaging: Selv simple informationer giver fornemmelser I undersøgelsen af Instant Messaging blandt en række kolleger, fandt forskerne for det første, at dette digitale medie understøttede den formelle informationsudveksling omkring arbejdsopgaver samt organisering af møder, og at kollegerne især brugte chatten til hurtige udvekslinger af korte spørgsmål og svar. Desuden blev chatten brugt til at have korte samtaler med venner og familie, som et slags pusterum i en travl hverdag på arbejdet. I visse tilfælde skete det også mellem kollegerne, som brugte chatten ”to have a quick social moment with a valued co-worker” (Nardi et al. 2000: 85). Chatten blev således ikke overraskende brugt af kollegerne til at skrive til hinanden og udveksle information. Den pointe fra undersøgelsen, som imidlertid er interessant for en diskussion af vores empiri er, at der på chatten også foregik en række kommunikative processer, der ikke bestod i to-vejskommunikation mellem kollegerne (Nardi et al 2000: 82). Forskerne opdagede, at kollegerne ofte tjekkede deres venneliste på chatten for at se, hvem der var online. Denne viden, om hvem af kollegerne der også sad ved deres computer, frembragte en følelse af forbundethed til dem. ”[Y]ou get a visual image in your mind of that person and I feel closer to the people I work with as a result of that” (Ibid.: 85), fortæller en af personerne i undersøgelsen. Med vennelistens oplysning, om hvem der var online, fik brugeren en ”generalized awareness” om de andre, vel og mærke uden, at der på noget tidspunkt fandt en direkte ordudveksling sted (Nardi et al. 2000: 85). De små ikoner, der fortalte, hvem af kollegaerne, der var online og hvem der var offline, skabte således en generaliseret fornemmelse for de af kollegerne, der var logget på. Instant 116

Messaging blev altså ikke blot brugt til at chatte og udveksle information med, men endvidere til at ”maintain a sense of connectection with others” (Nardi et al. 2000: 79). Det interessante ved undersøgelsen, der næsten er 10 år gammel, er dens pointe om, at der i brugernes blotte monitorering af hinandens online eller offline status, kunne opstå en fornemmelse for de af kollegerne, der var logget på. Ved udelukkende at betragte en information om kollegernes tilstedeværelse, blev kollegerne en del af ens bevidsthed. Det vigtigste fund, som vi tager med os, er, at brugerne fik en generel fornemmelse for den anden person ved at monitorere endog meget simple informationer om hinanden via et digitalt medie. På trods af at denne pointe ikke fylder meget, kan den kaste lys over informationernes rolle på Facebook. Undersøgelsen af Instant Messaging bidrager med et centralt argument for den fornemmelsessocialitet, som vi ser opstå med sociale netværkstjenester: Ved at monitorere informationer om hinanden, får vi fornemmelser for hinanden. Og hvis simple informationer giver fornemmelser, hvad kan Facebooks mange informationer da ikke give? Et omfattende informationsflow De informationer, der deles på Facebook, er langt fra begrænsede. Brugerne ved ikke blot, om andre er online eller offline, men ved også hvad de har fået til middag, hvem de er kærester med, hvor de læser, hvad de tænker, hvilken musik de interesserer sig for, hvilke fester de går til, og hvem de snakker med. I auto-monitoreringen får brugeren ikke blot informationer om hinandens tilstedeværelse, men informationer som er langt mere omfattende. Der er enorme mængder af information om andres hverdag tilgængelig Facebook og det er endda muligt at gå på opdagelse i dem, hvis man vil. Informationerne er med andre ord meget alsidige. De fornemmelser, individet får for andre, er som en følge deraf også langt mere omfattende, idet de bygger på et utal af både tekstuelle og visuelle indblik i andres liv. Indblikket i andres liv sker i kraft af auto-monitoreringen, hvor informationer, automatisk kommer rullende ind til brugerne. De omfattende informationer, er således ikke blot tilgængelige på Facebook, men bliver kontinuerligt serveret for brugeren i et konstant informationsflow. Som Signe bedyrer i fokusgruppen, giver billederne eksempelvis en unik fornemmelse for, hvad andre laver, hvem de fester med og hvilket liv de lever, som hun ellers aldrig ville have fået: ”Alle ved mandag, hvad folk har lavet fredag, fordi man har været på Facebook. Man kan ikke lave noget uden alle ved det mere” (bilag 10, s. 285). I kraft af de 117

omfangsrige informationer om andres weekendbeskæftigelser, har Signe fået fornemmelser for, hvad alle hendes venner og bekendte har lavet, mens hun ikke har set dem. Omfanget af billeder og flowet af informationerne giver således brugeren en konstant opdatering fra en lang række venners liv. Brudstykker skaber nysgerrighed for mere viden På Facebook blev det tydeligt, at der også var flere lag af informationer at konsumere end dem, der automatisk ruller ned over brugerens newsfeed. Netop auto-monitoreringens dynamik kan bidrage til at en information eller en samtale, der popper op i informationsflowet, kan skabe en nysgerrighed til at se mere og minde brugeren om en person, vedkommende måske ikke har set længe. De små flygtige samtaler omkring en vens status bidrager ligeledes til, at informationerne udfoldes. Nyhederne kan således fungere som indgangen til at få endnu flere informationer om vennerne, der kan give en endnu bedre fornemmelse af deres hverdag, liv og person. I den empiriske del af analysen så vi således, hvordan brugerne ikke bare bliver delagtiggjort i omfattende informationer om vennerne, men også selv aktivt graver dybere ned i de mange lag af informationer, der er tilgængelige på Facebook. På Jespers newsfeeds dukkede der brudstykker op fra to kollegers samtale, som gjorde ham nysgerrig, og fik ham til at indlede et mindre detektivarbejde i forsøget på at verificere sin mistanke om, at den ene kollega skulle være far. Ved at snuse rundt og betragte kollegaens samtaler, hans venners profiler og deres tilgængelige informationer, begav han sig ud på en rejse ud i de mange informationer og fik ikke blot en større føling med kollegaens liv, men også med personers liv, hvis samtaler han tilfældigvis så. Jeppe fortæller ligeledes om, hvordan informationerne, der dukkede op på hans newsfeed, gør ham nysgerrig og får ham til at klikke rundt imellem billeder og profiler. Informationsflowet stopper aldrig, og netop derfor bliver tilegnelsen af viden om andre aldrig kedelig, men er et dynamisk flow. ”Det er jo fordi man... Jamen det er lidt ligesom Se og Hør, sådan et snageblad man kan gå ind og snage lidt i folks liv, hvad de foretager sig på Facebook og hvad de laver i lige det her øjeblik. Der er mange der opdaterer deres newsfeed mange gange på en dag” (bilag 4, s. 111).

Jeppe ser Facebook som en slags Se og Hør-blad, hvor man får det sidste nye sladder. De konstante opdateringer på newsfeeden giver ham hele tiden en ny nysgerrighed, der gør, at han klikker sig ind på sine venner og får mere viden om dem.

118

Anonymitet skaber dynamisk informationsindsamling Endnu et aspekt ved Facebook, der gør, at brugerne beriges med omfattende informationer om hinandens liv er, at brugeren kan opsøge informationer om andre, uden at de kan se, at hun har gjort det. Brugerne kan således monitorere vennernes, de bekendtes eller ekskærestens aktiviteter, uden at vedkommende ved det. I empirien blev det tydeligt, at dette netop var altafgørende for, at de havde så omfattende et billede af venners, families og måske særligt ekskæresters liv. Usynligheden betød, at brugerne indsamlede en masse informationer om andre, som de ellers ikke ville have fået. I interviewet med Jeanette beskriver hun den skjulte fascination af at kigge på andres profiler, og hun understreger, at hun er tilfreds med, at de ikke ved hun kigger ”simpelthen fordi det ikke rager folk, at jeg går og snager i deres liv. [slår en stor og hjertelig latter op] Det er nok det dér dobbeltmoralske noget. Jeg må godt snage i deres liv, men det behøver de ikke at vide. Folk skal ikke gå og tro, at man har for meget interesse i dem” (bilag 1, s. 33). At man snager i andres liv, rager dem tilsyneladende ikke. Jeanette understreger her et centralt aspekt af den dynamik, der giver brugeren omfattende informationer om andres liv. Nemlig, at man kan snage i fred og lære folk at kende, uden at de ved, at man ved noget om dem og man kan dermed hurtigt få en omfattende viden om deres liv. En viden som sjældent bruges til noget konkret, men som giver omfattende fornemmelser for vennernes liv. Opsummering Det empiriske materiale har vist, at brugerne af Facebook ikke bare kan få en generel fornemmelse ved at monitorere simple informationer om hinanden. I kraft af det enorme informationsflow, får de en endog meget nuanceret og udpræget fornemmelse for hinandens liv. Mængden af informationer, som brugerne får om hinanden, kan være særdeles omfattende, hvilket den automatiske levering af nyhederne om vennerne har en stor del af æren for. Den leverer ikke bare informationer, der kan konsumeres eller blive til samtaleemner, men skaber også en nysgerrighed, som får brugerne til aktivt at opsøge endnu flere informationer om hinanden i form af beskeder, tekster og billeder. At brugerne er anonyme, når de klikker rundt på andres profiler, bidrager til at den dynamiske erhvervelse af information om andre.

