Portræt Kristina Stoltz

Forfatter KRISTINA

STOLTZ

“Så længe man sørger over et kærlighedsbrud holder man stadig kærligheden og erindringen om den elskede i live – det bilder man i hvert sig selv ind. I det øjeblik sorgen letter, forsvinder den elskede også, og det kan der være noget brutalt ved, som at udviske et helt kapitel af sit liv. Men for at kunne eksistere i nutiden må man i vid udstrækning give slip på fortiden, og det der var, ellers forbliver man splittet mellem nu og dengang. Jeg har levet meget af mit liv i denne splittelse”.

Tekst: Gutkind

MED PARADIS FØRST SKILDRER DU ET STORMFULDT KÆRLIGHEDSFORHOLD. HVORDAN OPSTOD IDÉEN TIL ROMANEN?

“Idéen har ulmet i mig i mange år, men jeg var ikke i stand til at skrive romanen før nu, fordi historien har ligget for tæt på mig selv. Det var først, da jeg for alvor fik følelsesmæssig afstand til stoffet, at jeg kunne skrive historien om et kærlighedsforhold, der lå så tæt på mig selv”.

ROMANENS HOVEDPERSON HEDDER KRISTINA, OG MAN KAN DERFOR LET TRO AT HUN ER DIG. HVORFOR VALGTE DU DÉT NAVN, OG HVOR MEGET AF DIG SELV TRÆKKER DU PÅ I ROMANEN?

“Hovedpersonen kunne ikke hedde andet end Kristina. Jeg forsøgte længe at finde et andet navn til hende, men måtte til sidst opgive. Hun er opkaldt efter Vilhelm Mobergs Kristina fra ’Udvandrerne’, og der er noget opofrene over hendes karakter, som gør, at det navn simpelthen er perfekt: Hun er en Kristina. Hendes karakter ligger tæt på mig, men hun er alligevel en anden. Hun er på en og samme gang en romankarakter med sin egen erfaring og en del af mig. På en måde er det mystisk og så er det alligevel ret lige til: Hun er sin egen!

TITLEN PÅ ROMANEN ER PARADIS FØRST – HVAD VAR DINE TANKER OM DEN?

“For første gang fandt jeg på titlen før jeg begyndte at skrive. Jeg skulle hente min datter fra en børnefødselsdag. Jeg satte hende på mit cykelsæde, og så trak jeg cyklen fra ydre Frederiksberg til Vesterbro, og på hele den tur diskuterede vi titlen. Jeg vidste, at ordet ’paradis’ skulle indgå. Da vi nåede frem til vores adresse, var titlen på plads. Det var meget forunderligt. De to elskende i

“JEG VAR IKKE romanen har svært ved at kapere I STAND TIL AT SKRIVE ROMANEN virkeligheden, dagligdagen, trivialiteterne, det besværlige og naturligvis også al ondskaben i verden. Sammen forsøger de

FØR NU, FORDI at opbygge eller gemme sig bag foresHISTORIEN HER LIGGER FOR TÆT til-lingen om et slags paradis på jorden, hvis bærende søjler alene udgøres af deres kærlighed: En utopi som er dømt til at

PÅ MIG SELV”. mislykkes. I den kristne forestilling kommer paradiset efter livet på jorden. I romanen insisterer de elskende på, at paradiset kommer først. I nutidssporet, mange år efter at forholdet endte, besøger Kristina Marlon i USA, og mens hun er der, brænder den lille californiske by Paradise ned til grunden. Branden opstår på grund af tørke, som hærger på grund af klimaforandringer, så altså branden i Paradise er kun begyndelsen på de klimaforandringer vi har i vente. Paradise brænder ned før alle de andre byer stikker i brand: ’Paradis først’.

Kristina Stoltz (født i 1975, København) har udgivet både digte, noveller, børnebøger og romaner og er anerkendt som en af sin generations mest alsidige forfattere. Hun bevæger sig frit mellem genrer, og karakteristisk for forfatterskabet er, at hun med hver udgivelse går ad nye litterære veje. Hun debuterede i 2000 med digt-samlingen ‘Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse’. Senest har hun udgivet skilsmisse-romanen ‘Som om’ (2016), der blev nomineret til DR Romanprisen, og romanportrættet af den franske surrealistiske kunstner ‘Cahun’ (2019), for hvilken hun blev nomineret til Montanas Litteraturpris.

“Jeg har en følelse af, at der ligger en række bøger inden i mig, som skal skrives, og det handler mest af alt om at finde den rigtige rækkefølge. Inden jeg skrev ‘CAHUN’, vidste jeg, at jeg skulle skrive ’Paradis først’ (bortset fra at jeg ikke kendte titlen og formen). Jeg bruger lang tid på at læse, tage noter, tænke og gå rundt om mig selv, inden jeg begynder at skrive. Det kan være temmelig angstprovokerende at skrive den første sætning, de første par sider, for derefter går der ikke særlig længe før bordet fanger, og så er der ingen vej tilbage” .