119

Trivielle informationer giver fornemmelser Den store mængde af information giver altså brugerne en omfattende fornemmelse for andres liv. Men hvad karakteriserer indholdet af de informationer, som vi automatisk delagtiggøres i og har samvær omkring? Dette er temaet i det følgende.

Empirien tydeliggør nogle gennemgående træk ved de informationer om hinandens liv, som gør, at man får en udstrakt fornemmelse for den anden: deres dagligdags karakter, deres ofte banale indhold og karakter af at være ligegyldige. I interviewene blev det tydeligt, at informanterne havde svært ved at slå ned på de informationer i deres newsfeeds, de syntes var særligt interessante. Det var sjældent, at de stoppede op og studsede over nyhederne, men trods dette tjekkede de alle rutinemæssigt op på, hvad vennerne havde lavet. Nedenfor ser vi et udsnit af Jeanettes nyheder (bilag 1, s. 14), der viser det typiske indhold i de informationer, som brugerne delagtiggøres i.

120

At Sophie skal i sommerhus, og at Jesper er glad for, at det er weekend, at Rikke har været til julefrokost, at Troels og Rasmus skrev til Johanne, og at Jan ikke længere er single, giver ikke Jeanette en viden, som hun bruger til noget eller handler på. Det informationsflow, som ruller ned over skærmen, ville Jeanette kun besværligt havde fået på andre måder end via Facebook. Det er utænkeligt, at alle de venner, der popper op på Jeanettes nyhedsside, ville ringe eller skrive til hende og fortælle: ”Jeg vil bare lige sige, at jeg skal i sommerhus med min familie”, ”jeg er glad for det er weekend” eller ”hej Jeanette, jeg var til fest i går hos Rene, som du ikke kender”. Og Jeanette ville formentlig heller ikke aktivt have opsøgt informationerne ved at ringe eller skrive til vennerne. Men hvis informationerne ikke ville have en levetid udenfor Facebook, hvorfor er de så centrale? Hvad betyder det, at det er blevet en hverdagspraksis at konsumere dem?

121

Ovenstående øjebliksbillede fra en nyhedsside, giver ringe mening for det argument, som vi vil fremføre. Det er nemlig ikke ved at betragte de enkelte delte informationers indhold, at vi finder meningen, men i mængden og i det konstante flow af disse. Hvad Sophie og Jesper laver en bestemt eftermiddag, er ikke viden, som Jeanette på stående fod kan beskrive meningen i. Informationerne giver hende en viden, der hverken er vigtig eller brugbar isoleret set. Men i takt med at Jeanette kontinuerligt modtager opdateringer fra deres liv, bliver informationerne over tid til en længere fortælling om Jesper og Sophies livssituation. Idet andres banale hverdagsaktiviteter stykkes sammen over længere tid, udvikler brugerne således fornemmelser for hinandens livsførelse og hverdagsrytme. Sammenhængen og meningen i de små informationsstykker skal således ikke findes i hver enkelt af dem, men i flowet af dem. I interviewet med Jeppe understreger han, at selv de mest ligegyldige informationer om vennerne, beriger ham, fordi de er en måde at lære dem bedre og bedre at kende på: ”Nu er hun f.eks. blevet fan af Nik og Jay, og jeg hader Nik og Jay [scroller om til det sted, hvor der står: ”Stine er blevet fan af Nik og Jay”]. Men okay. Bare hun ikke hører det, når jeg er sammen med hende, så er det fint nok. Jeg finder også lidt ud af, hvad hun går og interesserer sig for. Så selvom jeg synes at mange grupper inde på Facebook er ligegyldige, altså det er jo... Jeg har et eksempel her også... [John sætter sit ansigt helt hen til skærmen og scroller op og ned i sine nyheder for at lede]. Jo, den hér: Tina og Louise og Janni har meldt sig ind i denne her gruppe: ”Støt op om opholdstilladelse til SOSU hjælperen Beth Kefa”. Hvem er hun altså? Det er jo sådan noget totalt ligegyldigt noget, sådan en gruppe. Men stadigvæk lærer man jo noget om hvad folk egentlig interesserer sig for” (bilag 4, s. 106).

Jeppe fortæller, hvordan informationen om de tre pigers indmeldelse i en gruppe er virkelig triviel i sig selv, men samtidig lærer ham noget om, hvad de interesserer sig for. Når han læser nyheden om, at pigerne fra hans efterskole har meldt sig ind i en gruppe, er det ligegyldigt, men samtidigt givende, fordi han beriges med en viden om, hvad de interesserer sig for. Over tid giver de mange ligegyldigheder Jeppe en fornemmelse for de venner og bekendte han har i sit netværk, fordi han dag efter dag får et lille indblik i deres liv.

122

Trivia skaber et følelsesmæssigt engagement I en artikel om digitale medier og Facebook i New York Times (2008) gør Clive Thompson et forsøg på at beskrive, hvordan trivielle informationer, som mange sociale netværkstjenester distribuerer, giver det, som forfatteren kalder ambient awareness: en nærværende opmærksomhed, hvor “Each little update — each individual bit of social information — is insignificant on its own, even supremely mundane. But taken together, over time, the little snippets coalesce into a surprisingly sophisticated portrait of your friends’ and family members’ lives, like thousands of dots making a pointillist painting” (Thompson 2008). Senere understreger han, at dette er unikt for disse tjenester: “This was never before possible, because in the real world, no friend would bother to call you up and detail the sandwiches she was eating” (Thompson 2008). Thompson forstår de mange informationer, som lægges ud på Facebook som tusindvis af små detaljer, der tilsammen maler et billede af vennernes liv, som brugerne derved kender til og bliver opmærksom på. Vores empiriske materiale kan give Thompsons kortfattede artikel substantielt rygdækning, men også bidrage med et langt mere udfoldet begreb om det, der er på spil i de trivielle informationer på Facebook. Vi så, at den måde, som brugerne på Facebook monitorerer informationerne om hinanden på, giver dem disse små opdateringer, som i sig selv ikke er interessante, men samlet skaber et billede af hinandens liv. Vores empiriske materiale viser desuden, at de mange små informationer ikke kun giver et billede af personen eller en opmærksomhed for ham eller hende. De mange informationer gør ikke blot brugerne opmærksomme på hinandens liv og giver dem et kendskab til hinanden, som Thompson påpeger det. De kan rent faktisk også opildne et følelsesmæssigt engagement i hinanden. På godt og ondt giver informationerne dem indblik i andres liv, som de over tid kan få så stor indsigt i, at de tager værdimæssig eller følelsesmæssig stilling til den andens livsførelse. Informationerne på Facebook er omfattende og handler om alt, fra hvad folk laver, hvad de spiser, hvad de tænker, til hvad de har det svært ved, er kede af, hvem de hænger ud med osv. De kan dermed give brugeren et grundlæggende fundament for at føle med den anden og sætte sig ind i den andens liv. Det følelsesmæssige engagement kommer eksempelvis til udtryk i ved at brugerne føler med en person, der har kærestesorger, sætter sig ind i hinandens liv eller modsat ser ned på en persons livsførelse eller irriteres over dem. Brugerne kender ikke bare hinanden og er opmærksomme på hinandens liv og eksistens, men forholder sig samtidig værdimæssigt eller følelsesmæssigt til hinandens livsførelse. I empirien 123

så vi, hvordan kendskabet til, at en af vennerne var blevet single kunne give Max en større forståelse af, hvorfor vennen måske var ked af det. I kraft af informationerne om ændringerne i vennens civilstatus dannede Max sig ikke blot et billede af hans nye liv som single, men han forstod også at sætte sig ind i vennens følelse og udviste dermed forståelse for en svær situation. Også da han så billedet af en gammel bekendt, der var opstillet som Mr. Se og Hør, blev en stillingtagen til vennernes liv tydelig: ”Ja, det er ham der. Karlen dér, han står rigtig [brummer]. Det var så der han var mr. Se og Hør. [griner]”, siger Max med slet foragt, mens han fortsatte: ”Ja, i hvert fald været Se og Hør manden eller hvad er det det hedder. Hold kæft mand! [griner]” (bilag 6, s. 184). Informationerne, i form af blandt andet billeder, kan altså danne grobund for både medfølelse eller i dette tilfælde nedgørelse af den andens måde at være på, leve på og fremstille sig selv på. Således positionerer brugerne sig i forhold til de liv, de ser andre leve, og lærer således ikke blot vennernes livsførelse at kende, men forholder sig følelsesmæssigt til den og tager stilling til, hvad de synes om den. De mange trivielle informationer giver ikke kun brugerne et fyldigt portræt af vennerne, som Thompson påpeger i sin artikel, men gør også at brugerne følelsesmæssigt eller værdimæssigt tager stilling til dette portræt. Vi ser altså, at de fornemmelser brugerne får for hinanden, oftest indebærer et følelsesmæssigt aspekt eller en underliggende stillingtagen til andres liv.

Trivia fra alle, fornemmelser for alle Trivia i mobilbeskeder Der er ikke lavet andre undersøgelser, der beskæftiger sig med delingen af trivielt indhold på sociale netværkstjenester. Men ved at lade empirien gå i diskussion med den japanske kulturantropolog Mizuko Ito’s (2005) omfattende studier af indholdet af mobile tekst- og billedbeskeder kan vi give en bedre forståelse af de hverdagsagtige informationers betydning for forholdet mellem dem, der deler dem. Ito mener, at de beskeder, som de unge sender til hinanden på mobilen, svinger fra noget, der ligner samtaler, til blot at være trivielle beskeder, der ikke nødvendigvis kræver et svar. Hun understreger, at de udvekslinger, der sker med mobilen, svinger på et kontinuum mellem hurtige replikskift mellem venner til tekstbeskeder, der har karakter af at være enkeltstående replikker om dagligdags gøremål. Sidstnævnte former for beskeder blev primært udvekslet mellem tætte venner eller kærestepar, og Ito

124

remser eksempler op fra sin undersøgelse: ” “I’m walking up the hill now,” I’m tired,” “I guess I’ll take a bath now,” “just bought a pair of shoes!” “groan, I just woke up with a hangover,” or “the episode today sucked today didn’t it?”” (Ito 2005: 14). Itos empiri viser, at disse former for beskeder er forbeholdt en betydningsfuld anden, såsom kæresten eller den bedste veninde. På trods af at disse beskeder af afsender og modtager selv blev kaldt ubetydelige eller ligegyldige, finder hun, at de udgjorde en vigtig del af det nære forhold. Som Ito skriver, gav de fornemmelsen af at være i kontakt med hinanden, at være tæt på hinanden uden nødvendigvis at samle op på hinandens beskeder med svar (Ito 2005: 14). Fra den lydhøre anden til de lydhøre mange Når vi kaster et blik på de informationer vi ser på Facebook og overvejer deres karakter, finder vi ligheder med de konstaterende mobilbeskeder, som beskrives af Ito.

(feltnoter 23. oktober 2008)

At Sofie den ene time bikser med kemi, den anden time sidder hjemme hos Sara eller glæder sig til fest er informationer, som ikke kræver noget svar og dermed blot er med til at give modtageren en sans for hendes liv. Vores empiriske materiale viser dog helt tydeligt, at det ikke er indholdet af informationer på Facebook, der adskiller sig fra de beskeder som Ito så blev delt med den intime anden. Det er snarere modtagerforholdet på Facebook, der adskiller sig fra mobilbeskederne på afgørende vis: Informationerne udveksles ikke med en

125

specifik anden, men med alle de personer, man har i sit netværk. At Sofie laver kemi eller skal til fest er således ikke kun information, der giver en nær ven en fornemmelse af at være i kontakt med Sofie og være tæt på hende. Sofies chef, hendes kæreste, hendes barndomsven fra børnehaven og hendes hjerteveninder, får alle et indblik i hendes trivielle hverdagseskapader. Alle hendes facebookkontakter får indblik i hendes livs trivialiteter, for på Facebook er det ikke en betydningsfuld anden, men et stort publikum individet deler sin hverdag med. De konstateringer, der kastes ud til et stort publikum, karakteriseres ved ikke nødvendigvis at lægge op til et svar, men blot lydhørhed. Konstateringerne kommunikeres envejs, men er, som vi diskuterede i samværsafsnittet, samtidig en potentiel åbning for samvær med facebookvennerne. De trivielle informationer kræver således først og fremmest lydhørhed, men er samtidig en potentiel mulighed for smalltalk omkring den delte information. Alle kommer lige tæt på Ifølge Ito er udvekslingen af trivielle konstateringer i form af mobiltekster fundamental forskellig fra en direkte interpersonel interaktionsform, som eksempelvis et telefonopkald, en chat eller en face-to-face interaktion, hvor parterne ikke blot er lydhøre, men også svarer: "They do not require a deliberate “opening” of a channel of communication, but are based on the expectation that someone is in “earshot.”” (Ito 2005: 14). Ito tydeliggør således triviabeskedernes karakter af envejs-kommunikation, men det der sker på Facebook er, at det ikke blot er en nær anden, der delagtiggøres i stort og småt fra hverdagen, men derimod alle vennerne. Empirien viser, at udvekslingerne på Facebook har skabt en social situation, hvor omdrejningspunktet er trivielle hverdagsbegivenheder, der ikke kun knytter et i forvejen intimt forhold sammen, men gør, at selv løse bekendtskaber kommer helt tæt på. Som vi beskrev det i forbindelse med auto-monitoreringen, strømmer alle informationer ind i brugerens bevidsthed, uanset om det er fra løse eller fjerne venner, hvilket en diskussion i fokusgruppen understreger: Mathias: Det bliver sådan en ting, der er sket. Når man logger ind på forsiden, på nyheder, der kan man se alt, hvad folk har lavet. En eller anden er blevet fan af ... og de har lige slået op [gør som om han læser fra sine nyheder]. Lærke: Det er virkelig uinteressant, for når der er så mange, også folk man bare har sagt ”hej” til

126

Mathias: Ej, det er også meget nice, for så kan man altid se, hvis folk har fået nye billeder Lærke: Det er jo kun sjovt, hvis det er dine venner. Det er også derfor, jeg kun gider være venner med nogen jeg kender. Jeg gider ikke høre at Jonas er blevet fan af et-eller-andet. Det er jeg jo rigtig ligeglad med. Så vil jeg hellere have mine venner og se hvad de laver (bilag 10, s. 300).

Som Lærke pointerer, delagtiggøres hun også i trivia om folk, som hun kun har mødt en enkelt gang, eller personer, som hun ikke har set i 10 år. Når Lærkes venner på Facebook er en samling af både bekendte, nære venner, familie og kolleger betyder det, at de alle med lige stor kraft bliver en del af hendes bevidsthed. Det, vi ser på Facebook, er, at den delte trivia nu forbinder helt løse forbindelser til hinanden. Informationerne til kæresten er de samme som til en forhenværende kollega, som brugeren aldrig mere ser. Informationerne kan ses som en form for bindeled, der gør, at tidligere perifære kontakter kommer tættere på de nære kontakter og bliver en integreret del af individets deres hverdag. Vi kan således se triviaen som det, der binder selv løse relationer sammen og giver en fornemmelse for hverdag, liv og tanker. At alle facebookvenners aktiviteter har lige stor mulighed for at kile sig ind i brugerens bevidsthed betyder dog ikke, at brugeren får lige omfattende fornemmelser for alle sine kontakter. De der er mest aktive på Facebook, gør sig mere synlige end andre, og dermed er det dem og deres aktiviteter, brugeren får en større føling med. Hvem, vi får fornemmelser for, og hvad, vi får fornemmelser for, afhænger således mere af vennernes aktivitetsniveau - udbuddet af information – end det afhænger af brugerens efterspørgsel af informationerne. Vi knyttes således især sammen med de af vores kontakter, hvis informationer er mest iøjnefaldende.

Digitale forbindelser og nye fornemmelser Sociale netværkstjenester har kilet sig ind i hverdagslivet og har medført helt nye teknosociale praksisser. Allervigtigst er det, at Facebook har medvirket til fremkomsten af en helt ny hverdagspraksis: at konsumere dagligdags informationer om venner og bekendte, som i en lind strøm serveres for brugeren. Denne praksis, hvor brugeren automatisk delagtiggøres i facebookvennenernes flow af informationer, har vi betegnet som auto-monitorering.