ROMANEN ER EN FORTÆLLING OM KÆRLIGHED OG ERINDRING – OM HVORDAN VI ERINDRER KÆRLIGHEDEN, NÅR DEN ER FORBI. HVAD OP-TAGER DIG SÆRLIGT VED DE EMNER?

“Så længe man sørger over et kærlighedsbrud holder man stadig kærligheden og erindringen om den elskede i live – det bilder man i hvert sig selv ind. I det øjeblik sorgen letter, forsvinder den elskede også, og det kan der være noget brutalt ved, som at udviske et helt kapitel af sit liv. Men for at kunne eksistere i nutiden må man i vid udstrækning give slip på fortiden, og det der var, ellers forbliver man splittet mellem nu og dengang. Jeg har levet meget af mit liv i denne splittelse. Da jeg begyndte at skrive ’Paradis først’ gik det op for mig, at selvom jeg havde holdt kunstigt liv i den tabte kærlighed ved at holde minderne om ham i live, ja, så tilhørte han fortiden og erindringen om den. Og jo mere jeg dykkede ned i erindringerne, gik det op for mig, at erindringerne i høj grad er en fiktion, formet af nutiden. Erindringsstoffet er fuldkommen upålideligt i forhold til, hvad der egentlig skete. Det nærmeste, vi kan komme ”sandheden”, er det vi husker med kroppen, følelserne, det sprogløse. Arbejdet med skriften består derfor i at give det sprogløse sprog”.

GENNEM SPROGET OG BRUG AF PRONOMINER SKILDRER DU, HVORDAN ERINDRINGEN FUNGERER. VIL DU FORTÆLLE LIDT OM, HVORDAN DU HAR GREBET DET AN?

“Erindringen om det der skete engang, en periode, en situation, forskyder sig hele tiden afhængig af humør, livsomstændigheder, hvad man i øvrigt har været optaget af den dag, man tænker tilbage, osv. En konkret episode der ligger 20 år tilbage i tiden ændrer sig mange gange i erindringen, og hver gang man sætter ord på episoden, forskyder den sig lidt og bliver til et nyt minde, som efterhånden ligger meget langt væk fra det, der oprindelig skete. Mens jeg skrev ´Paradis først’ gik det op for mig, hvordan filmen og stemmerne inde i hovedet hele tiden fluktuerer, skifter tid, skifter synsvinkel: Man ser sig selv indefra det ene øjeblik og udefra det næste øjeblik. Man tænker på en episode, som noget der skete for mange år siden og kort tid efter, oplever man det følelsesmæssigt som noget der skete i går eller som noget, der sker lige nu. For at afspejle dette kaos som erindring er, lader jeg tid og pronominer skifte hyppigt i skriften, af og til inden for den samme sætning”.

HVAD ER KÆRLIGHED? HVORDAN OPLEVER HOVEDPERSONEN KÆRLIGHED?

“ Kærlighed er alt. Kærligheden er grunden til, at vi findes. Samtidig er det en mystisk størrelse under konstant forandring, ikke til at få greb om, ikke til at gennemskue, hvilket nok er grunden til, at kunstnerne stadigvæk forsøger at beskrive den, få hold om den, udlægge og forklare den. Det lykkes aldrig. Man kan sige, at et forsøg på at beskrive kærligheden er dømt til at mislykkes. Ikke desto mindre bliver vi ved. I romanen oplever Kristina på ene side kærligheden til Marlon som en port indtil paradis og på den anden side som en fælde, hun aldrig kan komme fri af igen. Det er en forelskelse så voldsom, at hun fuldkommen mister sig selv. Det er en livsfarlig kærlighed”.

HVAD HÅBER DU, AT LÆSERNE TAGER MED SIG, NÅR DE HAR LÆST BOGEN?

“Skriveprocessen var lidt tung for mig, og jeg havde svært ved at standse og tage pause, bare at rejse sig fra stolen, at holde weekend var en pinsel. Jeg havde en følelse af, at jeg skulle skrive den ud i et, uden pauser, men det kan man jo ikke, og i mit forsøg på at gøre det, fik jeg skriveskader i nakken og i skuldrene. Jeg håber, at læserne har mærket kærligheden, tiden og volden som romanen kredser om, at det sætter skub i erkendelsen af, hvor komplekst det er at være menneske, hvor umuligt det er at opdele verden i unuancerede sandheder. Og så håber jeg, at romanen kan anspore læseren til at dykke ned i deres egne erindringshav og lade sig overrumpe af, hvor vilde historier vi hver og en bærer rundt på”.

DINNER OUT

Foto: The Standard