127

Informationsflowet giver ikke kun anledning til en rutinemæssige monitorering af nyhederne om vennernes tanker og sysler, men giver også anledning til små samtaler omkring de informationer, der deles. De samværspraksisser, der opstår, knytter sig således til de specifikke informationer om vennerne, og selve samværet er ofte overraskende, og forgår også i takt med, at informationerne om vennerne forældes og glider ud af nyhedsbilledet. Brugerne får kontinuerligt informationer om vennernes hverdagsliv. Informationer som i sig selv er overordentlig banale, men som i sammenhæng giver brugerne omfattende fornemmelser for hinandens liv. Den omfattende strøm af trivielle informationer bliver ikke blot delt med en betydningsfuld anden, men bliver broadcastet ud til talrige mennesker, der hver især sidder og monitorerer disse oplysninger. Man kan sige, at brugerne i deres konsumption af de mange informationer får udvidet deres sansning, således at de får fornemmelser for langt flere menneskers liv, end det nogensinde før har været mulig. Ved at følge med og monitorere informationsflowet, får brugerne dag efter dag opbygget et forhold til facebookvennerne, der baserer sig for fornemmelser for hinandens liv. Flowet af hverdagsinformation, snakken om det og udforskningen af hinandens tekstuelle såvel som visuelle data, indikerer praksisser, som er opstået med sociale netværkstjenester. Praksisser, som forbinder mennesker, og praksisser, der giver brugerne udprægede fornemmelser for hinandens liv. Der vokser således en socialitet bestående af fornemmelser for hinanden frem med sociale netværkstjenester. Når de sociale netværkstjenester er en integreret del af individets hverdag, bliver de sociale relationer derfor i stigende grad kendetegnet ved, at mennesker har fornemmelser for talrige andre, som de er forbundet med digitalt.

128

KAPITEL 5: AFRUNDING KONKLUSION Undersøgelsens formål var at bidrage med ny viden om de socialitetsformer, som udspiller sig i en kultur, hvor sociale netværkstjenester er blevet en integreret del af hverdagslivet. I specialet har vi således søgt at beskrive, hvilken betydning det har for sociale relationer, at mennesker i stigende grad er forbundet digitalt via sociale netværkstjenester, som med en voldsom hastighed er blevet en naturlig del af manges liv.

Informationerne er omdrejningspunktet Informationerne og den måde de bliver delt på Facebook, er nøglen til at forstå den socialitet, der opstår med sociale netværkstjenester. I empirien så vi, at de digitale features kan fungere som en informationsgenerator og –spreder af personlige, dagligdags og ofte trivielle informationer. Disse informationer er omdrejningspunktet for den aktivitet, der foregår på den sociale netværkstjeneste Facebook. I form af informationerne bliver vi synlige for hinanden, og det er i kraft af dem, at vi har noget at være sammen om på Facebook. I konklusionen vil vi opsummerende beskrive, hvad disse informationer består i, hvordan de binder os sammen og hvilken betydning de har for vores sociale relationer. Hvad består informationerne i? Et kendetegn ved de informationer, som forbinder brugerne på sociale netværkstjenester, er deres trivielle og dagligdags karakter. Informationerne handler om alt fra hvad vennerne har fået til aftensmad, hvornår de har fødselsdag, hvem de har været til fest med til hvilket humør de er i. Både visuelt og tekstuelt bliver individet delagtiggjort i andres liv og hverdag. Det fremgik tydeligt af empirien, at enkeltstående informationer om vennernes aktiviteter sjældent vakte en bevidst interesse hos brugerne, der havde svært ved at uddybe meningen med enkeltstående informationer om vennerne. Isoleret set syntes de enkelte informationer at være banale. At den viden man får om andre mennesker i sig selv virker overordentlig ligegyldig og ubetydelig, har ofte vækket en generel undren og uforståelighed overfor sociale netværkstjenesters popularitet og appel. For hvis informationerne man får på disse tjenester er ligegyldige, hvorfor er det så blevet en hverdagsaktivitet at konsumere dem?

129

Undersøgelsen har tydeliggjort, at det ikke er i de enkeltstående oplysninger om vennernes bøvl med kemirapporter, deres kærlighedssorger eller aftensmad vi skal finde deres mening, men i stedet i informationsflowet, som brugerne kontinuerligt får fra deres venner. Det er nemlig strømmen af information, snarere end de enkelte informationsbidder, der langsomt tegner et billede af vennernes liv, og dermed tilføjer en ekstra dimension til de sociale relationer i en digital kultur, - mennesker får fornemmelser for hinandens liv. Hvordan binder informationerne brugere sammen? Inden vi skrider til en større uddybning af informationernes betydning og appel, vil vi beskrive, hvordan informationerne binder brugerne sammen på sociale netværkstjenester. Vi vil fremhæve to gennemgående praksisser, som er vokset frem med sociale netværkstjenester og som karakteriserer de måder, brugerne forholder sig til informationen om hinanden på. Disse praksisser har vi betegnet som hhv. automatisk monitorering og det flygtige samvær. Karakteristisk for disse praksisser er, at de er tekno-sociale, hvilket vil sige, at de gøres i et samspil mellem teknologien og brugeren. De er vokset frem med sociale netværkstjenester og indikerer en særlig måde, at vi som mennesker i en digital kultur forholder os til hinanden på.

Auto-monitorering En stor del af den aktivitet, der foregår på sociale netværkstjenester, består i at konsumere en omfattende mængde af information, der giver indblik i vennernes aktiviteter. I kraft af informationerne, lærer brugerne hinanden at kende, men det sker sjældent fordi de selv opsøger informationer om vennerne. Snarere delagtiggøres de i dem. På Facebook så vi, hvordan de trivielle dagligdagsinformationer ikke bare er tilgængelige, men automatisk samles og bringes til brugeren i form af et livligt informationsflow på newsfeed’en. Det er denne automatiske delagtiggørelse i hinandens trivielle hverdagssysler, vi har kaldt automonitorering. Det henviser til en måde brugerne på sociale netværkstjenster får viden om hinanden i kraft af de informationsflow, som automatisk genereres om vennerne, og som brugerne skimmer. I empirien fremgik det tydeligt, hvordan informationsflowets skaber en nysgerrighed, som får brugerne til aktivt at opsøge endnu flere informationer om hinanden. At brugerne er anonyme, når de opsøger disse informationer, bidrager til den dynamiske erhvervelse af information om andre, som giver endnu bredere indblik i vennernes liv.

130

Det flygtige samvær Informationerne er ikke blot omdrejningspunktet for en praksis, hvor man holder øje med hinanden. Denne undersøgelse tydeliggør, at de trivielle hverdagsinformationer, som brugerne får om hinandens liv, også er omdrejningspunktet for det glimtvise samvær brugerne har på tjenesten. I dette samvær betragter de ikke blot de utallige informationer, men starter også samtaler omkring dem. Informationer i form af billeder, statusopdateringer og fødselsdage bliver således et omdrejningspunkt for et ofte kortvarigt samvær, hvor brugerne ikke bare føler den andens tilstedeværelse, men føler hinandens tilstedeværelse. Det er informationernes indhold, der bestemmer, hvad der samtales om, hvem der samtales med og ligeså flygtigt som informationsflowet er, ligeså flygtigt er det samvær, der opstår omkring trivia’en. Denne samværspraksis tydeliggør, at brugerne ikke bare mødes på sociale netværkstjenester og hænger ud, - de hænger ud omkring et emne, som de er blevet delagtiggjort i. På sociale netværkstjenester deler individet deres handlinger og tanker med alle, for siden at have samvær med dem, der tager initiativ samtale om selvsamme handlinger og tanker. De tekno-sociale praksisser har åbnet for forståelsen af, at sociale netværkstjenester ikke er et socialt rum eller et digitalt sted, hvor mennesker hænger ud og er sammen – det er informationerne, der binder brugerne sammen, det er dem, der giver noget at kigge på og noget at samtale om. Det er dermed informationerne, der giver de fornemmelser for andres liv, som præger socialiteten i en kultur, hvor sociale netværkstjenester er blevet hverdag. En forbundethed af nye fornemmesler De trivielle informationer, deres konstante strøm og måden de binder mennesker sammen på betyder, at man får fornemmelser for andre liv, som i en tid før sociale netværkstjenester ikke var mulig. I kraft af informationsflowet, bliver talrige mennesker en del af individets bevidsthed. Den enkelte får en føling med de andre brugeres hverdag, deres tanker og livssituation. Måden, hvorpå man bliver delagtiggjort i andres liv og selv deler informationer om sit eget, gør, at man sanser langt flere mennesker end det nogensinde før har været muligt. På de sociale netværkssider er man forbundet til mennesker, som man måske ikke har set i ti år, men som man nu ved har været på efterårsferie i Rørvig eller har fået et nyt job. Det er udmeldingerne som disse, om ofte banale dagligdagsting, der bliver genstand for både det monitorerende øje og genstand for samtaler. Fornemmelserne for vennerne vokser 131

frem og forfines, idet man kontinuerligt delagtiggøres i deres hverdag, både tekstuelt og visuelt. Jo mere information, der bliver delt og produceret, jo mere omfattende bliver de fornemmelser, som udvikles for den talrige menneskeskare man er forbundet med på Facebook. Det, at sociale netværkstjenester har kilet sig ind i de sociale relationer, betyder, at fornemmelserne for hinanden er blevet en helt naturlig del af den måde, man er forbundet til andre mennesker på. Man kender dem, ved hvad de laver, hvordan de ser ud, hvem de fester med mm., uden nødvendigvis at man har talt med dem. Selv helt løse relationer kommer med sociale netværkstjenester helt tæt på, og bliver en del af individets bevidsthed. Det, der kendetegner den socialitetsform, som vokser frem med sociale netværkstjenester, er således en socialitet, hvor forbundetheden mellem mennesker, består af fornemmelser. Det er en form for relation, der ikke erstatter andre former for relationer, men kan ses som en ekstra dimension af de sociale relationer. Med andre ord, opstår der med sociale netværkstjenester et ekstra socialt lag, der består i, at individet har fornemmelser for en lang række mennesker, hvis liv brugerne kender og følger med i. Kort sagt: en digital forbundethed af nye fornemmelser. Vi har tegnet konturerne af den socialitet af fornemmelser, som vi ser opstå i kraft af sociale netværkstjenester ved både at give plads til fortællingen om de informationer og praksisser der skaber dem. I det følgende vil vi indlede en refleksion over undersøgelsens fund, og den fortælling vi har skabt.

REFLEKSION Undersøgelsen og dens resultater er en fortælling om socialiteten i en digital kultur, snarere end en endegyldig kortlægning af, hvordan det sociale liv med sociale netværkstjenester former og udvikler sig. Vores analytiske fund er resultater af både teoretiske og metodisk valg, og dette afsnit er helliget en diskussion af disse valgs konsekvenser for de resultater, vi har fået. Metoder skaber virkeligheder, som ANT-tænkeren John Law understreger. Metode skal forstås som en skabende perfomativ process, snarere end systematiske procedurer, der gør det muligt at nå til indsigt i den sociale virkelighed (Law 2004: 144). Den sociale virkelighed skabes i de metodiske processer. Inden specialet afsluttes, kan vi da også med rette stille os selv spørgsmålet: Hvilken virkelighed har vi skabt? I dette afsnit er det ikke 132

vores hensigt at bedømme om vores metoder har været mere eller mindre egnede procedurer til at afdække de socialitetsformer, der opstå med sociale netværkstjenester; dette har vi argumenteret for igennem specialet. Derimod vil vi i det følgende træde et skridt tilbage, og forholde os til, hvordan vores metoder har været med til at forme vores fund, konklusioner og dermed den virkelighed vi har præsenteret i specialet. Der er særligt tre metodiske aspekter ved undersøgelsen, som vi vil tage op til kritisk refleksion. Allerførst vil vi diskutere konsekvenserne af den måde, vi har tilskrevet både det humane og det non-humane handlingskraft i undersøgelsen. Dernæst vil vi diskutere konsekvenserne af en ANT-inspireret sociologi, der fokuserer på at beskrive, hvordan det sociale gøres fremfor en forklarende sociologi, der beskriver, hvorfor det sociale er, som det er. Sidst vil vi diskutere de metodiske muligheder for studiet af tekno-sociale praksisser indenfor sociologien. Ad 1: Det humane og det non-humane handler En væsentlig del af undersøgelsens af, hvordan det sociale rekonfigureres i takt med at sociale netværkstjenester bliver mere udbredt, bygger på ideen om, at teknologien må indtænkes i beskrivelsen af det sociale. Særlig Knorr-Cetina har inspireret os til at se brugernes engagement i Facebook, som et udtryk for at mennesker ikke blot interagerer med hinanden på tjenesten, men faktisk i høj grad interagerer med teknologiske features. Vi har ikke blot indtænkt disse teknologier som et passivt medierende led mellem mennesker, men bestræbt os på at sætte dem i forgrunden ved at tilskrive dem handlingskraft. Vi har lænet os op ad ideen om det post-sociale, hvor mennesker interagerer med teknologier og objekter, der er mere end passive instrumenter. I en ANT-tilgang lægges der op til en empiribaseret metode, der prøver at identificere alle de elementer, der ligger til grund for ’det sociale’ – humane såvel som non-humane og ideelt set er det kun ved at studere praksis, at vi kan vide, hvilke aktanter, der kommer i spil i produktionen af det sociale (Latour 1996: 371). Latours tanke om at vi, i studiet af det sociale, skal være åbne for ideen om alting som potentielle aktanter, er ikke til fulde blevet fulgt i undersøgelsen. Allerede fra begyndelsen, begrænsede vi vores synsfelt til kun at inkludere informanterne og de teknologiske features på

Facebook

såsom

billederne,

statusopdateringerne,

blinkende

ikoner,

quizzer,

informationer om musiksmag osv. som potentielle aktanter,. Havde vi ikke simplificeret

133

netværket af aktanter med denne fokusering, havde vi ganske sikkert kunne identificere og inddrage endnu flere aktanter i beskrivelsen af, hvordan det sociale gøres. Ved at have udstrakt det etnografiske arbejde til andre sfærer, havde vi måske fundet, at også Facebooks software-udviklere, priser for reklamer, læserbreve og blogindlæg, dokumenter om brugsbetingelser mm., er med til at skabe det sociale. Denne afgrænsning af vores synsfelt, hvor vi primært har sat mennesker, Facebooks objekter samt relationerne mellem dem i fokus har haft indflydelse på de metodiske redskaber, vi har brugt til at indsamle empirien med. Følgelig har det også haft betydning for, at vi har identificeret og beskrevet de bærende praksisser på Facebook som hhv. auto-monitorering og det glimtvise samvær. Både i den digitale etnografi og særligt ved hjælp af usability-softwaren, fik vi indblik i netop spillet mellem brugeren og de digitale features. Vi så, hvordan brugerne scrollede, klikkede ind på ting, der poppede op, og vi observerede hvordan Facebooks livlighed gjorde informationer om vennerne til en del af brugerens synsfelt. Den sensitivitet for de digitale objekters livlighed, er særlig tydelig i den empiriske del af analysen, hvor vi stiller skarpt på, hvad der sker i relationen mellem forskellige features og informanten. Disse beskrivelser har åbnet op for forståelsen af helt nye praksisser, der er igangsat af både bruger og teknologi. Begrebet om auto-monitorering har altså kun kunne tage form, fordi vi har haft blikket rettet mod relationerne mellem menneske og teknologi. Det, at vi hverken har set på mennesket eller teknologien, som determinerende for det der sker på Facebook, men i stedet har set på tekno-sociale handlinger, har altså været med til at skabe en virkelighed, hvor automonitorering finder sted. Blikket for de non-humane aktører, har betydet, at vi har vist sociale netværkstjenester som noget andet, end et rum brugerne hænger ud i eller et passivt medie, der muliggør kontakt. Ved at fokusere på tekno-sociale handlinger, har vi set, at samværet ikke er en permanent størrelse på Facebook, der udfolder sig i et fælles arena, men snarere må betragtes som flygtige interaktioner omkring de ligeså flygtige informationer, som Facebook livligt spreder ud. Ad 2: Associationernes sociologi versus det sociales sociologi I kapitel 2 diskuterede vi Latours brud med ’det sociales’ sociologi; en sociologi, hvor teorier ses som det, der forklarer samfundet og forsøger at skabe orden ved at inddele virkeligheden i kategorier, typologier og begreber. ANT taler imod en sociologi, der prøver at forklare det sociale ud fra en ide om noget bagvedliggende - som eksempelvis sociale strukturer, sociale

134

dynamikker, værdier, normer. ANT’s alternative sociologi, associationernes sociologi, forstår istedet det sociale som en foranderlig produktion af flygtige relationer mellem gensidigt forbundne aktanter. Og det er disse aktanter, der er genstanden i associationernes sociologi: En sociologi, der i højere grad vil studere hvordan det sociale gøres end den vil prøve at forklare det sociale med teorier. Vores inspiration i denne alternative sociologi, er særligt kommet til udtryk i specialets detaljerede empiriske beskrivelser af, hvad der sker i relationerne mellem mennesker og teknologiske aktanter på Facebook. Ved at fokusere på aktanternes mange praksisser, har vi bidraget til en forståelse af, hvordan det sociale gøres. Vi har bestræbt os på at beskrive de tekno-sociale praksisser uden brug af klassiske sociologiske forklaringer, som eksempelvis normerne for brugen af Facebook, brugernes fælles værdier, deres motiver for at bruge tjenesten eller beskrevet Facebook ud fra teorier om selvfremstilling, identitetsdannelse, social kapital mm. Ved at give os i kast med ANT, har vi samtidig afskåret os fra muligheden for teoretisk at forklare, hvorfor tjenesterne bruges, da der i ANT hverken findes motiver, intentioner eller en bagvedliggende social orden, der kan forklare det. Ligesåvel ligger udsigelser om digitale mediers samfundsmæssige betydning uden for rammerne af ANT, da en sådan forklaring ikke kan undgå at bruge sociale kategoriseringer, som eksempelvis identitet, fællesskab og ungdom, for derved at skabe en nydelig, men, ifølge ANT, forfejlet orden i forklaringerne. Det er med rette, at vi i denne del af specialet, kan stille spørgsmålet om, hvorvidt sociologiens relevans undermineres, hvis ikke den må skabe orden, simplificere og generalisere det, den studerer ved hjælp af forklarende kategorier? Er det ikke netop sociologiens rolle at beskrive sociale og samfundsmæssige fænomener, som fx. online communities med henblik på at forklare og forstå dem? Latour ville sige nej. Sociologiens relevans består ikke i at kunne forklare et på forhånd defineret fænomen, men i at forstå hvordan fænomenet er gjort ved at give plads til oversete aktører i fortællingen om det (Latour 2005: 59). Det valg, vi har truffet mellem det sociales sociologi og associationernes sociologi, har været et normativt valg. Ville vi bekræfte etablerede ideer om sociale netværkstjenester som eksempelvis ideen om online fællesskaber som virtuelle rum, hvor man hænger ud, er social, skaber en særlig identitet osv. eller ville vi arbejde på at anerkende teknologiens oversete handlingskraft for derved at åbne op for en alternativ forståelse af det sociale? I det etnografiske studie af de tekno-sociale praksisser har vi gjort sidstnævnte 135

indenfor de rammer, som associationernes sociologi udstikker. Vi har fokuseret på, hvordan det sociale gøres og fortalt om teknologiens og menneskets samspil. På baggrund af dette har vi beskrevet praksisserne med begrebet om fornemmelses-socialiteten, der står som bidrag til viden om de socialitetsformer, der vokser frem med sociale netværkstjenester. Undersøgelsens vidensbidrag er således en tydelig konsekvens af ANT’s metodiske blik for en beskrivende sociologi fremfor en forklarende sociologi. Vi står ved specialets slutning med en fyldestgørende beskrivelse af, hvordan det sociale gøres, og hvordan vi er bundet sammen med udbredelsen af sociale netværkstjenester. Ideen er, at vi først kan diskutere konsekvenserne af et bestemt fænomen, hvis vi ved, hvad det er, - hvordan det gøres. En kritisk diskussion af konsekvenserne for udbredelsen af sociale netværkstjenester kan derfor først starte, når vi ved, hvordan de er med til at gøre de sociale relationer. Ad 3: At studere det tekno-sociale I dette afsnit vil vi kort samle op på specialets metodiske indsigter og bidrage til diskussionen om sociologiens metodiske udfordringer i en digital kultur. Når teknologiske medier og de digitale tjenesters aktivitetet er med i skabelsen af det sociale, må en sociologi, hvis genstandsfelt er det sociale, nødvendigvis også finde metoder, der har blik for teknologiens væsentlige rolle. Hvis vi skal tage nutidens post-sociale relationer - de særlige relationer, der opstår, når en stor del af vores interaktionspartnere er digitale objekter - alvorlige (KnorrCetina 1997: 1), må sociologien med andre ord udvide sit metodiske repertoire. Denne undersøgelses væsentligste bidrag til udvidelsen af dette repertoire, består i vores inddragelse af usability programmet Morae. I tråd med ANT tankegangen, har vi med denne metode kunnet give plads til oversete aktører i fortællingen om det sociale, nemlig de livlige teknologiske features. Den måde, hvorpå vi har brugt programmet til at optage interaktionen mellem informanten og Facebooks, er et bud på, hvordan vi konkret kan studere det spil mellem brugeren og de forskellige digitale ting, som hun interagerer med på nettet. Brugen af usability software skal dog ikke ses som et endegyldigt bud på, hvordan vi skal eller kan studere de interaktioner, der udfolder sig et sted mellem mennesker og digital teknologi. Moreas muligheder og begrænsninger Vi vil her knytte et par kommentarer til programmets begrænsninger og muligheder. For det første kan usability programmer kun optage video på en computer. Det vil sige, at programmerne ikke kan bruges i studiet af de tekno-sociale interaktioner, som foregår 136

omkring en mobiltelefonen eller en GPS, for bare at nævne to flittigt brugte digitale tjenester. For det andet har vi brugt programmet på én måde ud af utallige. Vi har optaget informantens skærm, mens vi selv var til stede som interviewere. Vi kunne have valgt at lade brugerne selv tænde programmet og optage sig selv, hver gang de loggede på. Dog ville vi på denne måde ikke have kunnet stille dem spørgsmål om deres klik og scrollen med musen for derved dermed få deres egne fortællinger udfoldet. Vi kunne også have brugt programmets andre funktioner, såsom statistiske optællinger af museklik, tastaturaktivitet eller hjemmesideskift eller have haft særlig fokus på informantens ansigtsudtryk i interaktionen. Pointen er, at programmet blot er et redskab, som man ligesom andre metodiske tilgange, skal skræddersy til en undersøgelses specifikke formål. En metodisk åbning Udover at være et konkret værktøj vi har brugt til at undersøge de tekno-sociale relationer, er usability programmet også et forsøg på at åbne op for, at vi inden for sociologien kan skele til andre fagfelter, når vi henter inspiration til undersøgelsesmetoder og -værktøjer, der kan supplere de allerede flittigt brugte metoder. Af andre værktøjer, der kunne tænkes nyttige i studiet af digital kultur, kan nævnes redskaber, der skaber visualiseringer af menneskers netværk på sociale netværkstjenester, som f.eks. applikationerne Nexus, Friendwheel og Social Graph på Facebook. Disse værkøjer kan give et godt indtryk af, hvordan individets relationer er spredt og grupperer sig. I den mere kvantitative afdeling findes der programmer, der gemmer en brugers internet historik, som bl.a. Googles analyseværkstøjer, der bl.a. giver mulighed for at overvåge trafik til og fra en hjemmeside, se hvilken anden side brugeren er kommet fra, og se hvor meget tid, hver bruger har brugt på den pågældende side. Der findes også programmer, der aftegner, hvordan en særlig problemstilling eller et debatemne bliver nævnt på forskellige hjemmesider, og hvordan disse linker til hinanden. ’Issue Crawler’ er et sådant program, med hvilket det er muligt at afdække det netværk af aktører (f.eks. mennesker, organisationer og regeringer), der beskæftiger sig med et bestemt emne. Disse er blot få bud på, hvordan vi i sociologien kan drage fordel af, at en stor del af menneskets handlinger og adfærd, bliver gemt som digitale spor. De teknologiske værktøjer skal dog ikke ses som nogle, der kan stå i stedet for de etablerede klassiske sociologiske metoder, men skal ses som et supplement, der kan bidrage til en bedre forståelse af det sociale i en digital kultur. 137

PERSPEKTIV Afslutningsvis vil vi kort kaste et blik på nutidens digitale medielandskab, hvor vi ser tegn på, at delingen af personlige informationer ikke bare sker på Facebook, men er helt centralt i en række øvrige digitale tjenester. Som vores undersøgelse har vist tyder udbredelsen af sådanne medier på, at forbundetheden af fornemmelser, bliver særlig relevant for at forstå de sociale relationer, der vokser frem i en digital kultur. Flere fornemmelser og mulige konsekvenser Hvor der på Facebook deles stort og småt fra dagligdagen, har andre tjenester specialiseret sig i delingen af mere specifikke informationer som eksempelvis brugerens arbejdsopgaver, lokation eller rejseaktivitet. Af eksempler kan nævnes tjenesten Yammer.com, hvor kolleger løbende skriver, hvad de arbejder med og tilsvarende bliver delagtiggjort i andres arbejdsopgaver og -rytme. I kraft af flowet af informationer, får de en føling med hinandens arbejdsliv og et grundlag for videre samtale. På mikrobloggingtjenesten Twitter.com følger brugeren en række mennesker, som de løbende modtager viden om i form af små tekster på højst 140 tegn. Det er informationer vedrørende alt fra små hverdagsbegivenheder, politiske budskaber, billeder af særlige øjeblikke eller links til interessante artikler eller hjemmesider. Twitter har især slået igennem i USA, men også i Danmark er brugen af tjenesten stødt stigende, hvor f.eks. politikere dagen igennem deler deres hverdag og går i dialog med vælgerne. Af tjenester for de rejselystne kan nævnes Dopplr.com, hvor brugeren indtaster sit rejseskema og linker til sine venner, der dermed kan følge med i vedkommendes rejseaktiviteter. For de sportslystne findes tjenester som Weendure.com, hvor brugeren deler sine data om løbe- og cykeltræningen, som eksempelvis distancen, tid, pulsen undervejs og tempoet, med hele deres sportslige vennenetværk. Udviklingen indenfor lokationsbaserede tjenester vidner ligeledes om en optrappet deling af personlig information. Med disse tjenester deler individet via sin mobiltelefon sin fysiske lokation med sit netværk, som vedkommende tilsvarende kan se, hvor befinder sig. Data om brugerens lokation bliver løbende opdateret, hvilket gør det muligt at følge med i hinandens geografiske færden. Google Latitude er et eksempel på en sådan tjeneste, hvor brugeren via et kort på deres mobiltelefon kan se, hvor i byen vennerne er. Den øgede udbredelse og interesse for medier 138

som disse, der binder mennesker sammen af informationer om alt fra, hvad man laver, til hvor man befinder sig, skaber en sjette sans for de mennesker man digitalt er forbundet med. De bidrager til udviklingen af en digital kultur, hvor en vigtig dimension i vores sociale relationer er fornemmelserne for hinanden. Men udbredelsen af medier, rejser også nogle spørgsmål, særligt omkring, hvilke konsekvenser det kan have for individet at være en del af fornemmelsessocialiteten. Det, at individet kun er en del af fornemmelsessocialiteten, såfremt hun selv aktivt deltager i delingen af information og dermed gør sig synlig, understreger for det første det delingskrav, som individet er underlagt. Et krav der fordrer, at man handler og interagerer på bestemte måder. At dele er at være, og at være med. Dette mantra er meget sigende for de betingelser, der opstår med udbredelsen medier, hvor den enkeltes personlige data er en forudsætning for, at individet sanses af netværket. Har individet ikke nogle spændende oplevelser at vise frem, eller ønsker hun ikke at delagtiggøre andre i sit liv på de digitale tjenester, hvor står hun da i det sociale landskab i en kultur, der netop er bundet op på disse digitale delingspraksisser? Et andet aspekt af fornemmelsessocialiteten er, at individet ubemærket får indsigt i andres liv og oplevelser, som en slags flue på væggen. Spørgsmålet er, om ikke denne delagtiggørelse i andres liv, kan giver grobund for ensomhed, mindreværd eller misundelse hos brugeren, der konstant konfronteres med andres pulserende liv? For det tredje kan delingskulturen tænkes at resultere i en stigende tendens til selv-overvågning og selvkontrol fra individets side. Når individets handlinger både intentionelt og uforudset bliver til digitale spor til skue for et stort publikum, kan man rejse spørgsmålet om, hvorvidt dette har en normaliserende effekt på individet, der i højere grad må kontrollere hendes digitale adfærd? Bliver individet kalkulerende i hendes måde at fremstille sig selv på, eller i sin måde at samtale med venner på, fordi det alt sammen bliver til skue for andre? Et sidste emne for debat og kritisk refleksion, som vi vil berøre, er sociale netværkstjenesters indlejring i markedet. De interaktioner, der udspiller sig på tjenesterne og de informationer, der bliver delt, gør ikke blot at bekendte fornemmer hinanden; enhver information er også et værdifuldt produkt i en markedsøkonomi, hvor data om individets adfærd, sociale relationer, alder, forbrug, civilstatus, køn mm bliver solgt og brugt kommercielt. Aktiviteterne, der udspiller sig på sociale netværkstjenester, er således samtidig produkter i en

139

markedsĂ¸konomi, hvilket meget vel kan give anledning til en kritisk refleksion over kapitaliseringen af personlige informationer og sociale relationer.

140

LITTERATUR Acquisti, Alessandro & Ralph Gross (2006): “Imagined Communities: Awareness, Information Sharing, and Privacy on the Facebook”, in Golle, P & G. Danezis (ed.): Proceedings of 6th Workshop on Privacy Enhancing Technologies. Cambridge, U.K: Robinson College. Albrechtslund, Anders (2008): “Online Social Networking as Participatory Surveillance” in First Monday – Peer Reviewed Journal on the Internet. Vol 13, Nr. 3, Marts. Allen, Christopher: (2004): Tracing the Evolution of Social Software. (http://www.lifewithalacrity.com/2004/10/tracing_the_evo.html) (besøgt den 15. februar 2009) Andrejevic, Mark (2007): iSpy – surveillance and power in the digital era. Kansas: University Press Baym K., Nancy (1998): “The Emergence of On-Line Community”, in Jones, S.: Cybersociety 2.0. London: Sage Publications. Baym, K., Nancy (1999): Tune In Log On, Soaps, Fandom, and Online Commnity. London: Sage Publication. Berg, Bruce L. (2001): “Focus Group Interviewing” in Berg, L. B: Qualitative Research Methods for the Social Science. Needham Heights, MA 02494: Allyn & Bacon. Bourdieu, P. 2004: Distinction- A Social Critique of the Judgement of Taste. London: Routledge. boyd, danah. (2006): “Friends, Friendsters, and MySpace Top 8: Writing Community Into Being on Social Network Sites”. First Monday. 11 (12), December. boyd, danah. (2007): “Social Network Sites: Public, Private, or What?”, in Knowledge Tree 13, May 2007. boyd, danah. (2007a). "Choose Your Own Ethnography: In Search of (Un)Mediated Life." Paper presented at 4S, Montreal, Canada, October 13.

141

boyd, danah (2008a): "Why Youth (Heart) Social Network Sites: The Role of Networked Publics in Teenage Social Life", in David Buckingham (ed.): Youth, Identity, and Digital Media. Cambridge: MIT Press. boyd, danah (2008b): “Facebook’s Privacy Trainwreck – exposure, Inveasion, and Social Convergence”, in Convergence: The International Journal of Research into New Media Technologies, 14 (1): 13-20. London: Sage. boyd, danah (2008c): “Taken Out of Context: American Teen Sociality in Networked Publics”. University of California-Berkeley Dissertation. boyd, danah & Jeffrey Heer. (2006): “Profiles as Conversation: Networked Identity Performance on Friendster”. Proceedings of Thirty-Ninth Hawai'i International Conference on System Sciences (HICSS-39), Persistent Conversation Track. Los Alamitos CA: IEEE Press. boyd, danah & Nicole Ellison (2008): “Social Network Sites: Definition, History and Scholarship” in Journal of Computer-Mediated Communication 13. Ciolek, T.M. (1982): “Zones of Co-presence in face-to-face interaction: some observational data”, in Man-environment systems, 12(6). de Certeau, Michelle (1984): The Practice of Everyday Life. Berkeley: University of California Press. Denzin, Norman K & Lincoln, Yvonna S. (2000): “Introduction. The discipline and Practice of Qualitative Research”, in Denzin, N. K. & Lincoln Y. S. (eds.): Handbook of Qualitative Research. London: Sage. DiMicco, J. M. & Millen, D. R. (2007): “Identity management: multiple presentations of self in facebook”, in GROUP '07: Proceedings of the 2007 international ACM conference on Supporting group work, New York: ACM. Donath, J & boyd, d (2004): “Public displays of connection”, in BT Technology Journal, 22 (4) Donath, Judith (2007): “Signals in Social Supernets” i Journal of Computer-Mediated Communication 13. Durkheim, Emile (2000): Den sociologiske metodes regler. København: Hans Reitzels Forlag.

142

Ellison, Nicole; Charles Steinfield & Cliff Lampe (2006): "The Benefits of FaceBook "Friends:" Social Capital and College Students' Use of Online Social Network Sites". In Journal of Computer-Mediated Communication, 12 (3). Flichy, Patrice (2007): The Internet Imaginaire. Cambridge, MA: The MIT Press. Gasser, Urs & John Palfrey (2008): Born Digital: Understanding the first generation of digital natives. New York: Basic Books. Geertz, Clifford (1972): ”Description: Toward an Interpretive Theory of Culture” in Interpretation of Cultures. Cambridge, MA: Basic Books pp.3-30. Goffman, E. (1956): The Presentations of self in Everyday Life. Great Britain: Cox & Wyman Ltd. Goffman, E. (1963): Behavior in Public Places; Notes on the Social Organization of Gatherings. New York: The Free Press. Habermas, Jürgen (1987): Theory of Communicative Action. Cambridge: Polity Press. Halkier, Bente (2002): Fokusgrupper. Frederiksberg: Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag. Hammersley, Martyn & P. Atkinson (2000): Etnography. London: Routledge. Haraway, Donna (1991): ”A Cyborg Manifesto: Science, Technology and the social Feminism in the late 20th century”, in Simians, Cyborgs and Women: The Reinvention of Nature. London: FA Hastrup, Kirsten (2003): “Den antropologiske videnskab” i Hastrup (red): Ind I Verden – en grundbog I antropologisk metode. København: Hans Reitzel Hine, Christine (2000): Virtual Ethnography. London: Sage. Hine, Christine (2008a): “Virtual Methods and the Sociology of Cyber.Social.Scientific Knowledge”, in Hine, C. (ed.): Virtual Methods, Issues in Social Research on the Internet. Oxford: Berg. Hine, Christine (2008b): “Introduction”, in Hine, C. (ed.): Virtual Methods, Issues in Social Research on the Internet. Oxford: Berg. Igbaria M. (1999): “The driving forces in the virtual society”, in Communications of the ACM, 42 (12). 64-70, December. 143

Ito, Mizuko (2005): “Technosocial Situations: Emergent Structurings of Mobile Email Use.”, in Ito, M, D. Okabe & M Matsuda: Personal Portable Pedestrian: Mobile Phones in Japanese Life. Cambridge: MIT Press. Ito, Mizoko (2005a): “Intimate Visual Co-presence” in Workshop on Pervasive Image Capture and Sharing, 7th International Conference on Ubiquitous Computing (Ubicomp '05) (2005). Kitzinger, Jenny & Barbour, Rosaline (1999): “Introduction. The challenge and promise of focusgroups” i Barbour, Rosaline & Kitzinger, Jenny (eds.): Developing Focus Group Research. Politics, Theory and Practice London: Sage Kivit, Joëlle (2008): “Online Interviewing and the Research Relationship” in Hine, C. (ed.): Virtual Methods, Issues in Social Research on the Internet. Oxford: Berg. Knorr-Cetina, Karin (1997): “Sociality with Objects: Social Relations in Postsocial Knowledge Societies”, in Theory, Culture & Society, 14(4): 1-30. London: SAGE. Knorr-Cetina, Karin (2001): Postsocial Relations: “Theorizing Sociality in a Postsocial Environment”, in Ritzer, G, & Smart, B (ed.): Handbook of Social Theory. London: SAGE Knorr Cetina, K. and Urs Brügger (2002): Traders' Engagement with Markets: A Postsocial Relationship, Theory, Culture and Society. 19; 161 Kull, Anne (2001): “Symposium on Technology – Speaking Cyborg: Technoculture and technonature” in The Human Being at the Intersection of Science, Religion and Medicine, 31–40. Larsen, Malene Charlotte (2005): Ungdom, venskab og identitet - en etnografisk undersøgelse af unges brug af hjemmesiden Arto, Thesis in Communication Studies, Department of Communication, Aalborg University. Larsen, Malene Charlotte (2007): ”Fremtidens digitale biblioteksbrugere”, i DF Revy, Nr. 6, årgang 30, september 2007. Lasch, Christopher (1982). Narcissismens kultur. København: Nordisk Forlag Latour, Bruno (1996): “On Actor-Network-Theory. A few clarifications” i Soziale Welt, vol. 47(4): 369-381. Latour, Bruno (2007): Reassembling the social. Hampshire: Oxford University Press. 144

Law, John (2007): After Methods – mess in social science research. Wiltshire: Routledge Liu, Hugo (2007): “Social Network Profiles as Taste Performances” in: Journal of Computer Mediated Communication, vol. 13 (1). Liu, Sophia, L. Palen, J. Sutton, A. Hughes, & Vieweg (2008): “In Search of the Bigger Picture: The Emergent role of On-Line Photo Sharing in Times of Disaster”. Proceedings of the 2008 ISCRAM Conference, Washington, DC. Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer. Grundrids til en almen teori, København: Hans Reitzels Forlag A/S Lykke, N & R. Markussen, & F. Olesen (2000): ““There are always more things going on than you thought!” Methodologies as Thinking Technologies. Interview with Donna Haraway, part two” i Kvinder, Køn og Forskning 9 årgang nr. 4, 52-60. Munk, Timme B. (2007): Facebook fænomenet, 21. november 2007 (http://www.kommunikationsforum.dk/?articleid=12923) (besøgt den 8. november 2008). Mørk, Søren (2007): “Mundane Cyborg Practice. Material aspects of Broadband Internet Use” in Convergence: The International Journal of Research into New Media Technologies. 13(1): 69-81. London: Sage Nardi, Whittaker & Bradner 2000: “Interaction and Outeraction: Instant Messaging in Action” Proceedings of the 2000 ACM conference on Computer supported cooperative work, Philadelphia, Pennsylvania, United States. Nowak, Kristine: “Defining and differentiating Copresence, social Presence and Presence as Transportation” Presence 2001 Conference, Philadelphia, PA, 2001 O’Reilly, Tim (2004): “The Read-Write Web” chapter 2 in: We the Media, Grassroot Journalism for the People by the People. (http://oreilly.com/catalog/wemedia/book/ch02.pdf) (besøgt den 2. marts 2009). O'Reilly, Tim (2005): "What is Web 2.0" (http://www.oreillynet.com/lpt/a/6228) (besøgt den 2. marts 2009) Orgad, Shani (2008): “From Online to Offline and Back: Moving from Online to Offline Relationships with Research Informants”, in Hine, C. (ed.): Virtual Methods, Issues in Social Research on the Internet. Oxford: Berg.

145

Pahl, Ray (2000): On Friendship. Cambridge: Polity Press. Rosen, Christine. (2007): “Virtual Friendship and the New Narcisissm”, in The New Atlantis, 17, 15-31. Schroeder, R. (2002). “Copresence and interaction in virtual environments: An overview of the range of issues” Conference.Proceedings of the 5th Annual International Workshop: Presence 2002, 274–295. Silver, David (2000): “Looking Backwards, Looking Forward: Cybercultures Studies 1990-2000” in Web studies: Rewiring Media Studies for the Digital Age, edited by David Gauntlett. Oxford: Oxford University Press. Tapscott & Williams (2006): Wikinomics. London: Penguin Books Ltd. Thomson, Clive (2008): “Brave New World of Digital Intimacy”, in New York Times, 5. september 2008. Weber, Max (1995): Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. København: Nansensgade Antikvariat Zhao, Shanyang (2003): “Towards a Taxonomy of Copresence”, in PRESENCE: Teleoperators and Virtual Environments , 12 (5). Massachusetts Institute of Technology Zhao, Shanyang, S. Grasmuck & J. Martin, (2008): “Identity Construction on Facebook: Digital Empowerment in Anchored Relationships”, in Computers in Human Behavior 24:1816-1836. Hjemmesider Statistik over danske facebookbrugere: http://spreadsheets.google.com/pub?key=pRwSFd8OY4WZPkUch2kR_GA&gid= 2 (besøgt den 6. maj 2009) danah boyds blog: http://www.danah.org/name.html (besøgt den 20. marts 2009). Usability programmet Morae: www.techsmith.com/morae.asp

146

This document was created with Win2PDF available at http://www.win2pdf.com. The unregistered version of Win2PDF is for evaluation or non-commercial use only. This page will not be added after purchasing Win2PDF.